Ulvens øjne gnistrede sammenknebne mod hende. Tungen hang ud af dens mund og de skarpe tænder løb over ..

Forfatter: Grissebasse

Hun var blevet advaret imod den af de voksne. Det var de alle. Om de varmede sig i flammernes skær eller skuttede sig og søgte sammen mod vinden, der hylede udenfor. Om det var sommer eller vinter. Kvinderne, altid kvinderne fortalte lavmælt pigerne om de skjulte farer, der lurede i skyggerne inde i den mørke skov.

Man kendte til unge kvinder, der var set gå derind. Og som aldrig vendte tilbage derfra. Om glubske ulve, tyve og røvere, der huserede. Endda morderiske bander, ildspyende drager, lumske troldkarle og onde hekse, der holdt til derinde. Der var bestemt ingen, der ville unge piger noget godt, hvis de vovede sig derind.

Jojo, der kunne sandelig ske de frygteligste ting for piger som dem. Og de hviskede kun om skoven. Hvad der mon var sket med de unge kvinder. Og de knugede hinanden med tilbageholdt åndedræt. Søgte tryghed, varme og trøst, når de skulle sove ovenpå de forfærdelige fortællinger. Skoven var bestemt ikke et sted for dem, det vidste de.

Hun fulgtes altid med sin mor, når de besøgte hendes elskede bedstemor, der boede i lysningen, midt inde i skoven. De gik altid ad den ujævne, snoede vej til hendes hus. Moren formanede hende hver gang at se ned, hvor hun trådte, for ikke at falde og grise sin fineste kjole til. Og hun sørgede for at rette hende, når hun nysgerrigt, glemte sig selv og drejede hovedet efter en bevægelse i skyggerne eller de små lyde fra skoven, der omgav dem. ”Se, hvor du går, der er ingenting for dig derinde”

Og sådan havde de sammen besøgt den elskede, gamle kvinde med de milde øjne mange gange. Altid strøg bedstemoren hende kærligt over håret til farvel. ”På gensyn, kære. Kom og besøg mig igen” så bedstemor altid på hende med det varme, vemodige blik. Og dét lovede den lille Rødspætte hende helt bestemt.

Tiden gik og hun blev en ung kvinde, som alle piger jo gør. Og drengene kiggede beundrende på hendes vuggende bryster og forsøgte ved enhver lejlighed at belure hende for et glimt at hendes yndigheder. Og de unge mænd kastede begærlige blikke mod hendes smalle liv og den fyldige bagdel. Ja, selv de gifte mænd havde øje for hendes smægtende gang.

De forsøgte sig alle med smiger og venlig hjælpsomhed. Som kunne hun intet selv, tog de over og ville vise hende, hvor dygtige de var. Og som de dog viste sig for hende. De kom med små gaver, som hun altid kvitterede for med et lille tindrende smil ind i deres øjne, inden hun nejede yndigt og blussende slog blikket ned. Helt som hun havde lært det.

Hun smilede for sig selv af dem og mærkede en rislende fryd over deres vedholdende opmærksomhed. Blikkene, hun ligefrem kunne mærke kærtegne sine hemmeligheder.

Jojo, hun var sandelig blevet en smuk, livfuld kvinde. Den lille Rødspætte var blevet giftemoden.

Mødrene fortalte fortsat deres evindelige historier om skovens forbandelser og alle farerne, der lurede i mørket. Pigerne lyttede helt som altid med store øjne af de gyselige fortællinger. Men nu smilede hun bare for sig selv af dem.

For hun mærkede efterhånden, at deres fortællinger nu vakte fornemmelser i hende. Hun forstod dem ikke, men følte en uforklarlig længsel, der begyndte at samle sig tungt, til tider næsten smerteligt i hendes mellemgulv. Det fik hende til at henfalde til de hede drømme om de unge mænd, som unge kvinder jo får. Ja, endda de om de gifte mænd, der nok så ud til at kunne … Åh, ville de dog bare…

Men ingen af de unge mænd behagede hende helt, eller fandt nåde for hendes blik. Drengene var barnlige. Og de gifte mænd, der ellers nok ville kunne … Hendes kinder blussede ved tanken. Ja, de var jo gifte mænd.

Så hun fandt nu næsten hver dag sig selv alene i blomsterengen, der lå helt oppe ved skovbrynet. Altid var hun barfodet, det var nemlig så skønt at mærke jorden under sig. Her kunne hun helt for sig selv lade tankerne flyde ad deres uransagelige veje. Hun vendte sig altid væk fra skoven, der stadig kunne få det til at gyse i hende, når hun alligevel kom til at skele til den. Derinde lurede jo de frygteligste farer, vidste hun.

Og hun plukkede de sarte hvide og lyserøde, gule og grønne markblomster og hun hastede altid rødkindet hjem med dem, når hun havde hånden fuld. Væk fra tankerne, der hver gang vækkede hendes krop med en kriblende følelse af det gyseligste velvære.

Men blomsterne nåede altid at blive triste, inden hun nåede hjem. Hun satte dem straks i vand og håbede, de ville live op. Men de visnede om natten og hang altid slatne, livløse ned, så hun igen begav sig ud i engen. Og atter lod hun de længselsfulde tanker trænge sig på. De var jo så kønne, blomsterne på engen.

Hun tog sig for hver dag i at henkaste skjulte blikke mod skoven. Indtil hun en dag rejste sig op og vendte sig mod skovbrynet. Så mod det grønne løvhang, der slørede for mørket derinde. Det drog hende imod sig. Som kaldte skoven på hende.

Og hun kunne da godt lige se derind, engen ville jo kun være nogle få skridt væk og hun kunne sagtens løbe tilbage i sikkerhed. Hun var stærk og hun kunne løbe hurtigt på sine bare fødder.

Med bagsiden af sin hånd åbnede hun det flimrende bladhang og stirrede ind i skoven. Trådte for første gang ind i den tætte underskov. Helt alene. Hun så sig tilbage. Jo, engen lå jo lige bag hende. Hun slap bladene, der lukkede sig bag hende. Hun gik nogle skridt ind og missede med øjnene mod mørket.

Og så så hun rigtigt. Mørket blev brudt af utallige solstråler, der trængte sig ned gennem trækronerne og oplyste skovbunden. Her voksede myriader af bittesmå fine blomster i skovbunden, snerlerne snoede sig op og slyngede sig så yndigt omkring træstammerne.

Sommerfugle flagrede fra blomst til blomst. Fuglene hoppede ubekymret rundt og pikkede i jorden eller fløj op og satte sig på en kvist. Skød så et farverigt bryst frem og sang så trillende kønt.

Og i hver revne og sprække så hun de skønneste farver af svulmende blomsterknopper, der alle åbnede sig og udfoldede de smukkeste dugvåde kronblade i uendelige farver og former for hendes blik. Hun så orkidéer, tusindfryd og roser. Liljer, klematis, magnolia og klokkeblomster. Og brisen bar de vidunderligste dufte med sig og fik hende til at ånde dybt ind.

Hun slap de blege markblomster, hun nu ikke længere følte nogen synderlig glæde ved. Nu ville hun plukke den smukkeste buket af alle. Lysning efter lysning plukkede hun den ene smukkere end den anden.

Og hun lovede sig selv at samle dem alle, når hun igen fik øje på endnu smukkere, mere betagende og velduftende blomster. Lige i den næste lysning. Bare lidt længere inde og hvor fuglene kvidrede så umådelig dejligt. Hun lagde den ene buket, skønnere mere velduftende end den anden bag sig.

Men hun skulle nok huske at finde dem igen. For hver eneste blomsterbuket rev hun nemlig et stykke af sin kjole og bandt det til en gren oppe i det træ, som hun forsigtigt lagde dem under. Så skulle hun nok kunne finde de fine buketter og se at tage dem med hjem gennem engen. Jojo, Lille Rødspætte var skam kvik og rigtig fornuftig anlagt.

Som altid faldt hun i de længselsfulde tanker om mændene. Hun mærkede den kølende brise fra mørket mod sin solbeskinnede hud. Hendes kjole dækkede hende jo efterhånden knapt. Og hun kunne ikke helt tæmme de fyldige bryster, der somme tider undslap og vuggede, vippede ud i det fri. Åh, så dejligt … Og hun sukkede, hver gang hun nødtvungent måtte blotte sin bagdel mod mørket. Hun forestillede sig, hvordan det ville ægge mændene, hvis de kunne se hende. Til at … Åh, ville de dog bare…

Hun ænsede slet ikke den sagte puslen af forsigtige skridt, der havde fulgt hende, eller blikkene, der ikke veg fra hende inde fra skyggerne. ”Det er hende”, hviskede ulven til sig selv. ”Og hun er sandelig helt alene i min skov”.

Men ingen kunne jo se hende plukke blomster, så det var ikke så slemt, tænkte hun. Men det var det.

For Lille Rødspætte glemte nu ganske at dække de yppige bryster og lod dem undslippe, vugge og stritte ud fra sin kjole. Hun svajede mere nu og blev stående og struttede unødigt og længe med bagdelen mod skyggerne inde mellem træerne. Nu plukkede hun kun langsomt. Og åh, som hun dog forestillede sig, deres begærlige blikke på hende, ønskede sig så inderligt, de ville ….

Ulvens øjne gnistrede sammenknebne mod hende. Tungen hang ud af dens mund og de skarpe tænder løb over af mundvand. Savlende dvælede ulven ved hver eneste af hendes smægtende bevægelser igennem skoven, den bare hud. De runde lår, den fyldige bagdel, hun så fristende blottede mod ham.

Og hun mærkede den dybeste, tunge fornemmelse brede sig varmt i sig ved sine tanker. Den snurrede og samlede sig dumpt smertende i hendes underliv. Hun ønskede sig så brændende, de så på hende og … Uh, det rislede så frygtelig frydefuldt igennem hende.

Sådan gik Rødspætte langsomt videre. Hun var dybt inde i skoven nu. Men det bekymrede hende ikke det mindste. Hun lod alle de sanselige indtryk omkring sig vække og pirre de mest frydefulde drømme, der nu svimlede i hende og gjorde hende aldeles ør. Hun følte sig våd og varm imellem sine ben, da hun gik ind i lyset, hvor en lille bæk rislende snoede sig.

Lyden gjorde hende straks trængende og fik hende til at sætte sig på hug. Hun spredte sine ben lidt og så sit glatte køn glinse vådt i det flakkende genskin fra det rindende vandløb. Rørte sukkende sig selv, som så mange gange før. Men hun skammede sig ikke nu. Hun skilte de hævede skamlæber og så spredte hun den følsomme lille fisse helt. Den lille Rødspætte tissede i det klukkende vand og lukkede øjnene. Åh, hvilken følelse.

Ulven stirrede på det åbne, lyserøde kød imellem hendes ben og knurrede lavt. Se, hun var vel nok en dejlig lille mundfuld for sådan en prægtig ulv som ham. Ulven slikkede sig sultent om munden og nærmede sig med sagte skridt i ly af mørket uden at slippe hende med øjnene.

Rødspætte så på den spændte lille fisse. Åh, hvor var den dog fin, som bækken lyste på den. Og så lænede hun sig tilbage, spredte sine ben, blottede sig helt mod skoven og så onanerede hun forsigtigt på den lille varme kusse. Hun stirrede på sit køn. Sine fingre, skamlæberne, der smøg sig blødt omkring dem, gned heftigere på den spændte klitoris, hurtigere, lidt hårdere….og så lukkede hun øjnene og mærkede gispende.

Og da var det, at ulven så sit snit og gik frem. Se, Den lille Rødspætte stirrede lige ind i ulvens brændende blik. Hun gispede og det var ganske forskrækkeligt. Hun samlede sig og ville så gerne dække sig, men hendes kjole havde hun jo revet itu, så hun samlede sine ben og holdt sin lille hånd over sit svulmende køn og den anden over de bølgende bryster. Men hun kunne jo slet ikke undslippe ulvens sultne blik.

Hvad laver sådan en lille yndig én som dig inde i min skov? spurgte ulven og stirrede på hendes skød. Jeg…jeg… Hun kunne slet ikke svare og det var så frygteligt. Hun troede jo, hun var helt alene.

Sikke en fin lille blomst, du har dér, smiskede ulven. Og som den dog rødmer, stirrede den mellem Rødspættes lår. Den lille Rødspætte mærkede et sug igennem sig. Hun følte ulvens blik brænde mod sit nøgne køn. Og som blomsten dog flyder af den fineste, glinsende honning, slikkede ulven sig om sit vældige gab og blottede de sylespidse tænder.

Den sænkede sit lodne hoved og snusede til Den lille Rødspætte. Nej, det du må ikke … Men hun vidste godt, at hun var alene. Forsvarsløs og overladt til sin frygtelige skæbne. Nu må du lade en ensom vandrer slukke sin tørst, savlede ulven over hende. Åh … og skilte Den lille Rødspætte ikke sine lår en smule …

Sådan én, som dig, kan stille sin tørst i bækken, brølede jægeren og sprang frem. Og med sit gevær pløkkede han ulven på stedet, så den faldt død om.

Jægeren så over skulderen, hvilken ulykkelig forfatning, den lille Rødspætte var i. Hun var klar over, at nu var hun reddet fra sin frygtelige skæbne og sukkede af lettelse. Men jægeren rejste sig og vendte sig imod hende. Den lille Rødspætte så med opspilede øjne og åben mund op på det skrækkelige instrument, han således blottede for hende. Jægeren havde nemlig lirket sit enorme lem frit frem af sin gylp. Han stod bred og mægtig over hende.

Nu har jeg reddet dig fra den glubske ulv, du så uartigt lokkede frem. Nu må du give mig min belønning. Han faldt straks ned og tvang hendes knæ til siderne. Hun stirrede på den frygtelige knortekæp, der stod ubændigt ud i luften mellem jægerens ben. Stor og mægtig stod den truende lige over hendes lille blottede fisse. Det gøs i hende. Men den lille Rødspætte mærkede også, at fissen nu blev blød, åbnede sig. Og at safterne strømmede ned mellem hendes balder. Hun spredte sine ben lidt for jægeren. Hun forstod at nu, endelig …

I det samme kom en lyserød gris, muligvis tilfældigt, forbi. Den gik sin egen vej og rodede i skovbunden efter trøfler. Den gryntede ad jægeren og mindede ham om, at hans kone og 27 møgunger ventede derhjemme og hvem, som bestemte i skoven. Jægeren blev med ét ganske lille og tilforladelig. Det gør du, svarede han brødebetynget og skyndte sig at tage ulven over skulderen og benene på nakken.

Den lille Rødspætte undrede sig såre. Var skæbnen dog helt imod hende? Først skød jægeren ulven og så jog grisen ham væk. Hvem er du så? Spurgte hun grisen.

Jeg er bare en lille gris. Og så slikkede den på Rødspættes bryster, suttede så vorterne spændtes og strittede. Sugede og pirrede dem inde i sin mund. Hun sukkede og bredte sine arme, bød sig grisen til. Løftede sine bryster mod dens tunge, spredte sine ben helt for den. Og med sin våde tryne snusede den mod hendes opsvulmede køn. Den gryntede veltilpas og så labbede den hendes skød i sig. Ih, som den ivrigt slubrede den varme, saftende kusse i sig.

Ja, selv det lille numsehul gik ikke fri af dens nysgerrige tunge. Og det var så vidunderlig dejligt, at Den lille Rødspætte så uartigt spredte sine balder for grisen, så den rigtig kunne se hende og komme til det lille hul. Du er vel nok en vidunderlig lille trøffel, mente grisen og smilede saligt op mod hende, inden den igen forsvandt imellem hendes vidtspredte, runde lår og indtog hende så blødt.

Og det sitrede, dirrede spændt i hende og hvor det varmede hele hendes krop. Den lille Rødspætte, der så hvordan den bløde tunge skilte hendes opsvulmede køn, trængte så dejligt og helt blidt ind i hendes hemmeligheder. Og hun så grisen på det nærmeste æde den lille åbne kusse og presse tungen helt ind i det lille stramme numsehul. Åh, overgav hun sig aldeles og lod den lille gris…

Og så skreg Den lille Rødspætte sin forløsning ud i skoven, eksploderede indeni, sitrede og dirrede. Hun krampede igen og igen i frydefulde bølger, der ganske overmandede hende. Og safterne sprøjtede så voldsomt ud af hendes lille vulkan. Lige i ansigtet af den lyserøde gris, der slubrede og drak af hendes uudtømmelige sødme.

Da Rødspætte kom til sig selv, var den lille lyserøde gris blevet til en smuk ung prins. Og som grise ingen tøj har på, var prinsen helt nøgen og så på hende med kærlige øjne. Den lille Rødspætte så på hans store, stive pik og de spændte nosser. Åh, hvor forfærdelig betagende. Det duvede så tungt mellem hans stærke ben. Nu vidste hun, at ingenting ville ske med hende.

Og fuglene kvidrede, sommerfuglene flaksede omkring dem. Og de smukkeste blomster duftede umådeligt. Og se, den lille Rødspætte foldede sig aldeles ud og overgav sig helt. Og prinsen måtte så gerne spidde Lille Rødspætte igen og igen med sin vældige stav, der vakte hende usigelige glæder, der ganske tryllebandt hende, så hun ikke troede det muligt. Og det var ganske vist.

Og så sendte prinsen Lille Rødspætte hjem til hendes bedstemor, der boede lige i nærheden.

Bedstemor så op. ”Jamen, kæreste dog. Hvad laver du her helt alene?”

”Jeg…jeg, blomsterne, fuglene, jeg…” tårerne trillede ned af Lille Rødspættes kinder og hun stod hjælpeløs. Fortvivlet. ”Ulven… den ville…den forfærdelige jæger”

Men så lyste hun op… og den smukke prins reddede mig….

Bedstemor slog blikket ned og fik med de krogede fingre omkring sin tykke stok, den gamle stol til at rokke. Hun vidste det godt.

Hun så på sin elskede Rødspætte med klare øjne, der tindrede, som Rødspætte aldrig havde set dem.

Det var grangiveligt, som forvandlede bedstemor sig til den unge kvinde, hun selv engang var. Og nu sad hun lyslevende for øjnene af Rødspætte. Den unge, smukke kvinde, som selv for mange år siden havde vovet sig ind i skoven og aldrig siden havde forladt den.

Hun løftede sit blik ”Lille Rødspætte, tag dig i agt. Farerne lurer. Lad altid dit hjerte lede dig på vej. Du er kvinde nu, min elskede.” Og så døde hendes bedstemor.

Da Rødspætte bar bedstemoren ud af hytten for at begrave hende, sad ulven og så ned. Jægeren stod rank med sin riffel over skulderen. De bøjede hovederne, mens den lille lyserøde gris med krølle på halen var optaget af at rode i skovbunden efter de saftspændte trøfler, der jo var dens ynglingsspise.

Den smilede, da den fik øje på Lille Rødspætte og satte sig på skinken. Trynen var våd og dens mund løb i vand.

Se, det var vel nok den saftigste trøffel af alle, tænkte den og forvandlede sig øjeblikkeligt til den unge prins med den store, stive tryllestav ved synet af Den Lille Rødspætte.
Historien fortsætter under reklamen

Da bedstemoren var begravet, gik de alle ind i hytten.

Snip snap snude, dér fik Rødspætte pik, så hun tudede.

Se det var et rigtig eventyr og netop derfor levede de lykkeligt til deres dages ende.