Ninas slaveri 9 En verden udenfor kap 41
”Slik min lille knop, samtidigt med at du knepper min fisse med den dildo”, tiggede hun.
Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen
kaptajnbligh1789@gmail.com
Tom drejede sig mod Nina. Han smilede venligt.
”Nå, unge dame. Du ønskede at snakke med mig. Jeg er lidt smigret. Hvad ønsker sådan en ung og smuk pige af en gammel hugaf som mig?”
Nina sank noget. Så meget afhang af, om hun kunne få den mand til at tro på hende. Hun var kun alt for klar over, at hendes historie ville lyde usandsynlig, og hendes ”beviser” for dens ægthed var mildest talt tynde.
”Jeg er din niece”, sagde hun på dansk.
Tom for sammen. Det var meget længe siden, at nogen havde talt dansk til ham. Og kunne dette flotte pigebarn virkeligt være hans brors datter. Han kiggede godt på hende. Broderen havde jo fortalt, at han havde fået en datter, og også fortalt lidt om hendes første år. Men både han og konen var jo døde for 15 år siden, og derefter havde han intet hørt fra Danmark.
De første ord lød mærkelige i hans egne ører. Det var så længe siden, han havde talt dansk: ”Hvis du er min niece, hvordan har du så fundet mig?”
Han lød ikke uvenlig. Bare usikker. Han vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle tro.
Nina kiggede ham lige i øjnene. Hun ville være 100 % ærlig, og håbe at han kunne føle det.
”Jeg kan huske, at far snakkede om dig, da jeg var lille. Om at vi skulle over og besøge dig. Men så skete ulykken, og jeg kom på et børnehjem.”
Hun gjorde en pause. Hendes øjne var fugtige.
”Da jeg skulle flytte fra Børnehjemmet, fik jeg adgang til nogle kasser med ting fra mine forældres hjem. I en af dem fandt jeg et billede, hvor du stod sammen med far og mor. På bagsiden stod dit navn, og navnene Timber Grove, Black Rock County og Wyoming. Jeg havde jo ingen familie i Danmark.” Hun kiggede direkte i øjnene på Tom. ”Du ved jo nok, at du var det eneste familie min far havde, og min mor var også helt alene.”
Igen gjorde hun en pause og tænkte sig om.
Historien fortsætter under reklamen
”Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Eller, jeg tænkte nok slet ikke. Det var den følelse af endelig at være fri, efter alle de år under strenge regler på børnehjemmet. Jeg tog den smule penge jeg havde, pakkede de få ting jeg ejede og tog først til USA og derefter til Wyoming. Jeg ville finde dig. Du er det eneste familie jeg har, og jeg følte ikke, der var noget som helst for mig i Danmark.”
Tom kiggede intenst på hende. Pigebarnet lød så oprigtig. Og den oplysning om, at såvel hans bror som dennes kone havde været helt uden familie, var i hvert fald sand. Hvis pigen var en bedrager, så havde hun sat sig fantastisk godt ind i nogle forhold i Danmark. Og hvorfor? Tom var ikke specielt velhavende. Det virkede usandsynligt, at nogen fra Danmark ville lave så stort et nummer for at narre ham. Han var helt sikker på, at pigen kom fra Danmark. Så godt kendte han stadigt sproget, at en dansker, der havde boet meget længe i USA ikke ville kunne narre ham.
Han tænkte sig om. Nej, det var umuligt, at nogen ville narre ham for egen vindings skyld. Det ejede han simpelthen ikke nok til. Desuden var han sund og rask, og regnede med at leve mindst 30 år mere. Kunne det hele bare være en grov spøg, lavet af indbyggerne i byen, hvis der tilfældigvis var kommet en dansk pige forbi? Nej, det var også umuligt. Han havde næsten ikke omtalt sine familieforhold i Danmark. De detaljer, som pigen havde nævnt, var der ingen i byen der kendte.
”Hvad hedder du, smukke?”
”Nina”, lød det stille.
Tom kendte godt navnet på sin brors datter. Broderen skulle være kommet derover med sin kone og med datteren kun 5 måneder efter det tidspunkt, hvor ulykken indtraf. Han sank noget. For ham var der ikke længere nogen tvivl. Pigen talte sandt. Hun måtte være hans niece.
Han gik hen og rodede i en skuffe i en kommode, og fandt et gammelt fotografi. Han kiggede længe på den unge kvinde på fotoet, som var 16 år gammelt. Og så ned på Nina. Ligheden var så slående, at det kunne have været den samme kvinde. Ingen tvivl overhovedet om at Nina var datter af kvinden på fotografiet.
Med fugtige øjenkroge bøjede han sig ned, og gav pigen et gevaldigt knus.
”Hvem er du, lille pige, og hvad er der sket med jer?” sagde Tom, nu henvendt til Sugar.
Sugar kiggede over på Nina, usikker på, hvor meget veninden ønskede at hun skulle fortælle.
Nina rømmede sig. ”Onkel, vi har rigtigt meget at fortælle dig. Men i første omgang vil vi helst kun fortælle det til dig.” Hun kiggede på den venlige mand fra cafeteriet. ”Du må altså undskylde. Det er ikke fordi vi ikke stoler på dig. Men det er altså ret privat, så vi vil helst kun sige det til min onkel.”
Manden smilede: ”Det er helt i orden, søde. Så går jeg bare. Men jeg håber altså, at vi mødes snart igen.”
Manden sagde et par ord til Tom, og lukkede så sig selv ud. Tom og pigerne var alene.
”Sæt dig ned, onkel. For det er en lang historie, og måske vil du have svært ved at tro på den. Men alt det jeg siger, er altså fuldstændigt sandt.”
Tom satte sig smilende. ”Jeg tvivler på, at noget du kan sige, vil chokere mig mere end det, at du dukkede op her, og afslørede, at du er min niece.”
Nina trak vejret dybt.
”Jeg tog altså til Wyoming, i håb om at finde dig. Det var ikke særligt planlagt, og jeg havde ikke penge nok, så det sidste stykke blev jeg nødt til at gå eller blaffe. Jeg var på en tankstation, og spurgte om vej. De sagde, at der kun var 30 kilometer. Der var en fyr, der hørte hvor jeg skulle hen, og da vi kom ud af kiosken, tilbød han at jeg kunne køre med ham.”
Hun tøvede lidt.
Men han kørte jo ikke herhen. Han slog mig ned, og proppede mig i bagagerummet. Og så kørte han mig til en øde bjerg dal, hvor der lå et antal huse og gårde. Han holdt mig som slave der i flere måneder.”
Tom så chokeret ud.
”Hele dalen var uhyggelig. De holdt bortførte piger som slavinder på alle gårdene. Faktisk var jeg trods alt lidt heldig, for Jack, ham der bortførte mig, var trods alt ikke så slem som visse af de andre. Masser af piger er blevet slået ihjel i den dal.”
Hun tav, og kiggede på Sugar.
”Sugar blev fanget nogle uger efter mig, sammen med sin søster. Og selv om det også var Jack der fangede hende, blev det meget mere forfærdeligt for hende. Hun blev slavinde for hans søn, Billie, og han er en sindssyg psykopat.”
Ny pause.
”Vi fandt en vej ud af dalen. Det var farligt og uhyggeligt, men vi havde jo intet valg. Hvis vi ville overleve, skulle vi ud. Og nu vil vi gerne have, at du tager med os til en politistation, og hjælper os med at få politiet til at tro på det hele. Vi skal have reddet alle de stakkels piger, og alle de svin skal i fængsel.”
Tom kiggede alvorligt på hende.
”Kan du udpege på et kort helt nøjagtigt, hvor den dal ligger?”
Nina så sammenbidt ud.
”Nej, slet ikke. Jeg var bevidstløs noget af tiden medens Jack kørte mig til dalen. Og nu hvor vi flygtede, blev vi taget op af en fyr i en gammel lastbil. Men han var heller ikke for fin i kanten, og kørte rundt og rundt, så vi nok har kørt 300 kilometer. Men jeg er sikker på, at dalen ligger meget tættere på. Jeg var i Wyoming, da jeg spurgte om vej. Og jeg tror også at dalen ligger i denne stat.”
Tom overvejede det hele.
”Politiet vil jo være meget skeptiske overfor sådan en historie. Har du nogen beviser? Eller nogle navne, de måske kan spore i deres systemer?”
Nina kom til at tænke på, at hun ikke på noget tidspunkt havde hørt efternavnene på nogen fra dalen. Hun var ved at græde, og rystede stille på hovedet. ”Jeg kender kun en masse fornavne.”
”Det halsbånd du bærer. Er det et, som denne Jack har sat på dig?”
”Ja, det er det. Og jeg har ikke nøglen. Har du noget værktøj? Jeg vil rigtigt gerne have det af.”
Jack iagttog hende grundigt. ”Kan du klare at gå med det indtil i morgen? Jeg tror det vil være godt, hvis politiet ser det på dig. De vil betragte det som bevismateriale. Desuden er det af hærdet stål. Jeg tror ikke, jeg har noget værktøj, der kan bide det over. Men det er jeg helt sikker på, at politiet klarer.”
”I morgen?” kom det chokeret fra Nina. ”Kan vi ikke tage til politiet nu? Pigerne lever under forfærdelige forhold i dalen, så jeg synes ikke vi kan vente.”
Tom lagde beroligende en arm omkring hende. ”Klokken er snart 5 om eftermiddagen. Hvis vi tager til politiet, så er stationen kun bemandet med et par vagter. Jeg tror det er bedre, at vi snakker lidt om, hvad vi skal sige, og så kører derind, tidligt i morgen. Der ligger en ret stor by 30 kilometer herfra, med en rigtigt stor politistation. Der tror jeg vi skal anmelde det.”
Nina var rigtigt skuffet over, at de ikke tog afsted med det samme. Men hvor var det dejligt, at hendes onkel troede på hende, og ligesom overtog styringen.
”Der er noget, jeg vil vise dig. Noget der viser, hvor grusomme de er i den dal.” Nina så på Sugar. ”Søde, er det i orden, at Tom ser alle de sår du har på kroppen?”
Egentligt havde Sugar slet ikke lyst til at tage tøjet af. Nu var de endelig kommet væk fra dalen og alt det syge, der foregik der. Men hun forstod jo godt, at hendes mange sår ville gøre det lettere for Tom at forstå, at alt Nina fortalte var sandt.
Hun nikkede, og tog først blusen, og derpå skjorten af.
Tom gispede ved synet af pigens mishandlede overkrop. Ud fra Ninas historie havde han vel forventet, at det havde været slemt for pigerne. Men intet som det her. Pigen havde jo været torteret helt ud over alle grænser. Han rystede.
”Tag bare tøjet på igen, stakkels lille pige. Det er da forfærdeligt. I har helt ret i, at det svineri skal standses, og at ALLE skyldige i den dal skal fanges og straffes. Nu tror jeg ikke, det bliver så svært, at få politiet til at tro jer.” Han kiggede på Nina. ”Er du blevet mishandlet på samme måde?”
Nina kiggede ned i gulvet. ”Jeg er også blevet pisket, og udsat for en masse ting. Men heldigvis ikke nær så slemt som Sugar. Jacks søn Billie var lige ved at slå hende ihjel flere gange. Han er uhyggelig.”
Sugar omfavnede Nina. ”Hvis ikke Nina havde fundet den vej ud af dalen, så ville jeg være død i løbet af få dage. Jeg kunne ikke holde til det mere.”
Hun rystede og græd.
”Tak Nina”, hviskede hun stille.
Tom var sammenbidt. ”Vi tager derind klokken 8 i morgen tidligt. Så må de ledende medarbejdere nok være til stede. Først skal vi have dem overbevist om, at i taler sandt. Og så skal de finde dalen og planlægge hvordan de vil fange alle de skyldige. Det bliver en kæmpe operation. Selv om det er synd for pigerne i dalen, kan de blive nødt til at vente endnu et par dage, så politiet kan planlægge det hele.”
Nina protesterede. De piger skulle reddes straks i morgen tidligt.
”Hvordan lille skat? Du siger selv, at dalen teoretisk set kan ligge 200 km borte. Politiet kan i hvert fald ikke gøre noget, før de finder den. Så i aften skal du lægge hjernen i blød. Tænk på alle oplysninger, der måske kan hjælpe politiet.”
Han så på deres beskidte tøj, og på Sugar, der stadigt var meget beskidt efter turen gennem tunnellen.
”Har i noget som helst med? Skiftetøj? Eller personlige ejendele?”
Nina kom i tanke om lastbilen.
”Altså, onkel Tom.” Hun kom selv til at grine af ligheden med navnet på den berømte romanfigur. Heldigvis var hendes onkel jo dog ikke neger. ”Der skete noget, efter vi var kommet ud af dalen.”
Kort fortalte hun onklen om turen i lastbilen. ”Og nu står den nede ved cafeteriet. Vi er jo sådan set biltyve, og den fyr mangler både sin bil og alt det der er i bilen. Vi ender jo nok i spjældet for den del af det hele.”
Tom lo. Tanken om, at de havde efterladt den voldtægtsmand med bar røv uden noget som helst langt ude i ødemarken morede ham.
”Det skal du ikke bekymre dig over. Den stodder fik jo bare, hvad han havde fortjent. Og jeg er slet ikke sikker på, at han anmelder det. Jeg har hørt om typer som ham. Folk der kaldes ”Moonshine” som mellemnavn, plejer ikke at ville tale med politiet.
Nina så spørgende på ham.
”Det navn kan kun betyde en ting. Og din beskrivelse af bilen bekræfter det også. Fyren brænder whisky ude i ødemarken og sælger det. Det er en hel industri heromkring. Dem der laver det, betragter ikke sig selv som forbrydere, men de lever i en konstant krig med politiet. Jeg tør vædde på, at vi i lastbilen kan finde ting, han plejer at bruge til at lave whisky. Så han melder sikkert ikke bilen stjålet. Det ville være det samme som at tilstå at han er hjemmebrænder, og det kan sende ham direkte i spjældet.”
Han overvejede i hvilken rækkefølge han skulle gøre tingene.
”Jeg har desværre ikke noget tøj, i kan passe. Men hop nu i bad. Bagefter kører vi ned i supermarkedet efter mad og nogle personlige ting til jer, så som tandbørster. Og jeg ringer lige til hende, der har tøj butikken. Jeg kan nok få hende til at åbne helt ekstraordinært, så i kan få noget nyt tøj.”
Pigerne så taknemmeligt på ham. Det var fantastisk, at føle, at der var en, der hjalp dem så meget. Og at der var en tøjbutik i den by. Det overraskede dem, selv om de, da de blev kørt over til Tom havde opdaget, at byen ikke var så lille, som de havde troet.
Begge hoppede i bad, selv om Nina jo havde fået et brusebad sammen med Moonshine Jim. Men hun længtes i den grad efter at vaske fornemmelsen af hans vamle fingre af sin krop.
Så snart de var rene, var de jo nødt til at trække i deres tøj, der jo var ufatteligt beskidt efter turen gennem tunnellen. Det føltes ikke rart, men så snart de kom ud til Tom, forsikrede han dem om, at det kun ville vare et øjeblik, før de havde rent tøj på igen.
”Jeg fik fat i hende med tøjbutikken, og der kører vi hen nu.”
De steg ind i hans lækre Mercedes, og kort efter stod begge piger i hver deres omklædningsrum, og klædte sig om fra inderst til yderst. Damen i butikken var så sød, så de kunne beholde det tøj de fandt på, bare hun fik mærkerne, så hun kunne scanne det ind.
I første omgang havde både Nina og Sugar mest travlt med bare at finde noget tøj så de kunne skifte, men da Tom sagde, at de skulle finde i hvert fald 2 sæt tøj mere hver, samt en masse undertøj, begyndte deres interesse for tøj for alvor at vise sig. De prøvede en masse, og der gik lang tid, før de havde samlet det hele, og kunne forlade butikken med hver sin lille garderobe.
”Og så skal vi hen og finde noget i supermarkedet. Det er heldigvis ret velforsynet, og i vil kunne finde både toiletartikler, make up og lignende ting der.”
Igen betalte Tom for dem, og han insisterede på, at de ikke måtte holde igen. De skulle ikke mangle noget.
Bilen var næsten fyldt op, da de omsider kørte hjemad, hvor Tom beværtede dem med et overdådigt måltid, ledsaget af god vin. Af hensyn til, hvordan de ville virke dagen efter på politistationen, holdt de dog alle 3 meget igen med vinen.
Først ret sent gik de til ro. Tom havde 2 værelser klar, men begge piger ønskede at sove i det samme rum. Det føltes så trygt. De hviskede længe sammen, før de faldt i søvn. Omsider følte de sig helt trygge.
Jon og Fie havde sovet rigtigt længe, efter deres første nat i den lille, smukke dal. Og selv da de vågnede, havde de slet ikke travlt med at stå op. Jon bøjede sig ind over Fie, og kyssede hende blidt på den indbydende mund.
”Tak søde.” Hun gengældte ivrigt hans kys. ”Du er så dejlig.”
Hendes hænder gled ned langs hans krop, og kælede blidt med ham. I lang tid valgte hun med vilje ikke at røre ved hans pik og nosser, og Jon var ved at gå ud af sit gode skind. Da hendes hænder endelig begyndte at pirre hans mest følsomme områder, stønnede han vildt.
Nina havde jo lært ham, at han skulle varme sin pige grundigt op, i meget lang tid, før han havde rigtigt sex med hende. Men denne gang kunne Jon ikke styre sig. Hans fingre nåede lige ned til hendes lille revne, men da han følte hvor våd den var, spredte han blot hendes lår, og pressede sig straks op i hende. Ikke brutalt, men hurtigt og beslutsomt.
Han kneppede hende vildt, og forsøgte af al kraft at holde orgasmen tilbage. Men det fungerede ikke. Han var alt for liderlig, og allerede efter få minutter pumpede han al sin sperm op i hende i hidsige strint.
Fie smilede kærligt til ham. ”Det var ikke ret længe, du ville have sex i dag.”
Jon bøjede sig ind over hende, og begyndte at kæle for hendes lille, men lækre pigekrop.
”Undskyld min smukke. Jeg kunne bare ikke styre mig. Men vent lige et øjeblik, så lover jeg dig, at min pik er klar igen.”
Fie troede helt på ham, for pikken stod stadigt lige frem fra hans krop, så hård som en jernstang. Hun havde så meget lyst til ham, men kunne også huske, at de havde aftalt med Nina og Sugar, at de skulle på tur tilbage gennem dalen. Selv om Jon havde forsøgt at undgå at hun hørte det, havde hun opsnappet, at Nina ville prøve at finde nogle smukke krystaller til hende. Og Fie elskede bare at få smukke gaver.
”Du er så dejlig, Jon. Og vi skal elske igen. Rigtigt mange timer. Men lige nu må vi hellere stå op. Jeg vil gætte på, at Fie og Sugar har ventet på os i flere timer.”
”Bad jeg ikke en af dem om at lave morgenmad til os?” Jon kunne ikke huske det, men det ville han da normalt have gjort.
Heller ikke Fie vidste det. ”Det har du nok ikke gjort, søde. For hvis de havde fået ordre på det, ville morgenmaden helt sikkert stå klar Vi kan spise nogle kiks. Lad os nu komme ned til dem. De er så søde.”
Det tog kun et minut at hoppe i tøjet, og så var de på vej, det lille stykke ned til det andet telt.
Fie gik, ja næsten småløb, lidt foran Jon. Hun åbnede teltet, og kiggede sig rundt. Til hendes forbavselse havde hun ikke set pigerne udenfor teltet, men så var hun sikker på, at de måtte være inde i det, selv om hun ikke kunne forstå hvorfor. Men der var ingen.
”De er her ikke. Kan du forstå det, Jon?”
Jon stak også hovedet ind. Forbavset måtte han konstatere, at teltet var tomt. Hvor kunne de to piger være.
Fie gik op på en lille bakke, og så sig omkring. Især så hun ned mod søen, for det mest sandsynlige var vel, at pigerne var i færd med at tage et morgenbad. Men de var ingen steder at se.
”Kan de være taget ned for at undersøge de klipper, uden at have taget os med?” Jon gik tilbage til teltet. Han kunne se, at den ene rygsæk var væk. Han havde jo intet kendskab til det ekstra klatreudstyr, pigerne rådede over, og han havde heller ikke opdaget, at pigerne havde taget en hel del mad fra deres fælles forsyning. Men rygsækken manglede, og vistnok også en del tøj.
Da han havde fortalt Fie om den manglende rygsæk, var hun helt sikker på, at pigerne var taget ned for at kigge efter krystaller.
”Vi pakker nogle kiks, vand og et tæppe. Så går vi ned efter dem. Det tager jo kun 1 time eller halvanden, så er vi dernede, hvor de efterlod den smule udstyr i går undrer mig bare. Det undrer mig bare, at de er taget afsted uden os.”
Det var Jon helt enig i. ”Jeg sagde jo direkte til dem, at jeg ikke ville lade dem være alene dernede. Havde det været far, var han blevet rasende på dem, og jeg synes heller ikke, de kan være den opførsel bekendt. De ved, at far og Jack forventer, at vi holder dem under opsyn.”
”Nu går vi ned og finder dem.” Fie smilede beroligende. ”Og så må vi hellere aftale, at vi ikke omtaler for nogen, at de har været afsted på egen hånd. Vi skal ikke være skyld i, at de bliver straffet for sådan en dum ting.” Hun kyssede Jon, og kort efter var de selv på vej ned gennem dalen.
Jon kunne tydeligt huske stedet, hvor Nina havde efterladt udstyret. Så da de kom frem til dette punkt, stoppede han op, og så over mod klippevæggen. Men til hans ærgrelse, kunne han ikke umiddelbart se de 2 piger. Han og Fie kaldte, og brugte derefter flere timer på at gå rundt og søge. Da de endelig var helt sikre på, at pigerne ikke var i dette område, stoppede de. Forvirrede og bekymrede.
”Hvad kan der være sket? Kan de være gået et helt andet sted hen?” Fie var rigtigt ked af, at hendes 2 søde veninder ikke var der.
”Vi ved i hvert fald, at de er gået herned. For de har taget det udstyr, som Nina satte derhenne.” Jon pegede. ”Det vi skal regne ud, er hvad de så har foretaget sig, efter at de har taget udstyret.”
Han tænkte lidt.
”Dalen er næsten ikke bred nok til, at jeg kan tro, at de kan være gået tilbage til lejren, uden at vi har set dem. De må være gået længere ned i retning mod den store dal og fars gård.”
”Du har ret, søde. Vi går bare lidt længere ned gennem dalen, og holder godt øje med klippevæggen. Det var jo den her side, Nina gik og studerede, så de er helt sikkert herovre.”
Men et par timer senere, var de helt nede ved indgangen til den lille, øde dal.
”Skal vi gå ud og sige til din far, at vi ikke kan finde dem?” Fie var usikker, og håbede at Jon, som den ældste, kunne tage en beslutning.
Han var også usikker, og turde faktisk ikke gå til sin far, med sådan en meddelelse.
”Far bliver rasende. Jeg synes, at vi skal gå tilbage til lejren. MÅSKE er pigerne alligevel kommet forbi os, uden at vi har set dem. Måske sidder de oppe i lejren.”
”Ja, lad os gå tilbage. Det ville også være helt forfærdeligt, hvis vi siger til din far, at pigerne er stukket af, og de så bare sidder i lejren. Jeg tror de ville blive straffet hårdt, bare for at være gået uden os.”
Det var så meget lettere, bare at gå tilbage. Ingen af dem havde den mindste lyst til at fortælle Barney om situationen, hvis det på nogen måde kunne undgås. Men da de kom op i lejren, og så, at den var tom, blev de begge virkeligt bange.
”Hvad kan der være sket? Fie trykkede sig ind til Jon, og søgte beskyttelse.
Han var tavs et øjeblik. ”Jeg er bange for, at der kun er en forklaring. Pigerne er flygtede.”
Fie var lige ved at græde. Det var så forfærdeligt. Hendes far ville blive så rasende, og hendes to veninder ville blive straffet grusomt, når de blev fanget. Hun spekulerede på, om de kunne skjule det for de voksne. Men det var jo umuligt, hvis ikke de fandt pigerne. ”Hvad tror du, de har gjort?”
”Nina bad jo om reb, og hun fik også 2 bolte til at slå ind i klipperne. Måske vil de prøve at klatre ud.” Jon sad og rystede på hovedet. ”Nina må da kunne indse, at den smule udstyr ikke kan hjælpe, når klippesiderne er så stejle og høje.”
Han tænkte lidt mere. ”De har set, at der ikke findes et eneste let punkt i den her dal. Måske er de søgt ned i den store dal, og er begyndt at søge efter et sted, hvor det måske ville være muligt at kravle ud, selv med så beskedent et udstyr.”
Fie måtte give ham ret. Der var ingen anden mulig forklaring. Pigerne måtte være nede i den store dal, hvor de gemte sig, og søgte efter en mulighed for at komme op over klipperne.
Det var blevet sent, og de ville ikke kunne nå ned til Barneys gård før det blev helt mørkt. Desuden var der bestemt ingen af dem, der havde travlt med at møde manden, der helt sikkert ville være rasende.
”Vi må hellere sove, og i morgen tidligt går vi ned og fortæller det hele til far. Vi er nødt til det, selv om det bliver forfærdeligt. Jeg vil så meget håbe, at Nina og Sugar kommer tilbage i nat.”
Fie trykkede sig ind mod ham, og søgte beskyttelse. ”Ja, lad os håbe det. Det er den eneste måde, det her kan ende godt.”
Hun trak jon med sig ind på luftmadrasserne, og begyndte liggende at omfavne ham. Selv om hun var både skræmt og bekymret, kunne det ikke ændre ved, at hun længtes så frygteligt efter Jon. Ivrigt flåede hun skjorten af ham, og hjalp ham så også af med bukserne.
Jon var mere påvirket af deres problemer, og ville i første omgang ikke lege med. Men da han lå der helt nøgen, og mærkede de små pigehænder på sin krop og især på pikken, kunne han ikke styre sig. Han klædte den lille pige af.
Selv om hun stadigt kun var 9 år, syntes Jon hun var vidunderlig. Der var lige begyndt at udvikle sig små bryster, og hendes ansigt og hår var rigtigt smukt. Pigen var slank og smidig, med en lækker, solbrændt hud. Hans fingre begyndte igen at kæle det lille pigebarn, som han så ofte havde gjort det, og igen frydede han sig over, hvor dejlig hun var, og over den varme kærlighed, hun og han delte.
Han kyssede hendes ansigt, hals, kraveben, bryster, mave og hele vejen ned til hendes lillepige fisse. Jon var bange for, at det der var sket, måske ville betyde, at der ville gå lang tid, før han så sin kæreste igen. Så han ville nyde hende helt og fuldt denne aften, og sørge for, at også hun fik den bedst tænkelige oplevelse. Han slikkede den lille, næsten barnlige revne, og nød de små klynk af lykke, som pigen udstødte.
Fie havde svært ved at klare det. Aldrig havde Jon slikket hende så intenst og ophidsende. Det var fantastisk. Skidt med morgendagens problemer. Lige nu ville hun bare nyde det fantastiske øjeblik. Hun vred sig under ham, og håbede rigtigt meget, at få lov til at opleve en orgasme igen.
Jon var som besat af sin dejlige, unge kæreste. Hans hænder arbejdede flittigt på den lille krop, og han nød at se hende vride sig og gå i bro. Han havde medbragt en dildo med batterier, og nu begyndte han at pirre pigen med den. Førte den langsomt op i den lille fisse, der på en gang var så barnlig, og samtidigt så erfaren. Og da hun stønnede allermest i sin liderlige lykke, berørte han området omkring klitoris med de blide vibrationer.
Fie vred sig. Hun kunne ikke klare det mere. Havde så fantastisk et behov for at komme, men kunne dog ikke. Hun havde kun fået orgasme en gang, men lige nu krævede hendes lille pigekrop at blive tilfredsstillet.
”Slik min lille knop, samtidigt med at du knepper min fisse med den dildo”, tiggede hun.
Jon opfyldte hendes ønske, og nød, at hendes jamrende klynken blev endnu mere intens. Han kyssede de spirende bryster, og også pigens hals, og spekulerede på, hvad han ellers kunne gøre for hende, men hun tiggede ham om igen at slikke hendes klit.
Det gjorde han, og medens hun vred sig, førte han sin frie hånd ind under hende, og førte en enkelt finger op gennem hendes stramme røvhul.
Fie var ved at besvime af vellyst, og da hans tunge ramte helt rigtigt, følte hun den brusende fornemmelse, hun kun en gang før havde oplevet. At alt den opsparede liderlighed blev frigivet, og at hun i mange sekunder svævede på en sky af ren liderlighed, før alt i hendes krop slappede af, og hun sank sammen på madrassen, fuldstændigt lykkelig.
”Tak Jon, det var så utroligt dejligt. Jeg elsker dig bare så højt”, klynkede hun, og slog armene om hans hals.
Jon kyssede hende på munden, og spredte hendes lår yderligere, før han besteg hende. Nu ville han selv have det vidunderligt. Den lange, tynde pik gled op i den lille pige, og han begyndte ivrigt at kneppe hende.
Hele natten gik med vild sex, og om morgenen var de begge fuldstændigt udmattede. Ingen af dem havde tal på, hvor mange gange de havde kneppet. Men de var fuldstændigt lykkelige. Sammen gik de ned til søen, og nød at vaske sveden af deres trætte kroppe i det iskolde vand.
Svømmeturen opfriskede dem, men så snart de igen sad i teltet, og sammen nød morgenmaden, måtte de se situationens alvor i øjnene.
Sugar og Nina var ikke kommet tilbage.
”Nu bliver vi nødt til at gå tilbage, og fortælle det til din far,” Fie havde bestemt ikke lyst, men når de ikke kunne finde pigerne, var der selvfølgeligt ikke andre muligheder.
Jon havde det rigtigt dårligt. ”Jeg tænker på, om vi måske kunne tage op til din gård? Melde det til Jack. Det er jo alligevel altid Jack, der overtager styringen, når der er alvorlige problemer.”
Selv om Fie kun var 9 år, kunne hun jo godt indse, at hendes kæreste forsøgte at flygte fra problemerne.
”Det nytter ikke noget. Far er ikke engang i dalen. Han er kørt sammen med Billie. Og din far ville bare blive endnu mere rasende. Vi er NØDT til at tale med Barney nu.”
Begge var beklemte ved situationen, da de, med oppakning på skuldrene gik ned gennem dalen. Og da de udmattede kom til gården, var de begge elendigt tilpas.
Jon prøvede at tage sig sammen. ”Nu går jeg ind til far. Der er ingen grund til, at det også skal gå ud over dig.” Han satte rygsækken fra sig, og gik hen til hoveddøren. Men Fie var lige bagved. Hun ville ikke svigte sin kæreste.
Nervøse trådte de ind.
Barney kunne med det samme se, at der var noget helt galt. De var jo også kommet tilbage langt tidligere end det var planlagt.
Jon fik meget forsagt fortalt om hvad der var sket, idet han dog påstod, at det var denne morgen, og ikke morgenen tidligere, at pigerne var forsvundet. Han turde ikke fortælle, at de havde ventet et helt døgn med at indberette, at pigerne var forsvundet.
Barney reagerede præcist som de havde regnet med. Han var rasende, og skældte dem vildt ud. Hvorfor havde de ikke holdt ordentligt øje med slavinderne? Og hvordan kunne Jon dog finde på, at give pigerne klatreudstyr? Nu var pigerne måske klatret ud af dalen, og så ville politiet komme stormende. Kunne de da ikke se, at de havde ødelagt alt for alle i dalen?
Han brølede begge børnene ind i hovedet.
Fie ville ikke finde sig i, at de ophidsede mand skreg sådan af hende og hendes kæreste. Hun var lige ved at græde af hidsighed, og helt ude af stand til at styre sig: ”Du skal ikke råbe sådan af os. Jeg siger det til far. Jon gav dem kun 2 bolte til at hamre ind i klippevæggen. 2 bolte er ingenting, hvis man skal klatre. De kan umuligt have klatret ud af dalen. Det kan bare ikke lade sig gøre.”
Overrasket over den lille piges reaktion, stoppede Barney sit råberi. Han stod tavs et øjeblik, og han begyndte at overveje situationen. Pigen havde jo nok ret. Alle mændene havde været hele vejen rundt i dalene, og nøje undersøgt, om der var steder, hvor det ville være muligt at kravle ud. de havde kun fundet et sted, hvor det måske var LIDT lettere, og på det sted havde de placeret 2 “vagter” i et lille hus, hvor der ikke blev holdt slavinder. Disse to blev betalt, både i penge og i naturalier, for at holde vagt ved dalens eneste svage punkt, bortset fra indgangen til dalen. Fie havde jo ret i, at alle andre steder ville 2 sølle bolte ikke hjælpe pigerne det mindste. De havde ikke en eneste chance for at klare sådan en klatretur.
Han stod stille og spekulerede.
“Du har nok ret, lille pige. Jeg kan heller ikke forestille mig, at de er klatret op over klippevæggene. De må stadigt være i dalen et eller andet sted. Måske er de søgt længere op i hoveddalen, op mod de gårde, der ligger længst væk fra indgangen. Ingen af de 2 piger har jo været deroppe, så måske håber de på, at mulighederne for at kravle ud er lidt bedre deroppe. Vi må have folk ud og søge. Og dem ved indgangen til dalen skal også alarmeres, hvis de prøver at komme ud dernede.
Han greb telefonen, og ringede først til den gård ved indgangen. Fie lagde mærke til, at Barney, fuldstændigt som hun kendte det hjemmefra, først skulle indtaste en kode, før telefonen fungerede. Slavinderne skulle ingen mulighed have, for at bruge en telefon.
Derefter ringede Barney til alle gårdene i dalen, og bad alle, der kunne undværes hjemme om at mødes hos ham, idet de selvfølgeligt under turen til ham skulle holde øje med de to bortløbne slavinder.
Til sidst ringede han til Jack. Den samtale blev længere, og Barney måtte fortælle alt hvad Jon havde sagt.
“Din far vender om, og kommer tilbage til dalen så hurtigt han kan. Han er slet ikke tilfreds. Jeg håber, vi fanger de 2 piger før han kommer.”
Fie havde det slet ikke godt. Hun vidste godt, at hendes far ville være vildt vred. Det ville blive slemt, når han skældte hende ud. Og samtidigt tænkte hun på, hvad hendes far ville gøre ved hendes to veninder, når de blev fanget. Det var slet ikke rart at tænke på.
Mændene drøftede hurtigt hvad de skulle gøre, og kort efter spredtes de ud i hele dalens længde, i en grundig eftersøgning af de to bortløbne slavinder. De skulle findes lige gyldigt hvor store anstrengelser det ville kræve. Jon måtte finde sig i mange bebrejdende blikke og sure kommentarer fra mændene.
Fie blev nok regnet for at være for lille til at have det store ansvar, så hende var de ikke efter i samme grad. Men for hende var det forfærdeligt at høre på nogle af de kommentarer mændene udvekslede med lystne grin. Onde, blodige kommentarer om hvordan de to piger skulle torteres, så snart de var fundet.
Fie trykkede Jon ind til sig. De havde det rigtigt dårligt begge to, medens de så efter mændene, der spredtes ud i dalen på jagt efter Nina og Sugar.
Tidligt næste morgen vågnede de to piger i det hyggelige værelse, som Tom havde installeret dem i. Det var vidunderligt at stå op, og føle, de var frie.
Og at kunne tage bad, for derefter frit at vælge mellem de mange forskellige stykker nyt tøj, som Tom havde købt til dem. Begge piger nød i den grad at klæde sig på, og at lægge en let make up.
Selv om de gav sig god tid, kom de alligevel ned i køkkenet før Tom. De var vågnet virkeligt tidligt.
“Lad os prøve at se, om vi ikke kan finde alle tingene, så vi kan have et lækkert morgenbord klar til Onkel Tom, når han står op”, opfordrede Nina. Hun var bekymret for, hvordan det skulle gå på politistationen, men ville skjule det af hensyn til Sugar.
Sugar var helt enig i. at de skulle glæde Tom. Ninas onkel havde virkeligt været sød, og der var jo ikke ret meget de kunne gøre for ham. Så det var i hvert fald dejligt, hvis de kunne glæde ham med sådan en lille ting. Hun var i et rigtigt godt humør, og syntes, at tingene virkeligt havde udviklet sig på den bedste måde.
Da Tom en halv time senere kom ned i køkkenet, blev han glædeligt overrasket over, at et utroligt veldækket og lækkert morgenbord stod klart til ham. Selv om han selv var glad for at lave mad, gjorde han næsten aldrig så meget ud af morgenmaden. Det var jo ikke sjovt, når han næsten altid spiste alene.
Selv om pigerne havde været sultne, så havde de ventet, og Sugar trak høfligt stolen ud, og bad Tom om at sætte sig.
Nina skænkede kaffe op, og bød ham det første fad med lækkerier.
Tom og Sugar nød måltidet enormt, medens Nina kæmpede for at se glad ud. De var frelst, og det var hun selvfølgeligt lykkelig for, men tankerne om, hvad der kunne ske med de andre piger i dalen pinte hende. Men udadtil lykkedes det hende at opretholde en glad facade.
Så snart de var færdige, gik de ud til Toms bil, og på mindre end en halv time nåede de til den nærmeste større by. Tom kørte direkte til politistationen. De kiggede hinanden i øjnene, og Tom sagde et par opmuntrende ord. Så gik de ind.
Tom henvendte sig i skranken, og efter en kort forklaring blev de vist ind til en overordnet politiinspektør.
Her fortalte Tom i få ord om, hvordan Nina og Sugar var dukket op hos ham, og hvad de havde fortalt ham.
Inspektøren, der hed Harry kiggede på pigerne. hans øjne fokuserede på halsbåndet om Ninas hals, men foreløbigt kommenterede han det ikke.
Han bad Tom og Sugar om at gå til et venteværelse, og begyndte at høre hvad Nina kunne fortælle.
Nina fortalte det hele, så præcist hun kunne. Hun havde haft god tid til at forberede sig, og prøvede at få alle detaljer om landskabet, køreturene og personerne med. Det varede lang tid, før hun havde berettet det hele.
En kvindelig retsmediciner blev tilkaldt. Hun førte Nina til et andet lokale, hvor hun måtte smide tøjet, så skaderne på hendes krop kunne blive undersøgt og fotograferet som bevismateriale i sagen. Bagefter blev Nina igen ført ind til Harry.
“Jeg håber i er tilfredse nu, og kan tage ud og fange de slyngler med det samme?” spurgte Nina næsten manisk den fedladne politimand.
Han kiggede alvorligt på hende. “Desværre. Jeg frygter, at der kommer til at gå nogle dage, før vi kan lave en aktion.”
Nina stirrede forfærdet på manden. “Forstår du ikke, at der er kvinder i den dal, der bliver pisket, voldtaget og måske dræbt? Og at slynglerne i værste fald kan beslutte sig til at forlade dalen, nu de ved vi er flygtet? Måske slår de alle slavinderne ihjel, bare for at undgå at der er levende vidner.”
Nina var så desperat, at hun rystede.
Harry kiggede på hende uden at vise følelser. “Det forstår jeg udmærket, men her foregår alt efter bogen. Først skal jeg afhører din veninde, og hun skal også undersøges af lægen. Derefter skal jeg, sammen med et par kollegaer vurdere, om vi mener at jeres anmeldelse er værd at arbejde videre med…..”
Nina var faret op, og åbnede munden for at råbe en hel masse.
“Slap nu af”, kom det hurtigt fra Harry. “Jeg siger jo ikke, at jeg ikke tror på dig. Slet ikke. Men det er altid politiets opgave, at vurdere værdien af vidneudsagn og betydningen af en anmeldelse. Og selv om dette så falder sådan ud, at vi tror på, at denne dal virkelig findes, så er der det alt overskyggende problem med at finde den.”
Han pegede på et stort kort på væggen.
“
Du kørte med bus til denne by.” Han satte en nål i kortet. “Det er et af vores udgangspunkter.”
Han gjorde en pause. “Og du spørger om vej til din onkel i denne by.” Igen plantede han en nål i kortet, ikke særligt langt fra den første.
“Problemet er bare, at du siger, at i blev kørt rundt i den lastbil af den whisky brænder, måske så langt som 300 km. Og at du var bevidstløs på et tidspunkt under din bortførsel til dalen, og du derfor heller ikke kan udelukke, at du er blevet kørt lige så langt.”
Med en touch tegnede han en stor cirkel på kortet med de to nåle som centrum og en radius på 300 km. Cirklen dækkede store dele af wyoming og 2 nabostater.
“Teoretisk er det eneste vi nogenlunde ved, at dalen ligger indenfor denne cirkel.”
Nina protesterede, og påpegede, at hun jo havde observeret, at lastbilen både havde kørt mod vest og mod øst. “Netto kan vi slet ikke have bevæget os 300 km. Snarere 100. eller måske mindre.”
“Det er muligt, at du har ret, unge dame, men det er ikke noget vi kan vide med sikkerhed. Og selv hvIs vi gik ud fra, at bilen kun havde flyttet jer 100 km, så ved du jo ikke hvor langt væk fra indgangen til dalen, at i blaffede med den bil. Afstanden i dalen plus det stykke i gik under jorden kan jo godt være 50, måske endda 100 km.”
Med en anden farve satte han en ring på kortet med en radius på 200 km.
“Jeg giver dig ret i, at din dal med stor sandsynlighed ligger indenfor denne ring. Men det er stadigt et enormt landområde at undersøge. Og det meste af området er vildsomt bjergterræn med masser af stejle dale. Der kan gå flere uger før vi finder den rigtige dal.
Nina sank sammen på sin stol. Hun havde troet, de havde vundet. Nu virkede det hele fuldstændigt håbløst. Tankerne malede rundt i hovedet på hende. Ville alle slavinderne i dalen blive dræbt? Tanken om hvad der kunne ske med Maria og Sugar var ved at knuse hende. Og hvis alle mændene flygtede fra dalen, hvad så bagefter? Var de i det hele taget i sikkerhed? Jack havde jo taget det billede af onklen. Måske havde han gemt det. På bagsiden stod jo navnene på området og også byens navn. Ville Jack være hævngerrig, og forfølge hende og Sugar?
Det hele snurrede rundt for Nina, og kraftløs faldt hun sammen nedenfor stolen.
Læs næste afsnit
(30 har stemt 4,30 af 5)
Loading...18 kommentarer
Skriv et svar
-
Ugens spørgsmål: Fantasier, oplevelser og præferencerJeg har et par spørgsmål, jeg gerne vil have...
- 19/02/2024
Legetøs
03/01/2018 kl 8:35
Super god og velskrevet historie. Jeg har læst mange af dine andre historier med iver og vellysr. Er vild med måden denne og de øvrige historier er skrevet på.
Kaptajn Bligh
03/01/2018 kl 12:16 - som svar på Legetøs
Dejligt at høre fra endnu en læser, der har læst denne lange roman, og tilmed også mange af mine andre noveller.
Jeg er glad og taknemmelig over så interesserede læsere.
Tak for din ros
Jeg håber også fremover at kunne skrive ting, du kan lide.
Tut
01/01/2018 kl 14:43
Hvornår kommer der en afslutning venter i længsel
Kaptajn Bligh
01/01/2018 kl 15:36 - som svar på Tut
den 12/1, Tut.
Afsnit 42 kommer den 5/1 og så kommer afsnit 43, der afslutter romanen den 12/1.
Er du den Tut, jeg tidligere har skrevet privat sammen med?
Tut
02/01/2018 kl 17:27 - som svar på Kaptajn Bligh
Nej desværre men har tidliger kommet med en kommentar til dine noveller
Kaptajn Bligh
02/01/2018 kl 20:58 - som svar på Tut
Hej Tut.
Der er da ingen grund til at skrive : NEJ, DESVÆRRE.
For hvis du har lyst, må du da gerne skrive til min mail adresse. Det må alle mine læsere.
For 2 år siden skrev jeg sammen med en “Tut” vistnok fra Århus. Derfor tænkte jeg på, om det kunne være den samme person.
Tut
03/01/2018 kl 14:05 - som svar på Kaptajn Bligh
Nej det er ikke mig har altid været bosat i noget der hedder Skive ca 100 km fra Århus 🙂
Kaptajn Bligh
03/01/2018 kl 15:13 - som svar på Tut
“Noget der hedder Skive”
🙂
Så er vi næsten naboer
Tut
03/01/2018 kl 17:04 - som svar på Kaptajn Bligh
Bor du da også i Skive det er sjovt så lille verden er bor godt nok i en minder by ca 20 km fra selve Skive og 10 km fra Nykøbing M.
Kaptajn Bligh
03/01/2018 kl 19:31 - som svar på Tut
Lige i det område, hvor mit “Slavehus” ligger.
Din angivelse passer bedst på Harre, men også Roslev eller Glyngøre kunne med lidt god vilje passe.
Selv bor jeg i Nykøbing
Tut
03/01/2018 kl 23:08 - som svar på Kaptajn Bligh
Hehe bor i Durup en del af Roslev hvor ligger dit hus kan være jeg kender det. Eller dens beboer.
Kaptajn Bligh
04/01/2018 kl 6:44 - som svar på Tut
Det kan jo tænkes.
Men hvis vi skal fortsætte samtalen, så tror jeg det er bedst at det sker på mail.
Du kan finde min mail ved mine noveller.
Jeg vil nu ikke kalde Durup for “en del af Roslev”
Der er da ca. 5 km. imellem.
Kaptajn Bligh
29/12/2017 kl 13:50
Tak søde Misskat.
Nu nærmer vi os jo afslutningen. Så må vi håbe, at du – og andre læsere – er tilfredse med den afslutning vi vælger.
Misskat
30/12/2017 kl 4:38 - som svar på Kaptajn Bligh
Det er jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg er. For du og Nina er rigtig gode sammen. Men altså glæder mig meget til næste fredag.. ? manner det er ligesom at være barn igen og man sidder tæt på juletræet, for at være den første til at åbne en gave.. ??
Kaptajn Bligh
30/12/2017 kl 8:02 - som svar på Misskat
Tak Misskat.
Især tak fordi du også inddrager min medforfatter Nina.
For du har HELT RET. Vi har et fantastisk samspil, og jeg ville ikke kunne have skrevet denne roman på samme måde alene.
Bella
30/12/2017 kl 10:03 - som svar på Misskat
Jeg glæder mig afslutning på den fantastiske historie
Kaptajn Bligh
30/12/2017 kl 10:37 - som svar på Bella
Tak Bella.
Det glæder mig, at høre fra yderligere en læser, der har fulgt hele den lange historie.
På fredag bringer Totalsex jo kapitel 42.
Lige nu sidder Nina og jeg og arbejder på kapitel 43. Det ser ud til, at vi vælger at lave det til et meget langt kapitel, så vi kan afslutte romanen i det.
HVIS det trods alt ender med at blive FOR langt, må vi dele det op i 2, således at der kommer et kapitel 44, men lige nu er det ikke vores hensigt.
Misskat
29/12/2017 kl 12:18
Venter med et stort bankende hjerte til næste Fredag ?? For dælen den er god.. ?