Vi kysser igen, hendes hånd har genert bevæget sig ned over mine bryster og mave, kærtegner mine lår


Forfatter: Ida
bittersoedsymfoni2@hotmail.com

Læs første afsnit

Ida:

Det’ sørme, det’ sandt.
Og mit julehumør lader vente på sig.

Mor har ellers gjort sig umage for at købe alt, hvad der købes kunne indenfor julepynt både til inden og udenfor. Så meget faktisk så hun blev nødt til at stille halvanden kasse ned i kælderen.

Ned til de to kasser, der allerede stod der i forvejen.. Men som hun sagde: “Så har vi jo også til de næste år, og nogle af tingene kan jo blive falmet med tiden.. Så det er bare med at få det brugt.”

Orker ikke engang at argumentere mod hendes åbenlyst helt håbløse og ulogiske ræsonnement.

Orker i det hele taget ikke så meget for tiden.

Orker ikke at lave konfekt og lade som om, se på søde, lyshårede Lena som stolt viser sit nougat/marcipan/mandel”kunstværk” til Emil.

“Kan du se, hvad det er, skat?”

“Mhmm, det ligner en..” og så læner han sig kvalmende tæt ind til hendes øre og hvisker, og hun fniser og tjatter til ham.
“Nej altså, det er da en nissemand.”

“Det var da også det, jeg sagde” griner han og snupper en æbleskive til.

“Så er der mere varm kakao, børn,” proklamerer mor-Marianne med en stolthed, som havde hun helt selv opfundet konceptet og vundet adskillige priser for det.

Og hvad filen er det med det joviale “børn?” Giver mig lyst til at opføre mig som et sådant, slynge varm kakao over på englen overfor, selvom den måde hun er over Emil hele tiden mere opfordrer til at hun skal køles lidt ned.

Hendes hånd er igen på hans lår – håber jeg da. Kan jo ikke præcis se, hvor den er.

“Vil du så se, hvad jeg har formet?” spørger min lillebror skælmsk og kysser en rødmende og småfnisende Lena på kinden, mens Bjørn & Okay højsvungen i “Snevalsen” synger om at “i sne, sne, sne, sne ta’r jeg dig til brud, mød mig i valsen, og lad os danse ud.”

Rejser mig brat.

“Jeg går lige en tur” siger jeg til ingen åbenbart, for de to turtelduer har nok i hinanden.

Lena har dog pli nok til at se op og halvhjertet komme med en form for protest som jeg helhjertet ignorerer.

Vader ud i gangen.

“Hvad så, skat?” mor igen.

“Frisk luft..” mumler jeg.

“Bliver det lidt for meget med de to derinde?” siger hun og blinker indforstået og konspiratorisk, noget der sædvanligvis kampirriterer mig, men lige nu er det faktisk ok.

“Mnjaaeh, det..” formår ikke at sige mere, for kan helt irrationelt mærke tårerne presse sig på.

Hun tager om mig.

“Ved du hvad, det kan jeg sørme godt forstå. Det havde da også været dejligt, hvis Alexander også var her.” og som en tilføjelse: “Han er nu sådan en pæn ung mand.”

Kommer til at smile lidt, for det lød som en replik hentet fra tresserne et sted. Men så begynder jeg lige så stille at snøfte, fordi hun jo netop ikke har forstået noget af det hele.

Føler mig skyldig, fordi jeg lader min søde kæreste være den knage, jeg vælger at hænge min vemodighedsfrakke på, og jeg savner ham da, men måske ikke så meget som jeg burde.

“Ved du hvad, gå du nu en tur og så ringer du til Alexander. Han savner uden tvivl også dig.” Får et klem og et opmuntrende smil.

Og det gør han jo. Smiler halvt tilbage, går ud og ringer. Og så er han i mit øre, helt levende, nærværende og glad.

“Hej smukkesen. Der var du jo. Sjovt, jeg var lige ved at ringe til dig. Hold kæft, hvor jeg savner dig. Julen er bare ikke det samme uden dig.”

Hans stemme får mig som altid til at smile lidt, bliver varm indeni og husker på, hvorfor det er vi er sammen.

Han er loyal, har aldrig og kunne aldrig drømme om at være mig utro.. i modsætning til mig, som allerede har…

“I ligeste måde” sukker jeg, går lidt rundt om vores hus, og piller lidt ved en opsats.

