”Du kan kæmpe nu mod mig, men du vil stadigvæk stønne for mig senere. Uanset hvad enten du vil det eller ej, så er du min”

Forfatter: Naevia

Læs første afsnit

Til læserne.
så blev kapitel 2 endelig klart, beklager at det tog lidt længere tid. Håber I kan lide det.

Næste morgen bankede det på døren, og vækkede Dawn op af sin søvn. Hun slog dynen til side og steg ud, og slæbte sig træt hen til døren, mens hjertet allerede var spændt i brystet, da hun åbnede den. Hun faldt til ro, da hun så Gabriel stå der, og ikke Joe, som hun ikke havde den største lyst til at se lige nu. Ved siden af ham var der en anden mand i sort jakkesæt, som hun ikke havde mødt før. ”Hej Gabriel. Og hvem er det?” spurgte hun og så på den anden mand.
”Det er Michael, han er også en af hr. Tates mænd, Dawn. Vi er begge blevet udvalgt af Hr. Tate til at være dine personlige livvagter”, svarede Gabriel roligt.

”Ha, tror Joe virkelig på, at jeg behøver to mænd til at håndtere mig, hvis han åbenbart ikke selv kan håndtere mig? Eller måske antager idioten, at jeg bruger sarkasme som våben før klokken ni? Eller måske er han bange for, at jeg ser farligere ud om morgenen?” spurgte Dawn med et kæk grin og så, hvordan Gabriel trak på smilebåndet og så hostede han hurtigt for at skjule det igen. Men Michael stod bare og stirrede på hende uden at vise følelser, men der var en form for vis kølighed over ham og især hans blik var iskoldt, som hun ikke helt kunne sætte fingeren på. ”Hold da op, sikke et stille publikum, som man har fået stillet til rådighed.”
”Vi er her for at tage dig med hen til smykkebutikken, frøken Taylor”, sagde Michael med iskold stemme, mens han gloede op og ned ad hende med sit iskolde blik.

”Jeg har ikke engang sagt ja til det her endnu! Hvorfor tror idioten, at jeg har sagt ja til det her, når han ikke engang har hørt mig sige ordet endnu?” udbrød Dawn og følte sig rasende, men forsøgte ikke at vise det.
”Så må du tage det op med hr. Tate, det er hans ordrer, at vi skulle bringe dig hen til smykkebutikken i dag”, svarede Gabriel roligt.
”Hr. Tate venter på dig der”, sagde Michael skulende og smed tøjposer ned ved hendes fødder, som om at føltes som en tavs trussel imod hende. Han så på hende med et hånligt blik, inden han sagde det sidste til hende i en lige så hånligt tone, inden han gik. ”Klargøre dig med det samme, det er et meget fint sted.”

”Shit, er han altid så varm og kærlig overfor andre mennesker?” spurgte Dawn og efter ham, da hun stod alene med Gabriel. Selvom hun ikke brød sig særligt meget om Michael på grund af hans kølighed, så var hun begyndt at synes godt om Gabriel, da han virkede mere varm og venlig overfor hende. ”Du må undskylde det i går, at jeg slog ud efter dig.”

”Det gør mig ikke noget, du var rasende, og det kan jeg godt forstå, det samme ville jeg også have været”, svarede Gabriel smilende.
”Så er jeg tilgivet?” spurgte Dawn smilende.
”Ja, det er du”, svarede Gabriel smilende.
”Men med hensyn til Michael, er han virkelig altså sådan der, varm og kærlig overfor mennesker? Eller er han bare i Honey moon fasen?” spurgte Dawn med sit kække smil.

”Tro mig, det der var meget varmt for Michael, selv for mig at være tilskuer til det. Men ellers skulle du prøve at se ham blive rigtigt vred, og det skal du ikke ønske dig”, svarede Gabriel og smilede og samlede tøjposerne op, som Michael blot havde smidt fra sig, og rakte dem til hende. ”Michael var tidligere lejemorder. Og han stoler ikke let på andre mennesker, som han ikke kender, men han skal nok bløde op med tiden, når han først lærer dig at kende og når du har lært ham at kende. Men det skal du ikke tænke mere på lige nu, nu skal du bare fokusere bare på at se ud som du skal. Det er din første dag i Joes lovlige forretningsimperium.”

Gabriel vendte sig om uden et ord mere, og lukkede døren efter sig, inden hun nåede at sige noget til ham. Dawn stirrede bare på bjerget af det helt nye designertøj, som der nu var hendes og som hun havde hældt ud på sengen, og som hun hellere aldrig havde bedt om. ”Joe gav mig en udvej af det hele, at jeg skulle tjene pengene rene tilbage, de penge som min far stjal fra ham. Jeg skal bare køre hans tre lovlige virksomheder, som smør smurt ud på et stykke brød”, tænkte hun for sig selv og gik igennem det nye tøj for at se, hvilke muligheder hun havde fået til at tage på. ”Men jeg er jo bare erhvervs studerende, og endnu ikke færdiguddannet, så det kunne godt gå hen og blive en svær opgave. Men ellers tror jeg nok, at jeg kan klare det her, hvis jeg bruger mit hoved mere end jeg plejer at gøre. For jeg har ikke i sinde at tabe, og jeg taber hellere ikke, især ikke til mænd som den fucking idiot til Joe Tate.”

Dawn gennemgik det nye tøj et efter et, men indtil videre havde intet af det følt som det helt rigtige valg. Hun fandt en rød kjole af silke, som var så smukt og så flot designet, at denne vil få hende til at føle som om det ville give hende magt, hvis hun valgte at tage den på til sin første dag. ”Nej duer ikke, jeg nægter fandeme at bære noget af det tøj, som idioten har givet mig, uanset hvor lækker og flot det her ellers skulle være”, tænkte hun rasende for sig selv og smed den smukke røde kjole på sengen, og gik derefter ovre til tøjskabet og fandt sin sorte habit med en hvid silkeskjorte frem, som hun ville føle sig bedre tilpas i.

Dawn smed sit tøj, som hun havde haft på hele dagen i går, og skiftede hurtigt over til habitten og sukkede dybt og selvtilfreds, da hun kiggede sig i spejlet. Hun smilede og følte sig bedre tilpas i sit gamle tøj, noget som hun vidste, at hun aldrig ville komme til at føle, hvis hun havde valgt at være iført i Joes nyindkøbte designerklæder. ”Jeg ligner måske ikke en trussel for nogen lige nu. Men det er præcis derfor, at han aldrig skal se mig komme og han skal indse det alt for sent, hvilket trussel jeg virkelig kan være for ham”, tænkte hun smilende for sig selv.

Dawn gik over til døren og åbnede den, og gik videre ud i gangen og videre nedenunder, hvor Gabriel og Michael ventede på hende. ”Jeg er klar til at tage af sted”, sagde hun og satte et smil op, selvom hun var lidt spændt på at finde ud af, hvad der ville forventes af hende i smykkebutikken i dag af Joe.
”Så kom med os, limousinen holder udenfor og venter allerede på os, Dawn”, svarede Gabriel smilende, mens Michael åbnede hoveddøren for dem begge to, hvorefter de alle tre forlod Tate Godset.

*

Bilen kørte gennem den travle vej, mens Dawn sad afslappet mellem Gabriel og Michael, i dyb stilhed. ”Er I begge to altid så underholdende, eller er I det kun, når I skal køre Djævelens nyeste hobby rundt?” spurgte hun med et kæk smil, da hun synes, at det var på tide at afbryde den enorme kedelige stilhed.
”Vi er ikke her for hverken at underholde dig eller tale med dem, frøken Taylor”, svarede Michael med sin iskolde stemme, mens han kiggede ud af vinduet.
”Det har jeg allerede regnet ud, for I ville begge to dumpe et charmekursus på dag et, især dig og din meget venlige charme, Michael. Og så i øvrigt har denne køretur også en varme som minder meget om en begravelse, så den får fem stjerner for stemningen og nul stjerner for kundeservice”, svarede Dawn kæk.
Gabriels mund trak sig i et lille smil, men kun lige knap nok til at Dawn nåede at bemærke det, inden det hurtigt forsvandt igen. Men Michael blinkede overhovedet ikke, han var fuldstændig iskoldt i hans opførelse, og han sagde hellere ikke et eneste ord. ”Var der noget problem med det designertøj, som du fik af Hr. Tate, Dawn?” spurgte Gabriel lidt efter endnu et øjeblik med akavet stilhed.
”Ja, problemet med det designertøj var, at det ikke mit tøj”, svarede Dawn.

”Nå sådan kan det jo gå, men jeg er sikker på, at du ville kunne klare hvad som helst, hvad end der bliver kastet efter dig i dag i smykkebutikken”, sagde Gabriel smilende.
”Måske, kommer an på, hvad idioten vil have mig til”, svarede Dawn smilende. ”Men kom nu, I to. Fortæl mig noget mere om Joe? Er han et farligt bid, eller gemmer der sig måske en anden mand under hans iskolde og livsfarlige facade?” spurgte hun kæk.

”Hvis der skulle være en anden mand derinde i ham, så har han for længst begravet liget og omringet det med en mur. Men ja, han er en farlig bid, Dawn”, svarede Gabriel smilende. ”Og med sådan nogle mænd som ham, så bygger han sine mure så høje, at han hurtigt glemmer, hvad der er indeni ham.”

”Bader han også virkelig i blod og penge?” spurgte Dawn smilende.
”Ja, det gør han. Han er den mest berygtet i hele mafiaen”, svarede Gabriel smilende.
”Joe virkede ikke så skræmmende for mig faktisk. Det ser mere ud til, at han tænder meget på, at jeg giver ham kamp til stregen igen”, sagde Dawn med sit kække smil, hvorefter hun henvendte sig til Gabriel, som indtil videre var den af de to, som der var mest villige til at svare. ”Men der må være noget mere, som du kan fortælle mig, Gabriel.”

”Du stiller alt for mange spørgsmål, frøken Taylor”, sagde Michael iskoldt.
”Fordi jeg ikke får mange svar fra dig”, svarede Dawn iskoldt tilbage.
”Det er bedre sådan”, sagde Michael iskoldt, men skulende.
”Så du antyder bare, at jeg bare skal holde min kæft og holde mig i baggrunden?” spurgte Dawn og mærkede sit temperament blusse, mens hun skulede tilbage til ham.

”Nej, det mener han overhovedet ikke, Dawn. Det han prøver at sige er, at du skal bare holde hovedet koldt og gøre det, som du er blevet bedt om, og det er at tjene de penge tilbage igen”, sagde Gabriel smilende, som kunne fornemme det meget onde blod der var vokset mellem Dawn og Michael, og han følte at det var hans pligt at stoppe det før der opstod en yderligere eskalering mellem de to. ”Men du skal lige huske på, og det er virkelig meget vigtigt, at du husker det Dawn.”

”Som hvad?” spurgte Dawn og så ovre på ham.
”Du skal huske på, at du befinder dig i djævelens hule nu, så det er bedst at du opfører dig, som om du hører til og opfører dig ordentligt”, svarede Gabriel og så alvorlig ud. ”Derfor er det bedste råd, som jeg vil give dig er, at du skal virkelig prøve at gøre som hr. Tate beder dig om. Jeg mener det virkelig, også selvom du ikke har lyst.”

*

Bilen sætter farten ned og parkerede foran smykkebutikken, som var yderste imponerende at se på. Udenfor glitrer glas og guldet i morgensolen, og det var tydeligvis, at det var ægte guld, sølv og hvad der ellers blev solgt i den butik. ”Følg med, Dawn”, sagde Gabriel smilende og åbnede bildøren og steg ud som den første, hvorefter Dawn steg ud som den næste, og Michael som den sidste og det var også ham som smækkede bildøren efter dem alle tre.
Michael og Gabriel førte Dawn ind på et kontor, hvor Joe allerede sad og ventede på hende, han sad afslappet i stolen. ”Godmorgen, Bambolina, jeg håber, at turen ikke var alt for hård”, sagde han smilende, da han så hende.

”Med de to stueplanter her som du har givet mig som mine personlige livvagter, så er de i hvert fald mere snakkesalige og mindre dømmende”, svarede Dawn med sit kække smil, men hendes øjne var iskolde, da hun stirrede på ham. ”Men med dig var stemningen stille og kold, og virkelig uforglemmeligt, ligesom din gæstfrihed i øvrigt. Men lad os også bare nu sige, at jeg har prøvet varmere gidsels overdragelser end den, jeg oplever lige nu på min egen krop.”

Joes mund krummede sig sammen i et underholdt smil, mens han nikkede let med hovedet. Uden et ord forlod Gabriel og Michael kontoret, og lukkede døren i efter dem. Han vendte blikket mod Dawn igen, og betragtede hende langsomt og grundigt, og det var især hendes valg af påklædningen som fik ham til at betragte hende med et mørkt grin. ”Det ser vist ud til, at du ignorerede den nye garderobe, som jeg gav dig i morges. Sikke et lille modig oprør, som du begynder med tidligt på dagen”, sagde han smilende.

”Min frihed starter med, at jeg siger pænt nej tak til dine designerklæder”, svarede Dawn og blev iskoldt.
”Du er stadigvæk smuk, Bambolina. Selv i det tøj, der trodser mig, og det gør det der”, svarede Joe smilende og så op og ned ad hendes krop. ”Og jeg elsker at eje smukke ting.”
”Nå, men så må du hellere få købt kunst, for jeg hænger altså ikke på væggen, din idiot”, svarede Dawn iskoldt og så ham dybt i øjnene. ”Og vid det her endelig, at du kan ønske dig mig alt det du vil, men at eje mig er et helt andet og meget farligere spil. Jeg kan være pæn, men jeg kommer også med advarselsmærkater.”

Joes smil blev farligere og han var stadigvæk underholdt af hende, men varmen i hans blik var der tydelige tegn på begær. ”Stadigvæk er du så fuld af bid, det kan jeg godt lide, Bambolina”, sagde han smilende. ”Jeg spekulerer på, hvor længe du mon holder til det, før du begynder at ryste dig for mig og tigger om mig?” spurgte han smilende.

