bondage udstyr

Ho-ho-ho… 3

analsex‘Er jeg stram til dig, skat? Er min røv god at onanere i? Er jeg ik en god, lille dukke?’ Hun ser bagud mod ham.

Forfatter: Marcus
marcus1historier@gmail.com
Læs del 1 del 2

Anne-Sofie slæber baseball battet efter sig hen over vejen. Nu hvor vreden er stilnet af, gløder liderligheden. Hun bare fucking elsker at smadre havenisser.

Alexander venter ved indgangen til garagen med en sort affaldssæk, fejebakke og kost. Hun presser sig mod ham. Vejer battet i hånden. Kan godt lide fylden, og hun er allerede våd efter nedkæmpningen af havenisserne. ‘Når du er færdig, så går du ind i køkkenet…’ hun griber ned, slutter sin hånd om ham ‘og så tømmer du dig i din hustrus stramme røv. Spermer min numse helt til. Onanerer i mig. Forstået?’ Han ser på hende i nogle lange sekunder men siger ikke noget. ‘Jeg spurgte, om det er FORSTÅET?’ Han nikker endelig. Hun småbidder hans underlæbe. ‘Godt.’

Så forlader hun ham. Hører hans skridt over vejen, hvor han, som hvert år, fjerner sporene af sin hustrus udbrud. Lukker ned for sprækken ind til mørket. Genetablerer idyllen i Valby.

Historien fortsætter under reklamen

VAGINAL KUGLER SEXDUKKER SEXGYNGER DILDO

HUN GÅR OP i soveværelset, tager sine bukser og strømper af og finder sin “Bum Bum” buttplug af glas. Ser sig selv i spejlet. Udslået hår. Trusse og sweater. Model-smukke træk. Så absurd smuk udenpå og så totalt ødelagt og sort indeni. Hun fnyser.

Tager sin buttplug med ned i køkkenet, hvor hun smører den ind i olivenolie. Bare lidt. Så hælder hun en sjat olivenolie op i en lille, musselmalet mælkekande, som hun sætter på køkkenbordet. Bare lidt. Det må gerne gøre ondt. Det skal fucking gøre ondt. Hun trækker sin trusse lidt til side, og fører langsomt sin plug op i sig, forbi sin trange ringmuskel, mens hun stønner tungt med en mund rundet som et stort O. Lader trussen holde på glaspluggen, mens hun sætter sig på knæ på gulvet. Fører baseball battet mellem sine ben, og gnider sig mod køllen. Nyder fylden i sin røv og battet mod sin klit gennem det tynde tekstil.

Det rumsterer bag hende. Alex kommer ind. Hun rejser sig, stadig med battet mellem sine ben, gnider og gnider, så drejer hun halvt rundt, rækker op og kysser ham. ‘Er det hårdt at være gift med mig, skat?’ Han ryster på hovedet. Det virker ikke helt ægte, tænker hun i forbifarten, men faktisk ligeglad.

‘KNEP DIN KVINDE. Onaner i min røv’ hvisker hun, mens hun gnider sig lidt mod battet, så slipper hun det og battet falder skramlende mod gulvet. Hun knapper hans skjorte op. Vil se hans muskuløse bryst bag sig, når han bruger hendes veltrænede numse. Hendes højre hånd runder ham i hele hans længde i skridtet. Han er allerede halvt erigeret. God dreng. Falder på knæ, lyner op, fjerner prespermen på hans glans med det første bløde, våde hug med sine læber og mund. Sutter ham helt op mens hun øvet spiller ham af.

Så rejser hun sig, kysser ham dybt med sin tunge i hans mundhule. Næsten tvinger hans nubrede tunge til at fjerne sporene af pik fra sin mund, så drejer hun rundt og læner sig hen over køkkenbordet med sine slanke hænder om kanten og øjne der ser ud i intetheden. Banker to gange med en knyttet kno i bordet.

HUN SER IKKE noget, siger ikke noget, da han trækker trussen til side og blidt fjerner butt-pluggen. Hun ser ikke noget, siger ikke noget, da hun hører han river i sig selv, masturberer sig endnu hårdere. Hun ser ikke noget, siger ikke noget, da han løfter den lille keramikkande og hælder en tynd stråle af olivenolie mod hendes anale åbning. Hun ser ikke noget, siger ikke noget, da han placerer sin tunge pik ud for hendes takkede stjerne, kører hovedet mod den fedtede olie og blidt støder op i hendes tarm. Helt op. Hun ser ikke noget, siger ikke noget. Ikke først. Ikke til at starte med.

SÅ SER HUN virkeligt meget. Anne-Sofie lukker øjnene, stønner tungt. Billederne kører på hendes nethinde og pikken er stor og fylder hendes trænede røv. Og han er bare perfekt, Alex.

Hun drejer sit ansigt. Ser bagud på ham. Hans trænede, firkantede bryst. Hans sener på armene der sitrer. Hans tunge pik i hendes tarm. Pikken der bare glider frem og tilbage. Han er tavs. Hård. Agerer præcist som hun har lært ham. Så begynder hun at sex-snakke. Ordene bare rabler ud af hendes smukke mund:

‘Er jeg stram til dig, skat? Er min røv god at onanere i? Er jeg ik en god, lille dukke?’ Hun ser bagud mod ham. Alexander gør, hvad han skal, når hun siger, han skal. Og han er hård lige nu. Men, han bryder sig ikke så meget om analsex, det ved hun godt. Gør Anne-Sofie? Hun ved det ikke. Det er bare sådan det blev. En beslutning der blev taget for hende. Hun skyder tankerne væk: ‘Kom i min numse, skat. Bare tøm dig i mig. Kom med din klat i min røv. Kom, tøm pikken.’ Alexander stønner, og Anne-Sofie klynker, da hun ser og føler, at han trækker sig næsten ud af hendes numse, tager fat om skaftet og onanerer sin pik færdig i hende, som hun har oplært ham til. ‘Ja, ja, ja’ klynker hun, ‘fyld mig med din varme sperm. Brug min røv! Onaner dig færdig i min røv.’

Og Anne-Sofie får en anal-orgasme, da han tavst skyder sin varme, fede sæd op i hendes røv. Dybt, dybt op i hendes røv.

HUN LIGGER TUNGT og tilkneppet hen over køkkenbordet, efter han har trukket sig ud, uden hun næsten registrerer det, at han er ude, og allerede på vej væk. I bad. Hun er ligeglad med, at han er blevet beskidt. Man kan ikke være i hendes liv og leve med hende uden at noget af mørket eller skidtet smitter af. Hendes vejrtrækning er lavmælt. I fem-seks sekunder tænker hun på absolut intet. Nulstillet. Så tæt på Nirvana som det nogensinde er hende muligt.

ANNE-SOFIE REGNER ikke med, at hun får problemer med Christopher, og hun får ret. Hun ser ham ikke om mandagen. Har møder væg til væg. Flere af dem starter faktisk oven i hinanden, og det er først sent tirsdag eftermiddag tæt på aften, hun ser ham igen. Han banker på den halvåbne dør ind til hendes kontor. Hun når lige at få en lille rynke mellem sine mørke øjenbryn, men selvfølgelig har hun ikke læst ham forkert.

‘Jeg ville bare høre, om du kom godt hjem i fredags? Jeg blev godt nok noget beruset, så den sidste del af aftenen kan jeg ikke helt huske.’ Elegant. God dreng.

Hun tager sine læsebriller af og ser på ham. ‘Jo-tak. Jeg kom godt hjem. Jeg fik også lidt for meget at drikke, men, jeg kan nu huske alt. Og’ hun ser direkte på ham, med et intenst glimt i sine grønne øjne ‘jeg havde en virkelig, virkelig god aften.’ Han rødmer, hoster let. ‘God arbejdsløst’ siger han så. Hun nikker mod ham, tager sine briller på igen, og fordyber sig i arbejdet på bordet.

SØNDAGEN HVOR HUN har lovet at tage sine niecer i Tivoli, runder hun kontoret først. Er der allerede lidt over otte om morgenen. ‘No rest for the wicked’ tænker hun. Og nyder roen. Lige indtil klokken 11 hvor hun hører elevatorerne begynde at køre. Hun hører stemmer. Børn. Hvad sker der? Åghhh nej. Det havde hun glemt. Der er julefest for de ansattes børn. Der er barnestemmer ude på gangen. Forventningsfulde. For der er juleknas, pynt, gaver og en julemand. ‘Nej, nej, nej.’

‘HEJ’ SIGER EN lille stemme i døråbningen til hendes kontor. ‘Jamen hej’ smiler Anne-Sofie med øjne kolde som krystal. ‘Jeg skal se julemanden i dag’ siger den lille pige med nissehue og fletninger og cardigan og kjole og strømpebukser, og jeg skal fandeme mig komme efter dig, hvor hun er kær. Der ræser cirka ni-ti forskellige replikker gennem Anne-Sofies indre, den ene mere dyppet i arsenik end den anden, men hun fravælger dem alle og siger i stedet: ‘Det bliver da helt, helt fantastisk, hva?’ ‘Undskyld, nu skal jeg få hende væk, så du kan få arbejdsro’ lyder det fra Christopher, der viser sig. Hun smiler bare, nikker halvt til Christophers hustru der står bag ved og synes at have proppet to balloner op under sin kjole. ‘Far, hun havde slet ikke noget julepynt på sit kontor?’ Hun hører Christophers stemme svare, så kører elevatorerne, det binger, elevatorerne kører igen og Christopher og den lykkelige familie føres ned i underverdenen pyntet op med gran og nisser, og hun får ro.

I tre timer. Så brydes freden igen.

‘DU HAR IKKE noget julepynt på dit kontor, så jeg har lavet en julestjerne til dig.’ Anne-Sofie ser mod Christophers ældste datter på fire-fem år med helt sorte øjne. Så rejser hun sig. Går hen, sætter sig på hug ved pigen, med et smil, lige som konventionerne foreskriver, mens hun er ved at skrige indvendigt.

Christophers kone står i baggrunden. ‘Undskyld, hun bare braser ind.’ ‘Det er da så hyggeligt’ lyver Anne-Sofie og har lyst til at punktere ballonerne under kjolen med en hårnål. ‘Og hvor er den fin, tak.’ Hvis hun havde haft en saks i hånden, så havde hun klippet pigens yndige fletninger over helt ved hovedbunden. Bare for at se hvad der ville ske. Christopher træder fem skridt ind på hendes kontor. Prøver at få sin datter ud. Hans kinder blusser. ‘Det er helt fint. Jeg var også færdig for i dag. Jeg er på vej for at hente mine niecer og tage dem i Tivoli.’ Hun ser et glimt i øjnene på Christophers hustru, som hun tolker som medlidenhed. En kvinde uden egne børn og som kun kommer i Tivoli med lånte unger?

Det tager blot Anne-Sofie et sekund. At tage beslutningen. Om at næste sommerfest, eller måske langt før, da vil hun lave Christopher igen. Kneppe ham helt i bund. Fuldstændigt fucke ham op. Dreje ham rundt på en tallerken. Rundt om sin finger. Og hun vil komme til at bide ham i halsen, eller kradse ham på kinden, eller sætte neglene i hans ryg, et eller andet, som han ikke kan bortforklare derhjemme, og så kan den Indre-Østerbro-Spelt-Super-mor føle, hvordan det er at få en håndgranat smidt ind i sit perfekte liv. Sorry Christopher.

‘God fornøjelse med det’ smiler den højgravide kvinde. ‘Tak. Og fortsat god søndag til jer’ siger Anne-Sofies smilende maske.

Hun kvaser den hvide julestjerne med hvide knoer, da hun er alene. Kan føle bloddråber glide ned ad håndfladen. Drejer den op i lyset. Ser undersøgende på håndfladen. Slikker dråberne af blod i sig.

HVERKEN HENDES BROR eller svigerinde viser sig, da hun dytter foran villaen i Klampenborg. Kun Asta og Silje. Silje har sine hovedtelefoner på og siger ikke et ord, da hun kravler ind på forsædet. Bukserne er mere sorte en sort og strammere end stramme og Siljes ansigt er en knude af muthed. Selv Astas glade pludren på bagsædet kan ikke overdøve hundefløjten i det fjerne.

DE GÅR RUNDT blandt gran, og hvad der virker som en milliard lysende pærer i den gamle have, der er gået totalt i Bling-Bling mode. Tivoli har ikke hørt om ‘less is more’ og Anne-Sofie får næsten kvalme, men niecerne er heldigvis med på relativt hurtigt at søge i ly i Tivolis Food Hall. De får varm chokolade med flødeskum, Anne-Sofie køber alt for mange klejner og et par minutter virker Silje faktisk som en normal teenager, og da hun får flødeskum på næsen, ser hun tilmed næsten kær ud, men da Silje går på toilettet, bliver hundefløjten skinger.

‘Siger Silje aldrig noget derhjemme hos jer?’ Asta ryster på hovedet. ‘Aldrig, men, hun skriger nogle gange i søvne om natten.’ ‘Hvad sker der så?’ Asta kigger på hende, som om hun er sindssyg. ‘Så kommer far selvfølgelig og trøster hende. Det gør han altid.’

‘SILJE, TAGER DU ikke lige din hovedtelefoner af?’ Anne-Sofie løfter ud i sin nieces hovedtelefoner i venstre side, da de sidder i bilen igen, mens hun spørger. Silje trækker på skuldrene. Hiver dem ned om halsen. ‘Jeg tænkte, at vi kunne snakke lidt?’ siger Anne-Sofie med bankende hjerte, som hun får bilen manøvreret nordpå. Bilradioen kører på lavt blus. Siljes tavshed overdøver den. Anne-Sofie kan ikke få startet. Kan ikke finde en åbning. En ny sang begynder i radioen, og det er den eneste julesang hun kan lide, og hun skruer op for fuld styrke, mens hun smiler: ‘Den her sang, den elsker jeg bare. Hør hans hæse stemme…’ Lennon synger ‘So this is Christmas?…’Den udkom den første december 1971. På din fødselsdag. Pudsigt ikke?’ Resten sker i slowmotion.

HUN VENDER SIG mod den 16-årige teenager ved sin side, og ser at Silje holder sig for ørerne, mens hendes underlæbe bævrer og hendes øjne fyldes med vand. Hun prøver at holde sangen ude. Ordene væk. Anne-Sofie ved præcis, hvordan hun har det, for hvis hun sad fanget i en bils metalskrog uden flugtveje og fastspændt mens nogen spillede “Glade Jul” for fuld hammer, så var det sådan, hun ville se ud. Anne-Sofie vil skrue ned, men er så chokeret, at hun i stedet for står på bremsen, og bilen skrider til stop, og de har en hvid varevogn bag sig og den dytter men glider også mod dem, og Anne-Sofie prøver at holde sin arm ud foran Silje og venter på sammenstødet med den bagvedkørende varevogn. Alt sker i slowmotion og hun venter bare på påkørslen. Der ikke kommer.

Bilen bag dem må være bragt til standsning mindre end tre-fire centimeter fra hendes bagende. Varevognen fylder alt i bakspejlet. Lennon synger stadig i et-to sekunder. Silje ændrer ikke positur. Anne-Sofie slukker for musikken. Silje snøfter, men drejer sit ansigt og ser bagud, for at sikre sig, at Asta er ok. Og det samme gør Anne-Sofie. De er okay, eller, Silje er langt fra at være okay. Det ved Anne-Sofie nu. Med vished. Sangen må have spillet på hendes fødselsdag, da det startede. Det passer også med de måneder, der er gået uden hun har hørt sin nieces stemme. Nu hun tænker efter, så passer det perfekt. Og det kan godt være, at Silje ikke har en hest, de kan presse hende med, men hun så blikket Silje sendte Asta sekunder før. ‘Hun beskytter sin lillesøster’ tænker hun ved sig selv.

Føreren af bilen bag dem er stået ud og står og råber. Anne-Sofie tørrer en tåre væk. ‘Er I okay?’ Asta nikker, men Silje bare ser på hende med vrede øjne.

MANDEN STÅR UDE foran hendes vindue og råber ad hende. ‘Sindssyge kælling.’ Anne-Sofie tørrer endnu en tåre væk fra sin kind. Ser mod Asta på bagsædet. Mod Silje. ‘Jeg skal lige pacificere en homo sapiens alpha-han i udbrud. Vent lige her.’ Hun åbner døren. Manden træder tilbage. Så råber han igen. ‘Sindssyge kælling, hvad fanden laver du?’ Bilerne bag dem kører langsomt forbi. Ansigter i vinduerne. Hun læser ham. Et-to sekunder, så har hun ham.

HAN ER OMKRING de 45. Har beskidt arbejdstøj på der ikke har været vasket i flere uger. Hans hvide arbejdsbil bliver kun holdt sammen af god vilje, sejlgarn og skallet lak. Den kommer ikke igennem synet næste gang. Der er skrald på passagersædet foran i kabinen. Slikpapir. Tomme sodavandsdåser. Han er ubarberet. Sorte negle. Hun kan se tomme flasker der hober sig op i hans lejlighed. Frysepizzaer til aftensmad og Pornhub og Netflix-konti der bliver brugt alt, alt for meget. Kører rundt her i weekenden og laver sorte penge, fordi han ikke ved, hvad han ellers skal foretage sig.

Hun tørrer en tåre væk fra sin kind med venstre hånd. Går gennem mulighederne. Boksebolden i træningscenteret kommer ind i hendes tanker. Nogle hurtige kombinationer, som han slet ikke har set komme, og så er han ude, men, det vil nok ikke ændre ved hans opfattelse af hende og kvinder generelt? Tværtimod. Og, han har også fået slag nok af livet, kan hun se. Måske han er en sjælebror? Hun vælger en anden løsning. Den uventede.

‘NOGLE GANGE, SÅ opfører jeg mig faktisk som en kælling, men…du…du skal ikke kalde mig sindssyg’ hun rækker en advarende finger op i luften ‘det skal du bare ikke. Jeg…jeg har det bare hårdt i december, okay?’

Al vreden forsvinder. Hendes udslåede hår, tårerne, hendes ord, hendes sårbarhed. Det er år siden, hvis nogen sinde, han har stået foran en kvinde som hende, og han falder sammen. ‘Nja…altså, undskyld. Det…’ Anne-Sofie træder ind i hans intimsfære, sætter sin pande mod hans, hvisker: ‘Du skal tale pænt til kvinder, okay? Og jeg er ked af, at jeg kom til at give dig et chok. Bremse så hårdt op uden grund.’ Hun står roligt sådan med ham i 20-25 sekunder. Han bliver helt blød. Helt rolig. Og Anne-Sofie er glad for at hun valgte den løsning. Det er det, hun tænker, da hun blinker ud og kører, og ser at han vinker til hende i bagspejlet.

DA HUN PARKERER ude foran sin bros villa i Klampenborg, gør hun det med en dytten. Silje ser på hende med et uudgrundeligt blik. Går ind mod huset. Asta bliver stående ved Anne-Sofie og giver hende et kram, mens Anne-Sofie samtidig rækker ind gennem det åbne bilvindue og holder hånden nede på hornet. Stopper først da hun ser sin bror og svigerinde komme gående imod sig ned ad indkørslen.

‘Faster, kommer du til julemiddag næste søndag hos farmor og farfar? Der er gaver og konfekt og flæskesteg og and og risalamande og farfar plejer at klæde sig ud som julemand og det er så sjovt, og…’ Anne-Sofie får fysiske kramper i maven ved tanken. Synker en klump. ‘Asta, gå du bare. Jeg skal lige snakke med din mor og far. Måske Alexander og jeg kommer på søndag. Måske.’ Asta nikker. Går lidt mut forbi sine forældre for hun kan godt mærke spændingen i luften, men Anne-Sofie registrerer hende ikke rigtigt. Hun ser kun sin tre år ældre bror.
Historien fortsætter under reklamen
sexlegetøj til mænd anal dildo og buttplug
‘DET STOPPER NU. Lige nu. Det du har gang i.’ ‘Hvad?’ siger han påtaget uskyldigt, som han stopper to meter foran hende, og Anne-Sofie kan ikke holde vreden inde. ‘Din…din mother fucker.’ Hun ser mod sin svigerinde. ‘I ordets reelle betydning. Mother fucker!’ ‘Ej…nu synes jeg ikke, at du skal stå og insi…insi…insi…’ Svigerinden giver op. Vælger en alternativ løsning beklædt med mindre og nemmere ord. ‘Jeg synes, at vi skal tale pænt til hinanden, ja?’

‘Nåhhh…, Fie siger jo så meget’ lyder det drævende fra hendes bror. ‘Hun ser spøgelser, og ting der ikke er der. Men, du ved jo godt, at hun var syv måneder på den lukkede, da hun var sytten, så…’

‘Nej. Nej, det er ikke rigtigt’ hvisker Anne-Sofie. ‘Var du ikke på sindssygeanstalten i syv måneder, da du var sytten. Fikseret halvdelen af tiden?’

ANNE-SOFIE FÅR tårer i øjnene. ‘Nej…jeg…kun…kun…kun i fem måneder’ hvisker hun, med en stemme der næsten knækker over. Svigerinden vender rundt. Går op mod huset og sin hvidvin, der har været uden hende i flere minutter på det her tidspunkt. ‘Du skal stoppe. Har du forstået det? Du skal stoppe.’ Hans øjne er kolde som en fisk. Han åbner munden. Siger det, lyden, men, med et ‘e’ på.

‘Nej.’ hvisker Anne-Sofie med blanke øjne. Holder venstre hånd op i luften. Forsøger at lukke ham ned, stoppe lydene fra hans mund, men, det kan hun ikke, og hun må bare væk. Hun ved ikke, hvordan hun får drejet rundt, kommer ind i bilen, startet og kører væk, men det gør hun.

HUN KØRER I ti minutter, uden at vide hvor hun er. Så stopper hun ved et grønt lyskryds og begynder at slå i instrumentbrættet, mens hun skriger med tråde af spyt fra sine tænder. Bilerne bag hende dytter, hun skriger, hun råber, hun banker sine hænder ned i rattet, men lige meget hvor meget støj der er, så kan hun stadig høre sin brors ord. Høre hvordan han cementerede hendes placering i familiens hierarki minutter tidligere:

‘Hoe-hoe-hoe…’

(3 af 4) Læs næste afsnit

1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (61 har stemt, 4,28 af 5)
Loading...
Din emailadresse vises IKKE for andre
3 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Ginger
15. december 2019 13:41

grusom, social arv. Er AS frelseren eller hævneren?

2+
Anonym
15. december 2019 20:36
Som svar til  Ginger

Det ene udelukker vel ikke det andet ?

1+
FruP
15. december 2019 7:55

Kære M
Tak for endnu et afsnit, glæder mig allerede til næste. Der er så mange mulige og umulige slutninger. Er spændt på hvad du finder på.
Btw er den her advents føljeton præcis så sort og twisted som mit december humør. Tak

3+
erotisk pakkekalender til voksne sexlegetøj