Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Sommeren 1935 var en rigtig dansk sommer af den slags, man altid hører om som “i min barndom var der somre til”: Varm og tør. Jeg havde taget min mellemskoleeksamen med pæne karakterer og som belønning bestemte far, at jeg skulle have en rejse til Paris. Selvfølgelig kunne den 15-årige ikke sendes af sted alene til “byernes by”. Mor plagede far om at tage med, men han undslog sig.

– Jeg har travlt, kære Aase. Det véd du udmærket. Axel og du får meget mere ud af den tur, hvis I tager alene af sted. Du vil se kunst, historiske steder og museer. Axel sikkert også. Det vil være værdifuldt for hans videre skolegang. De ting er jo ikke lige noget for mig. Og jeg kan ikke så godt skyde Paris ind under “forretningsrejse”, eftersom vi ikke har en eneste kunde i Frankrig.
– Jamen, så kan vi da tage til Berlin, Hermann! sagde mor, vel vidende at Tyskland var fars foretrukne forretningsland.
– Nej, en Parisertur er en Parisertur. Det har vi lovet Axel. Den skal han ha”.
Og derved blev det. Far fulgte os til Hovedbanegården og vinkede med stråhatten, lige indtil det splinternye røde lyntog – det var første gang jeg så sådan ét – var forsvundet helt ude under Dybbølsbroen. Vi rejste selvsagt på 1.klasse. Andet var utænkeligt i “de bedre kredse” – tænk, hvis nogen skulle se fru Aase & søn stige op i 2.klasses vognen – for slet ikke at tale om “fællesklasse” – et udtryk, De Danske Statsbaner havde indført for ikke at virke forhånende og provokerende overfor “de jævne folk”, som var henvist til 3.klasse.

Da vi passerede Roskilde, sagde mor, at “nu skulle vi hen og se, hvad spisevognen havde at byde på”. Jeg anførte, at vi vist ikke kunne nå at spise, inden vi skulle gå ombord i Storebæltsfærgen. Mor lo og fortalte mig, at lyntogene netop havde deres navn, fordi de var lynhurtige. Dels blev de som noget helt nyt kørt ombord på færgerne i Korsør og blev ført over til Nyborg, dels havde kong Kristian X måneden før indviet Lillebæltsbroen, som sparede togene for transporttiden med at sejle fra Strib til Snoghøj. Vi behøvede altså slet ikke forlade toget før Fredericia, hvor vi skulle skifte til det direkte tog til Paris. Vi spiste et herligt måltid, inden vi atter indtog vore pladser. Fra spisevognen nød vi udsigten, mens toget passerede Lillebæltsbroen – med nedsat fart. Den var åbenbart ikke bygget til lyntogstempo. I Fredericia skiftede vi til sovevognstog. Det skulle i nattens løb bringe os til omkring den tysk-franske grænse, så vi efter en god nats søvn allerede næste formiddag kunne stige ud på Paris” hovedbanegård. Oh, hvilket tempo havde ikke de nye tider, den nye teknologi bragt menneskeheden. Samt mor og mig. Lyntoget holdt på perronens ene side. Sovevognstoget på den anden. En drager sørgede for at flytte bagagen fra det ene tog til det andet. Mor ville dog ikke gå ind i sovekupeen, før hun havde forvisset sig om at alle vore 4 kufferter var sikkert ombord i “Natpariseren” – som den allerede dengang uofficielt kaldtes.

Sovevognskupeen var snæver med to køjer over hinanden. Da vi havde indrettet os – mor foretrak underkøjen, jeg fik overkøjen (køjerne var så smalle, at jeg forudså en nat uden de efterhånden ellers næsten rituelt tilbagevendende glæder før vi begge lagde os til at sove i hver sin seng. Den tid var forbi, hvor jeg fik lov at blive liggende hos mor til Marie kom med morgenbakken). Vi sad i 1.klasses kupéen og læste i hver sin rejsebog om Paris. Det var jo endnu ikke sengetid. I hvert fald syntes mor netop denne aften at have oceaner af tid. Mor pludrede om alt det, hun længtes efter at vise mig i det skønne Paris. Jeg glædede mig til at favne mor. Set i bakspejlet har jeg nok været ved at blive lidt småliderlig. Jeg husker i hvert fald en spirende jalousi over herrernes stjålne sideblikke til den smukke frue – og hendes svulmende barm under den tækkelige rejsedragt.

– Jeg glæder mig til at gense Paris, sagde mor. Og jeg glæder mig til at vise dig det hele, min dreng. Det er snart mange år siden, far og jeg var dernede. Gad vidst om Louvre og Eiffeltårnet, Tuillerierne og broerne er som de var dengang!
– Det er de utvivlsomt, kære mor. Ellers ville vi have læst om det i aviserne.

Vi hyggede os som altid i hinandens selskab, og det var tydeligt at se på de øvrige passagerer, at de glædede sig på mors og mine vegne og dertil i deres stille sind frydede sig over at se et så inderligt og kærligt forhold herske mellem denne mor og hendes forventningsfulde og åh, så velopdragne dreng. De kunne jo ikke vide – og utvivlsomt end ikke forestille sig – hvor nært et kærlighedsforhold, og hvilken slags, som ventede den smukke unge mor og hendes store søn bag den aflåste sovevognskupédør, når det blev sengetid.
– Kære mor, sagde jeg, vi skal vel ikke kun se på museer?
– Hvad mener du, min dreng?
– Åh…jeg har hørt, at der også er andre ting at opleve i Paris!

Mor spillede uforstående, men hendes rødmen viste, at hun udmærket vidste, hvad jeg tænkte på: Det frække Paris. Hun næsten hviskede, da hun svarede:
– Du skal nok få lov til at se det hele, Axel.
Nu havde jeg fået lyst til at drille hende, så jeg talte slet ikke så lavmælt, da jeg stillede næste spørgsmål: – Skal vi så også på natklub og se på frække damer!
Et par herrer i kupeen trak næsten umærkeligt på smilebåndet ved mit drilleri og mors rødmen. Et par damer kiggede bornert ned i deres medbragte “Familie-Journalen”. Mor så ud som om hun kunne have kvalt mig på stedet.

– Den slags må vente til en anden gang, Axel. Husk, du er kun 15 år!
Jeg gik ikke videre, og lidt efter lidt koncentrerede herrerne sig igen om deres “Nationaltidende” og “AftenBerlinger”, ligesom damerne genoptog deres endeløse og ligegyldige palavren. Ved Padborg standsede toget i længere tid. Konduktøren med sin flotte sorte uniform med guldknapperne stak hovedet ind i hver kupe og bad herskaberne begive sig til deres sovevognskupeer for pas- og toldkontrol. Danske grænsegendarmer kom ombord for at kontrollere vore pas og transitvisa. De fulgtes af venlige, danske toldere, som omhyggeligt spurgte hver enkelt ud om, hvad vi havde med i vores bagage.

– Kære frue! De må indstille Dem på at skulle ud af toget på den tyske side af grænsen og udpege Deres kufferter for den tyske toldkontrol, sagde den venlige, danske toldembedsmand med et smil. De derovre er jo lidt mere omhyggelige, end det forventes af os. Så hvis De har noget som helst “tvivlsomt” med, vil det være bedst for Dem selv at sige det her, så vi kan få det fjernet fra Deres bagage, inden grænsen passeres.
– Jamen, det har jeg ikke. Jeg kender reglerne, sagde mor, min mand rejser jævnligt på forretningsrejse til Berlin, så…han kender turen.
– Udmærket, frue!

I vore dage tænker folk vel kun i spiritus og cigaretter – og måske pornoblade og film, men det var slet ikke den slags, den pæne, danske embedsmand advarede om til en fin frue. Næh, det var ganske andre ting: Politisk propaganda imod naziregimet, som adskillige rejsende den gang prøvede at smugle ind i Tyskland.
Eller det kunne være en bog som Hartvig Frischs “Pest over Europa” og den slags. Eller blot bøger af jødiske forfattere som Erich Maria Remarque eller Thomas Mann. Bøger, som en almindelig dansker ikke ville have set på som “forbudte bøger”, men som tolderen vidste kunne afstedkomme besværligheder for en rejsende. Men mor vidste åbenbart god besked med de dele.

Efter denne pause, satte toget sig atter i bevægelse. Kun for et lille stykke længere fremme påny at gøre holdt. Nu var det tyske politifolk og toldere med deres storsvungne kasketter og Heil-Hitler-hilsen i hver kupe, som gentog pas-, visum- og toldseancen fra før. De tyske øvrighedspersoner var sandelig betydeligt mere omhyggelige med deres kontrolopgave. Pas og visa blev studeret meget nøje og hver enkelt passagers papirer blev checket af med store maskinskrevne lister, de havde medbragt. Efter kontrol af håndbagagen måtte alle som én ud på perronen, hvor vore kufferter var læsset ud og lagt op på en slags faste brikse. En efter én måtte vi udpege vore kufferter og rejsetasker og se til, mens Adolf Hitlers sortuniformerede politifolk og toldembedsmænd med hvide handsker åbnede hver enkelt kuffert og gennemrodede den. Et par passagerer fik ikke lov at fortsætte. Deres bagage blev læsset på trækvogne, mens de selv blev ledsaget af hver to betjente ud af perronen. Vi så dem ikke igen. Alle øvrige fik lov at gå ind i toget igen.

Endelig…endelig satte toget sig tøf—tøf—tøf i gang påny.
– Nu skulle der så ikke være flere problemer, udbrød mor lettet.
– Vær ikke sikker på det, frue, sagde en herre i restaurationsvognen, hvor vi var gået hen for at få en kop kaffe.. Det hele gentager sig formentlig ved den tysk-franske grænse.

Derimod var der ingen, som sagde et muk om, at man også kunne risikere ekstra stop og stikprøvekontrol under selve rejsen gennem det nazistiske Tyskland. Dette sidste skulle vise sig at berede mor og mig en overraskelse. Herom senere. Efter en “godnatdrink” (jeg fik lemonade!) sagde mor, at nu var det sengetid, og vi gik gennem det let slingrende tog til vores sovevognskupé. Jeg glædede mig til at have mor for mig selv, uden at skulle tænke på, om nogen hørte eller så os. Tænk, alene to i de næste 14 dage. Mor bemærkede, tilsyneladende uden at fundere dybere over det, at kupédøren nok kunne lukkes indefra, men ikke låses. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig at noget menneske – med eller uden embedsmandsstatus – kunne finde på at åbne kupédøren uden forinden at banke på og afvente.

Pladsen var meget trang i sovevognskupéen.
– Jeg sætter mig på min køje, mens du klær dig af, Axel, sagde mor efter omhyggeligt at have hængt jakken til sin rejsedragt på bøjle i det mildest talt meget smalle skab. Som sagt så gjort. Jeg tog mit tøj af. Plusfours”erne var så besværlige, men til sidst stod jeg dér i underbukser og ville til at krybe op i min overkøje.
– Nej, Axel. Sæt dig her, mens jeg klæder mig af, sagde mor.

Jeg fulgte hendes afklædning med store øjne. Jeg havde tusinder af gange mærket mors varme og dejlige krop i sengen. Set hver eneste kvadratcentimeter af den, når vi lå sammen. Kendte og elskede hver tomme af hende. Men nu sad jeg her og så hende for første gang klæde sig af.

Stykke for stykke…jamen, hvor var hun dog langsom med den afklædning i aften…så jeg hende tage sit tøj af. I dag kan jeg udmærket se, at det skete netop på den måde, som kan provokere end mand. Min pik løftede ganske lidt på sig i underbukserne.
Først krøb hun ud af nederdelen, så at hendes flotte røv (far kaldte den “pariserrøven”) kun var dækket af silkeunderkjolen og derunder sikkert blondetrusser. Så løftede hun underkjolen (den var af sort silke med blonder ved ærmegab og underkant), så “pariserrøven” nu kun var dækket af underskørtet og utvivlsomt blondetrusser.

Mor var i sandhed en flot kvinde. Lige nu kiggede hun hele tiden stjålent på mig. Havde øjnene stift rettet mod det sted, hvor noget andet var ved at blive stift. Og krøb så langsomt ovenud af underskørtet. Det var netop dér, jeg fik min overraskelse: Mor havde ingen bukser på! Gik med fissen splitterravende nøgen under alt det tækkelige tøj. Årv, hvor frækt. Min pik stod som…som…som Eifeltårnet.
Jamen, hør nu her! Jeg havde set den fisse hundredvis af gange. Havde slikket og kælet den. Presset min drengepik op i den så godt som hver eneste nat i mange år. Og så kunne jeg alligevel blive så stanghamrende liderlig ved at se den blive klædt langsomt af! Det undrede mig.

Åh, jeg trængte til at favne hende. Men jeg holdt mig i skindet. Forestillingen, mors strip-tease-show for sin søn, var tydeligvis ikke færdigt endnu.
Mor tog front direkte imod mig, førte hænderne om på ryggen for derpå meget langsomt at tage brystholderen af. Hun fjernede nok BH”en, men lige i det øjeblik, jeg troede, at nu..nu…nu fik jeg de dejlige modne bryster at se i al deres skønhed, viste det sig at BH”en faldt, men brystvorterne skjulte hun med hænderne. Hun rystede ikke babberne, som jeg mange år senere skulle se de rigtige striptease-danserinder gøre det. For så ville det have set ud som et show. Det gjorde det ikke. Måske tog hun blot hver aften sit tøj af på den måde. Jeg anede det ikke. Men så fjernede hun sine velmanicurerede hænder fra brysterne, én efter én tog hun sine hænder væk. Da var jeg på nippet til at fare op og tage dem i mine hænder og kysse de strittende vorter.

Dér stod min dejlige mor i bare babber, bar fisse – den var rødhåret som mors hovedhår, men det vidste jeg jo alt om i forvejen – og kun med silkestrømper og sort hofteholde på. Mor havde aldrig villet gå med korset. Hun vendte “pariseren” direkte imod mig, da hun løsnede først den ene silkestrømpe fra hofteholderen, så den anden, hvorefter hun langsomt….åh, for satan så langsomt… rullede den ene silkestrømpe nedad, først låret, så knæet, så underbenet for så, da hun skulle fjerne strømpen fra foden at stå i den mest udfodrende bagstikkerstilling, en mand kan forestille sig. Sådan havde jeg aldrig før set min mor! Mellem balderne kunne jeg se både det lille, brune røvhul og de røde hudstykker fra hendes inderste skamlæber kigge frem mellem alle de røde hår på fissen.

Disse udtryk er beskrivende ord fra i dag. Den slags ord og udtryk tænkte 15-årige Axel anno 1935 slet ikke i. Han var bare forelsket og liderlig og stolt og glad over at have verdens dejligste mor, verdens skønneste kvinde, verdens frækkeste tøs lige foran sig, på gribeafstand – tydeligvis stolt over at vise sig frem for sin store dreng, sin søn, sin elsker.
På det tidspunkt havde jeg glemt alt om at tage en kvinde bagfra. Mor og jeg brugte altid enten “missionærstillingen” eller hun red mig – siddende som spiddet på sin store dreng, der lå på ryggen i hendes seng (den stilling elskede hun “Åh, Axel, du når så langt op i mig på denne måde”). Ellers var jeg faret frem og havde givet mor en bagstikker. Min pik var helt uregerlig derinde i underbukserne. Tænk, at noget så velkendt kunne opflamme lystens centre så ufatteligt.

Mor var meget, meget længe om at få højre silkestrømpe af. Endelig…endelig vendte hun sig om imod mig. Kiggede mig dybt i øjnene, og holdt mit blik fast, mens hun tog hænderne op til den anden silkestrømpe, som stadig sad smukt på hendes venstre lår. Pludselig satte hun sig ned på det lille, udslåede klapbord ved vinduet, lænede sig tilbage (som Marlene Dietrich i “Den sorte Engel”, men uden blondetrusser og høj silkehat). Alt hvad mor endnu havde på foruden venstre strømpe var den sorte hofteholder.

Langsomt…for satan hvor langsomt…. rullede hun strømpen ned ad benet. Da hun nåede til anklen og foden, løftede hun hele det strakte ben op foran mig – og hendes rødhårede fisse kiggede mig lige i øjnene! Sådan blev hun siddende i flere sekunder – mens min pik dansede polskdans i underbukserne. Og det så hun udmærket. Så mor vidste aldeles sikkert, hvad hun indlod sig på, da hun efter at have smidt strømpen på gulvet, vendte sig om, lagde sig ned over klapbordet og sagde:
– Axel! Kom herhen og hjælp mig med at åbne min hofteholder!

I netop dét øjeblik vidste jeg med sikkerhed, at dette ikke havde været mors sædvanlige afklædningsmåde, men at det var et show til ære for mig – for os. Jeg rev mine underbukser af i den brøkdel af et sekund, det tog at nå hen til mor, der lå med albuerne hvilende på det lille klapbord og den nu helt afklædte pariserrøv vendt op imod mig. Jeg spildte ikke tid på at fjerne nogen hofteholder. Manglende viden om “hvordan” blev erstattet af bedækningsinstinktet “sådan”.
Med ét hug hamrede jeg min 15-årige stålstive sønnepik direkte ind i mors drivvåde og ventende fisse.
Åh, for et ridt! Ingen tid til kærtegn. Kun ren og uforfalsket brunst. Vore højder passede som fod i ….nej, som pik i kusse (“Lille Axel” var efterhånden blevet 175 cm høj!). Mor var klar til mit stød. Havde vidst, at hun havde drevet mig til den yderste grænse af, hvad jeg kunne modstå. Da min pik hamrede ind i hende, gav hun den et modstød, som må have fået den til at nå hende helt op i mavemunden. Var det en-to-tre eller var det fire stød – mere var det i hvert fald ikke – før jeg med et brøl skød hele min opsparede spermladning ind i hende. Vi kom begge to i samme sekund. Mors orgasmehyl må have kunnet høres i hele sovevognen. Sammen nåede vi lykkens tinde for Gud-ved-hvilken gang i vort sexuelle samliv.

Men for første gang – men bestemt ikke sidste – gang i den stilling, som nok er menneskets oprindelige – og stadig dyrenes. Da kræfterne forsvandt, faldt jeg med hele overkroppens vægt ned over mors ryg, og hun med vor fælles vægt ned over klapbordet. De bygger solidt, disse togvognsbyggere.

Sådan stod vi et øjeblik, før vi rejste os. Mor drejede sig omkring, lagde armene om min hals og kyssede mig som ingen mand før eller siden er blevet kysset. Det var lige før den rejste sig igen. Men jeg lod det blive ved “lige ved”. Trætheden gjorde benene til gelé. Det var lige ved at være svært at krybe op ad trappen til overkøjen. Pyjamas”en blev liggende pænt sammenfoldet ved hovedpuden. Mor sov som altid – og som mange år senere også Marilyn Monroe – kun i “Chanel nr.5”.

– Synes du, det er forfærdeligt, Axel, at vi bliver ved med at gøre dét sammen?
– Hvad mener du, mor?
– Åh, en gang imellem har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg sådan ligger i med min egen søn. Mit eget kød og blod.
– Du går for meget i kirke, mor, sagde jeg med den munterhed i stemmen, som kan opbydes ovenpå sådan en intenst lynpræstation. Stryg din dårlige samvittighed. Jeg er så lykkelig med dig. Du er verdens dejligste mor. Når jeg hører mine jævnaldrende tale om den slags, tænker jeg tit: “Åh, de stakler, som aldrig har prøvet at elske rigtigt med en rigtig, varm og vidunderlig kvinde. Godt at min mor har vist mig den side af livets lyksalighed.”

Det vil jeg glæde mig over hvert sekund, lige til min dødsdag, mor. Det eneste problem, jeg har i den forbindelse, mor, er tanken om, hvordan jeg til sin tid finder en kæreste, en kone, der ikke bliver en skuffelse.

Der blev en lang…meget lang…pause. Ingen lyd kom nede fra mors køje. Kun den søvndyssende lyd hørtes af jernbanevognenes hjul over skinnesamlingerne…dadadum, dadadum, dadadum…
Pludselig fornemmede jeg en svag snøften dernede fra. Græd mor eller hvad?
Jeg svang benet ud over sengekanten. Kræfterne var så småt vendt tilbage til min krop – 15-årige er hurtige på det felt. Jeg satte mig på mors sengekant. Jo, mor græd ligeså stille.
– Jamen, mor, du må ikke være ked af et. Der er ikke…
– Jeg er ikke ked af det, lille Axel! Jeg er simpelthen så lykkelig. Du kan sige det så smukt. Har du det virkelig sådan med mig?
– Ja, mor – og sådan vil jeg altid have det. Hold nu op med at græde, mor! Husk vi har mere end 14 dage alene sammen i Paris. Det bliver en helt vidunderlig ferie.
– Jamen, du vil jo ud og se på frække damer, Axel!
– Hold nu op, mor. Det var noget, jeg sagde for at drille dig. Jeg har rigeligt med “fræk dame” i dig mor.
– Nej, for du har nok ret. Jeg må ikke lægge alenebeslag på dig. Du skal også se andre piger end din mor…
– Det har jeg faktisk allerede gjort, mor.
– Har du det…nå, ja…det med Gerda….
– Det er vist noget, du og jeg er enige om ikke oftere at tale om. Ikke?
– Jo, Axel.
– Det var nok derfor jeg lokkede dig med mit eget lille striptease-show i aften.
For at du ikke skulle behøve at….
– Du må selv tage følgerne, hvis du opfører det igen, mor.

– Tænk ikke på “følgerne”, Axel. Efter den forskrækkelse fra ferien i Rom, har jeg ikke een aften undladt at sætte mit pessar op.
– Tror du ikke, jeg véd det, mor. Jeg har da set æsken i din natbordsskuffe. Tror du, jeg turde elske dig så godt som hver nat uden beskyttelse, hvis ikke du…
– Jeg har også købt preservativer til dig, Axel.
– Hvad skal jeg bruge dem til. Jeg véd ikke en gang, hvordan man sætter sådan én på.
– Det skal jeg nok lære dig. Det er det, der bedst beskytter mod kønssygdomme, og man kan aldrig være for forsigtig….når man er i Paris!

– Sig mig, mor, er du ude på at lokke mig på bordel?
– Lige netop, Axel. Dels SKAL du prøve andre damer end mig. Det skylder jeg dig som mor. Dels skal du opleve, hvor tomt og indholdsløst det kan være at gøre det med en “købedame”.
– Hvor véd du dét fra, mor?
– Det kan jeg tænke mig til.
– Er det noget, far har fortalt dig?
– Far og jeg taler aldrig om den slags.
Jeg kyssede mor, varmt og kærligt. Fortalte hende for 117.gang hvor meget jeg elskede hende, og krøb op i overkøjen. Der gik højst et par minutter efter vort “Godnat, sov godt, min elskede”, før i hvert fald jeg sov ind i den alt andet end magelige overkøje.
Jeg aner ikke, hvad klokken var, da jeg trængte til at komme på toilettet. Jeg krøb ned, greb min kimono, vandrede ned ad gangen, og kom tilbage efter velforrettet ærinde. Mor lå vågen, da jeg kom tilbage. Hun greb ud efter mig, tog min hånd i sin og sagde:
– Sæt dig lige her på køjekanten, Axel. Der er noget, jeg må fortælle dig! Som sagt så gjort. Jeg var halvsøvnig, men ville ikke skufe mor.

– Hvad er det, som er så vigtigt, mor?
– Du husker det, jeg sagde om preservativerne.
– Ja, men…
– Det vil jeg gerne have lov at vise dig…lige nu.
– Jamen kræver det ikke, at…at …at den er stiv?
– Jo, Axel. Men kan du da slet ikke få stådreng lige nu?
– ???
– Rejs dig og stil dig her ved mit hovedgærde.
Jeg gjorde som mor sagde. Fornemmede, at hun havde planer med mig. Og ganske rigtigt. Da jeg stod dér, lænede hun sig liggende ud af køjen og tog min netop tømte tissemand i munden. Det var hun utroligt god til. Det vidste jeg alt om. På mindre end ét minut stod jeg der foran fru Nielsen med en ståpik som…som…ja, som en 15-årig dreng. Mor satte sig op i køjen, svingede benene ud og satte en fod på hver side af mine ben og suttede videre på den nu hel-stive drengepik. Så stak hun hånden ind under sin hovedpude og tog en gummidims frem. Den lignede en sammenrullet ring med låg på – og i låget en slags ekstratut. Jeg havde faktisk aldrig set et preservativ før. Så tog hun munden væk fra pikspidsen, kiggede op på mig, mens hun satte dippedutten på pikspidsen og begyndte at rulle den på som…som…ja,som et preservativ nu en gang skal rulles på

– Sådan, Axel,sagde hun. Sådan rulles den slags på.
Jeg var blevet godt liderlig ved hendes befamling af mit lem og fornemmelsen af den rullende gummiring ned over hovedet og skaftet, så da mor førte sin mund ned over pikhovedet og tog hele den gummidækte fyr langt ind i munden – som hun så tit havde gjort det, blot uden gummiet på – var jeg på nippet til, at….

Lige netop i det øjeblik blev kupédøren revet op!
I døråbningen stod to sortuniformerede mænd (jeg opdagede senere, at de må have tilhørt det så frygtede sortuniformerede “Allgemeine SS” – kaldet Gestapo eller Det hemmelige Statspoliti). Selvfølgelig blev vi begge forskrækkede, både mor og jeg. Både over at døren overhovedet blev åbnet uden forudgående banken-på, og selvfølgelig over at være blevet afsløret i denne ret afslørende position mellem en mor og hendes dreng.
Jeg stivnede. Kunne slet ikke foretage mig spor.
I det øjeblik viste mor sig som den iskolde overklassefrue, hun altså også kunne være. Hun tog sin mund væk fra min pik, drejede ansigtet og sagde på utvivlsomt fejlfrit tysk:
– Hvad i alverden bilder De Dem ind? Bryder De ind til en dame af diplomatiet og hendes mindreårige søn uden så meget som at banke på? Det skal blive indberettet så snart vi når frem til det danske gesandtskab! Vil De øjeblikkelig….

Hun behøvede overhovedet ikke sige mere. De to SS-officerer rakte højrearmene op til Hitlerhilsen og smækkede kupédøren i som om det var dem, ikke os, der var taget om jeg så må sige med bukserne nede. Mor smilede op til mig, tog igen min pik i munden og efter en kort sutning, rejste hun hovedet og sagde:
– Kære Axel (denne gang sagde hun ikke “lille Axel”). Sådan gør man det. Må jeg nu se, at du selv kan gøre det.

Derpå rullede hun gummimanden af igen – det gjorde lidt ondt, fordi nogle af hårene blev rullet ind i gummiet – smed den i askebægeret, og fremdrog fra gemmestedet under hovedpuden et nyt, sammenrullet preservativ. De fleste vil nok tro, at stivheden var forsvundet ved de to SS-mænds indtrængen, men sådan var det ikke. Jeg var faktisk end ikke nået at blive forskrækket. Pikken stod så stiv som før, og jeg prøvede temmelig klummerfingret at rulle gummiet på. Det gik ikke rigtigt.
– Prøv med en ny, Axel! udbrød mor og tog nattens 3.preservativ frem fra hovedpuden. Og det gik
– Vil du gerne prøve at gøre mor glad med sådan én på, sagde hun.
Og få minutter efter lykkedes det os at gøre det i den smalle underkøje. Jeg kunne faktisk ikke mærke nogen forskel. Da den sprøjtede, føltes det lige dejligt for mig. Åbenbart også for mor, for hun stønnede, sukkede og gav sig hen i orgasmens lyksalighed – fuldstændig som hun plejede, når den gik på hende – uden at jeg havde gummi på pikken. Der lå jeg så med en slatten tissemand og det dumme gummi hængende med tutten fuld af sperm – og vidste ikke, hvad man gør. Men det vidste mor. Hun drejede sig omkring, så på de sørgelige og slatne rester af pik og gummimand, og så så sagde hun:
– Se så her, Axel. Nu trækker du den forsigtigt af og slår en knude på tingesten, så spermen ikke løber til alle sider…og så smider vi den i affaldsspanden. Næste gang du bruger den slags, kan du det – og enhver erfaren kvinde vil forstå at vise dig, hvor den skal smides. Ikke bare ind under sengen. For det vil være ækelt at røre ved dagen efter for enhver kvinde. Den høflighed skylder du hende, at du rydder pænt op efter dig.

Vi nåede den fransk-tyske grænse i de tidlige formiddagstimer. Hele kontrolseancen fra den dansk-tyske grænse gentog sig, blot med omvendt fortegn. På den tyske side blev bagagen igen kontrolleret og gennemrodet i alles nærvær. De to SS-mænd, som havde åbnet vores kupédør og fået en tilrettevisning af mor, var der begge, men de holdt sig på behørig afstand… havde travlt med kontrol oppe i den anden ende af perronen.

Da toget satte sig i bevægelse igen, ventede vi, at det ville stoppe efter få hundrede meter for at blive gennemrodet af franskmændene. Men sådan var det ikke. Efter 15-20 minuttrers kørsel ind i Frankrig, blev der pænt og militærisk banket på vor kupédør, og da mor råbte Éntré Vous, Messieurs!” kom to pæne, franske myndighedspersoner ind, kontrollerede vore papirer, gjorde honnør til skyggen af den karakteristiske runde kasket – og lukkede døren. Derpå gik mor og jeg i spisevognen for at få morgenmad. Ved middagstid rullede toget ind i Paris “Gare du Nord”.
Mor og jeg var i Paris – byernes by! Og ikke mindst – lastens by. Det skulle vise sig, at det blandt andet – blandt andet – også var derfor, vi var der.
Men mor insisterede på, at vi sandelig først skulle se Eiffeltårnet. Og Louvre. Og Notre Dame. Og Sacre Coeur-kirken. Og…..
–
Jeg går hurtigt hen over Invalidekirken med Napoleons grav, Triumfbuen, Eiffeltårnet, broerne og statuen af Frihedsgudinden (Indtil mor fortalte mig noget andet troede jeg for resten, at den stod i New York. Men den amerikanske er såmænd kun en kopi, skænket USA af Frankrig i anledning af Hundredåret for den amerikanske frihedserklæring 1776).

Det samme med Concordepladsen, Mont Coeur-kirken, Notre Dame-kirken, Louvre og alle de andre seværdigheder. Ikke fordi vi ikke besøgte dem. Ikke fordi jeg ikke fandt dem utroligt spændende, specielt fordi mor havde evnen til at gøre deres historie levende for mig.

Men fordi de ikke har noget at gøre med mit ærinde med disse epistler.
Det har derimod Latinerkvarteret på venstre(?) Seinebred, Montmartre med Moulin Rouges og Folies Bergere. Og ludergaden “Rue de Notre Dame”.
At mor var en usædvanlig mor fremgår vist allerede af en af hendes første replikker til mig, da vi steg ud af toget på “Gare du Nord”:

– Far har bestilt værelse til os på et af byens bedste hoteller. Men for en gangs skyld vil vi ikke lade far bestemme. Jeg kender et lille, ganske vist lidt smudsigt 3.rangs hotel i Latinerkvarteret. Der tager vi hen, fordi du ikke kun skal lære Paris at kende på den overflade, som alle andre i vor bekendtskabskreds bekender sig til, men på den vidunderlige, inderlige, folkelige facon, som jeg holder af fra min tid som helt ung student i Paris.
Men husk, kære Axel, at fortælle alle derhjemme, at vi boede fornemt på Hotel Tricolore. Sig endelig ikke ét ord om, at du og mor flyttede ind på “Hotel MaCheríe” i Rue de Balsac. Det er ikke fint i deres øren, men det er sjovere – og sådan kan Jeg li” Paris.

Jeg fandt mors ide helt pragtfuld. Vi flyttede ind med vore fire kufferter i et – det skal indrømmes – absolut folkeligt hotel som “Ma Cherie”, med toilet og bad på gangen – og med damer af “det lettere cavallerie” i så godt som ingenting på vej fra og til toiletterne, baderummet og deres beskedne værelser. Mor og jeg fik et dobbeltværelse med en “gran lits” (en speciel type fransk dobbeltseng, som er værre at ligge i end en omvendt gyngehest, og helt håbløs at elske i) og en ekstra seng som opredning.

Portieren kikkede godt nok noget, da den fine dame dukkede op med sin 15-årige søn, vendte Gauloisecigaretten en ekstra gang, da mor på fejlfrit fransk bestilte et værelse med opredning til “moi y mon fils jeune”, men da mor havde givet både “el concierge” og “el porteur” gode drikkepenge ved ankomsten, så vi ikke senere ét eneste løftet øjenbryn. Uanset, hvad mor senere bød dem.

Hendes ideer om sønlig opdragelse ville næppe være faldet i god jord hos “conciergen” i det 4-5-stjernede Hotel Tricolore på Champs Elysées. I “Hotel Ma Cherie” kunne man næppe foretage sig noget som helst, der kunne vække anstød. Det skulle da lige være, hvis man vækkede natportieren, fordi man ikke mente, man selv kunne gå om bag skranken og nuppe sin værelsesnøgle.

De første dage gik med Invalidekirken, Tour d”Eiffel, triumfbuen, sejltur på la Seine, Notre Damekirken etc.etc. De første aftener og nætter i “grand toilette” med besøg i Moulin Rouge, Follies Bergere og andre eksklusive natklubber. Nok havde de uniformerede kontrollører løftet øjenbry- nene, når jeg med en hurtigt indlært selvfølgelighed rakte vore billetter frem til de fine steder, hvor det end ikke var nødvendigt at skilte med “Forbudt for Børn”. (Det fremgik af billederne i udstillings- vinduerne, at damerne optrådte endog overordentligt letpåklædte – og det mente “man” på den tid ikke var passende for børn). Men da de jo ikke kunne indlade en enlig dame, og da mor over sig havde denne uforklarlige aura af high-society, var der ikke ét sted, hvor hun og hendes ganske vist efter datidens opfattelse mindreårige kavallér havde problemer med at komme ind.

Vi så den ene kunstner efter den anden optræde. Vi så forrygende can-can-show i en ufattelig atmosfære af strudsefjer og udstyr. Og vi så nøgenshow fremført med en elegance, der var lige ved at få selv en viril 15-årig til at glemme, at alle de velskabte damer var splitternøgne på scenen.
Et par eksklusive striptease-shows så vi også – og jeg blev her klar over, hvorfra mor havde alle ideerne til sit show forleden i sovevognen – et show, hun havde gentaget i varierede former næsten hver aften siden på vort dobbeltværelse.
Med stort set samme slutfacit. Netop dét facit var ikke med i sceneshowene. Samlejer på scenen ville trods alt have været for stærkt selv for mellemkrigstidens blaserte publikum. Det måtte vente til 1960″erne.

Havde mor og jeg ikke kunnet elske hver nat, havde de første 4-5 dage nok været lige på kanten af, hvad en 15-årig i brunst havde forestillet sig om Paris. Den femte aften sagde mor:

– Aksel! Nu har vi set det, man SKAL se og opleve af “det pæne Paris”. Fra i aften skal der andre boller på suppen. Klæd dig om i hverdagstøjet, uden slips og i de gamle sko, du ikke for din død kunne forstå, jeg havde taget med. I aften skal Axel og Aase “på grisebassen”.
På kunstmuseet Louvre havde vi beundret Venus fra Milo og alle de andre kedsommelige berømtheder. Mor havde ladet mig dvæle længe i salene med Rubens svulmende nøgendamer og hos Toulouse-Lautrecs “frække damer”.
– I aften skal vi se, om den slags “damer” stadig eksisterer, sagde mor. I aften er det, at du får brug for disse her, Axel! og så tog hun en lille æske frem med preservativer og stak den i min jakke. Ikke i de udvendige lommer, men i den lille lomme nederst på jakkens venstre inderside. Den havde jeg egentlig aldrig bemærket før. Siden har jeg set, at den lomme faktisk er i alle herrejakker, kjolesæt såvel som hverdagsjakker. Spørger man naivt hos skrædderen, får man svaret: “Det er en urlomme, hr!” Men det er altså slet ikke denne lommes formål.

– Jamen mor, jeg har ikke det mindste lyst til at elske med andre end dig. Jeg vil ikke…
– Sludder, min dreng. Den slags er en del af en ung mands opdragelse. Og når din far ikke vil lære dig om ludere, bordeller og andre medlemmer af “det lettere kavalleri”, så vil din mor.
– Jamen, kan jeg ikke bare nøjes med at kigge? Behøver jeg, at….
– Hvor mange timer, nætter, år skulle jeg have brugt på at forklare dig, hvor vidunderligt det er at elske en kvinde i en seng, hvis jeg vel at mærke bare havde ladet dig “se på”? Den slags skal opleves. Det skal dette her også. Basta!

Mor havde klædt sig i en anden form for elegance, end de foregående aftener. Hun var stadig “en dame”, men nu af en ganske anden type: Make-up”en var hårdere i farverne, øjenbrynene sortere og mere bredmalede. Rouge”en på kinderne lyste næsten i mørke – og påklædningen var en mellemting mellem natklubbernes cigarsælgende damer mellem bordene og de elegante, sortklædte servitricer, som sørgede for champagnen ved bordene. Hun så lidt billig ud – hvis jeg skal være ganske ærlig. Men det var tilstræbt. Aase og Axel skulle jo ud “på grisebassen”.

Vi tog en taxi til en lidt snusket natklub, nærmest a la Sangerindepavillonerne på Dyrehavsbakken, men tilført dobbelt portion cigar- og cigaretrøg, ølsjatter på bordene, halvnussede tjenere med sort moustache – og så en infernalsk blandet larm af klaverboksermusik, vilde kvindehyl, sjofle manderåb og brølende latter. Midt i alt dette optrådte lidt mere svulmende, lidt mindre elegante damer på scenen.
Jeg var lige ved at være overfodret med can-can-dans fra de tidligere aftener, da jeg pludselig fra min plads opdagede, at danserinderne under de stre skørter ikke havde bukser på. Når de dansede kunne man se dem lige op i fissen.

– Nå, Axel, sagde mor og lagde under bordet disket sin hånd på min begyndende buksebule, du har opdaget, hvorfra mor har sin ide om ikke at bruge trusser!
Min pik røg som på kommando op og udnyttede al den alt for snævre plads i den 15-årige Axels underbukser.
Pludselig sad der en svulmende blondine ved vort bord. Hun lænede sig ind imod mig og sagde på et fransk, hvis snøvlelyde ikke alene skyldtes sprogets tone i den retning. Adskillige drinks havde tydeligvis været stært medvirkende:
– Gi”r den unge herre måske en flaske champagne til mig og min veninde!

I sin salige halvbrandert havde hun ikke bemærket, at mor havde været der hele tiden – og at hun ikke var “en veninde”, men “min veninde”. Mor spillede skyndsomst med i rollen, og sagde til mig på et fransk, betydeligt pænere end blondinens:
– Ja, go”e herre! Så skal vi til gengæld vise dig noget, du aldrig har set før.

Jeg vinkede af tjeneren, fik tre champagneglas på bordet, han hældte op. Skummet flød over hele bordet, men glassene var i det mindste næsten halvfyldte, da jeg elegant skålede med mor og “Chou-Chou”, som blondinen kaldte sig.
Og hvad var det så, jeg skulle se, som jeg aldrig…
Som på kommando rejste mor og “Chou-Chou” sig op, vendte ryggene til mig og slog med en hurtig bevægelse skørterne op, så jeg kunne se deres bare bagdele, og ned igen så hurtigt, at de omkringsiddende dårligt nok nåede at opdage, hvad der skete.

Og så slog vi alle tre – plus adskillige herrer ved de bagvedstående borde – en skralderlatter op.
Jo, Aase og Axel var i sandhed gået på grisebassen.

Men jeg sidder jo ikke her mange år senere og fortælle denne historie, fordi jeg har en ubændig trang til at fortælle om “turistlivet i Paris anno 1935”. “Chou-Chou” forsvandt fra vores bord. Få sekunder senere sad der en anden. Hun var sorthåret, storbarmet, ædru – og velklædt, forbandet udfordrende.
– Yu fåggy, fåggy? sagde hun halvhøjt ind i mit øre, mens hun lokkende jog sin lange, spidse tunge til bunds i min øregang. Jeg behøvede ingen nysproglig studentereksamen for at forstå, hvad hun mente. Jeg kikkede tvivlrådigt over på mor. Hun syntes ikke at se noget som helst af, hvad der foregik hos mig. Hun så i hvert fald ud som om hun fulgte interresseret med i, hvad der foregik på den diminutive scene. Men jeg kendte hende for godt. Vidste, at hun gennem øjenkrogen så hver eneste detalje på min side af bordet. Så lænede mor sig sidelæns ind over bordpladen og sagde på dansk:
– Gå med hende, Axel. Jeg bliver her. Jeg HAR betalt hende.

Jeg blev lidt stødt. Mor kunne godt have givet mig pengene til at købe for, hvis jeg ville have købekusse. Måske ville jeg også gerne selv have haft lov at vælge….Nå, på den anden side…nu havde mor altså endnu en gang “sat sig på” sin søn… Så skulle det da osse være en utaknemmeligt skarnsknægt, som ikke sagde tak til. Jeg rejste mig og fulgte den storbarmede, lidt beklemt, for opgangen til baudoir”erne på 1.sal var forrest i salen, lige ved siden af scenen. Så alle i salen kunne holde øje med, hvem der gik op og ned – og hvor længe hver enkelt blev deroppe. Senere erfarede jeg, at pigerne reelt var på timebetaling, så der var gode grunde for mændene til at blive observeret med lang tid mellem op- og nedgang. Det var en slags bevis for, at han havde både tegnedrengen og stådrengen i orden.

Man kan også skylde sin mor for uret. Da den rødmende yngling trådte indenfor i de lyserøde lokaler på førstesalen, viste det sig, at mor IKKE havde valgt partner til sin søn. Dér sad en kødrand af piger, den ene mere dekolleteret end den anden. Damen, som havde lokket mig med op, var bare hende, der “solgte ideen”. “Varerne” solgte sig selv.
– Que prix? spurgte jeg diskret hende, vi i dag ville kalde for “superviseren”
– Åh, ta”, hvad De vil ha”, sagde hun, Deres mor har betalt, så De bare kan…
Der var kort sagt “frit valg på alle hylder”. Jeg havde det som et barn, der har fået lov til at tømme en legetøjsbutik – og slet ikke véd, hvor han skal begynde. Jeg stirrede på al denne dejlighed…og valgte efter moden overvejelse en lille kinesisk sag. Hvorfor netop hende? Jeg elskede jo med mor hver nat. Jeg havde kneppet med Gerda og med kusine Helga. Så megen forskel er der heller ikke på fisser.
Blandt de sjofle drenge-vittigheder i skolen slog én pludselig ned i mig:

– Véd du hvorfor fitten sidder på tværs på kineserne?
– Næh?
– Jo mere de spreder benene, des strammere blir den!
Ha-ha-ha! Men det kunne vel aldrig skade at prøve det efter. Lad mig hellere her straks aflive myten: Den sidder som den sidder som den sad, da den blev sat – på kineserpigerne såvel som alle andre.
Det er ikke dét, som gør det til en helt speciet fornøjelse at gøre det med en kineserpige. Det kommer af noget helt, helt andet.

Hos hende føler man sig ikke kneppet, ikke betal-ved-kusse-1-misbrugt. Hos kineserkvinden føler man sig begæret, føler sig elsket. Når man rejser sig fra hendes seng, er det med en vidunderlig fornemmelse af, at man som mand har givet hende, ikke kun én selv, tilfredsstillelsen, orgasmen, lykkefølelsen.
Og så en detalje, som Vestens kvinder uroligt nok aldrig har lært, hverken dem, der er ludere på kontantbetaling eller dem, der lader sig betale med pels, bil, lejlighed – eller ægteskab: De stopper ikke kurtiseringen, bare fordi manden har fået sin udløsning. Kineserinden fortsætter – som om det første sprøjt kun er en del af forspillet. Som om hun gerne vil igen og igen. Som om hun tror, at manden kan igen og igen. Og miraklet indtræffer virkelig: Man kan igen. Og igen. Og…

Hun hed Li-Young, var fra Fransk Indokina – det nuværende Vietnam – og hun tjente her pengene til sine studier ved Sorbonne Universitetet. Jeg skænkede ikke hendes højde en tanke. Jeg var – som vist før fortalt – 175 cm. Li-Young højst 150 cm. Og højdeforskellen kom jeg i virkeligheden først til at tænke på næste dag. Hendes lille boudoir var ikke blot en briks, et bidét og en stol til at lægge tøjet på. Det var lækkert indrettet med kinesiske dekorationer, puder til at sidde på, lave møbler – selv den traditionelle seng var afløst af en lav, dobbeltbred briks, som gjorde det muligt også at elske ved at ligge på knæ på det bløde gulvtæppe med hende liggende på ryggen på briksen eller på maven med lystens hule vendt fristende op imod én. Musikken, der tonede ud fra skjulte højtalere, var kinesisk. Hun viste mig plads på en tyk pude på gulvet, satte sig selv på en anden og skænkede så i et par små, tynde kopper en varm saki (kinesisk risbrændevin) til hver af os. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og drak saki”en.
Hold kæft, mand! Den drink gik lige ned i nosserne. Og det vidste hun åbenbart, eller også gik den også direkte ned i hendes tilsvarende lystcenter. Hun lagde sin hånd på min buksebule, kælede for den, sagde nogle beundrende kinesisk gloser – sikkert noget i retning af “Orv, det er ikke bare manden selv, der er stor…også hans pik er det!”

Så vendte hun ryggen til mig, skubbede sig tilbage og viste med fingrene, at jeg skulle knappe hende op i ryggen. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været mere fummelfingret. Men hun lod mig kæmpe med de 20-30 knapper – eller var der endnu flere? Da jeg nåede til den 3. eller 4.sidste rejste hun sig elegant og trak ned i en lynlås i siden på kjolen, hvorved hele silkedragten var åbnet med et snuptag. Alt det fummelfingeri med knapperne havde bare været en del af det forspil, som skal gøre manden helt vild i varmen. Og jeg var vild i varmen. Greb om hendes lækre, små bryster, vejede dem, kælede dem, nulrede forsigtigt brystvorterne, der var stive og strittede ligeså meget som min pik. Da jeg i en ruf ville flå mit eget tøj af, sagde hun “Non, non, monsieur! Det skulle hun nok ordne. Og så blev jeg klædt af så langsomt som kun en kinesisk kvinde kan gøre det.
Jeg havde ikke længere andre tanker i hovedet end den at jage pikken i bund i Li-Young. Det hele var så gennemsyret af vild og ubehersket sexgalskab hos mig – og rolig, langsom forberedelse hos hende. Mens jeg med stort besvær og særdeles klodset befriede hende for kjole og den dimunitive BH, fik hun let og med elegante bevægelser befriet mig for jakken, slipset, skjorten og undertrøjen. Derpå skoene, sokkerne og sokkeholderne (den slags gik alle mænd med på den tid). Nu havde jeg bare bukserne og underbukserne tilbage.

I dag, hvor man i Istedgades butikker kan købe dameundertøj med bundløse trusser, ville dette syn ikke chokere nogen, men anno 1935 gjorde det, da jeg så, hvad Li-Young havde på allerinderst: kun de tynde, sorte silkestrømper. Men de blev ikke holdt op af nogen hofteholder. De var simpelthen gjort ud i ét. Løb bare opad benene og samlede om hendes tynde liv som ét klædningsstykke. Hun beholdt strømperne – eller skal vi kalde dem “de bundløse trusser” på under hele seancen. Da hun så min overraskelse, sagde hun på sit sjove fransk:
– En kinesisk kvinde må aldrig vise sig for en mand helt nøgen!

Det var med garanti ikke lige den påklædning en fortidige religionsskaber havde forestillet sig med dét forbud. Det var frækkere, end hvis Li-Young havde været helt nøgen. Da hun stod dér foran mig med sine fristende bryster, sine lokkende øjne og sin fremskudte – og helt glatbarberede – fisse anbragt nederst i en lys oval, dannet af de sorte silkestrømper….da kunne jeg ikke vente mere!

Og Li-Young kunne se det. Hun faldt ned på knæ foran mig, åbnede mine bukseknapper med én lynhurtig bevægelse, lod bukserne falde, fik hurtigere end lynet trukket mine underbukser ned til knæene. Og så tog hun kalorius i munden.
Hun nåede kun lige at få hovedet ind i munden…så kom sprøjtet som fra en haveslange, man har holdt sammen ude yderst ude trods vandtrykket, og så pludselig åbner for.
Li-Young slugte hele molevitten. Jeg blev totalt slap i knæene, og hun kiggede op på mig med et udtryk i øjnene af noget, jeg i min drengetilstand opfattede som forelskelse, men som selvsagt har været kold business.
– Mon chér! Mon chére. Vous etes un homme vraie! (Kæreste! Du er sandelig en rigtig mand!)

Og så tog hun ellers fat på at gøre mig klar til en tur til af de helt store. Denne gang skulle det være i det hul, den voldsomme udladning fra før ellers havde været bestemt for. Mors omhyggelige instruktioner om, hvornår og hvordan gummiet skulle rulles på, havde været unødvendige. Li-Young vidste af professionel erfaring, hvor mænd gemmer den slags. I hvert fald må hun have fundet det i “urlommen”, for pludselig mærker jeg, at jeg har gummi på. Havde slet ikke mærket, at hun fandt det og rullede det på min pik.

Der skulle ikke megen forberedelse til. Min var parat, Li-Youngs åbenbart også.
Hun hev mig med i faldet tilbage på briksen og jeg var ikke sen til at være øverst og bore mit hurtigtstivnede lem i bund i den lille kineserpige. Takket være den første voldsomme udløsning kunne jeg denne gang holde meget længe ud. Li-Young ligeså. Jeg kunne blive ved. Li-Young kom – eller gjorde i hvert fald ‘som om’ – igen og igen. Skreg igen og igen sine vellysthyl. Med højst 2 minutters intervaller. Hvis det var påtaget, var det i hvert fald dygtigt gjort.

Her forlader jeg Li-Youngs dygtige elskovsarbejde og selv for en 15-årig overviril yngling vidunderligt opslidende arbejdsværelse – for det var jo netop, hvad det KUN var. Jeg kunne sagtens svælge i de timer hos hende og de 3-4 udløsninger, hun nåede at give mig i løbet af de timer, jeg fik lov at blive hos hende. Men dette er mine skriverier om nogle helt afgrænsede emner – incest og børnesex – og jeg ønsker alene at holde mig til dette emne.
Oplevelserne med Li-Young har kun dette med emnerne at gøre: Det var mor, der fik mig på bordel.
Det var mor, der betalte. Priser anno 1935 nytter det ikke at fremføre her, for de forstås ikke af folk i vort nutidsprisleje. Men prisen for mine første bordeloplevelser svarede til 20 normalmiddage på en 1. klasses københavnsk restaurant. Og det var her på dette pariserbordel, at den følelse af at gøre ‘det’ med et barn første gang dukkede op inde i mig. Dette sidste kræver måske en kort forklaring:

Min højde er – som før fortalt – 175 cm. Li-Young var højst 150 cm høj. Højdeforskellen gjorde, at hun – midt i hele akten – som noget naturligt gav sig til at sutte på det, der var lige ud for hendes varme læber: Mine brystvorter! Netop dér, hvor en normal, dansk pige ville have været i højden, hvis hun kun var 8-9 år! Dette punkt skal nævnes her.
Jeg vil vende tilbage til det i et senere kapitel. Læseren skal blot vide, hvor denne følelse, fornem- melse, hos mig første gang dukkede op. De skal vide det, når de hen ad vejen får historien om …skal vi mon ikke kalde det ‘et kompleks’, som har fulgt mig resten af livet.

Mor ventede i ‘cabaretsalen’. Her var shows, underholdning og musik hele tiden, fortalte hun, så hun havde ikke kedet sig.

Læs næste afsnit