Med hurtige svømmetag strøg hun frem gennem den uhyggelige tunnel. Havde hun trukket vejret for sidste gang?

Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Advarsel: i dette kapitel indgår ingen sex.
Bemærkning: I dette kapitel udspilles handlingen mellem to af de personer, som forfatteren Nina har skrevet for. Kapitlet er derfor helt i lyserødt, men det er skrevet i fællesskab af de to forfattere alligevel.

Den mørke tunnel syntes at fortsætte i det uendelige. For Nina var det ekstra anstrengende, at hun hele tiden skulle gå ret meget foroverbøjet. Sugar, der egentligt godt kunne stå helt oprejst nogle steder, bøjede sig også lidt, for at undgå at støde hovedet mod små ujævnheder i tunnelens loft. Men ellers så hun at både loft, gulv og sider var helt glatte, hvilket hun undrende nævnede for Nina.
“Det er da naturligt nok. Den er jo slidt ud af klippen af vandet, og kun meget hårde klippepartier ville have kunnet stikke ned i vandstrømmen uden at blive slidt væk ganske hurtigt. Det er også derfor at rørets diameter næsten er konstant. Hvis der havde været et snævrere sted, ville vandhastigheden jo have været hurtigere der, og så efterhånden have slidt mere materiale væk. Det er også derfor, at vi ikke behøves frygte, at tunnelen lige pludselig bliver for snæver til at vi kan komme videre.”

De gik yderligere en time, før Nina standsede, og lod lyskeglen ramme en af de meget sjældne ujævnheder i tunnelens gulv.
“Se der. Nu ved vi, at vi går op imod den retning vandet i sin tid er kommet fra.”

Hun pegede på en ret stor, skinnede klippeknold, der stak op af gulvet. På den side de kom fra, lå en lille dynge af groft grus, lige bag klippen. På den anden side lå der intet.

“Hvordan kan du vide det? Og hvad er det for en knold?”
Nina smilede glad. Selv nu glædede det hende at kunne fortælle om sin store hobby, geologien.

“Knolden er lidt af det kvarsitlag, det lå lige under tunnelen. Når det har været udsat for en fuldstændig metamorfose og er fuldstændigt kompakteret, er det en af de hårdeste bjergarter der findes, og f. eks. langt mere holdbar end selv granit. Derfor har vandet ikke nået at erodere det bort. Og læg mærke til, at grusdyngen ligger på den side, der peger ned mod dalen. Gruset har ligget i læ af klippeblokken. Vandet har stadigt haft energi nok til at borttransportere sand og finere grus, men i læ området har groft grus kunnet blive liggende. Her foran klippen har vandet jo ramt med fuld kraft, og her er der så ingen grus.”

Det kunne Sugar godt forstå.
“Hvad betyder det for os, hvilken vej vandet har løbet?”
“Forhåbentligt ingenting. Men hvis vi bevægede os MED vandets retning, ville vi jo være helt sikker på, at det ville løbe ud et eller andet sted. Det gør vand altid. Derimod KAN et underjordisk vandløb jo godt være opstået fra mange kilder af nedsivende vand. Så i den retning vi går KAN tunellen teoretisk set bare ophøre med at eksistere.” Nina så, hvor ulykkelig Sugar så ud. “Men med den enorme størrelse, denne underjordiske flod har haft, tror jeg det nu ikke. Jeg tror, at det har været en almindelig flod, der på et sted er løbet ned i en sprække i jorden.”

De gik i flere timer, før Nina besluttede at det var tid at stoppe og spise lidt af den medbragte mad. Lygten var blevet meget svag, og medens de spiste, gik den helt ud.

Historien fortsætter under reklamen

Sugar skyndte sig at tænde sin. At sidde i hulen i totalt mørke var frygteligt.Nina skyndte sig at tage en ny lygte fra rygsækken.
Det hjalp lidt på humøret at få mad, og de to piger sad og snakkede lidt, før de gik videre.

Men de var begge udmattede, så de kom ikke langt, før de blev nødt til at sove. Der var koldt i hulen, men de havde tæpper med, og idet de krøb helt tæt sammen og rullede sig tæt ind i tæpperne, lykkedes det dem at sove rigtigt alligevel. Men de var stive, kolde og ømme da de vågnede.

Humøret var ligesom væk. De var begge bange og det føltes trykkende at vide, at der var mange hundrede meter klippe over dem. Men de bed tænderne sammen, pakkede sammen, og fortsatte.

Turen blev værre, for tunnelrøret var langsomt blevet mindre, og nu kunne heller ikke Sugar gå oprejst. Og Nina måtte virkeligt bukke sig ned. Det var anstrengende, og samtidigt steg og faldt røret hele tiden. Efter 5-6 timers gang var pigerne frygteligt udmattede, og det var svært at se lyst på udsigterne.

“Jeg havde ALDRIG troet, at tunnelen kunne være så lang. HVIS den ender blindt er der frygteligt langt tilbage til indgangen. Og selv om jeg ikke vil levende tilbage til Billie, vil jeg alligevel ikke ret gerne dø hernede i mørket.” Sugar hulkede fortvivlet. Hun var fuldstændigt udmattet, og modet svigtede hende.

“Jeg er også overrasket. Jeg regnede med, at floden kun løb under jorden nogle få kilometer. Og det bekymrer mig, at røret er blevet så meget snævrere. Det betyder, at der er blevet tilført nedsivende vand til den underjordiske flod. Jeg tror stadigt ikke på det, men det er altså en mulighed, at den er opstået hernede, og slet ikke er startet på overfladen.”

Pigerne sad i det blege lys fra den anden lygte, der nu var ved at gå ud. Nina tændte den hun havde taget fra rygsækken, og Sugar sikrede sig en ny lygte, så hun havde den i reserve. Hun vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før den hun havde i hånden kunne smides væk.
“Hvad gør vi, hvis ALLE lygterne er brugt op?” Sugar trykkede sig hulkende ind til Nina.

“De to, der nu er brugt op, havde vi også brugt udenfor hulen. De 4 andre bør holde noget længere. Men hvis vi mister lyset er vi fortabte. Selv om der kun er en vej, tror jeg ikke vi kan vakle så langt gennem tunnelen i totalt mørke.” Nina bed tænderne sammen. “Synes du, vi skal vende om?”

Sugar græd og klyngede sig til hende. “Nej, det KAN vi ikke. Vi skal ud. Vi må fortsætte så længe der bare er den mindste chance.”
Trætte gik de videre. Gangen begyndte at gå nedad, og længere fremme svingede den til højre. Sugar gik forrest, og udstødte et skrig. Sekunder senere så Nina det også, og knyttede hænderne.
“Det var en af de ting jeg havde frygtet.”

Begge piger stirrede fortvivlet ned på vandet, der fyldte fortsættelsen af gangen.

“Hvad er der sket,” græd Sugar.
“Det er sådan set ikke noget unaturligt. Vi er jo kommet forbi andre steder, hvor der lå  lidt vand i de dybeste dele af tunnelen. Men nu har vi gået rigtigt meget nedad, og vi er kommet til et sted, hvor vandet har samlet sig.” Hun så bister og fortvivlet ud.

“Fortsætter tunnelen så under vandet fra nu af?” Sugar klynkede så meget, at spørgsmålet næsten ikke kunne forstås.

“Måske. Som sagt er det muligt, at den underjordiske flod er skabt af enorme mængder af nedsivende vand. Men jeg tror det stadigt ikke. Det mest sandsynlige er, at tunnelen længere fremme igen går opad, så der kommer et nyt stykke uden vand. Problemet er, at der kan være flere kilometer til det sted, og så har vi ingen mulighed for at komme derhen. Omvendt kan det også være, at tunnelen har form som en vandlås, og kun lige slår en kort bue ned under vandet.”

Sugar klyngede sig til Nina. “Hvad skal vi gøre?”
Nina prøvede at samle sit mod. Det ville slet ikke hjælpe Sugar at vide, hvor tæt hun selv var på at opgive.

“Jeg vil prøve at svømme ned i røret. Selv om det efterhånden er blevet snævert, kan jeg da stadigt let vende mig, så det er ikke farligt. Jeg vil svømme så langt jeg tør, og hvis vandet bare fortsætter, vender jeg om.”

Sugar  græd opgivende, men da Nina bandt et reb om livet, og sagde, at hvis der gik alt for længe, skulle Sugar trække hende tilbage, greb den spinkle pige fast om rebet og var beredt.

“Lygterne er desværre ikke vandtætte, så jeg må svømme i mørke.” Nina havde det forfærdeligt ved tanken.
“Kan du det?”

Det ville Nina ikke svare på, men gik ud i vandet, bøjede sig fremad og begyndte at svømme så hurtigt som hun kunne. Hun følte sig for i tunnelen, og syntes selv hun kom langt. I vandet var det umuligt at orientere sig, men Nina mente, at røret stadigt fortsatte nedad. Det tydede trykket i hendes ører i hvert fald på. Hun begyndte at mangle luft, og vendte sig i røret og svømmede desperat tilbage, idet hun brugte rebet til at trække sig frem gennem vandet.

Så snart Sugar følte trækket i rebet, greb hun rigtigt fat, og halede til af alle kræfter. Ninas tur tilbage var langt hurtigere end turen nedad, og snart lå hun foran Sugar og gispede efter luft.

“Jeg tror, at tunnelen går nedad, så langt jeg kunne nå.”
“Så lad mig prøve.” Pludselig var Sugar ikke bange mere, men stålsat i sin beslutning om, at også denne forhindring skulle overvindes. “Jeg er en rigtig god svømmer. Måske kan jeg komme noget længere end dig.”

Nina tøvede. Hvis Sugar virkeligt svømmede så godt, var det jo naturligt, at pigen skulle forsøge. Men hun vidste hvor farligt det var under vandet, og hvor lille chancen var.

“Hvis du gør forsøget, skal du prøve at fornemme om det går op eller ned. Så længe det går nedad, er der ingen chance, men begynder tunnelen at gå opad, KAN det betyde, at tunnelen er på vej til et område, hvor den ikke er oversvømmet.”

Sugar åbnede rygsækken, og tog en plastikpose af en rulle poser, de havde medbragt. Hun tog en ny lommelygte, tændte den, og puttede den i posen, som hun så bandt en stram knude på.
“Nu har jeg mulighed for at se dernede.”

Nina var imponeret af sin veninde. det havde hun slet ikke selv tænkt på, og det havde været en meget stor hindring for hende, at hun havde famlet i blinde.

Sugar havde også taget vandslange op af rygsækken. “Du sagde at den måske kunne hjælpe os. Kan vi bruge den nu?”

NIna tænkte sig om. Hun havde selv tænkt sig at gøre forsøget med vandslangen, men hvis Sugar nu var bedre til at svømme, så var det måske i orden at hun præøvedde at bruge den.

“Jeg forestillede mig at bruge den som en lang snorkel. At tage den i munden, og så bevæge mig forsigtigt frem gennem tunnelen, medens jeg åndede ind gennem den, men selvfølgeligt åndede ud i vandet, så jeg ikke fik den gamle luft igen hele tiden. Det kan kun bruges, hvis vi kan undgå at der kommer vand ind i slangen. jeg ved ikke om det er muligt. Men hvis det er, ville en af os kunne komme 25 meter ned i tunnelen, og stadigt have frisk luft i lungerne.”

Sugar greb glad slangen. “Det er godt tænkt. Det vil nok gå langsommere, når jeg skal bruge slangen, men det gør jo ikke noget, når jeg kan blive ved med at trække vejret. Men jeg må sætte lampen fast, så jeg ikke også skal have den i hænderne.”

Hun bandt lygten fast på siden af sit hovede, så den ville lyse fremad i tunnelen. Så stod hun lidt og tænkte.

“Når jeg har trukket vejret en sidste gang fra slangen, vil jeg svømme videre ind i tunnelen. Så bliver slangen fyldt med vand. Jeg vil aldrig kunne svømme tilbage, hvis jeg er svømmet rigtigt ind i tunnelen.”

Nina så forfærdet ud, og ville protestere, men Sugar afbrød hende.
“Det her er min chance. Du ved, jeg alligevel dør, hvis jeg kommer tilbage til Billie. Så er det meget bedre at drukne, medens jeg forsøger at undslippe. Nu skal du høre, hvad jeg gør.”

Hun tav, og tog de to lange reb, og bandt dem sammen. Omhyggeligt, og med en del besvær, lykkedes det hende at binde rebet solidt fast til vandslangen. Så forklarede hun sin plan.

“Jeg vil svømme videre, til jeg ikke kan mere, hvis der ikke dukker noget op, der fuldstændigt forhindrer det. Hvis jeg kommer op i luft længere inde i tunnelen, rykker jeg 3 gange kraftigt i rebet. Så ved du, at man kan komme igennem. Hvis der ingen ryk kommer, ved du jeg er druknet. Jeg svømmer meget bedre end dig, så hvis jeg ikke klarer det, vil du heller ikke kunne gøre det. Så må du gå tilbage. Enten må du finde Jon og Fie, og prøve at overtale dem til at tie om dit flugtforsøg, hvis de ikke allerede har meldt det. Eller du må prøve at undslippe på en anden måde. Eller springe i døden, som jeg ville gøre det.”

Nina omfavnede sin veninde. De græd begge to. Det varede længe før Nina kunne tale.

“NÅR du rykker i rebet, vil jeg trække vandslangen tilbage, så jeg kan komme frem på samme måde som dig. Du har over 50 meter reb, og så langt kan du ikke svømme. Når jeg trækker vandslangen tilbage, skal du give slæk på rebet, så jeg kan tømme slangen for vand. Så går jeg ind gennem tunnelen, medens jeg trækker vejret gennem slangen.”
Nina slap Sugar. De to unge piger kiggede længe hinanden i øjnene i det usikre lys fra de to lommelygter.

“Hvis det går galt, så tak for alt.” Sugar fik ordene presset ud mellem læberne, der var tæt presset sammen i et forsøg på at standse gråden.

“Du klarer den,” forsikrede Nina. Det var den bedste støtte hun kunne give veninden, mente hun.

Sugar sikrede, at lygten i plastikposen sad godt fast på hendes kind. så satte hun vandslangen til sin mund, og trak forsøgsvis luften gennem den. Det smagte grimt, og hun fik luften langsommere end normalt, men det føltes, som om det kunne fungere. Hun Havde bundet den modsatte ende af rebet fast omkring sig, og med resten af rebet pænt lagt sammen i den ene hånd, begyndte hun at gå ned gennem tunnelen. Da kun hendes hoved var over vande, vendte hun sig mod Nina, vinkede, og trak vejret dybt et antal gange, før hun igen satte slangen i munden.

Historien fortsætter under reklamen

Ulykkelig og skrækslagen sænkede hun sit hoved ned under vandet og bevægede sig langsomt videre frem gennem den vandfyldte tunnel. Vejrtrækningen var svær. Hun følte ikke, hun fik luften hurtigt nok gennem slangen, og hun var nødt til at ånde ud gennem næsen. Men det lykkedes hende at bekæmpe panikken, og efter en endeløs kamp kom hun endelig så langt frem, at hun ikke længere kunne trække vandslangen videre. Hun vidste, at det betød, at hun nu var 25 meter inde i den vandfyldte del af tunnelen, og at Nina holdt godt fast i den modsatte ende af vandslangen, så den ikke blev vandfyldt.

Helt stille sad hun i det dårligt oplyste vand, og koncentrerede sig om at få så meget luft ned i lungerne som muligt. 2-3 gange fyldte hun lungerne og tømte dem helt igen, før hun tog det sidste dybe åndedrag. Et hurtigt ryk i vandslangen, var hendes signal til Nina om, at nu svømmede hun videre. Hun slap det omhyggeligt sammenlagte reb. Tunnelen havde været helt glat, så hun satsede på, at rebet ikke ville hænge fast, og det var helt afgørende, at hun havde begge hænder fri. Med hurtige svømmetag strøg hun frem gennem den uhyggelige tunnel. Havde hun trukket vejret for sidste gang?

Nina havde mærket det hurtige ryk i vandslangen, og vidste, at hendes veninde nu var på vej ind i det ukendte. Skulle hun have stoppet hende? Nina vidste jo sikkert bedre end Sugar, hvor lille chancen var, for at tunnelen var oven vande indenfor en distance som Sugar kunne svømme. Og der var jo også risikoen for at den kunne være sammenstyrtet. Men Nina forstod også sin venindes desperation. At drukne i en mørk, vandfyldt tunnel, helt alene, mange hundrede meter under jordoverfladen ville være en frygtelig død. Men vel alligevel mildere, end den død, der ville vente hende hos Billie.

HVIS der aldrig kom de aftalte 3 ryk i vandslangen, hvad skulle hun så selv gøre? Det ville ikke give mening at forsøge at svømme. Hvis Sugar ikke klarede det, var der heller ingen mulighed for hende selv. Hun ville blive nødt til at gå hele vejen tilbage gennem tunnelen. Men hvad så? Lige nu kunne Nina ikke tænke videre. Hendes mave var en hård smertende knude. Og alle hendes tanker samlede sig om venindens frygtelige kamp dybt nede i vandet.

Sugar svømmede så hurtigt hun turde. Det drejede sig om ikke at gå i panik, men at svømme hurtigt, men alligevel afslappet, så luften holdt så længe som muligt. Det smertede allerede i hendes lunger, og til sin skræk, fornemmede hun, at det nu igen gik nedad. Et sekund strejfede tanken om at vende om hende, men hendes fornuft fortalte hende, at vandslangen nu var fyldt med vand, og at der overhovedet ingen chance var for at hun kunne nå helt tilbage til det sted hvor Nina stod. Hun kunne kun fortsætte, selv om lungerne brændte, og retningen føltes helt forkert.

For at lette presset, lukkede hun enkelte bobler af luft ud. Ved at se dem stige op, kunne hun vide, hvad der var op og ned. Hun fik lidt håb, da hun opdagede, at loftet i hulen var ved at bøje opad. Nu svømmede hun ikke længere nedad. Ligeud eller snarere lidt opad. Men med den lille hældning, og med tanken om hvor dybt hun var dykket, vidste hun godt, at hun aldrig kunne nå frem til et sted der lå over vandoverfladen.

Hun var ved at gå i krampe, og selv om hun vidste at det var vanvid, kunne hun ikke bekæmpe den refleks, der krævede, at hun skulle ånde. Hun åbnede munden, slap en masse ilttom luft ud, og gispede efter luft. Hendes mund og hals fyldtes med vand, og da det trængte ned i hendes lunger, hostede hun vildt. Hun kæmpede for at komme videre frem, men det blev sort for hendes øjne. Hun havde kun kræfter til et par svømmetag mere. Med sine allersidste kræfter bekæmpede hun panikken. Ingen grund til at sprælle vildt i hendes sidste sekunder. Hun mærkede hulens loft mod sin ryg, og tog endnu 2 tag. Så kunne hun ikke mere. Til sin forbavselse, mærkede hun ikke længere hulens tag.
Der var åbent over hende. Hun forstod ikke, hvor hun fik kræfterne fra, men hun tog et sidste, kraftig svømmetag opad, og hendes spinkle krop gled op gennem vandet. Fuldstændigt kvalt og næsten helt druknet, fornemmede hun, at der kom luft ned i hendes lunger. Hun havde hovedet over vandoverfladen.

Sugar kæmpede for at få lidt luft ned i lungerne, der nu indeholdt så meget vand. Hun hostede og spruttede, men hver gang lykkedes det alligevel at få en smule luft. Næsten bevidstløs hundesvømede hun ind til en klippehylde, der lå lige i vandoverfladen. Med sine sidste kræfter skubbede hun sig op på den og besvimede.

Alene i halvmørket sad Nina og græd. Det var mindst 5 minutter siden Sugar havde sendt sit sidste signal med det ryk i vandslangen. Så længe kunne hun ikke holde vejret. Den stakkels mishandlede pige havde fået en grufuld død. Nina kunne ikke tænke klart. Hun sad bare der og hulkede. Alle tanker var hos veninden. Hvad det betød for hende selv havde hun endnu ikke tanke for. Hun burde vel begynde at gå tilbage, men orkede det ikke. Stille sad hun og græd. Alt var håbløst. “Bare tunnelens loft ville styrte sammen og knuse mig,” tænkte hun igen og igen.

Nina havde ingen fornemmelse af, hvor længe hun havde siddet der. Men pludseligt rykkede det kraftigt i den vandslange hun havde i hånden. En gang, så en gang mere. Og så igen.
Nina for op. Havde hun drømt?

Nej det var helt sikkert rigtigt. De havde ikke aftalt andre signaler, men hun gav et kraftigt ryk i slangen, og regnede med, at Sugar ville forstå, at hun havde følt signalet.

Så begyndte hun at tænke over, hvad hun skulle gøre.
Rygsækken kunne hun ikke få med videre. Hun måtte pakke de vigtigste ting i plastikposer, og gøre dem fast på sig. Det hun ikke kunne have på den måde, måtte blive tilbage. Først ordnede hun de 2 resterende lygter. Uden lys ville de være fortabte. Også maden fik hun plads til. Hammeren og den sidste forankringsmulighed kom tilbage i hendes bælte. Men tæpper og ekstra tøj kunne hun ikke få med. Der var jo vand her. Var det sundt at drikke? Og hvor langt skulle de gå gennem tunneler på den anden side? Og ville der være vand der?

Nina kunne ikke have alle vandflaskerne med, men valgte at binde 2 fast på kroppen. Nu kunne hun ikke gøre mere.

Det gjaldt nu om at trække vandslangen tilbage til sig, så hun kunne tømme den for vand. Hun gav igen et kraftigt ryk som signal, og begyndte så roligt at trække tilbage.

Sugar følte rykket, og forstod også hvad det havde betydet, da rebet langsomt gled ud i vandet. Lynhurtigt målte hun med armene op, at hun havde knapt 20 meter reb. Hun måtte altså have svømmet ca 35 meter under vandet.

Der var ved at gå panik i hende. Vandslangen var 25 meter, og der var ingen tvivl om, at Nina havde holdt den så langt nede mod vandet som muligt, for at give hende hver eneste centimeter hun kunne. Altså ville Nina nu trække vandslangen 25 meter baglæns.

Enten måtte hun slippe rebet, der så ville falde ned på bunden af det dybe vand, hun halvt bevidstløs var kommet op igennem, eller også måtte hun finde på måder at forlænge det på.

Hvis rebet lå på bunden, ville hun ikke kunne støtte veninden, der så blev nødt til at svømme hele vejen, og det forventede Sugar ikke at hun kunne. Og sugar var slet ikke sikker på, at hun nu var stærk nok til at dykke helt derned og hente det igen, medens Nina gik frem gennem den første del af tunnelen. Desperat flåede hun tøjet af. Det var alligevel så vådt, at det overhovedet ikke varmede hende, tværtimod. Bluse, skjorte og bukser blev i panisk hast bundet til rebet. Nu gled det sidste af rebet ned i vandet, fulgt af hendes bluse, og stadigt trak Nina. Var hendes selvlavede forlængelse af rebet lang nok? Også skjorten forsvandt i dybet, og bukserne begyndte at blive trukket derned.

Omsider stoppede det konstante træk, og der kom et hurtigt ryk i det bukseben, Sugar holdt fast i.

Hun næsten jublede i lettelse, og svarede med et hurtigt ryk.
Nina holdt den vandfyldte ende af slangen helt nede ved vandoverfladen. Også hun var opmærksom på muligheden af, at rebet måske ikke var langt nok. Med stort besvær fik hun tømt slangen helt for vand. Den anden ende af slangen anbragte hun i klemme mellem to sten. Hvis hun var forsigtig, og ikke rykkede for voldsomt i slangen, ville den blive der, og sikre, at der var fri luft i slangen. Så bevægede hun sig selv ned i tunnelen. Det var ubehageligt at ånde gennem den lange slange, men hun skulle klare det. Sugar havde kunnet, og hun ville selv have så meget bedre forhold end veninden. Hun havde viden om, at der var luft på den anden side, og tilmed er reb, som hun kunne bruge til at trække sig frem gennem vandet. Det ville blive den rene leg, sammenlignet med Sugars tur.

Hun bekæmpede ubehaget, og glæden ved at hendes dejlige veninde havde klaret turen forhindrede helt alle anløb til panik. Da hun, med en del forsigtighed, konstaterede, at vandslangen ikke let kunne trækkes videre, vidste hun, at hun var 25 meter nede i røret. Som Sugar forberedte hun sig til den videre tur, og rykkede i rebet. Men det var helt slapt, kunne hun mærke.

“Satans også,” nåede Nina at tænke. Når Sugar ikke havde strammet rebet, kunne hun jo ikke hive sig frem ved hjælp af det. Hun nåede dog lige at tænke, at hun jo bare selv kunne trække det overskydende reb til sig, før hun gav slip på sin luftkilde. Men i det samme mærkede hun, at rebet forsigtigt blev strammet.

Sugar havde ikke turdet trække i rebet, for ikke at ødelægge det for Nina. Men til sidst kunne hun ikke vente længere, og trak forsigtigt sit tøj og det første stykke af rebet ind til sig. Glad følte hun, at Nina igen sendte signal med et hurtigt ryk.

Sugar fandt et sted, hvor hun kunne stemme imod med fødderne. Hvis de dog bare havde aftalt, at Nina skulle binde sig fast til rebet, så ville hun kunne trække hende igennem tunnelen. Som det var nu, turde hun kun trække ganske langsomt, og ellers lade Nina selv hale sig frem.

Historien fortsætter under reklamen

Det frydede Nina, at føle hvor hurtigt hun kom frem. Meget hurtigere, end da hun svømmede. Og hun følte, at rebet også langsomt blev trukket fremad. Skulle hun bare hænge fast i rebet? Nej, det mente hun ville gå for langsomt, og hun fortsatte med at gå armgang frem af rebet. Der var dog frygteligt langt, og hun følte også, at hun kom utroligt dybt ned. Hvordan havde Sugar dog klaret turen?

Da loftet omsider buede lidt opad igen, var Nina helt færdig. Hun holdt godt fat i rebet, og følte nu, at der blev trukket af alle kræfter i den anden ende. Pludselig var der åbent vand over hende, og hendes krop for op gennem vandet, så hurtigt at hun næsten sprang op over overfladen som en delfin. Udmattet, men lykkelig svømmede hun de 3 tag ind til klippehylden og veninden.

Læs næste afsnit

5 kommentarer

1. Misskat

   11/12/2017 kl 13:41

   ??? neeejjj ikke igen.. I må gøre kapitlerne lidt længere ? Fredag åh bare det var Fredag.. ?

   3+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     11/12/2017 kl 15:57 - som svar på Misskat

     Tja, når man klatrer i klipper, kan der jo opstå en cliffhanger

     6+

     Besvar kommentar
   • denkaadekyk

     12/12/2017 kl 8:18 - som svar på Misskat

     sådan har jeg det hver mandag

     2+

     Besvar kommentar
2. Kaptajn Bligh

   11/12/2017 kl 6:27

   Tak,Tøsebruger.
   Ja, denne roman beskriver jo kidnapning og tvungent slaveri. Altså forhold lidt som det vi har læst om med de syge stoddere, der gennem mange år har holdt en pige fanget i deres kældre.
   Og det ligger forhåbentligt langt over (næsten) alles grænser.
   Men derfor kan man jo godt skrive en spændende roman om sådan noget.

   6+

   Besvar kommentar
3. Tøsebrugeren

   10/12/2017 kl 19:43

   Er helt opslugt af spænding, selv om det til tider har været lidt over mine grænser.
   Som altid skriver du/i fantastisk

   4+

   Besvar kommentar