Jeg så mig rundt. Dette værelse skulle være min fængselscelle i de 2 måneder, dette frygtelige slaveri skulle vare

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Så snart jeg var på værelset, undersøgte jeg, om jeg kunne låse døren. Det var selvfølgeligt ikke muligt.

Jeg så mig rundt. Dette værelse skulle være min fængselscelle i de 2 måneder, dette frygtelige slaveri skulle vare. Her var pænt, og det var et stort værelse, men for mig var det en celle. Jeg var på vej til at synke tilbage i opgivelse og apati, men det at min bortfører havde ladet mig beholde min telefon, gav mig noget at leve for midt i al håbløsheden.

Men jeg greb ivrigt telefonen, og så, at der var beskeder fra både Kaptajnen og Sille. Ivrigt åbnede jeg en mail fra kaptajnen.

Til min forbavselse havde han ikke sendt en almindelig meddelelse, men derimod et eventyr.

Nette slog igen op i den store mappe, og fandt eventyret frem. Med sin smukke, musikalske stemme læste hun det op for mig:

Den Prægtige Rosenbusk

Der var engang en pragfuld have. Den lå langt fra alfarvej, oppe i det yderste del af Nordvest Jylland, i det område de lokale kaldte Thy.

I denne have voksede så mange skønne blomster, men alle var enige om, at rosenbusken, med de fantastiske smukke velduftende lyserøde blomster, var skønnere end alle andre. Og alle flokkedes om den, og ville fotograferes med den.

Alle var enige om, at rosenbusken var den sundeste, stærkeste og mest livskraftige plante i hele den skønne have.

Men rosenbusken bar på en grusom hemmelighed, under sit stærke ydre. Ingen vidste, at det var en kinesisk rose, der, under de rette forhold, kunne vokse sig stor som en syrenbusk, og skønnere end nogen anden plante i hele verden.

Men i plantens spæde ungdom havde en havearbejder mishandlet rosenbusken så grusomt. Han havde plantet den ud, lige op ad en masse murbrokker, der forhindrede rodnettet i at vokse den vej. Og da der var en græsplæne lige op af rosenbuskens anden side, satte havearbejderen en metalplade ned i jorden for at markere kanten af græsplænen.

Men denne metalplade overskar alle rosenbuskens rødder. Planten led så forfærdeligt, men ville ikke vise svaghed. Den kæmpede tappert for kun at vise styrke, så ingen af gartnerne opdagede hvor forfærdeligt den led.

Langsomt var rosenbusken dog ved at tabe kampen, og ville være gået ud, hvis ikke en gammel dame havde set, at busken slet ikke trivedes, men derimod led så forfærdeligt. Hun behandlede busken med kærlighed, og under hendes plejende hænder blev rosenbusken hel. Den voksede, og blev stærk, indtil den dag, da alle syntes den var den skønneste plante i hele haven.

Omkring rosenbusken var andre planter. Lige op ad den, mod øst, stod en anden smuk blomsterplante, kun en anelse større. Og da vinden jo oftest var i vest, trivedes denne plante så godt i det læ, som rosenbusken hele tiden sørgede for. De to buske blev bedste venner og den anden busk var så dybt taknemmelig for al den hjælp den modtog fra den stærke rosenbusk.

Lige bag dem voksede en dejlig, blomsterløs busk. Den gav altid læ og trykhed for rosenbusken, og endnu før den anden blomsterbusk blev plantet der, var der et helt specielt forhold mellem rosenbusken, og den blomsterløse busk. Rosenbusken var så uendelig tryk ved denne store busk, og elskede den, om end den syntes, at den blomsterløse busk var lidt kedelig.

Da rosenbusken havde stået i have i hele 21 år, voksede den første lille aflægger af den prægtige plante op i trykt læ af den blomsterløse busk

Ud over disse to buske, betød gartnerne mest for rosenbusken, og da den var 23 år, havde den kendt 3 overgartnere, der alle havde plejet den med megen blidhed, men ingen havde set de problemer, den havde med murbrokkerne og metalpladen. Så Rosenbusken led i stilhed, og var stolt over at være stærk og aldrig bede andre om hjælp. Den havde især det princip, at den aldrig lukkede andre planter ind. Ingen skulle se de skader, planten havde været udsat for.

Alle gartnerne prøvede at trække rosens mange grene fra hinanden, så de kunne se ind i plantens indre, men grenene var filtret så kraftigt ind i hinanden, så det lykkedes ikke for nogen af dem. Og den prægtige rose var vældig glad for, at den slap for at åbne sig overfor nogen, og at ingen så, hvor meget den led.

Men nu skete katastrofen. Damen, der havde plejet rosenbusken så dygtigt var blevet gammel, og så en dag kom hun ikke mere. Fra den ene dag til den anden, sygnede rosenbusken hen. Uden damens kyndige pleje, følte den ikke længere at den kunne være stærk. Den længtes efter at komme væk, og følte, at hvis den kunne komme rigtigt langt ud, ville den kunne trives igen og kunne udholde sin tilværelse. Men dens drømme var selvfølgeligt umulige. Den rodfæstede rosenbusk måtte blive hvor den var, og led forfærdeligt.

Med de yderste anstrengelser, beholdt den en facade af skønhed og styrke, godt hjulpet af nogle specialbehandlinger, som den hyppigere og hyppigere var nødt til at modtage. Planten led så forfærdeligt, men det vigtigste var ikke at åbne sig

Så svækket som planten var, var det en katastrofe at den også blev ramt af flere storme. Men skæbnen var så nådig, at disse storme kom fra øst, og nu kunne den anden blomsterbusk vise sin store taknemmelighed, og smukt sørge for læ for den svækkede rosenbusk.

I samme periode fik haven en ny gartner. En halvgammel mand på 48 år. Han kunne være blid og omsorgsfuld overfor havens planter, og både hans omsorg og hans viden var uendelig. Men modsat de tidligere gartnere kunne han være meget hård og bestemt, når dette behøvedes. Han hjalp alle havens planter, men hans kærlighed til den prægtige rosenbusk var langt, langt større, end hans omsorg for alle andre nødlidende planter.

Gartneren begyndte at bøje buskens grene, for han ville se, hvordan den så ud i sit indre. Rosenbusken ville stadigt ikke åbne sig, men erfarede dog, at gren efter gren blev rettet ud. Manden gjorde det med en bestemthed, som ingen af de øvrige gartnere havde haft, men alligevel med en ømhed og en kærlighed, så ikke en kvist blev knækket, og ikke et blad faldt af. Den prægtige rosenbusk elskede denne gartner, langt højere end nogen af forgængerne, og skønt modviljen stadigt afholdt den fra at åbne sig helt, nød den de fremskridt gartneren gjorde.

Et par gange i rosenbuskens fortid var den blevet angrebet af nogle modbydelige skadedyr, men rar som busken jo var, syntes den, at selv skadedyrene nok havde en funktion, og ønskede ikke helt at de forsvandt.

Men nu, i plantens 23 ende år kom der et særligt ondskabsfuldt angreb af skadedyrene, ja egentligt to. Allerede efter det første led rosenbusken så forfærdeligt. Blade og hele grene faldt af busken, og den havde grimme mærker overalt. Den anden blomsterbusk dækkede så meget den kunne, for at forhindre skadedyrene i at ødelægge rosen endnu mere, og uden dens hjælp, ville den prægtige rose være gået ud. Skaderne var utroligt slemme. Men også den gamle gartner havde kæmpet utrætteligt for sin elskede rosenbusk.

Men da det næste angreb af skadedyrene kom, var det forfærdeligt. Alle kunne se, at denne gang ville den prægtige rosenbusk ikke kunne overleve. Igen kæmpede den anden blomsterbusk og den gamle gartner utrætteligt, men angrebet var så modbydeligt, og den prægtige rosenbusk nægtede helt at bekæmpe skadedyrene, ja tværtimod åbnede den sig for dem, som den aldrig havde åbnet sig for nogen før. Skaderne den blev påført bar den i tavshed, og den var meget stolt af, at den kunne tåle de vilde lidelser uden at kny.

Angrebet var 100 gange mere ondskabsfuldt end det første, og både gartneren og den anden blomsterbusk måtte til sidst indstille sig på, at denne gang måtte den prægtige rosenbusk dø.

Men da situationen var allerværst, ja egentligt håbløs, ændrede rosenbusken mening. Den begyndte at kæmpe aktivt mod skadedyrene, godt hjulpet af den anden blomsterbusk og gartneren. Og så snart de rettede kampen direkte mod skadedyrene, vandt de kampen i et snuptag.

Nu turde ingen af skadedyrenes venner røre den prægtige rosenbusk, og skadedyrene selv blev aldrig mere set i det område der hedder Thy.

Den gamle gartner ofrede al sin ømhed på rosen, der langsomt genvandt sin hidtidige skønhed. Og under hans bestemte, men kærlige hænder, åbnede rosen sig mere og mere, indtil den dag, hvor gartneren kunne bøje den sidste gren og se ind under rosen.

Til hans forfærdelse fik han øje på jernpladen, og indså øjeblikkeligt, hvor forfærdeligt den prægtige rosenbusk havde lidt. Med uendelig kærlighed fjernede han jernpladen, og behandlede rosens mange grusomme skader. Det var en lang proces, men hans vilje og tålmodighed var uendelige. Og Den prægtige rose udviste en kærlighed til sin gartner, som ingen plante i hele kongeriget før havde udvist.

Befriet fra de frygtelige skader på rodnettet blomstrede den prægtige kinesiske rose nu i al den skønhed, denne plante var født til at besidde. Den voksede og voksede, men blev kun skønnere og skønnere.

Folk der besøgte haven undrede sig altid over det umage par:

Den strålende smukke prægtige rose, og den gamle grimme gartner.

Men de to lod sig ikke røre af bemærkningerne. De var altid sammen, og så snart som det var muligt inddrog de også den anden blomsterbusk, og den store blomsterløse busk i deres kærlige fællesskab.

Og det fortaltes, at folk der gik forbi stedet følte en kærlighed så stærk og så ren, at den kunne føles i hjertet, bare man opholdt sig på dette sted.

Nette omfavnede Kaptajnen meget længe. ”Intet du kunne have sendt, ville have været bedre end dette i min fortvivlelse. Jeg skrev omgående tilbage, på den platform vi brugte, når vi skrev sammen.”

Hun viste mig de 2 beskeder hun havde sendt på det tidspunkt, og et billede af hende, som hun åbenbart havde brugt som profilbillede derinde dengang.

• Jeg elsker den. Nej elsker er slet ikke nok skaat. Det gør så ondt at læse det men jeg er også rigtig glad inde i☺ Duu viser miig så meget i den novelle. Hvor meget du har hørt efter og hvor smukt du gør mit liv til☺ Der er ikke ord for hvor meget det betyder for miig. Elsker diig skaat ☺
• Har du skrevet flere af sådan nogen her skaat? Duu er selvfølgelig altid super god til det☺

Læs næste afsnit

3 kommentarer

1. Månestråle

   10/11/2018 kl 18:15

   Smukt <3

   2+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     10/11/2018 kl 20:28 - som svar på Månestråle

     Tak søde

     Lige dette eventyr var i forvejen indsendt som et selvstændigt eventyr. Derfor er der ikke nogen kommentarer til det her. Men til gengæld har du jo her læst hele forklaringen på, hvorfor jeg skrev eventyret.

     Har du for resten set det foto jeg sendte dig som et forslag til profilfoto for dig?

     1+

     Besvar kommentar
     • Månestråle

       11/11/2018 kl 11:27 - som svar på Kaptajn Bligh

       Tak Herr Kaptajn Bligh. 🙂 Det er så smukt et billede. Det er perfekt.
       Der traf du blink.

       1+

       Besvar kommentar