Ingen fodbold i arbejdstiden

Jeg ville ikke score mange karrierepoint hos min chef, hvis han opdagede, jeg så fodbold i arbejdstiden. På den kønne, unge studentermedhjælpers kontor…

Forfatter: Læsehæsten

”Og jeg mener det: ingen fodbold i arbejdstiden!! Hvis jeg ser så meget som et fladtrådt græsstrå på én af jeres skærme, så får I en formel advarsel!”

Min teamleder gestikulerede voldsomt med hænderne, mens han talte – noget han formentlig havde lært på et lederkursus for at have mere gennemslagskraft i sin kommunikation.

”Hvis I absolut skal se fodboldkampen, så må I flekse ud og gå andet sted hen og se den, så I ikke forstyrrer dem, der sidder og arbejder. Vi vil i hvert fald ikke betale for, at I bare sidder og glor fodbold!”

Jeg var ikke den eneste, der sad slukøret og ærgrede sig over, at man ikke havde mere fleks på kontoen, men jeg var med længder den mest velklædte til anledningen: fuld landsholdsuniform bestående af hvide shorts og rød T-shirt fra Hummel med ”Dolberg 12” påtrykt i store hvide kapitæler på ryggen. Selv de knælange, røde sokker havde jeg sørget for, og hele herligheden var prydet på toppen af den famøse, rød/hvide kasket med to snor-betjente hænder foran.

Målt på mit humør må jeg have lignet en dansk tilskuer fra dengang i 2007, da Danmark blev taberdømt i kampen mod Sverige, efter at vi lige havde kæmpet os tilbage fra 0-3 til 3-3. På den anden side af bordet flyttede Lisa nervøst på et lille dannebrog, som hun havde stående på sin kontorplads. Chefen søgte én efter én vores øjenkontakt for at sikre sig, at vi havde forstået budskabet, inden han forlod kontoret og gik til møde med afdelingslederen.

VM 2018 i Rusland – årets sportslige højdepunkt – og Danmark var med. Uheldigvis lå Danmarks anden kamp i gruppespillet på en hverdag kl. 14 om eftermiddagen, og i modsætning til mange andre virksomheder, så ville min arbejdsplads ikke betale for, at dens ansatte sad og så fodbold i arbejdstiden.

I know; buuh-fucking-huuh, piv og klynk; jeg kunne bare have sparet fleks op og taget fri eller brugt en feriedag, men jeg havde ærligt talt troet, at min teamleder ville være mere large med det.

Bitter og ærgerlig rejste jeg mig for at trække en kop kaffe og resignerede mig selv til at lytte til optakten i radioen, mens jeg indebrændt skrev videre på min rapport.

Skæbnen ville, at jeg kort efter startfløjtet var nødt til at tage turen ned til etagen nedenunder, hvor vores planlægningsteam sad, og have hjælp til at lave en bestilling. Da jeg kom til deres kontor, var lyset slukket og alle pladserne var tomme. Irriteret forbandede jeg lavmælt mit uheld og vendte mig for at gå tilbage til mit kontor ovenpå.

”Flot klaphat.”

Den lyse stemme kom fra kontoret overfor og tilhørte planlæggernes studentermedhjælper, Erika. Halvdelen af hendes kønne ansigt stak op over de store stakke af mapper og dokumenter, som hendes kontorplads var fortificeret med. Med et skævt smil stillede jeg mig hen og lænede mig op af dørkarmen.

”Tak… tror jeg. Jeg håber virkelig ikke, at der var et komma mellem de to ord. Hvorfor er du her stadig?”

”Jeg har lovet Poul og Henriette, at jeg ville sortere alle journalerne for april, inden jeg gik hjem, såh… derfor sidder jeg her stadig.”
Erikas mund formede en lige streg under den lille næse og gav sammen med de trætte øjne et indtryk af resignation, der næppe var ulig min egen.

Jeg havde godt lagt mærke til hende før; lysblond bølgende hår til skuldrene, men oftest sat op i en hestehale; venlige gråblå øjne og en tendens til et sødt smil, når man mødte hende i korridoren eller i kantinen. Kunne gøre forskellen på en god og en middelmådig dag, hvis man så hende på en af de dage, hvor hun gik til hånde hos planlæggerne.

En diskant summen hævede sig over bunken af dokumenter, og en hidsig stemme fik det til at smælde og stresse i den lille højttaler. Erika og jeg udvekslede blikke.

”Hører du radio?” Jeg strakte mig nysgerrigt for at få et indtryk af, hvordan det gik med landskampen i Samara, omkring 2.500 km væk. Erika rystede på hovedet og løftede sin mobiltelefon, så jeg kunne se den.

”Nope – jeg har et live steam!”

Erikas smil funklede om kap med den kulørte krystalskærm, hvor mikroskopiske skikkelser myldrede rundt på en græsgrøn overflade. Som hypnotiseret, blev jeg draget af de strålende farver og udsigten til at kunne overvære kampen på trods af min chefs advarsler. Erika lo fornøjet af mig, da jeg på ingen tid stod ved siden af hende og stirrede på det lille vindue til en by i Rusland.

Sekundet efter brød jublen løs, da Christian Eriksen tyrede bold op i nettaget af australiernes mål og bragte Danmark foran kort inde i kampens syvende minut. Erika skød begge arme op i luften med et perlende ”Yes!”, og i ren eufori greb jeg hendes ene hånd med min, mens jeg brølede min glæde ud. Sådan!

Erika kiggede på mig, og jeg slap hendes hånd. Vi smilede til hinanden, og jeg havde ikke lyst til at gå tilbage til mit arbejde.
”Hvis du hjælper mig med april-journalerne, så må du gerne se med…”

Det lokkede. Meget. Særligt nu, hvor Danmark allerede var foran tidligt i kampen og havde gode muligheder for at skabe et virkelig flot resultat. Erikas smil var drillende. Flirtende endda, bildte jeg mig ind, men jeg var mest af alt splittet mellem at gå tilbage til min sikre radio på kontoret og blive og vove pelsen med min yngre kollega. Jeg ville ikke score mange karrierepoint hos min chef, hvis han opdagede, jeg så fodbold i arbejdstiden. På den kønne, unge studentermedhjælpers kontor.

Journalerne blev gennemgået med en rasende fart, når vi nu var to om det, selvom vi snakkede og gloede fodbold. Erika var blevet student forrige sommer og ville læse noget inden for medievidenskab efter sommerferien, som hun havde planlagt at slutte af med en rejse rundt i Sydamerika med en veninde i august.

Hun var spændende og skøn at snakke med, men jeg kunne ikke lade være med at skæve bekymret over mod døren. Frygten for, at min chef skulle opdage mig, sad dybt i mig, men Erika og fodboldkampen… hvad var det værste, der kunne ske?

”Tak for hjælpen! Nu kan jeg tage hjem med god samvittighed.”

Erika smilede lettet, og jeg kunne ikke undgå at være lidt ærgerlig over, at hun skulle gå. Jeg gjorde mine til at trække mig tilbage til mit eget kontor.

”Hør, hvis du vil hjælpe mig med en sidste ting…”

Jeg stoppede og stod allerede beredvilligt på spring for hende. Mobilens højttaler meddelte, at Australien var kommet mere ind i kampen mod Danmark.

”… så kan du spare mig for en ekstra tur over på arkivet, hvis du vil være sød og tage den ene stak med journaler. Så skal jeg nok blive, så du kan komme til at se første halvleg færdig…”

Mobiltelefonen røg i lommen, og Erika kiggede forventningsfuldt på mig, mens hun tog fat i den mindste af de to bunker dokumenter. Sekunder efter var vi på vej ned af korridoren mod arkivet. Der var ikke noget usædvanligt i, at man hjalp hinanden, og ingen af vores kolleger gav os et ekstra blik, da vi gik forbi kontorpladserne mod arkivet. Turen tog ikke mere end fire minutter, og Erika låste os ind.

”Jeg stiller den lige her – så kan du se bold, mens jeg lige stiller journalerne på plads…”

Mobilen blev placeret på en hylde foran mig. Der var gået lidt over en halv time af kampen, og Australien styrede slagets gang. ”Tag jer nu sammen, drenge!”, tænkte jeg for mig selv og kiggede over på Erika.

Hun var virkelig god ved øjnene fra denne vinkel; middel højde, slank talje, og en lille strutnumse, der var påmalet et par lyse jeans. To små håndfulde gemte sig under den lyseblå T-shirt, der lige nu, hvor Erika strakte sig for at stille en journal op på næst øverste hylde, stumpede og afslørede hendes bare mave.

Hun fangede mit blik og blev opmærksom på min åbenlyse stirren på hende, men hun smilede bare og gik hen efter en ny journal, der skulle lægges på plads. En hånd blev placeret på brystet af mig, og jeg blev blidt skubbet væk, så journalen kunne komme på plads på hylden ovenover mobilen, da dét, der ikke måtte ske, skete.

Stadion i Samara eksploderede da den spanske dommer konsulterede med VAR og tildelte Australien et straffespark på efterbevilling; hvad dommeren ikke havde set, men som kameraerne havde fanget, var, at Yussuf Poulsen havde brugt armen til at blokere et hovedstød i målfeltet.
Erika gik helt i stå og stod som frosset foran skærmen, mens dramaet udspillede sig. Der var trangt mellem reolerne på arkivet, og jeg måtte stå tæt bag hende og strække hals for at følge med hen over hendes skulder. Jeg kunne dufte lavendel.

Irritationen over videodommere sled i mig, mens jeg betragtede straffesparket blive linet op. Jeg stødte mod Erikas skulder med mit bryst i min iver for at følge med på skærmen. Eller… var det hende, der stødte mod mig? Dommeren fløjtede sit signal til, at sparket måtte eksekveres, netop som den unge pige lænede sig bagud mod mig og trak min arm rundt om sig, så jeg nærmest omsluttede hende i en kærlig omfavnelse. Da Mile Jedinak blev krediteret for udligningsmålet, lænede jeg mit ansigt ned mod hende og mødte Erikas læber med mine.
Klassisk. Kliche-agtigt. Jeg stod på arkivet med min unge kollega, og mine hænder havde travlt med at udforske hendes bløde mave under den løse T-shirt. Ægget og opildnet af Erikas usagte villighed dækkede jeg hendes små bryster med mine hænder og nød deres lækre fasthed. Mærkede de små spidser hærde i mine håndflader.

Jeg fik hurtigt vendt pigen om, så jeg kunne trække hende ind til mig og drukne min pludseligt opblussede lidenskab med endnu et inderligt kys. Hun tog imod og gav igen, klemte sig imod mig og virkede lige så desperat og opslugt, som jeg gjorde. De tynde arme fandt vej rundt om min hals, mens mine hænder lagde sig og greb fat i hendes lille stramme røv.

”Kom… hurtigt! Jeg skal snart mødes med min køregruppe!”

En bagkant. Ødelagde lidt af stemningen, men så begyndte hun at fumle febrilsk med lynlåsen til mine bukser. Jeg gav slip på hendes bagdel og hjalp hende. Et blink og et smil og så fulgte Erikas knæ mine bukser ned til gulvet og hun åbnede munden for at suge mig ind.
Det gik så hurtigt, at jeg nærmest ikke registrerede blow jobbet, før mit pikhoved stødte mod Erikas svælg i et lækkert vakuum. Et par hurtige ryk frem og tilbage, og så var jeg fuldkommen stiv og hård i hendes mund, som truede med at slutte mig af, før vi rigtig var begyndt.

Jeg priste mit held for at være endt hér med min pik i munden på den lækre studentermedhjælper. Jeg kunne lige så godt have siddet og skrevet på min dumme rapport med min skrattende radio og ubrugelige klaphat. Mine fingre legede med hendes lyse lokker. En kærlig gestus, der virkede både sukkersød og grotesk i forhold til det våde og slubrende sex, hun gav mig med sin mund. Erika rejste sig op og begyndte at åbne sine cowboybukser.

”Så – hvis vi er hurtige, så kan vi…”

Det skulle gå stærkt, kunne jeg mærke. Og hun ville gerne nå det inden, at hun skulle hjem med køregruppen. Jeg var omtåget, skeløjet af liderlighed og klar! Erika spildte ikke tiden, men trak blot det ene ben ud af buksebenet og trusserne og guidede mig ned på gulvet. Da jeg endelig lå fladt på gulvet, satte hun sig ind over og tog min pik i et fast greb.

I det samme fløjtede dommeren af til pause, og døren til arkivet gik op. Vi frøs, og jeg blev pinligt bevidst om, hvor meget arkivet måtte emme af vores lidenskabelige og upassende samarbejde. Jeg kunne se skrækken i hendes øjne, og det gibbede lidt i min pik, da en svedperle slap hende overlæbe og landede på min mave.

Vedkommende, der havde åbnet døren, skulle blot gå tre rækker ned af gangen for at opdage os, men måtte ombestemt sig, for døren blev hurtigt lukket igen. Om det var lugten af sex eller noget andet, der fik vedkommende til at gå igen, det vides ikke, men med det samme at den brandsikre dør smækkedes, og den elektroniske lås klikkede på plads, sank Erika ned over mit hårde lem.

Et indestængt gisp forlod mine læber – lige så meget fordi, at jeg havde holdt vejret; lige så meget på grund af den lækre følelse af den våde og silkebløde stramhed, der omsluttede mit følsomme jern. Jeg overraskedes over Erikas voldsomhed og intensitet, idet hun med det samme satte et højt tempo og tog mig ind og ud af sig med en uventet fart, og det gik op for mig, at hun fra første sekund sigtede efter en hurtigt udløsning. Jeg blev liggende og lod hende beholde styringen.

Med den ene hånd støttede hun sig til mit bryst, mens den anden klemte og kælede for hendes eget. Efter et minut steg tempoet yderligere, og hun klemte øjnene sammen, mens hun passerede ind den irreversible, forløsende fase. Selv var jeg meget tæt på at komme, og de malkende bevægelser, der blev mere og mere intense, gjorde det umuligt for mig at holde igen.

Med et halvkvalt støn nåede jeg mit klimaks, og det var alt, som Erika manglede for selv at ryge ud over kanten. Mens jeg tømte mig, sprøjt for sprøjt, i hendes lille stramme krop, rystede hun i sin orgasme og udstødte flere små og søde pibende lyde. Reklameblok-jinglen tonede netop ud, som Erika rejste sig op og trak sine trusser op på plads.

”Det’ vores hem’lighed, ikk’?”

Igen smilte hun frækt til mig. De lyse jeans blev knappet, og hun vendte sig for at gå. Livestreamingen var slukket, og mobiltelefonen stukket i lommen, inden hun hastigt forlod arkivet. Der gik flere minutter, før jeg selv havde klædt mig på og kunne lukke mig ud. Tilbage på kontoret kiggede Lisa inkvisitorisk på mig med undersøgende øjne.

”… hvad har du lavet i al den tid…?”

Mit hjerte hoppede op i halsen, og tanken om, at det måske havde været Lisa, der nær havde overrasket Erika og mig på arkivet, fór gennem hovedet på mig. Hvad fanden skulle jeg nu gøre? Ville hun sladre til vores andre kolleger? Til vores chef? Eller måske endda til Erikas chef?? Eller min kæreste…?

”Chefen har ledt efter dig, og hvis han finder ud af, at du måske har været ude og se landskampen et sted, så bliver han tosset…”
Landskampen. Nårh ja. Jeg drog et lettelsens suk og satte mig på min plads.

”Det har jeg slet ikke haft tid til. Skulle lige hjælpe planlæggerne med nogle journaler…”

Lisa grinte og rystede på hovedet. Jeg skruede lidt mere op for radioen, hvor Danmark åbenbart kun lige akkurat kunne holde Australien fra at komme foran.

Flot, klaphat.

Spørgsmål, feedback eller andet? Skriv til mig på ? laesehaesten@yahoo.com

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (31har stemt 4,58 af 5)
Loading...

14 kommentarer

  1. Stilledrømme

    15. december 2018 kl 20:54

    Jeg har lige siddet og læst din fodbold-novelle for første gang, Horse, og den er jo helt igennem en fryd at læse ? Let at læse, meget fængende og med et flow uden lige ? Kan vi mon forvente en fortsættelse sommeren 2020?? ???

    1+
    • Læsehæsten

      15. december 2018 kl 22:09 - som svar på Stilledrømme

      Den var sandt være sagt også en fryd at skrive! ?

      Vi må se, om der også er arkivopgaver til dén tid. ?

      1+
      • Stilledrømme

        16. december 2018 kl 18:50 - som svar på Læsehæsten

        Vi krydser fingre ????

        Det er jo nok et eller andet sted sådan, at hvis ikke man som forfatter selv brænder for sin fortælling, så kommer læseren sgu’ nok heller ikke til at gøre det….?

        0
    • Læsehæsten

      1. juli 2018 kl 11:54 - som svar på

      Man bør også afholde sig fra at hive så meget og hårdt i klaphatten, at der forekommer røgudvikling – heller ikke selvom, at det går godt for Danmark! 😛

      0
      • Anonym

        1. juli 2018 kl 12:04 - som svar på Læsehæsten

        Miraklernes tid er ikke forbi, der kan vel udbryde krig igen, ligesom sidst ?

        0
  2. Læsehæsten

    1. juli 2018 kl 9:36

    Hvor blev kommentaren fra Sofie af? ?

    0
    • Læsehæsten

      1. juli 2018 kl 9:42 - som svar på Læsehæsten

      Aah! Dér var den! ?

      0
    • Totalsex.dk

      1. juli 2018 kl 9:43 - som svar på Læsehæsten

      Den må være smuttet da vi var inde og tilrette linket i den anden kommentar. Beklager! Den skulle være tilbage nu 🙂 Vores kontrolpanel er ikke særligt brugervenligt på mobilen.

      1+
      • Læsehæsten

        1. juli 2018 kl 9:45 - som svar på Totalsex.dk

        No worries – det kan smutte for selv de bedste – og det gjorde det jo så! ?

        0
    • Anonym

      1. juli 2018 kl 12:05 - som svar på Læsehæsten

      Den for vild i det forkerte.. ?

      1+
  3. Uncle Ernie

    30. juni 2018 kl 11:33

    ???????????? ?????

    2+
  4. Sofie

    30. juni 2018 kl 8:24

    hahaha ?? eller skulle man måske sige *klapklapklap* ?????
    det er da godt at næste kamp er på en søndag …. eller hvad… 😉

    2+
    • Læsehæsten

      1. juli 2018 kl 9:43 - som svar på Sofie

      En søndag aften på arkivet lyder faktisk ikke så tillokkende… eller hvad…? ?

      0

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight