Hendes krop vred sig og jeg mærkede hvordan jeg trængte helt i bund….

Forfatter: Lester Crest
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Viggo er havnet i Kina det herrens år 1938. Han var sendt væk fra Danmark på grund af en skandale på et børnehjem. Efter et uheld på det skib, han arbejdede på, er han nu sendt på et rekonvalescent ophold i et privat hjem hos Dommer Ming og hans kone May-Ling.
—

Vi lå i kælderen. May-Ling, Liu og mig. Det var vores sidste nat. I morgen tidlig ville vi blev hentet op en for en, hvorefter vi ville blive kvalt med en garrotte. Jeg huskede hvert et sekund af Luo’s henrettelse og det gøs i mig. May-Ling var i tårer. Små snøft som nu hørtes på grund af hovedtøjet kom fra hende. Liu havde et vredt udtryk i øjnene. Hun virkede afklaret med at dø.

Det begyndte så småt at lysne udenfor. Hvad var klokken og hvorfor blev det tid? Dommer Ming var en mand som tog sig sin tid. Han stod sjældent op før klokken 10. Måske vidste han at ventetiden var ren tortur. Han var en mand af den gamle skole hvor forbrydere og andre som blot havde trådt en smule ved siden af fik en plade omkring halsen vejende 8-10 kilo som fungerede som gabestok, hvorefter de efter dom blev placeret i et lille træbur hvor at de lige akkurat kunne nå bunden med deres fødder på grund af nogle blanker man havde stablet op. Hver dag fjernede man så en planke og enten døde den dømte på grund af tørst eller sult eller også ville vedkommende miste fodfæstet og langsom blive kvalt på grund af den øgede belastning af halsen.

Den moderne kvælning tog kun få minutter havde jeg selv set. Måske var det derfor at han valgte at tage sig sin tid.

Vi hørte råb og skrig i det fjerne. Døren gik op og Enlai kom ind med et forskrækket udtryk i ansigtet. “Japanerne” gispede han. “De er her.” Han løb over til mig og befriede mig for læderremme og hovedtøj. “Vi skal flygte nu.”

“Hvad med kvinderne?” spurgte jeg. “Vi tager dem med, men vi kan ikke have at de skriger så vi tager dem med som de er.”

Vi guidede de to kvinder ud gennem en bagdør. Støjen kom nærmere. Vi løb over til skoven. Jeg så at Enlai havde min køjesæk med. Vi løb et lille stykke vej af en smal sti og så op gennem en skov. Kvinderne blev efterladt i en lavning. Vi kravlede op på toppen af en bakke hvor vi kunne se ud over landsbyen skjult af buske.

Japanerne havde beordret landsbyens beboere ud på gaden. Mænd og kvinder blev skilt ad. Mændene blev bagbundet. Jeg kunne se at Kardinalen protesterede og dommeren ligeså. Et par stød i maven med nogle riffelkolber stoppede deres protester. Alle blev beordret ned på knæ og placeret på en række.

To japanske officerer var i en vild debat. Jeg forstod ikke hvad de sagde, men Enlai forklarede at de var uenige om hvorvidt at en Kyū eller Shin guntō var af samme kvalitet. “Guntō??. Hvad er det?” spurgte jeg.

“Deres sværd!” svarede Enlai

Den ene officer tog sit sværd og med et frygteligt hug kappede han hovedet af en af indbyggerne. Mange af landsbyens kvinder skreg og græd af rædsel, men blev holdt tilbage af de menige japanske soldater.

Det lod den anden officer ikke sidde på sig. Han tog den næste beboer som også mistede hovedet og så nikkede han til den første officer som om at han ville sige “Der kan du bare se”

Den første officer blev rasende og huggede hovedet af den næste beboer og således fortsatte de. Da de nåede til Kardinalen græd han og bad for sit liv, men de to officerer var så ophidset over deres indbyrdes diskussion at de ikke engang bemærkede at det var en Europæer som de huggede hovedet af.

Dommer Ming var tavs og mødte sin skæbne med rettet ryg. Lille Fan havde ikke meget livserfaring, men han vidste hvordan han skulle dø. Snart lå en hel række af kroppe med afhuggede hoveder på gaden.

“Vi har set nok” sagde Enlai. “Vi må væk herfra”.

Vi gik i timer af små stier. Vi kom til en lille landsby. Uden for byen fjernede Enlai hovedtøjet fra May-Ling og Liu. “Japanerne dræbte alle. Vores eneste chance er at fortsætte mod Hong-Kong. Jeg kender nogle i Kowloon Walled City, hvor vi kan få ophold.”

“Jeg vil ikke med” sagde Liu.

“Jeg ved det. Vi efterlader dig hos beboerne i landsbyen. Jeg tog nogle guldmønter fra dommerens boks. Han åbnede min køjesæk og tog en lille lærredssæk op. Jeg havde aldrig set så mange guldmønter før. “Ja. Dommeren var en vis mand godt trænet ved hoffet.” sagde Enlai.

Vi befriede May-Ling og købte noget mad af landsbyens beboere. Vi gav en dame nogle penge for at vente med at løsne Liu til næste dag så vi kunne få et forspring fra hendes kommunistiske venner og gik videre. Nogle dage efter kom vi til kysten hvor vi købte os ombord på en båd. Kort fortalt ankom vi Kowloon og begav os til den tætbebyggede bydel, som ingen – hverken englændere eller kinesere havde lyst til at styre.

Vi købte os ind i et lille værelse. “Hvad nu?” sagde May-Ling. “Ja. Hvad nu” sagde Enlai “Vi må finde ud af noget. Vi kan ikke blive her. Som Japanerne fører sig frem vil de snart ikke engang respektere Englænderne mere og så er vi ikke sikre her. I det mindste kan Viggo gå tilbage til sit rederi og få en plads på en båd herfra hos sit gamle rederi.”

Jeg tænkte at det ville være rart at komme væk fra Kina. Det virkede som et meget uroligt sted og måtte det snart ikke være tid til at rejse tilbage til Danmark? Nu måtte der efterhånden være faldet ro på i forhold til skandalen på børnehjemmet.

Enlai afbrød mine tanker. “Jeg går ud for at mødes med en gammel bekendt. Det kan være at han har en ide.”

Enlai gik.

May-Ling satte sig hen til mig. “Vi skal snart tage afsked med hinanden. Skal vi ikke tage en sidste tur?”

Hvad!!? Var hun skør. Sex var ikke lige på mine tanker efter at have undsluppet døden.

“Kom nu.” Hun lænede sig ind over mig og gav mig et kys. Jeg tog tøjet af. Selvom jeg ikke var opstemt så havde hun jo ret. Måske ville vi aldrig se hinanden igen og hun var glad for mig. Vi var begge nøgne og lå i sengen imens vi kælede for hinanden. Det var helt underligt at mærke hendes dejlige varme krop på den måde. Alle de øvrige gange vi havde haft sex, havde jeg haft læderremme på så jeg ikke kunne bruge mine arme.

Hendes vidunderlige varme faste krop blev gennemgået og jeg blev hurtigt meget liderlig. “Lad mig ridde dig” sagde hun og hun gled ned over min stive tissemand. Hendes krop vred sig og jeg mærkede hvordan jeg trængte helt i bund. Det var fantastisk. Med rytmiske bevægelser sendte hun fantastiske impulser igennem min krop og jeg fik udløsning med et grynt.

May-Ling stønnede tungt. “Ah. Det var godt, men jeg vil have mere”

Hun løftede sin krop så jeg gled ud af hende. Jeg lå stadig på ryggen udmattet efter hendes vilde ridt. Hun begyndte at sutte mig af. Jeg var ikke sikker på at det ville lykkedes, men langsomt og sikkert blev jeg stiv igen. “Tag mig bagfra”

Jeg fik mig rejst op og positionerede mig bag hende. Jeg trængte ind og pumpede løs. Der gik kun ganske kort tid før at jeg fik udløsning igen.

Jeg faldt i søvn.

Der gik nogle timer, så kom Enlai tilbage. “Jeg har fundet en løsning, men først skal vi have Viggo tilbage til hans rederi igen.”

Han kiggede på os. “I har nok hygget jer. Du er umættelig: May-Ling” Han rystede på sit hovede.

Jeg fik tøj på og vi gik op til rederiet. Enlai sagde farvel til mig udenfor døren. På rederiets kontor var man lettet over at jeg var i live. Man havde hørt at Japanerne havde sat en offensiv ind og man frygtede at jeg var gået til i rædslerne. Det korte af det lange var at der gik et skib mod USA om 3 dage, som jeg skulle arbejde på.

I alt hast fik jeg syet en ny uniform i byen og få dage efter var jeg ombord på SS San Diego på vej mod USA.

læs næste afsnit