Børnehjemmet på overdrevet 5 – Den røde DKW

nosser snor bondageDet var faktisk en smule rart, men jeg frygtede samtidig hvad de havde gang i. Ville de klippe mine kugler af?

Forfatter: Lester Crest
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Sidste del af beretningen om Viggo’s ophold på et børnhjem i 1936.

For os begge var det blevet dagligdag på børnehjemmet. Eigil kiggede periodisk forbi om natten og gav mig udløsning. Jeg var tilbage til kun at bære tvangshandsker fordi jeg lod ham gøre hvad han ville. Beate lå tavs i nabo-sengen når det skete.

Beate blev fra tid til anden slæbt i kælderen til justering af hendes korset. Jeg forstod at forstanderinden fik lov til at bruge tunge og maskine på hende mod at hun så ikke skulle have spændetrøje på.

Kort sagt. Ugerne gik.

Historien fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder var det blevet tid til min realeksamen. Den bestod jeg. Nu gik mine tanker på hvad jeg skulle lave bagefter.

Da jeg kom hjem så rejste forstanderinden sig og ønskede mig tillykke foran alle sammen. Vi fik ekstra dessert som belønning.

Om aftenen kom forstanderinden ind sammen med Eigil. “Viggo. Vi har gode nyheder. Om en måned kommer Kardinalen forbi. Det kan være at du får lov til at tage med ham og gøre karriere i kirkesamfundet.” De gik.

Jeg lå og tænkte. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv, men at være præst i den katolske kirke indgik ikke i mine planer.

Beate afbrød mine tanker. “Rejser du fra mig?” Hun begyndte at græde. “Jeg tåler kun forstanderindens behandling fordi jeg ved at jeg har dig at være sammen med om dagen.”

“Du kan være rolig. Jeg skal ikke være præst”

Løsningen kom nogle dage efter. Eigil havde købt en motorcykel. Forstanderinden var ikke begejstret. “Det er en helvedesmaskine. Eigil var ligeglad. Han kørte til og fra byen på den, når der ikke var brug for at han brugte ladvognen.

Jeg fik besked på at vaske dem. Ofte over i laden og efter at have vasket hans motorcykel kom turen til hans tissemand.

Jeg husker den skæbnesvangre lørdag som om at det var i går. Jeg kom over i laden. Eigil bad mig om at tage tøjet af. Derefter bad han mig om at række hænderne frem så han kunne få spændetrøjen på. Det undrede mig lidt idet at han på det seneste bare havde taget mig mig bagfra. Efter at den var spændt noget grundigere end han plejede, så fik jeg mundstykket i og lagt ned over et smalt bord, så jeg lå med hovedet ud over bordkanten.

Her lå jeg og ventede indtil det bankede på døren. Det var en fremmed mand. “Pedersen. Velkommen til. Her er den unge mand jeg fortalte om.”

“Aha.” svarede manden. “Nu skal jeg vise dig hvad vi talte om.”

Han tog bukserne af. Op af sin medbragte taske havde nogle lædersnører. “Se hvad jeg gør” sagde han henvendt til Eigil. “På Livø havde jeg nogle unge mænd som kom næsten med det samme, når jeg tog dem. Derfor fandt jeg på at binde deres dele op, så jeg kunne bestemme hvornår de fik udløsning.”

Jeg mærkede hvordan hans kolde hænder tog fat omkring min pung. En snøre blev bundet rundt om min tissemands rod. Jeg prøvede at dreje hovedet, men Eigil tog fat så det var umuligt.

Jeg mærkede hans fingre igen. Han klemte omkring min pung. Det var faktisk en smule rart, men jeg frygtede også samtidig hvad de havde gang i. Ville de klippe mine kugler af?

I stedet mærkede jeg hvordan noget stramt blev bundet omkring min pung. Det var en meget underlig følelse.

“Sådan. Nu får den unge mand ikke udløsning så nemt. Skal vi prøve det af?”

Han pillede ved sin tissemand og begyndte at tale med Eigil. “Jeg tager lige et kondom på. Det er en speciel model af den gamle slags som man kan bruge igen og igen. Du er yngre end mig. Jeg husker da du kom til Livø som en ung knægt. Når vi når op i alderen, kan vi desværre ikke yde som vi gjorde før. Der købte jeg i udlandet et rigtigt stift kondom og det gode er at patienternes urenheder så ikke betyder så meget”

Jeg mærkede hvordan noget koldt blev presset mod min bagerste åbning. “Han virker lidt stram. Hvor længe har du haft ham?” Presset blev større. Det gjorde rigtig ondt. Jeg prøvede at vride mig, men Eigil fastholdte mig.

“Han skal bare køres hårdt” svarede Eigil. “Han er ikke en god dreng. Vi har prøvet, men hvis vi skal afsætte ham til kardinalen, skal han være meget mere medgørlig. Kardinalen vil sende ham til Sankt Blasien så han kan få sin studentereksamen, men vi kan ikke sende en dreng afsted, som ikke vil samarbejde med lærerne. Han er et problembarn.”

Smerten var nu nærmest uudholdelig. Pludselig trængte han ind. Han gav et grynt fra sig. Han holdte en lille pause. Så begyndte han at banke dimsen længere op. Bordet nærmest rykkede sig. Der var forhøjninger på gummidimsen og jeg fik en mærkelig følelse af nydelse, selvom jeg mest mærkede hvordan det dunkede i ringmusklen. “Eigil. Hvorfor tager du ham ikke i munden?” stønnede Pedersen.

“Jeg vil ikke have at han bider mig, hvis det bliver for meget for ham.” “Se i min taske.” Eigil rodede i tasken og fandt et mundstykke med et slags rør. Han tog det nuværende mundstykke ud. “Stop. Det gør så ondt” græd jeg.

Eigil tog fat og pressede røret ind i min mund. Mundstykket blev bundet fast i nakken. “Mffff.” var alt hvad jeg kunne sige. Eigil knappede op og stak sin tissemand ind i røret og ind i min mund. “Sut min dreng!”

Jeg lod min tunge glide hen over hans våde tissemand. “Det var godt.” Pedersen bankede dimsen i bund, hvilket fik mig til at udstøde en dyrisk lyd. “Åh. Jeg kommer.” stønnede han.

Eigil fik udløsning i min mund med det samme. Han trak sig ud. Pedersen gjorde det sammen og jeg lå tilbage på bordet med savlet rendende ud af munden og et bagerste hul som dunkede som aldrig før. Pedersen løsnede læderremmene omkring min tissemand og jeg fik en lille udløsning. “Se med dette sindrige system kan den unge mand kontrolleres.”

De to mænd satte sig ned i sofaen. “Hvad gør I hvis Kardinalen ikke kan bruge ham?” spurgte Pedersen. “Vi har ikke lagt nogle planer.” Pedersen tænkte sig om. “I kunne sende ham op til min maskinfabrik. Vi har brug for unge mænd som forsorgen officielt så betaler os for.” Eigil tænkte “Det kunne være en løsning. Jeg vil snakke med forstanderinden om det.”

De to mænd fortsatte med at snakke. Pedersen rejste sig op og tog sit tøj på igen. “Jeg skal desværre nå en anden aftale. Vi tales ved.” Han gik igen.

Eigil løsnede mig. “Viggo. Tag dit tøj på og vask min motorcykel. Jeg skal ind til byen og hente varer. Den skal være skinnende ren. Ellers er det spændetrøjen i nat. Hvis du gør det godt, så må du sutte den af, når jeg kommer tilbage.” Eigil gik og jeg hørte ladvognen starte.

Jeg vidste at han ville være væk i mindst 2 timer. Jeg kiggede på motorcyklen. At stjæle den og køre væk var en mulighed, men jeg havde aldrig kørt på sådan en. I stedet undersøgte jeg den og så at den brugte væske til at bremse. Jeg fandt et sted, hvor man kunne åbne indtil det og tappede væske af, så han ikke ville kunne bremse ordentlig. Som han kørte ville han sikkert falde af og slå sig. Så kunne Eigil komme på sygehuset og vi ville få fred i noget tid.

Jeg blev færdig og da Eigil kom hjem var han glad for at motorcyklen var ren og pæn. Jeg fik lov til at sutte den af på ham og han gav mig udløsning med hånden som belønning.

Efter gudstjenesten næste dag kørte Eigil sig en tur. Der gik timer. Eigil kom ikke tilbage. Alle undrede sig. Sent på aftenen kom vognmanden fra byen forbi med landbetjenten. Han måtte med beklagelse meddele at Eigil havde mistet kontrollen over sin motorcykel og var kommet ulykkelig af dage. Eigil havde ikke båret hjelm og selv hvis han havde så var de læderhjelme, man brugte dengang ikke meget bevendt. Forstanderinden brød sammen. Eigil var hendes rigtige bror og hun havde hentet ham hertil efter at han stoppede på den store anstalt ude på Livø i Limfjorden.

“Vi beholder motorcyklen til nærmere undersøgelser. Jeg forstår at han var ny på motorcykel?” sagde betjenten

“Ja. Bare behold det djævelskab. Jeg advarede ham imod at køre på den. Stakkel Eigil” græd forstanderinden.

Vi blev alle sendt i seng. En tung dyne af sorg havde bredt sig over børnehjemmet. Ingen kunne lide Eigil men hans død var tung at bære.

Søster Agnes havde kørekort. Hun blev sendt i byen med ladvognen når der var brug for det. Vores dagligdag fortsatte. Nu var det blot en af søstrene som havde nattevagten og det var overflødigt at fortælle at vi nu kunne sove natten igennem.

Beate kom heller ikke mere i kælderen. Forstanderinden var en skygge af sig selv.

Et par uger senere kom betjenten forbi igen. Han bad om at se laden hvor Eigil havde arbejdet og Eigils privatbolig. Forstanderinden kunne ikke forstå den og var imod det, men betjenten insisterede. Der gik timer. Jeg kom til at tænke på at jeg havde tappet olien af men havde glemt at hælde den ud. Hvad hvis de fandt noget?

Betjenten kom ud. Han var rød i ansigtet og sur. Han sagde farvel til forstanderinden og kørte ind til byen. Nogle dage senere kom han tilbage med en slags kontortype. Det var en embedsmand fra København. De holdte møde med forstanderinden. Nogle timer senere så vi til vores store forbløffelse forstanderinden med en kuffert. Den lokale vognmand kørte hende til stationen. Det var sidste gang at jeg så hende.

Vi blev kaldt ind i spisesalen. Søster Agnes fortalte at forstanderinden var blevet kaldt hjem til anden tjeneste af kirken. Søster Agnes var nu den nye forstanderinde. Der ville ikke blive lavet om på noget og embedsmanden fra København ville nu kigge forbi oftere. Beate kiggede på mig. Det var slut. Eigil og forstanderinden var væk. Ja. Vi skulle stadig sove med tvangshandsker, men vi var i fred om natten. Betjenten og embedsmanden forlod stedet.

Samme aften kom søster Agnes ind. Embedsmanden havde syntes at det var synd at vi ikke kunne vende os i sengen. I stedet for at få handskerne bundet til sengen, blev de nu låst til et bælte. Det blev godt strammet godt, men det var til at holde ud og vi kunne vende os i søvne.

Den gode tid holdt bare ikke evigt. Nogle dage efter vendte betjenten tilbage. Han bad om at få mig til et privat møde i portnerboligen. Da jeg kom ind i hvad der engang var Eigils stue, bad han mig om at sætte mig ned i sofaen.

“Det er gode møbler den afdøde holdte sig”

“Ja”

“Sig mig. Hvornår fandt du ud af det med bremsevæsken?”

Jeg blev rød i ansigtet. Han havde fundet ud af det. Ville jeg nu ryge i fængsel?

Han grinede. “Normalt ville jeg være vred og arrestere dig, men min undersøgelse af huset her og laden afslørede en række uretmæssigheder som trusser og fotografier. Spændetrøjer hører til på anstalter og ikke almindelige børnehjem. Jeg gætter på at han har lavet noget grænseoverskridende. En opringning til det Kellerske Institut på Livø gav en forklaring på hvorfor han stoppede derop. De havde bare skjult den reelle årsag for at opretholde facaden og derefter opdagede jeg at forstanderinden var hans fysiske søster. Det er noget rod. Det kan blive en skandale. Vi fik kontakt til Kardinalen i Tyskland og han ønskede ikke at rive op i noget og indvilligede i at kalde forstanderinden hjem. Vi vil derfor ikke efterforske hans død mere.”

Jeg trak vejret med en lettelse.

“Men du kan ikke blive her. Du ved for meget. Vi har kontaktet Beates forældre og de var taknemlig for at forstanderinden og Eigil er væk. De har sammen med kardinalen hjulpet med at skaffe dig hyre på et skib. Der er ikke så meget valg. Jeg vil gerne have at du tager denne hyre.”

Jeg nikkede. Alt var bedre end at blive ansat hos Kardinalen.

“Godt. Så er det en aftale. Der er afgang om 14 dage.”

“Hvad med de andre?” spurgte jeg.

“Ja. Det er blevet aftalt at de bliver her indtil de er voksne. Kardinalen ønsker ikke at rekruttere til kirken herfra længere. Hvorfor ved jeg ikke, men ham om det.”

Jeg gik tilbage til Beate. Jeg fortalte at jeg skulle rejse. Hun var ked af det, men lettet over at jeg nu undgik Kardinalen. Der havde været noget snak i krogene, så Beate havde forstået hvad der var sket i fortiden.

Vi arbejdede ude på marken næste dag. Det var solskin og vi havde lige spist frokost, da der lød et skrig. Søster Miriam havde rodet i en bunke affald og en orm havde bidt hende. Søstrene fik travlt med at få hende på ladvognen og Søster Agnes kørte hende til lægen. Vi var kede af det. Søster Miriam trøstede os og sagde at vi kunne holde fri resten af dagen.

Vi gik for os selv til skoven. Det var ikke en stor skov, men her var fred. Beate tog fat i min hånd. “Læg dig sammen med mig.”

Vi lagde os ved siden af hinanden. “Lad os tage tøjet af.” foreslog hun. Jeg tog tøjet af og hun også bortset fra korsettet som hun stadig var. Hendes krop var så fin. Jeg fik en smule stiv tissemand. “Kys mig” sagde hun.

Det lod jeg mig ikke sige to gange. Jeg omfavnede hende og kyssede hende.

Der var noget fascinerende ved hendes spinkle krop i det stramme korset. Jeg var blevet liderlig. “Læg dig på ryggen” Jeg adlød. Hun satte sig op på mig og sænkede langsomt sin underkrop ned over min tissemand. “Av.” sagde hun.

“Gør det ondt?”

“Forsæt. Det er min første gang.”

Min tissemand gled langsomt op i hende. “Åh.” sagde hun da hun var helt nede. “Giv mig lige et sekund”

Det var skønt at mærke hendes varme krop omkring min tissemand. Hun begyndte at bevæge sit underliv. “Åh.” gentog hun. Hun begyndte at stønne. “Du er så dejlig.” Jeg var også blevet ophidset. Jeg fik udløsning og hun gispede hvorefter hun sank sammen over mig.

Hun rullede af mig og vi lå side om side i skovbunden. “Hvordan skal jeg nogensinde undvære dig?” spurgte hun.

“Jeg tror at det kommer til at gå dig godt, nu hvor de er væk”

“Men alligevel. Jeg kan ikke rejse hjem på grund af alt det med BDM og hvad hvis der bliver krig som mange taler om?”

“Tag en dag af gangen. Det er den vigtigste lektie jeg har lært her på børnehjemmet.”

Vi lå tavs sammen noget tid. Derefter tog vi tøjet på og gik tilbage til børnehjemmet. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt med søster Miriam. Vi fik aftensmad og blev lagt til at sove med bælte og tvangshandsker. Ærgerligt. Jeg ville godt have fortsat fra hvor vi slap i skoven.

Nogle dage efter pakkede jeg. Jeg sagde farvel til alle sammen og søster Agnes kørte mig til stationen. Det var sidste gang at jeg så børnehjemmet, mens det var åbent.
Historien fortsætter under reklamen


Efterskrift: Viggo har forladt børnehjemmet, men kardinalen er stadig derude. Hvilken skæbne venter Viggo? Jeg er stadig igang med at gennemgå de håndskrevne noter og vil skrive om det når jeg har fundet hoved og hale i dem.

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (30har stemt 4,27 af 5)
Loading...

2 kommentarer

  1. Tabu pornoforfatter

    2. december 2019 kl 18:01

    Endnu et fantastisk kapitel i denne frække historie. Jeg havde nu håbet den slemme kardinal havde snuppet ham til lidt løjer med de andre præster. Men så kan jeg jo håbe der en meget skummel streng kaptajn på skibet der ved hvordan man bruger en skibsdreng, og en flok stygge matrosser. der mangler hygge under dæk 🙂
    Glæder mig til fortsættelsen

    0
  2. Anonym

    2. december 2019 kl 10:33

    Forfatteren må ikke bruke for lang tid før han skriver mere om Viggo’s skjebne, den må vi få ?
    Enige eller ? ? ?

    2+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

sexlegetøj til mænd diskret fisse vagina fleshlight