Den Prægtige Rosenbusk

Men nu skete katastrofen. Damen, der havde plejet rosenbusken så dygtigt var blevet gammel, og så en dag kom hun ikke mere

ADVARSEL: Der er ingen sex i denne historie

Forfatter: Kaptajn Bligh

Der var engang en pragfuld have. Den lå langt fra alfarvej, oppe i det yderste del af nord vest Jylland, i det område de lokale kaldte Thy.

I denne have voksede så mange skønne blomster, men alle var enige om, at Rosenbusken, med de fantastiske smukke velduftende lyserøde blomster var skønnere end alle andre. Og alle flokkedes om den, og ville fotograferes med den.

Alle var enige om, at rosenbusken var den sundeste, stærkeste og mest livskraftige plante i hele den skønne have.

Men rosenbusken bar på en grusom hemmelighed, under sit stærke ydre. Ingen vidste, at det var en kinesisk rose, der, under de rette forhold, kunne vokse sig stor som en syrenbusk, og skønnere end nogen anden plante i hele verden.

Men i plantens spæde ungdom, havde en have arbejder mishandlet rosenbusken så grusomt. Han havde plantet den ud, lige op ad en masse murbrokker, der forhindrede rodnettet i at vokse den vej. Og da den var en græsplæne lige op af rosenbuskens anden side, satte havearbejderen en metalplade ned i jorden for at markere kanten af græsplænen.

Men denne metalplade overskar alle rosenbuskens rødder. Planten led så forfærdeligt, men ville ikke vise svaghed. Den kæmpede tappert for kun at vise styrke, så ingen af gartnerne opdagede hvor forfærdeligt den led.

Langsomt var rosenbusken dog ved at tabe kampen, og ville være gået ud, hvis ikke en gammel dame havde set, at busken slet ikke trivedes, men derimod led så forfærdeligt. Hun behandlede busken med kærlighed, og under hendes plejende hænder blev rosenbusken hel. Den voksede, og blev stærk, indtil den dag, da alle syntes den var den skønneste plante i hele haven.

Omkring rosenbusken var andre planter. Lige op ad den, mod øst, stod en anden smuk blomsterplante, kun en anelse større. Og da vinden jo oftest var i vest, trivedes denne plante så godt i det læ, som rosenbusken hele tiden sørgede for. De to buske blev bedste venner og den anden busk var så dybt taknemmelig for al den hjælp den modtog fra den stærke rosenbusk.

Lige bag dem voksede en dejlig, blomsterløs busk. Den gav altid læ og trykhed for rosenbusken, og endnu før den anden blomsterbusk blev plantet der, var der et helt specielt forhold mellem rosenbusken, og den blomsterløse busk. Rosenbusken var så uendelig tryk ved denne store busk, og elskede den, om end den syntes, at den blomsterløse busk var lidt kedelig.

Da rosenbusken havde stået i have i hele 22 år, voksede den første lille aflægger af den prægtige plante op i trykt læ af den blomsterløse busk

Ud over disse to buske, betød gartnerne mest for rosenbusken, og da den var 23 år, havde den kendt 3 overgartnere, der alle havde plejet den med megen blidhed. Men ingen havde set de problemer, den havde med murbrokkerne og metalpladen. Så Rosenbusken led i stilhed, og var stolt over at være stærk, og aldrig bede andre om hjælp. Den havde især det princip, at den aldrig lukkede andre planter ind. Ingen skulle se de skader, planten havde været udsat for. Alle gartnerne prøvede at trække rosens mange grene fra hinanden, så de kunne se ind i plantens indre, men grenene var filtret så kraftigt ind i hinanden, så det lykkedes ikke for nogen af dem. Og den prægtige rose var vældig glad for, at den slap for at åbne sig overfor nogen, og at ingen så, hvor meget den led.

Men nu skete katastrofen. Damen, der havde plejet rosenbusken så dygtigt var blevet gammel, og så en dag kom hun ikke mere. Fra den ene dag til den anden, sygnede rosenbusken hen. Uden damens kyndige pleje, følte den ikke længere at den kunne være stærk. Den længtes efter at komme væk, og følte, at hvis den kunne komme rigtigt langt ud, ville den kunne trives igen, og kunne udholde sin tilværelse. Men dens drømme var selvfølgelige umulige. Den rodfæstede rosenbusk måtte blive hvor den var, og led forfærdeligt.

Med de yderste anstrengelser, beholdt den en facade af skønhed og styrke, godt hjulpet af nogle specialbehandlinger, som den hyppigere og hyppigere var nødt til at modtage. Planten led så forfærdeligt, men det vigtigste var ikke at åbne sig

Så svækket som planten var, var det en katastrofe at den også blev ramt af flere storme. Men skæbnen var så nådig, at disse storme kom fra øst, og nu kunne den anden blomsterbusk vise sin store taknemmelighed, og smukt sørge for læ for den svækkede rosenbusk.

I samme periode fik haven en ny gartner. En halvgammel mand på 48. Han kunne være blid og omsorgsfuld overfor havens planter, og både hans omsorg og hans viden var uendelig. Men modsat de tidligere gartnere kunne han være meget hård og bestemt, når dette behøvedes. Han hjalp alle havens planter, men hans kærlighed til den prægtige rosenbusk var langt, langt større, end hans omsorg for alle andre nødlidende planter.

Han begyndte at bøje buskens grene, for han ville se, hvordan den så ud i sit indre. Rosenbusken ville stadigt ikke åbne sig, men erfarede dog, at gren efter gren blev rettet ud. Gartneren gjorde det med en bestemthed, som ingen af de øvrige gartnere havde haft, men alligevel med en ømhed og en kærlighed, så ikke en kvist blev knækket, og ikke et blad faldt af. Den prægtige rosenbusk elskede denne gartner, langt højere end nogen af forgængerne, og skønt modviljen stadigt afholdt den fra at åbne sig helt, nød den de fremskridt gartneren gjorde.

Et par gange i rosenbuskens fortid var den blevet angrebet af nogle modbydelige skadedyr, men rar som busken jo var, syntes den, at selv skadedyrene nok havde en funktion, og ønskede ikke helt at de forsvandt.

Men nu, i plantens 23 ende år kom der et særligt ondskabsfuldt angreb af skadedyrene, ja egentligt to. Allerede efter det første led rosenbusken så forfærdeligt. Blade og hele grene faldt af busken, og den havde grimme mærker overalt. Den anden blomsterbusk dækkede så meget den kunne, for at forhindre skadedyrene i at ødelægge rosen endnu mere, og uden dens hjælp, ville den prægtige rose være gået ud. Men skaderne var forfærdelige. Også den gamle gartner havde kæmpet utrætteligt for sin elskede rosenbusk.

Men da det næste angreb af skadedyrene kom, var det forfærdeligt. Alle kunne se, at denne gang ville den prægtige rosenbusk ikke kunne overleve. Igen kæmpede den anden blomsterbusk og den gamle gartner utrætteligt, men angrebet var så modbydeligt, og den prægtige rosenbusk nægtede helt at bekæmpe skadedyrene, ja tværtimod åbnede den sig for dem, som den aldrig havde åbnet sig for nogen før. Skaderne den blev påført bar den i tavshed, og den var meget stolt af, at den kunne tåle de vilde lidelser uden at kny.

Angrebet var 100 gange mere ondskabsfuldt end det første, og både gartneren og den anden blomsterbusk måtte til sidst indstille sig på, at denne gang måtte den prægtige rosenbusk dø.

Men da situationen var allerværst, ja egentligt håbløs, ændrede rosenbusken mening. Den begyndte at kæmpe aktivt mod skadedyrene, godt hjulpet af den anden blomsterbusk og gartneren. Og så snart de rettede kampen direkte mod skadedyrene, vandt de kampen i et snuptag.

Nu turde ingen af skadedyrenes venner røre den prægtige rosenbusk, og skadedyrene selv blev aldrig mere set i det område der hedder Thy.

Den gamle gartner ofrede al sin ømhed på rosen, der langsomt genvandt sin hidtidige skønhed. Og under hans bestemte, men kærlige hænder, åbnede rosen sig mere og mere, indtil den dag, hvor gartneren kunne bøje den sidste gren og se ind under rosen.

Til hans forfærdelse fik han øje på jernpladen, og indså øjeblikkeligt, hvor forfærdeligt den prægtige rosenbusk havde lidt. Med uendelig kærlighed fjernede han jernpladen, og behandlede rosens mange grusomme skader. Det var en lang proces, men hans vilje og tålmodighed var uendelige. Og Den prægtige rose udviste en kærlighed til sin gartner, som ingen plante i hele kongeriget før havde udvist.

Befriet fra de frygtelige skader på rodnettet blomstrede den prægtige kinesiske rose nu i al den skønhed, denne plante var født til at besidde. Den voksede og voksede, men blev kun skønnere og skønnere.

Folk der besøgte haven undrede sig altid over det umage par:

Den strålende smukke prægtige rose, og den gamle grimme gartner.

Men de to lod sig ikke røre af bemærkningerne. De var altid sammen, og så snart som det var muligt inddrog de også den anden blomsterbusk, og den store blomsterløse busk i deres kærlige fællesskab.

Og det fortaltes, at folk der gik forbi stedet følte en kærlighed så stærk og så ren, at den kunne føles i hjertet, bare man gik forbi dette sted.

(81 har stemt 4,26 af 5)

Loading...

31 kommentarer

1. Rosenbusken

   19/02/2023 kl 4:05

   Selv efter så mange år, kommer jeg stadig tilbage for at læse rosenbusken. Den betyder lige så meget som den gang. Et Minde om det andre ikke så, men som du gjorde.

   3+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     23/02/2023 kl 8:28 - som svar på Rosenbusken

     Tak min ven.
     Det betyder meget for mig, at du stadigt husker vores dejlige samtaler dengang.

     Jeg glemmer aldrig den tid.

     Eller den verden du skabte.

     2+

     Besvar kommentar
2. Anonym

   23/10/2021 kl 22:04

   Rigtig god historie, og Rigtig go beskrivelse den sætte nogle tanker i gang men kan virkelig godt li den

   3+

   Besvar kommentar
3. Uopdraget

   03/03/2018 kl 18:59

   Så godt beskrevet

   4+

   Besvar kommentar
4. Nysgerrige

   21/01/2018 kl 14:42

   Smuk fortælling. Den rørte mig og satte tankerne igang. Jeg kan godt forstå du er stolt af denne fortælling. Sikke en kærlighed og lidenskab. Den sande historie må være mindst ligeså smuk.

   5+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     24/01/2018 kl 11:17 - som svar på Nysgerrige

     Tak for din venlige kommentar, Nysgerrige.
     Den virkelige historie kan du læse som kapitel 10 til 13 i “Det store gensyn”

     5+

     Besvar kommentar
5. sofie K

   10/09/2017 kl 15:59

   kære kaptajn. Som jeg kan se at mange andre også blev det, så blev jeg også dybt rørt af denne smukke fortælling 🙂

   15+

   Besvar kommentar
6. Hende den stille

   01/08/2017 kl 15:58

   Kære Kaptajn.

   Den historie er virkelig smuk og flot skrevet. Jeg er ikke i tvivl om den ømhed og kærlighed, der ligger bag netop denne historie. Og de mange grusomme hændelser, der har præget”rosenbusken”.
   Jeg må tilstå, at jeg har måtte lægge historien væk 3 gange og starte forfra før jeg nåede igennem den uden tår som hindring for læsningen.

   Med venlig hilsen
   Hende den stille.

   Ps. Der er en “den” som skulle være en “der”, hvor De skriver at græset vokset lige ved siden af.

   15+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     01/08/2017 kl 20:41 - som svar på Hende den stille

     Tak “Hende den stille”
     Det er fantastisk smukt udtrykt, om en novelle, der betyder mere for mig, end du har mulighed for at forstå.
     HVOR grusomme ting der havde været i “Rosenbuskens ” liv, kan du læse i “Det store gensyn” kapitel 10 til 13, der beskriver pigen Nette.
     I samme serie kunne du læse kapitel 6 om Mikaela. Andre har sagt, at det kapitel er meget hårdt at læse. Og desværre er kapitlet totalt sandt.

     Tak for rettelsen. Jeg ved godt, at jeg burde læse korrektur en ekstra gang på mine ting, før jeg sender dem ind, men hidtil har jegf ikke kunnet nå det.

     Det lyder som om, du har et proffecionelt kendskab til litteratur. Er det rigtigt?

     14+

     Besvar kommentar
     • Hende den stille

       02/08/2017 kl 7:42 - som svar på Kaptajn Bligh

       Jeg vil aldrig kunne begribe hvilken betydningen denne novelle har for Dem, men, jeg vil tro, vi alle har vores egen “Rosenbusk”, som novellen kan føre vores tanker til. Om end grusomhederne ikke har samme karakter, som det, denne novelle henviser til.
       Jeg vil havde de nævnte kapitler i tankerne, til fremtidig læsning.

       Jeg kender alt til, tiden ikke altid er der eller at man får stirret sig blindt på egen skriverier.
       Om jeg har professionelle kendskab til litteratur? Det vil jeg måske ikke kalde det, men mit arbejde kræver jeg publicere.

       10+

       Besvar kommentar
7. SubTøsen

   13/04/2017 kl 11:21

   Kære Kaptajn Bligh

   Virkelig en smuk historie, var ikke i tvivl om, at den handlede om en pige, der havde været rigeligt igennem.
   Jeg ved ikke, om det bare er noget jeg bilder mig ind, men synes også, at den fortæller meget om dig, som person, din indlevelsesevne og menneskekender. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du er godt menneske og en god Herre!

   Knus, og god påske 🙂

   17+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     13/04/2017 kl 16:29 - som svar på SubTøsen

     Tak for de usædvanligt smukke ord, SubTøs.
     Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til dine rosende vurderinger af mig, men ville være stolt, hvis jeg kunne.
     Efter min mening, må en Hersker jo godt være egoistisk, og nyde at have magten til at bestemme. Men han skal samtidigt bruge sin magt, med pigens bedste for øje. Uden Empati, indlevelse og et dybt ønske om at gavne og udvikle pigen, er det efter min mening ikke BDSM, men vold og udnyttelse.
     Kender jeg dig i forvejen?
     Hvis du er interesseret i at vide mere om bagrunden for eventyret, eller i at snakke om BDSM, så skriv på min mail, som står ved novellen

     Med respekt

     12+

     Besvar kommentar
     • Kaptajn Bligh

       13/04/2017 kl 16:35 - som svar på Kaptajn Bligh

       Hovsa. Jeg ser at lige på denne novelle er min mailadresse ikke med.
       Den er : kaptajnbligh1789@gmail.com

       2+

       Besvar kommentar
     • SubTøsen

       13/04/2017 kl 23:47 - som svar på Kaptajn Bligh

       Haha 😉 Nej, vi kender desværre ikke hinanden, selvom jeg, efter at have læst alle dine noveller, næsten synes, at jeg kender dig. Jeg er også meget enig i din forståelse af rollerne (i BDSM), både det du skriver her, men også i din profil.

       10+

       Besvar kommentar
       • Kaptajn Bligh

         14/04/2017 kl 20:42 - som svar på SubTøsen

         Du gør mig altså nysgerrig, Sub Tøsen.
         Du har læst alt jeg har skrevet, eller rettere alt jeg har lagt op herinde, for jeg har MEGET mere på computeren.
         Og du skriver så utroligt rosende om mig.
         Og nu skriver du, at du DESVÆRRE ikke kender mig.
         Jeg er da ellers meget let at komme til at kende lidt, hvis du skriver til min mail.
         Jeg går ud fra, at du ikke er den samme, som den kvinde der normalt bare underskriver sig som Sub? Hun er, som du, en fantastisk behagelig kommentator, hvis kommentarer altid glæder mig meget-

         10+

         Besvar kommentar