“Det er bare fordi.. Emil og Lena er bare så; kæresteagtige. Der er slet ikke plads til.. nogen andre.”

Tavshed.

“Og det fik mig bare til at længes sådan efter dig” siger jeg hurtigt, og det er ikke helt usandt.

“Nåårh, det forstår jeg da godt, pus. Men i morgen er vi sammen. Jeg kommer så hurtigt jeg kan slippe af sted med det, det ved du.”

Smiler igen, opdager jeg har fået noget glimmerstads på hånden.

“Det ved jeg, men du må ikke springe den frokost over. Du véd, hvor skuffet din mor bli’r.”

“Hvorfor ikke? Vil da meget hellere sætte tænderne i dig.”
Og sådan fortsætter vi en fem minutters tid endnu, mens jeg går rundt.

Emil:

“Blev hun sur?” siger Lena og kigger efter Ida, som smækker yderdøren bag sig.

“Næeh. Hun savner vel bare Alex. Skulle du ikke se, hvad jeg havde formet? Jeg tror næsten jeg kunne blive keramiker med den her.”

Lena tager ikke blikket fra entréen, mens hun siger:
“Jeg tror ikke, hun kan lide mig.”

Please, ikke den samtale igen.

Sukker og lægger mit ellers, synes jeg selv smukke kunstværk ned på bordet. Det skulle bare males lidt, så ville det måske ligne Idas;

Stopper mig selv i en ellers alt for lang tankerække.

“Jo, hun kan, søde. Hun er bare lidt.. reserveret sommetider.”

Ved Lena fra første gang hun så min søster har næret en næsten uhyggelig form for beundring for hende. Kan ærligt talt ikke finde ud af om det er fordi hun gerne vil ha’ en storesøster som hende, vil være hende eller noget helt tredje.

“Eller også kan hun bare ikke lide at du har sex!” hendes hånd slår i bordet lige ved siden af mit pragteksemplar, mens hendes blik er i mit, hendes blå øjne lyner lidt – sådan har jeg aldrig set hende før.

“Hey, slap lige af. Hvis du havde søskende tror du så selv du ville bryde dig om at se dem.. altså gør alt muligt med nogen?”

“Hmm, nææh.” nøler hun.

“Ville jeg nok ikke.”

Nej, vel? Kan da godt forstå, hvis hun bliver lidt jaloux på os to.” Lægger armen omkring hende igen, kysser hende, ville have ramt hendes kind, men hun drejer hovedet så vi kan kysse på munden.

Som kærester jo gør.

Så det gør vi. Med tunger, der mødes og leger og hænder, der stadig finder glæde i at udforske og opdage hinanden. Mine hænder elsker stadig hendes bryster, og de virker heller ikke som om de har noget imod mig, da min hånd glider ned foran i hendes bluse og hun stønner, presser sig mod mig.
Og så kan jeg høre yderdøren smække.

Lena:

En rødkindet Ida mosler sig ind i entréen og så ind til os. Hendes hår er lettere uglet, og hun ser så irriterende smuk og dejlig ud.

Uforvarende kommer hun over mod mig, lægger armene omkring mine skuldre så hendes bløde bryster hviler mod mig og siger:
“Du må virkelig undskylde, hvis jeg virkede afvisende før. Min bror kunne ikke ha’ fået én bedre end dig. Jeg savnede bare min kæreste.”

“Øh, ja.. Jamen det er da helt forståeligt” stammer jeg, mens jeg kan se Emil lave “hvad sagde jeg”-øjne, hvilket irriterer mig, men hendes duft distraherer mig. Frisk luft og en diskret parfume.

Sig noget:

“Øhm, vil du gerne lave en fransk fletning på mig? Til i aften, mener jeg. Jeg får altid så ondt i skuldrene når jeg selv..” flyver det så ud af mig, mens jeg kigger på hendes fletning som er blevet lidt løs, så nogle få lokker omkranser hendes ansigt.

Så dumt sagt – helt ærligt, tag dig sammen, Lena!

Men hun tager det åbenbart køligt.

“Selvfølgelig, kom med.”

Og vi rejser os, hun tager min hånd og gelejder mig ind på hendes værelse, som slet ikke ligner mit.

“Hallo!?” lyder det forurettet bag os. “Skal jeg så bare sidde her helt alene?”

“Du kan jo arbejde på dit kunstværk” siger Ida og blinker til ham over skulderen.

Kladdehæfter og bøger fylder en del, og der er mange farver.
Jeg har holdt mit i diskrete blå nuancer, så jeg ville fremstå sofistikeret, men på Idas seng troner en blå/lyserød tøjelefant og på én eller anden måde virker det ikke barnligt. Jeg selv har for længst fjernet alt, der kunne minde om barndom, men synet af den giver mig lyst til at kramme den og får mig til at fortryde jeg smed mit eget elskede tigerdyr ud.

Gik jo ikke at have den liggende, når jeg nu gerne ville ha’ mit helt eget Emil-tigerdyr til at ligge i sengen i stedet for.

“Så,” siger hun og vender en kontorstol mod mig, så jeg sidder omvendt på den og kan hvile armene på ryglænet.

“Jeg friserer dig lige lidt. Hvor har du noget smukt, kraftigt hår” siger hun konstaterende, mens hun vimser rundt, sprayer og gør ved, og når hendes varme, kyndige hænder strejfer min hals for at stryge noget hår væk tager jeg mig selv i at rødme.

“I lige måde. Du burde forresten overveje at blive frisør.”
“Heh, har jeg skam også. Men min far vil helst jeg læser jura eller sådan noget.”

“Jeg overvejer at studere jura. Altså indenfor familieret og sådan,” siger jeg og kigger ned, men så skråt op på hende.
“Åh?” hænder pauser i hår. Før hun fortsætter.

“Fortæl mig endelig, hvad du finder ud af. Nå, se, hvad synes du? Skal vi bruge en sløjfe eller en elastik til enden af den her?” spørgende blik mens hun holder et lille spejl foran mig med hovedet på skrå. Hendes øjne glimter og jeg siger “en.. øhm, el..”

“Vi tager sløjfen,” bekendtgør jeg.

“Se, den er rød og med små stjerner på. Passer perfekt til anledningen.” Fæstner den forsigtigt, glatter og inspicerer, læner mig frem og kysser hende på panden og hvisker:

“Den her vil Emil ikke kunne stå for.” Retter lidt på fletningen igen, kigger så en lettere forvirret men også beslutsom Lena i øjnene, da jeg kysser hende på munden. Og hun kysser godt.

Undrer mig hun ikke tøvede, but who am I to talk?

Hendes hænder har lagt sig omkring min nakke, omkring min fletning, som hun pludselig hiver i så det strammer lidt i hovedbunden og siger, at min da også er meget pæn.

Min hånd er på hendes ene bryst, klemmer, kærtegner og nyder hendes rødmende kinder. Hun lægger sig halvt ind over mig før kontorstolen skrider væk under hende, men jeg når at gribe hende med to hænder under hendes lille pariser.

“Ups.” Kærtegner hendes kind keep your enemies close, men lige nu føles stemningen langt fra fjendtlig.

Vi kysser igen, hendes hånd har genert bevæget sig fra at holde om mit hår til ned over mine bryster og mave, kærtegner mine lår og inderlår, undrer mig hun har gjort mig lidt våd, men det har hun kan jeg mærke.

Hendes fingre mod mit skød, prøvende, min hånd er under hendes røde bluse, stønner og kysser hendes hals, mens hun forsøger at lirke en hånd ned i mine trusser.
Historien fortsætter under reklamen

Og så braser Emil ind, kigger lettere forvirret rundt, opfanger situationen før han bebrejdende ser på mig og siger:

Emil:

“Hvad laver du søs?” i et, kan jeg godt høre lidt for skarpt tonefald, mens jeg ikke kan finde ud af, hvem af dem jeg er mest jaloux på.

3 kommentarer

1. Tabutissemanden

   17/12/2025 kl 10:02

   En historie, man godt gad at være del af

   1+

   Besvar kommentar
2. SxyCat

   17/12/2024 kl 0:04

   Wow! 🤩 Kan ikke finde ud af, hvem jeg er mest jaloux på. Bliv endelig ved, Ida💖

   1+

   Besvar kommentar
   • Ida

     17/12/2024 kl 22:02 - som svar på SxyCat

     Mange tak! 😊🙇‍♀️

     0

     Besvar kommentar