gratis dating sexdating

Ninas slaveri del 9 En verden udenfor kap. 42

slavetøs bdsm dominansMaria kendte jo alt for godt de hårde straffe for flugtforsøg, og frygtede, at begge piger ville blive pint ihjel.


Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Advarsel: I dette kapitel indgår ikke sex.

Harry så chokeret, at den unge pige var sunket sammen, og gledet ned af stolen. Hurtigt samlede han hende op, og bar hende ud af kontoret til et andet lille lokale, hvor der var en sofa. Der lagde han forsigtigt Nina ned. Han bad en kontordame om at holde øje med pigen. Selv var han nødt til at fortsætte sit arbejde. Han anså absolut Ninas anmeldelse af forbrydelserne i dalen som både troværdig og betydningsfuld. Så det var af afgørende betydning, at han fik afsluttet afhøringen også af Sugar.

Den spinkle pige var meget modvillig mod at skulle forlade sin besvimede veninde, men da Harry forsikrede hende om, at Nina var i gode hænder, og at det afgjort ville være hendes venindes højeste ønske, at politiet arbejdede med sagen, så hurtigt de kunne.

Sugar kunne jo godt forstå logikken i det, men det var svært for hende at skulle gå fra Nina. Men hun tvang sig til at følge Harry ind på hans kontor.

Harry udspurgte pigen, og fik bekræftet det meste af hvad Nina allerede havde fortalt ham. Også denne pige var ude af stand til at sige noget afgørende om, hvor langt hun var blevet kørt, fra det sted, hvor Jack havde fanget hende og søsteren. Stedet lå 80 km. længere vestpå. Måske betød det, at de skulle søge dalen længere i den retning, men det var bestemt ikke sikkert.

Harry arbejdede systematisk og omhyggeligt. Det var altafgørende at dette forberedende arbejde blev udført grundigt, så han ikke overså en vigtig detalje. Så han beholdt Sugar derinde rigtigt længe. Da hun omsider skulle ind og undersøges af retsmedicineren, gik Harry ud for at se, hvordan Nina havde det.

Nina var hurtigt kommet til sig selv på sofaen. Hun var sur på sig selv. Der var ikke tid til, at hun viste sig svag. Hun havde et stort ansvar overfor alle de andre slavinder i dalen, og det kunne desværre godt være at tiden var fuldstændigt afgørende, hvis mændene i dalen troede på, at de var sluppet ud og havde anmeldt det hele til politiet.

Hun satte sig op og begyndte desperat at tænke. Det var jo rigtigt, at dalen kunne ligge næsten ethvert sted indenfor i hvert fald den mindste af de to cirkler, som Harry havde tegnet på sit kort. At undersøge dette enorme område var jo omtrent umuligt. Kunne hun bede politiet om at skaffe en helikopter? Og ville hun overhovedet kunne genkende dalen fra luften?
Nina sad bare og spekulerede. Hun havde på fornemmelsen, at der var noget, hun havde glemt, men kunne ikke komme på, hvad det var.

Pludseligt slog det hende. Det var så let. Hvorfor havde hun ikke indset det med det samme?
Hun ville rejse sig, for at finde en betjent og bede ham skaffe, hvad hun havde brug for. Men i det samme kom Harry ind til hende.

Han smilede beroligende til hende, og forsikrede hende om, at de troede på hende, og bestemt nok skulle arbejde så hurtigt som de kunne. Men at problemet med at lokalisere dalen var enormt, og nok ville kræve uhyre mange politifolks arbejde i mange dage.

Nina afbrød ham utålmodigt. “Nej, det vil ikke tage ret lang tid. Kan du skaffe mig detaljerede kort over hele det område i cirklen? Begynd her omkring.”

Hun var gået ud til kortet, og pegede på et sted kun 50 km fra nålene, hvor terrænet så virkeligt vildt og øde ud.

Hurtigt tilføjede hun: “Det skal være kort med tydelige højdekurver.”
Harry så forvirret ud, men pigen virkede næsten manisk. I første omgang var det nok bedst at føje hende, uanset om det hun tænkte på virkede. Han var faktisk allermest bekymret for hendes tilstand. Hun havde været igennem noget forfærdeligt, og det var kun naturligt, hvis hun brød sammen nu.

“Selvfølgeligt råder politiet over detaljerede kort. Og du må gerne kigge på dem.”

Han tilkaldte en ung betjent, og instruerede denne om at give Nina de materialer hun bad om. Selv skulle han gennemføre en kort afhøring af Tom om, hvordan pigerne var dukket op ved ham. Ham havde også sendt en bil ud for at bringe manden fra cafeteriet ind til vidneafhøring. Bagefter skulle han drøfte det hele med en gruppe af sine kollegaer. Dette ville blive den største sag i mange år. En sag, der ville kræve en enorm politistyrke. De skulle bruge rigtigt mange mænd på sagen, og når de havde fundet dalen og skulle rykke ind, skulle de bruge forstærkninger fra andre distrikter.

Nina forklarede den unge betjent hvilken type kort hun ønskede, og fra hvilket område hun ønskede dem først, og et øjeblik kom betjenten med 16 kort, der tilsammen dækkede en stor firkant omkring det sted, Nina havde udpeget.

Et hurtigt blik på det første kort fortalte hende, at politiet havde det rigtige materiale. Kortene var lette at aflæse, højdekurverne tydelige, og i højre øverste hjørne stod numre, der angav kortets placering i forhold til andre kort. Hun ville kunne undersøge disse 16 kort, og derefter med fuldkommen præcision kunne vælge, hvilket område hun ville undersøge, indtil hun havde fundet dalen.

Kortene viste et vildsomt terræn, og hun fandt flere stejle og afsnørede dale, der mindede om den, hun havde været holdt fanget i. I 2 løb der endda en flod ud, ligesom det hun havde set under sit flugtforsøg.  Men ingen af dem var den rigtige dal.

Harry kom forbi, og spurgte, hvordan det gik med hende, men Nina var så opslugt af sit studie af kortene, så hun hurtigt fejede ham af.

Hun fortsatte flere timer med minutiøst at gennemgå kort efter kort. De vildsomme bjergområder var så enorme, og det samme var det område, den indre cirkel på det store kort dækkede, men hun følte sig tryg ved, at hun nok skulle finde dalen, bare hun fortsatte med at være så omhyggelig, at der ikke kunne opstå en situation, hvor hun havde set et kort med den rigtige dal, men alligevel overset den.

Efter at have briefet sine kollegaer om den alvorlige sag, var Harrys indledende arbejde overstået. Alle havde accepteret, at anmeldelsen formodentligt var ægte, og at alt skulle sættes ind på at finde den omtalte dal. Harry forudså, at det ville blive et utroligt arbejde. Hans første skridt måtte være at få Nina og Sugar til at fortælle endnu engang, for at se om der var vigtige detaljer, de i første omgang havde undladt at fortælle, og som kunne hjælpe politiet med at finde dalen. Han stod i døråbningen til det rum, hvor Nina sad og rodede med kortene. Hvad mon pigen håbede at finde på de kort? Selv om hun havde set dele af dalen, virkede det fuldstændigt umuligt, at hun skulle kunne genkende den ud fra et kort.

Nu måtte han få hende væk fra kortene, så hun igen kunne beskrive dalens udseende for ham. Han ville så forsyne alle betjentene med en detaljeret beskrivelse, og så måtte de ud og lave arbejdet i felten. Et ufatteligt arbejde, men der var ingen anden vej.

Harry lagde en arm på skulderen af pigen, der sad helt opslugt, og stirrede på kortet.
“Nina, har du tid til igen at beskrive dalen for mig? Selv den mindste detalje er vildt vigtig, hvis vores betjente skal kunne genkende den under en eftersøgning. For eksempel detaljer om hvordan den gård, hvor Jack holdt dig fanget ser ud.”
Ved hans berøring vågnede Nina som af trance.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg har fundet dalen. Jeg er 200 % sikker.”
Harry stirrede på pigen, på en gang lamslået og samtidigt skeptisk. Så kiggede han på kortet, hvor hendes finger udpegede et stort system af snævre bjergdale. Det så ud til at være en stor hoved dal med flere afsnørede sidedale. Og ganske som pigen havde forklaret, var siderne høje og tilsyneladende lodrette. Og åbningen var smal. Der gik en grusvej ud af dalen, og op til en asfaltvej højere oppe. Alt passede sådan set, men han pegede i den anden ende af kortet, hvor der var en dal med stort set de samme egenskaber.

“Den dal, du har fundet på kortet, fortjener bestemt, at vi undersøger den. Men hvad gør lige den dal så speciel? Den her ser da næsten lige sådan ud. Og der må være masser på de andre kort.”

Nina lænede sig tilbage. Omsider slappede hun af. Hun smilede stille og pegede på kortet. ”Kan du ikke se at alt, jeg har beskrevet, er i den dal? Se hvordan højdekurverne smelter sammen, og viser at klippevæggene er lodrette. Og se den lille dal med søen. Det var den vi overnattede i sammen med Jon og Fie. Og se indgangen til dalen. Helt smal ligesom en flaskehals. Det er derfor ingen pige er undsluppet den vej.”

Harry kiggede på alt det hun udpegede. denne dal skulle helt sikkert undersøges. Måske skulle politiet tage pigen med ud, når den skulle undersøges.

“Men den jeg fandt heroppe ser jo næsten ud på den samme måde.” Han pegede på den anden dal han havde fundet.

“Nej, det er ikke den rigtige dal. se der, der er et sted, hvor højdekurverne spreder sig ud. På det sted er det ikke en lodret klippevæg, men en jævn skråning. Havde de holdt piger fanget i den dal, ville de kunne gå ud der.”

“Det er så selvfølgeligt rigtigt. Men nu har du kigget på kort i 3 timer. Har du ikke fundet andre stejle kløfter med sidekløfter, der kunne passe med det, du har set deroppe?”
“Jo, det har jeg. Masser af gange. Men se der. Der strømmer en flod ud af dalen, og det har jeg jo fortalt dig, at der gjorde, deroppe ved den gård, der spærrede udgangen af dalen. der hvor jeg blev fanget, da jeg forsøgte at flygte.”

Harry kiggede. Den dal passede virkeligt på rigtigt mange punkter med pigens forklaring. Helt overbevist var han dog ikke.

“Der løber nok små floder ud af næsten alle dalene. Hvordan skulle regnvand ellers komme ud? Og hvis dalen er så indelukket, så er floden nødt til at løbe ud af dalens eneste åbning. Så måske er det alligevel ikke den rigtige dal.”

Det ER den rigtige dal.” Nina bankede i bordet. Hvorfor var den tykpandede panser så stædig? Kunne han da ikke bare forstå, at hun vidste hvad hun talte om? “Der er en detalje, jeg glemte at fortælle dig.”

Harry spidsede ører. Havde pigen flere oplysninger om dalen?

“Da jeg forsøgte at flygte, og nåede frem til det sted, hvor dalen var så smal, stod jeg og overvejede, om jeg skulle blive på vejen og håbe, at jeg kunne komme forbi uset, eller om jeg skulle hoppe i floden. Men strømmen var så rivende, at jeg ikke turde. Heldigvis. For da jeg passerede et knæk i klippen, kunne jeg se, at floden styrtede ud over en klippekant og dannede et højt vandfald. Var jeg sprunget i, var jeg med sikkerhed blevet knust.”

Nina tav, og pegede på kortet. ”Se den blå linje, der repræsenterer floden. Kan du se de 2 skråstreger tværs over floden? Det er symbolet for et vandfald. Og se, der går mange højdekurver på tværs af floden. Det er, som jeg også husker det, et forfærdeligt højt vandfald.”

Harry kiggede på kortet. Og så på pigen. Han var chokeret over hvad hun viste ham. Det var godt nok en pige med usædvanlige evner. Gode præcise iagttagelser, og åbenbart med en god træning i at læse kort. Han var ikke fri for at være imponeret.

“Jeg tror virkeligt at du har ret. Det MÅ simpelthen være den rigtige dal. Der er for mange kendetegn der passer. Jeg vil i hvert fald sætte en aktion i gang ud fra teorien om, at det er den rigtige dal, Så meget stoler jeg på det du har fortalt mig.”
Nina pustede ud. Det var en fantastisk lettelse, at hun havde fundet dalen, og især, at politiet ville sætte en aktion i gang.

“Hvis jeg kører dig ud til det sted, hvor grusvejen ind i dalen begynder, vil du så kunne genkende stedet? Bare for at vi kan være HELT sikre?”

Nina tænkte sig om. Det var så længe siden, og der var sket så mange dramatiske ting siden.
“Jeg ved det ikke. Jeg så det sted, hvor Jack drejede fra asfaltvejen og ind på grusvejen. Men lige derefter fik jeg en sort hætte over hovedet. Og jeg syntes ikke der var noget specielt ved begyndelsen af den grusvej. Men måske kan jeg genkende den.”

Hun tav lidt. Så for hun sammen. “Vi kan godt køre ud ad landevejen og se, om jeg genkender stedet. Bare vi bruger en helt almindelig civil bil. Men lov mig, at du ikke vil prøve at køre ned i dalen. Dernede ved den første gård ville jeg helt sikkert kunne genkende det hele, og det vil i andre forresten også, for der er mindst 40 hunde på den gård. Men vi kan ikke køre derind. Det ville advare dem i dalen, og så kan der ske grusomme ting med pigerne. I bliver nødt til at befri pigerne i en kæmpe aktion, hvor i overrasker dem fuldstændigt. Og før den aktion må i ikke advare dem.”

Harry gav pigen et kram. “Du er da fantastisk. Kunne du tænke dig at blive kriminalbetjent? Jeg tror du ville blive en utroligt god betjent, du har alle de rigtige egenskaber.”
Hendes kinder blev lidt røde. Det var dejligt med hans ros. Og kriminalbetjent? Hvorfor ikke? Hun havde slet ikke tænkt i de baner, men lige nu lød det spændende.”

“Du har fuldstændigt ret i, at vi skal gribe dem ved en storstilet aktion, og at de ikke må føle sig truet før vi kommer. Men sådan en aktion er dyr. Og HVIS vi indsatte en stor styrke i en forkert dal, ville forbryderne i hvert fald med sikkerhed blive advaret. Det er derfor, jeg gerne vil have dig med derud og se på vejen. Hvis du ikke er helt sikker derude, kan vi måske flyve over dalen i en lille flyvemaskine, så du kan kigge ned. Men det vil jeg også helst undgå.”

Nina nikkede. Hun kunne helt forstå hans overvejelser. Klokken var kun 2 om eftermiddagen. Godt at de var kommet så tidligt. “Kan vi ikke få fat i en civil bil, og køre ud af den landevej nu?” spurgte hun ivrigt.

Tom var kommet hen til dem. “Jeg vil da gerne køre jer derud.Min bil er jo ikke mærket.”
Harry kiggede på Tom og smilede. “I har ret. Lad os se, om vi kan fastslå, at det er den rigtige dal med fuldkommen sikkerhed. Det er fint at du vil køre Tom. Jeg har civilt tøj inde på mit kontor. Og Ralf har også tøj med på stationen. Vi skifter og kører med jer. Jeg spørger lige Sugar, om der er nogen chance for at hun kan genkende vejen.”

Han gik ud og talte med Sugar. Men hun havde været blindfolded på hele turen, så hun kunne helt sikkert intet genkende.

“Så tager vi ikke hende med. Der er mindre chance for at dem fra dalen opdager noget, når der kun er en pige i bilen. Og for en sikkerheds skyld får du lige en mørk paryk og solbriller. Så genkender de dig i hvert fald ikke.”

Tom, Nina og de 2 betjente tog afsted. Der var ca 90 kilometer at køre, så de ville sagtens kunne nå det, medens der var masser af dagslys. Nina lænede sig op af sin onkel. Det føltes så dejligt trygt.

I dalen havde Fie sovet i Jons arme. De havde det begge elendigt. Barney havde været så rasende på dem, og også mange af de andre mænd havde skældt Jon så forfærdeligt ud. Det havde været en forfærdelig nat. Da de vågnede, stod Barney og ruskede i dem. Han så træt ud, men også meget vred.

“Din far er kommet tilbage i dalen. Og han vil have dig hjem omgående. Han er på vej herop efter dig. Tag tøj på, og gør dig klar til at køre.”

Fie kiggede ulykkelig på Jon. Men det var tydeligt, at det kun var hende, der skulle med. Hun gav ham et knus, og der løb tårer ned af hendes kinder. Men hun forstod også, at det bestemt ikke var et rigtigt tidspunkt at være ulydig. Hun skyndte sig i tøjet, og var klar, da Jack kom.

Hendes far hilste kort på hende, og gav hende besked om at stige ind i bilen. Han talte dæmpet med Barney. Begge mænd var sammenbidte og alvorlige. Så kørte Jack i høj fart hjem mod gården.

Da de ankom til gården, så Fie, at 2 af Jacks nærmeste venner, Fat Cock og lægen Richard var til stede. Jack hilste kort på den, og meddelte, at han ville tale med alle inde i stuen.
Ud over Jack og de 2 gæster, viste det sig at dreje sig om sønnen Billie, hans kone Lilly og så Fie. Der var ingen slavinder til stede.

“Nu fortæller du helt præcist, hvad der skete på den tur, Fie. Du må ikke skjule noget og ikke lyve. Det her er meget alvorligt, og jeg skal vide alt.”

Fie forsøgte at fortælle det, præcis som Jon havde fortalt det til Barney, og altså at skjule, at pigerne havde været væk i mere end et døgn, før de tog tilbage til Barney. Men det var umuligt at skjule noget for Jack. Inden der var gået særligt lang tid, havde hun fortalt alt i detaljer, også det med eventyret om tunnellen.

Jack lagde armen om hendes skulder. “Det er godt du er ærlig. Jeg vil snakke med Fat Cock og Richard om hvad vi skal gøre. Men du må hellere blive siddende, for det tilfælde, at vi har flere spørgsmål.

Mændene kendte i forvejen de ideer om en tunnel, men ingen af dem tillagde det nogen betydning. Tunnelen fandtes ikke. De var alle rasende over, at Jon havde overladt slavinderne klatreudstyr, selv om de samtidigt var overbevist om, at et enkelt reb og 2 bolte med tilhørende karabiner ikke ville gøre det muligt at klatre ud noget sted.

“De må stadigt være i dalen. Enten i den lille, hvor de camperede eller her i den store dal. Når de indser, at der ikke findes noget sted, hvor de kan klatre ud, kan de kun forsøge at undslippe oppe ved indgangen til dalen. Vi må forstærke vagten deroppe meget. Og så ellers fortsætte eftersøgningen i dalen. De andre søger også udenfor dalen, men det er tåbeligt. de kan umuligt være sluppet ud.” Jack opsummerede hvad alle 3 mænd var enige om.

Fie blev sat i stuearrest. hendes far var stadigt vred på hende, selv om han også var stolt af, at hans lille pige turde være ærlig, og ikke havde forsøgt at dække sig ind bag løgn. Derimod var han direkte rasende på Jon, og forbød totalt Fie al kontakt med den dreng.

Jack tilkaldte Susan og Maria, de 2 resterende slavinder. Han afhørte først den ene, siden den anden, og var ret grov i sine metoder, særligt overfor Susan, som han godt kunne tiltro at ville skjule oplysninger for ham. Men allerede da Maria havde fortalt, at hun absolut INTET kendte til flugtplanerne, slappede han lidt af. For han vidste, at den sorte slavinde simpelthen ikke turde lyve angående flugt. Og til sidst endte han også med at tro på Susan. Flugten var åbenbart udelukkende forberedt og udført af Nina og Sugar.

De næste dage havde både Jack og hans venner rygende travlt, og Lilly måtte sørge for Fie, der hverken måtte forlade sit værelse, eller have kontakt med husets 2 resterende slavinder.

Toms flotte Mercedes drønede frem af landevejen, med Nina, Tom, Harry og yderligere en betjent i. Harry holdt kortet, og kunne se, at de nu nærmede sig det område, hvor dalen muligvis lå i. Han gav Tom besked på at køre langsomt, så Nina kunne kigge grundigt på de sideveje de passerede. Harry sagde intet om, hvor langt der var til den vej, de troede var den rigtige.
Nina stirrede fortvivlet. Hun havde jo kun set de første meter af grusvejen, før Jack havde stoppet bilen, og givet hende en sort maske uden øjenhuller over hovedet. Og som hun huskede det, var der intet specielt ved det stykke af grusvejen. Det specielle startede langt længere inde, der hvor dalen var så snæver, og hvor floden styrtede ned i form af et højt vandfald.
Hun kiggede på den ene sidevej efter den anden, og blev mere og mere ulykkelig. Landskabet sagde hende ingenting. Hun var ved at opgive.

Med et stivnede hun. Den næste grusvej drejede ikke fra landevejen vinkelret som de fleste, men meget skråt tilbage mod den retning de kom fra. Det havde hun glemt, men nu huskede hun det. Og billedet af landskabet virkede også bekendt.

“Stop. Jeg tror det er her.”
Tom begyndte at bremse, men fik en hurtig ordre fra Harry om at køre videre.
“Ingen må se os stoppe og undersøge den vej. Tillykke Nina. Du har fuldstændigt ret. Det var den vej, du havde udpeget på kortet. Nu har vi tilstrækkeligt med tegn på, at det er den rigtige dal, til at vi kan forsvare at iværksætte en stor operation.”
Henvendt til Tom tilføjede han: “Vi kører tilbage til stationen.”

Da de kom dertil, steg de to betjente ud.

“Vi skal lave en ordentlig rapport, og derefter skal vi henvende os til det føderale politi. Opgaven er for stor til at vi kan klare det selv. Men jeg kan forsikre dig om, at det kommer til at gå hurtigt, og at vi vil holde jer opdateret. Men det er helt afgørende, at i ikke foretager jer noget som helst, eller fortæller noget om det hele til nogen.”

Nina var skuffet. Hun følte det som om hun havde feber, og ønskede mere end noget andet at kunne deltage i politiets arbejde. Hun fortalte Sugar, der nu var hoppet ind i bilen i stedet for de to politifolk, hvad der var sket på turen. Nu kunne de kun køre til Toms hus og vente.
I sidste øjeblik stoppede Harry dem.

“Vi skal lige have det halsbånd af dig. Det er et vigtigt bevismateriale.”
Nina måtte gå med ind igen, og kort efter havde en af politiets tekniske medarbejdere med det rigtige værktøj fået klippet det af hende. Det føltes vidunderligt at gå tilbage til bilen, uden det halsbånd, der i den grad symboliserede Jacks magt over hende.

Tom gjorde alt for at få de to piger til at føle sig godt tilpas i sit hus, og pigerne var lykkelige for hans venlige og hjertelige væremåde. Men de havde svært ved at slappe af, både den aften og hele næste dag. Men tidligt om morgenen på den tredje dag bankede det på døren. Det var Harry, ledsaget af to kriminalfolk, der oplyste at de kom fra FBI.

I de næste timer måtte både Sugar og Nina i detaljer fortælle alt hvad de vidste om dalen.
Hvor mange gårde og huse var der?
Hvor mange voksne frie beboere var der?
Hvor mange børn?
Og hvor mange slavinder.?
Hvor mange af de frie personer var bevæbnet og med hvilke typer våben?
Susan og Nina kunne jo ikke svaret helt nøjagtigt på ret mange af spørgsmålene, men anstrengte sig for at give så mange detaljer som muligt.

Og Nina gentog igen og igen, at både Fie og Jon var helt uskyldige, og selv burde opfattes som ofre.

Sugar tilføjede, at selv om Richard, lægen, var en af beboerne i dalen, og også selv holdt slavinder, så var han langt venligere end de andre, og hun havde hørt, at han havde taget slavinder til sig, for at redde disse pigers liv.

FBI folkene hørte efter, og noterede ned, men ville overhovedet ikke kommentere på pigernes meninger om, hvilke personer i dalen, der måske var uskyldige eller mindre skyldige.

2 dage senere blev både Nina og Sugar uden varsel afhentet af politiet næsten umenneskeligt tidligt om morgenen. De havde intet varsel fået.
“Vi afvikler operationen, så snart det bliver helt lyst. Vi vil gerne have jer i nærheden, hvis der opstår situationer, hvor vi mangler oplysninger fra jer”, var det eneste de kunne få at vide.
Pigerne blev kørt til den politistation, de nu kendte, og et lokale blev gjort i stand, så det var behageligt for dem at vente der. De fik intet at vide om operationen.

Kl 10.00 nøjagtigt indledte politiet en grundigt forberedt aktion. Fra 8 forskellige steder på klipperne, rapellede kampklædte betjente ned i dalbunden, og omringede gårdene. 15 minutter senere kørte en mængde køretøjer frem mod afspærringen ved det første hus. Et tunkt, pansret køretøj smadrede bommen, og de fleste biler fortsatte, medens 3 stoppede for at tage folkene på denne gård til fange.

De blev mødt med modstand, og var på denne gård nødt til at skyde en del af hundene, som blev pudset på dem, medens mændene i huset desperat forsøgte at alarmere deres venner længere oppe i dalen.

Men det var allerede for sent. Alle gårdene var omringet, og på flere af stederne, var politiet allerede rykket ind.
De biler der var fortsat frem efter at have smadret bommen stoppede ved Jacks gård. Før Jack kunne gøre noget som helst, holdt der 3 politibiler, af hvilke den ene var pansret, og kampklædte betjente havde omringet huset.

“Hvad skal vi gøre?” råbte Lilly fortvivlet.
Jack kiggede ud på den overvældende overmagt. “Vi kan ikke kæmpe med dem. De er alt for mange, og tungt bevæbnede. Min kære kone. Vi har valget mellem at blivet taget til fange eller skyde os selv.” Han rakte en pistol frem mod Lilly. “Men du skal beslutte dig NU. De er herinde om under et minut.”

Lilly og Jack så hinanden i øjnene. Så lagde Lilly pistolen fra sig, og Jack fulgte hendes eksempel.

Lige da betjentene brasede gennem både dør og vinduer, tog Jack om sin kone, og trykkede hende kærligt ind til sig.

“Nu er det nok forbi Lilly. Men du skal vide, at jeg altid har elsket dig, og altid vil fortsætte med det.”

Så blev de tromlet ned af angribende betjente, og under vægten af flere uniformerede mænd blev de fastholdt og lagt i håndjern.

Billie var ovenpå, og havde også set  politiet, Han havde grebet sin pistol og var stormet ind til Susan. Da betjentene kom op af trappen, holdt han slavinden foran sig som et skjold, og pegede på hendes tinding med sin pistol.
“Lad mig gå, eller jeg skyder tøsen.”

Politiet trak sig lidt tilbage, og Billie forsøgte desperat at komme ud af huset, stadigt med Susan som menneskeligt skjold. Men halvvejs nede af trappen lænede Susan sig frem, og trak Billie med sig i et styrt ned af trappen. Det lykkedes Susan at dreje sig så meget i faldet, at Billie landede nederst med hende ovenpå.

“Åh for helvede. min arm er brækket”, jamrede Billie.
2 betjente var over dem, og fjernede pistolen fra Billies raske hånd. De trak Susan væk og flåede ham op at stå.

“Lad dog være. Det gør så forfærdeligt ondt. Min arm er brækket. Pas dog på.” Billie jamrede og skreg, men uden hensyn til om armen virkeligt var brækket, blev han lagt i håndjern. Han stod og græd, og en af betjentene opdagede, at han stod og pissede i bukserne.
“Nøj, farlig pistolmand. kan selv pisse i bukserne, uden at mor hjælper.”

Richard var på besøg på den gård, der tilhørte hans bedste ven Joakim. Konerne og børnene var ovenpå, og de to mænd sad alene i stuen sammen med 3 slavinder. De havde alle hygget sig, og stemningen var virkelig god, da telefonen ringede. Joakim tog den, og fik en ophidset besked fra gården ved indgangen til dalen om at politiet angreb.
Hurtigt fortalte han det til Richard.
“Hvad skal vi gøre”, spurgte han desperat.

Richard kiggede ud af vinduet, og så, at en stor gruppe mænd nærmede sig.
Han kiggede på sin ven. “Vi kan intet gøre. De er for mange.”
Han kiggede på slavinderne. “Gå ovenpå, så er i søde. Det kan blive farligt, når politiet kommer. der er ingen grund til, at i skal risikere at blive skudt ved en fejltagelse. Gå op  til vores koner og børn.”

Den ene slavinde begyndte at græde. “Nej Richard, de må ikke skyde dig. Du reddede mit liv, da du fik mig op til din gård. Og både du og Joakim har også reddet andre. Lad os blive her, så skal vi nok fortælle politiet, hvor meget i har gjort for os.”

Richard smilede. “Tak, det er rigtigt sødt sagt. Men gå nu op, så forsøger vi at forklare politiet, at de skal tage det lidt roligt, når de kommer op ovenpå.”
Modvilligt, men lydigt, gik pigerne ovenpå.

Joakim kiggede på Richard, Uden at sige et ord, gik de hen til yderdøren og åbnede den.
Betjentene havde spredt sig, for at omringe huset, men 4 mand havde retning mod døren med løftede våben.

Betjentene skreg til dem, og både Richard og Joakim standsede, og rakte hænderne i vejret.
Betjentene var voldsomme og brutale, men alligevel forholdt de to mænd sig helt passive. Først da de var i håndjern og anbragt et sted, hvor betjentene følte sig sikre på at have styr på dem, begyndte Joakim at tale.

“Vores koner og børn er på overetagen, sammen med 6 slavinder. Ingen af dem er bevæbnede, og ingen vil gøre modstand. Er det ikke muligt, at i kan være lidt skånsomme, så ingen af alle de uskyldige mennesker kommer til skade.”

En af betjentene kom med en hånlig bemærkning om, at han skulle sku nok afgøre, hvem der skulle betragtes som uskyldig. Men alligevel tog politiet det en smule roligere, da de kom op til de mange mennesker på tagetagen. Og snart var alle samlede, og parat til at blive kørt bort, når der kom køretøjer forbi.

Kun på 2 gårde var det kommet til skudkamp, og kun en betjent blev såret, hvorimod mændene på de to gårde blev dræbt under ildkampen. På den ene, valgte husets 2 mandlige beboere at skyde 2 slavinder. På den anden gård var der ingen tab blandt de piger der var holdt fangne.
Allerede 2 timer efter at operationen var startet, meddeltes det over mobiltelefon, at der nu var fuld kontrol over det hele, og bil efter bil med fængslede beboere, slavinder og børn begyndte at køre ud af dalen.

FBI efterlod 40 mand i dalen for at finkæmme området for det tilfældes skyld at enkelte måske havde nået at gemme sig. men ellers var operationen lykkeligt gennemført.

På politistationen fik de meddelelsen om, at næsten det hele var gået planmæssigt. Nina var jublende lykkelig, selv om hun samtidigt var fortvivlet for de to slavinder, der var blevet skudt. Hun insisterede på at få at vide, om Susan og Maria havde det godt, men betjenten, der havde ringet op, kendte ingen navne.

Men en time senere holdt de mange biler uden for politistationen, undtagen dem, der transporterede de tilfangetagne slaveejere. De var blevet kørt direkte til et større fængsel med meget høj sikkerhed.

Nina og Sugar hoppede om halsen på Susan og Maria, da disse steg ud af transportbilen. Alle græd og snakkede i munden på hinanden. De var så utroligt lettede og lykkelige.

Susan og Maria havde jo nået at høre, at Sugar og Nina var stukket af, og at Jack var sikker på, at de gemte sig et sted i dalen. De havde været så dødsenrædde for, hvad der skulle ske med pigerne, når de blev fanget. Maria kendte jo alt for godt de hårde straffe for flugtforsøg, og frygtede, at begge piger ville blive pint ihjel.

Og Sugar og Nina havde været så bange for, at deres 2 veninder ville blive dræbt i forbindelse med befrielsesaktionen. At de nu stod her, frie og uskadte, virkede nærmest ufatteligt.  

Alle slavinderne og de børn der ikke var kørt til fængslet, blev indkvarteret, enten på selve politigården eller på et nærliggende hotel.

Slavinderne skulle afhøres grundigt, og derefter skulle eventuelle pårørende orienteres om hvad der var sket og at pigerne stadigt levede. Og hvis pigerne ikke havde pårørende, der kunne tage sig af dem, ville myndighederne sørge for passende opholdssteder for dem. de anså det også for yderst vigtigt omtrent omgående at sætte gang i psykologhjælp til dem.
Børnene fra dalen ville politiet også tale med, selv om det ikke var en egentlig afhøring. Og derefter skulle de sociale myndigheder sætte ind. Hvis børnene ikke havde andre familiemedlemmer end de, der var taget til fange i dalen, skulle myndighederne finde passende opholdssteder til børnene.

Maria og Sugar fik tilladelse til at køre med Tom på betingelse af, at de holdt sig hos ham, og var klar til at afgive vidneforklaring, når politiet var klar til dem.

De 4 veninder havde en vidunderlig aften hos Tom. De havde begge nået at få den smule normalt tøj med, som de havde haft hos Jack, og nød at sidde afslappede i Toms lækre stue. Susan og Sugar kunne ikke slippe hinanden, og Maria var også helt ude af den, og klamrede sig til Nina. Så da de skulle i seng, delte søstrene det ene værelse, og Maria og Nina sov sammen, som de havde gjort det så ofte i dalen.

De lå meget længe og snakkede sammen. Maria kunne slet ikke fatte, at hendes lange slaveri nu var forbi.

“Hvad mon der sker med dem fra dalen?” spurgte hun. “Hvad sker der med Jack og med Lilly? Ja og hvad mon der sker med Billie og Fie?”

Det kunne Nina jo ikke helt svare på. “Jeg ved bare, at politiet sendte Billie med til fængslet sammen med Jack og Lilly. Fie derimod beholdt de på politistationen. Du hørte jo selv, at både jeg og Tom forsøgte at få hende med herud, men det var ikke muligt for politiet at give tilladelse til det, da hun jo er et barn, og vi ikke er hendes familie. Men jeg tror bestemt ikke, der vil blive rejst tiltale mod hende.”

Maria trykkede sig ind mod Nina. “Men de tog Jon med til fængslet. Det er da helt forkert. Og også Richard, Joakim og Fat Cock. De er jo ikke dårlige mennesker. Joakim og Richard har reddet de slavinder, der var ved dem fra at dø hos de andre slaveejere. Tror du ikke vi kan få politiet til at løslade dem? Og Herren er da også et ordentligt menneske.”

Nina kiggede Maria dybt i øjnene. “Jack er ikke din Herre længere. Jeg er enig i, at Jack var mindre ond end visse af de andre slaveejere, men han har bortført os begge, og han har holdt dig som slavinde gennem så mange år. Så du kan altså ikke kalde ham et ordentligt menneske. Han bliver helt sikkert idømt en lang fængselsstraf.  Men jeg er bekymret for Jon. Han er på alder med Billie, og han kan blive dømt. Men han fortjener ikke at komme i fængsel.”

De fortsatte snakken næsten hele natten. Bare selve tanken om at være fri, var umulig at rumme for Maria. Og hun følte sig stadigt knyttet til Jack, så selv om hun godt kunne indse, at Nina havde ret i, at den man skulle i fængsel, føltes  det alligevel forkert for hende. Hvordan ville det gå? Ville de alle blive dømt, eller ville nogle komme ud hurtigt? Og hvad skulle der ske med hende selv? Med Nina? Og med de 2 piger i det andet værelse?

Nina forsøgte at berolige sin veninde. Hun forstod godt, at omvæltningen var endnu sværere at fatte for Maria, der havde været slavinde så længe,men heller ikke hun vidste jo rigtigt, hvad der ville ske for nogen af dem.

Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (24har stemt 4,50 af 5)
Loading...

4 kommentarer

  1. Ham selv

    5. januar 2018 kl 22:11

    Sikke en fantastisk historie, der egentlig bare startede som en hurtig spiller.

    Men som historien skred frem, har jeg ventet fredag efter fredag på fortsættelsen og håbet på de fandt en vej ud. Af en eller anden grund ønsker jeg at høre om at Billie bliver en fængsels slave og pigerne finder nogle venlige herskere, da livet i dalen har formet dem anderledes nu.

    Hold da op, det er godt skrevet!

    4+
    • Kaptajn Bligh

      6. januar 2018 kl 20:02 - som svar på Ham selv

      Igen dejligt at høre fra en ny “Fan” som vi ikke kender på forhånd.
      De seneste uger har vist os, at der nok er flere, der har fulgt serien ivrigt.
      Sidste afsnit er skrevet og indsendt, så vi kan ikke lige følge dine ønsker.
      Men jeg håber, at du alligevel kan lide de løsninger vi har fundet

      1+
  2. Den Liderlige Bedstefar

    5. januar 2018 kl 14:37

    Happy End

    WOW – sikke et eventyr du/I her har bragt os ud i.
    Hver gang tænkte man: “Nu kan det da ikke blive værre!” – og alligevel blev knappen drejet en tak mere ….
    Man forstår, hvilken frygt de stakkels piger blev “opbevaret” under, og hvilke pinsler pigerne oplevede. Man må sige, at I virkelig har en livlig fantasi. Med mindre I beskriver hvad der er nogle der faktisk udfører. Har engang i “Ugens Rapport” (mener jeg, ellers var det “pige Special”) læst om en historie, der minder om den her skrevne. Og som var sket i virkeligheden!

    2+
    • Kaptajn Bligh

      5. januar 2018 kl 15:05 - som svar på Den Liderlige Bedstefar

      Tak fordi du kan lide historien, Bedstefar.
      Nu er den jo altså ikke afsluttet med dette afsnit.
      Selve afslutningen får i på fredag.

      Jeg har aldrig hørt om en hel dal med slaveri i virkeligheden.
      Men de grusomme bortførsler, der har ført til at unge kvinder har levet i fangenskab i 5, 10 eller 20 år, og har født deres bortføres børn, er der jo desværre nogle stykker af.
      Og jeg spekulerer med gru på, hvor mange tilsvarende forhold, der har eksisteret, eller eksisterer endnu, men som myndighederne bare ikke har fundet. Det gør ondt at tænke den tanke.

      5+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight