gratis dating sexdating

Ninas slaveri 8, Alt eller intet Kap. 37

slavetøs bdsm dominansStyrter jeg ned, er resultatet jo ikke værre. Og jeg VIL IKKE tilbage til Billie. Jeg kan ikke klare det mere.

Forfatter: Nina og Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Advarsel: i dette kapitel indgår ingen sex.

Bemærkning: I dette kapitel udspilles handlingen mellem to af de personer, som forfatteren Nina har skrevet for. Kapitlet er derfor helt i lyserødt, men det er skrevet i fællesskab af de to forfattere alligevel.

Nina gik frem og tilbage langs klippevæggen, og lyste op af den, samtidigt med at hun dirigerede Sugar, som også stod med en kraftig stavlygte. Hun gav sig god tid, og Sugar klynkede utålmodigt. Omsider besluttede Nina sig for et sted, hvor hun mente, at opstigningen ville være mulig. Hun fandt de 4 spigre med tilhørende karabinhager frem, samt hammeren og rebene, både det hun selv havde fundet, og det, Jon havde givet hende. Mere klatreudstyr havde de ikke. Rygsækken havde hun stillet op af klippevæggen. Den kunne hun trække op ved hjælp af rebet, hvis det lykkedes hende at komme op. Hun skulle lige til at starte, da Sugar stoppede hende.

“Kan vi ikke prøve, om vi kan klatre op, uden at hamre spigrene ind i væggen?”

Nina kiggede forundret på sin veninde. Turen på den glatte klippevæg ville være sindssygt livsfarlig, hvis de ikke havde nogle forankringer, der begrænsede hvor langt de kunne falde. Hvordan kunne veninden overhovedet spørge om sådan noget?

Sugar forklarede febrilsk: “Hvis nu der ingen tunnel er, eller den ikke fører nogen steder, så kunne vi forsøge at kravle hele vejen op af klippen. Men så ville vi for alvor have brug for de fire muligheder for at fastgøre os til klippen.”

Nina kiggede op af den tårnhøje væg.
“Det klarer vi aldrig. Vi ville have brug for 50 spigre og karabiner, og for meget mere tov. Chancen for at vi klarede den tur er mindre end en til tusind.”

Sugar smilede bittert. “Og hvor store tror du mine chancer er, hvis jeg kommer tilbage til Billie. Hvis vi ikke kommer ud gennem tunellen, vælger jeg alligevel at springe i døden deroppefra. Ville det ikke være bedre at gøre forsøget, og prøve at komme op over klippen? Styrter jeg ned, er resultatet jo ikke værre. Og jeg VIL IKKE tilbage til Billie. Jeg kan ikke klare det mere.”

Sugar begyndte at græde og Nina tog kærligt om hende. “Jeg skal nok prøve, om jeg kan komme op, uden at bruge udstyret. Men tunnelen er vores primære flugtvej, og det vil da være dumt at slå os selv ihjel under opstigningen, hvis der nu er en brugbar flugtvej deroppe.”

Sugar nikkede hulkende, og Nina gav hende et fast kram. Hun viklede det første reb om livet. Med spigre, karabiner og hammer i sit bælte og det andet reb, hvis ene ende var bundet om livet af hende, over skulderen, begyndte hun opstigningen. Det første stykke var næsten helt glat og frygteligt at komme op ad. Men Nina havde valgt lige dette sted, fordi væggen lidt højere oppe så lettere ud. Skulle hun styrte ned, var det bedre fra 2 meters højde end fra 10.

3 gange gled hun ned, uden at være nået ret langt, og den ene gang slog hun sig slemt. Hun sad lidt for at sunde sig, og da hun trak buksebenet op på hendes ømme højre ben kunne hun se, at hun havde fået en stor hudafskrabning.
Sugar tilbød at forsøge, men Nina mente, at hun havde lidt erfaring med at klatre, så hun troede, at hun havde de bedste chancer.

I det fjerde forsøg kom hun op på en lille, smal afsats ca 4 meter oppe. Nu vidste Nina, at hun ikke længere ville slippe godt fra at miste taget. Faldt hun ned, ville hun komme alvorligt til skade, og al flugt ville være umulig. Men her var der en revne i væggen, og den var heller ikke fuldstændigt lodret. Hun overvejede at lave et sikringspunkt her. Sugars ønske om at spare på udstyret var fornuftigt, men ikke hvis det betød at hun slog sig selv ihjel under opstigningen. Men måske blev det sværere højere oppe. Hun havde kun 4 karabiner og måtte spare mest muligt. Yderst forsigtigt, og med rystende knæ kæmpede hun sig videre op af den frygteligt stejle klippe. 2 gange var hun ved at glide, og en gang følte hun at hun var kommet til et punkt, hvor hun sad fast, og ganske enkelt ikke kunne bevæge sig væk fra. Hun svedte og var ved at gå i panik. Et fald herfra ville være den sikre død. Omsider fandt hun ud af, hvordan hun kunne anbringe hænderne, og trække sig forbi det helt glatte stykke. Hun stod nu på et lille fremspring, måske 10 meter over bunden.

Nina forsøgte at undlade at kigge ned, men var alligevel ved at gå i panik. Stedet var frygteligt, langt værre end hun havde forventet. Med den yderste forsigtighed fandt hun en spiger frem og fik den hamret ind i klippevæggen på et sted hvor denne virkede virkeligt solid. Hun fastgjorde en karabin til spigret, og førte rebet gennem karabinen, og sænkede den løse ende ned til Sugar.

“Vikle den rundt om dig, og vær klar til at klare rykket hvis jeg falder. Din opgave er at der altid er løst reb, så jeg kan komme videre, men aldrig mere end hvad der lige er nødvendigt. Jeg skulle helst ikke falde ret langt, for rebet er bare bundet om maven på mig. Vi har jo ikke rigtigt klatreudstyr.”
Sugar snoede rebet om sig, så Nina måske havde en eller to meters reb at bevæge sig frit med. Det var forfærdeligt for hende at se veninden klamre sig til den tilsyneladende helt lodrette væg. Fra Sugars synsvinkel så det naturstridigt ud, at Nina kunne kravle opad på det sted.

En smule beroliget af rebet begyndte Nina at undersøge mulighederne. Kun en meter over hendes oprakte arme så der ud til at være en bred afsats. Der skulle hun for alt i verden op, men klippevæggen var helt glat. Der var en enkelt revne, og måske kunne en erfaren bjergklatrer havde brugt den, men for Nina virkede det umuligt. Men det var hendes eneste mulighed. Hun overvejede nøje de bevægelser, hun skulle foretage for at nå op på afsatsen.
Der manglede helt sikkert et støttepunkt.

Idet hun forsigtigt balancerede, og bad Sugar om at stramme rebet helt, så det kunne yde hende støtte, tog hun en ny spiger, og hamrede den med stort besvær ind i klippevæggen, så højt som hun kunne nå. Hun satte en karabinhage i, efter at have bundet en lille reb løkke i den. Så råbte hun til Sugar, og bad hende slække rebet lidt igen, så hun kunne begynde at klatre.

Hun anbragte sin højre hånd i den reb løkke, og fik samtidigt med besvær sit venstre ben så højt op, at hun kunne støtte på den nederste spiger. Så hævede hun sig op. Den venstre hånd kunne nu støtte i den smalle revne i klippevæggen. Der manglede kun 20 centimeter for at hun kunne nå klippekanten over hende. Forsigtigt kilede hun sit venstre ben ind i revnen på et sted, hvor der var god støtte, og kunne nu hæve sig yderligere en halv meter.

Hvor ville hun dog gerne fæstne endnu en spiger, men det var helt umuligt, når hun hang og klamrede sig fast på den måde. Desperat rakte hun hånden op, og fik fat i klippekanten med fingrene. Hvis dette greb smuttede, ville hun styrte ned. Måske ville rebet standse hende, men hun ville falde mindst 3 meter. Nina troede ikke på, at hun ville få en ny chance. Hun trak sig lidt op, og ledte desperat efter støtte til sin højre fod højere oppe i revnen. Taknemmeligt mærkede hun, at der var god støtte, og stiv af skræk slap hun taget i reb løkken, så også den højre hånd kunne gribe om klippekanten.
Hun lod venstre fod glide fri af revnen, og strakte højre ben, samtidigt med at hun desperat klamrede sig fast med hænderne. Kroppen hævede sig så meget, at hun nu havde hovedet oppe over klippekanten, og kunne føre armene længere ind.

Desperat kæmpede hun for at finde støtte til sit venstre ben. Bare en lille støtte, så ville hun kunne hæve sig op, uden at løbe nogen overdreven risiko. Men der syntes ikke at være noget sted hun kunne anbringe foden, og langsomt mærkede pigen, at hendes arme begyndte at blive trætte. Hun hulkede af fortvivlelse. Det var mørkt, og kun månens lys hjalp hende til at orientere sig. Det ville være forfærdeligt at skulle dø der, i mørket på en ukendt klippeside.

Fortvivlet lagde hun al vægten på sine arme, og vovede at løsne højre fod fra den gode støtte den havde. Medens hun førte den op gennem den smalle revne i klippevæggen, søgte hun efter en ny støttemulighed, og pludseligt mærkede hun en kant under foden. Ikke et sted hvor den kunne kile sig ind, men dog en lille smule støtte.

Nu kunne hun hæve sig yderligere et stykke, men der var ikke mere fodfæste, uanset hvor meget hun søgte. Og hun mente ikke, at hun ville kunne hæve sig op på klippehylden bare med armene. Klippehylden føltes helt glat under hendes hænder, og Nina frygtede, at hvis hun prøvede at hæve sig op, ville armene glide udad, og hun ville styrte bagover. Chancen for at hun klarede det var meget, meget lille.

Men hun kunne mærke, at hun mistede kræfterne i armene. Hun blev nødt til at gøre et forsøg. Blev hun bare hængende her, var det i hvert fald helt sikkert, at hun ville styrte ned.

Nina flyttede hænderne, for at komme i perfekt balance til det livsfarlige forsøg på at hæve sig op. Hvis hun ikke fandt fodfæste til en af fødderne, mente hun at det var håbløst. Hun trak vejret dybt, og spændte alle muskler. Rykkede den ene hånd lidt ud til siden og stivnede så. Hendes fingre havde rørt en lille kant. Måske en revne, eller bare et sted, hvor der var et hak i den klippe der udgjorde hylden. Ved at strække sig, kunne hun med højre hånds fingre få et solidt greb om klippen. Nina ventede et par sekunder, for at dæmpe ophidselsen over at have fået det gode greb. Nu måtte hun ikke slev ødelægge det, nu hvor chancen virkelig var der. Men hun måtte bevæge sig nu. For hvert minut blev hendes arme svagere.

Nina spændte musklerne i begge arme, og brugte det solide greb med højre hånd til at sikre, at hun ikke gled. Hun hævde sig op og ledte efter støtte til fødderne. Men der var ingen. Hendes arme begyndte at ryste af anstrengelserne, men det lykkedes hende at trække sig så højt op, at hun nu støttede på albuerne på kanten af klippe hylden, og kunne læne overkroppen ind over den. Hun kunne nu se, at det blot var en lille kant i klippen, hun havde greb om, men takket være det greb, kunne hun trække sig videre op. Og snart lå hun fuldstændigt udmattet på den smalle klippehylde.

Nina var stadigt stiv af skræk. Hylden var så smal, at det ville blive svært at rejse sig, uden at løbe en risiko for at få overbalance og styrte i døden. Hun var så højt over det sted, hvor rebet var forankret i klippen, at en fald ville være døden. Hvad skulle hun gøre? Hun burde rejse sig, og slå en spiger i klippen i højde med hendes ansigt. Men hun turde ikke. Lammet af skræk for højden lå hun og rystede.

Så bed hun tænderne sammen. Hun skulle videre, og hun skulle sikre sig. Yderst forsigtigt løsnede hun en spiger fra bøltet, og derpå hammeren. Liggende hamrede hun spigret ind i klippen lige hvor hun lå. Til hendes glæde bed den godt fast i klippen, og ville med sikkerhed kunne holde hende. Nina løsnede med stor besvær hendes sikkerhedsline far kroppen, og førte det gennem en karabin som hun hæftede fast til spigeret. Stadigt liggende bandt hun igen rebet stramt om livet. Nu var hun i en form for sikkerhed, hvis ellers Sugar holdt rebet stramt.

Omsider kunne hun rejse sig, og da Sugar så dette i det blege lys fra månen kom der et opmuntrende udråb.

Nina så sig omkring. Krattet, som hun håbede dækkede indgangen til tunnelen var lige over hendes ansigt, og klippen hældte lidt indad, så den ikke var helt lodret. og lige til højre for hende var der en lodret klipperevne. Hun trådte forsigtigt det skridt til højre. Det var en vidunderlig følelse at have noget solidt at holde fast i med fingrene. Der var masser af kanter, og hun valgte to gode greb, før hun løftede en fod op og kilede den ind i revnen. I forhold til det hun hidtil havde passeret, var de sidste to meter let. Som at kravle på en stige.

Lige over hende spærrede en busk for hende, men selv om den rev hende forfærdeligt, pressede hun sig bare op gennem den, og kunne nu se, at der var en stor platform bag de yderste buske.

Uden hensyn til torne og grene, masede hun sig igennem, og sekunder senere lå hun for første gang i lang tid i fuldstændig sikkerhed på et fladt stykke klippe, der vel var 2 meter på hver led, og dækket af planter. Det var dog kun helt ude ved kanten, at de store buske voksede.

Et øjeblik lå hun og gispede efter luft. Så drejede hun lygten ind mod klippen. Et jubelskrig trængte ud gennem hendes hals. Bag en stor busk kunne hun se, at der var et stort, rundt hul i klippen. Med præcis samme størrelse, som tunnelen i den nedstyrtede klippeblok, de havde set i dalbunden. Hun kravlede derover, og lyste ind i tunnelen. Lyset kunne ikke nå bunden. Tilsyneladende fortsatte den bare i det uendelige.

Nu hvor klatreturen var overstået, krævede det en overvindelse af hendes frygt for at styrte ned, bare at gå hen til de yderste buske, så Sugar kunne se hende. Hun råbte jublende ned til sin veninde:
“Jeg er oppe. Og der ER en tunnel.”
Sugar dansede krigsdans langt under hende.
NIna viklede det andet reb, som hun havde båret om livet, fri, og sænkede det ned til Sugar.

“Bind rygsækken til det her reb. Sikkerhedsrebet går jo gennem karabinerne, så den kan jo ikke trække rygsækken op.”

Så snart Sugar råbte, at nu var rygsækken gjort grundigt fast, begyndte nina at hejse den op. I begyndelsen ved hjælp af sine armkræfter, men de svigtede hurtigt. Men hun fandt ud af, at når hun fastgjorde rebet til sin krop, kunne hun trække rygsækken op ved at gå lidt ind i tunnelen. Og kort efter lå den værdifulde last lige indenfor indgangen til tunnelen.
Nina tænkte sig om et kort stykke tid. Hvordan sikrede de bedst Sugar under opstigningen?

Der var 2 reb, og hun mente ikke, det var forsvarligt, at hun blot holdt fast i begge. Måske kunne Sugar rykke dem ud af hendes greb, hvis der skete et uheld.

Nina havde stadigt en spiger og en karabinhage tilbage. Skulle hun bruge udstyret til at sikre et af rebene? Det ville helt sikkert være den sikreste løsning, men Nina ville meget nødigt bruge det sidste udstyr. Ingen kunne vide, hvad de ville komme ud for i tunnelen, eller udenfor, hvis de lykkedes at komme ud på den anden side af klippen.

Hun undersøgte den største af buskene, den der voksede i selve indgangen til tunnelen. Den var kraftig, og lige meget hvor hårdt hun trak i den, gav den sig ikke. Det reb, der var sikret med karabiner ned af klippen, blev bundet omhyggeligt fast helt nede ved buskens tykkeste stammer lige over jorden.
“Sugar, nu er det reb du har holdt fast i for mig sikret. Du kan støtte dig til det, medens du klatrer op. Men du kan ikke klare bare at klatre i rebet. Du bliver nødt til at prøve at klatre op af klippen ligesom jeg. Men jeg kan hjælpe dig lidt mere.”

gratis dating sexdating

Nu sænkede Nina enden af det reb, hun havde brugt til at løfte rygsækken op, ned til sin veninde.

“Bind dette reb stramt fast under armene. Så kan jeg støtte dig så godt jeg kan.”

Sugar råbte glad, at så skulle det nok gå, og skyndte sig at binde rebet fast. Hun havde stadigt en lygte, men ligesom Nina opdagede hun, at det ikke rigtigt hjalp hende, fordi hun skulle have begge hænder fri. Skuffet lagde hun den i en lomme, der kunne lynes. Hun overvejede at bede Nina om at lyse ned, men indså, at lys deroppefra bare ville blænde hende. Hun måtte klare sig ved de blege månestråler.

Sugar fandt det sted, hvor Nina havde påbegyndt opstigningen. Til Ninas forbavselse, kom hun hurtigt opad. Nina havde viklet det reb, der støttede Sugar under armene rundt om sit liv, og forsøgte at trække med konstant kraft, så hun måske bar 10 eller 15 kilo hele tiden. Og da Sugar jo var så lillebitte, var det en stor hjælp. Snart var hun ved den vanskelige passage, hvor hun skulle op på den smalle hylde. Men også det gik let for Sugar, idet hun jo havde det fastgjorte reb at støtte sig til. Kort efter kunne Sugar mose sig igennem den stikkende busk og op på det sikre areal lige foran tunnelen.

“Hold da op, hvor er du god til at klatre. Jeg frygtede, at du var så svækket, at du ikke kunne klare det. Men du for jo næsten op af væggen. Var du slet ikke bange? Selv var jeg stiv af skræk under hele klatreturen.”

Sugar smilede beskedent. “Det var jo meget lettere for mig. Jeg havde jo det ene reb til at holde fast i, og desuden løftede du jo næsten halvdelen af min vægt med det andet. Jeg tror slet ikke det er muligt at styrte ned, når man har de to reb. Og desuden, hvorfor skulle jeg være bange for at styrte ned? Det ville da ikke være så slemt. Jeg er 1000 gange mere bange for det der vil ske, hvis flugtforsøget kikser, og jeg kommer tilbage til Billie.”

Hun kiggede ud over klippekanten, igen fuldstændigt uden højdeskræk. “Men det kommer med sikkerhed ikke til at ske. Hvis tunnelen ikke fører nogen steder, og vi bliver tvunget til at gå tilbage hertil, så prøver jeg at klatre videre op.”

Hun kiggede op af den lodrette klippe over dem. “Det vil jo helt sikkert gå galt, og jeg vil styrte i døden. Men det vil være meget bedre end at blive ført tilbage til Billie efter et flugtforsøg.” Hun skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at hulke.

Nina greb fat i den ulykkelige pige, og trak hende væk fra kanten. Det ville være for dumt at falde ned nu, hvor muligheden for flugt tilsyneladende lå åbent for dem.

Sådan da.
Nina vidste alt for godt, hvor mange forskellige geologiske hændelser, der kunne have spærret den tunnel, der var blevet skabt af en tidligere, underjordisk flod. Men det var der jo ingen grund til at fortælle Sugar lige nu.

Hun tog rygsækken på, efter at have lagt rebene på plads øverst i den. De havde nu kun en spiger og en karabin, men det var da bedre end ingenting. Og lyset fra deres lygter viste, at tunnelens gulv var næsten helt vandret, så langt de kunne se. Nina slukkede sin lygte og satte den fast i bæltet.
“Hvorfor det? Det var meget bedre, da vi begge lyste. Vi kan ikke se ret meget, bare ved den ene lygte.” Sugar syntes bestemt, at tunnelen blev mere uhyggelig, nu den var så dårligt oplyst.

“Vi har ganske vist sikret os 4 lommelygter ud over de 2, som vi fik lov til at tage med. Og batterierne vil heldigvis holde rigtigt længe. Men vi har jo allerede brugt de 2 en del på turen gennem dalen. Og ingen af os ved, hvor længe vi skal være i tunnelen. Kunne du tænke dig at være dybt inde i bjerget, når den sidste lygte går ud?”
Sugar gøs. “Nej, Nina, det ville være frygteligt. Du har ret, vi skal spare på batterierne.

De trådte nogle skridt længere ind i tunnelen. Den var næsten cirkelrund, og så høj, at Sugar de fleste steder nøjagtigt kunne stå oprejst. Nina, der jo ikke var helt så lille, måtte næsten hele tiden bøje sig lidt ned.

Nina bad Sugar om at slukke lygten, og tog i stedet sin egen. De kunne ikke let gå ved siden af hinanden, og Nina ville helst gå forrest. Så begyndte de turen ind i mørket. Tunnelen drejede lidt, og månelyset bag dem var helt væk. Omgivelserne var kulsorte, kun oplyst af det svage lys fra Nina lygte. Pigerne standsede, beklemt ved situationen. Sugar var tydeligvis rystet over de nye omgivelser, der var helt uvante for hende. Det totale mørke, og så det, at temperaturen med et var faldet til 8 grader. Gudskelov havde de begge varmt tøj på, men alligevel føltes det koldt. Sugar samlede alt sit mod, og smilede til Nina.

pisk bdsm sexlegetøj

“Jeg er så glad for, at det er dig jeg er sammen med her. Hvis det her går galt, skal du vide, at du er en vidunderlig veninde.”

Hun slyngede sine tynde arme om både Nina og rygsækken, og trykkede sig ind mod den pigen hun var kommet til både at holde af og beundre.
Sådan stod de i nogle minutter. Ingen sagde noget, de nød bare trygheden og varmen fra hinandens kroppe. Så slap de begge taget, og Nina førte an i turen dybere ind i mørket.

Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (13har stemt 4,92 af 5)
Loading...

5 kommentarer

  1. Mig

    3. december 2017 kl 0:44

    Total vildt god fortælling glæder mig til næste afsnit 😊

    0

    • Kaptajn Bligh

      3. december 2017 kl 10:08 - som svar på Mig

      Tak min ven.
      Og spændingen i de underjordiske gange fortsætter.
      Hvem gemmer der sig under betegnelsen “Mig”?
      Er du en, jeg har været i kontakt med før?

      0

  2. Kaptajn Bligh

    2. december 2017 kl 9:21

    Desværre søde.
    Der kommer mindst 10 kapitler mere

    1+

    • Misskat

      4. december 2017 kl 0:35 - som svar på Kaptajn Bligh

      Glæder jeg mig meget til hr Kaptajn ☺️

      0

  3. Misskat

    1. december 2017 kl 23:34

    Ej i kan da ikke bare stoppe nu.. Sidder helt oppe på ryglænet af min stol.. 😱

    1+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight