gratis dating sexdating

Ninas slaveri 9, En verden udenfor kap. 43

slavetøs bdsm dominansMaria var nu helt nedbrudt. Hun KUNNE ikke fungere, uden at føle, at hun var underkastet i forhold til et Herskab

Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Advarsel: I dette kapitel indgår ikke sex.

Den næste tid var et virvar af indtryk for Nina og de andre piger, der havde været slavinder hos Jack.

Harry fra politistationen var rigtigt flink til at holde dem opdateret om hvad der skete. De mange politifolk, der var blevet i dalen, havde kun fanget en enkelt person, som havde undgået politiet i første omgang. Resten af tiden havde de brugt til at indsamle bevismaterialer fra de mange huse.

Pigerne fik at vide, at der ville blive rejst sag mod alle voksne, frie mennesker fra dalene.

Selv om enkelte af konerne fra gårdene forsøgte at forsvare sig med, at de havde været slavinde for deres mænd, blev de alle anklaget. De havde haft adgang til telefon, og havde kunnet færdes udenfor dalen, så uanset hvilket magtforhold der havde været mellem dem og deres mænd, havde de haft muligheden for at anmelde, hvad der havde foregået til politiet. Ved at undlade at gøre dette, havde de pådraget sig medskyld i de forbrydelser, der var blevet udført.

Også overfor større børn som Billie og Jon blev der indledt undersøgelser med henblik på at fastslå, om anklagemyndigheden ville rejse sag mod dem.
Derimod blev Fie kun afhørt som vidne. Med en alder på 9 år, og en opvækst hos Jack og Lilly, mente anklageren ikke, at man kunne have forventet eller krævet, at hun skulle have taget aktive skridt for at hjælpe slavinderne.
Faktisk fik hun ros for sin opførsel, efter at de 4 slavinder fra Jacks hus havde vidnet om hvordan hun havde optrådt.

Nina havde også udtalt sig meget rosende om Jons opførsel, og påpeget, at selv om det ikke var bevidst fra hans side, var det jo kun takket være hans venlige behandling, at de havde fået muligheden for at undslippe.

Efter afhøring af mange flere vidner, var det blevet besluttet, at der ikke ville blive rejst straffesag mod ham. Anklageren mente ikke, at man kunne have forventet, at en dreng på den alder skulle have reageret ved aktivt at gå mod sin familie, og med de mange vidneudsagn om, at han ikke selv havde gjort sig skyldig i mishandling af pigerne, selv om han jo dog havde gjort sig skyldig i seksuel udnyttelse af mange slavinder, blev det besluttet, at der ikke skulle rejses sag mod ham, men at han skulle i et behandlingsforløb på en ungdomsinstitution, hvor medarbejderne skulle forsøge at rette op på de mange unormale indtryk, drengen havde været udsat for gennem sin opvækst.


Nina, Maria, Sugar og Susan var alle både lettede og glade, da de fik at vide at Jon ikke skulle i fængsel.

Da retssagerne mod Jack, Lilly og Billie blev gennemført skulle de naturligvis vidne, ligesom de også blev indkaldt i sagerne mod alle de andre mænd, der havde udnyttet dem i tiden i dalen.
For Nina var konfrontationen med Billie let nok. Hun fortalte villigt om drengens grusomhed, og havde intet at sige til hans forsvar.
Hun måtte gennem flere timer berette i detaljer om, hvad henholdsvis Jack og Lilly havde gjort mod hende, og vidnede uden at skjule det mindste.
Ofte så hun direkte på Jack, medens hun talte. Selv om han jo ind imellem havde vist mildhed mod hende, havde hun ingen sympati for manden. Det var ham, der havde bortført hende, og bragt hende i en frygtelig situation, hvor hun var blevet voldtaget mere end 100 gange, ydmyget på så mange måder og udsat for grusomme straffe. Hun fortalte villigt, at Jack i nogle situationer havde skånet hende, når andre af slaveejerne havde opfordret til endnu hårdere straffe, og at Jack havde reddet hende, da vagterne ved udgangen af dalen ville have ladet hundene kneppe hende ihjel, men derudover udtalte hun sig ikke til hans forsvar.

Maria havde det derimod svært i vidneskranken. Hun havde jo været i dalen meget længere end Nina, og måtte derfor vidne om mange flere forhold. Og det gjorde hun også med fuldstændig ærlighed. Men hele tiden kom hun med kommentarer om, at Jack også havde udvist stor venlighed og overbærenhed overfor hende. Anklageren forsøgte igen og igen at få hende til at holde sig til fakta, og ikke at blande sine egne meninger ind i sagen, men det var umuligt for Maria ikke at tage Jack i forsvar.
Dette førte til, at anklageren måtte indkalde en psykolog, der bekræftede, at det var hendes indtryk, at Maria led af Stockholm syndromet. At hun, gennem sit fangenskab og sin fuldstændige hjælpeløse tilstand hos Jack, havde udviklet en tilstand, hvor hun ufrivilligt havde udviklet følelser overfor sin bøddel.
Psykologen fastslog, at en sådan tilstand ofte kan udvikles ved bortførelser, der kun varer uger. Og i dette tilfælde, hvor Maria havde været slavinde gennem mange år, ville det næsten have været naturstridigt, hvis noget sådant ikke var opstået.
Igen og igen søgte Marias øjne Jacks, og hver gang smilede han venligt til hende.
Sugar skulle jo især vidne mod Billie. Det var rigtigt svært for hende, og det var tydeligt for alle i retssalen, hvor skræmt hun stadigt var af drengen. Men hendes detaljerede fortælling om hans grusomhed gjorde stort indtryk, selv i en sag, hvor der allerede havde været bevidnet ubegribelige og afskyelige forhold. Selvom der var andre herrer der var værre end ham, var det utroligt for så ung en knægt.

Efter de langstrakte sager faldt dommene.

Flere af de mest grusomme slaveejere, hvor vidner under retssagen havde bevidnet, at de havde torteret piger til døde var blevet dømt til døden.
Staten Wyoming havde dødsstraf, og i de sjældne tilfælde, hvor den dødsdømte rent faktisk blev henrettet, skete dette enten med en sprøjte eller med gas. Men i første omgang kunne de dødsdømte fanger se frem til mange år på dødsgangen, hvor de kunne sidde i usikkerhed om, hvorvidt de ville blive henrettet, eller om de skulle tilbringe resten af deres tid i fængslet og dø en naturlig død derinde.

Jack blev idømt en fængselsstraf, der var så lang, at han umuligt kunne afsone den. Men med det amerikanske retssystem åbnede længden af hans dom dog muligheden for, at han engang kunne slippe ud af fængslet som en meget gammel mand, hvis han fik en del af dommen eftergivet.
Lilly blev betragtet som mindre skyldig, og fik derfor en af de mildeste domme i sagen, nemlig 20 år.
Forsvareren forsøgte at bruge Billies unge alder som en grund til at han skulle undgå de hårdeste straffe, men dommeren fulgte anklagerens krav om forvaring på grund af at drengen ville være til indlysende fare for sine omgivelser, hvis han på et tidspunkt blev løsladt. Billie ville naturligvis kunne søge benådning, men til Sugars glæde fortalte anklageren hende, at sandsynligheden for at Billie nogensinde kom på fri fod ikke var særligt stor.

De 4 veninder var indkaldt som vidner af forsvaret i sagerne mod Joakim og Richard, og udtalte sig også rosende om den venlighed, disse 2 mænd havde udvist overfor dem selv.

Og alle de slavinder, der havde boet hos dem, da politiet fangede dem, vidnede også til mændenes fordel, og forklarede alle, at de kun var i live nu, fordi disse 2 mænd havde overtaget dem fra deres tidligere grusomme Herrer.

Disse vidneudsagn gjorde naturligvis et stort indtryk i sagen, men anklageren kørte hårdt på, at de 2 mænd havde haft alle muligheder for at anmelde forholdene i dalen til politiet. Ved ikke at gøre dette, havde de været med til at fastholde ALLE slavinderne i dalen under de frygtelige forhold, og pådraget sig et alvorligt medansvar for de fortsatte grusomheder, herunder også flere dødsfald.
Begge mænd modtog domme på 20 år, hvilket var det samme som mange af konerne i dalen fik, undtagen i de tilfælde, hvor det kunne bevises, at konerne selv var aktive og villige deltagere i udøvelsen af slaveriet.

Både Maria og Nina udtalte sig venligt som karaktervidner i sagen mod Fat Cock, og fortalte, at han havde vist sig mindre grusom end de andre mænd i dalen. Men samtidigt havde de jo skullet vidne om hans mange seksuelle misbrug af dem. Nina holdt sig bare til fakta, og bevidnede, at han mange gange havde udnyttet hende seksuelt. Maria forsøgte igen og igen at tale til fordel for manden, men hendes meninger blev ikke tillagt afgørende betydning. Han modtog en dom på 40 år.

Det var med blandede følelser, at pigerne forlod retssalen efter den sidste dag i det lange sags kompleks.
De var lykkelige og lettede, fordi det hele nu var forbi. Og tilfredse med, at langt de fleste af de skyldige havde fået domme, der betød, at de aldrig ville komme ud i friheden igen.
Men især vedrørende Jack og Lilly rummede de modstridende tanker.
Nina havde talt kort med dem begge, og samtalerne var forløbet roligt og ordentligt. Nina vidste, hvilken aktiv rolle især Jack havde haft i bortførslen af såvel hende selv som ret mange af de andre slavinder i dalen. Han var jo skyldig i alt det, hun var blevet udsat for, og det sagde hun direkte til ham. Men nu hvor han sad bag tremmer, og havde udsigt til at skulle blive der enten hele sit liv, eller i det mindste til han var utroligt gammel, følte hun ikke længere noget had til manden, og de talte roligt sammen.

