”Jeg håber, du er lige så god til at overleve, som du er god til at friste skæbnen” ..


Forfatter: Naevia

Hej alle sammen.

Efter flere uheldige episoder med mistede computere, som ødelagede mine tidligere projekter, så har jeg skrevet denne her. Og kapitel 2, vil snart være klar. Men jeg må advare om, at den kan være brutalt.

Kapitel 1.

Dawn krammede sine studiebøger i favnen, mens hun gik ved siden af sin allerbedste veninde, Gaby, da eftermiddagsskyggerne langsomt dækkede sig ud over universitetet. Hun manglede et semester mere på erhvervsøkonomi, og så var hun færdiguddannet. Det ville være et rent brud med hendes fars synder, da han arbejdede i mafiaen, noget som hun ikke ønskede at være en del af. Hun havde også haft nogle enkle semestre på naturfag og havbiologi, som hun havde afsluttet tidligere end de andre studerende, da hun havde fået de højeste karakterer. Og i fritiden dyrkede hun kampsport især kickboxing, som hendes far ikke engang vidste noget om og han vidste hellere ikke om hendes særlige interesse for musik og sang, da hun havde lært sig selv at spille klaver og guitar sammen med sine veninder og venner. ”Kommer du hen på Natklub Luna i aften? Der er halv pris på drinks, hvis du viser dem dit berømte dræbersmil?” spurgte Gaby smilende.
”Jeg skal desværre læse videre i aften, så jeg ikke kommer bagud. Og jeg har hellere ikke rigtig den største lyst til at gå i byen lige for tiden, og sidste gang jeg endte i byen, husker jeg tydeligt at jeg endte på en karaokescene”, svarede Dawn smilende og slap en lille latter, da hun kom til at tænke på den aften.

”Du sang da ellers godt, som du plejer og publikummet elskede dig, at de ville have dig til at synge flere sange den aften. Du var virkelig den aftens store sangstjerne, hvis du ikke ville være virksomhedsøkonomirådgiver, så ville du have været en god og kendt sangerinde lige nu. Og så for det andet så skylder du mig efter den tequila-episode, som du fik mig udsat for”, sagde Gaby smilende, hvilket fik Dawn til at grine og var lige ved at svare hende igen, da en sort bil stoppede op foran dem, og blodet isnede straks i begge kvinders årer.

”Åh nej!” udbrød Dawn, da hun genkendte bilen.
”Dawn, er det ikke…?” begyndte Gaby sit spørgsmål.
Mafiabossen Luciano DeLuca åbnede bildøren og steg ud af bilen, iført et dyrt skræddersyet brunt jakkesæt. Og i ansigtet havde han et iskoldt smil, som ville få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste mennesker, som ville komme til at se det. Dawn følte straks, hvordan luften hurtigt blev kvalt i hendes lunger. ”Dawn, vi bliver nødt til at tale sammen med det samme, og gerne privat et andet sted væk fra andre mennesker”, sagde han med sin dybe stemme, og ventede ikke på svar fra hende, da han valgte at trække hende efter sig mellem bygningerne.

”Har vi overhovedet noget at snakke, din idiot?” spurgte Dawn og følte sig straks væmmet. ”Men fint, hvis du vil snakke, så lad os snakke.”

Gaby tøvede lidt og så meget bekymret ud, da hun ville følge efter dem. Men Dawn viftede hende straks væk, da hun vidste at hun sagtens kunne klare det her. Hun var blevet alt for vant til, at hun skulle håndtere hendes fars mange mafiaforbindelser, som havde en tendens til ikke at ville lade hende være i fred, som Luciano gjorde, og det irriterede hende grænseløst. ”Din far og jeg har lavet en aftale omkring dig, Dawn”, sagde Luciano med sit iskolde smil, da de endelig stoppede op, hvor de kunne tale sammen i fred.

”En aftale som jeg ved, at jeg aldrig har sagt ja til at være en del af, Luciano”, svarede Dawn rasende og var godt og grundigt træt af ham, og hans tilnærmelser mod hende.

”Det kommer du til at sige ja til aftalen, skat. For med tiden snart, vil du blive min kone”, sagde Luciano med sit iskolde smil.
”Jeg er da fucking ligeglad med hvad min far har lovet dig. Min skæbne kommer ikke indpakket med posten til dig og din klamhed”, svarede Dawn rasende.

”Tror du virkelig, at du har et valg, skat?” spurgte Luciano med sit iskolde smil.

”Der er altid et valg at tage, din idiot”, svarede Dawn rasende.
Hans latter var lav, men hans smil, forblev dødsensfarligt at se på. ”Hvis du gifter dig frivilligt med mig, får du alt den frihed og beskyttelse, som andre kvinder kun kan drømme om”, sagde Luciano med sit iskolde smil.

”Jeg har skam allerede al den frihed, som jeg har brug for i dette liv. Men med den smuler, som du tilbyder mig, synes jeg ikke at jeg burde føle mig taknemmelig for”, svarede Dawn rasende og ville vende sig om for at gå, men han trådte tættere på hende, og hans stemme lød pludselig ru og røgfyldt, og en truende atmosfære.

”Du burde ikke gå fra mig, når vi taler sammen. Du blev lovet til mig af din far for længe siden, og jeg vil have dig som min kone, Dawn”, sagde Luciano iskoldt, selvom hans stemme lød truende denne gang.

”Du skræmmer mig ikke, Luciano. Du er ikke engang et fucking mareridt at se eller høre på. Du er bare en dårlig fucking joke at se og høre på”, svarede Dawn rasende.

”Du kommer til at fortryde, at du har talt sådan der til mig, skat”, sagde Luciano truende, og før Dawn nåede at reagere på at svare ham igen, pressede han hende op mod murstensvæggen.

”Fjern dig fra mig, din idiot!” hvæsede Dawn rasende og følte sig frastødende mod ham, og hun havde den største lyst til at smække ham en lussing. Men desværre måtte hendes kickboxing kun bruges til selvforsvar, men hun ville hellere ikke bruge det på ham, da det ikke var værd at bruge det på ham. Hun vidste, at han ikke kunne kampsport som hendes far havde fortalt hende.
”En dag vil du komme til at tigge om at bære min ring, og du vil adlyde mig som en enhver god kone skal gøre, og så din pligt om at give mig børn. Som enhver anden kvinde kan du og vil du blive tæmmet, og jeg vil være den første og eneste mand, der nogensinde har taget dig med ind i min seng”, hviskede Luciano smilende.
Dawn rev sig fri fra hans greb, netop som Gaby kom stormende hen og stillede sig straks ved hendes side. ”Slip mig, Luciano, før jeg giver dig sådan et knæspark så hårdt, at du kommer til at smage dine egne fortrydelse”, sagde hun i en truende tone denne gang, mens raseriet stormede frem i hendes smukke øjne.
Luciano så på Dawn med hån i blikket, hvorefter hun gik væk sammen med Gaby i et rasende tempo. ”Tiden kommer snart til at løbe ud for dig, Dawn. Og det gør min tålmodighed skam også snart! Du kommer til at blive min kone, hvad enten du vil det eller ej! Din far har lovet dig til mig! Glem ikke det!”, råbte han efter hende.
Dawn kiggede sig ikke tilbage, før hun og Gaby rundede et hjørne, hvor de begge stoppede op. ”Den fucking idiot kan bare ikke forstå beskeden! Han er så fucking irriterende, som en flue man åbenbart ikke kan slå ihjel som man kan med almindelige fluer!” hvæsede hun rasende, da raseriet endnu ikke havde lagt sig.

”Luciano prøver stadigvæk at få dig til at gifte dig med ham, ikke sandt?” spurgte Gaby og så bekymret på sin veninde.
”Ja, det prøver han stadigvæk, men det kommer ikke til at lykkedes for ham. Og han kan komme til at kvæles i den aftale med min far, om at jeg er blevet lovet til ham. Jeg ville hellere sætte ild til mig selv og brænde mig selv op end, at jeg skal blive gift med ham”, svarede Dawn rasende. ”Jeg vil ikke ende mine dage med at være lænket til et liv sammen med en idiot af en mand, som jeg ikke selv har valgt, ligesom min mor havde gjort med den idiot af min far, før hun døde.”
”Det er mærkeligt, at din far prøver at få dig gift ind i DeLuca familien, når han arbejder for Tate som revisor”, sagde Gaby bekymret.
”Åh ja, Joe Tate, din meget stille og observerende chef på Natklub Luna, og han er også kendt som Djævelen”, svarede Dawn smilende.
”Det er ikke bare en titel som man får inde i mafiaen uden en gyldigt grund, Dawn. Han er også leder af den mest frygtede mafiafamilie i København”, sagde Gaby.
”Han lyder mere som noget en Drama Queen ville gøre, også selvom han er en mafiaboss”, svarede Dawn sarkastisk.
”Hvis du bliver Joes fjende, dræber han dig ikke bare med det samme, Dawn. Han ville tage alt fra dig først, og jeg mener virkelig, alt vil han tage fra dig først”, sagde Gaby med advarende stemme, som om hun frygtede, at han stod og hørte dem lige nu.
”Godt, at jeg ikke har nogen planer om at gøre ham sur”, svarede Dawn og smilede igen. ”Og desuden kender jeg ham dårligt nok. Du ved jo, at jeg holder mig væk fra min fars arbejde og fra mafiaen som muligt. Men jo, jeg har da hørt alle de skrækhistorierne om Joe Tate. Og jeg har kun set ham på afstand på Natklub Luna. Han siger aldrig noget til nogen, han står bare og kigger på en hele tiden. Ja nogle gange føles det bare som om, at han betragter mig konstant.”
”Når Joe Tate kigger på en, så ser han dig ikke. Han regner dig langsomt ud, og jeg har jo også selv set, hvordan han betragter dig på afstand. Han kender dig jo igennem din far, så måske føler han sig beskyttende overfor dig”, sagde Gaby og blev pludselig alvorligt, da det næste hun sagde, lød som en advarsel. ”Men hvis du bare så meget, som laver et enkelt forkert træk på ham, så du aner ikke engang, om du allerede er blevet ødelagt af ham, før det er for sent.”

”Hvorfor arbejder du så for ham på Natklub Luna?” spurgte Dawn.
”Det er gode penge og betaler min uddannelse. Så længe jeg bare holder mig i ro og ikke skaber problemer for ham, er det et rigtigt godt job”, svarede Gaby smilende. ”Loyale ansatte får altid god beskyttelse fra hans sikkerhedsfolk, og så får vi også gode rabatter på drinks, når vi endelig får vores friaften.”
”Lyder som om den loyalitet er bare et andet ord for slaveri”, svarede Dawn smilende.
”Nogle gange handler det bare om, at man skal vælge den mindste ondskab bare for at overleve i denne verden”, sagde Gaby smilende.
”Tja, hvem ved hvordan min far tænker omkring det hele med hans arbejde i mafiaen, men uanset hvad, så kommer jeg ikke til at gifte mig med Luciano, aldrig nogensinde”, svarede Dawn selvsikker.
”Jeg ved det, men måske skulle du ikke have talt sådan der til ham, som du gjorde, da I snakkede sammen. Han har jo en stor magt i mafiaen og han er ikke en, som du vil have som en fjende”, sagde Gaby og så igen bekymret ud på sin veninde. ”Måske ville det bare være det allerklogeste valg, at du bare gifter dig med ham.”
”Jeg gifter mig ikke med en mafiaboss, som bare tror at kvinder er til som deres legetøj. Og jeg gifter mig hellere ikke med ham, bare fordi min far opfører sig som en kæmpestor idiot og laver aftaler med en anden idiot bag min ryg uden at spørge mig først, hvad jeg tænker om det”, svarede Dawn iskoldt og kiggede på sit ur. ”Vi må hellere se at komme hjem, inden det bliver alt for sent.”

*

Dawn og Gaby vendte hjem til deres lejlighed, som de delte sammen, da det var billigere. Og fordi at Dawn hadede at bo sammen med sin far, da hun ikke gad høre på hans uendelige brok og konstante snak om hans værdifulde arbejde inde i mafiaen. De låste hoveddøren op og åbnede den, og trådte indenfor, hvorefter de to kvinder straks frøs. ”God aften, Dawn”, sagde en sort muskuløs mand med rolig stemme, mens han sad afslappet i en af deres lænestole.
”Hvem fanden er du lige? Ved du godt, at indbrud altså er en forbrydelse?” spurgte Dawn overrasket, da hun så den muskuløse sorte mand, som hun havde set et eller andet sted før, men hun kunne bare ikke huske det lige.

”Ja, jeg ved at indbrud er ulovligt. Men tillad mig at præsentere mig, mit navn er Gabriel. Gabriel Conti”, sagde den sorte muskuløse mand med rolig stemme, mens han rejste sig op fra lænestolen og trådte tættere på de to kvinder.
Gaby lænede sig ind til Dawns øre, da hun hele tiden vidste, hvem den sorte muskuløse mand var. ”Han er Joes højre hånd, Dawn”, hviskede hun bekymret.
”Så hvad laver du her, Gabriel?” spurgte Dawn.
”Hvis du vil se din far i live igen, så skal du komme med mig hen til Tate villaen med det samme, frøken Taylor”, svarede Gabriel med rolig stemme.

”I live? Hvad er der sket?” spurgte Dawn overrasket.
”Hr. Tate vil forklare det hele for dig”, svarede Gabriel med rolig stemme.

Gaby greb Dawns arm og trådte frem, mens hun kiggede på Gabriel. ”Bare rolig, skat. Jeg kommer med dig”, sagde hun bekymret.
”Nej, desværre, Gaby. Hr. Tate sagde udtrykkeligt til mig, at Dawn skulle komme alene”, svarede Gabriel med rolig stemme, mens han kiggede på Dawn med et langsomt vurderende blik. ”Og du skal klæde dig om, finde noget andet tøj at tage på for at imponere ham. Hr. Tate sætter meget stort pris på indsats.”

”Vent, hvad?” spurgte Dawn overrasket, men hun fik ikke noget svar, da Gaby greb hende i armen og trak hende med sig.
Gaby stormede straks ind i Dawns soveværelse med Dawn på slæb, hvorefter hun straks gav slip på sin veninde og åbnede klædeskabet, og begyndte at rode i tøjet. ”Du skal virkelig slå ham omkuld. For når Gabriel siger det, så mener han det. Så du bliver nødt til at finde noget andet end det, du har på lige nu”, sagde hun bekymret.
Dawn satte sig på sengekanten af sin seng, mens hendes hoved snurrede, og stirrede ud i luften. ”Gaby, intet af det her giver overhovedet nogen mening for mig”, sagde hun og så derefter over på Gaby, som stadigvæk rodede i hendes klædeskab.

”Du finder jo snart ud af, hvad der foregår, når du kommer derhen. Men du skal love mig, at du skal virkelig være stærk overfor en mand som Joe Tate”, svarede Gaby bekymret og fandt noget forskellige stykker tøj frem, og smed det på sengen. ”Joe Tate er ikke en eller anden mand, som du bare kan charmere. Du skal vise ham, at du ikke er bange for ham. Tro mig når jeg siger dette, at hvis Joe kan lugte frygt hos dig, så vil han æde dig levende.”
”Jeg ved fandeme ikke, hvilket rod som min far har trukket os begge ud i? Men hvis Joe Tate er involveret i det her, så er det slemt. Og jeg nægter at vise mig svag over Joe, uanset hans ry som Djævlen”, sagde Dawn og kiggede på de muligheder, som Gaby havde valgt til hende. Men intet af det ønskede hun at tage på, så til sidst valgte hun et par hvide bukser og en sort skjorte, som hun følte sig mere tilpas i, da hun nægtede at iklæde sig noget tøj bare for at imponere Joe.

”Hvis det er det, som du føler dig bedst tilpas i. Lov mig, at du holder hovedet koldt”, svarede Gaby advarende, mens hun betragtede Dawns valg af tøjet.
”Det er ikke en lækker kjole eller noget andet, der betyder noget for mig. Det her betyder for mig, hvor hårdt jeg er villig til at kæmpe tilbage imod ham. Og jeg har ikke tænkt mig at klæde mig bare for at imponere den idiot”, svarede Dawn og tog et par sorte læderstøvler på, mens hun mærkede, hvordan hjertet bankede ekstra hårdt på grund af beslutsomhed.

*

Gabriel ankom til Tate villaen sammen med Dawn, som ikke havde sagt et ord på hele turen. ”Hvor er min far?” spurgte hun med det samme, uden at skjule sin trodsighed i stemmen, da de begge trådte indenfor i det smukke og oplyste rige hjem. Gabriel forblev tavs uden at svarede på spørgsmålet, mens han åbnede en dør og gjorde tegn til, at hun skulle gå ind.
Dawn trådte indenfor i det der lignede en dagligstue som nærmest lignede et sted, hvor en kongelig person boede. I kaminen var der tændt op, så der var varme. Pludselig trådte Joe Tate ud fra de mørke skygger i dagligstuen, han var iklædt et par designer grå bukser, en hvid silkeskjorte med tilhørende sort vest, som fremhævede hans muskuløse krop. Han havde kortklippet sort hår, og skægstubbe, og blå øjne. Han sagde ingenting, mens hans blik lignede blikket på en ulv, der var i gang med at vurdere sit bytte. Dagligstuen følte så om, at den krympede omkring ham. Hans tilstedeværelse omkring hende var nærmest hed, men også farlig på en måde.

Dawns krop mærkede det med det samme, før hendes tanker kunne kæmpe imod det. Hun trak vejret dybt, og så ham dybt i øjnene. ”Du må være den ansatte? Hvornår møder jeg chefen?” spurgte hun trodsigt, selvom hun godt vidste, at han var Joe.
”Du kigger allerede på ham. Og bed du endelig til, at han kan lide dig”, svarede Joe med rolig stemme og trådte tættere på hende, med et fast målrettet blik.
Dawn stod fast på gulvet, selvom hun kunne mærke luften blive meget tynd mellem dem. Hans tyngde trak hende nærmere uden en eneste berøring fra ham, og hun følte ikke, at hendes krop burde reagere sådan her på ham, men det gjorde den. Joe gik rundt om hende, mens hans øjne gled hen over hende som en usynlig berøring, som hun kunne mærke på sig. ”Din far stjal penge fra mig, frøken Taylor”, sagde han med rolig stemme.

”Han ordnede alle dine beskidte regnskaber, og så stjæler han for dig, så hvad fanden er problemet?” spurgte Dawn rasende, mens hun forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning.
”Hm, din far ordnede skam mine regnskaber, men han troede godt nok og på, at han kunne snyde mig. Han troede ikke, at jeg nok ikke ville opdage, at han stjal mine penge lidt efter lidt”, sagde Joe med rolig stemme, selvom der var en antydning af vrede i hans stemme. ”20 millioner kroner stjal han fra mig.”

”Hold da op! Så meget! Far troede altid, at han var klogere end alle andre, men nu har hans grådighed sat os begge i klemme. Så, hvad er det, som du vil have fra mig?” spurgte Dawn rasende.
”Åh, din far har allerede betalt mig”, svarede Joe med rolig stemme, mens han betragtede hende.
”Hvad? Men hvordan?” spurgte Dawn forvirret.
Et mørkt smil ramte Joes mund, denne gang som en løve der legede med sit bytte. ”Din far betalte mig med dig”, svarede han smilende og rakte ud efter Dawn, og hendes krop forrådte hende med det samme, da hans fingre strejfede igennem hendes hår med besiddende bevægelser. ”Nu er du min ejendom.”

”Forkert kvinde! Forkert århundrede! Forkert alt” råbte Dawn og blev rasende over afsløringen om, hvordan hendes egen far havde solgt hende til Joe. ”Jeg er ikke nogen præmie, som du tror at du bare kan få, din idiot! Så dit kreditkort er blevet afvist, så prøv helvede!”
”Aftalen er allerede blevet lavet og underskrevet, både af din far og af mig selv. Du er min ejendom nu, Dawn”, sagde Joe med rolig stemme.
”Men hvorfor vil du overhovedet have mig?” spurgte Dawn rasende.
”Du har altid ment til at være min, og kun være min”, svarede Joe smilende.
”Du kender mig jo ikke engang, din idiot”, sagde Dawn rasende.
”Åh, jeg ved mere om dig, end du tror”, svarede Joe smilende.
Dawn huskede på, hvordan Joe altid sad i skyggerne på Natklub Luna, når hun havde været derinde sammen med sine venner og veninder. Hvordan hun havde følt, at han altid observerende hende konstant, og at han hellere aldrig talte med hende. Som om han ventede på sin tid, som om det var skæbnen for ham at tage hende. ”Er det her overhovedet virkeligheden eller bare et stort fucking mareridt for mig? Har du sat far op for det her?” spurgte hun rasende.
”Din far satte sig selv op, da han stjal pengene fra mig”, svarede Joe iskoldt og betragtede hende. ”Jeg samler bare ind, hvad jeg har til gode hos andre.”

Dawn kunne ikke tro sine egne ører, da hun hørte dette. ”Nej, nej, nej! Det her kan ikke være rigtigt!” udbrød hun rasende.
”Og en Bambolina som dig? Det er Ubetaligt”, sagde Joe smilende, mens det så ud til, at han nærmest nød hendes udbrud.
”Jeg er ikke nogen Bambolina. Jeg er en voksen kvinde og vil ikke ejes af mænd, hellere ikke af en mand som dig, din fucking idiot!” råbte Dawn rasende.
”En voksen kvinde? Ja, det er du. Men du er også skrøbelig, og vil blive nem at knække, som andre kvinder kan knækkes. Og så bliver du let at beholde og endnu lettere at blive ejet af mænd som mig”, svarede Joe smilende, og hans ord krøb sig ind under huden på Dawn som klaustrofobiske og provokerende.
”Du kan ikke bare…”, begyndte Dawn rasende.
”Det kan jeg, og det vil jeg. Og det har jeg”, svarede Joe med rolig stemme og lænede sig ind mod hende, og hans parfume lugtede syndigt, mørk krydret og røget.

”Det kommer ikke til at ske uden kamp!” råbte Dawn rasende og mærkede hans hånd glide op ad sin talje, og tændte en ild under hendes hud, som hun ikke havde følt før.
”Du er min nu, Bambolina. Og jo før du accepterer det, jo lettere vil det bliver for dig, og med eller uden kamp kommer det til at blive underholdende for mig” sagde Joe smilende.
Dawn stivnede og mærkede sit hjerte hamre, og hvert instinkt skreg på modstand. Hendes kampsportsevner vågnede, og hun følte sig parat til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt, især for en mand som ham ”Jeg er ikke en hjælpeløs hovedpræmie, som du bare kan stille op på en hylde. Jeg kæmper imod dig og jeg knækker ikke så nemt, som du tror. Og så kan du kalde mig Bambolina alt det, som du vil. Men dukker går i stykker på et tidspunkt, og det gør jeg ikke!” råbte hun rasende.

”Alt går i stykker under det rette pres, Bambolina”, svarede Joe smilende.
”Du undervurderer mig, din idiot”, sagde Dawn rasende.
Joes mund krummede sig sammen i et skævt og beundrende smil, og det var tydeligt at han nød kampen, der brændte dybt inde i hende. ”Jeg kan virkelig godt lide den måde, som du kæmper imod mig tilbage på. Det får det til at lyde så underholdende at komme til at knække dig, Bambolina”, svarede han smilende.
”Du vil knække dig selv i forsøget, så hvem får underholdningen her?” spurgte Dawn rasende.
”Er det en trussel, Bambolina?” spurgte Joe smilende.
”Et løfte vil jeg hellere kalde det, din idiot”, svarede Dawn rasende.
”Pas på med at sige det, Bambolina. Løfter i min verden er bindende”, sagde Joe smilende.
”Jeg er ikke bange for at bløde for det, der betyder noget for mig”, svarede Dawn rasende.

”Din gnist er charmerende indtil videre for mig. Men kun indtil, at jeg får den til at blive knækket”, sagde Joe smilende.
”Held og lykke, din idiot. Andre mafiaidioter har prøvet at knække mig, og de gav alle sammen op. Derfor står jeg her stadigvæk”, svarede Dawn rasende. ”Og hvis du for resten gerne vil have en dukke, Joe, så skulle du måske selv til at bygge en, da du sikkert ikke ville kunne komme til at håndtere den ægte vare, for du kommer ikke til at overleve det her, ved at lege med mig.”
”Virkelig modigt må jeg sige, at du er, Bambolina. Du står så rank her i Djævlens hule, og udfordrer mig”, sagde Joe smilende med en vis beundring, og trådte tættere på. Luften mellem dem sitrede af udfordring og varme, mens han testede Dawns styrke, som en udfordring til at hun skulle trække sig tilbage. Hun rykkede sig ikke, da hun udfordrede ham tilbage med sit blik. ”Godt, du rykkede dig ikke, hvilket fortæller mig, at du ikke er en svag kvinde. Det er kun godt, fordi jeg hader svage ting.”
”Du tror, du er farlig, men du bliver bare endnu en mand, som der kommer til at bløde”, svarede Dawn rasende.

”Jeg tror nok, at du nok skal finde hurtigt ud af, hvis blod der kommer til at plette først”, sagde Joe med rolig stemme.
”Djævlen undervurderer mig virkelig? Godt, det kommer til at gøre det hele nemmere for mig”, svarede Dawn rasende.
”Jeg håber, du er lige så god til at overleve, som du er god til at friste skæbnen”, sagde Joe smilende.
”Jeg håber til gengæld, at du er klar til konsekvenserne, for du kommer ikke til at overlever dem”, svarede Dawn rasende.
”Så, er vi enige?” spurgte Joe smilende.
”Enige?” spurgte Dawn forvirret denne gang.
”Du bliver min fra i dag, og din far lever efter vores aftale”, svarede Joe med rolig stemme.

Dawn havde hørt alle skrækhistorierne om Joe Tate, og hvordan nåde ikke fandtes i hans imperium. Og hun vidste godt, at hvis hun ikke sagde ja til at være hans, så ville hun have sin fars blod være på sine hænder, selvom hun hadede ham. Hun mærkede sit hoved snurrede voldsomt, mens hun knyttede sine næver langs siden. Hun vidste, at hun ikke havde noget andet valg, så hun nikkede blot som svar, selvom det brændte. Joe løftede smilende hånden i en doven gestus mod døren, og Gabriel trådte frem. ”Okay, Dawn, kom venligst med mig”, sagde han med rolig stemme og stillede sig ved siden af hende.
”Vent hvad? Hvor skal vi…” begyndte Dawn, da hun mærkede ham gribe fat i sin ene arm og trak hende over mod døren, hvilket antændte hendes modstand, da hun ikke fandt sig i at blive trukket afsted med. ”Slip mig dog!”
”Tag det rolig”, svarede Gabriel roligt og holdt fast i hende, da han mærkede, hvordan hun kæmpede instinktivt mod ham.
”Slip mig dog!” råbte Dawn rasende, mens hun bed tænderne sammen, og lod sine fødder glide hen ad gulvet. Bag sig kunne hun gøre, hvordan Joe grinede ondskabsfuldt, da han tydeligvis var meget underholdt af den kamp, som hun stadigvæk har i sig.

*

Gabriel skubbede Dawn snart ind i et nyt rum. ”Sig farvel”, sagde han med rolig stemme og lukkede døren efter sig.
Dawn vendte sig om og så sin far, som stod i midten af rummet og havde tydeligvis ventet på hende. Hun overvejede om, hun skulle løbe hen og give ham et kram, men hun stod blot fast, med armene over kors og raseriet brændte voldsomt under huden på hende. Hun gloede rasende på ham, som om hun udfordrede ham til at forklare sig overfor hende, hvordan han kunne finde på at sælge hende som et stykke affald. ”Det var på tide, at du endelig dukkede op, Dawn”, sagde Mike Taylor smilende.
”Hvad? Er det sådan, at du hilser på din datter?” spurgte Dawn rasende.
”Han ville ikke lade mig gå, før du kom”, svarede Mike smilende.
”Hvad har du egentlig gjort, far?” spurgte Dawn rasende.
”Jeg blev fanget, da jeg forsøgte at stjæle flere penge fra Tate, men heldigvis havde jeg dig som betalingsmetode”, svarede Mike smilende, og grinede derefter. ”Og hvem ville dog have vidst, at du faktisk var 20 millioner værd?”
”Du byttede mig som om jeg var småpenge for dig, far”, sagde Dawn rasende.
”Bliv ikke så sentimental overfor det her, pigebarn. Sådan er livet bare, så du skal bare vænne dig til det nu”, sagde Mike og blev iskoldt i stemmen overfor hende.
”Jeg skal bare vænne mig til det? Du er min fucking far, og du har lige solgt mig for at redde din egen fucking røv, dit fucking røvhul!” råbte Dawn rasende.
”Du tilhører Joe nu”, sagde Mike smilende, mens han gik forbi hende uden at se hende i øjnene. Der var ingen undskyldninger eller anger i at se i hans øjne, hvilket gjorde hende endnu mere rasende på ham, end hun nogensinde havde været før.

”Dit dumme svin!” råbte Dawn rasende og smækkede ham sådan en hård og rasende lussing, før hun overhovedet nåede at stoppe sig selv.
Mike vaklede lidt, og han så derefter chokeret ud, mens han tog sig til sin ømme kind. ”Måske kan Joe endelig lære dig din plads, din lille møgunge”, sagde han rasende.
”Måske. Måske ikke, dit fucking røvhul”, hvæsede Dawn rasende efter ham, da hun så ham forsvinde ud ad døren. Hun stod alene tilbage, verdenen var smuldret sammen omkring hende, med et hjerte knust over en far som der var ligeglad med hende, og som havde brugt hende til at betale en gæld.
”Dawn, følg med mig”, sagde Gabriel og kom i rummet.
”Hvor skal vi hen?” spurgte Dawn.

”Bare følg med”, svarede Gabriel og greb fat i hendes arm igen, og igen måtte han trække hende efter sig.
”Slip mig så, din idiot!” råbte Dawn og slog ud efter Gabriel, og ramte ham hårdt i ansigtet, men han lod sig ikke påvirke af det.
”Så må vi gøre det på en anden måde”, sagde Gabriel og løftede hende op i sine stærke arm, og smed hende op over sin skulder, og holdte hendes sprællende ben fast.
”Sæt mig ned!” råbte Dawn rasende og slog ham i ryggen med sine hænder.

*

Spisestuen var enorm, alt skinnende og meget rent, da Gabriel ankom med Dawn bærende over skulderen, meget til Joes underholdning. ”Sæt hende ned, Gabriel”, sagde han med rolig stemme.
”Javel, Boss”, svarede Gabriel og satte Dawn ned på gulvet, som straks slog ud efter ham, men han undvig hurtigt hendes slag og trak sig lidt tilbage.
Dawn stod ved enden af det lange bord som var blevet dækket op til to personer, hun stod med armene over kors, mens hun nægtede at sætte sig ned overfor ham. ”Sæt dig ned, Bambolina”, sagde Joe smilende.

”Niks, jeg er ikke dit kæledyr, som du bare kan kommandere rundt med”, svarede Dawn rasende og så til, hvordan Joe blot smilede skævt, som om han havde forventet hendes modstand.
Joe gjorde et nik med hovedet, og Gabriel bevægede sig lydløst bag hende, og med faste hænder greb han fat om hende. ”Kom, sæt dig ned, Dawn”, sagde han roligt og skubbede hende over mod sin plads.
”Slip mig, din idiot!” råbte hun rasende og kæmpede igen imod, men denne var hendes arme låst så godt fast, at hun ikke kunne forsvare sig selv.

Gabriel fik hende med noget besvær, presset ned at sidde i stolen. ”Mange tak, Gabriel. Nu kan du gå, og lad os være alene med hinanden, mig og den lille ballademager derover”, sagde Joe med rolig stemme.
”Javel, Boss”, svarede Gabriel med rolig stemme tilbage.
Døren smækkede i efter Gabriel, mens Dawn sendte Joe dræberblikket. Han smilede blot bare, da han var underholdt af hende og hendes konstant modstand overfor ham og hans mænd. ”Jeg har arrangeret denne middag for os begge to, så jeg kan lægge reglerne frem for dig. Og du bør lytte godt efter, da din overlevelse afhænger af det”, sagde han smilende.

”Jeg nægter at opføre mig, som om jeg er taknemmelig for mit gyldne bur”, svarede Dawn rasende.
”Hvis du bare vidste, hvor taknemmelig du egentlig burde være for det”, sagde Joe med rolig stemme.
”Hvad fanden skal det betyde?” spurgte Dawn rasende.
Joe svarede ikke på spørgsmålet, da han løftede et glas whisky til munden, nipperde dovent og så hen på hende over kanten af glasset. ”Regel nummer et er: Du tilhører mig. Regel nummer to er: Du lyver ikke for mig”, sagde han med rolig stemme, mens han tilføjede det sidste med et grin. ”Regel nummer tre er: Du løber ikke. Medmindre du kan lide at blive straffet, har du forstået?” spurgte han smilende.

”Ja, Men du kan stadigvæk ikke eje det, der ikke overgiver sig frivilligt”, svarede Dawn rasende og mærkede sin mave snørede sig sammen, mens hun studerede ham.
”Ejerskab handler ikke om samtykke, Bambolina. Det tages”, svarede Joe med rolig stemme, mens han rakte ud efter sit bestik. ”Nu skal vi spise sammen.”
”Nej”, svarede Dawn rasende.
”Som du vil, Bambolina. Du kan sulte, hvis du vil. Du kommer og tigger til mig om mad senere”, sagde Joe smilende.
”Nu er det nok!” råbte Dawn rasende og skubbede stolen tilbage, og rejste sig brat og marcherede hen mod døren.
Joe var hurtigere end hun var, og stoppede hende, inden hun nåede døren. ”Skal jeg allerede minde dig om regel tre, Bambolina?” spurgte han smilende og holdt godt fast i hende.
”Åh, jeg hørte den skam godt, men jeg valgte bare at ignorere den”, svarede Dawn rasende.

Joe pressede Dawn op med den nærliggende væg, og lod sine ånde varme hendes hals. ”Jeg skal snart vise dig de nydelser, som der følger med ved at være min, Bambolina”, sagde han smilende og lod sine hænder glide over hendes arme med langsomme og forførende bevægelser, som efterlod gnister hvor der burde være modstand hos hende, og det kunne han mærke.
”Hold dig væk fra mig, Joe! Hvis du ikke holder dig væk fra mig, så skal jeg vise dig, hvor skarpt jeg bider tilbage! Og du vil komme til at fortryde, at du troede jeg ville være et let bytte. Og jeg vil efterlade ar på dig, som du ikke kan skjule”, sagde Dawn rasende og nægtede at lade sig opsluge af ham, selvom hun mærkede den gnist, der var imellem dem.

”Det håber jeg, at du vil gøre, Bambolina. Jeg har ikke noget imod lidt kamp fra dig, og jeg vil komme til at lide det, når du efterlader mærker på mig. Smerte kan være en dejlig nydelse at føle”, svarede Joe smilende og lænede sig ind mod hendes øre. ”Jeg kan mærke det. Jeg kan mærke, hvordan din krop reagerer på mig, når jeg rører ved dig. Forræderiet i dine øjne fortæller mig alt om det. Den gnist som du sikkert også kan mærke, at der er imellem os lige nu.”
”Det passer ikke! Min krop reagerer ikke på dig!” råbte Dawn rasende.

Joe lod sine læber strejfe hendes hals, og han hørte, hvordan hendes vejrtrækning straks stoppede. ”Du hader det her. Men alligevel hungrer du mere efter det? Efter mig.”, hviskede han smilende.
”Jeg hader virkelig, hvor let han læser mig. Men jeg hader endnu mere, at han har ret, at jeg hungrer mere efter”, tænkte Dawn for sig selv og forsøgte at fortælle sin krop, at den skulle modstå hans forførende berøring.

Joe pressede sin krop mod hendes, fast og dominerende, og holdt hende fanget mellem sig og væggen. Han lod sin mund glide hen over hendes hals, hvilket fik hende til at sukke. ”Du er så fandens smuk”, hviskede han og bed blidt i hendes hals.
”Hørte du ikke mine ord?” spurgte Dawn rasende og forsøgte endnu mere at modstå ham.
”Jeg hørte kun din krop”, svarede Joe smilende.
”Så hør lige det her…”, begyndte Dawn rasende og løftede hånden for at slå ham, men Joe greb hurtigt hendes håndled i en hurtig bevægelse, lige da hun skulle til at give ham slaget.
Joe klikkede med tungen, og holdt grebet fast omkring hendes håndled, mens hans blik glitrede af morskab og sult. ”Jeg kan lide din ild rigtig meget, Bambolina. Men jeg vil hellere kontrollere den”, sagde han smilende.
”Held og lykke med det, din idiot”, svarede Dawn rasende og rev sin hånd væk fra Joes greb, men før hun kunne sige mere til ham, knuste Joe sin mund mod hendes.

Kysset var voldsomt brændende, hårdt og krævende, som om han ville til at begynde med at fortære hendes oprørskhed. Hans læber mærkede hendes, og han smagte hvert trodsigt åndedrag som hun prøvede at holde fast i. ”Du smager sødt, når du er rasende, Bambolina”, sagde han smilende og tvang hendes hænder over hovedet, han holdt hendes håndled fast med en hånd, men han låste hende fast mod væggen.
Dawn hævede sit bryst mod hans, mens Joe uddyber kysset, og stjal hendes vilje bid for bid. Hun vidste, at hun ikke kunne give efter ham, selvom hun følte sig ekstremt tiltrukket af ham, og hun ville lære ham en lektion om at hun ikke ville lade sig opsluge sig så let af ham. ”Jeg skal lære ham”, tænkte hun rasende for sig selv og lænede sig op mod ham, og kyssede ham hårdere end hun nogensinde havde tænkt sig. Kysset blev endnu mere brutalt og hedt, og hun åbnede sin mund for at lokke ham til ro.
”Du er skabt til at blive fortæret”, sagde Joe smilende og lod sin mund bevægede sig hårdt mod hendes, det var krævende og råt, og hans tunge søgte adgang til hendes.

Dawns krop forrådte hende fuldstændig, da hun stønnede i hans mund, mens hendes hænder var låst ubrugeligt over hendes hoved. ”Hvorfor får hans kys mig til at brænde sådan?” tænkte hun for sig selv, da han holdt hendes hænder med en hånd, mens han lod sin anden glide ned ad hendes talje. Pludselig gled han sin tommelfinger hen over hendes brystkurve, og stjal endnu engang hendes vejrtrækning, da det antændte endnu mere ild i hendes krop. ”Jeg hader virkelig, at jeg kan lide det her.”

Dawn mærkede sig selv drukne i varmen, raseriet, og den ødelæggende tiltrækning fra ham. Joe lod sine læber fange hendes underlæbe og sugede, hvilket trak et lavt knurren fra hans hals. ”Du er min at ødelægge, Bambolina”, hviskede han smilende, mens Dawn klynkede som svar. Pludselig knækkede noget indeni hende, og en kold bølge af klarhed skar sig gennem varmen, med et snerrende brøl i halsen bed hun ham pludselig hårdt i hans underlæbe. ”Argh!!” udbrød han rasende, da han mærkede smerten.
”Åh, gjorde det ondt?” spurgte Dawn skadefro og smagte smagen af ham, det var varmt og kobberagtigt blod, som oversvømmede sin mund.
”Slemme lille pige”, sagde Joe rasende og tørrede sin mund med håndryggen, og kiggede ned på blodet. Han smilede, da han indså, at han havde fundet et bytte der bed tilbage.
”Jeg troede lige, at du sagde at smerte kunne være nydelse”, svarede Dawn med et selvtilfreds smil.

”Bliv ved med at provokere mig, Bambolina. Vil du ikke kunne komme til at gå i morgen”, sagde Joe smilende og lod sin tommelfinger glide hen over hendes læber, og smurte hans blod der, mens han grinede djævelsk. ”Men det er sandt, du bider virkelig igen.”
”Du må hellere vænne dig til at bløde, Tate”, svarede Dawn rasende igen.
”Du kommer også snart selv til at bløde, Bambolina. I min verden kommer alle til at gøre det”, sagde Joe med rolig stemme og lod sin hånd stryge hendes kind.
”Måske, men jeg fik dig til at bløde først, så i det mindste smager jeg frihed i kampen mod dig, og jeg vil få dig til at tigge, før jeg knækker dig”, svarede Dawn rasende.
”Mm, det gjorde du, Bambolina. Men ingen slipper væk fra mig. Ikke engang du vil slippe væk fra mig, for jeg har ikke planer om at opgive dig. Og jeg har hellere ikke planer om at tigge dig”, sagde Joe smilende.

Joe lod sit ansigt nærme sig hendes igen til endnu et kys, men denne gang var hun klar. Da han lænede sig ind for at tage hendes mund igen, slog hun ham hårdt ansigtet med et perfekt slag, så lyden tydeligvis kunne høres i hele lokalet. Men han rykkede sig ikke en muskel til trods for det hårde slag, som hun havde påført ham. Gabriel stormede straks ind i rummet, og han havde allerede hånden på sit våben. ”Åh shit, gik jeg for langt?” spurgte Dawn bekymret sig selv.

Joes ansigt var koldt og følelsesløst, mens han løftede langsomt den ene hånd og straks stoppede Gabriel. ”Forlad lokalet, der er ingen problemer her som jeg ikke selv kan klare, Gabriel”, sagde han med rolig stemme.
”Javel, Boss”, svarede Gabriel og forlod straks lokalet igen.
Stilheden efter Dawns hårde slag summede af spænding, som øjeblikket før en bombe sprang af. Joe stirrede bare på hende, mens et langsomt og farligt smil tog form i hans blodige mund. ”Vil du have din frihed, Bambolina?” spurgte han med rolig stemme.
”Selvfølgelig vil jeg det. Det var da pisse åbenlyst”, svarede Dawn rasende.

Joe stirrede bare på hende med tavshed, som om han kalkulerede sit næste træk som en kniv, der gled tættere på hende. Denne gang tog et djævelsk smil form i hans mund. ”Hvis du vil have din frihed, så har jeg et tilbud til dig”, sagde han med rolig stemme. ”Måske kan vi lave en aftale?” spurgte han smilende.
”Hvilken slags aftale, din idiot?” spurgte Dawn rasende.
”Hvis du vil have din frihed, så skal du tjene den”, svarede Joe smilende med sit djævelske smil.
”Hvordan?” spurgte Dawn.
”Betal mig tilbage, hvad din far stjal fra mig. Alle de 20 millioner kroner”, svarede Joe med rolig stemme.

”Hvordan skal jeg kunne gøre det? Skal jeg trække en lottokupon ud af røven, hvor der står tyve millioner kroner på den?” spurgte Dawn rasende.
”Hvis du tror, at held vil redde dig fra mig, så har du allerede tabt spillet”, svarede Joe med rolig stemme.
”Men hvordan forventer du ellers, at jeg skal gøre det?” spurgte Dawn.
Joe trådte tættere på hende, og hans varme strejfede hendes hud. ”Du er vel erhvervs studerende, ikke sandt?” spurgte Joe smilende.
”Hvordan fanden ved du det?” spurgte Dawn rasende.
”Jeg ved alt om de familier, der tjener mig”, svarede Joe smilende. ”Du skal drive tre af mine lovlige virksomheder, hvor du skal skabe et ekstra overskud på 20 millioner kroner.”
”Ha lovlige! Ja, ja, den skal du længere ud på landet med”, svarede Dawn.

”Rene papirer i lovlige virksomheder gør beskidte imperier sværere at spore. Selv syndere ved, hvordan man skal fake frelse”, sagde Joe smilende.
”Whatever. Så, hvilke lovlige virksomheder skal jeg styre?” spurgte Dawn rasende.
”Min luksus smykkebutik, Natklub Luna og Tate Kasino”, svarede Joe smilende. ”Tjen de 20 millioner kroner tilbage rent. Og så er du fri.”
”Rent?” spurgte Dawn.
Joe smilede og trådte endnu tættere på, han lod en finger glide ned langs hendes kæbe. Hendes krop forrådte hende igen, da hun smeltede i hans berøring, før hun tog sig sammen og trak sig brutalt væk fra ham. Han grinede, det var en dyb og mørkt latter. ”Vis mig, hvordan den geniale forretningshjerne min Bambolina har, fungerer”, sagde han med et grin.

”Jeg forstår ikke. hvorfor du vil lade mig drive dine lovlige virksomheder. Er du sikkert på, at jeg ikke brænder det hele ned i stedet for?” spurgte Dawn rasende.
”Fordi hvis du vil have din frihed, og det ville ikke give dig den, hvis du brænder mine virksomheder ned. Men desuden…”, begyndte Joe smilende og lænede sig frem, og hans læber strejfede hendes kind. Hans læber gled videre, varme og tæt, indtil de var ved hendes øre. ”Jeg ved, at du vil komme til at fejle.”

Ordene skar sig ind i Dawn og antændte endnu en ild, som der brændte hende helt ind til knoglerne. ”Jeg kommer ikke til at fejle, selv ikke hvis du sætter oddsene imod mig”, svarede hun rasende.
”Vi får se. Tænk over det, Bambolina”, sagde Joe smilende.
”Jeg har faktisk et navn, måske skal du lære at prøve at bruge det”, svarede Dawn rasende.
Joe greb hendes hage og tvang hende til at møde hans blik. ”Ja, jeg kender dit navn… Min”, sagde han smilende og slap hende og gjorde tegn til, at hun skulle følge med ham. ”Eller skal jeg også bære dig?” spurgte han smilende.
”Ellers tak”, svarede Dawn rasende og bed sig så hårdt i tungen, at den næsten blødte, og fulgte efter ham.

Joe førte Dawn ind i en anden gang, og åbnede en dør til et rum, som var så overdådigt at det kunne tilhøre en kongelig. ”Det her bliver dit soveværelse for nu. Gabriel har allerede taget nogle af dine ting med herhen”, sagde han smilende.
Dawn scannede soveværelset, men noget nagede hende allerede, da noget manglede i dette soveværelse og pludselig slog det hende. ”Der er ingen vinduer”, sagde hun rasende.

Joe lænede sig ind mod hende, og han lod sin enorme hånd gribe fat om hendes ene arm som et jerngreb, og holdt hende fast. ”Jeg ved, at du vil forsøge at flygte, så derfor tager jeg ingen chancer. Derfor ingen vinduer. Og hellere ingen flugt”, sagde han smilende og slap hendes arm, hvorefter han vendte sig uden at sige et ord mere. Han lukkede døren efter sig, og der lød et klik, da han låste døren efter sig.

”Låst den dør op!” råbte Dawn og hamrede på døren, da hun ikke fandt sig i, at blive låst inde. ”Jeg er fucking ikke nogen dyr, som du bare tror, at du kan låse inde!”
Historien fortsætter under reklamen

Men der kom ingen svar, da hun stoppede med at hamre på døren og kiggede sig omkring i soveværelset igen. Hun følte sig frygtelig alene, og nu var hun blevet indespærret, mens hun brændte voldsomt af en vrede som hun ikke kunne slippe fri endnu. ”Men i det mindste kom der noget godt ud af det hele alligevel. Han gav mig virkelig en mulighed for at vinde min frihed?” tænkte Dawn for sig selv og gik ovre til sengen, og satte sig på sengekanten og lagede sig snart ned, og faldt i søvn med det tøj som hun havde på lige nu.