Mit blik søger opad, og glider henover den hvidpudset facade – så stor og faretruende, så hele min krop er i højeste alarmberedskab, men samtidig indgyder tryghed og venlighed.

Forfatter: Hende Den Stille

Jeg har tjekket postkassen flere gange, og både navn og husnummer er rigtigt, men jeg står stadig på fortovet, og betragter de grå granitskærver i indkørslen. Mit blik har en enkelt gang strejfet de fire trin op til mahognidøren med messing håndtaget. Hvorfor er det så svært, at bevæge mig de 20 trin op til hoveddøren?

Det knaser mod min vinterstøvle, idet jeg sætter den mod underlaget. I den stilhed der virker til at være omkring mig, på min færd mod døren, er den sagte knasen mod mine støvler som et mægtigt tordenvejr, og jeg er sikker på det kan høres i hele nabolaget.

Henne ved trappen stopper jeg igen op, betragter hvert enkelt trin – finder de små revner, hvor snavset har sat sig fast gennem tiden. Hvorfor finder mit øje altid de små fejl? Min behandsket hånd tager fat om det sortmalet jerngelænder, mens jeg bevæger mig de fire trin op til døren, og på min hånd, der nu efter flere minutter hvor jeg bare har stirret, hviler mod håndtaget. Min blik søger opad, og glider henover den hvidpudset facade – så stor og faretruende, så hele min krop er i højeste alarmberedskab, men samtidig indgyder tryghed og venlighed. Lukker øjnene og trækker vejret dybt ind. Rolig, rolig. Drejer hovedet mod fortovet – får tunnelsyn, og den virker nu uendelig langt væk.

Langsomt trykker jeg håndtaget ned, og hører samt mærker den svage klik der bekendtgøre døren er åben. Giver døren et kraftløst puf, og betragter hvordan døren lidt ad gang afslører villaens indre – en stor hyggelig entre, som byder gæsterne, der tør krydse dørtærsklen, hjertelig velkommen. Der er ingen mennesker at se, det er mit eget valg om jeg vil krydse, eller stille lukke døren og gå som om der ingen har været.

Dørtrinnet ind viser tegn på, at døren har været brugt flittigt gennem årene, men det bekymrer mig ikke, for hver person der igennem tiden har krydset tærsklen har været med til, at give villaen den sjæl det har i dag. Min tøven – bekymring, ønsker jeg at bringe mere sorg ind i villaen end der allerede har været?

Et varmt lys fra en dør der står på klem, hvisker “Kom ind, her i huset kan alle være trygge.” Det lys hypnotisere mig, og får mig til at træde varsomt over trinnet. Står et øjeblik med ryggen til den åbne dør, kan stadig nå at gå, og villaen og dens beboer vil aldrig opdage jeg har været her. Langsomt glider mine øjne rundt – registrerer skabe, en hylde med sko, en trappe der førte op til første sal, tre lukkede døre og døren på klem. Lyset der slipper ud, aftegner en kegle på gulvet, jeg følger kanten af keglen med øjnene som ender ved mine fødder.

Jeg kigger tavs over på hoveddøren. Bliver eftertænksom, skal jeg blive eller gå? Ser ud af døråbningen, hvor granitskærverne glimter stille i den spæde sol – smiler over synet, der får hele indkørslen til at ligne, at den er overstrøet med en værdifuld skat.
Tager langt om længe skridtet over til døren, tager fat i håndtaget på indersiden, og lukker den stille i med den anden hånd på kanten for, at det ikke skal larme. Lægger panden mod den lukkede dør, fornemmere køligheden fra træet, det skaber ro i mine tanker der hvirvler rundt, og med et opgivende suk af mig selv, får jeg trukket mig væk fra døren, og taget mine musegrå støvler af. De bliver stillet hen ved siden af hylden med sko, men lyset fra døren afslører, at der i snørebåndene er indvævet en sart lyserød tråd.

På strømpefødder går jeg forsigtigt mod døren der står på klem, rækker hånden frem, men dvæler med hånden svævende over håndtaget. Med lukket øjnene tager jeg fat om håndtaget, åbner døren, og træder ind i rummet. Åbner først øjnene klem med ansigtet vendt mod gulvet, ser et sildebensparket – flytter blikket op, og bemærker et rundt tæppe i rolige, behagelige farver, og et lille lavt bord, før det stopper op ved et par fødder som ikke er mine. Synker før øjnene fortsætter deres fremfærd. Ben, en notesbog, kuglepen, hænder, arme, overkrop, hoved – alt sammen placeret i en behagelig udseende lænestol. Der er et let smil omkring munden, der gør jeg selv trækker let på smilebåndet. Grå øjne der er granskende og eftertænksomt, over det der nu har bevæget sig ind i stuen.

Jeg står længe lige indenfor døren med hænderne samlet foran mig, og føler jeg er påtrængende over at være i stuen, men manden sidder tålmodigt smilende og venter. Et ubemærket nik kommer fra stolen, om at komme lidt længere ind. Trommer med tommelfingrene mod hinanden – kigger mod gulvet, bider mig i læben. Igen søger blikket manden i stolen, der spørgende løfter et øjenbryn.

Føler mig efterhånden fjollet ved, at stå næsten fuldt påklædt i en varm stue, og tripper forsigtigt hen på det runde tæppe. Handskerne bliver fjernet, og puttet i lommen. Der lyder en skratten af kuglepennen mod papir, og jeg når lige at se der bliver skrevet noget på blokken, før han stopper igen.

Gnider tæerne mod tæppet, før jeg fjerner huen der fremviser en stram knude i nakken. Jakken kommer også af nu, men den bliver lagt på en måde, så jeg hurtigt kan tage den, og løbe min vej. Hver ting jeg fjerner, får manden til at skrive på blokken.

Min påklædning står i kontrast til det munter tæppet. Sort kjole med høj krave der stopper midt på læggene, en grå cardigan som jeg har trukket ned over mine hænder, og sorte bomuld strømpebukser. Den næste kort kig på manden, viser der er kommet et bekymret drag omkring øjnene.

Det var ikke godt, for min tilstedeværelse skulle ikke foranledige bekymring. Ser på min jakken. Er det forsent at tage den på igen? Lægger armene beskyttende omkring mig selv. Vil ikke være til besvær. Ser mig om i stuen, om der skulle være en mulighed for at smelte ind i omgivelserne. Der er desværre ingen, men jeg får øje på en reol bag mig, fyldt med bøger i alle størrelser og farver. Specielt en hylde fanger min opmærksomhed. De bøger som står her, er større og mere brugte ind de andre, og uden at kan sige hvorfor, ved jeg per instinkt, at disse har en særlig betydning for manden i stolen.

Har mest lyst til at undskylde, og komme med en søforklaring om at jeg er gået forkert. Jeg har samlet min jakke op fra bordet, og har allerede taget et skridt bagud, da jeg får samlet mig til, at møde mandens blik for at undskylde. Blokken er væk, og han sidder hvilende med armene mod armlænet, hvor han betragter mig. Blikket er stadig bekymret, men opfordrer til at fortsætte hvad jeg er begyndt. Bider tænderne hårdt sammen, prøver at stive mig af til, at gøre hvad jeg havde sat mig for.

Det trygge hus, og de venlige øjne fra manden får mig på andre tanker, og langsomt lægger jeg jakke på bordet igen. Trækker hørligt vejret ind og ud et par gange, før jeg åbner den første knap i cardiganen. Jeg får den helt knappet op, og taget den langsomt af. I afmålte bevægelser lægger jeg den sammen, før den bliver lagt oven på jakken. Gnider hånden i nakken, for at bekæmpe noget af min voksende panik, og står og vipper fra den ene fod til den anden. Lægger armene over kors, men langsomt kommer de ned langs siden igen. En hånd søger op mod mine læber, og bliver banket let mod dem. Mit blik er uden fokus, og jeg er næsten i trance.

Et sidste dyb vejrtrækning, og mit blik finder fokus ved kanten af tæppet. Begge hænder glider op langs rækken af knapper på kjolen, hvor de ender ved den øverst. Mit blik bliver fraværende, og hjernen tom for tanker, mens den første knap åbnes. Der bliver kun åbnet de første tre, før jeg ryster på hovedet, og må indset det går ikke ligenu. Mine øjne kører fra højre mod venstre af tæppet, mens jeg højt i tankerne siger hvad der er for nogen farver tæppet består af. Blå, lysegrøn, sart lilla, orange, lysegrå….

Søgende langs en siksak kant i parketgulvet, når mine øjne igen stolen, men nu er benene lagt over kors, mens hænderne er samlet, og begge pegefingre er lagt mod munden. Jeg har svært ved at læse hvad øjnene udtrykker, og kan mærke det gør mig betænkelig og panikslagen. Derfor bliver det i stedet den stramme knude som bliver løsnet, så mit mørkebrune hår falder ned over mine skuldre. Hurtigt lader jeg mine fingre løbe igennem det. Leger lidt med hårnålene og elastikken, før de bliver lagt i en bunke på bordet.

Kan mærke at det begynder at trykke bag øjnene, idet mine fingre finder knap numre fire i kjolen. Længe sker der ikke noget, for kæmper med at trykket skal forsvinde, og det lykkes langt om længe. Knapper kjolen helt op, men sørger for at den forbliver lukket. Febrilsk klammer jeg mig til åbningen. Mærker hvordan jeg spænder i hals og nakke for, at undgå manden ser noget.

Der er ingen bevægelse i stolen der tiltrækker min opmærksomhed, manden sidder tålmodigt og venter på, jeg er klar til at fjerne kjolen. I kampen mod mig selv, går det op for mig, at problemet er jeg ikke kan håndter, at manden ser direkte på mig – næsten igennem mig, føler jeg. Vender ryggen til, og kan mærke min paniske trang til at ville forsvinde ud af døren aftager. Forsigtigt løsner jeg mine fingre der krampagtigt har holdt kjole åbningen sammen, og med et par fingre skiller jeg kjolen ad. Den stuevarme luft rammer min nøgne hud, og får mig til at stive. Tænker på de mærker livet har afsat på min krop, og samler igen kjolen beskyttende omkring mig – jeg har ikke lyst til at vise de mange ar tiden har givet mig.

Længe står jeg hensunket i mine egne tanker, og har glemt alt om manden i stolen, men mærker tyngden af en hånd der bliver lagt på min skulder. Et opmuntrende klem. Mit hovedet vipper fremad – er forundret over manden ikke for længst har smidt mig ud af villaen. Jeg må være en af de mest utilnærmelige gæster der nogensinde har trådt over dørtærsklen, men at jeg har fået lov til at blive trods dette, siger mere end ord kan udtrykke angående venligheden og betænksomheden fra manden.

Åbner igen kjolen, men lader den blive på for i ly af kjolen at fjerne mine strømpebukser. Kan lige se fødderne der står uden for tæppet, da jeg lægger strømpebukserne på bordet. Tilbage på min plads med ryggen til, lader jeg denne gang være med at trække kjolen til. Hvad vil der ske hvis jeg lod ham se? Der sker jo intet ondt, for jeg har jo fået lov til at gøre det i mit eget tempo.

Mit blik bliver sløret af tårer der er begyndt at samle sig, idet jeg langt om længe tager fat i  halsåbningen, og begynder at trække kjolen langsomt ned over skuldrene. Flytter hænderne længere ned, og til sidste slipper jeg helt, for at lade kjolen falde til jorden.

En strøm af lydløse tårer gør mine kinder våde, og jeg forventer hvert øjeblik at blive sendt ud af døren. Der sker intet, og til sidst er mine tårer tørret ind. Forsigtigt vender jeg mig rundt, med blikket rettet mod tæppet, og armene gemt på ryggen. Samler mod, og møder mandens blik. De er en blanding af overraskelse, forvirring og bekymring. Smiler skævt, for kan måske godt forstå det overraskende, for jeg står tilbage i dyb mørkerød bh og trusser. Ikke lige det undertøj man kunne forvente efter det noget triste ydrer.

Manden flytter hovedet ud til siden, for at se hvad jeg gemmer på ryggen, og det ender med han rækker en hånd frem. Jeg kigger på hånden, lader den være imellem os. Vil gerne beholde den sidste ting. Vil ønske jeg kunne vise alt, men det har allerede gjort ondt, og min grænse er nået.

Tålmodigt hænger hånden mellem os, venter på mig. Flytter håret om bag øret. Kigger væk, og trækker bagud, men er stadigvæk inden for tæppes kant. Får øje på min kjole, og tager den op, knuger den tæt ind til kroppen. Mit åndedræt ændres, og bliver hurtigt og overfladisk. Følger mandens øjne der har fået øje på mit armbånd af en lang tynd ruskind strimmel, der fylder omkring en tredjedel af min højre underarm. Et par øjenbryn bliver løftet mod mig. Ryster langsomt på hovedet. Må ud. NU!

Hurtigt tager jeg alt mit tøj fra bordet, men jeg taber min cardigan, og løber mod entreen, når lige at samle mine støvler op, før jeg flår hoveddøren op. Er ligeglad med vinterkulden, og de skarpe skræver der borer sig ind i mine fødder. Må væk. Hurtigt!

Ude på fortovet stopper jeg op et kort øjeblik, og ser manden stå i den åbne dør med min cardigan over armen. Mærker igen tårerne som løber ned af kinderne, men nu af lettelse. Nikker mod manden før jeg forsvinder bag hækken. Sender en tanke til den store villa og dens beboer, at jeg en dag vil vende tilbage, og måske der må det afsløres hvad armbåndet gemmer.

1 kommentar

1. Kaptajn Bligh

   01/06/2018 kl 19:20

   Tak Stille
   Jeg forstår novellens symbolik, og jeg forstår dig.
   En flot novelle, som er et føste skridt på en lang rejse.

   2+

   Besvar kommentar