En Høj Mørk Fremmed

erotik sex vanillaSeriøst, hvis du også har en stor pik, så lover jeg dig, at jeg skriger, skriger, SKRIGER

Forfatter: Marcus
marcus1historier@gmail.com

INTRO

‘Kald mig Marcus!’

Sætningen fylder i min bevidsthed, som jeg står på mit yndlingsvandhul “Charlie’s Bar” i indre København den første fredag aften i maj.

For Mike er begyndt at røre på sig. Stikke sit grimme, ækle ansigt frem. Han vil have sin del af de kvinder, jeg møder. Siden jeg var i starten af 20’erne, har han holdt mig med selskab. Engang imellem. Det er ikke mig, der har voldtaget og slået ihjel. Ikke mig de leder efter i Danmark, Norge, Litauen, Frankrig og Island. Det er Mike. Min skyggebror. Ingen i verden ville mistro mig, Marcus, den succesrige, charmerende danmarksberømte reklamemand. Ingen!

Jeg bevæger mig i solen og føder på selskab og opmærksomhed.

Mike? Han lever i skyggen. Skjult. Hans remedier er plasticstrips, reb, sømpistol og læderhandsker.  Men, jeg lyver lidt, for når Mike hiver sin BZ-maske af i pigernes sidste timer, så er det mine træk de ser op i. Mit ansigt. Resten må Mike stå på mål for.

Mit armbånd om mit håndled er mættet med symbolik. Navnet er “Afterlife”. Der er ni sorte perler blandt de øvrige hvide og grå. Der burde være ti, men der var en der slap væk. Går ud fra alle seriemordere har én. Min, undskyld, jeg mener Mikes, var det første offer. Dengang Mike var uprøvet og skødesløs. Siden da er det gået som at sætte perler på en snor. Hvert tredje år.

Det er tre år siden sidst. ‘Kom så, Mike…’

Jeg drikker en tår af min rødvin. Smiler til min kvindelige medarbejder på min højre side, der bliver ved med at snakke, og snakke og snakke om ideen til en kampagne.

‘Kald mig Marcus’ hvisker jeg lavmælt i mit indre. Prøver at overdøve Mike.

1.

EN UNG, SLANK, smuk kvinde glider ind til baren ved min venstre side. Aner hendes refleksion i spejlet. Dufter hende. Hun har sin telefon i hånden, en sort læderjakke over armen og en enkel, mørk, kort kjole med tynde stropper på. Hun er nogle centimeter lavere end mig, omkring 1.80. Kunne sagtens være model. Hun fører en del af sit tykke, løse hår fri fra sit højre øre. Bevægelsen vækker noget i mit indre. Det er velkendt på en eller anden måde.

‘Undskyld, men du ser bekendt ud. Kender vi hinanden?’ Min medarbejder ved min højre side holder med det samme op med at tale. Lister væk, med røde kinder og et halvkvalt ‘Vi ses på mandag…’.

Kvinden ser op på mig. Grønne øjne. Ryster på sit hoved. ‘Det der, har det nogen sinde virket?’ Hæs, charmerende stemme.

Jeg smiler til hende. Holder hendes øjne med mine.

‘Tsk, tsk, tsk’ lyder det fra hende. Bartenderen kommer, og hun afgiver sin bestilling på et glas hvidvin. Mens hun venter, står hun ugenert og swiper fyre væk på sin Tinder-app. ‘Hey’ siger jeg smilende. ‘Hvorfor ikke tage chancen med En Høj Mørk Fremmed i baren i stedet for al det der elektroniske fis?’ Hun ser op på mig. Puster en lysebrun hårlok væk fra sit højre øje.

‘To ting: For det første så er du slet ikke særlig mørk. For det andet, så har jeg aldrig nogen sinde oplevet, at der kom noget godt ud af et møde med en høj mørk fremmed i en bar.’

Hun kigger på mig. I nogle sekunder har jeg hendes fulde opmærksomhed. Hun ser mig.

Mit tykke, grå hår. Mit fuldskæg hvor alle de grå hår titter så afslørende frem. Mine 49 år er aflæselige i furerne og linjerne. Mine blå øjne. Men, der er noget imellem os. En kemi. Samhørighed. Bilder jeg mig selv ind.  ‘Hvis du swiper lang tid nok, så møder du mig der’ jeg nikker mod hendes telefon. Hun fniser.

‘Ej Knausgård. Har sat mit match på maks 28, så du er bannet fra min feed. Jeg leger kun med mænd på min alder.’

Hun får sin drink. Bøjer sig ind over mig før hun går. Hun dufter fantastisk. Hende ånde mod mit øre: ‘Men du er nuttet, at du troede, du havde bare noget der lignede en chance.’

Hendes håndryg rører min et splitsekund. Nok ved et tilfælde, men det føles rart. Så går hun med sit glas vin.

Et afslag, men charmerende og jeg kan mærke hendes ungdom og energi i hver en nerve i min krop. Drikker min rødvin.

En gammel bekendt kommer forbi, og vi kaster os over nogle G&T’s. Hver anden sætning starter med ‘Ej, kan du huske?’

2.

TIMER SENERE GÅR jeg gennem de små gader i indre by med min blazer over skulderen i en kroget finger. Nyder livet omkring mig. De unge kvinder der har fundet kjoler frem her en af årets første rigtige lune forårsaftener. Og så ser jeg hende. Stående ude foran en bar, lidt afsondret fra en gruppe jævnaldrende i en halvcirkel. En drink i hånden. Lidt verdenstræt mine. Som er hun vidne til samtaler og diskussioner, hun har hørt hundrede gange før.

Jeg betragter hende, som hun står der i sine egne tanker. Sorte støvletter der matcher læderjakken. Bare, slanke solbrune ben. Hendes tykke, lysebrune hår hænger udslået og skulderlangt om hendes kønne træk. Brystet skudt lidt frem. Jeg er ikke den eneste, der ser på hende, men hun mærker det ikke. Så vant til mænds blikke.

Jeg træder et skridt frem. Står pludselig foran hende, uden at have nogen egentlig plan. Strategi. Andet end nogle minutter mere med hende før klokken slår 24, og hun forsvinder med et slag fra en tryllestav og sine glassko i hånden.

‘Hey’ Min stemme lavmælt. Hun ser op. Smiler.

‘Gammelfar Knausgård. Stalker du mig?’ Jeg ryster på hovedet. ‘Nope. Du er vel bare heldig.’

Smilet når hendes øjne nu. Jeg har hørt sammenligningen med Karl Ove før. Mange gange. Første gang jeg prøver at spille på det.

‘Og i øvrigt så har jeg kun det gode udseende tilfælles med den gæve nordmand. Jeg kunne aldrig finde på at skrive et essay på 400 sider om Hitler.’ Hun spærrer øjnene op. ‘Den gamle mand kan sine bøger?’ Jeg nikker. Selvfølgelig. ‘Men jeg må indrømme at jeg synes bind to af “Min Kamp”var bedst, for det var det hvor han….’ hun afslutter sætningen unisont med mig ‘…var mest ærlig.’

Vi ser på hinanden. Overraskede. I sync. Hendes øjne får en ganske speciel glød.

Jeg rækker ind i min blazer. Tager et visitkort. Giver det til hende. ‘Her. Skriv til mig, hvis du bliver træt af små drenge. Og får lyst til en dannet mand. En moden mand. Mig!’

Hun ser på mig. De grønne øjne vurderer mig. Så rækker hun ud. Tager kortet. Ser på det. ‘Marcus Madsen. Founder/CEO’ Så firmanavnet og min mail.

‘Seriøst?’ Hun betragter mig. ‘Det er dit firma? Og hvad havde du så tænkt dig? At vi skulle køre ud af Strandvejen i din åbne, røde sportsvogn ind i solnedgangen?’ Jeg smiler. Nyder hendes duft. Frække, hæse stemme. Ungdom. ‘Næ, hov, hov, unge dame. Jeg har da ikke nogen åben, rød sportsvogn.’

Hun venter. Smilende. Ved den kommer. Punchlinen. ‘Den er sort.’

Hun fniser. Ægte. Hjerteligt.

Man skal altid afslutte, når man er foran på points. Når de vil have mere. Bøjer mig ind mod hende, og hun lader mig. ‘Fortsat god aften’ hvisker jeg i hendes øre. Skotter ned mod hendes bryster under kjolens tynde stof. Dufter til hende.

Hun ser smilende efter mig, da jeg går fra hende, kan jeg se i spejlingen fra en åben bildør. Kortet har hun stadig i sin hånd.

Jeg nynner for mig selv. Mike er langt, langt væk lige nu, fyldt som jeg er af den unge kvindes duft, livslyst og latter.

3.

OM TIRSDAGEN SIDDER jeg stadig fast på arbejde, da klokken er tæt på 21.

Sammen med syv nære medarbejdere er jeg ved at forberede et pitch på en landsdækkende kampagne. En klient vi gerne skal lande næste formiddag. Ikke fordi mit firma behøver ordren. Mere fordi det er så stor en hval, at jeg vil have den, blot fordi den er der. Og det plejer at lykkes. Jeg kigger ud af vinduet over indsejlingen til København. Tænker på hende. Og jeg ved ikke hvad det er, der får mig til at se i mit spamfilter i mit mail-program på computeren, for jeg tror aldrig jeg har gjort det før. Nogensinde. Det må være en slags 6. sans.

Hendes mail ligger klemt inde mellem 27 ellers rasende søde tilbud om potensfremmende midler, hårprodukter til mænd med vigende hårgrænse og nogle få henvendelser fra en rig onkel i Afrika. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ved, at mailen fra ‘hvorforfandenharduikkeenkontopåFacebook@hotmail.com’ og emne-linjen ‘Date på Københavns smukkeste bro’ er fra hende. Ved det bare. Den er fra i dag kl. 12.23. Teksten er kort: ‘Okay Gammelfar – Date på den smukkeste bro i København i dag kl. 21.30. Venter kun i to minutter, så vælg rigtigt!’

Jeg kan næsten høre hendes hæse stemme gengive ordene. Dufte hendes parfume. Ane hendes barm. Se hendes drilske grønne øjne bore sig ind i mine.

Ser på mit ur, som jeg rejser mig fra bordet. Tager min blazer fra stoleryggen. De andre kigger på mig. Holder inde. Jeg går hen til vores whiteboard hvor forskellige ideer flyder rundt. Hurtigt tørrer jeg næsten hele fladen ned. Tilbage er blot en kasse med punkter i. ‘Det der. Det er vores kampagne. Har I den, for jeg har lige fået en haster?’ De nikker. Det er nærmest legendarisk med mine kvindebekendtskaber, og de kender mit mantra om, at der er vigtigere ting i livet, end at sælge læskedrikke, tyggegummi og toilet-rens.

Går gennem rummet. Stopper ved døren. Ser på den nærmeste medarbejder. ‘Hvor mange broer er der i København?’ Hun ser tavst på mig. Åben mund. Jeg nikker, mens jeg tænker det igennem. ‘Der er vel på den forkerte side af 150, ik?’ De betragter mig. Målløse. Men nikker med mig. Jeg ser på dem. Der er kun én, der kan komme på tale. Og jeg har kun et skud i bøssen.

‘Hold kæft hun er vild’ siger jeg lavmælt. Et smil i øjnene og ryggen rank som den ikke har været i lange tider.

4.

JEG FÅR MIN taxa til at holde ind på Nørrebrogade.

Klokken er 21.29, da jeg slentrer ud på Dronning Louises Bro med min jakke over skulderen. Flere kvinder smiler til mig, og jeg kan godt mærke det. At jeg stråler. En følelse af lys og spænding har grebet mig og det er lang tid siden jeg har prøvet det sidst. Er slet ikke i tvivl om at jeg er det rigtige sted. På præcis den rigtige bro.

Og, der sidder hun, på den brede brogesims på den modsatte side, præcis på midten af broen, med sine lange ben dinglende ned langs broværnet.

Hun er omgivet af mennesker, men tydeligvis ikke en del af nogle af fællesskaberne omkring hende. To fyre med rasta-hår spiller guitar i en stor gruppe og få meter væk er en anden gruppe med højtalere og dæmpet techno. Hun sidder oven på sin læderjakke med en lærredstaske ved sin side. Har hvide ørestik i ørerne. Drikker en øl. Er iført slidte, blå jeans, en sort top og under den kan jeg ane de tynde stopper fra en bh. Håret er sat lidt op og hun har en kasket på hovedet. De samme slidte, sorte støvletter som i fredags. Solbriller, selv om det nok har været overflødigt den sidste halve time.

Hun er indbegrebet af coolness. Jeg kunne bygge en hel kampagne op omkring hendes person. Sælge alt blot hun er centrum.

Jeg skrår over den tosporede gade. Hun ser mig. Tager sin hånd op til kinden, fører noget hår bag om sit øre, tager sine ear-plugs ud. Så står jeg foran hende. Hun smiler. Tykke, brede læber nærmest formet som en hjertemund. Tager en plastic-lighter fra sin side. Knapper øvet kapslen af en kold Bombay Pale Ale, magen til den halvt fyldte flaske hun sidder med i sin hånd.

‘Godt for dig, Gammelfar’. Hendes stemme er hæs. Sprød. Spundet af en anerkendende tråd.

Jeg smiler, da vi klinker. Hun tager en stor tår. Slikker sig om sine læber og affører sig så sine solbriller. Gransker mig. Jeg holder min egen. Vi er en lille ø af ro midt i virvaret omkring os. Det føles naturligt. At være stille sammen med hende. Kan se hun tænker det samme. Hun tager endnu en tår af sin øl, mens hun betragter Søerne bag mig. Så bunder hun øllen. Ser på mig. ‘Drik’ siger hun hæst. Det gør jeg.

Så springer hun ned på fortovet. Står helt, helt tæt op af mig. Blot centimeter væk. Det sitrer mellem os. Hun er noget af det smukkeste i verden. ‘Lad os så se om din generation har noget at byde på?’ Hendes tonefald er flabet, og ordene formet som tror hun ikke selv på sit projekt med en date med en ældre mand. Så tager hun min flaske, der stadig er halvfuld og sætter den ind til siden.

‘Og nu. Nu går vi’ siger hun dæmpet. Så tager hun mig under armen, og vi begynder at gå ud mod Nørrebro.
Vi er omringet af mennesker, men vi ænser dem ikke. Vi snakker. Og alle små tandhjul klikker på den helt, helt rigtige måde.

5.

SELV OM DER er mange på fortorvet, så er hun aldrig langt fra mig.

Vi manøvrerer uden om par med barnevogne, kærestepar gående hånd i hånd med is fra Paradisis på Skt. Hans Torv.

Hele tiden er hun tæt på mig, og når hun kan, tager hun fat under min arm. Helt ligeglad med de blikke hun får fra jævnaldrende kvinder. Fra mænd. Fra alle. Hun er på date og de kan rende hende. Duften af shawarma og pomfritter fra de åbne døre ind til de mange etniske restauranter på gaden får min mave til at knurre. Det sidste jeg spiste var en bolle klokken 10.

Vi køber shawarma, fritter og to colaer nede ved runddelen. Går ind på Assistens Kirkegård og spiser.

Hun lytter, mens jeg fortæller om kirkegårdens historie. Hvem der ligger herinde. Bøjer mig frem og tørrer noget dressing af hendes kind med  min serviet. Hun sitrer, da jeg gør det. Jeg prøver at trække i land. Undskylde. ‘Det er ok’ Hendes hånd er oven på min i nogle sekunder.

Jeg nikker. Mit hjerte slår. Hektisk. Hun slikker det sidste væk. Hendes tunge. Jeg stirrer. Hun ler.

SÅ SNAKKER VI fag. Hun er jurist. I gang med første år som fuldmægtig for anklagemyndigheden i København. Hun tygger af munden. Tager en tår. ‘Og bagefter så vil jeg ind til politiet. På skolen. Ud og køre patrulje. Tale rødder ned.’ Hun smiler. ‘Give bøder til folk uden lys på. Alt.’ Spiser noget mere. ‘Nogle år i en patruljevogn. Så vil jeg gøre karriere inden for politiet. De har brug for akademikere, og jeg bliver den næste kvindelige politidirektør, inden jeg er 40. Det er planen.’

Mike gisper ophidset: ‘Hun…hun har et politiskilt.’ Advarende. Endorfinerne i min krop overdøver alle signaler og Mike bliver skruet ned i en så lav decibel, at jeg ikke registrerer noget.

VI GÅR VIDERE. Rammer Fælledparken. Jeg viser hende, hvor man mener Struense fik hugget sit hoved af. Hun snakker om Mads Mikkelsen. Jeg smiler og tænker på aldersforskellen. Hun slår mig på min arm, som kan hun læse mine tanker.

Spørger ind til mig. Nej, ingen børn. Vil ikke give mine gener videre, med de fejl, mangler og brister jeg besidder, men lige præcis det siger jeg naturligvis ikke. Mike skraldgriner, da jeg taler, men han ved jo, at jeg har ret. Ingen børn. Tænk hvilet psyko-afkom der kan produceres på stammen af min DNA. Vores duo må være rigelig.

Hvad jeg har lavet udover reklamer? Fortæller om mine år på historisk fakultet uden af afslutte, bagefter to semestre på arkitektskolen og endelig litteratur, hvor jeg til min egen overraskelse fik en kandidat. Studieårene finansierede jeg som model. Rastløs sjæl indtil jeg fandt ud af hvor meget mønt et kringlet, kreativt hoved kan lave på reklame. Mit eget firma efter nogle år i mesterlære hos de bedste. Stjal alle de store kunder, da jeg gik. Sådan er gamet. Sådan er jeg.

‘EJ HVAD ER din bedste reklame. Den aller, aller bedste?’

Hun ser på mig fra bænken under den store bøgetræskrone, hvor vi sidder.
Jeg betragter hende. Kan ane hendes bryster under den åbentstående læderjakke. Hendes grønne øjne gnistrer. Hun ved jeg kigger, sluger hendes krop, men hun kan tydeligvis også lide, hvad hun ser, så det er okay.

‘Det er alment kendt i branchen, at vores kunder altid fravælger de bedste ting. Altid. Det bedste, mest sublime jeg har lavet, er der ingen der har set. Har hørt.’

Jeg har hendes fuld opmærksomhed. Holder en kunstpause.

‘Fortæl nu. Du.’ Hun slår mig på min underarm. Griner. Mit hjerte banker. En løber runder vores bænk. Hans øjne er overalt på hende. Hun ser kun mig.

Rejser mig. ‘Okay. Men du må bære over med, at det er på engelsk. For det skulle have ramt hele verden. Været spydspidsen for en global kampagne. Det var B&O’s første serie med fladskærme.’

Jeg står og pitcher. Maler. Beskriver. Ville have solgt den her kampagne til alle undtagen en nærig, idéforladt kræmmer i Struer. Lige meget. Det er noget andet, jeg sælger nu under det smukke, gamle bøgetræ i Fælledparken til den mest blændende og interessante date jeg nogen sinde har haft.

‘Så det var udgangspunktet, okay? Den her på det tidspunkt helt fantastiske, flade skærm man har set fra alle vinkler. Uden lyd i næsten ti sekunder. SÅ kommer der en speak’ Hun nikker. Venter. Man kan skære i stilheden. Min kunstpause, indøvet efter over 20 år i branchen, sidder lige i skabet.

‘I look at my TV for hours at a time. Then I turn it on’

Hun ser på mig. Gyser. Øjnene store.

‘Ej. Det er jo bare….’ ‘Perfekt’ fuldender jeg.

Hun betragter mig. Klokken er lidt i 23. Mit sorte jakkesæt sidder som det skal. Min lyseblå skjorte er charmerende krøllet. Hun nikker smilende. ‘Hvorfor føles det her så godt?’ lyder hendes stemme spørgende i aftenen.

Jeg rækker hende min hånd. Hiver hende op fra bænken. Slipper. Vi går. Videre.

6.

PÅ ØSTERBROGADE TRÆKKER hun mig ind på en vinbar tæt ved Søerne. Forsvinder ud på toilettet. Ser anerkendende på mig, da hun kommer tilbage og der står en stor skål peanuts og to glas hvidvin på et bord ved vinduet. Hun tager sin kasket af og løsner sin halve fletning. Ryster sit hår løs foran mig. Det er uskyldigt, men noget af det mest sensuelle jeg har set i lang tid. Bartenderen på hendes alder glemmer at kigge diskret. Stirrer.

Hun tager sin korte, slidte læderjakke af. Placerer den over stoleryggen. Sætter sig. Jeg kæmper en kamp for ikke at se mod hendes gavmilde udskæring. Taber. Hun smiler. Bider i sin underlæbe. Drikker sin vin. Der sker så meget i luften mellem os.

Et glas bliver til flere

HUN ER 27. Har ingen børn. Året efter gymnasiet brugte hun som model i Milano. Hun røg pot, drak skinny-bitches mellem cat-walken og diverse foto-shoots overalt i verden og lærte italiensk på lagnerne. (Hendes ord.) Hun nævner covers, og jeg fløjter imponeret. Drog hjem med dags varsel uden at skænke det en tanke, da hendes mor blev syg, og hun har ikke været en del af modelverdenen siden. Hun dyrker kampsport. ‘Tænk “The Matrix”‘ Hun smiler, da hun siger det.

‘I know Kong Fu!’ citerer jeg. Hun griner. Anerkendende. ‘Points på tavlen igen, gammelfar.’

Jeg spørger, hvorfor hun har læst jura. Og anklagemyndigheden? Hun tænker sig om. Som har ingen tidligere bedt hende om at sætte ord på. ‘Fordi der er rigtigt. Og så er der forkert. Der er forbrydelse. Der er straf. Man skal vælge side. Og det er ret enkelt for mig.’

Jeg smiler. Spørger om hun aldrig har lavet noget i skyggen af gaden. På den forkerte side.

Mike hepper. Sidder nærmest på min skulder nu. Hun fniser. ‘Tro mig. Jeg har gjort de vildeste ting. Ikke bare ulovlige…jeg har…’ hun stopper sig selv. Bider sig i læben. ‘Ej. Det blev ikke opdaget. Noget af det. Og når ingen har været skarp nok til at fange mig, så er det jo ikke sket? Vel?’

Mike står med flag, vimpler og skrallere. Giver high-fives. Han er hæs, rød i hovedet og slet, slet ikke til at styre. Hun taler som en af os. Musklerne i min kind er på overarbejde.

BARTENDEREN KOMMER UNØDIGT hen. Spørger om vi har brug for mere med øjnene overalt på hende. Lidt for meget service, for vores glas er fulde og stemningen god. Han fortrækker igen med sine brune øjne og pumpede biceps.

Jeg spørger, hvad der fik hende til at skrive til mig?

Hun fniser. Bider i sin finger. Ser på bartenderen meter væk fra os med ryggen til. Lægger sin hånd på min. ‘Nu ved jeg ikke HELT hvad der kommer til at ske, men jeg har en meget god idé om, at sandsynligheden er i vores favør.’ Hun klemmer min hånd. Jeg kan næsten ikke flytte mit blik fra de spinkle fingre. Hånden oven på min. Det varer sekunder, men jeg får erektion.

‘Undskyld?’ Hun siger det halvhøjt til bartenderens ryg. Han vender sig. Lidt for stram T-shirt. Hun tager sin telefon frem fra sin jakkelomme. Han står ved vores bord. ‘Ja?’ Håbefulde øjne.

Min date ser på ham. ‘Ej undskyld. Det er lidt….. lidt grænseoverskridende, men min ven her sagde, at jeg skulle prøve. Give det en chance. Jeg har set på dig den sidste time, og……’ Hans smil bliver større. Flexer han også med sin højre arm? Tror det sgu.

Hun fortsætter. ‘Jeg har…..okay…..det er lidt….altså jeg har fem numre på min telefon på fyre som jeg bruger til random sex. Men…. altså nu er den ene af dem lige flyttet tilbage til Canada, så jeg tænkte på om jeg måtte få….. altså om jeg….’ Han næsten råber otte cifre ud i lokalet. ‘Jeg hedder Bastian’ siger han opfølgende.

Hun sidder med håret halvt ned i øjnene. Smiler. Skal til at taste numrene ind. ‘Undskyld. Lige en sidste ting. Hvilken af Karl Ove Knausgårds bøger kan du bedst lide?’ Hun bøjer sig lidt fremover. Det øverste af hendes bryster er synligt i udskæringen. Han har en stor bule i bukserne. Åben mund. ‘Øh….’ lyder det fra den pumpede bøf. ‘Var det ham, der skrev “Mænd Der Hader Kvinder”? Altså… den har jeg læst. Den var vildt god.’

Hun smider sin telefon på bordet. Lægger sin hånd oven på min igen. Blinker til mig. Ser på ham. ‘Der røg du ud af top fem, skat.’

Hun fortsætter, som eksisterer han ikke. Tager nogle peanuts fra skålen. Dropper dem i sin mund. Hvide tænder. Rød tunge. Tykke læber. Blodet løber til i mit skridt. Han fanger den trods alt. Går.

‘EFTER DU VAR gået hjem i fredags kom syv fyre hen og prøvede linjer på mig uafhængigt af hinanden. Jeg spurgte dem alle. Ikke én havde læst noget siden deres mor læste Peter-fucking-Pedal for dem. Ingen vidste hvem Knausgård er. Så…’ hun trækker vejret ind. Ser ud til siden. ‘Altså…mænd der ikke læser? Ik’?’

Jeg nikker. Hendes grønne øjne gnistrer og ser i mine. Vores ansigter blot halvtreds centimeter fra hinanden. Hun fniser. ‘Okay…’ Mere som til sig selv end til mig. Som er hun et splitsekund fra at bryde alle regler, bøje sig frem og kysse en over 20 år ældre mand.

Nu er det hende, der hiver mig op. Jeg betaler i baren. Lige da jeg vender mig rundt spørger bartenderen: ‘Undskyld. Den der bog hun snakkede om. Øh,… findes den som film?’

Jeg vender mig. Ser på ham. Mike spørger lavmælt, om vi kan begynde at slå mænd ihjel? Jeg ryster tavst på hovedet. Af Mike. Af bartenderen.

HUN STÅR UDEN for vinbaren. Ryger en Kings uden filter. Jeg er overrasket. Ikke et overskudssignal at ryge i 2017. Hun læser tanker. ‘Jeg ryger én om dagen. Når alt er PERFEKT. Så er det lige prikken over i’et. Aldrig mere end en. Aldrig!’

‘Så indtil videre er det en succes med at prøve en anden generation?’ Min stemme er forhåbningsfuld.

Hun træder nærmere. Puster røgen ud til siden, knipser sin cigaret ud på gaden.

‘Hvis det her var en eksamen ville jeg sige, at du indtil videre har leveret en fuldstændig fejlfri præstation. Og det ved du vidst også godt.’

7.

SÅ GÅR VI igen. Krydser Østerbrogade og fortsætter ned af stierne langs Søerne i en næsten helt lydefri Kosmopol.

Hun er stille. Det føles, som er hendes støvletter mod gruset den eneste friktion der frembringer energi i byen. I lyskrydset ved Sølvgade tager hun mig i hånden. Fletter sine fingre ind i mine, mens hun ser ud til siden. Slipper mig ikke. Engang imellem ser hun op på mig. Vores hofter støder sammen. Jeg kan mærke hende med hver en fiber af min krop.

SÅ ER VI pludseligt tilbage på præcis det samme sted på Dronning Louises Bro som var udgangspunktet over fire timer tidligere. Klokken er 01.50. Nemlig-bilen leverer varer og giver samtidig genskin i det sorte vand. Det har været en af de mest magiske aftener i mit liv. Vi stopper. Som ved vi begge, at en cirkel ikke kan overskrides.

Jeg tænker på, at der har været øjeblikke på turen, hvor det havde været det mest naturlige, at vi havde kysset. Tænker på at jeg ikke ved, hvad hun hedder. Tænker på at jeg gerne vil røre hendes bryster. Holde om hende. Holde hende tæt ind til mig. Høre hvilke lyde hun siger, når hun har sex?

Hun er tavs. Ser ned. Ser op. Skubber blidt til mig med begge hænder mod mit bryst. De grønne øjne mod mine. Det gnistrer imellem os. En tiltrækning så stærk som jeg nærmest ikke har prøvet før.

‘Marcus Madsen.’ Hun ser på mit bryst, da hun siger det. Flytter blikket opad. ‘Det var hyggeligt. Nu skal du ikke ødelægge det ved at sige et eller andet fuldstændigt corny!’ Hun er helt, helt tæt på mig. ‘Det var fucking perfekt’. Hun hvisker det sidste. ‘Luk dine øjne’

Jeg kan se et kys på 100 meters afstand, og forventningsfuld adlyder jeg. Trækker hendes duft helt ind. Hun er så tæt på. Kan føle hvordan hun ser på mig, bag mine lukkede øjne. Og jeg vil sværge på, at hun smiler.

SÅ GÅR DER et sekund. Duften forsvinder. Der lyder et højt pift en meter foran mig. Jeg åbner mine øjne og ser hende træde halvt ud på gaden og stoppe en taxa, der kommer kørende. Hun åbner op ind til bagsædet. Sætter sig ind. Smækker døren. Siger noget til chaufføren. Og de kører. Uden hun på noget tidspunkt har set i min retning.

‘Ej, men hvad fanden skete der her?’ Jeg er pinligt bevidst om, at jeg taler med mig selv.

En 49-årig velholdt mand på Københavns smukkeste bro en nat i maj. Helt alene med en halvfed og en erkendelse af, at selv om jeg er mere end halvvejs i livet, så er der stadig meget, jeg mangler at lære om kvinder.

8.

DEN NAVNLØSE UNGE kvinde fylder alt, men jeg har intet at hænge min hat på. Hun er væk.

Forsvundet i natten i en taxa. Nu tjekker jeg mit spamfilter flere gange om dagen. Intet. Onsdagen ugen efter er der pludselig liv. En mail fra hvorforkalderdudigselvforhøjmørkfremmed@hotmail.com og emnelinjen ‘Encore?’

YES råber jeg ud i vores kontorlandskab. Hiver i mit skæg. Åbner den. ‘Gamle? Hovedindgangen Kongens Have kl. 2150 i dag’ Ser på mit ur. Klokken er 21.20. Hun presser mig.

JEG FANGER EN taxa uden for kontoret. ‘Gothersgade/Kongens Have, tak’ Vi kører i under et minut. Jeg sidder med min telefon. Så er der en alarm i mit hoved. Det er for nemt. Og helt klart forkert. I gamle dage lå kongens have langt, langt ude for byen. Jeg ser på mit ur. Det kan vi stadig nå. Bøjer mig frem. ‘Undskyld, jeg har ombestemt mig. Jeg vil gerne bede om at blive kørt til……..

9.

DA MIN TAXA standser på Pile Alle ved hovedindgangen til Frederiksberg Have fem minutter i mødetidspunktet er der helt tomt. Øde.

Jeg sluger en klat spyt. Mærker en begyndende panik i min mave. Klokken er 21.49 da hun uden en bekymring i verden runder hjørnet. Går mod mig iført sorte, stramtsiddende jeans, sorte støvletter og en stram, sort T-shirt under sin slidte, åbentstående læderjakke. Det tykke, lysebrune hår hænger løst udslået omkring hendes smukke ansigt. Hun har ikke andet make-up på end eyeliner.

Hun virker ikke engang overrasket over at se mig. ‘Boom’ støder sin lille knyttede næve mod min med frække, spillende grønne øjne. Hiver fat i mig, uden at sagtne farten ind mod haven. Jeg følger efter.

Da vi runder porten, ser hun op mod mig. ‘Jeg har tænkt på dig’ Tager mig i hånden. Vi går. Hun fletter fingre med mig. Aer mig med sin tommeltot. Pludselig trækker hun mig ind mellem træerne. ‘Shsssshhhh’ hvisker hun. Helt tæt op af mig. Jeg er ved at gå til. En vagt fra Securitas går forbi ude på stien. Vi venter. I stilhed. Stealth. Ninjaer. Mit hjerte banker som aldrig før. Hun ser op på mig. Holder halvt om min lænd. Fortroligt. Intimt.

HUN HIVER MIG ud på stien igen, da der er fri bane.

Vores hænder støder mod hinanden. Vores lår. Hun griber min hånd. Fletter sine fingre ind i mine. Ser op. Fniser:
‘Jeg har Googlet dig, og ved du hvad?’ Jeg ryster på hovedet. ‘Alle de premiereforestillinger og receptioner du har været til de sidste syv år, da har du aldrig haft den samme date med to gange.’ Hun griner hæst. Blikket er ladet med sødme.

VI GÅR RUNDT i den nu lukkede Frederiksberg Have i over en time. Står i lang tid ved hegnet ind til elefanterne i Zoologisk Have. Man kan dufte dyrene i vinden. Hun tager min arm rundt om sit liv. Jeg kan mærke hendes bryster mod min krop.

Så ender vi på plænen foran Frederiksberg Slot. ‘Tager du aldrig din jakke af?’ lyder min stemme i mørket. Blinker.

HUN SIDDER NØGEN svedig og nydende oven på mig. Roterer. Blot iført sin slidte læderjakke der dufter af hende, røg og læder. Ansigtet er halvt skjult af hendes tykke hår. Jeg vil række ud, kærtegne hendes blottede, højtsiddende faste bryster, men mine hænder er fæstnet med håndjern til sengegavlen. Hun stønner. Svedig. Bøjer sig ned og lader sit venstre bryst hænge lige præcis uden for min munds rækkevidde. Tirrer mig. Fniser. Bøjer sig yderligere ned. Blot en centimeter. Min mund omslutter hendes brystvorte. Jeg stønner. Er så stiv. Mærker en eksplosion nærme sig.

Åbner øjnene. Hun læser mig. Begynder at fnise. ‘In your dreams’. Slår mig på armene.

Jeg hiver hende ind til mig. Vi står helt tæt. Det gnistrer.  Jeg kan mærke, at jeg ikke må kysse hende. At alt skal komme fra hende. At vi er tæt på. Så forbandet nær.

Hun skubber mig væk med knyttede hænder mod mit bryst. Stemmen lavmælt og hæs. Vakler: ‘Vi skal danse. Vælg en sang. Noget der betyder noget for dig. Lige nu.’

JEG FØLER MIG indelukket bag havens hegn. Fanget ind af hendes charme og sensuelle krop og duft. Så det er så oplagt. ‘TRAPPED’ hvisker jeg. Hun bøjer sig over sin telefon, taster, finder sangen, og mens keyboardet og claves lyder i den stille nat, lægger hun sin telefon i sin jakkelomme. Går mod mig. Frække øjne. Åbne arme. Vi kunne lige så godt have haft sex. Det vi gør nu er meget mere intimt. Nøgent. Ærligt.

Jeg viser mit inderste.

Bruces stemme fylder natten: ‘Well, it seem like I’m caught up in your trap again……..’ Hun tager mine hænder i sine. Lytter til sangen mens hun ser mig direkte i øjnene. Lader som om hun ikke mærker hvad der presser mod hende syd for mit bæltespænde. Vi danser. Alene i Frederiksberg Have tæt på midnat.

SÅ LYDER EN stemme i mørket tæt på os. ‘Hey. Vil I være søde at kommer her. Haven er lukket.’ Hun hiver i mig. Væk fra stemmen. Fnisende. Begynder at løbe. Jeg følger efter. ‘Hov. Vent’ stønner jeg. ‘Vi kan da bare gå med vagten ud….’ Hun fniser endnu højere. ‘Det er sgu da ikke sjovt.’ Og hun løber. Forbi hovedindgangen og længere rundt, forbi legepladsen på højre hånd. Ved den lille port ud mod Smallegade springer hun adræt op, svinger sig over, lander på den anden side. Jeg er tæt bag hende og langt bag mig hører jeg en forpustet vejrtrækning og en lavmælt banden fra vagten.

Jeg vil ikke prøve på at forcere hegnet. I min alder.

Hun står på den anden side. Næsten ikke engang forpustet. ‘Jeg…’ stønner jeg. ‘Jeg…jeg ved ikke engang hvad du hedder?’ Mit ansigt må have set næsten forpint ud. Hun begynder at grine.

‘Nåhhh…hvor ser du søøøøød ud.’ Hun går tættere på mig. Og tættere på mig.

‘Kom’ hvisker hun. Skridtene i baggrunden fortaber sig. Der er kun hende og jeg. Verden er holdt op med at rotere. Hendes ansigt centimeter fra mit på den anden side af tremmerne i metallågen. Så smuk. Tykke læber. En tungespids fugter hendes underlæbe. Drilske øjne. Hun fører hår væk fra sit ansigt.

‘Jeg hedder Josephine’ hvisker hun. Og så sker det.

Hun holder mit hoved med sine slanke fingre. Kysser mig. Blidt. Så mere og mere krævende. Hendes tunge i min mund. Det første kys. Det varer i mange sekunder, og jeg når at få min hånd under hendes læderjakke, holde om hendes lænd, mærke hende, så trækker hun sig. Går baglæns væk fra mig. Så frække øjne at man tror det er løgn.

‘Nej, nej…’ gisper jeg. ‘Du må ikke…du må ikke gå.’

Hendes stemme er lavmælt. ‘Marcus, jeg skal hjem. Klokken er mange, og Marcus…du er taget til fange.’

I DET SAMME mærker jeg en tung hånd på min skulder. Noget Mike og jeg altid har frygtet. En jysk dialekt i min øregang. ‘Stop’ Det er ikke mig, men Josephine vagten sigter til. Hun ryster på hovedet. Laver trutmund. Sender et luftkys af sted. Til mig. Til vagten. Vender sig. Går.

HAN STÅR FORPUSTET ved min side. Ser efter hendes faste røv i de tætsiddende sorte jeans. ‘Hold da kæft. Jeg tror sgu selv jeg var kommet over lågen, hvis jeg havde kunnet gå med hende.’

Han har et rart ansigt. En fyldig mave over bukselinningen. Jeg er led ved, at vi løb fra ham. Skal sunde mig. Oven på kysset. Foreslår om han måske kunne have lyst til at åbne porten for mig, og så vil jeg byde på en øl på Café Svejk?

‘Jo. Måske med en sidevogn?’ kommer det håbefuldt fra ham efter han har fået vejret.

Vi får flere sæt sammen ved et bord bagerst inde hvor ingen ser han skulker fra sin vagt. Det sidste han siger, da vi skilles er, at han håber, at jeg finder Josephine igen. Det handler nok mere om, om hun vil finde mig. Det siger jeg til ham.

Vi giver hånd, da vi skilles.

10.

JOSEPHINE FINDER MIG to dage efter.

Jeg står vanen tro på “Charlie’s Bar” fredag aften. Klokken er 20. Jeg står der alene. Tænker på hende. Tjekker mit spamfilter på telefonen, da jeg pludselig kan dufte hende. Hun træder ind på min venstre side. Tallerkenerne er vendt. Der er ikke noget smil. Kærtegn. Øjnene lyner.

Jeg begynder at fornemme, at det bliver kompliceret det her. At hun kæmper imod. Vores energi. Tiltrækningen.

Hun siger ikke noget. Ser blot på mig. Jeg bestiller vin til hende. Ikke et ord. Et tak. Hun rører ikke glasset.

Jeg ved bedre end at prøve at sige noget. Vi står sammen i fire minutter. Hendes blik viger ikke fra mit. Så kan jeg alligevel ikke holde kæft. ‘Jeg har aldrig prøvet noget lignende før’ siger jeg hæst. Ærligt. Blidt. Kører en hånd gennem mit skæg.

Josephines øjne bliver store. Fører sit hår om bag sit højre øre. Fnyser efter nogle sekunder med sit næsebor. Mumler lavmælt ‘Nej, det skal fandeme være løgn.’ Så går hun. Forsvinder uden yderligere ud af baren.

Målløs står jeg alene tilbage. Mike ånder lettet op, for han ser et politiskilt forlade lokalet.

Jeg er bare hjerte og smerte og blinde vinkler.

11.

SÅ GÅR DER præcis to uger.

Jeg ser ikke skyggen af Josephine. Tænker på hende mindst en gang i timen. Mindst. Under kundemøder. På dates med andre kvinder. Til funktionel-træning og mine løbeture. Hun er med mig. Hele tiden.

Men jeg tror ikke på, at jeg ser hende igen. Hun er forsvundet. Skræmt væk af aldersforskellen. Det der er så forbandet, er, at jeg er sikker på, at får jeg blot lov til at få to minutter med hende. så kan jeg få hende. Bringe hende over kanten. For jeg kan føle det. At hun står helt derude ved afgrunden. Dingler. Er ved at falde, men har jeg først grebet hende, så vil det være os. Hende og jeg.

DET ER FREDAG aften, tæt på midnat. Jeg sidder i en taxa på vej hjem fra en prisuddeling i branchen. Vi ryddede nærmest bordet. Ved min side sidder en blond layouter i starten af 30’erne fra en af mine konkurrenters kontorer. Hendes kjole er lys, parfumen for meget, brysterne ikke ægte og den blålige neglelak på hendes hånd der hviler mod mine smoking bukser irriterer mig. Mike er tavs. Ingen reaktion fra hans side, for 200 vidner så os gå fra festen. Og Chaufføren. Så den er ude.

Ville ønske jeg blot var taget alene hjem. Har mere lyst til at være alene end være sammen med den forkerte. Hun fucking kvidrer løs. Uafbrudt. Er usømmeligt kælen og hendes tunge forsvinder i min øregang. Jeg kan ikke engang huske hendes navn. Anne-Sofie? Anne-Katrine? Det er noget i den dur.

TAXIEN STOPPER UD for mit hus på Marievej nord for København. Vi stiger ud. Jeg betaler. Taxaen kører. Hun falder kælent ind i min arm. Har sin hånd på min røv. Så ser jeg Josephine. Hun står i sin sorte læderjakke, udslået hår. Den ene fod hvilende støttende mod muren ind til min villa. Ved hendes fod ligger fem cigaretskod.

Jeg pifter. Taxien stopper som har jeg hevet i en håndbremse. Josephine kvitterer med at kruse sine mundvige nærmest utydeligt opad. Jeg ved præcis, hvad hun tænker: Den gamle mand kan også pifte.

Kvinden ved min side ser forvirret på mig. Jeg følger hende galant men meget bestemt hen til taxaen. Åbner til bagsædet, placerer hende. Kysser hende på kinden. ‘Beklager, men tak for en hyggelig aften.’

Bøjer mig frem mod chaufføren. Skræller nogle sedler af et bundt. Giver ham dem. ‘Vil du venligst sørge for hun kommer godt hjem?’ Han nikker. Da taxien sætter fart på ned af den øde villavej, er der kun gået et halvt minut fra bilen stoppede og satte os af, og det sidste jeg ser, er den blonde kvindes ansigt formet i en forvirret grimasse.

12.

JOSEPHINE OG JEG står overfor hinanden på hver sin side af vejen.

Det er som om al ilt forvinder i Hellerup. Hendes grønne øjne brænder mod mig. Jeg trækker vejret dybt ned i mine lunger. Nu skal den bare lukkes, så er hun min. Rolig Marcus. Tøver i nogle sekunder. Vi bare ser mod hinanden.

Mike er vågnet op til dåd. Jeg drejer hovedet, før jeg skrår jeg over vejen mod hende med langsomme skridt, men det er Mikes blik der afsøger terrænet.

Ingen. Vidner.

Hun flytter sin fod ned på jorden. Åbentstående læderjakke og en grå kropsnær, kort bomuldskjole. Bare, brune ben der forsvinder i de allestedsnærværende støvletter. Hendes øjne er markerede med eyeliner, ellers er ansigtet bart.

Hun stirrer på mig. Fnyser. Lussingen rammer min kind, præcis da jeg er inden for rækkevide, uden jeg kan nå at reagere. Den sidder perfekt. Jeg stopper op. Undlader at tage mig til kinden. Stoisk rolig. Afventende. Lader hende rase ud.

Hun trækker vejret hektisk ind. ‘Hold KÆFT hvor er du irriterende, Marcus.’

‘Og hvorfor skal du se så absurd pissegodt ud i smoking og løsnet butterfly? Hvad helvede er der med det? Med dig?’ Hendes stemme er mindre kraftfuld, da hun siger det sidste.

Hendes bryster bevæger sig i takt med hendes åndedræt. Hun fugter de bløde, tykke læber med sin tunge.

‘Jeg har aldrig løbet så meget som i de sidste uger. Trænet så meget. Kneppet så meget. Drukket så meget. Arbejdet så meget. Og der er ikke noget af det, der hjælper. Du er der bare. Hele tiden. Spundet ind i alt. Du er i mit hoved. Og her.’ Hun banker sig heftigt på sin læderjakke over brystet med højre hånd.

Jeg vil sige noget, men hun afbryder mig. En løftet pegefinger i luften mellem os og grønne øjne der raser mod mig. ‘Nej, du skal FANDEME bare holde din kæft.’

Vi står helt, helt stille foran hinanden. Der er kun en halv meter imellem os. Sekunderne bliver til minutter. Hendes vejrtrækning er hektisk. Hun ser så smuk og forbandet fortabt ud. Som står hun med følelser og tanker hun ikke har prøvet før.

Jeg åbner mine arme en anelse ud fra kroppen.

Vil altid tænke over, om jeg gik et skridt mod hende eller hun tog to mod mig? Ikke at det betyder noget.

Josephine er i mine arme. Øjnene blanke og eyelineren over venstre øje svagt udtværet. Hendes stemme blot en hvisken: ‘Seriøst, hvis du også har en stor pik, så lover jeg dig, at jeg skriger, skriger, SKRIGER….’

Så er hendes mund mod min hals, hendes bryster presset mod min krop og hun siger noget halvkvalt som fortaber sig i forårsnatten, da jeg løfter hende op.

Der går fire minutter.

Så skriger Josephine inde fra mit hus på den dødstille villavej.

(1 af 4) Læs næste afsnit

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (51 har stemt, 4,67 af 5)
Loading...
SKRIV EN KOMMENTAR
KLIK HER!

9 kommentarer

  1. Lille Grisling

    09/09/2017 kl 11:58

    Denne historie burde sendes til et forlag! Den er et mesterværk!!! Sublimt! Fængslende!

    Jeg er meget spændt på fortsættelsen – selv om jeg har en ide om, hvad der kommer til at ske. Men du er også god til at overraske.

    3+
  2. MarLou

    08/09/2017 kl 20:53

    Næste del kan ikke komme hurtig nok.

    1+
  3. Ginger

    08/09/2017 kl 18:27

    Du sprænger skalaen. Selv din egen, Marcus!

    3+
  4. Læsehæsten

    08/09/2017 kl 11:16

    Fantastisk fortalt og med lækre beskrivelser.

    Jeg kommer også til at læse næste del. ?

    3+
  5. Thilde

    07/09/2017 kl 22:46

    Du er dygtig Marcus og du ved det godt, med den selvtillid kan du komme langt…

    3+
  6. Fjellaven

    07/09/2017 kl 21:00

    Helt fantastisk og ganske som Denkaadekyk skriver der noget at se frem til.

    Du får fremmanet et billede af en kvinde som er mere lokkende og fristende end de fleste. Det fik mig til at mindes en vennide som jeg havde i min ungdom..det skal du have tak for.

    1+
  7. KJ

    07/09/2017 kl 10:25

    Åh, Mr. M

    Du gør det igen.

    Skriver så fantastisk legende.

    Den underspillede erotik der får hårene til at rejse sig, og gør mig sulten efter mere.

    Det er jo ligefør man bliver helt misundelig på den forbindelse. Det kys. De føleser.

    Tak fordi du endnu engang skriver med så stor en indlevelse.

    Smuk historie.

    Er så spændt på hvad der skal ske med Marcus og Josephine, og glæder mig helt til næste afsnit.

    Din fan

    /KJ

    3+
  8. denkaadekyk

    07/09/2017 kl 9:54

    Jeg er godt klar over at vi er en del, som stadig kan huske at serier blev sendt ‘live’. Et afsnit om ugen, men nu er det streamingtidsalderen og de unge er utålmodige. Os lidt ældre er også ved at få de vaner. SA DU KAN SGU DA IKKE STOPPE DER…..

    Men genialt opbygget og beskrevet, kan godt lide at besøge din verden (når bare jeg ved at jeg er en af dem som slipper ud igen)

    1+
  9. Hansi

    07/09/2017 kl 9:50

    Ejjjj. Du kan da ikke bare afslutte nu. Heller ikke selvom der kommer flere afsnit. Nu skullde det lige til at blive spændende.
    Lækker måde historien er sat op på.

    3+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.