“Anna har dig under kontrol, ser jeg” sagde han .. “Så er det godt at jeg har nøglerne” ..

Forfatter: Lester Crest

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Den unge teenager Matthew kom i sommeren 1914 til sydstatsbyen Gatorville. Her boede han hos sin tante i sommerferien, imens hans forældre var i London på grund af den store krig og gik på kostskole resten af året. Han bestod kostskolen i 1917. Tragiske begivenheder betød, at en lokal overlæge tog ham ind, da han ikke kunne bo hos sin tante mere, efter at hun var blevet syg. Nu er året 1918. Matthew er startet på et universitet, hvor han læser jura, men er rejst til Gatorville for at undersøge udbruddet af en sær sygdom, som truer USA’s deltagelse i krigen.

—-

Jeg lå i min hospitalsseng på sygehuset, da Anna og Roland kom ind. “Matthew, du skal ind til New Orleans, hvor Lucy skal for en dommer.” Jeg undrede mig en smule, da jeg ikke havde læst i avisen om arrestationen. Mary var blevet begravet ugen før. Det var et slag mere for købmanden, der nu havde mistet sin eneste slægtning. Han havde sat butikken til salg.

Jeg blev hentet af en soldat, som ankom i en karet. Vi kørte mod New Orleans, men ikke til huset der rummede domstolen, men til en militærforlægning. Indenfor tog Harris imod mig. Han forklarede at det ville være en militærdomstol, som ville dømme Lucy fordi man ikke ønskede at pressen fik viden om at sygdommen ikke kom fra Spanien, men derimod fra Louisiana.

Jeg tog plads. Lucy blev ført ind. Hun havde en hætte på, som dækkede hendes hoved og et bidsel i munden. De havde givet hende et seletøj på, så hun blev nærmest båret ind i rummet, da hun kun var i stand til at tage små skridt.

Der gik ikke lang tid før dommen forelå og det blev som forventet dødsstraf. “Hvornår vil de hænge hende?”, spurgte jeg Harris.

“Hænge?” svarede han. “Hun kommer i stolen, for vi vil ikke have at nogen ser hendes henrettelse.” Han fortsatte. “Det vil stille for mange spørgsmål.”

Dommen ville blive eksekveret en time efter. Der var ikke nogen chancer for en appel. Jeg ventede en halv time før Harris førte mig ned af en gang, hvor en afklædt Lucy var ved at blive gjort klar. De havde barberet hele hendes krop! Ikke et hår at se nogen steder. Hendes hænder var bundet på ryggen med læder manchetter og hun havde et bidsel i munden. “Det er tid”, sagde en officer. De lagde hende ind over et bord og en soldat, der havde gummihandsker på, kom med en spand, hvor jeg kunne se, at der var bomuldstotter i. “En tur i stolen er en voldsom ting”, sagde Harris. Soldaten med handskerne tog en klump bomuld og pressede den mod Lucy’s ringmuskel. Lucy skreg, men bidslet tog det meste af skriget. Igen og igen blev der presset stykker af bomuld op i hendes tarm. Lucy klynkede, da det havde stået på i lang tid. Hvor meget kunne der være i hende?

Officeren nikkede, og de kom med en lærredstrusse. De trak dem op, men lige inden de var færdige, stoppede officeren dem, og han fandt en dildo af træ frem. En sidste ydmygelse som straf for det massemord, hun havde været med til at starte. Havde soldaterne også mistet slægtninge, som det var sket for så mange det sidste års tid?

Lucy blev hjulpet på benene og hun blev slæbt ned af gangen. Inde i et rum stod den elektriske stol. Jeg havde ikke set den før, kun hørt om dem fra aviser og bøger. Lucy blev placeret i stolen. Hun gryntede tungt, da hun ramte stolen. De tog hendes seletøj af og begyndte at spænde hende fast til stolen. Da bidsel kom ud, var alt hvad hun kunne sige “Undskyld Matthew”. Så førte de en lædermaske hen over hendes ansigt. Der var en åbning til øjnene, og ellers gik den til lige over næsen. Den blev spændt rundt om nakkestøtten og strammet, man kunne se at læderet nærmest skar ind i huden i ansigtet. Selvom der var 8 mennesker i rummet, var der så stille at man kunne høre lyden af læderet som blev strakt ud.

Brede læderremme holdt hende på plads i stolen. Så blev det tid til en læderhætte med metal i. En svamp blev placeret mellem hætten og hendes skaldede isse. Den måtte være vædet med noget, for der løb vand ned over hendes hoved, da de strammede den rem, som gik under hendes hage. Den sluttede tæt til hovedet og man kunne kun se hendes øjne, som kiggede rundt i håbet om at se hvad personalet havde gang i.

Et kabel blev forbundet med hættens metal og så justerede de nakkestøtten, så masken sad endnu mere stramt, hvilket det undrede mig at det kunne lade sig gøre. En officer gik hen foran hende og læste dommen op. Lucy kiggede rundt på en sidste gang og så gik officeren hen og lukkede en flap af læder, der sad på masken, ned over hendes øjne, så hun nu hensad i mørke. En summen hørtes i baggrunden. Jeg kunne se at hun svedte voldsomt og nærmest rystede af angst over hvad som skulle ske nu.

Jeg så ikke at officeren gav tegn til den mand, som betjente systemet. Pludselig stivnede hendes krop og begyndte at stemme op. De svære læderremme,som holdt hende fastspændt, blev testet til det yderste. Hele hendes krop sitrede og hendes fødder trommede på gulvet. Det synes som at tage en evighed, mens hendes krop sitrede og hvad der lød som grynt, kom fra hætten.

Så faldt hendes krop sammen. En mand som måtte være læge, gik hen til hende og lyttede med et stetoskop. Han vendte sig mod Harris og med et sørgelig blik lod han Harris vide, at det ikke var slut.

Det var der, at jeg opdagede at mine knoer var spændt krampagtigt om armlænet på den stol, jeg sad i. Harris gav tegn, og Lucys krop blev spændt som en flitsbue. Det var som om at der steg røg op fra elektroden på toppen af hendes hoved. Jeg bemærkede, hvordan savl løb ud under masken. Det virkede som om at det tog en evighed, før at strømmen blev slået fra igen og Lucys livløse og sammensunkne krop blev undersøgt af lægen. Urin begyndte
at løbe ned af hendes ene ben.

Det var slut. Jeg rejste mig op og mine ben rystede. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme ud. Udenfor måtte jeg støtte mig til væggen. Harris kom ud til mig. Han klappede mig på skulderen. “Det må have været hårdt med jeres fælles historie, men du har gjort det godt.” Han skaffede en karet og snart var jeg tilbage på hospitalet igen.

En uge senere kom Anna ind til mig. “Matthew, min bedstemor er blevet syg.” Hun forklarede at det var sygdommen og det var gået ned af bakke. Hun spurgte om vi kunne blive gift hurtigt. Jeg havde håbet på at vente med bryllup til at mine forældre kom tilbage fra Europa, men Annas bedstemor havde støttet mig under hele min tid i Gatorville, så jeg accepterede med det samme.

Jeg sendte et telegram til mine forældre og forklarede situationen. De var kede af, at de ikke kunne være med, men de glædede sig til at møde Anna, når denne forfærdelig krig var ovre. De gav deres velsignelse og brylluppet kunne gennemføres.

Snart sad jeg med Anna i karet på vej mod Gatorville. Da vi kom til hendes bedstemors hus, stod hendes bror parat med nogle tjenestefolk.

Hendes bedstemor havde besluttet, at Anna skulle giftes i den brudekjole, som hendes mor havde båret med sit bryllup, og da Anna fik det at vide, blev hun hvid i ansigtet. “Hvad er galt?”, spurgte jeg.

“Min mor var kendt helt til Texas for hendes smalle talje”, stønnede hun “Jeg vil aldrig kunne passe den kjole.”

“Det er derfor at bedstemor har tilkaldt fru Olsen for hun har kræfterne til at få det lykkes”, sagde James og så over på trappen, hvor en stor kvinde ventede.

Anna blev svimmel og tjenestefolkene tog hende under armen, hvorefter de fulgte hende op til huset.

“Jeg har fundet et jakkesæt frem”, sagde James og forklarede, at bedstemoderens tilstand var blevet forværret.

Jeg fulgte James op af trappen, han stønnede tungt. “Den varme…”

Vi kom til det værelse, hvor jeg skulle klædes på. Indenfor ventede en skrædder og en af tjenerne. Jeg bemærkede en kæde som hang ned fra loftet, som gik til en bjælke, hvor der hang nogle lædermanchetter på.

“Jeg tænkte, at du nok skal strammes lidt ind på grund af al den gode mad, du har spist på universitetet.”, sagde han med et grin.

Jeg tog tøjet af bortset fra mine underbukser. Da mine hænder var fikseret med manchetterne, trak tjeneren i rebet så jeg lige akkurat kunne nå gulvet ved at stå på tæerne. Matthew trak mine underbukser ned.

“Anna har dig under kontrol, ser jeg” sagde han, da han så buret. “Så er det godt at jeg har nøglerne”. Han låste op. Tjeneren tog et korset frem. Det var lavet af svært læder og de svøbte det omkring mig, hvorefter de begyndte at stramme snorene.

“Ah, korsettet er for stramt”, stønnede jeg. James fandt straks et bidsel frem, som jeg fik i munden. Det var næsten, som da jeg tilbage i 1914 kom til kostskolen. Det føltes som om at jeg fik en mavepuster, når de trak i snorene med hårde ryk. Luften blev langsomt presset ud af mine lunger. James svedte voldsomt og stønnede mindst lige så meget som mig. Var han rask?

Hvor stramt skulle det være? Hver gang at de trak i snorene, kom der et ufrivilligt grynt fra mig. Jeg følte at jeg blev svimmel og bemærkede næsten ikke at de blev færdige og bandt knude.

James fandt noget lugtesalt frem. Da jeg var klar i hovedet igen, tog jeg min smoking på. Nu var jeg klar til brylluppet. Vi gik ned i den store sal, hvor jeg stod ved alteret og ventede på at Anna skulle komme. Roland og min tante sammen med Annas bedstemor, mens James var sammen med mig ved alteret. Præsten, der havde mistet sin hustru og datteren året før, stod for den kirkelige handling.

Døren gik op og Anna kom ind i brudekjolen med et slør, som dækkede for hendes ansigt. Tjenestepigerne var brudepiger. Hvor ville det have været dejligt, hvis mine forældre kunne have været her, tænkte jeg.

Jeg vil ikke gå i dybden med selve vielsen, men da jeg løftede sløret for at kysse Anna, kunne jeg se hvor bleg hun var. Hendes talje var meget smal. Jeg tænkte, hvordan det overhovedet var muligt for hende at trække vejret.

Efter vielsen, havde vi en fest. Desværre måtte James trække sig tilbage tidligt, fordi han ikke følte sig frisk. Vi endte på værelset, hvor Pearl ventede. En sidste tradition fra hendes familie ventede. Jeg fik besked på at gå ud på gangen og først komme ind, når Pearl havde gjort Anna klar.

Lidt efter kom Pearl ud. “Du kan gå ind til Anna nu”, sagde hun.

Jeg gik ind i værelset og måbede. Anna var fikseret til en buk. Pearl forklarede at jeg skulle tage hende og få det ubehagelige overstået. Hendes hoved var dækket af en hvid læderhætte og hendes mund var dækket med et læderstykke. Kun næsen stak ud. Pearl forklarede, at traditionen stammede fra en tid, hvor kvindernes viden om det seksuelle var noget mindre. Jeg var stum på grund af chokket. Et var at Anna var fikseret, men nu hvor kjolen var væk, kunne jeg se, hvor kraftigt hun var snøret ind. Pearl sagde, at det var 16 tommer, da jeg spurgte.

“Jeg gør hende våd, mens du gør dig klar.” Pearl lagde sig på knæ og brugte sin tunge på Anna. Anna udstødte nogle sukkede lyde. Jeg tog tøjet af og positionerede mig bag Anna. Pearl flyttede sig og jeg stødte mit lem ind i Anna, som udstødte et grynt. Jeg greb om hendes smalle talje og begyndte at kneppe hende. Det var første gang, at jeg tog hende uden gummi på, og det føltes så dejligt!

Anna udstødte det ene grynt efter det andet. Hun var meget opstemt. Jeg stødte mit lem hårdt ind i hende. Jeg mærkede, hvordan hendes krop begyndte at sitre. Et højt grynt kom inde fra hætten. Sveden drev fra hende. Jeg kunne ikke holde mig tilbage mere. Jeg udstødte et brøl og skød min ladning ind i hende. Jeg fornemmede et dæmpet skrig inde fra hætten. Fyldte kneblen hendes mund ud? Hendes krop rystede af den kraftige orgasme, som gik gennem hendes krop.

Jeg trak mig ud og satte mig træt ned i en stol. Pearl befriede Anna, som straks bad om en tår vand. Vi lagde os trætte i sengen og faldt i søvn.

Ved morgenbordet manglede James. Han var stadig syg. Roland, som tilså ham, genkendte symptomerne. Det var den spanske syge. 14 dage gik der, før James sov stille ind. Anna var knust, men jeg stod ved hendes side. Vi blev kaldt ind til Annas bedstemor. Hun havde besluttet at sælge ejendommen. Køberen var Købmanden og enkefru Ross, som ville sælge jorden fra og bruge materialer fra ejendommen til at udvide hotellet, hvor Købmanden havde indvilget i at blive partner. Jeg tænkte stille at det måske havde noget med den relation, som var mellem Mick og Købmanden.

En måned senere tog vi afsked med Annas bedstemor. Hun kom sig aldrig over James død. Vi pakkede og gjorde os klar til at forlade Gatorville. Der var intet tilbage for Anna i byen og vi kunne bo i en ejendom på min forældres grund, så Anna kunne studere ikke så langt fra vores nye adresse.

Roland fulgte os til toget. Han ville sammen med Købmanden sørge for at alt inventar blev solgt og vi ville få pengene fra overskuddet. Da toget satte igang vidste jeg at det var sidste gang at jeg ville besøge Gatorville. I 5 år havde byen været omdrejningspunktet for mit liv, men der havde været så mange tab, så jeg følte ikke længere at jeg ville være der.

Vi sad på toget og holdt hinandens hænder. Fremtiden lå foran os og Gatorville var nu kun et minde.

SLUT

Epilog

USA – 2004: Bilen passerede byskiltet til Cicero.

Jeg satte kursen mod kirkegården, hvor Henry ventede. Han havde læst min beretning. “Jeg er meget imponeret”, sagde han. Jeg spurgte ham, hvorfor hans far havde ventet med at fortælle om hvordan den spanske syge opstod i så mange år.

Henry forklarede, at vores moderne samfund er meget sårbart. Vi rejser som aldrig før. Det ville ikke være utænkeligt at en fremmed magt en dag introducerer en ny virus, som havde potentialet til at blive en pandemi som den spanske syge.

Vi talte om løst og fast. På nettet havde Henry fundet et foto af nogle soldater, som var ved at lægge en løkke om en sort drengs hals. Angiveligt skulle det foregå i Belgisk Congo, men Henry genkendte uniformerne og kunne fortælle at det var nogle som amerikanske soldater bar under 1. verdenskrig. Vi talte om Eliot og hvor mange lynchninger, som fandt sted dengang. Heldigvis har vi nu andre tider.

Da jeg skulle til at tage afsked, sagde Kevin: “Da min far lå for døden, sagde han at du gerne må offentliggøre din beretning om Gisela, nu hvor de fortrolige informationer, han gav dig da I mødtes ikke længere kan ramme ham”. Jeg nikkede. Jeg havde lovet ikke at udgive “En pige i uniform” mens Matthew levede.
Historien fortsætter under reklamen

Vi sagde farvel, og jeg forlod byen Cisero. Arbejdet med den næste novelle ventede.