især nye og smukke skibe, søgte mod nord til spændende, men også farlige farvande

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com

Advarsel: Ingen sex.

Der var engang en havn, højt mod nord, hvor vindene piskede og bølgerne tordnede.

Fra denne sikre havn sejlede skibene ud. De fleste søgte sydpå til trygge farvande, men mange, især nye og smukke skibe, søgte mod nord til spændende, men også farlige farvande.

De skibe, der udforskede disse spændende områder, var alle tilknyttet hver deres specielle slæbebåd, der både vejledte dem, og skulle redde dem sikkert gennem farer der måtte opstå.

Gamle Tug var en af områdets mest erfarne slæbebåde. Den havde gennem tiden sendt nye og unge både ud på store eventyr, og hver gang sikret sig, at bådene havde klaret deres tildelte opgaver uden nogen rigtige skader. Men igen og igen oplevede han, at skibe, der arbejdede sammen med andre slæbebåde blev pålagt opgaver de ikke kunne klare, så de blev skadede, eller i de værste tilfælde sank i de mørke, kolde, stormfulde vande.
Det var frygteligt at overvære for den erfarne slæbebåd, og særligt slemt var det for den, når en båd, der tidligere havde arbejdet sammen med Tug, valgte en ny slæbebåd, og derefter kom til skade.

Tug arbejdede naturligvis med et stort antal flotte skibe. I nogle tilfælde fik disse skibe kun ganske lette opgaver, men i enkelte tilfælde blev de sendt helt derud, hvor det virkeligt var farligt. Men hver gang var Tug der, og bjergede sin partner frelst gennem udfordringerne.

Men mellem alle de skiftende partnere, arbejdede Tug igen og igen sammen med havnens smukkeste skib, Malene, som samtidigt var blandt de mindste og nyeste.

Tug sendte aldrig Malene ud på hårde eller farlige opgaver, for det mente den ikke, at dette helt nye skib var klar til. Når de talte om emnet, var Malene meget svingende i sine meninger. Ofte følte den sig draget mod de værste opgaver. Opgaver, der med sikkerhed ville have efterladt Malene med et skrog, totalt stribet af skader. Men andre gange gav den Tug ret i, at den ikke skulle prøve den slags opgaver, især ikke fordi den allerede havde skader fra dens allertidligste sejladser.

I en lang periode fungerede samarbejdet mellem Tug og Malene egentligt godt. Tug sendte kun Malene på opgaver i de sydlige, varme og trygge vande. Ganske vist talte de meget ofte om det spændende Nordhav, men Tug holdt fast i, at det ikke var noget, Malene var klar til. Og selv om Malenes fantasi hele tiden kredsede om sådanne sejladser, fulgte hun rådene fra den erfarne slæbebåd.

På egen hånd sejlede Malene flere gange mod vest. Oplevelserne her var barske, selv om de havde en anden karakter end i de nordlige farvande. I vandene mod vest, kunne et ungt skib så let blive skadet, men udfordringerne var slet ikke tilrettelagt og kortlagt, som sejladserne i det kolde vand mod nord.

Der lurede så mange farer derude i de vestlige farvande. Ud over ikke kortlagte skær, skiftende sandbanker og voldsomme orkaner, var der også beskidte, grådige piratskibe. Malene havde ikke evner til at begrænse sig, og gang på gang kom den hjem fra turene mod vest med rigtigt slemme skader.
I de værste tilfælde, havde den pådraget sig speciel opmærksomhed fra forskellige af de hærgende piratskibe, og kom nedbrudt ind i den sikre havn, hvor den rystende og ødelagt fortalte sin gamle ven Tug, at nu var der ikke længere nogen redning for den. Malene var flere gange på nippet til at give op, og til at lade piratskibene tvinge den til forfærdelige ting. Hver gang påtog Tug sig opgaven med at få Malene på ret køl, og efter en forfærdelig periode virkede det til, at Malene omsider havde fået styr på sin mærkelige trang til sejlads i de farlige og ødelæggende vande mod vest.

Malene talte stadigt med Tug om de mystiske vande mod nord. Vandene, der var farlige på en helt anden måde. Hvor der trods alt var kort og stramme regler, men hvor udfordringerne til gengæld ofte var meget hårdere. Men vennen afholdt sig stadigt fra at sende Malene ud på de sejladser, selv om den ellers ind imellem sendte andre smukke både derop.

”Selve Malenes indstilling var problemet”, forklarede Tug. ”Med den rigtige slæbebåd KUNNE det måske blive en god tur for Malene, men fik den kontakt med en af havnens utallige uansvarlige og egoistiske slæbebåde, så ville et smukt skib med Malenes indstilling og tankesæt være helt fortabt.”

Men i det lange løb kunne Tug ikke holde Malene væk fra det hav, som den i den grad følte sig tiltrukket af. Og som om Malene ville trodse Tug mest muligt, valgte Malene at blive styret af netop den slæbebåd, Tug havde advaret allermest imod, den gamle, ondskabsfulde Dancer.

Dancer sendte Malene på flere missioner, men det viste sig hurtigt, at Malene ikke kunne klare sejllads i det farlige Nordhav. En gang var den var ved at forlise, men stik mod alle aftaler undlod Dancer at hjælpe den. I en voldsom orkan måtte Tug sejle mod nord for at redde sin ven.

Bølgerne var høje som tårne og vinden hylede som plagede ånder. Malene blev kastet hjælpeløst rundt af de vilde vover, og drev helt ude af kontrol. Tug fik kæmpet sig op på siden af den smukke båd, men det virkede umuligt at få en slæbeline over, og bølgerne og stormen var ved at presse Malene ind mod en særligt ondskabsfuld gruppe af savtakkede skær.

I sin fortvivlelse råbte Malene til sin ven: ”Denne gang klarer jeg den ikke. Lov mig at lægge en Blå rose på mit vrag.”

Men Tug ville ikke lade sin ven give op. Han pressede sig ind mellem den smukke båd og skærene, og fra den vinkel lykkedes det at få skudt en slæbeline over. Og efter at have kæmpet sig igennem den piskende orkan en hel dag, kom de to udmattede både ind i deres hjemhavn.

Malene havde slemme skader fra turen. Skader der måske aldrig ville gå væk. Og også Tug var blevet skrammet. ”Jeg kan nok ikke klare mange flere ture af den slags, min smukke ven”, sagde han til Malene, der nedbrudt lå ved kajen og ventede på, at skaderne ville blive udbedret.

Alle følgerne af den grusomme tur blev udbedret på det smukke skib. I hvert fald blev alle skrammerne dækket af reparationer og ny maling. Men dybt inde følte Malene stadigt skaderne.

Der fulgte nu en rolig periode, hvor Malene og Tug var mere sammen, end de før havde været. Tug sendte Malene på mange dejlige ture i de rolige, varme sydlige have, og ofte sejlede de sammen. For begge både var dette en lykkelig tid.

Men den drift, der drev Malene mod de farlige, nordlige vande, og mod de upålidelige, med spændende slæbebåde, var kun blevet stærkere, og i det lange løb kunne den ikke holdes nede. Malene havde dog lært noget, og holdt sig helt væk fra Dancer.

Men hun fandt en anden slæbebåd. En mystisk, gammel båd, der hed ”Mørket”. Allerede fra sin første samtale med Mørket, følte Malene sig som forhekset. Selv om denne båd stillede krav, der var så store, at det forekom urimeligt, tiltrak det bare hende endnu mere. Kun det, at Mørket nævnede, at det måske blev nødvendigt at forbyde kontakt mellem Malene og Tug generede Malene, men den følte inderst inde, at selv den ordre ville den følge, hvis den blev givet. Dog var Malene lykkelig for, at dette åbenbart ikke skete nu.

Kontakten til Tug blev dog meget begrænset, for som Malene forklarede: ”Al min tid tilhører Mørket.”

Den smukke båd blev sendt på yderst farlige ture i det nordlige hav, mellem de farligste rev. Og allerede ved den første sejlads blev to dele af det smukke skibs forparti alvorligt og blivende beskadiget.

Senere fæstnede Mørket en helt specielt bolt midtskibs på Malene, som symbol på, at den nu sejlede under Mørkets kommando.

Det smukke skib var indstillet på, at uanset hvor vilde ture Mørket sendte hende ud på, så ville hun gennemføre dem. Mørket og Malene aftalte, at Malene ingen begrænsninger måtte sætte, og ikke selv måtte have meninger om farligheden af opgaverne.

