Jeg har været en slem pige. Får jeg så…åghhhh, fuck hvor godt. Får jeg så en gave? Hva? Sig det julemand…

Forfatter: Marcus
Marcus1historier@gmail.com
Læs første del

Anne-Sofie har altid sit hår samlet i en stram fletning, diskret makeup, neutral påklædning og læsebriller der aldrig forlader hendes ansigt, når hun er på arbejde, lige undtagen når hun spiser frokost i kantinen, hvor brillerne ligger på skrivebordet på kontoret. Det er velovervejet. Hun har fuldstændigt styr på, hvilken person det er hun ønsker at vise professionelt. Sin arbejdsmaske. Ingen skal kunne sætte en finger på noget. Men, ikke i aften. I aften har hun givet sig selv fri, løsnet grebet og skruet sig ned i en kropsnær sort, kortærmet kjole med udskæring, og det tykke, brune hår hænger fyldigt udslået omkring hendes ansigt som hun har tegnet op med eyeliner, mascara og diskret læbestift.

I aften viser HR-chefen, at hun er kvinde.

DET ER DEN anden fredag i december og der er julefrokost i glas-domicilet i Ørestaden. De har fået en futuristisk julemenu i kantinen præsenteret af en landskendt tv-kok. Menuen lød bedre på papiret end den smagte, men vinen var god og der var rigeligt, og direktionen gik rundt til alle borde og skænkede snaps, så det sejlede allerede lidt, før de gik op til det store atrium som i aftenens anledning er omdannet til en natklub med konfettikanoner, dj, lys og flere barer. Bagest en scene hvor flere kunstnere kommer og optræder i løbet af aftenen. Kører på rundfart i København til julefrokosterne og laver vel over en almindelig årsløn på sådan en aften. Det er hemmeligt hvem der kommer og optræder, men rygterne fyger og Medinas navn bliver nævnt.

SIGNE PRØVER AT pumpe Anne-Sofie for oplysninger i baren, for hun har været med til at arrangere, men Anne-Sofie afslører ikke noget. Hun er god til at holde på hemmeligheder.

Signe har ikke holdt sig tilbage med snapsen, og hendes øjne har en glasklar hinde. DJ’en skruer ned. ‘Er I parate til aftenens første act?’ 400 halvsnalrede stemmer råber ‘jaaaa’ ‘Tag godt imod….Nik & Jay.’ De kommer ind på scenen, husker at sige firmanavnet korrekt, og så går de lidt ned i knæ og tænder for maskinen, giver det indøvede show som de må være ved at brække sig over, men ingen i lokalet bemærker det. Over 300 telefoner lyser op mod de to mænd. Signe råber ind i øret på Anne-Sofie: ‘Ej, altså…er deres tekster næsten ikke lidt for sex…sexix…sexistiske?’ ‘Boing-boing’ lyder det fra scenen. ‘Jo, er det ikke fedt?’ Signe fniser, overgiver sig, og stiller sig med hænderne i vejret foran Anne-Sofie mens hun vrider sin krop og råber ‘Boing-boing…’

EFTER SHOWET BLIVER Anne-Sofie viklet ind i en samtale med to jurister ved den bar længst væk fra dansegulvet. Der hvor man blot behøver at tale højt og ikke råbe. Christopher, som er på hendes alder, ser på hendes udskæring når han tror hun kigger væk, og hun smiler indeni. Han er lykkeligt gift, med højgravid hustru og to små unger derhjemme, og hun ved, at han aldrig kunne finde på at gøre noget overhovedet med nogen anden end sin kone, for hun har læst ham. Han er i hvert fald typen, der aldrig selv kunne finde på at foretage første skridt, med mindre han bliver presset lidt, men hvorfor skulle hun gøre det? Han minder om Alexander. Sød, to arme, to ben og en pik og ud fra en alt-andet-lige betragtning vil det ikke give nogen mening, for hvad kan han, som hun ikke får derhjemme? Men, det er fedt han kigger. De to andre forlader hende og går op på etagen ved deres kontorer og den lille fest i festen deroppe, og Anne-Sofie leder efter Signe, får øje på hende i den første bar.

SIGNE HAR FORMÅET at drikke sig næsten helt ned i de tyve minutter i baren. Der står fem kolde vodkashots-glas med rumpen i vejret på disken foran hende, og nu er hun godt i gang med en mere end kulørt drink med hele tre sugerør. Hun får viklet Signe ud af kløerne på en ung fyr fra marketing hvis ekstroverte gen ikke synes at kende en øvre grænse. ‘Signe, nu går vi lige op på etagen, og får en pils. Skruer ned fra elleve til to. Husk, de bedste fester er køkkenfesterne.’ Signe indvilliger. Nødtvungent. Anne-Sofie kan godt mærke, at hendes veninde for et kort øjeblik har glemt sine børn og ikke mindst sin mand derhjemme.

DA DE STIGER ud af elevatoren på etagen lige under direktionsgangen, hvor både HR og jura har til, bliver de mødt af en gruppe i det lille tekøkken, der næsten alle chanter: ‘Julemand, julemand, julemand.’ Anne-Sofie ser sig rundt. ‘Hvad…hvad sker der?’ ‘Det er Christopher. Han har købt et julemandskostume, som han skal bruge derhjemme juleaften, men, han har fået det sendt hertil, og han er lige ved at skifte. Der har jo ikke været nogen julemand.’ Anne-Sofie nikker. Det har der ikke, og det har hun været med til at sørge for. Døren ind til juras fælleskontor længere nede ad gangen går op, og hun ser Christopher komme gående imod sig formummet og uigenkendelig som julemand. Han skal til at åbne munden. Anne-Sofie får hjertebanken. Hun kan godt genkende et biluheld i slowmotion, og hun når lige at føle sig som Joe Pesci i en Scorsese-film. Tænker: ‘Don’t say it. Don’t you fucking say it.’

‘Ho-ho-ho’ siger Christopher muntert.

FUCK. HUN FÅR røde pletter på kinderne, og kan mærke sit temperament kæmpe en ulige kamp med sin liderlighed. ‘Jeg vil…’ snøvler Signe. ‘Jeg vil ønske et ønske hos julemanden.’ Det er pludselig verdens bedste idé, og én placerer Christopher i en stol op ad en væg, og snart er der syv kvinder i kø, der venter på at få lov til at sidde på hans skød. Da Signe sætter sig oven på hans samlede ben, er hun lige ved at ryge på gulvet. ‘Jeg ønsker mig, en…’ hun hvisker resten i øret på Christopher, og selv om han er formummet med skæg, kan Anne-Sofie godt se at han rødmer. Så kurer Signe med et forbavset udtryk ned på gulvet. Sætter sig på halen mens hun fniser. Her smider Anne-Sofie håndklædet i ringen. ‘Nu skal du hjem, skatter.’ ‘Jeg vil høre Me…Medina’ snøvler Signe nede fra gulvet, men, det bliver ikke i aften.

ANNE-SOFIE SENDER EN sms til Signes mand da taxaen er kørt af sted med Signe. Hun tjekkede chaufføren ud. Tæt på 60 og med en rolig aura. Læste ham. Han er okay, og Signe kommer godt hjem. Hun kan høre Medina er i gang i det store atrium, men, hun skal ikke høre Medina. ‘Du skal heller ikke skide i egen rede, AS’ tænker hun. For helvede.

DA ALEXANDER FRIEDE, da tøvede hun ikke. Hun skulle bare trække vejr ind, men, han tog det for en tøven. Sagde, at han godt vidste at han måske ikke altid ville slå til for hende, med hendes drive, men, at han var okay med at hun gjorde andre ting, når bare han aldrig fik det at vide. Aldrig. Et frieri med et indbygget hall-pass. Hun sagde ‘ja-tak’. Og ‘okay.’ Og hun gør det sjældent, men hun gør det. Træder ved siden af. Men ikke på job. Her er facaden uden en sprække. Intet lys siver ind til mørket. Eller mørke ud i lyset. Og sgu da slet, slet ikke med Christopher som hun spiser frokost med og ser hver dag? ‘Hvis han er der, når hun kommer op og i kostume, så er han selv ude om det. Men, hvis ikke, så må hun ikke lede efter ham.’ Sådan. En aftale. Med sig selv. Det er dem man holder.

GRUPPEN FRA FØR er opløst og væk, ser hun, da hun træder ud ad elevatoren. Medina kan åbenbart stadig noget. Anne-Sofie bider sig i læben. Lettet og skuffet på samme tid. Ej, mest skuffet. Hun er så pisse liderlig, men, aftalen var at hun ikke måtte opsøge ham. Hun går mod sit kontor. Fem meter nede ad gangen går døren til toilettet op. Ud kommer Christopher. Han har sit skæg i hånden, men er stadig i kostume. Han er beruset, men ikke mere end hende. ‘Hey’ siger han smilende. Ikke flirtende. De står stille foran hinanden. ‘Jeg korrumperer en god mand’ tænker hun ‘men, han kan jo bare sige nej.’ Hun begynder at fnise. ‘Hvad er det sjove?’ En mand. Sige nej. Til hende? Hun fniser. ‘Ikke noget.’ ‘Du skal ikke høre Medina?’ Han ryster på hovedet. ‘Jeg er lidt på vej hjem.’

Hun nikker langsomt. ‘Men, ikke endnu.’ Han ser på hende. Fanger den ikke helt. Hun skruer op på elleve. Går tættere på ham. Hvisker i hans øre: ‘Hvis du tager dit skæg på igen, og kommer med mig ind på mit kontor, så vil jeg også gerne ønske et ønske. Af julemanden.’ Blodet bruser i hendes ører. Medinas lidt skingre stemme kan svagt høres i bygningen. Ellers er der helt stille på gangen. Hun presser sin overkrop mod ham. Ånder ham tungt i øret. ‘Men…du kan også bare tage hjem med det samme? Til alt det trygge?’ Hun trækker sig væk og fører en negl ned ad hans kind. Ridser ham ganske let. Han kæmper med sig selv, sin gravide hustru derhjemme, de små unger, og det er lidt uskønt at se på, men han har i virkeligheden aldrig haft en chance, udfaldet givet på forhånd, og han fumler lidt med skægget med skælvende hænder og et tungt hjerte. Får det på.

HUN LÅSER DØREN til sit kontor. Vender sig rundt. Ser på ham. Skubber sin kontorstol ud midt i kontoret. ‘Sæt dig ned.’ Han adlyder. ‘Det her, det der sker nu. Det sker ikke! Har du forstået det?’ Han nikker svagt. Og det kan godt være det ikke sker, for, det gør det naturligvis ikke, men – han glemmer det aldrig, det der ikke sker. Anne-Sofie strækker sig. Presser sine bryster mod kjolens tynde stof, rækker bag om, indenunder og får hægtet sin bh op. ‘Hvad siger julemanden?’ Han rømmer sig svagt. ‘Ho-ho-ho.’ Hun får viklet sig ud af sin bh. Står topløs foran ham, nyder hans blik, før hun trækker kjolens stropper på plads igen. ‘Dybere. Mere hæst’ siger hun lavmælt, mens hun vrikker sig ud af sine tynde, hvide blonde-trusser. Hans øjne følger det lille stykke tekstil mens han synker engang. ‘Ho-ho-ho.’

ANNE-SOFIE GÅR rundt om ham med en finger på først højre, så venstre skulder. Tager en runde mere. Tvinger to fingre ind i hans mund. Han sutter på dem. Hun fører dem op i sig selv, mens hun står foran ham, men uden kjolen er trukket op. Så stikker hun de fedtede fingre ind i hans mund igen. Han sutter grådigt på dem. ‘Så godt’ hvisker Anne-Sofie. Så sætter hun sig op på hans skød, med et ben på hver sin side af ham. Han er erigeret. Hun rokker frem og tilbage på ham mens hun snaver ham. Smager sig selv. Gnider sin våde fisse mod hans røde bukser, mod det hvide stof i skødet på hans jakke. Giver Santa en lap-dance der vil noget. Hun rækker ind. Får ham frem. Ser ned.

Hun er altid spændt på hvordan de ser ud. Hans er lidt længere end Alexanders men smallere vurderer hun. ‘Sig det’ klynker hun, mens hun drillende gnider sine kønslæber mod hans erigerede pik. Han er ikke helt med. ‘Sig det’ kommanderer hun, med en ildevarslende tone i sin stemmeføring. ‘Ho-ho-ho…Ho-ho-ho’ lyder det fra Christopher. Så brummer han højt, da Anne-Sofie glider i bund over hans pik. ‘Åh, hvor godt’ hvisker hun i hans øre. Hun rider ham. Hårdt. Hurtigt. Slikker hans kind. Bider i hans underlæbe. Hun trækker sine stropper ned, og han rør først forsigtigt på hendes blottede bryster. ‘Jeg går ikke i stykker. Ta fat mand’ stønner hun. Han bliver mere modig. Bøjer hovedet frem og sutter og slikker på dem. Anne-Sofie roterer på ham. Vrider sig helt ned i bund over ham. Kører op og ned. Stønner.

HUN ER SÅ tæt på, men hun kan ikke helt komme i mål. Noget er skævt, forkert. Øjnene. De er for rare. Det duer ikke. Ikke sådan her. Hun rejser sig op. Fejer nogle sagsmapper ned fra sit skrivebord, og bøjer sig hen over det med ryggen til ham, mens hun trækker op i sin kjole. ‘Knep mig.’ Hun banker én gang med knyttede knoer i bordet. Så to gange. Alexander kender ikke koden, så han trænger blidt op i hendes fisse, og det er også fint, og hun begynder at sex-snakke, og kan ikke stoppe sig selv. Det bare rabler af hende: ‘Jeg har været en slem pige. Får jeg så…åghhhh, fuck hvor godt. Får jeg så en gave? Hva? Sig det julemand. Jeg har været en slem, slem beskidt pige. Fucking sig det!’ Hans krop ryster, da han kommer i hende, men han får hende med, for han har fattet det, fanget pointen, og han akkompagnerer sin udløsning med et dybt og hæst ‘Ho-ho-ho’ der kommer helt nede fra sædlederne af.

ANNE-SOFIE SUNDER sig i tyve-tredive sekunder foroverbøjet med hvide knoer om skrivebordskanten. Lader orgasmen klinge af. Så rejser hun sig, vender sig rundt og tager skægget af Christopher. ‘Tak, julemand’ hvisker hun. Og hun kan ikke lade være. Måske har hun altid været mere tiltrukket af ham end hun vil være ved? Hun bøjer sig frem og kysser ham blidt, kærligt på læberne. Så trækker hun væk. Ser på ham.

‘NU SKAL DU ikke få det dårligt på vej hjem. Blive tynget i knæ af bondeanger eller noget, for det her, det skete ikke. Okay?’ Han nikker. Så går hun hen og låser sin dør op. ‘Åh, og Christopher?’ Han ser op, som han er ved at lyne sine bukser under julemandsdragten med synlige, mørke fedtede pletter på stoffet: ‘Selv om der ikke skete noget, så ville jeg nok sende kostumet til rens inden d. 24. Eller købe et nyt?’ Han nikker. Da hun har fået sine trusser på og monteret sin bh igen er han væk.

HUN KAN MÆRKE Christophers sæd glide ud af sig, som hun bøjer sig frem og vinker halvt ind i kabinen i taxaen på parcelhusvejen i Valby. Chaufføren vinker igen. Blinker, drejer ud. Anne-Sofie står lidt i den frostklare nat foran deres parcelhus. Mere fuld end hun vil indrømme for sig selv. Noget i genboens have fanger hendes blik. En sen hundelufter kommer gående med sin telefon i hånden, hundesnoren om halsen og hunden gående frit. Hunden får øje på det samme, som hun ser på, og går hen til de tre næsten meterhøje havenisser i genboens forhave med lys i. ‘Ho-ho-ho’ siger monstrene med forskellige stemmer, da hunden aktiverer fotocellerne. En kakafoni fra helvede. Anne-Sofie knytter hænderne, men hun magter ikke at gøre noget ved det lige nu. Det er sent.

Hun tumler ind i huset og ind i sengen til Alexander efter at have fået sin sorte kjole af. Hun fanger noget af spermen fra sit inderlår med en pegefinger. Slikker det i sig. ‘Julemandssæd’ tænker hun. Tanken gør hende arrig og tom og ked og liderlig, men hun falder i søvn, før hun får gjort noget ved det.

DET ER LANGT oppe af formiddagen, da hun vågner med tør mund og en hovedpine af en anden verden. Hun sluger to piller med koldt vand fra vasken i køkkenet efter at have taget et hurtigt bad, og taget løse joggingbukser og en af Alexanders hættetrøjer på over en tynd T-shirt. Trøjen dufter af ham. Det føles rart. Hun åbner køleskabet, men det er fyldt med sunde, nærende ting. Ikke hvad hun har brug for. Der står et neonrør over hende og blafrer med McDs logo og hendes krop skriger på junkfood og cola.

ALEXANDER KOMMER IND i køkkenet, stadig i sit træningstøj. For en gangs skyld er det ikke hans øjne hun ser på, som det første, men de brune poser han holder i sin hånd, med det velkendte logo med det buede M. ‘Jeg tænkte, at du kom så sent hjem, så du måske var ude og ramme en hegnspæl, og så ved jeg jo at du har brug for…’ han ryster med poserne. Anne-Sofie bare ser på ham. ‘Du er en bedre mand, end jeg fortjener.’ siger hun. Ærligt. Næsten rørt. Alexander rødmer svagt. Anne-Sofie får ikke dårlig samvittighed over Christopher, for, hall-pass er hall-pass, men, det er sgu alligevel tæt på.

HUN TYRER FRITTER og burger ned og skyller efter med jordbær shake. Colaen slæber hun ind i sofaen mens hun giver sig selv lov til at forsvinde i fiktionens verden, og snart er der læger og intriger og “Greys Hvide Verden” og da det er allermest spændende og violinerne giver den gas, da sover hun tungt i sofaen. Alexander lægger et tæppe over hende.

ANNE-SOFIE ER FAKTISK på vej i seng samme aften, efter at have arbejdet i fire timer, da hun kommer i tanke om havenisserne. Nu hvor hun tænker på dem, så synes hun også hun kan høre dem, og hun kan ikke få dem ud af sit hoved og ikke sove mens de står der og griner i mørket. ‘Hvad skal du?’ Alexander er overrasket, og følger efter hende, da hun har taget sneaks på og går ud i deres garage og leder på hylderne. Han har fjernet det. Klog af skade. Hun mærker sit temperament. ‘Har du flyttet dit baseball bat?’ Hendes grønne øjne gnistrer vredt, og hun skal lige til at sige noget som et normalt menneske ville fortryde sekunder efter ordene, er landet i luften, men så ser hun Alexanders gamle baseball bat på hylden præcis hvor det plejer at ligge. ‘AS! Er det nu nødvendigt?’ Hans stemme er bønfaldende. ‘Hvert år? Det er jo næsten sindssy….’ Anne-Sofies øjne glimter vredt, og hun fryser midt i sin bevægelse. ‘Hvad sagde du?’

Han svarer ikke. Hun retter sig op med battet i et fast greb i sin højre hånd. ‘Alex, elsker du mig?’ Han nikker. ‘Af hele mit hjerte.’ ‘Så lev med mig!’

HAN FORSØGER IKKE at stoppe hende, men træder til side. Anne-Sofie lægger battet over sine skuldre og går ud af garagen med langsomme skridt mens hendes arme hviler på enderne af battet. Roligt. ‘Det er næsten det fedeste’ tænker hun. Forventningens glæde.

DER ER TRE, en mor, en far og en lille hjælper. De byder hende velkommen i den frostklare nat. ‘Ho-ho-ho’. Hendes øjne eksploderer som hun i en glidende bevægelse får battet ned fra skulderen og i et fuldendt sving træffer faderen lige i hovedet. ‘Ho-ho-fucking-ho’ hvæser hun. Slag nummer to splintrer den største af nisserne. Døren ind til genboen går op. ‘Anne-Sofie, hvad laver du?’ Hun ser ikke op, men taler som hun svinger for tredje gang.

‘Reagerer udadvendt!’

Svinget rammer perfekt. Nisse-mor bliver til datid. Anne-Sofie er let forpustet. Stopper. Hviler sin krop på battet som hun støtter mod græsset. Justerer sit ansigt, finder nabo-masken, ser op. ‘Birgit, sidste år var de med lys og det var slemt nok. Men havenisser med lyd? Det er jo bare sindssygt konfliktoptrappende.’ Birgit betragter hende let hovedrystende over brillen med et glas rødvin i hånden. De står lidt.

‘Må jeg…må jeg også lige ordne den sidste?’ Birgit smiler. ‘Ellers får du vel ikke sovet i nat? Hvis du ved han står her og lyser på plænen?’ ‘Tak. Kan du ikke fortælle hvor jeg køber nye til dig?’ ‘Jeg købte to sæt i år, så det er der styr på. Og ja. Jeg sætter dem først op to dage før jul når I er på vej til Thailand. Bare rolig.’ Anne-Sofie smiler. ‘Sender du mig en MobilePay anmodning?’ Birgit er foran. ‘Skat, det gjorde jeg allerede da jeg så dig gå over gaden. Vil du med ind og have et glas vin når du er færdig?’ Anne-Sofie ryster på hovedet. ‘Alexander er ved at skide grønne grise, så jeg må over til ham.’ Birgit nikker. Skutter sig i den frostklare aften. Lukker døren.
Historien fortsætter under reklamen

DET JOVIALE GÅR af Anne-Sofie, nu hvor hun er alene i forhaven og smider masken.

Hun træder et skridt hen foran den mindste havenisse, der er omkring 80 centimeter høj og med barnlige, røde kinder og et åndssvagt smil. Den kvitterer med et infantilt ‘Ho-ho-ho’, da hun aktiverer fotocellerne med sin krop. Hun tilter sit ansigt ned til hver sin side med langsomme bevægelser, og grønne øjne der flammer vredt i mørket, mens hun betragter den med en knude af had i maven. Lader enden af baseball battet hvile mod nissens kind. Næsten som et kærtegn. Puffer lidt til den. Blidt. Den svajer.

‘Hvad sagde du, din fucking lille luder?’ hvisker hun hæst.

Træder et skridt baglæns, så frem og mens fotocellerne igen bliver aktiveret svinger hun samtidig køllen med hele sin krops fylde og smadrer ansigtet på den formastelige, kitschede nisse.

‘Ho-ho…’

(2 af 4)
Læs næste afsnit