Hendes bryster var store. Tunge. De hang lidt, som bryster på en 53-årig kvinde gør, men de var stadig… imponerende.

Forfatter: UngTyren

Morten bakkede ind ad døren, hans skuldertaske hang uhjælpeligt fast i dørkarmen et kort sekund, hvilket sendte en bølge af brændende varme op ad hans nakke. Han fumlede med remmen, fik den fri og trådte ind på det, der lignede en helt almindelig, pæn, kedelig entré i et parcelhus.

“Bare stil skoene der, Morten. Og hæng bare jakken.”

Stemmen kom fra køkkenet. Den var en smule hæs, som en der havde røget for mange cigaretter, men venlig nok. Lidt for venlig.

Han gjorde, som hun sagd’. Han anede ikke, hvad han skulle forvente af “Gittes Regnskab”, da han valgte det fra listen over praktiksteder. Det lød sikkert. Stille. Bedre end at skulle stable dåser i Netto. Hans matematiklærer havde sagt, at Morten havde “flair for tal”, hvilket Morten selv oversatte til “er for genert til at tale med kunder”.

Han var femten. Næsten seksten. Og det her var hans første dag i en uges helvede.

Gitte trådte ud fra køkkenet. Hun var… ikke hvad han havde forventet. Han havde forestillet sig en gråhåret dame i en kittel. Gitte var 53, det vidste han fra papirerne, men hun lignede én, der kæmpede imod det med næb og kløer. Hendes hår var farvet i en skinnende, næsten unaturlig kobberfarve, klippet i en skarp page. Hun var iført en stram, mørkeblå silkebluse, der anstrengte sig over hendes bryst, og et par smalle, sorte bukser. Hendes makeup var kraftig, øjnene markeret med sort, læberne en mørk, vinrød farve. Hun duftede. Stærkt. En tung, sød parfume blandet med en svag, men umiskendelig lugt af… kaffe.

“Morten, ikke?” sagde hun og smilede. Smilet nåede ikke helt op til hendes øjne. Hendes øjne granskede ham. De bevægede sig fra hans rodede, lysebrune hår, ned over hans uformelige hættetrøje, dvælede et øjeblik ved hans skridt og sluttede ved hans slidte sneakers.

“Jo,” hviskede han næsten. Han rømmede sig. “Ja. Det er mig.”

“Gitte. Velkommen til.” Hun strakte en hånd frem. Hendes negle var lange og malet i samme vinrøde farve som læberne. Han tog den. Hendes hånd var varm, tør og grebet var overraskende fast. “Kontoret er denne vej.”

Kontoret var et ombygget soveværelse. Væggene var malet i en klinisk hvid farve. Ét skrivebord var stort og i mørkt træ – Gittes. Det andet var et lille, vakkelvornt metalbord i hjørnet, tydeligvis sat op til lejligheden.

“Det der er din plads,” sagde Gitte og pegede på metalbordet. “Du kan starte med at tænde computeren. Jeg henter kaffe.”

Morten satte sig. Stolen var kold. Han tændte for den gamle, beige computer, der brummede protestende til livet.

Gitte kom tilbage med to krus. Hun rakte ham det ene. “Sort, stærk. Det er sådan, vi drikker den her i firmaet.” Hun blinkede til ham.

Han tog en tår. Det smagte brændt og bittert. Han prøvede at lade være med at skære ansigt.

“Så, Morten,” sagde hun og satte sig ved sit eget bord. Hun lænede sig ikke tilbage. Hun lænede sig frem over bordpladen, hvilket fik hendes silkebluse til at stramme endnu mere. “Fortæl mig lidt om dig selv. Hvad laver sådan en ung, flot fyr i sin fritid?”

“En ung, flot fyr.” Ingen havde nogensinde kaldt ham det. Slet ikke en voksen kvinde.

“Øh,” stammede han. “Jeg… spiller computer. Lidt. Og… læser.”

“Læser?” sagd’ hun. “Åh, det er da kedeligt.” Hun lo en lille, hæs latter. “Du ligner ellers én, der er stærk. Dyrker du sport?”

“Nej. Ikke rigtigt.”

“Synd,” sagde hun og tog en tår af sin kaffe. Hun slubrede let. “Nå. Arbejdet.”

Den første time gik med det, Gitte kaldte “arkivering”. Det betød, at han skulle sidde og taste endeløse talrækker fra krøllede bilag ind i et oldgammelt regneark. Det var hjernevridende kedeligt, men han koncentrerede sig. Han ville bare have dagen til at gå.

Men han kunne mærke hendes øjne på sig.

Hver gang han vovede at kigge op, mødte han hendes blik. Hun sad ikke og arbejdede. Hun sad og kiggede på ham, med hagen støttet i hånden, et lille, underligt smil på hendes røde læber.

“Du er meget koncentreret,” sagde hun pludselig.

Morten fór sammen. “Jeg prøver bare at gøre det rigtigt.”

“Det er godt.” Hun rejste sig. “Men du sidder helt forkert. Du får jo hold i ryggen, min ven.”

Før han kunne nå at reagere, stod hun bag hans stol. Han frøs. Han kunne mærke varmen fra hendes krop, og den tunge duft af hendes parfume omsluttede ham.

“Slap af i skuldrene,” beordrede hun.

Han prøvede.

Hendes hænder landede på hans skuldre. De var stærke. Hendes fingre borede sig ind i hans muskler, lige ved siden af hans nakke. Det gjorde næsten ondt, men også… lidt godt.

“Du er jo helt spændt op, Morten-dreng,” hviskede hun. Hendes ånde ramte hans øre. Den lugtede af kaffe og… noget sødt. Måske likør. “Du skal lære at slappe af.”

Hendes hænder masserede, gned, æltede. Og mens de gjorde det, kunne Morten mærke, at hun lænede sig mere og mere ind over ham. Hans kind rørte næsten ved stoffet på hendes bluse. Han kunne mærke blødheden og varmen fra hendes bryst, der pressede mod hans baghoved.

Og så skete det. Uundgåeligt, ukontrollerbart.

Hans pik, der havde sovet trygt i hans stramme jeans, vågnede. Den vågnede ikke bare; den sprang til live. En pludselig, hård, dunkende rejsning, der pressede stoffet i hans bukser udad.

Panik. Ren, iskold panik. Han spændte endnu mere op.

“Sådan,” sagde hun, og hendes stemme var endnu lavere. “Der er liv i dig, kan jeg mærke.”

Hun flyttede sig. Endelig. Han turde ikke kigge på hende. Han stirrede stift ind i skærmen, hvor tallene dansede. Hans kinder var i brand. Hans pik var som en jernstang.

“Jeg tror… jeg skal hente mere kaffe,” sagde hun. Hendes stemme lød en smule anstrengt.

Da hun kom tilbage, var formiddagen næsten gået. Hun satte sig, men den underlige, intense stemning forsvandt ikke. Tværtimod.

Hun begyndte at give ham, hvad han senere ville genkende som “overgjorte hints”.

“Det er så varmt herinde,” sagde hun og viftede sig med en bunke papirer. “Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig i dag. Er det bare mig, eller er du også helt… svedig, Morten?”

Han var svedig. Men mest af angst.

“Lidt,” mumlede han. Hans pik var stadig halvhård, et pinligt minde om hendes berøring.

“Jeg tror, jeg er nødt til at… lette lidt på tøjet.”

Hun knappede de to øverste knapper på sin silkebluse op. Hun gjorde det langsomt, med øjenkontakt. Morten kiggede væk, men han havde set det. Glimtet af en mørk blonde-bh og den blege hud i kløften mellem hendes bryster.

“Sådan,” sukkede hun. “Meget bedre.”

Hun lænede sig tilbage i sin stol og strakte sig. Armene over hovedet. Det fik hendes bluse til at stramme sig om hendes krop, og hendes bryster blev skudt frem.

“Åh,” stønnede hun. “Min ryg. Det er hårdt at sidde ned hele dagen. Du er ung, Morten. Din krop er stadig… frisk. Fuld af saft og kraft.” Hun kiggede direkte på bulen i hans bukser, som nægtede at forsvinde helt. “Meget kraft.”

Morten ville dø. Han ville synke ned i gulvtæppet.

“Frokost.” Hendes stemme var pludselig skarp.

“Frokost?”

“Ja. Klokken er tolv. Vi spiser frokost.” Hun rejste sig. “Kom.”

Han fulgte efter hende, en dødsdømt mand på vej til skafottet. Han håbede, det var køkkenet. Det var det ikke. Hun gik tilbage til kontoret.

Hun lukkede døren.

Og så låste hun den. Den lille klik lyd fra låsen var den højeste lyd, Morten nogensinde havde hørt.

“Sæt dig,” sagde hun. Hun pegede på hans stol.

Hun gik ikke hen til sin egen. Hun gik hen og stillede sig lige foran ham. Så tæt på, at hendes knæ næsten rørte hans.

“Du er en genert dreng, Morten,” sagde hun. Hendes stemme var ikke længere venlig. Den var flad. Konstaterende.

“Jeg…”

“Shh.” Hun lagde en finger på hans læber. Hendes vinrøde negl var kold. “Du skal ikke sige noget. Du skal bare lytte.”

Hun tog sin hånd væk og begyndte at knappe resten af sin bluse op. Langsomt. Knap for knap. Mens hun holdt hans blik fast.

Morten kunne ikke trække vejret.

Blusen faldt op. Hun havde ikke en bh på. Han havde taget fejl af blonderne. Det må have været en skygge.

Hendes bryster var store. Tunge. De hang lidt, som bryster på en 53-årig kvinde gør, men de var stadig… imponerende. Brystvorterne var mørke og rynkede, men da hun så ham stirre, så han dem stivne og blive hårde.

“De er ægte,” sagde hun. “Ikke som de unge pigers. De her har levet. De har givet mælk.” Hun smilede. “Og de har givet trøst.”

Hun lod blusen glide ned ad skuldrene og falde til gulvet. Nu stod hun foran ham kun i sine stramme, sorte bukser og sine bare bryster.

“Du er helt rød i hovedet,” konstaterede hun. “Det er sødt. Men det er ikke det eneste, der er… aktivt, vel?”

Hun nikkede ned mod hans skød. Bulen var tilbage. Større end nogensinde. En teltpæl af forvirring, rædsel og ren, dyrisk lyst.

“Jeg tror ikke, den kan lide at være spærret inde,” sagde Gitte. “Tag bukserne af, Morten.”

Det var ikke et forslag. Det var en ordre.

“Hvad?” hans stemme knækkede.

“Du hørte mig. Tag dem af. Jeg vil se, hvad du gemmer for mig. Jeg vil se den flotte pik, der har presset sig på hele formiddagen.”

Hans hænder rystede så meget, at han næsten ikke kunne få fat i knappen på sine jeans. Han kiggede på døren. Den var låst. Han kiggede på hende. Hendes øjne var sultne.

Langsomt, uendeligt langsomt, knappede han op. Han fik lynlåsen ned. Han rejste sig halvt op og skubbede sine jeans og sine boxershorts ned over hofterne, ned ad lårene, til de lå i en bunke om hans ankler.

Han stod foran hende, kun i hættetrøje og sokker. Og med den mest voldsomme, stive, pulserende rejsning, han nogensinde havde haft.

Gitte stirrede. Hendes mund åbnede sig en smule.

“Hold da… op,” hviskede hun.

Hans pik var ikke bare hård. Den var… flot, som hun havde sagt. Ikke voldsomt lang, men tyk og rank, huden spændt stramt over skaftet. Fordi han var jomfru, var forhuden trukket helt tilbage og afslørede et glinsende, dybt lilla penishoved, der dryppede af klar præsperm. Den pegede næsten lige op mod loftet, et ungt, uskyldigt, men utroligt potent våben.

“En jomfrupik,” sagde Gitte, næsten andægtigt. Hun lød… glad. “En ægte, evigt stiv, flot jomfrupik.”

Hun trådte et skridt nærmere. Morten trådte et skridt tilbage og ramte sit skrivebord. Han var fanget.
Hun gik ned på knæ foran ham.

Duften af hendes parfume, blandet med den salte, metalliske lugt af hans egen ophidselse, fyldte hans næsebor.

“Sikke et bytte,” mumlede hun.

Hun rakte en hånd ud. Ikke til hans pik. Ikke endnu. Hun lagde sin hånd på hans mave, lige over kønsbehåringen. Hendes hånd var varm.

“Du ryster,” sagde hun.

Så lagde hun sin anden hånd om hans testikler. Hendes greb var blødt, men bestemt. Hendes lange negle kradsede let mod den tynde hud på hans pung.

“Og dine nosser er så unge. Så… fulde.”

Morten gispede, da hun begyndte at massere dem. Bløde, cirklende bevægelser med tommel- og pegefinger. En bølge af elektrisk nydelse skød op fra hans pung, gennem hans mave og direkte ud i spidsen af hans pik, der gav et voldsomt ryk og dryppede mere.

“Ja,” åndede hun. “Lige præcis.”

Hun lænede sig frem. Hendes kobberfarvede hår kildede hans lår.

Og så tog hun ham i munden.

Morten skreg næsten. Det var ikke et skrig af frygt. Det var et skrig af chok. Af nogen.

Hendes mund var utrolig. Våd. Varm. Og professionel. Der var ingen tænder, kun bløde, sugende læber og en tunge, der vidste præcis, hvad den skulle. Hun tog ikke det hele på én gang. Hun startede med hovedet. Hun slikkede ringen under penishovedet, kørte tungen rundt og rundt, slubrede præspermen i sig, som var det den fineste nektar.

“Mmm,” sagde hun mod hans hud. “Du smager… rent. Af dreng.”

Så tog hun mere. Hun åbnede munden helt og begyndte langsomt at tage ham ind. centimeter for centimeter. Hendes læber forseglede sig om hans skaft, og hun skabte et vakuum, der føltes, som om hun prøvede at suge hans sjæl ud gennem hans pik.

Samtidig arbejdede hendes hånd stadig ved hans pung, rullede hans unge nosser mellem fingrene, et fast, rytmisk klem, der sendte chokbølger af nydelse op i ham.

Morten mistede fodfæstet. Han greb fat i skrivebordet bag sig for ikke at falde. Hans knæ var som budding.

Gitte øgede tempoet. Hendes hoved begyndte at bevæge sig. Op og ned. Op og ned. Hurtigere. Hendes hår piskede mod hans lår. Hun stak tungen ud, slikkede op ad undersiden af hans skaft på vej op, og sugede sig fast på hovedet på vej ned.

Han kunne mærke det bygge sig op. En trykken i hans pung, en varme, der startede i hans tæer og brændte sig op mod hans mave.

“Åh,” stønnede han. “Åh… jeg… jeg tror…”

“Ja,” gurglede hun omkring ham. “Kom. Kom til Gitte. Sprøjt i min mund, din unge hingst.”

Det var alt, han behøvede.

Tilladelsen. Ordren.

Det eksploderede. En følelse så intens, at han troede, han ville besvime. Hans hofter rykkede fremad af sig selv, en krampetrækning han ikke kunne kontrollere.

En bølge. To bølger. Tre. En strøm af tyk, varm, salt sæd skød ud fra hans jomfrupik, dybt ind i hendes hals. Det blev ved med at komme. Mere end han nogensinde havde oplevet i sine ensomme stunder på værelset. Det var som om, al den opsparede spænding fra femten år kom ud på én gang.

Han skreg, et kvalt, hæst råb.

Gitte sugede. Hun stoppede ikke. Hun tog imod hver eneste dråbe. Hun sugede og slubrede, selv da han var færdig med at sprøjte, og rensede ham fuldstændig.

Da han endelig holdt op med at ryste, trak hun sig langsomt tilbage. Hendes hage var våd. En lille strime af hans sæd løb fra hendes mundvig. Hun slikkede den væk.

Så sank hun. Et stort, overdrevet synk.

“Wow,” sagde hun. Hendes stemme var endnu mere hæs nu. “Det… var en god høst.”

Morten stod bare og gispede efter vejret. Hans ben rystede. Han kiggede ned på sig selv. Hans pik var stadig rød og glinsende af hendes spyt.

Og det var her, det mærkelige skete.

Den lagde sig ikke ned.

Den var ikke længere granit-hård, men den var… bestemt stadig stiv. Den dirrede let, men den pegede stadig stolt fremad.

Gitte så det. Og hun lo. En rigtig, dyb latter.

“Men… se nu der,” sagde hun og pegede med sin røde negl. “Pikken ligger sig ikke ned. Den er stadig stiv. Du er da en umættelig, lille hingst, er du ikke?”

Hun tørrede sin mund med håndryggen. “Det er sjældent, jeg ser det. De fleste drenge er… færdige efter første gang. Klapper sammen som en våd klud.” Hun kiggede op på ham, hendes øjne glimtede af noget, der lignede… respekt? Eller bare mere sult.

“Men du er ikke færdig. Du vil have mere.”

“Jeg… jeg ved det ikke,” stammede han. Han var så forvirret. Han burde være flov. Han burde være bange. Men en del af ham… en del af ham var stolt. Og den del af ham, der stod og dirrede mellem hans ben, var helt åbenlyst enig.

“Selvfølgelig vil du det.” Gitte rejste sig ikke. Hun kravlede bare tættere på. “Og jeg fortsætter med at sutte dig. Men denne gang…”

Hun rejste sig halvt op, så hun sad på hug foran ham. Hun tog fat om hans skaft igen, denne gang med hånden, og klemte let.

“Denne gang,” fortsatte hun, “gør du også noget for mig.”

Hun tog hans rystende hånd. Hans fingre var kolde og klamme.

Hun førte hans hånd op. Op til sit bryst.

“Rør ved mig, Morten,” beordrede hun.

Hans hånd landede på hendes bare bryst. Det var… blødt. Så utroligt blødt. Og varmt. Meget varmere end hans egen hud. Han kunne mærke den stive brystvorte mod sin håndflade.

“Ja,” sukkede hun. “Sådan. Du må godt.”

Han begyndte at bevæge sin hånd. Klodset. Som om han æltede en dej. Han vidste ikke, hvad han lavede.

“Hårdere,” sagde hun. “Klem til.”

Han klemte. Han kradsede let brystvorten med sin negl.

“ÅÅH… ja!” Gitte stak hovedet tilbage og stønnede. Og i samme bevægelse dykkede hun ned og tog hans pik i munden igen.

Denne gang var det anderledes. Mindre febrilsk. Mere… sensuelt.

Hun suttede ham langsomt, dybt. Hun tog sig god tid. Og hele tiden holdt hun øjenkontakt med ham, mens hans egen hånd masserede hendes bryst. Han skiftede til det andet bryst. Han brugte begge hænder. Han blev modigere. Han klemte, han rullede, han trak i hendes brystvorter, præcis som han havde set det på film.

Og for hver ting han gjorde, sugede hun hårdere.

“Du lærer hurtigt, Morten-dreng,” mumlede hun mod ham. “Du er et naturtalent. Jeg vidste det. Jeg kan lugte det på dem. Alle mine… praktikanter. De bedste af dem.”

Et harem af tidligere praktikanter. Tanken fløj gennem hans hoved. Han var ikke den første. Han var bare… den næste.

Mærkeligt nok, gjorde tanken ham kun mere tændt.

Han kunne mærke det komme igen. Meget hurtigere denne gang. Hans pik, der allerede var følsom og tømt, svulmede op til en umulig hårdhed.

“Igen?” gispede han.

“Ja!” hun sugede voldsomt. “Giv mig det hele. Igen!”

Han klemte øjnene sammen. Han klemte hendes bryster så hårdt, at hun hvinede af en blanding af smerte og nydelse.

Og så kom han.

Denne gang var det ikke en flodbølge. Det var… tykkere. En række voldsomme, pulserende stød, der sendte klumper af sæd ind i hendes mund. Hver puls fik hans krop til at rykke.

Han råbte hendes navn. “GITTE!”

Hun tog det hele. Drik det hele. Da han var færdig, slikkede hun spidsen af hans pik ren, som en kat, der rengør sin killing.

Så rejste hun sig op. Helt op.

Hun stod foran ham, nøgen fra livet og op, en lille dråbe af hans sæd på hendes læbe. Han sank sammen mod skrivebordet, hans ben kunne slet ikke bære ham længere.

Hans pik var nu, endelig, slået helt ud. En udmattet, rød, våd ting, der hang slapt mellem hans lår.

Gitte gik hen til sit skrivebord. Hun tog en kleenex, tørrede omhyggeligt sin mund. Så kiggede hun på ham.

“Nå,” sagde hun. Hendes stemme var næsten normal. Næsten forretningsmæssig. “Det var en god frokost.”

Hun samlede sin silkebluse op fra gulvet. Hun tog den på, knappede den. Hele vejen op.

“Tag dit tøj på, Morten,” sagde hun, mens hun glattede sit hår i spejlingen fra den slukkede computerskærm. “Vi har stadig et par timer, inden du har fri.”

Morten fumlede sit tøj på. Hans jeans føltes klistrede og fremmede. Hans hjerne var… tom.

Han satte sig på sin stol.

Gitte satte sig ved sit skrivebord. Hun tændte sin computer.

“Lad os se,” sagde hun og kiggede på en bunke papirer. “Vi skal have bogført de her kreditnotaer fra ‘Jensens VVS’. Kan du klare det, tror du?”

Morten kiggede op. Han så på kvinden, der lige havde slugt hans jomfrusæd to gange. Hun lignede bare en regnskabsdame.

“Ja,” sagde han. Hans stemme lød mærkelig. Dybere. “Ja, Gitte. Det tror jeg godt.”
De arbejdede. I stilhed. I to timer. Tallene flimrede forbi på Mortens skærm. Han lavede ikke en eneste fejl.

Klokken blev præcis 16.00.

“Nå,” sagde Gitte og lukkede sit program ned. “Det var det.”

Morten rejste sig.

“Du var dygtig i dag, Morten,” sagde hun. Hun smilede til ham. Denne gang var det et ægte smil. Varmt. Og… besidderisk.

“Tak,” sagde han.

“Vi ses i morgen. Samme tid.”

“Ja.”

Han gik ud i entréen. Tog sin jakke på. Tog sine sko på. Hans hånd var på dørhåndtaget.

“Morten?”

Han vendte sig om. Hun stod i døråbningen til kontoret.

“Tak for i dag.”

“I lige måde, Gitte,” sagde han. “Tak for… frokost.”

Hendes smil blev bredere. “Selv tak, min dreng. Vi ses i morgen.”
Historien fortsætter under reklamen

Han gik ud i den kolde eftermiddagsluft. Verden så præcis ud, som den havde gjort i morges. Men Morten vidste, at intet nogensinde ville blive det samme igen. Og da han gik ned ad indkørslen, kunne han mærke en svag, men umiskendelig lille sitren i sit skridt. Han smilede. I morgen.