”Jeg kommer aldrig til at ryste mig for dig eller tigge om dig, Tate. For du ligner endnu en af disse selvtilfredse mafiamænd, der er vant til at se kvinder blive knækket”, svarede Dawn iskoldt.
”Ikke knække, de skal bare underkaste os selvtilfredse mafiamænd, som du så venlig kalder mig. Og det samme vil du også komme til at gøre snart for mig, Bambolina”, sagde Joe smilende.
”Bliv du endelig bare ved med at drømme om det, din idiot”, svarede Dawn iskoldt.

”Du gør det mere og mere fristende for mig at tæmme dig, lille Bambolina”, sagde Joe med et grin.
”Og du er ikke i så meget kontrol, som du tror, at du er. Selvtilfredse mafiamænd som dig er alt for vant til at se, at vi kvinder går ned på knæ for jer, men for dit vedkommende slutter det med mig. Jeg skal nok bevise overfor dig, at du vil have mig endnu mere, end jeg skal frygte dig, din idiot”, svarede Dawn iskoldt.
”Pas du bare på, Bambolina. Jeg tror, at du forveksler trods med dominans”, sagde Joe smilende.

”Og jeg tror, at du forveksler besiddelse med magt”, svarede Dawn iskoldt.
Joes kæbe strammede sig hårdt sammen, mens Dawn smilede skævt, hun var tydeligvis underholdt af sit svar og det irriterede ham. ”Nu er det nok, accepterer du min udfordring eller ikke? For hvis du ikke accepterer den, så vil jeg måske bare låse dig inde sammen med resten af mine smukke og mest værdifulde ting, vil du det, Bambolina?” spurgte han smilende og lød stadigvæk irriteret. Dawn sagde ikke rigtig noget til at starte med, da hun tøvede lidt med at sige ja, da hun stadigvæk ikke rigtig vidste hvad hun kunne blive udsat for af en mand som ham. ”Tøver du, måske skulle jeg hellere få Gabriel til at tage dig tilbage til min ejendom og låse dig inde, så kan du begynde at dekorere dit bur.”

Joe smilede blot, da han vendte sig uden et blik eller et ord mere, og gik ovre mod døren for at få fat i Gabriel og få ham til at køre hende tilbage til ejendommen. ”Hvis jeg ikke tager chancen nu, bliver jeg holdt som fange. Og jeg skal aldeles ikke spærres inde af ham, af min fars rod, af det hele”, tænkte Dawn for sig selv.
”Tror du, at jeg ikke kan klare din latterlige udfordring her? Eller at jeg måske hellere ikke kan klare dig, din idiot?” spurgte Dawn iskoldt og fik ham til at stoppe op, og vende sig om mod hende.
”Jeg tror, du vælger at tale som en kvinde, der har kontrollen over situationen. Men ved du, hvad jeg egentligt ser i dig, Bambolina?”, spurgte Joe smilende og trådte tættere på hende og fortsatte, indtil han stod lige foran hende, og hans muskuløse brystkasse var nogle få centimeter fra hendes bryster. ”Jeg ser en lille pige, der lader som om hun ikke prøver på at ryste.”

”Jeg ryster ikke, og det skal jeg nok bevise for dig, din idiot”, sagde Dawn rasende og lænede sig lidt frem, og pressede sin hånd ned mellem hans ben og klemte om hans pik udenpå hans bukser, og hun mærkede Joe stivne med det samme og han blev med det samme hård under hendes håndflade. ”For uanset hvad du kaster efter mig ved din latterlige udfordringer, så skal du bare vide, at jeg også kaster noget tilbage. Og det vil jeg kaste endnu hårdere tilbage mod, med præcision.”

”Pas på, du kommer til at gribe mere, end du kan håndtere, Bambolina”, sagde Joe roligt og nød hendes hånd omkring sit stive pik.
Dawn strøg ham hårdt og groft, og et støn slap ud fra hans mund, da hun havde overrasket ham fuldstændig med at gøre denne bevægelse. ”Du vil have mig til at blive svag for dig, så du bedre kunne komme til at knække mig”, hviskede hun med sit kække smil og lænede sig lidt længere frem og hviskede i hans øre. ”Men som jeg kan mærke lige nu, så er det dig som der er den svage for mig og nemmest at knække, da det er dig som bliver hård og stiv af mig.”

”Modigt at du tør sige det til mig”, sagde Joe smilende og mærkede sine kæber blive endnu mere spændte. ”Men lad os være ærlige overfor hinanden, at vi begge to ved, at du allerede leger et farligt spil lige nu, Bambolina.”
”Sjovt at du siger det, din idiot. Jeg troede faktisk at spille farlige spil var mere din specialitet”, sagde Dawn kæk og bevægede sin hånd op og ned med hårde og groft bevægelser, mens hun så, hvordan Joes kæbe strammede sig endnu mere. Hans øjne brændte voldsomt af begær og nu var også tegn på vrede, spændt bag hvert åndedrag.

Joe lænede sig ind mod hende, og lod sine læber strejfe hendes øre. Hans hofter rykkede sig, og pressede sig mod hendes hånd, så hun tydeligvis kunne mærke endnu mere. Dawn mærkede hans stive piks vægt i sin hånd, og hans pik føltes også temmelig tyk at røre ved. ”Din hånd er virkelig slem lige nu, Bambolina”, sagde han og stønnede.
”Og du kan lide det, din idiot”, svarede Dawn med et kæk smil.
”Pas du bare på, Bambolina, at knække slemme piger vil nok blive min nye specialitet”, hviskede Joe smilende, men med en tydelig irritation, og hans øjne var smalle med et glimt af begær og varm.
Dawn smilede blot uden at svare, men hun gik videre ned og berørte hans kugler med en vanvittig præcision, mens hans åndedrag hakkede ustabilt og vildt og han rykkede sig af hendes bevægelser. ”For en mand som dig som hele tiden taler om kontrol, så kan du næppe holde dig lige nu”, sagde hun med sit kække smil.
”Bliver du ved med at røre mig og min pik sådan, så tager jeg dig lige her og nu, og jeg kommer til at kneppe dig så hårdt, at du skriger”, hviskede Joe smilende.

”Du ville gå i opløsning først, før jeg overhovedet når at stønne”, svarede Dawn kæk.
”Du balancerer på en meget tynd linje lige nu, Bambolina. Vi skal nok få at se, hvem af os to som der går i opløsning først, når du kommer ned at ligge under mig”, svarede Joe irriteret og så til, at Dawn lænede sig ind mod ham og lod hendes læber strejfe hans kæbe. Hans åndedrag hakkede af ophidselse, indtil det pludselig stoppede, da hendes hånd vred hans pik lige nok til, at hun fik ham til at trække et hvæs ud mellem hans tænder. ”Fuck, din lille slemme pige”, hvæsede han rasende.

”Tror du stadigvæk, at jeg ikke kan klare tingene eller klare dig?” spurgte Dawn rasende og vred hans pik igen med en skarpere bevægelse denne gang.
”Du balancerer på en knivsæg nu, Bambolina”, hvæsede Joe rasende og hans øjne brændte af raseri, men der var også et skjult glimt af begær.

”Jeg lever på kanten af det hele tiden. Så kom bare endelig an og test mig ved at du giver mig din skide udfordring”, sagde Dawn iskoldt og vred hans pik endnu engang, og igen hvæsede han, hvorefter hun gav slip på hans pik. ”Så kan du sidde på og se mig, når jeg lykkes med det hele. Og så kan du komme til at fortryde derefter, at du nogensinde tvivlede på mig, og så du sætter mig fri. Og du vil også samtidigt komme til at indse, at du ikke ejer mig.”
”Hm, måske vil du ikke engang have lyst til at gå, når vi er færdige med udfordringen. Måske vil du hellere komme til at nyde at være min, når vi når dertil”, sagde Joe smilende og tog sig til pik, som gjorde lidt ondt efter de vrid, som hun havde påført den.
”Åh, jeg vil stadigvæk gerne gå, og jeg skal nok sørge for, at jeg går ud på toppen af det hele og gældfri, og fri fra dig og dit helvede, din fucking idiot”, svarede Dawn.

”Vi får se, Bambolina”, sagde Joe smilende smil. ”Godt, men hvis du kan styre mine virksomheder, som du kan styre din mund eller som du styrtede øjeblikket fra før, så har du måske en chance for at vinde udfordringen.”
”Pas endelig på, at jeg måske overtager mere end bare dine virksomheder”, svarede Dawn iskoldt.

”Nu, hvor det hele kommer til at lyde som et fjendtligt overtag, så ville jeg måske nyde det endnu mere”, sagde Joe smilende og rykkede sig tættere på, og pressede hende mod væggen. Hans øjne gled ned over hendes ansigt, beregnende, farlige. Han smadrede sine læber mod hendes, og gjorde igen deres kys farlige og krævende.
Dawn mærkede sine ben blive svage et øjeblik, men så rettede hun sig op med hagen højt løftet, og øjnene var trodsige. ”Fantaser nu ikke alt for hårdt, Tate. Du ender måske med at tigge mig”, svarede hun kæk.

”Tigge dig? Nej, Bambolina. Jeg tigger ikke”, svarede Joe smilende. ”Jeg vil tage alt, indtil der ikke er noget tilbage af dig, kun din lyst til mig.”
”Drøm du bare videre”, sagde Dawn iskoldt og så til, at Joe gik hen til døren og åbnede den.

*

Smykke butikken indvendigt strålede af overdådighed, mens Gabriel og Michael guidede Dawn gennem forretningen. ”Denne sektion viser nogle af vores luksuskollektioner, som vores rigeste kunder er allermest interesseret i, Dawn”, sagde Gabriel smilende og pegede ovre på nogle af de dyre varer. ”Denne butik omsætter for over ti millioner kroner om året. Og nu hvor du er her og skal styre stedet, så håber jeg, at du kan få det overskud til at stige endnu mere markant.”
”Føler du dig overvældet af det hele, lille Bambolina?” spurgte Michael med hån i stemmen, da han bemærkede Dawns dybe tavshed.
”Nej, kun allermest af din charme, måske skulle du lige blinke to gange, hvis du nogensinde har brugt noget af den”, svarede Dawn kæk og bemærkede at Michael stirrede iskoldt på hende, mens Gabriel skjulte sit smil. Hun betragtede de opstillinger som smykkebutikken havde opstillet i forvejen, og indtil videre så det godt ud, men der kunne altid være plads til forbedringer.

”Hvad tænker du, Dawn?” spurgte Gabriel smilende.
”Disse opstillinger med de billige og dyre smykker er fantastisk indtil videre, men det vil skabe en mindre trafik om bagtil, hvor de allerdyreste smykker befinder sig”, svarede Dawn smilende.
”Sikkerhedsprotokoller er altid altafgørende, da de dyre smykker skal være bagerst i butikken, frøken Taylor”, svarede Michael og lød som sædvanligvis iskoldt.

”Det forstår jeg, Michael. Men hvis du også vil have kunderne til at købe de dyre smykker, så skal du også kunne lede dem derhen”, sagde Dawn. ”Vi burde lave en ensrettet rundgang.”
”Smart, det er lige præcis sådan, som Joe vil have problemerne løst”, svarede Gabriel imponeret.
”Ikke dårligt for en studerende”, sagde Michael iskoldt.
”Ja, ikke dårligt for en studerende”, svarede Dawn ligeså iskoldt tilbage.
”Lad os komme videre”, sagde Gabriel smilende og bemærkede igen den dårlige stemning mellem Dawn og Michael.

De to mænd førte Dawn videre til bagsektionen, som var virkelig overdådigt og dæmpet, hvor violette nuancer glødede mod de fløjlsbløde gulve, og en mand stod allerede og ventede på dem. ”Det her er Mathias Rasmussen, frøken Taylor. Han styrer den daglige drift af smykkebutikken”, sagde Michael iskoldt.
”Hej, Mathias, det er godt at møde dig”, sagde Dawn smilende og rakte hånden frem mod ham. ”Jeg går ud fra, at du gerne vil tale videre med mig omkring smykkebutikken, når det nu er dig som der styrer den daglige drift af smykkebutikken?” spurgte hun smilende.
”Hej frøken Taylor, det er også godt at møde dig”, sagde Mathias smilende og tog imod Dawns fremstrakte hånd. ”Og ja, jeg vil gerne tale med dig om smykkebutikken, frøken Taylor.”
”Vi er i nærheden, hvis du får brug for os, Dawn”, sagde Gabriel smilende.

Men så snart Michael og Gabriel var gået, forsvandt Mathias venlige smil fra hans ansigt. ”Nå, så du er den heldige lille prinsesse, som hr. Tate har dumpet hos os”, sagde han og lød nu meget uvenlig.
”Og du er den charmende velkomstkomite, det lyder som den heldige mig”, svarede Dawn med sit kække smil.

”Hør her, jeg er fuldstændig ligeglad med, hvorfor hr. Tate mener, vi har brug for en kvinde som dig her i smykkebutikken. Bare lad være med at komme i vejen for mig”, sagde Mathias uvenlig.
”Wow, en hr Misogyni i et fløjlsjakkesæt med klasse udenpå, og en skjult hulemand indeni. Det er virkelig et modigt valg”, svarede Dawn med sit kække smil.

”Denne smykkebutik kører som en maskine på grund af mig, og det skal en lille pige som dig ikke komme og ødelægge for mig nu”, sagde Mathias uvenlig.
”Det vil jeg gerne selv have lov til at bedømme, Mathias”, svarede Dawn og blev pludselig iskoldt over Mathias uvenlige opførelse. ”Jeg vil gerne se regnskaberne, samt lagerlisten, provisionsstrukturrapporterne og til sidt returprocentrapporterne.”
”Helt sikkert, bare gør mig den tjeneste, og gå ovre og sæt dig i hjørnet og se pæn ud”, svarede Mathias hånligt.

”Hvorfor skulle jeg gøre det? Er du bange for, at jeg skal afsløre dit oppustede ego?” spurgte Dawn iskoldt, selvom hun havde sit kække smil tilbage på ansigtet.
”Du hører ikke til her i denne smykkebutik, du er bare et midlertidigt problem”, svarede Mathias og vendte afvisende ryggen til hende, da han ikke havde tænkt sig at gøre, hvad hun havde bedt ham om.

Dawn bed tænderne hårdt sammen, mens hun prøvede på ikke at lade ham gå hende på. Hun kiggede sig omkring, da hun fik øje på en rodet udstillingsmontre bagerst i lokalet, som viste sig at være lavprisvarer, med en dæmpet belysning og der var hellere ingen skiltning. Det var dårligt for forretningen, da man skal kunne se, hvad de forskellige smykker kostede, og det blokerede også udsigten til et fantastisk og dyrt diamantset som stod bagved. ”Hvorfor er udsalget for de lavpris smykker skubbet ind foran jeres premium-udstilling, Mathias?” spurgte hun.

”Fordi vi skal af med det, frøken Taylor”, svarede Mathias afvisende.
”Det vil koste jer penge og dræbe mulighederne for mersalg”, sagde Dawn iskoldt.
”Hør nu lige her…”, begyndte Mathias irriteret og vendte sig om mod hende og hans hånd skød frem og greb fat hårdt om hendes ene arm.
”Fjern dine fucking hænder fra mig”, sagde Dawn rasende og gjorde sig klar til at slå ham.
”Du skal ikke komme her og stille spørgsmål til mig i min butik”, svarede Mathias iskoldt og klemte endnu hårdere fast omkring hendes arm.

Før Dawn overhovedet nåde at svare ham igen, eller slå ud efter ham, sprang døren op med sådan en kraft, at det rungede i hele lokalet. Joes dominerende tilstedeværelse stormede ind, hans blik var låst fast på Mathias med et ustyrligt raseri. Han stormede hen og greb Mathias hårdt fast om halsen og smadrer ham op mod den nærliggende væk. ”Du lægger ikke dine fucking hænder på hende! Hun er min!” hvæsede han rasende og rev Mathias frem sig for så derefter at smadre ham hårdt tilbage mod væggen, så Mathias baghoved ramte væggen med et klamt dunk. ”Tror du virkelig, at du kan få lov til at røre ved det, der er mit?” spurgte han rasende.

”Hr. Tate… Vær så venlig… Det var ikke meningen…” bønfaldt Mathias og så virkelig bange ud.
”Jeg skal flå din fucking hånd af!” råbte Joe rasende og holdt Mathias om halsen med sin ene hånd, mens han lod sin anden gribe hårdt fast om Mathias ene hånd og knuste hans fingre ved at vride dem brutalt, indtil der hørtes et klamt knæk.
”Ahhh!” skreg Mathias af smerte.
”Brækkede Joe lige hans hånd der?!” tænkte Dawn chokeret for sig selv.

Joe fortsatte med at vride Mathias hånd brutalt, mens Mathias skreg højt af smerter, indtil han endelig knækkede sammen under Joes greb. ”Fuck… Vær nu sød… Hr. Tate”, bønfaldt Mathias bange og tårerne strømmede ned ad kinderne.
”Joe, stop!” råbte Dawn med fast stemme, da hun syntes, at Mathias havde fået nok.

Joe vendte sit blik mod Dawn, hans øjne var vilde og ustyrlige. Men da han så på hendes ansigt, skete der noget, og hans kontrol vendte tilbage. Han vendte sig endnu engang mod Mathias og slap ham, og Mathias faldt sammen på gulvet, hvor han klamrede sig til sin ødelagte hånd og gispende efter luft. ”Hvis du bare så meget som kigger på hende på en måde, der ikke behager mig igen…”, begyndte Joe rasende og satte sig på hug, og lød fuldstændigt rolig nu. ”Så er du en fucking død mand!”

”J-ja, hr. Tate. Undskyld. Jeg sværger, at jeg aldrig gøre dette igen”, svarede Mathias i smerter, mens tårerne trillede ned ad kinderne.
”Sig undskyld til hende”, kommanderede Joe iskoldt.
”J-jeg er ked af det, frøken Taylor, det var ikke min mening at jeg skulle opføre mig som et fjols overfor dig”, sagde Mathias.
”Er du okay, Mathias?” spurgte Dawn bekymret, selvom hun syntes inderste inde at han havde fortjent det, så kunne hun alligevel ikke lade være med at føle sig bekymret.

”Heh, ja, det er fint. Jeg har det fint, frøken Taylor”, svarede Mathias smilende, men også chokeret over hendes venlige spørgsmål.
Joe skubbede til Mathias bryst med snuden af sin ene sko, og det var hårdt nok til at få ham til at falde ned på ryggen på gulvet. ”Michael”, kaldte han lidt efter, at han havde stået og betragtede den mand, som han lige havde brækket hånden på.

Michael dukkede op med det samme inde i lokalet, og han var ligeså følelsesløs som altid. ”Ja, boss”, svarede han og så Joe direkte i øjnene, og ikke så ned på Mathias en eneste gang.
”Få det her stykke lort hen på hospitalet med det samme”, sagde Joe iskoldt.

”Ja, boss”, svarede Michael og løftede Mathias op fra gulvet, og derefter nærmest slæbte ham ud, mens Mathias klynkede af smerter.
”Gabriel”, kaldte Joe lidt efter.
”Ja, Boss”, svarede Gabriel og var inde i lokalet med det samme.
”Fortsæt med at guide Dawn gennem driften af smykkebutikken, jeg har nogle forretninger, som jeg lige skal have ordnet færdigt. Jeg kom lidt bagud på grund af Mathias”, sagde Joe.

”Joe, vent”, sagde Dawn, men Joe var allerede væk. Hun kunne ikke komme sig over hvad hun lige havde været vidne til, da hun så Joe brække Mathias hånd med hans bare næve. Hun burde føle sig smigret over hans beskyttelse, men hun var ikke helt sikkert på, om hun hellere skulle se det som en skræmmende overreaktion.
”Så, skal vi fortsætte, Dawn”, sagde Gabriel smilende.
”Hvordan kan han være så rolig? Er det bare normalt for ham?” spurgte Dawn, mens hun og Gabriel fortsatte.

”Ja, det er normalt for ham, Dawn”, svarede Gabriel smilende.
”Wow, Joe er endnu mere skræmmende, end jeg troede. Men han kan tydeligvis ikke lide, når nogen mangler respekt for mig”, tænkte Dawn for sig selv, mens hun lyttede til det, som Gabriel fortalte hende til trods for at hendes tanker også var et andet sted. ”Jeg tror, han giver mig en reel chance og vil passe på mig.”

*

Da det var sidst på dagen, kaldte Joe Dawn ind på kontoret, hvor han sad afslappet bag sit skrivebord, og bladrede i nogle papirer uden at se op. ”Sæt dig, Bambolina”, sagde Joe.
”Nej”, svarede Dawn og plantede fødderne, mens hun krydsede armene over kors.

”Stadigvæk så trodsig, hvad?” spurgte Joe smilende og så op på hende, mens han lod det ene øjenbryn over hendes konstante trodsighed.
”Jeg vælger bare selv, om jeg vil sidde ned eller ej, ikke fordi du siger, at jeg skal, din idiot”, svarede Dawn trodsigt.
Joe kiggede roligt ned på sine papirer igen, og virkede fuldstændig upåvirket. ”Fortæl mig, hvad er den årlige omsætningsprognose for smykkebutikken, lille Bambolina?” spurgte han smilende.
”Det kommer an på, om Mathias lægeudgifter også bliver medregnet?” spurgte Dawn iskoldt.

Joe smilede blot skævt over Dawns svar, men han skjulte det hurtigt igen, men han så stadigvæk ikke op igen. ”Har du et svar eller ej, Bambolina?” spurgte han smilende.
”Er der en pointe med det her spørgsmål?” spurgte Dawn iskoldt.
”Ja, det her er forretning, Bambolina. Og hvis vi skal kunne lave denne aftale sammen, så skal jeg også kunne stole på, at du ikke fucker mit forretningsimperium op”, svarede Joe smilende, men med et lille glimt af alvorlighed i stemmen. ”Så, har du et svar til mig, som der får mig til at ville stole på dig eller ej?” spurgte han smilende.

”Den årlige prognose er ti millioner kroner, men jeg ved allerede, at vi kan gøre det endnu bedre”, svarede Dawn og nærmede sig langsomt hans skrivebord og stoppede ved siden af ham, og lod sin kind nærme sig hans, da hun lænede sig ind. Joe kiggede ikke op med det samme, men han indåndede hende langsomt og skarpt, som om hendes duft lige havde skåret sig igennem ham. Hun bladrede en side med afslappet bevægelser, og pegede ned på det. ”Du missede butikkens kvartalsvise marginprognose… lige her.”
”Virkelig?” spurgte Joe smilende.
”Mm-hmm”, svarede Dawn blot. ”Selvom jeg gætter på, det her er en fælde, som du gjorde med vilje bare for at teste mig.”
”Klog pige”, svarede Joe smilende.

Dawn rakte hen over skrivebordet og pegede på et andet stykke papir, mens hun smilede og rettede sig op i sine fulde højde. Hun lod sine fingre glide drillende ned over bagsiden af hans stol, mens hun gik om på den anden side. ”Og her? Omsætningshastigheden faldt med det sidste kvartal. Diskret, men nok til at det betyder noget”, sagde hun smilende.

”Fortsæt”, svarede Joe smilende.
”Du brænder kvadratmeter af med udsalgsvarer i øjenhøjde, så du burde hellere sætte det til salg online. Og sæt de mest luksuriøse og dyreste smykker i centrum, så kunderne vil have bedre adgang til det”, sagde Dawn og pegede ned de tal, mens hun lod sin hånd hvile på bagsiden af hans stol. Hun lod langsomt sine fingre strejfe hans skulder med en forførende bevægelse, og hans åndedrag stoppede og kæben blev stramt, som om han kæmpede for ikke at komme til at reagere på hende. Hun lod sin hånd glide længere ned, indtil den hvilede sig på hans lår, og hun mærkede hans muskler spændes under hendes berøring.

”Og hvordan skulle det kunne hjælpe, at sætte de billige smykker på en eller anden online side?” spurgte Joe og forsøgte at ignorere hendes forførende bevægelser.
”Fordi kunderne også jagter tilbud online, som du jo sikkert også ved, så lever vi jo også i den moderne verden, dit fjols”, svarede Dawn med sit kække smil.
”Du lyder meget sikker på det, Bambolina?” spurgte Joe og smilede igen.

Dawn lænede sig ned mod ham, hendes ånde varmede hans hud og Joe mærkede straks, at han reagerede på det. Hun lod sine læber strejfe hans øre med drillende og forførende bevægelser. ”Jeg er så sikker på det, at jeg ville satse 20 millioner kroner på det. Har du flere tests, som du gerne vil sætte mig igennem?” spurgte hun smilende.
Joe grinede dybt og mørkt, og vendte sit blik op mod Dawn, hans øjne var glødende og munden uigennemskuelig. Lysten til hende skinnede tydelig igennem ham, men han holdt det lænket, som et dyr der bare ventede med at slå til på det rigtige tidspunkt. ”Nej, ikke flere tests? Så er vi vist færdige for nu”, sagde Dawn smilende og vendte sig om for at gå, men han greb fat om hendes talje og trak hende tilbage, så hun landede i hans stød. ”Joe, hvad laver du?” spurgte hun overrasket.

”Du skal lade være med at lade som om du ikke prøvede at forføre mig, som at bruge din hjerne og krop imod mig”, hviskede Joe smilende og holdt hende fast mod sit skød. ”Du drillede mig med vilje, mens du talte tal som en sirene med regnemaskine.”
”Uh har jeg måske låst op for en regnskabsforførelse på dig?” spurgte Dawn med sit kække smil.

Joe smilede og lod sine ånde strejfe hendes hals på en drilsk farlige måde, og hendes hjerte begyndte straks at banke, men ikke på grund af frygt. ”Hvis du driller mig, så må du være klar til det der sker bagefter”, hviskede han smilende og lod sin mund ramme hendes mund, sultent og krævende. Kysset var flydende og lidenskabeligt, mens deres tunger kolliderede mod hinanden, og læberne trak i hinanden. Smagen var magt og besiddende, som oversvømmede deres sanser. Dawn lod sine hænder glide op ad hans bryst, neglene skrabede mod silken på hans skjorte, hvilket fik hans greb om hende til at strammes endnu mere. Hun stønnede blidt, mens hun pressede sig mod hans krop, og hun mærkede hans hårde pik under sig. ”Hvert eneste åndedrag du tager, og hvert eneste bevægelser som du påfører mig, det provokerer mig, Bambolina.”

Joe lod sin hånd glide op ad hendes lår, mens grebet om hende strammede sig endnu mere besiddende, og hans mund mod hendes dominerede mere og mere. Kysset blev dybere og mere vådt, og det føltes ubegrænset. Hver tungeglid og tand kollision var krig og forspil i et. Dawn rullede med sine hofter, og gned sig blidt mod hans pik, og han hvæsede mellem tænderne, som lød som et lille brøl. ”Bliver du ved med at gøre det sådan her mod mig, så ender du under mig hvert eneste nat og jeg vil kneppe dig så hårdt, at du ikke vil komme til at huske dit eget navn eller gå helt normalt”, hviskede han smilende og greb fat om hendes hoved, og kysset blev mere vildt og tungerne flettes, samt tænder der stødte sammen. Det var en kamp, som ingen af dem havde tænkt dem at tabe til.

Pludselig afbrød Dawn kysset, og skubbede blidt mod hans brystkasse. Hun trak vejret dybt, mens hendes læber føltes hævede og våde af ham. ”Godt forsøg på at komme i trusserne på mig, Tate. Men jeg spiller stadigvæk efter mine egne regler, og det indebærer ikke at gå i seng med dig”, sagde hun smilende og gled ned af hans stød med et langsomt trods, mens hans øjne fulgte hvert bevægelser.
”Hvis du bliver ved med at kysse mig sådan, lader jeg måske dig vinde udfordringen, Bambolina”, sagde Joe smilende.

Dawn kiggede sig over skulderen på ham, og sendte ham et frækt og drilsk smil. ”Åh, jeg er her ikke for at vinde dig, Joe. Jeg er her for at vinde min frihed tilbage”, svarede hun smilende.
”Det bliver du ved med at sige, Bambolina”, sagde Joe smilende og betragtede hende med begær i blikket. ”Er der andre prognoser du vil have rettet?” spurgte han smilende.
”Kan vi tage din manglende undervurdering af mig til at blive rettet?” spurgte Dawn med sit kække smil.
”Måske, men vi ved begge to, at du kommer til at ryste for mig, Bambolina”, svarede Joe smilende.

”Det er forskellen på piger der ryster for en mand som dig, og kvinder der vil bygger forretningsimperier, og jeg tilhører den sidste del”, sagde Dawn med sit kække smil.
”Måske, men er du klar til det her?” spurgte Joe smilende, mens hans øjne glitrede som koldt stål, men han havde et glimt af noget særligt som anerkendelse.

”Prøv dog lige at lade være med at se så overrasket ud, din idiot. Var det ikke hele pointen, at jeg skulle bevise overfor dig, hvordan du tog fejl?” spurgte Dawn med sit kække smil.
”Bliv nu ikke alt for kæk, Bambolina”, sagde Joe smilende og rejste sig fra stolen og trådte tættere på hende, indtil han var tæt nok på hende og lænede sig ind, tæt nok til at hans ånde strejfede hendes kind, stemmen var en silkeblød trussel. ”Bliver du ved at være så kæk overfor mig, så kan det godt være, at jeg snart vil nyde at miste kontrollen med dig.”

”Jeg tror vist, at jeg lige har bevist, at jeg kan, styrer de her tal”, svarede Dawn med sit kække smil og ignorerede hans trussel.
”Det ser vist sådan ud, Bambolina”, sagde Joe smilende, selvom hans blik blev hurtigt alvorligt, da han sagde det næste til hende. ”Men du skal ikke glemme… At du er stadigvæk min ejendom.”
”Kun indtil jeg bryder kæderne fra dig, Tate”, svarede Dawn iskoldt og vendte sig om med ryggen rank og hagen højt, og hun mærkede hans blik brænde i hendes ryg, men hun så sig ikke tilbage, da hun forlod kontoret.

*

Senere på aftenen kiggede Dawn gennem sin garderobe efter noget nattøj at sove i. ”Det ser ud til, at alle mine gamle pyjamas og alt mit andet tøj er væk, alt er blevet erstattet med nyt designertøj, købt af den fucking idiot”, tænkte hun rasende for sig selv og valgte en hvid natkjole som var en af de nye, som der var blevet købt til hende. Hun trak den silkebløde natkjole ned over sin veltrænet krop, og den sluttede til hendes lår.

I det samme øjeblik gik døren op, hvilket fik hende til at vende sig forskrækket om. ”Godaften, Bambolina”, sagde Joe smilende.
”Joe?! Har du aldrig lært at banke på, eller vil du måske have at jeg stikker dig ned med en hårbørste?” spurgte Dawn rasende.
”Alt herinde er mit. Det gælder også soveværelset og dig med, Bambolina”, svarede Joe med rolig stemme, iført en sort morgenkåbe, lavet af den fineste silke som man kunne købe for penge. Han trådte ind, og lod sit blik glide hen over hende og han smilede, da han så hvordan natkjolen stoppede hende til midt på låret, og hvordan natkjolen også fremhævede hendes veltrænet krop. ”Klæder du dig sådan, når jeg ikke er her?” spurgte han smilende.
”Det var alt, som du efterlod mig, din idiot. Som om jeg ville havde et andet valg”, svarede Dawn iskoldt.

”Du havde skam et andet valg, Bambolina. Du kunne have valgt ingenting”, sagde Joe smilende og trådte tættere på hende, og lod sin hånd strejfede hendes arm og lod den glide langsomt ned, og begyndte snart at kærtegne hendes hofte med forførende bevægelser.
”Stop med det der!” udbrød Dawn og mærkede sin krop stivne, og sit åndedræt blev tungt af hans forførende berøringer. Hans berøringer drev hende allerede til vanvid, da hvert forførende strøg han påførte hendes hud, antændte en ild som hun ikke havde oplevet før.
”Blød hud har du, det kan jeg lide”, hviskede han smilende og lod sine læber finde hendes hals og gled dem langs hen over hendes følsomme hud.

Dawn skælvede, da hun vidste hvad han ville have af hende, men hun nægtede at give sig så let til ham. Hun knyttede sine næver hårdt sammen, så hun var klar til at gøre modstand, og hendes kampsportsevner var også vågnet op. Men Joe løftede hende pludselig op i sine stærke arme, som om han havde læst hendes tanker, og bar hende over til sengen og nærmest smed hende derpå. Luften blev slået ud af lungerne, da hun ramte madrassen, mens han skænkede sig over hendes krop med hans egen. ”I nat vil jeg have det, der er mit”, sagde han smilende.

Joe lod sine hænder vandre langsomt og grådigt hen over hendes krop, hvert eneste centimeter som han rørte ved på hendes hud, føltes stjålet. Dawn rystede, og det var ikke på grund af frygt, det var begæret og som hun aldrig vil indrømme overfor ham. Hans hånd gled langsomt ned mellem hendes lår, og han lod fingrene presse sig imod silken, da hans fingre ramte hendes klitoris. Hun gispede og bukkede sig mod ham, da hun mærkede det. ”Jeg vil kneppe dig, til du glemmer alle navne undtagen mit”, sagde Joe smilende og lod sine fingre glide langsomt ind i hendes trusser, og ned gennem hendes folder, med langsomme bevægelser og med en tung hensigt. ”Du spiller trodsig, men din krop tigger efter mig, jeg kan mærke det. Du er så våd og klar.”

Joe rørte på hendes klitoris, og cirklede den rundt med sine erfarne fingre. Dawns åndedræt hakkede voldsomt, mens hendes bryst hævede sig op og ned. Han trak sine fingre væk og løftede hånden op til sit ansigt, og betragtede hendes våde lyst på sine fingre, indtil han så hvordan hun bed sig i læben. Det var en nervøsitet, som han ikke havde set før. ”Hvad er der?” spurgte han forvirret og så på hende, men fik ikke noget svar udover hendes åndedræt var overfladisk, og der gik sandheden også op for ham. ”Ingen mand har taget dig før, vel?”

”Og hvad så? Det betyder ikke, jeg knækker for dig. Og det betyder skam også, at jeg stadigvæk har mine standarder og at jeg kender min værdi. Det skræmmer de fleste mænd, når de finder ud af det”, svarede Dawn iskoldt og så ham dybt i øjnene.
Joe stivnede, og hans pupiller blevet mørket af noget farligt og sultent. Han smilede, som langsomt blev et syndigt grin, og løftede sine våde fingre til næsen. Han indåndede hendes lyst, mens han smilede som en rovdyr som endelig skulle have nedlagt sit bytte. ”Min lille Bambolina, så urørt og ren”, hviskede han smilende. ”Du er min at tage. Og min at ødelægge.”
”Aldrig!” udbrød Dawn rasende.

Joe lagde sig hen over hende, og kyssede hende hårdt på munden, mens han havde sit syndige grin i ansigtet. ”Du spiller stadigvæk stærk og trodsig overfor mig, Bambolina. Men jeg ser det hele, du er urørt, ren”, sagde han smilende og kyssede hende igen. ”Og jeg ved, hvor meget du hader, hvordan din krop længes efter mig.”
”Rend mig!” råbte Dawn rasende, selvom hun vidste, at han havde ret. Men hun nægtede stædigt at give sig til ham, selvom det betød at hun måtte gøre så modstand imod ham, som hun kunne.

Joe trak hæst vejret, da han lod sine fingre glide tilbage mellem hendes våde folder igen og begyndte at pirre hende igen, og straks faldt hendes hoved tilbage på madrassen med et blødt suk. ”Der var den. Den lille støn, som jeg har ventet på at høre”, hviskede han smilende, hvilket fik hende til at rykke sig og instinktivt lukkede hun benene, men han greb fat i hendes lår og tvang hende til at åbne sine ben igen. ”Så, så, nu skal du ikke skjule det, som der allerede er mit.”
”Men jeg…”, begyndte Dawn.
”Hvis du lukker benene igen, så binder jeg dem fast og holder dem åbne for mig”, svarede Joe smilende og trak sine fingre gennem hendes sprække, og langsomt udforskede han hendes varme indre, mens han så til hvordan hendes ansigt vred sig i nydelse og forgæves modstand. Hendes hofter rykkede dem, og hun hungrede efter mere. Han fortsatte med at pirre hende, mens hans mund nappede hendes hals og lyttede til, mens hun gispede og rykkede sig med kroppen. ”Du rykker dig som en artig pige skal gøre. Og din krop tigger om synd, som den skal gøre”, hviskede han smilende og fortsatte sine pirringsangreb
”Joe, jeg hader dig, at du får mig til at føle sådan her”, stønnede Dawn.
”Godt. Jeg vil have dig til at hade det og stadigvæk vil du tigge mig om mere”, svarede Joe smilende og trak sine fingre ud, og med et fast greb rev han hendes undertøj og natkjole i stykker, så hun lå nøgen under ham.

Dawns støn slap ud af munden, før hun nåede at stoppe det. Joe lod sit blik glide langsomt over hendes blottede hud, mørkt og sultent. ”Se på dig, hvert eneste centimeter af dig, er smuk, og skabt til at blive taget af mig”, sagde han smilende og lod sine hænder glide over hendes veltrænede muskler, som igen antændte en ild inde i hende.

”Stop, please”, hviskede Dawn og skælvede under den stemme, mens hun så til at han tog sin morgenkåbe af med en flydende bevægelse og smed den ned på gulvet. Hun lod sit blik glide ned over hans krop, som var ekstremt muskuløs og videre ned og hendes øjne blev store, da hun så hans pik for allerførste gang. Hans pik var enorm, som om, at djævelen selv havde givet ham den fra fødslen. Det skræmte hende ved tanken om, at hun skulle have den oppe i sig, hvilket antændte modstanden i hende igen. Hun slog ham hårdt i ansigtet mod sin knytnæve, men han rykkede sig ikke med en eneste muskel.

Joe fangede hendes håndled i et brutalt greb, da Dawn begyndte at slå ud efter ham igen, og holdt hendes arme op over hovedet, mens han pressede hende ned i lagnerne. Joe… Please”, bønfaldt hun.
”Du kan kæmpe nu mod mig, men du vil stadigvæk stønne for mig senere. Uanset hvad enten du vil det eller ej, så er du min”, sagde Joe irriteret og stirrede sultent ned på hende, og stønnede. Han lod sin mund glide langs hendes hals, og gjorde krav på hende med hvert sug, han påførte hendes hud ved at suge. Han lod sin tykke pik glide ned mellem hendes lår, han gned langsomt og tungt ind mellem hendes folder, hvilket fik hende til at udstøde et åndeløst klynk fra hendes læber. ”Det er tid, Bambolina.”

”Jeg ved ikke om jeg er bange for dig, eller hvad du er ved at gøre mod mig”, sagde Dawn stakåndet, da hun mærkede hans pik gnide sig mod hendes åbning, klar til at tage hendes mødom nu.
Joe stoppede pludselig, og hans blik fangede rystelsen bag hendes selvsikkerhed. Et glimt af tilbageholdenhed kom frem i hans ansigt, men rovdyret forsvandt ikke, men han lod sit greb blive blødgjort. Han gled sig ned ved siden af hende, og hævede sig op på den ene albue og så hende dybt i øjnene. ”Jeg vil tage det langsomt med dig, for nu. Så jeg lader dig vænne dig til det”, svarede han roligt og sin ene hånd glide tilbage ned mellem hendes lår, og begyndte at gnide hende på klitorissen med blidere og forførende bevægelser denne gang. ”I nat vil jeg gerne vise dig, hvor god synd kan føles. Men i morgen, Bambolina, så vil du tigge mig om at ødelægge dig fuldstændigt.”

”Joe, please”, stønnede Dawn og mærkede sit åndedræt hakke voldsomt og hun stivnede, da hun mærkede hans fingre glide længere ind imellem hendes folder, og begyndte langsomt at pirre hende. Hendes ryg buede sig sammen uden at hun selv ville, men hendes krop jagte hvert strøg fra hans berøringer, og hun kunne ikke holde sine små støn tilbage på grund af det.

”Jeg vil få dig til at falde fra hinanden, mens jeg kærtegner det, der er mit”, hviskede Joe smilende og lagede sine læber mod hende, denne gang var kysset mere blidt og ikke krævende eller besidderisk, som om han virkelig ville vise hende, at han ville tage det langsomt med hende.

Dawn mærkede sit bryst hæve og skænke sig, mens hun forsøgte at få sin krop til at modstå ham. Men det lykkedes ikke, da hun smeltede i hans blide kys, og hun åbnede munden, da hans tunge søgte adgang til hendes. Men pludselig skubbede hun hårdt til hans bryst, og hendes øjne flammede, da hun kom til sig selv igen. ”Nej stop! Jeg vil ikke det her”, sagde hun trodsigt.

Joe stivnede af overraskelse, mens han trak vejret tungt, og han trak sig så væk fra hende med uhyggelig ro. ”Jeg vil vente, Bambolina. Men mærk dig endelig mine ord, jeg kommer ikke til at vente for længe”, svarede han roligt og rejste sig fra sengen uden at sige et ord, og tog sin morgenkåbe op fra gulvet, og tog den om sig igen. Han drejede sig mod hende, og hans blik fortærede hende langsomt, mens hun stadigvæk lå helt rød og blottet i sengen. ”Snart vil det komme til at ske, Bambolina. Jeg vil tage din mødom, og derefter vil jeg tage hvert eneste centimeter af dig. Og du slipper ikke, det lover jeg dig.”

”Det kommer aldrig til at ske, hvis jeg skal have sex, så skal det være ved ægteskab”, svarede Dawn og tog en dyb indånding, mens hun rakte ud efter sin dyne for at dække sig, da hun ikke brød sig om hans blik på sig.

”Det vil komme til at ske, hvad enten du vil det eller ej, Bambolina”, sagde Joe smilede roligt, mens en ny ide var ved at tage form i hans hoved, mens han åbnede døren og forlod soveværelset, og han låste døren efter sig.
Historien fortsætter under reklamen

”Hvad fanden mente han lige med det?” spurgte Dawn sig selv, mens hun lå tilbage, og puttede sig tættere sammen under dynen. Hun følte sig forpustet og brændende, og hendes hud kunne stadigvæk mærke hans berøring på sig.