Alt klør forfærdeligt. Hele min ryg hviler på et tæppe af giftige nælder. Jeg skriger og skriger .

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

I et stykke tid sanser jeg ting fra omgivelserne. Selv om jeg ikke er rigtigt ved bevidsthed.

Først er det farver, lys og lugte, som jeg opfatter.

Så kommer følelsen af mig egen krop. Alle de steder der gør så ondt. Men også den beroligende, totale seksuelle mæthed.

Det varer et stykke tid, før jeg rigtigt opfatter mine omgivelser. Jeg ligger igen i den bløde, lækre seng. Med masser af puder og en skøn dyne. Jeg vrider mig bare lidt. Har slet ingen lyst til at stå op.

Nu begynder min hjerne at fungere. Jeg ser, at jeg er alene i rummet. Mærker at jeg er nøgen, men det har jeg jo været næsten hele tiden i mit fangenskab, når man ser bort fra de frygtelige bukser. Nu kan jeg for alvor mæske, hvor ømme mine bryster, min fisse og mit røvhul er. Jeg forsøger at bevæge mig, men mærker, at jeg ingen kræfter har.

Et sekund strejfer tanken om at flygte mig. Men min overvældende svaghed overbeviser mig om, at tanken er latterlig. Det eneste jeg kan gøre, er at nyde, at jeg er alene. Nyde de vidunderlige omgivelser. Det er jo ikke sikkert, jeg nogensinde vil ligge under så skønne forhold igen, før mit tvungne slaveri er forbi.

Til min store glæde får jeg lov til at ligge. Ingen kommer ind i soveværelset.

Det giver mig tid til at tænke. Jeg er besvimet. Og det var jo præcist det, Warren havde forbudt mig at gøre. Ville den stærke og myndige mand nu afvise mig? Skulle jeg forblive hos Patrick?

Tanken skræmmer mig. Patrick har været forfærdelig. Og alligevel var jeg blevet så tændt på ham, at mit største ønske havde været at tjene ham og behage ham. Det har været virkningen af isoleringen, ensomheden og Patricks mishandling af mig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Patrick vil kunne genskabe den reaktion i mig, hvis jeg skal blive her. Og samtidigt frygter jeg, at han så vil være vred på mig, over at jeg ikke har opfyldt de krav, som hans ven (arbejdsgiver?) havde præsenteret mig for. Hvis Patrick er rigtigt vred, og hvis han ikke længere er begrænset af, at jeg skal være uskadt til aflevering til en anden Herre, hvad kan han så ikke finde på? Jeg er lammet af rædsel.

Jeg forsøger at finde håb. Trods alt havde jeg jo gennemført alt hvad Warren ønskede. Vi var i gang med den allersidste øvelse, havde denne magtfulde mand jo selv fortalt. Kan det tænkes, at han godkender min indsats. Jeg føler at mit liv afhænger af dette.

En smuk, værdig kvinde træder ind i lokalet.

Nr. 1.

Hun ser på mig og smiler. Men jeg synes ikke at opfatte den varme i hendes smil, som jeg har oplevet fra nr. 3, Jørgens nymfoman, eller nr. 4, Warrens pige, der meget ligner en kopi af mig selv.

”Det er godt at du er vågnet. Herrerne ønsker at tale med dig, før de kører.” Andet siger hun ikke, før hun forlader soveværelset.

Kort efter træder de fire Herrer ind i soveværelset. Og et øjeblik senere kommer Patrick også. Jeg gyser, da jeg ser ham.

”Du var bevidstløs ret længe, slavinde. Det ser jeg som et tegn på, at du virkelig har presset dig selv til din yderste grænse i forsøget på at tjene os. Hvilket jo er en slavindes egentlige opgave. Jeg forbød dig at besvime, fordi jeg ville se, hvor meget du kunne udholde. Og jeg må indrømme, at jeg er glædeligt overrasket. Både over din udholdenhed, og over din evne til at få orgasmer i næsten uendelige strømme. Jeg er tilfreds med dig i de retninger. Og ligeledes med dit udseende.”

Warren ser væk fra mig og kigger i stedet på Patrick. ”Derimod mangler slavinden meget i opdragelse og uddannelse. Hun virker ikke uvillig, men hun kender helt tydeligt næsten intet til reglerne for korrekt opførsel for en slavinde. Det skal forbedres voldsomt.”

Jeg ser Patrick synke sammen under Warrens kritik.

”Du får nu en uge, hvor slavinden forbliver i din varetægt. Jeg er tilfreds med hendes udseende, og også med mælkeproduktionen. Så du skal kun malke hende med henblik på at tømme yverne for mælk. Ikke andet. Og en pille om dagen er nok fremover. Du skal tage hende ind i huset, og lære hende de grundlæggende regler for en slavindes opførsel. Jeg forventer, du præsterer et ordentligt stykke arbejde.”

Indvendigt jubler jeg. Først nu føler jeg mig sikker på, at jeg kommer væk fra Patrick. Og så tilmed op til denne flotte, magtfulde mand. Jeg føler mig virkeligt heldig, og har helt glemt, at jeg faktisk er slavinde mod min vilje.

De fire Herrer er klar til at tage af sted, hver med sin slavinde. Jeg får lov til at gå med ud på gårdspladsen og se dem køre. Det er ikke helt let for mig at gå derud, for mine ben føles som kogt spaghetti. Men hvor føles det skønt igen at indånde den friske udendørs luft. Lugten af skoven er skøn, og følelsen af solen mod min nøgne hud er pragtfuld. Jeg glemmer næsten, hvor svag jeg er.

Vi står begge respektfulde og ser bilerne med de fire fornemme Herrer køre afsted af den overgroede skovvej. Først da de er forsvundet bag et sving, taler Patrick til mig.

”Du hørte, hvad Warren sagde, Barbie. Om en uge skal du op til ham. Og det vil være bedst for dig, at du opfører dig som en perfekt slavinde deroppe.”

Ud fra Warrens ord har jeg også fornemmet, at det nok også vil have stor betydning for Patrick. Men selv om jeg er fristet, tør jeg ikke provokere ham med at tvære det ud i ansigtet på ham. Han har jo magten over mig i en uge endnu, og hvis han bliver vred, kan han gøre den uge til et ubeskriveligt helvede af smerter og ydmygelser. Jeg tør ikke trodse ham.

”Der er rigtigt mange regler, en slavinde absolut skal kende og altid adlyde. En uge er forfærdeligt kort tid til at lære dig dem. Men du var ingen nem slavinde, og jeg skulle jo først nedbryde dig, så du blev lydig. Derfor er vi desværre ikke nået til din uddannelse før nu. Den næste uge bliver derfor et intenst forløb, hvor du på kort tid skal lære rigtigt mange ting. Har du lidt flere kræfter nu?”

I hans forrige sætning havde han tiltalt mig som Barbie. Jeg havde håbet, at det var et tegn på, at han nu ville omgås mig med større venlighed. Men nu bruger han bare ordet slavinde igen. Men jeg kan vel heller ikke vente andet. I det mindste spørger han da til min tilstand.

”Ja, Herre. Jeg har det meget bedre nu. Jeg tror bare, jeg lige skulle komme mig over de voldsomme orgasmer og besvimelsen.”

”Udmærket. Så går vi en tur.”

Patrick er helt normalt påklædt. I denin bukser, skovmandsskjorte og støvler. Derimod er jeg fuldstændigt nøgen, med undtagelse af et par sneakers. Det er sommer, og solen skinner vidunderlig her i lysningen. Så temperaturen vil ikke være noget problem. Selv inde mellem træerne vil der ikke være for koldt. Men kan vi gå i skoven uden at møde andre?

Jeg er efterhånden helt sikker på, at vi er i nærheden af det gods på Sydsjælland, som Patrick havde pralet af. Og at Warren er den mand, han er så stolt af at kende. Men jeg kan ikke huske, at der skulle ligge kæmpeskove på Sydsjælland. Og hvis skoven ikke er specielt stor, kan der jo komme andre gående.

Min første tanke drejer sig om, hvor pinligt det vil være for mig at blive set nøgen af tilfældige gæster i skoven. Men så går det latterlige i den tanke op for mig. I forhold til min frygtelige situation, vil det jo intet betyde, at et par mennesker ser mig nøgen. Jeg skal derimod overveje, hvordan jeg skal reagere, hvis vi møder nogen. Måske kan de frelse mig?

”Kom så slavinde. Nu går vi. Og tænk ikke engang på at prøve at stikke af. Jeg løber dobbelt så hurtigt som dig, og jeg vil straffe dig, som du aldrig er blevet straffet, hvis du forsøger noget. Hvad vil du sige til en time, hvor den Cattle Prod skiftevis giver dig stød direkte på klitoris og derefter på brystvorterne?”

Jeg gyser. Indtil nu har den stav jo kun været brugt som en effektiv trussel overfor mig. Jeg husker kun et enkelt stød fra den mod mit lår, men det havde været ubærligt smertefuldt. Meget værre end noget piskeslag, jeg har prøvet. Sådan et stød direkte på klitoris. Ville det ikke riste min følsomme tap? Jeg ville da besvime omgående?

Det håber jeg i hvert fald. Jeg kan ikke engang forestille de smerter. De må være ubærlige, og ingen pige kan da klare dem. I det mindste VED jeg, at hans trussel om at tortere mig sådan i en hel time var absurd. Intet menneske ville kunne udholde det så længe. Jeg ville dø længe, længe før den time var gået.

Men jeg er nødt til at tage hans trussel med i mine overvejelser. Jeg tør ikke prøve at flygte, med mindre jeg er næsten helt sikker på, at det lykkes. Er der bare den mindste risiko for, at han kan fange mig, vil det være bedre at blive hos ham gennem denne uge. Måske opstår der bedre muligheder oppe ved Warren. Og måske vil denne Herre straffe mig mindre hårdt, hvis jeg forsøger?

Noget siger mig, at det skal jeg ikke regne med. Godt nok har Warren optrådt med mere værdighed og virket mere fair overfor slavinder. Men jeg har fornemmet, at han også rummer en mørk side. At han, hvis han er utilfreds med en slavinde, sikkert kan være lige så grusom som Patrick.

Måske mere? Jeg gyser. Men der er noget over Warren. Som om hans indleven i BDSM er langt mere ægte end Patricks. Jeg kan forestille mig, at han kender grusomme straffe, som han vil bruge, hvis det er nødvendigt. Selv om jeg næsten ryster ved tanken, mærker jeg, at det snurrer i min gennemkneppede fisse.

Hvordan kan jeg blive liderlig ved tanken om grusom tortur, jeg risikere at blive udsat for?

Og hvordan kan jeg være liderlig nu, efter at være besvimet efter alt for mange og alt for vilde orgasmer?

Jeg er syg. Anden forklaring er der ikke. Opholdet som Patricks fange har ændret min i forvejen voldsomme seksualdrift, så jeg nu er umættelig.

Jeg er ikke KUN slave af Patrick.

Jeg er mindst lige så meget slave af min umættelige sexlyst og mine perverse lyster.

Patrick begynder at gå, og jeg følger efter, direkte bag ham.

”Nogle steder skal en slavinde gå direkte bag sin Herre. F.eks. når de går ind i et hus. Men når de går, hvor der er bredt nok, er hendes plads på Herrens venstre side, ½ skidt bag Herren.”

Jeg flytter mig omgående til den angivne plads.

Vi går et stykke tid, og kommer ud på en skovvej, der tydeligt har mere trafik. Den er slet ikke overgroet med planter, som den, vi er kommet af. Der står en lille bænk ved siden af vejen.

”Sæt dig.”

Jeg ønsker at være lydig. Vil ikke påkalde mig straffe fra Patrick, hvis dette kan undgås. Derfor sætter jeg mig omgående ned.

”Sådan skal en slavinde ikke sidde.” Patricks stemme fortæller tydeligt, at han havde forventet noget andet af mig.

Jeg forsøger at tænke hurtigt. Hvad kan der være galt? Men jeg får ikke meget tid.

”En slavinde sidder ALDRIG med samlede ben, medmindre hendes Herre direkte har beordret dette. Spred de knæ.”

Det vidste jeg jo godt. Den regel havde han lært mig, da vi havde det frivillige BDSM forhold. Jeg spreder benene så lårene peger skråt ud til hver side. Han står direkte foran mig, og jeg føler mig utilpas ved at vide, at min fisse står helt åben i denne stilling.

Patrick siger ikke mere, men vinker blot en smule med hånden, idet han begynder at gå hen ad vejen.

Jeg går skråt bag ham på venstre side. Jeg må huske alle regler, han lærer mig.

På denne skovvej kan solen nå ned til os, og jeg nyder dens varme stråler. Vi drejer om et sving, og et stykke længere fremme kan jeg se en gruppe mennesker komme imod os til fods. Em familieskovtur, gætter jeg.

Skørt nok er min første tanke flovhed over min nøgenhed. Det lammer min hjerne et øjeblik. Så kommer tanken om flugt. Skal jeg prøve at løbe hen mod dem? Jeg vil nok kunne nå et stykke, før Patrick indhenter mig. Og hvis jeg skriger om hjælp, vil familien forstå, at jeg er i forfærdelige problemer. Især fordi de også kan se, at jeg er nøgen. Mine muskler spændes. Et mikrosekund senere ville jeg være sprunget frem og dermed have været udenfor Patricks rækkevidde.

Lige i det øjeblik mærker jeg hans stærke fingre omkring mit håndled. Han trækker mig ind i skoven. Efter 4-5 skridt er vi skjult af træerne. Han hiver mig fremad, uden hensyn til, at buske flår mine lår. Det er en befrielse, da vi kommer ind mellem grantræerne, hvor der ingen underskov er. Han trækker mig yderligere et par hundrede meter.

”Nå, du ville stikke af, møgluder. Jeg skal fandeme lære dig noget andet. Under resten af turen vil jeg straffe dig lidt. Og når vi kommer hjem, skal du føle, hvad straf virkeligt betyder.” Han er så rasende, at hans øjne lyner.

Jeg ryster, og er lige ved at snuble. Det bliver frygteligt. Uudholdeligt. Jeg begynder at hulke voldsomt.

Vi kommer ud af granskoven, og skal igen igennem et tæt krat, for at komme ud på en lille sti. Men Patrick fører os ikke direkte ud på stien. Han går et stykke parallelt med den, før han siger. ”Her er et godt sted. Så vi går ud på stien her.”

Det kan han da ikke mene?

Hele vejen herhen har der kun været almindelige buske, vi kunne have maset os igennem. Men lige her er det et bredt krat af brændenælder, der er så høje, at de når mig til livet. Han kan jo sagtens mase igennem dem i sit dækkende tøj. Men jeg er fuldstændigt nøgen.

”Nej, stop nu, Patrick. Det kan du ikke mene. Vi kan gå ud lige derhenne.” Jeg peger desperat på et sted, hvor kun små, uskyldigt udseende gyvelbuske skiller granskoven fra stien.

Jeg modtager en lussing, der er lige ved at vælte mig ned i brændenældekrattet. Ingen tvivl om, at det var svinets hensigt.

”Må en slavinde sige nej til sin Herre?”

Han er rasende og frygteligt rød i nakken.

Mine knæ dirrer så voldsomt, at manden ikke kan undgå at se det. Og tårerne løber ned over mine kinder. Med en rystende stemme får jeg fremstammet: ”Nej, Herre. Det må slavinden ikke.”

Jeg modtager endnu en lussing, endnu hårdere end den første. ”Og hvornår må en slavinde tale?”

Hvad straffer han mig nu for? Jeg svarede høfligt på hans spørgsmål, hvilket jeg ved er slavindens pligt. Så går det op for mig, at det stadigt drejer sig om min forrige sætning. Og jeg kender jo godt reglen.

”En slavinde må kun tale, når Herren giver hende tilladelse til det. Eller som svar på hans spørgsmål eller kommandoer.”

Patrick trækker mig ud i de frygtelige brændenælder. De når mig til navlen, og enkelte ekstra lange nælder når op og brænder undersiden af mine enorme bryster. Jeg skriger af smerte.

”Hold din kæft, luder. Ellers bliver det endnu værre for dig. Jeg giver dig begyndelsen på din velfortjente straf, og jeg gider ikke høre på din jamren.”

Det er næsten umuligt at holde op med at jamre, men jeg kan mærke, at han mener det. Med undertrygt gråd i stemmen, får jeg fremstammet: ”Javel Herre.”

Patrick drejer lidt, og går på langs af krattet af nælder. Er der ingen ende på mine pinsler?

Mine ben klør så forfærdeligt. Også min røv om min mave. Og undersiden af patterne. Jeg undgår at skrige, men kan ikke undertrykke en desperat hulken.

”Hvordan skal en slavinde stå og gå?”

DET mener han ikke!!

SÅ grusom kan han ikke være.

For jeg kender jo godt svaret på han spørgsmål.

Jeg KAN ikke svare. For efter svaret vil det blive uudholdeligt. Jeg kigger ned, og står stille og græder som et lille barn.

”Skal du ikke svare din Herre?” Ham hamrer en knytnæve ind i mit ene bryst, lige på den ømme brystvorte.”

Jeg vakler bagover, men snubler i nælderne. Fortvivlet mærker jeg, at jeg mister balancen.

Alt klør forfærdeligt. Hele min ryg hviler på et tæppe af giftige nælder. Jeg skriger og skriger.

”Har jeg ikke forbudt dig at skrige?”  Han sparker med fuld kraft sin støvlesnude ind i siden af det ene af mine hårdtpumpede bryster. Uvilkårlig drejer jeg mig over på siden, og mærker nælderne angribe det andet bryst. Jeg får et spark i ryggen, og ligger nu på maven. Trods hans krav kan jeg ikke holde skrigene tilbage.

Hans grusomhed og hans fantasi har ingen grænser. Før jeg kan flytte mig fra denne stilling, der klart er den værste af alle, springer han op på min ryg, og sætter sig godt til rette. Under hans vægt tværes mine patter ud i nælderne, og jeg kan ikke engang holde mit ansigt fri af de frygtelige planter. Jeg lukker øjnene, for i det mindste at beskytte dem.

Han hopper op og ned på min ryg, og smadrer mine bryster under hans vægt. Først da jeg ikke kan skrige mere, rejser han sig.

”Okay, luder. Det var så første del af din straf. Nu må du godt gå ud på stien.”

Jeg forsøger at komme op at stå, men kan ikke styre mine ben. Jeg falder igen forover.

Patrick er ude på stien. ”Kom ud af det krat, billige møgluder. Hvis du ikke kan gå, så må du kravle.”

Igen forsøger jeg at komme op at stå, men jeg kan ikke styre mine muskler. Jeg falder fremad igen. Desperat af angst for at pådrage mig nye straffe kravler jeg gennem nælderne. Ude på stien synker jeg om. Kan ikke røre mig.

”Du tror, du har det slemt, lille pivskid. Når vi kommer hjem, skal jeg lære dig, hvad smerter er.”
Historien fortsætter under reklamen

Dog giver han mig tid til at samle kræfter. Usikkert kommer jeg på benene og begynder at vakle fremad, på pladsen skråt til venstre for ham. Snot, tårer og spyt sejler ned ad mig. Jeg hulker og græder hele vejen hjem.

Læs næste afsnit