Barbie, kapitel 14

Jeg må sprede lårene langt ud til siden, så forbipasserende på gaden kan se min fisse under den korte kjole ..

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Trods hans voldsomme trusler viser Patrick mig nåde, da vi kommer til huset i skoven.

Han undersøger min krop, hvor hver eneste millimeter er dækket af blæner fra nælderne. Selv mellem mine ben og i mit ansigt er der et tæt lag af mærker efter giften.

”Du skulle jo egentligt have anden halvdel af straffen for dit flugtforsøg nu. Men jeg tror sgu ikke, du kan holde til ret meget. Kom med.”

Han går foran mig ind i det mindre soveværelse, som jeg tidligere har været inde i.

”Du bruger dette rum i den uge, hvor du bor i huset. Det store soveværelse er mit, og der kommer du kun, hvis jeg forlanger det. Tilsvarende med badeværelserne. Du bruger det lille, som du fik lov til at bruge nogle gange, før Warren kom. Det store er ikke for dig.”

Jeg har det forfærdeligt, og kan næsten ikke glædes ved tanken om at måtte bruge de to dejlige rum. I sammenligning med loftet og stalden er det jo paradis.

”Tag et bad. Det hjælper. Og du har tilladelse til at bruge den creme her. Den skulle også hjælpe. Bagefter kommer du ned i køkkenet.” Uden at sige mere forsvinder han.

Kun langsomt fatter jeg, at han ikke vil straffe mig mere. I hvert fald ikke nu. Jeg er så ødelagt.

Jeg forsøger ALDRIG at flygte igen. Det tør jeg bare ikke.

Mine sko stiller jeg udenfor badeværelset, og lægger også strømperne der. Anden påklædning har jeg jo ikke. Så vakler jeg hen til bruseren. Den grusomme kløen fra nælderne er uudholdelig. Selv mine opsvulmede, udhængende skamlæber har gnedet så meget mod nælderne, at jeg kan føle den forfærdelige kløen selv inde mellem de indre læber. Selvfølgeligt kan hårde singletail piske og spanskrør af rattan gøre langt mere ondt, tænker jeg. Jeg har jo aldrig prøvet så hårde former for SM. Men den vedblivende kløen er ikke til at bære.

Jeg kommer i tanke om, at Patrick, i vores tidligere forhold, har vist mig en pornofilm, hvor en Herre gnider sin bundne slavindes fisse længe og grundigt med nælder. For derefter at fylde fissen helt op med de frygtelige planter, og give hende et par meget stramtsiddende gummitrusser på, fuldstændigt fyldt af nye nælder. Og så tvang pigen til at gå i byen sammen med ham. Jeg beder til, at Patrick har glemt den forfærdelige film.

Under bruseren forsøger jeg at tænde for det varme vand. Endnu kan jeg næsten mærke den vidunderlige fornemmelse fra mit seneste bad på det store badeværelse. Men naturligvis kommer der kun iskoldt vand ud af brusehovedet.

Trods alt er det iskolde vand skønt. Det fjerner næsten omgående den største del af smerten. Jeg kan ånde frit og tænke. Indtil dette øjeblik har jeg grædt uafbrudt, og vredet mig i smerte. Under de kolde stråler kan jeg omsider stå stille, og slappe mine hidtil spændte muskler. Jeg bliver stående længe, før jeg tager shampoo. Frygter at den smertedæmpende virkning vil blive mindre, når kroppen dækkes af skum. Men det ændrer intet, og igen nyder jeg følelsen af, at skummet indhyller og beskytter min krop, der jo ellers altid er frit udstillet og sårbar overfor nye smerter.

Til sidst er jeg, næsten modvilligt, nødt til at træde ud af de iskolde vandstråler. Hele min krop ryster af kulde, men smerterne er nu til at bære. Jeg hulker ikke længere, og snottet, som er løbet ud af min næse under min hysteriske gråd er nu stoppet og vasket af. Selv om jeg står og ryster så kraftigt, at jeg er lige ved at falde om, føler jeg mig bedre tilpas.

Det kæmpestore håndklæde indhyller hele min krop. Det varmer. Og jeg føler mig påklædt og beskyttet.

En dejlig og tryk fornemmelse.

Fra hylden tager jeg den creme, Patrick har tilladt mig at bruge. Jeg tager en rigtig stor klat i min højre håndflade, og begynder at gnide den hvide, fedtede creme ud over mine lår og underben. Det er den del af min krop, der gør mest ondt nu, selv om smerten er dæmpet rigtigt meget af det kolde vand. Forbavset føler jeg, hvor fantastisk cremen dæmper den forfærdelige kløen. Hurtigt fordeler jeg creme ud over resten af min krop. Det er heldigt, at jeg er ret smidig, og kan nå alle punkter på min ryg.

Jeg gnider cremen dybere ind i huden. Nu er den kløende fornemmelse helt væk. Hvor er den creme dog skøn. I et sekund er jeg dybt taknemmelig på Patrick, men så husker jeg på, at alle smerterne jo er kommet efter hans mishandling af mig. Fremover skal jeg undgå at føle mig tiltrukket af den fyr. Jeg forstår ikke, at jeg igen kan få lyst til at høre venlige ord fra fyren. Ikke nu, hvor jeg har talt med andre mennesker, og ved, at jeg vil komme til det om en uge.

Til sidst er cremen gnedet så godt ind i min hud, så jeg ikke fremstår fedtet og ulækker. Så meget ved jeg, at en slavinde har pligt til altid at være ren og lækker for sin Herre, hvis hun får mulighed for dette.

Skal jeg barbere ben, armhuler og fisse? Jeg ved jo, at jeg har pligt til at være fuldstændig glat. Men selv på fissen mærkes hårene ikke endnu efter at jeg barberede mig super grundigt på Patricks kommando, lige før jeg blev ført ud til stalden, uvidende om at de fremmede ville komme og bruge mig seksuelt.

Hvor var jeg dog blevet brugt. Alle mine huller føles, som om de er slidt op. Som om jeg ikke vil få lyst til sex den næste måned.

Men jeg kender jo mig selv og mine lyster.

Jeg skal ud i køkkenet. Beklædning behøver jeg ikke tænke på. Der er slet intet tøj på det soveværelse, der nu er mit. Men jeg har mine sneakers sko. Dem VED jeg, jeg ikke skal have på. Men skal jeg komme HELT nøgen? Eller i stiletter?

Iført tårnhøje, sylespidse stiletter, som jeg næsten ikke kan gå i, bevæger jeg mig ud i køkkenet.

”Det tog meget lang tid, slavinde.”

Det gyser i mig, da Patrick lyder vred. Jeg ved jo, at der er mere straf i vente. Og hvis han er vred og skuffet, bliver straffen måske endnu grusommere. Jeg begynder at ryste.

”Men du har gjort et godt stykke arbejde. Som du ser ud nu, kan du være bekendt at præsentere dig for en Herre. Du har, som du jo ved, en solid straf til gode. Men du ser for medtaget ud, til at det vil give mening at udføre den nu. I stedet vil jeg fortsætte din oplæring. Der er lagt råvarer frem til en simpel, men lækker ret. Hamborgryg med nye kartofler, smørsovs og grøntsager. Jeg går ud fra, at det er noget, du kan lave?”

Jeg har ikke brugt særligt meget tid i et køkken, men en så simpel ret kan jeg dog lave.

”Ja Herre. Skal jeg lave den nu?”

”Ja, gør det, slavinde. Men medmindre du direkte får besked om noget andet fra din Herre, forventes en slavinde ikke at omtale sig selv med ordet ”Jeg”. Det hedder: ”Skal slavinden lave det nu.””

”Javel Herre.” Jeg må forsøge at huske alle de regler, Patrick fortæller mig. Jeg ønsker bestemt ikke at pådrage mig flere straffe.

Det er kødet, der vil tage mest tid, så jeg sætter det til at koge med det samme, før jeg går i gang med de andre ting. En time efter er det hele parat.

Jeg går ind i stuen, og præcis som jeg regner med, sidder Patrick derinde.

”Hvor ønsker Herren at slavinden anretter Herrens måltid?”

Manden smiler anerkendende til mig. Jeg opfører mig åbenbart på den måde, han forventer af en slavinde.

”Dæk op på spisebordet derhenne. Du kan servere hvidvin til maden. Og dæk op til os begge. Når bordet er dækket, kommer jeg derhen. Derefter serverer du først for mig. Anbring maden på bordet, og bagefter må du selv tage.”

”Javel Herre.”

Så hurtigt som de vanvittige stiletter tillader mig det, får jeg dækket bordet. Jeg er omhyggelig med millimeterpræcis placering af tingene. Da jeg sætter det sidste glas, rejser Patrick sig og kommer frem til bordet.

Som jeg har lært, trækker jeg den ene stol lidt ud, og skubber den på plads under ham. Derpå henter jeg først kartoflerne. Jeg stiller mig på hans højre side, og begynder med en ske at øse op på hans tallerken.

Patrick afbryder mig med en vred stemme.

”Servering af mad fra fad, foregår ALTID fra venstre side. Det er ikke engang en BDSM regel, men gælder altid for ordentlig servering. Ved du ikke engang det?”

Forskræmt skynder jeg mig at sige: ”Undskyld Herre,” og skynder mig over på den anden side, hvorfra jeg giver ham endnu en kartoffel, hvorefter han gør tegn til at det er nok. Jeg stiller skålen med kartofler midt på bordet.

Serveringen af resten af maden går heldigvis uden problemer. Jeg ånder lettet op. Jeg vil så uendeligt gerne leve op til hans krav.

Som det sidste skænker jeg vinen. Jeg stiller mig igen hen til Patricks venstre side.

”Ved du da overhovedet intet, slavinde? Vin skænkes fra højre side. Det samme gør mad, anrettet på tallerkener. Og man rydder ALTID af fra højre side.”

Det er åbenbart helt almindelige regler. Men i mit hidtidige liv har jeg jo bestemt ikke været vant til at varte andre op. Tværtimod. Så jeg ved ikke disse ting. Jeg indprenter mig, at servering fra fad foregår fra venstre side, og alt andet fra højre. Det bør jeg kunne huske.

Igen undskylder jeg, og skynder mig over på den korrekte side. Jeg fylder hans glas ¾ dele op, og husker derpå at dreje flasken, så jeg undgår dryp på dugen. Det indbringer mig et anerkendende nik fra Herren.

Jeg går til min stol, og ser på ham. Han nikker kort.

Det må betyde, at jeg kan sætte mig. Et nyt nik er signal til, at jeg må tage mad.

Patrick hæver sit glas og vil skåle med mig. Jeg er overrasket over at han viser en slavinde den ære.

”For lige at undgå en mulig misforståelse. Hvis du ved bare lidt om reglerne for almindelig servering, så ved du, at ved selskaber serverer tjeneren først for værtens borddame. Sådan forholder det sig naturligvis ikke ved et selskab i BDSM verden. Her serverer du først for værten, altså Warren. Og derefter for alle dominante. Skulle der være en kvindelig Mistress med til et selskab, skal hun betjenes på lige fod med Herrerne. Hvis der sidder slavinder med ved bordet, skal du også servere for dem, men først, når alle dominante er blevet betjent.”

Patrick fortsætter efter måltidet med at indprente mig slaveregler. Jeg kæmper for at huske de nye ting, han lærer mig, samtidigt med at jeg for alt i verden skal overholde de første regler han har gennemgået.

Efterhånden har vi siddet der alt for længe. Jeg skal på toilettet, men må nok ikke afbryde min Herre. Men jeg kan ikke holde mig længere.

”Undskyld Herre. Jeg vil rigtigt gerne lære mere, men jeg går lige på toilettet først.” Jeg rejser mig op, for at skynde mig derud. Det haster så meget.

”Stop slavinde.”

Jeg tøver. Hans stemme kræver at jeg stopper. Men min blæres krav om at blive tømt er umulig at ignorere. ”Herre, jeg KAN ikke holde mig længere.”

”Må en slavinde bare gå på toilettet, når hun har lyst til det?”

”Selv en slavinde er jo nødt til at gå derud, når hun skal tisse,” svarer jeg næsten trodsigt. Det undrer mig, at jeg tør svare ham sådan, men han er for urimelig.

”Hold din kæft og sæt dig ned.”

Igen tøver jeg. Men reelt har jeg jo intet valg. Jeg sætter mig tøvende.

”En slavinde må ikke gøre noget, uden at spørge om lov. Så enkelt er det. Hun skal, hver eneste gang hun ønsker at gå på toilettet, spørge om tilladelse.”

Jeg vrider mig på stolen.

”Herre, må slavinden gå på toilettet.”

”Nej, slavinde. Ikke nu.”

Patrick fortsætter længe med sit foredrag om, hvornår en slavinde må foretage sig de ting, hvormed hun kan tjene og behage sin Herre. Og hvornår hun intet må gøre, uden at spørge om tilladelse først. Jeg har det forfærdeligt og vrider mig i stolen. Min blære er ved at sprænges.

Tårerne trænger frem i mine øjenkroge. ”Herre, må slavinden gå på toilettet.”
Min stemme må tydeligt afsløre min desperation.

”Du har min tilladelse.”

Lettet farer jeg op, skynder mig at mumle ”Tak Herre,” og styrter derud. Jeg når næsten ikke at sætte mig på brættet, før voldsomme stråler af pis vælter ud af mig. Det føles pragtfuldt efter at have holdt det tilbage så længe.

