ALDRIG havde jeg regnet med, at jeg ville stå hvor jeg er idag, udlejer af børn til mænd, der tændte på dem


Forfatter: PerlensLyst

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

(P’s historie har nu ændret sig til at handle om andet end børneinstitutionen, og har blot fået overtitlen: P’s Univers. Dele af Godset er inspireret af min gamle historie, Isabellas Historie, og nogle beskrivelser er kopieret derfra. Historieserien ”Skolens Luder” er også en del af P’s Univers.)

Mit navn er P. Eller det er ihvertfald hvad de kalder mig. Engang var jeg bare en mand i mit livs efterår, gammel og slidt, og med lyster, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af. Jeg havde fundet et sted, en børneinstitution, hvor jeg kunne få fingrene i honningkrukken og dyppe snablen i ny og næ. Aldrig – ALDRIG – havde jeg regnet med, at jeg ville stå hvor jeg er idag, udlejer af børn til mænd, der tændte på dem, og kæreste med en pige på 8-9 år hvis mave allerede viste tegn på at være blevet gravid, takket være hormonbehandling. At alle beslutninger i mit liv havde ført mig hertil var mig en gåde. Men her var jeg ikke desto mindre, og jeg nød det til fulde.

Der var gået nogen tid. Jeg er ikke helt sikker på hvor længe. Tiden var som støvkorn i vinden for mig. De gled afsted mens min hjerne var blevet opslugt af mit forehavende. Der var ingen tvivl om, at min udlejning havde givet bonus for mig, og jeg kunne med tiden udskifte meget af det interiør som jeg i mange år havde haft i hjemmet. Det var ikke fordi jeg var specielt forfængelig med hensyn til de ting, jeg ejede, men jeg var begyndt at føle at jeg måtte præsentere mit hjem i lidt bedre rammer nu hvor der kom så mange gæster. Og nu havde jeg råd til det.

Der blev lagt nye gulve, indkøbt nyt elektronisk udstyr til stue og køkken. Igennem de mange kontakter jeg nu efterhånden havde opbygget var der adskillige faglærte håndværkere og designere, der kunne give en hånd tilgengæld for en udmærket rabat og en gratis aften i hotelværelset med en af ungerne. Børneværelset blev også opgraderet. Lyset derinde blev sat til at simulere dagslys kombineret med svag uv-glød, så ungerne kunne få lidt kunstigt sollys. Det var ikke optimalt, men det var bedre end hvad det havde været. Der kom også nogle fine, store displays på væggene der forestillede vinduer med udsigt til en simpel verden ude i midten af ingenting, og det skiftede fra dag til nat i takt med lyset. Møblerne blev udskiftet – Farvel, Ikea! Badeværelset blev optimeret og der kom støjdæmpet udluftningssluser i væggene samt en loftsventilator, der kunne cirkulere luften lidt.
Alligevel var det kun et spørgsmål om tid før Louisa knækkede.

Hun havde altid været den sarte og generte af de to, indadvendt og følsom, og der var gået for længe nu til at hun kunne holde det ud mere. Jeg havde håbet at hun ville have holdt længe nok, til at jeg også kunne avle på hende, men jeg måtte indse, at det ikke var en mulighed. Jeg holdt øje med hende og fik hende til sidst tilset af Robert, der havde udtrykt en vis utryghed ved hendes tilstand de sidste par gange når han var på besøg hos mig.

Så jeg lukkede hende ud. Ja, hun kom hele vejen ud af børneværelset og ind i stuen. Det var som et nyt land for hende, men alligevel var det ikke nok til at få hende til at live op. Hun sjoskede ned ad gangen med blanke øjne og jeg placerede hende i stuen hvor Carla holdt øje med hende mens jeg hentede Robert. Selv Carla med sin lille strutmave fuld af liv, så bekymret ud da vi kom tilbage og jeg kunne se på Robert, at tingene ikke helt var som de skulle være. Han pakkede sin briks ud og jeg lagde Louisa op for at hun kunne blive inspiceret. Jeg kunne allerede se panderynker forme sig over gynækologens pande da han så hendes skridt og efter at have åbnet hende op med spekulummet gned han sig bekymret om hagen.

”Ja, jeg kan godt se hun har været igennem møllen,” sagde han. ”Men jeg kan ikke konstatere nogen livstruende skader. Kun det sædvanlige man kan forvente af langvarig misbrug af så ung en pigekrop.”
”Er der noget vi kan gøre?” spurgte jeg.
Han foldede spekulummet sammen og tog handskerne af med en klæbrig lyd.

”Du kan pensionere hende,” sagde han. ”Hendes sind er knækket, men hun kan stadig bruges. Det betyder bare nogle forskellige ting. 1) du skal finde et sted hun kan være nu hvor hun ikke er til fare for sig selv og 2) du skal have fundet en erstatning.”

”Men risikerer jeg ikke også at hun fortæller noget hvis hun kommer udenfor?”

Robert rejste sig og lyste ind i Louisas øjne. Der var reaktion i øjets muskler ganske som der skulle være, men hendes ansigt var en grå, udtryksløs maske.
”Hun kommer ikke til at sige meget mere igen,” sagde han. ”De kognitive ressourcer er blevet sat ud af spil. Jeg er overrasket over at hun har holdt så længe. Og drengen lader ikke til at have lidt så meget overlast.”
”Nej, men han har heller ikke været lige så ombejlet af mine lejere.”

Robert rettede sig op, sendte Carla et lille smil og begyndte at pakke sammen mens vi fik Louisa ned og sidde igen. Hendes bevægelser var stive og mekaniske. Hun kunne gå, hun kunne drikke og spise, men hun var på et stadie hvor hendes sind var knækket af overgrebene. Jeg så måske en snert af min egen grådighed og dens konsekvenser. Et eller andet sted huskede jeg hvor smuk hun havde været da jeg første gang havde møvet mit pikhoved ind i hende. Nu var hun en skal, et hylster af hvad hun havde været.

”Hvor kan hun komme hen tror du?” spurgte jeg.
”Jeg kender et sted,” svarede Robert mens han klappede briksen sammen og fandt en smøg frem fra pakken i lommen. Han bankede den eftertænksomt mod håndryggen inden han tændte den. ”Det er et gods et sted lang pokker i vold i sønderjylland, nede omkring Tønder eller sådan noget. Jeg har ikke selv været der, men der foregår lidt af hvert. Det er et stort sted, sådan et gammelt gods med flere forskellige tilhørende gårde. Hvordan de kan holde det skjult for myndighederne må guderne vide, men det kan altså lade sig gøre. Der er udlejning og den slags, men også en afdeling for piger og drenge i Louisas situation. Det er lidt som en gammel slags anstalt for sindssyge, og det er et miljø hvor de bare kan være sig selv. Selvfølgelig er der også stadig udlejning af dem. De er dejlig medgørlige, men væsentligt mindre bevidste end de har været igennem før.”

Jeg hævede øjenbrynet.
”Så du fortæller mig, at der findes noget nær et slaraffenland dernede, som jeg ikke ved noget om?”
”Jah,” han trak på skuldrene. ”Hvis du er interesseret kan vi tage derned og kigge sammen. Jeg har altid været nysgerrig og vi kan tage Louisa med med det samme.”
Jeg nikkede. Det lød næsten for godt til at være sandt.

En grå torsdag morgen kom Robert og hentede os i sin fine Tesla. Jeg gav Carla strenge formaninger om at passe på hjemmet inden vi satte os ind i bilen og kørte sydpå. I bakspejlet holdt jeg øje med Louisa, der stadig ingen reaktion havde på at være kommet udenfor. Jeg havde heller aldrig rigtig været alene med nogen af mine lejere før på denne måde. Det var underligt intimt, men samtidig kunne jeg også godt forestille mig, at de måske havde det på samme måde når de kom i mit hjem.

Vi snakkede om løst og fast, men ikke sådan noget der rigtig interesserede mig. Jeg hørte om hans indgangsvinkel til gynækolog-faget og at det var startet med et håb for at hjælpe unge voldtægtsofre i sager hvor der skulle være beviser på overgreb. Med tiden var det kommet snigende, som en puma i junglen, at det også handlede om hans egne lyster. Han havde aldrig forgrebet sig på nogen af sine patienter, det tillod hans moralkodeks ham ikke. Mit hjem havde været det første sted, hvor han havde overgivet sig til det og var sprunget ud. Efter det havde det været nemt at falde i snak med nogle af mændene i stuen, og det var en af dem – hvis søsters datter skulle undersøges i hans klinik efter en voldtægtssag – der fortalte om godset, gårdene og hele området hvor vi nu var på vej hen. Han vidste som sagt ikke så meget om det selv, men det skulle være ret omfangsrigt og lukrativt, og han var af et par omgange blevet inviteret ned for at hjælpe til med at undersøge dem, der nu måtte være dernede. Han havde bare ikke haft tid før nu.

Så vi kørte og kørte og endte ude i et smukt område af bugnende markbeklædte bakker, skove og gårde. Ruten førte os ind på en smal grusvej med høje egetræer på begge sider. For enden kunne jeg se en stor rød murstensbygning, et klassisk dansk gods, der tårnede sig op. Jeg så nogle gårde omkring den, alle med veje, der løb ind til den centrale bygning, der stod som et monument i midten af området. Gårdene ude i området varierede fra nedlagt landbrug til herregårdsbygninger. Der måtte være noget materiel der holdt markerne ved lige og tog sig af høst og lignende, men det kunne vel også godt være et udmærket dække for myndighederne, så de ikke fattede mistanke til hvad der foregik. Hvis der var flere penge i skidtet hernede end hjemme i mit villakvarter, så havde de nok en fin nok økonomi til at betale deres skatter og afgifter uden at kny.

Træerne trak sig ud på hver side af en stor gårdsplads og vi kom ind til hovedbygningen. Selvom dens imposante udformning burde tage al min opmærksomhed, var det alligevel folkene på gårdspladsen, der tog den. Det var mest en dels unge knægte, der gik og arbejdede. De var nøgne på nær deres sko, så de ikke gik direkte på gruset. Deres pikke var spændt ind i pikbure og de havde tynde jernringe om ankler og håndled. Da en af dem passerede tæt forbi vores bil indså jeg, at metallet var svejset sammen. Det var slaver. Mange af dem var måske teenagere, i både den ene og den anden ende af aldersspektrummet, deres kroppe var smidige og slanke, tydeligvis mærket af det hårde fysiske arbejde. Jeg værdsatte det fremfor de overpumpede fyre man kunne se i gadebilledet, fitness-typerne, der byggede muskler op uden reelt at kunne bruge dem til noget når det endelig kom til stykket.

Robert rullede vinduet ned og spurgte om vej til kontoret. Der blev tavst peget mod en af sidebygningerne inden fyren gik igen. Vi sendte hinanden et sigende blik og et smil og jeg drejede over i retning af kontoret.

Vi parkerede og jeg hjalp Louisa ud. Selv ikke mod det disede, grå dagslys missede hun med øjnene. Vi førte hende med indenfor hvor vi blev modtaget i en slags reception. Rummene var smukke og møblerne moderne selvom de nedslidte plankegulve knirkede højt og der var lavt til loftsbjælkerne. Alting havde en duft af historie. Jeg forestillede mig, at gården og de omkringliggende landbrug havde været ombejlet i fortiden, når Danmark og Tyskland sloges om territoriet. I sidste ende havde vi så vundet denne lille perle, som jeg glædede mig til at udforske.

I receptionen sad en ung kvinde. Hun var lige så nøgen som fyrene ude i gårdspladsen og bar ligeledes lette sko og svejsede jernringe om ankler og håndled. Hun hilste pænt og spurgte ind til vores ærinde med et kort blik til siden på Louisa. Jeg lod Robert føre samtalen mens jeg så rundt. Der var en hel lille shop derinde, præcis som man kunne forestille sig der måske var en souvenirshop på et historisk museum, men her blev der solgt sexlegetøj. På receptionsdisken lå nogle små flyers med tilbud, som jeg ikke helt kunne afgøre hvad betød. Jeg nåede ikke længere i mine undersøgelser før kvinden bad os om at følge med gennem en dør bag hende.

Vi kom ind i en mørk gang men med det samme var det som om vi var trådt ind i en helt anden verden. Et sted i det fjerne kunne vi høre lyde, støn og suk, men vi kom aldrig i nærheden af kilden, da receptionisten tog os med op ad en trappe til en overetage, der tydeligvis havde en administrativ funktion. Også her var interiøret moderniseret og der var udsigt over gårdspladsen fra nogle store vinduer. Hun gik over til en tofløjet dør og bankede på, ventede på svar og førte os indenfor. Kontoret her var smukt møbleret og der var udsigt over det udsøgte haveanlæg bag gården. Vi blev mødt af en høj, kraftigt bygget mand, grå på toppen, rund om livet og med store hænder. Han introducedere sig som Tom. Ikke mere, ikke mindre.

Han trykkede hver af os i hånden og takkede receptionisten ved at gribe ned mellem hendes ben og gnide hånden frem og tilbage. Hun lukkede øjnene nydende mens hun stod og lod sig bruge foran os. Han sendte hende bort med et klap i måsen og bad os sidde ned. Han studerede kort Louisa inden han foldede hænderne foran sig og vendte opmærksomheden mod os.
”Nå, mine herrer, hvad kan jeg gøre for jer? Jeg ser I har taget en veninde med idag. Hvad skal der ske med hende?” spurgte han.

Robert forklarede i korte vendinger hvem han var og hvor vi var kørt fra. Derefter vendte han sig mod Louisa.
”Vi har Louisa her med, da jeg tror hun ville have gavn af en plads på jeres anstalt,” sagde han. ”Din forretningspartner Jorn har tidligere kontaktet mig angående assistance med jeres klinik derovre, og til trods for min interesse, har jeg ikke haft tid i kalenderen før nu til at komme herned. Jeg tror Louisa vil passe godt ind og være meget medgørlig.”
”Javel ja,” brummede Tom og fandt et ark papir frem der skulle udfyldes. Han klikkede med en kuglepen inden han begyndte at skrive. ”Er der nogen grund til at hun skal på anstalten? Vi har jo ikke uendeligt med plads.”

”Jeg ved pigerne fra tid til anden kommer ud til ejerskaber,” sagde Robert. ”Så der er vel nogen udskiftning.”
”Du har læst på lektien,” grinede Tom. ”Ja, det gør de.”
”Og Louisa her har brug for nogle nye rammer. Det sidste halvandet år har været lidt,” Robert smilede skævt, ”hårdt for hende.”
”Hvor gammel snakker vi om her?”
”Hun er cirka 7 nu,” svarede jeg.
”Er du… far? Onkel? Værge?” spurgte Tom.
”Pædagog,” svarede jeg. ”Du kan kalde mig P.”
Tom tøvede og tog mig i nærmere øjesyn.
”Er du P?”
Jeg mødte hans blik. Engang ville jeg måske have tøvet ligesom han gjorde, men ikke længere. Jeg var en forandret mand. Sikker på mig selv, på mine lyster, på hvad jeg ville bruge resten af mit liv på.
”Det er mig ja.”
”Javel så. Jeg har hørt om dig. Du dukkede godt nok op som ud af det blå.”
”Du får det til at lyde som om jeg krydsede ind på andres enemærker. Er der et helt undergrundsmiljø for sådan nogen som os?”
”Sådan nogen som os,” klukkede Tom henrykt. ”Her på godset kalder vi os MAPs – minor attracted people. Og vi er over hele verden og i alle samfundslag. Og hvis man ved hvem man skal bestikke i de forskellige embedspositioner, så glider det af sig selv. Du har så taget den polske vej.”
”Er det en ting?”
”Der er mange forskellige ting. En af dem er den polske vej, adgang og distribution via østeuropa. Jeg ved ikke hvem dine kontakter er, men de er snedige.”
Jeg tænkte på Hamad og Bjørn. Jeg ville ikke just kalde dem snedige, men det var vel hvad det var.

”Under alle omstændigheder så ja, jeg har hørt om dig. Du har min respekt, og jeg vil gerne hjælpe dig. Generelt vil vi gerne hjælpe hinanden, når vi ser andre som os selv i en ubekvem situation.” Han skævede til Louisa. ”7 siger du? Og det har været igang i halvandet år? Ja, det er også ret ungt, selv for vores standarder herude. De yngste vi har i tjeneste er 9-10.”

”Det var mine muligheder dengang,” svarede jeg tørt.
”Var hun ikke en af de forsvundne børn fra-”
”Jo.”
Han klikkede lidt videre med kuglepennen.
”Jah, det er jo ikke det fedeste hvis ordensmagten har været involveret, men efter halvandet år, og i hendes tilstand…” han trak på skuldrene. ”Hvor meget pleje regner vi med at hun skal have?”
”Det meste,” kom det fra Robert. ”Det katatoniske stadie er fuldt indtruffet.”
”Det gør det også nemmere når nogen vil besøge hende i cellen.”
”Cellen?” mine øjne blev til smalle sprækker og jeg kunne mærke det vende sig i maven på mig. ”Skal hun fængsles ligefrem?”

”Nej nej,” lo Tom afværgende. ”Cellen er det sted pigerne og drengene på anstalten bliver sat i når nogen køber selskab med dem. Normalt færdes de frit på anstalten, som er en af områdets gårde.” Han trommede med fingrene i bordet inden han rejste sig og vi gjorde det samme. ”Lad os komme derover og få hende installeret.”
”Hvad med betaling?” spurgte jeg.
Historien fortsætter under reklamen

”Betaling?” Tom smilede. ”Hun skal nok få afbetalt sit ophold her mens hun er her. Ikke at hun kommer til at lide overlast, specielt ikke det første stykke tid hun er her, men hun vil nok falde i nogles lidt mere specielle smag, et hjælpeløst barn i en lydtæt celle. Du har opskriften på noget helt unikt. Kom med, så kan jeg vise jer stedet.”

Læs næste afsnit