Hans hustru er fuld og dødsmærket, men gladere, end da han så hende tidligere. Som om noget er besluttet.

Forfatter: Marcus
Marcus1historier@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

‘Det… det… det ved jeg ikke, hvorfor jeg sagde.’

Sarah har højre hånd halvt løftet for munden. Hustruen betragter hende, ser ud på Jakob i haven i lang tid, så tilbage igen på Sarah. Som er hun ved at lægge et puslespil med brikker fra forskellige sæt. Noget der ikke passer sammen. ‘Har… ,har du…, har I…?’ Sarah ryster på hovedet, en hånd beskyttende frem foran sig. ‘Nej. Aldrig!’ Hun nikker for sig selv, hustruen. Ville heller ikke være den mand, hun tror, hun er gift med. ‘Men, du har…’ hun leder efter ordene, kvinden med parykken få meter væk. Sarah ved præcis hvor hendes tanker vandrer hen. ‘Været tiltrukket? Haft lyst? Tænkt på det?’ Parykken nikker. ‘Altid’, hvisker Sarah. ‘Men, Jakob er jo gift. Med dig, så…’ Sarah slår ud med armene.

Hun ser Sarah an. ‘Jakob er ikke egnet til at være alene.’ Nærmest som til sig selv. ‘Han skal sørge over mig. Være ked og trist, og så efter nogle måneder, skal han stoppe med det pjat. Livet er for de levende, og det skal fandeme leves.’ Hun ser ud i haven. Nogen griner. Det føles næsten upassende, med den samtale de har gang i. ‘Er der krummer i dig?’ spørger hun, flytter blikket hen på Sarah igen. Og Sarah nikker. For gu fanden er der da krummer i hende. Hun nikker også hustruen. ‘Ja. Ja, det kan jeg da se.’

Ordene føles som et ridderslag, og Sarah ved ikke hvorfor hun bliver så bevæget, det ligger overhovedet ikke til hende, men der er noget i situationen, ved kvinden foran Sarah, der trykker på kontakter til tårekanalen. Hun prøver diskret at fjerne en dråbe fra øjenkrogen, men hun har falkeblik kvinden, sætter tallerkenerne fra sig, og går hen og giver Sarah et kram. Et langt et. Det giver ikke mening. Det giver al mening i verden. Passing of the guard.

Hun er skind og ben. Hun er en krop drænet for energi. Hun er et kraftcenter.

‘MÅ JEG HJÆLPE dig i køkkenet?’ spørger Sarah, da Jakobs hustru trækker sig væk. Hun nikker, åbner køleskabet. ‘Du kan starte med at hjælpe med at trække denne her op.’ Sarah adlyder, tager hvidvinen, trækker den op og hælder op i to af de store vinglas, der har materialiseret sig på kogeøen, mens hun havde ryggen til. De hilser uden at klinke.

Vinen er fed, gylden som rav og afsindigt lækker. ‘Er det dig, der er Sarah?’ Hun nikker. ‘Tillykke med Talent100. Godt gået. Det plejer jo at ende med…’ ‘Et hjørnekontor? Yes.’ ‘Er det ikke det du vil?’ Sarah nikker igen. For det er det. Har altid været målet. I de sidste måneder har hun bare syntes, der manglede dybde eller en form for ånd over hendes livsprojekt. Er det virkelig kun det hun vil? Arbejdsuger på 80 timer og penge hun ikke kan nå at bruge?

Hustruen ser opmærksomt på Sarah, smiler let, så går hun i gang igen med at fodre den åbne opvaskemaskine med service. Sarah henter en stabel på spisebordet, og kommer over til kogeøen med dem. ‘Det er et pænt stel.’ ‘Jaja, men, nu er jeg jo altså ikke død endnu, vel?’ Sarah får røde pletter på kinderne. Kan godt selv høre hvordan replikken lød, men det var slet, slet ikke. ‘Det var slet, slet ikke…’ ‘Det ved jeg sgu da godt’ smiler hun, den dødsmærkede kvinde foran Sarah, og Sarah ved instinktivt, at hun er ved at blive målt og vejet, at det er et definerende øjeblik, og at det går ret godt.

Et definerende øjeblik. Som da han kravlede ned i hendes seng, da hun var 15. Hun troede, de bare skulle kysse, men han tog tøjet af hende og penetrerede hende inden for minutter. De facetter der udgør diamanten Sarah. Nu slibes en ny side til.

OPVASKEMASKINEN KØRER LYDLØST i køkkenet. Latter og stemmer fra kollegaerne i haven. De sidder i én af sofaerne i stuen med hvidvinsflaske nummer to. Den sofa.

‘VIL DU HA et par staldtips?’ Sarah nikker. Hun har den her, scoringen af Jakob, når hustruen har forladt scenen, men, er klog nok til aldrig at sige nej-tak, når livet tilbyder en forlomme. ‘Jakob er sammen med dén, han er sammen med.’ Sarah nikker igen. Det flugter med, hvad hun har bemærket på arbejdet. Jakobs blik kan godt flygtigt strejfe hendes barm i profil i morgensolen, nyde synet, men blot på samme måde, som han kan påskønne en nylakeret rød Porsche i gyldent lys i lav fart på Strandvejen en sommeraften. Der er ikke noget dér. Han har ikke behov for også at køre bilen. De har faktisk snakket om det, hende og Monique, at hans ry i firmaet, også på det område, bare er pletfrit. ‘Og…’ Jakobs hustru ser ud mod haven, hvor en af Sarahs kvindelige kollegaer i 40’erne, nyligt fraskilt, åbenbart har mistet et par knapper i sin skjortebluse, for der er meget barm, hun står virkeligt tæt og Jakob prøver diskret at distancere sig selv, mens han høfligt stadig opretholder en samtale. ‘…less is more. Det dér falder han ikke for.’

EN DRENG KOMMER ind i stuen. Spinkel, sommerbrun med fregner og køn. ‘Skat’ mumler hustruen og rækker ud efter ham. Han lader sig modvilligt kramme. Hun purrer op i hans hår. ‘Skal du ud?’ Han nikker. ‘Jeg sover hos Benjamin.’ Hun smiler. En flugt fra fulde voksne. Trækker ham ind til sig igen. Krammer ham. Drengen lader hende. Først modvilligt, men så kommer en arm rundt om kvindens hals. Måske han har erkendt, at der er en udløbsdato for knus fra mor? Sarah tænker på absolut ingenting dér i sofaen sammen med den fremmede kvinde med sin søn.

Den samme sofa. De samme hynder. Hende og ham under halvandet år senere. Han mellem hendes spredte ben. Hans ånde i hendes øre. Hendes lavtaljede blå joggingbukser som en bylt på gulvbrædderne. Hans pumpende, faste lille røv. Hendes stønnen, hans klynken. Små hænder, der ælter et voksent kvindebryst. Våde tungekys med et barn under sex. Et fast greb i hans tykke hår. En blodfyldt klit. En finger. Dér. ‘Vent!’ Hendes krævende, kommanderende stemme. Han blik, vagtsomt. Sarah wanker sig selv af, mens han er i gang i hende. ‘Nu!’ Hun næsten bider ham i halsen. Hendes disede øjne, der flyder over, rystelser, skarpt fulgt af eksplosionen af fedtede, levende, virile sædceller i hendes underliv fra en 15-årig dreng.

Sarah tænker på absolut ingenting dér i sofaen.

Drengen trækker sig væk. ‘Det her er Conrad.’ ‘Hej Conrad’ smiler Sarah. Han nikker genert uden rigtigt at møde hendes blik og går. Hustruen ser efter ham med et blødt, mildt blik, så mod Sarah. ‘Har du børn?’ Sarah ryster på hovedet. Blikket bliver lidt tomt, som om hun ikke forstår den beslutning, men så erkender, at Sarah måske ikke er kommet dertil endnu. ‘Okay, men Jakob kommer i en pakkeløsning. Du skal passe godt på begge mine drenge.’ Sarah nikker. ‘Promise.’ Og det kommer hun også til. På sin egen måde.

Drikker en tår af sin vin. ‘Børn er bare… vi ville gerne have haft flere, men Jakobs…’ Hun stopper sig selv, kvinden. Sarah er let fraværende og hører ikke rigtigt den sidste del. Ser ud i haven på Jakob, der står i en halvcirkel af opstemte, halvfulde kollegaer og lytter til en fuldmægtig, der ser ud til at fortælle en lang historie.

Det er jo det. Den del hun mangler. Et barn. Med manden der ligner Leonard, og er den sødeste og skarpeste hun har mødt i sit liv. Hun fugter sin læbe. Betragter Jakob. Ser sig selv med en halv vandmelon under mavens hud. Hans og hendes. Hustruen lægger sin hånd oven på Sarahs. Hun ser ned, så op men hustruen sidder blot tavst og betragter betaget sin mand i haven, og det gør de begge så i stilhed. Passing of the guard.

DA DE NÆSTEN har tømt flaske nummer to, har Sarah besluttet sig for, at hun ikke vil ændre på noget af indretningen i hjemmet. Uden hun har set 1. salen, ved hun bare, den vil være flawless. Det er som en Airbnb man ikke helt har lyst til at forlade, fordi værten lige har to sekunder mere stil og finesse end én selv. Leonard skal op at hænge. Ægtesengen skal skiftes. Passing of the guard. That’s it.

Jakob er på vej fra haven. Ser på sin kvinde gennem glaspartiet udefra. Hustruen læner sig fnisende ind mod Sarah. ‘Et sidste staldtip? Han kan godt li missionærstillingen.’ Sarah nikker smilende. No probs dér. Selv fan. Bare ligge og se op i hans ansigt? Som dengang hun lå nøgen på ryggen første gang med spredte ben i sin seng, da hun var barn, og den 19 år ældre voksne mand lå ovenpå hende med en hånd om hendes hals og trykkede hende flad som en pandekage, mens han pumpede i hende. All good. Det er sådan, hun er opdraget.

Så står han foran sofaen. ‘Hvad… hvad snakker I om?’ ‘Det ku du li at vide, hvad Jakobsen?’ fniser hans hustru og rækker ud efter ham. Han løfter hende op. ‘Du har fået lidt vin’ mumler han, mens han gransker hendes ansigt. ‘Jeg har fået lige tilpas’ gaber hun. ‘Bærer du mig op?’ Jakob nikker, drejer rundt, betragter Sarah, men har ikke nøglen til at afkode situationen.

Hans hustru er fuld og dødsmærket, men gladere, end da han så hende halvanden time tidligere. Som om noget er besluttet. Og det er det også. Hans fremtid er afklaret.
Historien fortsætter under reklamen

Sarah smiler og nikker nærmest sørgmodigt farvel til kvinden, der følger hende med sit blik, mens hun hænger omkring halsen på sin ungdomskæreste. Hun nikker igen. Fredfyldt. Lukker så sine øjne.

Passing of the guard.

Læs næste afsnit

5 kommentarer

1. Goldengirl

   08/01/2026 kl 21:02

   Klasse skrevet…..som altid

   2+

   Besvar kommentar
2. Anonym

   01/01/2026 kl 17:18

   Jep, ægte skriv, der

   2+

   Besvar kommentar
3. Anonym

   01/01/2026 kl 16:55

   Det er fucking godt, Marcus!

   hilsen en gammel fan

   8+

   Besvar kommentar
   • Marcus

     03/01/2026 kl 9:26 - som svar på

     Det er jeg super glad for at høre.

     Vi er mere end halvvejs nu – de sidste fem afsnit kommer i januar / februar:

     “Passing Of The Guard”

     “Hele Mit Hjerte”

     “Haven”

     “Forbuden Frugt”

     “Alene Hjemme”

     “Hallelujah”

     Kh Marcus

     4+

     Besvar kommentar
     • Anonym

       04/01/2026 kl 7:46 - som svar på Marcus

       Tak! Ser frem til at læse med. Håber, det ikke ender med snuff. Men det ville også være lidt et stilbrud i denne historie – heldigvis.

       0

       Besvar kommentar