Tilbage fra toilettet ser jeg forundret, at Patrick har lagt en kjole frem til mig. Må jeg fremover bære tøj? Jeg tør næsten ikke håbe.

”Tag kjolen på, slavinde.”

Der er intet, jeg hellere vil. Sådan set er jeg ikke flov over at Patrick kan se mig nøgen. Det har han jo gjort så ofte. Men tøj giver mig en lille smule beskyttelse. Får mig til at føle, jeg er noget værd.

Glad griber jeg kjolen, og smiler til Patrick.

”Javel Herre. Og tak, Herre.”

Det er en let sommerkjole, og uden problemer glider den over mit hoved. Den er åbenbart syet til mig, for jeg har ingen problemer med at få den ned over mine enorme, strittende bryster. Der er et slags bælte syet ind i livet, så den ikke hænger omkring mig som en sæk.

Faktisk er det en flot sommerkjole. En jeg godt ville have gået i derhjemme. Meget stor udskæring, der viser hele kavalergangen, men ikke mere sexet, end at man kunne gå i gågaden i den. Kjolen er kort, men den dækker min røv. Faktisk har jeg kjoler hjemme, der er frækkere. Det meget lette stof smyger sig om min krop som blide kærtegn. Det føles pragtfuldt.

Jeg bemærker, at mine enorme, altid strittende brystvorter presser sig ud gennem stoffet i en grad, som bestemt ikke er anstændigt. Dem vil jeg få problemer med, når jeg slipper ud af mit slaveri.

Hvis jeg slipper ud, tænker jeg usikkert. Jeg kan ikke undslippe. Og hvor meget er Patricks løfte om min frihed efter 365 dage værd? Men lige nu må jeg jo bare håbe.

”Sæt dig i sofaen, slavinde.”

Jeg skynder mig at sige ”Javel Herre”, og går hen til sofaen. Roligt sætter jeg mig, idet jeg er meget opmærksom på ikke at krølle kjolen. Det lykkes mig at få kjolestoffet til at ligge helt glat under min røv. Kjolen er så kort, at stoffet ikke når ud under mine lår. Mine knæ er samlede, og jeg lægger mine underarme på dem med håndfladerne opad. Jeg har lært, at sådan kan en slavinde holde sine arme.

”Ved du ikke, hvordan en slavinde skal sidde?”

Han lyder vred. Meget vred.

Panisk tænker jeg mig om. Hvad gør jeg forkert?

Jo, naturligvis. Hvordan kunne jeg glemme det? Hurtigt spreder jeg knæene langt ud til siden.

”Det var den anden fejl. Men du begik en fejl tidligere!”

Jeg tænker og tænker. Men min hjerne er tom. Mine læber bæver. Han lyder rasende, og jeg ved ikke, hvor jeg har fejlet.

”Undskyld Herre. Men slavinden ved ikke, hvilken fejl hun har begået.”

Patrick springer op. Et sekund forventer jeg, han vil slå mig hårdt. ”Når en slavinde bærer kjole eller nederdel, må hun ALDRIG sætte sig på stoffet. Idet hun sætter sig, skal hun altid løfte nederdelen op, så hun sætter sig på stolen med sin bare røv. Dette gælder både hvis du er hjemme ved din Herre, og hvis han har dig med i byen, f.eks. på en fortovscafe.”

I mit hoved dannes et billede af, at jeg er på sådan en cafe med Warren. I denne kjole. Han beordrer mig til at sidde med front ud mod gaden. Jeg er tvunget til at følge reglerne, og lige da jeg sætter mig, trækker jeg kjolen op over min røv. Jeg sætter mig hurtigt, men de folk, der sidder på bordet ved siden af, har jo set det hele. Jeg kigger bedende på Warren, men der er ingen nåde. Jeg må sprede lårene langt ud til siden, så forbipasserende på gaden kan se min fisse under den korte kjole. Mine vanvittigt store pumpede skamlæber vil jo være helt udstillede.

Tankerne om dette scenarie gør, at mine kinder bliver højrøde. Forhåbentligt tør Herren ikke vise offentligheden, at jeg er hans slavinde? Men hvorfor klør min fisse så vildt nu? Om et øjeblik vil mine safter løbe ud på sofaen.
Historien fortsætter under reklamen

Jeg rejser mig op, og søger øjenkontakt med Patrick. Så går jeg tilbage til sofaen, trækker kjolen op over min røv, og sætter mig med så megen værdighed, som jeg kan mønstre.

”Husk den regel, slavinde. Det vil jeg råde dig til.”

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER