Hun sidder helt passiv, og tvinger sig selv til at holde hænderne bag ryggen. Når han maser sig helt ned i halsen, kan hun slikke hans hårde nosser med tungespidsen.

Forfatter: Tina Bizarre

Det er fremtidens pligt at være farlig.
Citat: Alfred North Whitehead

Vi overvurderer altid de forandringer, der vil ske over de næste to år og undervurderer den forandring, som vil ske inden for de næste 10.
Citat: Bill Gates

Prolog

Magda luftede en lille vind, og havde hun ikke været en malkeko, med de begrænsede tankemønstre det nu indebar at være et umælende kreatur, ville hun måske have bøjet hoved i ydmyg skam, på trods af at denne naturlige frembragte gasart, hverken kunne høres eller lugtes for de mange hundrede køretøjer, der i jævn strøm drønede forbi på den nærliggende motorvej. Magda gumlede bare græs, og verfede irriterende fluer bort med halen, uden at kunne fostre nogen sammenhængende tanker. Hun forstod slet ikke, at de små og store osende metalkasser, med hver deres egne herskende pilot til at navigere, slet ikke var så overlegene som de bildte sig ind, eller at mennesket på mange måder ikke var klogere end en flok lemminger, der blindt haster mod afgrunden, for selv med al disse tobenede væsners intellekt og viden, ville de i bedste fald kun lige være i stand til at få den sidste tanke, at de kunne have gjort noget anderledes, i det øjeblik de hang i frit fald, på den sikre vej mod udslettelse.

Sådan havde det altid været, og sådan kunne det let have fortsat, hvis ikke de globale klimaændringer og geologiske forandringer, som forårsagede stigende naturkatastrofer, omsider tvang Homo sapiens i knæ, i erkendelse af der var bedre måder at leve på. Det var ikke nogen let overgang, men den var nødvendig, og da menneskeheden endelig syntes at have fundet den rette vej, var det som om den almægtige skabere, alligevel havde mistet sin tålmodighed.

Torsdag d. 25 Maj 2045, begyndte ellers som en hver anden dag, bortset fra at rigtig mange af de mest geniale personligheder inde for videnskab, forskning, kunst og kultur, pludselig var som sunket i jorden, hvilket for øvrigt også gjaldt mange af de rige, samt en god del af de mere eller mindre geniale verdensledere, og det var omtrent også hvad der var sket, for disse udvalgte, samt selvbestaltede, var i dyb diskretion blevet flyttet til top hemmelige strategisk anbragte underjordiske anlæg, der blot havde stået og ventet på en dag som denne, og kunne tages i brug med blot få timers varsel. Enorme selvforsynende samfund, spækkede med alle tænkelige fornødenheder, der skulle gøre livet sødere mange år frem i tiden, samt uerstattelige ting som kunstværker, hvis falske kopier var placeret på diverse museer, hvor de med agtelse og beundring, blev beskuet i naiv tiltro til at de var ægte.

Klokken 9:07, Dansk tid, begyndte den største naturkatastrofe i menneskehedens historie, og udspillede sig over et forløb på syv en halv time, da jorden skiftede sine magnetiske poler, og krængede 76 grader, hvilket medførte både jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier af hidtil ukendte proportioner, der bogstavelig talt fejede over halvdelen af alt liv bort.

De frelste skreg op om dommedag og ragnarok, mens de i henhold til deres respektive guder, og i håb om en smertefri og behagelig overgang til det hinsides, visualiserede åndevæsner komme dem i møde med milde overbærende blikke, men det var som om guderne enten skød med spredehagl, når det gjaldt nåde og lempelig død, eller besad en humor så fremmedartet, at den lå langt uden for menneskelig opfattelsesevne, for alle de rettroende der stod tilbage og skuede ud over kaosset, måtte præcis som før, dele plads med ateister og andet unævnelig rak.

Hele kontinenter forsvandt, andre skød op, og mens vandet langsomt trak sig tilbage, dannedes helt nye have og landområder, der ændrede det ellers så velkendte verdensbillede.

Jordens befolkning havde lidt et stort tab, men den bestod stadig, og efter lang og strid tid med sorg og restituering, mens de overlevende med fremsyn tog fat på genopbyggelsen, rejste man sig fra ruinerne, stærkere og visere end før.

De klimatiske forehold betød at flere områder der før var attraktive feriemål, for dem der søgte sol og varme, nu henlå som ufremkommelige områder bestående af is og sne, mens golde ørkenområder enten var forsvundet i havet, eller begyndte at trives med liv og fauna.

I efteråret 2131, bekendtgjorde den ledende forsker ved European Space Society, Paolo Facchetti, at man takket være nogle hidtil ukendte portal-korridorer, nu var i stand til at bringe mennesket ud i galaksens fjerneste og uudforskede afkroge, og nå hjem igen, mens familie og venner stadig havde èn nogenlunde frisk i erindringen.

Da man i 2145, ville kortlægge og kategorisere Jupiters mange måner, fandt besætningen på Inventa en række sjældne mineraler, kun få meter under overfladen af Sinope. En komite blev dannet, bestående af repræsentanter fra UEC, United Earth Continents, og da Nicholson-missionen var blevet en realitet, løb man ind i en konflikt med Vegazurerne, der befolkede en af Jupiters i alt fire beboede måner. Nu gjaldt det om at træde varsomt, da Vegazurerne længe havde mestret evnen til at rejse mellem dimensioner, og teknisk set var mennesket langt overlegent. Uden konkrete beviser, og i sædvanlig menneskelig paranoid skepsis, mistænkte man dem for at have udbredt den frygtede multiresistente Kothezavirus, der har hærget i seks år, og dræbt henved 650 millioner mennesker.

Året er nu 2153, og folk lever i nøje overvågede kolonier, der i forsøg på at begrænse virusens udbredelse, bliver styret af militærenheder. En krig med Vegazurerne syntes uundgåelig, så de to erfarende og velkvalificerede ambassadører, Mike og Agneta, sendes ud som et sidste forsøg, på at få en fredelig aftale igennem. Missionen er gået over al forventning, og efter kun tre dages forhandling, samt syv dages rejse, er stjerneskibet Buzzard på vej til rumstationen Sunrise, med de tyve besætningsmedlemmer, og en givtig handelsaftale, der har fået fremtiden til at se en smule lysere ud.

Kapitel 1

Verden er et smukt sted, og værd at kæmpe for.
Citat: Ernest Hemingway.

Patrick er søn af Mike og Agneta Fischer, og glæder sig til at komme tilbage til jorden, men er også lidt trist, da han er blevet gode venner med Isabel.
Rigtig gode venner.

I starten tålte hun ham vidst mest på grund af kedsomhed, og fordi der ikke var nogle jævnaldrende at snakke med.
Hun er noget af det smukkeste han har set.
Langt kul sort hår, store brune øjne, og fyldige hjerteformede læber.
Far har drillet ham lidt med hende, men det gør ikke noget.
Isabels far er kaptajn, og hendes mor skibstekniker.
Hun er italiensk, så de må tale sammen på engelsk, men har også lært hinanden små strofer på deres respektive sprog.
Hun er næsten fjorten, og han blot elleve et halvt.
Forleden dag lærte hun ham at kysse.

Han begriber ikke, hvad der kan få en skønhed som hende, til at ville kysse en dreng som ham. Han har tjavset lysblond hår, og er en mager pind, uden antydning af de svulmende muskler, som pryder hans far. Det eneste lille plus Patrick kan se ved sig selv, er de klare blå øjne og smilehullerne, men det er kun fordi mor siger det er nuttet.
Før han mødte Isabel, brød han sig ikke det mindste om at være nuttet.

Nu ligger de på hendes køje og kikker dybt i hinandens øjne.
Når man kun er elleve et halvt, er der næsten en hel menneskealder til fjorten.
Ind imellem kysser hun ham.
Sådan med tungen og alting, og han havde altid troet det ville være ulækkert, men det er det faktisk slet ikke.
Hun vil også have ham til at føle på sine bryster.
Det ville han aldrig selv have haft mod til.

Faktisk har han ikke mod til en skid, sammen med Isabel.
Han bliver blød i knæene, og smiler fjoget, uden at kunne komme på noget fornuftigt at sige.
Det er næsten altid hende der føre ordet, og næsten altid hende der fortæller hvad hun vil have ham til.
Han vil måske ikke gøre alt for hende, men rigtig meget.

Hun griber i sin lyseblå T-shirt, med det slående budskab: “All good things are wild and free,” og krænger den over hoved.
Det er første gang han ser dem nøgne.
De føles helt anderledes end gennem stoffet.

Hun spørger om han kan lide dem.
Han nikker stumt, dumt, og alt for ivrigt, inden han får hvisket: “Sono bellissimi”, og syntes det lyder ubegavet og upassende, men det var det sødeste han kunne hitte på i farten.

Hun fniser, og tager ham i skridtet.
Han fare forskrækket sammen, og vil sige at hun skal lade være, for sådan noget gør man jo simpelthen bare ikke.
Han leder endda også efter noget sjovt at sige, men kan ikke hitte på spor, og skubber i stedet afvisende til hendes arm.
Hun lyder næsten vred, da hun irriteret vrænger at han skal ligge stille.
Nu er det ham der fniser.
Dumt og fjoget selvfølgelig.
Hans kinder gløder ydmygende.
Pinligt.

Hun vender højre håndflade mod hans mave, og klemmer den ned ved hans bukselinning, men må endnu en gang beordre ham til at ligge stille.
Som en artig dreng, finder han et spinkelt mod, og siger at hun ikke må, uden at konkretisere, hvad det egentlig er hun ikke må, for så langt rækker modet trods alt ikke.

Hun trækker skævt på smilebåndet, og siger han skal holde sin kæft, for han kan jo godt lide det.
Han gisper i en ambivalent følelse af bævrende nervøsitet og velbehag.
Så er hendes hånd helt nede i underbukserne, og lægger sig om kønnet.
Hun smiler.
Han fniser igen, og syntes selv det lyder som om han er retarderet.

Tissemanden har vokset sig stiv, og trods den trange plads, får hun på en eller anden måde anbragt hånden om den, og holder lige så fast, som en bjergbestiger med akut akrofobi ville gøre om et klatrereb.

Det føles helt vidunderligt.
Med sin venstre hånd, tvinger hun hans højre væk fra sit nøgne bryst, og placere den i sit eget skød.
Han føler nervøst på hendes stramme sorte skindbukser.
De føles dejlig glatte, og at vide hvad de gemmer på, er en berusende tanke.
Han kan næsten ikke være i sin egen krop, da hun tvinger hans famlende hånd væk fra skødet, for i stedet at anbringe den på sin bare flade mave, og han begriber hvad hun nu forventer af ham.
Han synker en gang, uden at ænse hvor tør munden er.

Bukserne sidder så perfekt til hendes velskabte krop, at hun må trækker maven godt ind, for at hans hånd kan passere grænsen mellem nok se og ikke røre.
En grænse der i dette øjeblik er diffus som mosekonens kraftigste bryg.
Han kan mærke hende skælve.

Han strejfer trussens blondekant, og forestiller sig den er lyserøde, men vil dog ikke indgå et væddemål, på så svag en formodning.
Han mærker de bløde dun kilde under fingerspidserne, og ser hendes lystne smil, som en kælen opmuntring.
Hun klemmer og slækker skiftevis på grebet om hans pik.
Selv den mest tungnemme nybegynder, burde kunne opfatte det signal.

Skindbuksen tvinger hans hånd mod hendes venusbjerg, og de bløde skamlæber bølger under hans bævrende fingre.
Den mellemste finger, glider let i hendes drivende skedesekret, men uerfaren som han er, må han søge lidt for at finde vej.
Så snart fingeren er oppe i hende, placere hun sin venstre hånd uden på skindbuksen, og presser hårdt imod.

Nervøs for at gøre noget forkert, bøjer han forsigtigt langfingeren, og undersøger hendes varme fugtige indre.
Hun samler og spreder lårene om hans hånd, men må sætte ham i gang.
Hun slipper, og lader ham selv fortsætte.

Pulsen hamre i hans hårde pik, og hun strammer endnu en gang grebet om den.
Med sin venstre hånd griber hun hans ditto, og føre den tilbage på sit ene bryst.
Han var slet ikke bevidst om at have sluppet det.

Han føler blidt på hendes små struttende brystvorter, med tommel- og pegefinger.
Hun kalder ham et svagt pattebarn, og kræver han skal klemme til.
Han er bange for at gøre hende fortræd, men lægger alligevel fingerkræfterne i.
Hun jamre i smerte, men samler lårene om hans anden hånd, og stønner euforisk.
Han bliver forvirret og slækker på styrken.
Hun kalder ham endnu en gang for et pattebarn, og forlanger han skal sutte på hendes bryst.
Han må anstrenge sig for at nå hendes venstre vorte.
Hun gisper ved kontakten med hans bløde læber, der trods hans usikkerhed, bliver hård og erigeret med det samme han begynder at patte løs.
Han husker et klemmer hårdt om den anden vorte, mens han suger ihærdigt på den han har i munden.
Hun massere hans tissemand blidt og vedvarende, og han ligeså hendes våde fisse.
Det rykker i nosserne, og den går i bukserne på ham.
Hun fniser, men hiver og flår blot endnu mere i pikken.

Han vrider sig krampagtigt, og med højre hånd fanget i hendes stramme bukser, truer en fibersprængning et øjeblik hans arm, og tvinger ham til at lægge stille, mens spermen fylder hans underbenklæder.

Pik, nosser og hendes stadig masturberende hånd, svømmer som en forenet helhed, i en lage af hans klistrede drengesperm.
Han har et øjeblik mistet koncentrationen, men bevæger nu sin langfinger i hendes skede, og sutter selvsikkert på hendes bryst.
Hun siger, nej råber, at han skal suge til, og at hun vil mærke ham patte.

Han er nervøs for nogen skal høre hendes alt for højrøstede stemme, men sutter alligevel som et tørstigt spædbarn.
Hendes skælvende vejrtrækning, er blevet til dybe støn for hver heftige udånding, og pludselig går hendes krop i krampe.
Han tror det er et sygdomsanfald, forsaget af et eller andet frygteligt hun må være blevet smittet med, trods alle tænkelige forholdsregler, ligesom i de historier han ofte læser.

Bange vil han trække hånden til sig, men hun holder ham fast, og strammer lårene, så også pegefingeren smutter op i hende.
Væske sprøjter fra hendes fisse, og da han mærker hånd og læderbuks blive våde, forstår han hvad der er sket.
Han opdagede glæden ved onani for et par år siden, og samtidig at der også var noget der hed holo-porn.

Hun kysser ham, de trækker hænderne til sig igen, og hopper ud på gulvet.
Med sin klæbrige hånd, aer hun ham blidt på den ene kind mens hun ler.
Fornemmelsen af kontakten med sin sæd, får ham til at skære ansigt i væmmelse, hvilket blot får hende til at more sig endnu mere.
Hun betragter sin fedtede håndflade, og lader tungen løbe over den.
Smager på hans sperm.

Han glor betuttet, betaget og beundrende på hende.
Hun holder hånden frem mod ham, men han rynker på næsen og trækker sig tilbage.
Hun ler frækt, blinker forførende med sit ene øje, og soignere sig ved at slikke hånden ren.
De ligner begge nogen der har tisset i bukserne, og han skynder sig ind til sig selv, i beboelsen lige skråt over for Isabel og hendes families, hvor han klæder sig af, og putter bukser samt underbenklæder i badeværelsets molekylære renser, der fjerner hver eneste pinligt spor af hændelsen, mens han tager et hurtigt bad.
Han føler at der er sket noget stort.
Det er hans seksuelle debut, hvis man altså ser bort fra de utallige gange han har onaneret.
Han ved også hvad, og ikke mindst hvem, han fremover vil tænke på, når han spiller den af.

Han lytter nysgerrigt ved døren, da Isabels mor kommer hjem, og forventer så småt at hun vil opdage hvad de har lavet, men erfare at alt er som det plejer.

Måske er det kun ham, der har oplevet noget stort?
Hans egen forældre kommer, og bliver en halv times tid, inden de går igen, og efter en time er skibet i dok på rumstationen, der stødt følger den geostationære bane, næsten seksogtredivetusinde kilometer over Jordens ækvator.

Det enorme promenadedæk befinder sig i førstesalshøjde, og bliver til hverdag anvendt som rekreative område, hvor man kan sidde på bænke, eller omkring et af de mange hyggelige cafeborde, og nyde en drink eller en let frokost. Det afsluttes af et rækværk, der strækker sig ud mod begge sider, for at dreje rundt for at ende i store buede svalegange, som fortsætter rundt om de to enorme centerbygninger med hotel, små forretninger og diverse former for adspredelse. De hylle lignende gange går igen på alle stationens fem etager, mens stueetagen mest består af store transport områder, og som regel med en livlig trafik af gående, samt små fragtkøretøjer. I dag kan man høre en monoton summen af folk fra promenaden, der venter på at hylde de hjemvendte helte, men Mike og Agneta vil helst slippe for postyret, og de formelle håndtryk fra præsident Hegel, mens den ambitiøse kaptajn, ikke har det fjerneste imod hverken rampelys eller hæder, og derfor gerne lader ambassadørerne trække sig diskret tilbage. I stedet for at gå til hangar Delta, for at tage deres gode gamle Domus ned til jorden, er de imidlertid blevet tilsagt et hastemøde, og styre derfor mod administrationen.

Patrick går mindre end fem meter bag Isabel og hendes forældre, mens de bliver eskorteret af to uniformerede vagter, og han rammes af vemod, da veninden bliver ført til venstre, og han selv må gå med sin far og mor mod højre.

De passere en af de mange rengøringsrobotter, der uanfægtet udføre sin daglige rutine, for at holde stationen oppe på sin sædvanlige standart. En begejstret journalist fra Sunrise News, er i færd med at interviewe en lige så overstadig kvinde i kropsnær orange plastiktøj, og vil sikkert vide både hvad hun føler, hvorfor og hvorledes, omend det burde være indlysende, men så snart han får øje på kaptajnen og hans familie, negligere han omgående kvinden, for at kaste sig over de nye og langt vigtigere ofre, og følger dem næsten helt op på den lille forhøjning, der normalt anvendes til arrangementer som små koncerter.
Mike sender Agneta at træt blik, mens han ruller sigende med øjnene, og Patrick udveksler al sin længsel og kærlighed med Isabel, idet deres øjne mødes et kort sekund. Da han ser hende smile frækt, mens hun lader tungen løbe over sin højre håndflade, får han øjeblikkelig rejsning, og bliver rød i hoved.

»Javel soldat,« siger indehaveren af Salon Beauty, i en munter indforstået tone. »Jeg skal selv stå til tjeneste…«

»Tak Rosa,« siger General York Houser, og kysser den humørfyldte, 48`årige kvinde på kinden, tæt ved munden.

Han er veltrænet, og har antydningen af et ar, der strækker sig fra venstre øjenbryn, ned over kinden, og ender en halv centimeter inde på overlæben. Han kan med lethed få arret fjernet, men bære det som et respektfuldt minde, om en mission der gik gal. Han mistede øjet ved samme lejlighed, og fik det erstattet med et syntetisk, der til forveksling ligner og fungere som hans intakte brune, men med visse optiske fordele, som tele funktion, og udvidet sanseområde inden for det elektromagnetiske spektrum. Trods de blot 52 år, og i modsætning til Rosa, der ser betydelig yngre ud end sin alder, får hans korte gråsprængt hår, og trætte blik, ham til at se gammel og nedslidt ud. Efter et forlist ægteskab otte år tidligere, har han ikke haft mange længerevarende dame bekendtskaber, før han traf Rosa til en indvielsesceremoni for en flok kadetter, hvoraf hendes søn var en af kandidaterne.

En dygtig og intelligent ung mand.
Rosa ser ham alvorligt i øjnene. »Du skulle få dig noget søvn…«
»Ja mor…« Han lyder træt, og de ved begge, at det er et løfte han vil kategorisere som lav prioritet. »Jeg skylder dig en god middag…«
»Ja det gør du, og jeg er tilfældigvis ledig på Fredag,« flirter hun, og hviler begge underarme mod hans brede skuldre.
»Jamen det tager jeg som en ordre,« griner York. »Skal vi sige klokken nitten..?«
»En aftale, og sørg lige for at være udhvilet, for jeg slipper dig ikke før Lørdag morgen…« Hun blinker forførende, og får York til at le igen.

Han kysser hende, denne gang på munden, og forlader skønhedssalonen.
Hun bliver stående i døren, og ser bekymret efter ham.
Mens han går de otte meter over promenadedækket, ændre hans smil sig til en grimasse, der glider over i alvor. Han står et øjeblik uden for døren til sit kontor, men træder så ind, for at hilse på de netop hjemvendte ambassadører.
»Jeg håber ikke at I har ventet længe..?« Han ser beklagende på det gifte par, og smiler med ægte gensynsglæde til sit gudbarn, mens han sætter sig og gør tegn til gæsterne om at gøre det samme.
Patricks henrykkelse er så rørende, at den gør fysisk ondt.
»Men velkommen tilbage kære venner,« fortsætter York. »Jeg behøver vidst ikke fortælle, hvor fantastisk det her er..?«

»Vi behøver vel heller ikke fortælle, hvor meget vi ser frem til en velfortjent ferie,« siger Mike utålmodigt, og gør sig det så mageligt, som den statsejede standard stol tillader.

»Ja… Jo… Ferie..? Jeg er bange for, at I kommer til at udskyde den et stykke tid…«

»Hvad helvede skal det sige..?« Mike retter sig op i stolen, og er ved at rejse sig, men stopper da hans kone griber ham hårdt i armen, og Patrick ser nervøst på ham. »Uanset hvad I har fundet på, så må I sgu finde nogen andre…«

General Houser læner sig bekymret frem, med højre hånd løftet, for at bremse sin vens protester. »For det første vil jeg bede dig om, at høre hvad jeg har af nyheder, og for det andet, så er der er ikke andre… I det mindste ikke med jeres kompetencer…«
»Vi er immune over for smigr,« pointere Mike stålsat.

»Vi har en yderst delikat opgave, som jeg er sikker på, at I gerne vil følge til dørs, når først I høre hvad det drejer sig om,« fortsætter York uanfægtet.

»Er du sikker..? Spådomme og gammel overtro, plejer da ikke at ligge til dig, men du er måske også begyndt at tro på julemanden, for hvis du gør det, så skal han have nogle aller helvedes dyre gaver med i år…«

»Julemanden har skam allerede været på besøg,« nikker York hemmelighedsfuldt.

»Øh..?« Bemærkningen kommer så meget bag på Mike, at han et øjeblik bliver stum.

York trækker på smilebåndet. »Og gaverne er omend ikke dyre, så i hvert tilfælde noget vi længe har ønsket os, men når det hele er overstået, skal I nok få så rigeligt…«

»Vi vil have to måneders ferie, uden at se så meget som skyggen af jer eller jeres håndlangere,« fastholder Mike, der fornemmer hans gamle ven er villig til forhandling.

»To måneder..? Det kan slet ikke komme på tale,« afslår Houser prompte, og lægger armene over kors.
Mike er forberedt på en længerevarende ferieforhandling, der helst skal ende ud med at give dem en måned, og skal lige til at hamre en demonstrativ knytnæve i bordet.

»Efter næste opgave, gider ingen af os se jer i mindst tre måneder,« fortsætter generalen med et underfundigt smil. »Og I kan regne med en klækkelig bonus, til at forsøde kedsomheden med…«

Den negative energi fiser ud af Mike, og han dumper tilbage i stolen som en slatten klud, da der heller ikke er meget at hente af den positive. »Tre måneder, og en klækkelig bonus..? Hvis du tror vi vil likvidere et eller andet røvhul, der har gjort sig upopulær, så kender du os ikke…«

»Nu ikke så mistroisk Mike… Det klæder dig ikke…«

»Du skal ikke påstå, at der ikke stikker et eller andet skummelt under så gavmildt et tilbud..?«
York hæver stemmen. »Jeg vil ikke påstå, at mission ikke vil være forbundet med visse negative omstændigheder, men hvis der var tale om en likvidering, tror du så ikke jeg ville henvende mig til en med mere relevante kompetencer..?«

Mike mumler et eller andet og klapper i, mens Patrick lader tankerne kredse om Isabel, som en flue om en sød kage.

»Hvis det kan interessere dig, så er det mig der har forhandlet for jer, og ledelsen var langtfra gavmilde til at begynde med, men hvis I hellere vil nøjes med to måneder og den sædvanlig gage, så er det i orden med mig…«

»Vi er glade for dit besvær,« siger Agneta udglattende, mens hendes blik flakker mellem hans ægte og kunstige øje. »Det er umådelig pænt af dig York… Fortæl os nu hellere hvad det hele går ud på…«

»I skal en tur til Epsilon-hexagonalen…«

»Epsilon-hexagonalen..?« gentager Mike måbende.
»Ja… Nærmere bestemt planeten Tanquenog, hvilket frit oversat skulle betyde noget i retning af; livskraft…«

»Livskraft..? Det lyder da lovende..?« Agneta ser afventende på sin mand, der nikker tavst og anspændt.

»Det er faktisk også lige præcis hvad det drejer sig om…« Han holder en kunstpause, og ser med drilsk mine på sine opmærksomme tilhører.
Mike trommer utålmodigt og mekanisk med fingrene på bordet, Agnetas blik har en insisterende glød, og Patrick glor frem for sig, med et saligt smil om læberne, samt øjnenes fokus indstillet på uendelig.

»Tanquenog har en rotationstid på, hvad der i jordisk målestok svare til syvogtyve timer og elleve minutter…«

»Et døgn på lige omkring syvogtyve timer..? Det kunne jeg sgu også godt bruge en gang imellem,« stønner Mike.

York ser kort på ham, uden at fortrække en mine, og fortsætter upåvirket: »Planetens gennemsnitlige iltindhold er til den positive side, temperaturen svinger fra minus tyve grader celsius til plus fyrre- femogfyrre, og den evolutionære udvikling, kan på flere måder sammenlignes med jorden i slutningen af nittenhundredetallet, uden I dog skal lægge alt for meget i netop dette… Planeten er rig på vegetation, men har også ørkenområder, søer, floder og enorme skove… Der husere i øjeblikket tre krige, men kontakten skal foregå til Enog fraktionen, der ligger i et central tropisk område, med en gennemsnitstemperatur på cirka tredive grader…«

»Krige og Enog fraktionen..?« Mike rømmer sig, og skænker et glas koldt vand fra en gul karaffel. »Det lyder mere som en opgave for en frisk kampenhed, end et par trætte diplomater…«

»Slet ikke,« smiler York Houser. »Enoggerne er et fredelig skovfolk, der lever på en af planetens tre hovedkontinenter, og disse folk er opdelt i syv fraktioner… En yderst delikat, men også fredelig mission…«

»Hvor kommer det indgående kendskab til planeten fra..?« Vil Agneta vide.

»Fra Vegazurerne,« fortsætter York. »Takket være vores nye venner, har vi også fundet ud af, at den Enog fraktion I skal tage kontakt til, taler et sprog, der på visse områder, syntes at være beslægtet med noget man en gang talte i det amerikanske midtvesten…«

»Hvad..?« Agneta spærre øjnene op.

»Ja… Lidt for pudsigt, til at man kan påstå at det er et tilfælde…«

»Jamen..? Hvordan..?« siger Agneta, og stirre på sin mand, som om han skulle ligge inde med et svar, men han kikker blot uinteresseret ud gennem kontorets ovale rude, hvor et ungt forelsket par, slentre med hinanden i hænderne ude på promenaden.

Patrick tænker stadig på Isabel, og forestiller sig hendes kirsebær-søde brystvorter, der voksede sig hårde mellem hans læber. Han husker følelsen af hendes fugtige skød mod håndfladen, og hendes mere erfarende hånd om sit eget svulmelegeme. I ly af bordet, maser hans stå-pik mod buksegylpen, men tilbageholdes af lynlåsens standhaftige række af tænder, som en zombie der har vejet blod, og kun bliver holdt i skak af et tyndt trådnethegn. I naiv tiltro til at bæstet kan bekæmpes med smerte, klemmer han hårdt om bulen, og da det ikke hjælper stort, strammer han til af alle kræfter, men mærker med ophidset rislen, at det har modsatte virkning end tilsigtet.

»Vi fandt ud af sproglighederne, da vi kørte et eksempel gennem oversætteren,« siger Houser. »Søn heder for eksempel: Naea, der ligner samme betydning på Cheyenne, nemlig: nae’ha, mens datter på Cheyenne er: he’évoehnë’e, og vohne hos nogle af Tanquenoggerne… Nærmere bestemt hos Enog fraktionen…«

»Det lyder helt fantastisk…« Agneta er meget begejstret.

Patrick husker hvordan Isabel slikkede spermen af sin hånd, og da han med næsten fotografisk tydelighed genkalder sig oplevelsen, mens han klemmer hårdt om pikken, går den i bukserne på ham for anden gang inden for bare et par timer. Han kommer til at undslippe et højt gisp, og forsøger skyndsomt at drukne udbruddet i et par stødvise host, mens underbukserne fyldes med sperm, men rødmer voldsomt, da de alle ser tavse på ham, og sikkert tror hans pinlige ansigtsfarve skyldes den pludselige opståede opmærksomhed. Han rømmer sig diskret med nedslået blik, og føler en sidste svag krampetrækning i nosserne afslutte udløsningen. Han overvejer at sige det bare var en tudse i halsen, men føler de alle ville kunne gennemskue løgnen, og forbliver derfor tavs.

Houser fortsætter: »Der er flere eksempler, som for eksempel sol, der på Cheyenne kan udtales: éše’he, og hos Enog fraktionen slet og ret hedder: eshe…«

»Det lyder som om det er lettere at tale Enog end Cheyenne,« konkludere Mike, der først nu viser en smule interesse.

»Det er kun nogle få ord,« siger Houser. »Og selvom I ville være i stand til at lære Cheyenne inden I når frem, tvivler jeg på at oversætteren bliver helt overflødig, men det tog den faktisk kun et lille øjeblik, at konstruere de nye algoritmer…«

»Interessant,« siger Agneta.

Fra at være en pirrende tanke, til nogle sekunders vidunderlig intens udløsning, føler Patrick nu en klam ubehagelig rislen, der løber ned mellem højre lår og lysken.

»Du vil for helvede da ikke sende os helt til Epsilon-hexagonalen, for at lege indianer..?« sukker Mike. »Det må der da for pokker være andre der er mere kompetente til..? Hvad med professor Heinz Flick..? Er han ikke antropolog eller sådan noget..?«

»Jo… Vi havde faktisk også i tankerne at han skulle med jer, men han er temmelig… Skal vi sige excentrisk..? Det er ganske vidst en primitiv kultur vi skal skabe kontakt til, men i første omgang er det ikke folket der interessere os… Det er derimod en plante,« siger Houser underfundigt.

»En plante..?« Agneta rynker panden og ser desorienteret ud.

»Ja… Missionen er; at I skal hente en plante…«

»Spændende,« udbryder hun med barnlig begejstring.

»Er det biologen der taler, eller den eventyrlystne unge kvinde jeg giftede mig med..?« Mike er endelig i stand til at løsne en anelse op, endskønt undertonen er træt og anspændt.

»Dem begge, skat,« smiler hun oprigtigt til sin mand, og kikker utålmodigt på York Houser.
Generalen trækker et øjeblik på smilebåndet, så det mere ligner en nervøs trækning, end et udfald af løssluppenhed.

»Men ærlig talt..?« brummer Mike tvært. »Ja, Agneta er da en dygtig biolog, men hvorfor en plante, og hvorfor lige os..? Jeg syntes dette ligner en ualmindelig dårlig spøg, og jeg bryder mig ikke om den form for humor…«

York trækker vejret dybt og behersket, og det er tydeligt, at han er ved at blive irriteret over Mikes modvilje. »Det er sgu ikke kokken på restaurant Juventas, der savner et nyt og spændende eksotisk krydderi… Takket være jeres charmerende personligheder, modtog vi en kæmpe gave fra Vegazurerne…«

»Gave..?« Mike rynker panden.

Patricks klistrede underbukser overskygge alt andet i hans bevidsthed, men han er for genert og nervøs til at sige han skal på toilet, for så vil de helt sikkert opdage hans våde bukser, og vide han har spermet i dem. I bedste fald vil de måske tro han har tisset i dem, men han føler sig ikke spor heldig, og hvor heldigt ville det lige være at sidde her og pisse i bukserne?
Forbandet pinligt ville det være.

York lader et par fingre glide over hagen, og placere begge hænder på bordet. »Jo… Ser I… Kort efter jeres afrejse fra Vegazu, modtog vi en besked fre… Øh…« York taber tråden og scroller på sin Informationspad, men ser så op igen. »Fra Qurchine, der en af Vegazurernes mest fremtrædende forsker, og har fået kendskab til vores problem med Kothezavirusen…«

»Du… Du vil vel ikke påstå, at ham “Kur-fyren” har lavet en vaccine..?« Agneta læner sig måbende frem.

»Qurchine er af hunkøn… Og nej, hun har ikke mulighed for at frembringe en vaccine, selvom hun gerne ville, for hele deres forfatning bygger på, ikke at blande sig i andre planeters udvikling, men eftersom de er kommet til den erkendelse, at det trods alt er deres skyld vi er blevet smittet, har hun sendt os oplysninger om en helbredende plante, der altså forefindes på planeten Tanquenog…«

»Hvor sympatisk…« Mike ruller med øjnene.

York læner sig frem i stolen. »Jeg behøver vel ikke forklare, at det vil være bedst, hvis dette ikke slap ud, før vi har planten og har sat en effektiv vaccine i værk… Vi kan være nok så uenige i Vegazurernes dispositioner, men hvis vi vil undgå at ødelægge alt det vi netop har opnået, bør vi træde med lempe…«

Agneta nikker indforstået, mens Mike synker mismodig sammen i stolen. »Men ligefrem helt der ud..?«

»Det er selvfølgelig usandsynlig, at lignende planter ikke skulle forefindes inden for nærmere afstand, men Qurchine hævder den er temmelig speciel… Hun har været os meget behjælpelig med diskrete forespørgsler, men indtil videre er den med sikkerhed kun fundet i skovene hos
Enoggerne på Tanquenog…«

»Og så må vi selv en tur til Epsilon-hexagonalen,« sukker Mike træt, men nogenlunde indvilligende.

»Ja, og her er det altså, at det bliver en anelse kompliceret…«

»Åh-nej hvor trist,« stønner Mike med spydig vemod. »Nu lød det ellers lige så let og ligetil…«

Houser læner sig tilbage i stolen, så den knirker faretruende. »Teoretisk set ville I kunne rejse til planeten, og hente et eksemplar af planten, men eftersom den skal anvendes til medicin, kræver Enoggerne at der afholdes et ritual…«

»Et ritual..?« gentager Agneta med rynket pande, mens Mike igen ruller skeptisk med øjnene.

»Ja,« svare York, uden at forklare nærmere. »Det er os ikke muligt, selv at kontakte Tanquenoggerne, men Qurchine har talt vores sag…«

»Og hvorfor er det lige, at vi ikke selv kan kontakte dem..?« spørger Mike.

»Dels på grund af Enoggernes manglende teknologi, men i særdeleshed fordi at hvis man vil kontakte dem, skal det i følge deres skikke foregå i fysisk form…«

»Men Vegazurerne kan godt kontakte dem..?«

»Som I allerede ved, kan de rejse ved hjælp af deres dimensionsportaler, og har repræsentanter, steder som vi næppe vil komme de første mange år… Hvordan det helt foregår aner jeg ikke, men det er noget med at åbne en anden dimension et fjernt sted, og bruge den som springbræt tilbage til vores dimension et helt tredje… De har ganske vidst ingen repræsentanter på selve Tanquneog, men har en base på en af deres tre måner, og kommer af og til på små korte tillidsbesøg blandt Enoggerne… De studere deres primitive livsform…«

»Men ikke planten..?« Mikes ironi skulle trakteres med et smil, men det lykkes ham ikke helt at fremtvinge det.

»Nej, og før du spørger, så er det Vegazurerne imod, at tage planten uden at få lov, eller give sig ud for selv at have brug for den…«

»Ja… Jo…« Mike kniber sig eftertænksomt i underlæben.

»Qurchine har altså stået i forbindelse med Enog fraktionen, gennem et mellemled..?« spørger Agneta, ivrig efter at høre resten.

»Ja,« bekræfter Houser. »De har forelagt vores ønske, og Enoggerne er bestemt ikke uvillige, men nægter dog at indgå en aftale gennem en
repræsentant, da det i følge dem, er mangel på respekt… De er først villige til at give os planten, og forsegle aftalen, efter vi selv har indgået en fysisk kontakt, og deltaget i den lille overdragelsesceremoni…«

»Og vi er kort fortalt festaberne, der rejser ud med højt humør, og vifter med de forenede landes flag..?« Mike klør sig grublende ved tindingen, og ser frem til en forholdsvis let, og ikke mindst, meningsfyldt opgave.

»Noget i den retning, men helt så enkelt er det desværre ikke,« siger Houser, og en bekymret mine glider over hans ansigt, idet han placere informationspadden på bordet, og aktivere holo-mode. »Qurchine fik ikke kun sine venner, til at lave nogle lydoptagelser til vores oversætter, men også et par diskrete scanninger, så vi har en ide om hvem vi har med at gøre…«

Et meter højt billede springer op fra skærmen, som en tredimensionel langsom roterende figur.
Med kønsorganerne liggende i sin klamme sperm-lage, har Patrick de sidste minutter sat med underarmene hvilende på bordet, i forsøg på at se så afslappet ud som muligt, mens han uden for synsvinkel, har holdt benene let spredte. Spermen har nu fordelt sig som en våd klam sø, der allerede må være sivet ud gennem bukserne, og bredt sig som en stor våd plet på sædet under ham.
Pinligt.

Synet af den underlige holografiske skabning, giver ham dog andet at tænke på end sit klamme skød, og han viger ubevidst tilbage.
Enoggen er et hårløst, lysegrønt, spidsøret væsen, med store purpur øjne, der i følge teksten er omkring 250 centimeter høj, og vejer henved halvanden hundrede kilo. Den er nøgen, har lange tynde arme og ben, store skovllignende hænder, med lange splejset fingre, hvor neglene er kraftige og klo-agtige. Den ser temmelig ranglet ud, men Agneta finder den æstetisk smuk, med sin lange hale, og den ret så velproportioneret penis, der hænger i en bue nedad, og på forunderlig vis, skaber en flot balance til halen. Det der overrasker hende mest ved væsnet, er dog de enorme bryster, der faktisk formår at forene det feminine og maskuline i en utrolig elegant symbiose.

Patrick rødmer.

»Er de tvekønnede..?« Agneta smiler i forståelse for drengens blufærdighed.

»Nej… Det er en af naturens små lunefuldheder på Tanquenog… Både Enog hanner og hunner er i stand til at amme… Som I ser, er dette en han…«

»Det siger du ikke..?« smiler Agneta drillende, og ser bort fra væsnets gigant pik, for at betragte sin mand.

Mike kan se hendes hjerne arbejde for at finde på en morsomhed, og bremser hende inden hun når så langt. »Jeg frabeder mig enhver sammenligning med mit ringe korpus, tak…«

Hun ler piget, og kikker atter på den fantastiske grønne rase. Hun stikker pegefingeren ind i den svævende menu der heder: Køn, og aktivere valget: Hun. Væsnet skifter til et næsten identisk, der er en anelse mindre, og har en vagina i stedet for et lem. Hun notere sig at ansigtet er mere feminint, og kalder den mandlige figur frem igen.

Den havde trods alt noget hunnen ikke havde.

»Du sagde før, at deres teknologi er mangelfuld… Hvor mangelfuld taler vi helt præcis om..?« spørger Mike.

»De er skam ingenlunde uintelligente,« påpeger Houser.

»Altså nogle ukomplicerede begavelser..?« fastslår Mike med sarkastisk mine.

»Nok en lidt høj satsning, men de er i hvert tilfælde ikke ligefrem underudviklede…«

»Det ser man tydeligt,« fniser Agneta, mens Patrick rødmer igen.

»”Mental” underudviklede,« præcisere Houser med et lille skævt smil. »Tanquenogs teknologi er ganske vidst ikke helt på højde med jordens, men de står lige på tærsklen af en spændende udvikling, og vil snart være klar med en brugbar rumteknologi… Der er dog stadig visse stammer eller fraktioner der foretrækker en enklere livsform, som for eksempel Enoggerne, der har valgt at leve i pagt med naturen og deres åndeverden…«

»Åndeverden..?« Mike ser skeptisk ud.

York læner sig frem for at lægge vægt bag sine ord. »Deres spirituelle liv, er lige så vigtig og virkelig som deres fysiske, men det betyder ikke, at de er blinde for den udvikling der sker omkring dem…«

»Så de løber altså ikke væk i rædsel, når vi kommer anstigende i et stjerneskib..?« afbryder Mike.

»Slet ikke…« York tøver. »Endskønt de er naturmennesker, kender de udmærket til forskellige former for transportmidler, men lad mig fortælle lidt mere om materialet, Qurchine har sendt til os… Enoggerne har en udpræget og velfungerende rangorden, hvor det er de voksne hanner som bestemmer, skaffer føde og så videre, som man kender fra forhistoriske samfund på jorden… Det er altså hannerne der er øverst, og dernæst kommer hunner og så afkom… Alle med hver deres rolle at udfylde…«

»Jeg er rørt til tårer,« påstår Mike uden overbevisning.

»Præcis som det engang var på jorden,« mumler Agneta, der har forstørret en detalje ved hologrammet, for at studere væsnets ansigt. De store øjne, med den klare purpur iris, får den næsten til at se permanent sørgmodig ud.

»Ikke helt, men…« Houser går i stå, og da Agnetas zoomning bevæger sig ned til kønnet, fortsætter han: »Eksemplaret her repræsentere dem faktisk meget godt… De går for det meste nøgne omkring, men kan finde på at bære lidt løsthængende beklædning, muligvis også som en slags beskyttelse mod sol og vind, men hovedsageligt bare som pynt… Kikker vi på nogle af vores gamle jordiske kulture, kan vi finde visse steder, hvor kønsorganer nærmest blev tildelt en religiøs respekt… Historisk set har vi haft perioder med mere eller mindre åbenhed, og skønt vi i dag har en temmelig afslappet holdning til sex og nøgenhed, så er de mere specielle livsstile stadig forbeholdt lukkede klubber…«

»Hvad kender du til fetish-klubber..?« driller Agneta med et lille frækt smil.

»Nok til at kunne sige, at vi skam har en her på Sunrise, der hedder “Black Sun”,« ler York.

»Nej hvor spændende…« Agneta blinker til sin mand, hvis kinder har fået en lidt mørkere nuance. »Den må vi da aflægge et besøg…«

Patrick ser flovt ned for sig.

»Enoggens køn er en meget stor del af dens identitet,« fortsætter York, og tvinger det pludselige emneskift tilbage på sporet. »En identitet som de med stolthed viser frem… Store bryster, og en penis i anseelig størrelse, er meget velanset, og nyder stor respekt… En identitetsfaktor der kun bliver overgået af deres haler, der dog udelukkende er et fænomen, som forekommer hos Enoggerne, og selve indbegrebet af deres selvagtelse som væsen… De har hver deres plads i hierarkiet, og mens hunnerne holder sig i baggrunden, så bliver deres mening skam respekteret, selvom det er hannernes der tæller… Det er altså hannerne der træffer de støre og vigtige beslutninger… Lidt ligesom vi kender fra jordens historie…«

»Tænk en gang‚« stønner Agneta. »Uanset hvor langt man rejser ud i universet, så støder man simpelthen på nøjagtig samme problematikker, som vi kæmpede mod her på jorden for år tilbage…«

York Houser trækker på skuldrene, og glæder sig ikke til at fortælle om rådets beslutning, da det let kan koste et venskab, som han sætter umådelig stor pris på.

Mike bliver pludselig nervøs, og sætter sig helt frem i stolen. »Sig mig en gang… Forventes det at Agneta og jeg..? Du mener vel ikke at vi skal..?«

»Dig og Agneta..?« York Houser ser forvirret ud, da hans tanker har været fokuseret på Patrick, og hvordan han på mest lempelig vis, skal komme videre med briefingen af den vigtige opgave.

»Ja… Du forestiller dig vel ikke at vi skal ankomme nøgne, for at dømme ud fra dette hologram, og hvad du lige har sagt om deres idealbillede, så kan vi nok ikke regne med den helt store respekt…« En dyb bekymring aftegner sig på Mikes blege ansigt, og han ser York i øjnene.

»Med god vilje, og en hel del held, vil I muligvis blive accepteret med tiden, og måske ligefrem komme til at nyde deres respekt som standart menneske, men det vil kræve tid, og imens stiger antallet af døde stødt…« siger York.

»Har… Har du tænkt dig, at sende os en tur i et regenereringskammer..?« spørger Agneta overrasket.

»Dig og Mike..?« York kniber en smule desorienteret øjnene sammen.

»Ja..? Har du tænkt dig vi skal komme anstigende, kamufleret som guder, og love dem evig frelse, hvis de forære os et beskedent eksemplar af planten..?«

»Guder..? Nej… Den vil de nok ikke hoppe på, og desuden vil Vegazurerne tage os det meget ilde op, dersom vi forsøgte på den slags narrestreger…«

Agneta fornemmer et eller andet hun ikke kan sætte ord på.

York Houser fortsætter. »Efter den research vi har fået fra Qurchine, og det vi efterfølgende selv har kunne konkludere, er vi kommet frem til, at det nok vil være bedst, hvis du og Mike, begge holder jer lidt i baggrunden…«

»Det er altså meget svært at skabe kontakt og gøre sig bemærket, hvis man skal holde sig i baggrunden,« konstatere Mike tørt, og smiler skævt.

Houser sukker, og leder efter en pæn formulering, af det næste han er nød til at sige. »På trods af Tanquenogs tre krige, så er Enoggerne som sagt et fredeligt folk, der på mange måder er hvad vi vil betegne som primitive, med mange skikke og traditioner, som for os syntes bizarre og frastødende… Husk på, at det er en anden rase, der på mange områder ligner vores, men også på visse er temmelig fremmedartede… De unge deltager ikke i hunnernes eller hannernes arbejde, men har en helt speciel høj status, der svare lidt til prinser og prinsesser i gamle dage… De er også en slags diplomater når det kommer til forhandlinger…«

Mike glor på sin søn, mens et par imaginære puslespilsbrikker syntes at falde på plads.

»Mener du..? At Patrick..?« Agneta ser betuttet på York. »Skal Patrick være første kontakt..?«

»Øh, jo ser I… Når Enoggerne skal opnå et eller andet hos en anden stamme, sender de altid en af deres unge for at forhandle, da de unge stammemedlemmers fornemmeste opgave er, at yde noget de kalder for: Nene…«

»Nene..?« Agneta rynker panden, og ser ham granskende i øjnene.

»Ja… De er, så at sige, meget kærlige anlagte… Det er lidt prekært, men som sagt… Mange liv kan redes…« General Houser tænker på de mange ulykkelige budskaber, han i tidens løb har måtte bringe ud til familier, der har mister nære slægtninge, men i dette øjeblik, syntes det betydelig svære, at fortælle to af hans bedste venner, hvad der nøjagtig skal ske. »Tænk på hvad den plante vil gøre for menneskeheden…«

Mike ser ud til at begynde at forstå, men det er ikke planten han tænker på.

»Når du siger, at de er meget kærlige anlagte, taler du så om sex..?« spørger Agneta utilsløret.

»Siden du spørger så direkte, så ja… Enoggerne er meget virile, og har noget nærende i deres sæd, som de unge nyder godt af… Husk på at de er fremmede, og har levet sådan i mange generationer… Sex er ikke et tabu hos dem, men noget de anser for lige så naturligt, som at spise og sove… En stor erigeret penis, er ensbetydende med potens, magt og sundhed… Jeg ved godt at Patrick kun er elleve, og jeg ville ikke bede om det, hvis ikke det var af stor betydning…«

»Patrick..? Vi kan altså kun forvente at få den elendige plante, hvis vi lader de voksne Enogger, forlyste sig med vores lille Patrick..?«

Mikes vrede bobler op på ny. »Sig mig en gang… Er du blevet rablende vanvittig..?«

»Der er blevet lavet en omfattende research blandt mulige unge kandidater, og undersøgt diverse alternativer, men det er blevet besluttet, at Patrick er det bedste bud, og Vegazurerne garantere for hans sikkerhed…«

»Sikkerhed..?« afbryder Mike. »Hvad fanden skal det sige..?«

»Patrick har været med på utallige missioner, lige siden han blev født… Han har set masser af fremmede kulture, og anderledes verdner…
Ingen af de andre unge kandidater, vil kunne nå at være klar på kun tre uger…»

»Jamen det er jo fremragende… Så må Vegazurerne da have en medalje for deres rørende heltedåd…«

Houser trækker vejret med tålmodig overbærenhed. »Det drejer sig kort fortalt, bare om en midlertidig ændring…«

»En midlertidig ændring..? Hvad helvede taler du nu om..? Skal han også laves om..?« brøler Mike, mens Agneta forsøger at lægge en dæmper på ham, ved at trække i hans arm.

»Ikke noget permanent,« lover York, der genkender Mikes modstand fra sig selv, da beslutningen blev taget hen over hoved på ham. »Han vil nødvendigvis få skærpet lystcentret, men også få lavet små midlertidige fysiske forandringer… Så at sige, visse ændringer til det mere feminine…«

»Manipulere med hans lystcenter..? Har I tænkt jer at begynde at rode i hans hjerne..? I kan lige vove at ændre så meget som et eneste hår, på hans perfekte hoved,« råber Mike, der ikke lægger mærke til, at han skræmmer den han er mest bekymret for.

»Bagefter fjerner vi naturligvis alt,« understreger Houser. »Han vil ikke kunne huske spor…«

»Ikke huske..? Fjerne I hans hukommelse..? Hvad i helvede tænker I dog på..?« Mike rejser sig så hurtigt, at stolen skyder baglæns og vælter.

Agneta ser bekymret på sin søn, og derefter på York. »Hvad helt præcis er Nene..?«

»Nene er den fuldkomne hengivenhed, og foretages altid af de yngste i stammen, og for at vise den implicerede han sin underdanighed og respekt… Handlingen foregår på den måde, at den unge tager den voksnes lem i munden, og sutter til sædafgang, hvorefter den unge indtager spermaen som en slags forsegling af deres fælles veneration… Som forældre er I skam i jeres fulde ret til at modsætte jer komiteens ønske, og jeres beslutning vil naturligvis blive respekteret…«

»Vil den plante virkelig rede en masse syge mennesker..?« spørger Patrick med spagfærdig stemme, og må gentage det for at blive hørt.

»Ja min ven…« General Houser ser bedrøvet på den lille dreng. »Planten indeholder medicin… Det vil virkelig være… Stort…«

Patrick afbryder den mand, han hele sit liv har kaldt for onkel York. »Så vil jeg godt…«

Houser smiler vemodigt, og vil ønske han ikke havde fået den modbydelige opgave, mens Mike bander videre. »Min uskyldige søn, skal sgu ikke udsættes for den slags perversiteter…«

»Jeg vil godt far,« afbryder Patrik igen, og hæver stemmen. »FAR… JEG… Jeg vil godt…«

»Hvordan kan Vegazurerne egentlig garantere for Patricks sikkerhed..?« Agneta ser med en ambivalent følelse af sorg og dyb respekt på sin alt for umodne søn, mens Mike rejser sin stol fra gulvet, og dumper opgivende ned på den.

»Vegazurerne har forklaret Enoggerne, at de har en god del af ansvaret for at vores udsending ikke lider unødig overlast… Den stamme Patrick skal besøge, er nok kulturelt anderledes, men der er bestemt ingen grund til at betvivle deres fredelige hensigt…«

»Fredelige hensigt,« gentager Mike mumlende, mens han vender ordene i munden, som var de fysisk formet af pap.
Agneta nikker eftertænksomt. »Hvad skal der helt præcis foregå..?«

»Qurchine har konstrueret disse Holo-Enog-billeder, ud fra de sidste indkomne data fra Tanquneogs største måne… En Vegazu repræsentant, har endda været så venlig, at bringe Enog fraktionen lignende oplysninger om os, og ikke mindst forberede dem på vores besøg…«

»Hvis de allerede ved hvordan vi ser ud, hvorfor så dette tåbelige maskespil..?« Mikes vrede har ikke lagt sig helt endnu, men han er blevet mere afdæmpet.

»Jeg sagde forberede, og det er ikke ensbetydende med at de bukker og byder os velkommen… Vi kan takke Vegazurerne for deres diplomatiske evner… Enogger er af natur meget skeptiske… En erfaring de har fået, efter møde med andre, der er kommet med så kaldte gode intentioner… I følge Qurchine, er Enoggerne ikke synderlig imponeret af vores udseende… Vi minder ganske vidst om nogen højt respekterede fremmede, fra deres fjerne forhistorie, men desværre har senere møder med lignende raser, været knap så heldige… Med Vegazurernes kendskab til vores teknologi, lavede de hurtigt en billede manipulering, af den person de endnu ikke havde set, nemlig Patrick, der i den unge feminine udgave, straks fik dem til at ændre mening fra vag interesse, til nysgerrig accept… Vi er alvorlig bange for, at de vil annullere aftalen, hvis ikke vi følger Vegazurernes råd,« siger York skarpt.

»Det passer altså ikke de kære Vegazurer, at vi sniger os ind i al ubemærkethed, og snupper et skide eksemplar af den fordømte plante, men at skjule os som kujoner, og ellers kaste vores uskyldige, genetisk manipulerede dreng i armene på dem, så de kan fornøje sig seksuelt med ham, det passer dem åbenbart ganske glimrende..?«

»Jeg vil ikke påstå jeg forstår alle Vegazurernes dispositioner, men det vil nok være klogt at vise dem vores respekt…«

»Vores respekt..?« brummer Mike. »Tordenguden Thor på lokum…«

»Respekt, ja… Både for Vegazurerne og Enoggerne…«

»Og det kræver at Patrick kommer til at ligne en Enog..?«

»Ikke helt, men prøv at se på forandringen som en slags dresscode… Hvis du bliver inviteret til fest, kommer du vel heller ikke i en gammel beskidt sæk..?«

»Jeg vasker sgu altid min gamle sæk, inden jeg tager til fest,« mumler han bryskt.
York overhøre hans sarkasme. »Lad mig pointere, at vi alle er opsatte på at gøre vores bedste, for at missionen forløber gnidningsløst… Det er meget der står på spil…«

»Meget på spil..? Det er en uskyldig elleveårig dreng vi taler om…«

»Vi taler også om 650 millioner døde, og hvis du ikke er klar over det, så er tallet i en opadgående kurve… Alt vores bedste forskere har været i stand til, er at forlænge deres liv med en måned eller to, og gøre denne periode mindre smertefuld…«

»Du behøver sgu ikke holde et moralsk foredrag,« vrænger Mike, der føler han har fået en reprimande, og mod sin vilje må erkende, at der faktisk er 650 millioner gode grunde, til ikke at protestere så skråsikker, omend det følelsesmæssigt er som at blive revet midt over.

»De fleste detaljer er nødvendigvis fortrolige, men alle involverede parter er meget opsatte på at missionen skal lykkes, og jo… Visse småting er forudsigelig nok sluppet ud, og begyndt at rygtes… Selv Vegazurerne er bekymrede på vores vegne…«

»Hvor er det dog morderlig sympatisk af dem,« grynter Mike.

»Men, hvad har I tænkt jer..?« skære Agneta igennem.
Houser ser på Mike, der gør tegn til, at han ikke har tænkt sig at afbryde yderligere, og trækker så vejret dybt og fortsætter: »Ud fra det faktum, at de allerede har set et manipuleret holografi af Patrick, var alle enige om, at den bedste aftale-forsegler vil være netop ham, og vel at mærke, hvis han var rimelig identisk med det Vegazurerne skabte…«

»Kunne I ikke bare have nøjes med at give ham en hale..?« sukker Mike, der stadig mener det er en dårlig ide, og bare ikke kan holde sin kæft.

»En hale var skam også oppe og vende, men udvalget for missionen kom frem til, at eftersom den model som Vegazurerne havde vist Enoggerne, ikke var udstyret med en sådan, og tre uger nok ville være for kort tid, til at lære at håndtere en hale, var det rimeligt at indgå et lille kompromis…«

»Flot… Et kompromis… Virkelig flot,« mumler Mike.

Houser overhøre ham. »Udover et par helt normalt fungerende bryster, der ganske vidst vil være en del støre, end hvad man kan forvente hos en elleveårig, så vil Patrick ikke komme til at gennemgå de helt store forandringer… En smule hist og her, men ikke det helt store…«

»Ikke de helt store forandringer..?« vrisser Mike.

»Ti nu stille skat,« beroligere Agneta.

»En smaller talje, feminine ansigtstræk, kropsbygning, og sådan…«

»Ligefrem feminin..?« Mike stirre skiftevis på York og sin generte søn. »Kan I ikke nøjes med bare at give ham patter..?«

»Vegazurerne måtte handle hurtigt, da de skabt hologrammet, og brugte nogle scanninger af unge menneske piger som grundmodel, men selvfølgelig ud fra Patricks bestanddele, der også gav mulighed for at give ham en støre penis… Udvalget fandt det bedst at efterkomme det allerede godkendte billede…«

Patrick har for længst fortrængt alle tanker om sine våde bukser.

Agneta læner sig frem. »Kan vi se dette holografi af Patrick..?«

»Desværre er Vegazurernes visuelle teknologi ikke helt kompatibel med vores,« lyver York, der føler sig overbevist om, at synet af den feminine Patrick, sandsynligvis vil forringe Mikes samarbejdsvilje yderligere. »Men vi kan naturligvis lade et fremstille, hvis I ønsker det..?«

Agneta kikker på billedet af den grønlige skabning. »Men bagefter kommer han til at ligne sig selv igen..?«

»Ja for pokker,« siger Houser insisterende, og smiler undskyldende til Patrick, der stirre chokeret på ham med åbenstående mund. »Du vil ikke kunne huske spor… Det vil bare være ligesom at gå i seng, og vågne efter en god lang søvn…«

»Hvornår skal vi så forlade dette hul..?« Mike rejser sig, og mener tydeligvis at have hørt tilstrækkeligt, hvilket også får general Houser til at lette sig.

»Jeg skal lige…« Patrick øjner muligheden, og får skubbet stolen godt ind under bordet, inden han styrter ud på toilettet.

»Ja, skal man så skal man,« stønner Mike, der er i tvivl om hvorvidt knægten bare skal tisse, eller er blevet så skræmt, at han må ud og kaste op.

»Et team er netop i gang, med at give jeres beboelsesskib de sidste tjek,« siger Houser. »Jeres rejse starter i morgen aften…«

»Domus..?« Mike ser nærmest rædselsslagen ud. »Har du tænkt dig at sende os til Epsilon-hexagonalen, i den gamle rustbunke..? Hvad med mandskab..?«

»Når vi har valgt netop jeres skib, så er det fordi at det ikke skal ligne en militæroperation, og fordi I ikke behøver mandskab… Med den overhaling, samt nye installationer og de forbedringer det har fået i løbet af de sidste fjorten dage, så er jeg sikker på I vil klare jer mere end rimelig godt foruden…«

»Har I tilladt jer, at lave om på vores gode gamle beboelsesskib..?« Mike glor chokeret, og har tydeligvis genfundet sin kærlighed til faretøjet, og glemt alt om den påståede rust.

»Ja, og jeg vil foreslå, at I sætter jer ind i forbedringerne mens I venter… Når I kommer tilbage, skal vi gerne pille det hele ud igen, hvis I skulle ønske det, men ellers kan I jo betragte det som en ekstra bonus…«

Patrick vender tilbage, og har benyttet den molekylære rensere på toilettet, til at fjerne alle afslørende spor.

Mike vender sig skumlende, men Agneta giver York et kys på kinden. »Han mener det ikke så slemt…«

»Jeg forstår hvis han gør,« siger York stille, og klemmer hendes ene skulder, mens han kaster et blik mod Mikes kolde nakke, og sit gudbarns genert undvigende blå øjne. »Patrick, du kommer med mig…«

Drengen kaster et blik mod stolen, og i lettelse over ikke at kunne se noget der umiddelbar vil implicere ham, vender han sig mod sine forældre.

Mike tøver, roder op i knægtens korte strithår, og Agneta giver ham et ømt knus.

York Houser placere en hånd om Patricks nakke, og ser på Mike og Agneta med en god vens dårlige samvittighed. »Vi har for øvrigt installeret et regenereringskammer i jeres skib, i tilfælde af… Ja… Intet må gå galt, forstår I…«

»Betryggende…« Mike bukker dybt, og uden antydningen af munterhed.

»Tak,« mumler Agneta, og ser atter på sin søn, der mere end nogensinde, virker så lille og skrøbelig. »Vi ses lige om lidt, lille skat…«
Mike har det på samme måde, som hvis han selv netop havde inficeret Patrick med den frygtede virus, og skulle aflevere ham i isolation for at dø.

»Det klare han sagtens,« smiler Agneta kunstigt, da de kommer ud på promenadedækket, og går mod hangar Delta, for at bese deres flyvende hjem. »Der er tre ugers rejse, og han er en ret så vaks dreng… Det er jo den perfekte debut som selvstændig ambassadør…«

»Perfekte debut..? Nu begynder du ikke også..?« Mike skumler vredt.

»Nej jeg gør ikke, men husk på at det er et fredeligt folk… Hvad tror du for øvrigt vi kan gøre..? Stikke af og stadig have god samvittighed..?«

»Næh,« mumler Mike tvært. »Et regenereringskammer burde bare ikke bliv anvendt til den slags, og små drenge endnu mindre…«

»Det bliver jo ikke permanent…« Hun griber hans hånd, og mærker et blidt gengældt tryk. »Så snart missionen er overstået, får han bare en tur mere… Jeg er heller ikke vild med, at han skal have slettet hukommelsen, men lad os nu se om det bliver nødvendigt… Patrick er såmænd stærkere end vi tror…«

»Vi har altså aldrig brugt de forbandede maskiner til den slags,« mumler han vedholdende.

»Ikke os, men der er rigtig mange, der får noget lavet om,« siger hun, velvidende at det er et spinkelt argument, og at hun slet ikke selv bryde sig om tanken.

»Frivilligt, ja… Sæt nu der sker noget… Et eller andet uforudset..?«

»Nu ikke så pessimistisk… Han er i de aller bedste hænder, og desuden kan vi takke et regenereringskammer for, at jeg ikke har et grimt brandsår på låret, og du ikke har et fælt ar på ryggen, efter du faldt af ridedyret på Quakkie.

»Jeg faldt aldeles ikke af noget ridedyr,« irettesætter han fornærmet. »Jeg blev smidt af…«
Hun ler, og berøre en lysende grøn knap på panelet foran sig med pegefingeren, hvorpå en stor tung ståldør glider til side.

»Lad os så se hvor meget de røvhuller har ødelagt…« Han smiler skævt og træder ind i hangaren.
De passere nogle teknikker, der er travlt beskæftiget med at sætte et gammelt containerskib i stand, hilser overfladisk på en familie på fire, der netop er på vej op i en lille XP-41, der kun er beregnet til kortere distancer.

Deres lige omkring 82 meter lange Domus, der bestemt ikke er sidste nye model, men i følge Mike har både sjæl og viljestyrke, står nederst i hangaren, og man kan på afstand se, at der stadig er travlhed omkring skibet.

Bortset fra kanonerne, en hyber-parabol, og at det sjældent har set så strålende og nyvasket ud, har det ikke forandret sig meget udadtil.
En barnlig forventningens glæde, breder sig i Mike. »Røvhuller eller ej, og uanset hvad fanden de har installeret, så får de ikke en skid tilbage…«
Historien fortsætter under reklamen

»Hvordan går det med byggesættene..?« spørger York interesseret.

»Godt,« svare drengen kort for hoved, og kikker ned på sine fingre, hvor man stadig kan ane små spor af farver. Han tænker med skræmmende rædsel på hvad onkel York forklarede om Nene, og bliver skamfuld flov over hvor hurtig han havde sagt ja, men det gjaldt jo menneskehedens overlevelse. Kunne han så ikke sutte en pik eller to til udløsning? Det var jo ikke første gang han skulle gøre noget han ikke brød sig om.
650 millioner mennesker, og en opadgående kurve.

»Du skal ikke være bange,« forsøger York beroligende, uagtet han ved, at de ellers så velmenende ord, ikke bliver opfattet som pålydende af den elleveårige, og at han i dette øjeblik skal træde varsomt, hvis han ikke vil miste knæktens sidste tillid. »Jeg er virkelig ked af det netop skal være dig, men hvis der er nogen der kan, så skal du vide, at jeg tror på at det er dig…«

Patrick ryster alle tanker om ulækre pikke af sig, og ser tvivlende frem for sig, mens York føler sig som en forræder.

»Første kontakt er noget meget stort, ved du nok,« forsøger generalen med blid stemme. »Dette er din mission, og klare du den, bliver du verdensberømt, som den der kurerede multiresistent Kothezavirus, og sikkert også andre modbydelige sygdomme…«

Patrick kikker mistroisk på ham.
»Du tror mig ikke..? Alle vil huske, at netop du var den som skabte en tillidsfuld kontakt med Tanquenoggerne, og hvis du gerne vil vide det, så er jeg meget stolt af dig…«
Patrick trækker usikkert på smilebåndet.

York forstår drengens nervøsitet, og forsøger at lyde henkastet og uinteresseret. »Er du begyndt at onanere..?«

Patrick fare rødmende sammen.

Han ved at onkel York var nærmest umulig at snyde, men havde troet sig helt sikker.

»Undskyld… Jeg… Jeg…« stammer han.

»Det skal du da ikke undskylde,« beroligere York, og føler sig en smule lettere til mode, nu han har konstateret, at der er godt gang i
drengens hormoner. »Der findes to slags mennesker… Dem som onanere, og dem der ikke vil indrømme det…«

»Men… Jeg…«

»Det passer selvfølgelig ikke,« ler York muntert. »Men langt de fleste, og især de unge onanere… Det er jo dejligt at spille pik og mærke spermen sprøjte, ikke sandt…«

»Det… Det var altså bare fordi jeg kom til at tænke på Isabel, og så skete det helt af sig selv,« indrømmer Patrick, og føler en gråd klump snøre halsen sammen. »Jeg håber ikke at jeg har ødelagt stolen…«

»Hvad i alverden taler du om..?« spørger York desorienteret.

»Sædet på stolen… Der i lokalet,« snøfter Patrick.

York Houser har foretaget flere vidneafhøringer end han har tal på, og mens nogle er detaljerede beskrivelser, er andre til gengæld temmelig usammenhængende og mangelfulde. Han giver altid vidnerne tid til at udtrykke sig med egne ord, og for det meste kan han stykke et eller andet brugbart ud af selv de mest håbløse forklaringer, så på trods af de sparsomme oplysninger drengen er kommet med, har han en stærk formodning om hvad der er hændt.

»Isabel..? Var det hende du kom til at tænke på..?«
Patrick nikker svagt.

»Hun er sørme også en sød pige… Så gik den simpelthen i bukserne på dig..?«

Patrick er alt for flov til at svare.

»Tænk ikke mere på det,« siger York med tyngende samvittighed, og føler sig en anelse lettere til mode. »Faktisk er jeg kun glad for det, for så bliver det nok en hel del lettere for dig at være konstant liderlig… Er du ked af at skulle være pige..?«

Patrick kikker nervøst på ham, med en beslutsom overbevisning om, aldrig at trække i noget der tilnærmelsesvis kunne minde om en kjole, men er for genert til at svare.

»Det skal du ikke være… Din lyst til pik, og at være pige, vil falde dig lige så naturligt, som det gør nu at være dreng…« Han gransker drengens let skræmte reaktion. »Du vil fantasere om at blive kneppet i røven, og sutte store stive pikke dagen lang, uden at føle spor skam over hoved…«

Patrick glor rødmende ned i gulvet, mens han spekulere på, om hans rare onkel er blevet rablende skør, eller virkelig selv tror på det ulækre perverse sludder.

General York Houser er van til at udstede ordre, hvor nogle ikke altid er lige rare, men betræder her et uvant og uønsket område, der sammen med Patricks flovhed, får ham til at skifte emne. »Har du prøvet et regenereringskammer før..?«

»Øh… Næh,« svare drengen med en forsigtig skælven, som forventer han det er en fælde. »Far og mor har fortalt om det…«

»Så ved du godt, at det ikke gør spor ondt..?«
»Joh,« tøver han usikkert.

»Jeg lover, at du ikke kommer til at mærke spor… Først skal du ligge dig på en briks, med noget gennemsigtige glas omkring, så kommer der en grønlig tåge, der dufter lidt af blomster, og så bliver du så træt, at du falder i søvn…«

Patrick er ikke helt sikker på, om han skal tro på York, selvom manden aldrig har løjet for ham før.

»Når du vågner igen, er det hele overstået…«

»Det hele..?« Han smiler anstrengt.

York Hauser giver drengens skuldre et varmt klem. »Ikke det hele, for så kommer forberedelsen og din træning…«

»Min træning..?« gentager Patrick som et ekko.

»Ja, men det skal du ikke tænke på nu… Du vil vågne, og føle det som efter en god lang søvn, men du vil også føle dig anderledes…«

Patrick skuler tvivlende frem for sig.

»Det er selvfølgelig svært at forestille sig, men jeg lover dig, at det vil føles rigtig rart for dig, at være en lækker liderlig pige med flot stiv pik…«

Sunrise Emergency Medical Service har atten ansatte, og ikke helt tilfældigt, er det overlæge Nicolas Pogba, der selv har vagten, sammen med en af sine mest trofaste sygeplejersker; Sara Brumana, der netop har fjernet en metalsplint fra en patients underarm, og lukket ham ud med sædvanlig rutinemæssig smil, samt varme intentioner om en god dag.

»Det er altså enormt spændende,« siger sygeplejersken, og betragter overlægen med respektfuld beundring. »Tror du der er hold i rygterne..?«

»Rygter..? Jeg kender ikke til nogen rygter,« bedyre han, og betragter hendes skindende hvide gummiuniform, der er cirka fire måneder gammel, men takket være desinficerende spray, ser ud som var den lige blevet pakket ud af emballagen. Den har otte blanke trykknapper, hvoraf kun de fire er i brug, så hendes velformede bryster, ser ud som om de hvert øjeblik kan springe sig vej ud i friheden. Han har selv været med til at vælge afdelingens nye uniformer, og det var ikke svært at overtale ledelsen til det praktiske ved gummi, og nu kan han nyde den ekstra bonus i fuld flor.

»Jamen de der Tan.. Øh… De der fremmede..?«

»Tanquenogger..?« siger han og går ned til endevægen med de to regenereringskammere, for at starte den ene op. »Jeg skal ærlig indrømme, at jeg var meget skeptisk i starten, men efter sidste møde, har jeg ændret mening… Det er ikke bare rygter…«

Regenereringskammerene kan klare alle kendte fysiske skader og bakterier, samt langt de fleste virus. Briksene hvor patienterne skal lægge sig, er beklædt med sort kunstlæder, har en lille rund nakkestøtte, og ser ud til at befinde sig inde i vægen, men er i virkeligheden kun en lille del af de store maskiner, der fylder hele endevægen. Hver kammer er udstyret med to identiske display skærme, hvoraf den ene sidder inde i maskinen, så man i nødstilfælde selv kan betjene den.

York Houser træder ind i venteværelset med sit gudbarn, og kan se døren stå åben ind til konsultationen.

»Kom bare indenfor,« råber Nicolas Pogba.

Patrick kender både overlægen og sygeplejersken fra tidligere besøg efter små uheld, og i forbindelse med vaccinationer, men det er kun Saras svulmende barm han kikker på, og da han tager sig selv i at stirre, for også at opdage hun bare smiler, brænder kinderne som havde han stukket hoved ind i et bål.

»Ved du hvad der skal ske..?« spørger overlægen, med en let venlig tone. »Er du bekendt med hyper-narkose..?«

»Joh,« mumler Patrick genert.

»Jeg har forklaret det hele,« siger York.

»Det hele..? Så kan vi måske tilkalde dig, hvis vi mangler en til de sene vagter..?« spøger Nicolas.

»Det tør jeg desværre ikke love,« ler York, hvis kendskab til anæstesi, begrænser sig til en del af hans militæruddannelse, hvor regenereringskammere kun var en meget ringe del af pensum. Han lægger en hånd på skulderen af overlægen, der ikke alene er en af hans personlige venner, men også en samvittighedsfuld mand, med stor empati. »Jeg tror det vil være bedst, hvis jeg overlade patienten i din trygge varetægt… Men tak for tilliden…«

»Du skal klæde dig helt af Patrick, og lægge dig ind på madrassen,« smiler sygeplejersken sødt, og bare tanken om at skulle klæde sig af foran den barmfager kvinden, er næsten nok til at få dampskyer til at pifte ud af begge øre. Han føler nysgerrigt, og med let rystende hånd på den sorte briks, der er blød og behagelig opvarmet. Han klæder sig af, og da han trækker vejret, lyder udåndingen som om det er hans livs sidste skælvende åndedrag.

»Slap af knægt… Tag en dyb indånding,« smiler York. »Du vil grine af dig selv, når du vågner, og så vil du skamme dig over at du var så nervøs, men det skal du ikke, for alt nyt kan syntes helt umuligt og uoverkommeligt…«

Patrick har meget svært ved at le, og over hoved ikke lettere ved at forestille sig, at der skulle være noget at grine af bagefter.

»Ja lyt du bare til din onkel,« beroligere Sara. »Du vil ikke mærke spor…«

Patrick forsøger at udstråle tillid og mod, på trods af deres ord ikke har hjulpet det mindste, og lægger sig nervøst ind i maskinen, så han kommer til at glo op mod en masse sekskantede rør, der befinder sig omkring en meter over ham. Han gisper forskrækket, da rørene begynder at køre ned mod ham, og er på nippe til at springe ud igen.

»Rolig min ven,« siger overlægen. »Der sker ikke noget… De skal bare lidt tættere på…«

I det samme stopper de, og fire tykke glasvæge køre ned omkring hans krop, for at lukke ham inde med en svag dump lyd.
Patrick kikker panisk på det grønlige display til højre for sig, og ser en masse tal og symboler, samt at der ud for patientnavn står: K1, men genkender kun de to ens silhuetagtig skikkelse af sig selv.

En tempereret damp trænger ind i kammeret, via en af de mange dyser over ham.
Det lugter vitterligt af blomster.
En sødlig, men afdæmpet duft.
Han erindre en rød blomst, men kan ikke huske navnet på den.

»Sov godt Patrick, vi ses lige om lidt,« høre han York sige, i et slør af en behagelig summen, der breder sig som små prikkende væsner i hele kroppen.

»Tak,« siger en eller anden, som han ikke umiddelbar genkender som sig selv, og det sidste han tænker på, er en besynderlig rød blomst, i en fremmedartet have, og så trækker noget umådelig tungt og klistret i hans øjenlåg, mens et vægtløs tykt mørkt tæppe ruller over ham.

»Det tog han jo helt pænt,« roser Nicolas Pogba med et anerkendende nik.

»Det er min gudsøn… Hvad havde du forventet..?« York sender ham et misbilligende blik.

Nicolas Pogba og Sara Brumana ler.

»K1..?« spørger York. »Man kan sandelig ikke kalde dig romantikker…«

Overlægen slår let ud med armene og gør en svag skuldertrækning. »Det er mindre iøjefaldende, i det usandsynlige tilfælde, at uvedkommende skulle få fingre i dataene…«

»Hvor betænksomt…« York Houser trækker på smilebåndet. »De tilkalder mig, hvis der opstår et eller andet uventet…«

»Naturligvis,« siger Nicolas, selvom ingen af dem har fantasi til at forestille sig komplikationer. »Og husk min revanche på Torsdag…«

»Ja, hvad bliver det til med den revanche..?«

»Min baghånd er altså helt suveræn for tiden,« siger Nicolas, og svinger en imaginær tennisketsjer.
York Houser trækker på smilebåndet, og Sara Brumana ler.

Generalen kikker en ekstra gang på den lille skrøbelige fyr, og fyldes af så intens et vemod, at han hastigt må forlade klinikken, og overlade ham i de professionelles varetægt.

Efter maskinen har udført en omfangsrig analyse af drengen, går overlægen hen til displayet, og venter mens den kompensere i forehold til de allerede indtastede værdier. At kode maskinen til denne specialopgave, er stort set samme fremgangsmåde, som at programmerer den til at reparere en mindre knoglefraktur, men kræver naturligvis et dybere kendskab til den menneskelige genetik, og derfor også en langt mere omfattende programmering. Som den ansvarsbevidste mand han er, tager han sig derfor rigelig med tid, til at tjekke, og dobbelttjekke alle tallene omhyggeligt. Han ved hvor meget drengen betyder for Houser, og vil være sikker på at tenniskammeraten er gået, før han starter sidste del af proceduren. Det kan godt se lidt brutal ud, for de nære og kære, når maskinen arbejder.

»Nu skal du ikke overdrive,« formaner Sara, da overlægen efter kort overvejelse, øger det ellers ønskede brystmål.

»Jeg skal vel ikke minde dig om at jeg er perfektionist..?« smiler han belærende. »Jeg bestræber mig på at komme så tæt på det fuldkomne, som det er mig muligt…«

»Det fuldkomne betyder vel ikke, at man behøver at overdrive,« pointere hun med et lille syndigt fnis, og føler sig erotisk opstemt, ved hans ekstraordinære indtastninger.

»Hvis du tror, at det er noget jeg står og finder på, så må du tro om igen,« siger han en anelse skarpt, mens han tjekker drengens nuværende hormon-tal, for at ramme målet for den helt eksakte ændring. »Det er alt sammen gennemdiskuteret i et udvalg, men jeg har selvsagt bemyndigelse til at justere og tilpasse, efter hvad jeg i kraft af min uddannelse må finde tilrådeligt…«

»Ja-ja… Godt ord igen,« siger hun indsmigrende, og skamfuld over at have sået tvivl i rigtigheden af sin overordnedes dispositioner.

Nicolas Pogba taster noget ind i rubrikken for hårvækst, og øger længden på neglene.

»Øh… Er der ikke noget om at Tan… Øh… Tanquenoggerne er hårløse..?« spørger hun forsigtigt.

»Ikke alle, men Enoggerne er,« nikker han. »Efter sigende, skulle de dog være ret så spændte på, at se en levende repræsentant fra jorden, med beplantning på hoved…«

»Beplantning på hoved,« gentager Sara grinende.

»Ja… Med de små tjavser han har, er der jo nærmest tale om vissent ukrudt, og efter opdateringen, vil hun nok sætte pris på en beplantning, der er mulig at sætte i en mere elegant frisure…«

»Hun..? Vi er vel enige om det er en dreng..?«

»Ikke ret meget længere,« understreger overlægen. »Hun får ganske vidst en noget støre penis, men ellers bliver der ikke meget dreng over hende…«

Sara ler, og føler ham i skridtet.
Han er hård som jern.

Nicolas sætter tallene for patientens adamsæble på nul, og skønt der på intet tidspunkt, hverken har forelagt ønske om ændringer af stemmen, eller anden hårvækst en den drengen har på hoved, så fjerner han også al armhule- og kønsbehåring, samt reducere stemmebåndets længde, da han gennem årene har fået stor erfaring med kønsskifte, og ved at med denne drengs nye feminine identitet, vil en lysere og mere passende stemme, forbedre ny-pigens velbefindende. Hvad hendes behåring angår, er det blot endnu en lille tilføjelse til hans personlige præg, idet han finder det glatte infantile look overordentlig smukt.

Sara stikker hånden ned i lægens bukser, griber om hans hårde manddom, og mærker fugten drive ned ad lårene på sig selv.

Han sukker, og mens hun kysser ham i nakken, føjer han, inspireret af sygeplejerskens nærgående befamling, endnu mere svulstighed og længde til drengens penis.

»Gad vide om den lille gut, vil have den ændret tilbage, når missionen er ovre..?« fniser hun.

»Det ville da være synd og skam,« ler han, og ændre på fire parameter der er forbundne med patientens smagsløg.

»Er det også nødvendigt..?« Sara rynker panden, og ser spørgende på ham.

»Sperma består som bekendt bland andet af spermatozoer, proteiner og fruktose, der uundgåelig er forbundet med visse smagsstoffer, og det er afgørende for missionens succes, at den unge dame sætter stor pris på netop disse karakteristika, og for øvrig er det ikke selve smagsløgene jeg manipulere med, men hendes multisensoriske smagsopfattelse… Kort fortalt vil hun fremover opleve en enorm positiv fysiologisk respons, ved indtagelse af sperma, og hvad angår hendes nuværende livretter, eller hvad hun ikke må kunne lide, så berøres de på ingen måder af dette lille tiltag,« smiler han med en fagmands stolthed, og øger tallet for patientens kæbesmidighed, som det sidste på den lange liste af manipuleringer.

»Og det er fordi..?« spørger Sara.

»Det er fordi en normal gennemsnits Tanquenog pik, er cirka syv en halv centimeter tyk,« forklare han, med et lille frækt grin.

»Gud, det siger du ikke..?« skælver hun, og giver hans pik et lille klem.

De kikker begge på de to grønne silhuetter af drengen, Sara med opstemt beundring, og Nicolas med professionel opmærksomhed.
Figuren til højre har nu ændret visse proportioner, så den fremstår med smallere talje, et par svulstige bryster, længere hår og negle, samt en noget støre penis, uden antydningen af behåring.

»Jeg er faktisk meget tilfreds,« siger Nicolas, og ser på hende. »Hvad siger du..?«
»Perfekt,« smiler hun.
Nicolas tjekker tallene en ekstra gang, og aktivere maskinen.
Den sovende dreng, bliver øjeblikkelig badet i rød lys.
Regenereringen er sat i gang.

For at undgå chok mod det følsomme nervesystem, og unødige efterfølgende smerter, foregår hele proceduren over et døgn, der i nødstilfælde kan speedes op, men gør man det på denne rolige måde, vil man vågne frisk og udhvilet, og med masser af energi. En blå, gennemsigtig olieagtig substans, fylder glaskammeret, og drengen gisper instinktivt i sin dybe koma, mens den fylder hans lunger, men så trækker han vejret roligt igen, mens den blå iltholdige væske, driver med regelmæssige strømninger, og får ham til at svæve vægtløs i kammeret. Af og til dannes små lyn, der løber dansende som svage spændinger, og får den blågrønne dis der hænger i overfladen, til at lyse op i stroboskop-agtig glimt.

Alt forløber planmæssigt.

»Så kan du godt sætte dig,« siger Nicolas, der stadig lyder som overlægen, men også pludselig har noget primitivt formanende over sig.

»Tak,« svare Sara med et stille eftergivende suk, der afsløre at hun er mere end blot sygeplejerske.

Hun trækker hånden op af hans bukser, popper de sidste fire knapper i sin korte hvide gummiuniform, og mens den åbner sig og afsløre at hun er total nøgen indenunder, glider hun ned på gulvet foran den arbejdende maskine. Hun anbringer hænderne bag ryggen, så hendes flotte struttende bryster står ud gennem uniformsåbningen, og gaber højt i stum underdanig velkomst, mens han roligt finder sit lem frem fra bukserne. Uden et eneste ord, føre han lemmet ind mellem hendes let skælvende læber, og hun sutter med en passion, der fortæller ham hvor trængende hun er.

Han føre underlivet frem og tilbage, så hun flere gange dunker hoved mod det tykke brudsikre glas, inden hun bare læner sig op ad maskinen, og lader sig kneppe.

Han banker brutalt pikken ind i hendes gab, og han må trække sig ud, for at holde en lille pause, mens hun hoster tyk slim op, der sprøjter ned over hendes nøgne forkrop.

Hun når knap nok at få vejret, inden han uden hensyn, fortsætter med at kneppe hendes villige mund og hals.
Hun kan lide det sådan, og det kan han også.
De er begge gifte, men i dette øjeblik er deres respektive ægtefæller lysår borte.

Hun sidder helt passiv, og tvinger sig selv til at holde hænderne bag ryggen, til han uddelegere en ny ordre. Når han maser sig helt ned i halsen, kan hun slikke hans hårde nosser med tungespidsen.

Han trækker bagdelen lidt tilbage. »Tag det så…«
Hun strammer grebet med læberne, og sutter ihærdigt mens spermen sprøjter op mod ganen, og ud over tungen.
Han fylder hele munden.

Hun har ikke lov til at sluge, så hun sutter bare videre, med et lille håb om, at han også har lyst til at lade vandet.
Det er ikke urinsmagen hun holder af, men ydmygelsen i at skulle drikke det.

Han er desværre ikke trængende, og må nærmest tvinge pikken til sig, mens hun stadig strammer læberne.
Han træder et skridt tilbage, og betragter resultatet af sin udløsning, i form af et par udbulende kinder. »Velbekomme…«
Hun synker den lidt nøddeagtige delikatesse i to mundfulde, og ser taknemmeligt op.

»Godt… Så må du gerne give dig selv orgasme,« siger han og bliver stående.

»Tak Herre…« Hun føre straks højre hånd ned mellem lårene, og lader et par fingre danse over kilderen.

Han giver hende lov til at holde pikken imellem læberne, mens hun masturbere. Fingrene glider i slimen fra hendes vagina, og forsvinder af og til ind gennem skedeåbningen.

Hun klemmer sine strittende brystvorter på skift, og knepper sin drivende fisse med svuppende pege- og langfinger.
Han betragter hende med et nedladende blik, der får hende til at føle sig ydmyg og udstillet.
Det tænder hende.

Spasmerne i underlivet får alt omkring hende til at forsvinde ud i intetheden, og tilbage er kun den brusende orgasme, samt en svag erkendelse af, at hun stadig har hans pik mellem læberne.

Hun har endnu ikke fået lov til at slippe den.
Han træder tilbage, og tvinger derved sin manddom bort fra hendes vedholdende mund-greb.
Hun læner nakken tilbage mod kammeret, med menneskebarnet der stadig mest er dreng, og lukker øjnene for at samler kræfter, mens han roligt får anbragt lemmet i sine benklæder.

Hun kommer på benene, kysser ham på kinden og knapper sin svedige gummiuniform. »Tak Herre… Jeg vil så gerne tilbringe en hel dag med Deres pik i munden Herre…«

»Det ved jeg,« siger han arrogant, og tænker at det en dag i nærmeste fremtid, må komme an på en prøve.

York Houser finder Mike og Agneta på restaurant Juventas, hvor de for første gang i lang tid, indtager et måltid der er blevet tilberedt af et levende menneske, der oven i købet er en dygtig kok. Generalen har en smule mere at fortælle til ægteparret, der bestemt ikke er meget lettere end det foregående.

»Forstyrre jeg..?« spørger han høfligt, men sætter sig alligevel for enden af bordet.

»Nej ikke spor,« svare Agneta hurtigt. »Vil du spise med..?«
Mike er knap så imødekommende, men protestere i det mindste ikke direkte.

»Nej tak,« starter Houser formelt. »Jeg minder jer lige om, at det jeg siger, stadig er i strengt fortrolighed…«

»Skal jeg rejse mig og gøre honnør..?« spørger Mike, og er allerede på vej op fra stolen.

»Sæt dig,« siger Houser træt, og anbringer en audio-absorber på bordet mellem dem, der begrænser al lyd i at bevæge sig uden for en radius af firs centimeter, og da de allerede sidder i en diskret bås, er det ikke nødvendigt at aktivere den visuelle sløring også. »Kan du ikke få ind i knolden, at det her drejer sig om mere end din og min lille verden..?«

»Undskyld,« siger Mike roligt, men uden fortrydelse, og lægger bestikket fra sig i tallerknen, for at tage en slurk vin.

»Fortæl os det nu bare,« siger Agneta blidt, og mere samarbejdsvillig end sin mand.

»Først vil jeg foreslå, at I giver Patrick et pigenavn, indtil det her er overstået…« Houser kikker på vinflasken, og overvejer et kort sekund at drikke sig fuld.

»Et pigenavn..?« Mike studser. »Tager du pis på os..?«

»Ingenlunde min ven… Så snar han vågner, vil den nye feminine identitetsdannelse allerede være begyndt at forme sig, og så vil det ikke hjælpe stort at blive kaldt Patrick… Der vil nok gå en lille time, inden fysiologi og psyke forenes i hans bevidsthed, og indtil da kan han måske virke en smule sløv, men det er vigtigt at han bliver accepteret af jer begge som pige allerede fra starten… Hans skærpede lystcenter, vil berige ham med stærke uimodståelige drifter, som på sigt vil gøre alting meget lettere for ham…«

»Lettere..?« skumler Mike. »Hvornår har rumsterende hormoner gjort livet lettere, for en bare nogenlunde fungerende teenager..?«

»Du får jo det at blive teenager, til at lyde som en psykisk sygdom, men manipulationen har intet med hans sædvanlige identitets udvikling at gøre… Patrick er skam ikke blevet forvandlet til teenager, og selvom I slipper for de utidige humørsvingninger, som normalt kendetegner teenageårene, vil han heller ikke være den dreng i kender…«

»Sikke dog en ubeskrivelig lettelse,« mumler Mike med himmelvendte øjne.

»Det er med andre ord ikke en dreng med kvindelige former I vil møde, men en meget liderlig ung pige, der har brug for jeres støtte og accept… Det er vigtigt at I virkelig forstår, og sætter jeres moral på pause for en stund…«

»Vi er bare bekymrede for ham…« Agneta lægger en hånd på sin mands.

»Jeg forstår jer godt,« siger York medfølende. »Men I må begribe, at Patrick nu er en ung sexlysten pige, som I har fået til opgave at opmuntre, og hjælpe på sin mission, og det vil glide lettere fra starten, hvis I starter i det små, som for eksempel med et pigenavn…«

Mike skumler, men vil gøre alt for at formilde omstændighederne for sin søn.
Også selvom han pludselig er blevet til en datter.

»Vi kan lade ham vælge et navn selv..?« foreslår Agneta.

»Det vil være bedre, om I finder et før han vågner, og giver mig besked,« nikker York beslutsomt. »Når han kommer til sig selv, vil han sandsynligvis knytte sig til det første pigenavn han bliver tildelt… Og… Ja, jeg er ked af at måtte sige det, men det er vigtigt at I holder lidt øje med hans træning…«

»Hans træning..?« Mike kniber øjnene sammen i dyb skepsis.

»Sex-træning… Det bliver jo nok ikke noget problem at holde ham til, men lidt vejledning kan muligvis være nødvendig… Han får nogle hjælpemidler med, for når i når frem til Tanquenog, forventes det at han kan give et perfekt blowjob, og tage en rimelig stor penis anal…«

»Og hvilke eksotiske hjælpemidler taler vi så om..?« spørger Mike med et træt suk.

»Sex-legetøj,« præcisere Houser.

»Det er jeg for helvede da godt klar over,« snerre Mike.

»En kunstig penis i rette størrelse, og en multi anal udblokker, hvis I da ikke selv allerede har den slags…«

»Os..? Hvad fanden regner du os for..? Vi har sgu aldrig haft brug for den slags,« raser Mike i fortvivlelse, til trods for han udmærket erindre, at have haft rigeligt med frækt legetøj med hjem til konen.

»Det har jeg skam heller ikke påstået,« siger York, og skammer sig over, at have tirret Mike med fuld overlæg. »Vi har allerede sørget for alt det fornødne…«

»Jamen selvfølgelig har I da det…« Mike glor tomt på ham. »Af hjertet tak…«

»Husk på det kun er midlertidig,« siger Houser formildende, uden at se på ham.
Mike surmuler, men har valgt at klappe i, så han ikke får sagt noget der alligevel ikke vil gavne sagen spor.

Houser henvende sig til Agneta, da det forekommer ham noget lettere, at trænge igennem til hende. »Når I kommer frem, sætter I Patrick af nogle kilometer fra klanen… Lad ham bare tage sin gravibike…«

»Hans gravibike..? Du er sikker på at det ikke vil skræmme dem..?« spørger Agneta bekymret.

»Det vil måske endda imponere et par stykker,« smiler Houser, hvorpå han rejser sig. »Jeg har sendt nogle små instruktioner, som I bør se på snarest…«

Mike drikker sit halve glas vin, og skænker sig et nyt.

York tager audio-absorberen, og skal til at gå, men vender sig mens han læner sig frem med begge hænder på bordet. »Måske vi allerede nu, skulle vænne os til at sige “hende”, i stedet for “ham”…«

Mike kikker ned i tallerknen, men har mistet appetitten, og det smil Agneta sender York, har rod i hjertet, men formår at miste kraft og glød under vejs til læberne.

»Kan I nu, trods alt, have en god aften, og pas på med for meget af det der…« Houser peger på vinflasken, og forlader restauranten.

»Et pigenavn..?« mumler Mike, og glor på sin kone.

»Et lille sødt intergalaktisk et,« siger Agneta.

»Skal… Skal vi så sørge for, at “hun” knepper sig selv i røven med en gummi pik, eller hvad..?«

»Nu ikke så vulgær søde skat, men det lyder faktisk sådan,« smiler hun skævt.

Lægen påstod alt gik som forventet, og York endda, at det gik rigtig godt, men Agneta kan ikke lukke et øje. Hun studere gang på gang billedet af den grønne Tanquenog, og navnlig dens lange tykke pik. Hun ligger i sengen og glor op i loftet, mens hun tænker tilbage på sin far, der var biolog på månebase New Horizon, hvor han traf hendes mor, der var en af de førende inden for geogenetik, og allerede et år efter, kom hun til verden, som en af de første officielle månebørn. Hun tænker på sin barndom og skolegang, sin første tur til jorden med forældrene, og at ingen behøvede at tænke på smittefare, eller skulle opholde sig i isolerede områder.

Så dukker professor Kraemer pludselig op i hendes erindring. De franske søstre fra klassen kaldte ham skimmel, efter de mikroskopiske svampe, og beskyldte ham for at indsmigre sig hos dem i almindelighed, for senere at forsøge sig med dem på tomands hånd i særdeleshed. De var et par år ældre end hende, og hun troede ikke på dem, før hun som fjortenårig, med følelser og hormoner på overarbejde, selv blev lokket til at sutte hans pik for en god karakter, hvilket hun godt kunne bruge, for ikke at skuffe sine forældre. Heldigvis var hun ikke helt nybegynder udi oral tilfredsstillelse, for allerede som knap trettenårig, suttede hun den af på en to år ældre dreng, der kom så hurtigt, at hun knap nåede at registrere hvad der var sket. Hun husker med et stille smil, hvordan hun blot en uge efter sit orale bekendtskab med Kraemers manddom, også mistede sin dyd til ham i stjerne auditoriet, og hvordan hun i modsætning til veninderne, var draget af et enormt seksuelt behov, og gerne blev hængende efter hans fysiktimer, i håb om at få pik. Hun opdagede hurtigt at jo mere villig og liderlig hun var, jo sødere var han mod hende, og den erfarende professor, var åbenbart også dygtig til at lære fra sig, når det gjaldt Homo sapiens mere primitiv adfærdsmønstre, og hun besad en infantils nysgerrighed. Desuden havde hun også en naiv piges overbevisning om, at hun kunne opnå hans respekt og opmærksomhed, hvilket blev skærpet af hans veltalende og charmerende væsen, der indgød mod, og ikke mindst vellyst. Han forlangte hun skulle sluge klatten, og selvom hun var lige ved at kaste op, første gang den fede masse gled ned gennem spiserøret, så var der også noget utrolig frækt og dragende ved at gøre det, og snart gjorde hun det af lyst, fordi fornemmelsen af hans varme pik i munden, gjorde hende ekstrem liderlig. Hun tændte voldsomt på at mærke ham komme, og synke hver eneste sædcelle, samt efterfølgende at ligge splitter nøgen på gulvet, mens han så hende masturbere. Nogle gange kneppede han hende også rigtig, men det hun huskede klarest, var afhængigheden af at sutte hans pik, og de vidunderlige portioner mundgodt, det var muligt at tiltvinge sig. Han fandt også på den pirrende leg, at hun aldrig måtte have trusser på i hans timer, men til gengæld altid skulle bære korte kjoler eller nederdele, der altid lå lige på grænsen af hvad skolereglementet tillod. Hun efterlod som regel en stor sø på stolen og gulvet under sig, ved tanken om at skulle tilfredsstille hans sex-behov efter timen.

Gad vide hvor han befandt sig nu?
Hun tænker på de utallige ekshibitionistiske eksperimenter, hun efterfølgende udsatte sig selv for, og hvorledes en dreng hun ikke længere husker navnet på, vadede ind i klassen og tog hende på fersk gerning, i færd med at give Kraemer et blowjob. Afsløringen ændrede meget, for nu tilhørte hun ikke bare fysiklæren, men også de fleste drenge i klassen. Selv de to Franske tøser brugte hende til at tilfredsstille sig,
og i Kraemers timer, skete det ofte at hun måtte sidde mere eller mindre afklædt, til hån og morskab for de liderlige klassekammerater.

Resten af skoletiden husker hun som et stort gang-bang, med hende som centrum, hvor hun blev taget i alle tre huller af klassens store drenge, og måtte slikke kusse på Francessca og Amandine. Den gang var hun ikke klassens lyse hoved, men lille naive sex-tøs, som man let kunne komme i trussen på, dersom hun undtagelsesvis havde nogen på, og alle vidste at hun var umådelig glad for pik og kusse.

En dag tog hun sig pludselig sammen, og med blikket rettet mod sin egen abnorme seksualitet, begyndte hun at studere psykologi, som hun bestod med glans efter to år, men havde i mellemtiden fundet ud af, at det ikke var der hendes fremtid skulle være, og rejste derfor på New Yorkshire Bio-Med Science Akademi, for at gå i sin fars fodspor. Med psykologien som fundament, havde hun midlertidig fortrængt sin snævre interesse for det mandlige kønsorgan, og kastet al sin energi på et studie, der forekom hende langt mere interessant. Hun blev ikke bare biolog, men en rigtig dygtig en af slagsen, og stod i længere tid i spidsen for et støre team, men søgte nye udfordringer, og under en rekognoscering på Mars, traf hun Mike, der var en rodløs ung pilot, med York Houser som chef og forbillede. De blev øjeblikkelig hovedkuls forelskede, og Mike opgav sin farefulde karriere i militæret, for at kaste sig over geologi. De var dygtige på hver deres felt, og et par fantastiske ambassadører i fællesskab.

Mike var også en god partner i sengen, og hans fantasi fejlede ikke spor. Lige til de fik Patrick, eksperimenterede de med sadomasochisme og bondage.

En gang overraskede han hende med tre ekstra mænd. Først havde han bundet hende til sengen, og så havde det ringet på døren. Han spillede rollen helt perfekt, og gik undrende ud for at se hvem det var. Hun var gået i panik, da han bare lukkede dem ind, og hun kunne se dem stå og glo på sig, gennem den vidt åben dør til stuen. Han undskyldte over for gæsterne, at hun lå nøgen og bundet, men forklarede så, at de var midt i en lille leg.

Det kunne de tre mænd skam godt se.
Men hvad syntes de egentlig om synet, af den liderlige kvinde, og havde de ikke lyst til at gå ind og kikke nærmere på hende?
Det havde de alle skam meget lyst til, og var da også pænt enige om, at hun var rimelig lækker, som hun lå der.

Men syntes de så også, at hun var så lækker, at de kunne have lyst til at kneppe hende?
Hvis ikke han havde noget imod det?
Det havde han så sandelig ikke.

På det tidspunkt havde hun så småt regnet ud, at det alt sammen var noget han havde arrangeret, men det gjorde ikke oplevelsen mindre spændende. Hun tændte mere end noget på det ukendte, og at ligge helt passiv til fri brug.

Nogle gange, når hun lå bundet med bind for øjnene, kunne han lukke fremmede mænd ind, som flittigt brugte hendes mund, fisse og røvhul, inden de blev lukket ud igen, uden hun på noget tidspunkt havde set hvem de var.

Disse oplevelser kunne hun leve på i mange dage.

Mike ligger med ryggen til, og hun lægger sig tæt ind til hans krop.
Hun opdager han er vågen, og griber om hans lem.
Intet som rå hed sex, hjælper på stres og søvnløshed.

Han ruller dynen af, og hans rejsning får hende til at tænke på, hvilke vanskabning deres søn er ved at blive omdannet til.
Hun tager glansen i munden, smager hans salt og flydende slim.

Det tænder hende stadig meget at sutte pik, og har gjort det lige siden tiden med professor Kraemer.
Mike og hun kan stadig lege, selvom det sjældent er særlig avanceret mere, men i dette absurde øjeblik, vil hun elske rigtigt.
Hun flår dynen til side, sætter sig over skrævs, og holder vejret, mens han glider op i hendes våde imødekommende indre.
Han placere hænderne på hendes bryster, og kniber let i vorterne, som hun elsker det.

Først bevæger hun hoften blidt frem og tilbage, mærker ham vokse i sig, mærker pikkens hårdhed pirre klitoris.
Hun hæver sig, til han er lige ved at glide ud, og sætter sig igen med hele sin vægt.
Han er dejlig stor, og fylder godt i skeden, men han forstår også at bruge pikken, til andet end bare at udfylde hende.
Når han tager hende bagfra, ved han præcis hvordan og hvorledes hun skal have den, for at opnå størst mulig tilfredsstillelse.

Nu er det hende der styre forløbet, og hun ved også hvor langt det er muligt at pirre ham, inden han får udløsning.
Ord er ikke nødvendige, og deres svage stønnen og små gisp, er en duet af kærlighed, forståelse og hed begær.
Hun rider i tavshed, og duetten deler kun lydrum med den svage monotone rumlen fra skibets mange systemer.
Hurtigere og hurtigere går ridtet, lige til de når klimaks, og begge kan give verbalt udtryk for den fælles opnåede orgasme, for frustrationen over nogle anonyme lederes manglende eller forskruede empati, for at de har hinanden.

De vælter omkring i hver deres sengehalvdel, hvor de ligger og reflektere i tavshed, uden at drøfte det, som de faktisk burde tale igennem, og står søvndrukne op, alt for tidligt til, at det kan kaldes for morgen.

Et bad frisker dem op, men hverken Mike eller Agneta kan finde ro, for til trods for at de brænder efter at kikke til Patrick, og begge har erfaring med regeneratoren, så mener både overlægen og generalen, at de ikke har godt af at se deres dreng ligge i den blå suppe, før forvandlingen er fuldbragt.

Ved middagstid, og efter et sparsom måltid, som de må tvinge i sig, dratter de om i sengen, og vågner først langt op ad eftermiddagen.

»Hvad siger du til Wiki..?« spørger Agneta.

»Eftersom jeg ikke kender Wiki, har jeg vel ikke så meget at sige til hende,« gaber Mike sløvt.
Hun dunker ham hårdt på skulderen. »Til Patrick… Er Wiki ikke et sødt pigenavn..?«

»Av…« Han ømmer sig. »Joh… Det er vel udmærket…«

»Udmærket..? Kun udmærket..?«

»Det er rigtig sødt skat… Kort, og nok rimelig let at udtale for de fleste sexfikserede grønne porno-væsner… Hurra-hurra, lad os straks give general pik-hoved besked…«

Nicolas Pogba og Sara Brumana tog over efter nattevagten, der kunne berette, at intet var forandret med de fire karantænepatienter, at K1 regenereringen forløb planmæssig, og at bortset fra en arbejder der var gledet på dækket i Gamma-hangaren, og derved havde pådraget sig en hjernerystelse, samt en tre centimeter flænge i baghoved, heller ikke var sket det helt store på akutafdelingen.
Overlægen tjekkede selv op på de Kothezaramte, der er i alderen fra blot ni år til seksoghalvtreds. For fjorten dage siden, fik de alle et nyt præparat som forlænger deres liv, men indtil nu har været en håbløst trøst, der blot forøgede ventetiden på det uundgåelige med et par måneder.

Nu giver den tapre dreng dem et håb, og selvom det er en top hemmelig mission, har han tænkt sig at fortælle de fire om knægten, og at de bare har at holde ud.

På de forskellige monitorer, fulgte han løbende med i forløbet af drengens transformering, men kikkede også ind imellem til den unge helt, der trods sit spøgelsesagtige skær gennem den blå væske, mere og mere begyndte at ligne en pige.
En sekretær fra administrationsbygningen, kom ind med et anfald af gallesten, men kunne lettet og smertefri gå der fra cirka en halv time efter.

I et kommuniké fra York Houser, anmodes han om at sende en holografisk gengivelse af patient K1`s færdige stadie til forældrene, så de kan forberede sig på ændringen.

Både han og Sara står parate til at gribe ind, da maskinen meddeler, at regenereringen er fuldført, og den speciel udviklede mental manipulering snart vil sætte ind.

»Hvad tror du der foregår i det lille yndige hoved,« hvisker Sara Brumana, og peger på patientens rejste penis.

»Du har vel ikke glemt dine pubertære drømme..? Og når man, som vores unge jomfru her, har fået stimuleret sexlysten, med en så omfattende modulation af lystcenterets hormonelle balance, er der vel ikke noget at sige til, at der er indtruffet en så flot erektion… Da jeg var dreng, vågnede jeg for øvrigt altid med en kæmpe rejsning…« Nicolas Pogba ler, og blinker til hende med sit ene øje.

»Hvordan kan det være, at det ikke overrasker mig spor,« fniser hun, og tester hans skød for hårdhed, for med tilfredshed at konstatere, at stivheden også har indfundet sig hos ham.

»Så-så,« ler han. »Vær nu lidt tålmodig, og for øvrig er vores lille ven jo en ung pige nu…«

»En smuk ung pige, med den flotteste penis hun kunne ønske sig,« ler Sara med kælen stemme, og uden at skjule den tiltrækning hun føler, ved synet af Patricks store stive pik.

»Slet ikke så ringe,« indrømmer Nicolas med et anerkendende smil. »Jeg bliver faktisk helt misundelig…«

»Jeg har da aldrig haft problemer…« Hun tvinger sin opmærksomhed bort fra det manipulerede køn, for at se ham i øjnene. »Du har skam ikke noget at have komplekser over…«

»Jeg..? Det er skam ikke pigebarnet jeg er misundelig på,« tilstår han. »Det var Tanquenoggerne jeg tænkte på…«

Sara griner. »Kunne du godt tænke dig at kneppe hende..?«

»Det skulle ikke genere mig spor…«

»Du ved godt at hun kun er elleve..?«

»I hendes tilfælde er elleve kun et tal, og jeg ville nok kunne gøre en undtagelse…«

»Jeg ville skam heller ikke have noget imod, at stifte bekendtskab med det pragteksemplar af transseksuel stivhed…«
Han ler.

»Hun er virkelig meget lækker,« nikker Sara enig. »Hun er sikkert også meget stram…«

»Det er jeg sikker på…« Han kikker sultent på Patricks infantile lår, men kan heldigvis ikke se, og dermed blive fristet af hendes tillokkende lille stramme numsehul.

»Det er nok en ringe erstatning, men du er velkommen til at tage mig i røven senere..?« Hun griber hans hånd, og placere den på sin ene balde.

»Nu ikke så beskeden… Din lækre røv er skam formidabel,« smiler han forventningsfuld, og rømmer sig mens han klemmer hendes gummi klædte balde. »Og jeg vil ikke bare tage dig i røven, inden du får fri i eftermiddag, men jeg forventer også at du slikker pikken ren bagefter…«

En lang række tal glider over displayet, og som forventet uden en eneste fejlmelding.

Regenereringen er afsluttet, men grundet missionens vigtighed, har Præsident Bertram Hegel, i samråd med sine betroede eksperter, givet grønt lys til anvendelse af ABM.

Artificial Brainwave Manipulation er en top hemmelig teknik, der i samarbejde med de bedste dataloger, med speciale i kunstig intelligens, samt verdens mest fremtrædende neurofysiologer, blev udviklet i forbindelse med den truende interplanetariske krig. Halvtreds hjerneoptagelser af nøje udvalgte personer med hyperseksuel adfærd, har dannet grundformen til kodningen, der yderligere er blevet suppleret med visuelt animerede Tanquenog pikke. Efter grundig manipulation, føres de nye personlighedsdata nu via en avancerede computer, direkte ind i Patricks frontopolar cortex, i form af små elektriske spændinger, som var det en naturlig del af hans egen fysiologiske hjernesubstans, hvori hans personlighed, ønsker og længsler opererer. Forestillinger om store stive pikke, lager sig dybt i hans underbevidsthed, samtidig med han udsættes for intens stimuli af sine erogene zoner. Minder der mere er diffuse drømmesyn, uden decideret kropslig kontakt med andre, end faktiske kunstige oplevelser han kan kalde frem med klarhed. Kunstige erindringer der er så forenet med stor vellyst, at han under programmeringen, får tre kraftig udløsninger lige efter hinanden.

Han vil fremover være tiltrukket af det mandlige kønsorgan, og især finde den svulmende Tanquenog pik uimodståelig dragende.
Processen er ovre, kammeret tømmes for den blå væske, og det røde kabinelys skifter til dæmpet lysegrøn, mens den unge krop begynder at trække vejret ved egen hjælp. En svag gul røg suser gemmen kabinen, hvorpå glasset glider op, sammen med den øverste del af maskinen.

Den meget feminine dreng åbner øjnene, og ser sig forvirret omkring. For ham er der kun gået et lille øjeblik, men så fornemmer han vægten, og glor skræmt ned over de kæmpe store bryster. Hans rødmen føles varm som en supernova, og han ser nu også det gigantiske fyrtårn, der knejsende rejser sig mellem de to enorme blævrende kød-bakker, som et synligt symbol på den overvældende liderlighed, der pumper og suser i hans årer.

»Hej,« smiler Sara sødt. »Det er overstået nu… Hvordan har du det..?«

»Øh, godt,« svare han genert, og tager sig undrende til halsen.

»Ja, din stemme er blevet lysere og mere feminin… Det vender du dig hurtigt til…«

»Men… Men..?« Patrick sætter sig hurtigt op, og forsøger uden held, at dække for sin astronomiske rejsning.

»Tag det roligt,« smiler Nicolas. »Du har været væk et helt døgn…«

Patrick høre ham ikke, og kan ikke få øjnene væk fra sine kraftig manipulerede legemsdele.
Det var altså ikke en skør drøm.

»De er rigtig flotte,« roser Sara, og lader blikket glide fra brysterne, til hans store stive pik. »Men den her er sørme også flot…«
Patrik fare sammen, da hun anbringer en hånd om hans tissemand.
Den er virkelig betydelig større, end han nogensinde har set den før.

»Atten centimeter pragteksemplar, med en diameter på fire en halv centimeter,« sukker Sara kælent, mens hun langsomt massere pikken.
Hans blik glider bort fra sygeplejerskens rytmisk arbejdende hånd, og kikker forgæves efter sit tøj, men kan kun se sin kommunikator, der er et to centimeter smalt armbånd, med den mest nødvendige elektronik, for at klare sig i hverdagen.

Sara slipper pikken med et lille piget grin, og giver sig til at tjekke hans tilstand, med et ovalt hvidt lysende apparat, der trådløst sender resultaterne videre til Nicolas terminal, og da de forskellige målbare data syntes at være særdeles tilfredsstillende, hjælper Sara ham op at stå.

Patrick vakler en smule usikkert.
»Rolig lille skat,« smiler Sara. »Det er kun en lille eftervirkning af processen, og de forandringer du har gennemgået… Det vil kun stå på nogle minutter…«

Patrick må løfte arme og ben, samt dreje sig fra side til side, og bortset fra den milde hastig forsvindende svimmelhed, er motorikken åbenbart som forventet.

»Fremragende,« smiler overlægen. »Ingen ømheder eller gener..?«

»Næh,« svare Patrick med en uvant pigestemme.

»Men du er vel vanvittig spændt..?« spørger Sara ivrigt.

»Joh…« Det er Patrick, men nok ikke helt på den måde sygeplejersken tror.

»Du må jo nok forberede dig på, at der er sket en hel del…«
Det går allerede meget bedre med balancen, da hun hjælper ham over til et højt spejl.

Hvis ikke Patrik var vågen før, så bliver han det nu.
En sær feminin skabning, med en gigantisk stiv pik, glor tilbage fra den spejlvendte verden på den anden side af glasset.

Hans talje er så smal, at den ikke burde kunne bære de melon store bryster, og det korte strithår, er nu fyldigt og når helt ned til skuldrene. Han kan ikke sætte en finger på hvad det nøjagtigt er ved hans ansigt, der pludselig gør ham feminin, men noget ved kæben er ændret, og vidst nok også kinder og læber. Det lyse pubeshår, han ellers var så stolt over, er helt væk ligesom det under armene, men de klare blå øjne ser ud til at være som de altid har været, endskønt vipperne virker længere.

»Tilfreds..?« spørger Sara, med et alt for bredt og lalleglad smil.

Patricks kinder er blusset voldsomt op, og uden at magte et svar, eller behøve hjælp, lader han sig villigt føre tilbage til briksen, hvor han sætte sig igen.

»Du er i hvert tilfælde den smukkeste pige jeg længe har set,« mener Sara.

»Så afgjort,« tilslutter overlægen sig, og studere nogle tal på sin skærm.

»Sulten..?« spørger Sara, og begiver sig over mod en køleautomat.

»Joh,« tøver Patrick, og føler på sin flade mave, der forekommer ham temmelig fremmet. Da han kommer til at strejfe sin kæmpe hårde pik, er det som at få stød, og han hiver hånden til sig, med den eneste formildende omstændighed, at hverken lægen eller sygeplejersken så det.

»Efter sådan en tur, kan man godt føle sig lidt tom i maven…« Lægen ser bort fra sin skærm, for at blinke til ham, men vender sig så veltilfreds mod York Houser, der netop kommer hastende ind i rummet med selvsikre skridt.

York nikker ordløs, og ser indgående på den lille pige, med de enorme bryster og store pik, mens han stiller en lille sort boks fra sig på et stålbord.

Temperaturen stiger yderligere et par grader i Patriks kinder, og han kikker på boksen, der har et gyldent logo på låget, som han syntes mest bare ligner en krusedulle.

Houser kikker afventende på overlægen.
»Du kan simpelthen ikke have et sundere gudbarn,« bekræfter manden med en ukuelig faglig stolthed.

»Det er en lækker energidrik,« forklare Sara, der rækker Patrick et glas med en rødlig juice.

Han nipper behersket til saften, men opdager munden er tør som en ørken, og den friske søde drik både smager godt, og er dejlig lindrende for tørsten. Han skyller det ned i få mundfulde, og ser spørgende på sygeplejersken.

»Jamen der er da mere hvor det kommer fra,« fniser Sara, og skænker ham endnu et glas, som han mere behersket drikker af, og endda levner en lille smule. Sara venter, og da han afslår yderligere et med en hovedrysten, åbner hun i stedet den sorte boks, og glor fornøjet ned i den, som med en lille piges ordinære opfattelse af begejstring.

York ser så glad og lettet ud, at Patrick knap tør se på ham.

Sara tager en data nøgle op fra boksen, og parre den med Patricks kommunikator, der kvittere med et lille “bip.”

»Har du slet ikke ondt nogen steder..?« spørger York, mens Nicolas færdiggør de sidste tjek.

Patrick ryster stille og genert på hoved.

»York tror ikke vi gør vores arbejde godt nok,« klukker Nicolas muntert, i tilfælde af at nogen skulle tvivle på at han spøgte.

Patrick høre ham ikke, men glor med en anelse mindre afsky på de gigantiske bryster, der duver blidt, mens ansigtsrødmen skiftevis aftagere og tiltager.

»Det ser jo strålende ud,« roser York.

»Alt er selvfølgelig som ønsket, og efter aftalte rammer… Nåh, ja… Med undtagelse af små justeringer,« pointere Nicolas, der peger mod terminalskærmen, og nogle korte tekster på latin.

»Små justeringer..?« York smiler begejstret, og ser anerkendende på de gigantiske bryster, og den stærkt erigerede legemsdel, hvis betegnelse: drengepik, vil svare til at kalde en regnvandstønde for et fingerbøl. »Vil De sende du endelige data til Ti-Ti..?«

»Naturligvis,« siger Nicolas. »De er såmænd allerede på vej…«

»Godt…« York placere hænderne blidt på skuldrene af den feminine nyskabelse, og ser hende mildt i øjnene. »Fra nu af hedder du Wiki…«

»Wiki..?« gentager den lyse pigestemme, som drengen der næsten er borte, tydeligvis ikke kan genkende.

»Ja… Wiki,« smiler York alvorligt. »I løbet af de næste tre uger, skal du gennemgå en træning, som lige nu godt kan lyde skræmmende, men som du snart vil nyde og blive glad for…«

Wiki ser ned for sig, men kan ikke få øje på andet end et par enorme patter, og en gigantisk stiv pik, hvilket ikke styrker selvtilliden spor.

»Nu ikke så bekymret min pige… Du har jo allerede vist, hvor modig du er, og du skal vide, at vi er en masse som tror på dig… Er du klar til at begynde din træning..?«

Wiki nikker genert, mens ordet “pige” et øjeblik klinger disharmonisk i ørerne, men så falder på plads, som en sidste brik i et sælsomt puslespil, ligesom afskyen for de gigantiske bryster, på forunderlig vis forvandles til en sær accept.

»Ikke for at træde i det, men husker du da jeg spurgte om du var begyndt at onanere..?«

Wiki nikker undvigende, og nu hvor lægen og sygeplejersken er til stede, og pikken stor og stiv, er det alt for ydmygende at svare på med hørbare ord.

Underlig nok er det også mere pirrende.

»Det var ikke for at gøre dig flov, men som jeg også sagde, for at vide hvor udviklet du var, for med det boost dit lystcenter nu har fået, er det en klar fordel, at du allerede ved, hvad det vil sige at være liderlig, da du nok vil have det sådan under hele missionen,« smiler
York så venligt og mildt han formår.

Den lille dreng, dybt inde i Wiki, savner de gode gamle samtaler om sport og byggesæt, mens pigen gerne vil høre mere om det at være liderlig, og gerne med beskrivende detaljer.

York nikker til Sara, der tager Wikis hænder, og hjælper hende over på en avanceret gynækolog stol, så hun ligger med knæhaserne hvilende i et par bløde bøjler, og sin bare numse ud mod dem.

York stiller sig, så den nervøse og lidt generte Wiki kan se ham. »Når du kommer til Tanquenog, forventes det at du kan give fejlfri oralsex, samt tage et vel stort lem i numsen…«

Wiki kikker efter Sara, der atter dykker ned i den mystiske æske, mens York klikker Patricks kommunikator om Wikis håndled.

Sara tager en underlig let kegleformet sort dims op fra boksen, mens Wiki synker noget stort og genstridigt, der føles som en meteorit.

»Det er en multi buttplug,« forklare York, med samme ro og præcision, som når han demonstrere et nyt værktøj eller våben for sin enhed.
»Kender du sådan en..?«

Wiki nikker, selvom hun nødigt vil indrømme, at hun faktisk har set flere holo-porn modeller, lege med lignende dimser.
Sara tager et lille aflangt apparat, og fylder klar creme på dimsen, som hun stemmer mod Wikis numsehul.

Wiki kan mærke den bløde gummispids i sin let åbne stjerne, og føler en pinlig behagelig rislen, da sygeplejersken presser den langsomt op.
Den er ikke ret tyk, så det føles bare sært og dejligt.

En følelse pikken sladre om, ved savlende at vippe i begejstret anerkendelse.

»Du skal gå med den i numsen de første tre dage, og må kun tage den ud når du sover eller går på toilet,« forklare York, der ved det ikke er nødvendigt for at opnå den ønskede effekt, men vil give pigen en god fornemmelse af disciplin og forpligtelse, der vil skærpe hendes liderlighed og lyst. »Derefter skal du have den oppe et par timer hver dag… Og når du når til sidste dag, skal den sidde et helt døgn, og må kun komme ud ved toiletbesøg… I løbet af de tre uger rejsen vare, vil den langsomt opnå samme dimension og størrelse, som en fuldvoksen Tanquenogs erigerede penis…«

Wiki husker det gigantiske forplantningsorgan fra billedet af skabningen, og tænker med rædsel på det som venter.

En rædsel der kæmper mod både fascination og lyst.

Hun forestiller sig hvordan det ville være, at tage den smukke lysegrønne kæmpepik i munden, og skammer sig rødmende over sin perverse fantasi.

Nicolas Pogba har forklaret York, at hendes ringmuskel sagtens ville kunne optrænes på anden og enklere måde, men i fællesskab er de blevet enige om, at nydelsen ved at følge denne metode, vil stimulere hende til nogle fantastiske udløsninger, og sætte hende i perfekt stemning til opgaven.

York peger et sted på hendes opdaterede armbånd. »Når du tager pluggen ud, eller sætter den op, skal du finde menuen: Plug, og trykke på: Skift… Så bliver den mindre og lettere at håndtere, men så snart den er oppe i dig, svulmer den op til størrelsen over sidste opsætning… Du vil dog ikke opleve, at den skifter til flere forskellige størrelser på samme dag, hvis du vælger at gå med den i længere tid, men af en eller anden grund, er nød til at tage den ud…«

Wiki ved ikke, om hun skal være lettet over denne detalje, der syntes temmelig minimal, alt taget i betragtning.

»Med regenereringen, kunne vi sagtens have tilføjet ekstra elasticitet og smidighed til din ringmuskel,« oplyser overlægen, og kaster et flygtigt blik mod York. »Men dem der bestemmer, mente det ville frarøve dig fornøjelsen ved at træne…«

»Jeg vil foreslå, at du så vidt muligt går på toilet om morgenen, før du sætter den op,« bryder Sara elegant ind. »Det er jo ikke sikkert du kan nøjes med et par timer, når den først sidder hvor den sidder…«

»Lyt du bare til en erfaren kvinde,« driller overlægen, og får sygeplejersken til at fnise som en lille pige. »Men jeg vil råde dig til at lade numsen få sig et lille hvil ind imellem, skønt du jo nok vil foretrække at gå med pluggen oppe…«

Wiki har svært ved at forestille sig noget fornøjeligt, ved den form for træning, og er så flov og ydmyget, at hun er lige ved at tude.
York smiler så bredt, at det er på nippe til at ligne et grin. »En lille gevinst ved denne plug er, at den af og til vil begynde at bevæge sig helt af sig selv… Du skal altså ikke blive forskrækket, eller tro der er noget galt, for det er blot for at stimulere de følsomme områder, i og omkring din anus, og du vil for øvrig ikke kunne afbryde denne funktion, men hvis… Jeg mener, når, du masturbere, skal du til gengæld bare klikker på: Activate… Så vil den starte, og blive ved til du har fået udløsning…«

Wikis smil, er blot en flygtig skræmt trækning i mundvigene.
York vender sig mod Nicolas, mens han peger mod Wikis rejsning. »Er den virkelig permanent stiv..?«

»Den vil muligvis miste en smule af effekten for en stund, men i løbet af få timer, må vi regne med at tankemønstre og det manipulerede lystcenter forenes, og så at sige falder på plads… Derefter må det forventes at penis vil være erigeret det meste af tiden,« forklare han.

»Javel,« nikker York, og fanger Wikis flakkende øjne. »Du skal selvfølgelig ikke kun træne med pluggen, men får også en specialfremstillet penisattrap med, der ligner en rigtig Tanquenog pik, og den skal du øve dig godt i at slikke og sutte på… Den er udstyret med censorer, der registrere hvor godt du gør det, og belønner dig med syntetisk sperm, som dine forældre vil kontrollere og fylde på…«

Wiki nikker flovt men indforstået.

»Jeg vil for øvrigt gerne have en sædprøve til analyse,« siger Nicolas, og rækker Sara en cylinderformet glasbeholder, »Vil du være sød at spille den af på patienten..?«

»Meget gerne,« fniser sygeplejersken ivrigt, og griber om pikken med højre hånd, mens hun er parat med beholderen.
Wiki fare sammen med et højt gisp, da hun atter mærker den bløde kvindehånd om sin pik, og stirre på York, som et vildt dyr der overvejer, om det er stødt på en ven eller en fjende.

Hun ved godt sygeplejersker normalt ikke gør den slags ved deres patienter, og at Patrick ikke bare ville syntes det var enormt pinlig, men måske også have mod til at bede hende lade være, og måske endda ligefrem løbe skrigende bort. Wiki er bare en helt anden personlighed, der føler sig en hel del dristigere, og bestemt ikke ønsker den dejlige følelse skal stoppe.
Ligesom med Isabel.

En sirups tyk præsperm flyder stødt fra den enorme uigenkendelige glans, og ned over Saras hastig masserende hånd. De klare tynde tråde, strækker sig nedover hendes mave, og ligner dansende spindelvæv i en let sommerbrise.

»Rart, ikke..?« York smiler til gudbarnet, og føler sig lettet over at se, hvor liderlig hun faktisk er.

»Jo…« Wiki nikker, og tænker på Isabel, og deres lille hemmelige stund.

Her ligger hun til fri skue for onkel York og de to fremmede, uden at kunne fastholde følelsen af skam og ydmygelse. På en eller anden uforklarlig og besynderlig måde, føler hun en masse forandringer, der ikke kun er fysiske, men også strækker sine rødder, langt ind i sjælen. Det føles slet ikke så vanskeligt, at forsone sig med femininitet. Hun har ikke glemt hvordan det er at være Patrick, men det er underlig nok mere naturligt at være Wiki.

Den seksuelle ophidselse er også markant anderledes.
Mere intens, mere uimodståelig, mere dominerende.
Mindre skamfuld.
Noget hun føler både skal udforskes og… Bekendtgøres?

Sara slikker sine læber, og stirre ekstatisk på den fristende pik.

»Jamen for himlens skyld da,« ler York. »De skal endelig ikke holde Dem tilbage lille frøken…«

»Nej bevares… Bare husk det skal i beholderen, og ikke i maven,« driller Nicolas.

Sara fniser som en lille pige, der netop har fået et stort stykke kage, hvorpå hun hastigt tager pikken i munden.

Wiki mærker hendes gummiuniform mod sin numse og lår. Det let kølige og glatte materiale føles så dejlig, at hun pludselig forstår, hvorfor så mange klæder sig i det. Patrick har aldrig ejet noget tøj i gummi, men mor har flere kjoler, og lidt undertøj. Hun kan slet ikke kontrollere sig, og undslipper et skælvende suk. Patrick har nydt at masturbere i henved et år, og haft en kejtet men skøn debut med Isabel, for hvad der føles som kun et par timer siden, men det står lysende klar for Wiki, at alle sanser og følelser i pikken, er markant forøget, siden hun trådte ud af regeneratoren. Saras tunge føles blød som fløjl, men alligevel så uimodståelig insisterende, at øjnene syntes at rulle rundt i hoved på hende helt af sig selv. Den bløde tingest i numsen, er også pludselig blevet endnu mere skøn.

Wiki kan slet ikke lade være med at give verbal udtryk for sit velbefindende.
Hun klynker, gisper, stønner og jamre.
Alt hvad Patrick kan, er at stå passivt i baggrunden, og skrige desperat om pinlig opførsel, for hans råb bliver blot en stille nyttesløst hvisken, i den hylende storm, der udgør Wikis alt dominerende erotiske drift.

Noget abnormt er blevet født i dette døgn.
Mens Patrick trækker sig undskyldende tilbage, som en skygge af sig selv, udfolder Wiki sig i al sin pragt og liderlighed, uden at lægge skjul på hvor dejligt hun har det. Ringmusklen snapper om dimsen, og følelsen af modstand, er som søde lyn i hele underlivet.

Sara holder op med at sutte, men fortsætter med at malke pikken med den ene hånd, mens hun holder glasbeholderen ned over den.
Det er som om at spermen eksplodere i nosserne, men det gør ikke spor ondt. Tværtimod er det så utrolig fantastisk, at den enorme udløsning bare bliver ved og ved med at sprøjte, til hun er ved at besvime af fryd.

Sara må tvinge pikken ned ad, så spermen ikke undslipper, og hun samtidig kan masturbere den helt tom.
Wiki høre en eller anden hyle skingert, og konstatere flovt, at det er hende selv.

»Imponerende,« nikker Nicolas beundrende, og placere beholderen på et måleapparat. »11,7 milliliter… Det er der vidst ingen af os der kan præstere..?«

»Næh… Det må jeg sandelig nok sige,« medgiver York.

Wiki siger ingenting, men føler sig skamfuld beruset, af en lyst som Patrick aldrig har ejet en brøkdel af.
Nicolas tager en pipette, opsamler lidt, som han fordeler over en lille glasplade, og placere i elektronmikroskopet. Han har åbenbart hvad han ønsker, og veltilfreds giver han atter beholderen til Sara, med et drilsk: »Velbekomme…«

Til både Wikis og Yorks overraskelse, sætter sygeplejersken den for læberne, lægger nakken tilbage, og tømmer indholdet i munden som en fed drink, hvorefter hun synker det hele, i et par hastige veltilfredse mundfulde.

»I har vel ikke en ekstra uniform..?« spørger York lidt pinligt. »Jeg er bange for Patricks tøj ikke helt vil passe Wiki…«

»Klæde dig af Sara, og lån den søde pige din uniform,« siger Nicolas.

»Selvfølgelig,« svare hun underdanigt smilende, og med et elegant ryk, springer alle otte trykknapper op.

Både York og Wiki glor overrasket på den nøgne kvinde, mens overlægen nyder den lille opvisning af seksuel magt.

»Jeg tror De får problemer, hvis De har tænkt Dem at gå hjem således,« siger York med et lille drilsk grin.

»Jeg finder nok på noget,« ler Sara, og lyder mere som en fjantet skolepige, end en veluddannet sygeplejerske.

York tager imod uniformen, mens Sara hjælper Wiki ud at stå på gulvet.
Betydelig mindre usikkert end tidligere, kan hun selv holde balancen, mens han hjælper hende den hvide gummijakke på.

»Kom lille skattepige,« siger York opmuntrende. »Lad os først gå hen på Ti-Ti, og finde noget lækkert tøj til dig, og bagefter skal vi besøge Rosa…«

»Rosa..?« spørger Wiki, og formår at lyde interesseret, for selvom hun godt kan lide denne kvinde, frygter hun alligevel at det er endnu en test.

»Ja,« York tager hendes ene hånd i sin. »Nærmere bestemt Salon Beauty… Hun har lovet at få en rigtig lækker ung dame ud af dig, og give et par gode tips, som du helt sikkert kan få brug for…«

Wiki svare ikke, men på bare fødder, og blot klædt i den korte uniform, der forekommer hende at være overvejende for stor, men flere numre for lille omkring brysterne, følger hun efter sin rare onkel York, som en søvngænger på sløvende stoffer.

I stedet for at gå ud i mylderet på promenadedækket, føre York sit gudbarn ud ad bagdøren og gennem et skjult gang-system, der er lavet af hensyn til prominente besøgendes privatliv. Gangene går gennem hele stationen, og er forbundet med elevatorer, så man kan komme over alt, uden at møde andre, end nogle få med særlig bemyndigelse. Først må de tage elevatoren ned, for at komme gennem en gang der føre over til rumstationens anden side, og så endnu en elevator, for at komme op på niveau igen.

En ung nervøst smilende pige, i midten af tyverne, med mørkt hår og asiatiske træk, står allerede og venter utålmodigt på dem, ved bagdøren til modetøjsforretningen Ti-Ti. Hun er klædt i høje åbne stilet sko, gennemsigtig plastik jakke og jeans, hvorigennem man uhindret kan se hendes blanke sorte gummiundertøj. Yuko kender til Houser fra sin kæreste, der er en del af den specialstyrke, som arbejder under generalens kommando. For to dage siden, havde York Houser henvendt sig i butikken, og rekrutteret hende til en hemmelig mission. Hun havde altid følt en nærmest familiær tryghed i hans selskab, men netop den dag, havde hun ikke modtaget ham med en kæk bemærkning. Hemmelig missioner og militære operationer, var jo kærestens domæne, mens hun havde mest begreb om sidste mode, og hvordan man satte passende farver sammen, men efter han havde sat hende ind i hvad hun behøvede at vide, så hun frem til at yde sit lille bidrag til noget stort, som altså var den del hun ikke behøvede at vide noget om.

»Hej,« smiler den sorthårede pige, med et agtsomt blik flakkende mellem generalen og den temmelig unge sygeplejerske, hvis brystparti ser ud til at sætte uniformen på en hård prøve.

»Det her er så Wiki, som det drejer sig om,« siger York, med en stolt klang i stemmen. »Må vi komme ind..?«

»Åh… Ja selvfølgelig,« undskylder Yuko, der vågner op til dåd, og træder tilbage, for at gøre plads.

»Jeg formoder at De har fået målene..?« spørger York, mens han elegant føre Wiki indenfor.

»Ja… For et øjeblik siden…« Yuko ser med ambivalente følelser på den smukke piges beklædning, der både er for stor og for lille på samme tid. Rigelig med plads om hofterne, men med bryster af hendes størrelse, er det selvfølgelig kun specialfremstillet tøj der vil kunne passe. Kun et eneste spor afsløre at pigen er transvestit, og det er den enorme rejsning, der tilsyneladende har lige så svært ved at gemme sig bag uniformen som brysterne.

Yuko har allerede aktiveret nanoruderne, så det eneste man kan se udefra, er udstillingerne, og at butikken er lukket.

»De skal ikke være så nervøs lille frøken,« smiler York venligt. »Der vil ikke ske Dem spor, hvis De kommer til at røbe noget, men lad mig understrege, at vi vil sætte stor pris på Deres diskretion, og jeg formoder De godt kan bruge den bonus vi talte om..?«

»Det kan jeg, og jeg skal nok holde kæft,« smiler hun, og presser læberne krampagtigt sammen med tommel- og pegefinger, for at illustrere.
York kan ikke lade være med at smile. »Jeg kan i det mindste fortælle Dem så meget nu, at De gør en god gerning, som ikke vil blive glemt, og jeg lover Dem, at så snart vi kan lader sløret falde, så vil De forstå, og blive glad og stolt… De vil være en af dem der gav en hånd…«

»De forstår i hvert tilfælde at tale kryptisk, og hvis det var for at jeg ikke længere skulle være nysgerrig, så er det mislykket total…«

York ler medfølende. »Hvad vil De sige til to ugers ferie..? Tage kæresten med på Hotel Paraíso, med alt betalt..?«

»På jorden..?«

»Ja… Hvis De foretrækker et andet Hotel, så må De endelig sige til, men jeg har hørt det skulle være det bedste… Så længe det er uden for karantæneområderne, så skal De ikke være beskeden…«

»Mener De det virkelig..? Jeg har ikke været nede på den blå i halvandet år…«

»Så er det da på tide De giver Dem selv en lille ferie…«

»Hvornår..?«

»Tja, når det passer Dem… Bare sig til, så skal jeg sørge for at kæresten får fri…«

Hun giver ham et knus, og bliver flov over sin spontanitet. »Undskyld…«

Han ler. »Jeg har skam intet imod at kramme en smuk ung dame…«
Yuko fniser forlegent, og aktivere et hologram i naturlig størrelse af en anonymt figur, men da hun også aktivere Wikis data, ændre den sig til en perfekt smilende kopi. Forskellige kjoler og beklædninger i feminine snit pryder skiftevis figuren, der begynder at gå catwalk mellem stativer og hylder. Yuko sammenligner den levende, med den computerskabte Wiki. Forskellen består i, at den ægte Wiki er et håndgribelig, genert, og ret så seksuel opstemt eksemplar i kød og blod, mens den lysende projektion spadsere frejdigt frem og tilbage, som en professionel model, men med sin slappe penis anstændigt placeret i hologrammets standart trusse.

Yuko møder pigens generte ansigt. »Hvad siger du, unge ven..?«

Wiki trækker på skuldrene uden at svare, og på trods af erektionen, ser hun ikke synderlig interesseret ud. Skuldertrækningen har fået uniformen til at skride, så hendes store stive pik vipper ud mellem to af de blanke trykknapper, hvor den savlende og glinsende af presperm, ligner et væsen på udkik efter noget sjovt at foretage sig. Yuko har set og oplevet en del i sin butik, men den unge smukke, og tydeligvis lystne transvestit, får varmen til at stige i kinderne, og gør hende mere forlegen end normalt. Hun må tvinge blikket væk fra pigens enorme erigerede lem, og anstrenge sig for at vende tilbage til virkeligheden. Med blikket flakkende skyldsbevidst, vender hun sig mod York Houser, med et venligt, forholdsvis anonymt smil, netop som øjnene atter får deres sædvanlige glød og sælgerudtryk. »Har de noget specielt i tankerne..?«

»De forventer vel ikke, at jeg..?« spørger generalen usikkert.

»Jeg fik ellers lige det indtryk, at De godt kunne lide unge damer..?« flirter Yuko skælmsk.

»Jo, men jeg forstår mig vidst ikke på mode,« undskylder han.

»Ud fra materialet som jeg har modtaget, så ønskes der noget i den mere pirrende genre, fremfor noget i hverdagsbeklædning..?«

»Korrekt,« nikker han bekræftende.

»De er da en mand, så jeg kan ikke se, at det ikke skulle være inden for Deres kompetence…« Yuko føler sig overbevist om, at den stakkels unge transseksuelle skal være en form for glædespige, og gætter på det handler om narko, men kan slet ikke få det til at passe, med de små hint hun allerede har fået.

En uvant forlegenhed sniger sig ind på York Houser. »Jamen så vil jeg da gøre mit bedste… Jeg vil dog sætte stor pris på Deres hjælp unge frøken… Så længe De tænker på noget mere avanceret, end hvad en ordinær teenager ville vælge…«
Hun ler, og ser opfordrende på Wiki. »Har du ikke lyst til at kikke dig omkring..?«
Wiki ser flovt rundt i butikken, som oser af erotik i både den lette og avancerede genre, følger så den svansende model af sig selv, der aldeles ugenert vrikker forførende med hofter og bagdel, mens den lokker med frække løfter, af den slags en elleveårig pige ikke en gang burde fantasere om, og trækker genert affejende på skuldrene, selvom nysgerrigheden og lysten fortæller hende noget andet.

Yuko tænker, at det er sjældent hun har fået til opgave at klæde en ung pige på, der er så lidt interesseret i, hvordan hun kommer til at se ud. Transvestitter findes jo i alle aldre, og selv de yngste plejer at have en helt særlig glød, når de skal have nyt tøj, uanset om det så er søde pikanterier efter eget ønske, eller avancerede fetish beklædning efter ønske fra en eller anden pervers velgører.
Hun blander sig ikke i kundernes dispositioner, med mindre de ligefrem ønsker det.

»Jeg kan se, at hun har en af hospitalets nye uniformer på… Måske vi skulle finde noget i gummi…?«

»Gummi..?« York ser på sit gudbarn, og kan godt se, at en uniform i rette størrelse ville klæde hende.

»Ja,« siger Yuko ivrigt. »Jeg holder selv meget af gummitøj…«

»Virkelig..?«

»Ja… Glat-gummi har været lidt ude af markedet, siden det blev almindelig at anvende ru-gummi som arbejdsbeklædning, der jo er både praktisk og robust… Jeg har dog altid været trofast mod det blanke, glatte materiale… De sidste par år, er det heldigvis blevet populært i fetish kredse igen, og så er det jo skønt at se, at både fødevareindustrien og hospitalsvæsnet, har valgt glat-gummi som uniformsmateriale… «

»Jamen hvorfor ikke…« Houser betragter den slanke asiatiske piges sorte gummiundertøj. »Hvad siger du Wiki..?«

Wiki siger ingenting, men rødmer skamfuldt, hvilket er svar nok for York.

»Der er selvfølgelig også Metallic, Furry eller Trash… Plastic-organic er også blevet populær igen… Et gennemsigtig sæt plastik-organic tøj, med lidt lækkert undertøj underneden, bliver meget brugt nu om stunder…« Hun snurre omkring for at fremvise sit eget outfit. »Der er jo også Silk, Bagga, Woolwood og Nonowear, der altid er chick..?«

»Gummi lyder fint,« siger York, der føler at han lige har deltaget i en sproglektion, og gjort sig fortjent til dumpekarakter. »Ikke også Wiki..?«

»Joh,« tilstår den generte transvestit, der ikke bare har følt sig stigende liderlig, men også fornemmet en ubestemmelig behagelig susen i kroppen, siden hun kom i sygeplejerskeuniformen, og netop er kommet til erkendelsen af, hvor seksuel stimulerende netop gummi er for hende.

Yuko blader på en lysende float-screen, og finder nogle vovede kreationer i det ønskede glatte bløde materiale.

»Jeg kan godt lide disse modeller,« nikker York med underspillet begejstring.

»Yuko blinker provokerende med øjnene. »De er vidst en værre en…«

»En værre en..?« York ler uvant forlegent. »Syntes De..?«

»Man kan i hvert tilfælde ikke påstå, at disse modeller er ordinære…«

»Det erindre jeg heller ikke at have udtrykt noget ønske om,« smiler han venligt.

»Ikke med et eneste ord,« fniser hun lidt nervøst. »Jeg plejer kun at sælge den slags til mine mere voksne kundekreds…«

»Wiki er ikke så stor af statur, så der er måske problemer med størrelsen..?«

»Intet problem… Plejer betyder jo ikke at der er undtagelser,« fniser hun igen, mens højre hånd arbejder i hastige bevægelser mellem menuer og undermenuer. »Jeg kan lave alle størrelser efter mål…«

»Så kan de vel gøre en undtagelse mere..?« Han rynker panden.

»Naturligvis… De fås i både syntetisk, og bio-syntetisk gummi, lige som hospitalsuniformen,« forklare hun hastigt, og næsten snublende.

»Begge former er utrolig lækker at have på, og sidder helt stramt til kroppen… Bio-syntetisk gummi programmere man efter kropstemperaturen, og så holder det en afkølet eller opvarmet, i forehold til omgivelserne…«

»Jeg kender udmærket til materialet… Mange af vores uniformer er bio-syntetiske, men selvfølgelig i kraftigere ru-gummi, og med kamuflage farver, eller usynligheds-filter… Øh… De ser naturligvis også en del anderledes ud…«

»Jeg er da sikker på, at denne model vil klæde dem,« driller hun og sprutter af grin, mens hun fremviser en halv lang og meget nedringet kjole.

»Tak… Jeg tror vi nøjes med at klæde Wiki på i dag,« klukker han.

»Jeg har for øvrig også flere lækre sæt undertøj, der stimulere de erogene zoner… Hvis det var noget..?« Hun smiler lokkende.

»Virkelig..?« York nikker fornøjet. »Også til en pige, med en ret så velproportioneret penis..?«

»Selvfølgelig… Jeg har undertøj for alle, og desuden kan det jo let kombineres, og som sagt, laves efter ønsket mål…« Hendes lange negle klikker hastigt på armbåndet, og den lysende hologram-Wiki, vugger sensuelt med hoften, mens hun fremviser noget pikant undertøj i gummi.

»Hvis det kan blive bio-syntetisk vil det være fint…«

»Det koster naturligvis lidt ekstra…«

»Det spiller ingen rolle… Bare det giver hende en rigtig god fornemmelse at have på…«

»Det lover jeg… Jeg går sjældent selv i andet end bio-gummi…«

»Javel-så..? Jeg troede dit tøjvalg, var en del af din salgstaktik,« smiler han.

»Ih-nej,« klukker hun muntert. »En lille smule måske, men min ero-trusse og BH, kan skam holde mig på mærkerne en hel dag…«

Wiki kan ikke holde ud at se sig selv som forførende hologram, og kikker i stedet på ekspedienten i det klare plastik.

»Trussen jeg har på er med dobbelt dildo, men jeg har færdig trusser med futteraler eller åbne huller, og resten fremstiller jeg mens De venter,« afsløre Yuko, med en lethed som gjaldt det blot farven på hendes favorit sko.

Wiki fornemmer de små udbulinger i kvindens trusse, og med den nye viden omkring udblokning af hendes vagina og anus, må hun rødmende kikke væk.

»Det kan ikke blive frækt og bizart nok,« klukker York begejstret.

»Det fremgår ikke helt klart og tydeligt af materialet,« oplyser Yuko. »Der er jo mange meninger om hvad der er frækt…«

»Godt ord igen… Husk på jeg er en gammel gnaven mand… Lad os få fire af den slags, og hvis De har mere i samme kategori, så kom endelig med det…«

»Så gerne…« Hun fremviser forskelligt undertøj, hvor noget ser meget avanceret ud, og andet ligner hvad de fleste ville mene var almindeligt.

York godkender en masse, og skal flere gange have små detaljer forklaret.

»Hvad med noget virtuelt..? Jeg har flere spændende udvalg,« foreslår hun, og viser en lang liste med underlige navne, der heldigvis har en forklarende tekst.

Han kikker den langsomt igennem, mens Wiki sniger sig ned bag i butikken, hvor hun med ambivalent følelse, kan græmme sig i ensomhed, og samtidig smugkikke på forretningens mere avancerede sexlegetøj.

»Der høre en specialudviklet gummidragt med, som er en videreudvikling af haptisk teknologi,« forklare Yuko ivrigt. »Det føles fuldstændig som at være der selv… Den har millioner af små censorer og stimulatorer, så man kan mærke selv den mindste lille berøring, og er endda også
udstyret med en masse slanger, der pumper væsker rundt, for at hjælpe til med at skabe en helt naturlig samlet helhedsoplevelse… Masken der dækker hoved, har indbyggede optisk generator, til at skabe den vigtige visuelle verden, hvis lighed med virkeligheden er helt umulig at skelne…«

»Jeg kender systemet,« nikker han. »Den virtuelle teknologi har skam været en fast del af militærøvelserne i mange år…«

»Ja-så..?« Yuko smiler og fortsætter den indøvede salgsbeskrivelse: »Både mask og buks er forsynet med sidste nye teknik inde for penetrationsstimulering ud for mund og anus, så man kan opleve anal- og oralsex, der på alle måder vil opleves som ægte… Det kan godt se en smule klodset ud, men ved hjælp af antigravitationsteknologi, mærker man intet til det, før spillet aktivere enhederne, men så lover jeg også, at det bliver rigtig festligt…«

»Javel,« nikker han muntert. »Vores dragter anvendes naturligvis under langt alvorligere forehold, og med specialudviklede programmer, af den slags De næppe har på lager… Helt uden penetrering af nogen art…«

Yuko ler. »Vores dragter har selvfølgelig ekstra mange actuators og stimulatorer om brysterne, samt i røret til hendes penis…«

»Jeg syntes vi skal føje den til listen,« smiler York.

Yuko har mange tvekønnede kunder, så det er ikke svært at finde en dragt der passer Wiki. Hun forklare at der høre et specielt rullegulv med til udstyret, som kan vippe og drejer i alle vinkler, så brugeren virkelig får en illusion af, at bevæge sig omkring i det terræn øjnene ser.

York har bestemt sig for et program der hedder: “Virtuel Performer”, hvor brugeren skal danse erotisk, og bliver belønnet med sex, samt et program der heder: “Virtuel Rape”, der simpelthen går ud på, at brugeren bliver voldtaget.

»Vil De ikke finde en vaks gummi-ting, som hun kan få på med det samme..?« spørger han. »Så får jeg nogen til at hente resten… Hvornår kan De have det hele klar..?«

»Det hele er på lager, men nogle af tingene skal lige samles først…« Hun ser frem for sig og tæller sammen. »Der er jo en del, så det vil nok tage en times tid…«

»Ja, hun har jo nok lidt usædvanlige mål,« smiler han undskyldende.

Yuko trækker knapt synligt på skuldrene, og smiler spagfærdigt. »Som De selv siger, så er hun ikke ligefrem en ordinær teenager… Men hun skulle godt nok ikke smile ret længe til mig…«

York griner, mens ekspedientens slanke fingre hastigt løber over hendes brede armbånd.

»Hvad siger De til dette retro outfit..?« Den lysende model af Wiki, viser sig i en kort rød skindene gummikjole, med sort bindesnøre, der snor sig både for, bag, og i siderne, så man kan mere end ane hendes svulmende brystparti.

»Det ligner noget fra længe før min fødsel,« siger han, og forsøger at lyde skeptisk, selvom han føler sig afsløret, da hun utvivlsomt kan høre, at han er overordentlig positiv stemt for kjolen.

»Jeg sælger mange af den type modeller for tiden… Korsetter og kjoler med bindesnøre, og lange støvler med høje stiletter, er skam en trend i år… Sidste år var det anatomiske dragter, men det ser ud til at netop dette snit er ved at få sin helt store renæssance,« fortæller hun, mens hendes armbånd kliker heftigt da hun scroller, og tilføjer modellen et par langskaftede stilet støvler i samme røde farve.

»Der hvor vi skal hen er der ikke megen mode-politi,« mumler York, med et tilfredst smil om læberne. »Dette er udelukkende for Wikis skyld, og hensigten er at sætte hende i den helt rigtige stemning, så det er bestemt en fordel, at det både er super moderne, lækkert for hende at gå med, og så gør det heller ikke spor, at det samtidigt er rigtig frækt at kikke på…«

»Så får hun en ero-trusse med uden beregning…« Yuko taster endnu en ordre til listen, uden at vente på svar.

»En ero-trusse..? Som Deres..?«

»Ikke helt,« fniser Yuko. »Jeg tænker hun kan nøjes med èn dildo..?«

»Hun har sin egen buttplug, som hun helst skal træne flittigt med…«

»Åh… Javel-så…« Yuko rødmer en smugle. »Så får hun bare en feminiseret herre model med stimulerende penisfutteral…«

»Jamen så siger vi tak for handlen,« siger han begejstret, og holder sin kommunikator op mod ansigtet: »Kommuniké…«
Enheden om hans håndled afgiver et kort: “Blip.”

»Han fortsætter: »Hovedkvarter… Afdeling A14…«

En opløst tavs lydbølge, samles et sted mellem dem, og en kvindestemme syntes at komme ud af luften: »Ja..?«

»Vil de finde et par raske unge mænd, og sende dem til Ti-Ti, så de er her om en time..?« spørger Houser venligt, uden at kvinden i den anden ende, er spor i tvivl om at det er en ordre.

»Skal ske… Var der andet..?«

»Det de henter, skal bringes til Mike og Agnetas skib, Domus, i Delta hangaren… Det var alt… Slut…«

»Forstået,« svare kvinden og bliver stille.

Yuko har videresendt oplysningerne om den elektroniske mannequins nuværende beklædning, til lageret i kælderen, som prioritering A, og resten som prioritering B.

»Your order is ready,« lyder det et øjeblik efter bag disken, hvor en del af vægen åbner sig som en skjult lem.

»Det var sørme hurtigt‚« roser York.

»Jeg har mange transseksuelle blandt mine faste kunder, og så har jeg alle elementer på lager… Så er det jo ingen sag for min nye Clo-X37, at sætte det hele sammen,« fortæller hun med en vis stolthed, og lægger en bunke skindende rødt gummitøj på disken, sammen med et par super
lange støvler. »Clo-X37 er faktisk så smart, at den selv kan fremstille gummitøj, ud fra en tegning…«

»Ja-så..?«

»Flere af mine kunder får lavet deres helt egne design, og levere blot en datanøgle… Lettere kan det vidst ikke blive…«

»Jeg kan finde ud af at aktivere knapper, men jeg begriber ærlig talt ikke meget af, hvad der foregår inde i disse beklædnings-maskiner,« smiler han, og nikker til Wiki, der er kommet nærmere, nu da hendes klon ikke længere vimser sexet rundt.

Hun føler forsigtigt på det glatte gummitøj, og kan ikke andet end at rødme.

»Det er lidt ligesom et regenereringskammer, bare med tøj,« forsøger Yuko at forklare generalen.

»Jeg holder mig til at aktivere knapper, og at tilkalde hjælp enheder, når skidtet går i stykker…« Houser ryster opgivende på hoved af sin egen håbløshed.

Hun ler, og smiler sødt til Wiki. »Skal jeg give dig en hjælpende hånd..?«

Wiki betragter kjolen med de mange gummisnore, der sidder på kryds og tværs i et håbløst virvar, og nikker genert, da bindesystemet syntes umulig at gennemskue.

»Det ser meget svært ud,« siger York, der tydeligvis deler sit gudbarns opfattelse.

Yuko griber bunken med gummitøj, lægger blidt sin venstre hånd mod Wikis ryg, og føre hende ind i et lille prøve-rum, mens York roligt vader ned i butikkens bagerste ende, hvor det mere specielle fetish udstyr er placeret. Ikke fordi den slags tænder ham, for han er mere til gammeldags romantik, men derfor kan man jo godt være nysgerrig, og lære noget nyt om alternative måder at dyrke sex på.
Wiki lægger den lange hvide kittel, og Yuko bliver lige så forlegen, som sin generte lille kunde, da hun ser de svulmende nøgne bryster, og den total hårløse, flotte store stive pik, så ophidsende tæt på.

»Uh,« udbryder Yuko, og holder sig for munden, mens kinderne blusser op. »Den er sørme stor…«

De rødmer om kap, ser generte på hinanden og fniser.

Yuko må hele tiden fastholde, at hun er den professionelle, og at det er en eller anden besynderlig militæropgave, men er også sikker på, at hvis generalen ikke gik og ventede uden for, ville hun have kastet al skam fra sig, og sat alt ind på at forføre den lille lækre pige, om hun så resten af livet, skulle leve med beskyldninger om at være børnelokker. At Wiki også har en fræk multi-plug i numsen, sætter virkelig Yukos selvbeherskelse på prøve. Hendes egen gummitrusse, forhindre den løbende fissesaft i at røbe hvor tændt hun er på den pur unge transvestit. Hun har sjældent fumlet så meget, og først da de begge kommer til at grine, kan de også slappe af.
En lille smugle i det mindste.

Wikis pik slapper dog ikke af, men står nok så nydelig skråt opefter, og sjældent har den asiatiske butiksindehavere, set så smuk og fuldendt en pik.

Ikke spor uventet, så passer tøjet helt perfekt, men Yuko er alligevel utilfreds med standart ero-trussen, og lægger den fra sig på en bænk, for hurtigt at smutte ud til sin maskine, og give den en ny ordre.

Wiki skuler mod spejlet der udgør den ene væg, og føler skam over betagelsen, der rammer hende ved synet af den ret så svulmende pige.
Yuko kommer tilbage, og har en lækker blød trusse med i et kraftigt, blødt gulligt gummimateriale, som er glinsende, men total gennemsigtig, så man kan se hver eneste smukke detalje af den vidunderlige pik. Den er fremstillet ud fra Wikis nøjagtige mål, og har perfekt anatomisk udformet futteral til pik og nosser.

Yuko hjælper til, og idet hun hiver den op over Wikis lår, strejfer pikken hendes kind, og laver et vådt prespermskys, så hun må undertrykke en intens lyst til at tage den i munden.

Livet er fuld af fristelser, men Yuko indgår et lille kompromis med sine lyster, og nøjes med at give den flotte savlende glans et smækkys.
Hun er jo trods alt professionel, men når den flotte pik praktisk talt peger lige op i ansigtet på hende, kan pigen vel tilgive en smule spontan kådhed.

Wiki betragter den tynde klare streng der forbinder hendes pikhoved med den sensuelle indehavers læber, indtil den brister og hiver hende ud af fortryllelsen.

Yuko vil hive trussen op.
Det er vitterlig hendes hensigt, men så sætter hun hele sin før så stolte professionalisme over styr, samler læberne om den fristende unge piges purpur-røde pikhoved, og skælver synligt af de frydefulde gys, der på et øjeblik løber langs hendes krysteragtige spaghetti-rygrad.
Wiki udstøder et overrasket suk og spærre øjnene op, men fornemmelsen af kvindens mund, er overvældende og helt vidunderlig.

Yuko skuler undskyldende op mod den unge pige, der nok er forbavset, men også har et uskyldigt, men ingenlunde afvisende smil på læben.
Hun bevæger næsten ikke hoved, men bruger til gengæld tungen, der snor sig og kæler over alt.

Seksuelt er Yuko slavetøs, og har den perfekte kæreste der forstår at styre og straffe hende, så det er ikke spor svært at underkaste sig den smukke transvestit, selvom hun blot er elleve, og tydeligvis ikke ejer en Herskerindes selvsikkerhed.

Pikken smager lige så dejlig som den ser ud, og appellere til en mere end grundig tur med tungen.
Hver eneste svulmende åre, og hver eneste stramme hudfold bliver slikket om og om igen.
Wiki registrere vagt, at hendes brystvorter hæver og bliver faste.

Orgasmen nærmer sig.
Og så…
Ufrivillige sammentrækninger i bækkenbundens muskler og omkring endetarmsåbningen, der forstærker nydelsen ved kontakten med pluggen, og spermen skyder i stødvis sprøjt, med knapt et sekunds mellemrum.

Yuko synker gang på gang, og slipper først sammenkoblingen, da hun ikke kan sutte mere ud.

Hun ser beklagende op på sin unge kunde. »Undskyld… Jeg… Jeg ved ikke hvad der gik af mig…«

Wiki fniser en smule overvældet, og en smule genert.

Yuko hiver trussen helt op, mens hun griber om den stadig stive pik, og føre den elegant ind i futteralet, der som en nøjagtig afstøbning passer til perfektion.

Wiki gisper, og fniser igen.

»Du er godt nok lækker,« roser Yuko. »Jeg bliver jo helt forelsket…«
Wiki fniser endnu mere.

Yuko samler ero-trussen op fra bænken. »Må jeg låne din kommunikator..?«
Wiki holder undrende armen frem.

»Jeg har selv en tilsvarende model…« Yuko blinker frækt, hvorpå hun leder i menuen for tilføjede enheder, og ikke overraskende, finder styringen til multi-buttpluggen. Hun aktivere den skjulte elektroniske mikroteknologi, øverst i ero-trussens forstærkede bagerste del, så de kommer til at fungere synkront.

De træder ud fra aflukket, og møder York Houser lige uden for.

»Man kan høre jer helt her ud,« smiler han, og får de to piger til at rødme. »Hvis vi havde haft mere tid, kunne De såmænd godt have lånt hende et par timer, selvom hun faktisk mest er til pik…«
Både Wiki og Yuko ser temmelig forlegne ud.

»Jeg må dog sige, at den kjole ser helt fantastisk ud…« York betragter sit gudbarn med en helt ny beundring, og tænker på hvor flot hun vil blive med sidste del af forandringen.

Yuko benytter sig af generalens begejstring, til at finde en kort gummijakke, i samme gennemsigtige nuance som trussen, samt en skuldertaske i rød gummi.

»Når din opgave er overstået, hvad den så ellers går ud på, så kan du få et job hos mig,« smilet Yuko lokkende, og kysser gummi pigen på kinden, efter at have hjulpet hende jakken på. »Du skal bare gå rundt i frække modeller, og charmere kunderne…«
Wiki fniser igen, og kinderne farves røde på ny, da hun også aner en anden, og langt dejligere grund.

Yuko putter ero-trussen ned i skuldertasken, og giver den til Wiki. »Jakken og tasken er en lille bonus… En hver pige skal have en taske til alt det fornødne…«

»Tak,« smiler Wiki.

»Så siger vi mange tak for den gode service…« York griber Wiki blidt om skuldrene, og smiler til Yuko mens han blinker indforstået. »Både den ene og den anden…«

»Kom snart igen,« siger den asiatiske pige med et lille undskyldende fnis, og så snart de er ude af butikken, tjekker hun tiden.
Hvis York Housers mænd er præcise, hvilket de altid er, så kan hun sagtens nå det.

Med et stille smil, låser hun bagdøren, og dykker ned bag disken, hvor hun finder nogle kraftige remme. Hun montere to om anklerne, to om håndleddene, og en om halsen. Så går hun ned i afdelingen for avanceret legetøj, mens hun finder “Erotic Model på sit armbånd, og udskifter

“Dinus” med de data hun har af Wiki, samt indstiller menuen: “Behaviour” til: “Random Erotic 3”. Hun stiller sig med ryggen til vægen, mellem to hylder med forskellige dildoer, kontrollere tiden, og sætter: “Magnetic Bondage” til en halv time, inden hun finder menuen for sit eget undertøj, og trykker på: “Activate Max”.

Hun mærker trussen begynde i det små, og starter samtidig både modellen og den tidsindstillede bondage. Holografiske Wiki kommer til syne i samme gummikjole, som den ægte Wiki havde på da hun forlod butikken med Houser, og vimser ophidsende rundt som en kælen kat, mens trussens to kunstige pikke begynder at arbejde.

Ophidset så hun sitre over hele kroppen, strækker hun armene ud og spreder benene.
Et kraftfælt i vægen trækker hende til sig, og fiksere hende som et insekt på nåle.
Den søde frække, men desværre kunstige Wiki kæler sensuelt for sig selv.
Gummi brystholder og trusse, snurre og kilde i et nøje udtænkt mønster, der samtidig tilpasses og korrigeres af hendes puls og hjernebølger.

Wiki står mindre end en meter foran hende, og kæler frækt for sine bryster uden på gummitøjet.
Yuko tænker på hendes flotte pik.
Hun kan stadig smage spermen, og fornemme den i sin hals.
Hun forsøger at slippe fri fra sin selvbestaltede fiksering, men alt hun formår, er at spænde musklerne til absolut ingen nytte. Som en fisk der har været lidt for kåd, og er blevet fanget i en ruse den ikke kan slippe ud af, hænger hun passivt på vægen, mens elektriske stød i divergerende styrker, stimulere hendes klitoris og ret så erigerede brystvorter.

Gummiundertøjets strategisk anbragte vibratoer og elektroder, stimulere med intense vedvarende impulser, sammen med de bugtende og vridende anal- og vaginal dildoer, der ubønhørligt bearbejde hendes saftige kusse og udspilede røvhul, og føles lige så insisterende, som to liderlige mænd, der ikke har været sammen med en kvinde i flere måneder, og nu endelig får dækket deres opsparede behov, ved at tage hende med deres store virile pikke.

Alt for hastigt, føre de hende mod en snarlig og uundgåelig orgasme.
Hun skriger uden tanke på om nogen kan høre hende, mens hendes knyttede knoer farves hvide.
Wiki reagere ikke, men danser blot stille og erotisk videre.

Yukos lår sitre, mens ankler og håndled forbliver hvor de er holdt fast.
En eksplosionsagtig orgasme, sprøjter ud i gummitrussen, for at søge ud under sprækkerne ved hendes vidt spredte ben, og plaske ned på gulvet under hende.

Hendes tidsfornemmelse er frakoblet, men der kan næppe være gået mere end fem- ti minutter. Endnu før hun kommer sig oven på orgasmen, kræver de ubønhørlige arbejdende mekaniske og elektroniske enheder, at hun overgiver sig til den næste.
Hun hiver efter vejret, og fortryder hvad hun har udsat sig for, men det gør hun jo hver gang.
Et hæst gutturalt skrig fra hendes bævrende læber, og en flod af fissesaft fylder gummitrussen på ny, men fortsætter i glinsende våde mønstre et stykke ned ad lårene, inden de slipper, for at ende i den allerede opståede sø.

Det sortner for øjnene, og hun er væk nogle sekunder, men er så tilbage, i noget der allerede er hastigt på vej til en tredje orgasme.
Mellem voldsom sanselig velvære og den ene heftige orgasme efter den anden, svømmer hun i liderlighedens hav, og falder pludselig om på gulvet.

Hun ved ikke hvor længe hun har lagt der, men opdager at hun befinder sig i en sø af sin egen fissesaft, for fødderne af den frække Holo-Wiki, og forstår pludselig at hun er fri.

Med rystende hænder, får hun stoppet gummiundertøjets stimulering, og den holografiske interaktive film.
Hun slikker søen op fra gulvet, og tørre sporene af mundvand bort med en klud, hvorefter hun deaktivere nanoruderne, og åbner døren til butikken.

Maskinen er færdig med samtlige enheder.
Hun nynner glad og lettet, mens hun giver sig til at pakker den store ordre.
Tøj, sko og støvler.
Forskelligt, men alt sammen i frækt og provokerende gummi.

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER

7 kommentarer

1. Anonym

   30/01/2020 kl 13:48

   Fantastisk godt skrevet 🙂

   2+

   Besvar kommentar
2. OnkelWaldo

   30/01/2020 kl 5:15

   Fantastisk! – en KLAR 5-er, men du sprenger jo «stjernegrensen» aldeles! ???

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     30/01/2020 kl 12:30 - som svar på OnkelWaldo

     Tak for “roserne” onkel. Det varmer “imposant” meget at få en sådan hilsen. 😉

     0

     Besvar kommentar
3. Just me

   06/01/2020 kl 11:22

   Ja tak mere den er vildt god

   2+

   Besvar kommentar
   • Tina Bizarre

     06/01/2020 kl 13:00 - som svar på Just me

     Nejer taknemmeligt, og lover tre kapitler mere… 🙂

     1+

     Besvar kommentar
     • Anonym

       06/01/2020 kl 13:53 - som svar på Tina Bizarre

       Vent bare lidt med dem, jeg er endnu ikke færdig med de her tre, fire afsnit ? men kæft hvor er det stærkt skrevet!

       1+

       Besvar kommentar
       • Anonym

         07/01/2020 kl 10:50 - som svar på

         Totalt unikt bizart ?

         2+

         Besvar kommentar