Min svenske arv 1

Automatisk Google-oversættelse:

Forfatter: OnkelWaldo

I skrivende stund er jeg en mann på drøyt femti år – toogfemti, faktisk, men denne historien begynner for ca. femten år siden, da jeg var syvogtredve. Da fikk jeg et brev fra en svensk advokat, der det sto at en slektning av meg var død, og at han hadde testamentert huset sitt og alt han eide forøvrig, til meg. Det fantes et par bankkonti også, skrev advokaten – men han advarte meg om at den svenske staten nok ville legge sin klamme hånd på en god del av midlene, fordi jeg var en ganske fjern slektning.

Det overrasket meg ikke i det hele tatt. Min mor var død to år tidligere – 80 år gammel, og denne fjerne slektningen var hennes onkel, som jeg nok hadde hørt om, men som jeg aldri hadde møtt. Selv om den lille familien vår hadde vært på ferie i Sverige flere ganger under oppveksten min, så hadde det aldri vært på tale engang å besøke denne onkelen – eller «farbror» som mamma kalte ham – de uhyre få gangene hun hadde nevnt ham. Min far elsket å seile blant de små øyene og holmene utenfor kysten av Bohuslän, og denne slektningen bodde visstnok i Stockholm. Ettersom årene gikk, og navnet hans nesten aldri ble nevnt engang, hadde jeg faktisk glemt at han eksisterte – inntil jeg fikk dette brevet. Og på det tidspunktet eksisterte han jo ikke lenger, heller!

Da brevet dumpet ned i min postkasse, var jeg lykkelig skilt, jobbet freelance, og kunne egentlig ta fri når jeg måtte ønske. Så et par dager senere dro jeg av gårde, forberedt på å finne en gammel, malingslitt kåk, med møbler som ikke engang Frelsesarméen ville ha.

Heldigvis fungerte GPS-en riktig bra ,og den førte meg frem til en adresse ikke så langt fra Saltsjö-Boo. Kåken – eller «villaen» passer kanskje bedre – var ganske riktig gammel, men den var stor og ruvende – i to fulle etasjer – den virket «förnäm» og så ut til å være ganske godt vedlikeholdt. Min mors gamle onkel hadde tydeligvis hatt bra med penger! Huset lå inne i en stor have, som virket både overgrodd og ustelt, og i motsetning til huset, var ihvertfall ikke den særlig godt vedlikeholdt. Havearbeid hadde åpenbart ikke vært blant min gamle grandonkels hovedinteresser! I brevet hadde advokaten fortalt at nøklene ble oppbevart hos en viss fru Wingmark, som alltid hadde vært betrodd en reservenøkkel. Han håpet at jeg ikke hadde noe imot det.

Det hadde jeg selvsagt ikke. Jeg fant frem til fru Wingmarks adresse, som viste seg å være en rekkehusleilighet, som lå omtrent tre hundre meter fra villaen til mammas «farbror Carsten».. Det var slik min mor alltid hadde omtalt ham, de få gangene hun hadde nevnt ham i det hele tatt.

Da jeg ringte på døren, ble den åpnet av en ung pike som smilte vennlig mot meg. – Hei, og unnskyld at jeg forstyrrer, men treffer jeg en fru Wingmark på denne adressen? spurte jeg høflig. – Javisst, det är min mormor, kom in bara, inviterte pikebarnet.

Hun viste meg inn i stuen, der det satt en kvinne i sofaen. Hun virket ganske skrøpelig, syntes jeg, men blikket var fast og våkent. – Mormor, här är en norrman som vill prata med dej, fortalte jentungen. – Jaha, det är säkert Ni som är arvinge efter Carsten Ekblad, smilte den gamle kvinnen vennlig. – Har Ni kört bil ända ifrån Norge i dag?

Jeg nikket, strakte frem en høflig hånd og presenterte meg. – Arve Jacobsen. Jada, fru Wingmark, det har jeg. Jeg forsto det slik at – – Hun avbrøt meg, uten at det på noen måte virket uhøflig. – Då föreslår jag at Ni sätter Er ner och kopplar av lite! – det lød nesten som en vennlig ordre – så kommer nog lilla Karin med kaffe!

Jeg var faktisk litt sliten, og ville helst gå tidlig til sengs, men det virket uhøflig å avslå, så jeg sank ned i en lenestol, mens «lilla Karin» forsvant – ut i kjøkkenet, regnet jeg med. Fru Wingmark tittet litt nysgjerrig på meg. – Förlåt, men jag kan inte komma i håg att jag har mött Er tidigare? kommenterte hun. – Inte nån annan ifrån Er familj, heller, såvitt jag minns. Og jag har faktiskt bott här ännu längre än Eran – morbror.

Jeg smilte litt forlegent. – Det stemmer nok, det, fru Wingmark. Carsten Ekblad var ikke MIN morbror, han var min mors – farbror, egentlig. Så fortalte jeg at vi nok hadde vært på ferie i Sverige flere ganger, men det hadde aldri kommet på tale å besøke mammas farbror.

Kvinnen nikket. – Hans fru dog för sådär tjugofem år sen, fortalte hun – och därefter så – isolerade han sig på ett vis, han drog sig tillbaks – ja det var bara nätt och jämt att han nickade och sa hej när vi träffades. Och under dom senaste åren var det mycket sällan att det hände, det också. Han blev ju MYCKET gammal – hun la litt ekstra vekt på det ordet, merket jeg – och mot slutet orkade han inte så mycket. Fast han bodde ju hemma hela tiden och klarade av allting själv – för det mesta, i alla fall. Lilla Karin gick några ärenden för honom ibland, vet jag. Men – hun smilte litt skjevt – när jag var ung och hans fru levde, då var han en mycket trevlig person, og det var även hans fru, för all del! Som Ni förstår – jag var mycket ung när dom flyttade hit.

Mens hun snakket, hadde Karin kommet tilbake med kaffe og et fat med småkaker. Jentungen smilte blygt mot meg, og hennes «varsågod» var knapt hørbart. – Tack så mycket, lilla Karin, du är en snäll och duktig flicka! roste hennes mormor. Jeg nikket enig, og pikebarnet rødmet – kledelig og forlegent.

– Onkel Carsten var mye eldre enn – Dem, da, forstår jeg? – Ettersom han var voksen og gift da han kom hit? – O ja, nikket fru Wingmark. – Jag var – sådär tolv–tretton år på den tiden, og han var – – fyrtiotvå, om jag minns rätt. Hans fru var mycket yngre än honom, hon var inte mer än sådär – tjugo år när dom kom hit, så hon och jag blev riktigt goda vänner.

– Fikk de ingen barn? lurte jeg på, men samtidig tenkte jeg at – HVIS de hadde hatt det, så ville nok aldri jeg ha sittet her som eneste arving. Men til min forbauselse nikket fru Wingmark, hun ble trist i ansiktet, og et par tårer vellet opp i øynene hennes. – Visst hade dom det! – hun hikstet og måtte tørke øynene. – Dom fick två alldeles härliga barn, en son och en dotter. Men – – hun svelget, trakk pusten dypt, tørket øynene og tok en slurk av kaffen. Det ble en liten pause mens hun samlet seg igjen. Jeg ventet tålmodig, så fortsatte den gamle kvinnen:

– Dom var alltså så goda vänner, dom två sysknarna, och båda tyckte mycket om att segla också. Men en hälg när dom var ute och seglade, så blåste det plötsligt upp ett sånt förfärligt åskväder., med mycket stark vind och vita, toppade vågor över hela fjärden. Ingen vet riktigt vad som hände, för det fanns inga vittnen till tragedin. Men efter en stund hittade dom båten med botten i vädret, och dom två ungdomarna hittade man inte förrän flera dagar senare – drunknade, förstås. Nitton och tjugoett år var dom när det hände. Det var alltså så – så oerhört tragisk! Fru Wingmark tørket øynene med en snipp av lommetørkleet.

Vi snakket sammen en liten stund til, inntil jeg hadde drukket opp kaffen og spist et par småkaker. Så reiste jeg meg, takket for kaffen og vennligheten og bega meg i vei. Karin ga meg nøklene og tilbød seg samtidig å hjelpe til, hvis det var noe jeg trengte. – Jag kanske kan städa för dej – eller nånting? tilbød hun, blussende rød og ivrig i stemmen.

– Takk skal du ha, Karin, en annen gang, kanskje, smilte jeg så vennlig jeg kunne. – Men akkurat i dag er jeg både sliten og trett, så jeg tror jeg kommer til å legge meg tidlig.

Hun smilte litt blygt da hun låste døren etter meg. Jeg snudde bilen og kjørte de få hundre meterne bort til farbror Carstens villa – som nå altså var MIN villa. Det ville nok ta litt tid å venne seg til den tanken, men jeg kom nok til å selge den etter hvert, regnet jeg med, for jeg hadde et romslig og behagelig hus hjemme i Norge, der jeg trivdes svært så godt.

Da jeg låste meg inn, ble jeg møtt av en klam, innestengt lukt. Det var omtrent seks uker siden onkel Carsten var død, og det var mer enn tydelig at ingen hadde vært innenfor døren siden dengang, bortsett fra advokaten, antagelig. Egentlig var det kanskje litt for tidlig å gå til sengs, men jeg var trett etter en lang dag og mange timer bak rattet, og selv om maven knurret litt, bestemte jeg meg for å overhøre den, legge meg tidlig, og så kunne jeg kanskje få mere ut av morgendagen.

Huset virket forbausende rent og ryddig, selv om det selvsagt hadde lagt seg et tynt støvlag på de fleste møblene. I annen etasje var det hele fire soverom, og det var tydelig hvilket som hadde tilhørt onkel, selv om også det var rimelig ryddig. Jeg valgte meg imidlertid et av de andre, der sengen sto ferdig oppredd, liksom klart til å motta gjester. Søvnen kom like etter at jeg hadde lukket øynene.
– – –

Jeg våknet rimelig tidlig neste morgen, men det kom av at noen ikke ville gi seg med å kime på dørklokken. Klokken viste bare halv åtte, så sannelig hadde jeg sovet i nesten elleve timer! Raskt slengte jeg på meg bukser og skjorte og skyndte meg ned trappen. Dørklokken kimte fremdeles, og jeg var nok ikke spesielt blid da jeg åpnet. Som jeg hadde tenkt – det var den jentungen som hadde servert meg kaffe dagen før. Hun smilte, vennlig, men blygt til meg, men før hun fikk åpnet munnen, brummet jeg: – Det kunne nesten ikke være andre enn deg som vekker opp folk på en slik ukristelig tid!

Smilet hennes bleknet øyeblikkelig, og hun tok et lite skritt tilbake. – F- förlåt, men – –

Jeg avbrøt henne og prøvde å produsere et vennlig smil. – Nei, nei, det er jeg som skal unnskylde, jeg har nettopp våknet, skjønner du. Kom innenfor, er du snill!

Hun ristet på hodet. – N- nej tack, jag – jag skulle bara hälsa ifrån min mormor och säga att – att Ni är välkommen att äta frukost – med oss! Hun rødmet av forlegenhet – riktig søt var hun.

Jeg smilte igjen og strakte frem hånden. – Bare på én betingelse – at du sier du til meg! Jeg heter Arve.

Nå dukket det frem et ordentlig smil på det søte, lille ansiktet – hun la sin lille hånd i min og – neide, faktisk! – Och jag heter Karin, smilte hun – litt mere trygt nå.

– Ja, jeg oppfattet det i går, humret jeg godmodig. – OK, Karin, siden du ikke tør å komme inn, får du hilse din mormor og si at jeg kommer så snart jeg har dusjet. Hun kniste og – neide igjen – så trakk hun seg skyndsomt tilbake.

Det ble et riktig hyggelig måltid rundt det typisk svenske frokostbordet som fru Wingmark hadde satt frem– «med mycket god hjälp ifrån lilla Karin!» understreket bestemoren med et stolt smil, og «lilla Karin» rødmet særdeles kledelig. Under måltidet falt det flere rosende ord om «Er mycket trevliga farbror» – selv om jeg hadde understreket at han egentlig var min grandonkel. «Lilla Karin» sa ingenting, men jeg syntes å spore en liten rødme i kinnene hennes ved et par anledninger, da blikkene våre møttes. Særlig da bestemor Wingmark plutselig kom på en tanke: – Snälla Karin, kan inte du ta fram den där trevliga bilden du vet – där dom sitter tillsammans, alla tre – ute i trädgården?

Pikebarnet reiste seg lydig og hentet frem et innrammet bilde som viste tre smilende mennesker, to unge – åpenbart de to søsknene – og en eldre herre – det var det ordet som falt meg inn – som klarte det kunststykket å fremstå som BÅDE svært gammel og i tilsynelatende svært god form.

– Dom två ungdomarna är nog sådär sjutton – arton år på den där bilden, kommenterte fru Wingmark – och endast ett par år senare var dom borta, båda två!

Jeg gransket bildet nærmere. – Og dette bildet er tatt for – hvor lenge siden? spurte jeg forbauset. Fru Wingmark sukket vemodig. – Ungefär – sexton – sjutton år sen! slo hun fast. – Carsten Ekblad var nära nittiofyra när han dog, och det var ett fruktansvärd slag för honom när hans barn – dom båda två – blev borta på det där sättet! – i synnerhet eftersom hans älskade hustru var död några år innan!

Hun gjorde en liten pause. – Eftersom Ni tycks vara hans enda kvarlevande släkting, så är det kanske rimligt att Ni övertar den här bilden? foreslo hun.

For første gang hørtes en protest fra «lilla Karin»: – O nej, mormor – snälla! – kan inte jag få den? ba hun, med nesten tåreblanke øyne. – Herr Ekblad var så snäll emot mej, och jag tyckte så synd i honom – det var nästan som om vi var goda vänner, fast han var så urgammal! Snälla herr – plutselig hadde hun tydeligvis glemt etternavnet mitt – herr Arve – kan inte jag få ta hand om den bilden?

Jeg smilte og klappet henne på kinnet. – Joda, Karin, det kan du gjerne. Det var jo du som kjente ham best, og jeg har ikke engang møtt ham – ikke noen gang! Værsågod!

«Lilla Karin» rødmet nydelig da hun tok imot det innrammede bildet og hvisket: – Tack så mycket! – ja, hun neide faktisk også, for hun hadde ikke rukket å sette seg ned igjen ennå.

Da jeg reiste meg fra bordet og takket for maten, reiste også «lilla Karin» seg spontant og så på meg med bedende øyne. – Snälla herr – Arve – kan inte jag få hjälpa till och – – mmmm – städa och – göra i ordning och – – sådär? ba hun.

Jeg smilte vennlig til henne. – Svært hyggelig av deg, Karin, at du vil hjelpe til, men akkurat i dag må jeg inn til byen og snakke med advokaten. Jeg vet ikke hvor lenge det blir, men – jeg er sikkert tilbake like etter lunsj, tenker jeg. Så hvis du har lyst til å stikke bortom rundt – to-tre-tiden, så er det bare hyggelig, det.

– Om du vill, kan du ju äta lunch här hos oss när du kommer tillbaks? foreslo hun – igjen med hektisk rødmende kinn. Jeg lurte på hvorfor hun var så ivrig? Men jeg ristet på hodet. – Takk skal du ha, Karin, men jeg tar bare en liten matbit inne i byen, jeg. Ikke tenk på det, du. Vi ses igjen – skal vi si ved tretiden, OK?

Hun var tydelig skuffet, men nikket motstrebende, og ga meg et tynt, lite smil da jeg tok farvel. Igjen lurte jeg litt på hvorfor hun var så ivrig etter å hjelpe til. Antagelig var det få unge mennesker å være sammen med akkurat i dette området, tenkte jeg – jeg hadde fått et par glimt av noen eldre – eller middelaldrende, kanskje – som puslet i havene sine, men jeg hadde ikke lagt merke til noen barn eller tenåringer.

Advokaten tok vennlig imot meg. Jeg anslo ham til å være et par-og-seksti år omtrent, han var middels høy, slank, med sølvgrått og ytterst velpleiet hår. Først gjennomgikk vi kort min grandonkels testamente. Det var svært enkelt – alt han eide – bankkonti, hus, innbo og løsøre hadde han overlatt til «min kjære grandnevø, Arve Jacobsen». Formuleringen overrasket meg – han hadde jo aldri sett meg engang! Advokaten fortalte meg at – istedenfor å testamentere penger eller gjenstander til de – «mycket få människor han uppskattade» – advokatens egen formulering! – så hadde han gjort opp med dem privat før han døde. For meg selv tenkte jeg at – da ville han jo ikke røpe noen navn, heller, så han hadde antagelig vært en både privat og SVÆRT diskret person.

Advokat Sjöberg hadde kikket igjennom huset for ca. fire uker siden, fortalte han, og han viste meg et papir der han hadde oppført en anslått verdi på hus og innbo. – Huset är ganska välskött, smilte han – men möblerna är ju rätt så gammaldags, och det är väl tveksamt om något av det har antikvariskt värde. Utan att jag är någon expert på sådana saker, förstås! tlføyde han raskt, med et lite smil. – Men jag kan självklart kontakta en värderingsman, om Ni så önskar?

Jeg kastet et blikk på overslaget, som for mine ukyndige øyne virket svært så rimelig – nesten i minste laget, tenkte jeg. Så jeg smilte tilbake og ristet på hodet. – Jeg går ut fra at skattemyndighetene vil godta en vurdering som er foretatt av en anerkjent og respektert advokat, svarte jeg – og hvis det er godt nok for de svenske myndighetene, så er det godt nok for meg også! Kjente De min – ehh – grandonkel personlig, forresten?

Herr Sjöberg nikket bestemt. – O ja, en mycket fin man! forsikret han. – Min firma har tagit hand om hans affärer genom alla år. Så lo han litt. – Inte att det har varit särskilt mycket att göra, naturligvis, ty när det gällde herr Ekblads affärer, var det alltid utomordentlig bra ordning och reda med allting! forsikret han, og nikket med hodet, liksom for å understreke.

Han forsikret meg om at det ikke hadde noen hast, hverken med skatteoppgjøret eller med hans eget honorar. – Och det kommer att bli ett mycket rimligt honorar! erklærte han, fast og bestemt, samtidig som han nikket med hodet nok en gang. Av en eller annen grunn stolte jeg på ham – han ga et troverdig og tilforlatelig inntrykk, syntes jeg. Og jeg er vanligvis slett ingen godtroende person!

Men så var jeg egentlig ikke avhengig av denne arven, heller – og det kunne kanskje bli vanskelig å få solgt dette store, gamle huset også. Det kunne ta tid – men på den annen side – tid hadde jeg iallfall nok av!

Før jeg gikk, ga han meg to konvolutter – en som inneholdt en kopi av testamentet og advokatens prisoverslag, den andre var en stor, tykk og forseglet konvolutt, der jeg til min forbauselse kunne lese: «Til min kjære grandnevø, Arve Jacobsen. Privat og personlig!»– med en tykk og bestemt strek under. Konvolutten var omhyggelig klebet igjen – til og med forseglet med et lakksegl! – og skrått over den gjenlimte klaffen på konvolutten kunne jeg lese to tydelige signaturer – onkel Carstens egen og advokatens – «Bertil B. Sjöberg». Håndskriften var tydelig, men litt snirklete og gammeldags. «– – nära nittiofyra när han dog», hadde fru Wingmark sagt, så dette brevet hadde han sikkert skrevet i løpet av det siste året han levde – kanskje de siste månedene, til og med.

Advokat Sjöberg lo litt forlegent. – Som Ni ser – han var mycket mån om att det var endast Ni som skulle ha lov att öppna det där kuvertet! smilte han. – Även jag har absolut ingen aning om vilka hemligheter det har att avslöja!

Jeg ristet på hodet. – Ikke jeg heller! forsikret jeg. – Jeg har jo ikke engang møtt min grandonkel – noen gang!

Det var faktisk litt for tidlig for lunsj – etter min smak, iallfall – så jeg kjøpte med meg noen matvarer fra Konsum – nå het det forresten Coop Konsum, fant jeg ut. Sannelig var det lenge siden jeg hadde vært i Sverige! slo det meg. Så da jeg kom «hjem» til min nylig arvede villa, gikk jeg først ut på – det svært ryddige – kjøkkenet og laget meg et par «smörgåsar» med to forskjellige slags sild – eller «sill», som de skriver det på svensk. Til min forundring fant jeg ut at jeg sto og oversatte de forskjellige ordene for meg selv mens jeg gjorde i stand maten! Jeg hadde jo ikke tenkt å være her i landet SÅ lenge, da!

Jeg tok med meg tallerkenen – «tallriken» – og satte meg ned ved kjøkkenbordet. Søren også! – til sild burde jeg jo hatt øl, ikke sant? Så jeg reiste meg og åpnet det temmelig romslige kjøleskapet. Der lå det sannelig tre flasker med Pripps Blå, fant jeg ut. Så onkel Carsten var iallfall ikke fullstendig avholdsmann, da. Jeg likte ham bedre allerede.

Etter å ha nytt mine sildesmørbrød og min flaske øl, forflyttet jeg meg inn på onkels kontor. Der slo jeg meg ned ved hans store – og pinlig ryddige – skrivebord. Den mørkebrune, blankpolerte bordplaten reflekterte noe av det rødgylne lyset fra middagssolen som sivet inn gjennom de hvite, gjennombrutte gardinene. Papirkniven lå akkurat der man kunne forvente å finne den – foran en langstrakt, mørk – og gammeldags – penneholder av bakelitt, der det lå fire spisse blyanter og hele tre fyllepenner – to Parker og en Montblanc. Fyllepenner med blekk! – det hadde jeg brukt kanskje to-tre ganger i mitt liv, jeg trodde faktisk at de var gått ut av produksjon! Åpenbart ikke!
Historien fortsætter under reklamen

Noen PC eller laptop så jeg ikke, men på et lite skrivebord sto det en skrivemaskin, forsvarlig skjult under en svart hette av skinn – ikke plast! Carsten Ekblad hadde åpenbart vært en pertentlig, ryddig – men noe gammelmodig person. «När det gällde herr Ekblads affärer, var det alltid utomordentlig bra ordning och reda med allting!» hadde advokaten sagt. Jeg begynte så smått å ane hva slags person han hadde vært.

Men etter at jeg hadde lest brevet hans, var jeg ikke lenger så sikker på det!

Læs næste afsnit

8 kommentarer

1. TommySAA

   13/09/2022 kl 21:43

   Ser virkelig fram mot denne serien. Nyter hvert ord og kan se det for meg. Leser høyt for min “Hynda” og hun gråter når historien blir trist eller gode følelser. Og hun er driv våt når jeg har lest ferdig. Så tuuuuusen takk.

   3+

   Besvar kommentar
2. Knald62

   13/09/2022 kl 10:43

   Dejligt med en fortælling, der indeholder andet end blot sex. Har ikke tidligere haft fornøjelsen af at have læst nogen af dine noveller. Det er ikke usandsynligt – dette vil ske i nær fremtid.

   tak – og vil imødese næste kapitel.

   2+

   Besvar kommentar
   • OnkelWaldo

     13/09/2022 kl 11:38 - som svar på Knald62

     Tusen takk for vennlige ord, Knald62, og velkommen som ny leser av mine historier! Jeg håper at du kommer deg igjennom flere av dem etter hvert! – kanskje alle? 😜 I så tilfelle har du ca. halvannen million ord igjen å lese! 😁

     1+

     Besvar kommentar
3. OnkelWaldo

   13/09/2022 kl 10:10

   Hyggelige ord fra dere begge to, og så får jeg bare beklage at det blir LITE het, dampende sex i denne fortellingen! Slikt forekommer det imidlertikr ganske MYE av i flere av mine andre historier – som fremdeles ikke er avsluttet, btw! Og jeg liker å veksle mellom begge typer fortellinger!

   1+

   Besvar kommentar
   • Damernes Ven

     13/09/2022 kl 10:28 - som svar på OnkelWaldo

     DU skriver med dampende SEX og seksualitet i og mellem linjerne – ALTID..!!

     TAK fra mig, Damernes Ven – og “Spørge-Jørgen” og brevven69@yahoo.dk

     1+

     Besvar kommentar
4. Damernes Ven

   13/09/2022 kl 10:02

   Uendelig FLOT komponeret!

   Dejligt at det ‘kun’ er afsnit 1..!!

   2+

   Besvar kommentar
5. Reha

   13/09/2022 kl 7:17

   Hej Onkel Waldo. Det er dejligt at se du ikke har lagt skriveriet helt på hylden 😉. Det er en rigtig god optakt du er kommet med. Jeg glæder mig til dit næste udspil.

   4+

   Besvar kommentar
6. Anonym

   13/09/2022 kl 4:21

   Spännande upptakt.

   4+

   Besvar kommentar