Den tolvårige drengs præpubertære stive pik, er varm og erigeret som en mands, og han ejer tilsyneladende ingen blufærdighed..

Forfatter: Tina Bizarre

Forord

Forord..? Skal jeg nu belemres med noget så åndssvagt som forord..?

Jeg hverken kan, eller vil, påtvinge nogen at læse noget som helst, så du er naturligvis velkommen til at springe over, men kom så ikke og påstå, at du ikke er blevet advaret.

Denne fortælling er ikke en sex-historie, men en historie med sex, og mens forvirringen er total, så lad mig prøve at uddybe det en smule. Der vil ikke forekomme ord som pik, fisse, patter, etc. i hvert eneste afsnit, og skønt disse malende ord syntes nærmest fraværende i starten, så vil jeg råde bod på denne mangel senere, og jo, der vil også forekomme både ung transvestisme og gummitøj, men for mig er det vigtigt, at der er en historie, og så må personerne for min skyld gerne kneppe så det sprøjter.

Jeg håber også på et lille skrydende fnis, ja, måske ligefrem en trang til ind imellem at le uhæmmet, men humor er jo en svær størrelse, og jeg nøjes gerne med et overbærende smil og rullende øjne.

Historien bevæger sig også i områder, hvor det kan være klogt at spænde hageremmen på aluminiumshatten, og aktivere pauseknappen på den store virkelighedsmaskine der hedder naturlov.

Sluttelig har jeg blot tilbage at ønske dig en behagelig, og tilmed fræk, rejse.

Tina Bizarre.

Du ved du er ved at blive gammel, når alting gør ondt. Og hvad der ikke gør ondt, fungerer ikke.
Citat: Gardner Murphy

Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med dette korte liv, og alligevel ønsker vi et andet, der varer evigt.
Citat: Anatole France

Kapittel 1

Fredag d. 9. Juni 2006

»De værker de gamle knogler,« sagde Ernst med raspende sandpapirstemme. Han ledte blindt med fødderne efter kameluldssutterne på gulvet under sengen, mens han kom sig oven på anstrengelsen ved at møve sig op i siddende stilling.

I sine unge dage var der ingen søvnproblemer, ud over han dengang mente det at sove var et nødvendig onde, når der nu var så meget andet morsomt og interessant man kunne foretage sig. Nu hvor hans fysiske formåen var stærkt nedadgående, og Skt. Peter var begyndt at skue efter ham gennem sin himmelske dørspion, ville han ønske det bare en gang imellem var muligt, at sove en hel nat igennem, uden at vågne hver anden time. Hans nioghalvfjerdsårig krop blev holdt i gang med et vælg af piller, der efter hans mening svarede til et støre måltid, men når appetitten ikke er særlig stor, og man ellers foretrækker en god mellemlagret med fedt og sennep, er det lidt af en gåde, at medicinindustrien ikke for længst har fundet på at tilsætte smag af Riberhus eller Klovborg. Nåh, men skidtet stabiliserede i det mindste blodtrykket, kolesteroltallet, hjerterytmen og den forbandede diabetes to.

Gammelmandsdiabetes kaldte man det også.
Jesus på lokum.

Lægen har sagt han sagtens kan få noget at sove på, men hvorfor fanden skulle han det?

Han sov jo på en Hestens springmadras, og ifølge sælgeren i møbelforretningen, kunne man ikke sove bedre end i en af Hestens. Ernst bad fyren sende en venlig hilsen til den stakkels krikke, der nu måtte undvære en af sine foretrukne.

Ingen sløvende medikamenter til ham tak.

Hans medicinske bolsjedåse var allerede fuld, og desuden skulle han jo ikke udrette mirakler, apropos Jesus, men blot få dagen til at gå nogenlunde gnidningsløst.

Det værste var og blev den satans gigt. Han kunne vågne midt om natten, hvis altså det var lykkes ham at falde i søvn, med en fornemmelse af at lægge på glasskår, og når smertestillende piller ikke var tilstrækkelig, holdt han den værste plage i ave ved at gå ture, besøge den lokale svømmehal, og æde Glucosamin som en slags dessert til førnævnte hovedmåltid. Han beklagede sig dog aldrig, for han mente at livet i store træk havde været ham gunstig, og så var mange af vennerne da stadig i live, skønt det var blevet et lille ritual, at udføre en diskret folketælling når de mødtes, for at se hvem der var overlevet siden sidst. Flere af dem, var som han nogle sejlivede gamle røvhuller, jo-jo, med skavanker hist og her, men sejlivede var de sgu. Han havde opture og nedture som alle andre selvfølgelig, men det var jo livets lod.

I 1927 så han dagens lys, og oplevede en skolereform med korporlig afstraffelse, hvor flere af lærerene bedst kunne beskrives som psykopater i forklædning som undervisere. Han klarede sig dog glimrende både bogligt og kreativt, og udviklede et sjældent set tegnetalent.

Hans forældre betragtede kunstværkerne og sagde: Nææh, iih og ååh.
En jul forærede hans moster og onkel ham et staffeli med lærred og rigtige oliefarver.
Nu kom der kulør og helt nyt liv på frembringelserne.
Hans forældre så begejstrede til og sagde: Nææh, iih og ååh.

Helt så fantastisk var det ikke gået for den østrigsk universitetsafhopper; Adolf, der adskillige år tidligere, og til manges senere ærgrelse, ikke formåede at blive optaget på kunstakademiet, men i stedet fik en politisk karriere, og blev det tyske folks store føre. Set i retrospektiv, var der nok en på det akademi, der burde have været mindre kritisk.
Ernsts mål var ikke udstillinger eller folkets anerkendelse, men slet og ret en hobby han hyggede sig med, og hans vellignende portrætter, fik de stolte forældre til at sige: Nææh, iih og ååh.

Skolen var slut, og nu var det noget ganske andet forældrene havde at sige. Nemlig at han skulle se at få sig en læreplads, og glemme det håbløse klatmaleri. Han kunne smøre med maling når han havde fri, og ellers koncentrere sig om studier i almindelighed, og livets alvor i særdeleshed.

Han pointerede at det faktisk hed farver og ikke maling, hvilket ikke gjorde den store forskel på far og mors holdning.

Det ene kunne vel være lige så godt som det andet, så han begyndte som lærling hos en bager, og deklamerede, at der var noget næsten religiøst over at frembringe det daglige brød. I virkeligheden var det mere fordi han var slemt glad for kager, skønt det endnu ikke kunne ses på hans meget aktive unge krop.

En ældre bekendt fra kvarteret, headhuntet ham til modstandsbevægelsen i en alder af blot atten, fordi fyren huskede ham for, at have sprunget et af havekolonien Tusindfryds lokummer i luften to år tidligere. Selvom man talte meget om dette i havekolonien den sommer, var det kun en lille håndfuld der kendte gerningsmanden, og havde den iltre Hr. Svendsen nede fra nummer syv, hørt til disse få oplyste, kunne episoden let have udviklet sig til overlagt drab, da han på gerningstidspunktet netop havde sat sig tilrette med søndagsavisen på det lille hus. Han nåede ikke andet end første sektion, da det bogstavelig talt, nåh ja, gik i lort for ham. At Svendsen rent fysisk ikke pådrog sig nævneværdig skader, kunne man naturligvis godt se bort fra i modstandsgruppen, da det endnu ikke handlede om at likvidere tyskerne, men bare at gøre livet svært for dem. Hvad angik Hr. Svendsens fornedrelse og vanære, for ikke at nævne hans psykiske tilstand, det måtte manden så sandelig selv arbejde med.

Ernst brystede sig af at være en af gruppens bedste sabotører, og gik under det lidet flatteret navn; millionbøffen, der således, så at sige, hang ved ham fremover.

Ernst havde også andre hemmeligheder, som absolut ingen andre kendte til.

Han var skabstransvestit.
Han nød at klæde sig i pigetøj.

Helst fra inderst til yderst, startende med franske lingerier, og sluttet af med en lækker glat silkekjole.
Kun når han var helt alene, var det dog muligt at nyde dette til fuldkommenhed, og så brugte han også makeup.
Ingen af hans kammerater, venner eller familie kendte til denne last, der blev så stor, at han praktisk talt altid bar pikant damelingeri, der jo ikke kunne ses under den beklædning, som skulle præsentere ham som en rigtig mand. Frygten for at blive taget af tyskerne, gik lige så meget på at skulle klæde sig af, og afsløre sin fetich, som på hvad de sadistiske nazist-røvhuller ville gøre ved en sabotør. Hvad kunne disse psykopater så ikke finde på af modbydeligheder, hvis frihedskæmperen så også gik i dameundertøj?

Var der mon noget der hed bonus totur, som man uddelte til særlig perverse kandidater?

Han fandt heldigvis aldrig ud af det, og det værste han oplevede var en pinlig tur på skadestuen, fordi han under en aktion havde pådraget sig en flænge i højre underben, og måtte have buksebenet klippet op på skadestuen, i overværelse af to skrydende unge sygeplejersker. Lægen fortalte med et ubehageligt munter ansigtsudtryk, og til de fnisende damers store morskab, at benet uden tvivl kunne redes, og blive præcis som før, men det nok ikke forholdt sig helt så heldig, hvad angik nylonstrømpen.

Efter fejringen af et frit Danmark i 45, tog han på kokkeskole, og arbejdede derefter nogle år på Bonne Nourriture, men i 49 trængte han til luftforandring, og fik hyre som skibskok på fragtskibet Marie Blom, med sin egen lille kahyt lige ved siden af kabyssen, så han ikke forstyrrede den øvrige besætning, når han skulle tidlig op for at gøre klar til skafning.

De sejlede i trampfart, hvilket vil sige, at prisen på varerne afgjorde, hvilke havne de anløb, og hvis vejret ellers tillod det, tilbragte han meget af sin fritid på dækket med sine tegneredskaber. Det var længe siden han havde haft gang i sine Viarco blyanter, men det var lidt ligesom at køre på cykel, man skulle lige i gang, og så gik det strygende. Selv kunne han bedst lide sin naturalistiske stil, men hans karikaturer var mere populære hos mandskabet, og kaptajn Johannes Holst gik skam heller ikke fri. Et han havde lavet af ham, hvor han stod med stolt mine og spejdede mod horisonten, i spidsen af en meget lille robåd, med styrmanden svedende bag årene, fik en hædersplads i Messen.

I forsommeren 52, var de et smut i Danmark med kaffe og kakao, og besætningen havde fået tre dages orlov, mens skibet blev lastet med myremalm til de engelske gasværker.

Afsejlingen var forsinket, og det blev ikke spor bedre af, at den nye skibsdreng også var for sent på den.
Et ynkelig, lyshåret, splejset, trettenårig børnehjemsbarn, der hed Martin. Han var ikke ligefrem albino, men Ernst havde aldrig før set en dreng med så klare blå øjne.

Det viste sig hurtigt, at drengen ikke havde det mindste begreb om det maritime, og derfor var et oplagt offer som syndebuk, for det meste af det snæversynede mandskab. Ernst tog ofte drengen i forsvar, men som kok på femogtyve, havde hans ord kun ringe vægt, og jo, han kunne da heller ikke lade være med at drille fyren lidt, med en tåbelig karikaturtegning, hvor fyren optrådte som en mini udgave af Tarzan, med lændeklæde og en stor drabelig dolk ved siden, men den muskuløse jungle-helt, stod selvfølgelig i så skarp kontrast til i den lille magre knægt, at det over hoved ikke var morsomt for drengen.

Sikke en idiot han havde været.

Som plaster på såret, foreslog han kaptajnen, at eftersom Martin tydeligvis ikke var aspirant til den nye Tordenskjold, kunne knægten vel hjælpe ham i kabyssen, og sådan blev det. Han fik ansvaret for drengen, der faktisk var en dygtig messedreng, som kunne rubbe neglene når de fik travlt. Omend pladsen var en anelse trang i hans kahyt, var det mest praktisk at Martin flyttede ind hos ham, men de kom jo godt ud af det, og havde ikke brug for hverken sekspersoners spisebord eller hjørnesofa.

Hans anden tegning af drengen var lige i øjet, og fik ligefrem knægten til at le. Han var iklædt kokkeuniform, og jonglerede med køkkenredskaber.

Hvor var det skønt at se knægten more sig.

Nu hvor han tilbragte så megen tid med fyren, lagde han også mærke til de små ting. Små vaner og adfærdsmønstre, som for eksempel måden hvorpå drengen iagttog mændene, eller kunne falde i staver foran servante spejlet, mens han spidsede læber, som om han ledte efter noget.

Ledte han efter sin indre femininitet, eller var det bare Ernsts indbildning?

Noget der helt klart var værd at udforske lidt nærmere, og da han portrætterede Martin som en yndig pige i lang kjole, kunne han gennem fyrens rødmen se, at han havde ramt plet.

Hvis man føler sig en anelse usikker, må man nogle gange bare tage chancen, og håbe på det bedste.
Skulle han betro ham sin egen lyst til pigetøj?
Nej, det ville måske blive misforstået.

Nok var Ernst dragede af ham, men han var også meget bevidst om, at drengen trods alt kun var tretten.
Man skal jo ikke plukke en blomst, bare fordi den er smuk, og man måske kan.
Martin måtte jo betragte ham som en gamling, og var der noget mere ynkeligt, end gamle mænd med lyst til dametøj, der gør tilnærmelser til småbørn?

I stedet tegnede han nu en støre serie af drengen i forskelligt pigetøj, der ganske langsomt blev mere og mere vovede.

I begyndelsen af August, måtte de søge ind til i Hong Kong med maskinskade, og ligge i dok det meste af en måned, idet et dansk skib der manglede maskindele, ikke stod øverst på listen over prioriteringer, for Kina havde rigeligt travlt med at genopbygge landet fra fattigdom, til et blomstrende kommunistisk samfund, samt at holde øje med USA og Sydkorea, der meget gerne ville have en bid af Nordkorea.

Martin betroede ham, at han var stukket af fra nogle forfærdelige forhold på et børnehjem, og var gået ned til havnen, hvor kaptajnen havde taget ham for at være den nye skibsdreng. Ernst fandt forvekslingen lige så ustyrlig morsom, som han fandt den misrøgt og misbrug som drengen var blevet udsat for afskyelig, men forstod nu bedre hvorfor fyrens maritime evner var så dårlige. I det mindste syntes fyren ikke plaget af hændelserne på anden måde, end han bekymrede sig en del for, hvordan det gik med de øvrige børn. En dygtig psykolog ville måske være uenig, men i 52 var det lige så uvirkelig at opsøge hjælp til det mentale, som at forestille sig at folk kunne rejse til månen. Med mindre man blev tvangsindlagt af andre, der mente man virkelig var ude at svømme.

Ernst nød at gå små ture i land med skitseblokken, og der var rigeligt med motiver blandt de mange arkitektonisk anderledes bygninger, de tidlige morgen-markeder, og de mange venlige folk, som han udelukkende kunne kommunikere med ved hjælp af fagter.

Man kommer virkelig langt, med tålmodighed og respektfuld tilgang.

Det lokale bordel var allerede en bikube af trængende sømænd, og besætningen på Marie Blom, bestod hverken af indremissionærer eller impotente, så også de var flittige gæster i det orientalske etablissement.

Ernst der var både ateist og særdeles viril, mente man som et videlysten menneske, burde udforske et hvert lands lokale attraktioner. Der var piger til næsten en hver smag og seksuel præference, bortset fra hvis man altså var til blondiner. Hans yngling var den lille smukke Shu-Fang, der nok var ung, men til gengæld havde en erfaring som en firsårig. Hun suttede pik som en drøm, og selvom hun ikke slugte klatten, men spyttede den ud, så var det skønt at komme i hendes mund. Hendes speciale var dog analsex, og når hun red hans pik, var det som om hun var utrættelig, og kunne blive ved i timevis. Hendes små klynk og afdæmpede skrig, var bare så ophidsende, at hun kun behøvede at klemme lidt med ringmusklen, og vrikke en smule med numsen, for mere skulle der ikke til, før han fyldte hendes endetarm med sperm.

Inspireret af den lille asiatiske skønhed, tegnede han Martin liggende forførende henslængt på en divan, klædt i sort blondekorset med strømpeholdere, sorte nylonstrømper, en super fræk og let gennemsigtigt trusse, med en kæmpe bule der slet ikke var til at overse, samt sko med høje hæle, en kæk lille hat sat på sned, og flot forførende makeup, der kunne smelte de barskeste stenhjerter.

Hans til dato frækkeste portrættegning.

Lingeriet var så gennemført uartig, at de lokale luderes pikanterier, simpelthen lignede noget små danske piger kunne finde på at bruge i søndagsskolen.

Drengens kinder blussede, som forventet, men han smilte også, som forventet, og dette var vigtigt.
Var der ikke også en lille bule i drengens bukser?
Det var han sikker på.

Ernst havde sået en spire, og den kunne så vokse eller visne.
Det var hans eneste intention.
Hans lille beskedne mission.

Selv var Ernst blevet alt for rodløs at at ligge i en havn og vente på mirakler, og på trods af kun to måneders erfaring, klarede messedrengen sig jo allerede ganske udmærket. Noget kunne godt blive bedre, men det var jo ikke Restaurant Wivex, og resten skulle nok komme med tiden.

Uden at vente på om blomsten ville springe ud, kunne han ubekymret overlade jobbet som skibskok til sin unge aspirant, og gå i land for at prøve lykken som altmuligmand.

Han fandt et lille hummer over for en Kung Fu skole, og der sad han så og filosoferede over, om det ikke var muligt, at hjælpe den lille fyr lidt mere på vej. Nyheden om at Marie Blom havde modtaget sine reservedele, og snart ville være klar til afsejling, satte skub i hans lille plan, så han opsøgte Shu-Fang på bordellet, for at få hjælp til at købe en lille afskedsgave til Martin. Hun mindede nemlig rigtig meget om drengen i størrelse og kropsbygning, hvis man altså så bort fra hendes temmelig små fødder og babser. Med pigens hjælp fik han købt diverse silkelingerier, en smuk vovet rød kjole med blå og gule blomstermotiver, og endda et par flotte sko med høje stiletter, efter en pap skabelon, han havde sneget sig til at lave efter Martins skosål. Det var en kjole som de fleste kvinder hjemme i dannevang, ville blive grønne af misundelse over, mens undertøjet ville kunne få de fleste af dem til at rødme. Med fagter fik han forklaret, at han også skulle have sminke, og hvis ikke tøjet havde været extra small, ville hun garanteret have gættet på det hele var til ham selv.

Han købte også en lille lyserød bog med blanke sider, og satte sig i fred og ro på sit nye kammer, for at tegne nogle udførlige skitser og vejledninger, i kunsten at bruge makeup.

Martin blev så rød i ansigtet over gaven, at det så ud som om han var lige ved at selvantænde, men der var også glæde og smil i al rødmen.

Med et ømt og velmenende kys, lige midt på Martins mund, ønskede han drengen alt mulig hel og lykke, med sit nye liv som pige, hvorpå han tog afsked med Marie Blom og dens besætning. Nu var det op til Martin, om han turde springe ud, eller om han fortsat ville undertrykke sine lyster.

Han turde åbenbart, for da Ernst gik ned til havnen næste morgen, for at tage afsked med skibet, så han en yndig ung pige, i den smukke røde silkekjole, som Shu-Fang havde hjulpet med at købe, stå ved kaptajnens side og vinke begejstret til ham.

Den ubrugelige skibsdreng Martin, var først blevet anerkendt da han viste sit værd som messedreng, og selv nu hvor han var transvestit-kok, accepterede mandskabet ham åbenbart.
Det var sandelig en stor cadeau i det herrens år 1952.

Det var ikke svært at finde arbejde, for en mand med hænderne skruet godt på, og skønt lønnen ikke ligefrem var astronomisk, så var det nok til at kunne få noget at spise hver dag, og i sin sparsomme fritid, besøgte han sin lille, ja hvad fanden var hun egentlig, hans lille adspredelse?

Shu-Fang var bestemt ikke den store debattør, og det samme kunne vel siges om ham selv, for når man ikke forstår hinandens sprog, bliver det i længden et temmelig fattigt samvær.

Bevares, Shu-Fang var skam sød, og der var ikke en finger at sætte på hendes seksuelle formåen, men det var sgu ikke nok, og da slet ikke gratis.

Han begyndte at hjælpe ulønnet til på de forskellige spisesteder, bare nogle få timer, og for at lære noget nyt, hvilket, til den pris, selv sagt ikke var svær at få lov til, og så sparede han selv udgifterne til mad.

Han fandt ud af at Kung Fu skoles Sensei hed Sifu Cheng, en dag han hjalp ham med at flytte et væltet træ efter en storm, og det var starten på et helt specielt venskab, for skønt han ikke ligefrem var nogen ekvilibrist ud i de kinesiske verber, så klarede han sig nu betydelig bedre på Kantonesisk, end hans nye ven gjorde på engelsk.

Ernst havde aldrig set den sælsomme blanding af gymnastik og kampteknik, som disse asiatiske artister formåede at udføre, og efter først at have moret sig, begyndte en dyb fascination at snige sig ind, og han spurgte den gæve gamle kineser, om han kunne lære ham et og andet.

Sifu Cheng mente, at han nok kunne lære ham at brygge en grøn te, der muligvis ligefrem ville være drikkelig.
Ernst gik mere i detaljer, og kom ind på den smukke kampteknik, han havde set fra sit vindue overfor.

Sifu Cheng havde for længst opdaget, at der nok boede en lille kineser dybt i den blege europæers korpus, men han var og blev vesterlænding, og i følge gammel ædel kinesisk skik, var det umuligt for en hvid mand at mestre Kung Fu, men til gengæld var der rigtig gode muligheder for, at han med tiden kunne lære kunsten, at fremstille den delikate grønne te.

Efter at have drukket litervis af grøn te, bukkede Ernst dybt for den vise, men ikke særlig meddelsomme ældre herre, og tog hyre på passagerskibet Pacific Triumph, under kaptajn Wilson, der var en stolt brite, som drak masser af te, men selvfølgelig udelukkende Earl Grey, og slet, slet ikke det, som han temmelig nedladende, kaldte noget afskyelige grøn “kinøjser-pis”. Kaptajnen var ikke bare brite, men den mest arrogante snobbe af arten, hvis manglende sympati for det almindelige jævne menneske, stod i diametralt modsætning til agtelsen for sit eget ophøjede væsen.

Ernst holdt ud til 61, men fik til gengæld nok af søen, og var fireogtredive da han afmønstre i Bremerhaven, med et: “De kan rende mig noget så grusomt Hr. Kaptajn, og i øvrigt har jeg skidt i gryderetten”.

Det havde han nu ikke, men han kunne godt lide tanken om de billeder Kaptajnen måtte sidde med på nethinden under middagen.

Han kom med en lastbilchauffør til Hamburg, hvor det første han foretog sig var at besøge en lokal prostitueret.
Lola hed hun, og mand hvor kunne hun sutte pik.

Muligvis var det også fordi han var meget trængende, efter sit lange ophold på Pacific Triumph, hvor de få kvindelige arbejdere bestemt ikke alle var lige attraktive, men til gengæld rigtig gode til intriger og sladder, hvilket sagtens kunne få en ung mand med en smugle pli og selvrespekt, til at onanere flittigt i ensomhed, og ellers holde nallerne for sig selv. Det var første gang han så et veludstyret spankingrum, med diverse underlige remedier og fikseringsredskaber, samt gummi regnfrakker i forskellige størrelser, kjoler i læder, og frækt dameundertøj.

Han valgte en god gang fransk, og blev hjulpet i det pikante undertøj, hvorefter han var så ophidset, at kvinden knap nok nåede at rulle kondomet på hans pik, og tage den i munden, før han kom. Han havde sjældent brugt så mange penge på så kort tid, men det var skønt at få lettet trykket som en super fræk tøs. Efter mødet med Lola, faldt han ind på noget der hed Top Ten Club, hvor en flok britiske teenager, spillede noget forfærdelig larmende musik, der ikke var til at holde ud at høre på. Da han senere fandt ud af, at han ikke bare boede på samme motel som skiderikkerne, men tilmed på samme etage, hvor de åbenbart fejrede aftenens optræden med en gevaldig fest, skruede han bissen på, og gik over for at ytre sin uforbeholdne mening om natlige støjsendere, men lod sig charmere af den unge John, der var hurtig i replikken, og ikke uden en vis underfundig humor. Han gik først tilbage til sit eget hummer fire timer senere, og da var han snalret som en spritter der fejre rund fødselsdag, men han brød sig stadig ikke om fyrenes musik. I hvert tilfælde ikke dengang, men senere, da de blev fire i stedet for fem, kom han ligefrem til at elske dem, men der var trommeslageren også blevet udskiftet, med en der ikke blot formåede at holde et stabilt tempo, men faktisk også var rigtig god.

Ernst var skam på vej hjem til Danmark, men ville lige fylde maven, inden han fandt Bremerhaven Hauptbahnhof. Det var et lille lurvede serveringssted med dagens ret, hvor folk sad som sild i en tønde, fordi nogle lokale knoldesparkere havde vundet en fodboldkamp, der skulle fejres ved at drikke sig fra sans og samling. Maden var middelmådig, men han faldt i snak med to fyre, der var på vej for at melde sig til fremmedlegionen. Han havde aldrig været bange for at prøve noget nyt, så de to blev til tre.

Der er ingen venner som dem man finder i legionen, og en af de tætteste var kineseren Zhang, der havde vendt det røde regime ryggen, og som et symbol på sin hån mod Maos tanker, nu formanden alligevel ikke kunne se hans udstrakte langfinger, hellere end gerne viste den blege dansker en masse teknikker, der absolut intet havde med tebrygning at gøre.

På rekordtid smed Ernst de overflødige kilo han havde indsamlet som kok, og fik hurtigt kommandoen over en enhed.

Tre år gav han tjenesten, men savnede efterhånden Danmark mere end nogensinde, og da det slet ikke var så svær at komme ud af legionen, som rygtet sagde, hvis man altså ikke fik den dumme ide at desertere, sagde han: “Au revoir mes amis”.

Han fik et dødssygt kontorjob, men traf sekretæren Erna, der var en kvinde med let til latter, og med masser af gang i.

De flyttede sammen i hendes rummelige lejlighed, og da hans møblement var temmelig spartansk, gjorde det indflytningen meget lettere, eftersom hun ikke havde tænkt sig at skille sig af med noget af sit.

En dag han sad lettere fraværende, og bladrede formålsløst i et af hendes utallige ugeblade, fangede hans opmærksomhed en længere artikel om rige danskere, der havde klaret sig godt i udlandet.

De Danske Guldfugle, hed den.

Der var et langt afsnit om en avisdreng fra Holstebro, der var blevet redaktør på en stor amerikansk avis, en pige der var blevet drillet i skolen, på grund af sit udseende, men nu levede som velbetalt model i Frankrig, og så var der artiklen om den fattige dreng fra Vesterbro, der først blev sømand, så kaptajn, så skibsreder, men nu havde bosat sig i Malaga, Spanien, med sin udkårende, hvor han havde investeret i en appelsinplantage, og takket være sine kontakter, var blevet millionær på rekordtid.

Der var også et stort billede.
Jesus på lokum.

Skønt manden måtte være syvoghalvtreds, så havde han ikke forandret sig meget på de tolv år, ud over de grålige stænk i håret.

Han læste teksten under billedet med stigende begejstring.

“Her ses den stolte plantageejer Johannes Holst, med sin smukke unge Lulu paa blot 25 somre, foran de mange plukkeklare appelsintræer, der udgør et af Spaniens mest succesfulde eksportvare. Det lykkelige par siger, at de savner deres gamle fædreland, men er glade for at have den tidligere skibsreders forældre hos sig. Formentlig vil de alle snart holde en velfortjent ferie, i de gamle velkendte omgivelser, for skønt Johannes Holst og hans unge brud er opvokset på dansk grund, er der mange smukke pletter Lulu aldrig har set.”

Unge Lulu?

Hans hjerte sprang et slag over, da han pludselig genkendte den unge dames øjne og smil, for selv i den lange sommerkjole, med den storskyggede hat og fyldige barm, kunne han se det var skibsdrengen Martin.

Jesus på lokum.

Hvor de tolv år dog klædte ham, eller vel nærmere hende. Hun så forbandet godt ud, og hun virkede også lykkelig. Det kunne selvfølgelig godt være indbildning, men nej. Glæden strålede jo fra hende, som en glorie ville gøre hvis hun havde været en engel. Guddommelig smuk, ganske vist, men en spirituel ånd, var nok lige at strække den en anelse.

Han lo højt, og fugten sprang fra hans øjne, så han var glad for at være alene hjemme. Hvis nogen i denne omtumlede verden, havde fortjent en bid at lykken, så var det sgu Martin.

Nåh-ja, Lulu.

Han klippede billede og artikel ud, og Erna blev heldigvis ikke nævneværdig sur over sit ødelagte ugeblad, for det var rimelig tidligt i forholdet, og amorinerne svirede stadig, som lystige bier om sødmefyldte blomster.

To år efter blev de gift i Ebeltoft kirke, og holdt en kæmpe fest på Strandkroen, der varede til langt ud på de små timer.

Han blev Kung Fu træner for en lille flok unge mennesker, men stoppede igen da Ulla kom til verden, og Erna mente det var på tide han underskrev separationspapirerne. I sin grænseløse naivitet, havde han nemlig bildt sig selv ind, at man betroede sin elskede alt, og tilliden mellem dem var hellig.

Jesus på lokum.

Han havde med stor besvær, og endnu større nervøsitet, samlet alt var der var af mod, da det jo ikke var helt ligegyldig hvorledes denne tillid skulle eksekveres, og en romantisk aften med levende lys og lækker mad, bragte han så endelig emnet biseksualitet på banen, og takket være rødvinsflaske nummer to, løftede han også sløret for sin lyst til at gå i dametøj.

Ja-ja. Jesus må have spist svesker.

Han husker stadig skuffelsen i hendes ansigt. Det var så sandelig ikke hvad Fruen mente at have giftet sig med. Så hellere den skøre kineser-gymnastik han fjollede rundt med i haven hver morgen, men dametøj var sgu for bizart. Det hun manglede i forståelse for både hans Tai Chi, Kung Fu, for slet ikke at nævne transvestisme, besad kællingen så rigeligt i foragt. Hun brugte endog flere mindre flatterende udtryk for homoseksualitet, i beskrivelse af sin nye opfattelse af ham som “mand”, og sammenlignede ham desuden med en behåret primat med meget ringe intelligens, og så havde han endda ikke engang hår på brystet.

Amorinerne var dumpet til jorden, som store fede halvdøde fluer om en stinkende varm lort.

Jesus, i den grad på lokum.
Men han var ikke bitter længere.

Dengang styrtede hans verden ganske vist i grus, men det var lige så meget på grund af datteren, som han ikke længere måtte se.

Han kunne jo risikere at gøre hende fortræd.

Det var som om alt lys pludselig var blevet slukket, som ved et tryk på en kontakt.

Mindre end en uge efter betroelsen, vidst alle, inklusiv hans chef og arbejdskammerater, præcis hvad han var for et perverst sygt svin.

Tiden efter tilbragte han praktisk talt i cølibat, og turde knap nok gå ned og handle ind, men så flyttede han til Århus, fik nyt arbejde i et stort tømmerfirma, og startede på en frisk, uden at fortælle nogen som helst, hvordan han hyggede alene for sig selv i weekenderne bag nedrullede gardiner. På den hårde måde havde han lært at holde kæft omkring sine seksuelle lyster, og han lo pligtskyldig med på kammeraternes underlødige platte vittigheder, og levede sin fetich ud i hjemmets anonymitet bag lås og slå.

Han besøgte en prostitueret, der enten forstod hans problem, og fandt sympati for hans behov, eller også bare var dygtig til at holde sin mening for sig selv og passe sit arbejde. Som en del af en ydmygende seance, barberede hun hans boller, og skønt de fleste kvinder syntes det var noget underligt umandigt pjat, så holdt han efterfølgende sit køn glatbarberet, fordi han nød den bare fornemmelse.

Han åbnede en forretning med speciale i salg- og restaurering af gamle møbler, der havde gode kontakter til både England, Tyskland og Frankrig.

Han var sidst i fyrrerne, da han efter længere nervøs overvejelse, satte en kontakt annonce i avisen under personlig, hvor han kaldte sig frække lystige Elena, og lagde kortene på bordet, i hvert tilfælde dem der beskrev ham som transvestit.

Han måtte vente næsten en hel måned, før returkuverten dumpede ind gennem brevsprækken med svar. Der var ikke mange breve, og blandt disse kun et par stykker der levede op til det han søgte efter. Han udvalgte en moden mand, der som ham heller ikke søgte en kæreste, men blot en fræk sexpartner, med interesse for bindelege og let dominans. Ernst havde aldrig været forelsket i en af eget køn, og ønskede bestemt ikke at dele tilværelse med en mand, men derimod var fantasien om stive pikke, og ikke mindst hvad en liderlig transvestit-tøs kunne tvinges til at gøre ved dem, så stor en besættelse, at det efter hånden var på tide at udforske emnet, underforstået det mandlige lem, både anal og oral.

Første møde gik ikke helt som ønsket, for de var begge temmelig nervøse, og talte mere om rhododendron og æblesorter, end reb og sadomasochisme, men selvom de ikke havde sex denne gang, var de enige om at skulle mødes igen.

Efter et par dage ringede manden, og allerede Fredag eftermiddag kom han, medbringende en glimrende flaske rødvin. Ernst viste sine evner som kok, og manden sine, som den perfekte gentleman, der forstod at kredse om en kvinde, selvom kvinden havde en velproportioneret penis.

Heldigvis var mandens udstyr ikke mindre veludviklet, og det var både helt naturligt, og enormt ophidsende at sutte på hans store dunkende pik. Måske skyldes det en form for naturtalent, men det var som om han hele livet havde ventet på at smage en rigtig pik. Han lå på alle fire med bagdelen godt i vejret, og nød fornemmelsen af det tykke lem der maste sig op i hans anus, og var tæt på selv at komme, da manden kneppede ham. Bedst som han svævede rundt mellem himmerige og orgasme, hev manden pikken ud, drejede ham omkring, og stak den i munden på ham. Han befandt sig i en erotisk rus, og guffede flittigt løs på pikken, mens spermen sprøjtede, og han var så liderlig, at han med største fornøjelse slugte hver eneste skvulp, og endda mente, det var det bedste måltid han længe havde smagt. Måltid var nok lige i overkanten, for mandens sædproduktion var rimeligvis af gennemsnitlig størrelse, men den herlige mundsmag havde gjort indtryk, og det var store ord fra en dygtig kok.

Hans liv havde indledt en helt ny ære, og især tændte han mere og mere på at slikke pikken, efter at have fået den i røven uden gummi, for den gang havde ingen hørt om AIDS, og tog den slags seksuelle udskejelser noget mere afslappet. Han drak som regel mandens varme pis, men slugt altid klatten efter at have suttet ham til udløsning. Det var en dejlig tid med underkastelse og bondage, og han købte sort silkeundertøj, samt en sort skindnederdel, der selv sagt var meget kort. Et super frækt luder-look, som de begge fandt meget ophidsende. Sammen besøgte de fetich miljøet, og næsten hver Fredag tog de ned i kluppen Smæk, hvor han optrådte som slavetøsen Elena, hvis eneste kommentar, når snakken kom ind på om hun skulle have pik var: “Mange tak Herre”. Det var selvfølgelig hendes Herre der bestemte, men han tændte heldigvis på at se tøsen blive brugt af fremmede.

Han mødte også Gummi Birgith, der ofte stod i baren, og hun lærte ham om glæden ved gummibeklædning. Det var så sandelig noget helt andet end den tidligere kone. Til sin store glæde, og ikke mindst fornøjelse, viste det sig, at Birgith slet ikke kategoriserede mænd med hans lyster som syge mennesker, der burde befinde sig i meget bløde rum, som ikke kunne åbnes indefra, og ej heller for aber eller andre dyr, men ligefrem tændte på mænd i dametøj. De blev ikke bare kærester, men hun blev også hans Herskerinde, og senere hustru. Fra nu af var det Birgith der bestemte hvordan Elena skulle gå klædt, og hvem hun skulle sutte pik på. Så snart han kom hjem fra arbejde, og havde været i bad, var hans første opgave at forvandle sig til Elena, med makeup og feminin gummibeklædning.
Ind imellem gik Birgith alene i byen, og skønt hun nogle få gange vendte alene hjem igen, så var hensigten altid at finde en mand, der var med på deres frække leg. Havde hun ikke haft heldet med sig, fortalte hun til gengæld i saftige detaljer, hvor liderlig hun var blevet over at sutte den af på en eller anden skøn mand, der selvfølgelig altid havde udstyret helt i orden, i modsætning til Elenas ynkelige lille tøse-pik, der dog slet ikke var så ynkelig endda, men ydmygelsen og fornedrelsen af hans manddom, tændte ham lige så meget, som at være reduceret til en villig pik sutter. Var hun blevet kneppet, var det naturligvis Elenas job, at slikke hendes kusse ren for den fremmede mands sæd, men som regel gik det som det skulle, og så kom hun hjem med en fremmet mand, for det skete sjældent det var de samme. Elena måtte så pænt varte dem begge op i sin gummi stuepigeuniform, og servere kaffe og drinks, inden hun fik lov til at slikke mandens røvhul og pik, men som regel aldrig mere, end at manden var klar til at kneppe Birgith, for øjnene af den underdanige slavetøs, og når den fremmede så var klar til at få udløsning, fik Elena pikken i munden for at gøre arbejdet færdig, hvis ikke manden insisterede på at komme i Herskerindens kusse, og så var det igen Elena der måtte slikke dem begge fuldstændig rene.

Det var hans pligt og arbejde.

Han drak pis som saftevand, slikkede røvhuller, fisser og stive pikke i en uendelighed, og stod ved hvem han var.
Med årene aftog deres mere avancerede sex lege på hjemmefronten, og da han var toogtres, rev kræften hans elskede Birgit fra ham, og samtidig visnede Elena langsomt bort. Han prøvede nogle gange at finde hende frem igen, og købte endda også en ny gummi stuepigeuniform, samt fik besøg af nogle ligegyldige mænd, men den gamle kælling han efterhånden så i spejlet, var et overordentligt trist og patetisk syn, der slukkede den sidste ulmende glød af erotik.

Han fik en brugt computer af en kammerat i 94, og efter den havde stået og samlet støv et stykke tid, åbnede han den, og kom endda på internettet, hvor en helt ny verden åbnede sig for ham, i en grad så han tog kurser på aftenskolen om alt lige fra Excel og Word, til programmering, men hoppede fra da han mente det blev lidt for langhåret.

Jo, han så da også porno, men de mange flotte, og i den grad yngre, shemales og ladyboys, forøgede kun kontrast og afstand til Elena, der nu kun var et minde om en svunden tid.

De sidste par år var Ulla og hendes mand dukket op i hans liv, men det var vidst mest fordi hans hidtil ukendte børnebørn var blevet nysgerrige, og ville se den gamle mand i dametøj, men her måtte han skuffe dem.

Den største glæde ved deres besøg, var den fred og ro der blev når de gik.

Som nioghalvfjerdsårig, var han kun en sørgelig brøkdel af hvad han tidligere havde været.

Han var gammel, men hverken senil eller småt begavet.
Han var alene, men ikke ensom.

Han gav den af og til som gæstelærer, og hjalp en bekendt, der underviste i avanceret gastronomi for øvede, hver Tirsdag på den lokale aftenskole. Han mødte troligt op i kortkluppen om torsdagen, og benyttede sig af den lokale svømmehal Lørdag formiddag. Han har genoptaget sin gamle maler hobby, og måtte forære de fleste malerier væk, da han ikke nænnede at male dem over, for at få plads til nye. Når det var vejr til det, satte han sig på sin altan eller gik ned i parken, hvor beundre til tide har givet ham en skilling for et maleri, så indkøb af remedier som lærred, pensler, farver og linolie ikke sprang økonomien.

Livet har skam været rigt, og givet ham lejlighed til at komme vidt omkring, og prøve meget forskelligt.

Han var berejst, student af verden, og har fundet nye udfordringer, når et arbejde begyndte at blive ensformigt og trivielt.

Kunne han så tillade sig at ønske sig mere, udover en ikke alt for smertefuld alderdom?

»Ja-ja, dit gamle røvhul,« sagde han højt, efter at have fundet sine sutsko, og tog et par smertestillende piller, som blev skyllet ned med lunken vand fra glasset ved sengen. Hans skæve knudrede finger famlede efter armbåndsuret, der lå ved siden af det tomme glas, og han så at klokken var næsten halv tre. Han spankulerede ud på toilettet, satte sig og løsnede blærens krampagtige sammentrækning for tredje gang denne nat.

»De siger at ældre mennesker drikker for lidt vand,« sagde han højt. »Jesus på lokum…«

De samme mennesker skulle lige prøve, hvad det vil sige at være gammel, og rende på toilet bare nogle få gange i løbet af natten.

Han gloede lidt i dagens avis, da det at tisse ofte kunne være en længere proces, og da han var sikker på der ikke kom mere, foreløbig, gik han tilbage til soveværelset, og begyndte at klæde sig på, mens han reflekterede over de gode gamle dage. Af en eller anden underlig grund, havde han stadig Elenas skindnederdel liggende i skabet, selvom det var mange år siden han kunne passe den.

Velsagtens bare en gamlings tåbelige sentimentale nostalgi.

Når han kikkede på den, kunne han slet ikke fatte at hans talje en gang havde været så smal. Han greb nøglerne fra kommoden, puttede dem i lommen på sin tynde sommerjakke, gik ud i trappeopgangen og tog elevatoren ned. Sidste nat var ulidelig varm, og luften var fuldstændig stillestående, selvom han havde ladet vinduet stå på klem, men denne nat blæste en mild brise, der føltes behagelig afsvalende mod ansigtet. Han gik ad stien mellem cykelstativerne, forbi blokken overfor, og fulgte fortovet langs villakvarteret, hvor en beruset cyklist slingrede så meget, at han brugte det meste af vejens bredde, men alligevel havnede bandende i en hæk, lod cyklen hænge hvor den nu var havnet, og fortsatte videre til fods op ad en havegang, hvilket tilsyneladende var omtrent en lige så umulig opgave, som at balancere på den genstridige jernhest. Da lyset blev tændt i et vindue, endnu før manden havde fået åbnet døren, smilte Ernst for sig selv, og forestillede sig en voluminøs vred kvinde med korslagte arme, og et solidt greb om en kagerulle. Han klukkede tørt og fik et hosteanfald, så han måtte støtte sig til et parkering forbudt skilt, for at samle styrke til at fortsætter nattevandringen.

Han var ikke bange for de unge lømler der holdt til i parken, og det havde han aldrig været. Selvom det var Fredag, og man nok kunne forvente at støde på et par stykker af disse sociale udfordringer, bevarede han i sin fremskredne alder, lidt af den naive tiltro til at han kunne forsvare sig, skønt det klart sagt blev svære og svære, at bilde sig ind at man var i stand til mere end at give bøllerne en verbal opsang. Tiden som kompetent dræber og Kung Fu ekvilibrist var for længst passé, og nu var han reduceret til et antikveret mosefund, med knogler så skrøbelige som spaghetti, og en motorik som en defekt rusten byggekran. Han tror ikke det ville være spor pinligt for disse samfundstabere, at overfalde en gammel gigtsvag mand, for moralkodex syntes ikke at være gældende for småt begavede forbrydere, men han lader være med at glo, og går desuden i en lang bue uden om dem, hvilket tilsyneladende er nok til de lader ham være.

Jensen henne fra nummer fem, sagde de solgte hash.
Hvor helvede vidste han det fra?

Nåh, men hvis det var sandt, var det måske overvejelsen værd, at købe et par gram?
For helbredet naturligvis.

Han røg cigaretter fra han var fjorten til han var først i halvtredserne, og skulle tilbringe et par uger på hospitalet, fordi en idiot var kørt over for rødt og torpederet hans cykel. Det gik ud over hans venstre ben, der brækkede to steder, men under indlæggelsen havde han støvsuget afdelingen for alt læseligt, og blandt andet også en pjece om rygerlunger, med nogle ret så sigende billeder. Da han kom hjem, smed han den halve pak ud han havde liggende, og har ikke røget siden.

Han kunne vel godt være en smule stolt af sig selv?

Ved et buskads lige før indgangen til parken, sad en ung kvinde på hug. Først troede han hun var i færd med at lade vandet, men fik så øje på manden, og forstod på hendes vuggende bevægelse, at hun var i færd med at give ham et blowjob.

De var tilsyneladende et sted først i trediverne, og aldeles ubekymret over hans tilstedeværelse, efter at have konstateret han ikke var farlig.

»Godaften,« sagde han muntert.

»Godaften,« gentog fyren med et fjoget grin, og da den unge kvinde havde munden fuld, nøjes hun med at glo op på ham og smile, så meget som man nu en gang var i stand til at smile, med munden fuld af pik.

»Vil du prøve hende..?« foreslog fyren.

»Ak… Den tid er desværre forbi, men hvis I ikke har noget imod jeg kikker på, og mindes gode gamle dage, vil det være vældig hyggeligt…«

»Hun er ellers pisse god… Du er sikker..? Det kunne være frækt at se hende guffe en gammel pik…«

Aldersbetegnelsen om hans manddom stak lidt i hjertet, selvom han skulle være den første til at indrømme, at han langt fra var nogen vårhare. »Det nedhængende stykke overkogte medister jeg kan præsentere, er ikke værd at stifte bekendtskab med…«

Fyren grinte dumt, og fortsatte stønnende sit forehavende, mens han gryntede dyrisk.

Ernst visualiserede mentalt billedet af en orne, og tænkte på om fyrens intelligens mon var meget højre end grisens.
Så fik fyren en udløsning, der bestemt ikke blev leveret i stilhed, men under endnu mere larmende grynt, og den unge kvinde guffede den hastigt i sig, med en overdreven entusiasme, der mindede Ernst om de gamle porno-smalfilm han så i sine unge dage, med aktører der var håbløs blottet for skuespillertalent, hvilket for øvrigt ikke syntes at have ændret sig meget siden.

»Velbekomme, og mange tak for forestillingen,« sagde han med et lille anerkendende nik, og traskede videre ad parkstien, der snoede sig mellem buske, som før i tiden var høje, men blevet klippet ned i takt med den stigende kriminalitet, så det skulle være svære for de lyssky handlende at finde gemmesteder. Under en lampe med fastmonteret affaldsspand stod en bænk, hvor han nærmest rituelt plejede at tage et hvil, inden turen fortsatte. Han masserede de ømme knæ, efter at have sat sig, og kikkede op mod stjernerne med et helt livs drømme, der for en god del var blevet opfyldt, og nogle enkelte han aldrig nåede.

Han lukkede øjnene, lyttede til natten, og trak vejret dybt gennem næsen, mens mørket omsluttede ham som en tung og klam tågedis.

»Hallo..? Hallo..?« Den monotone kvindestemme syntes at komme gennem en tyk dyne. »Er du der Lucas..?«

Ernst er langt væk i en sær drøm om at blive suget op i en tyfon, og spyttet ud igen. Det er som om han er blevet fyldt med Propofol eller Ketamin, og har svært ved at lægge narkosen fra sig, og da han med stor besvær får åbnet øjnene, og ser en sygeplejerske stå bukket ind over sig, aner han at der må være sket ham noget, eftersom han ikke erindre at være blevet indlagt.

»Er du vågen..?« fortsætter sygeplejersken.

»Nej… Jeg er søvngænger, men foregiver blot at vær til stede i ånd og sjæl,« mumler han sløvt og ironisk, samt med en ældre mands frihed, til ikke at stille sig tilfreds med folks indlysende tåbelige spørgsmål, hvorpå hans umådelig tunge øjenlåg glider i igen, med erkendelsen af, at hans åndelige tilstedeværelse vist alligevel ikke er værd at skrive hjem om.

»Nåh, han har i det mindste ikke mistet sin humoristiske sans,« konstatere en herrestemme. »Kan du åbne øjnene Lucas..?«

Ernst tvivler ikke på at det er ham der bliver talt til, og føler sig så indigneret over det forkerte navn, at han tvinger øjnene op, og ser en let buttet sygeplejerske i en uniform, der nok ville klæde hende bedre, om den havde været et nummer eller to større, samt en radmager læge med grånende hår, en tynd stålbrille, og dybe smilerynker ved øjnene.

»Jeg tror sørme patienten er vågnet,« konstatere sygeplejersken, der således illustrere en begavelse der ligger over en gennemsnit kalkuns.

»Og jeg tror månen er en kæmpe Othellolagkage,« grynter Ernst sarkastisk, mens han overvejer om han skal nævne noget om en markant dalende intelligenskvotient hos sygehusvæsnet.

»Så-så… Det ER da vidst en lille komiker vi har med at gøre,« konstatere lægen med et bredt smil.

»Kan du fortælle mig hvad du hedder og hvor du bor..?« spørger sygeplejersken med engleblid røst.

»Ville det ikke være mere civiliseret, at præsentere sig selv først..?« mumler han opbragt, og spekulere over hvorfor fjolserne kalder ham for Lucas, bare fordi de ikke kender hans navn.

»Jamen det er da også rigtigt…« Lægen trækker på smilebåndet. »Jeg hedder Peter Holm, og er overlæge her på universitetshospitalets traumeafdeling…«

»Kald mig bare Henriette, og jeg er sygeplejerske,« siger kvinden der med sin hvide, lidt for stramme uniform, ligner indbegrebet af en sådan.

»Ernst Larsen,« siger Ernst åndsfraværende, mens de imaginære hjernetandhjul drejer i alle mulige retninger. »Mig en fornøjelse, overlæge Peter Holm og sygeplejerske Bare Henriette…«

Han mærker en sær snurrende fornemmelse, som når et ben sover, men den er blot fordelt over det meste af kroppen.

»Ernst Larsen..?« gentager lægen, og glor desorienteret i journalen.

»Jeg må tilstå, at jeg er temmelig konfus,« tøver han, og lader prøvende sine snurrende hænder glide over sit ansigt, hvor han ikke møder de sædvanlige stikkende skægstubbe, men et hageparti der er glat som en barnenumse, og overvejer at spørge efter et spejl, men føler sig på en og samme tid alt for afkræftet og bedøvet, til at bekymre sig om sit udseende. »Det er sgu som om jeg befinder mig i Tivolis luftgynger…«

»Amnesia..?« konstatere lægen, der ser overrasket, men også lettere opmuntret ud, ved denne hurtige diagnose.

»Jeg er tilbøjelig til at give Dem ret min herre,« siger Ernst, mens han overvejer mulighederne mellem at drømme eller hallucinere, og med det samme konkludere, at det ikke kan være en drøm, for skønt der i litteraturen er masser af eksempler på denne uvished, forholder virkeligheden sig noget anderledes. Dersom man alligevel skulle blive ramt af tvivl, om hvorvidt man drømmer eller ej, vågner man oftest op, og jager dermed al tvivl på porten. Skulle man derimod stadig insistere på en vis usikkerhed omkring søvn- eller vågen tilstand, er det snare ens mentale tilstand det er galt med, og så kan man for den sags skyld lige så godt være overbevist om at være en Ikea reol. »Jeg… Øh… Min hukommelse er som sagt i dvale…«

»Men intellektet fejler i det mindste ikke noget,« griner lægen, og tager en pen-lampe fra lommen, for på skift at lyse i hans øjne. »Dine scanninger ser imidlertid fine ud… Nogen smerter eller ubehag..?«

»Næh…« Han skal lige til at fortælle om sin snurrende fornemmelse, men opdager den er stærkt på retræte, og hans gamle trætte krop, syntes at gennemstrømmes af en lige så uforklarlig energi, der jo ikke er nogen grund til at brokke sig over. »Jeg har heller aldrig været plaget af migræne eller myoser…«

»Men du mener altså, at du hedder Ernst..?«

»Joh… Det var lige det der lå først for,« siger han lidt forvirret undskyldende, og med et usikkert skuldertræk.

»Navnet Lucas siger dig slet ikke noget..?«

»Jeg formode De ikke hentyder til evangeliet, så nej… Ikke det fjerneste…« Ernst føler sig en smule krænket over de uden videre dusser ham, men det siger jo bare noget om deres mangelfulde opdragelse.

»Evangeliet..? Mener du Lukasevangeliet..? Er du troende..?«

»Næh… Jeg henholder mig til Einsteins relativitetsteori… Med andre ord, så fornemmer jeg ingen fanatiske tilbøjeligheder, eller overvældende trang til at påtvinge andre med obskure overbevisninger…«

»Ja-så… Det lyder betrykkende…« Lægen gransker den særegne patient, og lader blikket falde på resultaterne for MR-scanningen, mens han mumler for sig selv. »Ingen tydelig anormaliteter eller kognitive forstyrrelser, men tegn på amnesia, og mulig dissociativ identitetsforstyrrelse…«

»Jeg har det som den gang jeg sejlede på østen,« tilføjer Ernst, der ikke mener hans hukommelse fejler spor, men erkender at have en mistanke om at være flere personer, og så er der også noget underligt galt med synet. Det er som om alt er blevet større, men han kan vel heller ikke være helt rask, når han befinder sig i en sygeseng på et hospital.

»Sejlede på østen..?« Sygeplejersken rynker panden. »Svimmelhed..?«

»I den grad svimmelhed,« stønner han med en stigende erkendelse af, at noget vitterlig er skrub hamrende forkert.

»Halvfuld og på rulleskøjter, du ved… En dunken i bolden, der minder om tømmermænd efter lidt for meget rødvin, men ellers har jeg det vidst udmærket…«

»Rødvin..?« Lægen tjekker igen pupillernes reaktionstid med sin lille lampe. »Hvad er det sidste du husker..?«

»Hvis jeg skal vær helt ærlig,« begynder han, og håber ingen af dem gennemskuer, at han faktisk slet ikke er ærlig.

»Så husker jeg at De vækkede mig for lidt siden… Jeg har nogle drømmelignende billeder der fare rundt i bolden på mig, men de er så diffuse, at jeg umuligt kan sætte ord eller substans på dem…«

»Javel så…« Lægen hæver øjenbrynene, og sygeplejersken ser skiftevis på patienten og sin overordnede.

»Jeg skal nok ringe til din mor, og sige du er vågnet,« smiler den rare sygeplejerske.

»Min mor..?« Ernst glor i vantro.

»Ja, hun har været her næsten hver dag…«

»Det håber jeg sgu ikke,« udbryder han impulsivt. »Jeg begravede hende i seksogtres… Altså ikke personligt… Der var så sandelig både en præst og en gravere inde over seancen, og det hele var i den grad en både ærefuld og lovlig begivenhed…«

»I seksogtres..? Og det er noget du husker..?« Lægen smiler i høflighed, da han ikke helt forstår fyrens humor.
»Øh… Jeg er vidst lidt forvirret,« sukker Ernst, hvorpå han lukker øjnene et øjeblik, og det begynder at gå op for ham, at den konstant bidende gigt, der har plaget ham de sidste ti år, er som forsvundet.

Lægen lægger en beroligende hånd på hans overarm. »Under alle omstændigheder, vil vi gerne beholde dig til observation et par dage…«

Ernst blinker sløvt med øjnene. »Jeg har alligevel ikke nogen forestående aftaler, så alt afhænger af Menuen…«

»Menuen..?«

»Det er en del år siden jeg sidst var indlagt, og den gang var maden mildest talt ikke anvendelig som svinefoder, men det kan jo have ændret sig siden..?«

»Nu ved jeg ikke hvor kræsen du er unge mand, men vi får sjældent klager over maden…« Lægen betragter ham med undren. »Men du husker altså at have været indlagt tidligere..?«

»Unge mand..?« Ernst forstår ikke lægens humor, men skønner den må være meget lokal bestemt. »Øh… Jeg ved ikke… Kender De det at få en flygtig tanke, der forsvinder så snart De forsøger at få hold på den..?«

»Joh… I det mindste er det gode tegn… Kan du huske din fødselsdag..?« Lægen nikker alvorligt.

»Lige i øjeblikket, er jeg ikke sikker på jeg i det hele taget har en… Men måske De kan oplyse mig om, hvordan jeg er havnet her..?« vil Ernst gerne vide.

»Du blev fundet af en hundelufter, en tidlig morgen for halvanden uge siden,« forklare lægen. »Hun troede du var død og fik et chok… Noget tyder på at du har fået et ildebefindende, og selvom vi har fundet spor af flere præparater i dit blod, så er det usandsynlig, at det skulle danne grund til den komalignende tilstand du blev fundet i…«

Ernst stirre forbavset. »Og jeg har altså lagt her og blomstret i halvanden uge..?«

»Ja… Siden tidligt forrige Lørdag morgen,« forklare sygeplejersken. »Det er Tirsdag i dag…«

»Er han vågnet..?« lyder en brysk herrestemme ude fra gangen.

»Og så har vi Duponderne,« mumler lægen træt og ruller med øjnene, mens han vender sig mod den halvt åbne dør.

En mandlig og en kvindelig politibetjent træder ind på stuen.

»Hyggeligt at se jer,« siger lægen med overdreven falsk smigr.

Ernst fornemmer sarkasmen glide hen over hoved på politifolkene, der jo nok er forvent med ikke at være elsket af alle.

Ser man bort fra deres uniformer, der i øvrigt ser en kende bedre ud på den kvindelige betjent, så kan han ikke få øje på nogen ligheder, der retfærdiggøre en sammenligning med Hergés fiktive tumpede detektiver, men det er selvfølgelig muligt, at den gode overlæges udtalelse, bunder i noget af mere mental observans end den rent fysiske.

»Vi var lige i nabolaget, og ville tjekke om der var nyt om den lille forbryder, og så ser vi at han er vågnet..?« siger politimanden bebrejdende.

»Patienten er netop kommet til bevidsthed fra komaen,« nikker lægen behersket. »Jeg skal naturligvis beklage at vi stadig finder vores patienters velbefindende vigtigere, i henhold til videre helbredelse, fremfor statistikker i diverse retssystemer…«

»Han er vel ikke mere syg, end vi lige kan få lov til at stille et par spørgsmål..?« Politimanden lyner arrigt med øjnene.

Ernst tænker på hvor sundt det kunne være for den uniformerede fyr, at se et par afsnit af “Fawlty Towers”.

Gnavpottens buskede øjenbryn og skæve mund, giver ham et af den slags ansigter, der ser permanent sur eller vred ud, og hvis han så også er blevet drillet som barn, er der vel ikke noget at sige til han ikke strør om sig med velduftende violer.

Derimod er den kvindelige betjent både smilende og mild, og ser desuden slet, slet ikke så tosset ud i uniform.
Hendes mørkblonde hår er samlet i en hestehale, og så har hun den yndigste lille antydning af opstoppernæse, der får hende til at se både fræk og sød ud, men som en gamling på nioghalvfjerds, der allerede har sit ene ben, gigtplaget naturligvis, solidt plantet i kisten, er hun selvfølgelig en kende for ung.

Nåh, ja. Tidligere gigtplaget?

Under alle omstændigheder, har den gode doktormand aldeles uret, i at sammenligne dette nuttede pigebarn med en fjollet tegneseriefigur.

Manden, joh.
Kvinden, ikke så meget.

»Hvordan går det Lucas..?« spørger politikvinden mildt.

»Aner det ikke,« svare han, og føler sig stadig fremmet over for navnet Lucas. »Min evne til at huske er væsentlig reduceret…«

»Den må du længere ud på landet med,« mener Politimanden, mens politikvinden allerede har registreret den store forandring.

Ernst har også registreret noget, og det er noget han ikke har følt så intenst i mange år. Nu hvor den underlige bedøvende snurren er borte, og han bobler af energi, er han pludselig blevet bevidst om sin ændrede krop. Hvordan han kunne have overset denne forandring er ham en gåde, men det må vel tillægges den generelle forvirring.

Han stikker højre hånd ind under dynen, og for virkelig at få konstateret om det nu også er rigtigt, slår han den hurtigt til side.

Han tror ikke sine egne øjne.

Uden at skænke de omkringstående en eneste tanke, hiver han de lidt for voluminøse hospitalsunderbenklæder ned om lårene, og stirre måbende på sit lem, der er hård af erektion.

Den gamle rynkede og leverplettede krop, har forvandlet sig til en ung spændstig drengekrop, med en dertilhørende svulmende stiv drengepenis.

Dette var jo rablende skørt, og slet ikke muligt.
Han befinder sig i en lille knægt.

For at overbevise sig selv om, at han vitterlig ikke er blevet rablende gal, griber han om pikken, slipper så den vipper som en aktiveret fjeder, og griber så om den igen.

»Hvad helvede..?« siger han.

»Hvad fanden,« siger politimanden.

Ernst stirre forbavset rundt på den lille forsamling.

Politimanden hæver stemmen til en vred knurren. »Ligger du ikke der og… og… og…«

Politikvinden glor stumt og rødmende, uden at være i stand til at fjerne blikket fra rejsningen.

»Ja-ja… Nu har vi set den… Så kan du godt gemme den væk igen Lucas,« siger sygeplejersken med et lille skævt smil, og en helt rolig stemme, der vidner om hun har set den slags før.

»Ja der er jo trods alt damer til stede,« blinker lægen muntert.

Ernst har levet et langt liv, og det er længe siden han har bekymret sig over sit lems tilstand, udover lige når en nyresten har skulle passere gennem urinrøret. Hvis ikke det var for denne vanvittige hallucination, ville han sikkert være duperet over at være i stand til at få så flot en rejsning, men i den skræmmende overbevisning om at være blevet skør, resignere han som en stum tåbe, og skåner de sarte sjæles øjne, ved at gemme sin erigerede penis under dynen, skønt det kun er den kvindelige politibetjent, der ser en smule forlegen ud.

»Modbydelige lille perverse blotter,« raser politimanden. »Hvem helvede tror du at du er Lucas..?«

»Nu kan det altså være nok med ham der Lucas,« fnyser Ernst.

Det er muligt han er blevet rablende skør, men han bryder sig ikke om at blive kaldt noget han ikke hedder, og slet ikke at blive talt ned til, af en der kunne være hans barnebarn, heller ikke selvom han tilsyneladende er skrumpet ind til en lille dreng med erigeret lem.

»Du skal sgu ikke være flabet knægt,« vrisser politimanden. »Fortæl os hellere hvad du lavede i parken..?«

»Giv nu lige drengen en chance,« afbryder lægen diplomatisk, og ser insisterende på den arrige politimand.

»Øh,« tøver Ernst et øjeblik, mens han leder efter spor af leverpletter på sine unge glatte hænder, og forsøge at vågne fra den sære drøm, han ved han ikke drømmer. »Hvis De absolut gerne vil vide det, så gik jeg en aftentur… Ja, en lidt sen aftentur ganske vist… Det hjælper gevaldigt på gigten, skal jeg sige Dem…«

Politikvinden udstøder et lille fnis, men stopper rødmende, da hun ser sin makker glo som en olm tyr, og kender ham godt nok til at vide hans indre er ved at trække op til torden.

»Jeg kan godt lide drenge med humor,« meddeler sygeplejersken, i solidaritet med lægens tidligere udtalelse, og sender den sure betjent et skarpt blik.

»Har du hø i ørerne Lucas,« vrænger politimanden uanfægtet, og i frustreret vrede over den upassende munterhed, der syntes at brede sig på den lille en-mands stue, som euforiserende stoffer i en gangsterhule. »Jeg spurgte hvad du lavede i parken..?«

»Det mener jeg også at have svaret på,« påpeger Ernst behersket, og uden at værdige ham et blik. »Kan en af de tilstedeværende så konkretisere for den iltre herre fra ordensmagten, hvem det lige er der har problemer med hørelsen…«

Politimanden ligner en der er parat til at sætte jobbet på spil, og give sig til at slå løs på ham.

»Jeg må insistere på en pæn og ordentlig tone… Vi befinder os på et hospital, og ikke i den lokale fodboldklub,« fastslår sygeplejersken stramt, og blinker til drengen med det besynderlige ordforråd, der nu ligger så pænt med hænderne over dynen, uden at blamere sig. »Drengen har trods alt lagt i koma i godt en uge…«

»Og således taler fornuften,« mumler Ernst træt konstaterende, mens han glor fraværende på sine hænder, og bøjer og strækker fingrene, og ganske uagtet af gammel vane, kommer til at sætte hørbar lyd på sine tanker: »Det kunne nu være rart med en god kop kaffe og en lille en…«

»En lille en..?« gentager politimanden med fnysende foragt. »Hvad fanden er der nu galt med den lattergas du plejer at ødelægge din syge hjerne med..?«

»Lattergas..? Beklageligvis erindrer jeg ikke nogensinde at have været forfalden til den slags, men hvad om De selv indåndede en gevaldig dosis af benævnte gasart, for det må da være umådelig anstrengende med så heftigt et temperament, og navnlig når man kombinere det med så minimalt et intellekt… Måske den rare doktor kan anbefale Dem noget mere permanent..? Lobotomi for eksempel..?«

I den erkendelse at der er alt for mange vidner, klapper politimanden i, og forsøger i stedet at komme i tanke om hvad Lobotomi egentlig er for en størrelse.

»Hvis du får et stykke kage som erstatning for den lille en, så tror jeg godt vi kan finde en kop kaffe..?« foreslår lægen udglattende.

»Joh,« mener Ernst, der nødigt vil have skyld for hang til alkohol.

»Ud over svimmelheden og lidt hovedpine, føler du slet ingen smerte eller ubehag andre steder..?« vil lægen lige sikre sig, og spørgsmålet giver ham yderligere en lille mulighed, for at afbryde betjentens tåbelige opvisning i fladpandethed.

»Ingen fysisk ubehag,« understreger Ernst med et vagtsom blik på politimanden, hvorpå han ser på overlægen igen, og skal lige til at slå dynen til side for også at afprøve benene, da sygeplejersken bremser ham med samme udtryk i ansigtet, som en lille pige der har set en rotte stikke hoved op ad toilettet.

»Ups… Undskyld… Den er vidst ikke særlig præsentabel i øjeblikket…«

Politikvinden ler spontant, og må holde sig for munden, da hun får et strengt blik fra kollegaen.

Ernst forsøger at sætte sig op, og sygeplejersken springer straks til, for at hæve hovedgæret ved at trykke på fjernbetjeningen.

»Du godeste,« stønner han. »Jeg skal vidst ikke længere op…«

»Fortæl os hvad du kender til indbruddene på Solvænget, Lucas,« insistere politimanden, der åbenbart føler han må pleje sin vrede.

»De bliver åbenbart ved med ham der Lucas,« stønner Ernst træt. »Er det et moderne navn for Nomen Nescio..?«
Politimanden ligner en dreng fra fjerde klasse, der har fået stillet et spørgsmål om kvantefysik.

»Ukendt navn,« forklare lægen, og blinker indforstået til drengen i sengen.

Ernst skal lige til at insistere på at bleve kaldt ved rette navn, men ifølge betjenten med det dårlige humør, hed han tilsyneladende Lucas, hvilket der åbenbart også syntes at være bred stemning for blandt de andre tilstedeværende.

Han stemmer albuerne i madrassen for at rette sig en smule mere op.

»Hvorfor gik du ned i parken midt om natten,« spørger politikvinden.

Ernst skal til at gentage det med gigten, men har med et veludført vink med en gigantisk vognstang, fattet det nok er klogest ikke at sige for meget, så han trækker let på skuldrene. »Jeg husker ikke rigtigt… Det hele er så forvirrende…«

»Stop nu med det pis Lucas… Ud med sproget,« raser politimanden, og ville sikkert være hoppet op i sengen til drengen, hvis det ikke lige var for perversiteten han gemte under dynen. »Hvem var de andre røvhuller… Jeg gider ikke høre på dit forbandede sludder…«

»Jeg sætter umådelig stor pris på ærlige mennesker,« begynder Ernst behersket, men med en undertone af vrede.

»Men Deres evindelige nedladende holdning, og til stadighed utålelige insinuerende bemærkninger, skuer mine følsomme nervetråde, så hvis De, af en eller anden tvivlsom grund, føler at de har begrundet hjemmel til at arrestere mig, så gør det nu, eller hold Deres uheldige udtagelser for Dem selv…«

De ligner alle en flok begravelsesgæster, der oplever at dagens hovedperson kun har været skindød, og rejser sig op fra kisten, for at høre hvad fanden der foregår.

Skønt den kvindelige betjent jubler i sjælen, og tænker om sin makker, at det har den sure stodder pisse godt af, så nøjes hun med at smile diskret til den unge fyr, og gemme blikket bag siderne i sin notesbog.

»Nu syntes jeg vi skal lade drengen hvile lidt,« fastholder lægen roligt.

»Vi har altså stadig et par spørgsmål,« brummer politimanden påtrængende.

»Dem kan du så sende til Spørg Charlie,« mener lægen.

»Spørg Charlie..? Hvad fanden skal det sige..?« Nu er politimanden ligefrem hidsig.

»Fald nu ned… Drengen render jo ingen steder,« fastholder lægen med en noget så myndig stemme, der trods hans spinkle ydre, ligefrem syntes at forekomme farlig. »Lad os nu bare se tiden an til i morgen… Han er trods alt lige vågnet…«

Politimanden ligner favoritdeltageren i årets store skule-konkurrence.

»Ring hvis du kommer i tanke om noget,« smiler politikvinden, og giver hans højre hånd et lille venligt klem.

Ernst forstår hvad hun mener, men er også begyndt at begribe det han har at sige, vil få ham indlagt på et helt andet slags sygehus.

En ret så skræmmende tanke.

I stedet ser han på hende med et frækt glimt i øjet. »Vil det sige, at jeg får Deres telefonnummer..? Har jeg forresten fortalt jeg er single..?«

»Du slapper bare helt af Lucas‚« nærmest spytter politimanden, mens kvinden fniser højt, og tvinger den sure kollega med sig ud ad døren.

»Jeg er i chok,« siger politimanden, da de er kommet ud på gangen. Han ser på sin kvindelige kollega. »Har vi taget fejl..? Er fyren der inde i virkeligheden en tvillingbror..?«

Hun smiler skævt, men kan heller ikke fatte den store forandring.

Lægen kommer hastende ud fra stuen, med kitlen flagrende efter sig som en kappe, og smiler behersket til de to repræsentanter fra ordensmagten. »Nåh, er I her endnu..? I leder måske efter et sted at købe citronmåner..?«

Politimanden finder overlægens munterhed belastende, men smiler så overbevisende han formår, hvilket mest ligner samme ansigtsudtryk man ofte har, når man sidder på toilettet med hård mave, og nu hvor han har bevist sin tålmodighed, benytter han sig af lejligheden til at stille den kittelbærende komediant et spørgsmål, der er begyndt at trænge sig på. »Sig mig, er det der vi lige har set normalt..?«

»Undskyld..? Hvilket..?« Lægen rynker panden.

»Jo,« fortsætter betjenten. »Jeg har set folk med hukommelsestab før, men er det der virkelig normalt..?«

»Kan du konkretisere spørgsmålet en anelse..?«

»For helvede da…« Politimanden ruller irriteret med øjnene, og tager en dyb indånding. »Kan en snot dum flab, med en kriminel løbebane så langt som et ondt ord, pludselig forandre sig til en, en, en sådan dreng, bare fordi han har slået hoved..?«

»Jeg har studeret scanningerne meget nøje, og konfereret med et par af mine dygtigste kollegaer, og der er intet der tyder på, at der i hans tilfælde er tale om et hovedtraume… Udover en kortvarigt øget aktivitet i parietallappen ved indlæggelsen, er der ikke konstateret andre uregelmæssigheder, men for at svare på dit spørgsmål, så foreligger der ingen videnskabelige skrifter, som peger i retning af pludselig øget intellekt… Enkelte personer, der ved slag eller ligefrem kraniefraktur, er endt som autister, har til en vis grad opnået nogle færdigheder, men slet ikke uden en scanning har kunne afsløre abnorme forandringer… Der er absolut intet her, der tyder på noget i den retning hos denne dreng…«

»Du står sgu da ikke der, og påstår at han simulere..?«

»Simulere..? Hvad mener du..?«

»At han hele tiden har spillet dum, og så af en eller anden besynderlig årsag, pludselig har set lyset..? Den må du sgu længere ud på landet med…«

»Jeg påstår aldeles intet i den retning, og jeg kender ikke drengen, men ved at hans far er en respekteret og dygtig mand… Jeg kan dog sige så meget, at her på afdelingen registrere vi ikke folks personligheder, eller hvordan de begår sig i samfundet, og hvis der er mere, må jeg bede jer henvende jer til hospitalets administration… Og hvis I vil undskylde mig..?« Lægen venter ikke på svar, men fortsætter ned ad gangen i raskt tempo.

»Træk i snoren, hvis du får det dårligt,« siger sygeplejersken, der stryger Ernsts kind, mens hun faktisk ser oprigtig bekymret ud, og så forlader også hun stuen.

»Hvad fanden foregår der..?« mumler Ernst for sig selv, og glor op i loftet. Hans krop er ung, men det væg-monteret fjernsyn, og de forskellige hospitalsremedier, ligner hverken noget fra hans barndom, eller fra 2006. Snare tværtimod.

Han tænder for fjernsynet med den tynde fjernbetjening, og ser kanalen står på D.R, der viser en naturudsendelse om pelikaner. Han finder tekst-tv, men ud over at kunne se det er Tirsdag den tolvte Juni, bliver han ikke meget klogere. Han har dog flere skræmmende teorier, uden han føler sig sikker på nogen sinde at få opklaret, om en af dem skulle være rigtig. Han klikker over på pelikanerne igen, glor på de lyserøde dyr, men er ikke i humør til at lade sig underholde af en flok dødssyge fugle, og dæmper først lyden, men beslutter sig for at slukke helt, da en larmende ungdommelig musik begynder at forpeste stuen.

Hans tankevirksomhed kører i ring.
Er han virkelig blevet rablende tosset?
Han tilkalder sygeplejersken med et let ryk i snoren.

»Undskyld ulejligheden, men… Ja, det lyder nok en anelse besynderligt, men der er noget jeg simpelthen må have afklaret…«

»Ja..?« smiler den venlige kvinde, og sætter sig på kanten af sengen.

»I kalder mig hele tiden for Lucas, og… Æh… Kan De fortælle mig hvor gammel jeg er, og hvilke årstal vi befinder os i..?«

»Årstal..?« Hun ser på ham med et skævt smil, men noget siger hende at drengen ikke laver sjov. »Vi befinder os såmænd stadig i 2019, og ifølge din journal er du 12 år, selvom du efter min mening lyder en hel del ældre…«

»2019..?« Det svimler så han et øjeblik føler han er ved at besvime.

»Er der noget galt..? Bliver du dårlig..?« Sygeplejersken har letter sig fra sengekanten, og står tøvende parat til at løbe efter en af de nyreformede papbakker, som en hurtigløber ved startlinjen, der venter på et pistolskud.

»Nej, bare forvirret… Jeg…« Han forsøger at undertrykke den rædsel, der kryber op ad rykken på ham som et mangebenet loddent insekt.

I går var det 2006, og i dag er det pludselig 2019.

I går var han en gammel gigtsvag mand på nioghalvfjerds, og i dag er han en dreng på tolv.

I henhold til differencen mellem det nuværende årstal og hans nye unge alder, burde han vel være tretten?
Men hvorfor helvede skulle der være nogen logik i dette regnestykke, når al logik pludselig er sat ud af spil?

Måske videnskaben har en forklaring på hvad der er sket?

På den anden side har videnskaben jo ikke en forklaring på alt, for hvis den havde det, ville den selvsagt ikke eksistere, og det behøver man ikke hede Holger, og være professor ved Niels Bohr Institutet for at forstå.

Det eneste han mener at have et svar på, er hans visuelle verdensopfattelse, der åbenbart nu opfattes gennem øjnene på en tolvårig.

Det er jo rablende skørt og aldeles umuligt.
Han må være blevet sindssyg.
Verden snurre rundt og kvalmen bruser op gennem ham.

Han drejer hoved, og strækker armen efter en metalskål på det lille bord ved sengen.

Sygeplejersken har opgivet spurten mod depotet, og når lige at fjerne metal tandglasset med en helt ny tandbørste, samt stikke skålen ind under hagen på ham, inden han tømmer det meste af maveindholdet i den. Stanken af den sure næringstomme galde, udløser et skvulp mere, og da sygeplejersken har sikret sig, at der ikke kommer en tredje omgang, bære hun den ud ad stuen. Den venlige læge står lige uden for sygestuen, og drøfter en kollegas vanskelig problemstilling, da fyren står over for den svære beslutning, om han skal vælge en sølvgrå BMV, eller den sidst nye Tesla, og da han ser sygeplejersken med skålen, går han bekymret tilbage til den ejendommelige patient, hvor han med lampe, stetoskop, termometer samt godt humør, sikre sig at der ikke er stødt alvorlige komplikationer til.

»Jeg tror vores unge ven har fået det dårligere,« siger Henriette, idet hun vender tilbage med en ny metalskål.

»Tror du virkelig..?« Lægen blinker til drengen. »Og hvad for dig til at stille så skarp en diagnose..?«

»Du kan godt få en røvfuld,« siger den omfangsrige sygeplejerske, med et teenageagtigt fnis.

»Det er sikkert bare noget jeg ikke har spist,« påstår Ernst, der allerede har det bedre, og oven i alt det absurde, føler en vis sympati for de to hospitalsansattes godmodige drillerier. »Måske et drop med gule ærter, vil mindske kvalmen..?«

»Jeg er ikke sikker på om køkkenet kan klare en gang gule ærter…« Lægens smil er nærmest undskyldende. »Og slet ikke i intravenøs form, men det vil være fint hvis du kunne spise lidt..?«

Ernst føler sig med et enormt sulten.

»Vil du sørger for vores unge ven får lidt i skrutten Henriette..?« smiler han. »Og så måske en kop kaffe bagefter..?«

»Det lyder himmelsk,« svare Ernst.

Lægen er bekymret for hans kvalme og svimmelhed, og begynder at stille en masse relevante spørgsmål.

Ernst indser det nok vil være klogest at foregive et hukommelsestab, frem for at insistere på han er en nioghalvfjerdsårige, tidligere gigtplaget mand.

Ingen gule ærter, men derimod en portion pasta med kylling, der til hans overraskelse, er en eksplosion af smagsoplevelser, der måske godt kunne være bedre, men slet, slet ikke dårlig, og den efterfølgende kaffe med chokoladekage, er decideret herlig. Cacao-nuancerne i kagen er rige, og kaffen fyldig, selvom det sikkert er en billig standardblanding.

Smagsløgene har i den grad også fået nyt liv, og de nuancer der gennem et langt liv langsomt er falmet, er med et vendt tilbage med fornyet styrke.

Det er slet ikke så skidt, at erfare den slags i selskab med en chokoladekage.

Mens han nyder den, spekulere han videre over det manglende år i regnestykket, samt de store neonbukkede spørgsmål: Hvorfor? og Hvordan?

Hvis ikke man kunne finde svaret i videnskaben, skulle man måske skæve lidt til pseudovidenskaben?

Hvordan ville de mange forfatter, der gennem tiden har skrevet Star Trek historier forklare mysteriet?

De lå muligvis inde med et kvalificeret bud, men det ville selvfølgelig også kun være fiktion og gætterier, og så kunne han sgu lige så godt skæve til historier med George Gearløs i Anders And.

Gad vide hvad foliehattene havde af bud?

Tumperne der husere på medier som YouTube, med konspirationsteorier om alt mellem himmel og jord. Med den fantasi de ligger for dagen, må forfattere som Stephen King og Dean Koontz, virkelig vride hjernerne for at finde på noget nyt og originalt.

Lyden af stiletter der klikker som lynkineser, nærmer sig hastigt, og en lysblond kvinde dukker op. Hun er klædt i stramme sorte skindbukser, samt hvid skjortebluse med lyserøde nister, og har et bælte om sin smalle talje, der får hende til at ligne en med anoreksi. Hendes store bryster strutter af plastikimplantater, og læberne svulmer af botox, som var hun stukket af en bi, og fået en allergisk reaktion. En dyr Escada skuldertaske hænger nonchalant over hendes højre skulder. Hun ligner indbegrebet af hvad Ernst opfatter som en luksus luder.

Han gætter på hun er gået forkert.

Hun har sikkert aldrig været ude på det rigtige arbejdsmarked, men tilbragt sine teenageår og voksentilværelse på ryggen, uden nogensinde at have været i besiddelse af den mindste smule respekt, for dem der knokler for at få brød på bordet. Når hun ikke tilfredsstiller de mange mænd, er hendes fritid sandsynligvis begrænset til ture i et fitness center, og hendes intellekt ville nok være i alvorlige vanskeligheder, dersom hun forsøgte at begribe indholdet i en pixibog.

Var der nogen der sagde fordomme?

Han vidste jo bedre end at lade den slags uheldige egenskaber trives, men til gengæld havde han jo aldrig påstået at han var fejlfri.

»Nåh, er du endelig vågnet Lucas…« siger hun med opgivende stemme, og tydelig mishag, da hun møder hans forvirrede øjne. »Du kan tro far er skuffet… Indbrud og hærværk… Hvorfor skal du absolut altid hænge ud med de grimme drenge..?«

Ernst begriber hvem kvinden er, og begynder at få et kedeligt billede, af den dreng der danner bolig for hans person, men er pludselig glad for den tykke dyne, da den skuffede kvinde giver ham nogle ret så ophidsende associationer, til seksuelle eskapader i de yngre dage.

Nok er hun ikke aspirant til højeste placering i det akademiske hierarki, men hendes utrolig sexede figur, er helt bestemt en førsteplads værdig.

»Lucas er desværre ikke i stand til at huske noget, men vi håber det bare er en midlertidig blokering efter komaen,« forsvare sygeplejersken, der har valgt at følge efter kvinden ind på stuen.

På trods af sin stærke formodning om hvem dullen er, søger Ernsts øjne alligevel bekræftigelse hos den, apropos, moderlige Henriette.

»Hun er din mor,« nikker sygeplejersken.

»Kan du ikke en gang kende din egen mor,« vrisser den moderigtige klædte kvinde forarget, med sine store bryster pegende lige imod ham, som et par anklagende jurymedlemmer. »Det er også alt det skidt du går at tager… Jeg magter det ikke mere… Det er sidste gang nu… Næste gang bliver du sendt bort… Hvis det stod til din far, så var du for længst blevet sendt på kostskole… De har nogle i Amerika, kan du tro, og der skal de nok få sat skik på dig… Ja de skal…«

Sygeplejersken ruller diskret med øjnene.

Kvinden bøjer sig ind over sengen, så hendes brystparti næsten røre hans ansigt, og hvis ikke hun blandt den dyre parfume, også havde en umiskendelig dunst af alkohol, ville hans stærke urinstinkt have tvunget ham til at sætter tænderne i den nærmeste brystvorte og patte løs.

»Vi to skal have os en alvorlig snak i aften, ja vi skal…«

»Jeg har ikke travlt, så for min skyld kan vi sagtens tage den nu,« siger Ernst.

»Nu skal du ikke være næsvis,« formaner kvinden. »Jeg skal nå frisøren inden de sletter min tid, men jeg kommer igen i aften… Vi skal tale om det her, ja vi skal…«

»Nåh, frisøren..? Jamen det er da klart… Du må sandelig ikke gå glip af din tidsbestilling,« stønner Ernst, og tager sig til hoved, da verden begynder at snurre rundt.

»Skal jeg tage noget med til dig..? Nogle spil, eller et af dine sovedyr..?« Moderen ser pludselig bekymret ud.

»Sovedyr..? Ellers tak, med mindre samlingen omfatter en oppustelig Lolitadukke…« Ernst filosofere kort over, om det er normalt med sovedyr for en tolvårig dreng, og fortryder sin dumme bemærkning, men sket er sket, og da han så også får den absurde tanke, at spørge hende om hun vil give ham et blowjob, hvilket han selvfølgelig afholder sig fra, kan han ikke lade være med at smile.

»Nu skal du ikke være uartig Lucas,« siger kvinden. »Det ligner dig ikke, og få så det dumme grin væk…«

»Undskyld,« resignere han. »Jeg behøver ikke noget… Jeg har jo heldigvis min højre hånd…«

»Sikke noget pjat… Godt… Så ses vi i aften… Ja vi gør…« Kvinden drejer omkring, og som en model på catwalk, vimser hun ud fra stuen med en æggende gang, der er så sensuel, at den svundne stivhed i hans nedre regioner, tiltager med fornyet styrke.

»Jeg ved ikke om jeg skal være glad eller bedrøvet, over ikke at kunne huske noget, men lige nu skammer jeg mig over at være en smule lettet,« siger Ernst, da han er alene med sygeplejersken.

»Hvad i alverden skulle du skamme dig over..?«

»Noget siger mig, at jeg ikke har været den mest sympatiske personlighed…«

»Alle kan begå fejl,« siger sygeplejersken varmt. »Men noget siger mig, at det har ændret sig for dit vedkommende…«

»Jeg tror heller ikke, at jeg er parat til at kalde den alkoholiserede dulle for mor…«

Sygeplejersken nikker overbærende. »Jeg skal nok prøve at tage en snak med hende… Hun hedder Annie, hvis det er lettere for dig at kalde hende det..?«

»Annie..? Ved du noget om hende, som du tror jeg gerne vil vide..?«

Hun klukker. »Din mor er gift med Mark Brandt…«

»Skulle det gøre mig klogere..?«

»Din far en af landets bedste inde for kosmetisk kirurgi, og er kendt i det meste af verden…«

»Plastikkirurger..?«

»Ja, og efter sigende meget dygtig…«

»Annie er altså en af doktor Frankensteins forsøg, og ikke prostitueret, som jeg ellers først antog,« konkludere Ernst tørt. »Det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet, men denne oplysning er unægtelig mere en forklaring end en lettelse…«

»Lolitadukke,« mumler sygeplejersken, og ler forstående mens hun rystende på hoved forlader stuen.
Da samme sygeplejerske kikker ind til han en halv time senere, får han hende overtalt til at låne sig et spejl.
Det er som at betragte et levende billede af en fremmet fyr.

Han har splejset kropsbygning, grønne øjne, lidt fremstående fortænder, smalle kindben med antydning af smilehuller, og langt mellemblond hår, der mere ligner en eksploderet høstak end en frisure.

Hvem fanden var denne dreng?

Han må i skræmmende erkendelse se realiteten i øjnene.

Det er ikke en anden dreng, der kikker tilbage gennem skueglasset fra en anden verden, men vitterlig en spejling af ham selv.

Ikke gamle Ernst, men en anden, langt, langt yngre.

Et flygtigt minde om en dreng der hed Martin, flimre forbi i en diffus sky.

Sidst på eftermiddagen har Ernst fået bekræftet, at Lucas er tolv år, og allerede har en længere sort liste i politiets register. Med denne “opløftende” indsigt, undersøger han samtlige lommer i det tøj han havde haft på, og får også udleveret en iPhone og en tegnebog, der har befundet sig i hospitalets aflåste boks, til de indlagtes værdigenstande. Ikke fordi han har brug for hverken penge eller at tale med nogen, men udover at tegnebogen indeholder sekshundrede kroner i sedler, nogle mønter, og et rejsekort med billede, der er udstedet til Lucas Antonius Brandt, er der også nogle lapper papir med skriblerier, som lægen håber vil give mening for drengen, og få hans hukommelse lidt på gled. Det gør de selvfølgelig ikke, og mobiltelefonen får han heller ikke noget ud af. Dels fordi den er låst med en kode, og dels fordi indholdet ikke har den fjerneste interesse for Ernst.

Lucas mor kikker som lovet ind ved aftenstid, og har hverken sovedyr eller lolitadukker med, men derimod en pose vingummi og en pose skumfiduser.

»Du må hellere gemme dem i din skuffe,« hvisker hun.

»Jeg tror hverken lægen eller sygeplejersken stjæler slik,« bemærker han. »Det er jo trods alt et hospital, og ikke skatteministerens mødelokale…«

»Det kan være at de konservere dem…« Hun ser sig omkring, som om det hemmelige glukose-politi, skulle have anbragt skjulte mikrofoner på stuen.

»Konfiskere,« retter han med et overbærende smil, og more sig over at den implantat-rige kvinde, åbenbart har det med fremmedord, som han har det med navne på tidens mest hippe popstjerner. Vel at mærke i tidsregningen efter the Beatles blev opløst.

»Øh..? Jamen det er jo det jeg siger,« påstår hun og ser forvirret ud.

»Jeg tror hverken mit fordøjelsessystem, eller min insulin producerende bugspytkirtel fejler det mindste, så jeg tager chancen, og siger af hjertet tak…« Han udføre et lille ærbødigt nik med hoved, hvorpå han putter sukkerstadsen i den lille kommode, og tænker det nok ikke er tidspunket, at nævne han vil sætte langt støre pris på en Dalmore Single Malt whisky, og en god lagret ost, nu hun har bestemt at forsøde hans ophold. Slik har faktisk længe haft en uheldig indflydelse på hans mave, men det var selvfølgelig som Ernst, og ikke som Lucas. Det er muligvis bedre nu med denne krop, men ærlig talt; Vingummi og skumfiduser?

Han slår armene om hende, og idet han giver den labre kvinde et lidenskabelig kys på kinden, og nok med vilje strejfer hendes læber, mærker han pikken svulme i hormonel overskud.

»Er de søde ved dig..?« spørger hun, og lyder ligefrem bekymret.

»Så ganske afgjort,« bedyre han, og lader endnu en gang blikket glide over hendes ophidsende krop, mens dynen letter sig hvor hans ben og underliv mødes. Han kan ligegodt ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af hende der er i kød og blod, og om hendes svulmende tiltag vitterlig er hendes, eller plastikkirurgens ønske. Uanset hvad, så kommer man ikke udenom, at skønt hans sjæl er nioghalvfjerds år gammel, så er hendes enorme brystparti ret så stimulerende for en tolvårig drengs kønsdrift.

»Er der noget du mangler?« Hun stryger kejtet hans ene kind med bagsiden af hånden, og Ernst kan mærke det er en uvant gestus.

»En buttplug og en lækker gennemsigtig satin natkjole,« foreslår han fattet, og med et lille skævt smil.
Annie glor først forvirret, men bryder så ud i latter.

Humoristiske bemærkninger har aldrig lagt til Lucas.

»Jeg mener øre-dimser, så du kan lytte til noget musik, eller noget..?«

»Jeg agter snarest at kikke lidt nærmere på hospitalets bibliotek, og har ikke brug for hverken dimser til ørerne, eller noget som helst andet…«

Annie rynker panden, for hun har aldrig hørt Lucas nævne besynderlige fremmedartede ord som: Bibliotek. »Fortæl nu mor hvad der er sket…«

»Sket..? Så vidt jeg ved var Adam den første, og så kom Eva…«

»Eva..?«

»Ja… Hende med æblet… Den ribben-skabte, du ved..? Jeg mener at have læst det et sted,« smiler han friskt.

»Ja-ja… Så langt behøver du altså ikke gå tilbage,« ler hun.

Så længe han må foregive at have hukommelsestab, hvilket nok vil sige resten af sit nye liv, er der ikke så meget at fortælle, ud over han har været til en resultatløs undersøgelse, og at han er hamrende liderlig.
Han nøjes med at fortælle om undersøgelsen.

Lucas mor kan tidsnok stifte bekendtskab med hans nye sexdrift.

I stedet udspørger han Annie om de forskellige familierelationer, og mens hun ivrigt fortæller, falder hans penis langsomt til ro.

Hun går imidlertid lidt i stå, når det kommer til oplysninger om ham selv, og skønt han bestemt ikke bryder sig om det billede der allerede er blevet tegnet af ham, så er det alt sammen brugbart. Ikke for at give et bud på en dreng han alligevel aldrig kan blive, men for at forstå, og dulme sin nysgerrighed.

Han tager begge Annies hænder i sine. »Den tid er forbi… Når jeg kommer hjem, vil der være meget der bliver anderledes… Det lover jeg dig… Du og far vil måske ikke forstå det alt sammen, men jeg er ikke længere den genstridige dreng jeg var tidligere…«

Han kan se hendes øjne blive blanke, og kysser hende blidt på munden.

En lille flygtigt berøring med læberne, der er uvant for hende, men alligevel ikke bliver registreret som andet, end en kærlig søns hengivenhed. I hvert tilfælde ikke før hun opdager, at hans dyne pludselig har fået visse ligheder med et cirkustelt.

»Nåh-da-da…« Hun bliver forlegen og forsøger sig med et kejtet skævt smil.

»Den står hele tiden,« forklare han med et henkastet hoved-ryk. »Det er ikke noget jeg er genert over, men jeg er ked af, hvis du mener jeg er pervers, fordi jeg syntes du er lækker..?«

»Sådan taler man ikke til sin egen mor,« hvisker hun beklemt.

»Det ved jeg godt søde mor, men jeg kan jo ikke huske noget… For mig er du en utrolig lækker kvinde… Bare betragt min rejsning som en sød kompliment…«

»Lad os nu ikke tale mere om det,« siger hun affejende.

»Du vil med andre ord ikke spille den af på mig, eller se mig masturbere..?«

»Ti nu stille Lucas… Sæt der kommer nogen…« Hun kikker nervøst mod døren ud til gangen.

»Så vil du heller ikke høre, hvad jeg fantasere om når jeg spiller pik..?«

»Så er det godt Lucas,« siger hun med let hævet stemme.

Han ler, og får hende i det mindste til at smile.

Af respekt for hendes blufærdighed, venter han til hun er gået, og stadig med hendes meget fremtrædende kvindelighed på nethinden, slår han dynen til side, hiver den grimme og lidt for store trusse ned om lårene, og natskjorten godt op om livet.

Af en drenge-pik er den faktisk ganske præsentabel.

Han tager et solidt greb om den, og trækker forhuden tilbage, for at se nærmere på glansen og den kraftige blodsamling.

En pik han selv vil nyde at tage i munden.

Hvad den ikke har i størrelse, for det er trods alt ikke en voksen pik, og bestemt ikke den Ernst kunne bryste sig med i sine unge dage, har den til gengæld i harmonisk udformning, og eftersom Lucas er en lille mager splejs, vil den såmænd med tiden kunne nå at blive ganske imponerende.

Han massere langsomt pikken, og slikker ind imellem den præsperm af, der løber ned af fingrene.

»Kunne du tænke dig et glas saft og et stykke kage..?« spørger en kvidrende ung sygeplejer, idet hun træder ind i rummet. Hun stopper brat op, og glor overrasket på hans forehavende, mens rødmen breder sig eksplosionsagtig i hendes smukke ansigt.

»Gerne et stykke kage…« Han sænker masturbationshastigheden, men fortsætter massagen af det følsomme organ.

»Men jeg vil sætte pris på en kop kaffe i stedet for saft… Uden sukker og fløde, tak…«

»Undskyld… Jeg vidste ikke,« siger hun og styrter ud.

Han bevæger hånden hurtigere, og godt pirret af den søde unge kvindes midlertidige afbrydelse, mærker han sammentrækningerne i nosser og mellemkød. En skøn stråle af ung prima sperm, skyder mere end en meter op i luften, og næste skud endnu højere, men efter det tredje, begynder effekten af tage af til et par små hjælpeløse skvulp. Den totale mængde er dog ikke særlig imponerende, og den er mere klar og gennemsigtig end da han som Ernst var på sit højeste formåen, men det skulle være helt normalt for en dreng på tolv. Han har læst et sted, at det er fordi dannelsen af sædceller er lav når man er så ung. Alligevel er det den mest fantastisk udløsning, han mindes længe at have fået, og mand, hvilke fantastisk gejser. Med en vidunderlig afslappet fred i kroppen, han næsten har glemt at have følt, betragter han spermklatterne der er plasket ned over køn, lår og mave. Uden at lægge sig helt, begynder den endog at blive stiv igen.

Det banker forsigtigt på døren.

»Ja,« svare han frejdigt.

Den unge sygehjælper dukker op igen med en bakke, men denne gang en del mere forsigtig og genert.

»Er det muligt også at få et par vådservietter, eller bare nogle stykker køkkenrulle..?« spørger han en anelse forlegent. »Jeg vil gerne soignere mig en smule…«

»Jeg er ked af,« begynder hun, mens øjnene flakker rundt på de spredte spermklatter, der ligger som små søer omkring hans stadig rejste lem. »Jeg vidste jo ikke at… at…«

Et par dråber sæd pibler fra drengens hårde blottede blodfyldte glans, og tager turen ned ad skaftet.

»Det gør da ikke noget,« smiler han drillende. »Faktisk syntes jeg det var en skam du forsvandt så hurtigt, og gik glip af udløsningen… Noget af et springvand, hvis jeg selv må sige det…«

Hun får endnu mere farve i kinderne, og forsvinder med et lidt skræmt blik, efter skyndsomt at have sat bakken fra sig, for lidt efter at komme tilbage med en fugtig vaskeklud.

»Du må altså undskylde, men når onani er en så naturlig menneskelig adfærd, hvorfor så gøre det til noget særligt..?« Han blinker kækt til hende. »Det var slet ikke min hensigt, at det skulle gå ud over dig, men jeg var så afsindig liderlig, og trængte virkelig til at få lettet trykket… Det er vel ikke noget at skamme sig over..?«

»Øh… Næh,« siger hun kort for hoved, og skynder sig ud igen, som var det isolationsafdelingen for smittefarlige sygdomme han befandt sig på.

En vaskeklud er selvfølgelig bedre end køkkenrulle. Han tørre spermen af, og folder den dejlig kølige klud om pikken, mens den får en skøn tur mere. Denne gang holder han den kørende noget længere, og spermen leveres i vaskekluden, så han kan nøjes med at duppe glansen, og tørre pikken en anelse, inden han lægger “gokke-kluden” på det lille bord. Han tænker på sit liv som transvestit, og inspireret af en dreng han kendte for en menneskealder siden, var det ikke Martin han hed? Martin eller? Lulu? afgør han, at nu hvor han tilsyneladende har fået et helt nyt ungt liv, vil han ikke spilde det med at undertrykke sin seksualitet. Han vil lægge alle kort på bordet, og så må omgivelserne acceptere hans beslutning, eller mene hvad de vil. Med hans mangeårige erfaring, ved han at frygten for manglende accept, oftest ligger hos den der ikke tør være sig selv. I nogle tilfælde kan man muligvis miste en ven eller to, og endda et ægteskab, men til gengæld får man så meget mere. Den ægtepagt der ikke kan bære åbenhed, og at men er tro mod sine lyster, burde slet ikke være indgået. Og jo, der er selvfølgelig også frygten for de idioter og psykopater, der mener at homoseksuelle og transvestitter bør massakreres, og den trussel bør selvfølgelig også tages alvorlig.

For første gang i meget lang tid, føler han sig både træt og søvnig ved midnatstid, men de mystiske fysiske ændringer, holder ham alligevel lys vågen til langt ud på natten, mens han i tankerne planlægger sit nye liv.

Ved tretiden Onsdag eftermiddag, har han gennemgået en masse prøver, og måske ikke ligefrem løget over for specialisterne, men så behændigt undgået at fortælle sandheden.

Godt hjulpet på vej af computeren i opholdsrummet, har han også selv forsøgt på at finde en forklaring på det uforklarlige, men de eneste ledetråde han er løbet på, har henvist til mytologiske værker, eller science fiction forfattere, og så kunne han sgu lige så godt begynde at tro på nisser og skovtrolde. De eneste seriøse skrifter han har fundet, handlede om psykiske lidelser, og selvom han ikke er helt sikker, så mener han bestemt ikke, at forklaringen skal findes i hans hjerne, som hverken psykoser eller vrangforestillinger, men er det ikke lige netop sådan, at en med fløjtende knald i låget ville opfatte sin mentale tilstand?

Nej, der måtte være en anden forklaring.

Hvis ikke han var skør, så ville han snart blive det af at gætte, så i stedet, og nu hvor han alligevel har adgang til internettet, surfer han rundt på må og få, for at orientere sig om, hvad der røre sig i den verden, han ikke har været en del af siden 2006.

Og hvorfor er det lige, at gamle mænd falder over dødsannoncerne som det første?

En selverkendelse af ikke at være udødelig?
Så forfærdelig mange kendte er gået bort på de tretten år.
Lidt for deprimerende at dvæle ved, så han springer hurtigt videre til de levende.

Præsidenten for Amerika er Donald Trump.
Ham den skrydende forretningsmand og tv-personlighed?
Interessant, og hvorfor ikke?

Han finder et par forholdsvis nye udtalelser fra manden, og den begyndende optimisme falmer som en forsømt potteplante.

Jamen består verden da udelukkende af frit gående tosser, og lallende fjolser med hang til at iklæde sig foliehatte?
I et land hvor man kan forvente en vis udbredelse af denne metalliske hovedbeklædning, er det vel nærmest forventeligt, at den folkevalgte præsident er en lallende idiot, men hvad med den menneskelige evolution?

Er det også for andre end ham, at tiden er begyndt at gå baglæns?

Alt imens han filosofere over menneskets evne til konstant at opsøge problemer, og rode sig ud i vanskelige situationer, har hospitalets så kaldte kloge hoveder, uden held naturligvis, ledt efter en vej ind bag hans hukommelsesblokering, og lægen har fortalt om de spor af hash og andre euforiserende stoffer, der var blevet fundet i hans blod ved indlæggelsen.

Unægtelig en oplysning som lægger endnu en brik til Lucas-puslespillets gabende huller, der næppe nogensinde vil blive lukket helt.

»Der bliver i øvrigt snart en seng ledig på børneafdelingen…« Lægen ser irriterende fornøjet ud. »Så kan du få dig lidt selskab…«

»Børneafdelingen..?« Ernst studser og taler før han tænker. »Jeg vil nødig lyde utaknemmelig, men kalder De det for selskab..? Ja, jeg har da ikke noget imod børn, men alligevel..?«

Lægen ler, og Ernst bider sig selv mentalt i tungen.

Han kan klart sagt ikke være bekendt, at bede om lov til at blive på en-mands stuen, og det er nok heller ikke nogen god ide, at bede om en seng på voksenafdelingen.

»Hvad siger du til at låne en kørestol..?« spørger den venlige læge. »Med dine periodiske anfald af svimmelhed, kan jeg ikke anbefale du komme op at gå endnu, men det betyder ikke, at du ikke kan sidde i en kørestol og komme lidt rundt…«

»Det lyder som et fornuftigt ræsonnement,« nikker Ernst.

Lægen klukker, og tænker det sikkert vil være sundt for drengen, at være lidt sammen med nogen på hans egen alder.

Så snart han er kommen ned i stolen, og har fået lidt introduktion, hvor svært kan det lige være at dreje på et par hjul, samt aktivere eller deaktivere et par bremser? finder han frem til elevatoren, og tager turen ned til hospitalets bibliotek, hvor en ranglet, sød, velmenende dame, med håret sat op i en knold i nakken, og en anonym stålbrille, tager imod ham som var han en længe ventet prins.

»Hej min ven… Hvad kan jeg hjælpe dig med..?« Hendes tunge syntes at drive med så megen sukker, at hvis drengen havde arvet Ernsts diabetes, ville han være drattet død om i kørestolen af sukkerchok.

»Kan De sige mig hvor jeg finder lingeriafdelingen..?« spørger han fattet.

»Hvad..? Lingeri..?« svare hun forbavset, og spejder ned langs rækkerne med bøger, som om en sådan skulle være dukket op mellem fagbøger og skønlitteratur, uden hun har opdaget det.

»Ja… Lidt lækkert sort blondeundertøj, og måske en pink babydoll natkjole i silke..? Jeg er dødtræt af det u-chikke hospitalsundertøj…«

»Men… Det… Det her er jo et bibliotek,« stammer hun betuttet, og spekulere over hvilke afdeling den sære dreng er kommet fra, og hvem i alverden der har været så letsindig at lukke ham ud.

»Så nøjes jeg med at låne en bog,« smiler han og blinker underfundigt til damen.

»Jo-jo, en bog skulle vi nok kunne klare…« Hun fniser anstrengt, og ikke uden en vis lettelse, idet hun nu føler sig overbevist om fyren bare laver sjov, skønt hun ikke helt fatter hans sære humor. »Vil du selv kikke i børn og unge afdelingen, eller har du brug for hjælp…«

»Jeg havde nærmere tænkt mig noget af Dan Brown eller Ernest Hemingway…«

»Hem… Hemingway..?«

»Ja… Kan De tjekke om De har nogle af hans klassiker hjemme..?«

»Det er så sandelig ikke noget for en dreng på.. på… på…?« Damens vokale pickup, har fundet ned i en ridse i hendes mentale lakplade, så hun ikke er i stand til at færdiggøre sætningen, og hun ligner samtidig et barn med indlæringsproblemer, der forsøger at løse en meget svær ligning med tre ubekendte.

»I følge pålidelige kilder er jeg tolv år,« påpeger han.

»Øh… Det… Nu skal jeg se,« siger hun med et fjernt blik, og lader sine lange slanke fingere danse på computerens tastatur.

»Øh… Hvad med Den gamle mand og havet, Solen går sin gang…? Vi har også…«

»Solen går sin gang lyder fin,« afbryder han. »Det er jo er forfatterens debutroman, og en af de klassiker man før eller siden absolut bør læse… Jeg har udskudt det længe nok, og nu hvor jeg har muligheden, og rigelig med tid, med mindre jeg bliver udskrevet i morgen, er det jo en kærkommen lejlighed, ikke sandt..?«

»Øh, jo, javel… Øh, ellers andet..?«

»Jeg formoder De ikke har et par eksemplarer af Weekendsex eller Transsexual Fantasies..?«

»Deri formoder du sandelig rigtig unge mand,« svare hun spidst.

»Så må jeg nøjes med min perverse fantasier,« sukker han trist. »Kan De forestille Dem, hvor lækker jeg ville se ud med erigeret penis, i pikant fransk undertøj..?«

Hendes brille er gledet ned på næsetippen, og hun skubber den instinktivt på plads med højre pegefinger, mens hun med røde kinder måler ham med øjnene, som for at afgøre endnu en gang, om drengen vitterlig er helt ufarlig.

»Har De lyst til at se mig onanere..? Min tissemand er stiv som en pind…«

Hun ranker ryggen, og rejser sig så hurtigt, at kontorstolen ruller baglæns, og støder skramlende mod et lille bord med en printer. Med raske skridt, styre hun målbevidst ned mellem reolerne mod klassikere, og mens hun har svært ved at få det pludselig opståede indre billede, af erotisk udfoldelse iført pikant lingeri ud af tankerne, holder Ernst masken, og overvejer om han burde skamme sig, men dels er det svært ikke at drille, når en så åbenlys lejlighed byder sig, og dels er han hamrende liderlig. Han længes efter at nyde det sammen med en ligesindet, og så er det mindre vigtigt om det er en kvinde eller en mand. Med bogen i skødet, køre han stolen hen ad gangen, og få øje på en papirkurv ved døren til elevatoren. Han letter sig fra stolen, stiller sig over den, og fisker sin stive pik frem. Han behøver kun ganske få sekunder, inden spermen plumper ned i den halvtomme affaldspose. Han sætter sig igen, og opdager at bibliotekaren har stået i døren og iagttaget ham. Han sender den let måbende kvinde et luftkys, og tager elevatoren op, mens han spekulere på hvorfor hormonerne er så aktive. Første gang Ernst fik udløsning, var han langt ældre, og den gang var han da ikke konstant liderlig.

Eller var han?

Dagens næste, og bestemt ikke mindre vigtige punkt, er eftermiddags kaffe med kage, og med endnu en dag, hvor ingen af de lærte er blevet meget klogere, hvilket Ernst for øvrig heller ikke selv er blevet, sætter han sig i opholdsrummet med sin kaffe, og et lidt for tørt stykke æbletærte, for at læse lidt i bogen, men plages af løbende øjne, og kan ikke mindes at små typer tidligere har været et problem, så han lægger bogen fra sig, og sluger kagen og kaffen.

På sin lille stue, lægger han sig på sengen, og forsøger sig atter med bogen, men må lægge den på sengebordet. Han lader i stedet tankerne kredse om drengen Lucas, og den ukendte skæbne der må være overgået ham, men så dukker fantasier om fremtiden pludselig op. Der er bestemt ingen grund til at leve som en dreng han ikke en gang kender, og når han alligevel har fået en ny ung krop, må det vel være op til ham at forvalte den bedst muligt. Som Ernst har han øvet sig i mange år, og finder det absurd, at gøre et halvhjertet forsøg på at leve som dreng, når mulighederne ikke bare er indlysende, men også ligger helt åbne. Der var en gang, og sådan begynder alle gode eventyr, men der var vitterlig en gang en pige, og hun hed Lulu, og når hun kunne gøre det i 1952, så kunne han vel også gøre det i 2019? Han dvæler ved en række pigenavne, og mener Julie er et lille sødt et, og da han har læst et sted, at det betyder ungdommelig, kan det vel ikke være mere passende til det liv han nu agter at leve.

Han krænger den kønsløse bomuldstrusse af, gemmer den bort i hospitalsmøblementets skuffe, og kryber under dynen, kun iført den lidt for lange natskjorte, der kunne have været en natkjole, men desværre ikke er det. Han har netop lige grebet om sin stive pik, da den kvindelige politibetjent fra dagen før dukker op. Hun er ikke i uniform, og hendes skulderlange mørke hår er slået ud.

»Hej Lucas… Hvordan går det med dig..?« smiler hun sødt.

»Fint… Og endnu bedre, nu De er her…«

»Skal vi ikke være mindre formelle, og sige du til hinanden..?« ler hun. »Jeg føler mig som en gammel kælling når du siger De…«

»Gerne for min skyld… Kom endelig nærmere og sæt dig ned,« smiler han. »Eller skal jeg sige: Slå røven i sædet..?«

»Det første lød pænest,« smiler hun bredt. »Jeg ville have taget noget med til dig, men jeg er simpelthen i tvivl om hvad jeg skulle tage med… Du er bestemt ikke som andre tolvårige jeg har stødt på… Ikke længere i hvert tilfælde…«

»En smuk kvinde som dig, behøver aldrig at tage andet med end et smil,« charmere han og blinker hastigt med begge øjne. »Men måske du kan opklare et lille mysterie, efter som jeg formoder du stadig er ansat hos politiet..?«

Hun bukker sig ned, og stryger en hårtot væk fra hans pande. »Du kan jo prøve..?«

»Er ordensmagten forhindret i at videregive deres fornavn, eller er det op til os små-forbryder at gætte, for du vil vel ikke have at jeg skal titulere dig som fru betjent, nu hvor vi dusser og al ting..?«

»Jeg er ikke Frue, men Frøken,« ler hun. »Men nej, jeg foretrækker afgjort at blive kaldt for Stephanie…«

»Stephanie… Nu går det allerede meget bedre… Syntes du ikke..?«

»Jo… Du har ret Lucas…«

»Nu vi er i gang med at udveksle navne, vil du så ikke være sød at kalde mig for Julie..?«

»Julie..? Hun rynker panden.

»Ja, jeg skal nemlig betro dig, at jeg er transvestit… Jeg ved godt at man ikke kan se det i øjeblikket, men under de givende forehold, og i dette lidet muntre etablissement, er det vist ikke tilladt med extravagante pikanterier, og så må man jo nøjes med hvad huset formår… Det er selvfølgelig ikke noget jeg husker, men bare føler dybt i mit lille bankende pigehjerte…«

Stephanie ser klukkende på drengen, som er hun overbevist om han laver sjov, men nikker så, og er med på spøgen.

»Hvis jeg må være en anelse bramfri, så ser du umådelig sød ud i civil påklædning… Må jeg være så indiskret at spørge om din alder…«

»Tusind tak… Det var sødt sagt, øh, Julie… Jeg er enogtredive, men er du ikke lidt for ung til at spørge en ældre kvinde om den slags..?«

»Herre gud… En sød og smuk kvinde i sin bedste alder, kan vel godt tåle lidt smigr..? Det er måske ikke til ære for mig, at du har valgt at lade din flotte uniform blive hjemme i dag..?«

»Nej, jeg har skam fri nu… Det vil ikke være korrekt at komme her i uniform når jeg har fri…«

»Jeg syntes ellers uniformer er sexede,« flirter pigen i Ernst.

Stephanie ler, og anbringer en vildfaren hårlok bag sit ene øre.

»Men du kommer altså ikke for at arrestere mig..?«

»Nej bare rolig,« Stephanie krydser benene, og læner sig tilbage i den skrammede træstol, hvis lysegrønne stofbetræk, så sin velmarksdage en gang i slutfirserne. »Jeg fik bare lyst til at slå et smut ind for at besøge dig på vej hjem…«

»Jeg havde så småt ventet at se dig og din hidsige kollega tidligere..?«

»Vi havde en anden opgave, og efter at have talt med overlægen, blev vi enige om at vente…«

»Og du havde alligevel lyst til at besøge lille forvirrede mig..?« spørger Ernst, i sit bedste forsøg på at give den som en lille genert pige.

»Tja… Det ser sådan ud,« ler Stephanie.

»Men du må da have en kæreste, der er langt mere inspirerende at være sammen med, frem for at spilde din dyrebare fritid på os nederdrægtige lovovertrædere..?«

»Jeg ser en, men ikke noget alvorligt…«

»Vel ikke den kollega der var med dig i går..?« Ernst ruller med øjnene.

»Nej ikke ham,« ler Stephanie.

»Godt, for der burde være et eller andet i politiets ansættelseskontrakt, der forbyder at man må være så negative…«

Stephanie har længe været træt af sin frembrusende kollega, men nøjes med en let skuldertrækning, mens hun studere den fremmelige fyr indgående, og tænker det er som at snakke med en helt anden, og meget ældre dreng.

»Desuden har jeg min familie…«

»Jeg kan godt se det er svært, når arbejdstiderne ikke er så gunstige, for det er vel næppe et syv til femten job du har..?«

»Joh, det sker da at det bliver sent, og det også går ud over weekenderne…«

»Undskyld hvis jeg lyder lidt indiskret,« begynder Ernst med alvorlig mine. »Du er måske til piger..?«

»Til piger..? Nej da, men…« En svag rødmen breder sig i hendes kinder. »Men det var jo slet ikke mig vi skulle snakke om…«

»Herregud da… Vi lever ikke i trediverne… Homoseksualitet er skam helt legalt i dag… Det er jo lige før man er unormal, hvis man i det mindste ikke er biseksuel og til urinsex…«

»Du er godt nok nysgerrig, men jeg er altså ikke til piger…« Hun kan ikke lade være med at smile.

»Slet ikke til piger..? Det var da en skam… Jamen, så snakker vi lidt om mig i stedet… Jeg blev født i går, og selvom jeg intet husker af Lucas liv, så er jeg meget bevidst om min seksualitet, nu jeg allerede har bragt det på banen… Jeg kan slet ikke vente på at komme i noget lækkert lingeri…«

»Unge transvestitter kan være meget søde…« Stephanie finder den unge fyrs humor vidunderlig befriende, men fornemmer også en alvor bag ordene, der indikere at det ikke kun er en særegen morsomhed.

»Jeg længes virkelig efter at klæde mig i frækt silkeundertøj med masser af blonder, for det man låner her på stedet er jo decideret kønsløst…«

»Det kan der da være noget om…« Hun fniser piget og rødmer svagt.

»Jeg er biseksuel, og selvom jeg konstant fantasere om store stive pikke, så er jeg vild med kvinder… Piger på min egen alder, siger mig ikke noget…« Her mener han naturligvis ikke piger på nioghalvfjerds, men dem på blot tolv.

»Gud hvor er jeg dog liderlig…«

Hun er lige ved at falde ned fra stolen.

»Forskrækker jeg dig..?«

»Jeg må tilstå, at jeg ikke er forvænt med den slags intime tilståelser, og slet ikke fra tolvårige drenge…« Hun forsøger at aflæse hans adfærds mønster, men har ingen lignende oplevelser at sammenligne med.

Drengens abnorme personligheds ændring virker overvældende, men hans adfærd er mere stimulerende end skræmmende.

»Ja, der er vidst ikke meget pige over mig som jeg ligger her med rejsning og al ting…«

Stephanie trækker forlegent på smilebåndet.

»Jeg må lige understrege, at alt i mig siger jeg aldrig er blevet misbrugt… Bare så du ikke får lyst til at arrestere mine forældre…«

»Det, øh, det skal jeg så undlade…«

»Men som sagt er jeg afsindig liderlig… Min pik er stiv som en jernstang…«

»Her kommer jeg for at besøge en ung, ganske særlig dreng, og så hyler du mig fuldstændig ud af den…« I håb om fyren begynder at grine, og siger det var en dum joke, flakker Stephanies øjne ufrivilligt mod drengens underliv, hvor hun mener at kunne se bulen i dynen.

»Det er sørme ikke hensigten at gøre dig forlegen,« siger Ernst og slår roligt dynen til side, så hun kan se hans trusseløse underliv, og det hårde nøgne lem i fuld begejstring. »Men se bare hvor den stritter… Den kan heller ikke lide de grimme bomuldstrusser…«

Stephanie ser sig skræmt over skulderen, mod vinduet til parkeringspladsen, men da de befinder sig på tredje sal, og døren ud til gangen også er lukket, falder hendes blik automatisk på drengens stive pik igen.

»Har du noget imod jeg onanere..? Det vil være rigtig dejligt, at gøre det mens du ser på… Det vil selvfølgelig være meget bedre, hvis du gav mig en hånd, men ellers klare jeg den selv…«

»Gem den så væk under dynen,« siger hun, og lyder nærmest skrækslagen.

Ernst griber om pikken med højre hånd, og begynder at onanere, mens han roligt trækker dynen nærmere, så han med et snuptag kan hive den over sig, hvis der skulle komme andre.

Stephanie spejder atter nervøst rundt på den tomme enestue, synker en gang, og griber forsigtigt om drengens lem med sin højre hånd.

Trods drengestørrelsen, er den enorm ophidsende at holde om.
Hun stryger den først langsomt, men finder hurtigt en god rytme.
Hun vender sig atter om, men de er stadig alene.

Det kan let koste hendes stilling, men hun er som draget af hans utilslørede seksuelle væsen og charme, og netop spændingen ved at blive opdaget, får ikke bare hjertet til at hamre i brystet, men også fugten til at drive fra skødet.

»Er det godt..?« Hun møder hans øjne, og fornemmer de rummer en dybde og viden, som hun kun har set overfladen af.

»Ja… Vidunderligt,« sukker han liderligt. »Men du vil gerne sutte på den, ikke også..?«

»Sgu da ikke her,« hvisker hun nervøst.

Den tolvårige drengs præpubertære stive pik, er varm og erigeret som en mands, og han ejer tilsyneladende ingen blufærdighed.

»Jeg ved godt, at du ikke vil risikere at nogen opdager os, men jeg kan se det i dine øjne… Du ønsker at du bare havde mod til at tage min stive pik i munden, og sutte udløsningen ud af den… Smage den lille transvestits tøse-sperm, og vi ved begge at du vil elske det… Kan du se mig i frækt pigetøj..? Forestille hvorledes jeg ligger her i forførende franske lingerier..? Bundet og ude af stand til at røre mig..?« Ernst lukker øjnene og tænker på Birgith, hvordan hun ofte bandt ham, og enten red hans lem, eller bare brugte hånden som Stephanie. Han tænker på de mange mænd hun havde med hjem, og hvor heldig han følte sig når de lod ham sutte deres stive pikke til udløsning, så han kunne æde spermen, eller lod ham drikke deres varme pis, direkte fra deres skønne pikke.

»Nu går den på mig,« når han lige at hviske, inden en meter høj stråle af sperm, skyder lige op i luften som et vandrør der pludselig er sprunget læk, og plasker ned over hans krop i store spredte klatter.

Med trussen så våd, at hun burde gå ud på toilettet og vride den, malker Stephanie hurtigt på drengepikken, der bare spytter og spytter, mens drengen vrider sig i kramper.

Han er færdig, men hun holder om pikken til den bliver slap, og går så ud på toilettet på gangen, for at skylle sine hænder, og tager nogle papirstykker med fra den elektriske automat.

Hun smiler stumt til ham, og tørre nænsomt klatterne af.

»Tusind tak, det var morderlig pænt af dig,« smiler han. »Det er så kedelig at gøre det selv…«

Hun rømmer sig, og mens han gemmer sit halv-slappe lem under dynen, sætter hun sig atter i stolen, og får styr på de løsslupne forbudte tanker.

»Vil det være alt for ubehøvlet af mig, at bede om dit telefonnummer..?« spørger han mere som Julie, end Ernst eller Lucas.

»Øh… Jeg plejer ikke sådan at udlevere mit privat nummer…«

»Du plejer vel heller ikke at spille pik på liderlige tolvårige transvestitter, der håber på at få lov til at være dit villige feminine stykke sexlegetøj..?«

»Øh… Det… Ikke lige just… Men… Øh…«

»Jeg kan ikke bruge min telefon, for den er låst med et password, så jeg må bede dig om at skrive det på en seddel…«

»Jeg ved altså ikke om det vil være korrekt af mig…«

»Jeg forstår godt dine betænkeligheder, men jeg mener det helt oprigtigt, og jeg lover dig, at du aldrig vil komme i klemme på nogen måder… Forestil dig hvor dejligt det vil blive, når jeg skal slikke dig…«

»Du skal aldeles ikke slikke mig,« tøver hun, og Ernst kan se hendes hånd ryste svagt, da hun hastigt kradser sit telefonnummer ned i en lille skriveblok, magen til den hun havde i uniformen, og række ham den afrevne seddel.
Han ser hendes navn, efterfulgt af et mobilnummer, og putter den kostbare ejendom ned til bomuldstrussen i sengebordets lille skuffe.

»Det har godt nok taget en noget anden drejning, end hvad der var meningen,« smiler hun skævt.

»Det gør ikke noget man af og til tager en lille omvej fra det vante, og oplever andet end hvad man har planlagt,« smiler Ernst.

»En rigtig lille lommefilosof..?« ler hun.

»Selv små lommer kan indeholde guldstykker,« bliver han ved, og blinker kækt.

»Fjollede knægt,« fniser hun.

»Tøs,« retter han. »Jeg er og bliver en tøs, og endda en meget villig en af slagsen…«

Stephanie ler. »Jeg hørte at din mor har været på besøg…«

»Joh… Hun er såmænd sød nok, men jeg tror ikke der er ret mange møbler på øverste etage, og med hensyn til mine så kaldte venner, kunne jeg faktisk godt bruge lidt afstand…«

»Du har heller ikke hørt fra din søster..?«

»Næh… Madam barmfager fortalte mig godt nok, at jeg har en storesøster, der går på High School i England…«

»Jo-jo… Hun hedder Sophia og er seksten… Jeg kan godt kontakte hende hvis du syntes..?«

»Nej, det er der vidst ingen grund til, men sig mig engang… Du er hverken gift eller har en kæreste… Smasker du, eller snorker du meget larmende, for du er godt nok sød… Havde jeg været bare ti år ældre, havde jeg straks inviteret dig ud på byens bedste restaurant…«

»Du er sgu en rigtig lille charmetrold…«

»Ja ikke..? Nu kan jeg desværre blot tilbyde mig som en villig tolvårig pige, og håbe på at du alligevel er en lille smule biseksuel…«

Hun ler højt. »Jeg har altså svært ved at forestille mig dig i kjole…«

»Så bare vent til jeg slipper ud her fra… Hvis jeg altså må besøge dig..?« Han griber hendes ene hånd og kysser den.

»Som pige..? Det lyder sørme spændende…« Hun trækker hånden til sig. »Det vil jeg skam glæde mig til…«

»Så kan du være den strenge politikvinde, som viser mig hvad en politistav også kan bruges til, og jeg kan være den uartige tyvetøs, der trænger til en gevaldig røvfuld…«

Hun sprutter af grin.

»Du ler..? Vent du bare… Jeg vil opsøge dig, og tikke dig om at gøre alt mulig perverst ved mig…«

»Jeg må lige gøre dig opmærksom på, at det er ulovligt at stalke folk…«

»Stalke..? Hvem..? Jeg..? Det kunne aldrig falde mig ind, men tænk en gang… Din helt egen villige slavetøs, som du frit kan bruge til alt hvad hjertet begære…« Han blinker forførende med sit ene øje.

»Den er god med dig…« Stephanie forsøger at virke afslappet, men er mere tændt, end hun længe har oplevet, og da hun vil give ham et helt uskyldigt kys på kinden, skælver hun så meget, at underbevidsthedens dekadente vilje, sender hendes læber på omvej, så hun rammer hans mund i stedet. Hun mærker hans varme tunge lege tagfat med sin egen, og afbryder forskrækket sit forehavende, da hun med en voksens ansvarsfulde nærværelse, indser at drengen jo kun er sølle tolv år gammel. Hun er godt i gang med at overtræde den lov, som hun har gjort til sin dyd at håndhæve, på vegne af de uskyldige små.

Den tidligere kriminelle Lucas har stjålet igen, men denne gang er det hendes hjerte. Hendes moral og anstændighed er blevet punkteret som en porøs badebold, og ligger splattet ud på gulvet uden substans og viljestyrke.

Da hun sætter sig i sin grønne Golf, tænker hun på hvor lækkert det skal blive at komme hjem i bad, og hvor skøn vandet fra det brede brusehoved vil føles mod kussen.

Ernst erindrer ikke at være plaget af nogen fobier, bortset fra en vis utryghed ved højder, men det er vel kun naturligt når benene bliver usikre. Idet hospitalsklovnen Flora dukker op Torsdag formiddag, er han dog lige ved at agere frygt, for at slippe af med den udklædte nar, men besinder sig, og beslutter i stedet at udtrykke sin respekt for hendes gode arbejde. Flora udføre sine bedste fjollerier, i forsøg på at få den tolvårige dreng til at grine, eller i det mindste smile, men da han blot ser overbærende på hende, indser hun at slaget er tabt, og han ikke er nogen helt almindelig dreng.

»Undskyld, men skal vi ikke begynde forfra..?« spørger han. »Jeg heder Lucas, og aner ikke hvem jeg i virkeligheden er, og De kalder Dem åbenbart Flora, og jeg formoder De ikke er idiot i virkeligheden..?«

Hun glor overrasket på den lille fyr, der opføre sig som en distingveret ældre herre, og sætter sig tungt på stolen ved siden af hans seng.

»Tag ikke fejl,« siger han og sender hende sit første smil. »Jeg har skam stor respekt for Deres arbejde, og ved det til tider må være krævende at skulle håndtere særlig medtagede tilfælde…«

Hendes forsøg på at bevare klovnen mislykkes, og de farvede kinder, gumminæsen og den store røde mund krakelere, mens imaget som kommunalt ansat børne-gøgler, er blevet pillet af, som skralden på en saftig moden clementin. I stedet for at få den charmerende tolvårige knægt til at klaske sig på lårene af grin, eller i det mindste more sig bare en lille smule, får hun sig en alvorlig snak med ham.

»Vi minder på sin vis om hinanden,« smiler han. »Vi elsker begge at klæde os ud, skønt Deres udklædning er betydelig mere prisværdig end min…«

»Virkelig..?« Flora lyser op i et bredt kollegialt smil, der ser temmelig grotesk ud med den store rødmalede mund.

»Joh, De trækker i Deres klovnekostume, for at give børnene lidt lys i en mørk tid, mens jeg blot vil kaldes Julie, og nyder at klæde mig i pigetøj, fordi det gør mig liderlig…«

Flora ligner en der har glemt sin flødeskumskage, men noget i den underlige drengs ublufærdige væremåde, får hende alligevel til at gå fra hans stue i opløftet tilstand, med fornyet virkelyst, og megen undren.

»Nåh Lucas,« begynder lægen i en let og frisk tone. »Går det bedre med hukommelsen..?«

»Jeg husker ganske tydeligt, at De spurgte om det samme i går, men ellers ikke… Derimod driller øjnene når jeg forsøger at læse… Det skulle forbydes at trykke bøger med små typer…«

»Nu er jeg ikke øjenlæge, men måske vi skulle kontakte dine forældre, og høre om du plejer at bruge læsebriller..?«

»Og i så fald vil jeg sætte pris på, om De vil bede min Fru moder om at medbringe et eksemplar af disse okulære hjælpemidler…«

Lægen der altid ser frem til sine små møder med drengen, ler højt. »Det skal jeg sørge for… Er der ellers noget du er kommet til at tænke på, eller har du fornemmet eventuelle ændringer..?«

»Ikke det fjerneste,« svare han overbevisende, idet hans tanker omkring reinkarnation og besættelse af drengekroppe, muligvis vil kunne få ham ud fra denne afdeling, men til gengæld og med stor sandsynlighed, overlade ham i selskab med Napoleon Bonaparte og Dronning Victoria, på en lukket gak-gak-anstalt, hvor dagens højdepunkt er når man fyldt med sjove små piller, får lov til at dybdeanalysere en blækklat.

»Godt… Så kan jeg glæde dig med vi har en plads til dig på en stue med tre andre drenge…«

Han havde håbet på at blive på enestuen, men havde forberedt sig på muligheden, og kan præsentere et rimelig neutral fjæs.

Han kommer til at ligge i vinduessiden ud mod parkeringspladsen, over for en lille dreng med tyndt lyst hår og klare blå øjne, der ser både mismodig og skræmt ud. I skabssiden der vender ud mod gangen, er der en lille håndvask, og et fastmonteret stålbord, samt yderligere to senge. I den til venstre for ham, ligger en tilsyneladende sovende dreng fuldstændig gemt under dynen, og i sengen skråt over for, kan han se en fyr med drop i armen, og mørkt pjusket hår, der kikker nysgerrigt op fra et tegneserieblad.

Da han blev rullet ind på stuen, benyttede han lejligheden til at kikke på deres navnetavler, og ved at den blåøjede hedder Dennis er ti år, den sovende hedder Laust og er tretten, mens ham med tegneserien hedder Mikkel og ligeledes er tretten.

Personalet på hospitalet har været så flinke, at finde en oplade til den iPhone de har fundet i hans lomme, og håber vidst på, at han ad den vej får mirakuløst gang i hukommelsen. At der så ikke er nogen der har skænket den tanke, at han ikke kan huske koden der låser vidunderet op, er vel hvad man kan regne med blandt et stresset personale. Med kun tre forsøg, ud af titusinde kombinationsmuligheder, før den uigenkaldelig låser, er det omsonst at bruge tid på den. Første gang den ringer, er det en eller anden tåbelig knægt med et begrænset ordforråd, der begynder samtalen med at gale: »Hva`så..?«

»Wenn Sie durstig sind, versuchen Sie, einen Wasserhahn zu finden,« svare Ernst på tysk.

»Ææh..? Lucas..?«

»Det er der nogen der påstår… Hvem har jeg den udsøgte ære at konversere med..?«

»Øh, hvad..? Øh..? Hva`så der mand,« fortsætter fyren, og slår over i noget der for Ernst er komplet uforståelig slang.

Han kunne bede stuekammeraterne om hjælp til oversættelse, men skynder at indholdet af ord udgydelserne alligevel vil være blottet for indhold, og selvom det selvfølgelig ikke er pænt, så afbryder han forbindelsen, for når man alligevel ikke kan kommunikere verbalt, er selv en meget smart telefon pludselig reduceret til en håbløs primitiv skrivemaskine. Det kan for fanden da ikke være meningen, at man skal skrive til hinanden via en telefon? Da den ord-begrænsede åbenbart har misforstået afbrydelsen, og ihærdigt forsøger at ringe igen, prøver han med lige så dårlig succes at få slukket skidtet, men opdager så at tingesten heldigvis kan være i det halvt fyldte vandglas, apropos

“wasser”, og så er problemet endelig løst. Den lille helvedesmaskine er bortgået ved druknedøden.
Dennis er meget stille, men Mikkel vil vide hvem han er, og hvorfor han er der. Relevante spørgsmål, som Ernst selvfølgelig svare på, men et eller andet i hans måde at formulere sig på, får drengen til at klappe i med sine spørgsmål, og genoptage tegneserielæsningen.

Laust vågner, og på trods af hans unge alder, finder Ernst ham både sympatisk og velformulerende, alderen taget i betragtning naturligvis, men fyren er imidlertid temmelig dårlig, og derfor ikke særlig snakkesaglig.

Han har aldrig haft spor imod børn, men vil nødigt selv agere som et, bare for at gøre omgivelserne tilpas, så han tilbringer meget af tiden i opholdsstuen.

Til Ernsts held er svimmelhedsanfaldene helt forsvundet, og han får lov til at komme op, uden at skulle futte rundt i kørestolen, hvis han til gengæld lover at benytte sig af den, hvis han føler den mindste ubehag, eller anfaldene skulle vend tilbage.

Han erkender, at den han i virkeligheden er må forblive en hemmelighed for alle, for med undtagelse af børn og naive konspirationsidioter, der alligevel tror blindt på alt, bare det er tilstrækkeligt tåbeligt, er der ingen der i deres vildeste fantasi, ville kunne fatte hans vanvittige virkelighed, inklusiv ham selv.

Det bliver besøgstid, og Ernst, eller nok snare Lucas, får besøg af den forvirrende plastikkirurgerfrue, der har medbragt et par briller med et hæslig sort plastikstel, som han selv skulle have valgt, men dog nægtet at bruge, men eftersom det kun er læsebriller, og han med eller uden dem, alligevel knap var i stand til at læse to sammenhængende ord, har de lagt i deres etui, og rodet mellem alt mulig andet skrammel i en kommode.

Han tester brillen og takker, da han nu kan se selv de mindste typer i en avis han har købt i hospitalskiosken. Så putter han dem i sin skuffe, og gelejder behændigt sin gæst ned i opholdsstuen, for at Mikkel, Laust og Dennis kan få en hyggelig stund i fred med deres familier, uden at samtlige fædre behøver at lade sig distrahere af Annies bryster.

Lucas stiller sin mor de spørgsmål, som Ernst har om storesøsteren og faderen, hvilket gør ham en anelse klogere, uden det dog kan bruges til ret meget andet, end at føje lidt mere til helhedsbilledet. Annie er mest fortørnet over han ikke kan huske at hun drikker te, men ikke kaffe, og Ernst tilpasser sig den passive lyttende naivitet med de gode manerer, der langsomt er begyndt at gøre den plastikimplanterede frue nogenlunde tilpas, og ikke mindst omgængelig.

Han går tilbage til stuen, hvor gæsterne nu er gået, og er for en gang skyld udmærket tilfreds med den lange standardiserede hospitals-slåbrok, der ganske belejligt skjuler hans stigende og faldende erektion. Han kan se at Laust er begyndt at få det markant dårligere, og lettere forarget over at, i hvert tilfælde, Mikkel ikke har reageret, tilkalder han en vagt. Snart er der en ivrig røre omkring drengens sygeseng, og det ender med han hastigt bliver kørt ud ad stuen. Det er for meget for Dennis der begynder at græde, så Ernst sætter sig over til ham, og griber hans hånd.

Han behøver ikke at være tankelæser for at opfatte ordet: “pattebarn” i Mikkels infantile bevidsthed, men hvad ville han selv have tænkt da han var tolv eller tretten? Det lader i midlertid til at trøste Dennis, og da Ernst tilbyder at læse højt for ham, fra en af de bøger han har liggende på sin lille hospitalskommode, lyser han ligefrem op i et smil.

En tid kort efter Ernst var gået på pension, læste han højt som frivillig på det lokale biblioteks børneafdeling, og var efter sigende ret god til det, hvilket selvfølgelig styrkede hans selvtillid og mod i en grad, så han turde lægge hele sin sjæl i oplæsningerne.

Ernst tjekker skriftstørrelsen i bogen, og regner ikke med der vil blive problemer, så han hopper op i sengen ved siden af Dennis, der kan se det hele for sig, når den ældre dreng laver stemmen om, så den passer til de forskellige karakterer.

En sygeplejerske med spids næse, lyserøde runde briller og knaldrødt hår kikker ind, og stopper op mens hun betragter de to drenge. Hun føler sig rørt over hvor sødt Lucas tager sig af den lille Dennis, og smiler i varm respekt for den empatiske dreng.

»Nåh, I hygger rigtig,« siger hun og lægger en arm på Dennis ene skulder.

»Vil du være med..?« spørger Ernst og kikker op. »Der kan godt være en mere…«

»Ellers tak,« ler hun, og roder op i hans hår. »Jeg kom bare for at sige, at der nok går en dag eller to, inden Laust kommer tilbage…«

»Jeg håber han gør..?« Ernst ser hende alvorligt og indforstået i øjnene.

Hun har aldrig følt tankelæsning være så virkelig som i dette øjeblik. Hans blik er et spejl til en skræmmende forståelse og indsigt, der ikke burde findes i en dreng på blot tolv år, og uden at udveksle et eneste ord, behøver hun blot at give hans skulder et let tryk, men tilføjer så alligevel: »Det er jeg sikker på… Der var en lille krise, men det ser meget bedre ud nu…«

»Læs nu,« plager Dennis, der ikke har opfattet andet end en afbrydelse i den spændende historie.

»Javel,« siger Ernst, og blinker til sygeplejersken, der stryger hans ene kind med ydersiden af sin hånd, og nynner en ukendelig strofe fra en eller anden popsang, hvorpå hun forlader stuen, mens Ernst forvrænger stemmen og giver den som skummel forbryder. Med en kort afbrydelse, hvor han alligevel må hente brillerne, fortsætter han med at læse. Efter en lille times tid, trækker Dennis vejret tungt, og Ernst kravler forsigtigt ud af sengen, stikker fødderne i et par af hospitalets billige sandaler, og går ud på gangen, hvor han finder en termokande, og tager sig en kop kaffe.

»Drikker du også kaffe..?« spørger en skallet læge, med en blodtryksmåler i sin ene hånd, og ser med undren på ham.

»Aldeles ikke, jeg tjekker bare om den er for varm til et fodbad,« bedyre han alvorligt.
Lægen griner skvaldrende, og haster videre hen ad gangen.

Klokken ti næste formiddag, har han en tid hos en terapeut han ikke tidligere har set. En kvinde i begyndelsen af halvtredserne, hvis tørre væsen er så blottet for livsglæde, at han tænker hun burde skifte karrieren ud med noget inde for begravelsesvæsnet. Ernst kommer af en eller anden grund til at tænke på Sigmund Freud. Den store psykoanalytiske Guro, der hævdede at børns erotiske bindinger til forældrene, samt de heraf følgende konflikter, former deres personlighed for resten af livet. Gad vide hvordan denne kvinde vil reagere, hvis han fortalte om sine erotiske bindinger?

Det var muligt han trådte sig selv over fødderne, men det kunne faktisk være lidt morsomt.

»Hvis du forsøger at tænke på din barndom, hvad føler du så..?« spørger hun let slæbende, og Ernst kan ikke lade være med at smile, da han så småt venter hun også begynder at gabe.

Han har sat sig i en magelig lænestol, og beslutter at lege med. »Hvis jeg tænker på noget der ikke eksistere..? Tja, så føler jeg mig vel tom… Skulle jeg komme med et bud, vil det være det rene gætværk, men hvis De er interesseret i at vide hvor udviklet min fantasi er, skal jeg da gerne fortælle Dem en historie… Er De til realisme, eller noget mere avanceret..? Måske en lille erotisk fantasi med mig hovedrollen..?«

»Har du mange af den slags fantasier..?«

»Jeg er overbevist om at jeg ikke har lidt under incestuøse overgreb, så den vej kan vi godt lukke med det samme,« begynder han, og fortsætter, da han aner at kvinden er ved at vågne op, eller også er det bare en ophobning af gas i maveregionen. »Men jo… De sidste par dage har jeg fantaseret om alt mulig frækt, og er konstant liderlig…«

Kvinden må have hørt temmelig mange betroelser gennem årene, men alligevel aner Ernst en lille opskræmt trækning i hendes mundvig.

»Fantasier..? Er det noget du kan beskrive nærmere..?«

»Har De noget imod jeg tager alt tøjet af og onanere imens..?«

»Det… Øh… Det syntes jeg du skal vente med til du er alene… Kan du ikke bare fortælle om disse fantasier i korte træk..?«

»Så beholder jeg tøjet på, og lader pikken forblive uberørt… Hvis De derimod føler Dem opstemt, skal De endelig ikke holde Dem tilbage… Det er jo Deres kontor, så det er Dem vel forundt at masturbere så meget De lyster… Siden jeg så min mor for første gang, hvilket vil sige i tirsdags, har jeg haft en næsten uimodståelig lyst til at have gensidig oralsex med hende, eller bare kneppe hende…«

»Og det at hun er din mor, frastøder dig ikke..?«

»Frastøder..? Sig mig, har De set den kvinde..? Syntes De hun virker frastødende..? Men jo… De familiære forehold betyder selvfølgelig noget… Jeg har trods alt en smule pli… Jeg fantasere i øvrigt også om mænd…«

»Om mænd, men ikke din far..?«

»Jeg har ikke truffet ham endnu, så det kan jeg ikke udtale mig om… Hvis han er et usympatisk dum svin, vil jeg nok betakke mig, men derfor kan han jo godt have en lækker pik… Mest af alt, fantasere jeg nemlig om pikke… Dejlig store stive pikke… Når jeg masturbere, forestiller jeg mig nogen gange, at jeg ligger bundet i pikant pigeundertøj, og med en stor pik-formet dildo eller gag i munden… Sådan skal jeg ligge mindst en time, og så kommer der to nøgne veludrustede mænd, der begynder at kæle for mig… De tager mig på samme tid i begge mine villige huller, og mens den ene tømmer sig i min røv, kommer den anden i munden på mig, og lader mig sluge klatten… Først når jeg har tilfredsstillet dem begge flere gange, bliver jeg sluppet fri og får lov til at spille den af på mig selv…«

Det ser ud som om kvinden også sluger et eller andet, men om det er hjertet eller hendes stolthed er umulig at afgøre. Det er sikkert ikke mange af den slags tilståelser hun får, og måske var det en fejl at fortælle hende så meget, men det både more og pirre ham. Den dreng han bor i er jo spræng fyldt med hormoner, og er lige ved at flyde over med sædceller.

»Du nævnte noget om pikant undertøj… Vil du fortælle noget mere om det..?«

Tilbage på sporet. Hun er ikke sådan lige at slå ud.

»Jo-da… Tro endelig ikke at jeg føler mig som pige… Min eventuelle undertrykte frustration over at være født i en forkert krop, behøver du heller ikke gå i dybden efter… Jeg er transvestit, fordi det gør mig liderlig at være fræk og feminint klædt på, og vide at mændene gerne vil have sex med mig… Jeg er nok også mere hetero- end homoseksuel… Jeg forelsker mig i piger, men elsker pik…«

»Du har ikke selv nogen ide om hvorfor du har det sådan..?« spørger hun, og føler sig sikker på at være tæt på en sandhed.

»Nej… Du er sikker på, at du ikke har lyst til at se mig spille pik..?«

»Helt sikker… Hvis du skulle gætte, hvad tror du så der giver dig lyst til at klæde dig som pige..?«

»Det føles rigtig,« nikker han. »Lige så rigtig og dejligt, som at slikke fisse og sutte pik, eller blive taget hårdt i røven som en tøs… Har De aldrig fantaseret om store stive pikke..?«

»Øh… Nu er det jo ikke mig det drejer sig om…«

»Det er i høj grad også Dem det handler om… Vi er ikke små kontrære individer på en selvstændig kurs mod frelse, men en symbiose af sociale væsner, der i helhed udgør den verden vi alle stræber imod… Fortæl mig ikke, at De ikke har lyst til at mærke et stort tyk lem i Deres fisse, eller i det mindste har haft seksuelle fantasier om det… Eller er Deres inderste ønske at eje en mandlig slave, der klare alt det huslige arbejde, og kryber for Deres fødder i soveværelset hele weekenden..? Hvad med en lydig trans-slavetøs på kun tolv somre, som de kan bruge til alt mulig perverst..?«

»Øh… Jeg… Jeg tror vi holder for i dag…«

Ernst ser at kvinden ryster svagt på højre hånd. »Jeg lærte vidst en gang, at tanker er frie, og det er ens adfærd og opførsel der dømmer os… Et er hvad vi fantasere om, og noget andet er hvad vi faktisk foretager os…«

»Det kan der være noget om.« Hun rejser sig og viser dermed at mødet er forbi.

Ernst smiler mildt. »Jeg erindrer intet fra før jeg blev indlagt, og tror ikke på at disse seancer føre til noget… Det De forsøger at finde frem, eksistere ikke… Hvis jeg en dag i fremtiden husker min barndom, er jeg overbevist om også at forstå det liv jeg er blevet givet… Som det er nu, må jeg leve som den jeg er… Hvis De derimod får lyst til at dominere mig seksuelt, stiller jeg mig gerne til disposition… De kan forlange at se mig masturbere min stive tissemand, eller slikke deres våde kusse… De kan sige at jeg skal kneppe Dem, eller sutte mig til udløsning, men spild ikke tiden med forsøg på at sætte mig i en af Deres psykoanalytiske kasser, eller stemple mig som en farlig utilregnelig med psykopatiske tendenser… Jeg passer simpelthen ikke ind i Deres verdensbillede…«

Han tager hendes hånd, kysser den mens han nejer dybt og feminint, hvorefter han forlader hendes lille konsultation.

Dagens psykologiske skærsild er brændt ud, og spændt på om hun ønsker at se ham igen, samt i forvisning om hun skriver et notat om hans abnorme seksualitet, vender han tilbage til afdelingen, hvor der i mellemtiden er blevet middag.

Han vælger at spise i opholdsstuen.

Resten af dagen bevæger han sig rundt på afdelingen, og taler med dem der har tid, hvilket mest er de indlagte i voksenafsnittet.

Han besøger også et par børnestuer, og som et alternativ til Flora, læser han højt for nogle af dem, og må love at kikke forbi igen.

Aftensmaden indtager han i selskab med drengene på sin egen sygestue. Det er ikke ligefrem gourmetmad, men dog langt fra hundeæde, så det glider ubesværet ned, og frugt desserten er lige noget der passer Dennis.

Ud på natten vågner han ved at den lille dreng græder igen, og går atter over for at trøste ham.

»Er det Laust du tænker på..? Han skal nok klare den…«

»Jeg savner min mor,« snøfter drengen, og sætter sig op i sengen, som om han har tænkt sig at hoppe ud på gulvet og løbe hjem.

»Det kan jeg godt forstå… Jeg så dine forældre i eftermiddags, og de ser søde ud…« Ernst kikker over mod Mikkel der sover tungt, og sætter sig op på kanten af Dennis seng, så han kan give ham et knus.

»Hvor længe skal jeg ligge her i den dumme seng..?«

»Ja, den seng er sgu da ikke for smart,« håner Ernst. »Jeg har faktisk aldrig set så ubegavet en seng før…«

Dennis fniser, så snottet står ud ad næsen på ham.

Ernst ler, og finder noget papir så han kan pudse den.

»Du skulle prøve at tænke på den sødeste pige i din klasse,« opfordre Ernst, og sætter sig på stolen ved siden af sengen. »Det gør jeg altid når jeg bliver lidt ked af det…«

»Mathilde er altså ikke min mor,« svare Dennis trist.

»Det ved jeg godt, men hun er helt sikkert smadder sød… Nogen gange hjælper det at tænke på en rigtig sød pige, og lege med sin tissemand imens…«

»Du er skør,« fniser Dennis.

»Jeg syntes det er rigtig dejligt at lege med min tissemand… Bliver din aldrig stiv..?«

»Joh,« tøver drengen. »Nogen gange…«

»En tissemand har kun godt af at blive malket… Hvad siger du til at jeg malker din tissemand, og så nøjes du med at tænke på Mathilde..?« Ernst blinker hemmelighedsfuld.

»Du er altså skør,« fniser Dennis igen.

Ernst stikker sin hånd ind under hans dyne, og opdager at drengens lille pik allerede er hård.

»Jamen du er jo allerede liderlig… Hvor flot, og sikke da en dejlig stiv tissemand du har…«

»Det… Det må man ikke,« stammer Dennis forskrækket.

»Hvis du helst vil være fri, så skal jeg nok lade være, men du kan jo godt lide det, og så jeg er jo ikke en fæl voksen mand, der lugter af øl og gammelost,« siger Ernst, og tænker at han inderst inde er en pervers gammel gris, der savner smagen af en fyldig mørk øl, og en prima lagret ost.

Dennis klukler, og skuler tøvende.

»Du skal ikke være bange,« smiler Ernst. »Jeg siger det ikke til nogen… Luk nu bare øjnene og slap helt af, mens du forestiller dig at det Mathilde der hygger om dig, så skal jeg gøre det rigtig rart for dig…«

Dennis fniser stille, og en anelse skræmt, men lukker øjnene som foreslået.

Ernst bukker sig ned, og stikker hele overkroppen ind under dynen.

»Hvad..? Hvad laver du..?« spørger Dennis.

Ernst svare ikke, men finder hvad han søger, og tager pikken i munden.

Det er langt fra en mandepik, men når man nu trænger så brandende, er selv en lille stiv drengepik helt vidunderlig at sutte på.

Han mærker den lille fyrs lidt kejtede hænder, lægge sig forsigtigt om sit hoved uden på dynen.

Ernst har hele sit voksne liv været en fænomenal pik sutter, og den tiårige dreng, der absolut intet har at sammenligne med, ved kun at det der sker er ubeskrivelig dejligt.

Det rykker i nosserne, og en skøn forløsning strømmer gennem hans kramperystende krop.

Ernst mærker hans udløsning sprøjte mod ganen og ud over tungen, men venter med at synke den til han er færdig.
Det har en let nøddeagtig aroma, og smager så herligt efter mere, at det har fået hans egen pik til at stå i den ucharmerende hospitalstrusse.

Han kravler ud igen og smiler til den nu rødmende lille dreng. »Tusind tak Dennis… Det smagte virkelig dejligt…«

»Spi… Spi… Spiste du det..?« Dennis er dybt fortørnet.

»Ja, selvfølgelig… Jeg er vild med at sutte pik… Du skal nok ikke fortælle det til alle mulige, og især ikke Mathilde…« Ernst blinker til drengen.

»Heller ikke far og mor,« mener Dennis.

»Nej, nok heller ikke dem… Jeg syntes du er en sød og fornuftig dreng, så du ved godt at mange vil syntes det er lidt ulækkert, men ikke du og jeg, vel..?«

Drengen rækker ud efter ham, og de giver hinanden et knus, mens Ernst igen lytter til Mikkels tunge vejrtrækning.

»Jeg vil sutte din lækre pik lige så tit du har lyst…«

Dennis lægger sin kind mod hans.

»Hvad siger du til jeg læser lidt i din bog..?«

»Årh, gider du..? Sejt mand…«

Ernst henter brillerne, hopper op i sengen med bogen som han kan holde med venstre hånd, og samtidig putte sin højre ned i Dennis underbenklæder, for at holde blidt om hans varme kønsorganer, mens han læser med behersket stemme, for ikke at vække Mikkel. Dennis nyder den intime nærkontakt, og da Lucas klemmer og ælter så dejlig blidt, skammer han sig slet ikke over at få stiv tissemand igen. Lucas kysser ham på næsetippen, og forsvinder ned under dynen som tidligere, og Dennis bliver slet ikke forbavset, da han atter mærker et par blide varme læber om tissemanden. Der går længere tid denne gang, men det er stadig rigtig dejligt, og først da han endnu en gang er kommet, dukker Lucas også op.

»Sikke du kan,« smiler den store dreng, og kysser ham lige mellem kinden og læberne, og berøre dermed begge dele.
Dennis føler sig beruset af glæde, og gengælder kysset, men gør det rigtigt på munden. Det er hans første kys, ud over mor og far, og så er det endda en dreng, og slet ikke Mathilde, som han nogen gange fantasere om at kysse med.

Ernst må springe et stykke tilbage i bogen, for at Dennis kan huske noget, men så starter han læsningen, og lægger igen sin frie hånd om hans køn. Denne gang bliver pikken ikke helt så stiv, men det er nu dejligt alligevel. Langsomt forsvinder Dennis nærvær og opmærksomhed med fortællingen.

Da han en lille halv time efter er gledet over i søvnriget, lægger Ernst sig over på sin egen seng, kaster slåbrokkens flapper til side, og giver sig til at onanere. To gange drenge sperm inden for ganske kort tid, er vel ganske godt scoret?

»Hvad fanden… Spiller du pik..?« kommer det pludselig ovre fra Mikkel, der åbenbart er vågnet.

»Ja,« hvisker Ernst højt. »Jeg er sgu så liderlig…«

»Klart nok,« griner Mikkel fjoget, og lyder som om han overvejer sit eget mod, men alligevel ikke tør følge trop, og må nøjes med at sætte sig op på albuerne for at se på.

»Hvad med dig..?« lokker Ernst, og vipper provokerende med sin væskende stive pik. »Skal jeg sutte den af på dig..?«

»Ad, hvor klam,« stønner Mikkel foragteligt, og tror åbenbart han laver sjov.

Ernst fornemmer det er bedst ikke at presse yderligere på, og fortsætter med at file løs, mens spermen skyder op over Lucas nøgne overkrop.

Overlægen kikker selv ind Mandag formiddag, da han mener at Lucas ikke bare er lidt af et mysterium, men også et yderst interessant tilfælde, for uden andre symptomer end manglende hukommelse, er det umuligt at finde en diagnose. Den kortvarige hyper hjerneaktivitet drengen blev indlagt med, har ikke vist sig igen, og alt syntes at være stabiliseret til normaltilstand.

Annie kommer om eftermiddagen, og møder sin underlige søn i opholdsstuen, hvor han sidder fordybet i Hemingways fiktive univers.

»Hvad i alverden er dog det du har der..?« spørger hun dybt overrasket.

»Det er sådan et genialt objekt, der hovedsageligt består af papir, som er trakteret med en passende mængde bogstaver i form af ord, under betegnelser som adjektiver, substantiv og verber, der til helhed udgør sammenhængende sætninger, afsnit og kapitler, og som et udvalg af verdens skarpeste hjerner, i deres grænseløse visdom, har valgt at kalde en bog…«

»En hvad for en..?«

»En bog mor,« siger Ernst træt og lægger den fra sig. »Sådan en tingest der er beregnet til at læse i… Den består af praktisk nummererede sider, der giver brugeren den forrygende fordel, at vide hvor langt man er kommet i læsningen…«

»Jeg ved sgu da godt hvad en bog er… Er det nødvendigt at tale sådan..?«

»Undskyld mor… Jeg er nok bare lidt understimuleret… Jeg kan jo ikke ligge og onanere hele dagen…«

»Hvordan kan du sige sådan noget sluder..?« spørger hun med et strejf af moralsk anstød.

»Det er så sandelig ikke noget sluder,« driller han og ser forfærdet på hende. »Hvis jeg leger konstant med pikken, vil den bare blive øm og misfarvet…«

»Jeg taler sgu da ikke om din… Din…« Hun kikker på bogryggen. »Du er så underlig Lucas… Du siger da ikke at du læser Ernest Hemingway..?«

»Jeg kunne ikke finde nogen Anders And blade,« smiler han påtaget sørgmodigt.

»Det er da for dårligt,« mener hun, og har åbenbart ikke fanget ironien. »Og så på en børneafdeling…«

»Nej, ikke sandt..? De har heller ikke ugens rapport eller weekendsex,« siger han, og spiller stadig trist, uden at ane om bladene stadig kan købes, for selv i 2006, var det mange år siden han havde købt porno.

»Den slags blade høre heller ikke til på et hospital,« understreger hun, og han venter på at hun også stamper i gulvet med et fnysende: “Basta”, men det udebliver.

»Men det er faktisk en glimrende bog… Jeg klager skam ikke,« smiler han fra øre til øre, for at understrege sin oprigtighed, og gider ikke en gang foreslå hende at læse bogen. Fordomme eller ej, så føler han sig sikker på, at den eneste litteratur den kvinde nogensinde kaster sig over, er den der findes i de kulørte sladderblade.

»Men hvordan har min søde mor det..?« Han glædes over at se, at kvinden faktisk er i stand til at smile, og spiller med overbevisning hovedrollen i det absurde teater, han nu er blevet en del af. Den amnesi ramte dreng med personlighedsforstyrrelse, der i kærlig resignation viser kvinden interesse, og kalder hende for mor. Han husker tiden i skolen, hvor de en gang om året holdt en fest. De små klasser optrådte altid med sanglege eller musikalske indslag, og de store opførte et skuespil. Et år var han tildelt hovedrollen som Robin Hood, og midt i en seriøs fægtekamp med selveste Sheriffen af Nottingham, der blev spillet af hans bedste ven Leif, kom han i sin indlevende begejstring til at ramme et træ med rundstok-kåren, så det væltede frem mod publikum, og selvom det kun var lavet af pap, med et bærende træskelet, så lavede det et højt brag, da det ramte og smadrede en af de gulvmonterede scenelamper. Et øjeblik var der tavst som i graven, men så deklamerede Ernst med højtidelig røst: “Selv træerne i Sherwood, kan ikke modstå min skarpe klinge.” Latterbrølet fra salen bredte sig til scenen, så Leif næsten ikke kunne gennemføre den drabelige og ellers meget alvorlige kamp. Ernst var overbevist om at få en skidebalde af klasselærer Mortensen, der stod for instruktionen, men fik i stedet ros for den munter improvisation. Mortensen puslede endda senere med en omskrivning af stykket, der skulle gøre det til en decideret farce, og hvor drenge og piger skulle bytte roller, men den ide var skolens konservative ledelse så sandelig ikke med på, og det hele faldt til jorden. Efter Ernst forlod den gamle kommuneskole, fortsatte han et par år på den lokale amatørscene, inden han besluttede at lægge skuespillerriet på hylden.

Indtil nu altså.

»Jeg har det skam fint lille skat,« siger Annie vagtsomt, idet hun slet ikke begriber hvad der er sket med hendes lille dreng.

Hendes lille flabede møgunge.

Længe har hun ikke anet sine levende råd, og hos Mark var der ikke megen hjælp at hente, for han ville bare sende drengen på opdragelsesanstalt.

Som om det var en løsning?

Noget, eller rigtig meget faktisk, var ikke som det plejede at være.

Slet, slet ikke som det plejede at være.

Hun havde set flere film, hvor hukommelsestab indgik, og nu havde hun det helt inde på livet, og kunne ikke finde ud af, om hun skulle mene det var forfærdeligt eller godt.

Det var selvfølgelig trist at han ikke kunne huske noget, men hvor var han dog blevet sød og betænksom.
Lille kære Lucas.

Ernst bringer endnu en gang det faderlige ophav på banen, men Annie påstår manden befinder sig i Japan, hvor han deltager i en meget vigtig kongres om brandsårsbehandling. Noget der selvfølgelig er langt vigtigere for faderen, end sin egen søns velbefindende.

Ernst aner ikke hvor meget denne mand ved om den hjemlige situation, men ud fra det faktum, at der ikke en gang er kommet en hilsen fra ham, og Annie tilsyneladende befinder sig i Langtbortistan, begynder han at forstå det svigt Lucas må have følt, og hvad der kan være kimen til den kriminelle løbebane.

Arme stakkels fyr.

Han hverken kan eller vil, være den dreng de havde, og sikkert heller ikke den dreng de ville ønske de havde, men derimod ligger verden åben for helt nye udfoldelsesmuligheder. Det vil jo være nærmest respektløst, ikke at leve det bonus-liv han har fået foræret, selvom omkostningen har betydet, at en ung dreng måtte lade livet, med mindre fyren befinder sig i bedste velgående i en parallel verden, eller i 2006, i en gammel mands krop. Denne pludselige tanke, er så skræmmende, at han med et føler sig sjælelig utilpas.

Ville den gamle Lucas ikke have opsøgt sin familie, og forsøgt at forklare han var fanget i en gammel oldings hæslige krop?

Hvis han så sig selv i spejlet lige nu, ville der så ikke befinde sig en mastodont hovedbeklædning af aluminium på hans barnlige hoved?

»Jeg havde en meget livagtig drøm,« lyver han, og fortsætter alvorligt. »Da jeg blev født, eller måske et år før, har du og far så haft besøg af en gammel forstyrret mand..?«

»Hvad taler du om..?« Annies små grå brikker syntes et kort øjeblik at være på overarbejde.

»En gammel mand der påstod han var din og fars søn..?«

»Hvad i alverden vrøvler du om..? Du bliver vel ikke dårlig..?

»Jeg har det fint… Det siger dig slet ikke spor..? Heller ikke navnet Ernst..?«

»Ernst..? Ham med den bog du læser i..?

»Nej ikke Hemingway… Bare Ernst..? En gammel mand i halvfjerdserne..?«

»Nej, men jeg skal forresten hilse dig fra Frederik…«

»Prinsen..?« spøger han en anelse lettet.

»Nej dit sludrehoved… Frederik Mikkelsen fra nummer tre… Du og din søster besøgte tit ham og hans frue da I var mindre… Han havde den her Golden Retriever… Hvad var det nu den hed… Jessy… I var helt pjatte med den…«
Annie har tydeligvis glemt alt om hans lidt sære spørgsmål, og samtidig bekræftet, at der ikke var noget der tydede på drengen var dukket op i hans gamle hylster, for ville det ikke være noget man huskede?

Der var desværre også den mulighed, at staklen var blevet så chokeret over at vågne som Grauballemandens fætter, at han havde fået et slagtilfælde. Den tanke var heller ikke til at holde ud, men imidlertid ikke noget han hverken kunne ændre på, eller få opklaret nu.

Han overvejer at lette på sløret for sit kommende liv, og de forandringer det vil betyde for familien, men beslutter det vil være bedst at vente til han kommer hjem, og han bedre kan tage vare på moderen.

En sygeplejerske fortæller at det går rigtig godt med Laust, og hvis han fortsat er stabil natten over, kan de regne med han kommer tilbage til stuen næste eftermiddag.

Ernst klapper, og følges straks op af Dennis, med Mikkel haltende bagefter, og vis mest fordi han føler sig udenfor.

»Gud hvor er jeg liderlig,« sukker Ernst, da de bliver alene.

De to drenge ler.

»Jamen jeg mener det virkelig… Jeg kunne virkelig godt bruge en stor stiv mandepik eller to… Få dem i begge huller på samme tid…«

»Hold kæft hvor er du klam mand,« mener Mikkel.

Dennis rødmer og dykker ned bag sin dyne, som frygter han der vil komme nogle pinlige sandheder på bordet, men Ernst vil selvfølgelig ikke gøre den lille dreng forlegen, selvom han er rimelig sikker på, at fyren mægtig gerne vil have den suttet af. Når først man kan i den alder, så kan man hele tiden. Med hensyn til Mikkel, er det muligt han godt kunne klare et friskt lille blowjob, men som en hver anden teenager, er han selvfølgelig belastet med pubertære usikkerhed. Nu er det jo trods alt et hospital de befinder sig på, og ikke i en swingerklub, så det ville faktisk have overrasket ham en hel del, om de gavmildt havde tilbudt deres pikke.

Personalet begynder at kalde Ernst for den lille professor, og da han gennem tiden er blevet kaldt langt værre ting, føler han sig faktisk smigret, skønt han egentlig hellere vil kaldes for Julie.

Om aftenen når de andre drenge sover, lister han sig over til Dennis, hvor han siddende på hug i skjule for sengen, kravler halvt ind under dynen og finder hans lille tissemand. Drengen vågner altid når han begynder at sutte på den, men falder hurtigt i søvn igen, efter at være kommet.

Lucas mor, eller Annie, forære ham en helt ny iPhone, og Ernst gætter på det er fordi kvinden sidestiller en manglende mobiltelefon med en amputeret legemsdel. En teknologiafhængighed der har bredt sig som en smittefarlig pest blandt menneskeheden, og syntes større end nogen sinde.

Den eneste på stuen der får hans telefonnummer er Dennis, og sammen med nummeret får han også et godt råd, om at holde sig fra SMS`er, der ikke kan tåle at blive læst af hans far og mor. Det betyder selvfølgelig ikke, at de efter hospitalsopholdet, ikke kan mødes og lege sutte-lege, men det er helt op til Dennis om han har lyst til det.

Fredag morgen bringer overlægen ham den gode, men også lidt skræmmende nyhed, at eftersom han er helt stabil, og der tilsyneladende ikke har været tegn på tilbagefald siden indlæggelsen, er det blevet besluttet at sende ham hjem, i håb om hans hukommelse vil vende tilbage i de hjemlige kendte omgivelser.
Historien fortsætter under reklamen

Ernst ved bedre, men den viden er klogest at holde for sig selv, så han nikke respektfuldt til manden med de gode intentioner, og desuden er det lidt over en uge siden han vågnede som en tolvårig dreng.

Han trænger virkelig til forandringer, og det er i mere end èn forstand.

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

19 kommentarer

1. Dksub

   06/08/2022 kl 17:41

   Yderst pirrende historier – det har ikke gjort min lyst til at være sammen med en trans mindre, tværtimod.

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     06/08/2022 kl 21:01 - som svar på Dksub

     Glæder mig at kunne pirre dine lyster, og så er det jo bare, om jeg så må sige, springe på… 🙂

     3+

     Besvar kommentar
     • Anonym

       06/08/2022 kl 21:13 - som svar på Tina Bizarre

       Tak

       1+

       Besvar kommentar
   • Intheheat

     15/11/2025 kl 15:07 - som svar på Dksub

     Verkligen en fræk læsning ikke uden at man bliver liderlig

     0

     Besvar kommentar
2. Emil

   21/09/2021 kl 13:41

   Genren er ikke lige min. Men jeg morede mig gevaldigt. Jeg takker.

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     23/09/2021 kl 13:29 - som svar på Emil

     – så er målet næsten nået… 🙂

     1+

     Besvar kommentar
3. Tiffy

   18/09/2021 kl 22:54

   En i særdeleshed fantastisk historie så langt, og jeg ser frem til Julie’s fremtidige eventyr, baggrunden er koncis og fortalt med indskud af sarkasme,  opgivende halvgalde, og logik blandet i så humoristiske termer at jeg spruttede af grin flere gange, over Ernst s udbrud, og over Juliucas’ beskrivelser og observationer. Jeg ser frem til de videre kapitler med stor iver, og kan kun sige at jeg kan nikke genkendende til flere steder, hvor både Julie og Lulu, rammer meget tæt på det lokale farvand, og de holdninger de begge observerer i deres respektive omgivelser i forhold til deres egne både forskellige og ensartede situationer

   4+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     20/09/2021 kl 13:43 - som svar på Tiffy

     I ydmyg beskedenhed, en blomstrende anmeldelse der kan få ørerne til at gløde, og smilet til at være faretruende nær på at flække begge kinder.
     Jeg takker for de prægtige ord, og danser eksalteret mens jeg mentalt citere et lille japansk haiku. 🙂

     1+

     Besvar kommentar
     • Tiffy

       20/09/2021 kl 23:58 - som svar på Tina Bizarre

       Må sige at med så fangende en skrivestil, og så udsøgt et brug af både sprog og humor, behøver der ingen ydmyghed, eller beskedenhed, jeg ser med længsel frem til de kommende afsnit a historien, og håber at julie/Lucas ender med at blive lige så glad i det nye liv de har fået sig tildelt, som Lulu virkede til at være blevet det med sin skibsmand,.

       Med ivrig klappen i mine hænder, efter mere.

       Tiffy

       3+

       Besvar kommentar
4. Anonym

   16/09/2021 kl 0:25

   Nøj for den da…, ikke lige det jeg havde ventet, selvom du jo starter med en forklarende indledning. Men du fastholder interessen, på en måde – og med begejstring har jeg fortsat læsningen fra start til slut. Jeg ville gerne kunne læse en fortsættelse, men tak for fortællingen.

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     16/09/2021 kl 16:55 - som svar på

     Tusind tak for “roserne”. Der kommer tre kapitler mere, så hold ud 🙂

     1+

     Besvar kommentar
5. Josefineste

   25/08/2021 kl 9:05

   Kære Tina
   Jeg er målløs og forvirret over hvad jeg lige har læst. Fantastisk skrevet både kludret og florlet på en gang. Altså jeg er allerede vild med Ernest i Lucas’ krop, jeg ville ende med bunden i vejret på ingen tid hvis jeg mødet ham… 😉
   Tak fordi du tog dig tiden til at undeholde os andre.

   Kys
   – Josefine

   6+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     25/08/2021 kl 19:44 - som svar på Josefineste

     En sådan anmeldelse, kan kun give ild til det brandstof skrivelyst er gjort af. Jeg bøjer underdanigt min hat, og takker ærbødigst for de flotte ord. 🙂

     3+

     Besvar kommentar
6. Damernes Ven

   21/08/2021 kl 7:56

   SKAL gen-genlæses ord/ord…

   NY-skabende…

   TAK fra Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     22/08/2021 kl 11:21 - som svar på Damernes Ven

     Selv tak for de store flotte ord/ord 🙂

     1+

     Besvar kommentar
7. Finn Petersen

   20/08/2021 kl 23:52

   Hvor forfriskende med en novelle, der rummer både fantasi, indhold og substans. Godt gået. Keep up the good work.

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     22/08/2021 kl 11:22 - som svar på Finn Petersen

     …og det vil jeg så gøre.
     Et dybfølt tak for den smukke anmeldelse. 🙂

     2+

     Besvar kommentar
8. Sofie

   20/08/2021 kl 13:47

   M.E.G.A Spændende! 👍👍👍👍👍👍 Er sq spændt på hvad der er sket! Håber der kommer en forklaring, ellers springer min hjerne da i luften 🤯

   Humoren også lige i øjet, ihverfald i mit 😉

   6+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     22/08/2021 kl 11:23 - som svar på Sofie

     Eksploderende organer kan være noget fælt griseri, så det må jeg forsøge at forhindre, og hvor er det skønt, når nogen begriber min sære humor.
     Tusind tak for de pæne ord. 🙂

     3+

     Besvar kommentar