Han piskede mig langt værre end de tidligere gange, og varierede med kraftige elektriske stød og masser af nåle

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Det store gensyn
Kapitel 13, Nette, sidste del.

(Jina er historiens fortæller, men det meste er noget, som Nette beretter.)

Nette havde vist mig kommentarerne som hun selv havde skrevet under det smukke eventyr, Kaptajnen havde sendt til hende i begyndelsen af hendes tid som tvungen slavinde for Mathias. Hun smilede sit smukke, strålende, varme smil, og sagde:

”Slutningen af eventyret sagde jo, at jeg gjorde oprør mod ”skadedyrene”, altså mod Mia og Mathias, og at mine problemer så helt forsvandt. Selv i min fortvivlelse måtte jeg smile af din optimisme, og af den måde, du igen opfordrede mig til at kæmpe mod de to. Men der syntes ikke at eksistere nogen mulighed for en sådan lykkelig afslutning. Ikke i virkeligheden.
Jeg så mig mere om i værelset, og gik hen og tog en akustisk guitar ned fra en væg hvor den hang. Måske havde Mia fortalt Mathias, hvor glad jeg var for at spille og synge. Jeg satte mig til at spille lidt, og med det samme virkede det hele lidt mindre håbløst. Mørket forsvandt fra mit sind, og jeg smilede igen så lykkelig, som jeg næsten altid er, når jeg synger.

Jeg talte med kaptajnen, og fortalte ham, at mit humør var blevet så meget bedre. Han roste mig og opmuntrede mig yderligere, men tilføjede, at jeg skulle huske at skjule mit gode humør, når Mathias var i nærheden. Kaptajnen sagde, at det var så vigtigt, at Mathias ikke oplevede mig, når jeg rigtigt strålede, så livfuld og glad som det var min natur.”

”Ja, jeg så det som vores bedste chance, at du var lidt nedtrygt, i hvert fald udadtil. Mathias ville jo have dig, fordi han havde fået at vide, HVOR speciel du var. Hvis du kunne undgå at vise ham, hvor vidunderlig du er, var der vel en stor mulighed for, at han mistede interessen i dig, og lod dig gå.” Kaptajnen kælede ømt med den smukke, nøgne pige på hans skød.

Nette kyssede ham med en dyb kærlighed. ”Må jeg ikke nøjes med at fortælle hovedlinjerne fra mit ophold hos Mathias?”

Kaptajnen smilede tilbage, og nikkede smilende.

Hun begyndte: ”De første dage gik meget bedre end jeg havde frygtet. Mathias prøvede at røre ved mig, men da han så, hvordan jeg trak mig væk og krympede mig, valgte han at lade mig slippe for kærlige berøringer. Han fortalte mig hvordan jeg skulle tale, gå, sidde og i det hele taget opføre mig, og straffede mig, hver gang jeg begik fejl. Men i hvert fald de første 3 dage, var straffene ikke særligt hårde. Han passede sit arbejde, hvilket gjorde, at jeg havde fred halvdelen af dagen. Efterhånden kunne jeg de vigtigste af reglerne og vidste, hvordan han ønskede at en slavepige skulle opføre sig. Så han fortalte mig, at jeg om lørdagen skulle præsenteres i den sexklub han styrede.

Det var jo selvfølgeligt ikke rart, men jeg tænkte bare på, at måske gik der så en dag mere, og at jeg dermed var en dag nærmere på min frihed. Måske kunne jeg slippe igennem en hel del dage, før det blev helt forfærdeligt?

Han valgte et meget sexet kostume med der kæmpehøje stiletter, som han havde trænet mig i at gå med. Jeg hadede tanken om at skulle vise mig frem halvnøgen i hans klub, men det måtte jeg jo acceptere. Vi kørte afsted sent om aftenen, og da vi ankom til klubben var der allerede rigtigt god gang i løjerne.

Jeg måtte indrømme at stedet var flot. Det havde virkeligt klasse. I det store lokale var måske 60 personer samlede. Velklædte, dominante mænd, der næsten alle sammen havde en eller to slavinder med. Alle udviste virkelig respekt for Mathias, og jeg begyndte at forstå, hvilken betydning han havde i miljøet.

Jeg ville helst have sat mig hen i et hjørne, og håbet på, at ingen bemærkede mig, men det tillod Mathias ikke. Selv om hans lille slavinde også var med, krævede han, at jeg uafbrudt var ved hans side.

Næsten alle de andre Herrer kom forbi, og roste Mathias for den pragtfulde slavinde han havde fundet, og flere kom med komplimenter vedrørende det jeg havde tålt ved mit første SM ophold i København. Det var åbenbart en begivenhed, der var blevet snakket vildt meget om i miljøet.

Der var forskellige show på scenen, og pludseligt stod den store fyr, der havde pisket mig, da jeg var derovre første gang, lige ved scenen. Han havde en spinkel pige med sig. Det var tydeligt at pigen var ude af sig selv af angst. Han førte hende op på scenen, og satte manchetter om hendes håndled og ankler. Håndleddene blev forbundet til kæder i loftet, og det venstre ben til den samme kæde der trak i den venstre arm. Da en motor strammede lænkerne, stod hun på tåspidserne af den højre fod, og hang fra sine spredte arme, med det venstre ben vredet op om øret. Højre ben var lænket til gulvet, så hun ikke kunne løfte det.

Sadisten tog en pisk frem, med en tynd, hård og tung snert, og allerede ved det første slag mod det øverste af pigens ryg, efterlod pisken en blodig stribe. Hun skreg højt, og kastede sig rundt i sine lænker. Manden grinede triumferende, og sendte 4 slag mere afsted mod det samme område, så blodet drev ned af pigen. Hun skreg som en gal, og tryglede om nåde. Jeg hviskede til pigen ved siden af mig, at jeg håbede, at hun snart brugte sit stopord.  Pigen kiggede forbavset på mig, og svarede, at de mænd i denne klub var ÆGTE Herrer, og bestemt ikke tillod pigerne at have et stopord. Tøsen på scenen måtte jo bare tage, hvad hendes Herre havde lyst til at udsætte hende for.

Jeg stirrede med afsky på pigen, der havde sagt dette. Den indstilling til BDSM kunne jeg hverken forstå eller acceptere.

Sadisten på scenen var gået over på den anden side af pigen, og slog hende flere gange over brysterne, der nu drev af blod. Jeg var stiv af skræk. Hvis den pisk ramte hende brystvorter, ville den skære dem af, var jeg sikker på. Hendes skrig var frygtelige, faktisk lød det ikke som et menneske. Jeg rykkede i Mathias arm, men han reagerede ikke. Han stod og betragtede det der skete på scenen. Jeg så mig rundt, i håb om at se en, der kunne standse det hele. Men alle mændene så på det tilsyneladende med stor begejstring.

Sadisten svingede pisken efter det blottede højre inderlår på pigen. Om muligt skreg hun nu endnu højere.
Han ville vel ikke???

Jo det ville han. 2 hurtige, stenhårde slag blev rettet direkte mod pigens blottede fisse. Den grusomme pisk ville flænse skamlæberne i hvert slag. Han hævede hånden for at slå dernede igen.

Nu kunne jeg ikke stå og se på det længere. Jeg sprang op på scenen, og forsøget at rive pisken ud af mandens hånd. Det lykkedes mig også at flænse hans ansigt med alle mine negle. Så mærkede jeg et stenhårdt greb bagfra, da Mathias trak afsted med mig. Hans øjne var sorte af raseri. Han skyndte sig at sige undskyld til sadisten på scenen, og lovede ham, at jeg ville få min fortjente straf. Så trak han mig ud i bilen.

På vejen hjem skældte han mig ud, og sagde, at ingen slavinde havde ydmyget ham så meget før, endda i hans egen klub. Han ville lære mig, ALDRIG mere at handle på en måde der ikke behagede ham. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en mand så vred før.”
Nette tav omsider. Det havde været en lang enetale.

”Prøv at se her, Herre”, sagde hun til Kaptajnen, idet hun var gået hen til en lille fryser i rummet. Ud af fryseren tog hun 3 små assietter med hvert sit lille kunstværk af is og tilbehør. Hun satte det til os på bordet, og skænkede et glas kijafa til hver af os. Vi sad og nød det, og sludrede lidt. Nette kunne altid fortsætte sin beretning senere, selv om jeg havde siddet som på nåle, og virkeligt frygtet hvad Mathias ville udsætte hende for.
Efter den lækre, kunstfærdigt anrettede is, fortsatte det lille vidunder:
”Han trak mig ind i et rum, jeg ikke tidligere havde set i huset. Det var indrettet som et torturkammer. Han flænsede de få beklædningsgenstande jeg havde på af mig, og skubbede mig omkuld på sengen.

”Nu skal du opleve smerter, på en måde, som du aldrig har oplevet dem før” sagde han, medens han stadigt så ud til at være ved at eksplodere af raseri.

Først satte han kraftige lædermanchetter på mine ankler. De gik rundt om mine fødder, næsten som en støvle. Derpå manchetter på mine håndled. Til min forbavselse var de opbygget, så de pressede et rundt træhåndtag ind i min håndflade. Jeg kunne ikke forstå meningen med det. Så tog han endnu en genstand fra sit skab. En sort lædermaske, hvor der kun var små huller ud for næsen. Ud for munden var der en lynlås, men den var lukket. Han satte den ned over mit hoved, og låste 2 lynlåse i hver side af den.

Det føltes forfærdeligt. Jeg kunne godt trække vejret, men selvfølgeligt intet se, og jeg følte det også som om mine ører var blokerede. Og sandsynligvis kunne man heller ikke høre, hvis jeg sagde noget gennem masken. Jeg var totalt isoleret og følte mig mere alene end nogensinde før. Den psykiske belastning var enorm.

Jeg følte, at han satte 4 lænker i mine manchetter, og langsomt hævede han først armene op, og så benene, indtil jeg hang svævende vandret midt i rummet. Nu forstod jeg, hvorfor de trægreb var der, for ved at holde i dem, blev rykket i mine håndled da LIDT mindre.

Han begyndte at slå. Jeg gættede på, at det første var et spanskrør, så en paddel, en ridepisk og så nogle forfærdelige single tail piske. Han slog og slog, og selv om det åbenbart var lettest for ham at slå på min bagside, der vendte opad, fik min forside bestemt også, hvad den kunne klare. Jeg bed tænderne sammen, ville ikke skrige eller stønne. Smerterne steg og steg, men lige da de var umulige at bære, følte jeg at jeg svævede væk. At jeg ikke var i min krop. Jeg sansede nok de næste slag, men ikke som smerte. Det var som om jeg var et andet sted. Det var den samme reaktion, der havde reddet mig den første gang jeg var i København. Det føltes trygt, for den tilstand kendte jeg alt for godt, fra alle de gange Martin mishandlede mig som barn. Jeg havde lært at flygte derind, når smerterne blev for slemme, og nu reddede det mig igen. Mathias kunne ikke røre mig mere.

Efter yderligere nogle slag havde han åbenbart fornemmet det, og stoppede afstraffelsen. Han sænkede mig ned, løsnede mig, tog hætten af og førte mig til sengen.
Han tog manchetterne af mig, og skubbede mig så bare omkuld i sengen.

”Normalt sørger jeg for en god after care til en pige jeg har pisket. Men i dag er du blevet straffet for en forfærdelig opførsel, og så skal du sku ikke forkæles.”

Uden flere ord forlod han rummet. Jeg skulle åbenbart sove i torturkammeret denne nat. Selvfølgeligt var jeg bange for, om han ville pine mig igen, men hvad skulle det hjælpe at spekulere. Jeg trak tæppet op over min krop, hvor der flere steder var lidt blod, og selv om hele min krop gjorde så forfærdeligt ondt, faldt jeg alligevel omgående i søvn.”
Nette kiggede op på sin Herre.

