Jeg trak mig næsten helt ud, kun spidsen inde, og lod hende vente…Hun gispede og skubbede sig bagud

Forfatter: Lindelus

Jeg parkerede bilen i den fjerneste ende af gruspladsen, hvor træerne begyndte at vokse tæt og verden syntes at falde væk. Motoren klikkede sagte, da jeg slukkede den, og jeg blev siddende lidt og stirrede ud over vandet. Søen lå stille og sort under himlen, spejlede mørke skyer og enkelte stjerner, der kæmpede sig gennem disen. Jeg havde ikke planlagt noget. Jeg havde bare brug for at komme væk. Fra beskeder, fra larm, fra det hele. Bare være væk uden at nogen kunne finde mig.

Planen var at lægge sædet ned og sove der i bilen. Jeg havde gjort det før. En slags pause fra alting. Men da jeg åbnede døren og trådte ud i den fugtige luft, fangede noget mit blik længere nede mod vandet – et svagt, flimrende skær. Et bål? En trangia? Shelteret.

Jeg tøvede, lyttede, men der var ingen stemmer. Kun bladenes raslen i træerne og det svage skvulp af vand mod bredden. Stien var dæmpet af løvfald og fugtig jord, og da jeg kom tættere på, så jeg hende. Hun sad i midten af shelteret med et tæppe viklet om sig og et dampende krus i hænderne. Trangiaen foran hende glødede svagt, og hendes blik løftede sig roligt og mødte mit. Hun virkede hverken overrasket eller utryg. Bare rolig. Afventende.

Hun sagde, at jeg godt måtte dele, hvis jeg kunne lide stilhed. Jeg stod lidt, vurderede hende, men der var ikke noget at vurdere. Hun sad afslappet, med håret rodet og blikket fast. Ung, men ikke et barn. Måske nitten. Måske lidt ældre. Jeg sagde, at jeg egentlig bare havde tænkt mig at sove i bilen. Hun trak på skuldrene og smilede. Shelteret var bedre, sagde hun. Og jeg så ikke farlig ud.

Jeg satte mig i modsatte ende. Hun rakte mig en kop te, som smagte af røg og noget sødt. Vi sad længe uden at sige meget. Mørket voksede omkring os, og shelterets tag dryppede stille med fugt, der havde samlet sig i løvet over os. Et øjeblik føltes det som om verden havde trukket vejret ind og glemt at puste ud.

Hun sagde, at jeg lignede en, der trængte til at være alene. Jeg sagde, det gjorde jeg også. Alligevel sad jeg her. Hun sagde, at stilhed var bedre, når man ikke behøvede at tale for at være i den. Hun rykkede lidt tættere på under tæppet, og varmen mellem os voksede. Jeg kunne mærke hendes lår mod mit, hendes vejrtrækning blive dybere, da jeg lagde hånden på hendes hofte. Hun vendte hovedet og kyssede mig. Uden tøven. Uden spil. Bare en mund mod min, læber, der pressede sig fast, og en tunge, der mødte min som noget, der havde ventet hele aftenen.

Hun skubbede mig ned mod underlaget, satte sig overskrævs, og tæppet gled væk omkring os. Hendes hænder var allerede under min trøje, trak den op over mit hoved, og hendes mund fandt min hals, min brystkasse. Jeg greb fat i hendes hofter, mærkede hendes varme og vægt, og da hun løftede sig lidt, trak jeg hendes bluse af og smed den til siden. Hun rystede håret tilbage og så på mig. Øjnene var mørke nu, pupillerne udvidede, hele hendes krop sitrede.

Jeg vendte hende om, lod hende komme ned på alle fire, og hun smilede ind i mørket med håret hængende ned over ansigtet. Jeg kunne næsten ikke se hendes øjne, men jeg hørte det i stemmen, da hun sagde hæst, at det var sådan her. Jeg svarede lavt, at det her ikke var noget, man bad pænt om – det var noget, man tog. Hun skubbede røven bagud, og jeg trak hendes bukser og trusser ned i én bevægelse. Hun løftede sig op på knæ og skilte benene uden at tøve.

Hun var våd allerede. Jeg førte hånden op mellem hendes inderlår og mærkede, hvordan varmen og fugten samlede sig mellem hendes skamlæber. Hun stønnede lavt og vred sig en anelse, da mine fingre gled ind i hende. Jeg kørte tommelfingeren rundt i små cirkler på hendes klit, mens jeg bøjede mig frem og kyssede hendes ryg, hendes lænd, hendes nakke. Hendes krop sitrede under mine læber, og hun støttede sig mod træbrædderne med hænderne spredt.

Da jeg pressede spidsen af pikken op mod hende, holdt hun vejret. Jeg gled ind i hende i ét langsomt, glidende stød, til hun slap et halvkvalt, lavt “fuck” og pressede sig bagud mod mig. Hun var stram og varm, og jeg lod hende mærke det. Hver eneste centimeter.

Jeg holdt om hendes hofter og begyndte at kneppe hende i et langsomt, tungt tempo. Hendes røv skubbede sig bagud for hvert stød, og hendes støn blev dybere. Hun støttede panden mod liggeunderlaget, men løftede sig igen, da jeg øgede tempoet. Jeg kunne mærke hendes muskler spænde omkring mig, og hendes fingre krøllede sig om soveposen, som om hun holdt fast i noget virkeligt.

Jeg trak mig næsten helt ud, kun spidsen inde, og lod hende vente. Hun gispede og skubbede sig bagud, men jeg holdt hende fast. Drillede hende. Fik hende til at bede med blikket, før jeg igen gled dybt ind og fik hende til at jamre lavt og dybt i halsen.

Hun sagde, at jeg skulle kneppe hende hårdere. Jeg svarede ikke. Jeg tog fat i hendes hår, trak hendes hoved bagud, og hun skreg – ikke af smerte, men fordi hun elskede det. Jeg tog tempoet op, stødte brutalt og kontant, og lyden af krop mod krop fyldte shelteret. Mine lår ramte hendes bagdel i hvert stød, og hendes vejrtrækning blev til hæs, klippende stønnen.

Jeg slap hendes hår, bøjede mig frem, greb hendes bryster, masserede dem, hårdt, og hun krummede ryggen og klynkede. Hun begyndte at ryste, hele kroppen i spænd. Jeg gled igen ned og fandt hendes klit med fingrene, gned den hurtigt, brutalt, og hun skreg næsten, da hun kom – kroppen stivnede, benene spændte, og hun rystede under mig, mens hun stønnede i mørket.

Jeg slap hende ikke. Jeg holdt tempoet, dybt, hurtigt, til hun nærmest bad om nåde, og først da lod jeg det komme. Alt trak sig sammen, og jeg stønnede lavt, da jeg eksploderede dybt i hende, pressede mig op mod hendes røv og holdt hende fast, mens alt spændte og brændte og blev tømt.

Vi blev stående der i flere sekunder, svedige og forpustede, hendes krop lænet mod mig, mit hoved i hendes skulder. Mine hænder gled op over hendes mave, hendes bryster, hendes hals. Hun pustede stadig tungt og sagde ikke noget. Men hun lagde sin hånd oven på min og flettede fingrene ind i mine, som om hun ikke ville give slip endnu.

Jeg trak mig ud langsomt, lagde hende ned på ryggen og dækkede os med tæppet. Hun trak vejret langsomt nu. Hendes blik fandt mit, og i mørket smilede hun med fugtige øjne og rødme over kinderne. Hun sagde, hun havde savnet at blive taget sådan. Jeg kyssede hende, hårdt og stille, og sagde, at hun havde fortjent det.

Vi sagde ikke mere den nat. Vi lå bare – sammenkrøllede, hede og rystende, med shelterets tag over os og skoven omkring.

Næste morgen lå solen som en blød stribe over vandet. Jeg slog øjnene op, træk vejret dybt og rullede mig ud af tæppet. Hun lå stadig på siden, ryggen blottet, håret i totter ned ad hendes kind. Jeg satte mig op og så ud over søen. Min krop var øm på den tilfredse måde.

Hun bevægede sig bag mig og lagde armen over min ryg. Hun mumlede, at jeg godt måtte blive liggende lidt endnu. Jeg sagde, at det kunne jeg godt – et øjeblik endnu.

Efter et stykke tid så hun op på mig. Hendes stemme var stadig hæs fra natten. Hun spurgte, om vi skulle bytte navne nu. Jeg nikkede. Jonas, sagde jeg. Hun smilede, gabte og sagde, Liva.

Hun trak tæppet over os igen og sagde, at hun håbede, jeg sov lige så godt som hun gjorde. Jeg svarede, at jeg sov bedre end jeg havde gjort i ugevis.
Historien fortsætter under reklamen

Hun lo stille og kyssede min skulder. ”Næste gang tager du telt med,” sagde hun, ”…så kan vi larme endnu mere.”

Jeg grinede lavt og blev liggende lidt længere.