Ho-ho-ho… 4

DER ER EN 15-årig pige, der bliver presset ind over et stort spisebord af eg. Holdt fast af sin mor. Voldtaget af sin far og bror.

Forfatter: Marcus
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Brevet med invitationen fra forældrene kommer om mandagen.

Som de plejer at gøre det hvert andet år, hvor hendes bror og svigerinde fejrer den 24. december hos svigerindens forældre, inviterer de til julemiddag den fjerde adventssøndag. Et replika af juleaften.

DE FØRSTE GANGE skrev Anne-Sofie bare ‘Af hjertet nej-tak’ og sendte invitationen retur. Ikke i år. Hun finder pilleglaset bagerst i medicinskabet. Tager en pille for første gang i ti år. Sender en sms med rystende fingre. ‘Vi kommer.’ Hun sover, men ikke meget. Hun onanerer, men ikke meget. Hun kravler oven på Alexander, men ikke meget. Hun spiser piller. Mange piller. Hun er lavet af glas og støv men ingen opdager noget på arbejde.

Historien fortsætter under reklamen

FREDAGEN FØR JUL slutter med et statusmøde med direktionen. Da mødet hæves, tager hun sin hårelastik af håret og ryster det tykke, brune hår løst foran mødebordet. Strækker sig. Presser sine bryster mod skjortens hvide tekstil: ‘Nu er det bare Thailand og strand og bikini for mig de næste fjorten dage’ siger hun. Masken smiler. Mændene omkring hende ser på hende, og hun kan se, at de er med hende på en sandstrand i en minimal bikini. Hun er lige ved at sige ‘Den er hvid’, men tager sig i det. ‘Jeg har min telefon med, men jeg tjekker den ikke.’ Ingen siger noget. Alle ved hun lyver.

HUN SOVER OVERHOVEDET ikke den fredag nat. Lørdag pakker hun nogle ting ned i en stor rejsetaske, men har ikke hjertet med i det. Alexander er overrasket over at høre, at de skal til middag hos hendes forældre søndag, før de kører i lufthavnen, men han siger ikke meget. Lader hende få rum. Plads. Hun kysser hans kind. Føler sit hjerte, som sidder det uden på blusen. Hun sover heller ikke lørdag nat, eller det må hun have gjort, men hvis, så er det kun en time og hun står op i mørket uden at vække Alexander. Tager en sort frakke, mørkeblå hue og sneaks på og forlader parcelhuset.

UDEN HUN HELT ved, hvordan hun er kommet derhen, sidder hun på en bænk i Søndermarken, mens det stadig er mørkt. Hun har en to-go kop kaffe i et papkrus ved sin side på bænken, som hun ikke kan huske at have købt. Tager en tår. Brænder sig, men registrerer det ikke, glider væk, glider tilbage, til alt det de siger ikke skete. Den juleaften hvor hun fyldte femten. Den dag hun krydsede den forbandede streg i sandet, som hendes forældre af en eller anden årsag respekterede:

‘GUDS FRED’ SIGER hendes mor. Løfter hovedet. De spiser. Hendes bror kigger på hende. Lidt mærkeligt, men hun lægger ikke noget i det. Føler sig lidt utilpas. Døsig, men prøver at kæmpe sig ud af det, for hun glæder sig til sine gaver, når de er færdige. Far har lovet de er specielle i år. Først skal de spise. De spiser. Hun får mandlen. Mandelgaven er en pakke kondomer. ‘Øh…’ siger hun. Mor griner. Far griner. Hendes bror smisker. Ser på hende. Hun har set ham gøre det før, sende hende blikke, men ikke som nu. Ikke på den her måde. Hun gaber. Kan næsten ikke holde øjnene åbne. ‘Herbert, hvor meget har du givet hende?’ spørger mor. Far svarer ikke. De danser rundt om træet. Synger kun én sang. “Glade Jul”. ‘Nu skal du have din gave, skat’ siger hendes far. ‘Lige et øjeblik, så henter jeg den.’ Hendes bror fniser. Der går nogle minutter. Anne-Sofie sætter sig på en stol. Kan næsten ikke holde sig vågen. Så kommer far ind, klædt ud som julemanden. Han har ikke nogen gaver med. Hendes mave gør ondt og kroppen er næsten i dvale. ‘Hvor…hvor er min gave?’ ‘Ho-ho-ho’ svarer julemanden. ‘Du er et julebarn. Jeg er din gave.’ Anne-Sofie gaber. Hun har stadig ikke fattet det.

‘FIE, NU HVOR du er femten, så skal du hjælpe til herhjemme.’ Moderens stemme er formanende. Anne-Sofie nikker. Det kan hun da godt. Så sker der noget sindssygt. Hendes bror går hen og tager moderen på brysterne bagfra. Presser sig mod hende. ‘Ho-ho-ho’ siger julemanden. ‘Hjælpe til med de her hanhunde’ følger hendes mor op, før hun drejer ansigtet og snaver hendes bror. Med tunge.

HENDES FAR RIVER hendes kjole i stykker. Flår i hendes undertøj. Hægter hendes bh op. Gramser på hendes små bryster. ‘Nej, nej, nej…hvad…hvad sker der?’ er det eneste Anne-Sofie kan sige. Hendes mor bøjer sig ind over bordet. Holder fast i hendes hænder. ‘Mor?’ klynker Anne-Sofie skrækslagen. ‘Guds fred’ siger hendes mor, mens hendes bror trækker op i moderens kjole bagfra, og begynder at støde i hende. Anne-Sofie er næsten ikke ved bevidsthed, registrerer nærmest udefra, hvordan hendes far flår hendes sorte Sloggi-trusser af hende, spytter ned på hendes næsten glatte køn. Så tager han om sin pik, som har fået en rødlig gummi-hinde på, spytter i hånden, gnider sig ind, og så er han mellem hendes slanke ben. Smerte fulgt af smerte, og så er han dybt oppe i hende. ‘Nej…’ snøvler Anne-Sofie. ‘Ho-ho-ho’ stønner julemanden, og mens han voldtager hende, så gramser han på hendes blottede overkrop og prøver at tungekysse hende samtidig. Mor stønner. Hendes bror nynner “Glade Jul”.

ANNE-SOFIE MÆRKER ikke, at hendes far tømmer sig i kondomet oppe i hende, men det må han have gjort, for da hun næste gang registrerer noget, da ligger hun hen over bordet med sin røv i vejret. Hendes bror banker to gange i bordet med en knyttet kno, og så spreder han hendes faste balder og presser sig op i endetarmen på hende. Smerten er ubeskrivelig. Hun åbner munden. Forsøger at skrige men julemandens fedtede pik med gummismag fylder hendes mund og svælg. Så er hendes mors ansigt ud foran hendes. Moderen aer hende. Så kysser hun hende. Vådt. Med tunge. Samtidig med hun holder Anne-Sofie fast, altimens hendes storebror fortsætter sin hårdhændede analvoldtægt af hendes stramme røv. Hendes ansigt er strimet af tårer og snot. Hun mærker, hvordan hendes brors pik nærmest udvider sig i hendes numse efter nogle minutter, og den varme sperm der skydes langt op i hendes tarm. Det er det sidste, hun kan huske, og hun ved ikke hvor lang tid overgrebene fortsætter og hvor mange gange de tager hende. Det bliver sløret. Gråt i gråt. Alt bare en jammer i en dis med julesalmer i baggrunden.

DA HUN VÅGNER om morgenen, ligger hun i sin seng, og hvis ikke det havde været for de stærke smerter i underlivet, så ville hun tro, det havde været et mareridt.

HVIS DET ER et mareridt, så er det et af den slags man gennemlever med åbne øjne, i dage, uger, måneder og viser det sig, år. Allerede første juledag er hendes forældre blottede for empati. ‘Hvis du vil have Misty, så hjælper du også til herhjemme’ siger mor, da Anne-Sofie grædende bryder sammen over frokosten første juledag. Og hun vil have Misty. Den er hendes et. Hendes alt.

DA HUN ER alene, går hun ud i køkkenet. Finder en grill-kniv, sætter sig under bordet i spisestuen, ud for sin plads. Sætter fire lodrette streger. ‘Anne-Sofie was here’ tænker hun, før hun rejser sig og prøver at cykle ud til stalden, men giver op allerede efter hundrede meter. Hun trækker resten af vejen.

DET ER EN perfekt familie. På overfladen. Anerkendt. En pille i lokalsamfundet. Bag de tykke mure skriger og græder hun de første uger, men så giver hun op. Protesterer stadig, men nærmest kun på skrømt. Hun resignerer og lader dem gøre hvad fuck de vil. Og det gør de. Hold nu op!

DET VÆRSTE ER uvisheden, for der er ikke noget system i det. Nogle gange kan der gå 14 dage uden de bruger hende, og hun når lige at tro, at hun er sluppet fri, men så er de der igen. Specielt hendes bror er slem. Hvis hun protesterer, når han kommer ind til hende på hendes værelse sent om aftenen med stiv pik og kolde øjne er svaret altid det samme: ‘Hvad sagde du, din fucking lille luder?’

Og han voldtager hende, når han har kærester. Han voldtager hende, når han ikke har. Han voldtager hende analt. Oralt. Han voldtager hende. Selv da han møder svigerinden, selv da kan hun høre ham, når han leder efter hende i det store hus: ’Hoe? Hoe? Hoe?’

HUN FLYGTER IND i sin fritid med Misty. Der går to år. Hun er begyndt at tænke, at Misty er forløsning men også et fængsel.

EN SØNDAG I Dyrehaven sporer hun Misty. Sætter i galop mod et naturhegn. Hvisker beroligende i øret på hesten. ‘Det kan du godt, skat. Det spring kan du sagtens klare’ og hun tvinger Misty ud i springet, uden at vide, at der er et niveaufald på to-tre meter på den anden side af naturhegnet. Da Anne-Sofie kommer til sig selv fra de tre kolbøtter hun slår i luften, er det til lyden og synet af Misty, der vrinsker med det hvide ud af øjnene og brækkede forben. ‘Nej..’ græder Anne-Sofie, ser sig rundt, får øje på en kæmpestor sten, som hun lige præcis kan løfte. ‘Undskyld, undskyld, undskyld’ flæber hun, mens hun med tre slag med stenen slår kraniet ind på sin hest.

Hun sætter sig på knæ i græsset, mens hun holder Mistys indslåede hoved i sit skød. Hun føler lettelse. Blot en brøkdel af et sekund. Hun er fri. Så ser hun ned, og da det går op for hende, hvad der reelt er sket, hvad hun lige har gjort, så begynder hun at skrige.

HUN SKRIGER, DA de henter hende. Hun skriger da de indlægger hende. Hun skriger, da de spænder hende fast. Hun skriger, indtil hendes stemmebånd ikke kan mere. Hun græder. Hun fortæller. Alt. Hun får elektrochok flere gange. Hendes far udskriver en check til at dække taget til en ny fløj på privathospitalet. Hospitalet kvitterer med en skizofren diagnose. Nu kan hun sige, alt hvad hun vil. Ingen vil lytte længere. Hun er en bi uden brod. Hun får beroligende piller på glas. Så lukker de hende ud.

DA HUN KOMMER hjem efter fem måneder på hospitalet, er det første hun gør at gå ind i stuen. Hun ser sig rundt. ‘Hvor er billederne af Misty?’ ‘Fie, vil du ikke godt stoppe nu?’ spørger hendes mor. Anne-Sofie ser på hende med blanke øjne. Det går op for hende, hvor meget hun har tabt. De har givet elektrochok på hele hendes fortid. Vasket tavlen helt ned. Så går hun op på sit værelse, pakker to tasker, og går ind i fremtiden med klubværelse og rene 11- og 13-taller på gymnasiet og 12-taller på CBS og modelarbejde til at supplere SU’en. Dækker sine hospitalspapirer til med masker, flid og gode karakterer. Har mange, mange sexpartnere. Meget promiskuøs sex. Møder Alexander. Trækker vejr ind. Stopper dér.

Og nu sidder hun på en bænk i Søndermarken.

DET ER LYST omkring hende. Hun rækker ud. Tager kaffen. Den er kold. Hun er hvid, gennemsigtig af træthed men inde i hende brænder en lille flamme. Hun vil hjem og tage nogle piller. Så kan hun lige præcis klare at vriste Silje og Asta ud af kløerne på dem, før hun og Alexander flyver til Thailand. Hun ved ikke hvordan, men, det skal hun bare. Det skal hun.

PILLERNE VIRKER IKKE helt. Det synes hun i hvert fald ikke. Hendes hjerte hamrer stadig, som de med deres pakkede tasker i bagagerummet parkerer foran forældrenes bolig i Hellerup ti timer senere. En kæmpe villa eller et lille palæ. Det er et af de to.