”Meget kort fortalt skete der flere ting i løbet af de næste 10 dage, både i klubben og i hans hus. Gang på gang levede jeg ikke op til hans krav, og da det næsten hver gang skete foran andre fra miljøet, ophidsede det ham vildt, og hver gang blev jeg straffet så hårdt som han kunne. Men han opdagede jo også, at min evne til at flygte ind i den tilstand, hvor jeg ikke rigtigt følte smerterne snart var lige så god, som den havde været i min barndom under Martins mishandling. Og derfor kunne han aldrig pine og plage mig, som han ønskede. Hans frustration over ikke at kunne knække mig rigtigt, blev større og større.

En dag, da han igen havde straffet mig, blev jeg sendt til mit værelse. Jeg havde fået telefonen igen, efter at han i en periode havde taget den fra mig. Men jeg var blevet så trist og apatisk, at han ikke havde kunnet holde ud at se mig, så til sidst havde han bøjet af, og jeg havde fået telefonen tilbage.

Jeg ringede til dig, kære Herre, og da vores lange samtale var slut, var det, jeg satte mig til at spille. Og før natten var ovre, havde jeg lavet de to sange om dig.”

Jeg spidsede ører. Ude i fællesarealet havde jeg hørt Nette synge en vidunderlig og personlig sang, som hun havde lavet om sin kærlighed til Kaptajnen. Jeg havde ikke været opmærksom på, at hun endda havde lavet 2. Mon den anden var lige så vidunderlig som den, jeg havde glædet mig så meget over. Nette skønne stemme, der klingede som sølvklokker og hendes følsomme spil på guitaren var så smukt, at man kun kunne glæde sig til ethvert nummer hun ville give. Men da hun tog guitaren, og satte sig på en høj stol, kiggede dybt ind i Kaptajnens øjne og begyndte at spille, var det alligevel overvældende. Denne sang var endnu mere personlig end den første. Man kunne fornemme, at hun havde skrevet den i store smerter, og med viden om, at hendes situation snart ville blive endnu værre. Aldrig havde jeg hørt noget så smukt, eller noget, hvor kærlighed og fortvivlelse så smukt dansede om hinanden. Hun sang og spillede, og sad med åbne øjne, men det var som om hun intet så. Som om hun var tilbage på værelset hos Mathias.
Kaptajnens øjne var fugtige. Han gjorde intet forsøg på at skjule den tåre, der trillede ned af hans kind, og kiggede på den lille, musikalske skønhed, med et udtryk af så fuldkommen kærlighed. Det udtryk havde jeg set, når han kiggede på Malene og troede, at vi andre ikke så ham. Men nu så jeg det igen.

Da de sidste, smukke toner havde lydt, lagde Nette guitaren fra sig. Hun blev siddende på den høje stol, og efter et blik fra Kaptajnen, begyndte hun at fortælle videre.

”Fra nu af begyndte det at blive slemt. Den næste dag, efter at Mathias igen havde straffet mig hårdt for et eller andet, lod han mig ikke bare ligge. Han lagde sig tæt ind til mig, som du gør, Kaptajn, når du giver after care. Men for mig var det at han gjorde det 1000 gange værre end pisken. Jeg gik i panik, og rev ham meget, før han til sidst bandt mig til sengen, og begyndte at kæle med min nøgne krop. Han undlod dog at røre mig mellem benene, men da han stoppede var jeg fuldstændigt nedbrudt.

Han havde smilet triumferende. Det var gået op for ham, at han ikke kunne nå mig med smerter, men de seksuelle berøringer var for mig som tortur. Han fortalte mig, at hvis jeg ikke fremover adlød ham fuldstændigt og stoppede med at være trodsig, ville han binde mig til sengen og voldtage mig igen og igen.

For første gang under opholdet græd jeg. Jeg kunne ikke klare det. Selvfølgeligt havde jeg vidst, at sex jo var en selvfølgelig del af det at være slavinde. Men jeg havde forestillet mig, at når det nu var tvunget, kunne jeg klare det. Det kunne jeg ikke. Sille havde haft ret hele tiden. Jeg ville blive ødelagt som menneske, når det svin voldtog mig første gang. Grædende ringede jeg til Sille og fortalte, hvordan det hele udviklede sig.

Sille blev fortvivlet, og tilbød med det samme at tage til Sjælland, så hun kunne være ved mig i hele resten af den tvungne slaveriperiode.”

Nette gjorde en pause, og smilede vemodigt. ”Sille er en ufattelig god veninde.”

”Dagen efter fortalte Mathias mig, at Sille havde ringet til det kontaktnummer hun havde fået udleveret, og tilbudt at komme herover. Hun havde endog tilbudt at stille sig seksuelt til rådighed for Mathias, således at han kunne bruge mig som sin slavinde, dressere mig, bruge mig til arbejdsopgaver og til SM, men så bruge Sille, når han krævede seksuelle ydelser. Jeg glædede mig, og var dybt rørt over min venindes selvopofrelse. Men Mathias fortalte, at han hånligt havde afslået Silles tilbud. Jeg måtte forstå, at jeg ikke kunne underkaste mig fuldstændigt for ham, og leve mig ind i min tilværelse som slavinde, hvis jeg var uvillig til at deltage i sex med min Herre. Han tilføjede, at nu havde han udvist tilstrækkeligt hensyn til mine komplekser overfor berøringer og sex, og at han den næste dag når han kom fra arbejde, for første gang ville bruge mig til sin seksuelle fornøjelse. Da han så, at jeg krympede mig og krøb sammen, blev han vred, og sagde, at han ville gennemføre det, uanset om det var nødvendigt at binde mig, samt at han ville straffe mig hårdt, hvis jeg viste mig uvillig.

Den aften blev slem. Mathias forsøgte at lære mig nogle ny regler om min opførsel, men jeg KUNNE simpelthen ikke samle mig. Ikke fordi jeg valgte at være trodsig, men jeg var så ødelagt indvendigt. Og jo mere han straffede mig, jo mere vred blev jeg. Med udsigten til at blive både voldtaget og pisket endnu mere den følgende dag, kortsluttede det helt i min hjerne.
Da Mathias var taget på arbejde næste dag, gjorde jeg noget, som Sille senere sagde var vanvittigt, da jeg i telefonen fortalte hende det. Vi havde huset alene, Mathias faste slavinde og jeg, og hun blev på sit værelse.

Jeg gik ned i kælderen, og fandt en stor bøtte rød maling og en pensel. Yderdøren var låst, men jeg havde intet besvær med at kravle ud af et vindue, og begyndte omgående at male på den af huset hvide mure, der vendte ud mod vejen. Det tog ikke særligt lang tid, og så satte jeg mig blot op på mit værelse, og ventede skæbne beredt på Mathias straf. Jeg gjorde mig ingen illusioner om at han ville skåne mig, men jeg havde opgivet helt, og ønskede bare at dø. Et opkald til Sille, hvor jeg fortalte hvad jeg havde gjort, førte til at hun næsten gik i panik. Hun opfordrede mig til at stikke af, men selv om jeg var helt opgivende, og fuldstændigt ligeglad med Mathias straf, var jeg stadigt lammet af skræk ved tanken om, at Mia ville fortælle Martin hvor jeg opholdt mig.

Sille foreslog, at vi undersøgte Mias fortid og familieforhold, og måske fandt noget, vi kunne bruge som en trussel mod hende, der kunne afholde hende fra at gøre alvor af SIN trussel. Dette accepterede jeg, uden større håb. Jeg havde selv forsøgt i den uge op til jeg skulle til København, men det eneste jeg havde fundet ud af var, at Mia havde opgivet et falsk navn til mig. Jeg havde enkelte oplysninger om hendes fortid, som jeg mente var sande, og dem gav jeg Sille, men det havde ikke været nok til at jeg var kommet nogen steder.

Mathias kom hjem, og som jeg havde forventet, var han vanvittig af raseri, da han styrtede ind på mit værelse. Han slog og slog til jeg lå næsten bevidstløs på gulvet, og så lænkede han mig nøgen op på det store kors i hans torturkammer. Han forlod mig med beskeden om at når han kom igen skulle jeg få en omgang, så jeg aldrig trodsede ham igen.

Jeg fik senere at vide, at han derefter havde beordret sin faste slavinde til at overmale den tekst jeg havde skrevet på husets facade. Hun var nødt til at male mange gange, før den røde tekst var dækket. Mathias var blevet rasende over de to ord jeg havde skrevet: VOLDTÆGSMANDEN MATHIAS. Jeg vidste jo godt, at han ville straffe mig stenhårdt for det, men lige på det tidspunkt virkede det så ligegyldigt, og jeg var så rasende på ham.

Denne gang piskede han mig langt værre end de tidligere gange, og ved at variere piskningen med kraftige elektriske stød og masser af nåle, som han stak ind i alle de ømmeste steder af min krop, lykkedes det ham at undgå, at jeg undslap ind i den halvvågne tilstand, der hidtil havde beskyttet mig. Smerterne var forfærdelige, men alligevel lykkedes det mig at bide tænderne sammen.

Mathias blev kun endnu mere rasende, og til sidst smed han straffe redskaberne fra sig, og smed sig ovenpå mig. Uden forberedelse hamrede han sin pik op i mig. Jeg var bundet og kunne intet gøre, og jeg var helt tør. Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg gik fuldstændigt i panik. Voldtægten var 1000 gange værre end torturen. Nu skreg jeg højt i panik, og Mathias lo triumferende.

Da han var færdig, fortalte han mig, at jeg ville blive pisket og voldtaget hver eneste dag, indtil jeg underkastede mig som en lydig slavinde.”
Nette gjorde en pause, og sad og samlede tankerne.

”I de næste 2 uger blev han ved at slæbe mig med i hans klub, og hver gang skulle vi optræde foran publikum med SM numre. Han var glad for, at jeg tålte alle smerterne med stor værdighed, og de øvrige gæster var begejstrede, med undtagelse af ham, jeg havde kradset så voldsomt, at mærkerne stadigt kunne ses.

Som belønning for min udholdenhed i klubben, blev jeg belønnet med ikke at skulle have rigtigt sex med ham. Han kælede og havde fingre oppe i mig, og jeg gik helt i baglås hver gang, men slap for rigtige samlejer.

Men så en dag i klubben, efter en ny opvisning, opfordrede min specielle uven (Ham der havde pisket mig under mit første besøg i København) Mathias til at vise forsamlingen, at han også kunne andet end piske mig. Han tirrede Mathias så meget, at denne til sidst erklærede, at han så ville vise forsamlingen, at jeg også kunne bruges seksuelt. Han hviskede hårdt til mig, at nu skulle jeg tage mig sammen, og ikke bringe skam over ham, men så snart han rørte min fisse, skreg jeg i panik. Jeg var ikke bundet, så nu var det ham, der blev udsat for mine negle, så blodet flød ned af hans ansigt.

Afsindig af raseri trak han afsted med mig. Smerterne og det, at hans ansigt var skamferet var sikkert slemt for ham, men langt værre var, at han igen var blevet gjort til skamme i miljøet. Det kunne han helt tydeligt ikke tåle.

Han kørte hjem med mig, og spændte mig omgående fast i torturkammeret.
Også denne nat lykkedes det ham at undgå, at jeg kunne undslippe i Sub Space, som jeg nu vidste at de andre kaldte den tilstand. Og han pinte mig på de mest ondskabsfulde måder han kunne finde på. Til sidst var jeg brudt ned, og skreg af mine lungers fulde kraft.
Mathias smilede tilfreds, og fortsatte torturen. Først da jeg besvimede fik jeg fred, men han havde forinden fortalt mig, at jeg skulle have samme tur igen og igen, indtil jeg var brudt helt ned.

Det var langt op af formiddagen, før jeg vågnede. Heldigvis var han på arbejde. Jeg stønnede af smerte, og følte virkeligt at jeg var ved at bryde sammen. For første gang følte jeg, at min bortfører kunne knække mig.
Men han skulle ikke få det let.

På hans kontor havde jeg set nummeret på hans chef. Jeg gik ned i torturkammeret og tog fra stuen 3 fotos af Mathias. Derpå fotograferede jeg alle SM redskaberne, sådan at der på hvert billede også var et foto af Mathias. Så sendte jeg alle de billeder jeg havde taget til hans chef sammen med en tekst, hvor jeg spurgte, om firmaet kendte til Mathias hobby?

Jeg ringede til både Kaptajnen og Sille og fortalte hvad jeg havde gjort, og sagde, at jeg regnede med, at blive frataget telefonen, samt at jeg nok alligevel ikke ville kunne tale i den næste tid. Jeg forudså tortur så slem, at jeg måske intet ville kunne foretage mig.”
Kaptajnen smilede barsk til Nette, der så lidt flov ud. ”Det var på dette tidspunkt, at jeg snakkede med min gode veninde, Wildcat, som er meget godt kendt med det Sjællandske BDSM miljø. Jeg fik hende til at sende folk ud, for at kigge efter dig i klubberne. Efter et par dage svarede hun, at ingen havde hørt om dig, og at hun ikke kunne tro, at din historie var helt sand.”

Nette kiggede flovt op på den mand, hun så tydeligt holdt så meget af. ”Behøves jeg fortælle, hvilke dele af historien der var falske, og hvorfor jeg løj? Det er så forfærdeligt pinligt for mig, og i dag forstår jeg ikke at jeg gjorde det.”

Kaptajnen gik hen til pigen, og omfavnede hende ømt. ”Nej, prinsesse, det hopper vi over. Mia havde stadigt et greb om dig, men Sille fandt omsider ud af noget om hendes baggrund og familie som vi kunne bruge, og kort efter kom du tilbage til Thy. Det vigtigste var, at vi omsider kunne mødes, og havde et dejligt forløb sammen. Du havde nu fundet ud af, at rigtigt BDSM ikke var noget for dig, selv om du godt kunne lege en smule med elementerne.”

Nette kyssede ham begærligt. ”Kun med dig, skaat. Jeg vil aldrig dyrke BDSM med nogen anden mand. Men jeg var ændret, og inderst inde var jeg ikke længere den pige du kendte og elskede som Nette, og jeg kunne ikke holde ud at se i dine øjne, at du nok elskede mig, men savnede nogle dele af min personlighed, der ikke længere var der. Til sidst trak jeg mig væk fra dig. Det var så svært at gøre, men alligevel var det også det rigtige, min skaat.”
Kaptajnen så bedrøvet ud. Han smilede svagt. ”Måske har du ret, prinsesse, men alligevel gjorde det ondt.

Jeg har gemt den ene af de mails du sendte til mig, og jeg har læst den 100 gange.”
Han fandt et stykke papir frem, og lod mig læse det:

Heey søde skaat
Igen skriver du noget som slet ikke er rigtig. Du skriver så meget mere smukt end jeg gør. Elsker det du skriver, og er tit gået ind på totalsex for at læse igen og igen det du skriver☺
Det er helt Okaay du ikke kunne svare. Var måske lidt bange af det og troede du var kommet langt. Men det er jo også det jeg ønsker for diig. Kunne jeg gå tilbage til første gang duu skrev, havde jeg aldrig svaret dig. Ønsker af hele mit hjerte ikke at jeg havde taget dig, når jeg ser nu hvor ondt jeg gjorde dig☹ og hvor ked jeg er over ikke at kan give dig det du har brug for☹ men igen den tid vi havde sammen er jeg så lykkelig for, og vil aldrig give det tilbage, hvis jeg kunne. Du gjorde mig hel på en måde jeg aldrig har følt før☺

Jeg synes vi skal komme videre, fordi jeg som sagt før er bange for, jeg ikke kan gøre dig lykkelig og synes du skal ha det bedste og det er ikke mig skaat:(

Vil rigtig gerne skrive den novelle med dig men er sikker på du ville kunne gøre den lige så smuk som mig. Gav lidt op fordi det gjorde for ondt at tænke tilbage på alt det vi havde, som jeg har mistet☹ Du betyder mere end duu tror, og af hele mit hjerte ville jeg ønske vi kunne være sammen hver dag. Men jeg er desværre ikke Nette og det bliver jeg aldrig igen, skaat. Du ønsker noget der ikke er rigtig og det gør så ondt☹

Det er dig der er perfekt. Du gav mit liv en helt anden mening, du gjorde mig forelsket på en måde jeg aldrig kommer til at kunne beskrive med ord for der findes ikke ord for det du er:* det er diig selv der er så godt et menneske. Alle dem du er der for. Måske kan du ikke hjælpe alle, og ved du nogle gange ikke synes du gør nok, men sandheden er at du gør mere end nok. Du tænke på alle andre frem for diig selv og det er så smukt er der nogle der skal være lykkelige er det dem der har dig i sit liv☺

Jeg ved hvor meget Nette betød for dig, og du gør mig så lykkelig når du siger det. Men igen gør du mig også ked for det gør så ondt når du siger du ikke kan komme dig over Nette. Det er min skyld at du har det sådan og det gør så ondt☹ Ville ønske du kunne være sammen med hende, at jeg kunne være hende, og glemme mig selv, selv om jeg ingen gang synes hun er god nok til dig. Men bare du er lykkelig så ville jeg kunne se mig selv i øjnene og være glad☺

Elsker virkelig også dig skaat, og et farvel er kun op til diig selv. Du ved du kan til hver en tid få mig til at blive, men du vil gøre mig ondt, når jeg ser hvor ondt det gør på dig, at jeg ikke kan giver dig det du vil ha☹  Tænkt dig om hvad ønsker du selv ☺

Din for altid e k d☺

Kaptajnen og Nette omfavnede hinanden, og var så fortabte i hinanden. Jeg fornemmede, at historien ikke ville fortsætte, og at dette øjeblik kun var deres. Stille forlod jeg værelset.
Først dagen efter fik jeg lidt at vide om, hvad der var foregået mellem dem.
De havde elsket så blidt og så smukt. Nette sagde, at hun følte det, som om to års fortrængt kærlighed blomstrede imellem dem, og at hun var svømmet hen, blot ved at se ind i Kaptajnens øjne. Helt kunne de aldrig få det de havde mistet. Dertil havde Nette ændret sig for meget. Men deres smukke, dybe indbydes kærlighed havde de kunnet nyde endnu en nat, og det var hun uendeligt taknemmelig for.

Læsere, der vil se ”Nettes” foreløbigt seneste hilsner til mig, kan gå ind under min forfatterprofil, og nede i beskedrækken se den lille samtale, som jeg havde med hende. Hun skrev den 26. juni 2016 og derefter skrev vi nogle beskeder til hinanden fra den 13. til den 17. september 2016. Jeg håber, at Nette læser denne historie, og eventuelt kommenterer den. Jeg VED der er en ting ved novellen, hun nok vil være utilfreds med, men jeg kunne ikke gøre det anderledes, når hun ikke kom og hjalp mig med udformningen.

læs næste afsnit

4 kommentarer

1. Girl 28

   19/02/2023 kl 17:41

   Kaptajn Bligh 

   Virkelig spændende novelle med masser af personlighed

   Du skriver til slut at (Nette) nok ikke vil være helt tilfreds med den del om hende. Hvor meget er sandhed? Er nysgerrig på om du nogensinde fik hendes mening om novellen.

    

   0

   Besvar kommentar
2. Tøzzen

   18/01/2019 kl 23:27

   Puha, den er godt nok barsk. En hver piges frygt. Men hvor er det flot at fortælle det, klart et emne der bør være mere fokus på. Og som altid, så fint skrevet kære Kaptajn.

   3+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     19/01/2019 kl 9:51 - som svar på Tøzzen

     Ja, Tøzzen.
     Det er en hård historie. Meget af den er sand, men noget var opdigtet. Ikke fra min side, men Nette havde ikke talt sandt om alting.
     Derimod er kapitel 6 om Mikaela desværre helt sandt, og jeg anser derfor dem historie som værende endnu hårdere.

     3+

     Besvar kommentar
3. Distelle

   29/07/2017 kl 19:38

   Det er så trist at læse, hvad nogle unge piger bliver udsat for og presset til. Jeg håber, at du Nette, er kommet videre i dag trods dine hårde prøvelser gennem din opvækst.

   5+

   Besvar kommentar