Prins

dypper læberne blidt om det aromatiske hoved – nye eksotiske smage venter mig. Jeg sutter, mens han ser en anden..

Forfatter: NNastyJR

En dag er han her bare. Går lige ind i mit nye atelier og kigger sig omkring. Døren er som regel også altid åben, skulle nogen komme forbi og få lyst til lidt udsmykning til væggen. Og dermed bidrage til min sølle husholdning, der altid er et tema.

Han siger intet, kigger bare. Ignorerer mig og går nærmest i sin egen verden, eller som om han tror han er usynlig. Jeg genkender ham på det kulsorte, skulderlange hår, der falder ned i skilning over panden, dækker det ene øje. Og tøjet. Sort t-shirt og sorte bukser, altid. Har aldrig set ham i andet, dernede på pladsen under mine vinduer.

Skater-drengene holder til dernede, med deres improviserede ramper og rækværk, og hvad de ellers finder på. Og med dem skater-groupierne, de unge imponer-lystne piger. Sidder og følger med, og gør sig til. Og så ham, den sorthårede unge knægt. Han sidder altid alene, men ikke ubemærket. Pigerne er oftest mere optaget af ham, end de andre, når han er der.

Han må se godt ud, har jeg så gættet fra mit begrænsede udsyn. Og i den grad i fare for øretæver fra skaterne, sådan at stjæle deres ‘thunder’, utilsigtet eller ej. Det er endnu ikke kommet dertil, så vidt jeg ved. Jeg kigger i mit spejl foran mig, nej, ingen friske skrammer i det kønne ansigt.

For han ser i den grad godt ud! En ung knægt, seksten-atten, skyder jeg på, og smuk, helt usædvanligt betagende faktisk. Jeg drejer mig og forgiver at finde farver frem, åbne tuber, kaster sideblikke. Et helt lyst, lidt aflangt, ovalt ansigt, der går ned i en spids hage. Læberne kvindeligt fyldige og brede, som de sorte øjenbryn. Næsen er lang og tynd, markant skarp i enden – et møde mellem øst og vest, tænker jeg, som portrætmaler og student af ansigter. Især øjne.

Jeg får et flygtigt glimt af dem, og får et flashback til en gammel, men velkendt ‘National Geographic’ forside. En ung afghansk kvinde med tørklæde, der stirrer intenst ind i linsen med de smukkeste lysende øjne. Samme oplevelse her. Som om de er i familie med hinanden, samme slægt. Han er afghaner som hende, er jeg sikker på. Flygtning fra asylcenteret i udkanten af byen.

Han nærmer sig og jeg glemmer helt at male. Det er derfor han ikke siger noget. Kan sikkert hverken dansk eller engelsk, måske endda traumatiseret. Han kigger på nu, mens jeg maler, ufokuseret og planløst, spolerer mere end godt er. Jeg lægger penslen og tager min tegneblok og blyant i stedet. Han betragter maleriet, jeg ham, tegner hans formfuldendte ydre, skønheden foran mig.

En hurtig skitse, kommunikation, jeg viser ham resultatet. Han kigger og jeg aner et mikroskopisk lille anerkendende smil i mundvigen. Så løfter han blikket mod maleriet igen, står stille – giver mig mere tid til en mere fuldstændig skitse. Jeg tager ham ind, alle hans træk, små ar og mærker, får alle de uhyre velproportionerede ansigtstræk ned gennem min hånd.

Denne gang vækker det en større antydning af liv i ham, i disse bemærkelsesværdige øjne. Læberne breder sig mere og han kigger kort i min retning, godkender. Det varmer mig, eller rettere smelter. Han kan starte ild hvis han vil. Jeg begynder at forstå skater-tøserne dernede. Mørk og mystisk, en fremtoning som en prins, som et kunstværk i sig selv.

Jeg vil male det, ham, den sorthårede prins. Denne skønhed han emitterer, hvis det er muligt – hvis han vil. Det er første vanskelighed. Den næste og større, er at sådan en handling tager tid. Timer og atter timer af stilstand og ubevægelighed hos modellen, noget han ikke ligefrem udviser eller udstråler.

Han har allerede flyttet sig. Over til mine skuffereoler med skitser og croquis tegninger. Tusinder af papirark, store og små, som han bladrer ganske ugeneret igennem. Han studerer enkelte af dem mere nøje, og jeg ham, hele tiden. Ansigtet bløder langsomt op, får mere farve. Jeg ser han følge stregerne, forstå. Han er interesseret, også han opslugt.

Jeg henter en cola til ham, som han tager imod uden at fjerne blikket fra tegningerne af de nøgne modeller. Nu er jeg helt tæt på og kan virkeligt tage ham ind, se hans fascination føje til hans skønhed. Han har fundet nogle favoritter, bemærker jeg. De halv-hurtige, tre til fem minutters stillingerne. Dem med mest liv og flow i stregerne.

Jeg giver ham dem, indikerer med hænderne og smil at de er hans hvis han vil have dem, kvit og frit. Men jeg får betaling tilbage, i tifold. I form af længere øjenkontakt, direkte, to himmelblå lys. Et regulært smil – og mere til. Han tager de fem ark og går lidt tilbage i rummet, stiller sig i samme positur som den første af tegningerne.

Jeg griber fluks blokken og chancen. Fokuserer igen på ansigtet, men også overkroppen. Den stramme sorte t-shirt der dog ikke giver helt nok, og armene og hænderne, fin yndefuld gestik. Afghansk dans, tænker jeg, han har musik i kroppen. Jeg tegner færdig, han bevæger sig, indtager næste stilling. Giver mig langt mere tilbage for mine gaver.

Det bliver til fem, lige for lige. Han studerer dem tilfreds og jeg tilbyder ham dem alle. Men han tager bare de to bedste, og går. Lige så tavs som han kom ind. Der bliver stille i mit atelier igen, og i mit sind. Ligesom drænet og overvældet af en voldsom oplevelse. Som med mødet med storslået kunst, skønhed, klassiske idealer.

Jeg har tre beviser tilbage, stirrer på dem – hvorfor tog jeg dog ikke et par fotos?, fortryder jeg så. Han ville jo ikke have modsat sig det, og hvad nu hvis han ikke kommer tilbage? Jeg går hen til vinduet og ser ned på skaterne og tøserne, han er der ikke. Men han skal nok vise sig igen, det ved jeg, det håber jeg, vi er jo kun lige startet.

Men han har allerede opladet mig, mine ‘batterier’. Besøget af levende, ægte skønhed, og endda muligheden for at skitse den ind og ned, har gjort mig fyr og flamme. Jeg maler med det. Korrigerer mine halvhjertede klatterier med lys, med hele hjertet. Sindet dirrende af begejstring og lyst. Det bliver ganske godt.

Og allerede næste dag er vi videre. Tidligere, helt tidligt. Jeg er kun lige i gang med morgenkaffen, da han vader lige ind. Det sorte hår, sorte tøj, en jakke på i dag. Jeg tilbyder ham lidt morgenbrød og juice, og spiser sammen med ham i tavshed. Den eneste mulighed for kommunikation vi har, er gennem fagter, eller streger. Måske er det derfor han er tilbage, for at lære at tegne, male? Jeg kunne jo se det interesserede ham, måske vil han have jeg lærer ham, hjælper ham?

Han bliver siddende mens jeg rydder væk og skyller af. Min radio spiller stille pop-musik, sød musik, og jeg mærker vandet er ekstra varmt i dag, brænder. Da jeg vender mig igen er han væk. Det minder mig om noget, et andet sted. For år tilbage, en anden historie. Min hjerne er hullet af terpentin, måske er det bare noget jeg har læst?

Jeg går ud af køkkenet – og der står han, nøgen allerede. Hans krop er lys og mager, senet muskuløs. Vant til at arbejde, vant til meget. Jeg ser tydeligt mærkerne fra en anden verden. En mere barsk og brutal verden. Et øjeblik er jeg frosset, lamslået af synet. Den åbenbarede skønhed, der er forsøgt skæmmet, reduceret. Som taliban-bæsterne dernede gør. Ødelægger og undertrykker.

Men jeg har været her før. Blevet tilbudt et unikt og eksklusivt kig til ungdommelig pragt og ynde ud over det sædvanlige. Jeg finder hurtigt mit tegnebræt, nogle A3 papirark og kul og blyanter, sætter streger. Han står længere. Simpelt i starten, men vrider sig mere og mere – mere dans igen. Jeg synker ned i den, i ham. Fanger ham i gled med hånden, rytmen, men også de små detaljer.

Han har ar efter slag, pisk? Kniv? Bombefragmenter? Jeg tager det ind. Synker det, som en klump. Holder fokus på min funktion her, men mærker øjnene dugge til. Solen rammer ham gennem de store vinduer og laver skygger, fremhæver, giver mig mere information. Han drejer og går halvt ned i hug. En stilling han umuligt kan holde længe, så jeg tegner febrilsk, rammer plet.

Han bliver stående, vedholdende, standhaftig, tænker jeg, og når en ny skitse før han bevæger sig. Nu helt varm. Husker måske positurerne han så i går, eller bruger figurer fra sin billedløse islamiske kultur. Figurer fra fortællinger, billeder dannet i hovedet. Han strækker hænderne bøjet frem, mod himlen. Benene adskilte og i kamp-position. Slås mod et rovdyr måske? Eller en rædsel fra foroven – en amerikansk drone?

Det er dramatisk, mærker jeg. Et billede, et maleri. Jeg griber kameraet jeg har lagt frem fra i går, fanger hurtigt motivet, til eftertiden. Han rejser sig da han hører klikkene. Oprejst, nakken løftet. Jeg stopper og peger på et lærred – til et maleri, ikke andet, prøver jeg at få frem. Jeg tror han forstår og går hen for at se hvad jeg har præsteret – hvilken retfærdighed jeg har kunnet yde ham.

Jeg kigger rundt efter et rent håndklæde, noget at give ham om livet. Men han ser ikke ud til at bekymre sig om det, om sin nøgenhed. Ser bare mere opslugt på skitserne, sig selv. Og det ser ud til at bekomme ham, den smule jeg har lært at tyde hans minimale mimik. Små træk ved læberne, øjenbrynene en smule mere løftet, oh, jo, min smukke prins anerkender mig.

Han vil også se billederne af ham i kameraet. Jeg viser ham dem på displayet, ganske sobre og udtryksfulde. Små mesterværker i sig selv. Men jeg vil overføre dem til lærred, prøve at fange… Han tager kameraet og går hen til vinduet. Nogle af de tidlige skatere er dukket op. Ingen piger. De er nok i skole. Han ser gennem kameraets søger og linse ned mod en af dem. En høj, korthåret fyr. Bred og tatoveret kan jeg se. Lidt ældre end de fleste der holder til dernede. Måske tyve, femogtyve.

Jeg finder en telelinse og viser ham, skifter. Nu er fyren tydeligere og han knipser løs, syv, otte billeder. Han har fået farve i kinderne og kigger utålmodigt i displayet, da jeg viser ham billederne han har taget. Jeg kigger på ham, lige så opslugt af at betragte fyren, som jeg er af ham. Han sidder ikke dernede for pigerne skyld, men for ham her.

Jeg tager forsigtigt kameraet fra ham – som tog jeg en kødluns fra en sort panter, tænker jeg – peger på min computer, og kameraet, du kan se dem bedre der. Vi ser dem sammen. Høj opløsning, jeg zoomer ind, og han får mere og mere farve. Og det er ikke det eneste sted blodet bevæger sig hen. Han er blevet større. Det frithængende unge lem er vokset, det er tydeligt. Det bekymrer ham ikke det mindste. Snarere tværtimod. Han begynder at holde lidt om det, kæle let.

Og hans lem er ligesom resten af ham – skønt at skue. Det er tykt og fejlfrit glat. Selvfølgeligt omskåret som hans kultur byder. Glansen lidt smallere end skaftet, som er en anelse mørkere end den blege krop. En lille krans af sort pubeshår, testiklerne… Jeg ser op, han kigger på mig, ser at jeg ser. Nu er det mig der rødmer, så godt jeg nu kan i min alder. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv, og om jeg har ødelagt det hele.

Det har jeg ikke – og HAN ved. Han ved og fortæller mig hvor jeg skal gøre af mig selv, hvad jeg skal gøre for ham. Fortæller med blikket, der nu for første gang for alvor møder mig. Jeg ser øjnenes blå nuance helt skarpt, ser det er en art turkis, en kold blågrøn, med gnister af rødbrunt iblandet. Og jeg ser liv og kraft for første gang. Livslyst og begær efter det næste verden byder. Hans hele ansigt åbner sig for mig, åbner sig i lyst. For skater-fyren, for hvad han ser omkring sig – for mig.

Han drejer sig beslutsomt mod mig, fjerner hånden fra det nu godt stive lem, og tilbyder sig – tilbyder mig. Men jeg er ligesom fanget i hans blik, og først da han drejer det mod skærmen igen, mod sit egentlige begær, bliver jeg frigivet til at tænke og bevæge mig. Jeg ser på hans smukke profil, de svagt rødlige tegn på kinden og halsen. Den let drejede torso, råhvid og massiv som marmor. Og det rejste lem, som en vejviser mod et sagnomspundet paradis indenfor min rækkevidde.

pik-slikker slikke pikJeg knæler foran ham. Som til altergang, som prinsens undersåt. Tager det majestætiske kød i min mund, dypper læberne blidt om det aromatiske hoved – nye eksotiske smage venter mig. Jeg sutter, mens han ser en anden. Slikker ned ad skaftet, slikker kuglerne, hårde og fremmede. Smager, smager alt, en anden verden. Vest møder øst. Salt og sødt, surt og saligt, fremmed og nyt. Jeg suger, op ad skaftet igen. Ser op, ser nydelsen i hans lysende øjne, mens han ser en anden.

Min tunge er løs. Har sit eget liv, søger næring. Jeg gnider samtidigt, for at få den frem. Sutter spidsen og lukker læberne længere og længere ind, ned. Kæler kuglerne imens, sluger og nusser. Han presser lidt med, frem og ind, ånder tungere, men stadig uden lyd. Måske også en kulturting – elskov uden støn, uden støj – børnene sover i samme rum. Jeg er i den primitive verden. På knæ for min ørkenprins. Sutter dybere, begynder at kneppe min egen mund – det skønne lem – mærker ham give igen, hører ham puste højere.

Han støtter sig mod bordkanten. Læner lidt frem mod skærmen, overkroppen og underkroppen, bukker sammen. Jeg sutter og gnider hårdt nu, holder læberne lukket om udløbet, vil ikke miste en dråbe. Hemmm…, er alt han giver mig gennem de låste kæber. Men så meget mere til gengæld ud mellem mine kæber. Det hede lem pulser mellem mine læber. Tyk, krydret, læskende prinse-sæd. Ungt og frisk, bruser ned i min hals. Skylle efter skylle, mens jeg synker løs for at følge med.

Det er første gang jeg sluger, sluger direkte. Men bestemt ikke sidste håber jeg – især ikke denne her. Jeg sutter pikken helt tør, sulten efter mere. Slikker kuglerne og mellemkødet, og han lader mig bare. Min hånd mærker den hårde balde, gluteus maximus, formet til at rotere, trække, støde – til at kneppe… Ohr, uhm, jeg kigger op, kysser pikken farvel, på gensyn, kommer på benene. Han er stadig optaget andetsteds, brystkassen går tungt – han kom tungt.

Så vender han sin opmærksomhed mod mig, stikker sin hånd ned i mit skridt og klemmer – hans tur, åbenbart. Jeg læner mig frem, nærmest instinktivt, kysser prinsens gudelignende mund, helt uden tanke. Han rykker tilbage, slipper mig, ser oprørt, nærmest chokeret på mig. Åh, gud, jeg lod mig gribe af stemningen, forgreb mig? Måske endnu en kulturbarriere. Ingen kys, slet ikke med egen sæd iblandet?

Jeg prøver at undskylde, uden ord, forbandede ord – hvorfor har han slet ingen? Han tager sine bukser og t-shirt på, forulempet, vil væk. Det er slut, tænker jeg. Jeg overskred grænsen, blev for intim, blev for virkelig. -Sorry, sorry, forgive me!, trygler jeg, i håb om bare lidt lydhørhed og tilgivelse – han må da kende til disse ord, i det mindste ydmygheden bag dem. Han tager jakken på, og tøver. Jeg bliver stående, har sagt og gjort nok, lader ham nå sin vilje selv.

Han tager kameraet, skifter linsen som han så jeg gjorde, og går mod døren. En billig pris, tænker jeg, men husker så at billederne af ham stadig er i det! Nej, nej, nu er han helt væk, kun skitserne tilbage. Jeg ser ned på gulvet hvor de ligger – alt jeg har. Men han kommer tilbage, med kameraet. Stiller det på bordet og står stille et øjeblik – min tilgivelse! Så går han igen. Denne gang for at vende tilbage, i morgen, en anden dag, det ved jeg inderst inde.

Jeg kigger ned på pladsen efter ham. Skater-fyren er stadig dernede, pigerne er kommet til, men HAN dukker ikke op. Han har fundet en anden vej, undgår mødet med fyren han sikkert aldrig vil kunne få. Der er ikke en af pigerne dernede, og alle de andre, der ikke har været sammen med ham, skater-fyren. Det er der hans slags ser hen efter tilfredsstillelse af sit begær, ikke hos en smuk sorthåret prins.

‘You can’t always get…’, dukker det op i mit hoved. Hver gang jeg selv er stillet overfor denne situation, eller ser den udfolde sig for andre – så tit. Jeg sukker og vender mig – kameraet, billederne! – må have dem over i computeren, straks! Billederne af skater-fyren får sin egen mappe, jeg ser der er to ekstra thumbnails, mørkere. Jeg åbner det første – wauw! En ‘selfie’. Det var derfor han tog kameraet med ud, ville kommunikere noget til mig.

De sørgmodige, smukke øjne. Det perfekt skårne ansigt, helt skarpt, helt tæt på. Håret, sort og glat, der falder let ned over panden. De sprøde, rillede læber, jeg formastede mig til at krænke. Så himmelsk majestætisk, en messias i mine øjne. Jeg åbner det næste, sidste – og rykker tilbage i et gys. Hårene rejser sig og jeg skælver, får et sløret blik. Ser gennem vand og hulker forfærdet gennem skruetvingen i mit bryst.

Han har åbnet munden, viser tungen – det der er tilbage. Arret, stumpen, tavsheden. Jeg falder på knæ igen, hulker nu uden kontrol, ned på papirarkene, skitserne af skønhed. Med en kniv gennem sig. Skamferet, reduceret. -AAARGH!, skriger jeg og flår i mit hår. Taliban-satan! Destruktion, mørke, middelalder – djævlens håndlangere! Havde jeg koderne og tasken her, ville jeg trykke. Udslette hele denne Afghanske skærsild, brænde det ned i helvede hvor det hører til.

Jeg bliver siddende under bordet. Synker gråden – og det hjælper. For jeg smager ham i min mund, min smukke prins med den grumme skæbne. Jeg får styr på mig selv, mit had og min smerte. Nytter ikke noget alligevel, er ikke det væsentlige her. Det der betyder noget er at han har vist mig, fortalt mig, åbnet sig helt. Jeg rejser mig og ser ham igen. Lytter til ham, forstår. Og i min perverse egoisme ved jeg jo, at det er brændstof til mit arbejde med ham. Mine malerier bliver kun stærkere, mere intense, med denne ubærlige lidelse bag dem.

Men lige så vigtigt ved jeg, at han kommer tilbage. Måske ikke lige med det samme, i morgen igen. Men jeg vil se ham igen, det siger han, hører jeg. Jeg vil mærke ham, smage ham, elske med ham. Det ved jeg, og tænker jeg på, mens jeg printer alt ud og stiller det første blanke lærred op. Når han går gennem min dør igen, vil det være min tur til at vise, fortælle, åbne mig – for min smukke prins.
Læs fortsættelsen ‘Prins M’ homosex – ‘Prins Q’ hetero/bisex.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

16 kommentarer

  1. sub

    20/10/2015 kl 11:00

    Du skriver så fantastisk 🙂

    2+
    Besvar kommentar

    • NNastyJR

      20/10/2015 kl 17:51 - som svar på sub

      Tak sub – så har jeg vist fuldt hus 😉

      1+
      Besvar kommentar

  2. Ginger

    18/10/2015 kl 14:04

    Min hånd fløj spontant op for munden!!! Så meget ømhed, skønhed og smerte. Jeg vil også posere for dig. Vise mig frem, se dig se og se mig med sine øjne. Og jeg _kan_ godt holde kæft, selvom tungen er fuld intakt til både dette og hint.

    3+
    Besvar kommentar

    • NNastyJR

      18/10/2015 kl 15:25 - som svar på Ginger

      Tak – ska’ du ha’! ? Jeg har vist ramt noget her – plet? En sukker-knald med lang syrlig eftersmag? Dejligt! ?

      3+
      Besvar kommentar

      • Ginger

        18/10/2015 kl 16:37 - som svar på NNastyJR

        Jeg ku altså også godt lide din anden tegne-historie, og så er der jo noget med det ordløse, tror jeg 🙂
        Men du rammer nu aldrig helt galt, synes jeg 🙂

        2+
        Besvar kommentar

  3. Frøken

    18/10/2015 kl 2:56

    Det her er virkelig, virkelig smukt skrevet. Så stærkt et emne og så smukke beskrivelser af følelserne. Absolut imponerende!

    3+
    Besvar kommentar

  4. NNastyJR

    18/10/2015 kl 0:43

    Taak skal I ha’ 🙂 Og tak for kaffe… fire skønne kvinder på en dag, næsten mere jeg kan klare 😉

    3+
    Besvar kommentar

  5. ladyofthemind6

    18/10/2015 kl 0:04

    Du har en fabelagtig måde at beskrive på, når du har noget på sinde !! Wauw !! Jeg holder øje med dig Nasty ?? 🙂

    2+
    Besvar kommentar

  6. FruP

    17/10/2015 kl 19:43

    Jeg er vild med din måde at skrive på. Så elegant om et emne der nogen gange bliver beskrevet så primitivt og “grimt”. Det er en fornøjelse at læse selvom prinsen har haft en grum skæbne.

    1+
    Besvar kommentar

  7. Safran

    17/10/2015 kl 16:56

    IHh endnu en lækker 5’er ?? spændingen stiger..hvem sutter ?

    2+
    Besvar kommentar

  8. Sofie

    17/10/2015 kl 15:59

    neej nej nej nej 😢 frygtelig /god!

    2+
    Besvar kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *