”Du kommer til at gå i seng med mig, hvad enten du vil det eller ej, Bambolina ..

Forfatter: Naevia

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Til læserne.
Nu er det længe ventende kapitel endelig kommet, og jeg håber, at I vil kunne lide det. Jeg har arbejdet hårdt på det, og koncentrationen har været lidt svært, når min samme kat igen hopper op på mit skrivebord og forstyrrer mig… tosse kat, og træder på min computer. Eller hvis min kats søster lige pludselig springer op ad min kontorstols lænd og sætter sine skarpe kløer i ryggen på mig, det kan også ødelægge koncentrationen.

Jeg håber, at I vil kommentere på det og fortælle mig, hvad I synes.
En ting mere, som jeg har skrevet i nogle kommentarer, så er der en forræder med i romanen, som vil blive afsløret senere. Men jeg vil gerne afholde en lille gættekonkurrence, skriv hvem I tror, at forræderen er, så vi alle får lidt sjovt ud af det. Og med hensyn til nogle af de andre karakterer udover Dawn og Joe, så hvad synes I egentligt om dem.

Hilsen Naevia.

Kapitel 4.

Der var gået flere dage og Dawn kunne mærke, at hendes krop langsomt helede, og hendes skulder gjorde næsten ikke ondt længere. Hun sad alene ved det lange bord, og spiste middagen i dyb stilhed. ”Joe har ikke talt til mig siden den nat, hvor han endnu engang forsøgte at tvinge sig selv på mig. Han har dog kun kommet ind for at skifte min forbinding”, tænkte hun for sig selv, mens hun spiste videre. ”Han har ikke sagt et eneste ord, hellere ikke haft øjenkontakt med mig. Bare hårde hænder, som skiftede min forbinding, så derefter stilhed.”

Gabriel trådte indenfor i spisestuen, og satte sig ned overfor hende. ”Gabriel, ved du hvorfor, at Joe har undgået mig? Har han sagt noget til dig om det?” spurgte Dawn og så ham dybt i øjnene, mens hun stak gaflen ned i et stykke kød. ”Har jeg endelig såret djævelens ego? Jeg troede ikke, at smålighed var hans stil?”
”Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at han undgik dig, Dawn”, svarede Gabriel med rolig stemme, selvom hans kæbe strammede sig. ”Han taler ikke med mig om personlige ting. Men han har faktisk været anderledes de sidste par dage, hvilket er meget usædvanligt at opleve ham sådan. Det virker som om, at han prøver at bløde det ud, som der kom ind under huden på ham.”

”Hvad betyder det?” spurgte Dawn.
”Ingenting, bare mere at han er blevet mere brutal end normalt. Hvad end der er sket, så har det tydeligvis gjort ham rasende”, svarede Gabriel med rolig stemme. ”Jeg troede bare, han stadigvæk var meget sur over, at du blev såret.”

Dawn tænkte tilbage på den nat, hvor hendes afvisning måske var det, der var kommet ind under Joes hud og havde gjort ham rasende. ”Men hvad forventede han dog ellers, at jeg ville overgive mig så let til ham? Jeg er jo hans fange i et smukt bur, som jeg vil gøre alt for at komme ud af”, tænkte hun rasende for sig selv, mens hendes sind hvilede omkring Luciano, ulykken og raseriet i Joes stemme, da han havde fortalt hende, at hun aldrig skulle komme til skade. ”Måske vil Joe virkelig gerne beskytte mig? Men det hele er bare så forvirrende for mig, for hvem er egentlig den værste af de to? Joe eller Luciano?”

Døren blev pludselig åbnet og Michael trådte indenfor, han var fuldstændig gul og blå i ansigtet, mens han haltede lidt på det ene ben, og hans kæbe var tydeligvis mærket af et mindre brud som langsomt var ved at blive helet. Hans blik var lige så skarpt som det plejede at være, men Dawn kunne ikke undgå at bemærke, at bag hans iskolde facade så han faktisk lidt ødelagt ud. ”Michael, er du okay? Du fortjente ikke den omgang tæsk, som Joe gav dig?” spurgte hun bekymret.

”Ja, jeg er okay. Smerte er jo en stor del af jobbet her”, svarede Michael iskoldt og ignorerede tydeligvis hendes bekymring for sig. ”Men der er bare det, at nogle af os som ikke får lov til at gå væk bagefter og stadigvæk blive behandlet som en dronning, når de selv var dumme nok til at blive kidnappet.”
”Hey du, jeg bad dig jo ikke om at smadre bilen for at få mig tilbage, gjorde jeg vel!” råbte Dawn rasende over den måde, som Michael talte til hende på.

”Jeg gjorde jo bare, hvad Joe bad mig om at gøre. Jeg fik dig tilbage til ham, men det var stadigvæk ikke godt nok, og hvad får jeg som tak, en omgang tæsk”, svarede Michael rasende tilbage, og så på hende, som om det hele hendes skyld, at han havde fået brækket nogle af ribben og at hans kindben var blevet flækket, og at han blev straffet.

Dawn snævrede øjnene rasende sammen, mens hun lod skeen komme halvvejs til munden. Michael rullede med øjnene, og han var tydeligvis irriteret over at han ikke fik endnu en reaktion fra hende. Han smed en sort lædermappe på spisebordet foran Gabriel, inden han sendte hende et sidste rasende blik, før han vendte sig om og haltede ud af spisestuen. ”Bare rolig, Dawn. Hans ego er mere såret end de tæsk, han fik”, sagde Gabriel med et beroligende smil. ”Men nu skal vi videre i dagens program, da vi har den sidste forretning tilbage at gennemgå.”

”Hvad nu?” spurgte Dawn træt.
”Joe sagde, nu hvor dine sår er helet nok, så er det tid til at du skal arbejde i Tate Kasino hele dagen og aftenen med”, svarede Gabriel smilende.
”Åh sagde han virkelig det”, sagde Dawn irriteret.
”Ja, det gjorde han, Dawn. Han er nok ikke uddannet læge, men han har haft mange skader igennem hele sit liv, at han ved, hvornår man er helet nok til at kunne arbejde igen”, svarede Gabriel smilende.
”Helt sikkert”, sagde Dawn irriteret. ”Han ville jo lege min læge, fordi han ikke ønsker, at andre skal røre mig.”
”Det kan jeg ikke udtale mig om, Dawn”, svarede Gabriel smilende og tog lædermappen op i sine hænder, og rejste sig op fra spisebordet. ”Du må hellere gøre dig klar, der ligger nogle nye kjoler til dig inde i skabet.”

Dawn så til, mens Gabriel forlod spisestuen uden at sige et ord mere, og efterlod hende alene. Hun spiste morgenmaden færdigt, hvorefter hun rejste sig op fra stolen og forlod spisestuen. Hun kom snart ind i sit soveværelse og lukkede døren bag sig, og hendes blik ramte straks skabet. ”Gabriel sagde, at de nye kjoler ligger i skabet. Det er vist nu, det hele virkelig gælder”, tænkte hun for sig selv, mens hun smed tøjet som hun havde på lige nu, så hun stod kun i undertøj.

Dawn åbnede skabet i samme øjeblik, da døren bag hende gik op, hvilket fik hende til at for forskrækket sammen. Joe trådte stille og uigennemskueligt indenfor i soveværelset, mens hans blik var låst fast på hende. ”Wow, du har stadigvæk ikke lært at banke på, hvad?” spurgte hun iskoldt, men han svarede ikke, mens han krydsede rummet, indtil han stod lige foran hende. ”Joe?”

Joe lod sit blik glide ned på hendes skulder, og lod sin ene hånd strejfe hendes hud, og hans fingre rørte ved det svage lyserøde ar. ”Gøre det stadigvæk ondt?” spurgte han bekymret.

”Åh, taler du endelig til mig igen?” spurgte Dawn iskoldt, men han rykkede ikke en mine ved hendes ord. Hans øjne kiggede blot på hendes ar, mens hans fingre fulgte arret langsomt og ærbødigt, indtil han pressede et blidt kys mod det, hvilket fik hende til at rødme. ”Øh, det heler fint, du behøver altså ikke blive ved med at tjekke det.”

”Godt at høre, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme og lod sine hænder glide ned til hendes talje, og omfavnede hende. Han begravede sit ansigt mod hendes hud, uden at sige noget, men stilheden føltes nærmest som en undskyldning. Dawn lod sine fingre glide ned gennem hans ryg, hvilket fik hans åndedrag til at hakke mod hendes hud, og han lod sine læber kysse arret igen. Efter et øjeblik fjernede han sig fra deres omfavnelse og han så hende dybt i øjnene, men han lod sin glide langsomt og ømt ned ad hendes kind. ”Jeg skal nok beskytte dig bedre næste gang, Bambolina. Selv hvis det skulle komme til at betyde, jeg må brænde hele verdenen ned.”

Dawn rødmede ved hans ord, mens hun så ham vende sig mod skabet, hvor han trak en smukt rød kjole ud. ”Er det den kjole, som du gerne vil have, jeg skal tage på?” spurgte hun smilende.

”Den vil vise gæsterne den ild, som der brænder i dig så smuk, Bambolina”, svarede Joe og skjulte hurtigt sin egen rødmen.
”Han får mig til at føle mig stærk og svag på samme tid. Som om jeg kunne herske over verden… Eller også ville jeg falde på knæ for ham”, tænkte Dawn for sig selv og kiggede på den røde kjole.
Joe hjalp hende i kjolen og lod stoffet glide op over hendes lår, hvorefter han glattede det pænt over hendes talje. Dawn kiggede derefter på sig selv i spejlet og betragtede sig selv i den smukke røde kjole, mens hun mærkede, at han kyssede hendes ene skulder uden arret, og hans læber føltes varmt mod hendes hud. Han lod sin ene hånd klemme fat om hendes ene hofte med et besiddende greb, mens han lod sin anden hånd hvile på hendes talje. ”Du er så skabt til at blive set af andre mennesker… Men kun jeg får lov at røre ved dig, Bambolina”, hviskede han smilende og kyssede hendes skulder igen.
Den røde kjole omfavnede hver af hendes kurve perfekt, og den var betagende at have på. Dawn kiggede ovre på de andre smukke kjoler i skabet, men hun kunne ikke lade være med at nyde, hvordan den røde kjole fremhævede hendes krop. ”Jeg vil hellere have den her kjole på i stedet for. Jeg vil ikke miste mig selv i denne smukke røde kjole som du har valgt til mig, bare fordi du have mig til at få jobbet gjort”, svarede hun smilende og valgte en anden kjole, som var orange.

”Du kommer til at bære den orange kjole som et våben imod mig, Bambolina”, svarede Joe smilende, selvom han ikke kunne lade være med at skjule sin skuffelse over, at hun endnu engang ikke ville være noget som han havde valgt. Han ville bare så meget ønske, at hun en dag ville bære noget, som han havde valgt for hende.
”Pas du endelig bare på hvad du siger, Tate. Det ender nok med at jeg kommer til at bruge den orange kjole på dig som et våben, det ville være fristende at gøre”, svarede Dawn kæk.

Joe smilede blot og greb fat om hendes talje, og smadrede sin mund mod hendes. Det var stadigvæk ikke blide kys som han gav hende, det var hårdt og mærkbart, og hendes krop hungrerede mere efter det end hendes hoved og sind tillod det. Kysset varede, indtil han endelig slap hende og lod sine hænder glide om hendes talje, mens han indåndede hendes duft. Han rykkede sig blidt tilbage, og lod sin hånd flettes ind i hendes, og lod deres fingre flettes dem sammen. ”Kom, lad os bruge den fare, du har indeni dig lige nu, Bambolina”, sagde han smilende og han fører hende ud ad døren og ud i nattelivet til den ventende limousine.

*

Tate Kasino var virkelig ren overdådighed, der var unge og ældre mænd iklædt skræddersyede jakkesæt. Og der var unge og ældre kvinder svøbt i lige så dyre kjoler. Dawn fulgte efter Gabriel, mens han leder hende gennem lokalet, hvor sikkerheden pulserede som et hjerteslag og sørgede for, at der var orden over det hele. ”Den her sektion alene indbringer syv cifre om ugen”, sagde han smilende.
”Hvad? Fra spilleautomater?” spurgte Dawn overrasket.
”Ja. Nogle af dem tager 500 til 5.000 pr. spin”, svarede Gabriel. ”En high-rolle kan nemt tabe 100.000, 500.000 på en binge-session. Mere på de arrangerede kamp-aftener.”
”Kamp-aften?” spurgte Dawn.

”Ja, vi har en privat ring inde ved siden af. Der er højere indsatser, som kun er adgang for VIPs”, svarede Gabriel smilende.
Dawn kiggede sig over skulderen og så, at Joe stod afslappet henne ved baren, uden at han havde rørt sin drinks. Det var tydeligt, at han holdt øje med hende, som han plejede. ”Holder han øje med os, fordi han måske ikke stoler på dig, Gabriel?” spurgte hun.
Gabriel grinede blot varmt af hendes spørgsmål. ”Han stoler skam på mig, Dawn”, svarede han smilende. ”Men han stoler ikke på nogen anden mand, når du er involveret.”
”Du kender alle hans forretninger, smykkebutikken, natklubben. Og nu også det her sted”, sagde Dawn smilende og ville benytte lejligheden til at stille Gabriel nogle ekstra spørgsmål.
”Jeg har arbejdet for Joe i mange år, Dawn”, svarede Gabriel smilende.

”Så du er ikke bare kun Joes babysitter?” spurgte Dawn smilende.
”Jeg gør bare, hvad Joe har brug for mig til at gøre. Jeg tager mig af hans legitime interesser, som er en af de ting som han stoler allermest på mig at få gjort”, svarede Gabriel smilende.
”Og du er vel ikke sur over, at jeg er her for at få de lovlige forretninger til at tjene endnu flere penge ind?” spurgte Dawn smilende og bemærkede, at Gabriel kiggede pludselig meget usikkert ovre på Joe, og så tilbage på hende. ”Tror du hellere ikke, jeg kan klare hans udfordring eller hvad?” spurgte hun smilende.
”Noget siger mig allerede, at du kommer til at klarer alt det, som du sætter dig for”, svarede Gabriel smilende.

”Det lyder som om, at min frihed er lige inden for rækkevidde”, sagde Dawn smilende og lod Gabriel fører hende ovre mod et af de mange spilleborde. Hun bemærkede, at Joes blik fulgte hvert eneste af hendes skridt, og nærmest brændte huller i hendes hud med hans blik. ”Gud, seriøst, slukker han aldrig nogensinde?” spurgte hun irriteret.

”Nej det gør han aldrig. Ikke i alt den tid, jeg har kendt ham og hellere ikke siden jeg lærte ham at kende for første gang, Dawn”, svarede Gabriel smilende.

”Og hvor længe er det egentligt, at du har kendt ham?” spurgte Dawn.
”Siden vi var børn, Dawn. Vi voksede op på den samme gade, og vi oplevede det samme kaos hver eneste dag med de samme ulve, som hans far og farfar”, svarede Gabriel smilende.
”Og du fulgte ham ind i alt det her, da han overtog det?” spurgte Dawn.
”Man følger ikke bare efter Joe, man ender sammen med ham. Han trækker ikke folk ind, han har evnen til at opsluge de folk, der følger ham”, svarede Gabriel.
”Ha, den følelse kender jeg alt godt, han forsøger sig hele tiden på mig, men det vil ikke komme til at lykkes for ham”, sagde Dawn smilende. ”Men du taler om ham, næsten som om han er en bror for dig.”

”Ja, det gør jeg, fordi jeg tror, vi var som brødre som børn”, svarede Gabriel smilende. ”Indtil han stoppede med at være dreng og blev den mand, som han er nu.”
”Og hvad mener du lige med det?” spurgte Dawn forvirret.
”Han er en mand, som der ikke ved, hvordan han skal stoppe med at bløde. Og jeg tror hellere ikke, at han aldrig nogensinde har lært at bede andre mennesker om hjælp”, svarede Gabriel.
De kunne høre lyde af roulettehjulene klaprede i nærheden af dem, mens de gik rundt og snakkede sammen. Dawn så pokerchips blive fordelt og derefter skifte hænder, og hun så også, hvordan gæsterne hele tiden kiggede ovre mod Joe, som om han var selv skæbnens dealer. ”Du sagde tidligere, at Michael var lejemorder. Hvad er hans historie?” spurgte hun smilende og ville vide noget mere om den mand, som lige siden deres første møde havde opført sig iskoldt overfor hende.

Gabriels ansigt ændrede sig pludselig. ”Michael Ricci er hans fulde navn? Han blev født ind i det, så derfor var hans skæbne at blive lejemorder. Jeg ved, at hans far selv arbejdede som lejemorder for en siciliansk familie, inden de ankom til Danmark”, svarede han med rolig stemme, selvom han så lidt meget utilpas ud. ”Michael var allerede godt med inde i spillet, før han selv ramte puberteten.”
”Det lyder charmende, ligesom hans personlighed også gøre”, svarede Dawn smilende.
”Han var tolv år gammel, allerede da han dræbte sit første menneske”, sagde Gabriel.
”Jesus, tolv år gammel og så dræbe et menneske for første gang, er det seriøst?” spurgte Dawn forbavset.

”Når du er født ind i den her verden især på Sicilien, så er det at spilde hvert eneste blod det eneste, som du lærer”, svarede Gabriel. ”Michael blev bare efterfølgende iskold, og det gjorde han for at beskytte sig selv.”

”Er det derfor, han kigger på mig, som om han hader mig af en eller anden årsag?” spurgte Dawn.
”Han stoler ikke på nogen, især ikke på dig lige til at starte med? Du er et wildcard for de fleste af mændene. Og jeg kender Joe nok til, at han aldrig spiller et spil uden at have en plan klar”, svarede Gabriel smilende.
”Og hvad med dig, Gabriel? Stoler du egentlig på mig?” spurgte Dawn smilende.
Gabriel stoppede pludselig op og drejede hovedet ovre mod hende, som om han var blevet overrasket over hendes spørgsmål. ”Jeg ved ikke rigtigt, om du er giften eller modgiften, Dawn. Tiden vil komme til at vise det”, svarede han smilende.

Dawn og Gabriel nåede frem til endnu et high-roller bord, hvor hun gav sig til at overvåge spillet, og hun lod sit blik scanne pokerchipsene, dealeren, og gæsternes ansigter. Gabriel stod lidt bag hende, og hans krop var anspændt, mens han ligesom hende overvågede spillene. ”Du ser ud som om, du hører til her, Bambolina”, sagde Joes stemme pludselig.
Dawn drejede hovedet til siden og så, at Joe stod afslappet ved hendes side, som om han netop lige var trådt ud af skyggerne, hvor han indtil videre havde gemt sig og observerede hende. ”Teleportere du? Eller har du bare perfektioneret kunsten til at lave dramatiske entreer?” spurgte hun med sit kække smil.
”Det vil du gerne vide, ikke sandt, Bambolina?” spurgte Joe smilende.

”Jeg tager lige en runde på gulvet, mens I står og snakker lidt sammen. Råb endelig, hvis I får brug for min hjælp”, sagde Gabriel smilende, hvorefter han forsvandt ind i mængden uden et ord mere.
Joe lod sit blik hvile sig på Dawn, og betragtede hende. ”Nå, Bambolina? Hvordan føles det at være her i Tate Kasino?” spurgte han smilende.

”Det føles som om, at jeg nok kommer til at klare udfordringen”, svarede Dawn smilende og vidste, at det var det svar, som han ikke havde håbet på at høre. Pludselig fangede noget hendes blik ved et af bordene, da hun så en ung mand i et brunt skræddersyet jakkesæt sidde alt for roligt, og hun bemærkede at han hellere ikke udviste nogen reaktion på gevinster eller tab, og gæstens øjne stod aldrig stille.
”Hvad har fanget din opmærksomhed?” spurgte Joe og bemærkede hendes blik.
”Ham den unge gæst derover, der er noget galt”, svarede Dawn.
”Hvordan præcis?” spurgte Joe.

”Han banker kanten af hvert kort, inden han vender det mod dealeren, og så kigger han ovre på nogle folk bagved dealeren”, svarede Dawn.
”Tror du, at han snyder mit kasino?” spurgte Joe og mærkede sin kæbe strammede sig voldsomt af begyndende raseri, mens hans blik blev lige så skarpt som en kniv. Han begyndte at gå frem mod bordet, hvor den unge gæst sad og muligvis var i gang med at snyde huset. Dawn rakte straks sin ene arm ud og stoppede ham, da han skulle til at tage det næste skridt. ”Hvorfor stopper du mig? Tror du, at jeg vil lade den lille skiderik slippe afsted med sådan noget pis?” spurgte han rasende.

”Det er mig, der har styringen over dit kasino nu, ikke sandt?” spurgte Dawn irriteret og holdt ham tilbage. ”Desuden ved jeg, at du bare ville lave en scene fulgt af blod, som jeg skal bruge tid på at rydde op bagefter.”
Joe stirrede rasende på den unge gæst ved bordet, han knyttede sine knytnæver hårdt sammen, men han valgte dog alligevel at holde sig tilbage. ”Tror du virkelig, at du kan håndtere sådan en person med så høje indsatser, Bambolina?” spurgte han rasende.
”Det er jo derfor, at jeg er her, ikke sandt?” spurgte Dawn irriteret.
”Fint, så vis mig, hvad du kan, for at stoppe mig i at flå hans fucking hals over”, svarede Joe rasende og brød sig ikke om, at han blev holdt tilbage, når han havde den største lyst til at tage fat i den unge gæst.
Dawn rullede med øjnene over Joe og gik frem, mens Joe blev lige bagved hende og betragtede hende. ”Det ser nok ud til, at jeg også skal redde et liv i aften”, tænkte hun for sig selv og rettede ryggen rank, da hun nåede frem til spillebordet, hvor den unge gæst stadigvæk sad og spille.
Den unge mand så knap nok op, da Dawn nærmede sig spillebordet. ”God aften, hr. Jeg håber, at du nyder tiden ved spillebordet”, sagde hun smilende.
”Jeg er fokuseret på spillet. Er der et problem?” spurgte den unge gæst forvirret.
”Det kommer an på, om du ville fortælle mig, hvordan du altid ved, når bankøren vinder spillet?” spurgte Dawn smilende.
”Undskyld? Er der nu et problem med at vinde eller hvad?” spurgte den unge gæst og lød sur.
”Sagen er bare, at når de fleste gæster blinker. Det gør du ikke. De fleste gæster sveder. Det gør du heller ikke”, sagde Dawn smilende. ”De fleste gæster vinder ikke så konsekvent med mindre, at de allerede ved udfaldet.”

Den unge gæst rejste sig pludseligt, hvilket fik hans stol til at skrabe sig mod gulvet. ”Hvem fanden tror du egentligt, at du er? Du har ingen beviser imod mig, så skrid”, sagde han rasende.
Joe begyndte at bevæge sig hen imod dem, og han lignede et rovdyr på jagt. Dawn mærkede straks, at luften ville blive farlig, så hun løftede hånden uden at vende sig. ”Joe skal kunne stole på, at jeg kan klare det her. Hvis jeg skal tjene alle de 20 millioner kroner ind igen, så må jeg beskytte hans imperium, indefra”, tænkte Dawn videre for sig selv og mødte roligt den unge gæsts blik, mens hun kiggede kort ovre på Joe og så, at hans blik brændte voldsomt af raseri. Gabriel var også begyndt at nærme sig, og stod snart ved Joes side, hvor de begge så til, hvordan det hele ville udvikle sig. ”Jeg har styr på det.”
”Frøken, du famler vist”, svarede den unge gæst rasende.
”Gøre jeg mon også det? Så lad os se på det, skal vi gøre? Lad os spørge dealeren om de skåret kort” svarede Dawn smilende og vendte sig mod dealeren, men i det samme stivnede den unge gæst pludselig, mens en anden gæst ved det samme spillebord begyndte at svede, hvorefter han rejste sig og forsøgte at gå væk. Men hun stoppede ham, og smilede venligt til ham. ”Åh, prøver du at smutte? Jeg gætter på, at du var spotteren og den, der skar kortene, ikke sandt?” spurgte hun smilende.
”Øh, jeg…”, begyndte den anden gæst og så bange ud.
”Det tænkte jeg nok, så du bliver her”, sagde Dawn med fast stemme denne gang, og løftede hånden igen, straks kom der vagter og stoppede den anden gæst fra at gå.
”Det her er latterligt”, sagde den unge gæst, som Dawn havde konfronteret først.
”Tja, hvis dit held forsvinder nu, så ved vi, at det aldrig var held”, svarede Dawn med rolig stemme. ”Eller måske kan jeg få nogen til at tjekke overvågningen?”
”Jeg… Fint, jeg tjekker ud”, svarede den unge gæst i nederlag, da han indså, at han var blevet afsløret.
”Det er ikke nødvendigt. Huset tager dine gevinster tilbage. Dem alle sammen”, sagde Dawn med iskoldt stemme denne gang.
Gabriel nærmede sig med flere vagter, som der var kommet til. Den unge gæst ansigt blev pludselig meget blegt, mens en ansat samlede pokerchipsene op fra spillebordet og smed dem ned i en låst boks. ”Det her er bullshit!” udbrød den unge gæst rasende.
”Jeg havde intet med det her at gøre!” udbrød den anden gæst og så endnu mere bange ud.
”Mand, det her var da din ide!!!” udbrød den unge gæst rasende over sin vens forræderi.
”Hvad skal vi gøre med dem, Dawn?” spurgte Gabriel med rolig stemme og var klar til den mindste ting, som hun ville beordre ham og vagterne til at gøre med de to snydere.

Dawn kiggede ovre på Joe, hvis øjne brændte af raseri, men han nikkede blot og lod hende bestemme, hvad der skulle ske nu med de to snydere. ”Jeg tror, at de skal lære det her på den hårde måde, så de aldrig nogensinde kommer til at gøre lignende igen i Tate Kasino. Der skal ikke være nogen nåde overfor dem. De skal tages med ud bagved og giv dem en ordentligt omgang bank, så det kan mærkes på dem i flere dage bagefter”, svarede hun med iskold stemme.
Gabriel lænede sig ind til den unge gæsts øre. ”Det her vil være den blide version. Tro mig, at du ikke vil have ønsket, at du havde haft ejeren i hælene på dig”, sagde han i en truende tone.
”Næste gang du snyder under mit opsyn, så kommer du til at gå herfra i stumper og stykker. Er det forstået?” spurgte Dawn med iskold stemme.

Vagterne begyndte at slæbe de to mænd væk, mens den anden gæst, som var blevet døbt Spotteren begyndte at trygle om nåde. Den unge gæst som var blevet døbt Snyderen begyndte at bande voldsomt. De vidste begge to, at nok ingen af dem ville kunne komme til at gå lige i morgen. Joe nærmede sig afslappet og et ansigtsudtryk, som lignede stolthed, og stillede sig ved siden af Dawn. ”Jeg troede ikke, at du ville klare det så elegant, som du lige gjorde der, Bambolina”, sagde han smilende og så tydeligvis imponeret ud.
”Så må du hellere stoppe med at tvivle på mig, din idiot. Jeg kan styre det her sted, og tjene alle de 20 millioner kroner ind igen”, svarede Dawn med sit kække smil.
”Det lader til, du faktisk kan bide endnu hårdere end dengang, du bed mig i underlæben”, sagde Joe smilende og hvilede sit blik på hende uden at blinke, og det gjorde hende lidt uroligt, da hans blik ikke virkede truende. Han så for en gangs skyld meget usikkert ud, hvilket gjorde hende endnu mere uroligt, hvad han måske ville planlægge nu.

”Hvad er det blik for?” spurgte Dawn.
”Du viste bare ikke nåde overfor de to mænd, det havde jeg ikke lige regnet med”, svarede Joe smilende.
”Jeg spiller bare dit spil, bare endnu bedre med hjerne og ikke næverne, så måske er jeg farligere end du troede”, svarede Dawn med sit kække smil, hvorefter hendes ansigt blev iskoldt igen. ”Men de to mænd fortjente det uden tvivl, er der noget jeg ikke kan fordrage ud over at blive set som en mands ejendom, så er det snydere.”
”Jeg havde ikke forventet blod fra dig i aften. Jeg undervurderede dig virkelig, Bambolina. Det var meget imponerende at være tilskuer til”, sagde Joe smilende.

Da det hele igen var faldet til ro, summede Tate Kasino som om intet var sket, men Dawn mærkede det hele. Hun mærkede skiftet fra gæsterne og de ansatte, hvordan hun fik respekten, og hvordan hun blev anset som faren, hvis man krydsede hende nu. Joe gik ved siden af hende med et stolt smil, da det var tydeligt at se på ham, at han nød hvordan man viste hans kvinde respekt nu. Som natten langsomt skred fremad, arbejdede hun Tate Kasino som om det allerede var hendes. Hun lænede sig ind over en ældre mandlige high-rollers skulder i et hvidt dyrt skræddersyet jakkesæt, som hun havde fået præsenteres som en af de faste, rige stamkunder. ”Du er virkelig heldig i aften med deres spil, hr. Rosensteen. Tillykke med endnu en sejr”, sagde hun smilende.

”Heldet er bare endnu engang huset, der behandler mig godt, som giver mig alt mit held. Dit team kører en skarp operation, frøken Taylor”, sagde den ældre high-roller smilende.
”Vi er glade for, at du synes det, hr. Rosensteen. Tillad mig sende flere drinks over til dem”, svarede Dawn smilende og løftede to fingre. Straks kom en kvindelige tjener i nærheden, da hun hurtigt opfattede fingresignalet, og tog imod bestillingen, hvorefter hun hurtigt forsvandt igen, og vendte snart tilbage til bordet med de nye friske drinks. Den ældre high-roller grinede, hvorefter han hævede sin indsats, og resten af bordet fulgte trop.

På den anden side af lokalet stod Joe afslappet og så til, hvilket Dawn hurtigt bemærkede ”Jeg kan klare det her. Der er ingen bur. Ingen frygt. Ingen gæld jeg ikke kan vende til magt”, tænkte hun smilende for sig selv og hørte, hvordan jetonerne klaprede højere og højere, og hvordan luften omkring hende begyndte at blive tung af risiko. Og i et hus som var blevet bygget til mafiamænd som Joe Tate, så begyndte hun selv at føle, at hun lignede en ægte skæbnedealer.

*

Nogle timer gik Dawn ind på kontoret og fandt Joe, der hurtigt afsluttede en samtale med Gabriel, da de så hende. ”Jeg skal nok sørge for det, at det kommer til at ske, Boss”, sagde han til Joe, mens han nikkede samtidigt til hende, og sendte hende et respektfuldt blik, og forlod kontoret for at fuldføre den nye opgave, som han var blevet sat til.
”Hvad handlede det der lige om?” spurgte Dawn og følte sig pludselig mistænksomt, mens hun stod i døråbningen ind til kontoret, som hun delte sammen med Joe indtil videre.
”Det var bare en samtale om forretning, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme.
”Kasino-forretning? Så burde jeg have været med i den samtale”, sagde Dawn mistænksomt.

”Det har ikke noget med Tate Kasino at gøre, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme og bemærkede, at hun så endnu mere mistænksomt ud, men valgte ikke at sige noget. Han gik hen til sofaen og satte sig afslappet ned, og spredte sine ben, mens han kiggede ovre på hende som et bytte som han stadigvæk gerne ville nedlægge. ”Kom dog indenfor i stedet for at stå der, Bambolina.”
”Tak”, svarede Dawn stadigvæk mistænksomt overfor den hemmelige samtale, som han og Gabriel havde haft, og lukkede døren roligt i efter sig.

Joe sad afslappet i sofaen, og fulgte hvert eneste skridt af hendes bevægelser med et tændt smil. ”Ved du forresten godt, at bare det med at se dig derude i kasinoets lokaler, og bare være så selvsikker og uden undskyldninger eller nåde, det gjorde virkelig noget ved mig, Bambolina”, sagde han smilende og betragtede enhver af hendes bevægelser.

”Ha, hvem skulle tro, at du tændte på at se kontrol?” spurgte Dawn og kom til at rødme lidt.
”Det var ikke kontrollen, som gjorde det, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme. ”Det var dig, som gjorde det.”
”Som om”, sagde Dawn blot og samlede den mappe op fra skrivebordet, som hun egentlig var kommet efter, og bladrede en side uden at møde hans blik. Endelig efter noget tid kiggede hun op, og stoppede op med det som hun havde været i gang med, da hun betragtede ham sidde afslappet ovre i sofaen. Han var stiv efter hende, det kunne hun se med den kæmpestor bule i hans bukser. Og hun så også det skæve smil i hans ansigt, som der bredte sig som synd, og hun vidste straks, hvad han tænkte på.

”Se lige derned og se, hvad du har gjort ved mig, Bambolina”, sagde Joe smilende.
”Jeg er her for at fuldføre aftalen og vinde min frihed tilbage igen, uden at have gæld til dig. Jeg er ikke kommet for at se, hvad der foregår i dine bukser”, svarede Dawn og kom igen til at rødme.
Joe rejste sig og gik med få skridt hen, og greb fat om hendes håndled med sit faste greb, og trak hende ovre til sofaen og lod han sætte sig afslappet ned igen. Og med et enkelt ryk bagefter i hendes håndled, satte hun sig ned ovenpå hans skød. ”Du kan mærke det, ikke sandt, Bambolina?” spurgte han smilende.
”Det tror jeg vist ikke, at jeg kan”, svarede Dawn og rødmede lidt, men hun besluttede sig for at hun ville drille ham lidt, og lod sine fingre glide over hans bælte og lod som om, at hun måske ville løsne den. Han stønnede straks, mens hun leger med læderet på bæltet uden at åbne det, da han troede at hun ville åbne det snart.
”Du gør mig så fucking vanvittigt efter dig, Bambolina”, stønnede Joe smilende.

”Du er virkelig så nem at få op at køre, det må jeg virkelig sige, det er virkelig skuffende at være tilskuer til”, svarede Dawn med sit kække smil og stoppede med glide sin finger over hans bælte, hvorefter hun prøvede at rejse sig op fra hans stød. Men han greb pludselig fat om hendes talje med sine arme og holdt hende fast nede på sit stød, mens han lod sine læber strejfe hendes hals. Et blødt støn slap ud af hendes mund, før hun kunne nå at stoppe det.
”Du spiller kold overfor mig, men din krop kender sandheden ligesom jeg gør. Jeg vil altid eje den og jeg vil kontrollere den”, sagde Joe smilende og strejfede hendes hals igen med sine læber.
”Drøm du endelig videre om det, for det kommer aldrig til at ske”, svarede Dawn og vred sig fri fra hans greb, og rejste sig op fra sofaen og rettede på sit tøj.

”Du har forårsaget dette her ved den, Bambolina. Nu må du gøre noget ved det, gør noget ved min liderlige pik, inden den bliver vred”, sagde Joe i en kommanderende og ophidset, sensuel tone, mens han mærkede sit stive pik presse endnu hårdere imod sine bukser, da den bare ville ud af sit fangenskab nu.
”Det her lyder mere som et dig problem, og ikke et mit problem”, sagde Dawn med sit kække smil, da hun aldeles ikke havde planer at gøre noget ved hans problem. Men hendes åndedrag blev fanget i halsen, og hun ville modstå ham.

Joe løftede sit ene øjenbryn, mens hans kæbe strammes over hendes svar. ”Pas du bare endelig på, Bambolina. Du frister mig virkelig snart til, at jeg skal gøre dette her til et dit problem”, svarede han med rolig stemme.

”Held og lykke med at gøre det, din idiot”, svarede Dawn smilende og begyndte at gå væk, væk fra ham. Men før hun nåede så langt, rejste Joe sig og greb fat om hende bagfra. Hun mærkede sin ryg ramme hans muskuløse brystkasse, og hvordan hans arme låste sig stramt om hendes talje, og hun mærkede hans læber strejfe hendes øre.
”Du kommer krybende tilbage, tigger mig om at give dig den pik, som du lige har nægtet, Bambolina”, hviskede Joe smilende. ”Men hvis du alligevel ikke tigger mig om den, så får du den alligevel. Jeg har ikke tænkt mig at opgive dig, jeg vil have dig, have din krop, have at du skal mærke mig hele tiden.”

”Mm. Måske. Måske ikke. Men skrid nu med dig, jeg skal gennemgå nogle regnskaber”, svarede Dawn med sit kække smil, selvom hun også kom til at rødme igen. Hun rev sig fri og gik over til skrivebordet med selvsikre skridt, og satte sig bagved skrivebordet og begyndte at gennemgå regnskaberne for smykkebutikken, natklubben og kasinoet.
”Jeg har et møde med en high-roller nu her, Bambolina”, sagde Joe smilende, mens han betragtede hende.
”Burde jeg så ikke være der?” spurgte Dawn og så op på ham.
”Det handler ikke om kasino-forretningen, Bambolina”, svarede Joe smilende og hans blik blev pludselig alvorligt. ”Du må ikke forlade dette kontor, er det forstået?” spurgte han.
”Hvad nu hvis jeg skulle forsvinde ud i den blå luft?” spurgte Dawn med sit kække smil for at drille ham.

”Så skal jeg nok finde dig, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme, selvom der viste et lille underholdt smil bag hans rolige ansigtsudtryk.

Dawn rullede med øjnene over ham, da han vendte sig om og gik uden at sige et ord mere, og lukkede døren i efter ham. Hun åbnede mappen med den næste rapport, og scannede overskuddet igennem. ”Klubtallene ser solide ud, det er godt. Og kasinoets marginer ser faktisk endnu bedre, det er også godt. Hm, måske bliver smykkebutikken den nemmeste sejr alligevel, hvis jeg kan få salget højere op end normalt”, tænkte hun smilende for sig selv, mens hun bladrede videre.

Dawn gennemgik alle de næste sider, og rakte ud efter en kuglepen, men pludselig skubbede hun til den store bunke som stod ved siden af hende. ”Åh for guds skyld!” udbrød hun irriteret over sin klodsethed og bøjede sig ned for at samle dem op, og stillede dem en efter en i bunken. Pludselig scannede hendes øjne en slank mappe, og hendes blik frøs straks. ”Hvad fanden?”
Den tynde mappe var umærket, lige bortset fra en ting, der var skrevet på mappens forside med en stor fed rød håndskrift: Oplysninger om Dawn Taylor. ”Joe har en mappe på mig?!” udbrød hun overrasket og kiggede ned på mappen med hendes navn i hænderne, som om at det var et ladet våben hun holdt i hænderne. I det øjeblik hun åbnede den for at læse, hvad der stod i den om hende, tippede hele hendes verden.

”Hvad fanden?!” udbrød Dawn og så fotos af hende, nogle af dem var helt nye, mens nogle andre var fra år tilbage. Det lignede overvågningsbilleder, som der var blevet taget af hende. Hun så også at der var skoleudskrifter, samt arbejdsreferencer. Hele mappen indeholdt hvert eneste aspekt af hendes liv, og det var dokumenteret hver en detalje omkring hende.
”Er han fucking besat eller hvad af mig?” tænkte Dawn spørgende for sig selv og kunne slet ikke få vejret over sin opdagelse. ”Det her er fuldstændig psykopat adfærd!”

Dawn mærkede sin puls hamre voldsomt i halsen, mens hendes blod frøs til is. Hun smækkede mappen hårdt sammen og rejste sig op fra stolen, hun ville ud at konfrontere ham, og stormede ud af kontoret med mappen i den ene hånd for at lede efter Joe. Hun fandt ham snart ude på gangen, da han lige var på vej ud af VIP-loungen. Han var helt cool og afbalanceret, og det virkede som om at han ikke havde en mappe med hele hendes liv liggende på sit kontor.
”Hey idiot!” råbte Dawn rasende, hvilket fik Joe til at stoppe op.
”Hvad er der, Bambolina?” spurgte Joe smilende.
”Hvad fanden er det her?!” spurgte Dawn rasende og pressede mappen hårdt mod hans brystkasse.

Joes øjne gled ned til mappen i et kort øjeblik, så vendte hans blik tilbage til hende. Der var ingen skyld og hellere ingen panik at se i hans øjne, der var bare det forbandede stille blik. ”Joe, svar mig på mit spørgsmål!” råbte Dawn rasende. ”Hvorfor har du en fucking mappe om mig… Mit liv?” spurgte hun rasende.
”Det er ligegyldigt hvorfor, at jeg har en mappe omkring dig, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme.

”Joe, det betyder noget for mig, så det er ikke fucking ligegyldigt”, svarede Dawn rasende og så et glimt krydse hans ansigt. Måske var det morskab? Eller var det irritation? Men der er ingen undskyldning i at spore i hans ansigt, hvilket gjorde hende endnu mere rasende. ”Nå? Svar mig, din psykopat!?” spurgte hun rasende.
Dawns hævede stemme havde fået folk til at kigge ned ad gangen på dem, hvilket fik Joe til at gribe hårdt fat omkring hendes håndled, hvorefter han trak hende tilbage mod kontoret. ”Rør mig ikke, din psykopat!” råbte hun rasende.
”Hellige gud, du er så dramatisk evigt og altid, Bambolina”, svarede Joe og lød denne gang irriteret.
”Jeg synes, at jeg har alt mulig grund til at være dramatisk overfor dig, når jeg lige har opdaget at du har stalket mig, din besatte psykopat!” råbte Dawn rasende og mærkede ham skubbe hende ind på kontoret, hvorefter han smækkede døren hårdt bag dem. ”Hvor længe har du holdt øje med mig?!” spurgte hun rasende og så ham dybt i øjnene.
”Det har jeg gjort længe, før din far forrådte mig, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme.

”Ja, det er da virkeligt ret tydeligt med den her mappe”, sagde Dawn rasende og blev endnu mere rasende over at se, at hans ansigt ikke afslørede noget og hans holdning var afslappet, som om han ikke forsøgte at skjule hundredvis af overgreb på hendes privatliv. ”Så hvorfor har du stalket mig?” spurgte hun rasende.
”Jeg skylder dig ikke nogen forklaring, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme
”Du er godt klar over det her er et overgreb på alt, hvad der har været med mit privatliv at gøre, din idiot”, sagde Dawn rasende.
”Er du færdig med at spille teater, Bambolina? Hvis du er det, så kan jeg måske komme tilbage til arbejdet?” spurgte Joe med rolig stemme.
”Nej, du kan lige tro nej, du skal fandeme ikke tilbage til arbejdet! Du skal forklare dig overfor mig, hvorfor du har en fucking mappe om hele mit liv!!!” råbte Dawn rasende og bemærkede, at Joes rolige blik ikke vaklede.
”Din far og Luciano ville knække dig, Bambolina. De ville begge tæmme dig og gøre dig til en brud uden ild”, svarede Joe med rolig stemme, som om det ville forklare alt.
”Og hvad med dig?” spurgte Dawn rasende.
”Fra det første øjeblik, jeg så dig for allerførste gang, vidste jeg med det samme, at du var skabt til at være min”, svarede Joe med rolig stemme, mens han betragtede hende. ”Jeg ville se dig brænde.”
”Så du samlede mig som om, at jeg er en fucking præmie for dig?!” råbte Dawn rasende.
”Din ild er min, Bambolina. Jeg beskyttede dig hele tiden, da jeg ikke ønskede, at de skulle slukke din ild”, svarede Joe med rolig stemme.
”Du mener vel, at jeg er din ild med magt?!” råbte Dawn rasende.
”Man tager det, som man vil have, ellers risikere man at miste det”, svarede Joe med rolig stemme.
”Men det giver overhovedet ingen mening for mig, for hvis du har holdt øje med mig i årevis, så hvorfor har du så vente med at tage mig?!” råbte Dawn rasende.

Et langsomt åndedrag forlod Joes læber, og hans udtryk ændrede sig hellere ikke, det blev blot endnu mere strammere. ”Fordi du var… urørt og ren, Bambolina. Du var stadigvæk væk udenfor vores verden. Jeg ville bare gerne forstå, hvad der fik dig til at lyse så smukt i en verden fuld af ondskab”, svarede Joe smilende og lod bagsiden af hans hånd strejfe hendes kind, og hun hadede allerede sig selv for det, da hendes øjne gled i ved hans berøring. ”Jeg ville bare gerne kunne forstå, hvordan du kunne se blød ud, men også stadigvæk stå så rank overfor mafiamænd som mig og mine andre mafiakollegaer.”
Dawn slugte panikken der steg op inde i sig, eller om det blot var varme, hun mærkede. Hun var ikke sikker længere, og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle synke det ind. ”Jeg ville gerne beholde dig sådan… Stadigvæk opleve dig så smuk… Og stadigvæk opleve dig så levende og i flammer hele tiden”, sagde Joe smilende og strejfede igen hendes kind med sin hånd. ”Jeg ville nyde hvert eneste smil, som om verden ikke allerede havde knækket dig, men som den bare endnu ikke har gjort.”
”Så hvad ændrede sig?” spurgte Dawn rasende, men lidt mindre, da hun mærkede sin rødme dukke op.
”Din far stjal de penge fra mig, og Luciano ville have dig som sin kone, og han nægtede at give op. Jeg kunne bare ikke længere se på fra skyggerne, hvordan de behandlede dig, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme. ”Det var endelig tid til at tage det, der var retmæssigt mit, før jeg mistede det for evigt.”
”Så jeg er bare en prik i spillet for dig, for min far, for Luciano. Og jeg er stadigvæk en prik, som ingen af jer faktisk fortjener at røre ved?” spurgte Dawn og mærkede igen raseriet på fuldt tryk.
”Nej, du er ilden, som de ikke kunne slukke. Men jeg kan og jeg vil”, svarede Joe og blev pludselig iskoldt.
”Joe, jeg…”, begyndte Dawn.
Joe lod sine hænder gribe fat om hendes talje, og trak hende ind til ham, og så hende dybt i øjnene. ”Jeg brænder for dig, Bambolina. Og du vil også komme til at brænde for mig”, hviskede han smilende, mens hans øjne flammede, som om han allerede havde gjort krav på hver eneste centimeter af hendes krop og udfordrede allerede verdenen til at tage det tilbage. ”Selv dit raseri er meget smuk for mig, Bambolina. Men jeg kan allerbedst lide dig, når du overgiver dig frivilligt til mig, uden at gøre modstand.”
”Du lyder virkelig meget som en samler nu, der beskriver et sjældent maleri eller et sjældent stykke genstand for mig”, svarede Dawn med sit kække smil denne gang.
”Jeg har aldrig benægtet overfor dig, hvem jeg er og hvad jeg vil have, Bambolina. Jeg tager altid, hvad jeg vil have og ønsker mig, og det er dig. Og jeg beholder det for evigt, hvad jeg vil have. Og jeg slipper hellere aldrig det, hvad jeg vil have”, sagde Joe med rolig stemme og lod hans fingre glide langs hendes kæbe, og videre ned ad hendes hals, hvor han mærkede hendes vilde puls der. Dawn vidste, at hun burde trække sig væk fra ham, men hun gjorde det ikke, da hendes ben ikke ville bevæge sig. ”Du tilhører mig, Dawn. Glem aldrig nogensinde det. Du vil aldrig være en anden mands ejendom, du vil kun være min.”

Dawn burde trække sig væk, da Joe lænede sig frem og lagede sine læber mod hende, og startede et kys overraskende stille og roligt. Hun lænede sig opad mod ham, og lod hans tunge komme ind i sin mund, da han søgte adgangen. Hun stønnede mod hans mund, hvilket fik hende til at hade sig selv endnu mere for det, da hun smeltede allerede så hurtigt i hans kys. Hans hånd greb blidt fat om nakken på hende, og trak hende tættere på sig, som om han frygtede at hun ville slippe væk fra ham. Hun mærkede, hvordan hendes sind skreg nej og at hun skulle stoppe. Men hendes krop bukkede under for det, og hun kyssede ham tilbage med en ild, som hun ikke mente at hun ville have vist overfor ham. ”Måske skulle du snart lade være med at lade som om du ikke er min, når din mund tigger sådan, og indse at du faktisk vil det her ligesom meget som jeg vil.”

”Jeg burde ikke ønske det her at kysse ham, at ønske mig ham, men det gør jeg”, tænkte Dawn for sig selv, mens hun fortsatte med at kysse ham, og mens deres tunger kæmpede om dominans.
Joe fjernede snart sine læber fra hendes mund, og gled videre ned ad hendes hals, og han lod tungen følge hendes hud som et mærke som han ville afsætte på hende. Hendes hoved faldt tilbage, og hun mærkede sin ryg bue, og hver en nerve gnistrede efter ham. ”Du kan lyve med dine ord, men din krop har allerede tilstået overfor mig, at den vil have mig”, hviskede han smilende.

Joes ord rev hende ud af hendes trance, og Dawn skubbede hårdt til hans brystkasse, hvilket rev deres munde fra hinanden. ”Nej, Joe. Jeg gør min opgave her færdigt for dig, så jeg får min frihed igen. Du ejer mig ikke”, sagde hun og forsøgte at lyde rasende igen, men ordene lød ikke rasende, som hun havde forsøgt på.
Joe blinkede ikke, han smilede bare. ”Uanset hvad der sker. Vil du stadigvæk være min”, svarede han smilende.

”Når jeg har tjent de 20 millioner kroner tilbage til dig, så kan du se mig gå uden at se mig tilbage. Jeg vil være fri, mens du vil være fanget i dit eget helvede. Og du vil se, hvor meget du tog fejl af mig”, sagde Dawn og lød iskoldt.

