Jeg smider mig hurtigt på sengen. Måske kan jeg lige nå en, inden min mor kommer hjem. Jeg …

Forfatter: Uden navn

Negerbolle”…

Jeg lader som ingenting. Jeg har ellers været ret vild med ham. Peter, med det lyse svenskergarn. Nu synes jeg, han er dum, og jeg føler mig ydmyget. Og hvad så? Jeg er da ligeglad med ham. Den sugende følelse i maven undertrykker jeg.

Jeg har ikke brug for nogen!

Jeg bider hårdt sammen og tramper gennem gruset, ud af lågen, som afgrænser fritidshjemmets gårdsplads, fra de omkringliggende betonblokkene. Jeg forsætter mod cykelstativet, på den anden side af trådhegnet, hvor jeg finder min cykel stående ensomt. Jeg roder lidt med bastalåsens kode inden den springer op.

“BANG!!!”

Jeg farer sammen, da braget lyder, men hurtigt erstattes forskrækkelsen af inderlig fryd. Det går op for mig, at lyden kom fra dækket på Peters nye BMX. Det er eksploderet, da han er i færd med at køre “cross” på en grusbunke.

Herren straffer, undertiden, med det samme.

Med et lille smil på læberne, stiller jeg mig i pedalerne på min cykel, som sætter i bevægelse, væk fra fritteren og peter, der slukøret skuler mod mig.

Fritidshjemmet lukkede for 10 minutter siden. Jeg skal gå lige så snart de lukker, nu er jeg sent på den. Jeg blev kun hængende, fordi jeg er, eller rettere var, betaget af Peter. Kommer min mor hjem fra arbejde, inden jeg, falder der brænde ned.

Jeg er taget hjem fra fritidshjem selv, fra jeg var seks år og taget vare på mig selv, så længe jeg kan huske.

Turene hjem er sjældent direkte og aldrig kedelige. Jeg afskyr alt, som er kedeligt og jeg roder bod på det i fantasiens verden. Jeg taler med de, jeg møder på min vej. Får venner i alle aldre og fra alle lag. Svinkeærinderne udløser ikke sjældent en endefuld.

Sådan gør vi igen og igen, det samme træk udløser, altid, den samme konsekvens.

Ingen voksen har tilbudt noget, der ligner tryghed. Aldrig et forsvar mod den hårde verden. Kærlighed er altid flettet sammen med smerte. Sådan har jeg lært fra en tidlig alder.

Som hun, før jeg.

Min mor sørger for mad, rent tøj og en varm seng. Følelsesmæssigt er hun ikke til stede. Hun arbejder dagvagter på det lokale grønttorv i den ene uge, og nattevagter på fabrik i den modsatte uge.

Hun har virkelig meget temperament. Som i eksplosivt. Hun er 160 cm. menneskelig dynamit. Grænsende til hysterisk og med hænderne skruet løst på.

Som hendes far, før hende.

Hun er ikke bange for noget eller nogen. Ikke rigtigt. Hun viger ikke og jeg har aldrig set hende bakke ud af nogen situation. På nær en.

Min far. Hans hud er lattefarvet. Hans hoved dækket med små mørke krøller. Hans smalle læber smiler altid til mig. Et smil, der aldrig helt når hans brune øjne, som er de en sørgmodig spejling, af hans bittersøde liv. Min Baba.

Min mor har fortalt, at han var sjov og at alle kunne lide ham. Det var det, hun faldt for. Jeg har kun varme minder om ham. Det har hun ikke.

Han er også paranoid skizofren og hallucineret. Han tævede hende, til undervægt, gennem det meste af hendes graviditet med mig. Hun måtte flygte med mig på krisecenter, inden jeg fyldte 1 år. Snart efter blev de skilt.

Under hans fluktuerende sygdom er han, i perioder, skiftevis hjemløs og indlagt på den lukkede. Det kan tælles på få hænder, hvor mange gange jeg fik set ham, inden han forlod Danmark, da jeg er omkring 7 år.

Han sagde aldrig farvel.

Han ringer med års mellemrum. Skriver indimellem i anledningen af min fødselsdag. Forsinkede lykønskninger, i korte beskeder, fulde af stavefejl. På postkort, med billeder af strande, palmer og orientalske paladser.

Løfter om kærlighed, der, som hans skriftsprog og indre verden, er forvrængede.

En anden mand udfylder rollen, fra jeg er 4 år. “Far”. Han er også ødelagt. PTSD. Hun forstår at vælge dem.

Som jeg, efter hende.

STEDfar. Mit første minde, om ham, er sødt. Udveksling af gaver. Jeg forærede ham et lille gummimonster, til at sætte på enden af en blyant. Jeg fik en Snickersbar og en sodavand.

Sådan vil vi bytte igen og igen.

Og mens jeg legede på hotellets gang og fik jeg venner, fra fremmede himmelstrøg, legede de voksne uden mig, tilbage på værelset.

Han er sød og kærlig. Bliver næsten aldrig sur. Næsten. Men når han bliver sur, vil kreativiteten ingen ende tage.

Med sorte øjne kan han være tavs i dagevis. Ignorere at jeg eksisterer. Svarer mig ikke, når jeg taler til ham. Det er en smertefuld afvisningen som skær og flår i mit hjerte.

De voksne griner og hygger, om aftenen, når jeg ligger i min seng og lytter.

Jeg fantaserer om loyale venner, der vil beskytte og elske mig.

Så følger straffene. Udspekulerede og ydmygende. Jeg skal stå på et ben, i en time, med ansigtet mod væggen. Må naturligvis støtte med en pegefinger mod savsmuldstapetet. Jeg skal løbe rundt om græsplænen, foran ejendommen, eller bliver lukket ude på altanen, i nattøj, om aftenen.

Han afhører mig, i mine barnlige, gennemskuelige løgne. Anklager mig for at tro, at han er dum. Brokker sig over mig. Min dovenskab. Min manglende disciplin.

Jeg tør ikke at skrige eller sige det til nogen. Jeg er fuld af skam og har aldrig fred. Jeg forstår aldrig hans vrede. Men jeg forstår, at jeg er forkert og at straffen er garanteret og nødvendig. Et klimaks, på hans opbyggede afsky for mig.

Så bliver han er god igen, kan igen se på mig med milde, kærlige øjne. Han overøser mig med gaver, kærlighed og komplimenter. Holder med mig og beskytter mig fra min mors kontante vrede.

Jeg parkerer min cykel i cykelstativet, foran den røde 50’er murstensejendom. Jeg kan se, at det er mørkt i køkkenet. Det fredag, så min mor har sent fri fra arbejde.

Fredag er en god dag.

Duften af flæskesteg og frikadeller, siver ud i opgangen, fra nabolejlighederne. Lettet låser jeg mig ind af den gulnede, hvide hoveddør, og træder ind i mørket af vores lejlighed.

Den består af en lille fordelingsentre med adgang til to værelser, et køkken og et mikroskopisk bad og toilet. Jeg smider min blå og lyserøde vindjakke på gulvet og sparker skoene af i samme bevægelse. Tænder hastigt for lyset i alle rum. Det tager vel omkring 15 sekunder.

I mørket gemmer monstre sig. Både under sengen og i sindet.

Jeg smider mig hurtigt på sengen. Måske kan jeg lige nå en, inden min mor kommer hjem. Jeg lægger mig på maven. Med en arm under mig, skubber jeg hånden forbi bukselinningen og ned i min trusse. Jeg gnubber ivrigt min lille ært, stønner ned i min pude, hastigt, med let spredte ben, til jeg, stakåndet og hektisk, opnår den kildende varme og tryghed, som kun min mis kan give. Klimaks i tre bølger. Små klynkende støn, slipper over mine læber, mens orgasmen stille ebber ud.

Lige så flygtig, som min mors varme og fars smil. Ligeså flygtig som kærlighedens tryghed.
Historien fortsætter under reklamen

Som følelsen klinger af, afløses den af en indre mørk skam og afsky. Jeg skynder mig at bringe tøj og hår i orden. Selvom jeg ikke ved præcis hvad, det er jeg laver, så ved jeg godt, det er slemt og uartigt.

Smerte, skam, nydelse og kærlighed, altid viklet sammen.

2 kommentarer

1. NeoMan

   20/04/2022 kl 17:26

   Bravo! Kom bare med næste afsnit

   5+

   Besvar kommentar
2. Damernes Ven

   20/04/2022 kl 15:11

   ***Med en arm under mig, skubber jeg hånden forbi bukselinningen og ned i min trusse. Jeg gnubber ivrigt min lille ært, stønner ned i min pude, hastigt, med let spredte ben, til jeg, stakåndet og hektisk, opnår den kildende varme og tryghed, som kun min mis kan give. Klimaks i tre bølger. Små klynkende støn, slipper over mine læber, mens orgasmen stille ebber ud***

   TAK – BEDRE kan det aldrig skrives… Måske genskrives.. TROR – prøv du gode forfatter.

   TAK fra mig, “Damernes Ven” og brevven69@yahoo.dk

   3+

   Besvar kommentar