Jeg har blot haft tre mænd i mit liv. Det tal bliver i hvert fald mere end fordoblet i kælderen, det er jeg næsten sikker på…

ADVARSEL: Voldtægt

Forfatter: Marcus
marcus1historier@gmail.com
Læs forrige afsnit

Mine blå øjne er store bag den sorte hue, og jeg kan næsten ikke få vejret, som jeg ligger på ryggen på betongulvet foran de tre civilklædte betjente. Jeg overvejer at sige, at jeg er ked af det med benzinbomben, men, at den slet ikke ramte i nærheden af noget. Den sved blot sort asfalt, men, en del af mig ved godt hvad klokken er slået, og jeg tier.

Uroen bøjer sig ned over mig. Fører min hue af.

MIT BLONDE TYKKE, skulderlange hår vælter ud, og med en snerren lyner han min jakke helt ned. Mine mellemstore bryster presser mod stoffet i min tynde, sorte T-shirt der gaber to centimeter over min flade mave. Jeg gyser af panik og kulde, og jeg tror mine stive brystvorter er tydeligt aftegnede bag det tynde tekstil. Mine sorte, lidt forrevne jeans er svøbt tæt om mine slanke ben. Jeg slikker min underlæbe med en ru tunge. Ser op mod dem med viltert hår og et mere end betuttet blik.

Uroen rejser sig op uden at slippe mit ansigt med sine øjne. Tager min petite krop ind i op mod et halvt minut mens han smiler. Smiler sådan rigtigt grimt. Så begynder han langsomt at lyne sine bukser ned.

‘Benzinbomber? Mod andre mennesker? I tror vi ikke er af kød og blod? Jeg skal fandeme lære dig, din lille blonde dukke!’

Jeg ser mod hans skridt, og han har ret. For hvad jeg ser omkranset af røde kønshår er kød, der bliver pumpet op af blod.

‘NEJ, NEJ, NEJ..’ Jeg mumler det først. Så skriger jeg, men den rødhårede sætter sig overskrævs på min overkrop. Hans pik hviler mod mit venstre bryst, mens han holder mig for munden. Presser den sammen så jeg danner en lille andemund med mine tykke læber. Bøjer sig ned mod mit ansigt. Hvæser med sin mund tæt på mit ene øre, og jeg mærker en ækel ånde af kaffe og hvidløg der bølger mod mig med hans ord:

‘Jeg har ikke set efter, men jeg vil næsten vædde med, at det er Prins Storm der ligger længere henne i gangen. Og ham tror jeg du er glad for. Hvis du ikke kæmper for meget imod, så kan jeg lade ham slippe lidt lettere og du kommer ikke ind at sidde. Du kan gå hjem, når vi er…’ han griner, og retter sig lidt op, fjerner sin hånd for min mund ‘Når vi er færdige med dig. Har du forstået?’

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det, jeg gør efterfølgende, og det er en lille sten i skoen i mit liv, men så heller ikke mere, for hvad der sker nu er på dem. Ubetinget! Men jeg tænker stadig engang imellem om jeg gjorde nok? Protesterede nok? Men – jeg nikker til ham. Mine blå øjne er våde, og jeg kæmper imod de følgende minutter, men der er ikke kraft i mine arme, og det er nærmere på skrømt. Jeg skriger heller ikke. Til gengæld, så ser jeg den rødhårede gøre en bevægelse mod en af sine kollegaer og lydene fra den anden del af kælderen ophører. Storm slipper. Jeg tager fra.

DEN RØDHÅREDE, der er et sted i midten af 30’erne, tager sin jakke af, og placerer den under mine ben, efter at have fjernet noget fra en lomme der minder om små kondom-pakker. Så løfter han op i min T-shirt, og leger med mine bryster. Nulrer min venstre vorte. Så knapper han mine jeans op. Fører dem møjsommeligt af mine ben. Og så mine trusser. Den eneste hvide beklædningsgenstand jeg har på. De er lavtsiddende. Og med blonder. Virkeligt pæne. Den rødhårede løfter op i min krop, og placerer min apatiske krop på hans jakke og mine jeans, så der ikke er noget af mig der hviler mod det rå betongulv. Det forstår jeg ikke helt i starten, men, da de går i gang, giver det mening, for det der er det mest skræmmende, det er den modus, de lægger for dagen.

Der bliver ikke nævnt nogle navne. Alle bruger de kondom, dem af dem der tager mig. Og alle brugte kondomer bliver indsamlet af den rødhårede og placeret i en lille gennemsigtig pose. Jeg får ikke et mærke på min krop. Ikke ét. Jeg ved det, for jeg tjekker det om eftermiddagen hjemme på badeværelset i Hellerup. Det er langt fra første gang, at de voldtager en ung kvinde. Langt fra. Og de går stadig rundt derude på gaderne.

JEG HAR IKKE lyst til at gå i detaljer med det der sker, og det vil jeg heller ikke kunne, for jeg husker kun brudstykker. Jeg har blot haft tre mænd i mit liv. Det tal bliver i hvert fald mere end fordoblet i kælderen, det er jeg næsten sikker på. Tror måske også, at den rødhårede ligger oven på mig to gange. Hugger i mig. Stønner. Kommer. En af dem tror jeg betakker sig. Siger at jeg ikke er ældre end hans datter derhjemme. Måske to af dem. Tror jeg. Meget af det er uvist, for min hjerne gør alt for at blokere og holde det ude. Jeg tror, at jeg fortæller mit fulde navn og adresse undervejs. Min alder. Faktisk hele mit CPR-nummer, nu hvor jeg fokuserer på det. De har mig, og jeg har intet på dem. Intet.

Min T-shirt er rullet helt op til under halsen, og ellers er jeg nøgen, bortset fra mine sorte sokker. Spredte ben mens de knepper mig tungt og hurtigt. En smerte i mit underliv. Det er ikke det værste. Det værste er den rødhårede der tvinger sin tunge ind i min mund mens han bruger mig. Mit blik hviler på en trædør ind til et kælderrum, imens de gør hvad de gør mod mig. Kælderrummet er nr. 54 og tilhører familien Andersen, hvis I kan bruge den detalje til noget. Så hører jeg den rødhåredes stemme langt væk fra, som fra en dis og en anden sfære: ‘Så er vi vist færdige med at visitere dig, Alberte. Du må gerne rejse dig op nu. Tage dit tøj på igen!’

FORTUMLET OG SNØFTENDE rejser jeg mig op fra gulvet. Hvor lang tid jeg har været her? Har ingen idé. Hvor lang tid tager det for tre-fire mænd at tømme sig i en forsvarsløs teenager? Jeg ved det virkeligt ikke. Det er også lige meget lige nu, for med rystende fingre får jeg mine trusser på igen. Så mine bukser. Jeg vender ryggen til den rødhårede, da jeg tager mine jeans på. Som om det gør en forskel. For han har jo set alt. Har gjort. Alt. Men, det gør en forskel. For mig. Så mine støvler. De andre er forsvundet, og tilbage er kun den rødhårede.

Han fører mig op af kælderen; ud i det fri. Der er sirener, en helikopter hænger i luften 100 meter væk, og jeg kan lugte tung røg ude fra Nørrebrogade. Han viser mig hen til en port ud mod en sidegade til Nørrebrogade. Jeg er ved at skrige. Hvorfor så vi ikke den tidligere, Storm og jeg? Han siger ikke noget til mig, da han åbner. Og jeg begynder at gå. Væk. I retning af Fælledparken. Mine ben tager kontrol. Fører en fod foran den anden, og jeg kommer fremad. Ser en spejling af mig selv i et vindue. Jeg ser helt, helt normal ud.

JEG HAR GÅET i ti minutter, da en civil, blå politibil kører op på siden af mig. Jeg skotter til siden. Den rødhårede kigger ud på mig bag et nedrullet vindue i passagersædet. Bilen holder farten ved min side. Han har det grimmeste smil. Så fører han en finger op foran munden, som tysser han på mig. Jeg ser det. Ser på ham. Hans makker siger noget til ham med en lidt skarp stemme, og den rødhårede bøjer sig frem, finder et magnetisk roterende, blåt blink som han med en øvet bevægelse fører op på taget. Bilen bakker hurtigt tilbage med en høj motorlyd, finder et vendepunkt, og med sirene og blink sætter de to uro-betjente fart ind mod hjertet af Nørrebro.

MIT hjerte er gået i stykker. Sådan føles det, og jeg ved ikke hvordan jeg gør det, men det er nok så simpelt som at sætte den ene fod foran den anden, og pludselig ser jeg op, og står foran døren ind til mine forældres villa. Fumler med nøglen. Taber den. Får den op med rystende fingre. Får den sat i låsen. Da døren smækker bag mig, glider jeg ned på gulvet med ryggen mod den. Holder om mine knæ i det tomme hus, mens jeg hulkende prøver at skærme mig selv af mod verden. Jeg tænker ikke på nr. 69, ikke på Storm. Ikke på voldtægtsmænd med politiskilte. Jeg er bare helt blank, som har nogen trykket Ctrl-Alt-Delete på mit keyboard, og det er kun smerten i mit underliv, der til sidst får mig op på benene.

Min sorte jakke smider jeg på gulvet i entreen efter at have taget min telefon i hånde, og jeg ved godt det lyder lidt forkælet, for i princippet er der jo ikke noget galt med jakken, men jeg bruger den aldrig mere. Intet af det tøj jeg har haft på i kælderen følger mig i årene der kommer.

På badeværelset fylder jeg badekarret næsten helt op. Åbner et vindue derude. Går ind på mit værelse. Sætter mig på min seng med min telefon i hånden. Der er kun én jeg har lyst til at tale med, men jeg tror ikke hun kan snakke. Ikke lige nu. Sender en sms til min mor efter at have siddet og set ned på den kolde metalliske genstand i min hånd i flere minutter: ‘Jeg er hjemme og oki’

HER ER DET okay at lyve, for min mor er på arbejde på Riget som overlæge på intensiv, og jeg ved at en del af hende vil spotte efter lyse lokker der titter frem bag alt det sorte tøj på de autonome der bliver bragt ind i løbet af dagen. Søge efter sit eneste barn, og hendes hjerte skal ikke lave overslag grund på grund af mig. Ikke mere.

Jeg tager mit tøj af. Sparker det hen i et hjørne af rummet. Går ud på badeværelset. Slukker for vandet i karret. Drejer bagefter rundt foran det store spejl derude. Tager mig selv ind fra alle vinkler. Holder min hånd over mit køn og mine lyse kønshår, mens jeg roterer om mig selv. Det er så vildt. Jeg er sønderrevet indeni, men ser helt, helt normal ud udenpå? Der er bare ikke et mærke på min krop, andet end efter det første slag der traf mig på hagen. Sætter mig langsomt ned i det næsten skoldhede vand og så begynder jeg at skrubbe hver en centimeter af min krop med en svamp. Efter 25 minutter bliver det for varmt, eller vandet for koldt, jeg ved det ikke helt. Står op. Tørrer mig. Tager trusser, en T-shirt og nogle løse, grå jogging-bukser på. Ruller mig ind i min dyne i min seng og efter at have ligget i nogle minutter og rystet uden nogen egentlig grund, så falder jeg i søvn.

JEG VÅGNER TÆT på klokken 22. Der står en skål med yoghurt på bordet ved min side, en lampe er tændt og jeg kan høre mine forældres formummede stemmer nedefra. Jeg tænder for mit fjernsyn. Finder TV2-News mens jeg sætter mig halvt op. Lige da jeg har sat mig op, siger værten: ‘Ja, vi vil nu vise nogle højdepunkter fra dagens gadekampe på Nørrebro (Det er rigtigt. Det sagde hun. Tjek selv efter på Nettet.) Ser på billederne af stenkastende, sortklædte unge flankeret af brændende biler i tre sekunder, før jeg slukker igen. Det er kun, fordi jeg er absurd sulten og gerne vil indholdet i keramik-skålen, at jeg ikke slynger den mod skærmen på min reol. Højdepunkter? Det var sgu ikke en sportskamp. Og i øvrigt skete alt det vigtige nede i en kælder uden for kameraernes søgelys!

Da mine forældre kigger ind til mig, lader jeg som om jeg sover, og da de endelig går til ro på den anden side af væggen, så falder jeg selv i søvn. En rolig søvn. Lige indtil min underbevidsthed tager over og fører mig ned af en øde Nørrebrogade. Jeg går kun iført de lavt siddende, små, hvide trusser. Går med udslået hår og topløs i bare fødder igennem røgen og glasskår uden at få en skramme. Bevæger mig mod en brændende politimand som står alene bag sit store plasticskjold. Uden at mærke varmen, fører jeg visiret af betjenten, men da jeg ser Storms ansigt se tilbage på mig, så er det, at jeg SKRIGER!

En dør går op og jeg kæmper med min far, som jeg jo blot vil trøste. Får ham og min mor ud af mit værelse halvt skrigende, halvt bandende men helt opløst af sved. De skal ikke hjælpe. Det skal de bare ikke. Klokken er 02 da jeg falder i søvn igen. Denne gang drømmeløs.

DA JEG STÅR op er det tidlig morgen. De sidder tavse i køkkenet. Ser på mig som jeg står der, og jeg ved jo godt, at det jeg nu vil bede om, det ikke vil gå en travl fredag. Hun har vagt, og solen vil jo fandeme ikke stå op i morgen, hvis ikke kongen møder ind på kontoret, men alligevel slynger jeg det ud i rummet: ‘Vil I ikke godt køre mig op til Tisvilde? Jeg…jeg kan ikke være i byen lige nu!’

Og det kan de jo ikke, de perfekte, karrieremennesker. Selvfølgelig ikke. Min mor skal til at sige noget, men min far lægger sin hånd på hendes, ser på mig mens han nikker. ‘Jo Alberte. Jeg holder fri i dag og tager dig derop. Så kan vi også åbne huset sammen.’ Jeg nikker stille. Mærker tårer løbe ned ad kinderne på mig. ‘Tak.’ hvisker jeg, før jeg vender rundt og går ovenpå for at tage et bad, og finde noget kluns til Tisvilde.

Min far holde fri en fredag? Det kan jeg ikke huske han nogensinde har gjort. Men, nu gør han det for mig. Da vi står i køkkenet for at tage afsted taler han med kontoret. ‘Ja, jeg ved godt der er signing i dag, men det kan Gregers godt klare uden mig. Ja, du har ret. Det er virkeligt vigtigt, det jeg skal lave, når jeg ikke har tid til at møde ind i dag!’ Så lægger han på. Står med sin telefon i hånden, som står han og vejer den, ser på mig, før han lægger den på køkkenbordet. ‘Skal vi?’ Jeg nikker. Og min far lader sin telefon, livlinen til arbejdet, som altid har været det vigtigste i verden, ligge i køkkenet, mens han med sin store hånd blidt fører mig ud mod bilen. Jeg falder lidt ind i hans arm, som vi går. Han må faktisk gerne passe på mig i dag, hvis jeg skal være ærlig.

DET ER SOM om, at min far bare ved præcis hvordan han skal håndtere mig, da vi kører nordpå. Han siger ikke rigtigt noget, men nynner sådan lavmælt med på sangene i radioen. En politibil med blink kører ind mod byen i den modsatte bane. Han følger den med øjnene i bakspejlet, og skotter til mig, men siger ikke noget. Jeg smider skoene. ‘Kan vi ikke køre den lange tur, langs vandet?’ Han nikker. Jeg folder mig om mig selv som en fugleunge på sædet ved siden af ham.

Min far går ind med bagagen i Tisvilde, da vi kommer frem. Tænder op i brændeovnen i stuen. Kommer ud til bilen, og vi kører ind til byen og handler. Min far køber alt muligt. Jeg finder nogle vingummier; Bailey og kiks (yeah, I know…) som jeg smider i vognen. Da vi kommer retur, er der allerede en smule lunt i træhuset. Min far smider mere brænde på, og laver bagefter en omelet til os som vi spiser viklet ind i tæpper i solen på verandaen. Og han er bare ultra-cool. Er stille på sådan en dejlig måde. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået så meget opmærksomhed?

Bagefter vikler jeg mig ind i et tæppe på sofaen, og min far tager sin blå Kansas-jakke på, og går udenfor for at hugge brænde i solen. Jeg ligger i lang tid på sofaen. Græder lidt, men det er sådan en stille gråd. Så hiver jeg mig selv op og går ud til min far. Hjælper med at stable de brændeknuder han får kløvet. Han ser på mit arbejde, og nikker tilfreds. Det er faktisk vildt hyggeligt, og der går tyve minutter hvor jeg glemmer at der findes et kælderrum nr. 56 tilhørende familien Andersen i en kælder inde på indre Nørrebro. Så taber jeg et stykke træ ned på min fod, og begynder at flæbe. Som en tøs. Udslået hår og tårer og snot der midt i idyllen i marts solen i Tisvilde.

Min far hugger øksen ned i blokken, og går hen til mig. Jeg vader lige ind i hans arme, og lader ham favne mig. Skærme mig. Beskytte mig. Han nusser mig i håret. Da jeg endelig holder op med at ryste, så holder han mig ud fra sig. ‘Vi kan blive heroppe i lige så lang tid, som det tager for dit kompas at falde til ro. Okay?’ Jeg nikker.

Den fredag falder jeg i søvn på sofaen i stuen foran brændeovnen. Vågner rystende af kulde klokken 03, og står op og smider brænde ind på gløderne. Sidder i lang tid, med armene om mig selv på gulvet, mens jeg betragter flammerne bag glasset. Gad vide hvor Astrid er lige nu?

Lørdagen kan jeg ikke rigtigt huske. Min far går en tur. Kommer tilbage med Weekendavisen, men han bruger hovedsektionen til at tænde op med, så der har nok været noget om Ungdomshuset. Jeg er ligeglad. Ligger mest på sofaen og stirrer ud i luften. Han laver masser af mad. Meget af det placerer han i køleskabet i plastic-bokse, for jeg er ikke super sulten. Om søndagen cykler vi en tur i området på en times tid. Da det er sen eftermiddag, rejser jeg mig fra sofaen, og går ud til ham i solen. ‘Far, tak fordi du tog mig med herop. Jeg vil gerne have at du kører ind til byen, for jeg har brug for at være lidt alene.’ Han bare ser på mig. I lang tid. ‘Hey, bare rolig. Jeg gør ikke noget mod mig selv’ lyver jeg. ‘Jeg skal bare være lidt alene. Tænke nogle ting igennem.’ Han indvilliger, mod at jeg lover at sende en sms hver morgen og hver aften. Jeg nikker. Føler ikke rigtigt noget i kroppen, da han kører fra huset ind mod byen. En del af mig regner ikke med at se ham igen.
Historien fortsætter under reklamen

OM MANDAGEN VÅGNER jeg sent. Igen på sofaen. Tænder op i brændeovnen. Tager et bad. Går lidt rastløs rundt. Finder min telefon. Lægger mig med den i sofaen viklet ind i min dyne, indtil brændeovnen igen får overtaget og sendt varme ud i det knirkende træhus. Tænker på Astrid og på de første uger jeg begyndte at komme i Ungdomshuset for ti måneder siden.

Jeg havde været til koncert derinde en fredag, og havde set et opslag om fællesspisning og syntes det lød hyggeligt, og så tilpas outreret, så det nok skulle være en torn i øjet på mine forældre. Så jeg kom igen. Helt alene. Det gik ikke super godt. Det var godt nok et super-tight crew at komme ind i. Specielt pigerne derinde. Anden gang jeg kom derind følte jeg nærmest de lavede fælles front mod mig, og fandeme om jeg ville finde mig i det. ‘Hey, hvad er problemet her?’ spurgte jeg, da vi stod og skulle fordele roller i køkkenet. De kaldte mig ‘rich-kid’. Model. Turist.

JEG SÅ MOD Astrid, som jeg kendte fra gymnasiet, hvor hun gik et år over mig. Rich-kid? Altså, hendes far ejer en helikopter og vist nok også en privat ø i Caribien. Mine forældre er velhavende, men hendes far er jo nærmest Bill Gates. Men, det gik op for mig, at det havde hun vist ikke fortalt nogen derinde. Ikke at jeg er den type der outer folk. Sagde:

‘Hey, jeg kan sgu da ikke gøre for hvem mine forældre er, vel? Og hvor de bor og hvad de tjener? Men, jeg er altså lige som Jer. Hvis der var en mørkere farve end sort, så ville jeg gå i den, og jeg føler mig mere hjemme her end i Hellerup. Og ja, jeg har været model hvordan I ellers har fundet ud af det, men stoppede, for jeg kan altså ikke leve af blot et salatblad til middag. Kan I ikke bare se bort fra mit udseende og opfatte mig som en af drengene?’

Astrid så taknemmelig på mig. Aftegningen af et smilehul på sin kind. Hun nikkede beslutsomt. Så sig rundt. ‘Okay, Albert.’ Nogle af de andre grinede, men sådan blev det. Jeg blev Albert, og pludselig var jeg mindre skræmmende for dem, og som ugerne gik blev jeg stille og roligt accepteret i Nr. 69.

JEG SKRIVER TIL Astrid: ‘Er du okay? Savner dig…’ Hun svarer ikke. Jeg bliver rastløs. Går hen til bogreolen og ser på bogtitlerne. Hiver til sidst “Ud Og Stjæle Heste” ud af reolen. Min mor har sagt til mig så mange gange, at jeg bare skal læse den, for den er så god, men har aldrig gidet, for coveret ser kedeligt ud og handlingen virker som noget for en mormor. Laver en kop kaffe, og sætter mig ud i solen på en klapstol oven på et tæppe. Begynder at læse, mens jeg drikker kaffen. Min mor havde selvfølgelig ret. Den er vildt, vildt god. Er det ikke bare irriterende?

Jeg kan næsten ikke slippe den. Tager den med mig på toilettet. Slipper den kun, da jeg opdager at klokken er over tolv, og min mave rumler. Jeg smører tre madder, som jeg spiser, mens jeg læser den færdig. Jeg sidder i lang tid, da jeg har læst slutningen. ‘Ih altså’ hvisker jeg stille for mig selv dér i solen. Kommer til mig selv igen, efter at have været fanget i et andet univers i 6-7 timer. Finder min telefon. Astrid har ikke svaret.

Så er det vist ved at være tid, og jeg ved præcis hvordan det skal ske.

IFØRER MIG EN våddragt og tager joggingbukser og en sweatshirt over. Går ned til havet. Tager tøjet af. Vader ud i vandet. Kun en idiot eller én med selvmordstanker svømmer udad i af havet i stedet for langs kysten. Det er bare baderegel nr. 1. Jeg svømmer udad, og jeg er altså ikke idiot. Jeg er gammel svømmer og mine tag er stærke og jeg kommer hurtigt væk fra kysten ud i Kattegat. Tænker jeg på et tidspunkt vil få krampe i det kolde vand, og så falde ned i dybet, som Ariel med mit hår blafrende omkring min slanke krop. Finde hvile på bunden. Og jeg svømmer udad. På et tidspunkt tænker jeg, at jeg kun mangler 300-400 meter. Så er jeg ved point-of-no-return, for derfra vil jeg ikke kunne nå ind igen. Ser mig bagud. Allerede nu er stranden langt, langt væk. En solstråle spejler sig i vandet. Et fly laver en hvid stribe ude i horisonten. Og så tænker jeg på slutningen i bogen jeg lige har læst. ‘Vi bestemmer selv, hvornår det skal gøre ondt….’

Lægger mig på ryggen. Flyder mens jeg ser op i himlen. Jeg bestemmer helt selv hvor ondt det skal gøre? Samler kræfter på ryggen i vandet. Ser udad. Så ind mod vand. ‘Fuck dem’ Svømmer igen. Ind mod land. Da jeg vader ind på stranden og kommer hen til mit tøj begynder jeg at grine og græde samtidig, og da jeg tager håndklædet fra tøjbunken og begynder at tørre mig selv, så griner jeg. Af mig selv. Hvem tager håndklæde med til sit eget selvmord? Stripper våddragten af og tørrer mig på den øde strand. Fryser, men føler mig mere levende end de sidste mange dage. Går hjem mod huset med en fornyet gnist. Spiser med god appetit.

Dagen efter cykler jeg ind og køber Politiken. Føler ikke rigtigt noget, da jeg læser at huset er blevet revet ned. Dagen efter igen vibrerer min telefon på bordet. Det er Astrid: ‘Løsladt nu. Man må åbenbart ikke vise små bryster til politiet :-). Ses vi på Gym?’

Jeg svarer tilbage med det samme. ‘Yes. Kommer i morgen!’ Glider ned på sofaen med et lille smil. Og så sker det mærkelige. Jeg kan mærke, at jeg er lidt våd. Fører min højre hånd ned i de løse bukser. Lukker øjnene. Finder under min lille trusse, og får en finger på min klit. Kører mig selv af til Astrid. Til hendes nøgne krop. Hendes tunge. Tror ikke jeg er færdig med fyre, men i den næste tid er Astrid præcis hvad jeg har brug for. Da jeg er kommet ligger jeg lidt og sunder mig. Så sender jeg en SMS til Astrid. Den er lidt lummer, så den vil jeg ikke citere. Skriver også til min mor, og spørger om de har mulighed for at hente mig? Astrid svarer først, og hendes besked er om muligt endnu mere lummer end min. Min mor svarer sekundet efter Astrid. Hun vil køre om to minutter for at hente mig. Jeg er også parat, kan jeg mærke. Begynder at rydde op, og lufte ud.

Sidder på verandaen med mine tasker pakket og huset låst af, da min mor kører op foran sommerhuset på grusvejen foran halvanden time bagefter.

VI KØRER MOD byen næsten i tavshed. Først da vi kommer ind til Strandvejen siger jeg noget. ‘Kan vi ikke køre ind her?’ Min stemme er lavmælt, men fast, for der er én ting jeg bliver nødt til at gøre kan jeg mærke, for at give slip.

Mor holder ind til siden, lige ud for blomsterbutikken i Hellerup. Hun siger ikke noget, da jeg kommer ud derindefra med en enkelt langstilket rose. ‘Vi skal altså ikke hjem?’ Jeg ryster på hovedet. Hun sætter kurs mod byen. Holder ind på Jagtvej, 200 meter fra Runddelen. Der er blå blink overalt. Hollændervogne der cirkler rundt. ‘Alberte, skal jeg ikke gå med?’ Jeg sidder lidt stille i sædet. Trækker vejret dybt ned i lungerne. ‘Nej, det her…jeg skal bare lige…’ der løber en tåre ned af min venstre kind. ‘Jeg…skal bare lige sige farvel! Det bliver jeg nødt til at gøre. Selv. Men…’ Jeg åbner døren. ‘Vil du ikke vente her på mig?’ Hun nikker. Bider sig i kinden. Slukker motoren. Ser på mig, og jeg kan se at hun er lige ved at sige, at jeg skal passe på mig selv, men, hun tager sig i det, og det er jeg så taknemmelig for. Bøjer mig frem og giver hende et kram. Mor holder mig fast. Hårdt. Slipper så. Lader mig gøre mit.

Jeg strækker min krop, da jeg kommer ud. Står stille et sekund. Jagtvejen skråner lidt og jeg ser ned mod husene. Selv herfra kan jeg se hullet imellem facaderne; som et tandsæt på en femårig.

DEN RØDHÅREDE URO står lænet op af afspærringen, i samtale med to kampklædte betjente, men jeg sagtner ikke farten eller ændrer kurs, selv om jeg får et stød gennem kroppen og har flere sekunder til mig selv, hvor han ikke har set mig, og hvor jeg kan skifte retning. En af de kampklædte stopper mig.

‘Lad hende bare. Jeg kender hende. Vi har mødt hinanden før. Flere gange.’ Hans grin. Oh fuck.

Og jeg havde åbenbart ret. Han tappede mig to gange. Men det fylder ikke noget. Ikke nu. (Fylder? Ej, det må jeg huske.)

Han ser på mig, som jeg kommer nærmere med min åbentstående, forede cowboyjakke, en grå T-shirt under og mørkeblå jeans. Mit hår er samlet i en hestehale og blikket er roligt. Mine blå øjne møder hans. Viger ikke. Min rose holder jeg i højre hånd. Der må være noget med mit blik, for jeg ser hans højre hånd bevæge sit tættere på sin åbentstående jakke, og hylsteret med pistolen over brystet. Hvad fanden har han regnet med? At jeg vil dolke ham? Med en blomst? En teenagepige mod en betjent med håndjern, pistol og, et eller andet sted i en lille lomme i hans jakke, kondomer. Han er jo praktisk taget en omvandrende rape-kit.

JEG STOPPER LIGE foran ham. ‘Jeg er bare kommet for at…’ bevæger rosen mod dem, som for at signalere at jeg lægger den ned. ‘Der er en afspærring, og det betyder lukket. Ik unge dame!’ Det er den anden af de kampklædte, men, jeg kan godt høre på hans stemme, at hjertet ikke helt er med i det. De er mere end trætte af at lege cowboyder og indianere. Jeg tænker flygtigt på at foreslå, at de bare kan tage hjem. At de er mere konflikt-optrappende med deres tilstedeværelse, og at balladen forsvinder, hvis de tager hjem til deres familier. De må da også efterhånden savne dem. Men, det gør jeg ikke. Nikker bare, da den rødhårede løfter op i båndet, og lader mig gå forbi ind mod tomten. Der ligger få murbrokker. Jeg ser op, som håber jeg at se banneret med “Noget er værd at kæmpe for”, men der er selvfølgelig bare luft. Går otte meter ind mellem brokkerne. Kan føle deres blikke i ryggen. Sætter mig på hug. Placerer rosen på en bar plet jord. Uden jeg kan gøre noget ved det, så begynder tårerne at løbe ned ad kinderne på mig. Jeg lader mig falde ned på knæene, tynget mod jorden. Får greb om mig selv efter et par minutter. Tørrer mine kinder. Blinker nogle gang med øjnene. Rejser mig op. Og kan mærke at jeg føler mig lidt lettere nu. Ser bagud. De har glemt alt om mig, og står i tæt samtale med hinanden. Jeg prøver at vurdere, hvor indgangen lå, og bevæger mig så hen, hvor bagtrappen lå. Der hvor jeg lavede Storm første gang. Lukker øjnene. Siger tavst farvel til ham også.

SÅ GÅR JEG. Den rødhårede trækker lidt væk og løfter afspærringen op for mig igen, og jeg bukker mig og går under. ‘Jeg kan ikke forstå hvad alt det ståhej skulle til for? I havde jo fuldstændigt hærget det hus. Hold nu kæft det var smadret.’ Jeg stopper op. Ser på ham. Tænker efter. Han har faktisk ret.

‘Men, det var jo præcis der magien lå. Det var alt det grimme, der gjorde det smukt!’

Han ser på mig, som er jeg sindssyg. Jeg stikker hænderne i mine lommer. Går to skridt videre, kommer så i tanke om det. Vender mig rundt. Går tæt på ham. Helt, helt tæt. ‘I øvrigt, så kunne jeg slet, slet ikke mærke dig. Hold kæft du har en lille pik. Kan godt forstå at du har valgt et job hvor de har givet dig en pistol, for du har da i den grad brug for at kompensere!’

Sådan ser såret og pumpet testosteron altså ud? En grimasse farver hans ansigt, og jeg ved at jeg ramte fuldstændigt plet, og at han har hørt det før. Vi har vel alle noget vi bærer rundt på, og det er altså hans kors? At gå gennem livet med rødt hår og en lille pik? Så vender jeg mig. Går. Og jeg skænker ham faktisk ikke en tanke efter det. Overhovedet.

DAGEN EFTER STÅR jeg tidligt op. Løber en tur. Tager et bad og spiser morgenmad med mine forældre. Radioen kører. Speakeren nævner anholdelser i løbet af natten på Nørrebro, og min mor vil til at rejse sig for at slukke, men jeg stopper hende. ‘Mor, det er okay!’ Vi spiser videre. Jeg bemærker at “Ungeren” ikke har førsteparket mere. Der sker andre ting i verden.

‘Hvad skal du så i dag?’ Jeg ser på min far. Svarer på hans spørgsmål: ‘Hm…det er jo fredag, så, jeg må hellere komme på Gym.’ Jeg fniser pludselig. Fortæller dem, at jeg har regnet ud, at jeg ikke har flere fraværsdage tilbage. Overhovedet. Nul. Nu hedder den fuldt pensum til sommer og en Alberte der skal til undervisning selv med 40 i feber. Mor ser mere end bekymret på mig, og far stivner med en ske halvt hævet mod sin mund. Jeg holder mine hænder op, håndfladerne mod dem. ‘Hey, rolig nu. Jeg har den! Nu er det det jeg fokuserer på, okay?’ De nikker. Ser på hinanden. Jeg rydder min skål og glas af bordet. Sætter i opperen. Går halvvejs gennem køkkenet. Stopper. Trækker vejr ind. Skylder dem den her, for, de har fandeme været fantastiske de sidste seks dage. ‘Og mor. Far…’ De ser op på mig. Jeg smiler. Min stemme er hæs, lavmælt. ‘Tak!’

PÅ GANGEN PÅ gym støder jeg ind i Astrid. Vi står stille foran hinanden. Hun ser mindre ud, end hun plejer. De mørke, store, kønne øjne har ikke helt den gnist de plejer. Tænker jeg kan forvinde i dybet af dem. Der er liv omkring os, tre minutter i ring. Vi står bare i stilhed, indtil Astrid bryder den. ‘Der er demo i aften, og jeg tænkte på om…’ Jeg ryster på hovedet. ‘Nej!’

Hun mister momentum. Ser ned. Op igen på mig. Spørgende. ‘Nej, vi skal ikke til demo i aften. I aften så kommer du hjem til mig, og så hører vi Thåström og drikker te. Måske vi endda er vildt grænseoverskridende og putter sukker i. Og…’ mine blå øjne borer sig ind i hendes brune. ‘Og du bliver og sover!’ Astrid er helt stille, men så ser jeg aftegningen af det kæreste smilehul på hendes højre kind og en glød i hendes brune øjne. Jeg rækker ud. Aer hende blidt på siden af hovedet, hvor hun er helt maskinklippet bar, kun tre-fire millimeter hår. Hun fanger min hånd. Holder om den. Mere gør vi ikke midt i vrimlen af elever omkring os. Der er meget vi skal, men, det skal vi nu nok nå.

‘Vi ses!’ Astrid går fra mig. Jeg ser efter hende, og hun vender sig rundt. Smiler til mig med nogle vildt frække øjne, og det er som om hun fylder lidt mere i landskabet nu end før.

DER ER URO i klassen. Vores samfundslærer kommer ind. Sætter sin mappe ned på bordet.

‘I dag skal vi selvfølgelig tale om Ungdomshuset. Hvad er jeres holdning til rydningen og de optøjer vi så efterfølgende?’ Der er helt stille. Ingen siger noget. ‘Come on. I må da have en mening. En holdning?’

En holdning? Jeg ser mig rundt. Ene af uengagerede ansigter omkring mig. Kedsomhed. Som er det allerede forældet, og weekendens fester det eneste der trænger sig på. En holdning?

Jeg lukker mine øjne et splitsekund, og har min hånd oppe i luften, før jeg når at reflektere nærmere over det. Imens tænker jeg tusinde tanker:

Tænker på Storm; på hans smil på mit værelse den aften; hans hæse støn, da han tømte sig i min mund; hans nøgne overkrop i mine forældres køkken om morgenen. På følelsen af hans motorcykels kraft mellem mine slanke ben, da vi kørte mod byen og kaos. På koncerten for to måneder siden i Ungeren til Thåström hvor vi alle 200, iklædt sort, som én organisme, unisont sang med på sangene, samhørigheden. Tænker på varme rundstykker med tandsmør en tidlig morgen i fælles-soveren i en lidt klam sovepose; flere der forsøger, uset at kravle op af en anden sovepose end den de kravlede ned i om aftenen. På Astrid der lavmælt synger ved min side i fælleskøkkenet, mens vi skræller 400 kartofler; hendes våde hånd der pludselig hviler på min lænd; en varm mund, en ru tunge og et overraskende kys midt i alle skrællerne og rodet i køkkenet. Røde kinder. Uskyld. Tænker på røgen i luften om torsdagen. Den fuldendte bue den første Molotovcocktail lavede. Den følelse af eufori og adrenalin der greb os, da vi troede de var på hælende. Da vi hovedkulds begyndte at løbe fremad. Glasskår under vores støvler. De få sekunder hvor vi alle bare var euforiske. Selv jeg. Og så den time i kælderen. Storms jamren; mændene omkring mig mens jeg lå med blottet underliv og spredte ben.

Jeg tænker på alt det. Og tusinde andre ting, og meget af det vil jeg aldrig fortælle. Til nogen. Det er bare en del af mig, som jeg vil leve med. Værne om. Andet vil jeg fortrænge. Men, det var mere end et hus, det er det jeg skal have frem. Og de skal høre min stemme. Da jeg åbner munden, har jeg endnu ikke helt styr på rækkefølgen af mine ord, men, det kan jeg mærke, at jeg nok skal få.

Jeg hedder Alberte. Jeg er 17 år, ti måneder og 16 dage gammel.

Og ja, jeg skal nok gå den lige vej nu, for jeg er lidt mast, det vil jeg erkende. Bøje mit hoved, lave mine lektier og tage mine eksaminer. Men, hvis de spørger, om jeg har en holdning? Til rydningen af nr. 69?

Så hæver jeg mit ansigt i trods og svarer med fast stemme, for de skal vide, at det var meget, meget mere end bare et hus.

4 kommentarer

1. FruP

   27/04/2018 kl 9:43

   En god fortsættelse på historien. Dine spring i tid og sted fungerer bare helt perfekt og du har læseren med hele vejen. Du er en fantastisk historie-fortæller. Endnu engang tak for at dele dine evner med os Marcus.

   5+

   Besvar kommentar
2. Den Liderlige Bedstefar

   27/04/2018 kl 4:29

   Åh disse minder fra en (allerede) svunden tid.

   I min barndom, i slutningen af 1950’erne, husker jeg, at jeg var til juletræ i Folkets hus, Jagtvej 69, i en ualmindelig stor sal, med scene i den ene ende.

   Året efter var vi til juletræ i Det Ny Folkets Hus, nu VEGA. Ja disse minder.

   Tænk, at det kun er 11 år siden, at Jagtvej 69 blev jævnet med jorden, 110 år efter det blev indviet.

   2+

   Besvar kommentar
3. Ginger

   27/04/2018 kl 1:40

   Intet glemt – intet tilgivet!

   2+

   Besvar kommentar
4. denkaadekyk

   26/04/2018 kl 10:01

   ‘I øvrigt, så kunne jeg slet, slet ikke mærke dig. Hold kæft du har en lille pik. Kan godt forstå at du har valgt et job hvor de har givet dig en pistol, for du har da i den grad brug for at kompensere!’

   Av den gjorde ondt

   umanerlig godt skrevet

   9+

   Besvar kommentar