Joe lænede sig ind mod hende igen, og hans ånde varm og grusomt intim, da han lod sine læber strejfe hendes øreflip. ”Vi får at se, Bambolina”, svarede han smilende og vendte sig om, og forlod kontoret, som om intet var sket.

*

Resten af aftenen foregik roligt, og der var ikke flere gæster, som forsøgte at snyde. De havde alle sammen fundet ud af, at det ville komme til at koste dem tæsk, hvis de forsøgte på det. Joe stod et godt stykke væk fra Dawn hele tiden, og betragtede hende og hendes bevægelser konstant, og ikke en eneste gang slap han hende af syne. ”Gabriel”, sagde han pludselig.

”Ja, Boss”, sagde Gabriel og stillede sig ved hans side.
”Er det hele blevet klaret?” spurgte Joe med rolig stemme og fjernede ikke blikket fra Dawn.
”Ja, vi har hentet ham ind, Boss”, svarede Gabriel. ”Han er blevet sendt op på dit kontor, Boss.”
”Nuvel, Gabriel, nu går den plan som jeg har indviet dig i som den eneste af mændene, jeg stoler allermest på, i gang. Jeg går op på kontoret nu, og så sender du Dawn op, indtil jeg er ude for rækkevidde”, sagde Joe med rolig stemme og drak resten af sin drinks og satte den på barbordet, og gik uden at sige et ord mere.
Gabriel nikkede blot og ventede lidt, indtil Joe var ude af syne. Han gik ovre til Dawn, som var i gang med at snakke med en mandlige VIP-gæst. ”Dawn, kan jeg lige snakke med dig?” spurgte han med rolig stemme.

”Ja, selvfølgelig. Samtalen er vist også afsluttet”, svarede Dawn smilende, og den mandlige VIP-gæst nikkede blot og gik, hvorefter hun vendte sig mod Gabriel med sin fulde opmærksomhed. ”Er der noget galt? Har jeg gjort noget forkert?” spurgte hun.
”Nej, men hr. Tate bad dig om at komme op til hans kontor med det samme”, svarede Gabriel med rolig stemme.
”Han vil sikkert nok prøve at komme i trusserne på mig igen”, sagde Dawn iskoldt og glædede sig ikke til tanken om, hvad det var som Joe ville hende nu.

”Det får du at se”, svarede Gabriel med rolig stemme.
”Nuvel, jeg kommer”, sagde Dawn.
”Jeg går med”, svarede Gabriel.
”Okay”, sagde Dawn smilende, hvorefter hun og Gabriel forlod kasinoområdet og gik op ovenpå. De kom til Joes kontor, og Gabriel åbnede døren og holdt den for hende.
Dawn trådte indenfor og så Joe stå og snakke sammen med en mand, som lignede en præst, hvilket overraskede hende. ”Hvad i alverden foregår der her?” spurgte hun overrasket.
Joe vendte sin opmærksomhed mod hende, og smilede. ”Dette er Thomas, og han er mafiapræsten, Bambolina”, svarede han smilende.
”Mig en fornøjelse, frøken Taylor”, sagde Thomas smilende.
”Hvad skal han her?” spurgte Dawn og følte sig meget mistænksomt.
”Han skal vie os, Bambolina”, svarede Joe smilende. ”Jeg har besluttet mig for, at vi skal giftes os som en ekstra sikkerhed for den aftale som vi indgik.”

”Vent! Hvad? Skal vi giftes?” spurgte Dawn overrasket.
”Ja, vi skal giftes”, svarede Joe smilende. ”Kom herhen til mig og vær en god pige.”
”Aldrig! Jeg vil ikke giftes med dig!” råbte Dawn rasende, hvilket fik Joe til at sende hende et skulende blik.
”Du vil og du skal giftes med dig nu og her, du har ikke noget valg”, svarede Joe rasende og var irriteret over, at hun modsatte sig ham hver eneste gang. ”Kom herhen, sagde jeg!”
”Tving mig til det! Jeg nægter at flytte mig så som en meter hen imod dig!” råbte Dawn rasende og flyttede sig ikke, men blev stående trodsigt hvor hun allerede stod. ”Du ved godt, at tvangsægteskab i dette land er ulovligt, ikke sandt?” spurgte hun.
”Ikke i mafiaverdenen, der har vi jo vores egne regler, Bambolina. Du gifter dig med mig nu og lige her, og hvis du nægter at gøre det, så vil jeg tage det, som du elsker allermest fra dig”, svarede Joe med rolig stemme, selvom hans blik stadigvæk var rasende.
”Hvem skulle det dog være, som du ville tage fra mig? Min far, måske?” spurgte Dawn iskoldt.

”Jeg tænkte nok mere på Gaby og alle dine venner, som du sikkert vil gøre alt for at beskytte imod mig”, svarede Joe med rolig stemme og ventede på hendes svar, selvom hans trusler lød hårde, så havde han ikke planer om at dræbe hverken Gaby eller hendes venner.
”Dit røvhul!” udbrød Dawn rasende og stormede frem, og begyndte at slå ham på brystkassen, mens Thomas og Gabriel stod og så rolige til. ”Du vover bare at røre Gaby eller nogen af mine venner!”
”Det kan jeg, hvis du ikke går med til vielsen lige nu og her”, sagde Joe med rolig stemme og greb hendes håndled og holdt fast, mens han så hende dybt i øjnene. ”Så hvad vælger du, Bambolina? Ægteskab eller dine venners død?” spurgte han smilende, velvidende at hun ville vælge ægteskabet frem for hendes venners død.
Dawn så Joe dybt i øjnene med raseri, mens hendes bryst hævede og skænkede sig voldsomt. Hun bøjede hovedet i nederlag og viste ham, at han havde vundet. ”Du vinder, din idiot! Jeg vælger ægteskabet, ikke af min egen fri vilje, men for at beskytte dem jeg elsker”, svarede hun rasende og løftede sit hoved for at møde hans blik, og hun havde sådan lyst til at slå ham, da hun så det selvtilfredse smil i hans ansigt. ”Men du skal bare vide, at jeg hader dig endnu mere nu!”

”Det gør mig ingenting, Bambolina. Jeg elsker denne ild i dig, og jeg vil gøre alt for at knække dem, og når vi skal dele bryllupsnatten sammen, så vil du komme til at skrige mit navn”, sagde Joe smilende og var tydeligvis underholdt af hende.
”Jeg kommer aldrig til at i seng med dig, din idiot!” råbte Dawn rasende.

Joe greb hendes hage med sin ene hånd og holdt den fast, mens de havde øjenkontakten. ”Du kommer til at gå i seng med mig, hvad enten du vil det eller ej, Bambolina. Du kommer til at knække dig, og du vil skrige mit navn, og du vil lade mig gøre det igen og igen”, sagde han smilende og slap hendes hage, hvorefter han vendte sig mod Thomas. ”Vi er klar, gå i gang med at vie os.”
”Selvfølgelig, hr. Tate”, sagde Thomas smilende og tog sin bibel frem. ”Lad os begynde vielsen.”

Joe trak Dawn med sig hen og stillede dem tættere på Thomas, men han gav ikke slip på hende. ”Glæd dig snart til at blive min kone, Bambolina”; hviskede han smilende, mens Thomas var i gang med at læse ritualerne op.
”Glæd dig til helvede, din idiot! Jeg kommer aldrig til at knække”, hvæsede Dawn rasende tilbage.
”Vi får at se”, svarede Joe smilende. ”Og når vi har giftes os, så kommer du til at være fru Tate i stedet for frøken Taylor.”
”Aldrig!” råbte Dawn rasende, selvom hun vidste, at det ikke nyttede noget. Hun kendte ham allerede for godt nok til at vide, at når han havde besluttet sig for noget, så kunne han ikke rokkes.
”Så tilspørger jeg dig, Joe Tate? Vil du have Dawn Taylor som hos dig står, til din ægte hustru?” spurgte Thomas smilende og afbrød det mindre skænderi mellem dem.
”Ja”, svarede Joe smilende.
”Vil du elske og ære hende, indtil døden skiller jer ad?” spurgte Thomas smilende.
”Ja, indtil døden skiller os ad”, svarede Joe smilende.
”Lige så tilspørger jeg dig, Dawn Taylor? Vil du have Joe Tate som hos dig står, til din ægtemand?” spurgte Thomas smilende.
”Jeg ville sige nej til at tage idioten der som min ægte mand. Men jeg er nødt til at svare ja til det, ellers dræber han mine venner, hvis jeg ikke gøre det”, hvæsede Dawn rasende og bemærkede Joes underholdende smil, hvilket gjorde hende endnu mere rasende. ”Så ja, jeg tager Joe Tate som min ægtemand.”
”Vil du elske og ære ham, indtil døden skiller jer ad?” spurgte Thomas smilende og lod sig ikke påvirke af hendes udtalelser, da han var vant til at gennemføre tvangsægteskaber på mafiaens vegne.
”Jeg venter til døden skiller os ad, så jeg endelig kan blive fri, medmindre jeg tjener de 20 millioner kroner tilbage, og så skrider jeg fra dette tvangsægteskab”, svarede Dawn rasende.

”Så erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være”, sagde Thomas smilende og henvendte sig til Joe. ”Du må gerne kysse din brud, hr. Tate.”
”Fru Tate”, sagde Joe smilende og trådte tættere på, og greb fat om hendes nakke med sin ene hånd, mens hans anden hånd lagede sig omkring hendes talje og trak hende tættere.
”Slip mig! Og stop med at kalde mig det!” hvæsede Dawn rasende og modtog med det samme hans læber mod sine. Kysset var krævende og besidderisk som altid, og hun smeltede straks ind i hans kys.
”Boss, vi glemte lige ringene”, sagde Gabriel som havde været det eneste vidne til stede under vielsen, mens han fandt æsken frem fra sin lomme og rakte det til Joe.
”Mange tak, Gabriel”, svarede Joe smilende og åbnede æsken, og fremviste to guld vielsesringe.

”Skal jeg nu også til at bære din ring? Ellers tak, det nægter jeg at gøre”, svarede Dawn rasende, selvom hun måtte indrømme at ringene var smukke, men hun ville ikke bære hans ring som bevis på, at han ejede hende som det sikkert var planen, at ringen skulle ligne det.
”Jo, du skal bære min ring, Bambolina. Og det er ikke til diskussion, kom så her med din finger”, sagde Joe irriteret og tog den ene af ringene op, og greb fat om hendes venstre håndled og satte ringen fast på hendes ringfinger. ”Sæt så min på, Bambolina.”
”Nej”, svarede Dawn rasende og prøvede at tage vielsesringen af sin ringfinger.

”Du lader den blive på din finger ellers limer jeg den fandeme fast på dig”, hvæsede Joe rasende og nikkede derefter med hovedet.
Gabriel trådte frem og greb fat om Dawns overarme. ”Giv slip på mig!” råbte Dawn rasende og forsøgte at vride sig fri, men han havde godt fat i hende endnu engang.
”Nu sætter du den vielsesring på min finger, Bambolina”, sagde Joe smilende og greb hendes ene håndled, og pressede vielsesringen ned i den og rakte derefter sin venstre ringfinger frem mod hende.
”Fint! Du vinder, din fucking idiot!” råbte Dawn rasende og pressede vielsesringen ned over hans ringfinger, mens Gabriel gav slip på hende, efter hun havde sat vielsesringen på Joes finger. ”Er du så tilfreds, din fucking idiot?” spurgte hun rasende.
”Altid”, svarede Joe smilende og smadrede sine læber mod hendes igen, og igen gjorde han kysset krævende. ”Bare glæd dig til vores bryllupsnat, kone.”

”Stop med at kalde mig for din kone”, hvæsede Dawn rasende.
”Aldrig, du er og vil altid være min kone. Og jeg vil aldrig give op på dig”, svarede Joe smilende tilbage.
Dawn rev sig fri og vendte sig mod Gabriel. ”Kør mig hjem, visse mennesker giver mig kvalme”, sagde hun rasende.
Gabriel kiggede ned på Dawn, derefter ovre på Joe som blot nikkede smilende på hovedet, og derefter tilbage på hende. ”Javel, fru Tate”, svarede han med rolig stemme.
”Stop med at kalde mig det”, hvæsede Dawn rasende og stormede ud af kontoret, efterfulgt af Gabriel, mens Joe så underholdt til.

*

Dawn sad på sengekanten i orange pyjamas og var klar til at gå i seng efter en lang og ulidelig dag, men lige nu sad hun afslappet med armene hvilende på knæene og kiggede på vielsesringen, mens hun tænkte på det hele. ”Joe kysser mig på en måde, som om han ejer min luft. Et sekund føler jeg mig urørlig, som om jeg kunne brænde hans imperium ned. Det næste er jeg nede på knæ uden at vide hvordan? Men spændingen og faren ved det her, det er vanedannende. Måden han allerede ødelægger mig på, samtidigt med at han får mig til at føle mig så levende imens. Hvad fanden er der galt med mig? Og nu det her ægteskab, hvad er planen med det?”, spurgte hun sig selv.
Et stille bank på døren afbrød Dawns meget dybe påtrængende tanker om det hele. ”Hm, det kan ikke være Joe, for han gider jo aldrig at banke på herind til”, sagde hun for sig selv, og rejste sig forsigtigt op fra sengen. Hun gik over til døren og åbnede.
”Fru Tate”, sagde Gabriel smilende, mens han stod udenfor i gangen med en pakke i hånden.

”Gabriel, er der noget jeg kan hjælpe dig med på denne tid af aftenen?” spurgte Dawn smilende, da hun så, at det var ham og ikke Michael. ”Sig ikke, at vi skal et andet sted hen i aften, for det er jeg for træt til?”
”Din mand har beordret mig til at fortælle dig, at du ikke skal sove her længere mere”, svarede Gabriel med rolig stemme.
”Så hvor fanden skal jeg så sove henne, sagde idioten noget om det?” spurgte Dawn overrasket.
”Joe har beordret mig til at fortælle dig, at du skal være i hans soveværelse fra nu fra i aften og sove der, da du er hans kone nu”, svarede Gabriel med rolig stemme
”Jeg er ikke hans kone, kun på papir”, sagde Dawn irriteret over, at hun blev kaldt Joes kone nu.

”Jeg gør bare, hvad jeg er blevet bedt om, fru Tate”, svarede Gabriel med rolig stemme og rakte hende pakken.
”Jeg har allerede nattøj nok”, sagde Dawn overrasket.
”Ja, men din mand var faktisk meget sur over at jeg ikke fjernede det sammen med resten af dit tøj, som ikke passede til hans smag”, svarede Gabriel med rolig stemme. ”Men han sagde, at nu hvor du skulle sove inde hos ham som hans kone, så duer det ikke længere med det nattøj, som du har lige nu. Så fra nu af skal du klæde dig for ham.”

”Vent? Hvad?” spurgte Dawn efter Gabriel, men han gik bare uden at sige et ord mere og efterlod hende alene. Hun gik ovre til sengen og åbnede pakken, der indeholdt frækt, sexet undertøj af silke, og af det dyreste mærke.
Dawn lod sine fingre glide over undertøjet, og gåsehud rejste sig på huden. ”Det er ikke almindeligt undertøj som han har givet mig, det er en advarsel om at han planlægger noget for mig, men ellers kan det også være en udfordring til mig”, tænkte hun for sig selv og tog en beslutning, da hun valgte et lyserødt undertøj at tage på. ”Jeg går til hans soveværelse med al den selvtillid, som jeg har og lader ham vide, at hvis han vil have mig, så er det mig der fastsætter reglerne.”

Dawn forlod soveværelset og gik hen ad gangen, indtil hun stod foran hans dør og tøvede lidt, mens hun besluttede sig for om hun skulle banke på eller bare brase ind. ”Han brasede altid ind uden at banke på først. Så måske skal jeg bare følge hans eksempel og gøre det samme”, tænkte hun for sig selv, og tog fat i dørhåndtaget og skubbede døren op uden tøven.
Joes hoved løftede sig brat, da Dawn trådte ind i hans soveværelse, hvor luften var meget tung af skygger og varme. Der var afdæmpet lys, samt whisky stående på natbordet. Han sad afslappet i en lænestol med benene spredt, iført morgenkåben fra sidst, med blikket allerede fast på hende. ”Modigt, at brase ind her, kone”, sagde han med rolig stemme.

”Jeg følger bare dit eksempel, når du aldrig gad banke på hos mig til trods for trussel om at stikke dig ned med en hårbørste”, svarede Dawn iskoldt. ”Hvorfor er jeg her, og hvis det handler om kontrol, så får du den ikke? Er det her bare endnu en af dine dumme ideer om et magtspil, din idiot?”
Joe rejste fra lænestolen og trådte tættere mod hende, som et rovdyr der lukkede sig omkring sit bytte. På bare et øjeblik pressede han Dawn op mod væggen, han holdt hende fast med sin krop, mens han lod sin ene hånd glide ned mellem hendes lår og gned på hendes klitoris udenpå undertøjet. Det var tydeligt for hende, at han denne gang ville være mere hårdhændet overfor hende. ”Jeg er færdig med at vente, kone. Du kommer her, klædt på som fristelse og begynder stille spørgsmål. Og du får ikke lov at stille spørgsmål, som du kender svaret på. Og du ved, hvorfor du er her”, hviskede han stakåndet.

”Jeg tager på, hvad jeg vil, din idiot”, svarede Dawn iskoldt og ignorerede det sidste i hans bemærkning, mens hun forsøgte at ignorerer hans hånd nede mellem sine ben. Men det var ikke nemt, da han var så erfaren og vidste, hvordan han skulle tænde hende. ”Og jeg er stadigvæk ikke din kone, kun på papir.”
”Du vidste, at jeg ville begære dig sådan her, kære kone”, sagde Joe smilende og ignorerede hendes sidste del i bemærkningen, mens han lod sine læber strejfe Dawns hals, mens han forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning. ”Jeg vidste, at du ville ligne en synd i silkeundertøj. Men jeg havde ikke regnet med, at du ville bære det som et våben og bruge det mod mig bagefter.”

”Våben tigger ikke om mænd som dig, Joe. De slår hellere til mod mænd som dig”, svarede Dawn iskoldt og forsøgte at modstå ham, da han begyndte at gnide på sin klitoris voldsomt. Hun skælvede i hele kroppen, ikke på grund af frygt, men på grund af spændingen ved at blive begæret på denne her måde. Hun var ikke klar til at indrømme, at det føltes godt, når han gjorde det. Hun mærkede sine hofter rykke for at slippe fri, mens hans lår pressede endnu hårdere ind mellem hendes ben, og holdt hende endnu mere fastklemt mellem ham selv og væggen. Hun vidste, at hun var nødt til at kontrollen og ikke lade ham gøre det. Hun førte sin ene hånd ned mellem hans ben tog fat om hans kugler, og klemte dem hårdt, og hun mærkede hvordan hans pik var stiv efter hende igen. ”Åh gud!” udbrød hun.
”Tror du måske, at du har kontrollen her, kære kone?” spurgte Joe smilende og pressede hende endnu hårdere op ad væggen.
”Du begærer mig, så jeg tror da, at jeg har en vis magt her, din idiot”, svarede Dawn iskoldt og klemte ham endnu hårdere omkring hans kugler, hvilket fik ham til at hvæse.

”Og dog er det stadigvæk mig, som du brænder for lige nu”, sagde Joe smilende og gned endnu hårdere på hendes klitoris, og blev mere og mere ophidset ved at hun klemte om hans kugler.
”Jeg er ikke din, Tate”, svarede Dawn iskoldt, mens hun forsøgte at modstå ham endnu mere end hun gjorde før.

Joe greb Dawns kæbe med sin anden hånd, og rykkede hendes hage til at låse deres blikke fast. ”Denne trodsige gnist giver mig kun mere lyst til at kneppe den ud af dig, indtil der ikke er andet tilbage end mig og mit ejerskab inde i dig og dine tanker, kære kone”, svarede han smilende og smadrede sine læber mod hendes, og han gjorde hurtigt kysset fortærende, og fyld af mørk sult. ”Og jeg har i sinde, at vi skal gennemføre vores bryllupsnat i aften.”
Dawn skreg af smerte, da Joe greb og klemte hendes bryst igennem bh’en med skarpe og nådesløse klem. Men smerten blev hurtigt blandet sammen med en forvredet smerte, mens hun mærkede sin krop ryste under hans voldsomme berøringer. ”Slip mig, din idiot!” hvæsede Dawn rasende og forsøgte at skubbe ham væk, men hun stønnede straks, da hans fingre gled ind i hendes trusser og videre ned mellem sin folder, hvor han fandt det klare glatte bevis på sin krops overgivelse for ham. Hun prøvede at stå stille, men hendes krop smeltede i forræderi, og han kunne mærke det.

”Jeg vil fortære dig langsomt i nat, kone”, hviskede han smilende og gned sine hofter mod hende, og hun mærkede at han igen var meget tyk og hård gennem hans bukser, mens han legede videre med hendes klitoris, hvilket fik hende til at gispe. ”Men først skal vi lige have løsnet din søde, stramme lille hul til mit monster.”
”Fjern dine fucking hænder fra mig!” råbte Dawn og skubbede til hans brystkasse for at få ham væk, men han rykkede sig ikke, og pressede sig endnu tættere mod hende og smadrede hans mund med sin igen. Hun forsøgte at vride sig fri, men han holdt hende fastklemt mod væggen, mens hans bevægelse mod hendes klitoris blev mere og mere nådesløst.
”Bare rolig, i nat får du lov til at lære denne krop endnu bedre at kende”, hviskede Joe smilende og fortsatte sit angreb mod hendes klitoris, hvilket fik Dawn til at kæmpe igen og skubbe hårdere imod ham. Men han strammede blot sit greb om hende, mens han flyttede sin mund ned mod hendes bryster og bed hende, hvilket fik hende til at skrige af smerte igen og Joe til at smile. ”Mm, sikke en smuk lyd, kære kone. Det lyder som en heldige mig i dag, at jeg får lov til at nyde de lyde hele natten.”

”Du er fucking sindssyg! Slip mig så, din sindssyge stodder!” råbte Dawn rasende og forsøgte at skubbe ham væk igen, men Joe pressede sine fingre endnu hårdere mod hendes klitoris med en vanvittig præcision, og hun mærkede sine hofter rykke ufrivilligt, mens hun jagtede den nydelse som hun hadede sig selv for at føle.
”Syg, hvad?” spurgte Joe smilende og kyssede hende igen. ”Hvorfor er din lille smukke krop så våd for mig? Du kan skrige og bande alt det du vil, men vi ved, at din krop tigger efter min pik.”
”Tal ikke sådan der for mig, jeg føler intet… sådan… som du tvinger dig selv på mig”, stønnede Dawn og kunne mærke sin egen ophidselse blive mere og mere ukontrolleret.

”Tvinger mig på dig? Nej, kære kone, jeg prøver bare endnu engang at bevise overfor dig, hvor meget du egentlig selv vil have mig”, hviskede Joe smilende og bed hende blidt i halsen for at markere hende endnu mere som sin ejendom.
”Er du fucking døv? Kunne du ikke høre mig skrige før, slip mig så for helvede? Kunne du ikke mærke mig skubbe dig væk?” spurgte Dawn rasende.

”Det ser du selv at du gør, men stadigvæk kender vi begge sandheden, kære kone, men din lille hjerne kan vist ikke rigtig følge med. Dine søde brystvorter er hårde for mig, mens din søde lille fisse stadigvæk drypper for min pik”, hviskede Joe smilende og bøjede hovedet og nappede hende på brysterne igen. Han knurrede nærmest, da han lod sin ene hånd glide op og strejfede siden af hendes ene bryst, og lod sin tommelfinger cirklede lige under hendes stive brystvorte, mens han drillede den nærmest uden at røre. Følelsen var elektrisk og Dawn bed sig i læben for at kvæle endnu et støn, mens hun mærkede sin krop, buede sig let på trods af hendes store modvilje. ”Vil du vædde på det, kære kone? Jeg vil gøre din krop til min ejendom, og jeg kunne bare smide dig på sengen lige nu og lukke din rapkæftede mund med kys, mens jeg knepper din fisse rå. Og tro mig, jeg ville kneppe og ødelægge dig, og derefter bygge dig op igen, mens du skriger mit navn, og jeg vil blive ved.”

”Hvorfor tror jeg dog på ham?” tænkte Dawn spørgende for selv, mens hun gispede igen, da hans anden hånd forlod hendes trusser og fandt vejen frem til hendes røv. Han klemte den hårdt, mens han trak hende tættere på sig, og lod hendes hofter gnide mod han.

Joe lænede sig ind og lod sine læber glide langs hendes kæbe, og videre ned mod hendes hals, mens han pressede blide små kys langs hendes kraveben. Hvert kys drillede Dawn ekstremt meget og ilden i hende blev mere og mere antændt af det, mens hans fingre strammede hårdt omkring hendes røv og æltede den besidderisk, mens hans læber igen bevægede sig længere ned og kyssede blidt hendes bryster. ”Strip for din mand, kære kone. Jeg vil se det igen, der tilhører mig”, hviskede han smilende og man kunne tydeligt høre den ophidselse, han havde i stemmen lige nu, mens hans blik gled over hende med et sultent og farligt, mørkt begær.

”Jeg tager fandeme ikke mit tøj af for dig, din fucking idiot! Aldrig nogensinde!” råbte Dawn rasende og forsøgte at slå ud efter ham, men Joe greb hendes håndled og pressede dem over hendes hoved og holdt dem fast.

”Så surt, at du stadigvæk en uvillig deltager, kære kone. Men når du ikke selv gøre det, så gør jeg det for dig, kære kone”, svarede Joe med et mørkt grin, mens hans blik blev mørkere, og et djævelsk smil dannede sig. Før Dawn nåede at reagere, var hans ene hånd på hende og greb fat i bh’en med, og rev den i stykker. Stoffet i bh’en flængede med en skarp voldsom lyd, der rungede i luften, og hendes bryster blev endnu engang blottet for ham. Han kiggede på dem med sit mørke blik, og derefter mødte han hendes blik igen. ”Se bare på dig, kære kone. Dine bryster er stadigvæk perfekt skåret til mine hænder.”

Dawn gispede og prøvede hurtigt at dække sig til, mens Joe hænder var hurtigere end hendes, og han lod dem glide ned over hendes blottede overkrop besidderisk. ”Lad nu være med at skjule din smukke krop for mig, kære kone”, hviskede han smilende og slikkede sig om munden, da han glædede sig endnu mere til at tage hende i aften efter de sidste to mislykkedes forsøg. Han lod sine hænder glide ned over dem igen, da han tydeligvis ikke havde fået nok af dem. ”Se bare hvor smukke dine perler stadigvæk er, kære kone. De bliver stadigvæk så hårde for mig, og tigger mig igen om at sutte og pirre dem igen.”

Uden at afbryde kysset, som Joe havde startet, løftede han Dawn op i hans arme, og tvang hendes ben til at sno sig fast om hans talje. ”Sæt mig ned for helvede, din fucking idiot!” råbte hun og prøvede at vride sig fri.

”At kæmpe imod mig, gøre mig endnu hårdere efter dig, kære kone”, svarede Joe smilende og bar hende over til sengen, og kastede hende ned på madrassen, hvor han ville have en bedre kontrol over hende. ”I aften vil jeg ikke efterlade nogen del af dig urørt af mig. Indtil din hud selv husker, hvem den tilhører. Du giver dig selv hen til mig i aften, kære kone.”

”Slip mig så, din idiot!” udbrød Dawn og vred sig under ham, og gjorde voldsomt modstand mod ham, hun havde ikke planer om at give sig til ham, der havde hun stadigvæk sin stolthed.
”Tror du, du har smagt ilden endnu, kone?” spurgte Joe smilende og morede sig over modstanden fra hende, som han hurtigt nedkæmpede med lethed, men som han hellere ikke kunne lade være med at føle sig begære af. Han holdt hende ned på madrassen med sin fulde kropsvægt, og dermed forhindrede han også, hvis hun skulle komme i tanke om at give ham et nyt knæspark igen. ”I aften, kommer du fandeme til at drukne i den ild, så lad være med at gøre modstand.”

”Slip mig, din idiot!” råbte Dawn igen og forsøgte at skubbe ham væk, og smækkede ham en hård lussing, så han kunne mærke det. Men han reagerede ikke på det, og greb hurtigt fat i hendes håndled og smækkede dem hårdt op over hendes hoved og holdt dem fast med en hånd. Hun vred sig under ham, mens hun mærkede sit bryst, hævede og sænke sig i hurtige vejrtrækninger. ”Joe, vær nu sød at slippe mig.”
”Ikke noget med at tigge, kone. Medmindre det er at tigge om mig”, svarede Joe med rolig stemme og mærkede, hvordan hendes krop spjættede af modstand, da han igen legede i området mellem hendes ben med sin frie hånd. Hun vred sig voldsomt under ham, men han kyssede bare og bed hendes hals, og sådan fortsatte han indtil han kunne mærke, hvordan modstanden begyndte at sive ud af hendes kropslemmer og erstattes af varme, hvilket fik ham til at løsne lidt af sit greb. ”I aften vil jeg gøre krav på hele dig som min ejendom, og du vil komme til at nyde, hvordan jeg knepper dig. Så lad være med at gøre modstand.”

”At du tager min mødom, betyder ikke, at du ejer mig, din idiot”, svarede Dawn med iskold stemme.
Joes ånde ramte Dawns hals, og det føltes brændende varmt mod hendes hud. ”Det betyder, at jeg får det, som ingen anden mand vil få, kone. Og når jeg først har kneppe dig…”, begyndte han med rolig stemme og holdt en pause, mens hans blik brændte sig ind i hendes. ”Så vil du tigge mig om at gøre det igen, igen og igen.”
Dawn mærkede, hvordan hvert af ord sendte stød gennem sin krop, og hendes tanker blev ved med at skrige nej, og at hun skulle gøre modstand, men hendes krop havde overgivet sig til ham, og det vidste hun, at han vidste. Hun mærkede sine lår ryste voldsomt, og hvordan hendes underliv føltes spændt, og en varme oversvømmede hende snart. ”Hvorfor tror jeg på ham”, tænkte hun for sig selv.

”Lad os se, hvad vi har her igen”, hviskede Joe smilende og greb fat i kanterne af hendes trusser, og rev dem i stykker med sine bare hænder, og smed de sørgelige rester af dem ned på gulvet. Han rettede sig op, mens han sørgede for at holde hende nede på sengen med sin kropsvægt, og fjernede morgenkåben og smed den på gulvet.
Dawn gjorde modstand igen, da han sænkede paraden lidt, da han skulle fjerne morgenkåben. Hun smækkede ham endnu en hård lussing, og forsøgte at skubbe ham væk igen. ”Slip mig så, din idiot!” råbte hun rasende.

”Lad nu være med at gøre modstand, kone. Vi ved, at du begærer det her lige så meget som jeg gør”, hviskede Joe smilende og greb hendes håndled igen og pressede dem tilbage op over hendes hoved, mens han grinende så ned på hende og den nøgne krop, som han havde afsløret. Han vidste, at han bare kunne tage hende, som han ville. Men det ville han ikke, da han hellere ville pirre hende mere til at hun selv skulle tigge ham om det.

”Slip mig!” råbte Dawn og vred sig igen under ham.
Joe grinede blot og bøjede hovedet og tog den ene brystvorte i munden og sugede på eller bed i den, og straks hørte han hende stønne. Sådan fortsatte han med at pirre hende og begge brystvorter, indtil han hellere ikke selv kunne klare det mere, da hans behov efter at mærke hende blev mere og mere ukontrolleret. Selvom hun blot havde stønnet, uden at tigge ham, så ville han stadigvæk have hende nu ”Sådan føles det at pirre synd, kone”, hviskede han smilende.

”Slip mig så, din idiot!” råbte Dawn rasende og vred sin krop voldsomt, mens hans mund igen var ved hendes brystvorter og pirrede hende.
”Spred dine ben, kone”, sagde Joe blot stakåndet og ignorerede hendes bemærkning, men han ventede ikke på om hun ville adlyde ordren eller ej, da han vidste at hun sikkert ville nægte at gøre det af sig. Han flåede hendes ben væk fra hinanden, og lod sin tykke pik gnide sig op og ned mellem hendes folder, hvilket fremkaldte et støn fra hendes læber.

”Slip mig!” skreg Dawn rasende og forsøgte at kravle væk under ham.
Joe greb fat om Dawns ankler og trak hende ned under sig igen. ”Jeg vil gøre dig til min ejendom, og når jeg er færdig med at kneppe dig i aften, vil du aldrig ønske at være en anden mands ejendom.”
Dawn holdt op med at kæmpe fysisk imod ham, da det ikke nyttede noget alligevel, han var alt for stærkt for hende. Og hendes ord lyttede han hellere ikke til, det eneste hun bare kunne gøre, var at vente på, at det snart skulle overstås. Joe stønnende lavmælt, mens han greb hendes lår og trak dem op over hans hofter og placerede ham ordentlig til rette mellem hendes ben. ”Joe, please… Lad være”, bønfaldt hun og vidste med det samme, hvad der snart ville ske.
”Kære kone, nu skal du få lov til at mærke, hvem der ejer dig. Hver en del af dig er blevet skabt til at knække sammen under mig. Og jeg vil virkelig komme til at nyde, at se det ske”, hviskede Joe stakåndet og lod det tykke hoved af sin pik presse sig mod hendes åbning, og gled langsomt ind mellem hendes folder. ”Bare husk at slappe af for din mand.”

”Argh!” gispede Dawn af smerte og stivnede fuldstændig, da hun mærkede ham trænge ind, og hendes smukke øjne spillede op.
”Spænd sådan, og jeg vil gør det hårdere. Åben dig for mig, som du er blevet skabt til, kone”, sagde Joe irriteret og stakåndet.
Dawn tvang sin krop til at slappe af, mens hun forsøgte at forberede sig til smerten, hun vidste snart ville komme. Joe fortsatte med at trænge, men kontrollerende ind i hende. ”Argh! Det gør ondt!” gispede hun igen af smerte og kæmpede for at trække vejret, da hun mærkede ham trænge længere og dybere ind, og smerten blev mere og mere intenst.

”Kære kone, træk vejret dybt, smerten skal nok forsvinde”, hviskede Joe smilende og fjernede sine hænder fra hendes håndled, han vidste godt, hvor ondt det gjorde på hende, da det jo var hendes første gang. Men hans behov for hende var bare stærkere, og han ville bare til bunds inde i hende, selvom det betød at han også måtte presse hårdere.

Dawn mærkede sine lår ryste ukontrolleret, da Joe fortsatte med at trænge dybere ind, lige indtil hun mærkede det. ”Argh!” skreg hun denne gang af smerte, da hun mærkede det, og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne.

Joe mærkede det også, han stoppede og trak sig ud, og kiggede ned. En plet af rødt blod på hans pik, fangede hans blik med det samme. ”Dit første blod er mit nu”, hviskede han og kyssede hende blidt på munden igen, hvorefter han tørrede tårerne væk fra hendes øjne på grund af smerterne, mens han holdt en pause med at trænge videre ind. ”Det skal nok gå, kone. Bare slap af, smerten forsvinder.”
Joe ventede lidt, så Dawn lige kunne falde til ro igen, da han mærkede hvordan hun spændte sig mere og mere op på grund af smerterne. Da hun igen slappede af i kroppen, begyndte han igen at trænge videre ind, indtil han nåede hende til roden af sin pik. Han stoppede lidt og lod hende tilvænne sig hans størrelse, mens han kyssede hende blidt og kærligt for at få hende til at slappe hurtigere af, mens han nød stramheden af hendes fisse klemt fast om sin pik. Da han mærkede, at hun slappede lidt af til trods for smerterne, tog han det som et tegn at han kunne begynde. Han begyndte at trække sig langsomt ud, og så pressede han sig hårdt ind i hende igen, så hendes krop blev tvunget til at tage imod hver eneste centimeter på grund af hendes ekstreme stramhed. ”Argh!” skreg hun igen af smerter.

”Jeg kan mærke, hvor urørt du er, kære kone. Men ikke meget længere, når jeg begynder at kneppe dig sønder og sammen, kone”, hviskede Joe og stønnede lavmælt igen, mens han så ned på Dawns smertefulde ansigt, da hun igen tog ham til roden.
”Argh!” skreg Dawn af smerter, mens hendes øjne var smalle, mens kæben var stramt, på grund af smerterne.

”Se på mig. Jeg vil se din sjæl, mens jeg snart ødelægger dig”, hviskede Joe og stønnede lavmælt, mens han stødte ind og ud af hende med faste stød, og han mærkede sin selvkontrol forsvinde lidt efter lidt, og han holdt øje med hendes ansigtsreaktion som var smertefuldt. Han bevægede sig sådan inde i Dawn i noget tid i det samme tempo, indtil han begyndte at jage noget tabt inde i hende, da han langsomt lod sine hofter begynde vugge hurtigere og hårdere i sit tempo. ”Du klarer det meget flottere end jeg havde forventet. Du skal bare huske på, at du skal blive ved med at slappe af”, hviskede han smilende og stønnede igen.

”Argh!” skreg Dawn af smerter og hadede ham virkelig lige nu, men hun hadede endnu mere over hvor godt det hele føltes, hvordan smerterne snart smeltede sammen til varme og nydelse. Hun vidste, at hendes krop havde forrådt hende, mens hun lod sin negle rev dem ned over hans hud på ryggen, og efterlod mærker som han ikke engang reagerede på. Joe satte farten op med sine stød og pressede dybere, som igen antændte smerterne i hende og fik hende til at skrige af smerter, som om hendes smerte tændte ham.

Dawn forsøgte igen at vride sig voldsomt under ham, da smerterne blev værre og være, men Joe pressede hans krop hårdere ned over hende og holdt hende på plads. ”Åh gud… Ahhh…”, stønnede hun af smerte.

”Gud kan ikke få dig, kone. Du er min nu”, hviskede Joe smilende, mens hans kontrol langsomt smuldrede. Hans greb om hende strammede sig hårdere, mens hans hofter stødte hårdere og hurtigere ind og ud af hende, indtil der ikke er noget blidt tilbage i ham.
”Ahhh… Ahhh!” stønnede Dawn for hvert stød.

”Det her er, hvordan det føles at være min kone”, sagde han smilende og stønnede højlydt, mens Dawn gispede mindre af smerterne.
Dawns krop følte sig beruset af ham, af den måde han holdt hende nede og fik hende til at mærke alt. Hvert stød trak sig mod hendes vægge, og hendes krop rykkede sig for hvert dybt stød, og luften blev slået ud af hendes lunger. ”Kan du mærke det? Det er din mand, som der omskriver din krop til at kun at huske det her”, hviskede Joe stønnende.

”Ahhh… Ahhh!” stønnede Dawn højlydt og nydelsen var kommet over hende, og smerten var ved at forsvinde helt.
Lyden af deres kroppe, der mødes, var højt og klaskende. Sveden dryppede fra hans tinding og ramte nede på hendes bryst. Joe lod sin mund finde hendes hals, hvor han bed og suttede, og tog ejerskab. Han fortsatte med at kneppe hende voldsommere, som om han vidste præcis, hvor hun var allersvagest. ”Løb ikke fra det! Mærk mig helt! Tag det, kone!” stønnede han smilende og nød lyden af, hvordan hun stønnede højlydt, mens han hamrede ind og ud af hende. Han satte farten op og gjorde hver bevægelse vild, men der var også en desperation i det også, som om Dawns krop havde været det eneste sted, han nogensinde havde følt fred og krig på en gang.

”Ahhh… Ahhh…. Ahhh!” stønnede Dawn og hendes støn blev mørkere og dybere, som hvert ryk fra hans hofter vred sandheden ud af hendes krop. Hun kunne ikke genkende lyden af sin egen stemme længere, mens hun pressede sit ansigt ind i hans skulder.

”Du stønner så smukt for mig, kære kone. Så stop ikke med det”, hviskede Joe og stønnende højlydt selv, og satte tempoet endnu mere op. Han mærkede, at hun var tæt på sin orgasme, hvilket fik ham til at støde hårdere og hurtigere. ”Giv det til mig, kone. Kom på min pik. Nu!”

Joe lod sin ene hånd glide ind mellem deres klaskende kroppe, hans fingre fandt hurtigt hendes klit og begyndte at flikke den hårdt, så han kunne få hende til at komme hurtigere, mens han holdt nøje øje med hendes reaktion. Dawns ryg buede voldsomt, og hendes syn blev langsomt sløret, og hendes støn blev endnu højere. Nydelsen eksploderede i hendes underliv, da orgasmen var endnu tættere på. ”Joe! Fuck! Ahhh!” skreg hun og stønnede højlydt, da hendes vægge strammede sig om ham, og orgasmen endelig kom.

”Godt, kone. Nu knepper jeg dig gennem alle efterskælvene”, sagde Joe smilende og begyndte at støde hårdere og dybere ind og ud af hende, og pressede hver dråbe nydelse ud af hendes ødelagte og forpustede krop. Han lod sine hofter rulle voldsommere og voldsommere, mens hans vejrtrækning blev mere og mere stakåndet, da hans egen udløsning var tæt på. Pludselig stivnede hele hans krop sig over hende, og han begravede sig dybt inde i hende, mens han fyldte hende helt op med sin sæd. ”Fuck, ja, tag det hele, kære kone. Tag alt af mig!” udbrød han og pressede sig endnu dybere ind i hende for at tømme sig helt.

”Ahhh!” stønnede Dawn forpustet og mærkede hans sæd sive ned mellem sine baller.
Joe hvilede sig ovenpå Dawn, mens hans hofter bevægede sig blidt for at være sikkert på, at han var helt tømt inde i hende. Han løftede hovedet og så hende dybt i øjne, mens han stadig var inde i hende, og kyssede hende blidt på munden, mere ømt og roligt nu end han havde gjort tidligere. ”Du er min nu, kone. Det vil du altid være. Ingen andre mænd vil nogensinde komme til at røre det, som jeg lige har gjort til mit”, sagde Joe smilende og kyssede hende igen, mens han kærtegnede hende blidt. ”Min kone.”
”Vil du nogensinde sige mit navn?” spurgte Dawn.

Joe fastholdt øjenkontakten med hende, og lod sine fingre stryge hendes kind med blide og ømme bevægelser. ”Dawn… Min lille Bambolina og min kone”, hviskede han smilende og kyssede hende igen langsomt og ømt. Han trak sig langsomt ud af hende og lod sig rulle ned på siden af hende, hvor han trak vejret dybt.

Dawns krop rystede pludselig meget voldsomt, da hun vendte sig om på siden med ryggen til ham, mens hun hørte ham trække vejret. Joe mærkede ved siden af, hvordan hun rystede så voldsomt, så han vendte sig om på siden og tog hende blidt ind til sig i håbet om, at hans kropvarme ville få hende til at falde til ro. ”Så slap af”, hviskede han og holdt hende tæt ind til sig.

Som om Joes hviskende og beroligende ord havde en virkning på hende, følte Dawn langsomt, hvordan hun begyndte at falde til ro. Han mærkede det også, mens han kyssede hende blidt på skulderen og lod hans kropsvarme varme hende. Sådan lå de sammen i noget tid, og hun lod ham kærtegne sine krop, indtil han langsomt faldt i søvn. Dawn hørte ham sove, så tabte hun endnu sine tårer, og sådan var det i noget tid indtil søvnen selv indhentede hende.

*

Dawn vågnede nogle timer senere, da hun følte en voldsom trang til at komme på wc. Hun drejede hovedet til side og så, at Joe lå og roligt ved siden af. Hun kunne ikke lade være med beundre, hvor smukt han egentligt var, mens han lå og sov afslappet. ”Nej, nej, det var ikke det jeg skulle. Jeg skal ikke sidde og stirre på ham. Jeg vågnede jo kun, fordi jeg skal på wc”, sagde hun for sig selv og slog dynen til siden, og steg stille og roligt ud af sengen uden at vække ham.

”Åh for helvede, hvor er jeg øm i skridtet”, tænkte hun for sig selv, mens hun ledte efter noget at dække sin krop med. Men hendes nye undertøj var revet i stykker på grund af Joe, så det kunne hun ikke tage på igen. Hun fik øje på Joes morgenkåbe, som var det eneste på gulvet, som der ikke var revet itu.

Dawn samlede den op og tog den over sin krop, hvorefter hun bevægede sig mod badeværelset med langsomme og ømme skridt, og tændte lyset. Hun lukkede døren forsigtigt efter sig, og gik ovre til toilettet og satte sig. ”Åh for helvede”, hvæsede hun for sig selv, da det gjorde ondt, når hun pressede. Hun fik dog til sidst sit vand ud, selvom det gjorde ondt og rejste sig fra toilettet og trak ud.

Dawn bevægede sig mod håndvasken og hvert skridt gjorde voldsomt ondt, men hun forsøgte at ignorerede det. Hun tændte for vandhanen og vaskede sine hænder grundigt, hun løftede blikket op mod spejlet og så sig selv dybt i det. Hun mærkede tårerne presse i øjenkrogen, da hun ikke kunne forstå, hvad det var som hun havde gjort, siden hun skulle ende sådan her.

”Jeg har altid passet mig selv, hvorfor skulle jeg ende sådan her? Som et gidsel for Joe Tate på grund af min fars gæld til ham? Og nu ender jeg som hans kone meget imod min vilje?” spurgte Dawn sig selv og mærkede tårerne trille ned ad kinderne, mens hun afsluttede med at vaske sine hænder og slukke vandet. Hun sank ned at sidde på det varme gulv, og samlede knæerne under sin hage og gemte sit ansigt i det, mens hun lod sine tårer få frit løb.

”Dawn?” kaldte Joes stemme udenfor badeværelsesdøren pludselig.
”Shit, han må ikke se det her! Han må ikke vide, hvorfor jeg har grædt” tænkte Dawn panikslagen og tørrede hurtigt tårerne væk, men hun nåede aldrig at komme op og stå igen, før Joe åbnede døren og stod i døråbningen. Hun stirrede op på ham, han var stadigvæk nøgen og hans pik var afslappet, men den så stadigvæk unaturligt stort ud, selv når den var slap.

”Hvorfor sidder du der, kære kone?” spurgte Joe og så bekymret ned på hende, mens han trådte tættere på mod hende.
”Bare en tanketorsk tanke”, svarede Dawn og satte et falskt smil op, så han ikke skulle vide, at hun havde grædt.

”Har du grædt?” spurgte Joe og knælede ned på gulvet foran hende, og tog hendes hænder blidt i sine og nussede dem, mens han så ned og stirrede på vielsesringen på hendes ringfinger og elskede at se den der endnu.

”Hvorfor spørger du om det?” spurgte Dawn panikslagen.
”Dine øjne er røde”, svarede Joe med rolig stemme og rakte ud efter hendes ansigt, og strøg hendes kind blidt og ømt med sin ene hånd. ”Er du okay?” spurgte han bekymret.

”Ja, det er bare smertetårer, jeg havde lidt svært ved at gå og tisse, det gjorde ondt efter min første gang”, svarede Dawn og ønskede ikke, at han skulle vide den rigtige grund til det.
Joe smilede blidt til hende og lænede sig ind, han lagede sine læber blidt mod hendes, og kyssede hende. Kysset var denne gang blidt, der var ingen hast eller kontrol. ”Kom, os få dig ind i seng igen, så du kan få hvile dig ordentligt”, hviskede han smilende og løftede hende op i sine stærke arme, og Dawn lagede begge sine arme om hans hals, mens han bar hende ind i deres seng.

”Tak”, hviskede hun smilende over hans venlighed, selvom det var meget usædvanligt fra en mand som ham.
Joe smilede blot, uden at svare og satte hende ned på sengekanten. ”Du ser meget godt ud i min morgenkåbe”, sagde han smilende og betragtede hende i den. ”Skjuler du din krop for mig igen, kone?” spurgte han med et grin.

”Alt mit undertøj havde du ligesom fået revet i stykker på grund af din besættelse for at have sex med mig, så der var kun morgenkåben at tage på”, svarede Dawn smilende.
”Du kunne bare have valgt at være nøgen, lille kone”, sagde Joe smilende og rakte ud efter kanten af den. ”Kom lad os få den af dig igen, jeg vil se dig nøgen igen, ellers falder jeg ikke i søvn igen.”

Dawn smilede blot og lod hans hænder trække morgenkåben af sig og så var hun nøgen igen. Hun lagede sig ned på siden af sengen, mens Joe tog dynen over hende og puttede hende. Han kravlede i sengen på den anden side og lagede sig tæt mod hendes ryg, og trak dynen over sig, og lagede sine arme omkring hende. ”Godnat”, hviskede hun træt og mærkede ham kysse sin ene skulder.
Historien fortsætter under reklamen

”Godnat lille ballademager”, hviskede Joe tilbage, hvorefter de begge faldt i søvn igen.

3 kommentarer

1. Sherlock

   20/05/2026 kl 12:29

   Spændt på Kapitel 5 nu, og rigtig god afsnit…. bliv ved

   0

   Besvar kommentar
2. Conan

   20/05/2026 kl 12:27

   Hvor er Joe så udspekuleret at tvinge hende i ægteskab

   0

   Besvar kommentar
3. Cliona

   20/05/2026 kl 12:26

   Endelig god afsnit

   0

   Besvar kommentar