gratis dating sexdating

Nikolas’ tilbagevenden

stående samleje sex“Sådan, knep mig,” hviskede hun hadefuldt. “Knep mig dit fucking dyr! Vis mig, at du er bedre end min døde kujon af en mand.”

Forfatter: VaniljeEkstrakt

Maria og jeg var blevet gift unge, og vi havde fået to perfekte døtre. Men vores ægteskab var langt fra perfekt. Vi havde været unge og forelskede. Jeg var lige blevet færdig med handelsskolen, og Maria var begyndt på universitetet, da vi besluttede os for at blive gift. Hendes families opbakning havde været en stor del af det. De var dén familie, som jeg aldrig selv havde haft. Jeg kan indrømme det nu jeg elskede sikkert dét, at være en del af en familie lige så højt, som jeg elskede Maria.

Vores skilsmisse var uundgåelig. Vi var to dumme teenagere, der ikke vidste noget om livet og troede, at vores kærlighed kunne bære os gennem tykt og tyndt. Jeg havde aldrig været et super-atletisk, muskelbundt med en tredive centimeter lang, svingende pik. Jeg var bare den almindelige fodboldnørd, der fik firtaller og syvtaller, og havde min første gang med den pige, jeg senere blev gift med.

Da vi kom i modvind, vidste vi ikke, hvad vi skulle gøre. Vi skændtes konstant. Hendes familie trådte tit til for at hjælpe os så godt, som de kunne, men når vi skændtes gang på gang, var den gode sex ikke længere nok til at opveje vores modstridende behov og ambitioner.

Til sidst gav vi op. Nogle gange tænker jeg, at det var et mirakel, at vi havde kunne holde ud i fem år. Vores kærlighed til vores børn fik os endelig til at indse, at vi havde problemer, og sammen nåede vi til en bemærkelsesværdigt fredfyldt våbenhvile med vores piger i centrum. Selvom Maria og jeg ikke kunne sammen, viste det sig, at vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, efter vi var blevet skilt. Vi delte vores døtres tid mellem os, boede kun et nabolag fra hinanden og arbejdede sammen for at sikre, at vores personlige forskelligheder aldrig kom i vejen for vores elskede piger.

Først havde jeg boet i en lejlighed inde i byen, men senere flyttede jeg ud at bo i et af de mindste hi det samme skoledistrikt for at gøre tingene nemmere. Der var meget mere plads, end hvad jeg havde behov for, men når pigerne var hos mig, føltes det som et rigtigt hjem. Og vi boede kun et par kilometer fra hinanden.

Nabolaget var hyggeligt og primært besat af unge familier i gamle, små huse. De fleste af beboerne var flinke, de holdte sig til deres egne grunde, og efter et par år var jeg på fornavn med de fleste og hilste, når vi mødtes i Netto. Jeg var omsider faldet til.

Det her var vores fjerde jul sammen siden skilsmissen. Maria boede sammen med Erik, en mand, som jeg ville ønske, at jeg kunne hade, men han var en flink fyr med et godt arbejde og en fin smag i fodboldhold. Han forgudede mine piger, men han forsøgte aldrig at tage min plads. Det havde taget sin tid, men vi havde formet noget, der mindede om et venskab. Det var ikke så dårligt endda.

Jeg betalte femtenhundrede kroner i børnebidrag hver måned, og pigerne var skrevet ind under min forsikring. Selvom vi ikke havde været gift længe nok til, at jeg skulle betale underholdsbidrag, overførte jeg alligevel femhundrede kroner ekstra om måneden, bare for at gøre pigernes liv lidt bedre. For for mig var det dét, der virkelig betød noget.

Udbetalingerne havde været hårde i starten, men når jeg ikke havde andet at koncentrere mig om end mit arbejde, var min perfomance steget markant. To forfremmelser på tre år havde gjort mine økonomiske kvaler mere håndgribelige, men de forøgede arbejdstimer havde også betydet, at jeg havde mindre tid til at se mine piger. Maria håndterede det godt, og vi kom til sidst igennem det. Til gengæld betalte jeg for nogle flere af børnenes udgifter musikundervisning og et klaver.

Men julen var noget specielt. Vi fejrede jul sammen som en udvidet familie. Jeg kom tidligt over, og vi spiste en sen morgenmad og åbnede gaver sammen. Jeg sørgede altid for, at pigerne fik alle de ting, de ønskede sig. På seks og otte år var de endnu børn nok til at ønske sig legetøj, og for dem var julens magi stadig så virkelig, den kunne blive. Svigerforældrene kom over om eftermiddagen med endnu flere gaver, og vi havde en stor julemiddag med alt, hvad der hørte med. Det var rart at være en del af noget.

Jeg havde juleferie, og Maria havde ikke, så vi blev enige om, at de skulle være hos mig mellem jul og nytår, og hver gang hun havde fri, fandt vi ud af et eller andet, så hun kunne få tid sammen med børnene.

Sommeren var rar med de to ugers ferie, som jeg havde med dem, og vi plejede at tilbringe dem på stranden. Men julen var anderledes. Julen var magisk.

Jeg fik altid pigernes ønskesedler, og jeg startede altid med at gaveshoppe i slutningen af november for at være sikker på, at jeg kunne få fat i alle must-have gaverne. Og jeg var ikke nærig jeg købte dem alt, hvad der stod på listerne, og når det var gjort, købte jeg nogle flere. Legetøjsbutikker, Den Blå Avis, nettet. Jeg tog alle midler i brug. De første to år fik jeg høvl af Maria for at købe alting, så der ikke var noget, som hun og Erik kunne købe. Nu fik jeg en sjov, lille liste over ting, som jeg ikke måtte give.

Så var det, at jeg lige var blevet færdig med pakke den fireogfyrretyvende gave ind i glitrende “Frost”-papir til Sofia og i “Star Wars”-papir til Emma. Femte december. Det var det tidligste, jeg nogensinde var blevet færdig med mit gaveindkøb. Naturligvis skulle jeg også have nogle andre ting et eller andet til Maria og Erik, svigerforældrene, vennerne, men nu havde jeg taget mig af mine piger. Gaverne var omhyggeligt pakket ind og spredt rundt omkring i min stue, hvor de ville blive stående indtil juleaften, hvor jeg tog dem med over til Maria på den store dag.

Opringningen kom fra Marias mor Jane. Elleve minutter senere stod jeg ved indgangen hospitalet. Det var for sent. Maria og Sofia var døde ved sammenstødet. Erik havde de mistet ti minutter inden, jeg ankom. Men Emma, min perfekte, lille Emma, kæmpede stadig for sit liv. Hun var en fighter – det havde hun altid været – og hun ville aldrig give op. Jeg vidste, at hun nok skulle klare den.

Det havde været en ulykke, hvor en bil forsøgte at undgå et rådyr på motorvejen. En lastbil bag bilen havde gjort sit bedste for at undgå den forankørende men slingrede og ramte ind i en anden bilist, som blev tvunget ind i min ekskones familiebil. Allerede seks døde og en lille piger, der stadig kæmpede hårdt for sit liv.

Jane og jeg vovede over mit lille pus, og da lægerne endelig kom ind seks timer senere og sagde, at det værste var overstået, og at hun nu var i en stabil tilstand, faldt vi i hinandens arme og græd som små børn.

Vi blev ved hendes side, altid mindst én af os, og Jane ringede til mig, da min baby vågnede og talte. I tre lange dage så vi til, mens hun langsomt kom til kræfterne, og de værste skrammer og sår helede. Jeg er den ikke religiøse type, men jeg faldt på knæ ved hendes seng og bad Gud om at passe på hende, og jeg takkede ham, da han bar hende gennem det helvede, der havde opslugt os.

Klokken atten minutter over fire den syvende december døde Emma.

Ingen advarsel. Ingen årsag. Det ene øjeblik var hun der, og det næste var hun der ikke. Lægerne mistænkte en blodprop. Jeg mistænkte inkompetence.

For første gang i mit liv forstod jeg, hvad der kunne få et menneske til at længes efter døden.

Jeg kørte hjem og låste mig selv ude fra verden. Opkald efter opkald. Efter noget tid tog jeg røret af telefonen. For Helvede, lad os være ærlige: jeg fucking rev ledningerne ud ad væggen, så jeg ikke skulle høre på endnu et blødende hjerte, der skulle fortælle mig “hvor kede af det de var”. Det var nemmere med min mobiltelefon. Den kunne jeg bare slukke.

Adskillige folk fra mit arbejde kom forbi og forsikrede mig om, at jeg kunne tage så meget tid, jeg havde brug for. De kom med mad, nyheder, og gik igen, når de kort tid efter mærkede, at de ikke var velkomne.

Marias familie tog sig af begravelsen. De forsøgte at ringe og kom endda forbi for at høre min mening. Jeg skrev dem en check på hundrede tusinde kroner for at tage sig af pigernes kister, begravelse og bedemand. Det var næsten hele min formue, men hvad helvede skulle jeg bruge dem på nu? Jeg tvang mig selv i bad og ned i et jakkesæt. Det var en kold dag, og himlen var grå med en stærk vind, der truede med at flå taget af pavillonteltet. Jorden var klam og gennemblødt fra gårsdagens regn.

“Tak skal du have Gud,” sagde jeg til ingen. “Bare spark en fyr der ligger ned.”

Jeg rystede de hænder, der skulle rystes og kyssede de kinder, der skulle kysses. Jeg kunne ikke klare det mere. Falske mennesker. Falske følelser. De fortalte mig alle sammen, hvor kede af det de var, inden de tog hjem til deres perfekte, små familier og spiste forloren hare. Fuck dem. Fuck dem alle sammen.

Fjorten dage. To uger i mørke. Jeg tændte ikke lyset. Ingen TV. Jeg gik ikke i bad. Jeg barberede mig ikke. Jeg sad i min stol eller lå i min seng og græd.

Jeg havde nogle gæster de første dage derefter, men jeg lukkede dem ikke ind, og inden længe havde de høflighed nok til at lade mig være. Det var kun Marianne, min nabo, der ikke ville lade mig forsvinde ind til ingenting. Hver dag, mindst tre gange om dagen, kom hun forbi for at se til mig. Jeg ville ikke have noget med hende at gøre, men hun havde en ekstra husnøgle til særlige nødstilfælde, og hun var ikke bange for at bruge den.

Hun åbnede vinduet, så der kom forfærdeligt meget frisk luft ind og overtalte mig til at stå op af min seng og i det mindste sætte mig ind i stuen. Hun kom med mand, som hun satte foran mig, og hun nægtede at gå, inden jeg havde smagt på det. Jeg insisterede på, at hun skulle give mig nøglerne tilbage, og det gjorde hun skam. Og næste dag dukkede hun op igen. Hun havde fået lavet kopier. Snedige kælling. Igen plagede hun mig om at spise morgenmad.

Og hun snakkede. Gode Gud, den kvinde kunne snakke. Jeg blev træt bare af at lytte.

Alt sladderen i nabolaget, bysladder, politisk sladder, skolesladder – hun havde øjne overalt og vidste alting. Hvem lavede hvad, hvornår og med hvem. Hun fortalte om, hvordan folk stadig havde Halloween-græskar stående ude i deres forhaver, selvom vi var i december. Skammeligt! Kirkedrama eller nabointrier, hun sad der og drak sin te eller irske kaffe, hvis solen var gået ned og gav mig de seneste nyheder.

Og jeg var ligeglad.

Det var to uger siden ulykken. Jeg havde tabt femten kilo og ville mest af alt kravle ned i et mørkt hul og dø i fred. Men Marianna ville ikke lade mig gøre det. Hun gjorde det til sin personlige mission at give mig livet tilbage.

Og så en dag fik jeg det.

Hun gik op til mig og stak mig en svidende lussing. Slask! “For Helvede Nikolas! Vågn nu op! Livet er hårdt, og det er ikke retfærdigt, men lige meget hvor dårligt du har det, så er der altid nogen, der har det værre end dig.”

“Hvad ved du om dét?” knurrede jeg arrigt. “Dine børn lever stadig.”

“Min mor døde, da jeg var seks år gammel, og min far skred, da jeg var tretten. Mads var nødt til at tage sig mig og min søster. Han var kun sytten år. Sytten år! Men man mandede sig op og gjorde det bedste, han kunne. Det er, hvad jeg ved om dét. Livet er hårdt.”

“Livet er hårdt. Livet er forfærdeligt, og så dør du. Når livet giver dig citroner, så lav limonade. Når Gud lukker en dør, åbner han et vindue. Blah, blah, blah. Hvis jeg skal høre endnu én til Satans kliché, så sværger jeg, at jeg dræber et eller andet,” bed jeg. Hvad vidste hun om noget som helst?

“Nikolas, du er i rådden situation. Du havde to perfekte, små piger, og nu er de væk. Dit liv er ødelagt. Din lille smule udødelighed er tabt. Og selvom du har det elendigt, må jeg minde dig om, at andre mennesker i verden har det værre. Men de fortsætter. Det er du også nødt til gøre,” sagde Marianne, mens hun knælede ned ved siden af mig og holdt om min hånd.

Denne kvinde kendte mig knapt nok. En midaldrende dame med tre voksne børn, og som var gift med en grå arbejdsnarkoman. Hendes liv var hendes hjem. At holde det rent og veldekoreret til hver eneste årstid og helligdag. Jeg var hendes nyeste projekt. Hvorfor skulle jeg betyde noget for hende? Kunne hun ikke se, at jeg ikke var interesseret i hendes hjælp?

“Klart. Børn i Afrika dør af sult, og tibetanske munke bliver nedslagtet af kineserne. Det er en hård verden.”

“Du behøver ikke at se helt mod Afrika eller Tibet. Der er menneske lige her, her på din egen gade, der kæmper dagligt. Åben dine øjne. Hvis ikke du kan lide uretfærdighed, så gør selv noget ved det. Vær den forskel du savner. Vend tilbage til dit liv.”

Noget af det, hun sagde, måtte have tændt en gnist i mig. Jeg brugte de næste fjorten timer i min seng, men jeg da vågnede, kunne jeg kun tænke på hendes kommentarer om, at der var nogen i min egen baghave, der havde det endnu værre end jeg.

Jeg genkaldte alle beboere på vores vej inde i mit hoved, og ingen af dem havde det virkelig så slemt endda. Klart, Niels, min genbo, havde lige mistet sit arbejde, men hans kone arbejdede stadig hårdt. Familien Petersen nede på hjørnet havde en knægt i Irak, men sidst jeg havde hørt noget, havde han det godt, og de havde tre drenge ekstra. Familien Henriksen nede på den anden side af vejen skændtes hele tiden, og politiet havde endda været forbi engang, men de var stadig sammen. Hvem fanden var det, Marianne snakkede om?

Jeg udvidede mit søgefelt. Gaderne omkring os. Så slog det mig. På vejen på den anden side af vores. For seks måneder siden. Ken Kristensen var kørt om på en forladt mark bag den lokale folkeskole og havde pløkket knoppen af sig selv. Jeg kendte ikke hans familie. Jeg vidste bare, at de var der.

Da Marianne kom over, havde jeg været i bad og skrubbet det tykke lag sved og snavs af min krop. Jeg havde mig selv i spejlet den morgen: skægget havde fået lov at gro, og jeg var et genfærd af mit tidligere selv. Nu sad jeg i den gode lænestol i min kolde stue og nød en dampende, tjæresort kaffe. Jeg var en ny mand.

“God morgen, Nikolas. Solen skinner udenfor. Hvorfor sætter vi os ikke ud på din terrasse?”

“Familien Kristensen. Fortæl mig om dem.”

Hun satte sin te i min mikrobølgeovn og varmede den op, inden hun gik ud af min hoveddør og satte sig i en af mine havestole. Irriteret fulgte jeg efter og satte mig i havestolen ved siden af. “Familien Kristensen?”

“Sara og hendes datter Erika. Du ser dem ikke så tit. Sara har to fuldtidsjob for at få tag over hovedet. De kæmper stadig med deres forsikringsselskab. Selvmord giver ikke så meget. Hun har prøvet at sælge huset, men det er faldefærdigt, og ingen vil købe det.”

“Hvad med den lille?”

“Erika har det ikke godt. Hun ser en særlig pædagog to gange om ugen, og hun taler ikke længere. Skolen har snakket om at holde hende tilbage i 3. klasse,” forklarede Marianne. Hun lød trist.

“Ved du noget om, hvorfor han gjorde det?”

“Han var ikke kriminel. Han var ikke blevet fyret. Ingen gæld. Ingen ved hvorfor. Nogle siger, at han var psykisk syg, men så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogle, der er sikre.”

“Man skal være rimelig syg, hvis man udsætter sin egen familie for sådan noget. Sit eget barn.”

“Uden tvivl. Moderen er skrumpet ind til skind og ben.”

“Og hvad har det med mig at gøre?” spurgte jeg.

“Det har ikke noget med dig at gøre. Det har ikke noget med nogle at gøre. Det er kun dem. De er helt alene.”

“Ingen familie til at hjælpe dem?”

“Ingen jeg kender til. Hvis de findes, ser vi dem sjældent.”

“Marianne, hvordan Helvede ved du alt det her?” spurgte jeg.

“Folk snakker bare med mig. Jeg er en god lytter,” svarede hun med et lille smil.

Vi sad i stilhed og nød den kolde luft og vores varme drikke.

“Du er en god nabo, Marianne. Tak,” sagde jeg så.

“Det er, hvad man har naboer til,” svarede hun og klemte min arm.

Det er, hvad man har naboer til.

***

Marianne havde aftensmad med til mig igen, og det gik for første gang op for mig, at jeg sultede. Jeg havde ikke spist i to uger. Hun strålede, da jeg havde fortæret alt på tallerkenen.

“Lad os gå en tur, Nikolas. Du trænger til at strække dine ben.”

Det var blevet koldt, og vi klyngede os til hinanden. Hun førte an, og vi gik ned ad vejen og op til den anden gade. Sneen lå fint strøget omkring os som store vatagtige bunker. Mens vi gik, fortalte hun mig om alle gadens beboere og deres liv og deres interesser og deres hemmeligheder. Hun var muligvis en god lytter, men jeg spekulerede over, hvornår hun var stille længe nok til at høre noget som helst.

Det var åbenlyst, da vi kom til Sara Kristensens hjem. Til Salgs-skiltet var en ret god indikator. Det uslåede græs og de utæmmede buske afslørede også, at der ikke var blevet gjort noget ved huset i månedsvis. Det kunne ikke hjælpe salgssituationen. Malingen på døren var falmet og krakeleret, og der var ikke noget julelys eller nogle nissedekorationer. Bare et koldt, gråt hus. Ejendomsmægleren fik næppe noget ud af det, når beboerne lod hus forfalde på den måde. Gennem vinduet kunne jeg se et lille plastikjuletræ, måske tredive centimeter højt, der strålede hvidt.

Mærkeligt nok var Marianne blevet helt stille, da vi kom til huset, og hun sagde ikke noget igen, før vi nåede til enden af vejen. “Trist,” var alt hun sagde.

Vi tog en smutvej gennem et dødt brombærkrat på vejen tilbage til mit hus, og vores samtale var tilbage på de sikre emner såsom vejret, nabodrama og så videre, mens vi forsigtigt undgik at snakke om familien Kristensen.

Jeg frøs og inviterede Marianne indenfor til en kop varm, irsk kaffe med ekstra whiskey.

Vi drak vores kaffe foran mit ildsted og varmede vores gamle knogler. Den satans nabo og hendes gode intentioner! Hun havde ikke kun fået mig til at tænke på noget andet end min egen elendighed og uretfærdigheden i verden, hun havde også fået mig til at tænke på de stakkels piger på den anden side af brombærkrattet, og hvad de ikke måtte døje med. For Satan! Det var ikke retfærdigt.

Men jeg var åbenbart ikke helt klar til behageligt selskab. I et raserianfald kastede jeg mit krus mod væggen, så det splintredes, og lænede mig forover med mit ansigt begravet i mine hænder og gjorde mit bedste for at holde tårerne tilbage. Store drenge græder ikke.

Marianne stod og strøg sine fingre gennem mit nu-halvlange, uredte hår, inden hun gik ud ad bagdøren. Hun var flink nok til at lade mig blive opslugt i min egen sorg et lille øjeblik endnu.

***

Enogtyvende december. Tre dage til jul.

Da Marianne kom over den morgen, var jeg allerede i tøjet. Jeg havde mine arbejdsstøvler på og kaffe og morgenbrød klar.

“Du er tidligt oppe,” kommenterede hun og tog en bid af en tebirkes.

“Den er næsten ti,” mindede jeg hende om. “Ikke så tidligt endda.”

Hun lo. “For mig ser det ud som om, at alt inden eftermiddag har været tidligt for dig de sidste par uger. Har du planer?”

Jeg nikkede. “Jeg tænkte mig at gå over til familien Kristensen for at se, om der er noget jeg kan gøre ved deres hus. Rydde lidt op. Måske gøre det lidt pænere, så de får nemmere ved at sælge det.”

“Det er, hvad jeg kalder godt naboskab.”

“Det giver mig i hvert fald noget at tage mig til. Jeg er nødt til at komme ud af det her fandens hus.”

Efter vi havde drukket kaffen, fulgte hun med mig over til den anden vej. Jeg havde alle mine gamle haveredskaber i en stor trillebør. Græs var langt og stridt, og buskene var ude af kontrol. Jeg lagde ikke mærke til, at Marianne var gået, men hun kom tilbage efter et par timer med nogle sandwiches til frokost og insisterede på, at jeg skulle holde en pause.

Jeg var gået i krig med hækken og med græsset. Jeg var lige blevet færdig med kanten af græsplænen, da hun kom. Jeg tog en paog lyttede til hendes historier om de andre naboer, og hvor trist det var, at der ikke var nogen andre, der havde hjulpet så meget, som jeg havde.

“Os forpinte sjæle må holde sammen.”

“Det ser allerede meget bedre ud. Hvis du vil ordne baghaven, har jeg en nøgle til loven.”

Jeg grinede for første gang i flere uger. “Selvfølgelig har du det.”

“Hvad skal det betyde?” spurgte hun.

“Det overrasker mig bare ikke. Jeg vil vædde mig, at du selv har hjulpet, der hvor du kan.”

Hun sukkede. “Nej ikke rigtig. Hun er alt for stolt. Hun vil ikke have hjælp af nogen.”

Jeg rystede på hovedet. “Og det siger du nu? Nu melder hun mig helt sikkert til politiet.”

“Og hvad så hvis hun gør? Du ved, at du gør det rigtige. Og jeg lover, at jeg kommer og besøger dig, hvis du ender bag tremmer.”

Jeg lod hende låse loven op, og jeg så, at mit arbejde lå foran mig. Baghaven var endnu værre end forhaven. Hegnet skulle fikses, nogle af brædderne var ødelagte og løse, og en stor del af hegnet var faldet sammen. Heldigvis var mit værktøj kun nogle hundrede meter væk på den anden side af vejen, og jeg var snart i gang igen, fast besluttet på at blive færdig, inden husets beboere kom hjem.

Det største problem var, at en af hegnspælene var rådnet i bunden. En ny pæl og noget hurtigttørrende cement burde løse problemet. I løbet af en time ville jeg kunne genmontere hegnbjælkerne.

Jeg drejede mig og så en lille pige, måske syv eller otte år, der stod og stirrede på mig fra terrassen. Fuck.

“Øh. Jeg ville bare lave jeres hegn, inden det falder sammen. Jeg håber ikke, at det gør noget.”

Hun rystede på hovedet.

Hun stod og så på mig, og jeg følte mig dårligt tilpas. Jeg var en fremmed. Hun burde ikke snakke med fremmede. Jeg skulle gå. “Jeg rydder lige op her, og så tager jeg hjem. Jeg kan gøre det færdigt, når din mor kommer tilbage.”

Jeg rettede lidt på mit tøj og tørrede mine hænder af i mine bukser. “Jeg hedder Nikolas. Jeg bor på vejen derudover,” forklarede jeg og pegede ned mod nogle af husene.”

Hun nikkede.

Hun mindede mig for meget om min egen datter, da hun havde levet. Håret havde samme længde og var lyst, men ikke nær så lyst som min Emmas.

Emma. Min perfekte, lille Emma. Jeg pressede mine øjne sammen og så hende ligge i hospitalssengen, revet i stykker, kæmpende for sit liv. Hendes hår var gemt under bandagerne, og de få strå, der stak ud var klæbet sammen af sved. Hendes krop var så lille i den store, antiseptisk hvide seng. Min Emma.

Væk.

Det føltes som om, at nogen havde fastnet et bælte om mit bryst og klemte til. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg vendte mig bort fra Erika, så hun ikke skulle se mig gå i spåner. Hun havde lidt nok i forvejen. Jeg kunne mærke tårerne samle sig i mine øjne, uinviterede, og jeg satte i retning af lågen. Jeg var nødt til at komme væk.

Jeg var knapt nok nået ud ad indkørslen. Det var simpelthen hen for meget. Jeg lukkede lågen bag mig og faldt sammen på jorden med mit hoved i mine knæ og med hænderne over mit hoved. Det var jul, for fanden! Jul! Mine pigerne skulle være hos mig, ryste deres pakker og gætte, hvad der var inden i dem. I stedet var Sofia og Emma væk. Deres liv taget fra dem, inden de kunne nå at se noget af verden, inden de kunne finde deres plads, inden de kunne nå at leve. Ingen rystende gaver. Ingen ondt i maven efter for meget juleslik. Ingen sene nattefester til at gøre mig syg af bekymring over. Ingen at lære at køre bil. Ingen problemer med at finde bolig. Ingen drenge at præsenterer Far overfor. Ingen eksamensangst. Ingen sommerferier. Ingen gallaer. Intet. Intet nogensinde ingen.

Jeg hulkede, og den lille pige, der havde mistet sin far, stod bag mig og hvilede sin hånd på min skulder, mens jeg lå og opførte mig som et fjols.

“Erika! Din mor har sagt, at du ikke må gå udenfor, når hun ikke er hjemme. Gå indenfor igen. Hr. Brinkmann skal nok klare den, han er bare træt. Gå nu ind.” Marianne havde fat om min arm og gjorde sit bedste for at få mig på benene. “Kom nu, Nikolas, ikke her. Lad os få dig hjem først.”

Jeg vidste, at hun havde ret. Jeg rejste mig op og tørrede mine tårer væk i mit ærme. “Jeg er ok. Bare giv mig et øjeblik.” Jeg tog mig sammen, trak vejret dybt, og rettede mig op. “Jeg er ok. Det var bare lige… Jeg har det fint nu. Jeg er nødt til at samle mine ting sammen og fikse hegnet.”

“Okay, jeg hjælper.”

Det tog kun et par minutter at få ryddet op og kørt trillebøren med haveaffaldet ud bagved. Jeg kørte alle mine redskaber tilbage til mit eget hus og vendte tilbage for at gøre hegnet færdigt. Jeg fastspændte det nye indlæg med et par 2×4’ere og satte de to paneler fast igen. Mariannes hjælp gjorde det meget lettere. Da vi var færdige, stod vi begge tilbage og iagttog haven. Meget bedre.

“Jeg går ind og laver noget eftermiddagsmad til Erika. Det er det eneste, som Sara vil lade mig gøre. Kommer du med?”

“Jeg ved ikke, om jeg burde. Sara kender mig ikke. Hun vil nok ikke have mig inde i sit hus, når hun ikke er der.”

“Skidt med det. Bare kom ind i et øjeblik. Det tager kun et par minutter.”

Jeg gik med indenfor gennem glasdøren. Erika sad på gulvet og så fjernsyn. Jeg så ikke engang i hendes i hendes retning. Jeg var bange for, at hvis det var den forkerte TV-serie, ville det fremkalde flere smertende minder.

“Hvor kan jeg vaske mine hænder?” spurgte jeg Marianne.

Hun pegede over mod en dør. “Derinde.”

Jeg gik ud mod badeværelset. “Lad være med at bruge toilettet. Det kan ikke skylle ud længere.”

Jeg kunne høre det rislende lyd af vand i toiletstolen. Jeg vaskede mine hænder og tørrede dem af i min skjorte. Der var ingen håndklæder på det lille badeværelse. Jeg løftede låget til kassen og kiggede ned i. Ikke videre kompliceret. Kæden, der forbandt stopperen til håndtaget var hoppet af. Da jeg løftede gummistopperen, så jeg, at den hang ned af siden, hvilket måtte skyldes det løbende vand. Jeg satte kæden på igen og testede udskyldningen. Det virkede fint.

“Fikset. Kæden var bare faldet af.”

Marianne nikkede og vendte tilbage til toastbrødet. Sofia havde elsket toastbrød med skinke og ost. Men man måtte ikke skære den over i trekanter, og man var nødt til at fjerne skorpen. Jeg ville aldrig skære skorpen af et stykke toastbrød igen.

Jeg tog en dyb indånding og gik over for at undersøge døren.

“Marianne? Jeg bliver nødt til at gå hjem og hente min slibemaskine og noget maling. Den her dør har desperat brug for hjælp.”

“Gør det bare. Sara kommer ikke hjem før sent i aften, og hvis vi kommer i problemer for det, vi gjorde ved haven og hegnet, så kan vi vel lige så godt blive ved.”

Femten minutter senere kørte jeg den batteridrevne håndsliber over døren og fjernede det værste af den eksisterende maling. Det var ikke så slemt, for malingen var næsten allerede krakeleret helt af. Jeg tog tre forskellige spande maling med, som jeg vidste var godkendt af boligejerforeningen.

“Hvilken farve maling skal vi bruge?” spurgte jeg Marianne.

“Lad os spørge Erika.” Et par sekunder efter vendte hun tilbage med Erika. “Vi skal til at male hoveddøren, Erika. Hvilken farve synes du, den skal være?”

Valget var mellem hvid, lyseblå og en klam mørkebrun. Hun pegede på den lyseblå, inden hun satte sig ned tæt ved for at se på.

Jeg havde allerede taget døren af og lagt den over træbukkene med aviser nedenunder. Jeg lagde min dryppeklud på gulvet og begyndte at påføre døren et tykt lag maling fra top til bund. Jeg så over på den lille pige, der stirrede på mig. Jeg så på juletræet ved siden af hende. Det var så lille og så bart, og den havde kun én gave under sig.

Sådan skulle juletræer ikke se ud.

De skulle være store, fyldt med julepynt af alle slags med hver deres historie. Håndlavede hjerter med billeder af familien. Kræmmerhus med pebernødder i. Stjerner, glaskugler, lyskæder og en stjerne i toppen. Der skulle være gaver omkring træet, spredt ud og lagt frem, og så mange, at man næsten ikke kunne nå over til træet.

Det var første gang, jeg ikke selv havde købt et træ.

Pigerne og jeg plejede at tage en familietur ned til den lille kirke, hvor spejderne solgte juletræer. Her fandt vi det største, flotteste træ, som der kunne være i stuen. Så pyntede vi det sammen og spillede julemusik, mens vi drak varm kakao og spiste mormors brunkager. Vi brugte en evighed på at få viklet lyskæderne fra hinanden og udskifte de pærer, der ikke længere virkede. Det kunne vi bruge en hel dag på.

Men ikke i år. Og aldrig nogensinde igen.

Det gik op for mig, at jeg var holdt op med at male og bare stod og stirrede ud i luften. Det dryppede fra min pensel og ned på døren. Den lille pige så på mig, næsten som om hun forstod.

“Vil du hjælpe til?” spurgte jeg.

Hun så sig omkring, som om hun troede, at jeg snakkede til en anden.

“Ja, dig.”

Hun nikkede genert. Jeg rakte over mod mit malergrej og fandt en lille pensel. Jeg pegede på hængslerne øverst og nederst. “Du kan male her rundt om hængslerne. Det er nødt til at blive gjort med en fin pensel, som den jeg gav dig. Nå helt ned i mellemrummene.”

Hun nikkede og dyppede sin pensel, inden hun fint begyndte at male rundt om hængslerne.

“Det er perfekt. Sådan der.” Jeg gik tilbage til at male den øverste halvdel af døren, og var nødt til at arbejde over hende, så jeg var nødt til at læne mig frem over bordet. Hun så, hvad jeg lavede, og jeg så det drilske smil på pigens læber, da hun begyndte at trippe væk fra døren, så jeg blev preslængere og længere væk.

“Hey!” sagde jeg med en sjov vredhed. “Du gør det der med vilje!”

Da hun fnes, ignorerede mig og gik tilbage til at male, mærkede jeg et stik i mit hjerte. Det var rart at høre fnisen.

“Når du er færdig med at male omkring hængslerne, kan du male rundt om brevsprækken. Det gør man bare på den præcis samme måde.”

Lille Erika nikkede og blev ved med at male. Hun arbejde langsomt og omhyggeligt omkring hængslerne, inden hun fortsatte videre til brevsprækken.

Jeg opdagede, at jeg knælede ned ved siden af hende for at male den nedre halvdel af døren, mens hun malede detaljerne. Vi byttede pladser, så jeg kunne male den tynde side af døren, mens hun malede undersiden.

“Ikke dårligt,” kommenterede jeg, da jeg holdt honningglasfrem, så hun kunne banke sin pensel af. Jeg hamrede låget på malerbøtten igen, pillede malertapen af dørhåndtaget og nøglehullet, inden jeg trådte tilbage for at iagttage resultatet. Den lille pige stod ved siden af mig det blonde hår en konstant påmindelse om, hvad jeg havde mistet. Jeg tog en dyb indånding for at kontrollere mig selv.

“Slet ikke dårligt. Tror du, din mor vil kunne lide det?”

Jeg så ned på hende, mens hun tænkte over det. Langsomt spredtes et smil over hendes læber. Hun nikkede to gange.

Jeg rettede min hånd ned mod hende i en high-five, ligesom jeg havde gjort det så mange gange med mine piger. Hun veg skrækslagen tilbage i et par sekunder, inden hun så op mod mit ansigt, og så forsigtigt klaskede hun sin håndflade mod min.

Vi nød de sidste rester af det smørfarvede dagslys, der langsomt sank ned bag forstadens hustage. Marianne kom ud og stillede sig ved siden af os. “Den blå farve er perfekt. Det var et godt valg Erika.”

Erika stoppede med at beundre sit arbejde, så op mod Marianne og blinkede som om, hun så hende for første gang. Hun så op og ned ad gaden, inden hun gik ind i huigen og satte sig foran fjernsynet.

“Skal vi sige, at det var dét?”

Jeg nikkede og samlede mit malergrej sammen, og det lykkedes mig efter et par ture tilbage til mit eget hus totalt at fjerne alle spor af, at jeg nogensinde havde været der. Bortfra døren, haven og hegnet. Og toilettet, selvom det ikke gjaldt for så meget.

Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned og overvejede, hvad jeg lige havde gjort. Jeg havde blandede følelser. På den ene side havde jeg det dårligt med at være trådt ind på et andet menneskes ejendom. Men når jeg tænkte tilbage på den lille pige, og hvad hun havde været måttet gå igennem, gjorde det alt, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe, besværet værd.

Det var farligt at tænke. Det gik opm for mig, at jeg ikke havde været særlig sød over for de mennesker, der havde forsøgt at hjælpe mig. Det ville jeg forsøge at rette op, hvis det var muligt, og fandt en ny telefonledning, som jeg ind i væggen. Jeg tog røret op til mit øre og ventede på klartonen. Der var den.

Jeg lavede en liste over telefonnumre og gik til værks. En efter en ringede jeg til mine venner, naboer og kollegaer og undskyldte over for min opførsel og takkede dem for deres bekymring. De fleste blæste det hen og lovede, at de nok skulle være der for mig, hvis jeg fik brug for noget.

Jeg stoppede, da jeg ikke havde så mange opkald tilbage og overvejede, hvor de mennesker havde været for Sara og Erika, som lod til at have det langt værre end jeg.

Jeg tog telefonen og ringede til Marias familie. Jeg vidste, at det ville blive hårdt. Jeg undskyldte for at have droppet alle begravelsesforberedelserne af på dem og takkede dem for alt, hvad de havde gjort. Det var svært nok at tale med Dan, men snakken med Jane var, hvad der knækkede mig. Den tid, vi havde brugt sammen på hospitalet, da vi sad ved Emmas side, blev bragt op, og jeg var nødt til at tage en kort pafor at få mine følelser under kontrol, mens jeg lyttede til Jane, der hulkede. Selv efter min skilsmisse med hendes datter var vi stadig på god fod, og jeg var glad for, at vi havde haft hinanden i den hårde tid. Jeg lovede, at jeg ville komme forbi en af de næste par dage, for hun insisterede på, at der var noget papirarbejde, som jeg skulle tage mig af.

Mit sidste opkald var til Stefan, som havde boet hos i de tre år, da vi gik på handelsskolen, og som var min bedste ven i verden. Jeg havde lagt røret på to gange den første dag, og jeg skammede mig stadig over det. Han havde efterladt mere end en håndfuld beskeder på min voice-mail.

Telefonen ringede flere gange, inden den fortsatte til telefonsvareren. Jeg følte, at en kampesten var blevet løftet fra mit hjerte, da jeg endelig ringede. “Hey Stefan, Nikolas her. Jeg er ked af, at jeg”

“Nikolas, jeg er her! Lad være med at lægge på, jeg er her! Lad mig lige slukke for den her! Øjeblik!” Jeg hørte lyden af en mand, der prøver at slukke for en emhætte. “Jesus Christ, Nikolas, hvordan har du det?!”

“Undskyld jeg ikke ville snakke med dig men jeg kunne ikke klare mere medlidenhed.”

“Det forstår jeg godt.”

Han forstod det rent faktisk godt. Stefans far havde stillet træskoene i et af de sidste år på handelsskolen, og han havde taget tungt. Han var begyndte at drikke, pjække fra timerne og jagtede alt med bryster. Jeg havde hjulpet ham så meget, som jeg kunne jeg havde samlet hans lektier ind til ham og endda snakket med nogle af hans lærere. Han havde været længe om fatte sig, men i sidste ende klarede han den.

Fem år senere, mindre end et år ude af jurastudiet, var det hans mors tur. Jeg havde mødtes med ham, og vi havde tilbragt en uge sammen. Jeg vidste, at det ville blive hårdt for ham – han var enebarn, og han havde meget lidt familie, og ingen som han var på talefod med. Det havde gjort ham bitter, og det havde kostet ham hans kæreste – ikke det største tab efter min mening. Men vi havde været tætte som brødre og sikkert tættere end det for fanden. Det var vi stadig.

Stefan forstod.

Jeg åbnede mig op for ham, og det føltes som om, at vi snakkede i en evighed. Jeg hørte ham kysse sin kone godnat, mens vi snakkede. Det var en meget tiltrængt samtale, som efterlod mig forpustet.

“Hvad kan jeg gøre? Hvad som helst, du siger det bare. Skal jeg køre over til dig?”

Det havde næsten været et år siden, men selvom det ville være rart at se ham, var han en familiefar nu, og det var jul. “Nej. Bliv hos din familie. Jeg har det bedre, og hvis jeg får brug for det, ringer jeg.”

“Selvfølgelig.”

“Jeg ville også sige undskyld.”

“Undskyld?”

“Undskyld at jeg ikke gjorde mere for dig, da du mistede dine forældre. Jeg havde aldrig selv mistet nogen på den måde og kunne ikke fatte, hvad du gik igennem.”

“Luk røven. Du var der for mig, mand, når ingen andre var. Det har du altid været. Det glemmer jeg ikke.” Han rømmede sig grådkvalt “:Det er fandeme ikke noget at sidde og begynde at tude over.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine. “Som du vil. Forresten, der er en ting, som du måske kan hjælpe med.”

“Hvad som helst. Det er, hvad man har venner til.”

Det er, hvad man har venner til.

***

Da det bankede på døren, var jeg ikke overrasket. At det først var klokken ni om aftenen var nok lidt overraskende, men selve bankeriet var ikke.

Jeg gik over mod hoveddøren og så ud gennem glasset. Der stod en kvinde. Jeg havde en rimelig fin anelse om, hvem det var.

Jeg åbnede døren. “Fru Kristensen?”

Hun skulede til mig.

“Kom endelig ind. Vil du have noget? Kaffe? Te?” Jeg lod døren stå åben og gik ind i huset. Ude i køkkenet hældte jeg en kop kaffe op til mig selv. Jeg drejede mig og så, at hun stod halvvejs inde i min entré.

Hun så ud som om, hun kunne flippe ud hvert øjeblik, men hun tog dybe indåndinger og strøg sine fingre gennem sine mørke dreadlocks. Hun havde brune øjne, lidt kraftige øjenbryn, og var så latterligt tynd, at man kunne se knoglerne gennem hendes blege, fregnede hud. Hun var iført en rød “Bevar Christiania”-trøje, og hun så ung ud, men jeg vidste, at hun var på min alder. Dog stadig for ung til at gå igennem det Helvede, vi vandrede.

“Jeg vil gerne bede dig om holde dig fra mit hus og fra min datter,” sagde hun endelig. Jeg kunne mærke, at hun var vred og forsøgte at holde sig selv tilbage.

“Det forstår jeg, og jeg er ked af, at jeg blandede mig.” Jeg gik forbi hende og satte mig ned i min stue. “Jeg kan ikke forklare det. Jeg var nødt til at lave et eller andet for at få mig selv ud af det her hus, og da Marianne fortalte mig om jeres situationen, blev jeg revet med.”

Hun stirrede på mig med armene over kors. “Sig ikke det navn. Jeg kan ikke udstå hende.”

Jeg smilede. “Tro mig, jeg ved, hvad du snakker om. Hun har været her i mit hus hver eneste dag den sidste måned. Tre eller fire gange om dagen. Hun blander sig også mit liv.”

Sara knurrede hun og satte sig i armstolen over for min. “Hør her, jeg er taknemmelig for din indsats, men vi kan klare os selv. Jeg har ikke brug for din hjælp, og jeg kender dig ikke. Jeg vil ikke have, at du er sammen med min datter, når der ikke er nogle andre til stede. For Helvede, du har malet min fucking hoveddør blå!”

Mit smil blev bredere. “Jeg ville have valgt skriggrøn, men Erika fik mig overtalt til lyseblå. Du ved hvordan vores stalinistiske boligejerforening elsker at styre, hvilke farver vores hmå være.”

Hun lænede sig tilbage og rullede med øjnene. “Argh, lad være med at minde mig om dem. Hvis de svin sender mig bare én yderligere rykker om min have eller hegn, river jeg deres lunger ud.” Kort efter faldt hun en smule mere ned, da hun kom i tanke om, at hun ikke længere skulle bekymre sig om det. “Jeg ved det. Jeg burde være taknemmelig, men jeg har ikke brug for, at en fremmed mand pludselig blander sig i mit liv. Forstået? Stop med at gøre ting for mig.”

“Jeg gjorde det ikke for dig. Jeg gjorde det for din lille pige. Du kender mig ikke. Jeg ikke dig. Så er vi enige. Jeg ved ikke, hvad der er sket med dig eller din familie eller hvorfor. Ikke rigtig. Men hvad jeg ved er, at din lille pige ikke fortjener den hånd, hun er blevet givet. Det var alt, jeg tænkte på. Jeg hjælper der, hvor jeg kan.”

Hun så sur ud. “Jeg er ked af, at du har mistet dine døtre. Det er jeg. Men Erika er mit barn. Min datter. Mit ansvarlig. Ikke dit.”

“Du har ret. Hun er ikke mit ansvar.”

“Det er rigtigt. Hør her jeg kender dig ikke. Vi bor ikke engang på den samme vej, og i de to år, hvor vi har boet her, har du aldrig sagt et eneste ord til os. I seks måneder har vi klaret os selv, og vi har klaret os fint. Jeg har ikke brug for, at du kommer og blander dig nu. Jeg kender dig ikke, og hvis jeg kendte dig, er jeg ærligt talt ikke sikker på, at jeg ville kunne lide dig.”

“Velkommen i klubben.”

Hun så på mig. “Klubben?”

“Klubben for alle os, der hader Nikolas Brinkmann. Hør her, jeg er ked af det, okay? Men nu er jeg træt. Du må faktisk gerne gå.”

Hun sendte mig et frastødt blik, inden hun rejste sig og vredt trampede ud af hoveddøren, inden hun smækkede den hårdt i bag sig.

Jeg havde ikke kunne holde den pæne tone, men i sidste ende var det gået langt bedre, end hvad jeg havde forventet.

***

Toogtyvende december. To dage til juleaften.

Jeg var stået tidligt op, vasket mig og havde endda redt mit hår. Da jeg kom ud i mit køkken opdagede jeg, at Marianne stod der, og at hun havde forberedt morgenmaden.

“I det mindste er ingen af os i fængsel,” var det første, hun sagde.

“I hvert fald ikke endnu.”

“Du gjorde en god gerning. Du må ikke glemme.”

Jeg lagde armene over kors. “Vi skulle have bedt om tilladelse.”

“Aldrig i livet! Vi havde aldrig fået den!”

“Det er normalt derfor, man er nødt til at bede om tilladelse.”

“Hvis en person var drukne, og de ikke kunne råbe om hjælp, ville du så ikke kaste en redningskrans ud til dem?”

“Lidt overdramatisk, synes du ikke?”

“Nej. Det er tredje gang, hun er ved at få et sammenbrud, og hun benægter det hele. Og når hun endelig når så langt ud, at hun bliver nødt til at indrømme, at hun har brug for hjælp, er det måske for sent.” Hun så gav mig elevatorblikket. “Du ser friskere ud. Hvad skal du?”

“Jeg har nogle ting, som jeg skal lave og nogle mennesker, som jeg skal se.”

“Pres nu ikke dig selv for hårdt. Skal jeg tage med?”

“Det er pænt af dig, men nej tak. Jeg klarer den her selv.”

“Okay, du har mit nummer. Ring hvis der er noget.”

***

Kontoret var forfærdeligt. Jeg stoppede forbi på vejen og takkede mine chef for hans forståelse. Jeg hilste på et par venner og takkede dem for deres bekymring. Den måde, som de så på mig på, gjorde det hele endnu værre, og jeg var åndede lettet op, da jeg kom ud af den indelukkede bygning.

Jeg stoppede ind ved siden af en blomsterhandler og købte en trailerfuld julekaktusser. Jeg kørte rundt til at alle, jeg kunne komme i tanke om, og takkede dem, hvorefter jeg gav dem hver en af flotte planter. Jeg holdte den samme platte tale hver eneste gang, hvor jeg sammenlignede min uimødekommende adfærd med plantens torne. Nogle steder stillede jeg planten med en lille seddel på deres dørtrin. Midt på eftermiddagen syntes jeg, at jeg havde gjort nok.

Jeg stoppede forbi Marias forældres hus, og Jane bød mig indenfor med en kram, inden hun brød ud i tårer. Efter hun havde gennemblødt min skjorte, trak hun mig med ind.

“Der er noget, som du er nødt at vide, Nikolas.”

Hun lød underlig, og jeg spekulerede over, hvad der var sket.

“Maria efterlod sig et testamente. Hun efterlod hutil dig og en stor del af hendes forsikring, så du kunne tage dig af pigerne, hvis der skulle ske hende noget.”

Jeg var lammet. Det var helt uventet. “Jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

Jane rakte ud og klappede mig på hånden. “Det er heller ikke, hvad jeg havde regnet med, men hvis man tænker over det, giver det god mening. Hvad har du tænkt dig at gøre det med?”

“Det ved jeg ikke. Sælge det? Jeg har ikke råd til at eje to huse.”

“Hendes realforsikring er afbetalt. Du kunne leje det. Tjene lidt på det.”

Det var for meget og alt for hurtigt. Jeg kunne ikke tænke klart. “Jeg bliver nødt til at tænke over det. Jeg havde slet ikke forventet det her.”

“Jeg forstår.” Hun holdte om min hånd. “Hvordan har du det?”

“Bedre. Ikke godt, men i det mindste kom jeg op af sengen i dag.”

“Vi er her, hvis du får brug for os. Det ved du godt, ik’?”

“Jo. Tak. Efter pigerne, var I den bedste ting, jeg har fået ud af det ægteskab.”

“Vi elsker også dig. Glem det nu ikke.”

“Jeg er ked af, at jeg var så ubrugelig i forhold til begravelsesceremonien. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have klaret det uden jer,” tilstod jeg.

“Det skal du ikke tænke på. Det er, hvad man har familie til.”

Det er, hvad man har familie til.

***

Min dag var endnu ikke helt forbi. Omkring ved spisetid gik jeg ned ad den anden gade. Mariannes mand John åbnede døren. Han var en gråsprængt, midaldrende mand med et børsteoverskæg. “Eremitkrebsen er krøbet ud af sin skal. Godt at se dig.” Han rystede min hånd og lod mig komme ind. “Marianne, Nikolas er her!”

Mariane kom ind i køkkenet, og hun tørrede sine hænder af i sit forklæde. “Nikolas! Hvordan har du det i dag?”

“Ikke dårligt. Lidt overrasket, men jeg overlevede.”

“Vi skal til at sætte os til bordet. Har du lyst til at spise med?”

“Hvornår tror du, at Sara kommer hjem?”

“Måske omkring ni. Hvorfor?”

“Jeg vil bare gerne snakke med hende.”

“Så du har tid til aftensmad?”

“Helt sikkert.”

***

Omkring klokken otte tredive sad jeg og nød en cigar og en juletuborg med John i den snerydede indkørsel, mens vi heftigt debatterede Arsenals og Uniteds chancer i ligaen. Vi sad strategisk, så jeg havde frit udsyn til Saras hjem.

Da alenemoren endelig kørte ind ad sin egen indkørsel, undskyldte jeg mig, og traskede over den kolde asfalt.

“Sara, har du et øjeblik?”

Hun drejede sig, klemte øjnene sammen og løftede afventende sit ene øjenbryn. Hun var iført en plettet uniform fra en af de små, lokale restauranter, som hun åbenbart arbejdede på. Hendes hår var et rod, og hun virkede træt.

“Igen, undskyld jeg gik ind i dit hus i går. Det var dumt af mig. Alt jeg kan sige er, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg lavede.”

Hun rullede med øjnene. “Var der andet?”

“Ja. Jeg ved godt, du sagde, at du ikke har brug for min hjælp, men der er en person, som jeg gerne vil have, at du taler med. Jeg har en ven, der er finansadvokat, og han er med på til at tjekke din forsikring helt gratis. Ligesom du og jeg har han også mistet folk, der stod ham nær. Han vil gerne hjælpe dig, hvis han kan. Hvis du ringer til ham, ser han på, hvad han kan gøre.”

Endelig nikkede hun og tog visitkortet, som jeg holdte udstrakt. “Var dét det?”

“En sidste ting. Jeg tager forbi min døde eks-konens hus i morgen for at tømme deres køleskab og fryser, og for at skaffe deres træ af vejen. Det er min ansvar nu. Jeg havde tænkt mig at smide træet ud det er et af de der selvoplyselige plastisktingester, som jeg aldrig har kunnet udstå. Jeg tænkte, at hvis du gerne vil have det, og hvis jeg ikke presser mig på, kan jeg køre forbi her senere og sætte det af hos dig. Ellers ryger det på lossepladsen.” Jeg spyttede hurtigt ordene ud, inden hun kunne nå at blive træt af mig.

Hun så ikke ud til at kunne lide ideen, men jeg kunne se, at hun overvejede det. Til sidst sukkede hun. “Okay. Det ville være rart. Hvis det var alt, så vil jeg gerne ind nu. Mine fødder og ryg gør ondt, og jeg skal tidligt op i morgen.”

“Det er var det hele. Du kan ringe til Stefan i aften, hvis du vil. Han er en natteravn og venter på dit opkald. God nat.”

Jeg skyndte mig hurtigt tilbage i sikkerhed, inden hun kunne nå at flå hovedet af mig.

***

Over aftensmaden fik jeg Marianne til at hjælpe mig og den næste dag, treogtyvende december, bankede vi på Saras dør.

Erika lukkede os ind, og vi trak vores sække med ind efter os. Jeg havde foldet træet sammen og lod det stå på dørtrinet, mens vi gjorde plads til det i stuen. Efter jeg havde rettet træet ud, hentede jeg en stor kasse julepyntet med ind, og fik Marianne og Erika til at pynte træet. Imens gik jeg i gang med at vaske gulvet, vinduerne, støvsuge, vaske af og gøre rent. Det var et lille hus, og da Marianne gav mig en hånd, blev det relativt hurtigt klaret.

Marianne og Erika havde gjort et fantastisk arbejde med det gamle julepynt, jeg havde haft med. De havde hængt stjerner rundt omkring i vinduerne, kravlenisser i karmene og store julelys på bordene. Det lignede et helt andet hjem.

“Godt arbejde, piger!” kaldte jeg fra døren.

Marianne så lidt forpustet ud men ellers godt tilfreds. “Lad os skynde os at blive færdige. Jeg er nødt til at komme hjem, inden gæsterne kommer.”

Jeg havde lovet hende, at vi ville være færdige inden tre, og den var næsten fem. Hun afholdt traditionen tro en vejfest for hele gaden lillejuleaften, hvilket var i dag, og hun regnede med at få besøg af mindst halvdelen af nabolaget. Hun havde kun et par timer tilbage til sin egen forberedelse. Jeg gav hende et kram for hendes gode indsats og sendte hende afsted, mens jeg arbejdede som besat for at få hutil at ligne, at der ikke havde været nogen, inden dets uvidende ejer kom hjem.

Erika fulgte efter mig og satte ekstra julepynt op her og der. Da de sidste ting var kommet på plads, vendte jeg mig om og gav hende en lille high-five.

“Det her er vores hemmelighed, okay? Hvis din mor spørger, så sig, at det er nisserne, der har været forbi og gjorde rent. Du har hjulpet mig rigtig meget, Erika. Tak!”

Hun smilede og strakte sine arme ud i mod mig. Jeg gav hende et stort kram.

“Tak,” hviskede hun ind i mit øre, inden hun forsvandt op ad trappen.

Jeg mærkede en klump i min hals. Hvorvidt det var fordi, jeg var bange for at blive fanget af hendes mor, eller om det var fordi, jeg lige havde hørt hende tale til mig for første gang, vidste jeg ikke.

***

Da klokken var seks, havde Sara endnu ikke sparket min dør ind med en skarpsleben kødøkse. Jeg gættede på, at hun ville vente til efter jul med at lemlæste mig for at gøre rent i hendes hjem.

Jeg var ligeglad. Jeg havde det godt med mig selv – bedre end jeg havde haft det i ugevis – ved tanken om en lille pige, der nu kunne fejre julen ordentligt. Børn skulle kunne fejre julen.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville tage med til Mariannes vejfest, som jeg vist nok havde lovet. Jeg overvejede, om jeg skulle barbere skægget, men jeg har ikke barberet mig siden, jeg mistede Sofia og Emma, så hvorfor skulle jeg begynde nu? Jeg klippede det lidt i bunden, så jeg ikke så så usoigneret ud og sagde til mig selv, at det var fint. I samme øjeblik fik jeg et opkald fra Stefan.

“Hey-ho Stefano!”

“Det er kun min gamle babushka, der må kalde mig det, dit røvhul.”

“Og glædelig fucking jul til dig.”

Jeg hørte ham grine. “Det er en glædelig jul. I hvert fald for din nabo.”

“Hvad skal det sige?” Jeg var interesseret.

“Forsikringskrybbene havde ikke et ben at stå på. Deres bogførelse var udarbejdet af deres egne mænd. Det tog kun en smule juridisk pres. Det er ikke meget, mindre end tre hundrede tusind, men hun får dem på et check i næste uge.”

“Stefan, du er dagens helt. Jeg tager alle de forfærdelige ting, jeg sagde om jurister, tilbage.”

“Fuck, halvdelen af det er sikkert rigtigt.”

Vi lo. “Men seriøst, tak skal du have. Jeg mener det. Du er en sand ven.”

Jeg vidste, at han hadede seriøsitet og ømhed. Jeg kunne næsten høre ham rødme gennem telefonen. “Hey, ja, hvad har man venner til?”

“Det er rigtigt. Jeg kunne ikke bede om en bedre en af slagsen.”

“I lige måde dit gamle røvhul.”

“Du skulle bare ødelægge øjeblikket? Hør, jeg bliver nødt til at løbe. Hils din familie fra mig og nyd julen. Vi snakker sammen snart igen.”

“Glædelig jul, min ven. Pas på dig selv.”

“Ja for helvede, vi ses.”

***

Jeg dukkede op inde hos Marianne og John sent om aftenen og tog stoisk imod de mange kondolationer. Men det gjorde mig ikke mindre ked af det. Efter halvanden time vidste jeg, at jeg var nødt til at komme væk derfra, selv hvis det ville gøre Marianne vred.

John lod til at mærke, hvordan jeg havde det, så han trak mig med udenfor og vi nød enend en cigar i den kolde vinternat. Med en stærk snaps i den ene hånd og en kold juletuborg i den anden, var jeg villig til at blive hængende lidt længere, da han gik tilbage indenfor.

“Jeg burde flå dig levende for det lille stunt, du lavede, du ved.”

Jeg hørte stemmen komme ud fra baghaven, så jeg gik derud. Musikken kunne næsten ikke høres herude. Sneen lå i driver omkring buskene. Sara sad alene på en havestol med et stort, næsten tomt rødvinsglas i hånden.

“Ja. Det burde du.”

“Hvad helvede tænkte du på?!” ville hun vide.

“Jeg ville have, at Erika fik en nogenlunde glædelig jul, og jeg ville hjælpe dig lidt med at sælge dit hus.”

Hun lo, men det var ikke en behagelig lyd. “Også dig? Du kender mig knapt nok, og du har allerede travlt med at få mig ud af det her satans nabolag.”

Hendes ord overraskede mig. “Slet ikke. Jeg prøver bare at kæmpe imod uretfærdigheden her i verden.” Jeg var klar over, at min svar nok ikke gav mening for hende, men jeg satte mig alligevel ned ved siden af hende. “Hvad laver du herude helt alene?”

“Jeg kan ikke klare, hvordan de stirrer på mig. De tror selvmord er smitsomt. De ved ikke, hvad de skal sige de undgår mig og stirrer, som om jeg har pest.”

“Folk er røvhuller.”

Sara smilede. “Skål for det.”

Vi skålede i stilhed, og jeg tog en slurk af snapsen, der varmede så godt. Vi stirrede ud på en lille gruppe, der kom ud af hufor at ryge.

“Jeg ved godt, at du bare prøver at hjælpe Nikolas. Men du må gerne stoppe nu, okay?” sagde hun blødt.

“Må jeg gøre en sidste ting?”

“Kom nu. Jeg mener det.”

“Stefan ringede. Alt er klaret med din forsikring. Du får checken i næste uge.”

Hun stirrede på mig, som om jeg et tredje øje var vokfrem i min pande. “Virkelig?”

“Virkelig virkelig.”

Hun bundede sin vin, sank og satte sig så tilbage. “Shit. Seks måneder, hvor de bare trak tiden ud, og så giver de op lige med ét,” hun knipsede med sine fingre, “de er villige til at betale?”

“Stefan er god.”

Hun lænede sig forover bordet og hvilede sit hoved i sine hænder. Et par øjeblikke efter lagde jeg mærke til, at hendes krop rystede, og det gik op for mig, at hun hulkede.

“Undskyld det tog så længe. Hvis jeg havde været en bedre nabo, havde vi kunne klare det her for flere måneder siden.”

Hun satte sig straks op, og jeg kunne se de skinnende spor af tårer, der var løbet ned ad hendes kinder. “Hold op. Hold op med at sige undskyld, okay?”

“Okay.”

Vi sad akavet i noget tid, inden hun tørrede sine øjne og vendte sig bort fra mig. Hun stirrede ud over den sneklædte baghave. Jeg lænede mig frem og tog hendes glas. “Vil du have en genopfyldning?”

“Ja. Jeg mener ja tak. Tak.”

“Jeg er tilbage om lidt.”

Det tog mig et par minutter at navigere gennem flokken af mennesker og op til baren i køkkenet, og jeg var nødt til at presse mig igennem de nye gæsters sorg over mit tab. Som om de vidste, hvad det betød at miste sine døtre. Fuck. Jeg var glad for at komme tilbage ud i den rensende kulde, væk fra alle de dårdyrøjede forstadsmødres medlidenhed og deres mumlende, akavede ægtemænd.

Jeg sank ned ved siden af Sara. “Næste gang går du ind og henter.” Jeg rakte hende hendes vinglas.

Hun gav mig et skævt smil. “Du meldte dig selv frivilligt.”

“Mind mig ikke om det.”

“Det er, hvad du får ud af at være en god samaritaner.”

“Og det er nok nu. Tro mig, jeg har lært min lektie. Jeg gør aldrig noget for nogen igen.”

Hun lo. “Det tvivler jeg på.”

Min cigar var gået ud, og det ville have været en skam at lade den gå til spilde. Jeg begav mig ind i rygerummet for at finde noget ild og fortrød det med det samme. Mændene så usikkert på hinanden, stirrede på mig, og jeg vidste, hvad de tænkte. Jeg kunne ikke klare at være der inde, så jeg fandt hurtigt noget ild og skyndte mig tilbage til Sara. Den eneste anden forpinte sjæl i dette soirée, der kunne føle knapt en tiendedel af den sorg, der åd mig op indvendigt.

Der var en sidste ting, jeg var nødt til at gøre, men jeg var ikke sikker på, om hun ville gå med til det. Jeg tænkte at måske, og kun måske, hvis hun havde fået ét glas vin mere indenbords, at hun måske ville gå med til det.

“Sara?”

“Mmmm. Noget i din stemme siger mig, at det her ikke kan være godt. Har du flere tricks i ærmet?”

“Nej. Måske. Ikke rigtig. Jeg mener, altså, må jeg vise dig noget hjemme hos mig?”

Hun gav mig et mærkeligt blik, som blev hængende rimelig længe. “Kan jeg tage min vin med?”

“Selvfølgelig. Det tager kun et minut.”

Hun grinte over et eller andet men rejste sig og fulgte efter mig hen til havelågen. Vi gik ned ad gaden og ind ad min mørke indkørsel. Da vi krydsede dørtærsklen, begyndte hun at tale.

“Bare fordi jeg har drukket lidt, og fordi du har hjulpet mig lidt her på det sidste, håber jeg, du ved, at det ikke betyder, at du bare kan gøre alting ved mig.”

Gøre ting ved hende? Jeg fortsatte frem i mørket. “Hvad mener du?”

“Kom nu alle ved, en enlig mor er et nemt offer.”

Hendes ord ramte mig som koldt vand. Jeg havde ikke engang overvejet noget i den retning, men jeg drejede mig om for at se på hende. Hun var ikke grim. Slet ikke. Hun var rimelig almindelig, og selv hvis hun var overnaturligt spinkel, bemærkede jeg, at der var en smuk kvinde derinde et sted. Sjovt at jeg første lagde mærke til det nu. Jeg stod lammet og vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

“Jesus Christ, Nikolas, jeg driller jo bare.”

Jeg tøvede. “Det kunne aldrig falde mig ind at prøve på sådan noget.”

“Selvfølgelig ikke. Tro mig jeg forstår dig godt. Bare se på mig.” Hun grinede humorløst. Det selvudslettende svar overraskede mig endnu mere end hendes første kommentar.

Uden at vide hvad jeg skulle svare, trådte jeg akavet ind i mit hus og ledte hende gennem stuen.

“Hvad var det, du ville vise mig?”

Jeg tændte for lypå kontakten og fjernede mig fra hendes synsfelt.

Saras øjne lyste op. “Hold da op!”

Kolossale stakke af skinnende julegaver prydede mit hjem som bjerge, der rejste sig over os. Gavepapir med Disney-prinsesser, jediriddere og fantasidyr dansede omkring os i rødt gavebånd med gran og glimmer. “De var til Emma og Sofia. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dem nu.”

“Var de allesammen til dine døtre?” spurgte hun og så sig forundret omkring. Hun var nok ikke vant til at se tohundrede julegaver i ét rum.

“Ja. Jeg går lidt over gevind, når det er jul.”

“Det må man sige.”

“Erika må få dem. Hun behøver ikke at vide, at de er fra mig. Du kan bare sige, at de er fra Julemanden. Hvis ikke du tager dem, så… så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med dem.”

“Det er alt for meget, Nikolas. Det er sødt af dig, virkelig, men de er alt for meget.”

“Jeg mener det. Gør det for Erikas skyld. Vil du ikke nok?”

Hun stod i et øjeblik uden at sige noget, inden hun vendte sig imod mig. “Hvorfor? Hvorfor nu?”

“Det ved jeg ikke. Hør, de er bare i vejen her. Jeg ender nok med at donere dem til velgørenhed eller sådan noget. Jeg har tonsvis af gaver, men ingen tilbage at give dem til. Du har en sød, lille pige, der kun har én gave under træet, og som kunne trænge til lidt mere glæde i sit liv.”

Hun vandrede rundt i rummet, puffede til gaverne med sin fod, svarede ikke, og tog det sædvanlige nip fra sit glas. Til sidst kom hun tilbage og stod ved siden af mig.

Hun stod stille i et par sekunder, åbenbart som om hun tænkte over, hvad hun skulle svare. “Det er ikke retfærdigt,” mumlede hun så.

Det var ikke lige, hvad jeg havde forventet. “Det siger du ikke. Livet er cirka så uretfærdigt, som jeg kan forestille mig,” svarede jeg ærligt. “Gode mennesker kommer til skade uden grund. Sataner bliver aldrig straffet. Uskyldige, små piger får deres liv taget fra dem. Godhjertede naboer får skidt på deres liv, som om det er en eller anden stor, kosmisk joke.” Jeg kunne høre, at min stemme blev højere og mere frustreret. “Livet er et fucking spark i røven, og hver gang det ser ud som om, at der kan ske noget, som er bare en lille smule godt, kommer der en eller anden guddommelig komiker frem og trækker tæppet væk under dig. Hvad er det for en Gud, der dræber familier? Hva’? Svar mig for Helvede!” råbte jeg ud i rummet.

“Jeg… jeg tror, at jeg er nødt til at gå hjem nu.” Hun vendte sig og skulle til at gå sin vej. Jeg havde skræmt Sara.

Men jeg løb efter hende. “Vent. Kan du ikke bare tage nogle stykker? Jeg kan ikke tåle at se på dem.”

Hun fumlede efter ordene men blev så stille. “Tag så mange med du kan bære i morgen tidlig,” sagde hun uden at se på mig. Så smuttede hun ud ad bagdøren.

Jeg tog et øjeblik til at få lagt bånd på mig selv, efter hun var gået. Jeg havde opført mig som en total idiot. Tja, der var vel, hvad man kunne forvente. Jeg besluttede mig for at slå et smut forbi Mariannes sted igen for i det mindste at sige godnat. Min nysgerrig nabo fangede mig, så snart jeg trådte ind ad døren. “John sagde, at du var her et sted, men jeg kunne ikke finde dig.”

“Jeg løb ind i Sara, og vi ødelagte mennesker kan godt lide at gemme os i din baghave.”

Hun så spørgende på mig. “Jeg var lidt overrasket, da hun kom over. Hun sagde ikke et ord om, hvad vi lavede i eftermiddags.”

“Hvor er du heldig. Jeg har stadig ar,” drillede jeg. Jeg fortalte hende lidt om vores diskussion, forsikringen og aftalen om gaverne.

“Hold da op. Jeg tænkte på, hvad du havde tænkt dig at gøre med alle de gaver. Jeg var bange for, at du bare ville lade dem stå fremme som et evigt minde år efter år, indtil et tykt lag støv ville lægge sig over dem.”

Hendes ord stak lidt. “Så slem er jeg ikke.”

“Nej, det er du ikke. Selvom du gjorde bekymret. Det er bare en hård ting for dig at gøre. Det forstår jeg godt.”

“Det er vel ikke et problem længere nu.”

Hun smilede. “Nej, det er del vel ikke. Erika er en heldig, lille pige.”

“Det ved jeg nu ikke, om jeg er enig i, men i det mindste får hun en glædelig jul.”

“Jeg er glad for, at du kom over i aften. Mange af vores venner var bekymrede for dig. Det, at du var her i dag, var en fin julegave til dem alle sammen.”

“Jeg må ærligt indrømme, at jeg er ret ligeglad. Jeg ved godt, at det lyder hårdt, men deres følelser er ikke på min top ti liste over ting, der betyder noget for mig lige nu.”

“Det er okay. Det er stadig godt. at du kom.”

“Jeg er glad for, at du inviterede mig. Og for at du har været en irriterende, nærgående nabo de sidste par uger.”

Hun lo. “Det er det sødeste nogen har sagt til mig i et stykke tid. Du har det vist bedre nu.”

Jeg sukkede. “Det har jeg vidst. Selvom jeg tvivler på, at julen nogensinde bliver det samme igen.”

Hun gav mig et kram. “Den bliver aldrig det samme. Men den kan måske en dag blive okay alligevel.”

Jeg krammede hende tvivlende tilbage.

***

Da klokken var omkring fem om morgenen stod jeg op, tog nogle jeans og en skovmandsskjorte på, og torturerede mig selv ved at se “Pyrus på pletten”, Sofias yndlings julefilm. Livet var så fucking uretfærdigt. Mine piger var væk. Det var jul, og jeg var alene. Jeg ville aldrig nogensinde holde jul med Sofia og Emma. Aldrig.

En time senere stod jeg ved Saras bagdør med tre store skraldesække fyldt med gaver. Det havde taget mig to ture, men bagdøren var nemmere end skorstenen. Det var koldt, og jeg bankede på døren. Kort efter stod Sara der. Hun var kommet ud af sit festtøj og stod i en simpel morgenkåbe. Hun så træt ud.

“Erika?” spurgte jeg blødt.

“Hun sover,” forsikrede hun og tog en af sække fra mig.

Musestille begav vi os ind i stuen, hvor vi begyndte at sprede gaverne ud. På hver gave fjernede vi til- og fra kortet, og satte et nyt klistermærke på med ‘Fra Julemanden’. Hun spurgte mig, hvad der var i alle gaverne, men jeg kunne ikke huske dem alle sammen. Hun måtte have haft en en eller anden plan i tankerne, for hun organiserede dem efter mine beskrivelser i fine, små stakke. Efter femten minutter kiggede jeg i hendes retning over og så, at hun rystede på hovedet.

“Hvad?”

“Det er alt for meget.”

“Det plejede min ekskone også at sige. Det har aldrig været et problem hos pigerne.”

Hun sendte mig et skævt smil. “Så er der er det mindste én, der får en glædelig jul.”

“Er det ikke også det vigtigste?”

Hun nikkede, og jeg lagde mærke til, at hendes øjne blev våde igen. Jeg valgte ikke at sige mere.

Indtil nu havde jeg ikke rigtig Sara som en kvinde. Jeg havde kunne relatere til hende som en person, der havde brug for hjælp. Men efter hendes kommentar efter festen, hendes forførende tøj, og nu morgenkåben, skammede jeg mig næsten over at sige, at jeg faktisk tjekkede hende ud.

Hun var tynd som en tændstik, med halvlange, brune dreadlocks. Hun var ikke særlig stor for oven, men når hun bevægede sig rundt foroverbøjet på sine hænder og sine knæ og arrangerede gaverne, fik jeg et par glimt ind gennem morgenkåbens åbning og kunne se udbulingenen af hendes feminine bryster. Hendes ben var så tynde som resten af hende, men med en blød afrunding omkring hendes hofter. Nogle af hendes bevægelser var mindre elegante, og det gik flere gange op for mig, at jeg smugkiggede op under hendes morgenkåbe på de blege inderlår eller hendes lille, runde bagdel.

Hendes ansigt var også sødt. En lille opstoppernæse, en smal mund med en buet overlæbe, og naturlige øjenbryn velplaceret over et par store, brune øjne. Øjnene var ekstremt udtryksfulde og næsten hypnotiserende.

Jeg må have kigget for meget på hende, for til sidst greb hun mig på fersk gerning.

“Hvad er der?” spurgte hun.

“Ikke noget,” svarede jeg hurtigt. I et forsøg på at redde skindet, begyndte jeg at bortforklare. “Du virker bare gladere, end du plejer.”

Hendes ene mundvig hævede sig. “Det er vel også første gang, du ser mig, hvor jeg ikke skal til at slå dig ihjel.”

Vi blev færdige med gaverne, og jeg rejste mig langsomt op og trådte forsigtigt ud af det minefelt af gaver, som vi havde strøet ud omkring træet. Jeg drejede mig og strakte min hånd ud til Sara, mens hun gjorde sit bedste for at manøvrere rundt om de farvestrålende gaver, uden at træde på nogle af dem. Hun var lige ved at have klaret det, idet hun snublede, væltede en lille stak og faldt forover imod mig. Jeg greb hende men fik overbalance, og jeg faldt baglæns, indtil vi blev stoppet af væggen bag os.

Hun stirrede op på mig. Mine arme var viklet omkring hende, og jeg holdt hende tættere ind til mig, end hvad der havde været meningen. Hendes hår duftede af jordbær.

“Jeg burde være sur på dig,” sagde hun, og lænede sig ind til mig.

“Ja, det burde du.”

Jeg forsøgte at rette hende op, men hun klyngede sig ind til mig.

“Vi har ikke brug for nogen.” Hun lød vred igen. Men for engang skyld ikke på mig.

Jeg prøvede at trække på skuldrene, men det var svært med den skrøbelige kvinde i min favn. “Jeg har ikke nogen.”

Det mildnede hende. “Undskyld.”

“Du skal ikke undskylde. Det er okay.” Jeg lukkede mine øjne og tænkte igen på mine døde børn. Jeg stod ved et strålende juletræ med et andet menneskes kropsvarme så tæt på mig. Det var fantastisk, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at bryde sammen igen.

I det samme mærkede jeg hendes læber mod mine. Først forsigtigt, men så mærkede jeg hendes fingre bore sig ind i min hud, og hun kyssede mig hårdere. Hendes tænder pressede sig ind mod mine læber. Jeg trak hende ind til min krop, inden jeg åbnede min mund gengældte hendes kys.

Det var ikke som noget, jeg havde oplevet før. Hun klyngede sig til mig, kyssede mig, krammede mig, slog mig, rev mig, mens jeg stod og holdte om hende og absorberede det hele. Jeg ventede til, at hun skulle slappe af, og da det ikke skete, greb jeg ned og tog fat om hendes røv, løftede hende op og holdt godt fast, mens hendes ben snoede sig omkring mig. Hun bed mig hårdt i læben, og jeg kunne smage blod, mens hendes kløer boede sig ned i mine skuldre.

Jeg kunne mærke vreden og frustrationen i hende. Lysten til at slå ud imod uretfærdigheden. Jeg var et ekko af hendes følelser, så jeg accepterede dem og gengældte dem. Jeg var også vred over hele det: den måde, mit liv havde udviklet sig på. Jeg kogende af raseri. Smagen af mit eget blod på mine læber var kun brænde på bålet.

Men min ene hånd om hendes bagdel, greb jeg fat om Saras hår bagfra og trak tilbage, så jeg fik hende til at gispe. Vores kys blev brudt, og jeg bevægede min mund ned ad hendes spinkle hals, hvor jeg bed hende og suttede på hendes hud. Begge hendes hænder foldede sig om mit hoved, indviklet i mit hår, og trak mit ansigt ned til sit. Hendes hofter gned sig mod mig, mens hendes bare fødder låste sig om min ryg.

Sara trak mit hoved tilbage ved at rive mig i håret, og jeg løsnede mit greb om hendes. Hun stirrede ind i mine øjne. Hendes sitrede med fortrængte følelser.

“Jeg hader dig!” gispede hun. Hun lænede sig ind mod mig og pressede sine læber mod mine igen, stadig hårdt og ubarmhjertigt.

Jeg drejede mig hurtigt og maste hende ind mod væggen, hvor hun var fanget under vægten af min krop. Min hånd gravede sig ind under hendes morgenkåbe og fandt intet andet end bar hud. Jeg greb hendes bryst og klemte det, og hun stønnede ind i min mund. Hendes hænder ville heller ikke holde sig i ro, og hun trak mine jeans ned omkring mine skinneben. Hun pressede en hånd ind imellem os, den anden holdt hun fast om mine skuldre med, og jeg jeg mærkede hendes fingre vikle sig om min dunkende pik. Det var svært at fatte, at det virkelig var sådan her, jeg reagerede på hende og hendes raserianfald, men der var ingen tvivl.

Jeg tog over og sparkede mine jeans af. Mine underbukser fulgte hurtigt med. Jeg var nøgen fra livet og ned. Nøgen og skrøbelig. Vores læber trak sig aldrig fra hinanden, og hun suttede sulten på min tunge, mens jeg rev hendes morgenkåbe hårdt op. Ligesom mig var hun nøgen nedenunder, bortfra et par løse, posede shorts, som hurtigt var trukket ned. Hun havde min pik i sin hånd og sigtede den mod hendes fugtige åbning. Jeg pressede hende baglæns, sank langsomt ind i hende, indtil jeg til sidst var helt opslugt.

Hun stønnede. Med sin nu frie hånd greb hun fat i mit hår og hev tilbage, så mine læber blev revet fra hendes. “Din svin,” gispede hun.

“Kælling,” knurrede jeg. Hun havde stadig fat i mit hår, og det gjorde ondt. Jeg måtte gengælde smerten. Jeg trak mine hofter baglæns, inden jeg støtte mig hårdt ind i hende, skubbede hende ind ad væggen og fremtvang endnu et hæst gisp. Jeg mærkede vreden bygge sig op inde i mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke rigtig var sur på Sara, men hun var et uheldigt offer for mit raseri. Jeg hamrede min pik hårdt op i hende. Jeg trak mig ud, gjorde det så igen, endnu hårdere, og gjorde mit bedste for at smadre hende igennem væggen. Hun gispede, som om jeg havde slået hende.

“Sådan, knep mig,” hviskede hun hadefuldt. “Kom nu, knep mig dit fucking dyr! Vis mig, at du er bedre end min døde kujon af en mand.”

Jeg tog fat om hendes baller og trak hende væk fra væggen, løftede hende af min pik, inden jeg gav slip, og lod hendes vægt spidde hende på min dunkende gren. Jeg lagde mine arme ind under hendes ben, så hendes lår hvilede på mine underarme, og så mine hænder kunne gribe hendes baller stramt. Med en vildskab, jeg ikke vidste, at jeg besad borede jeg mine fingre ned i hendes sarte hud. Hun flettede sine fingre bag min nakke og lænede sig bagud, så jeg fik frit udsyn til hendes nøgne overkrop. Hendes små bryster havde de mest perfekte, små brystvorter, der nu var hårde takket være mig. Jeg kneppede hende hårdt og hurtigt, mens min styrke og mit raseri drev mig fremad i hvert stød.

Da min arme begyndte at blive trætte, gik jeg ind i stuen. Hun strakte sine arme ud længe nok til, at hendes morgenkåbe faldt på gulvet. Jeg skubbede nogle nisser til side og satte hende på sofaens armlæn. Hun gav slip på mig og lod sig selv falde baglæns, så hun lå på ryggen. Hendes hofter var nu hævet over hende, så det var nemmere for mig at tvinge mig ind i hende. Hendes krop var udsmykket med store, farverige tatoveringer, der mindede om Monet’s haver. Jeg spredte hendes ben vidt fra hinanden, gled min pik op i hendes varme indre og støtte op i hende. Jeg kneppede hendes stramme åbning, mens hun stønnede så fandens lækkert. Ved at holde hendes ben i mine hænder og løfte dem højt op i luften, var hun mere eller mindre immobiliseret af sin egen vægt på sine skuldre. Jeg kørte min pik ind og ud af hende, kneppede hårdt, fri til at gøre som jeg ville.

Der lå hun og stirrede op på mig med brændende øjne. Jeg ville ikke se ind i de fordømmende spejle. Jeg trak mig ud, vendte hende hårdt rundt, så hendes bløde røv var hævet godt op i luften af sofaens armlæn. Jeg spredte hendes ben og gennemborede hende igen, trængte hårdt ind i det første stød for at få hende til at betale, og hun skreg. Jeg holdte stramt fat om hendes hofter, sendte mine følelser ud gennem min krop og hamrede dem hensynsløst ind i hende.

Når jeg så ned imellem os, var jeg som hypnotiseret ved synet af min pik, der udstrækte og udfyldte hende. Ved hvert stød klynkede hun med en underlig lyd, der var en blanding af gråd og liderlighed. Jeg trak mig næsten helt ud, spredte hendes baller med mine hænder og legede med hendes lille, lyserøde fisse ved at gnide mit pikhoved op og ned ad hendes skamlæber. Jeg satte farten ned, klemte hendes stakkels balle endnu hårdere, mens jeg langsomt fodrede hende min pik. Den utrolige følelser overtog min vrede, og jeg nød bare at tage hende i lange, dybe stød, så hun kunne mærke hver eneste centimeter af min pik, der stødte dybt ind i hende.

Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg tog fat om hendes hofter og lænede mig ned over hende, så min pik kunne komme helt ind i hende. Jeg kunne mærke hendes slimede tunnel gribe om mig som en olieret plastikhandske. Jeg kiggede ned og så, at hun havde drejet sit overkrop, så hun kunne kigge op på mig.

“Gør det. Kom i mig.”

Hun smadrede min fulde vægt ind i hende, ude af stand til at holde mig tilbage længere. Gispende kom jeg inde i hende. Udløsningen strømmede ud af mig i så højt et tempo, at det næsten gjorde ondt, og jeg eksploderede dybt inde i hende igen og igen. Hendes ben flagrede vildt omkring, og da jeg endelig begyndte at sætte farten ned, slappede hun af, foroverbøjet over armlænet som en livløs kludedukke.

Sara hvinede, da jeg løftede hende op og snurrede hende rundt, så hendes bryster blev presind mod min krop. Jeg satte mig på sofaen med hende på mit skød, og tvang min stadig stive pik ind i hende. Jeg greb om hendes lækre røv og klemte ballerne, mens jeg kyssede hendes hals. Jeg kunne se, at hun havde tårer i øjnene og våde spor ned af kinderne. Jeg lagde mine arme om hende, holdte hende tæt, og klemte hendes skrøbelige krop ind til mig. Hendes arme gled rundt om min overkrop, og hun pressede sit ansigt mod mit mægtige bryst.

Jeg holdte hende i noget tid, mens jeg kunne mærke hendes krop ryste. Jeg havde det elendigt, og følte mig ulækker over, hvad jeg havde gjort. Jeg havde kneppet hende nådesløst, brugt hende, vendt min egen vrede og ulykkelighed mod dén anden person, som jeg vidste allerede havde lidt nok i forvejen. Jeg kunne mærke, at mine øjne begyndte at blive våde.

Vi holdt om hinanden, klyngede os desperat desperat til alt, hvad der kunne hjælpe os gennem disse hårde tider i vores liv. Mine hænder begyndte at slappe af, ligesom den stramhed, der havde opslugt min krop. Jeg strøg hende kærligt ned ad ryggen og mærkede hendes rygsøjle gennem den sarte hud. Jeg pressede mine læber mod hendes hår og kyssede hende blidt. Sara gengældte kyssene, pressede sine læber mod mit bryst og mine skuldre og kørte blidt sine fingre over de ridser, hun havde givet mig tidligere.

Det gik op for mig, at jeg gled ind og ud af hende, overrasket over at min pik stadig var stiv og ivrig efter at fortsætte. Jeg holdt om hende og kneppede hende langsomt, mens hun hulkede ind imod mig.

Jeg masserede hendes ryg, mens jeg legede med hendes hår og kyssede hendes tindinger. “Undskyld,” hviskede jeg.

“Lad være,” hulkede hun. “Lad være med at sige undskyld. Ikke nu. Aldrig igen.”

Jeg skubbede hendes hoved lidt tilbage og kyssede hende blødt på munden. “Det lover jeg.”

“Godt.”

Hun så op og rørte min læbe og trak forskrækket en finger tilbage, der var rød med mit blod. “Åh Gud! Undskyld! Det var ikke min mening at gøre det.”

“Hvad var du sagde om at sige undskyld?”

Sara smilede og svarede ved kysse mig. Da hun trak sin mund tilbage, kunne jeg se, at hendes læber var røde.

“Tag mig op i seng,” hviskede hun.

“Er du sikker?”

“Nej. Gør det alligevel.”

Jeg rejste mig forsigtigt op med min lille medsammensvorne spiddet på min pik. Hun viklede sine ben stramt omkring mig og klyngede sig til mig med begge arme. Jeg holdte fast om hendes lille numse og besteg langsomt trapperne. For hvert trin løftede jeg og sænkede hende, så jeg kneppede hende hele vejen op.

Da vi nåede det sidste trin, overraskede hun mig ved at grine.

“Hvad er der?”

“Du er stærkere, end du ser ud,” sagde hun og afblødte sine ord med små kys strøget ud over mit bryst som snefnug.

“Det er dig, der er let som en fjer. Jeg er nødt til at fodre dig.”

Hun smilede listigt. “En protein indsprøjtning?”

Jeg havde næsten tabt hende, og hun grinede, “hvad?”

“Du har en syg hjerne.”

Jeg så en sort sky falde over hende, men hun rystede den af og smilede. “Det har været lang tid siden, Nikolas. Jeg er ikke så god til at flirte og den slags.”

“Samme her. Bær over med mig.”

Hun gjorde en lille rulle-bevægelse med sine hofter, så min pik blev helt opslugt af hendes fugtighed.

Hun grinede let igen. “For fanden, jeg fatter ikke, at du kan holde mig sådan her.”

Jeg bevægede hende op og ned ad min pik et par gange og fremtvang et stille gisp fra hende. “Jeg kunne holde dig sådan her for evigt.”

Jeg klarede det sidste trin, og vi trådte ind på hendes soveværelse.

Igen så jeg et hav af følelser spille over hendes ansigt og endte i et smil. “Men hvordan skal du så fodre mig?”

Jeg rakte ud og lukkede døren bag os.

Med et skælmsk smil på læben løftede jeg hende højt op i luften og fik hende til at hvine. Hun var vitterligt lige så let som en kludedukke. Jeg tvivlede på, at hun vejede mere end halvtreds kilo. Jeg holdte hende i min arme som en baby.

Jeg havde en arm under hendes ben og en arm under hendes ryg, og hun bevægede sig rundt i min arme og kyssede mit bryst. Jeg løftede hendes skuldre op og fjernede så armen fra hendes ryg, hvilket fik hende til at falde baglæns. Men ikke langt, idet jeg greb hende om hofterne, så hun hang med hovedet nedad. Sara gispede og sparkede med sine ben, mens hendes arme viklede sig rundt om min underkrop. Jeg tog fat omkring hende og løftede hendes varme, lyserøde fisse mod min mund.

Saras ansigt var lige omkring min talje. Hun klemte sine ben stramt omkring mit hoved, så lårene blev preshårdt imod mine øre. “Du er sindssyg!” gispede hun.

“Se. Jeg kan både bære dig og fodre dig samtidig,” drillede jeg, inden jeg begyndte at slikke hende. Min tunge prikkede imod hendes klistrede indgang.

Hun fnes, og jeg mærkede hendes varme læber opsluge mit pikhoved. Jeg greb fat omkring hendes hofter og sank hende lidt ned, så jeg kunne mærke resten af min pik forsvinde ind i hendes mund. Jeg løftede og sank flere gange slikkede hende på vej op og fyldte hendes mund på vej ned.

Trods den dristige akrobatik var det ekstremt svært, og jeg kunne mærke, at mine arme rystede under presset. Jeg blev ved med at bære hende, og fyldte hendes mund med min pik, inden jeg trådte de få trin hen mod sengen.

Hun blev mere aktiv, suttende og bevægede sit hoved frem og tilbage. Det føltes utroligt. Det var lige før, jeg ikke ville lægge hende ned. Men jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det, var der en stor chance for, at jeg tabte hende på det kolde trægulv. Med en sidste heroisk indsats lykkedes det mig at løfte hende op og smide hende forsigtigt ned på dynen.

Hun spildte ikke tiden, og i det samme havde hun sat sig op og trak mig ned i sengen. Jeg famlede akavet rundt, rakte ud efter hende, men hun trak sig væk. “Læg dig ned. Det er min tur nu.”

Jeg strakte mig ud midt i hendes seng og så til, da hun kravlede op langs min underkrop, placerede sig mellem mine ben og så op på mig, inden hun sanks in mund ned over min pulserende stang. Hun slikkede mig, udforskede mig, strøg mig med sine hænder og kyssede min pik med sine varme, bløde læber. Jeg stirrede hende ind i øjnene, da hun sank sine læber ned over den lilla hjelm og tog det meste af min pik ind i sin lille mund.

Det føltes så fandes utroligt, at jeg stønnede højlydt.

Hun trak sig væk og pressede en finger mod mine læber. “Shhh. Erika sover.”

Jeg mimede, at jeg lynede mine læber sammen som en lynlås, men kunne knapt tilbageholde det næste støn, da hun tog mig i munden igen.

Hun suttede mig, som om hendes liv afhang af det. Hendes hænder arbejdede lige under, hvor hendes mund tog over. Jeg rakte ned og børstede hendes pandehår til side, så jeg kunne se hende. Det opmundtrerede hende til at sætte farten op og drive sit ansigt ned over min stive stang og gispede, når hun pressede for hårdt.

“Sara,” gispede jeg advarende.

Hun tog min hånd i sin og flettede vores fingre, og blev ved med at sutte, som om verden skulle gå under. Jeg sagde ikke et ord. Jeg lod hende trække mine safter ud af mig, og jeg stønnede, da jeg endelig nåede min tiltrængte udløsning, som sprøjtede ud mellem hendes læber.

Hun trak vejret hårdt gennem sine næse, holdt mig i sin mund, tog bravt alt, jeg gav og slugte det ned i sin hals. Hun suttede blødt, da jeg var færdig med at sprøjte, og jeg kunne mærke den dunkende stramhed, da hun sank igen og igen. Hendes øjne var lukkede, og hun så ud til at koncentrerer sig hårdt om at fuldføre sin mission.

Da min pik begyndte at blive slap, tog hun min piki sin hånd og begyndte at stryge den langsomt, mens hendes mund forsigtigt suttede mig. Sarah kørte omhyggeligt sin hånd over mit skaft, og hendes tunge masserede det følsomme hoved. Jeg slappede af i sengen, mens jeg nød hendes opmærksomhed og koncentrerede mig om den dejlige følelse omkring min pik. Ideen om at blive stiv for hende igen og fortsætte vores leg blev blandet sammen med hendes trofaste opmærksomhed, og snart var jeg klar igen, da min pik blev stiv inde i hendes mund.

Det var åbenbart hendes tegn, og hun satte sig op og suttede mere aggressivt på min pik, indtil den kunne stå op helt af sig selv.

Sara rettede sig op, satte sig overskrævs på mit skød, og lod min lille soldat glide tilbage, hvor han hørte hjemme. Hun arbejdede sig langsomt op og ned ad mit skaft, inden det til sidst var opslugt af hendes stramhed. Det var smukt at se på hendes slanke krop, der strakte sig oprejst, mens hendes arme rakte op i luften. Hendes hoved var en smule tilbagelænet, kurven ved hendes ribben var fremhævet af hulningen på hendes mave. Hendes perfekte, små bryster strittede modigt og ivrigt frem, og de smukke, lyserøde brystvorter var hårde som små kapsler.

Efter et par øjeblikke i den stilling slappede hun endelig af med et dybt suk, satte sig langsomt ned igen, og lænede sig forover, indtil hun kunne hvile sine håndled på mit bryst.

“Tak for mad,” spandt hun.

“Du er ufattelig,” tilstod jeg.

Hun gav mig et trist, lille smil. “Det er rart at høre nogen sige den slags. Det har været meget, meget lang tid siden.”

Jeg rakte ud efter hende, og hun gled ned på mit bryst, hvor jeg lagde armene om hende. “Det er en skam. Du er så smuk.”

“Det behøver du ikke at sige,” sagde hun ind i min skulder.

“Men det er du.” Jeg holdt om hende, stødte til med mine hofter, og kneppede hende langsomt, mens jeg holdt om hende.

“Det ved jeg godt, at jeg ikke er, men det er okay.”

Jeg rakte ned og tog fat om hendes ansigt, så jeg kunne læne mig frem og kysse hende. Jeg ville sige hende imod, men vidste godt, at det intet nyttede.

Det var et langt og ømt kys og efter det, holdt jeg hende tæt ind til min krop. Jeg blev ved med at støde til med mine hofter, fordi jeg ikke ville miste kontakten med hende.

“Bare hold mig lidt, okay?”

“Så længe du vil have det,” forsikrede jeg, opslugte hende i mine arme og pressede hende ind til mig, som om jeg aldrig ville lade hende gå.

Jeg kunne mærke hende ryste, og hendes arme holdt stramt omkring mig. Jeg omfavnede hende og dryppede små kys ned over hendes pande. Jeg holdt hende tæt ind til mig og forsigtigt gled min pik ind og ud af hende.

Sådan lå vi i flere minutter, indtil hun endelig begyndte at slappe af og hendes dødsgreb om mig lettedes. Mine hænder havde fri adgang til at udforske hendes krop, stryge hende ned ad ryggen, kæle med hende, tage om hendes lille, stramme røv og presse mig selv op i hende. Hun begyndte langsomt at svare tilbage ved at skubbe imod mine stød, så hendes bryster blev presind mod mit bryst.

Jeg trak hendes krop ind til min, rejste mig op på den ene arm og rullede, mens jeg løftede Saras krop op ad sengen og lagde den under mig. Nu, hvor jeg var over hende, gav jeg slip, så jeg kunne ligge med min overkrop løftet over hendes og presse mig selv ind i hende med lange, langsomme stød.

Hun så så lille og sårbar ud under mig. Jeg lænede mig ned og kyssede hende, og hun greb fat om mit hoved og kyssede mig hårdt tilbage. Hun gav endelig slip, og jeg fortsatte med at kneppe hende, lykkelig over at være hvor jeg var. Jeg kiggede ned på hende og undrede mig drømmende over, hvordan jeg kunne have undgået at bemærke, hvor smuk hun var, da jeg så hende første gang.

“Hold op med at glo.”

“Det er svært at lade være. Du er smuk. Jeg vil huske alting ved dig.”

“Er jeg ikke for tynd?” spurgte hun.

“Det er ikke nok, som et ekstra par måltider ikke kan klare,” drillede jeg.

Jeg kneppede hende i stilhed i noget tid, men rejste mig så for at støde hårdere ind i hende. Jeg spredte hendes ben længere fra hinanden, så jeg havde nemmere ved at komme til. Hun trak sine ben tilbage og tog fat om sine ankler, så de var på hver side af hendes hoved.

Jeg spredte mine ben og udstrakte dem, så jeg virkelig kunne løfte mine hofter, inden jeg hamrede mig ned i hende. Hun gispede, og jeg smilede, mens jeg smadrede ind i hendes fisse oven fra, kneppede hende hårdt og hurtigt, mens hendes åbne fisse skreg efter at blive fyldt op.

For første gang den nat besvarede hun mine stød med en dyb, skælvende ryst. Hun slap sine fødder og viklede sine ben om krop, så jeg kunne mærke, at jeg virkelig blev presdybt ind i hende.

Jeg rejste mig på mine knæ, lænede mig forover og stødte dybere ned i hende, kneppede hende så hurtigt jeg kunne, og jeg kunne mærke trangen til at komme byggede sig op inde i mig.

“Hårdere,” gispede hun, “hårdere.”

Jeg satte farten ned, men kun en lille smule, så jeg bedre kunne fokusere på vægten bag mine stød og trak hende fremad, så hun kunne mærke mit liderlige angreb. Hun gispede konstant, hendes tæer krøllede sig sammen, og hendes fødder strakte sig ud. Jeg så til med nydelse, da hendes hoved drejede bagover, og hun vendte det hvide ud ad øjnene, mens hun kom på min pik, og hendes krop rystede. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere og skød alt min sæd ind i hende.

Sara skreg, slog ud med sine ben og sparkede, mens hendes krop skælvede, og hun kom med mig.

Jeg strakte mig ud oven over hende, mens hendes ben langsomt viklede sig omkring mig. Hendes øjne var store og udspilede og gav mig et blik, der virkelig boostede min selvtillid. Jeg kyssede hende blidt.

“Du er utrolig,” gentog jeg.

Hun rødmede. “Jeg… jeg har aldrig… ikke sådan der,” mumlede hun.

Jeg var forpustet, brugt fra hoved til tå, og mine ben og arme rystede af anstrengelse. Huden på mine lår var rød og øm af at have hamret ind i hende som et trykluftsbor, og min pik føltes som om, den havde igennem en vridemaskine. Jeg rullede ned ad hende, lagde mig på ryggen og trak vejret tungt. Hun rullede over og lænede sin overkrop ind mod min, så hendes lange hår kildede mig i ansigtet. Jeg greb om hendes numse og trak hende ind til mig.

Der var så meget, som jeg gerne ville sige, men jeg vidste ikke hvordan, eller hvor jeg skulle begynde. I stedet kyssede jeg hende på panden, mens hun holdt om mig. Jeg rakte ud med min anden hånd og strøg hendes side, inden jeg lod min hånd hvile på hendes bryst, hvor min finger dovent legede med hendes brystvorte. Hun kom tættere på og lagde sit ene ben over mine, så hun lå halvvejs oven på mig. Jeg lod min arm, der holdt hende, vandre rundt og mærke hende.

Jeg lukkede mine øjne med min arm strakt ud over hendes ryg og med min hånd omkring en af hendes varme baller. Hendes vejrtrækning var langsom og rolig, og hendes arm var kastet ud over mit bryst. Jeg pressede mine læber mod hendes hår en sidste gang, lænede mig tilbage og nød at holde denne søde, sexede, forstyrrede kvinde i min favn.

***

Da jeg pludseligt vågnede, var jeg meget forvirret. Jeg var i en fremmed seng og dynen var trukket op over min kind. Jeg kunne se på det smørfarvede sollys, der badede de fremmede soveværelsesvægge, at det var ved at blive aften. Jeg satte mig op og kløede mig desorienteret i nakken. Det tog mig et par sekunder at huske, hvad der var sket tidligt i morges, og jeg så mig omkring efter Sara. Jeg skulle til at stå op fra sengen, da det gik op for mig, at jeg var nøgen. Mit tøj lå i en buke et eller andet sted nedenunder. Jeg trak dynen op omkring min navle og ledte efter eller andet, som jeg kunne dække mig til med, inden jeg opdagede, at mit tøj lå sammenfoldet på en stol i hjørnet af rummet.

Jeg trak mine bukser på og skyndte på ud på badeværelse, hvor jeg sprøjtede noget vand i mit ansigt og lånte Saras børste, som jeg kørte igennem mine vilde manke af stride hår. Til sidst pressede jeg en klat tandpasta ud på min finger, som jeg kørte rundt i min mund og gjorde mit bedste for at ligne et menneske, inden jeg gik tilbage til soveværelset. Jeg var igang med at tage min skjorte på, da Sara dukkede op med en kop varm kaffe i hånden. Det duftede lækkert.

Hun smilede og rakte den til mig. Hun havde noget afslappet tøj på en strikcardigan og nogle leggins, og hun havde sat sine mørke dreadlocks op i en løs hestehale. “Skynd dig. Der er en lille pige nedenunder, der er ved at sprænges efter at åbne sine gaver.”

Jeg tog en tår af kaffen, varm og stærk, inden jeg gav den tilbage til hende, så jeg kunne knappe min skjorte på. Jeg børstede støvet af den, inden jeg tog en slurk kaffe mere.

Hun så opmærksomt på mig med et lille, trist smil på hendes ansigt.

Jeg skulle til at sige noget, men hun afbrød mig.

“Nej. Lad os ikke snakke om det lige nu. Det var noget, som vi begge havde brug for, men det behøver ikke at betyde noget. Det skete bare. Jeg fortryder det ikke. Lige nu er vi bare nødt til at gå nedenunder.”

Jeg tog et skridt frem mod hende og greb om hendes hage. Jeg kunne se, at hun var nervøs og overvejede, om hun havde øvet sig på den lille tale. Jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt og blev ved, indtil hun kyssede mig tilbage.

“Du er utrolig Sara. Jeg mener det.”

“Det bliver du ved med at sige,” grinede hun kærligt.

“Hvad siger Erika til, at jeg er her?”

“Jeg sagde til hende, at jeg havde dig over at sove. Hun ved sikkert godt, hvad det betyder. Børn er så langt fremme nu til dags, men hun virkede okay med det.”

“Fuck. Jeg føler mig som sådan et røvhul. Her kommer jeg og ødelægger jeres jul.”

Hun slog mig. Hendes lille knytnæve landede solidt i mit bryst og fik mig næsten til at spilde min kaffe. “Hold kæft. Det er på grund af dig, at vi rent faktisk har noget at fejre.”

Hun vendte sig rundt og gik nedenunder, og jeg nødt til at tvinge mine øjne fra hendes søde, lille røv. Det gik op for mig, at hun haltede en smule, og jeg overvejede, om hun var øm fra i morges. Måske. Måske mere end bare måske.

Vi gik ned i stuen og satte os på sofaen med omkring tyve centimeter imellem us, mens Erika ventede på os. Hun stod ved siden af alle gaverne og var næsten ved at eksplodere. Hun så ivrigt over mod sin mor, inden hun hurtigt så i min retning med et kort smil. Da Sara nikkede, sprang Erika ned i gaverne og greb den nærmeste, inden hun flåede papiret af.

Hun uuuede og åååede over hver eneste nye gave, og stakken af uåbnede gaver blev mindre og mindre, mens den voksende bunke af legetøj langsomt overtog det meste af rummet.

Hun jublede af glæde, da hun åbnede den nye iPod touch med et gavekort til iTunes på 150 kr. Hun havde været ret stille indtil nu, men hun klatrede over til sin mor og gav hende et stort kram.

“Han vidste det, Mor, han vidste det!” skreg hun af glæde og stoppede med sin gaveåbning for at åbne iPod æsken og tage den ud, undersøgte den og holdt den næsten frygtsomt i sine små hænder.

Jeg mærkede en varm hånd i min efterfulgt af et blidt klem. Jeg drejede min hånd, holdt hendes hånd i min og flettede vores fingre. Jeg så over på Sara og så, at hun havde tårer i øjnene. Med et snøft børstede hun dem omhyggeligt væk.

Som sædvanlig fik det nye tøj kort proces, inden det blev kastet over i en voksende bunke, men hun tog sig tiden til at se på hvert et stykke, holdt det op foran sin krop og spurgte om sin mors mening, inden hun fortsatte.

Jeg lyttede til Sara grine af sin datters fjolleri og tænkte, at det var den smukkeste lyd, jeg havde hørt i lang, lang tid.

Erika var næsten halvvejs gennem gaverne. Jeg så hende række ud efter en af stor pakke, og jeg gav hendes mors hånd et klem. “Måske er det bedst, hvis hun åbner den senere”, hviskede jeg.

“Erika, min skat, den der er fra Hr. Brinkmann. Hvorfor åbner du ikke den til sidst?”

Erika så op med en overraskelse i sine øjne, der var genspejlet i mine egne. Hun satte pakken til side og fortsatte sin mission om at eliminere stakken af indpakkede gaver.

Den lille pung med de 100 kr. var et andet stort hit, ligesom rulleskøjterne. Hver især krævede endnu et glædesskrig og en tur op i hendes mors skød, hvilket tvang endnu flere grin frem fra kvinden ved min side. Sara smilede stort og tog det kasserede gavepapir fra sin datter, inden hun smed det i en skraldespand.

Jeg havde det svært. Hver eneste af de gaver, som jeg så omhyggeligt havde udvalgt til mine piger, forsvandt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have tilbragt julen med Emma og Sofia, hvis jeg ikke havde fået sådan en knytnæve i maven af skæbnen. Et par gange kunne jeg mærke, at jeg fik tårer i øjnene, men Sara satte sig tættere på og holdt mine hænder i sine. Så så jeg glæden i Erikas ansigt, og jeg børstede tårerne væk, tog en dyb vejrtrækning og vidste, at det her var, hvad mine døtre ville have ønsket.

Jeg mærkede Sara læne sit hoved på min skulder, og jeg gav hendes hånd endnu et klem.

Endelig var der snart ikke flere gaver tilbage. Der var kun to tilbage. Den, der havde været der den første dag, hvor jeg malede døren, og den store, som jeg havde haft med.

Hun så over på os og begyndte så så at åbne sin moders gave. Der var et lille smykkeskrin inden i, og hun åbnede den med et hvin. “Mormors halskæde?”

“Du har altid godt kunne lide den,” svarede Sara.

Erika kom over og satte sig mellem sin mors ben og løftede sit hår til side, så hendes mor kunne fastspænde sølvkæden omkring hendes hals. Jeg kunne se, at det var en gammeldags medaljon, som Erika klamrede til sig, som om hun aldrig ville give slip. Sara fik et fastnet kæden og gav Erika et lille puf.

Erika rejste sig og løb hen til spejlet for at se sig selv. Hun kom tilbage og stod foran os og poserede i forskellige stillinger. Det var så kært. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Det fik Saras opmærksomhed, og hun begyndte også at le. Hun puttede sig ind til mig og lagde min arm om sine skuldre.

Vi så til, da Erika nærmede sig den store pakke og så over på os, som om hun bad om lov.

Jeg grinede opmuntrende. “Du kan ikke stoppe nu!”

Hun tog vat i hver af siderne af gavepapiret og rev i det. Hun flåede store stykker papir af, kastede dem over mod sin mor, inden hun til sidst gik i stå. Hun skreg, rejste sig og dansede. Jeg havde aldrig nogen så ivrig. Hun lænede sig forover og rev det sidste papir af, så vi kunne se den nye Playstation 4 og stakken af spil, der var tapet til pakken.

“Mor! Mor! Det er en Playstation 4!” hvinede hun, inden hun dansede rundt med den og faldt klodned på gulvet.

Sara lo. “Forsigtig! Du skal ikke ødelægge den, inden du når at bruge den.”

Erika klatrede over sofabordet mellem os og sprang op i mit skød. Hun gav mig et stort kram, der var så hårdt, at jeg var bange for, at hun ødelagde et eller andet.

Jeg kunne mærke hendes vejrtrækning imod mit øre. “Tak Julemand.” Hun pressede sit hoved mod mit bryst, og jeg kunne mærke, at jeg mine øjne blev våde igen.

Jeg krammede hende ind til mig. “Jeg håber, at du får en glædelig jul, Erika.” Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder. “Kom så, åben den.”

Hun sprang ned og begyndte at flå æsken op, pillede spillerne af og gik i gang med at sortere dem i små stakke. Hun mindede så meget om sin mor. Jeg kunne mærke Sara bevæge sig i sofaen ved siden af mig, og jeg vendte mig imod hende, da hun lagde sine arme omkring mig. Hun kyssede mig på kinden. “Tak.”

Jeg krammede hende tilbage. “Det er mig, der takker. Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at holde jul igen.”

Hun smilede. “Det ville da være en skam,” sagde hun blidt og kyssede mig, “hvis Julemanden aldrig kunne holde jul igen.”

***

Det har været et år siden vores første jul. Tingene har ikke altid være lige nemme mellem os. Vi havde begge nogle hårde kanter, som skulle slibes ned, men vi holdt sammen.

Alt snak om at holde Erika tilbage i skolen blev hurtigt droppet. Hun er en skarp, lille pige, klog som en lille ugle, og hun overvejer endda at starte til spejder. Hendes generthed var helt forduftet efter den jul.

Vi står og pakker Erikas gaver ind nu. Jeg tror, at det med at overdrive julen bare er en af de vaner, som jeg aldrig kommer af med. Jeg kan ikke lade være med nu og da at stryge min hånd over Saras mave. Erika glæder sig til at få sin lillebror til sommer.

Mig? Jeg glæder mig til vores nye juletradition. Jeg får lov at genspille vores første jule-overnatning. Sara tager endda den fjollede, gamle morgenkåbe på. Hun har lovet aldrig at smide den ud.

Mine døtre ser jeg aldrig igen. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke savner dem. Men selvom julen aldrig bliver den samme igen, kan jeg nu mærke, at den nok skal blive glædelig.

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (72har stemt 4,67 af 5)
Loading...

9 kommentarer

  1. denkaadekyk

    26. februar 2018 kl 16:24

    Igen en godt komponeret historie, jeg er dog lige som bessefar faldet over nogle (for din sædvanlige standart) overraskende sproglige fejl og måske en enkelt faktuel. Missede du en gennemlæsning??

    Jeg kan stadig godt lide din tilgang til at strikke en historie sammen med erotisk indhold

    0

  2. Læsehæsten

    26. februar 2018 kl 9:24

    Jeg er en sucker for stærke følelser og en god historie. Måtte også lige holde en pause ind i mellem for ikke at lade mig overvælde af Nikolas tragedie.

    Tak for oplevelsen. ♥️

    1+

  3. misa

    25. februar 2018 kl 9:41

    en af de bedste noveller jeg har læst så kan kun sige tak for det selv om der ikke er så meget sex så fanger den en 100% og håber på flere fra dig som denne

    4+

  4. Den Liderlige Bedstefar

    21. februar 2018 kl 19:21

    VaniljeEkstrakt, som du dog kan skrive. Jeg må sige, at jeg var tryllebundet fra ende til anden.

    Kun et par småfejl, hvor du åbenbart havde slettet en endelse og et mellemrum, der var gennemrettet i hele historien forvirrede mig kortvarigt, så jeg lige skulle tænke over hvad der skulle stå.

    Men det var ikke noget der kunne fravriste dig de 5 stjerner!!

    3+

  5. Mimax 63

    21. februar 2018 kl 17:53

    Wauuv hold da k… For en novelle, den gik rent ind vildt godt skrevet meget nærværende og følsom
    Sidder tilbage med en følelse af at er det ikke selvoplevet har du en fantastisk indlevelsesevne

    1+

  6. Styggeulv

    21. februar 2018 kl 14:26

    Du er virkelig en dygtig forfatter… havde tåre i øjnene flere gang

    2+

    • VaniljeEkstrakt

      21. februar 2018 kl 16:29 - som svar på Styggeulv

      Jamen lille ven dog! ❤

      1+

  7. Hans J

    21. februar 2018 kl 10:37

    Den er så godt skrevet flere af den slags den kan holde en fanget

    2+

  8. Emil

    21. februar 2018 kl 0:37

    Vanvittigt flot skrevet. Den fangede mig fra start til slut.

    4+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight