gratis dating sexdating

Nr. 69

‘Benzinbomber? Mod andre mennesker? I tror vi ikke er af kød og blod? Jeg skal fandeme lære dig…

Forfatter: Marcus
marcus.historier@gmail.com

Astrid går mod mig ned af trappen i vores hus på Jagtvej med gnistrende øjne, synlige smilehuller og sit lidt lange, sorte pandehår halvt over øjnene. Fanger mig på en repos. Skubber mig blidt men determineret op af vægen.

‘Hvad så, Albert?’ Hendes stemme er fræk. Ladet med løftet om en trusse der kan ryge på mindre end et splitsekund. Hun bøjer sig tættere mod mig. Der er lidt en følelse i huset, som der må have været i de sidste dage i førerbunkeren i Berlin i april i 1945. Det er ikke mine egne ord, men noget jeg har stjålet fra Storm. Vi ved de er så tæt på at rydde os, og nogle i huset folder sig introvert om sig selv, men andre, som Astrid, reagerer på en anden, mere udadvendt måde.

Jeg kunne hende godt, men, der er noget jeg hellere vil. Har en rastløs følelse i kroppen af at det er ved at være sidste udkald, og Astrid følger mit blik. Ser Storm i tæt samtale med nogle af vores radikale frontkæmpere der er lidt uden for pædagogisk rækkevidde. Dem vi sender i første række, når de kommer efter os. Og rydder. Eller forsøger.

Storm ser kort op mod os. Nikker.

JEG KAN IKKE få øjnene fra ham. Han er bare så fucking sexet. 22 år. Næsten en meter og halvfems. Bredskuldret. Rolig. Brune øjne. Og erklæret bi. Søgende og nysgerrig. Selv er jeg også lidt ude over hele paletten. Astrid slipper mig. ‘Okay’ hvisker hun. Ser på mig med spørgende øjne. ‘En anden gang?’ Jeg nikker pligtskyldigt. Hun bøjer sig mod mig, og stjæler et kys. Jeg fanger hendes baghoved med min højre hånd og holder hende fast. Hun presser sig mod mig, og vi snaver i op mod et minut. Lader min frie hånd glide ind på hendes højre lår. Aer hende hele vejen op, mens jeg støder mit underliv mod hendes. Hånden forsvinder op under hendes sorte hættetrøje, og jeg runder den om det ene af hendes små bryster. Nipper forsigtigt i hendes underlæbe før jeg slipper hende. Hun ser stakåndet på mig. Trækker vejret tungt. ‘Fuck nu af, Albert. Det var sgu tarveligt.’ Hendes stemme er hæs og ophidset, men, hendes øjne er stadig glade, så jeg har ikke brændt nogle broer her.

Storm passerer os, og jeg følger efter ham ud mod det hærgede toilet. Står halvt bag ham mens han pisser med en hård stråle. ‘Står du bare der?’ Hvordan kan man lyde så forbandet sexet? Jeg vil have ham. Og jeg vil have ham med ud herfra vores barrikaderede fæstning, men, jeg ved at det vil blive svært. Han vasker hænder, eller prøver, for nogen har tager sæben, og han bander dæmpet. Håndklædet ligger på gulvet i hjørnet i en pøl af noget jeg håber er vand, men, det er det nok ikke. Hans blik følger mit, og han bander endnu engang. ‘Fuck, jeg har lyst til at slippe væk. Bare for en aften.’ Jeg ånder lydeligt ud, og lufter mit forslag om at søge ly nordpå. Omgruppere og samle kræfter. Bare for en nat. Den går lige hjem.

VI RØR IKKE ved hinanden, da vi går mod udgangen, efter at have fundet vores jakker i fællessoveren. ‘Der kommer ikke til at ske noget i aften. Vi har vagter ved broen, og vi hører hvis de begynder at køre pansere over fra Jylland. Men, Rolf, husk lige at sætte vagter, capiche? Og det skal ikke være nogle bon-hoveder. Nogle af dem der er klare!’ Rolf nikker. I et hus uden hierarki, så strammer Storm den, og han reagerer heller ikke, da Rolf lettere ironisk slår hælene sammen og lavmælt mumler ‘Jawohl, mein Führer.’

VI KOMMER UD i den frostklare aften. Vi kan ikke se dem, men, vi ved, at der er øjne på os lige nu. Kikkerter. Kameraer. Storm bukker halvt teatralsk mens han gestikulerer med hånden. Her udenfor huset er vi mere frie med hinanden, og jeg lader min hånd daske mod hans lår. Han tager den. Vi holder i hånden, mens vi går ned af en sidegade. Han låser sin motorcykel op. Frigør hjelmen som han tavst rækker bagud mod mig. Selv sætter han sig op. Starter motorcyklen. Jeg tager den sorte hjelm på. Den er lidt for stor, men, det er lige meget. Han starter motorcyklen. Jeg kravler op. Presser mig tæt op af ham. ‘Klar stump?’ Jeg slår let på hans højre lår. Han ser sig bagud over venstre skulder, fri bane, blinker af, drejer på håndtaget og kører ud. Jeg kan mærke maskinen mellem mine ben få liv. Pulsere. Presser mig mod ham, mens han frigør os fra Jagtvej 69.

Vi kører nordpå i syv minutter. Så drejer han af, ind mod den stille villavej hvor jeg bor med mine forældre. Trygt. I Reservatet. Han kører ind til siden foran den store to-etagers villa med sort tegltag og slukker. Det er anden gang han er her, men første gang, da var mine forældre desværre ikke hjemme. Det her er bare…det er bare perfekt. Jeg ved, at de har hørt hans motorcykel og kan også ane min mors ansigt i et vindue. Ser hastigt ud, så går hun igen. Det er den meste fantastiske udstrakte langemand til dem. At komme ind ad døren. Nu. Med ham. Og tage ham med ovenpå. Lade ham bruge mig, mens de er hjemme. Jeg smiler. Han slår mig på røven, da han går bag mig op af havegangen.

DE SIDDER I stuen. Mor læser i sofaen, og far sidder ved siden af med sin computer på skødet og arbejder, med en kop kaffe indenfor rækkevidde. ‘Hey’ siger jeg. Vender mig mod Storm. Prøver at være helt cool, nonchalant. ‘Det her er Storm.’ Far ser op, og det er vel aldrig nemt, for en far, at få den stukket i synet på den her måde, men, desværre, så tager han det virkeligt godt. Det gør de faktisk begge. Min mor smiler. Nikker. ‘Godaften’ siger Storm lavmælt. ‘I bor godt nok pænt.’ Min far nikker. Jeg tager Storm i hånden. Trækker ham mod mig. ‘Vi lægger lige beslag på badet ovenpå, og crasher til i morgen tidlig.’ Min mor siger en lille lyd, som måske kan tolkes som en tilkendegivelse af, at det da bare er SÅ fint. Min far har røde pletter på sine kinder noterer jeg mig tilfreds, men, han siger ikke noget. Og, jeg tror faktisk også hellere, at de vil have, at jeg sover her i aften. Med Storm. End inde i nr. 69. Trods alt. Men, hold nu kæft hvor er de irriterende. At de ikke reagerer?

Jeg hiver ham med mig op ovenpå. Viser ham mit værelse. Der er ikke så meget at sige, og, han har også været her før. En gang. Vi badede. Så suttede jeg ham af på min seng, før vi kørte vi ind mod byen igen, efter at have raidet mine forældres køleskab.

VI SMIDER JAKKERNE på min kontorstol. Så går vi ud på badeværelset. Tager hinandens tøj af. Vi kysser imens, men, ikke så meget som jeg gerne ville have gjort. Jeg kan godt lide at kysse. Specielt med Storm. Jeg er 25 centimeter lavere end ham og føler mig som en lille unge i sammenligning med ham. Rør hans lange pik, som hænger og dingler mellem hans ben. Tager ham i hånden, og vi går tavse ud under bruseren. Han stiller sig foran mig. Tager nærmest alt det varme vand i sit tykke hår, ansigt, mens jeg står bag ham og holder om ham. Gyser af velvære, alene med Storm under varmt vand, uden den stress og følelse af uro der har haft fat i os alle gennem de sidste uger, mens vi bare venter og venter. På at de kommer. Panserne. Og rydder. Vi ved det er lige på trapperne.

Holder om ham bagfra. Kæler for hans pik. Blodet løber til. Den vokser i min hånd. Den passer til ham. Stor. Tung. Så slipper jeg den. Begynder at sæbe ham ind. Han vender sig rundt. Tager sæben. Begynder nænsomt at sæbe mig ind også. Han kysser mig nogle gange imens. Jeg sætter mig på hug foran ham og kysser hans pik. Sutter blidt på spidsen, før jeg kigger op, og sluger ham, næsten helt til roden. Jeg er virkeligt god til at sutte pik. Han ser ned på mig. Og lige der, da ved jeg, at han ikke tænker på forråd, beholdning af kasteskyts, barrikader. Han ser kun mig, på knæ med ham i munden. ‘Jeg…’ stønner han. ‘Jeg…vil op i dig!’ Han flår mig op. Vender mig rundt. Spreder mine balder, men, jeg protesterer. ‘Ikke her!’ Han ser stakåndet på mig. Ned på min numse. Sit erigerede lem. Jeg vender mig rundt, og slår armene om ham. ‘Knep mig i min seng!’ Han nikker. Jeg kysser ham. Vådt. Har min tunge i hans mund, mens jeg leger med hans pik.

FINDER TO HÅNDKLÆDER, og vi tørrer os hurtigt. Jeg lytter ved døren. Der er stille på gangen, så jeg åbner, og vi skynder os ind på mit værelse med vores beskidte tøj i hænderne og håndklæderne viklet nødtørftigt omkring os. Kan høre mine forældre nedenunder. Kender dem. De er ved at gøre klar til at komme ovenpå, og deres soveværelse støder lige op til mit, så, jeg holder Storm hen i sengen. Vi ruller rundt. Nøgne lemmer. Slås næsten på et tidspunkt. Så hører jeg mine forældre gå forbi i gangen, og da deres dør er lukket, og jeg ved at de er lige ved siden af, da kapitulerer jeg og lader Storm gøre, hvad han har lyst til.

Han vender mig om på maven. Løfter op i min rumpe. Hæver mig. Spreder. Sætter sin pik mod. Støder op. Jeg stønner tungt; højlydt, med mit hoved vendt på siden. Ved de kan ane lydene derinde gennem væggen, og det gør det for mig. Deres eneste barn, endnu ikke engang voksen, med denne kæmpe af en mand. Storm er hård og næsten brutal da han støder oppe i mig. Jeg forsøger at få en hånd ned; finde en vinkel så jeg kan røre mig selv; måske hvis jeg ligger lidt på siden? Storm virker ikke som om at han registrerer noget. Han pumper bare hårdt i mig. Lægger sig oven på mig. Han vejer nok næsten 30 kilo mere end mig, og jeg bliver helt flad, men, kan godt lide at ligge udstrakt og mast og lade ham bruge mig. Mærke ham oppe i mig. Han siger ikke noget. Stønner bare dybt. Og han er hurtig. Tømmer sig i mig indenfor et-to minutter.

Han ruller af mig. Jeg vender mig rundt. Fører en arm om hans brede overkrop. Er uforløst. Ønsker sådan at han vil række ud. Køre mig af eller gå ned på mig? Men nej. Han ligger bare. Tilfredsstillet. Vi småsnakker, og jeg håber at han vil lægge sig helt ned. Gøre sig parat til at sove; tilbringe natten her med mig, men jeg kan mærke at han er rastløs. Selv efter at have tømt sig dybt oppe i mig. Da der er gået fyrre minutter rejser han sig. Begynder at lede efter sine bukser på gulvet.

‘NEJ, NEJ, NEJ…’ Det er mig der mumler det. ‘Du bliver bare her!’ Han stopper, med hvad han laver. Jeg åbner en kommode og finder en lille stofpose. Tager en potjoint og en Zippo-lighter jeg har arvet fra min morfar op af posen. Åbner et vindue. ‘Du kan ikke køre ind mod byen, når du har røget. Så nu ryger du, mens jeg giver dig det bedste BJ du nogen sinde har fået i dit liv. Og, så sover du i min seng. En hel nats søvn uden stress eller blå blink i natten!’ Tænder op. Tager første drag helt ned i lungerne. Presser min mund mod hans, og puster røgen ind i hans mund. Kan allerede mærke det der, at han overgiver sig. Og, jeg kan også mærke hans pik der løfter sig lidt mod mit lår i værelset.

Storm rydder min kontorstol for vores jakker, og sætter sig ned. Jeg finder et lille askebæger. Sætter mig ovenpå ham. Kysser ham mens han ryger. Tager et hiv. Bliver sådan semi skæv bare af de par hvæs. Nogle gange er jeg sgu en tøs. Så kravler jeg ned foran ham. Putter hans tissemand i min mund. Lader den vokse der uden at sutte eller noget. Har den bare i min mundhule. Den rejser sig, og jeg siger en lille lyd, for nu er der virkelig meget fylde i min mund. Slipper den, og begynder at sutte, mens jeg kører ham af. Han ryger. Ser ud i rummet. Ser ned på mig. Jeg har mine øjne på ham hele tiden, mens jeg sutter det bedste pik jeg nogen sinde har gjort. Han er helt i hvile. I balance. Rolig. Pot og blowjob. Smid nu for helvede bare alle de andre medikamenter på bålet. For svaret på en god nattesøvn, det er, vil altid være: Pot og blowjob.

Slipper ham, blot i et par sekunder. ‘Se på mig, Storm. Se på mig mens du tømmer dig i min mund.’ Og han ser ned. Holder om mit ansigt. Nu slipper jeg ham med mit blik, og sutter ham dybt mens jeg nulrer hans kugler. Kan mærke det er lige oppe over. Hans stemme fylder rummet, samtidig med at hans sæd pumper i halsen på mig og hans hænder holder hårdt om min hovedbund: ‘Albert, Albert…!’

JEG SLUGER, SELVFØLGELIG og bagefter kysser jeg hans pik, og slikker den op og ned af skaftet. Der er ikke en dråbe, der går til spilde. Da jeg sætter mig op på ham igen, da er det en helt anden mand end ti minutter før. Han er rolig og i sync. ‘Kom’ hvisker jeg, efter at have kysset ham, og han følger med mig.

Ti minutter efter sover han tungt op af mig i sengen med en arm over mit nøgne bryst. Jeg tænker på flere forskellige ting. Noget der fylder, det er, at det er femte gang vi er sammen, og ikke en gang har han fået mig til at komme. Hverken under sex eller bagefter? Måske man ikke behøver at bekymre sig om sådan noget, hvis man er så perfekt som Storm? Jeg fniser. Får min venstre hånd ned og selv om jeg plejer at bruge højre, så får jeg givet mig selv en udløsning under dynen. Klokken er 00:05 da jeg sidste gang ser på uret.

Lige nu er der over to hundrede mand hos Københavns Politi der møder ind på forskellige stationer i yderområderne. Er i gang med at gøre deres kampuniformer parat. Oppe nordpå står der tre helikoptere på en græsplæne der er ved at blive tanket op, og specialtrænede politibetjente er ved at få de sidste briefinger.

Alt det ved jeg ikke, da jeg falder i søvn i min seng, med Storms arm om mig otte minutter efter midnat den første marts 2007.

JEG VÅGNER TIDLIGT. Storm har stadig sin arm om mig. Jeg vender mig og ser mod ham. Gyser lidt, for, jeg har drømt om at sove med ham de sidste måneder. Pot & BJ. Jeg smiler stille. Drejer hovedet. Klokken er kun 06.30. Strækker mig. Storm får øjne ved min side. Jeg kysser ham, før jeg skynder mig ud af sengen. Tager mine beskidte jeans fra i går på og den samme sorte T-shirt. Kan mærke at han ser på mig, og jeg vrikker med røven, da jeg fører de stramme jeans på. Har en god, fast røv. Så skynder jeg mig ud af værelset. Må finde rent tøj senere. Nu vil jeg bare ned og finde noget lækkert frem. Sidde med ham i køkkenet i nogle timer. Tirre mine forældre.

Jeg møder min mor ude på gangen på vej til badeværelset. Siger godmorgen, men undviger et kram. Går nedenunder, og sætter vand over til stempelkaffe. Tænder ovnen og finder nogle rundstykker i fryseren. Mine forældre kommer ned før Storm. Prøver at virke så fucking normale, som om jeg ikke lige for første gang har hevet en fyr hjem en sen aften og ladet ham kneppe mig i min seng? Som om….

RADIOEN KØRER PÅ P3. Klokken er ti minutter i syv. Storm kommer ned af trappen, helt ugenert stadig med sin T-shirt i hånden og sin jakke i den anden. Mine forældre ser op på ham, og min mor ser væk, for så at se interesseret på ham igen. Han ligner en sexgud i sine sorte, stramme læderbukser og med bar overkrop. Min mor får lidt farve i kinderne, og jeg er næsten ved at skrige af lykke, for det er bare perfekt, perfekt, perfekt.

Han fører sin T-shirt over hovedet. ‘Godmorgen’ siger han lavmælt, og mine forældre hilser igen. Storm sætter sig ved bordet, og jeg henter en kop kaffe til ham. Så er det havregryn og rundstykker, og min far, der prøver at lade som om at der ikke var uvante lyde i huset sent i går aftes, indleder en samtale med Storm om nr. 69. Og igen bliver jeg så stolt, for Storm får flettet Hegel og Kirkegaard ind i sin argumentation, og min belæste, veluddannede far, retter sig næsten umærkeligt op, som han plejer når han møder en udfordring.

Min mor sidder med et kaffegrus mellem sine hænder og ser på Storm. Lytter. ‘Yeah’ tænker jeg. ‘Han er ikke bare et hunk…’ Min far, der er advokat, og partner i det største advokatkontor i landet, kører hårdt på, men Storm klarer sig fint. Jeg supplerer: ‘Altså, man kan jo ikke bare tage en gave tilbage, vel?’

De ser på mig. Alle tre. Okay, jeg ved da godt, at den ikke lige er oppe at støde og ramme alle intellektuelle højdepunkter, men jeg har altså heller ikke været på Uni endnu, ligesom de tre andre. Men Storm smiler til mig. ‘Præcis stump. Præcis…’

Radioavisen går i gang i baggrunden mens Storm argumenterer videre med min far. Telefonen i Storms jakke siger en lyd. Vedholdende. Han rækker distræt ned i sin jakkelomme og får fat i sin Nokia. Ser på den, samtidig med at oplæseren i radioen i baggrunden siger: ‘og så…vi har lige hørt, at politiet netop nu har igangsat rydningen af Jagtvej 69. Det følger vi op på i næste udsendelse. Det var radioavisen. God morgen.’

Storm bliver helt hvid i hovedet. Ser på sin telefon. Og jeg ved godt hvad det er, han har fået, og jeg ved at min telefon også lige har vibreret rundt om sig selv i min jakke ovenpå på mit værelse. Det er fælles-sms’en, der som aftalt går ud til alle, når panserne møder op. ‘Men…’ siger han lavmælt. Er på det helt forkerte tidspunkt, på det helt forkerte sted. Som en admiral der ikke er på sit skib, når det er under angreb.

STORM TAGER SIN jakke på i en glidende bevægelse. ‘Kom Albert. De har brug for os.’

Jeg spæner op ad trappen, finder min jakke på værelset, og løber ned igen, hvor jeg tager min sorte støvler på. Kan allerede høre motorcyklen blive gasset op ude på gaden. Min far spærrer i døren ud mod indkørslen. Blokerer. ‘Du går ingen steder, det kan jeg godt love dig!’ Jeg bliver så edderspændt rasende. Min mor går imellem os, og jeg tror hun vil spærre sammen med ham, men hun overrasker mig. ‘Marcus, ikke sådan der. Det er ikke sådan vi gør det!’ Hendes stemme fast og bestemt og jeg ser min far ændre sit kropssprog. ‘Jamen….’ han har faktisk tårer i øjnene. Min mor går tæt på ham; rør hans arm. ‘Jeg ved det godt, skat, men, det er ikke op til os, okay?’

Min far står bare med blanke øjne. Ser et øjeblik skrøbelig ud og for første gang ældre end sine atletiske 46 år. Det er, som om han ældes for øjnene af mig. Står i to-tre sekunder nærmest paralyseret, før han nikker og resigneret fjerner sig fra åbningen. Jeg ser ud mod Storm, der kigger utålmodigt bagud mod os. Gasser op. Vil til at gå forbi mine forældre, men min mor stopper mig, med et blidt hiv i mit ærme: ‘De vil se ud som robotter, kloner, med deres hjelme, skjolde og visirer, men husk at der er mennesker bag hver eneste hjelm. Mænd og kvinder der bare er på arbejde, og som alle håber at komme uskadte hjem til deres familier igen. De har ikke noget valg. De skal være der. I kan vælge at være alle andre steder, okay?’

Nogle gange så overrasker mine forældre mig virkeligt.

Fuck, hvor er de irriterende rigtige. Alligevel nikker jeg tavst. Og er taknemlig. En del af mig havde faktisk ikke regnet med at ville få lov at gå ud ad døren, så jeg slipper billigt. Kun en lille prædiken. Løber mod Storm, og kravler op bag ham. Spænder hans hjelm fast. Slynger min ene arm om livet på ham. Slår ham let på hans højre ben. Han gasser op. Kører væk fra huset. Det er noget lort, det med huset inde på Jagtvej. Jeg er ikke bare turist. Jeg føler det, huset, i mit hjerte. Men det her, den her sortie, det er bare fucking perfekt. Mit ungdomsoprør er i absolut zenit lige i de her sekunder med mine travle forældres blikke på min spinkle krop, mens jeg hænger bag på Storms motorcykel ned ad villavejen.

I princippet kan jeg stå af, første gang vi holder for rødt, for jeg kan ikke overgå det her. Nogensinde. Hvordan kan man toppe noget så perfekt? Mission Accomplished.

Det burde jeg have gjort; have stået af for rødt. Det burde jeg virkeligt have gjort.

DET HELE ER overstået, før vi overhovedet får parkeret i en sidegade 200 meter fra Jagtvej 69. Der ligger en jernring af politi omkring huset og en helikopter hænger i luften. Vi kan se vores venner, der var på vagt i huset blive kørt bort i salatfade. Jeg ser Rolfs ansigt passere forbi i et splitsekund. Det er der. Så er han væk i en dis af blå blink. Storm og jeg trykker os op mod muren ind til Assistenten. ‘Hvordan fanden…?’ Rolfs stemme er hæs. Vores uindtagelige hus indtaget på under en halv time. Vi skulle have kæmpet her i flere uger, og nu er det allerede overstået?

En lille krop presser sig gennem de mennesker der omgiver os. Det er Astrid. Hun har spottet Storms høje skikkelse og hun går ind i mine arme med våde øjne. Jeg knuger hende ind til mig i al virakken omkring os. Beskytter hende. Skærmer hende af. Kysser hende. Storm er utålmodig efter at høre nyt om raidet. ‘Hvad skete der?’

Astrids stemme er hæs. ‘Jeg sov ude i nat, men, de kom ind via taget.’ Storm bare ser på hende. Uforstående. ‘De hvad???’

‘Med helikoptere. De firede sig ned på taget, og lemmen var jo ikke låst, og da de først var inde, så…’ Storm ser på hende. Målløs. ‘Hold. Da. Kæft.’ mumler han. ‘Det…det er jo…fuck, det er godt tænkt!’  Jeg kan dufte Astrids hår, og midt i alt det her kaos, så tænker jeg en absurd latterlig tanke: ‘Skulle jeg ikke have sovet med hende i nat?’ Storm er til tælling. Han har brugt så mange måneder på at forberede det her, og i nogle sekunder synes det som om at hans krop er tømt for energi og han falder lidt sammen. Det føles, som om han kollapser op af muren ind til alle de døde koryfæer der ligger bag os. Så retter han sig op. Ser på mig. Ser på Astrid. Så får han øje på noget i vrimlen af mennesker foran os, der alarmerer ham.

STORMS KROP BLIVER næsten spændt som en fjeder, og han siger en hæs lyd, og da jeg løfter blikket får jeg også øje på det samme som ham. To-tre uroer er på vej mod os. Det er ikke mig, og heller ikke Astrid de vil have fat i, men Storm vil de gerne fjerne fra gaderne de næste par uger. For i en organisation uden ledere, hvor ingen er mere end andre, så fylder Storm mere end de fleste, og panser-svinene er jo ikke helt dumme. Vi andre vil ikke kaste med sten, hvis ikke der er nogen der siger, hvem vi skal kaste dem mod.

Storm begynder at løbe. Astrid råber højt mod betjentene: ‘Hey. Hey se her!’ Og da de ser mod hende, så løfter hun op i sin hættetrøje og flasher sine små bryster mod dem. Storm løber, og ser det ikke. Jeg når lige at se Astrids blottede overkrop, hun klemmer min hånd, som siger hun, ‘løb Albert’, og det gør jeg. Jeg spæner, som har jeg fanden i hælene, og, det har jeg jo i princippet også. Følger Storms store krop i vrimlen, og fordi Astrid lige præcis stjal to-tre sekunder fra uroerne, så slipper vi fri og forsvinder ind på Assistens Kirkegård og videre herfra ind i en lille lejlighed på Møllegade, hvor Storm stille og roligt får lagt rammerne for de næste eskalerende trin i de kommende timer på Nørrebro. For som Storm siger:

‘Det kan godt være, at de er inde i vores hus, men vi er ude på deres gader!’

DE KOMMENDE TIMER er der forvirring, men Storm arbejder ufortrødent fra spisebordet i lejligheden på Møllegade. Koordinerer. Udstikker beskeder. Og gradvis, så får vi ro på. Da klokken er 11, så ligger planen klar. Vores første demonstration skal starte fra Runddelen og ned ad Nørrebrogade klokken 12. Vi bliver nødt til at møde op i mindre fraktioner for først at samles i sidste øjeblik, for demonstrationen er uanmeldt, og dermed ulovlig. Det er langt fra alle, der møder op i lejligheden, som jeg har set før i huset på Jagtvej. Nogle af de fremmede har en rå og næsten afstumpet væremåde. Den retorik der bliver brugt er jeg heller ikke helt tryg ved. Jeg vil gerne gå i demonstration for Nr. 69, men, jeg vil altså ikke hærge en bydel. Dem om det.

DA KLOKKEN ER 11.40 tager Storm en taske på ryggen. Ser på resten af os med en ekstra taske i hånden. Jeg rækker ud, og tager den fra hans hånd. Det er som om han tøver, men, resignerer da jeg fører den på min ryg. Vi får alle en sort hue på. Den sidder bare øverst på mit hoved, og jeg tænker den sidder fint sådan, og at det skal der ikke ændres på.

Vi går ned af trappen. Alle i sort tøj. De andre virker pumpede, og det kan godt være, at der er enkelte, der har taget noget opkvikkende af en eller anden slags. Ikke jeg. Det er en af mine første demonstrationer, og jeg er spændt. Storm hiver fat i mit ærme. ‘Du holder dig bare tæt til mig, Stump.’ Gaderne er næsten tomme. Det er som en øde strand hvor havet har trukket sig tilbage, før den endelige flodbølge. Jeg ved ikke hvorfor, men, jeg får en lille knude i maven. En forudanelse om noget grusomt. Vi er ni i flokken. Snart møder vi en anden fraktion, så endnu én. Og da vi endelig står ved Runddelen, så er vi op mod 100 unge. Alle i sort tøj, de fleste af os med sorte huer på hovedet. Vi går på kørebanen. Ryggen mod Jagtvej. Fronten mod Nørrebrogade. Politiets helikopter svæver over os, og nede af Nørrebrogade holder der ti-elleve Hollændervogne og op mod 40 betjente står linet op. En betjent går frem mod os med en megafon i hånden.

‘Det er en ulovlig, uanmeldt demonstration. Vi anmoder Jer om at I opløser jeres samling. Passerer gaden!’

STORM SER RUNDT på os alle sammen. Han er skærmet lidt af, for nogle af de fremmede, børsterne, de har taget fronten. Storm griner. Jeg kan mærke på ham, at han har glædet sig til det her. Den endelige konfrontation. Han vender sig mod politiet. Råber med en stemme som en sergent i hæren:

‘Dette er en fredelig demonstration. Passer selv gaden!’

Hans dybe råb overdøver helikopteren og en sirene i en sidegade. Hans buldrende stemme må næsten kunne høres nede ved Søerne. Han griner. Ser sig rundt. Jeg ser på ham, og opfanger, nærmest i slow-motion hvordan han fører sin BZ-hue ned over ansigtet. Og det er åbenbart et signal, for alle som én i demonstrationen fører de sorte huer ned over ansigterne. Selv jeg.

Og så går det…så går det bare fuldstændigt amok. Fra normalitet til kaos på mindre end sekunder, og i de følgende timer og dage omdanner vi, og dem der kommer efter os, Nørrebro til noget der ligner Beirut i 80’erne.

FIRE AF DE forreste i demonstrationen hælder noget væske på en parkeret bil på gaden. En stryger en tændstik, og et blåligt skær omfavner bilens karosseri i en glidende bevægelse. Slikker alle dele af metallets overflade. Der går sekunder, før jeg forstår, hvad de har gjort. De har lige sat ild til nogens bil? Næsten alle omkring mig jubler. Hujer. Og imens går vi fremad. Mod de kampklædte betjente. Så ryger den første sten gennem luften. Træffer en Hollændervogn, og det får kæden af politibiler til skyndsomst at bakke baglæns. Kæden af betjente holder formationen. Indtil videre. Sten ryger gennem luften og alle vinduer på butiksfacaderne, som ikke allerede er skærmet af krydsfinerplader, bliver smadret. Imens bevæger vi os fremad, ned ad Nørrebrogade. En del af mig vil gerne væk, for det er for voldsomt, og ikke helt noget jeg kan stå inde for. En anden, lidt mindre del, føler en samhørighed og broderskab med alle i sort omkring mig. Det er som at være del i en organisme, større end mig selv.

MÆRKER STORM HIVE fat i mig, og mens vi bliver skærmet af af de andre, så hiver han mig halvt ned i knæ, og mosler med noget i min rygsæk. Klapper mig til sidst på røven, som et signal til at jeg kan komme op at stå igen. Han mumler for sig selv bag min ryg. ‘Gi de svin’ er der en der siger, og jeg ser en flaske med en lunte stige op i luften og falde i en bue ned mod politiet 40 meter væk. Den rammer asfalten ti meter fra de nærmeste betjente i en eksplosion af glasskår og flammer. Det får kæden af politifolk til at trække sig baglæns. Enkelte af dem bryder formationen og løber, med ryggen mod os; væk fra os.

En molotovcocktail mere ryger gennem luften, og denne lander en meter fra en af politiets Hollændervogne. Igen bakker de baglæns, og hele kæden af politifolk trækker sig yderligere væk, nu i baglæns løb. Vores flok aner momentum, og vi begynder at sætte tempoet op. Fra gåen til langsomt løb. Fremad. Imens ryger stenene gennem luften. Jeg kan mærke dunsten af svitset metal; benzin og brændt gummi. Lydene af sten mod politiets skjolde. Mine støvler træder på glasskår. Jeg kan se hvordan vi trænger politiet væk. Der lyder sejrsråb omkring mig, og jeg stemmer i, det vil jeg gerne indrømme. Ikke der klar over, at vi lige nu bryder indtil flere af Sun Tzu’s doktriner, som vi hovedkulds kaster os fremad ind i det ukendte. Det eneste vi ser er en fjende på flugt, og en sejrsrus fylder os alle.

DA VI HAR løbet tredive meter, så aner jeg pludseligt blå blink bag os. Fem af politiets Hollændervogne er kørt op ad en sidegade til Nørrebrogade og spærrer nu vores retræte. Samtidig kører en kolonne af Hollændervogne frem lige foran os ad en anden sidegade. Vi er skærmet af. Bokset inde. Vi står rådvilde i nogle sekunder. Så kaster de tåregassen, imens en megafon gjalder: ‘Alle på knæ, op af muren, hænderne bag ryggen!’ Jeg hoster, men er ellers ikke påvirket af gassen endnu, men ser flere tættere på røgen, som grædende sætter sig på hug med hænderne bag ryggen, og oprullede BZ-huer. Deres ansigter strimede af sod og tårer mens de prøver at få luft.

STORM LØBER OVER mod en opgang, og jeg følger ham. Han trykker panisk på alle knapper på dørtelefonen, og en summen lyder. Vi løber direkte gennem opgangen og mod en dør forbi trappen ud mod en mindre gård. Jeg kan mærke fødder bag mig, og vi løber hurtigt nu. Finder en baggårdsopgang til et baggårdshus. Storm prøver håndtaget og døren går op. Der er stemmer og skridt bag os. Vi skynder os ind. Lukker døren. Storm styrter forbi mig, ned af trapperne, og flår sin rygsæk af. Smider den under trappen. Han stemme er næsten klynkende. ‘Fuck, fuck, fuck…’ Vi hører stemmer nærme sig gennem gården. Storm prøver døren ind mod kælderrummene og denne dør er også ulåst. Jeg sveder. Pulsen er helt ude af kontrol og adrenalinen pumper.

Jeg lyner min jakke halvt ned og justerer lidt på min BZ-hue for at få mere luft. Stemmerne nærmer sig. Storm er mere end panisk. Jeg ser undrende på ham. Det er som om, at han falder sammen for øjnene af mig. Fra leder til en skygge af sig selv på mindre end sekunder. ‘Fuck, de…de slår os ihjel. Fuck…’ Han vender sig rundt, og jeg ser hans ryg forsvinde. Det slår mig, at han igen kun tænker på sig selv. Det er sidste gang, jeg ser ham.

JEG TAGER MIN rygsæk af. Smider den ved siden af hans. Døren ud til gården går op to meter ovenfor mig, og jeg drejer rundt og følger efter Storm ind i kældergangen. Drejer til højre hvor han drejede til venstre. Skridt mod trappen. Stemmer. ‘Der ligger to tasker her.’ Stilhed i nogle sekunder. Lyden af lynlåse. Så: ‘Benzin. Og flasker.’ De kommer mod mig. Nu har de ikke travlt. Der er to eller tre uroer i civilt tøj der går til højre mod mig. Den første træffer mig i mit ansigt med sin stav, da de finder mig presset op mod et kælderrum, der hvor gangen slutter.

Jeg falder ned med en lavmælt klynken, og min lyse stemme afslører alt lige dér.

Den bageste skal til at tale i en lille walkie-talkie, men den første, som jeg registrerer har rødt hår, holder sin hånd op i vejret. Stopper sin kollega. ‘Nej, vent. Det her…det skal ikke ud over radioen. Jeg tror…jeg tror sgu, at vi har fået jackpot, drenge!’ Fra den anden del af gangen kan jeg høre slag som når noget hårdt rammer kød. Og jeg kan høre Storm jamre. Han lyder allerede knægtet. Brudt. Det gik sgu hurtigt. Jeg må indrømme, jeg ikke helt tænker mere over det, for, lige nu har jeg nok i mit eget.

Mine blå øjne er store bag den sorte hue, og jeg kan næsten ikke få vejret. Jeg overvejer at sige, at jeg er ked af det med benzin-bomben, men, at den slet ikke ramte i nærheden af noget. Den sved blot sort asfalt, men, en del af mig ved godt hvad klokken er slået, og jeg tier.

Uroen bøjer sig ned over mig. Fører min hue af.

MIT BLONDE TYKKE, skulderlange hår vælter ud, og med en snerren lyner han min jakke helt ned. Mine mellemstore bryster presser mod stoffet i min tynde, sorte T-shirt der gaber to centimeter over min flade mave. Han rejser sig op uden at slippe mit ansigt med sit blik. Tager mig ind i op mod et halvt minut mens han smiler. Smiler sådan rigtigt grimt. Så begynder han langsomt at lyne sine bukser ned.

‘Benzinbomber? Mod andre mennesker? I tror vi ikke er af kød og blod? Jeg skal fandeme lære dig, din lille blonde dukke!’

Jeg ser mod hans skridt, og han har ret. For hvad jeg ser omkranset af røde kønshår er kød, der bliver pumpet op. Af blod.

Jeg hedder Alberte.

Jeg er 17 år, ti måneder og otte dage gammel. Fanget alene i en kælder med fem uroer på Nørrebro torsdag den 1. marts 2007 mens bydelen står i flammer. Og jeg er bange.

Fuck nu af, hvor er jeg bange!

(1 af 2) Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (30har stemt 4,67 af 5)
Loading...

5 kommentarer

  1. Den Liderlige Bedstefar

    22. april 2018 kl 3:12

    Hvad Marcus, når jeg nu læser om din (og de/ vi andres) tur og tilfangetagelse ved politiets ureglementerede og modbydelige knibtangsmanøvre.

    Hvad sker der dog nu for Alberte i næste afsnit ?? Bliver hun voldtaget af den gruppe uro-betjente, der har fanget hende.

    Og hvad med Astrid, er hun blevet væk – eller har hun fulgt med Storm (der sikkert kan se frem til en god gang opvarmet knippelsuppe)

    1+
  2. k.a.h

    21. april 2018 kl 2:00

    hey marcus jeg har spurgt før men hvad med min 16 årige lillesøster jeg vil gerne se den mørke tøs gravid

    0
    • Marcus

      21. april 2018 kl 9:55 - som svar på k.a.h

      Min 16-årige Lillesøster foregår over syv dage, så ja, naturligvis bliver Maja gravid af voldtægten og i løbet af den uge får hun på magisk vis en gravid mave og mælketunge bryster, som Mille kan ligge og dige ved mens hun bliver voldtaget af sin bror. Helt sikkert…
      Stop nu, og sæt pris på de andre historier jeg får skrevet i stedet for.

      121+
  3. FruP

    20. april 2018 kl 16:15

    Du formår endnu engang at overraske læseren totalt. Der var flere elementer af overraskelse undervejs. Det er altid en fornøjelse at læse dine historier. Tak Marcus.

    1+
  4. Ginger

    19. april 2018 kl 12:10

    Overraskelsens Mester! Både farmand Marcus og AlbertE havde jeg slet ikke forudset.

    Du har tidligere bevæget dig på Dortheavej, og nu i Ungeren. Vores veje har krydsedes og som jeg skrev sidst, gør realismen historien så langt mere fascinerende at læse.

    1+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight