Langsomt trængte jeg ind i hendes skælvende krop, hun sukkede dybt. Ole og Pedro sad og så på..

Forfatter: Easy

Suzanne skulle starte på lærerseminariet sammen med mig.

Hun havde langt, brunt hår og runde kinder, der tydede på et sundt liv.

Men hun så ikke ud til at være på toppen i dag. Hun sad og hang over den øl, vi havde budt hende på, da vi opfordrede hende til at sætte sig over til vores bord.

Øjnene virkede lidt røde. Måske havde hun grædt? Eller måske havde hun drukket ret mange øl, inden hun satte sig over til os.

Os, det var udover mig, Pedro, allerede en smule overvægtig, der skulle starte på jurastudiet, Pedro var selvfølgelig ikke det navn, hans forældre havde givet ham, men vores drillende øgenavn, og Ole med de lyse krøller på vej ind på Pædagogseminariet.

”Suzanne. Du ser ikke ud til at være på toppen i dag, hvad plager dig?”

Hun sukkede og tog en slurk af sin øl:

”Jeg har henvendt mig om SÅ mange lejligheder og værelser – ALT er for dyrt for mig. Hvordan klarer I det?”

Det var et tilbagetrukket slidt værtshus, derfor ret billigt og populært blandt ikke så velbeslåede studenter.

Dunkel belysning fra af en lille og skrammet bliklampe over hver af de små, runde borde.

Ved baren sad et par knækkede midaldrende mænd og hang over deres øl, indtil de ville stavre hjem til en grillbarmiddag i deres ensomhed.

Og formentlig endnu et par øl foran fjernsynet.

Pedro knaldede til lampen med sin tomme flaske, det, havde vi hurtigt lært, var signalet om betjening. Han havde også rigeligt penge fra sine forældre i ryggen.

”Vi var tålmodige, en gammel lejlighed dukkede omsider op. En, hvor der er plads til os alle tre. Huslejen går lige, når vi er tre til at dele den.”

”I var godt nok heldige,” Suzanne kunne ikke skjule misundelsen i sin stemme.

Bartenderen dukkede op med 4 øl mellem fingrene.

”Jeg tog også en Hof med til damen, håber det er i orden?”

”Jeg kan ikke en betale huslejen ret meget længere, ikke en gang for den campingvogn, jeg bor i”, sagde Suzanne opgivende. ”Så må jeg nok tage hjem til mine forældre.”

Hun tog endnu en dyb slurk af sit glas.

”Det løser sig nok, Suzanne,” sagde jeg trøstende og tog også en ny slurk af min Carlsberg.

”Går det rent galt, finder vi nok også plads også til dig. Vi har tre værelser til beboelse, jeg har det største med plads på sofaen til en til.”

”Fordi du er den ældste, gamle mand!”, skræppede Ole, og alle grinede og klinkede med deres flasker.

Var jeg den eneste, der følte en lille kildren?
*
Hendes varme og villige krop vred sig med åbenlys begejstring under mig.

Langsomt trængte jeg ind i hendes skælvende krop, hun sukkede dybt.

Ole og Pedro sad tavse på mine to eneste stole og så på.

Jeg tog mig god tid, så hun også fik noget ud af det.

Hun slog øjnene op og smilede taknemmelig til mig.

Fik så øje på de to. Efter kort betænkning smilede hun så mat til dem og vinkede dem så med en håndbevægelse nærmere.

Jeg hørte dem tage deres tøj af.
*
Da jeg vågnede en gang ud op natten, så jeg, at Suzanne ikke længere lå ved siden af mig. Jeg var tørstig og gik ud i køkkenet efter et glas vand.

Da jeg stillede det tomme glas fra mig, så jeg i et glimt, at Suzanne kom ud fra Pedros værelse, nøgen, og skynde sig ind på Oles værelse.

Suzanne og jeg startede på lærerseminariet, heldigvis på samme hold. Vi kom sammen og gik sammen. Alle troede, vi boede sammen, hvad vi sådan set også gjorde. At Suzanne delte seng med sine tre kærester, en ad gangen, eller alle tre på samme tid, kom jo ingen ved.

Det var værre, at min træner havde tordnet: INGEN pigesjov før en kamp!

Men ret hurtigt opgav jeg alligevel mine drømme om en fodboldkarriere.
*
Ole med de lyse krøller og det uskyldige udseende gik en kort tid på Pædagogseminariet, mistede så interessen og gik så videre til militæret, hvor han blev udstationeret soldat.

Jeg blev vaklende og tøvende en gennemsnits lærer, Pedro gik den lige vej til en god stilling, der hen ad vejen førte til en stilling helt op som dommer.

Hvad der blev af Suzanne?

Jeg ved det ikke, hun droppede ud af seminariet. Jeg hørte rygter, at hun var blevet inspireret og nu solgte sig selv for en god pris.
Historien fortsætter under reklamen

I hvert fald glemte jeg aldrig vores bofællesskab.

Vores bofællesskab-med-mere.

I øvrigt kom det aldrig op at bede Suzanne om penge til hendes ¼ del af huslejen.