At Undvære Dig

Hans læber skilles og vores tunger mødes. Leger med hinanden. Det er magisk. Hans hånd glider lidt ned på min numse. Klemmer lidt…

Forfatter: Koala

I skæret fra en gadelygte en sommernat tidligt i august, ligger jeg på asfalten på en villavej sammen med en veninde. Det er stadig over 20 grader og vi ligger og snakker om livet. Vi er nok det mest trygge sted i verden. Blandt venner og bekendte inde til festen, som er inde i et af husene. Vi kender alle derinde og har gjort det i 10 år.

Snakken om livet mellem to teenagepiger indeholder selvfølgelig drenge, alkohol og drama. Men også angst. Angst for at skulle videre og skulle noget andet end det, man er vant til. Nogle skal i 10. klasse eller på efterskole. Det skal jeg ikke. Det skal mange af mine veninder. Andre tager om på den anden side af jorden eller bare til England eller Frankrig. Men lige nu er vi her. Sammen.

Jeg kan mærke den varme asfalt mod mine solbrune skuldre. Håret ligger i en krans om mit ansigt og der er ikke blevet sparet på eyelineren. Mine veninde ligger ved siden af. Hun ligner mig slet ikke. Hun snakker og snakker, mens hun bruger sine hænder. Tegner på nattehimlen. Der foregår så meget i hendes liv. Hun lever via andre mennesker og kommunikation med omverdenen. Jeg føler nogen gange, at jeg udelukkende lever i mit eget hoved.

’Skal vi gå ind til de andre?’ siger hun og kigger på mig med sit kønne ansigt. Jeg rejser mig uden at svare. Tager hendes hænder og løfter hende op. Vi vælter næsten, da alkoholen lige giver sig til kende i vores, i forvejen, tågede hjerner. Og vi griner hele vejen ind.

Indenfor er jeg mere på udebane end udenfor. Jeg kan ikke danse. Så falder i snak med en anden pige. Hun snakker også om drenge. Dem fra klassen. Hun fortæller om sit crush på Nicklas, som hun har haft siden 4. klasse, dog lidt on-off fordi han har haft kærester. ’Han er bare SÅ lækker’ siger hun flere gange. Normalt går jeg ikke selv op i folks fysiske fremtræden. Men her må jeg give hende ret. Hans brune øjne og flotte smil gør virkelig noget ved en.

Han kommer gående igennem stuen med sin hær af venner der sværmer om ham konstant. Han er en populær herre. Men man kan også godt forstå det. Han er sød, flot og intelligent. Jeg kigger på hende jeg snakkede med for få sekunder siden, Rikke. Hun følger ham med øjnene. Hendes interesse i ham er stor og det er tydeligt. Hun kigger væk. Ned på sin telefon. Hun tager en tår af sin drink. Jeg kigger over på Nicklas og han kigger på mig ovre fra anlægget med sine venlige øjne. Hans ene mundvige peger opad. Jeg smiler genert tilbage. Han stopper ikke øjenkontakten, så jeg skynder mig at begynde at snakke med Rikke igen. Jeg spørger hende, hvad hun skal næste år. Men hun får alligevel drejet samtalen ind på Nicklas igen efter et stykke tid.

Ude i haven sidder rygerne og andre, der ikke kan holde varmen ud indenfor. Jeg prøver at snakke lidt med dem, men de er meget fulde. Jeg mærker en blid hånd på min skulder. Vender mig om og Nicklas står bag mig. ’Skal vi lige snakke?’ siger han. Jeg rejser mig op og følger efter ham ud af huset. Musikken og lyden af unge mennesker reduceres til en svag dunken i baggrunden. Jeg følger efter ham helt ud i indkørslen. Han stopper op. Kigger på mig. ’Hvordan går det?’ spørger han. ’Det går godt. Jeg kommer til at savne dig. Det er mærkeligt, at du skal så langt væk’ siger jeg helt ærligt. Han smiler. ’Jeg kommer også til at savne dig’ siger han. Vinden blæser noget af mit hår om i mit ansigt. Han kommer mig i forkøbet og stryger det om bag mit øre. Hans berøring får det til at boble inden i mig. Men ved også godt lidt, hvor det fører hen nu.

Han er min venindes eks. Han gør det her på piger, som han vil score. Rører deres hår. Jeg prøver at glemme hende, min veninde og alt, hvad hun har sagt. De slog jo op for lang tid siden. Det her betyder intet. Vi skal alligevel undvære hinanden. Både mig og ham og mig og min veninde.

Og nu skal jeg lige slappe af. Han har kun rørt mit hår. Han smiler charmerende igen. ’Hvordan går det egentlig med den der skrive-hobby?’ spørger han. Jeg tænker i 2 sekunder. ’Det går vel okay’ svarer jeg. ’Jeg kan huske, da du skulle læse dit selvskrevne eventyr op for klassen i 3. klasse. Du gjorde det helt vildt godt, kan jeg huske, at jeg syntes’ siger han og griner lidt. Jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg kan SÅ godt huske det. ’Nurh. Det er jeg faktisk glad for, at du synes!” siger jeg.

’Jeg synes også godt om dig. Du er en rigtig god ven og jeg kommer sgu til at savne dig’ siger han. Han mener det, kan jeg se. ’i lige måde..’ siger jeg lidt vemodigt. Men samtidig tænker jeg også – Oh no, the friendzone.. Hvad vil han så nu? Her er tidspunktet, hvor jeg kommer i tanke om, at måske handler det ikke om, hvad han vil, men hvad jeg vil.
Historien fortsætter under reklamen

Jeg går et skridt frem. ’Der er noget, jeg har haft lyst til siden dengang i 3. klasse’ siger jeg til ham. ’Ja?’ siger han og stryger mit hår igen. Jeg bøjer mig forsigtigt frem, lukker øjnene og håber på det bedste.

Lader mine læber møde hans. Han trækker sig ikke væk. Tværtimod. Han kysser passioneret tilbage. Tager sin ene hånd om min lænd og hiver mig helt ind til sig. Jeg ryster nærmest. Normalt hører, læser eller skriver jeg om disse ting og det skræmmer mig næsten at noget nær så perfekt sker for mig lige nu.

Hans læber skilles og vores tunger mødes. Leger med hinanden. Det er magisk. Hans hånd glider lidt ned på min numse. Klemmer lidt, men glider hurtigt op på min talje, hvor han holder godt fast. Som om jeg bare hører til der. Og det gør jeg. Lige i de sekunder. Jeg kærtegner hans nakke og flotte, markerede mave. Vi snaver sådan i mange minutter.

’Nicklas!’ lyder det fra baghaven. Hans navn bliver kaldt flere gange. Han kigger bekymret op. Kysser mig. Og kigger op igen. ’Jeg bliver nok nødt til at gå ind snart’ siger han og kigger mig dybt i øjnene. Et sidste kys. Han tager fat om min nakke. Det er det bedste kys nogensinde.

’Hør, hvis ikke jeg ser dig igen, så må du have det halt fantastisk og huske på, at du er noget særligt’ siger han, da han slipper taget om mig. Jeg svarer ikke. Er bange for at græde. Vi krammer. Som gode venner gennem mange år, der aldrig helt blev til noget mere. ’Jeg får svært ved at undvære dig’ siger jeg.

Jeg går alene hjem 10 minutter efter at have sagt kort farvel til alle. Ingen ved eller så noget. Det er, lige som det skal være. Eller burde være.

Baseret på en sand historie

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER