Kirbally Estate

.. ”Mmm,” var hendes eneste svar, mens hun energisk, som en god tjenestepige slikkede mig ren . .

Perronen var fyldt med mennesker, spændte, nervøse. De, der blev tilbage, havde travlt med at berolige dem, der havde taget sig mod til at lade den prustende, dampsprydende maskine fragte dem til et fremmed land.

Jeg lagde mine arme beroligende om den synligt nervøse unge pige i sin bedste kjole og det sorte slør:

”Nu starter dit nye liv, Penny! Som min hustru, som Fruen af Kirbally Estate!”

Selv sløret kunne ikke skjule hendes benovelse over situationen:
”Phil, det er så fantastisk, men også skræmmende. Kan jeg klare det? Kan de ikke straks gennemskue, jeg er en gemen hore?”

Konduktøren i sin sorte uniform og flade kasket piftede gennemtrængende i sin fløjte, signalet til afgang. Passagerne begyndte at sive ind i toget.

Jeg trak Penny op ad stigen og ind i vognen, mens jeg hviskede beroligende til hende:

”Det går fint, Penny. Det går helt fint. Skotland er et helt andet land.”

Min far var faldet pludselig væk, så alle hans besiddelser var nu mine. Fabrikkerne, formuen, husene, ejendommene.

Bl.a. godset Kirbally Estate.

Jeg havde reserveret en hel kupe for os selv, og vi fandt os til rette på lædersæderne, toget begyndte sit langsomme kabum-kabum.

Penny trak sløret af, jeg strakte velbehageligt mine lange ben ud og smilede.

Vores bagage var for længst opmagasineret andet steds i toget og ville blive afhentet, når vi nåede vores bestemmelsessted.

Vi var på vej.

Penny kiggede på mig og reagerede så på den eneste måde, hun kendte.

Hun rejste sig, satte sig ved siden af mig og åbnede hun mine bukser og tog min pik i sin mund.
Endnu en gang udførte hendes varme mund og drilske tunge deres magi og trak mig ind i en verden af velvære, som i et bad af tykt, varmt vand.

Hun blev ved, indtil jeg begyndte at vride mig i frydefuld pine.

Lavaen flød ned ad bjerget, og jeg fyldte som så mange gange før hendes mund med et varmt sprøjt.

”Åh, Penny,” kunne jeg bare hviske.

”Mmm,” var hendes eneste svar, mens hun energisk, som en god tjenestepige slikkede mig ren.

Det bankede forsigtigt på døren.

”Kaptajn, jeg må bede om deres billetter?” lød det respektfuldt.

Penny hjalp mig få mine bukser i orden, og jeg åbnede.

”Hvor ved De fra…? Åh! De var med ved –”

Konduktøren smilede stolt, han var tydeligt stolt over at blive genkendt.

”Nemlig, hr. Kaptajn!”

Så skiftede hans ansigt til omsorgsfulde folder.

”Hr. Kaptajn, jeg hørte, De blev såret, det var forhåbentligt ikke for slemt?”

”Næh, nej, bare et par huller æh, var det Jenkins? Korporal?”

Nu var konduktøren pavestolt.

”Præcis, hr. Kaptajn. Alle Deres folk var begejstrede for Dem. De viste altid interesse for alle. Hvordan går det for Deres mor? Deres kæreste forlod Dem! Dumme, dumme pige. Har De arbejde, når De kommer hjem? Den slags, hr. kaptajn.”

Han smilede nu overstrømmende og viftede billetten til side:
”Ikke nødvendigt, hr. Kaptajn. Skulle Kaptajnen rejse UDEN gyldig billet?”

Han klukkede, ønskede os god rejse og gik videre.

Penny og jeg så på hinanden og smilede.

Konduktøren gik gennem toget og forkyndte, at næste station var om to minutter, vores destination.

Det var blevet ud på eftermiddagen, da vi stod på perronen, det holdende tog spyede igen kaskader af hvid damp ud, der indhyllede de rejsende, der skuttede sig i den kølige luft.
Vi fandt uden besvær vognen og kusken uden for banegården. Der var nemlig ikke andre, der ventede.

Det var en høj og tynd mand med et blegt ansigt og kroget næse under en let bulet skorstenshat.

Det var blevet mørkt, da vi rullede op foran Kirbally Estate.

Kusken holdt an og gav os et blik på de imponerende bygninger.

Mørket var faldet på, og tavsheden var næsten knugende. Også fuglene viste deres respekt og tav.

Det var kun lys bag et enkelt vindue.

Penny trykkede sig ind til mig.

Så baksede kusken vores to store kufferter ned. Da de stod på jorden, fik jeg et glimt af hans ansigt.
Med nærmest røde øjne.

Han kørte væk, og jeg stod og kiggede på kufferterne og det ensomme lys i bygningen.

Nogle sekunder, et minut, gik. Det så ikke ud til, nogen kom for at modtage os, så jeg greb en af kufferterne og slæbte den ind og stillede den uden for den store, respektindgydende egetræsdør.

Da jeg vendte mig for at hente den anden, kom der et lille klynk fra Penny.

”Bare rolig, Penny. Et minut, så er jeg tilbage.”

Da jeg var tilbage, lettere forpustet, var det blevet helt mørkt. Bortset fra store snefnug, der lydløst var begyndt at falde.

Da vi kom ind, var det i et stort rum. Tomt, tomt. Ingen mennesker. Bortset fra dem, der tyste modtog os fra store malerier af, tror jeg, nogle af mine glemte forgængere, der stirrede skeptisk på os.
Historien fortsætter under reklamen

En enlig lanterne med et blafrende lys stod på et bord.

En kamin med få gløder.

På bordet lå et stykke papir.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER