Så skete der noget mærkeligt. Gummi-tingesten i min mund voksede! Han måtte have en slags pumpe . .

Forfatter: Lester Crest

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Ugen efter at Karl-Friedrich havde annonceret at vi skulle fejre at missionen havde været så vellykket, var jeg i byen med Hallmeier, Carola og Karl-Friedrich for at købe ind til festen.

Jeg var ved at lodse varer på en ladvogn, da en hånd tog fast i mig. “Hallo, dig kender jeg”. Jeg vendte mig om og der stod en betjent: “Du er da hende kvinden, som solgte din lillebror.” Hallmeier greb ind. “De tager fejl.” “Hun arbejder på vores gods ude i Beidenfleth”

“Hør dame”, jeg husker ansigter. “Hun skal med på stationen”.

“Stop!”, lød det Karl-Friedrich. “Hun er med mig.”

“Dig husker jeg også”, betjenten kiggede på Karl-Friedrich. “Hvad foregår der?”

“Det må du spørge oberst Luther om”, svarede Karl-Friedrich.

Manden blev ligbleg. Karl-Friedrich forklarede, at betjenten skulle lade som om at intet var sket. Det var en intern sag for staten. Han trak sig, men skulede ondt på mig.

“Det er noget skidt”, sagde Karl-Friedrich. “For at vi kan fortsætte med at få ro i nabolandet må det ikke komme ud at vi havde en aftale om ikke at møde nævneværdig modstand.”

“Hvad skal vi gøre?”, spurgte jeg. Hvad hvis Karl-Friedrich ikke havde været der? Var jeg så blevet arresteret?

“Lad mig tænke over det”, svarede Karl-Friedrich: “Jeg finder en løsning”.

Det blev tid til festen. Foruden Karl-Friedrich, Anke og nogle officerer, deltog også en mand på omkring 50 år. Han blev præsenteret som doktor Rothmann. Gæsterne fik noget at spise. Jeg var en smule jaloux på Anke. Hun var med som gæst, men jeg sammen med resten af tjenestefolkene betjente dem i vores stuepige uniform. Selv Wilhelm havde fået en uniform, men det var jo kun os på godset, som vidste at han var en dreng.

Det blev tid til at gæsterne foretrak indtil salonen og vi tog vores stuepigeuniform af og iklædte os hætterne, så vi stod foran dem på rad og række kun iklædte hætten, halsbånd, læder-korsettet og de lange støvler. Jeg havde brugt det meste af en uge på at lære Wilhelm at gå i de høje hæle.

Ret hurtigt blev Wilhelm placeret spændt fra rebene i loftet med håndleddene solidt fast i manchetter. Rebene blev strammet, så han lige akkurat kunne nå gulvet. Sammen med de andre to stuepiger, gik vi igang med at betjene herrerne med munden. Jeg fik lov til at få Karl-Friedrich og han nød det. Anke kyssede med doktor Rothmann og havde hånden godt ned i hans bukser. Hvorfor var hun ikke klædt som os?, tænkte jeg.

Karl-Friedrich stønnede højt, mens Gretel begyndte at kæle for Wilhelm. Karl-Friedrich var lige kommet i min mund, da Gretel viste at Wilhelm havde fået et læderstykke mage til det, den unge mand fra nord brugte på ham. En ballstretcher kaldte hun læderstykket. Hun kælede for Wilhelms brystvorter. Hans lille lem var stiv som et bræt, og normalt ville han have fået udløsning for længst, men læderstykket forhindrede det. Han sukkede og jeg kunne se at han havde det godt.

“Ja, jeg bruger det også nede i lejren”, sagde doktor Rothmann. “Vi opnår så mange gode medicinske resultater i disse år.”

“Åh, lad mig komme”, sukkede Wilhelm.

“Du må vente lidt”, sagde Gretel og fandt et bidsel og et øjenbind, som hun brugte på Wilhelm. Hun fandt en buttplug med et kabel, som hun pressede op i Wilhelm. Han udstødte et grynt. “Doktor Rothman har taget denne elektriske buttplug med”, sagde Gretel og tændte for en kontakt. En svag brummen hørtes fra buttpluggen og Wilhelm udstødte et højt suk.

Gretel kom over til mig og trak mig op og stå. Jeg blev fikseret i et andet reb, som hang ned fra loftet og fik et bidsel i munden. Jeg kom med nogle protesterede lyde, da jeg så at hun kom med klemmerne. “Ikke dem”, tænkte jeg, men snart flød smertefulde følelser gennem kroppen, da hun satte klemmerne på. En på hver brystvorte og en i hver skamlæbe. Hver gang at en klemme kom på, genlød rummet af et undertrykt skrig af smerte.

Gretel tændte for strømmen og jeg blev stimuleret til den ene orgasme efter den anden. Jeg fornemmede svagt i en verden af sødme og liderlighed, at Karl-Friedrich brutalt tog Anke i hendes bagerste hul, men han kiggede på mig. Anke havde plaget ham om ikke at tage hende der, men Gretel havde fundet et ekstra sæt manchetter, som hun fik på, mens at Karl-Friedrich stødte sin lem ind i hende. En side af mig ønskede at det var mig, Karl-Friedrich begunstigede med sin lem, men den anden side af mig ønskede at det var godt at det var Anke, som tog imod, når det var i det hul.

Det blev sort for mig efter et ukendt antal af orgasmer havde gennemløbet min krop. Jeg vågnede ved at Gretel havde brugt lugtesalt på mig. De andre kiggede intenst på Wilhelm, der ikke bare fik udløsning, men det var som om at der slet intet stop var. Det løb ud af ham. “Det er en effektiv malkemetode, som vi bruger nede i lejren”, sagde doktor Rothmann. Inden længe hang Wilhelm slapt i manchetterne helt tømt og udmattet. Både Carola og Hallmeier blev taget på skift af officererne og doktor Rothmann.

Jeg blev helt betaget af doktoren, der trods sin alder så ud til at kunne præstere. Da han var blevet færdig med Carola, kom han hen til Gretel med en dildo af metal og en stor buttplug, ligeledes af metal. “De kan forbindes til et kontrolapparat.”, sagde han.

De to genstande så slemme ud. Jeg protesterede alt hvad jeg kunne, men bidslet fyldte hele munden ud, så jeg kunne ikke forhindre at Gretel begyndte at presse buttpluggen op i mig. De andre gæster så meget interesserede ud, ikke mindst Karl-Friedrich. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han ikke stoppede Gretel. Jeg udstødte et halvkvalt skrig, da min lukkemuskel gav efter, og det kolde metal gled op i mig.

Så kom turen til dildoen. “Svup!”, da den gled op i mig, hvor jeg allerede var våd. Jeg sukkede. Hun satte ledninger til de to nye metalobjekter, der var presset ind i mig. Doktor Rothmann tog kontrolenheden og skruede op for strømmen. Jeg mærkede, hvordan det snurrede i mit underliv. Jeg kunne ikke holde liderligheden tilbage. Der gik ikke længe før jeg hev og sled i rebene og undertrykte skrig fortalte tilskuerne, der var fuldstændig fikseret af synet, at jeg havde fået en orgasme. Jeg mistede fornemmelsen for tid og sted. Den rare fornemmelse holdt mig inde i en uvirkelig verden af fryd og nydelse.

Karl-Friedrich skulle til at have udløsning og kiggede på Gretel, der trak Carola over til ham, så hun kunne tage hans ladning i munden. “Åh, kan der ikke skrues op”, stønnede han, mens Carola febrilsk forsøgte at holde hans safter inde i munden.

Jeg fornemmede svagt, at doktor Rothmann skruede op for apparatet. “For meget”, tænkte jeg, da min krop nærmest spændte helt ud, mens jeg skreg en kraftig orgasme ud. Bidslet tog det meste af mine skrig, Rummet sejlede for mit blik og alt var tåget. Det eneste jeg fornemmede var min krop, hvor alle sener og muskler var spændt, mens orgasmens sødme hærgede min krop.

“Hun har vist fået nok”, sagde Karl-Friedrich.

“Ja, jeg må hellere undlade at sætte apparatet på maksimal ydelse, for jeg har mistet nogle testpersoner på den konto”, svarede doktor Rothmann.

Han slukkede og jeg hang slapt i rebene. Jeg kiggede over på Wilhelm. Han var også helt brugt og malket til sidste dråbe.

Damerne hjalp os ned, da gæsterne var gået.

Dagen efter kom Karl-Friedrich på besøg igen. “Jeg har gode nyheder”, sagde han henvendt til mig. “Du skal til Uckermark nær Havel”, sagde han. “Hvor ligger det og hvad skal jeg der?”, spurgte jeg.

“Uckermark ligger nord for Berlin og du skal være doktor Rothmanns assistent”, svarede Karl-Friedrich. Han forklarede, at det var bedst, at jeg holdt afstand til Hamborg indtil hele affæren med Wilhelm og den unge mand fra nabolandet var glemt. Da jeg nævnte at jeg så ikke kunne stå ved antiluftskyts-stillingen, forklarede han at han havde aftalt at Hallmeier ville overtage mine opgaver der.

Så nu skulle jeg igen have ny uniform. Det var med stor spænding, at jeg tog af sted. Kvinderne på godset og Wilhelm var kede af at jeg rejste. Det samme gjaldt min far, som jeg ikke så meget til. Men det var nok bedst sådan, selvom jeg ville savne Karl-Friedrichs varme arme og store lem.

Togrejsen til Havel var ikke slem. På stationen ventede en dame med en bil og vi kørte mod lejren. Hun præsenterede sig som Kommandant Marie, en kvinde på cirka 40 år og lederen af lejret. Hun var slank og havde mørkt krøllet hår. Jeg præsenterede mig som Gisela Wuppersee, hvilket var den identitet, som Karl-Friedrich havde givet mig papirerne til, så mit rigtige navn ikke dukkede op check, hvilket igen kunne få nogle til at stille spørgsmål ved hvad opgaven i Hamborg gik ud på. Marie forklarede, at lejren var til mindreårige kvinder, som ikke var særlig tro mod landets ledelse eller havde familie, der arbejdede mod regimet.

Det handlede om at opdrage dem. Desuden havde doktor Rothmann et laboratorium lige uden for lejren, hvor han udførte arbejde for et projekt, der gik under navnet Lebensborn. Det var her, hvor jeg primært skulle arbejde under navnet.

Vi kom frem til lejren og fortsatte op til hendes embedsbolig, hvilket var lidt mærkeligt
Hun inviterede mig indenfor og da døren blev lukket sagde hun: “Gisela, jeg har undret mig over hvorfor du blev sendt hertil”. Hun gjorde mine til at jeg ikke skulle svare. “Jeg har hørt rygter, og derfor vil jeg bede dig om at tage tøjet af.” Jeg måbede. Jeg kunne se på hende at hun mente det, så jeg tog langsomt tøjet af og afslørede på den måde at jeg havde korsettet på indenunder.

Hun gik hen til mig. “Pragtfuldt!” Hun begyndte at massere mine bryster. “Kommandant !”, udbrød jeg forskrækket. Hun afbrød mig. “Mellem os to skal du sige Frøken M!” sagde hun stramt. “Nu siger du ingenting, for ellers slutter din tid her i lejren, og jeg gætter på, at der er noget i Hamborg, som du ikke vil tilbage til.”

Jeg lod hende mærke mine bryster og så bad hun mig om at følge med den i husets kælder, hvor der var et rum med seng og andre remedier, som tydede på at det var en hobby for hende at underholde gæster i lokalet.

Hun fandt en muffe frem, der var forbundet med læderremme. “Nu får du denne her på, så vi kan tale i fred og ro”, sagde hun

Jeg fik besked om at placere hænderne på ryggen, og jeg mærkede, hvordan muffen fikserede mine hænder. Remmene blev spændt om min overkrop. Det føltes ikke rart. Hun førte mig over til en dobbeltseng, hvor hun hjalp mig ned og ligge. Så gik hun ud af rummet, og da hun kom tilbage, var hun iklædt lange sorte støvler, en sort læder-korset og lange sorte handsker, der gik hende til albuen.

“Nu får du dette halsbånd på, og når du bærer dette, skal du adlyde mit mindste vink eller risikere at få en tur med pisken”. Hun lagde sig op i sengen. “Jeg vil mærke din tunge!” sagde hun og pegede ned mellem hendes ben.

Med hjælp fra hende lå jeg snart, så jeg kunne tilfredsstille hende med min tunge. Da jeg gik igang, stønnede hun med vellyst. “Du er god!” Hun begyndte at stønne højt og jeg mærkede, hvordan hun blev meget fugtig forneden. Hendes krop sitrede og hun slappede af. “Nu er det min tur”, sagde hun.

Jeg blev lagt på ryggen og mine ben blev spredt ved at en metalstang med to manchetter blev sat på min ankler, så jeg ikke kunne samle benene. Hun lagde sig mellem mine ben og lod sine fingre strejfe de gode steder. Det var som om at jeg fik små elektriske stød gennem min krop. Hvor er hun god, tænkte jeg. Så begyndte hun at bruge sin tunge. Jeg mærkede, hvordan jeg langsomt blev liderlig. Hun stak en finger op i mig, mens hun fortsatte med at slikke min klitoris. Jeg kunne næsten ikke holde mig tilbage. Jeg flåede i muffen med begge hænder, men jeg kunne ikke få mine hænder fri.

Pludselig rullede orgasmen gennem min krop. Jeg skreg af vellyst, mens min krop spændte op. Lige så hurtigt som den var kommet, forsvandt den dejlige følelse igen og jeg sank udmattet ned i sengen.

“Du kommer til at besøge mig, når jeg beordrer det”, sagde hun. “Forstår du det?”

“Ja, frøken M”, svarede jeg udmattet.

Jeg blev befriet og fik mit tøj på igen. Hun fulgte mig over til de barakker, som personalet boede i. Jeg fik anvist mit værelse. Foruden min uniform, som jeg skulle bruge i lejren, fik jeg at vide at der også var en sygeplejerske uniform på klinikken, som jeg skulle bruge der, medmindre at doktor Rothmann ville noget andet.

De første par dage gik med at jeg orienterede mig i lejren. Pigerne blev alle klippet og de havde fangedragter. De blev sat i arbejde og maden var minimal, men tålelig. De blev konstant undervist i de rette værdier. Man måtte ikke slå dem, men som doktor Rothmann senere sagde, så var der metoder til at komme omkring det.

Jeg mødte doktor Rothmann nogle dage efter min ankomst. Vi kørte ud til hans laboratorium, som lå lidt afsides. Han viste mig over til et omklædningsrum, hvor han ville hjælpe mig med uniformen. Jeg skulle bære mit korset under uniformen, for det handlede om at testpersonerne skulle føle sig motiveret. Uniformen var lavet af gummi lige som en regnfrakke, for som han sagde var det nogle gange et fugtigt miljø, så det ville være mest hygiejnisk. Forklædet var også af gummi. Sidst og ikke mindst skulle jeg gå med gummihandsker. De gik mig op til albuen. En hætte, som mest af alt lignede en badehætte med en rem, sørgede for de maksimale sanitære forhold i laboratoriet.

Iklædt sygeplejerskeuniformen og vi ind til den første patient. En ung mand på måske 15-16 år hang fikseret til nogle manchetter, der var forbundet til et reb i loftet. Hans fødder blev ligeledes holdt fikseret af læder-manchetter. Hans hoved var dækket af en læderhætte, hvor kun næsen stak ud og jeg kunne se at han havde fået en slags kugle i munden, så han intet kunne sige.

“Kender du to danske forfattere H.C. Andersen og Pontoppian?”, spurgte han. Jeg svarede, at jeg kun kendte den ene. “Man er ikke meget belæst, så lad mig forklare”, sagde han.

Som han forklarede, så var spørgsmålet om man ville ende som man er født eller om faktorer i ens liv kan føre til at man lever et andet liv. Han fortalte at børn fra Polen, der var lys i huden, var blevet tvangsadopteret, så de kunne vokse op i Tyskland. Omvendt var der tyskere, som var ført til noget stort, der endte med at blive sendt til anstalter, hvor der blev taget en mere terminal beslutning. Nogle af drengene fra en tilsvarende lejr for mænd, rummede sæd af god kvalitet og overførte man deres safter til kvinder, der havde ansøgt om at være med i Lebensborn programmet, kunne man skabe en ny god generation til gavn for landet.

“Så test-objektet 985 skal malkes og det er din opgave.”, sagde han og pegede hen mod nogle instrumenter.

Han viste mig, hvad jeg skulle gøre. Før test-objekterne blev fikseret, havde de gennemgået indtil flere omgange af lavement, så proceduren blev så sanitær som muligt. Han fandt en stor butt-plug, som den der var brugt på mig. “For mange er det deres mødom i dette hul, vi tager.”, sagde han og pressede buttpluggen mod den unge mands lukkemuskel. 985 reagerede med nogle høje lyde inde fra hætten. Han rev og flåede i rebene, men det hjalp naturligvis ikke. Buttpluggen gled pludselig ind og han udstødte et skrig.

Doktor Rothmann satte et kabel til buttpluggen og drejede på en knap på kontrolapparatet, som ledningen gik til. Jeg hørte en summen. Den unge mand gryntede og hans krop spændte op. “Nu er der strøm på”, sagde doktor Rothmann.

Han bad mig om at massere pung og penis. Den sprang til liv og stod snart flot og stiv. Vi førte et rør ned over hans lem og drejede på en lille knap. Noget gummi udvidede sig, og når han fik udløsning, ville alle safterne blive i røret. Der var glas på røret, så man kunne se, hvornår den unge mand fik udløsning. Doktor Rothman bad mig kilde ham på brystvorterne og nive dem. De blev stive. Han gryntede og kom med nogle klynkende lyde, men jeg holdt fokus. “Jeg skruer lidt op”, sagde doktor Rothmann. Den unge mand skreg ind i mellem. Pludselig kunne han ikke holde sig tilbage. Han udstødte et højt suk og jeg kunne se sæden fylde røret.

Doktor Rothmann stoppede for apparatet og vi tømte røret. “Vi skal tømme dem for alt, så du kommer til at gentage proceduren 2-3 gange indtil vi er sikker på, at der ikke er mere at gøre.”, sagde han.

Vi ventede i 10 minutter, hvorefter jeg begyndte at lege med hans nosser en gang til. Jeg kunne høre at han græd inde bag masken, men det blev snart afløst af grynt og suk, da jeg tændte for kontrolapparatet. Det tog lidt længere tid anden gang, men til sidst flød hans safter ud i røret, mens han nærmest skreg, da han fik udløsning. Det var mere end han kunne tåle, for han sank sammen i rebene.

Doktor Rothmann havde køleskabe, hvor han opbevarede de væsker, han havde udvundet fra forskellige forsøgskaniner. Hvis nogle piger fra lejret blev vurderet til at være rehabiliteret og gerne ville være en del af Lebensborn programmet, fik de pumpet væskerne nogle glas op i sig, når det passede med deres cyklus. Hvis de blev gravide, blev de sendt til Norge, hvor de havde isolerede hjem, hvor de fik det bedste af det bedste, indtil fødslen oprandt. Derefter blev børnene placeret i gode hjem og pigerne fik muligheden for at få sig et liv i frihed.

Vi fik efter pausen en sidste ladning fra den unge mand. Han var slap som en våd klud, da nogle vagter kom efter ham.

Jeg talte med Rothmann efter de var gået. “Vil du se den stol, hvor jeg etablerer muligheden for nyt liv?”, spurgte han.

Det ville jeg godt. Vi gik ind i et tilstødende lokale, hvor jeg så en gynækolog-stol. Jeg kan ikke huske hvordan doktor Rothmann gik mig overtalt, men snart sad jeg i stolen kun iført mit læderkorset. Mine arme, ben og min krop blev spændt fast med store læderremme.

“Nu skal du have denne maske på.”, sagde doktor Rothmann. Han trak en lædermaske ned over mit hoved. Der var åbning til mund og næse, men ellers var den helt dækkende og føltes også tyk, som om at den bestod af flere lag. Inden at han strammede hætten med en snørelukning, forklarede han at jeg næsten ingenting ville kunne høre og ganske rigtigt. Jeg kunne kun fornemme svage lyde. Han klemte min næse og da jeg åbnede munden for at bede ham om at lade være, pressede han noget gummi ind i min mund. Han spændte en rem om mit hoved, så jeg ikke kunne spytte den ud. Så skete der noget mærkeligt. Gummi-tingesten i min mund voksede! Han måtte have en slags pumpe. Lidt efter lidt – ganske langsomt – fyldte den min mund ud, så mine kinder blev presset mod hætten og remmen.

Jeg følte panik og forsøgte at kæmpe mod de svære læder-remme, men det nyttede intet. Heldigvis stoppede tingesten med at vokse mere. Så mærkede jeg nogle koldt metal ramme min revne. Min krop stivnede. Metallet var iskoldt. Jeg græd en tåre, da det iskolde metal gled ind i min skede. Da han var færdig, var det tid til at jeg fik en buttplug op i mig. Heldigvis havde han smurt den.

Da han var færdig, begyndte det at snore i underlivet. Han måtte have sat strøm til. Jeg vred mig i stolen. Det var pirrende. Hans varme hænder, som var dækket af gummihandsker, begyndte at massere mine bryster. Jeg blev liderlig. Jeg gryntede og stønnede af fryd. Jeg blev våd forneden og jeg følte at væskerne løb ud af mig. Savlen fandt også ud af min mund trods gummi-tingesten, der fyldte hele min mund ud. Den første orgasme bevægede sig gennem min rygrad og endte i klimaks, så den næste og den næste igen. En endeløs række af fryd! Så skruede han op for apparatet. Det var for meget, tænkte jeg og prøvede at udstøde nogle protester, men der kom intet fornuftigt ud af min mund. Jeg måtte igen overgive mig og skreg den ene orgasme ud efter den anden. Til sidst mistede jeg bevidstheden. “Var det sådan at mit liv skulle ende?”, nåede jeg at tænke før alt blev mørkt.

Da jeg vågnede, havde jeg fået masken af. “Var det godt?”, spurgte doktor Rothmann.

“Åh, det var alt for voldsomt”, svarede jeg.

“Så må jeg justere det lidt, for det skulle gerne være en slags belønning”, sagde han.
Historien fortsætter under reklamen

Efter et bad var det tid til at gå tilbage til lejren. De næste måneder bragte meget glæde for mig, især i laboratoriet omend jeg følte mig noget brugt, når jeg havde været i stolen.