Læs del 1

En ophidset stemme skreg ordrer i krattet og maskingeværet hamrer endnu vildere løs.
Tom og hans folk dukkede sig og bad til en gud, de havde glemt alt om til dette øjeblik.
Men ingen gud hørte dem – kun Charlierne med maskingeværet.
De kunne ikke blive liggende hele dagen.
Tom prøvede at slippe bort med tre mand, men maskingeværet fandt dem endnu en gang og endnu en mand udåndede med kroppen fuld ad kugler.
En stemme skreg på engelsk til dem om at overgive sig.
Tom og hans to sidste folk havde ikke en chance – de overgav sig.
Mændene bag maskingeværet var folk fra landsbyen og en enkelt rådgiver i uniform.
Endnu to mænd af Toms patrulje kunne ved kammeraters hjælp slæbe sig afsted.
I landsbyen kom de straks i strengt forhør af en uniformeret ung kvinde, der ved hjælp af pisk, cigaretgløder og elektriske stød i køndelene fik de ting at vide, som hun ønskede at vide.
Tom og hans folk fik på deres egen krop at føle, hvor grusom fjenden kunne være – han gav dem intet efter i smertemæssig henseende!
Han kendte alle tricksene og lidt til.
Tom lærte at hade – hade Charlie.
Hvis han fik en chance så ville han vide at benytte sig af dette had.
Chancen kom en uge senere, da de skulle videre til en opsamlingslejr under bevogtning af otte Charlier.
De løb på en venligsindet patrulje, der befriede Tom og een af hans mænd – de tre andre faldt i kampens hede sammen med alle Charlierne.
De vendte tilbage til den lille junglelejr efter forhør hos CIA’s forhørseksperter og da der kort efter blev søgt efter folk til commandostyrkerne meldte Tom sig.
Nu var han her i et fredeligt bondehus i det lille idylliske Danmark.
Han har opdaget, at hans eget folk ikke er spor bedre, end Charlies.
Og hans kammerat Bill Lang, manden der var chef for et kompagni hårde læderhalse – hvordan er han blevet sådan?
Også hans brist må søges ude i Indokina.
At være boss og sende det ene brev efter det andet til en sørgende kone eller mor – det er nervenedbrydende ad H til…
Bill kunne snart ikke tage mere.
Hans kompagni blev hele tiden kommanderet ud på opgaver, som den dårligt magtede og det kostede ekstra blod og liv.
Og een dag skete det, der satte prikken over l”et!
Fra hovedkvarteret indløb melding om at kampagni C, Bills kompagni skulle indtage en fjendtlig landsby. De ville få såvel flyve, som artilleristøtte.
De rykkede frem gennem junglen – endnu inden de var nået frem til et punkt hvorfra de kunne se landsbyen havde de mistet tre menige og een løjtnant for snigskyttekugler.
Atter fire breve at skrive.
Bill hadede det, men han var soldat og måtte adlyde.
Han var kompagnichef og havde et ansvar overfor sine undergivne.
Man rykkede frem i spredt orden.
De havde ikke hørt hvin i luften fra artilleriets granater eller hørt eksplosioner fra flyvernes bomber.
Bill rykkede over radioen og fik kort besked på at fortsætte fremrykningen – man ville undersøge sagen på højeste sted imens.
Da de dukkede frem af junglen lå landsbyen hel og pæn.
Men den så meget uddød ud.
Men ikke længe, aldrig så snart var de amerikanske marinere brudt ud af junglen førend snese af skydevåben og to morterer begyndte at høste i blandt dem.
Bill affyrede de frygteligste trusler, til regimentschefen der truede ham med krigsret, hvis han ikke holdt kæft og parerede ordre – det var ikke regimentets fejl at den lovede fly og artilleristøtte var udeblevet – men det var C-kompaniet”s fejl om landsbyen ikke blev indtaget – Bill havde ingen anden mulighed, end at give ordre til stormangreb.
Hans hjerte krympede sig hver gang han så en soldat vælte omkuld, død eller hårdt såret – men der var intet han kunne gøre.
Han havde ordren ovenfra – færdigt arbejde!
Læderhalsene kom hurtigt ind på landsbyen og snart rasede forfærdende nærkampe mand og mand i mellem.
Bill så at der var både kvinder og børn mellem forsvarerne. Han så sine folk segne – han gav ordre til at landsbyen skulle udryddes til sidste menneske, mand, kvinde eller barn og soldaterne fulgte hans ordre.
Vel tilbage i lejren bad han om at blive fritaget for sit ansvar – kampen om landsbyen havde kostet næsten tredive dræbte, der i blandt hans næstkommanderende, en ældre garvet premierløjtnant,livet.
Obersten stillede ham et forslag – han kunne komme i commando-træningslejr.
Bill modtog tilbudet – det var uden ansvar for andre.
Han var atter en ganske almindelig soldat, ikke kompagnichef med ansvar for to hundrede mand – med ret til at jage dem i døden.
Men hans trængsler i Indokina var ikke forbi – transporten han skulle med tilbage til hovedkvarteret blev overfaldet af Charlie.
Bill var mellem de få overlevende, der blev fanget og tiden der fulgte mindedes han med lidt mere, end normalt ubehag.
Charli”es efterretningsvæsen fik altid at vide, hvad han ønskede.
Det tog Bill en måned at komme sig efter den barske mishandling, førend han var i stand til at flygte sammen med tre andre officerer fra marinekorpset og en snes kilometer fra lejren blev de samlet op af en rekognecerings-helikopter.
Charliehadet var sået i hans sind og den bar mange fold.
Bill var blevet en ond mand.
Men også han skuffedes af commando-livet.
Livet i commando-lejren var endnu mere brutal end i en almindelig marine-lejr.
Han vil ud af det – helt ud!
Derfor er han her sammen med den barske sergent Tom Shirts.
Commandolivet har gjort dem kolde og følelsesløse – uden menneskelige følelser.
Derfor betyder bondeparret og deres datter intet menneskeligt for dem.
Kvinderne er kun kønsobjekter, som man smider bort efter brugen.
Men udenfor var daggryet på vej – hvad ville den kommende dag bringe dem?
Bill og Tom vidste det ikke – kun at de ikke ville tilbage til commando-lejren – den var et overstået kapitel.
Fremtiden – den var et kommende kapitel.

4.Kapitel.

Morgengryet var på vej. Himlen grånede let i øst og stjernerne falmede.
Bill og Tom nød deres perverse værk. De to skræmte kvinder havde for længe siden opgivet al modstand. De var passive ofre for et par hjernevaskede commondo”s perverse liderlighed.
Bondemanden havde helt opgivet ævred og hang passiv i sine snerrende bånd, mens han kun sløvt opfattede, hvad der foregik omkring ham. Her havde han alle dage været en pæn hæderlig bonde, der var ven med alle og svarede enhvert sit, så vidt hans midler strakte – og nu overgår dette ham og hans familie.
Ikke at Hilda fortjente bedre – hun var en dum ko, der havde godt af at få kussen på komedie – han selv havde fået lov til det alt for sjældent her i de senere år – og nu…
Nu vil han aldrig komme til at kneppe mere – hans pik er fuld af brandsår og vabler fremkaldt af de to perverse commados glødende cigaretter – gid Fanden havde det alt sammen og lidt til!
Der var ikke en skid sjov ved at være menneske – ikke mere…
Han havde da altid kunnet gå ud og finde trøst i stalden, når Hilda gjorde sig ud til bens – men nu! Aldrig mere…
Sløvt opfatter han verden omkring sig. De to soldater kigger ud under gardinet og opdager at det er ved at dages.
De må videre. De har haft en liderlig pervers nat.
Behandlingen de har udsat bondekonen og hendes datter for står i den amerikanske straffelov til dødsstraf, plus 99 år – hyggelige perspektiver!
Hvis de bliver fanget er det farvel til livet – enten med et reb om halsen eller ved benådning, den langsomme forrådnelsesproces i et militærfængsel vogtet af homofile sadistiske vogtere, der ikke altid holdt rede på antallet af fanger – adskillige var forsvundet under mulde efter en tur i vagtstuen. Det var absolut ikke noget at glæde sig til – tværtom!
De kunne skyndsomst flygte videre – men hvor skulle de flygte hen?
De kunne godt stryge tanken om politisk asyl – perverse sædelighedsforbrydere fik ikke asyl – de blev udleveret i lænker.
Bill satte kort Tom ind i situationen.
Heller ikke den gamle forhærdede sergent kunne lide det – dette her ville ikke være den pæneste måde at afslutte en karriere, som proffs på.
Tom kunne endnu mindre lide det.
Men der var selvfølgelig en udvej – hvem andre end de tre på gården vidste, hvad de havde foretaget?
Tom spurgte sin ven i et lidt lusket tonefald.
– Sergent – tænk aldrig mere på noget sådant, forstået? spørger Bill i en lidt mere, end ophidset tone.
– Hvorfor ikke, Bill? spørger den hårde nitte af en sergent straks contra.
– Fordi vi er hæderlige soldater, Tom, forsvarer Bill sin talemåde.
– Pladder – vi er et par perverse gutter og skjuler vi ikke vore ofre forsvarligt vil Helvede være løs inden ret mange timer og jeg personligt har ikke lyst til at hænge i forlængelse af et stykke hampereb, kommer det dirrende af nervøs vrede fra Tom.
– Du mener vi skal slå dem ihjel, ikke sandt,Tom?
– Hvordan havde du ellers tænkt dig at få dem til at holde kæft for stedse – ja, jeg spørger bare, kaptajn!
– Kunne vi ikke true dem, Tom?
– Jo, så længe de kan se os – bagefter vil ordene vælde fra dem, som en ko med tyndskide.
– Jeg kan ikke lide det, Tom – jeg kan ikke…
– Det kan jeg sågu”heller ikke, men der er ingen, der gider ulejlige sig med at høre om min mening – jeg må handle ud efter bedste overbevisning, Bill!
– Og hvad siger den, Tom?
– At vi skulle snuppe os et sidste drøn kusse og så ellers se at få balladen overstået. Hvem vil du helst kneppe, Bill?
– Hvis det bliver sidste gang den stakkels kvinde får pik, så må jeg vel hellere forbarme mig over moderen. Hun skulle jo gerne have et rart minde at fare til himmerige på, griner Bill muntert.
– Du har nok store tanker om den stump slatne pølse du har dinglende mellem benene – pas på du ikke får storhedsvanvid, gasser sergenten ham.
– Det er bare fordi den ikke tænker på kusse i øjeblikket at den hænger, kommer det i et hårdt tonefald fra Bill.
Han mener selv han er ligeså god til at kneppe som de fleste og kan så absolut ikke lide at nogen snakker dårligt om hans lange tynde pik og tunge dinglende nosser.
Han kan lide at kneppe har aldrig gjort nogen hemmelighed af det.
Hvor end han har opholdt sig i verden har han altid haft to a tre elskerinder og aldrig har nogen af dem klaget – ikke mens han hørte på det, i al fald.
Pistolen sidder løs i sit hylster ved hans bælte – hvis…
Nej forresten, hvad skal han blive til uden Tom.
Ingen af dem forstår dansk eller dansk mentalitet – hver for sig vil de kunne overlistes, men sammen kan den ene altid være på vagt.
De må holde sammen. De må prøve at få det bedste ud af det – det allerbedste.
Toms forslag er fornuftigt – de to sønderkneppede og torterede kvinder vil være bedst tjent med at forlade denne syndefulde verden og den gamle bondemand er allerede halvdød.
Bill står faktisk og får en smule ondt af ham – hvordan mon han selv ville have skabt sig om nogen næsten havde svedet pikken af ham med glødende cigaretter, brugt hans pikhovede, som askebæger?
Han er ikke sikker på at han ville have holdt det så tappert ud, som bondemanden, slet, slet ikke!
Han var sikkert mindst blevet sindsyg, eller sådan noget lignende.
Det vil faktisk være en velgerning at aflive bondeparret og deres datter.
At de er kommet i den tilstand de er, på grund af de to soldaters perversitet – det er noget vi springer let og elegant over…
Hilda ligger jamrende på gulvet med hænderne sammenbundne på ryggen og kneblen i munden.
Det vil ingenlunde være nogen

fornøjelse at banke pikken i hendes flossede plørekusse – tværtom!
Men Bill føler en vis forpligtelse – det er hans skyld at kvinden er ødelagt, det er ham, der har svedet hendes brystvorter med cigaretskud og hans hånd, der holdt ligtheren til hendes kussehår – han må gøre hende den tjeneste at kneppe hende for allersidste gang – han er et ordentlig menneske, næsten!
Han lægger sig på gulvet ved den fede bondekones side.
Hun udstøder uhyggelige gurglelyde i kneblen og søger at undvige, mens hendes øjne er ved at springe ud af deres huller af rædsel.
Men Bill er nådeløs. Han bider hende i de forbrændte brystvorter, som ville han nippe hele vorten af med sine stærke tænder og raver hende nådeløst på den afsvedne kusse.
Kvinden klynker og spræller – hun er ved at blive afsindig af smerter, men Bill synes ikke at ane det – hvad rager det ham – han vil gøre den gamle liderlige so en tjeneste og hun har at modtage den med kyshånd.
Fornedrer han sig måske ikke til at kneppe hendes smadrede kusse?
Gør han sig måske ikke umage med både hendes bryster og kusse?
Vil han måske ikke kneppe hende til safterne sprøjter og spærme hendes kusse fuld til randen?
Han vil alt for hende – men det er bare allerede for sent. Hilda er godt på vej til at blive vanvittig.
Med dunsten af brændte kussehår i næsen slikkede han hendes forbrændte kussekrater, dikker til den slatne kilder, der meget langsomt stivner og bliver hård og strittende.
Selv i den sværeste nød glemmer et menneske ikke sine urdrifter. Han slikkede hende så hun næsten begyndte at føle velvære ved det – næsten!
Smerterne var for slemme.
Hun skreg af afsindig smerte, da han pumpede pikken i spalten mellem de forbrændte skamlæber og hun jamrede uhyggeligt, mens han knoklede løs på hendes fisse og befriede sig for de safter, der allerede spændte igen.
Datteren Grethe var ikke i meget bedre stand, end moderen og hun var faktisk, endnu elendigere, da Tom var færdig med at kneppe hende.
Udenfor var himlen nu rød i øst – meget snart ville solen stikke hovedet op over horisonten og en ny dag melde sin ankomst.
En dag, der kunne blive afgørende for de to commandos skæbne. En dag, som de tre mennesker på gården ville komme til at opleve, som deres sidste.
Bill hadede det. Tom kunne heller ikke lide det – men der var faktisk ikke ret meget de kunne gøre ved det – de ønskede jo begge at leve videre i frihed.
At de var, som de var kunne de takke nogle smarte efterretningsagenter og nogle djævelsk dygtige instruktører for.
De havde ikke selv bedt om at blive smidt i fjorden og blive mejet ned med maskingeværer af deres egne landsmænd om de ikke var lidt mere, end smarte.
De havde meldt sig til et godt betalt job – ikke en selvmordertjans. Det troede de i al fald ikke, men generalen for commandoerne havde åbenbart en anden mening om den ting – han var en hård mand, der regnede et menneskeliv for mindre end en mistet skakbrik – han var parat til at ofre hele regimentet,om bare gevinsten han fik til gengæld stod i forhold til besværet.
Generalen havde allerede myrdet i snesevis af mænd og mange, mange flere ville dø, førend han blev pensioneret.
Generaler måtte ikke være mennesker – de måtte ikke tænke på mænd, som personer, men noget man havde i bundter og bare strøede ud i håb om mangedobbelte fold i fjendens nederlag.
Et kompagni var en knappenål – en fjernet knappenål var lig med 200 døde eller sårede mænd – mænd med koner, børn , mødre og kærester.
Som menneske var generalen ikke ond – hans job var bare taktik. De døde soldater var bare en biting. Affald.
Nøjagtig, som de tre bønder er affald for Bill og Tom – de er brugte og ganske uden interresse – de er en biting, der må fjernes, for ikke at kunne falde dem i ryggen bagefter.
En commado holder altid vejen bag sig fri, så der er plads til at retirere.
Bill og Tom havde ikke glemt deres commando-lærdom!
Dræb eller bliv selv dræbt.
Ovenstående er banket ind i hovedet på commandosoldaterne så ofte, at de ligefrem troede på det.
Bill og Tom er commandosoldater.
De må dræbe for at slette sporene efter deres blodige misgernlng – dræbe for at have en chance til at leve videre.
De er langt borte i et fjent og fremmed land – Danmark.
Hvor de kommer fra er de vant til at dræbe for at klare sig. Det er de også parat til i Danmark i påkommende tilfælde. Og påkommende tilfælde er NU.
Tom, der er den mest hårdføre går ud i køkkenet og henter en stor franskbrødskniv i en skuffe.
Det vender sig i Bill af væmmelse, da han ser kniven i makkerens hånd – han er lige ved at kaste op ved tanken om det, der forestår.
– Klar kaptajn? spørger Tom temmelig brysk og sætter kursen hen mod den halvvejs bevidstløse bondemand, der forpint hænger bagbundet på stolen.
– Ja, Tom, mander Bill sig op til at svare og går hen bag bondemanden.
Bill trækker mandens hovede bagover og Tom lægger et rent snit hen over mandens strube og blodet vælder frem, mens en rallen stiger op fra den dødes overskårne hals.
Hilda får samme omgang og næsten ligeså smertefrit.
Den unge Grethe søger at krybe væk med bagbundne hænder. Tom sparker hende brutalt omkuld med sin jernbeslåede støvle.
Hun får kneblen ud af munden og skriger hysterisk i vilden sky.
Hun tier først, da Tom jager kniven i til skæftet under hendes venstre bryst.
Hun standser op midt i et skrig og dør med en stille rallen, mens livsblodet langsomt pibler ud af hendes forpinte krop.
De to commandosoldater står en kort stund og kigger på den stakkels mishandlede kvindes lig, førend de brutalt drejer om på hælen og forlader stuen.
De har gjort det – de har dræbt tre uskyldige bønder i det lille fredelige Danmark.
For menigmand vil det ligne en galnings værk, men for en proffesionel – Bill og Tom håber at mordene aldrig vil komme deres boss for øren – for han vil kende arbejdet – commandosoldatens lydløse hurtige drab.
Ikke fordi de har i sinde at vende tilbage til lejren – de er omsider sluppet fri af galskabet – nul!
Men det vil være rigeligt at have det danske politi på nakken for desertering.
Mord!
Ordet smager grimt og i deres stille sind kalder de det drab i selvforsvar, en lidt usikker defination ganske vist – men…
Snart vil det være dag – de må videre, hvis de ikke vil overraskes på en kedelig måde af een eller anden dum mælkemand eller postbud og have behov for at begå endnu et drab.
Tom lavede kaffe til dem i køkkenet, mens Bill skar dem nogle skiver brød og fandt kopper frem – det ville måske vare længe, førend de så mad igen.
De spiste med god appetit og skyllede efter med den varme sorte kaffe – natten havde været anstrengende.
Bagefter undersøgte de udhusene – bonden havde været fattig eller nærig – han havde ingen bil – kun en gammel nedkørt traktor, som de ikke kunne finde nøglen til og som yderligere ville være dem til besvær under den videre jagt efter friheden og sikkerheden.
Deres øjne fandt bondeparrets cykler meget mere fascinerende. Klokken var lidt over fem, da de rullede bort fra gården ad bagvejen.
Ved en lille asfaltvej et stykke borte fandt de et skilt, hvor der stod – KØBENHAVN 64.km.
Med lidt held ville de kunne cykle til København den kommende nat, for øjeblikket gjaldt det bare om at slippe længst mulig væk fra gården og så ellers finde et godt sted at sove.
De fandt snart begge dele – en stor tæt fredelig skov et godt stykke fra den asfalterede vej.
De skjulte cyklerne under nogle buske og lagde sig selv til at sove under nogle andre.
Deres maskinpistoler lå bekvemt indenfor rækkevidde og pistolerne sad løst i hylsteret.
Den mindste fare og det ville blive farligt for dem, der begik fejltagelsen, en regn af varmt bly ville møde dem.
Men Bill og Tom var mere trætte, end de troede.
De havde heller ikke gemt sig så godt, som de troede.
Bill vågnede ved at noget spidst pirkede mod hans kind.
Tom ved at nogen sparkede ham temmelig hårdt i ribbenene.
Begge ville gribe deres maskinpistoler, for blot pludselig at opdage, at de sad og gloede ind i den forkerte ende af løbene, nemlig den ende, hvor der kunne være fare på færde om fingeren på aftrækkeren blev nervøs.
Var ballet forbi?
Nervøst, glippende med øjnene rejste de sig overende.
Deres pistoler sad endnu i hylstrene – var der en chance?
I det begyndende tusmørke under træerne ser de adskellige skikkelser omkring sig og alle er bevæbnet med skydere – og alle er de KVINDER.
Politi! Kvindligt politi!
Kvinderne er klædt vidt forskellige i alt fra lange slacks og vindjakke til en elegant grå trencoat og silketørklæde.
– Hvem er I? får Bill omsider samlet sig sammen til at spørge på engelsk.
– Netop, hvad vi ville spørge om, makker, replicerer kvinden, der står et par skridt fra ham med maskinpistolen pegende på hans mave, i samme sprog.
– Et par fredelige landstrygere, grynter Tom og søger at komme til at sidde sådan at han, hvis der bliver en chance, kan få fat i sin Colt Automatic.
Han er bare ikke smart nok, mens kvinden, der vogter ham med maskinskyderen holder ekstra godt øje med at hans bevægelser, sørger en veninde for at fjerne det farlige legetøj fra dets hylster ved hans bælte.
Bills pistol gør den følge. De er prisgivet de svært bevæbnede kvinder.
– Mon dog – landstrygere plejer højst at være bevæbnet med en lommekniv eller en knortekæp, kommer det hånligt i et hæst tonefald fra kvinden, der vogter over Bill.
– Hvad så, kælling? spørger Tom, temmelig brutalt.
En sikring klikker – der er en dame, der ikke kan lide hans ordvalg.
– Vi er flygtninge, dame. Vi er flygtet fra en bestialsk tilværelse i en commandolejr, søger Bill at glatte ud.
– Det lyder bedre. Vi vil glemme din vens fortalelse – kom med, men forsigtigt. I kunne dø en forhastet død, hvis I gør noget forkert, kommer det bistert fra damen, der vogter Bill og som tilsyneladende er chefen.
Omringet af de seks kvinder, som der viser sig at være ialt sætter de kursen mod den tættere del af skoven.
Hvad er det for kvinder de er faldet i hænderne på?
Det fortæller vi om i næste åndeløst spændende kapitel.

5.Kapitel

Tusmørket ligger tæt under træerne,men kvinderne synes at kende hver træ, hver busk og bevæger sig ubesværet gennem skoven, mens de to commandos, der ellers selv mener at de har gode øjne falder over rødder eller render ind i nedhængende grene næsten uafbrudt.
Siden kvinderne fik at vide, at de var deserterede commandosoldater, har der ikke været udvekslet et ord mellem parterne.
Hverken Bill eller Tom er særlig stolte ved situationen – hvad er det for damer de er faldet i kløerne på? Forbrydere eller forklædt politi?
De håber faktisk det første, selv om det absolut ikke vil være nogen spøg at falde i kløerne på en forbryderbande bestående udelukkende af kvinder – politi er næsten ensbetydende med døden for enden af et hampereb i et eller andet militærfængsel.
De foretrækker at leve, selv om deres tilværelse fremover måske ikke bliver så fri, som de ved flugtens start havde drømt om.
Hvad har kvinderne i sinde at gøre ved dem?
Var det dem selv, der havde fanget kvinderne, havde de ikke været i tvivl – de ville ha” kneppet damer til deres pikke blev slappe af træthed – ha” kneppet hver dråbe sæd ud af deres spændte svulmende nosser.
Men nu er det kvinderne, der har magten!
Men måske de kan overtales til et eller andet?
– Undskyld, dame, begyndte Bill, der går næsten klods op ad en ung slank kvinde i mørk vindjakke og slacks.
– Klap sammen, brormand. Vi skal nok sige til, når der skal snakkes igen – OK? hendes stemme lyder vred.
Surmulende tier han stille.
Ingen svar på det mest påtrængende spørgsmål – satans!
Tom, der går et par meter fra ham er ikke i spor bedre humør.
Hvad er de på vej til? Bør de ikke søge at stikke af, mens tid er – eller!
Hvis kvinderne tilhører en forbryderorganisation, som de håber, er den faktisk den bedste løsning i øjeblikket – de vil have et sted at være, de vil få mad hver dag uden at behøve at stjæle den – og de vil have kvinder.
De lader tanken om flugt fare og vakler videre i det tiltagende mørke under de store træer, skarpt bevogtet af de seks svært bevæbnede kvinder.
De synes at have travet i en evighed, da de pludselig kommer til en større lysning i skoven.
Midt i lysningen ligger en mindre bondegård, bestående af et lille hyggeligt stuehus og en større stald/ladebygning.
Et par af kvinderne sniger sig i forvejen, mens de andre stiller sig i en vid kreds om de to commandos med fingeren på aftrækkeren.Lidt efter vender den ene af observatørerne tilbage og melder klar bane.
Bill, Tom og deres vogtere sætter sig i bevægelse påny og lidt efter står de i det lille stuehus”es køkken, der dårligt kan rumme de mange mennesker.
En kaffekande hvæser over et gasblus og søger at vinde ørenlyd med sin fløjte. Kvinderne snakker ivrigt i munden på hinanden på dansk, mens de holder de to undvegne amerikanere dækker med deres egne maskinpistoler.
De to mænd stjæler sig til at studere kvinderne nøjere – der er kun fem i køkkenet i øjeblikket – den sjette holder sikkert vagt udenfor.
Alle ser de ud til at være nogle hårdføre damer, og vide hvorfor de er damer.
Vi tager et kig på dem fra en ende af.
Hende, der står nærmest Bill, er en høj slank honningblond pige i midten af tyverne med sine meget iøjenfaldende ynder skjult bag en mørkeblå sømandssweater, blå cowboybukser og røde gummistøvler – hun hed Lone, fandt vore amerikanske venner senere ud af.
Den næste var hendes jævnaldrende, men en smule mere buttet og mørkhåret. Hun hed Jytte.
Den tredie kvinde, var et sted i trediverne og havde en kraftig krop skjult under en tækkelig kjole og cottoncoat. Hendes navn var Gerda.
Den fjerde, der var bevæbnet med Bills maskinpistol, og endvidere havde to pistoler strittende op af lommerne på sin vindjakke, var omkring de 40, nærmest fed og havde en affarvet kort drengefrisure. Hendes navn var Irene.
Den sidste af de tilstedeværende kvinder var en ren lækkerbidsken – cirka 30, rødt hår, grønne katteagtige øjne og en flot kurverig krop i en lårkort grøn kjole, der viste masser af hendes velformede lange ben og en kostbar trench-coat.
Hun hed Minna og var kvindebandens boss, viste det sig senere.
Kvinden, der havde vagt var en kedelig skrubbe, der mest af alt lignede en afdanket husmor i midten af fyrrerne. Hende ville man kun kneppe, hvis man var lidt mere end trængende – hun hed Ulla.
Lone åbnede døren ind til en lille hyggelig stue, trådte indenfor og vinkede de to fanger frem.
Tøvende adlød de to mænd. Hvad havde kvinderne talt om på deres eget sprog? Skulle de likvideres så snart de trådte over dørtærsklen, eller…
Der var imidlertid ingen udvej, kvinderne bagved presse på. De gik ind i stuen, der skete intet, udover at Jytte og Irene skubbede dem ned på en stor blød sofa.
– OK, boys – vi er i sikkerhed nu, kommer det med et stort smil fra den dejlige rødhårede Minna på smukt amerikaner-engelsk.
– Tak dame, men hvor er vi og hvad er I? spørger Bill også på kammeratens vegne.
– Vi er på en lille ødegård, og vi er SEXBANDEN, som aviserne har været så søde at døbe os. Vi stjæler porno under enhver form og sælger den til østtyske smuglere for luksusvarer, der her i Danmark beskattes himmelhøjt, forklarer hun sagligt.
– Hvordan fandt I os?
– Vi undersøger altid området omkring stedet her, og Gerda faldt næsten over jeres skjulested og tilkaldte os andre – resten kender I, ikke? spørger den herlige rødtop sine to fanger og sender dem et blændende afvæbnende smil. Et smil, der lover en helvedes til masse – hvis…
Måske en kugle!
– Og hvad vil I nu med os? spørger Bill videre, mens Tom, som den gamle liderlige gris han er, sidder og slikker sig om munden.
– Det bestemmer i selv, friends!
– Hvorledes, dame?
– Slut jer til os og vis os jeres tillid – eller…
Hun afslutter ikke sætningen og behøver det heller ikke – de to soldater ved udmærket, hvad hun mener.
– Har I hørt om os? spørger Bill.
– Måske! Hvad er forresten dit navn, kammerat?
– Bill – min kollega hedder Tom!
– Hvad mener du med det, dame? Det er Tom, der har åbnet munden.
– Der er begået et tredobbelt bestialsk mord i en nærliggende landsby, men det kender I naturligvis ikke noget til, vel? Minnas stemme er fuld af ironi.
– Hvilken forskel gør det? spørger Bill.
– Ingen for os, altså – men for jer er vi nok eneste redning. De danske myndigheder udleverer næsten alle desertører til US-Army – og især, hvis de under flugten groft har overtrådt den danske straffelov, kommer det sukkersødt truende fra den rødhårede bandefører.
– Tak vi vil gerne slutte os til jer. Det var os der fiksede bønderne. Vi har været udsat for lidt af hvert i lejren, så da kom ud i friheden trængte vi til lidt dameselskab – vi dræbte dem – bagefter…
– Hvor grusomt! Dræber I altid jeres kvinder bagefter? spørger Jytte fra baggrunden.
– Næh, men i det foreliggende tilfælde så vi ikke andre udveje, desværre, kommer det med beklagelse i stemmen fra Bill.
– Hvad mener du, chef? spørger Jytte henvendt til Minna.
– Om hvad, Jytte? spørger Minna en smule bidende.
– Jeg kunne godt!
– Hvem kunne ikke det, din lede fisse, snerrede chefen for SEXBANDEN.
– Der er næsten tre timer til maskinen kommer, så chef! kommer det tryglende fra Jytte – hun har vist kløe i fissen, den gode dame.
– Ja, men vi altså seks og der er kun to boys – det giver tre til hver. Jeg ved ikke rigtig…
Hun går undrende i stå.
– Chef – de kan sagtens klare en pige hver halve time – de kan, kommer det prompte fra den gode Jytte, der nu ser pik indenfor rækkevidde og ikke har i sinde at lade den passere sig – nul!
– Tror du, Jytte? Minnas stemme er fuld af tvivl.
De to commandos forstår ikke noget – kvinderne taler dansk indbyrdes.
– Ja, chef!
– OK – jeg tager fem tændstikker og brækker enden af de to – de der får de korte har ret til stiv pik mellem benene!
Hun tager tændstikkerne frem og fixer det fornødne bag ryggen, inden hun rækker dem frem mod sine veninder.
Ulla trækker først – hun trækker en nitte!
Lone er den første, der er heldig – Irene den anden.
Irene, der er den ældste og hårdeste af de to – får lov at vælge først og tager Bill – Lone må nøjes med den lille hårde sergent, der sjældent har haft en kvinde, undtagen ved køb eller voldtægt.
De to heldige afleverer deres våben til medsøstrene og går så ellers i gang med at klæde sig af.
Først smider de vindjakkerne og bluserne.
Irene har store opspændte hængebryster, mens Lone har store vidunderlige håndfuldstore bryster skjult bag en minimal bh.
De lader slacksene følge efter, mens de to commandos spændt betragter sceneriet.
Kvinderne har indbyrdes talt dansk, og de har ikke forstået, hvad de talte om, men nu begynder de at forstå meningen – de skal kneppe de to kællinger, der i øjeblikket er ved at smide kludene. Deres pikke retter sig vellystent i bukserne ved tanken. Tom stikker ligefrem hånden i lommen og begynder at spille en omgang “lommebillard”, for rigtigt at være i stødet, når han skal pande pikken i en af de saftige damekusser. Han trænger til en omgang rigtig hyggefisse oven på natttens hårde voldtægt.
Kors, hvor vil det blive dejligt at smadre pikken i en saftende, liderlig, dampende kussehul – ja, næsten være alle besværlighederne værd og senere vil der være masser af andet kørvel, der venter – masser…
Lone er en vidunderlig unge, som hun står der midt på gulvet i bh og trusser. Hendes krop er let solgylden og har de pragtfuldeste udbulninger og er helt igennem velskabt.
Irene er derimod temmelig fedladen og hendes hud er nærmest mælkehvid. Hun åbner sin spændte bh og de store bævrende og skælvende patter vælter frem i al deres vælde med store knoppede brystvorter. Hun lader trusserne følge efter. Hendes kussepels er mørkeblond og afslører yderligere hendes falske frisure foroven.
Hun smiler indladende til Bill og går hen mod ham med skælvende dansende patter og forførende vrik med de store brede hofter.
Lone derimod affører sig sine sidste klæder med megen mere ynde og det er lige før at pikken går i lommen på Tom, førend hun nærmest springer hen til ham og falder på knæ og begynder at rode med hans buksegylp.
Irene lader sig falde ned på Bills skød – han havde regnet med den lækre Lone, men prøver ikke at lade alt for skuffet – ja, faktisk sat pikken op efter hende. Den er så stiv og hård, at den er ved at revne af indestængt liderlighed.
Irene kommer faktisk til at sidde, som en høne, da hun lader sig dumpe ned på hans skød – nemlig på pind!
Han tager sig hurtigt sammen – Irene er nok temmelig stor og halvfed, men hun er kvinde – en stor frodig kvinde med ild i kussen – en kvinde, der længes efter at han vil forbarme sig over hende og smadre pikken op i hendes nuttede fisse, der alt for længe har måttet undvære en sådan fylde mellem de udspilede skamlæber og hidsige dunken i skrævet.
Endelig er glæden atter kommet til hende – endelig er hun igen fundet værdig til pik.
Alt dette svirrede i hovedet på Bill.
Han skulle bare vide, hvordan Irene havde det med pik til hverdag. Men det vidste han ikke en skid om – hun var en kvinde, der skulles kneppes med hans pik.
Hun flår lynlåsen i hans camuflagejakke ned og næsten river knapperne af hans skjorte, for at komme til at rive og flå i hans muskuløse ryg med sine brede stumpede negle, alt mens hendes store krævende mund lukker sig over hans mere end villige læber, mens han ene hånd gramser hendes ene vældige hængebryst og klemmer den hårde struttende brystvorte mellem to fingre, så den blomstrer endnu mere op, og bliver så gloende at han næsten brænder fingerspidserne på den.
Pattekødet vælder ud mellem hans fingre og gør ham endnu mere gal efter dette store kvindemenneske, end han allerede er.
Deres tunger udkæmper en liderlig duel, hvor der ikke kåres nogen sejrherre, men begge tilsidst må strække våben i en lang, liderlig udmarvende kneppetur. Hans læber glider fra hendes store sanselige mund ned over hendes lange tykke hals, videre ned over det glatte mælkehvide brystkød til det lukker sig om en hård strittende, læderagtig brystvorte og giver sig til at sutte løs på den.
Hans hånd glider videre ned over hends vulkede maveflæsk ned til hendes skræv – hun spreder villigt lårene og lader hans hånd finde vej ned til sin store allerede drivvåde saftende kusse, der venter hans komme i liderlig længsel. Han lader drillende op og ned langs de svulne skamlæber, frem og tilbage, frem og tilbage…
Han mærker hun er drivvåd og safterne nærmest vælter ud af hende, som fra en kilde.
Uden at forhaste sig maser han pegefingeren ind mellem de gabende skamlæber og dikker til hendes allerede stivnede kilder, der er hård, som en lille ståltap.
Hun begynder at stønne. Hun kan lide, hvad hans fingre gør ved hendes saftige kusse, der flyder over med hendes liderlige safter.
Hans finger dikker og tirrer hendes clitoris og hun bliver og mere gal i kussen og lader sine fingre rive og flå endnu mere i hans ryg, mens hendes mund kysser ham på siden af halsen og laver store sugemærker, og blide fingerspidser kærtegner hans små nakkehår, så der glider masser af højspænding gennem hans krop og truer med at kortslutte ham – ja, truer med at lade hans pik sprøjte et vådeskud ud i hans tætsiddende bukser, ja truer…
Parret ved deres side har ikke givet sig nær så megen tid til forlir – Lone begyndte med at lukke Toms pik ud og slikke det store blålige pikhovede, men nu ligger de på gulvet og han har allerede pikken begravet til nosserne i hendes honningkrøllede fisse, mens han kysser hendes strittende lyserøde brystvorter, igen og igen, alt mens han holder hende spændt ved at trække hendes hovede bagover ved håret.
Hun kurrer vellysten under hans lidt brutale kærtegn
Bill mærker at Irene roder ved hans buksegylp med sin frie hånd. Hans pik spænder, så den er ved at sprænge bukserne. Den vil ud – den har lugtet kusse – den vil ud og smage kusse!
Hun glider ned fra hans skød.
Han ser hendes store mørkkrøllede fisse gabe med store flabrende lysebrune skamlæber, der er drivvåde af hendes liderlige safter.
Han kan ikke stå imod længere – han må ha” pikken i denne store saftige kusse – vil, nej må – simpelthen!
Hun ligger ind i hjørnet på sofaen – han vrider sig rundt og lader sig falde ned på knæene ned på gulvet og lægger hendes store kraftige ben over sine skuldre, så hendes store, vidtåbne kusse er blottet for hans liderlige blik – den er ikke smuk – men kors – liderlig…
Med et brunstigt grynt borer han ansigtet ned i det saftige skræv, slikker sig vej ned over de silkebløde fløjlsglatte inderlår, der er våde af hendes silende liderlige safter. Slikker de store svulne skamlæber og får en salt bitter smag i munden, der gør ham endnu mere gal i pikken, end han allerede er, borer tungespidsen dybt ned mellem dem og dikker hendes “konge”, som hun på det nærmeste vrinsker af fryd, mens orgasmen risler gennem hendes store liderlige krop. Hun er gal i kussen, den store laskede dame, og Bill skal gøre sit bedste for at befri hende af denne galskab – han skal lige have beredt vejen – så…
Irene brokker noget af sig på dansk, som Bill ikke forstår – han slikker videre – hendes store kraftige lår lukker sig om hans hovede og knuger ham fast. Han slikker løs, som en gal, skønt han er ved at blive kvalt i hende svedige og saftdrivende skræv – men kors, hvor han nyder det.
Hun skubber sig brutalt fri af ham og lader sig falde ned på gulvet. Han følger efter og opdager straks meningen med hendes manøvre – hun snor sig ind under hans krop og flår med ivrige fingre hans buksegylp op og svajer hans store stenhårde pik med det store blåviolette hovede blottet ud af dets trange fængsel i hansstramme bukser og begynder at give ham en herlig gang håndmassage, mens hun lysten slikker sig om munden med en stor lyserød tungespids.
Hun har lagt benene om Bills nakke og han kan uforstyrret slikke løs i hendes skummende dampende skræv – ja, kan slet ikke blive fri, for hendes ben har låst sig i et saksegreb om hans nakke.
Hans tunge smutter og slikker løs i det saftige dameskræv – han er himlen nær, ja kommer det næsten, da hendes tungespids begynder at danse hen over hans pikhovede i yndefulde pirouetter – gør ham vild og gal.
Hun suger det vældige olon helt ind i munden – hun ønsker den fuldstændig. Hæse klynk stiger op fra hendes strube, når Bill går ekstra ivrigt til den i hendes skræv og får den til at safte endnu mere på hende.
Ved deres side klynker Lone hysterisk og Tom brøler op, da hans knudrede pik spærmer den lille Lone fuld af sine spærmede safter.
De har nået clou, mens Irene og Bill stadig er i gang med forlegen – der er endnu ikke gået ti minutter.
Bill ser at Jytte gør sig klar til at blive kneppet af Tom – Tom er stadig frisk til at kneppe – hans pik står stadig lige strunk, selv om han lige har kneppet den lækre Lone fuld af spærm. Der er åbenbart masser af liderlighed i den gamle sergent. I de krige og slag han har deltaget har han også holdt træningen ved lige – masser af “fjendepiger”, er blevet voldtaget af ham i tidens løb – nogle kunne lide det, andre døde af det.
I øjeblikket har Tom ingen spekulationer, unge dejlige damer står ligefrem i kø efter at få hans store grimme pik op skrævhullet.
Han skal vise, hvad han dur til og det er han ikke spor ked af – tværtom!
Bill har stadig nok at gøre med Irene – han slikker som en besat i hendes saftende skræv, og for hver dråbe han slikker kommer der to nye igen – hun er som en uudtømmelig kilde – våd klistret og saftig.
Hendes læber og tunge gør vidunderlige ting ved Bills pik og han må snart have den hamret til bunds i hendes saftige hul eller forgå.
Kneppe hende sønder og sammen.
Han mærker safterne komme sivende ude fra de yderste fibre af sin unge stærke krop og samle sig i de tunge dinglende nooser.
Irene bliver mere og mere vild, som tiden går.
Bill bliver mere og mere vild i pikken.
Kusse, KUsse, KUSse, KUSSe, KUSSE, skriger det gennem hans krop.
Måske er det tankeoverføring, for Irene forstår tilsyneladende ikke engelsk, men pludselig lader hun hans hovede fri og han er ikke sen til at løfte hovedet op af hendes klistrede, saftende skræv og tage et par dybe indåndinger, for der ligger masser af hårdt arbejde forude.
Stønnende med øjne, der skinner som julelys vender den store blonde kvinde sig, mens hendes hånd til stadighed river i Bills lange stive pik – hun ønsker hans pik i kussen – nu!
Hun er i hans vold nu – hun er hans fuldstændig – kussen kræver…
Kun han kan udfri hende af de liderlige kvaler hun lider – kun han.
Tom er forlængst gået direkte ombord i Jytte og knepper løs, som en lysten hankanin på akkord.
Han kan takke sin gode commandotræning for at han ikke dør af hjerteslag.
Irenes store mælkehvide patter dingler skælvende foran hans øjne – han napper med læberne efter de store strittende brystvorter og fanger en af dem mellem tænderne – han gumler veltilpas på den i løbet af et øjeblik.
Pigen kurrer vellysten – gal og vild i kussen.
Hun skræver vidt ud med lårene og hendes store saftige kussehul griner ham lystent i møde – venter kun på at han skal smadre sin store stive liderlige pik tl bunds i det saftende hul og kneppe løs til kussen træt lader ham sprøjte sine safter ud i en lang liderlig udløsning.
Hendes hånd masserer på det vidunderligste hans pik og for hvert sekund mærker han tidspunktet for udløsningen nærmer sig.Han kryber på plads mellem hendes skrævende lår. Hendes hånd styrer ham perfekt til og han er ikke sen til at benytte sig af chancen, men drøner pikken for fuld kraft op i hendes store saftende plørehul og begynder at kneppe løs, som en gal – kneppe, pule og dunke løs. Hendes kraftige ben lukker sig om hans hofter og holder ham fast, som i en rævesaks.
Hun gisper og klynker, mens hun klynger sig til ham, som søger hun at blive et med ham, blive en del af ham, ønsker ikke kun hans pik fylder hendes kusse – ønsker ham fuldstændig.
Længe puler han løs, mens hans pik bliver mere og mere eksplosiv.
Tom er for længst på vej mod stjernerne for anden gang, sammen med Jytte, hvis han forsætter på denne måde, vil han have kneppet de fem andre, mens Bill kun far fået den dumme dyppet i den halvfede Irene.Han beslutter sig for at sætte tempoet lidt i vejret – Tom er kun en luset sergent, mens han selv har været kompagnichef – han skal ikke være til grin for en sådan lurendrejer- nul!
Han sætter sin kneppetakt op. Irene får orgasme og hendes kusse er ved at klemme pikken af ham med sine stive skamlæber.
Orgasmens kramper foretager sig langsomt – hendes kusse falder atter til ro og pludselig mærker Bill, at nu sker det og i en lang udtrækkende salve sprøjter hans pik sine klistrede safter ud og fylder hendes kusse med sæd til hendes uendelige glæde.
Med et lille smattende svup river han pikken til sig – den er krympet betydeligt.
Gerda står og betragter ham med et hårdt blik. Hun står med en stor automatpistol i hånden og klikker med sikringen.
Bill kan ikke spor lide det – hun er vist sundhedsfarlig – den gode dame!
Lidt anstrengt rejser han sig fra den lykkelige, men udmattede Irene – hun har fået en herlig omgang pik i sin store altid sultne kusse.
Minna smiler drillende til ham, mens hun peger på ham med maskinpistolen.
– Lide vores måde at være på, Bill? spørger hun sukkersødt.
– Måske, svarer han tvetydigt.
– Var det da ikke dejligt at kneppe med Irene? spørger hun undrende og kigger på den store blonde kvinde, der er begyndt at trække i tøjet, mens hendes øjne stadig skinner af jublende lykke.
– Jo, men…
– Men hvad, kære Bill?
– Jeg kan ikke lide den måde, Gerda står og klikker med sin skyder, Minna, svarer han ufortøvet.
– Hun er sikkert bare jaloux på Irene, kommer det med et drilsk smil fra SEXBANDEN”s rødhårede chef.
– Og hvad kan vi gøre ved det, Minna? spørger han lidt dumt.
– Hvad tror du, Bill? Hendes tonefald er yderst drillende.
– Du mener?
– Netop, Bill – hun er moden til at plukke!
– Så bed hende lægge skyderen væk. Jeg vil nødig have pikken skudt af, før jeg får den i hende.
Minna bjæffer en ordre til kraftige bistre kvinde og denne stopper straks pistolen i lommen på sin frakke.
– Værsgo” – hun er din, Bill, griner Minna.
Bill lader det ikke sige to gange, men går straks hen mod kvinden, der straks smider frakken.
Hun er betydelig kraftigere bygget, end Irene, men det er ikke flæsk, der sidder på hendes store krop, men sener og muskler.
Hun skubber lidt brutalt Bill til side så hun kan trække af kjolen – hun har kun et par sorte blondetrusser under.
Hendes bryster er lige så store, som Irenes – men de hænger ikke nær så meget.
Bill presser sig hårdt ind mod hende og begynder at gramse og kysse disse vidunderlige babser, og alt mens hun river ham i pikken graver han en hånd ned i hendes trusser og finder frem til en snæver stram liderlig kusse, der er tør, som en sandvej efter lang tids solskin.
Han går ivrivgt op i sit arbejde og snart opnår han resultat – hendes safter siler ned ad hans dikkende finger og gør ham stedse mere og mere gal i kæppen, og hendes hånd gør sit til at forhøje hans glæde, med sin lystne, liderlige massage.
Snart er hun endnu mere gal i kussen og hun nærmest voldtager ham, førend han får en chance til at komme i gang med for megen lir.
Det var ikke nær så inspirende at kneppe hende, som det var at proppe pikken i den store halvfede, men liderlige Irene – hende vil han gerne give et nyt hyp ved lejlighed.
Tom er forlængst blevet færdig med Jytte og vil forsætte med Minna, men hun jager ham på afstand med den afsikrede maskinpistol.
Hun er chefen – hun skal nok bestemme, hvor og når hun vil kneppes og ikke mindst af hvem – og det passer hende ingenlunde at blive gennempulet af den lille hårde brutale commandosergent.
Skal det være, så vil hun foretrække Bill, men han er optaget for øjeblikket.
Hun sender Lone ud for at afløse Ulla, så også hun kan få rørt op i kussen. Tom får fornøjelsen af at tage den triste magre kvinde, og selv om han varmer hende godt op, er det ikke den helt store fornøjelse at have hende på spidsen af den stive – men i mangel af bedre!!!
Tom gør troskyldigt sit arbejde.
Han har haft to lækre småfisser – han kan godt til afveksling kneppe en ældre kone.
Bill glædede sig – Minna havde tilsyneladende planer – men nej – hun skulle nok sige til, når der skulle puttes pik i hendes kusse – og ikke mindst af hvem!
Ikke at hun ikke kunne lide det – men hun var chefen – hun måtte holde disciplin – hun måtte foreløbelig vansmægte…
Der var arbejde der skulle gøres.
Lidt efter sad alle bænket ved en solid gang smørrebrød og store kopper med sort skoldhed kaffe, med undtagelse af Lone, der holdt vagt et sted ude i mørket.
Tiden for mødet nærmede sig.
Hvordan ville det spænde af?

Læs næste afsnit