Men trods den indstilling Malene havde, gik det galt gang på gang. Kravene fra Mørket var FOR store, og flere gange måtte Tug ud og bjerge båden, når den var i fare for at drive op på skærene. Det foregik hver gang i de farligste område af det revfyldte Nordhav, og Tug følte godt, at han ikke i længden kunne klare dette.

Andre gange forblev Malene i havnen, men søgte væk fra Mørket. Så fortalte den, hvor bange den var for Mørket, og at den ikke vidste hvad den skulle gøre, for at komme fri af indflydelsen fra den mystiske slæbebåd.

Nogle gange, når Malene var mest fortvivlet, talte den med sin gamle ven, om sin store lyst til at sejle alene op i Nordhavet, og helt bevist påsejle et af de farligste rev.

”Hvis jeg en dag gør det, så husk den Blå rose”, sagde den smukke båd ofte til sin ven, når tankerne var mest sorte.

Tug forsøgte at opmuntre sin ven, men opdagede, at der var et mønster i begivenhederne. For hver gang den havde fået Malene i humør igen, tog det smukke skib ud på en af de farlige missioner, den blev pålagt af Mørket. Den gamle båd kiggede hver gang i fortvivlelse efter sin ven, når denne sejlede ud til udfordringer, som Tug med sikkerhed vidste, ikke ville være sunde for den unge båd, der allerede havde så mange skjulte skader, der kun var dækkede af nødtørstige reparationer.

Så en dag sendte Mørket igen Malene afsted. Opgaven var i det store rev, et område, som selv de allermest erfarne og ekstreme Nordhavs sejlere altid undgik. Det var simpelthen for farligt. Og for at gøre det hele endnu værre, lovede meteorologerne orkan.

”Bliv hjemme, Malene. Den opgave kan du umuligt klare.” Tug tiggede sin ven om at blive i havnen.

Men Malene ville sejle. ”Mørket ville aldrig sende mig afsted, hvis ikke det var en opgave, jeg kunne klare. Jeg stoler helt på dens afgørelser.”
Med de ord sejlede det smukke skib forventningsfuldt ud af havnen.

Bekymret fulgte Tug vejrmeldingerne, og da der kom meddelelser om, at orkanen ville ramme netop det område med al sin kraft, og at den var ved at udvikle sig til århundredets største orkan, kiggede den forundret over på Mørket. Hvorfor sejlede denne slæbebåd ikke ud for at hjælpe, nu den havde en båd i overhængende fare i det stormomsuste Nordhav?

Men Mørket hyggede sig bare med et andet lille, næsten nybygget skib, og gjorde ikke mine til at ville sejle.

Fortvivlet kastede Tug los, og forlod havnen. Tugs venner mellem de ansvarlige slæbebåde, og de smukke skibe der havde sejlet i samarbejde med den, råbte efter Tug, at den skulle blive i havnen. I denne orkan ville INGEN slæbebåd kunne klare en bjergning i Nordhavet. Tug hørte råbene, men hylede bare med sit tågehorn, og sejlede ud i de frådende bølger.

Det tog mange timer at nå det store rev, og den gamle slæbebåds fortvivlelse steg, da den undervejs modtog et nødopkald fra sin smukke ven, der fortalte, at den var i en fortvivlende situation nær revene, og ikke havde motorkraft nok, til at holde sig fri af dem.

Tug satte motoren på fuld kraft, for første gang i mange år. De sidste eftersyn havde afsløret, at alle dele i motoren var slidte, og der var blevet hængt en seddel på motoren med en advarsel om, at halv kraft var alt hvad der var ansvarligt med den gamle båd. Men nu tvang Tugs enorme motor ham frem gennem de vældige mure af vand, i et fortvivlet forsøg på at nå sin smukke ven i tide.

Da Tug nåede frem, var Malene allerede drevet ind mellem revene. Men som ved et mirakel var den endnu ikke stødt mod noget skær. Det lykkedes at få slæbelinen fastgjort, men bådene var nu langt fra det åbne hav, og sejlturen derud skulle foregå i en smal og farlig kanal mellem de livsfarlige skær, op mod både gigantiske volde af bølger og den hylende orkan.

Det første stykke gik godt, om end Tug måtte anstrenge motoren på en måde de aldrig var blevet brugt før.

Men da kanalen drejede, og nu pegede direkte ud i det åbne hav, blev kraften fra de enorme bølger så enorm, at de 2 skibe knapt bevægede sig frem. Længe kæmpede de i tavs fortvivlelse, men trods de umulige odds, så det ud til, at de ville overvinde naturkræfterne.

Så lød et fortvivlet skrig fra Malene, og Tug mærkede i samme øjeblik, at belastningen på slæbelinen blev endnu større.

”Ventilen på min motor er røget. Al olien er løbet ud. Jeg har en reserve ventil, men ingen olie. Og min motor kan umuligt fungere uden. Nu er jeg redningsløst fortabt. Red dig selv, gamle ven.” Råbet var næppe hørligt gennem det frådende uvejr.

Tug følte, at de blev trukket baglæns. Selv om slæbebådens motor var næsten uendeligt meget stærkere, end motoren på det smukke skib, kunne den ikke dette uvejr klare bugseringen, uden hjælp fra skibets egen motor. De ville være fortabte, hvis ikke Malenes motor omgående kom til at fungere. Ikke et sekund overvejede Tug at kappe slæbelinen.

Tug måtte træffe en svær beslutning. Der var ikke reserve olie på båden. Den eneste olie lå i dens motor. Desperat åbnede Tug nogle ventiler, og tappede den mængde olie af, som han mente motoren i Malene manglede. Via slæberebet blev dunkene sendt over.

”Skynd dig at påfylde olie på din motor. Vi har ikke meget tid.”
”Vidunderligt at du havde reserveolie”, jublede Malene. ”Nu klarer vi den måske alligevel.

Tug svarede ikke, men trak bare endnu hårdere.
Med 2 fungerende motorer lykkedes det efter lang tids kamp at komme helt fri af revene.

Malene udstødte et glædesudbrud, men Tug kæmpede tavs videre. Den mærkede alt for tydeligt, at motoren hakkede. Med alt for lidt motorolie kørte maskinen dårligere og dårligere. Og de havde stadigt en lang tur hjem gennem århundredets største orkan.

Desperat mærkede Tug, at hans motor langsomt blev skadet, og ydede dårligere og dårligere.

Også Malene mærkede forandringen, og spurgte bekymret, hvad der var galt. Men Tug svarede ikke. Den kæmpede blot endnu hårdere.

Til Tugs fortvivlelse begyndte motoren at overophede. Næsten uden olie kunne motoren ikke fungere ordentligt, og kølesystemet kunne ikke holde temperaturen nede. Der vældede sort røg op af maskinrummet, og kun fordi havnen var i sigte, kunne Tug samle kræfter til en sidste indsats.

”Hvad har du dog gjort”, lød det fortvivlet fra Malene, der endelig forstod hvor den olie, der havde redet dens motor var kommet fra. ”Det er jo helt tåbeligt. Din motor kan heller ikke arbejde uden olie.”

Tug brummede. ”Min motor er gammel og sej. Den kan holde til ting, som ville ødelægge de nye motorer.”

Med en motor, der hakkede og lød som et tærskeværk, passerede Tug ydermolen, og lige da der udbrød en mindre brand i maskinrummet, gled den udslidte slæbebåd ind til kajen.

Begge både blev grundigt efterset. Selv om Malene havde fået slemme skader i orkanen, kunne det udbedres. Men reparatøren vidste ikke, hvad han skulle gøre med motoren i Tug. Den gamle slæbebåd var alt for udslidt til at det kunne betale sig at sætte en ny motor i. Så den gamle blev repareret så godt som det var muligt. ”Så må den gamle båd sejle, så længe motoren kan tikke. Men jeg tror ikke, at den holder særligt lang tid”, sagde reparatøren.

Malene var fortvivlet over, at Tug havde givet hende sin egen motorolie.
Men Tug smilede bare roligt og vemodigt. ”Vi får nok ikke flere smukke sejladser sammen. Men vi har haft en dejlig tid, og den ville jeg ikke bytte for noget.”

Den gamle slæbebåd kiggede over molen, til det sted hvor udtjente eller ødelagte skibe lå til ophugning.

”Når de slæber mig derover, vil jeg blive glad, hvis der ligger en Blå rose på mit fordæk.”

18 kommentarer

1. tøsen

   23/08/2024 kl 17:36

   Hvor er De dog en fantastisk eminent og alsidig forfatter. De formår at skrive i forskellige genrer og ligeledes at sætte diverse følelserne igang i læserne.
   Denne novelle adskiller sig fra meget andet jeg har læst fra Deres hånd, men hold nu op hvor den hiver mig som læser der kan læse mellem linjerne ind i den og påvirker mig dybt.
   Sagt på en anden måde…
   for ind i …….. da også. Græder da snart. Føler kampene, håbet, svigtene og ikke mindst kærligheden.
   Og nu hvor jeg kender historien bag understreges det jeg følte undervejs blot endnu mere.
   KÆMPE KARDO til Dem Kaptajn.
   P.S. Er glad for at høre at Malene blev klogere og er godt på den anden side nu.

   1+

   Besvar kommentar
2. Florence

   20/02/2021 kl 8:36

   Virkelig smukt skrevet, meget medfølende, specielt efter jeg også har læst noget af dit andet. For mig en rigtig dygtig dominerende partner, der passer på, udfordrer og lytter.
   Well done.

   Kærligst Florence

   4+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     20/02/2021 kl 19:19 - som svar på Florence

     Det eventyr du roser, betyder rigtigt meget for mig. Jeg er rigtigt glad for, at du kan læse så meget mellem linjerne i teksten.

     Og nu ved jeg jo, at du selv debuterer som forfatter herinde en af de første dage. Jeg glæder mig meget til at læse din første novelle.

     2+

     Besvar kommentar
3. Lee

   17/01/2020 kl 11:05

   . Dette er første gang jeg kommentere. Jeg har dog fulgt dine fortællinger i en del år. Denne er en meget smuk og dog så vemodig fortælling, som jeg følte skulle have en bemærkning på vejen.
   Du må meget gerne skrive retur, hvis du ikke mener min kommentar er fyldestgørende.
   Mvh

   5+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     17/01/2020 kl 19:22 - som svar på Lee

     Tak Lee
     Det er altid dejligt, når man hører fra “nye” læsere, som tilkendegiver, at de har fulgt mine skriverier herinde. At du så tilmed vælger at kommentere på en så “anderledes” novelle som denne, gør min glæde endnu større.
     Har du læst det digt, der på en måde beskriver fortsættelsen/afslutningen af mit forhold til “Malene”?
     Ellers er der et link til det her:

     Tindrende Stjerne

     Forresten kan jeg nu fortælle, at “Malene” er kommet helskindet ud af sin forbindelse med “Mørket”, og at pigen i hvert fald selv nu siger, at hun har det rigtigt godt.

     Hvem er du? Må jeg få lidt mere at vide om dig?

     Med interesse

     Kaptajn Bligh

     4+

     Besvar kommentar
4. Sunsum

   01/06/2019 kl 13:37

   Hej Kaptajn
   Sikke et dejligt eventyr, som på mange måder beskrive meget smukke og unik følelser mellem to.
   De er virkelig god til at udtrykke dig på skrift, hvilket jeg er meget imponeret over.
   -SunSum

   4+

   Besvar kommentar
5. Månestråle

   29/09/2018 kl 0:39

   Smukt,dybt,sårbart,levende,hjerte kjærende,med mer.Man blir berørt af at lese…

   Tak for din utlevering af en ..Har ik ord..

   4+

   Besvar kommentar
6. SubTøsen

   28/01/2018 kl 22:30

   En novelle, der går lige i hjertet ?

   5+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     30/01/2018 kl 20:23 - som svar på SubTøsen

     Tak søde.
     Den er bestemt også skrevet direkte fra mit hjerte.

     3+

     Besvar kommentar
7. Legebarnet

   28/01/2018 kl 20:19

   Først, tusinde tillykker med dine meget fine placeringer! Som en af dine mange faste læsere, kan jeg sige Fuldt Fortjent – om end du selvfølgelig skulle have haft 1.pladsen 😉
   Den Blå Rose… smuk symbolik hvor hoved”personerne” træder klart i karakter. Man er ikke i tvivl om, at den smerte du beskriver for “Tug” er dybtfølt og en virkelighed “Tug” har gennemlevet, og er blevet præget af.
   “Mørket/Rosen” der ligeledes har kommenteret, kan tilsyneladende tydeligt se sin rolle i novellen, hvilket i sig selv er meget sigende…..
   Knus fra Legebarnet

   4+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     29/01/2018 kl 19:46 - som svar på Legebarnet

     Tak for den flotte kommentar, legebarn.
     Jeg kender jo din glæde både ved novellerne, OG ved selv at udleve dine BDSM fantasier, OGSÅ når du ind i mellem går ind i ret hårde forhold.
     Så du har nok et bedre udgangspunkt end mange andre for at forstå novellen og dens symbolik.
     Kommentaren fra Rosen/Mørket står jo for HANS regning. Jeg gyser, når han påstår, at “Malene kan klare mere end jeg tror” , og at “Malene bliver passet på, hun er i trygge hænder”.
     Det får mig til at tænke på et lam, der bliver “beskyttet” af en ulv.
     Det er jo PRÆCIS DET, jeg har forsøgt at holde hende fri af.

     Men tak for, at du deler min glæde over eventyret og dets symbolik.

     107+

     Besvar kommentar
8. Rosen

   26/01/2018 kl 10:41

   Well done, Kaptajn, well done. Malene kan klare mere end du tror, og havde du givet hende mere plads, mere tillid, så er jeg sikker på Malene ikke have et så stort behov for at prøve noget nyt og vildt. Du kender Malene. Altid spontan. Malene bliver passet godt på, hun er i trygge hænder, og hun ser verden som sit eventyr, et godt eventyr.
   Malene har sin rose på sig hele tiden, som symbol og minde.
   Malene giver ikke en fuck :p

   2027+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     26/01/2018 kl 12:30 - som svar på Rosen

     WOW, sikken en besked.
     Aldrig har en besked under en af mine noveller sat mine tanker så meget i gang.
     Beskeden er jo tydeligvis skrevet af en, der kender forholdet mellem mig og “Malene” i detaljer.
     Jeg ville ønske, det var skrevet af Malene selv. Men skrivemåden, hvor hun omtales i 3.die person, antyder noget andet.
     Så er der 2 piger, der har dette kendskab til os. Og op til 3 mænd, som hun MÅSKE har fortalt det hele.
     Og jeg har en vis frygt for, hvem der nok har skrevet dette.
     At hun har sin rose på sig……
     Jeg kan ikke huske motivet på en ring hun havde, men måske var det en rose.
     At hun bliver passet godt på…..
     Det kan jo være en sympatisk ung mand fra Randers.
     Men det kan også være det uhyre, der i eventyret er beskrevet som Mørket, der har de forskruede tanker om sin egen, syge rolle.

     Tankerne om, hvad jeg havde kunnet gøre anderledes har jeg selv. Jeg tænker dem hver eneste dag. Om end jeg ikke kan se, at jeg på noget tidspunkt har undladt at give hende plads.

     Det er sikkert sandt, at Malene ikke giver en fuck.
     Men Prinsessen vil altid eksistere på sin egen, specielle plads i mit hjerte.

     154+

     Besvar kommentar
9. Laura

   08/01/2018 kl 14:16

   Kære Kaptajn

   Tak for den måde du skriver på, ingen anden skriver så der dannes billeder i min fantasi som du gør,

   Knus Laura

   5+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     08/01/2018 kl 14:31 - som svar på Laura

     Tak Laura.
     Jeg er glad for, at du kan lide den måde jeg skriver på, hvad enten det er almindelige noveller eller disse lidt mere kunstneriske eventyr.
     Har jeg ret i, at du er den Laura, som jeg snart længe har skyldt den tredje novelle?

     5+

     Besvar kommentar
     • Laura

       08/01/2018 kl 14:45 - som svar på Kaptajn Bligh

       Hej Kaptajn

       Ja og jeg glæder mig.

       Knus Laura

       5+

       Besvar kommentar
       • Kaptajn Bligh

         08/01/2018 kl 21:52 - som svar på Laura

         Og jeg glæder mig til at skrive den novelle.
         Du VED det er om et emne, der tænder mig, og at jeg venter med spænding på, hvad du synes om det.

         Men der kom lige pludseligt et nyt eventyr i vejen.
         Jeg skal lige have skrevet : “Hvor markblomsterne vajer”, før jeg kan skrive “Alt for mange orgasmer.”

         3+

         Besvar kommentar
10. Hende den Stille

    08/01/2018 kl 12:06

    Kære Kaptajn.

    Smukt skrevet!
    Og som eventyret tydeligt beskriver, så er der nogen personer i ens liv, man er villig til at se døden i øjnene, for at hjælpe.

    Venlig hilsen
    Hende den Stille

    8+

    Besvar kommentar