‘Anne-Sofie, du virker altså ikke helt r…’ Alexanders stemme bliver lille. Farefuldt territorium. Prøver en anden vinkel. ‘Er du sikker på, vi ikke bare skal køre i lufthavnen. Få noget lækkert at spise. Tage en drink?’ Hun ryster på hovedet. ‘Nej. Jeg skal først…det slutter i aften!’ ‘Hvad?’ Hun svarer ikke. Han giver op. Åbner døren. ‘Vi har to en halv time, så skal vi køre, okay?’ Hun hører ham ikke. Hun operer i flere forskellige tidslap. Er i fortiden, på Siljes værelse en mørk nat og nu med den ene fod ude af bilen. Hendes hoved er ved at eksplodere.

HUN UNDVIGER ET knus fra sine forældre, men får et fra en glad Asta. ‘Faster’ råber hun. Anne-Sofie giver hende et kram. Trækker sig lidt væk. Ser ind i Astas øjne. De har ikke haft fingrene i hende. Ikke endnu. Hun er uberørt. ‘Jeg har dig’ tænker hun, som hun krammer den 14-årige pige ind til sig. Hun leder efter Silje. Finder hende i den store stue i en af sofaerne fem meter væk fra et gigantisk juletræ med pynt der ligner noget fra en Disney-tegnefilm. Hun vinker til sin niece, men Silje bare ser op på hende, formummet bag hovedtelefonerne og de kønne træk låst fast i muthed. Siljes blik er ladet: ‘Hvorfor hjælper du mig ikke, din so?’ ‘Hvor mange gange skal de røre mig?’ ‘Jeg kan ikke holde dem fra Asta ret meget længere.’ ‘Jeg hader smagen af sperm.’ ‘De knebler mig, spænder mig fast, og onanerer i min røv.’ ‘John-fucking-Lennon.’ Alt det læser Anne-Sofie i sin nieces blik. ‘Der kan man sgu da tale om weltschmerz’ tænker hun, mens hun bider sig i sin læbe, snøfter engang og drejer rundt. Forlader stuen med gaver under træet som ingen vil pakke op. Konfekt på fade med cellofan over, som ingen vil spise.

ANNE-SOFIE FINDER sin mor i køkkenet med et glas rødvin og en næsten tom rødvinsflaske. ‘Jeg ved, hvad I har gang i. I skal stoppe’ hvæser hun. Hendes mors hånd ryster. En anelse. Men det kan også godt være promillen. ‘Lille skat’ siger hendes mor bare, med en næsten medlidende tone i stemmen.

ALEXANDER ER I biblioteket, i samtale med hendes bror. De kender ikke hinanden særligt godt. Har kun mødt hinanden en håndfuld gange gennem årene. ‘Har hun nogen sinde fortalt dig om sin hest?’ hendes bror laver situationstegn i luften med fingrene, da han siger det sidste ord i sætningen. ‘Hvad var det den hed? Hipsty, Shitty?’

Hendes blik er sort og pulsen i den røde zone. ‘Misty, hun hed Misty’. Alexander rækker ud, men hun trækker sig væk. Når lige at høre sin bror sige:

‘Men, der er bare det. Hun har ALDRIG haft nogen hest. Aldrig. Andet end i sit hoved. Er det ikke fantastisk? Jeg mener, you can’t make that shit up, eller…’ Han slår ud med hånden. Latteren er hård, og hendes krop sitrer som hvert af hans ord rammer hendes ryg. Små pile lavet af istapper, der hver rammer ind i hendes nervesystem.

Hun går forbi sin far i den store hall. Han åbner sin mund, siger noget, men Anne-Sofie registrerer kun rødvin og kloak. Går ud på det store gæstetoilet. Finder glasset med piller i sin taske. Hun må kun tage én om dagen, og aldrig med alkohol. Hun skyller otte ned med et glas rødvin. Pulsen bliver ikke dæmpet. Nærmest tværtimod. Det føles som om hendes system er ved at brænde sammen. Maskinen kører, stemplerne går op og ned og remmene er i den grad ved at ryge af. Hun ser på sig selv i spejlet. Sløret. Hendes smukke model træk flyder ud. ‘Det… det… det er dem, der er sindssyge’ siger hun med en hvisken til konturerne i spejlet. Vender sig. Går.

VED ET ELLER andet forbandet uheld, får hun sin bror til bords i spisestuen, ved det store spisebord. Hun sidder præcis, hvor hun plejede at sidde, da hun var barn og senere teenager. Præcis ud for det samme maleri af en brølende kronhjort. Og det gør hende lidt rolig. En anelse. For hvis hun taber bolden, begynder at tro på deres version, så behøver hun bare række ned under bordet. Mærke de mange streger, fire lodrette, en vandret, fire lodrette, en vandret. “Havestakit” kaldte de det i de små klasser. Der er ridset stakitter nok ind i træet til at indhegne hele Dyrehaven. En streg for hvert overgreb.

DER ER BÅDE flæskesteg og and. Hendes mor beder bordbøn først. Fucking hykler. ‘Guds fred’ slutter hun, og Anne-Sofies krop næsten spasmer, da moderen siger de to ord. Hun tømmer sit glas med rødvin, mens hendes far rejser sig og går hen og begynder at udskære anden på det kæmpe rustikke skærebræt med den store Global-kniv. Silje sidder skråt overfor hende. Uden høretelefoner. Øjnene på hende. Anne-Sofie kan ikke møde hendes blik. Hendes bror slår i bordet én gang med en knyttet hånd. Knoerne rammer den tykke, røde dug og den hårde solide bordplade af eg under. Anne-Sofie føler, hvordan at Siljes krop ryster sammen med hendes. ‘Første ret’ lyder det fra hendes brors mund. De spiser. Hun drikker. Det flyder lidt sammen.

‘MOR, JEG HAR det altså ikke så godt?’ Asta holder sig på maven. ‘Lille skat’ siger svigerinden. ‘Så læg dig ind på en af sofaerne og hvil dig?’ Asta nikker. Går ud af spisestuen og ind i den store tilstødende stue med sin telefon i hånden. ‘Altså, hvis hun er sløj, så kan I da bare blive og overnatte her?’ siger hendes far. ‘Der er jo værelser nok.’ ‘Det var da en god idé’ nikker hendes bror. Siljes krop ryster synligt nu. Hendes blik borer sig ind i Anne-Sofies. Det er, som skriger hun på hjælp og hundefløjtens skingre hvinen går helt ind i Anne-Sofies nervebaner.

HÅNDEN PÅ ANNE-SOFIES lår er ikke til at tage fejl af. Den er rigtig nok. Hun ser ned. Der er ikke nogen hånd. Hun kunne mærke den. Hvordan den gled op af hendes inderlår under bordet. Hun drejer sit ansigt. Ser mod sin bror. Han spiser. Drejer sit hoved. Betragter hende. Hoverende. Anne-Sofie skænker rødvin med en rystende hånd.

RISALAMANDEN BLIVER BÅRET ind, før kødet bliver taget af bordet. Hendes bror banker to gange med hårde knoer ned i bordet. ‘2. ret’ smiler han til Anne-Sofie. Hun er ved at skrige. Mærker under bordet. Har brug for at føle stregerne mod sine fingre. Hendes øjne udvider sig. Der er intet. Ingen sirlige sammentællinger. Intet. Hun ser mod maleriet på væggen. Hun sidder præcis, hvor hun skal. Så får hun en tanke. Rejser sig abrupt. Går hen til bordenden og ser ned mod det tykke tæppe, og føler hun kan se mærker i tæppet. Som har der været bordben presset ned for lang tid siden. Som har de flyttet bordet. ‘I har flyttet bordet?’ ‘Skat, sæt dig nu ned’ siger hendes mor. ‘Jamen…’ hun går fortabt hen til sin plads. Sætter sig ned.

‘HOV, DER MANGLER da en mandelgave? Måske der er en speciel person, der kommer med den?’ næsten gnægger hendes far, rejser sig og går. Hendes bror nynner ”Glade Jul”.

DE BEGYNDER AT sende skålen med risalamande rundt. Den blodrøde kirsebærsovs følger efter. Anne-Sofie ser med blanke øjne over på Silje, der tavst møder hendes blik. ‘Du er absolut og totalt værdiløs’ siger niecen med sine øjne. Anne-Sofie ser op. Til venstre. Julemanden kommer gående ind i stuen med en pakke pakket pænt ind i den ene hånd. Han åbner munden. Skal til at sige en lyd. Seks bogstaver. Tre bindestreger. Anne-Sofie rækker ind over sin bror, ned under bordet, famler under bordpladen. Rør hans krop med sine bryster. Famler med fingrene. Intet. Ingenting. ‘Nej’ tænker hun. ‘Nej…’ mumler hun. ‘Det…’ Så mærker hun de første indhak. Den første sirlige lodrette streg, fulgt af en streg, fulgt af en streg, fulgt af en streg og så en vandret til at holde styr på dem. Eller, det er hun næsten sikker på hun gør.

Hendes bror ser mod deres far. Øjnene kolde. Stemmen påtaget munter. Seks bogstaver. Tre bindestreger. ‘Nej…’ hvisker Anne-Sofie. Hendes bror har erektion og rager på hendes bryster, registrerer hun. Eller hun er næsten sikker på det.

DER ER EN 15-årig pige, der bliver presset ind over et stort spisebord af eg. Holdt fast af sin mor. Voldtaget af sin far og bror. Der er en 17-årig pige i Dyrehaven der slår kraniet ind på sin hest. Der er en pige der skriger og skriger. Der er en fortid, der bliver dækket til med masker, flid, gode karakterer og en karriere i det øverste af stratosfæren. Men, der kom aldrig et modsvar. Det gør der nu.

DET KOMMER I en glidende, flydende bevægelse. Hendes svar. Hendes modsvar.

HUN HAR DEN 32-centimeter lange Global-kniv i rustfrit stål i sin hånd, før hun tænker over det. Den vejer 0,3 kilo, er ny slebet, balancepunktet perfekt, og snittet hun lægger over sin bros hals med al sin kraft stopper for altid de frygtelige lyde han kom med. De bliver i stedet til en rallen. Han prøver at holde hullet i sin hals lukket med sine fingre, men blodet står ud fra ham i en hård stråle i to-tre sekunder, før han falder sammen i kramper bag Anne-Sofie hen over bordet, men hun ser det ikke, for der er hun allerede på benene, stolen væltet bag hende og hun tager præcis seks skridt til venstre.
Historien fortsætter under reklamen

ANNE-SOFIE TRÆFFER JULEMANDEN i brystet, mens han har åben mund. Han står. Han falder. Anne-Sofie bøjer sig ned, sætter sin sko mod overkroppen, får kniven ud af brystet og stikker seks-syv gange i maven og hjerteregionen på ham. Det sidste stik overflødigt. Det ønskede resultat er indtruffet. Så rejser hun sig op. Ser tomt ud i luften. Kniven glider ud af hendes hånd. Hun føler Alexanders stærke arme om sig. Hvordan han holder hende bagfra, pacificerer hende med sin store krop. ‘Så’ tænker hun bare. Alle ved bordet er frosset. Alle undtagen én.

Og de næste sekunder vil Anne-Sofie aldrig glemme. Billedet vil hun aldrig få ud af sit indre filmspor. Lyden vil altid forfølge hende.

SILJE SIDDER OVERFOR sin fars sammensunkne krop, helt indsmurt i hans blod. Stænket til i ansigtet. Overalt. Den overskårne halspulsåre vendte hendes retning sekunderne før. Blodet har også oversprøjtet hendes tallerken med risalamande og sovs. De to røde væsker glider sammen.

Skeen er dækket af den hvide, søde dessert med varm kirsebærsovs og varmt blod. Silje løfter skeen op til sin mund i en langsom bevægelse, åbner, stikker skeen ind, tygger et par gange, sluger, så åbner hun sin mund med trevler af blod fra læberne og tænderne, og for første gang i over 12 måneder hører Anne-Sofie hendes stemme, da 16-årige Silje griner hæst med helt tomme, sorte øjne:

‘Ho-ho-ho…’

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (76har stemt 4,49 af 5)
Loading...

4 kommentarer

  1. Ginger

    25. december 2019 kl 22:24

    Der er mange måder at få mandlen på!!!

    2+
  2. FruP

    22. december 2019 kl 9:52

    Så blev det alligevel jul. Intet pakket ind, ikke noget elegant og sofistikeret over det. Bare råt og brutalt. Afslutning. Glædelig jul
    kære M.

    3+
  3. Anonym

    22. december 2019 kl 8:37

    Hellerup ho-ho-horror story 👍

    3+
  4. StellaN

    22. december 2019 kl 8:05

    Ho-ho-ho…tak Daddy Du gør mine blodige trusser våde

    2+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight