Kejseren trængte ind i den unge mand. Pikken gik frem og tilbage, indtil den skød en ladning sæd af.

Forfatter: eventyrfortælleren

Der var en gang en kejser, der elskede kunst. Hele hans kejserlige palads var et stort kunstværk. Han havde mange gæster, og de roste alle det pragtfulde palads.
Han holdt koncerter mindst en gang om måneden. De bedste kunstnere kom og spillede. Sangerne var også de bedste i hele verden.

Efter en koncert fik kejseren breve fra sine gæster. De roste koncerten, selvfølgelig.

Efter den sidste koncert skrev kejseren af Langbortistan, at koncerten var noget af det smukkeste, han havde hørt. Musikerne spillede, og sangerne sang så det var en fornøjelse. Det, der havde berørt ham mest, var den dreng, der sang så smuk.
Ham kender jeg ikke, tænkte kejseren. Han tilkaldte sin ceremonimester, og spurgte, hvem drengen var. Men ceremonimesteren kendte ham heller ikke. Alle lakajer og tjenestepiger blev spurgt. Ingen kendte denne dreng.

”Han skal findes!” råbte kejseren. ”Ellers bliver I alle dunket i maven.” Det blev en værre løben rundt i paladset, for ingen ville dunkes i maven. Selv køkkenpigerne blev spurgt. En af køkkenpigerne kendte godt denne dreng. Han boede i den landsby, hvor hendes moder boede. Han vaskede op og gjorde rent på kroen.

Ceremonimesteren drog ned til kroen sammen med køkkenpigen. På vejen hørte de sang fra marken. ”Er det ham?” spurgte ceremonimesteren. ”Nej,” svarede køkkenpigen. ”Det er en flok karle, der høster. De synger, mens de arbejder.”
De gik, og hørte snart igen sang. ”Det må være ham,” sagde ceremonimesteren. ”Nej,” sagde køkkenpigen. ”Det er en pige, der trækker vand op ad brønden. Hun synger, for hun er så glad.”

De kom ind i landsbyen og satte sig ved et bord. En dreng fejede gulvet, mens han gik og nynnede. ”Syng for os,” sagde køkkenpigen. ”Det generer ikke jer, at jeg synger?” ”Nej, du synger så smukt.”

Drengen begyndte at synge. Det lød smukt, næsten himmelsk.

”Du skal synge for kejseren og hele hoffet i aften,” sagde ceremonimesteren.
”Det kan jeg ikke, for jeg skal passe mit arbejde,” svarede drengen.

”Jeg sender en lakaj ned fra paladset for at passe dit arbejde, så du kan synge i paladset.” Og sådan blev det.

Om aftenen var kejseren og hele hoffet forsamlet i den store sal. Drengen kom ind. Han havde sit lasede tøj på, thi han havde intet andet. Da han begyndte at synge, lød det himmelsk. Kejseren blev så rørt over drengens sang, at tårerne trillede ned over hans kinder.

I ugerne derefter sang drengen hver aften for kejseren og hele hoffet.

Drengen fik fine klæder, og to lakajer, som fulgte ham overalt.

Der var næsten gået et år, da katastrofen indtraf. Mens drengen sang, svigtede stemmen. Kejserens livlæge blev tilkaldt. Han undersøgte drengen grundigt.

”Han er kommet i overgangsalderen. Det er ganske normalt. Om nogle år vil han igen kunne synge. Men nok med en anden stemme.”

”Er der ingen mulighed for, at han kan bevare sin fine lyse stemme?” spurgte kejseren.

”Jo, der er en mulighed. Han kan blive kastreret.”

”Hvad er det?”

”Man kunne kastrere ham. Skære nosserne væk. Så vil hans stemme stadigvæk kunne bevare sin lyse klang.”

Og ceremonimesteren tilføjede: ”Så ville vi stadigvæk have en fremragende sanger.”

”Vil du kastreres?” spurgte kejseren. Drengen rystede på hovedet. ”NEJ.”

Kejseren ville ikke tvinge drengen, da han jo holdt af ham. Drengen forlod paladset lige så fattig, som han kom.

Kejseren af Langbortistan havde hørt om drengen, der ikke kunne synge mere. Han sendte en gave til kejseren. En spillemaskine. Den kunne afspille nogle runde skiver, og den mest vidunderlige lyd kom ud af den. Hver aften hørte kejseren spillemaskinen. Men pludselig kunne den ikke mere. Maskinen blev undersøgt. Den var slidt op.

Ti år efter drengen forlod paladset, blev kejseren alvorlig syg. Hele hoffet og folket sørgede, da de så godt kunne lide kejseren.

Kejseren lå i sit store sovegemak. Han trak vejret tungt. Var det enden på det hele, tænkte han. Han så en skikkelse sætte sig på hans seng, og tage hans krone. Det var Døden. Den smilede til ham. Det er forbi, tænkte han.

Var der nogen, der krøb ind ad vinduet? Eller ser jeg syner? Ak, ja. Farvel denne verden.

Han hørte nogen, der begyndte at synge. Lyden svævede hen til ham. Omfavnede ham. Gjorde ham godt.

Sangen stoppede. ”Fortsæt,” sagde Døden. ”Ja, hvis du vil give mig kejserens krone.” Døden gav ham kronen. Sangeren fortsatte med at synge. Fortsatte med en lidt sørgelig sang. Døden tænkte på kirkegården. Længtes efter den. Svævede ud af vinduet.

”Tak, min kære sanger. Hvordan kan jeg belønne dig?”

”Du har givet mig en kostelig gave. Da jeg sang første gang for dig, rørte min sang dig så meget, at tårerne trillede ned ad dine kinder.”

Kejseren så nu, at det var drengen, der var blevet til en smuk ung mand.

”Du må bo i paladset. Jeg vil give dig fine klæder.”

”Jeg har det bedst med at være en fri fugl. Men en gang om ugen vil jeg komme og synge for dig.”

”Du må gerne være en fri fugl. Komme og gå som du vil” svarede kejseren.

”Først skal vi få dig rask.” svarede den unge mand. Han tog tøjet af, og gik hen til kejseren. ”Tag min pik i munden, og sut. Når jeg sprøjter, så slug min sæd. Det er min livssaft. Det vil gøre dig rask. Du vil få dine kræfter tilbage, og blive frisk.”

Kejseren tog pikken i munden og suttede. Den unge mand sprøjtede sin sæd ind i munden på kejseren, som slugte det hele. Lidt efter faldt kejseren i søvn. Da han vågnede om morgenen, var den unge mand væk. Kejseren steg ud af sengen. Han var frisk og rask.

Den unge mand vendte tilbage, da der var gået en uge. Han sang for kejseren om alt det, der skete i riget. Efter sangen suttede kejseren, og fik en ladning livssaft.

Det fortsatte i nogle måneder. En eftermiddag kom den unge mand ind i gemakket til kejseren. Han rystede af kulde, da han ikke havde ret meget tøj på.

”Lad mig varme dig,” sagde kejseren, og tog om ham. ”Læg dig i min seng, og få varmen.”

Den unge mand tog sine klæder af, og lagde sig i kejserens seng. Kejserens hånd streg ned over kroppen. Så kold han er, tænkte kejseren. Jeg lægger mig ved siden af, og varmer ham.

Kejseren lagde sig bagved den unge mand. De lå i ske sammen. Kejseren trykkede sig ind til den unge mand. Mærkede noget, han aldrig havde mærket før. En lyst til denne dejlige skabning.

Han begyndte at kysse kroppen. Den unge mand vendte sig om. Så med sine dejlige øjne på kejseren – og kyssede igen.

Kejseren trængte ind i den unge mand. Pikken gik frem og tilbage, indtil den skød en ladning sæd af.

De lå bagefter og kiggede på hinanden.

”Nu har du også givet mig noget sæd. Jeg håber, at jeg får noget af din visdom fra din sæd. Ligesom du får noget af min livskraft fra min sæd.”

Ved skumringen kiggede de ud af vinduet.

”Hvor fuglene synger smukt,” sagde kejseren.

”Ja. Kan du høre nattergalen?”

”Ja. Den synger bedre end alle de andre fugle.”
Historien fortsætter under reklamen

”Som barn lyttede jeg ofte til den. Efterlignede dens sang. Min barnestemme kunne synge næsten som den.”

”Nu synger du meget bedre,” sagde kejseren, og kyssede den unge mand.