Bagbundet nu, siddende på knæ over en af de fremmede  – den unge mand i hendes røv – ja, ja! ..

Forfatter: Jann

Grønt – så langt øjet rækker. Tropisk skov, skyer af hvid varmedis og en flimrende horisont der fortaber sig. Næsten helt uberørt paradis dernede, virker det som. Hun ser ud over det – langstrakt frodighed og det fremmede og ufremkommelige landskab. Oppe fra bjergvejen, ud over skråningen, den dybe kløft der kun er få meter hen til kanten af – faldet ned i den.

Men den overfyldte bus bumler sikkert videre. Skubber sten og grus væk og ned. Helt ud til kanten og forsvinder, kun dybet, suget tilbage. Den tager farten af for modkørende, svinger om blinde hjørner, dytter – som den gør hver dag. Og nok skal nå frem. Det er hun ikke bange for, den fremmede kvinde – ikke bange for noget, virker det som.

Tværtimod virker hun afslappet og fri. Indeklemt og ulideligt varm, i en fugtigt stinkende bus – fattige menneskers kropsdunste og nærhed. Men hun forekommer at være tryg i det, at tage det ind, mærke det og forsøge at blende naturligt sammen med det.

En velhavende vesterlænding, inkognito og så upåfaldende som muligt. Alligevel stikker hun klart ud. Med sit sunde og velplejede ydre, sin statur og ranke ryg, der vidner om fattigdommens fravær gennem hele hendes liv. Ingen slid og mangel, ingen dårlig ernæring eller kolde nætter – ikke mærket som dem. Så alle kan se at hun er fremmed, turist, eller bare rejsende på afveje – ingen kan være i tvivl om det.

Den unge indfødte mand ved hendes side, ved det. Hans blik afslører det, gransker hende – hvorfor hun sidder her, på bagerste række blandt de fattige, alene? Det brænder i hende, fra hans blik og ned. Hun tager sjalet af sit hoved og det sortfarvede hår, lægger det i skødet og hånden under det. Hans hud er mørk, øjnene næsten sorte – hun ser i dem og flytter hånden og et stykke af sjalet hen over hans tynde bukser.

Øjnene bliver store, han kigger ned, kigger på sidemanden der sover, mærker hendes kærtegn over sit unge lem. Hun tager også den anden hånd ned under sjalet, til sig selv, gnider stille i takt. Den unge mand er allerede hård – og mærket. Åndedrættet er mere besværet end det allerede var, han åbner munden let og puster sin krydrede duft ud over hende.

Denne vesterlandske kvinde, dobbelt hans egen alder, gnider ham stille og hurtigt til udløsning i bukserne. Han gisper og ryster lidt, uden sidemanden eller andre opdager noget. Og han ser at kvinden fortsætter med sig selv, de små, diskrete bevægelser under sjalet, hendes blik på hans – vil have ham til at se på.

Men han bliver snart døsig. Varmen, bussens vuggen – afgivelsen af hans mest potente energi. Han lægger hovedet mod hendes skulder, mens hun fortsætter med at kæle for sig selv. Kvinden mærker den sovende fremmede, den unge, virile mand – tænker på den friske sæd ned af hans ben – hendes værk, hendes sæd.

Hun ser forbi ham, på sidemanden og de fem andre mænd på bagerste række i bussen. Ser for sig hvordan den standser, overophedet af anstrengelserne, lige tid til at folk kan strække benene, lade vandet. Hun gnider heftigere, mærker det rykke i sig, tankerne, fantasien – hvordan hun står ud, finder et sted på det flade bjergstykke at sætte sig og letter sig. Ser hvordan de syv mænd er fulgt efter.

Den unge mand har afsløret hende – hun bider sig i underlæben, river løs nu. De trækker hende længere ind, væk og ude af syne, bukserne nede om knæene, tør ikke skrige eller gøre modstand. Og deres pikke er en række af hårde, mørke, fremmede brutaliteter. Men hun er våd og de griner af det, håner og knepper hende uden besvær – hårdt på skift.

Ruden dugger af hendes ånde, hun filer hurtigere mod sit skød, i takt med pikkene i sig. Bagbundet nu, siddende på knæ over en af de fremmede, en anden bagi – den unge mand i hendes røv – ja, ja! Fissen gisper med nu, mærker hans hårde pik igen, ung og stolt, i bund – en tredje i munden, hårdt på skift, taget til bristepunktet!

Eksotisk sæd fylder hende, i tankerne, og hun kommer for sin egen hånd i bussen. Hun smager det, mærker det pumpe og pulse ud i sig – må bide hårdere i læben. Det kribler og bruser, de mørke mænds efterladenskaber i hende og den tilhørende orgasme der lukker sig med heden om hende og suger hende ind i et tavst vakuum – tillader hende at falde helt hen…

Sommerfugl. Et andet slags grønt. En kultiveret eng, med plejede buske og hække. Et stort hus med vinrænker. Tusmørket omkranser det. De mørke vinduer. Værelset med et barn i sin seng.

Verden er stor og ukendt. Søvnen er tung og gør det mere forsvarsløst. Tusmørket er fulgt med ind. Den lette sommerdyne svæver væk og barnet er helt blottet nu – girl or boy – han er ligeglad.

Er i rummet. Barnet fornemmer det, i sin halvvågne tilstand. Det summer bag ørerne, i nakken, advarslen om rovdyret i nærheden – en sommerfuglesamler. Men den har jo ikke vinger endnu, bare en puppe…

Han samler den op, folder den ud – puppen med det spæde liv indeni. Vingerne er bare ubrugeligt vedhæng, kan endnu ikke bære. Det lille køn er goldt og i sin vorden.

Han mærker det, girl or boy – ingen betydning. Han smager det. I tusmørket, den mørke selv. Barnet forstår ikke – forstår alligevel. Ser bare ud af vinduet, stjernerne, fjerne sole der skinner og lyser op.

Han stjæler lyset fra øjnene. Rovdyret fortærer, vokser – barnet forsvinder…

Byen vækker hende – med et gisp. Larm af biler og mennesker på vej et andet sted hen, som hende. Og nu er hun her, finder sine ting, sin kuffert – den unge mand hjælper, smiler, hotel? Hun betaler ham, men nej tak, hverken hotel eller andet. Som i forrige by finder hun et selv. Et lille, anonymt sted, knapt nok et hotel. Men et rum til hendes få ejendele, en seng, en dør, et vindue – diskret.

Hun går ligesådan rundt i byen – usynlig, stadig støvet – i mylderet. Og som i de forrige byer fører vejen hende til en lille bar, afkølet, mad og drikke. Og blikke. Kvinde, alene, uden for turistafspærringerne. Men ikke den eneste på afveje. Han ser på hende, hen over bordene. Højere, lysere, selvsikker og ufravigelig. Hvis han kommer over, tilbyder en drink, er det allerede slut.

Men han ser hende for hvem hun er, lader hende indtage hvad hun vil – føde og næring, hun har brug for det. Ikke meget dog, kun lige. Sidder bare imellem de lokale – og så den anden fremmede. Hun tænder en smøg, hans blik er fikseret nu, ser hende inhalere let og puste langsomt ud i det dunkle lokale. Stemmer omkring hende hun ikke forstår, taler dog helt sikkert om hende. Hun skodder og drikker ud, ser han gør det samme – og går ud før hende.

Heden slår tilbage med det samme, bremser hende da hun træder ud af baren. Hun ser ham i mylderet, i den gryende dag, og følger ham på afstand. Drejer ind i gyden længere nede, hvor han venter, blot en glød i skyggen, ellers sort silhuet. Han dufter dyrt – anderledes end landet de begge besøger – skodder sin smøg og tager hende uden ord, bagfra.

En fremmed pik der stiller hendes egentlige sult. Med bukserne nede om anklerne, i snavset, pikken i hul, nøgen og glat. Voldtægtsfantasien summer endnu i baghovedet, virker som smøremiddel – ham her må gøre det ud for den, for nu. Og han gør det godt, som forventet. Er led, rigtig og rigtigt led – som hun vil have det.

Hun er ‘cutter’. Mænd som ham her, er hendes barberblade. Hans pik og brutalitet er midlet – målet er at mærke. Og det gør hun, mærker hans hårde stød og fylde i sig. Hans erfaring og lyst til fremmed. Mærker sin krop, sig selv, sin funktion. Hun er til for at behage ham – HAM og hans. Og han ved det. Også ham her – gør det, knepper hende som han vil, og som HAN er sat i verden til.

Luderne er billige her, men hun er gratis. Mere villig og i virkeligheden mindre værd. Det er sandheden hun hører, igen og igen, i sit hoved. Ham her siger intet, stønner og støder kun, hårdt og hurtigt. Men HAM, manden hun er rejst fra, manden der ejede hende, brugte hende, og som hun betød mindre end en luder for. Også han var ‘cutter’, men i andre. Mærkede sig selv gennem andres smerte – ikke sin egen.

Hendes bryster, var det første han skar i. Allerede dengang da det startede. Da hun endnu var nogenlunde ung, i hans definition. Brysterne var for ukurante, antydede han snart. Og fik dem hurtigt at se – fine, men lidt uens, ikke? Viste hende det, skavankerne – den manglende symmetri, som hun snart skulle lære fyldte det meste af hans fokus. Og det kunne jo ikke gå an, ikke på hans nye assistent, sådan her på klinikken for forskønnelse.

Og han var gudeskøn, høj og kantet – læge-autoritær. Tilmed ubehagelig sød og charmerende når han ville, gav et uimodståeligt tilbud – lidt overarbejde, lidt leg. Det var der hun trinvis lærte hans leg og fokus at kende. I starten bare let. En gylden tid. Klinikken voksede, sammen med deres forhold. Der var andre, altid, selvfølgeligt. Rigtige kvinder, klienter, på hans egen alder, endog langt ældre – kundepleje, kaldte han det, hvilket var sandfærdigt.

Men også hun havde andre, løst og fast, prøvende. Hun var midt i tyverne og sex var en naturlig del af hverdagen, sund næring, der altid var lige ved hånden. Hendes uskyldige udseende, plus sygeplejer-uniformen – der blev festet med høj og lav, og nogle gange på samme tid. Men tankerne kredsede mere og mere om ham, kirurgen, den nye chef – til sidst hele tiden, selv nu i gyden langt væk, sted og tid…

Den aften på klinikken. Han har bedt hende blive, vil se arrenes forfatning og om proteserne sidder, formen, blødheden – standard eftersyn. Hun står i det skarpe lys, nøgen, spinkel, med mellemstore bryster som lever op til hans kriterier. Hans perfektionisme, som hun efter trekvart års tid har lært at indordne sig under. Alt på sin plads – rent!, for guds skyld rent, lærte den ‘gamle’ klinikassistent hende hurtigt.

Og den aften har hun glemt – fejlet. Stubbene er ikke blevet fjernet helt, hun nåede det ikke i morges. Hun rødmer da han ser. Ikke af flovhed – han kender allerede hendes fisse indgående – men af skam og usikkerhed. Og ser det på hans kæbers hidsige ryk, det lille tic ved næsen – afsky! Men hun mærker også varmen brede sig, og med den kommer fugten og yderligere blod i kødet, der allerede er mærkbart opsvulmet. Hun mærker for første gang kløften åbne sig for alvor – og den farlige trang til at nærme sig, læne sig ud.

Han barberer hende med en skalpel, på ryggen på briksen. Benene spredte i bøjlerne – bundet denne gang. Også hænderne, bag nakken, munden tapet. Det er første gang – sådan her. Operationsmaske og -handsker, sikre fingre der skraber helt rent, fanger de løse, fugtige folder. Han strækker den længste ud, vurderer snittet og markerer med skalpellen. Hun stivner, helt stille, så meget som muligt – smerten vil ramme med kort forsinkelse.

Men han gemmer det, udskyder glæden, arbejdet med at forme og fuldende, og nøjes med at opregne alle ufuldkommenhederne. Det løse og slidte, medfødte fejl, alt arbejdet der ligger forude – og procedurerne for at rette op på det hele. Så trænger han ind i hende, hård af al sin fejlfinding og ikke mindst forventningsglæden over at komme i gang med ‘oprydningen’. Gennemspiller allerede operationerne i hovedet – også næsen, bemærker han højlydt videre – mens han knepper hende passioneret.

Og hun er våd og tændt, opdager hun, af hans interesse, hans granskning – hans nedgørelse af hendes ydre. Af at være bundet og hjælpeløst, skalpellen, kløften… hun kommer hurtigt og svimlende. Han mærker det tydeligt, hugger hårdere, tager fat om hendes skuldre for at holde igen, fingrene tæt på halsen – allerede. Men det er både for tidligt og for sent, og han kommer også, hendes eminente pres og tryk med skeden – den vellykkede aften – han lader sig gå af i hende.

Hendes første, uforglemmelige minde fra ham – frisættelsen. Det er lagret i hende, løfter hende, får hende til at komme drømmende om den fremmede pik i sig… Han hører hendes grådkvalte støn, forstår hendes sug efter mere, det maksimale – støder maksimalt. Orgasmen er ild, svier og varmer, giver hende blister – pikken gør. Han knepper den ud, sig selv helt op, efterlader sig i hende. Tungt brummende.

Den første lyd fra ham hun registrerer. Bag flammerne. Hans mætte, dybe støn, og klaskene mod hendes balder, mens han støder sin sperm på plads i hende. Helt godt og mættende. Men ingen hænder om halsen – HANS hænder, bibringende mørket og tavsheden efter udbruddet…

Læs næste afsnit

5 kommentarer

1. Safran

   24/03/2016 kl 9:51

   skønt at drømme og fantasier er toldfrie ?

   3+

   Besvar kommentar
2. sugardaddy

   23/03/2016 kl 20:00

   Fedt skrevet. Jeg tror dog at du taber nogle med din komplicerede skrivestil. Det er ikke lige min genre, men bukker mig i støvet og hylder din stil. Godt gået…

   2+

   Besvar kommentar
   • Jann

     23/03/2016 kl 20:16 - som svar på sugardaddy

     Tak for det 🙂 Og du ved, man kan ikke lave en omelet… win some, lose some, etc. 😛

     1+

     Besvar kommentar
3. Ond Stedfar

   23/03/2016 kl 19:51

   Lækker lækker læsning! 🙂 Intenst og meget medrivende.

   1+

   Besvar kommentar
   • Jann

     23/03/2016 kl 20:12 - som svar på Ond Stedfar

     Tak tak 😉 Mere af den allerede, grummere, og forhåbentligt mere på vej – helt ud over kanten 😀

     2+

     Besvar kommentar