Faktisk havde Nina lidt ondt af Lilly. Denne kvinde havde jo også været Jacks slavinde, selv om det jo var på en anden måde, og Nina fortalte direkte Lilly, at hun ønskede hende alt godt fremover.

Jack gjorde intet forsøg på at undskylde sine handlinger. han erkendte, at han var skyldig i det, pigen anklagede ham for. I stedet ønskede han bare Nina al mulig lykke i sin fremtidige tilværelse. Han var kommet til at holde virkeligt meget af den smukke, stærke pige, på sin egen forskruede måde.
Jack følte ingen vrede eller bitterhed over, at Nina, gennem sin flugt, var skyld i at han og alle de andre nu sad i fængsel, og at de fleste fra dalen sikkert aldrig ville komme ud i friheden igen. For ham var det helt naturligt, at Nina, i sin tilværelse som slavinde, havde forsøgt at undslippe. Og at det var lykkedes, kunne han ikke bebrejde hende.
Jacks væremåde og venlighed gav hende kvalme. Den måde han stadig roste hende, selvom hun ville være skyld i nogle af hans venners død, og hans egen fængsling. Hun følte sig svimmel og dårlig.
Nina skyndte sig ud, og lod Maria, som rigtigt gerne ville tale mere med Jack og Lilly, blive alene tilbage.
Maria var den af pigerne, der stod med de mest splittede følelser, nu det hele var forbi.
Selvfølgeligt var hun lykkelig over at være fri. Det havde hun under sit fangenskab fuldstændigt opgivet tanken om. Men livet udenfor dalen forekom hende uoverskueligt og skræmmende. I de første måneder holdt hun sig helt tæt op af Nina. Maria følte, at veninden indeholdt en styrke, som hun ikke kunne leve uden.

Nina kunne jo selv oplyse, at hun ikke havde pårørende, ud over Tom, så myndighederne var helt tilfredse med, at hun valgte at blive ved ham under hele sagen og gennem den første periode bagefter.
Maria oplyste, at hun kun havde en gammel far der boede omtrent 1000 kilometer borte. Politiet opsøgte den adresse, men måtte med beklagelse fortælle Maria, at hendes far var død 2 år tidligere.
Sugar og Susan havde en del familie, der boede i en af nabostaterne. Af hensyn til efterforskningen, blev de boende ved Tom, indtil sagen var forbi. Men næsten hver uge kom der familiemedlemmer på besøg, og det blev aftalt, at så snart det var muligt, skulle de flytte hjem til familien.

Hverken Nina eller de to søstre rådede jo selv over penge.
Og selv om både Tom og Sugar og Susans familie klarede sig udmærket, var ingen af dem specielt velhavende. Og mange af de andre piger fra dalene var i endnu værre situationer.
Derfor fremskyndede myndighederne de sager om erstatning, som alle pigerne jo naturligvis var berettiget til.

Nina blev lidt chokeret, da hun først fik at vide, hvilke enorme erstatningskrav, hver enkelt pige kunne rejse, men umiddelbart efter fik at vide, at sådanne beløb IKKE blev betalt af det offentlige, men udelukkende af de skadevoldende selv.

Alle værdier, som gårdejerne havde rådet over, herunder også selve gårdene blev derfor omsat til penge, og fordelt til de piger, der havde et krav mod lige netop den gårdejer.

Følgeligt fik ingen af pigerne tilnærmelsesvis de erstatninger de egentligt var berettiget til.
Jacks gård viste sig at være blandt de mest værdifulde, og der var også andre aktiver i boet, så der var et rimeligt stort beløb, der kunne deles mellem hans 4 tidligere slavinder. Maria var jo blevet tilkendt langt den største erstatning, da hun havde været fange meget længe, men hun insisterede på, at så længe ingen af dem fik det fulde beløb de var blevet tildelt, skulle de dele pengene ligeligt.

Retssagerne havde varet mange måneder, men sideløbende med pigernes pligter som vidner, havde de også modtaget en massiv behandling fra psykologer. Så da dommene omsider var faldet, var de fleste af pigerne nogenlunde i stand til at fungere i samfundet, selv om de alle ville lide af nogle langtidsvirkninger af slaveriet.

Nina var blevet rigtigt glad for sin onkel Tom.  Hun havde jo heller ikke nogen anden familie, og følte ikke, at der var noget, der knyttede hende til Danmark. Så det var helt naturligt for hende at slå sig ned i Timber Grove.
Med pengene fra erstatningen havde hun råd til at købe et lille hus, og indrette sig der.
Harry, den ledende kriminalbetjent fra sagen, var blevet en virkelig god ven af både Nina og Tom, og besøgte dem ofte. Han insisterede på, at Nina skulle uddanne sig som kriminalbetjent. Faktisk mente han aldrig at have set et ungt menneske med bedre evner for dette arbejde.

Og Nina var bestemt heller ikke afvisende overfor tanken. For hende lød arbejdet med kriminalsager til at være både spændende og udfordrende. Men hun fortalte også Harry om hendes store interesse for geologi. Det var jo et af de sværeste naturvidenskabelige studier der fandtes, men da det var hendes helt store hobby, og da hun allerede havde en stor viden om emnet, mente hun godt, hun ville kunne klare studiet. Og det var også noget, hun rigtigt gerne ville arbejde med.

Harry støttede hende begejstret. Han holdt meget af pigen, og var stolt af hendes skarpe hjerne og store evner.
“Jeg synes du skal prøve at gennemføre begge uddannelser sideløbende. Vi kan godt, fra politiets side, tilrettelægge et specielt uddannelsesforløb for dig, således at du får din politiuddannelse sideløbende med at du gennemfører et studie. Så tager det bare lidt længere tid, men det gør vel ikke noget. Og du kan tro, at vi godt kan bruge en uddannet geolog hos politiet. Som du ved, er Wyoming en bjergrig stat, hvor der også er store råstofforekomster. I mange sager, vil der forekomme sammenhænge, som kun en uddannet geolog helt vil kunne forstå. Du vil blive af uvurderlig værdi for politiet her i staten.”

Han smilede til hende. “Har du aldrig læst “Walt Slade”?”

Nina grinede. Hun måtte tilstå, at hun havde slugt en mere end 200 western romaner om rangeren Walt Slade, der hver gang red ind og klarede sagerne helt på egen hånd, meget ofte ud fra sin omfattende geologiske viden.
“Det er så i orden. Bare jeg ikke skal være 2 meter høj med en tøndeformet brystkasse”, grinede hun.
Harry kiggede på den smukke unge kvinde. “Walt Slade bliver jo beskrevet som en usædvanligt flot mand. Så også der passer sammenligningen. Du er jo en usædvanligt smuk pige.”

Hun blev indmeldt på det nærmeste universitet, og påbegyndte det svære studie, samtidigt med at hun startede uddannelsen som betjent. Men selv med 2 så store uddannelser, kunne hun ikke lade andre opgaver ligge.
Alle slavinderne fra dalen blev ved med at skrive til hende, og der opstod et stærkt sammenhold mellem pigerne, i hvilket Nina var det naturlige midtpunkt.

Hun prøvede at hjælpe hver enkelt pige, når de havde problemer, og hurtigt blev hun klar over, at disse ødelagte kvinder ikke kunne klare sig på egen hånd.

Hun begyndte at skrive en blog, i hvilken hun rådgav dem alle, ligesom hun skrev til hver enkelt. Og før hun havde set sig om, var der dannet et fast netværk mellem alle disse kvinder, og det første reunion møde var aftalt.
Enkelte af pigerne havde ment, at det naturlige mødested ville være i dalen, gerne i Jacks hus, men det store flertal af de tidligere slavinder ønskede aldrig at sætte deres ben i dalen igen. Så Timber Grove blev stedet, hvor de mange ofre for det grusomme misbrug begyndte at mødes.

Pigerne havde alle mulige problemer, og mange af dem ville kræve årevis af behandling hos psykologer. Men samtidigt gav det dem en form for tryghed at mødes med de eneste mennesker, der helt forstod, hvad de havde været igennem. Det blev til hyppige møder i Timber Grove, og mange af pigerne fik det virkeligt meget bedre af det.
Men rent praktisk havde pigerne jo også massive problemer. Problemer der i nogle tilfælde ville have kunnet lettes med massiv økonomisk hjælp.
Men selv om Nina havde fået en smule penge fra erstatningssagen, og en del af pigerne også havde fået lidt, var det slet ikke nok.

Igen blev det Nina, der skulle komme med løsningen.
Den hårrejsende sag om slaveri, mishandling og drab på bortførte kvinder, var naturligvis blevet kæmpestor i medierne. Og da Nina stod frem og fortalte, at ofrene nu stod og manglede det mest nødvendige, regnede det ind med frivillige donationer. Og før hun forstod hvad hun havde starter, var Nina i gang med at administrere kæmpestore beløb, som folk løbende sendte ind for at hjælpe.

Hun skulle jo også selv leve, og da hendes uddannelser ikke indbragte en egentlig indtægt, var der mange der foreslog, at hun tog en løn ud af de penge, hun skulle administrere. Dette nægtede Nina dog fuldstændigt.
“Pengene er indsendt af venlige mennesker, for at støtte os som ofre for afskyelige forbrydelser. Og det skal de gå til. Det er usmageligt, når folk bruger indsamlinger som en måde at skabe velbetalte job til dem selv. Jeg vil modtage penge fra ordningen, men kun på lige vilkår med de andre piger.”
Men hendes blog, der oprindeligt var startet som et kontaktpunkt til kvinderne fra dalen, fik hurtigt enorm interesse.
I første omgang fra folk, der slugte enhver oplysning fra sagen om det forfærdelige slaveri. Men snart kom der også henvendelser fra kvinder, der på andre måder havde været udsat for grusomme former for misbrug. Lynhurtigt voksede hendes blog, og hun fik hundrede tusinder af læsere.
Her var Tom hendes store støtte. Han så straks en mulighed, og inden længe organiserede han alt omkring reklame og indtægter fra hendes blog, så Nina nu var økonomisk fuldstændigt uafhængig.

Så snart sagen var afsluttet, var Susan og Sugar flyttet til deres familie i nabostaten. Med pengene fra erstatningen, var de begge i en situation, hvor de havde muligheden for at få en ny start. Sammen købte de et lille hus, og forsøgte begge at komme i gang med hvert sit job. De havde naturligvis vanskeligheder, ligesom alle de øvrige piger, men støttet af deres velfungerende familie kom de begge i job, og alt så ud til at udvikle sig godt. Især så det ud til, at de, ved at bo sammen, kunne støtte hinanden på måder, som selv deres familie ikke kunne præstere.
Efter nogle måneder begyndte der dog at vise sig store forskelle på de to piger. Susan fandt sig tilrette med et arbejde som butiksassistent. Det var ikke sindssygt spændende, men et roligt job i venlige og trygge omgivelser, og det var lige det pigen havde brug for.

Sugar havde fundet et arbejde i en cafe, og havde stor gavn af, at hendes arbejdsgiver udviste en meget stor forståelse for den baggrund, hans nye ansatte havde.
I begyndelsen havde familien, og i særdeleshed Susan været præcist hvad Sugar havde brug for. Men som tiden gik, følte Sugar, at hun desperat manglede kontakten til Nina. Under forberedelsen til deres flugt, og efter alle de dramatiske oplevelser under selve flugten, var der opstået et bånd mellem de to unge piger, der på mange måder var endnu stærkere end båndet til hendes søster. Så 2 gange om måneden MÅTTE Sugar simpelthen afsted til Timber Grove og hendes specielle veninde.
Sugar kunne heller ikke affinde sig med sit trivielle job. Selv om hun af et godt hjerte undede Nina al hendes succes, ville hun have ønsket, at det var hende, der havde haft evnerne til at blive en succesfuld blogger, så hun kunne leve af den beskæftigelse.

Ved et besøg hos Nina læste hun nogle af de mange tusinde beskeder til Nina. Rigtigt mange af dem var jo fra piger, der enten selv var i nød, havde været det, eller kendte nogle, der havde været udsat for traumatiserende oplevelser. Men der var også mange, der ville høre om forholdene i dalen. Og atter andre, der var fascinerede af pigernes farlige og dramatiske flugt…..Og det gav hende en ide.
Harry var forblevet en rigtig god ven af Nina, og da han hørte om Sugars ide, tilsluttede han sig helt til den, og hjalp hende med alt det praktiske.

Kun 2 måneder senere kunne Sugar bede om en pause fra sit job i cafeen, medens hun testede sit projekt.
Tom havde planlagt alt det praktiske, og Nina havde skaffet kontakten til de første interesserede, betalende gæster. Efter en fælles beslutning mellem Tom, Nina og Sugar, var det aftalt, at der kunne være 12 gæster på hvert hold, og at rundvisningen skulle vare 6 dage.

Sugar modtog sine første kunder på det sted, hvor grusvejen drejede ind i dalen. Hun viste dem den første gård, og det sted, hvor klippevæggene var så tæt klemt sammen, at der kun var den smalle vej, og floden, der styrtede ned i det dybe vandfald. Hun iagttog gæsterne gyse, da de forstod, hvor fuldstændigt håbløst et flugtforsøg var fra denne naturlige fæstning. Derefter var der en fremvisning af Jacks gård, som hun havde kunnet leje for et beskedent beløb. Gæsterne fik lov til at se slavindernes værelser, ligesom mange af de grusomme strafferedskaber lå fremme.
Der skulle overnattes i gården, og især slavindernes senge var der rift om at måtte låne.
Næste dag fortalte Sugar både historier om dagliglivet som slavinde hos Jack, om nogle af de mest grusomme Herrer, samt om dramatiske begivenheder.
Og holdet blev vist forbi den gård, der havde tilhørt Barney, før de til fods drog ind i den øde dal.
Alle gæsterne var vildt begejstrede, og deres betagelse ville ingen ende tage, da de nåede frem til den lille sø med vandfaldet længst oppe i dalen, hvor de skulle overnatte i telte. Igen underholdt Sugar med spændende historier, og svarede ærligt på de mange spørgsmål.

Næste dag drog holdet tilbage gennem dalen, og Sugar, der jo havde fortalt om den løse klippeblok og det gamle rygte om en skjult tunnel. Gæsterne fik selv lov til at søge, men kunne naturligvis ikke finde den. Til sidst fortalte Sugar, hvordan Nina havde fundet stedet, og pegede op mod det sted, hvor buskene dækkede indgangen til tunnelen.
På dette sted sluttede en professionel bjergfører sig til dem. Det var en utrolig flink og selskabelig ung mand, som Tom havde skaffet hende i forbindelse med. Han var charmerende, og havde et virkeligt godt tag på kunderne. Måske hjalp det også, at han var en ung, meget sportstrænet mand, lyshåret og så solbrændt at han virkede bronzefarvet. Kunderne elskede ham.

Under bjergførerens kyndige ledelse, blev gæsterne en efter en forsynet med sikkerhedsreb, og skulle derefter gennemføre den svære opstigning, som Nina havde foretaget.
Sugar smilede, da hun så, at alle gæsterne ville være styrtet ned, hvis de ikke havde sikkerhedsrebet. Måske var det først nu hun helt forstod, hvilken fantastisk præstation hun selv, men især Nina havde gennemført. Hun sendte sin helt specielle hjerteveninde en varm tanke.

Bjergføreren, der aldrig blev kaldt andet end Curly, førte holdet gennem tunellen, og ved hver spændende lokalitet fortalte Sugar levende og underholdende.
Ved det sted, hvor der skulle svømmes under vand, forsøgte enkelte at gøre det på
den måde, som Sugar selv havde klaret, men ingen klarede det, og de, der forsøgte, ville hjælpeløst være druknet, hvis ikke Curly havde været i vandet i svømmedykker udstyr, og havde sørget for deres sikkerhed.
De fleste af gæsterne bad dog om at få en iltflaske, før de vovede sig ned i vandet.
Også hulerne bag ved, og det ammoniak stinkende område i flagermusehulen interesserede gæsterne.
Sugar havde frygtet, at et gensyn med tunnelen ville være traumatisk for hende, men gæsternes positive interesse og seriøse opførsel, gjorde turen til en meget positiv oplevelse for hende selv.

Lykkeligt ude af tunnelen var der forberedt en lille fejring med champagne, før gæsterne, i gamle, skrumlende lastbiler som den “Moonshine” havde kørt pigerne i, blev transporteret tilbage til dalen og deres biler.
Efter at have sagt farvel til det første hold gæster, gav Sugar bjergføreren et stort kram. De vidste begge, hvilken succes rundvisningen havde været. Og at de begge ville have et vellønnet job i form af disse fremvisninger i meget lang tid.

Sugars forretning var jo baseret på Ninas blog og store kontakt med mennesker, der var fascineret af begivenhederne i dalen. De 2 piger havde et tæt samarbejde, og i forvejen havde de dramatiske oplevelser under deres flugt bundet dem næsten unaturligt tæt til hinanden. Efter noget tid tog de konsekvensen, og købte et flot, stort hus, hvor de flyttede ind sammen.

Maria havde langt sværere ved at få en tilværelse til at fungere som fri kvinde udenfor dalen. Da hun ikke havde familie, klamrede hun sig i starten til Nina, medens hun søgte et almindeligt job.
Stangen gennem hendes bryster havde hun naturligvis fjernet, sammen med halsbåndet. Men de unaturligt store bryster, den voldsomt opsvulmede fisse og hendes ekstreme sexlyst ændrede sig ikke. Medicinen de havde modtaget i dalen viste sig at have langtidsvirkning.

Også Nina kunne mærke, at hun havde en langt større sexlyst, end den hun havde før hun kom til dalen, men efter et stykke tid, syntes hun egentligt bare, at det var dejligt, og at hendes ny sex drive gjorde hendes liv bedre.
Det var meget værre med Maria, der jo havde modtaget medicinen gennem mange år. hun kunne næsten ikke styre sig, og var ude af stand til at afvise mænd, der tilbød hende sex, med det resultat, at hun rodede sig ud i nogle tåbelige forhold, hvor hun udelukkende blev udnyttet.

Men for hende var det endnu værre, at hun ikke kunne fungere uden en Herres ordrer. Hun var ved at gå i stykker, og i desperation opsøgte hun BDSM klubber, i håb om at finde en god Herre.
Men drevet til desperation, både af sit behov for dominans og af sin sexlyst, var hun et let bytte, hvilket de største svin i miljøet naturligvis kunne fornemme på kilometers afstand.
2 gange blev hun fanget i grusomme misbrug. Det første var en mand, der ville tvinge hende til at arbejde stenhårdt for sig, samtidigt med at hun skulle udnyttes af alle hans bekendte i en form for prostitution. Han krævede også, at Maria helt skulle droppe kontakten med vanilla verden, og med alle venner hun havde derude. Kun Marias desperate behov for kontakt med Nina gjorde, at hun trodsede ham nok til, at Nina og Harry kunne trække hende ud af mandens psykiske mishandling af hende.

Der gik ikke længe før hun igen var slavinde hos en ubehagelig Herre type. Denne gang var det en mand, der af natur var grusom sadist, og udsatte Maria for ting, der næsten var værre end det, Billie havde udsat Sugar for. Det fortsatte gennem lang tid, men omsider lykkedes det Nina at overbevise hende om, hvor dårligt også dette forhold var for hende.
Maria var nu helt nedbrudt. Hun KUNNE ikke fungere, uden at føle, at hun var underkastet i forhold til et Herskab, men omvendt kunne hun ikke mønstre den grad af selvrespekt, som det kræves af en submissiv, for i BDSM miljøet at forsvare sig mod miljøets mange rovdyr i form af egoistiske og psykopatiske mænd.
Men så fik hun en ide.
Med tilladelse fra Nina og Sugar flyttede hun ind i deres store hus. Medens de 2 begge var travlt optaget af deres arbejde, udførte Maria alt husarbejdet, nærmest som en husslave.
Hverken Nina eller Sugar havde den mindste lyst til at være Herskerinder for deres søde veninde, men langsomt fandt de 3 sammen i en fælles rytme, hvor Maria kunne føle sig tryk, og føle, at hun stadigt havde en rolle som det tjenende element. Og hvis dette kunne glæde Maria, og bedre få hendes liv til at hænge sammen, så var det helt i orden for de 2 unge piger.

På 10 års dagen for den politiaktion, der befriede alle slavepigerne fra dalen, mødtes de alle til en helt stor reunion.
Enkelte var desværre døde, nok mest fordi de, ligesom Maria, ganske enkelt ikke havde kunnet klare overgangen til at være frie, og de var så gået til grunde på tragisk vis.
Men alle overlevende piger var samlet i et stort selskabslokale i Timber Grove.
Nogle var det gået rigtigt godt for, men mange led stadigt af frygtelige følgevirkninger af de traumer de havde været igennem.
Alle snakkede med alle, og ud over deres nye tilværelse, var et af hovedemnerne hvordan det var gået for deres bortførere. Nogle af pigerne holdt kontakten med deres tidligere Herrer, og kunne oplyse, at selv om 6 mand sad på dødsgangen, var ingen blevet henrettet endnu. Og Ingen af de, der var blevet dømt i sagen, var endnu blevet benådet.
Billie sad stadigt i en lukket institution for kriminelle med alvorlige psykiske afvigelser, og havde ingen udsigt til nogensinde at komme ud.

Fie deltog i festen. Hun var blevet en vidunderlig smuk ung pige på 19 år, og præsenterede en høj, flot mand som sin kæreste. Det var næsten ikke til at genkende Jon, men den dybe kærlighed mellem de to, der havde været børn i dalen, var ikke ændret.
Hun havde holdt en tæt kontakt til Nina, Sugar og Maria, så de vidste alt om, hvor godt det var gået for hende og Jon. Sammen drev de med stor succes en tøjbutik i en større by, og stod lige foran at åbne den næste i noget, de håbede på kunne blive en succesfuld kæde.

Nina og Sugar var naturligvis festens midtpunkter, da det var dem, alle kunne takke for at være blevet frelst.
Og begge havde noget mere at fejre.

Sugar fremviste stolt den flotte, mandige bjergfører, Curly som sin ægtemand. De var blevet gift mindre end 3 måneder tidligere.

Og Nina, der nogle år tidligere havde afsluttet sin uddannelse som kriminalassistent, og som siden havde arbejdet på deltid hos politiet, og var blevet vildt glad for det arbejde, havde umiddelbart før denne reunion afsluttet sin PH D i geologi med topkarakterer.
Fremtiden lå lys foran hende, og hun kunne frit vælge, om hun ville arbejde som en succesfuld blogger, hvor hun efterhånden også var blevet et kendt og populært ansigt på tv, som kriminalassistent, eller som geolog.

Alle pigerne løftede deres glas. Den frygtelige tid i dalen var lagt helt bag dem, og de skyldige sad stadigt bag tremmer. Nu gjaldt det om at få det bedste ud af livet i frihed.

Og hermed afslutter vi vores beretning om Nina.

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (32har stemt 4.78 af 5)
Loading...

12 kommentarer

  1. Mette

    13. januar 2018 kl 23:29

    Wow !!! Læste bare lige for at pirre lidt, men blev total fanget! Har indimellem taget mig selv i at græde på de fiktive pigers vegne. En spændende historie med pirrende elementer.
    Tak for god læsning 😉

    1+

    • Kaptajn Bligh

      13. januar 2018 kl 23:43 - som svar på Mette

      Tak Mette
      Endnu en læser, der har fulgt serien.
      Det glæder mig så meget.
      Det lave antal stjerne markeringer til hvert afsnit (ca. 20) fik mig en overgang til at tro, at vi havde virkeligt få læsere, og at der ikke var basis for at udgive “bøger” herinde.
      Nu har jeg fået en anden opfattelse.

      Jeg overvejer MEGET at genoptage arbejdet med “Jeg vandt en slavinde”.
      Det bliver jo en historie på mindst samme længe, sandsynligvis 10 kapitler længere.

      Tak for din støtte, Mette

      2+

  2. Nina

    13. januar 2018 kl 14:54

    Jeg vil også gerne sige mange til at alle vores læsere.
    Håber i har nydt vores “lille” roman, og som Kaptajn Bligh siger, så har den været spændene at lave.
    Det har været en fornøjelse at høre folks meninger under nogle af afsnittene og mærke hvordan folk havde det med denne barske historie.
    Så håber skam også i er tilfreds med vores slutning.

    Hilsen den anden forfatter – Nina.

    3+

  3. MarLou

    13. januar 2018 kl 0:37

    Jeg har fulgt med hver fredag. I starten fordi jeg ville se hvad det var kaptajnen havde hypet i så lang tid

    Jeg er absolut ikke til hans univers, men hans skrivetalent fejler bestemt ikke noget. I samarbejdet med Nina kommer der flere “bløde” detaljer med i historien.

    For mig er historien overhoved ikke fræk og sexet …. forstår ikke man kan hive sig i dilleren til tortur og ødelæggelse af mennesker, men hver sin smag 😊
    Men det er en gribende og flot fortælling, som virkelig fortjener de 5 stjerner jeg har givet den. Og i giver den en flot og værdig afslutning.

    /MarLou 💋

    3+

    • Kaptajn Bligh

      13. januar 2018 kl 1:38 - som svar på MarLou

      Tak Marlou

      Jeg har jo fulgt dig, lige siden du kom ind på denne side. og jeg har stor sympati for dig.
      Jeg håber, at du også har læst nogle af de noveller, jeg har skrevet, der IKKE kører på enten stenhård BDSM eller vold og ødelæggelse.
      OG jeg håber endnu mere, at du fornemmer, at jeg IKKE i virkelighedens verden accepterer de typer, der under dække af at kalde det BDSM, optræder som voldsmænd og ødelægger hjælpeløse piger.

      4+

  4. Heidi

    12. januar 2018 kl 21:57

    Mange tak, har nydt hvert et afsnit. Fredagene bliver lidt mindre spændende nu. Dog tænker jeg, at det ikke er det sidste vi har læst fra jeres hånd. I taknemmelighed for jeres skriverier, Menia (incoming)

    2+

    • Kaptajn Bligh

      13. januar 2018 kl 0:56 - som svar på Heidi

      Tak for den søde besked, Heidi/Incoming.
      Er du den Heidi jeg mødte i et sommerhus heroppe hvor jeg bor?

      Jeg ved ikke, om der kommer mere, der er skrevet af Nina og mig sammen. Men det tror jeg nu nok.
      Derimod LOVER jeg, at der stadig vil komme noget af mig jævnligt.
      Måske skal jeg sørge for, at alt jeg lægger ind, udgives på fredage, så i ved, hvornår i skal kigge?
      Men det bliver ikke med et kapitel om ugen.
      Nu vil jeg bruge mere tid på selv at dyrke BDSM.
      OG jeg vil hellere lave færre, men bedre noveller.
      Dog er listen over påbegyndte projekter så uhyggelig lang.

      Men tak for at du læste hele vores lange roman.

      2+

      • Heidi

        13. januar 2018 kl 8:39 - som svar på Kaptajn Bligh

        Det ville være smart om de lå der hver fredag, men ellers finder jeg dem helt sikkert alligevel☺️ Ja, du var vores første møde i sommerhuset. Håber alt vel ved dig, og tak for den tid du gav os. Knus Menia

        2+

        • Kaptajn Bligh

          13. januar 2018 kl 11:31 - som svar på Heidi

          Rigtigt dejligt at høre fra dig/jer igen Heidi.

          Min tid var du velkommen til, og det vil du altid være. Jeg har meget høje tanker om dig/jer.

          Det går rigtigt godt for mig. Hvis du læser “Det store gensyn” kan du jo få et indtryk af, hvad jeg har lavet, både før og efter jeg mødte jer.
          Hils din Roer, hvis i stadigt er sammen, hvilket jeg håber. Han virkede utroligt behagelig.

          Navnet Menia, er det et slavenavn, Han har givet dig?

          Men dejligt at høre fra dem, der har læst hele serien. Tak fordi du gad skrive her, og jeg håber, det vil få mange andre til at gøre det samme

          2+

  5. Raven

    12. januar 2018 kl 16:14

    hej Nina og Kaptajn Bligh.

    først vil jeg sige tak for en rigtig god novelle samling som jeg har fuldt tæt

    og syns at afslutning var rigtig gode og en rigtig fin måde at runde den af på

    Med venlig hilsen en fast læser Raven

    1+

    • Kaptajn Bligh

      13. januar 2018 kl 11:58 - som svar på Raven

      Tak Raven.
      Jeg er så glad for, at der åbenbart har været ret mange læsere herinde, der har sat pris på en historie, hvor handlingen og personerne vægtes højt, således at det ikke kun er sex scenerne der tæller.
      Tak for din udholdenhed som læser af vores rollespil/roman.

      2+

  6. Kaptajn Bligh

    12. januar 2018 kl 15:40

    Tak til de trofaste læsere, der har holdt ud hele vejen.
    Rollespillet mellem Nina og jeg endte jo som en hel roman.
    Jeg håber at nogle har haft lige så stor fornøjelse ved at læse det, som Nina og jeg har haft ved at skrive historien.

    4+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight