Foran Irib var en hoppekusse, der helt uden rynker og glinsende af safter i måneskinnet nærmest lyste op

Forfatter: Hestehviskeren
Læs forrige afsnit

Irib-bin vågnede brat. Mijala prustede ham blidt i hovedet, så han fornemmede at hun var særdeles bekymret for ham. Hun kiggede rundt med sine store smukke øjne, var der stadig fare på færde?

Det sidste han huskede var, at han var blevet smidt af Mijala, da de kom ud af et stort budskads og hun blev skræmt af noget, der havde afventet deres komme. En bjørn? Nej, den ville ikke have flygtet så hurtigt. Ulve? Ja, det lød mere sandsynligt, men der skulle slet ikke være ulve på disse kanter, godt nok var de oppe i bjergene, men ulve skulle krydse ret tørre strækninger for at komme hertil. Babylon var kun 200 aslo fra det lille bjergly, Irib havde fundet sig.

Irib kiggede sig omkring efter ulveøjne i nærheden, men så intet. Han kom på benene og prøvede, mens Mijalas støtte at komme op i sadlen igen. Da hørte han hylene, der var i hvert fald 4 forskellige stemmer, der stødte til en efter en. De måtte komme væk i en fart, tilbage til sit lille skjul, hvor han gemte sig gyldne sværd og faklen.

Mijala bøjede sine forben, hvilket gjorde Irib i stand til at smide sig selv op. Så var de af sted. Mijala var en smuk ganger, hun kunne løbe hurtigere end de fleste heste i Babylon og var Iribs kæreste eje. Hun så ud til at forstå ham på et helt intuitivt plan og de havde sammen udkæmået mange slag med omkringliggende bystater: Elamitter og amoritterne gav ikke så let op, selvom stridsvognene og de prægtige hopper, der trak dem, igen og igen viste dem deres plads. Silili var i sandhed på Babylons side.

Ulvehylene blev højere, de måtte være i stand til at forcere terrænet bedre, end Mijala på trods af hendes anstrengelser. Han kunne flere gange se, deres gule øjne og frådende tænder nærme sig fra siden, men hver gang de kom tæt på var Mijala klar til at skride ud mod dem og skræmme dem til fornuft.

Der var hans hule! Nu var der ikke så langt, hvis bare han kunne nå at få gang i faklen, så ville ulvene komme på bedre tanker. Irib hoppede af og løb ind i hulen, Mijalas vrinsken var højlydt uden for hulen, og han vidste, at han måtte skynde sig. Han fandt sit sværd og et træspyd og løb mod indgangen.

Mijala blødte fra det ene forben og en ulv nå blødende tæt ved hende. Den havde fået fat, men var blevet trampet halvt ihjel, næsten med det samme. Han trådte ud foran Mijala:

”Huja’alu Silili” og så drog han sværd, ulvene ænsede ikke hans kampråb og gik til angreb, den første ulv smed ham omkuld, men landede så sværdet job direkte igennem dens hjerte.

Dens vidtåbne gab var stoppet lige før hans hals, men det var ingen liv i den længere. Den næste ulv så sit snit og løb efter Iribs ben, der lå uhjælpeligt fast under den døde ulvs vægt.

Den skulle lige til at bide, men da lød der et brag. Et tordenslag var det eneste Irib kunne forestille sig. Da han kiggede på, var ulvens kranie knust mod stenen og Mijala kiggede roligt mod den. Var det det? Var det overstået, Mijala sikrede sig at ulven var død ved igen at trampe på den nu meget døde ulv. Irib tog fat i sit spyd og skulle til at bruge det til at flytte den store døde ulv, der tyngede ham ned, da han så den sidste ulv lave et desperat angreb, den kom løbende mod ham, men sprang over ham og ville bide Mijala i struben.

Med inspiration fra guderne kastede han spydet direkte mod mijala, hvordan han forestillede sig ulven ville være, når spydet nåede frem. Mijala udstød et dybt rungende skrækslagent vrinsk, da den så ulven, og endnu et, da blodet sprøjtede ud af ulvens gab fordi spyddet gennemborede dens nakke.

Senere, efter Mijala havde skubbet ulven af Irib og han havde undskyldt for sådan at skræmme hende og sætte hendes liv i fare ved sådanne spydkast slappede de af foran bålet. Irib spiste ulv, og Mijala slappede af. Lugten af brændt ulvekød ville holde andre kødædere væk hele natten. Irib lå op af Mijalas mave, hun var blød og varm og hun trykkede nysgerrigt om omsorgsfuldt ved ham flere gange som for at tjekke, at han stadig var i live.

Irib besluttede sig for at trække sig tilbage ind i den lille hule, hvor han havde opholdt sig de sidste måneder. Han ledte stadig efter noget herude, et tegn på gudernes yndest.

Han var fast besluttet på ikke at vende tilbage til Babylon, før han var sikker på, at det var med gudernes velsignelse at han blev kaptajn. Hans familie havde fnyst af hans religiøse overbevisninger, hvem gjorde sådan noget? Guderne ville da ikke bruge tid på ham. Det var prellet af, og et par uger efter var han reddet ud af byen på Mijalas ryg.

Han faldt hurtigt i en dyb søvn. Han drømte ikke, men følte en enorm sikkerhed i Mijalas beskyttende årvågenhed lige uden for hulen. Så hørte han et vrinsk i sin søvn og vågnede langsomt op. Var der flere ulve? Han løb ud af hulen og så Mijala stå i silhuet mod månen, der lige var stået op. Nattehimlen var lyst op af stjerner og Sililis mælkevej var tydeligere, end han nogensinde havde set den før.

Mijala vendte sig mod Irib og brummede tilfreds. Se hvor smukt det her, kunne han næsten høre hende sige. Så vendte hun sig væk fra ham og han undrede sig over, hvad hun havde fået øje på. Han kiggede mod hende og hun kiggede tilbage. Hun bukkede sine forben og så så han, hvad det var, hun ville vise ham.

Foran Irib var en hoppekusse, der helt uden rynker og glinsende af safter i måneskinnet nærmest lyste op. Det lignede noget en af Babylons kunstnere ville skabe som udsmykning til et af templerne, men selvfølgelig mere levende og bevægeligt. Den sad bag på Mijala og funklede i mørket, og pludselig åbnede den sig i en hurtigt bevægelse. Det lignede, at den vendte vrangen ud på sig selv, helt lyserød og mere våd end udenpå, som en østers eller en tunge, der laver en hulning. Han høre Mijala beklage sig med en dyb rumlen, han kunne næsten mærke det i fødderne. Han trådte et skridt nærmere og faldt ned på knæ.

Som belønning åbnede kussens sig igen og lod Irib se dybt ind i hende. En dråbe løb ned af den og ødelagde illusionen om, at det var en statue i sort granit, han stod og måbede over. Han rørte ved den med sin hånd, bare et blidt strejf, men det var nok til at sætte en serie af vrikkende rystelser i gang i kussen, den åbnede sig for Irib, inviterede ham indenfor. Mijala vrinskede af fryd og Irib sank længere ned, besat af en rus, han stak hele sit hoved til kussen og sugede safter ind til hans mund var fyldt med smagen.

Han havde aldrig tænkt på Mijala som en hun før, han havde da set hende, når hun red ham i møde på engene om morgenen og beundret hende, han havde en enkelt gang set hendes køn under halen en tidlig morgen, hvor han haft morgen erektion, men aldrig tænkt videre over det. Det kom nu til at ændre sig.

Irib smagte på hendes væske, lidt salt, lidt sødt og en smule af halm. Det vær lækkert, friskt og en smule slimet, når det løb over, hun producerede langt mere end en kvinde, det var jo også en større kusse den skulle smøre.Mijala skubbede bagud mod ham og han fik smurt fissesaft ud over hele ansigtet. Hun markerede ham tænkte Irib, og tog imod den ekstra væde med glæde. Han tog nu fat i hendes køn, hendes flotte sorte køn og masserede det blidt. Mijala tog imod med glæde og rystede i hele bagpartiet. Der skulle ikke meget til fornemmede han.

Han fortsatte sin behandling og pludselig gav noget i hende efter, hun lagde sig ned på jorden og åndede tungt, som var hun i fuldt gallop, hendes kusse sprøjtede væske ud på jorden. Den blev ved med at åbne og lukke sig, at vinke til ham, hun var ikke færdig. Og det var Irib heller ikke.

Mijala kom på benene og stod stadig med rumpen mod ham, Irib trak hurtigt sine underklæder til side, så hans nu stenhårde lem stod frit fremme. Mijala kiggede ned og op ad ham. Hendes kusse hoppede vellystent. Irib nærmede sig hende og tog hårdt fast i hendes hale, han var noget mere seriøs nu, drevet af en liderlighed, en voldsomhed, som ville have været skræmmende for en menneskekvinde. Mijala forstod dog kun det, at hun nu skull have pik, det hun trods sin dyrisk begrænsede forståelse havde ønsket sig fra hendes kære ejer, al den tid han havde besiddet hende.

Irib trådte helt tæt på og svingede sin pik mod Mijalas skælvende kusse, en sjaskende lyd gav genlød ud over stepperne, da han tog fat i sin pik og slog den mod hendes revne. Hun sprøjtede væske på den, og der gik ikke lang tid, før hans underliv var smurt ind i hendes saft.

Så pegede han den lige ud mod hendes køn og stødte hårdt til. Hendes kusse opslugte hans pik, alt imens den febrilsk sugede indad i de bevægelser han tidligere havde set. Set, men ikke mærket, og Irib var overrumplet af følelsen. Hendes kusse skabte undertryk om hans pik, alt imens den blev æltet i sin fulde længde. Han havde en lang pik, nok næsten 20 cm, hans venner sagde altid i sjov, at det var en gave fra guderne. Her kom den til sin ret, han var helt inde i hende, og hendes kusse var skabt til at ægge sperm ud af lange pikke, så deres kønsdele var et bedre match, end han havde troet muligt.

Irib slog takten an og angreb Mijalas kusse igen og igen, trykkede hende ned på forbenene, alt imens han holdt et fast greb i hendes hale. Han fik den idé at røre ved kussen forneden, som han havde gjort før og han blev belønnet med en endnu mere ivrig pulseren rundt om hans nu hårdt prøvede pik.

Hendes malken af hans pik tog til. Hans piks rytme blev hurtigere og hurtigere og han fik nu overtaget, det var ikke længere hendes kusse, der gav ham nydelse, men ham, der med menneskelig fingerfærdighed og sine dybe rytmiske stød, der forvandlede den bestialske agt til noget, der mindede om styrken af 100 mænds rytmiske slag af våben mod skjoldene.

Mijala overgav sig først og malkede i et sindsrivende tempo hans pik, følelsen oversvømmede ham, både i overført og bogstavelig betydning, da den samme væske, der tidligere var sprøjtet ud på jorden, nu spulede hans pung og kildede hans ben.

Hvirvelvinden af følelser iIribs pik tvang ham ud over grænsen og han begyndte at tømme sig i Mijalas kvælende, strangulerende kusse, hvor kun hans jernhårde pik kunne trænge ind. 5, 6, 7, sprøjt i hende, 8, 9, 10, han blev ved og ved, og han følte, at hans nosser tømte sig totalt. Hvert sprøjt sendte følelser af maskulin overlegenhed gennem ham, han havde besejret Mijala, han havde vundet hende, han havde tømt sig i hende.

En halv time senere, da de begge var kommet sig oven på strabadserne glimtede et lille stjernebillede mere end normalt. Irib og Mijala lagde ikke mærke til det, før de pludselig ændrede form og tog skikkelse af en kvinde. Irib var skræmt, men kvinden sagde: “Jeg er Silili, du har nu fundet dit tegn. Hyld mig med sæd i hopper afleveret af de dygtigste mænd, bring denne ordre til Babylon.”
Historien fortsætter under reklamen

I samme nu var hun væk og Irib-bin sad tilbage med en mission, et nyt utroligt sexet stykke hestefisse, og ikke bare lysten til, men en ordre om at kneppe hende så ofte som muligt.

3 kommentarer

1. Nasty Man

   24/12/2020 kl 13:48

   Intet bedre end en fræk fantasi om en våd hoppe fisse 😉 så lækkert og indbydende….

   nastykinky1978@protonmail.com

   0

   Besvar kommentar
2. Ginger

   11/12/2020 kl 16:37

   Fantastisk! Du formår virkelig at sætte en helt speciel scene dér – og jeg er ellers ikke en “hestepige” 😀

   1+

   Besvar kommentar
3. Erik Poulsen

   10/12/2020 kl 16:23

   Den historie er da lige til at blive godt liderlig af😉men også drømme sig hen til deltagelse i 😋😋 moden fyr på 55år fra Vejle området😎

   1+

   Besvar kommentar