Hendes revne glistrede allerede af forventning da hun satte sig oven på Lealedas ansigt…

Forfatter: bigbuddah

Læs del 1 – del 2

”Skal du slet ikke have noget at spise? ” Spurgte Zulkraa.
Lealeda svarede ikke, men stirrede blot tavst ind i bålet, hvis flammer dansede og hvirvlede op mod himlen. Det var nu en måned siden den skæbnesvangre begivenhed skete der vendte op og ned på den unge elvers liv.

Den seneste tid havde været hård ved hende og dette kunne ses: hendes allerede slanke figur var skrumpet yderligere ind. Man kunne tydeligt ane omridset af hendes knogler. Hendes før ildrøde kinder, var nu erstattet af sygelige gule plamager. Zulkraa havde håbet på at den varme luft fra det lune, tørre Barrens ville puste nyt liv i hende, men til ingen nytte.

Alt imens hun sad frosset stille, begyndte trolden syngende at skære havålen ud i små bidstore stykker og tilsmagte det med generøse mængder krydderi. Hun skovlede rigelige mængder mad i munden, mens hun med en næsten barnlig entusiasme fortalte om den trodelandsby de skulle besøge i morgen og hvordan de var inviteret af hendes venner til den store høstfest.

Men Lealeda kunne se hvordan det pinte og plagede Zulkraa at tvinge det kunstige smil frem, at lade som alt var som det skulle være, for det var det naturligvis ikke. Sådan fortsatte det i en stund. Zulkraa forsøgte at opmuntre Lealeda med positive, men ellers tomt rungende ord, mens Lealeda flød rundt i en sø af endeløs lidelse. Solen var efterhånden ved at gå ned, dens klare gyldne stråler var veget hen til en nuance af lyserød og de sidste stråler malede havet flammerødt. Zulkraa tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Hun inhalerede den lune, saltede brise der var begyndt at vælte ind over dem.

Tankerne drev hen mod hendes landsby. Hendes nærmeste. Dens velkomst der ventede hende. Hvis ikke en dags fest og fornøjelser kunne opmuntre Lealeda, så kunne intet. Hun rumsterede rundt i tasken og fandt en lille, grøn flaske frem. Et billede af en gobelin med et smil der strakte sig fra øreflip til øreflip prydede flasken.

En sødlig, rosa duft borede sig ind i næsen da proppen kom af. Zulkraa tog en ordentlig slurk. Hun mærkede hvordan alkoholen nærmest boblede af varme på hendes tunge. Den brændende fornemmelse bredte sig gennem hele kroppen da hun slugte den. Gåsehuden sprang op og hun udstødte et veltilfreds støn. Hun rystede flasken i retning mod Lealeda. Hun tog i mod den og trolden stirrede tavst da hun slurkvis tømte hele flasken. Elverens kinder blussede igen op i en rødlig glød og hikkede.

”Jeg tager mig en aftendukkert, skal du med? ” spurgte Zulkraa

Lealeda rystede på hovedet. Zulkraa tyrede flasken ned i jorden så det splintrede i tusinder af glasskår der fløj i alle retninger, så Lealeda gispende for sammen. Fnysende krøllede Zulkraa tøjet sammen i en kugle, smed det på jorden og løb ned mod stranden. Lealeda snøftede. Hvordan kunne hun bare ryste det af sig? Hvordan kunne hun lade som om intet var hændt? Hvordan? Hvordan? Hun stirrede på bunken af tøj. Zulkraa ville nok værdsætte at få skiftet det mølædte læder ud. Hun kunne sikkert også trænge til et par nye handsker…og bluse….og bælte….og….trusser og bh?

Hun løftede forsigtigt de tynde klude, der engang havde været hendes undertøj. Hun kiggede ned mod stranden. Var hun virkelig gået nøgen- altså helt nøgen ned mod stranden? Lealeda spurtede ned mod stranden mens hun rev stumper af sit tøj af. Bølgerne krøb dovent up ad stranden før de næsten sukkende trak sig tilbage. Det svalende vand på stranden kildede hende blidt om fødderne da elveren vadede ud i det åbne hav. En velkendt, melodisk messen fangede hendes øre.

Bag en større klippe kunne hun med fuld udsigt nyde synet af hendes troldelige ledsager- og hvilken udsigt! Tusinder af små vanddråber prydede hende som perler, der fik hende til at skinne næsten iriserende ved solnedgangen. Hendes to bryster var lige den perfekte størrelse. Ikke for store, ikke for små- lige en håndfuld til hver.

Pludseligt bukkede hun forover for at fiske efter noget i vandet. Lealeda stod mod munden på vidt gab. Hendes små skamlæber tittede frem lige under hendes balder. Hendes balder, svagt spredte, man kunne lige ane omridset af hendes stjerne. Impulsivt lod hun trusserne falde ned om anklerne. Hendes skede glinsede og glitrede af forventning. For hvert skridt hun listede hen, dunkede hendes hjerte hurtigere og hårdere, til sidst syntes det at overdøve alt. Den stakkels elver, der nu var ildrød i hovedet sad lige nu bag Zulkraa, der stadigvæk intet anede. Zulkraa gispede da Lealeda begravede ansigtet mellem balderne. Hun havde forventet en højlydt protest, men i stedet for spredte hun blot sine balder yderligere så hun havde fuld adgang. Hun sukkede hver gang tungen med regelmæssige mellemrum strejfede hendes klitoris.

Gradvist lod hun tungen bevæge sig dybere og dybere ind, alt imens hun højlydt smaskede hendes safter i sig. Fra tid til anden lod hun tungen glide tilbage i hendes mund og kyssede sugende hendes røv. Det kildede i hendes underliv så Zulkraa måtte bide sig i læbe for ikke at fnise højlydt. Hendes fnisen gled snart over i en stadigvæk dybere sukken.

Safterne pilede ned af hendes kinder. Zulkraas kinder blussede op i takt med at varmen fra hendes underliv spredte sig dunkende gennem kroppen. For hvert slik hendes veninde tog, sukkede hun stadigvæk dybere og dybere. Elveren mærkede hvordan Zulkraa dirrede og rystede, ude af stand til at fremstamme ord. Pludseligt hev en hånd hende fri fra hendes balder. Lealeda og Zulkraa stirrede hinanden uafbrudt i øjnene. Begge gispende af ekstase. Hendes kinder glinsede af troldens kærlighedssafter.

”Undskyld Lealeda, men jeg kan bare ikke…jeg vil gerne, men…bare ikke…så…spontant”

Med vigende blikke og stilhed, kun afbrudt af cikaderne, gik de to i seng. Lealeda kiggede stille op mod nattehimlen. Som tusinder af små krystaller, lyste de mange stjerne nattehimlen omgivelserne op. Det svage, blålige lys, badede omgivelserne i sygelige nuancer af lyseblåt og forvrængede de klipper der skar gennem landskabet i monstrøse former. Cikaderne sang deres velkendte sang. Den sang som Zulkraa, fra hun var en lille pige, til en fuldvoksen jæger, blev sunget i søvne af. Hun mærkede hvordan hele hendes krop syntes at føles vægtløs, hendes øjenlåg tungere. Alt var helt sort. Verden føltes som om den var i fjernt, fjernt sted, langt borte, kun stilhed. Pludseligt rev en lys, skinger stemme hende ud af dybet.

”Hvordan gør det du det?” brød Lealeda tavsheden med

”Gør hvad? ”. Spurgte Zulkraa. Hendes vrede, blandet med tæppet der var trukket over hendes hovedet, fik svaret til at lyde som en vred summen

”Hvordan……..kan du bare klare at blive voldtaget”
Og med det, slog hun endelig hul på det der så længe havde boblet op i hende. Det alene at hun turde konfrontere at det var sket, syntes for i et kort øjeblik at helt genbygge det før ubrydelige bånd mellem de to. Zulkraa sukkede trøstende.

”Jeg forventer ikke at du forstår det lige med det samme, men….et liv som trold er næsten ensbetydende med at blive voldtaget”’

Hun havde ret. Et liv som trold er næsten ensbetydende med voldtægt. Fra barnsben af lærte man det. Blev landsbyen invaderet af fjendtlige trolde, skulle man sprede benene så den blev skånet. Sultede mændene i familien, skulle man sprede benene for føde. Var der en konflikt i landsbyen, ja så var datteren naturligvis en fortræffelig kompensation til offeret. Mens hun fortalte, kom der ikke en lyd fra Lealedas sovepose. Da hun havde fortalt færdig fik cikaderne igen ordet. Denne gang fik lov at tale dem begge to i søvne.

Morgenen startede med at de første stråler af solen blidt kysse dem godmorgen. Dovne, tunge skridt slæbte dem langs landevejen der langsomt snoede mellem klipperne, der gavmildt kastede skygge til de mange rejsende på vejen. Solen var på toppen af himlen da rigt bemalede vodoomasker markerede begyndelsen af troldelandsbyen. I takt med at de kom nærmere og nærmere byen, begyndte de at kunne høre den intense, rytmiske lyd af trommen. Det der startede som et dæmpet, rytmisk ekko, voksede snart til en næsten overdøvende torden. Røgen fra de små græshytter steg dovent op mod skyerne da de kom til porten. Trommerne stoppede brat da de stoppede op. Ørene summede stadigvæk af trommernes bragen da det første blå hoved tittede op. Så det næste. Så det andet. Så det tredje. Så strømmede de alle sammen, store som små, unge som gamle, rige som fattige hen mod de to kammerater, der tavst stod med munden på vidt gab.

Summende og sværmende blev de hyrdet ind på en cirkulær plads. Mad i alle regnbuens farver blev serveret på grønne tallerkner, flettet af palmeblade. De blev snart overvældet af festens dufte, lyde og grinende mumlen der smeltede sammen og indhyllede fællesskabet i en stemning af ekstase. Tid og sted syntes at falde i et og i takt med at Lealedas forsigtige sippen af sin drink blev til ihærdige slurke, syntes at bringe hele dem begge to i bedre humør. Det gik ikke op for dem at solen var efterhånden faldet så langt ned fra himlen at den var var at dykke ned i havet.

Pludseligt blev børnene stuvet sammen og på en lang række blev proppet ind i deres hytter: nu kunne den rigtige fest begynde! Cirklen skrumpede ind så de nu sad tæt sammen. Efterhånden som mørket sneg sig ind på pladsen, lyste et mægtigt bål pladsen op. I takt med at bålet kastede gløder og flammerne op i vejret, lyste dets glød deltagernes ansigter op. Man kunne lige ane omridset af trætte, rynkede ansigter, hvis munde ustandseligt bevægede sig i kap om at fortælle vitser og historier.

Lealeda syntes at kvikke op da mumlen og latteren døde hen. Zulkraa viskede at nu var det tid til at byens unge mænd og kvinder dansede frugtbarhedsdansen så næste års høst også ville blive god. Mørket forvrængede deres figurer, så troldende i den dansende parade fremstod som mørke, formløse skikkelser der hvirvlede i takt med musikken. Det var først da de nærmede sig bålet og at lysets skær fremmanede deres silhuetter at hun så deres påklædning- eller rettere sagt- deres manglen af den. For de var nøgne. Splitter, ragende nøgne. Lealeda fniste så hendes værter stirrede forbavset på hende. Hun havde slet ikke vidst at det var sådan en dans der ville blive fremvist! Elveren holdte sig for øjnene, mens hun stirrede på hvordan deres legemer svang frem og tilbage, nogle gange faretruende tæt på bålet. Trods nattens kulde, havde hun det kvalmende varmt i hendes kinder. Hendes puls var skudt helt oppe i vejret. Hun mærkede hvordan omgivelserne begyndte at snurre sig med stigende hastighed omkring sig.

Verden omkring hende syntes at smelte sammen og blive i et flydende et. Presset på hendes lunger blev kraftigere og kraftigere. Til sidst skreg de efter luft. Verden syntes helt fjern, da en hjælpende hånd trak hende ud af dybet

”Jeg burde nok have fortalt dig at det ikke kun var pindebrænde der kom på bålet…kom, lad mig vise dig en RIGTIG dans!”

Lealeda kunne ikke se hende, mens stemmen alene var nok til at identificere hende.

Med blid hånd førte hendes veninde hende gennem mørket, gennem snoede og snævre passager mellem hytterne i landsbyen. Alle hytterne lå øde hen, undtagen en, hvis svage glød bød gæster velkomment ind. Ind i hytten sad et enligt stearinlys og lyste forsigtigt lige akkurat nok op til at man kunne se sin vært. Zulkraa var gået fra at bære på lagervis af hårdt læder til en simpel vævet, dragt. Geometriske mønstre i alle regnbuens farver prydede hendes ansigt og dragt. Lealeda stirrede med åben mund på hendes ugenkendelige ven, der bredte en simpel, hyggelig madras.

”Læg dig ned og slap af” kommanderede hun blidt

Stift som et bræt lagde hun sig ned og ventede lydløst på hvad hendes ven ville gøre. Zulkraas enkle klæder overlod ikke meget til fantasien. Ikke desto mindre begyndte elverens brystkasse at hæve sig med stadig dybere drag da trolden tog sin dragt af og lod hendes pæreformede bryster, hvis størrelse syntes at modvirke tyngdekraften komme fri. På hendes inderlår kunne man i det svage lys lige akkurat ane en tatovering af hendes stammes våbenskjold.

Hendes revne glistrede allerede af forventning da hun satte sig oven på Lealedas ansigt. En bekræftende, dæmpet sukken markerede at lysten var gensidig. Med rytmiske bevægelser, gnubbede hun hendes underliv op og ned af den unge elvers ansigt. Hun klynkede svageligt da tungen penetrerede hende helt oppe skeden. Safterne for ud af hende, alt imens at hun mumlede alle mulige bandeord på hendes modersmål, hvilket kun opmuntrede den klemte hunelver til at yderligere massere klitorissen. Med skælvende ben rejste trolden sig op; diverse kropsvæsker dryppede ned af hendes elsker ansigt. For en kort stund stirrede de bare på hinanden. Smilende.

Zulkraa hev trusserne af elveren og kastede dem hensynsløst hen i dyngen af tøj og gik ivrigt til værks. Hun bed sig i læben mens hun ubevidst klemte troldens snude dybere ind. Hvert stryg med tungen over revnen fik hende til at komme et trin højere til himlen. Langsomt, men sikkert gik hendes hjerterytme galoperende i vejret i det at hendes suk udviklede sig decideret stønnen. Et langtrukkent hyl der igen ebbede ud i sukken lod Zulkraa vide at hun havde gjort et godt job. Hun tørrede sig om munden og lagde sig ved siden af hinanden. Mest af alt havde de lyst til at snakkes om det der lige var sket, men smilene på deres læber sagde det hele.

Da solen næste morgen stod op, sammen med en hel by der havde tømmermænd, drog de afsted med nyt håb mod nye eventyr.

1 kommentar

1. bigbuddah

   20/11/2016 kl 15:27

   Beklager at den 3. del først kommer ud nu. Grundet positive, men ellers meget stressende og tidskrævende forandringer i hverdagen, vil der gå endnu længere tid før 4. del kommer ud

   3+

   Besvar kommentar