“Kys mine balder!” sagde hun og vendte sig om og lænede sig lidt forover med hænderne mod væggen.

Forfatter: Dan

Det viste sig at blive en længere debut end forventet, men her er den så – efter en del overvejelser:

“Kend dit område!”

Den gamle, som ved nærmere eftertanke ikke var så gammel dengang, havde ved vores flytninger sagt det gang på gang, og det sendte mig og mine søskende på gåben og cykel rundt i byen for at finde ud af hvad der lå hvor. “Man bliver måske ikke kendt, men genkendt, og det er bedre!”

Det var pinligt at høre på min fars lommefilosofier, når nye venner kom med hjem, men som man lærte flere forældre at kende, fandt jeg ud af, at de også havde deres udtryk og anskuelser af verden, og ved I hvad? Man bliver nok lidt som sine forældre, om man vil det eller ej.

Den tanke krydsede kort mit sind, da jeg for fjerde gang den uge gik en tur fra min nye lejlighed, denne gang mod syd. Flyttekasse efter flyttekasse sætter sig på tankerne, og skal de klares lidt, skal man ud og tænke på noget andet.

Jeg havde et par uger til at komme på plads, inden jeg skulle starte nyt job, så mit lokalkendskab skulle opbygges, så jeg ikke kom til et frokostbord bevæbnet med min adresse og en masse nej’er på mine kollegers spørgsmål om hvad jeg havde set og oplevet indtil nu. Og så gør det jo ikke noget at vide hvor man kan spise og drikke godt.

Butik med tøj og accessories, som det vist hedder, og lidt senere et kælderlokale med håndværk. Træ og metal, lod det til. Hvis jeg skulle have noget unikt med mit budget, var det måske noget. Videre.

På den anden side en kiosk med frugt og grønt og sandsynligvis krydderier fra fjerne egne og de allermest nødvendige småting i en hurtig vending, hvis man nu ikke gad eller kunne supermarkedet.

En fortovscafé med et par udenfor med en samtale i gang om deres arbejde. Et par borde længere henne sad en kvinde uden andet foran sig end sin mobil og en lille håndtaske.

Man kaster et kort blik på begge borde og deres gæster, ikke fordi man er tabloidjournalist, men bare lige for at observere – andet er der ikke i det for mig.

Den enlige kvinde kiggede på sit ur, så hun ventede nok på nogen.

Jeg var stort set gået videre, da min krop reagerede. Ja, ja, ikke sådan – nærmere som… Kermit, der teatralsk kigger en ekstra gang. Hele gaden må have set, at jeg lavede bevægelsen, for det var et flashback af rang. Måden hun kiggede på sit ur havde jeg nemlig set før. Uret på indersiden af armen, hovedet på skrå, og skulderen op. Kunne det passe? Var det et Blast from the Past?

Hendes ansigtstræk passede og det “Jaa?”, der undslap hendes læber, da hun kiggede skeptisk på mig, efterlod ingen tvivl. Mit “Øhh, Helene?” blev ikke bekræftet, og hun ville allerhelst bare af med mig hurtigere end jeg havde drejet hovedet. “Dan fra skolen. Altså den der øh folkeskolen – dén på Bakkevejen.”

Egentlig hed den noget andet, men kommunen havde navngivet skolerne på en måde, så det var mere mundret og nemmere at huske, at man bare sagde “Bakkevejens” om vores skole.

Helene var kommet til skolen i ottende fra en mindre skole i kommunen, hvor jeg havde været på Bakkevejen lidt længere. Hun (eller jeg – alt efter hvordan man ser på det) gik i parallelklassen, men havde lidt timer sammen, dog uden at komme hinanden meget nærmere.

Vi havde heller aldrig rigtigt bevæget os i de samme kredse, men vi kendte hinanden af navn og udseende.

Efter folkeskolen havde jeg ikke set hende andet end tilfældigt, når vi begge besøgte byen, hvor Bakkevejen lå, dog uden at hilse eller på anden måde give mig til kende.

Når jeg så kom hjem og fortalte min far, at jeg havde set den og den, kunne han give et – af og til meget – kort referat af vedkommendes liv og levned. “Ja, hun studerer i…” eller et “Han arbejder vist i…”, og så tror jeg ofte der kom et gæt eller et kvart rygte.

Min konstatering af vores fælles skoletid gav til en vis grad Helene lidt mere ro i sindet, og hun gik fra Kæmp eller Flygt til at være høflig, men stadig tilbageholdende.

Jeg fortalte hurtigt, at jeg lige var flyttet til byen, og hun sagde hun havde boet der i nogle år efterhånden og faktisk skulle mødes med en veninde lige om lidt. Det var ikke en afvisning på nogen måde, men det var heller ikke et varmt gensyn.

Da veninden dukkede op, blev jeg hurtigt præsenteret som “Dan fra folkeskolen – ja, han dukkede op ud af det blå”, og veninden gav mig et stort smil og rakte hånden frem og hilste meget interesseret på mig.

Janne, som hun hed, bad straks om mit telefonnummer, og selv om man af og til står foran spejlet med tøj på og ikke kluns, håret sidder som det skal, og man har glimt i øjet, fordi man lige siger “Jensen, Dan Jensen”, er det altså ikke fordi jeg har en uimodståelig charme.

Men i min tydelige befippelse over at blive bedt om mit nummer fik jeg dog givet det og måtte lige dobbelttjekke, at hun havde de rigtige cifre og “Ja, du har stavet Dan rigtigt” – det var der dog ingen af dem, der fandt nær lige så sjovt som jeg gjorde.

Jeg skyndte mig hurtigt at sige “Sjovt at møde dig igen – jeg vil ikke forstyrre jeres kvalitetstid”, og med en varm afsked fra Janne og en noget mere afmålt fra Helene gik jeg videre på min opdagelse i byen.

“Jo mere man ser af verden, jo større og mindre er den”.

Jeg måtte jo give min far lidt ret, da jeg ringede til ham om aftenen – efter sportsnyhederne, for “de er vigtige!”.

“Jeg mødte Helene i dag – fra Bakkevejens. Hendes far var vist i transportbranchen eller noget.” Det ringede en klokke i den anden ende. Min far kunne falde i snak med alle på stadion til de lokale heltes hjemmekamp – og ofte var en halvleg nok, for fodboldholdet var nok mere lokale end helte.

Ja, han havde rendt på en jævnaldrende, der havde sine børnebørn med. Efter lidt frem og tilbage fandt de ud af, at Helene og jeg var jævnaldrende, så mit møde med Helene fik en klokke til at ringe hos min far. Han kunne dog ikke huske navne på børnene eller hvor Helene befandt sig i verden, men “de var nok heldige med uafgjort i den kamp” fandt jeg da ud af.

Helene var ikke at se på cafeen, når jeg var forbi – hvorfor skulle hun også være der? Det var jo ikke en direkte savlende og desperat kvinde jeg havde hilst på, så en uge senere var gensynet med hende mere en kuriøsitet end et egentligt gensyn.

Men torsdag aften ringede telefonen fra et ukendt nummer.

“Hej, det er Janne!” lød der med en klar forventning om øjeblikkelig genkendelse. Mit “Øhhh, Janne?” blev slået hen med en høj latter og et “fra cafeen, din tosse”. “Det vidste jeg da godt…” lo jeg med, mens jeg funderede over om mit tonefald havde afsløret min hvide løgn.

“Cafeen – i morgen kl. 19 – kommer du? Eller skal du noget andet? For så kan du jo bare aflyse det!” “Øh, ja, øhm…” Janne spurgte om mit “ja” gjaldt mødet eller at jeg havde andet, og jeg fik meget fumlende forklaret, at jeg godt kunne komme i morgen, altså komme til cafeen klokken syv, øhhh nitten.

Som belønning fik jeg en perlende latter og et “jeg glæder mig!”, inden hun uden farvel, på gensyn eller anden afskedssalut afsluttede opkaldet.

Efter et par “Jensen, Dan Jensen” og blikke i spejlet fra enhver tænkelig vinkel, begav jeg mig mod cafeen den lune sommeraften. Pænt klædt uden at være formel, afslappet uden at ligne en turist på all inclusive.

Og der sad hun så og ventede. Helene? Havde Janne aftalt at mødes med mig og Helene her? Men Janne var ingen steder at se, og da Helene kiggede op på mig, kunne hun ikke skjule en dyb skuffelse over, at Janne havde smidt hende på en blind date.

Jeg skyndte mig at beklage mange gange, men min talestrøm blev afbrudt af Helene, da hun besvarede et opkald – fra Janne. Efter et par spidse ord fra Helene, blev hun tavs, og så kom der et suk, en gang rullen med øjnene og et virkeligt stille “ja”.

Helene havde uden omsvøb fået at vide, at nu skulle hun hygge sig, men som mennesket er indrettet, er tvang ikke en stor motivator.

Men vi fik dog en hakkende samtale i gang om dette og hint, og der kom efterhånden op til flere antydninger af smil frem hos Helene. Vi kom langsomt igennem to glas vin hver, og da Helene viste det var blevet køligt, trak vi indenfor.

Det tredje glas vin kom indenbords, og det løsnede Helene lidt op. Hun var dog ikke vant til tre glas, heller ikke over det overraskende lange tidsrum vi nu havde holdt hinanden selskab.

Så pludselig satte Helene alle stopklodser til, og nu ville hun hjem! Jeg tilbød at følge hende hjem, og da det var en afstand, der ikke kunne retfærdiggøre en taxa, og jeg insisterede på at hun ikke skulle gå alene, accepterede hun, omend modvilligt.

Vi forlod stedet, og jeg tilbød hende min arm mere i håb om at forhindre et fald end at være galant. Hun tog den tøvende og blev fulgt hjem, låste sig ind i opgangen og sagde høfligt “Tak for i aften”, nok mere som refleks end som egentlig tak.

I løbet af vores aften sammen havde jeg fået at vide, at hun var blevet skilt fra en “stor dreng, der altid fik hvad han pegede på, og som sked på alt og alle”, men hun var i studiet blevet forelsket i ideen om kommende børn og tryg tilværelse med en succesfuld mand, og da Helene havde udseendet med sig, var det en naturlig vej at gå for dem begge.

En kort videregående uddannelse senere kom der børn til, og efter en del år med at forsøge at holde familien kørende som en enhed, kuldsejlede Helenes liv, da hun blev skiftet ud med en yngre model.

Børnene blev lokket til at vælge livet sammen med far og “silikonehejren” – Helenes ord – og nu var Helene kun sporadisk inde i børnenes liv, hvilket ikke var ideelt for hende, men hun håbede ungerne ville se lyset engang og vælge hende mere til.

Veninden Janne var fremme i skoene, når det gjaldt om at få en mand med i kanen, så Helene kunne godt forstå, at jeg havde sagt ja til en date med Janne, og at jeg nok havde sagt nej til “kedelige og nedtrykte Helene”, hvis jeg var blevet tilbudt en aften i hendes selskab. Jeg anførte alle de gode grunde jeg kunne komme på til, at jeg ville vælge Helene fremfor Janne, hvis jeg havde fået valget – også selv om det ikke var en date.

Helene og jeg mødtes et par gange for at snakke mere. Museum eller en gåtur eller bare en kop kaffe og lidt sødt.

Min interesse i Helene var blevet vakt, og det lod også til, at hun gik mere åbent ind i samtalen og samværet, og der blev også udvekslet store smil og latter med masser af nærvær. Hun var jo en helt anden type end Janne, men jo mere jeg så til Helene, jo mere tiltalte hun mig, og jeg begyndte at håbe på noget mere.

Og det skete!

Efter en gåtur en lørdag eftermiddag, spiste vi sammen på en lille italiensk restaurant, og Helene var opsat på, at det kun skulle være et enkelt glas vin til maden og ikke noget ved siden af kaffen.

Jeg studsede over det, men da hun sagde, at hun ikke ville give alkoholen skylden, og hun gerne ville med mig hjem, var jeg solgt og glædede mig til at lære hende at kende intimt.

Jeg forsøgte at lokke et kys fra hende ved bordet og på gåturen hjem, men Helene var stålsat. “Vent! Det betaler sig!”.

Vel hjemme efter en gåtur med nysgerrige hænder fra min side og rap over nalderne og latter fra Helenes, begyndte det:

Hun ville gerne have at vores første kys var vores – helt alene. Så da vi stod i entreen i min lejlighed, kiggede hun mig dybt i øjnene og sagde “Kys mig, så jeg ved det er ægte.”

Med en præstationsangst på størrelse med et kontinent oplevede jeg, at min fascination for Helene var endog endnu større, og vores kys blev legendarisk.

Det begyndte langsomt og afventende, men det tog til i styrke, og alle vores sanser blev skærpet til det yderste, og vi nærmest smeltede sammen der i entreen, fuldt påklædte.

Hun fortalte senere, at Janne havde bedt hende om “at tage for sig af retterne – som om det er dit sidste måltid!”, og det havde sat gang i en anden Helene, end Helene selv kendte til. Nu var det Helene, der skulle nyde, og hun var krævende på en helt anden måde end da hun var gift.

Jeg blev beordret ned på knæ, lige der i min entré. Jeg skulle køre mine fingre op under Helenes kjole, helt op til hendes trusser, og så skulle jeg mærke hendes trusser hele vejen rundt.

Jeg varierede mine bevægelser, så jeg klemte lidt her, mens jeg strøg andetsteds, og ikke i samme højde eller samme sted som den modsatte hånd. Jeg prøvede at få fat i den øverste trussekant for at trække dem af hende, men et bestemt greb i mit hår og et “næ, nej – jeg bestemmer!” fik mig på andre tanker.

Vi havde øjenkontakt, mens jeg fortsatte med mine hænder på trusserne, og hun rodede i mit hår. Hun bad mig om langsomt at tage hendes trusser af hende, og jeg adlød – det ville alle gøre i mit sted.

Da trusserne var nede om hendes ankler, løftede hun sit ene ben en smule, men min tydelige intention om at hun også løftede det andet ben blev ikke besvaret, som jeg håbede. Dermed havde hun trusserne om sin ene ankel.

Hun bøjede sig ned og gav mig det vådeste og mest legesyge kys jeg kan tænke mig. Da hun slap mine læber, sagde hun kælent som en mis “Kys mine balder!” og vendte sig om og lænede sig lidt forover med hænderne mod væggen.

Mit “Åh, ja” indledte mine hænders vandring fra hendes ankler og opad, med min højre hånd på hendes venstre ben og omvendt. Da mine hænder var kommet tilstrækkeligt langt op, kunne jeg lettere uelegant stikke mit hoved op under kjolen, og jeg begyndte som befalet at kysse hendes dejlige balder.

Jeg begyndte at bruge min tunge en del, og med Helenes ene hånd på mit baghoved som tydeligt tegn på hendes nydelse, tog jeg mine tænder i brug med lette bid og endda et lille bid og lidt rysten med hovedet.

Som enhver, der har været i min lykkelige situation ved, er det dog ikke holdbart i længden, med mindre man er til høj, høj varme.

Mine strabadser oversteg snart mine præstationer, og det bemærkede Helene.

“Ned på ryggen!”, og jeg rullede nærmest som en skildpadde på sit skjold ud fra mit meget varme, men behagelige sted. Helene løftede op i sin kjole, så hun var bar fra hofterne og ned, borset fra hendes hæle og hendes trusser om den ene ankel. Det var en smuk udsigt til den velformede, dejlige røv, som jeg havde kysset og slikket på kort forinden.

Hun placerede sine knæ på hver sin side af min overkrop og lænede sig bagud. Langsomt placerede hun sin fisse på mit ansigt, og så – ja, i min hukommelse ser jeg hende nøgen på sådan en mekanisk tyr, som er så populær at falde ned fra på et diskotek i syden. Det var nærmest sådan et ridt på mit ansigt, som hun indledte.

Hvis hun var våd inden, blev hun nu sjaskhamrende plaskvåd af at bruge mit ansigts ujævnheder til at øge sin egen nydelse. At mærke sådan en lyst hos en kvinde, at smage hende på den måde, gør også mig meget liderlig.

Jeg kunne mærke, at min rejsning var… ja, hvis det her var et cirkus, skulle der nogen med en stol og en pisk til for at få den under kontrol – og det ville måske ikke være nok.

Helene bemærkede det også, og hun begyndte at gnide min pik uden på bukserne samtidig med, at hun fantaserede om den mængde sperm, der ville komme ud af den, når hun bad om det.

“Det kan være jeg sluger første gang” blev efterfulgt af “eller også vil jeg smage, når den har sprøjtet i mig.” Det gjorde IKKE min rejsning mindre, og kombineret med Helenes gnubben og gniden fik det min underkrop til at hæve og sænke sig under Helenes hånd.

Af frygt for at give mig udløsning allerede nu, fuldt påklædt, uden at hun havde haft hånd, mund eller fisse involveret på min nøgne pik, stoppede Helene sit ridt af mit ansigt, vendte sig og satte sig overskrævs på mig.

Hun gned sin fisse langsomt mod mine bukser – nok mest mod min enormt stive pik – og forsøgte at slikke al fissesaften af mit ansigt. Gennem mine og Helenes smaskelyde fik jeg kommunikeret, at hun smagte vidunderligt, og hun var helt enig.

Der lå vi så, smaskhamrende liderlige begge to, på gulvet i min entré.

I forbindelse med købet sagde mægleren aldrig, at entregulvet var ergonomisk udformet, for det ville have været en lodret løgn. Det var en yderst behagelig situation at være havnet i, men Helene kunne mærke på mig, at jeg gerne ville være et andet sted end lige præcis gulvet, og med ordene “nu skal vi finde et soveværelse – men IKKE sove”, rejste hun sig op med mig som tæt forfølger og i ét langt kys gik vi mod soveværelset.

Helene tog et kig på det område, hvor det skulle foregå. “Uuuh ja”, og jeg blev dirigeret rundt, så jeg stod med front mod helfigursspejlet. Hun stillede sig bag mig og erklærede, at hun ville mærke min pik i alle sine huller, mens hun kørte sine hænder rundt på min overkrop.

Med en overraskende hurtig bevægelse flåede hun min skjorte op, så knapperne fløj rundt. Hun trak skjorten af mig, men kun til mine håndled, som hun samlede bag min ryg.

“Hænderne bliver på ryggen – med mindre jeg siger til!”

Hun stillede sig foran mig og kyssede mine læber, min hage, min hals, og længere ned på brystkassen. Med en spids tunge slikkede hun mine brystvorter, mens hendes hånd tog på min pik – stadig uden på bukserne.

Jeg måtte samle al koncentration for ikke at lege Hulk og flå min skjorte endnu mere i stykker, smide hende på sengen og tage hende hårdt.

Hendes hænder åbnede mit bælte, mens hun kyssede min brystkasse. Så blev mine bukser åbnet, og hun tog fat i linningen og trak dem ned mod mine ankler.

I den position var det mest naturligt for hende at sætte munden mod mine boxershorts og forkæle min pik, og jeg kom til at tænke på, at det føltes som om, at jeg havde købt dem et nummer for små.

Hun trak i mine ben, så jeg med varsomme skridt nærmede mig spejlet. Med hænderne på ryggen og benene i mine bukser om anklerne kunne det være et kønt syn ambulanceredderne ville se. Ét styk blødende mandsperson, et knust spejl og en chokeret Helene, men jeg holdt mig på benene, og hun fik gelejdet mig hen, så jeg stod med siden til spejlet.

Helene kiggede op på mig med helt blanke øjne. “Jeg glæder mig til at se mig selv med din stive pik i munden!” Hun trak mine boxershorts ned, endelig, ENDELIG fik jeg min pik ud i fri luft med mulighed for at mærke Helene.

Hun tog fat i min pik og holdt den lige ud for hendes mund, så jeg kunne mærke hendes ånde. Jeg var SÅ klar til at få suttet pik eller kneppe hendes mund. Men Helene ville det anderledes – hun kørte pikken rundt i hele sit ansigt med tydelig nydelse og af og til med sin tunge ude, og med en kælen stemme sagde hun “Nu skal jeg sutte din pik. Du skal nok få lov til at kneppe min mund så hårdt som du har lyst til, men nu vil jeg nyde din pik.”

Hun satte tungen mod mit pikhoved og så sine læber for at fange præspermen. “Mmmmm – jeg elsker at smage dig”, sagde hun med øjenkontakt.

Hun åbnede sin mund og tog så meget af min pik i munden på en gang, som hun kunne – og så slap hun den igen. “Det kan jeg godt gøre bedre”, og så tog hun lidt mere i munden end før.

Jeg måtte tænke på relkreditlån, forsikringspolicer, terms & conditions på alle sociale medier og pausefisk for ikke at komme med det samme. Det var et vanvittigt liderligt syn at se Helene med min pik i munden, men nu drejede hun hovedet og så sig selv med nye øjne.

Hun slap pikken og sagde højt til sig selv “Jeg har så mange fantasier med den her pik” og fortsatte så sin ypperlige behandling af den.

Endnu en gang måtte Helene mærke, at min underkrop begyndte at bevæge sig nærmest ufrivilligt, og hun slap pikken, rejste sig op og fjernede behændigt sin kjole og sin bh. Hun rakte en arm om bag mig og trak i skjorten, så mine hænder kom fri, samtidig med at hun gik ned i knæ, nu kun iført sine hæle og et par trusser, der ville være fejlplaceret på en mannequin i Magasin.

Med øjnene stift rettet mod mine tog hun mine hænder og placerede dem på sine kinder.

Min tanke var at nu skulle jeg kneppe hendes mund, men nej.

Hun drejede sig en anelse, så hun kiggede på sig selv i spejlet, og så fandt hånden fissen. Hun begyndte at fingerkneppe sig selv med en for mig overraskende voldsomhed, og hurtigt begyndte hendes halvkvalte støn at fylde rummet.

Hvor hun før “bare” havde haft pikken i munden, var det nu Helenes krops tur til ufrivilligt at reagere.

Med munden fyldt med pik, kunne hun kun trække vejret med næsen, og hendes vejrtrækning var nu stødvis. Hendes mund begyndte at sutte pikken, også i små stød, og overraskelsen over hendes egen krops gøren og laden gjorde kun Helene endnu mere liderlig, og hendes hånd mellen benene blev nu endnu mere voldsom.

Hvis man ikke har prøvet at have sin stive pik mere eller mindre passivt i munden på en kvinde, der giver sig selv en orgasme, så synes jeg man skal gøre alt i verden, der skal til for at få den oplevelse.

I Helenes tilfælde vendte hun det hvide ud af øjnene, rystede ukontrollabelt med hele kroppen og kom med en lyd, som ville gøre dig bekymret, hvis du ikke kendte sammenhængen.

Helene var nu nødt til at slippe min pik og sank sammen på gulvet. Jeg fulgte med hende derned og forsøgte at give ømhed og omtanke. Takkede hende mange gange for det fantastiske syn, og hun begyndte at græde.

Hun var helt i sine følelsers vold, og der lod jeg hende være, indtil det hele klingede af.

Der lå hun, nærmest sølle, helt sammenkrøbet, på gulvet i mit soveværelse.

Hendes hede, intense sexleg med mig havde givet hende en massiv energiudladning, og nu lå hun og rystede som espeløv.

Jeg besluttede mig for at få hende ind under min dyne på sengen, og med en styrke og behændighed jeg ikke anede jeg var i besiddelse af, fik jeg løftet hende varsomt op i min seng og pakkede hende og mig selv ind i dynen.

Hun iført et par høje hæle og trusser om hendes ene ankel, og jeg med sokker på og med bukser og boxershorts om mine ankler i en konstellation, som så helt bagvendt ud, takket være mit styrkeløft af Helene.
Historien fortsætter under reklamen

Sådan faldt vi i søvn. Men mon ikke der kommer en fortsættelse? Vi vågner jo på et tidspunkt med en erkendelse af, at vi passer godt sammen på flere plan.

1 kommentar

1. Damernes Ven

   25/07/2025 kl 7:24

   TILLYKKE en helt særlig Debut!

   Mere og gerne så langt, detaljeret og følger dig NU!

   Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   0

   Besvar kommentar