Rejsen tilbage

analsex gangbang tvangMændene ynder at tage hende i samlet flok, en i hvert hul og en i hånden, mens kaptajnen ser på.

Forfatter: Jann (NNastyJR)

(Ikke for børn og sarte sjæle!)

Hun har øjnene åbne, men mørket er lige så tæt og uigennemtrængelig som døden. Og som den, opløser det hende i sig, så hun ved ikke hvor hun er, eller hvordan hun er havnet der, om hun overhovedet stadig eksisterer.

Hun forsøger instinktivt at få svar og slår ud med armene, rammer afgrænsningerne, er altså til, har stadig fysisk form i det omsluttende mørke og den bundløse frygt hun er hensat i.

Et hyl undslipper hendes læber og bryder også tomheden her, hun slår igen, slår hånden da hun rammer træ, også over sig, sparker, skriger. Hun har krop og fylde, og er i live, men spærret inde i en kasse. En kiste!?

Jorden bevæger sig omkring hende, som om kisten skrider, er ved at kollapse og bukke under for presset ovenfra? Når hun at dø af iltmangel inden jorden kvaser hende. Eller er det bare inde i hendes panisk forvirrede bevidsthed det sejler?

Sejler? Hun mærker det og hører noget, skramlen, snak, og så skarpt blændende lys. Hendes kiste er sådan én der hører til på et skib, tilhører kaptajnen af det, som straks rækker ned og løfter hende ud af den.

Hun er let og lille, misser med øjnene og genvinder synet, ser kaptajnen, og hans mandskab. Og de ser hende, trækker den simple særk af hende og studerer indgående hendes spinkle, præmature skikkelse, der er grunden til at hun er her.

Hun er fanget i et mareridt, vågen, men omtumlet, står usikkert på sine tynde ben og forsøger at forstå, slippe fri, eller i værste fald komme overens med disse fremmedartede omgivelser, lugte og lyde – mændene!

De griner, grynter og kommenterer, på sprog hun knap forstår. Kun få ord, spansk, portugisisk?, fra de fire andre fremmede mænd omkring hende, udover kaptajnen, som hun synes virker svagt bekendt.

Hun er ung, men har allerede oplevet meget i sit korte liv, er dog nu livræd som aldrig før, står nøgen og udstillet foran fem bryske mænd i et lille lukaf, på et skib, regner hun hurtigt ud, fornemmer nu tydeligt søgangen og hører træets knagen, allerede langt fra land. På alle måder langt, langt hjemmefra.

Kaptajnen peger hende frem og ud i det fri på dækket, hvor hun møder den sjette mand på skibet, styrmanden, som også måler hende med blikket, og hilser hende med et lille anerkendende nik.

Hun er stadig nøgen, mærker straks solen brænde hendes sarte, lyse hud, ser havets blå uendelighed foran sig, og når lige at se hjemlandet forsvinde helt i horisonten bag sig, og ved at hun nu er ude hvor kaptajnens ord og søens barske love gælder. Ingen kære mor.

Hun burde græde og tigge, men har for længst mistet den slags forhåbning i sit tilsvarende barske liv, får blot sin tarvelige, brune særk tilbage, og bliver sat til at arbejde med det samme. Rejsen er lang og alle må yde, fortæller kaptajnen på hendes eget sprog, berører blidt hendes kind og tørre, sprukne læber med sin store, ru hånd. Smiler tilfreds, og afslører sig for hende i hendes hukommelse.

En af morens kunder, gennem en tid og fra for ikke længe siden. Han har altid været sød mod hende, har tit haft sødt med til hende, det er langt fra dem alle der er sådan, og slet ikke hendes kære mor, som nu har solgt hende!

Hun ved det. På en eller anden måde, er hun ikke i tvivl, har måske hørt dem hviske om det, om en lang sejlads, fem mænd stuvet sammen i dage, uger, måske måneder!?

Det smerter hende, hun er solgt af sin egen mor, købt for at hjælpe, lette stemningen, trykket, ved som barn af en luder hvad det handler om, og mærker det allerede helt ind i sin unge marv. Hvor sulten også nager, sammen med tørsten, heller intet nyt for hende.

Livet har allerede været uretfærdigt hele vejen igennem, moren har, nu med denne utænkelige sidste handling mod hende, den værste hidtil. Helt utilgiveligt. Alligevel savner hun hende frygteligt.

Hun er stadig ikke sikker på sig selv og alt det her. Er groggy og chokeret, venter stadig på at vågne op, et helt andet sted. Men tørsten er smertelig sandfærdig og håndgribelig, og mens hun skræller kartofler under den hårde sol, kigger hun sig forsigtigt rundt, og sniger så sin lille hånd op og sutter fingrene, væder læberne. En lille fin kartoffel, skjuler den i hånden og krummer sig sammen, tygger og sluger hurtigt.

Kaptajnen står på lur og griber hende i det, griber hendes lange, lyse hår og rykker hende op på knæ, sender hende en kindhest, der sender resterne af kartoflen ud igen og erstatter dens søde smag med en anden af metal.

Mændene samles igen og hun strippes af særken igen, lægges på maven hen over den høje rælling, faretruende nær den dybe, mørke grav de sejler over. Hun har fået lussinger og endefuld af moren masser af gange, også uden grund og med meget lidt barmhjertighed. Men stadig intet som dette.

Kaptajnen har pisken ved hånden og bruger den. Godt nok den blide af de to han har med, trækker sjældent blod, men den stikker stadig som tusinde skorpioner og får den unge pige til at skrige ud i uendeligheden, som slagene ruller og balderne brænder. Hele den spæde krop snart. Isnende forbrændt.

Og flere af mændene skriger med, hujer som dyr af fryd, har selv prøvet det, og det der er værre. I andre sammenhænge dog.

Kaptajnen er øvet, slår igen, rammer perfekt hver gang, og sender flere flammende klør gennem hende. Han straffer og lærer, og han nyder det. Det er hans lod og ret, mærker blodet pumpe og safterne stige, som hans ganske unge slave skriger sig hæs og tom, balancerende så tæt på afgrunden.

Hun er snart så forpint og desperat, at havet under hende virker mere og mere tillokkende. Det kræver blot at hun slipper grebet og lader sig falde, køle, ikke mere.

Ikke mere! Et smæld rammer hende igen, og hun kan ikke mere, men slipper ikke. Endnu et velrettet slag smælder og lyner, sætter hende på plads, fortæller hende at hun er mindre end intet nu. Intet andet end en billig slave, der skal kende sin plads, vide at mad og drikke er en luksus hun skal gøre sig fortjent til og vente på at få som belønning. Det forstår hun, som hun hænger der, ni slag klogere, og færdig for nu.

Hun bliver løftet ned igen og kommer langsomt til sig selv igen, kan ikke længere benægte sin krop og eksistens her, som nu er pryglet dybt ind i hende. Hendes balder gløder, ned over lårene og op over lænden, huden hærget af læder og solens bål, som hun vender tilbage til gryden og sit første job.

Lidt efter får hun sin særk tilbage, som eneste beskyttelse mod den salte luft og bidende sol, i denne time ét i hendes nye liv.

Flere timer går og lyset svinder, uden at smerten gør. Maden er klar og alle, undtagen styrmanden, samles igen indenfor for at skaffe. Æde. Undtagen hende, står blot og ser på, som kaptajnen befaler. Sviende. Svimmel. Søsyg. Svag. Solitær.

Så alene.

En strimmel fedt fra det salte flæsk, bliver smidt for hendes fødder. Hun ser ned på det, men som den lydige hund hun allerede er, venter hun. En strimmel mere, lander på hendes beskidte, bare fod, mændene griner, hendes mave knurrer.

Efter få, men alligevel uendeligt langstrakte minutter, er de alle færdige og slukker tørsten i den sparsomme mængde vand der er til rådighed. Undtagen for hende.

Kaptajnen drejer sin stol mod hende og kigger, stanger tænder og fordøjer, skubber lidt til fedt strimlerne med støvlen.

“Er du ikke sulten? Sgu’ da ikke meget mere end skind og ben, holder ikke længe på den måde, og det kan vi ikke have – kom så!”

Hun kaster sig på knæ og fanger de to glatte stykker harsk næring, gumler og sluger dem i få mundfulde. Salte som søen.

Hendes mund og svælg er ru og tørre, kun med stort besvær glider det sidste stykke ned, og gør hende mere afsindig tørstig.

Mændene morer sig bare over hende, det glubske indtag af hendes ‘mad’ og besværet med at få det helt ned, og ikke ud igen. Hvad de ser, tænker og føler, er umuligt at sætte sig ind i. En helt anden tid, anden verden, andre slags ‘mennesker’.

“Hvad er der med horeungen, bekommer maden hende ikke?” spotter kaptajnen, der i den grad er en mand af sin tid, løfter hendes ansigt med støvlen under hendes hage.

Hun åbner øjnene og forsøger at sige noget, men kan ikke. Stemmen er væk, visnet af frygt og tørst, som resten af hende er på vej til.

“Er det dét her du higer efter?” spørger kaptajnen og løfter sit krus, drikker en kølende slurk, efterfulgt af et saligt; ahhh!

Hun nikker, desperat, ser længselsfuldt på kruset og bedende op på kaptajnen, der holder hendes skæbne i sine hænder.

“Nuvel, drikke skal der også til, ellers holder du ikke, og det dur virkelig ikke!” muntrer kaptajnen selskabet med. “Luk øjnene og åben gabet, så skal du få en tår!”

Hun adlyder straks, kniber helt sammen og gaber op alt hun kan, håber på en smule lindring.

Kaptajnen stiller sig op og finder sit lem frem, pisser det lille luderbarn ret i kæften, til larmende latter fra mændene omkring bordet. En anden tid, som nævnt.

Hun mærker det varme væde fylde sin mund, smager affaldsstofferne og saltene, der gør det ubrugeligt som slukning af den slags brand som hærger hende. Og det om så hun vil eller ej, lukker automatisk i og gylper op igen.

“Hva’ satan, bekommer ej heller drikken vor højtærede gæst, hvilke manerer er det dog en horeunge bringer med sig ombord på mit skib?!” håner kaptajnen og pisser færdig ud over hende.

Hendes tjavsede hår er vådt og klistret, som den beskidte særk, der nu har fået endnu en stank til repertoiret og øger hendes trang til at kaste op. Væskemanglen, søgangen og nu pisset over sig, og i sig, får det hele til at vende sig i hende og true med at tømme maven helt for den smule næring hun trods alt har.

Kaptajnen sætter sig igen og ser tilfreds på hende, har luret længe på den her lille horeunge når han har besøgt moren, sikret sig at hun gemte hende til ham. Gemte hende til denne lange og farefulde færd rundt om sydspidsen og helt op til Berberlandet med deres last. Her vil hun være tilpas aflastning, og gevinst!

Hun kigger op på ham, ser at hans lem stadig er fremme, og nu har løftet sit hoved let, ved hvad det indebærer. Tabu og forbud til trods, mændene forlanger det, og moren har vist og lært hende, både per eksempel og helt konkret. Kunder hun har stolet på ikke ville voldtage og spolere pigen, og som samtidigt var villige til at betale lidt ekstra for de unge læber og den uprøvede mund.

Så kaptajnen behøver ikke beordre, hun rejser sig selv og finder ind mellem hans ben, tager lemmet i sin lille hånd og gnider det, kysser det og slikker det hastigt hærdende kød så godt hun evner.

De fire andre mænd ser på, tavse og forventningsfulde, som horeungen hurtigt får kaptajnens lem op i fuld rejsning. De gnider alle deres eget, to af dem har det allerede fremme under bordet, de tilhørende punge fulde, modsat deres anden, har ikke råd til ludere så ofte som kaptajnen.

Han har forrang, både af position og da det er ham der har betalt for horeungen. Dog billigere end man skulle tro, fik presset moren lidt mere til sidst, da han fandt ud af at hun var blevet gravid igen og derfor kun var glad for en mund mindre at mætte. Også selvom denne samme mund var begyndt at tjene lidt ind.

Men hun blev fristet med en rede sum fremvist foran sig, som ville tage hende selv og pigen uger at skaffe, og ville øjeblikkeligt forsøde tilværelsen en smule. Kaptajnen lovede tilmed, at pigen ville komme med retur, sund og rask, og helt klar til at indtræde i morens geschæft for fuld styrke.

Så ung dog, tænker kaptajnen og ser ned i hendes forskræmte blå øjne, mens hun møjsommeligt masserer hans lem med sine sprøde og sprukne læber. Han ville gerne have ventet lidt længere, et år måske, men turen altså er nu, og hun ville heller ikke kunne holde meget længere.

Hendes transformation er nært forestående, hun har endnu ikke blødt, har moren garanteret, men det må være op over, og så vil hun slet ikke kunne holde kunderne fra hende. Med garanti!

“Vrid en klud op og tag særken af hende!” befaler kaptajnen, hård og lækkende præsperm, til den ventende præmature sprække. Lokker som en sirene.

Hun ved det vel, får flået særken af igen og gnubbet hurtigt over ansigt og overkrop med en fugtig, grov klud. Bliver lagt på bordet ved kaptajnens ende, de lange, tynde ben spredt ud og den lille sprække vasket ren og fin af kaptajnen selv. Til kaptajnen selv.

Det er det smukkeste syn, på trods af hendes endnu manglende former og kurver, brysterne kun to små lyse bær der titter nysgerrigt frem. Men kaptajnen har udviklet mere og mere smag for dem, disse pur, pur unge og petite pigebørn. Dog endnu aldrig en som denne her, knap modne frugt, som nu ligger klar til hans dunkende lem.

Han fører det mod sprækken og gnider præspermen rundt i den lille spalte, besinder sig og nyder forventningens glæde lidt endnu. Men mændene omkring ham er naturligvis utålmodige og mere og mere i deres brunst vold, så han fører sig ind og åbner hende op, mærker hvordan det alt for stramme skedehylster lukker sig sugende, næsten knugende om lemmet. Strækker sig kun nødigt nok.

Hun husker på morens sidste formaninger om at lade det ske, ikke stritte imod, intet at gøre alligevel. Lidet vidste hun at det gjaldt dette, denne rejse, som hun altså blev ført med på i en sort kiste. Husker ikke hvordan?

Hun må have sovet tungt, måske endda bedøvet af noget? Det står ikke klart for hende, alt er stadig sært tåget og uvirkeligt. Altså på nær smerten fra kroppen, indefra og udenpå. Nu mest forneden.

Hun gisper tungt, presset er enormt, den begrænsede skede ligesom rives op af kaptajnens lem, der er hårdt og nådesløst i sin ret. Han begynder at gnide det frem og tilbage i hende, hun mærker det som et koldt og voldsomt fremmedlegeme i sig, klynker stille og beder sin nyttesløse bøn for sig selv, men får kun som svar, at mændene begynder at befamle og nive i hendes lyse, sarte hud. Får snart efter endnu et fremmedlegeme i sin mund.

Kaptajnen er ukarakteristisk nænsom og tålmodig, omend hans fuldvoksne lem giver pigen store kvaler. Han plejer at ynde at tage sine ludere hårdt og som de hunde de er, men denne her er i sandhed ren og uspoleret, som ludermoren lovede. Han nyder nu i stedet følelsen og synet pigens kvaler, og af de små skamlæber krænget stramt om sit lems fylde – har aldrig følt sig større!

Pigen klynker højere, som lemmet går dybere og flår i hende. Hendes hoved drejes og et nyt lem i munden, denne gang den unge skibsdreng, som kun er en håndfuld år ældre end hende og derfor ikke har meget erfaring, hvis nogen overhovedet, kommer i hendes mund efter en kort omgang.

Hun smager ung sperm, får en lille mundfuld, hører de andre mænd grine igen, og trække drengen væk igen. Et nyt lem, større, tungere, hun kigger op og forsøger at behage det som skibsdrengens, som det dog hurtigt vokser til to af i størrelse, fylder hele hendes mund, gør hende kold af frygt.

Kaptajnen har nu fået banet vej i den snævre passage og knepper den mere målrettet, mærker det samle sig og bygge op, går i bund i den endnu anspændte jomfru-skede, godt to tredjedele inde nu, brummer tungt, og tømmer sin første last heri.

“Mmmh…..” gisper han lettet og pumper sig tom i få, eksplosive skud. Det var bedre end forventet, den lille skede en sand fryd, bliver ved at klemme og suge om lemmet, som om hans sperm er lige så livsvigtigt for den, som vand for horeungen. I sandhed al ventetid og alle pengene værd, jomen!

Kaptajnen trækker sig og lader næste hungrende sjæl i rangordenen få aflad. Normalt ville det være styrmanden, men han er ikke helt som resten af den lille besætning, står stadig oppe på dækket og passer sit arbejde, mens resten skaffer, og kobler af.

Hun har det fjerde lem i munden, da hun mærker et nyt jag i skeden og op gennem hele kroppen, som den næste støder sig op i hende. Han knepper øjeblikkeligt dybere og uden hensyn og omtanke, som om hun er en garvet luder allerede, og ikke en spæd jomfru for få øjeblikke siden.

Hun hulker forpint med munden fuld af kød, mærker mere af det jage op i sig, som en kniv der stikkes ind og ind igen, dybere og mere fatalt for hver gang. Men hun holder ud, lukker de våde øjne og søger mørket igen, opløsningen i det, svæver langsomt væk i sindet, tilbage, hjem igen. Hjem til moren og de andre kvinder, ludere, deres børn, hendes legekammerater, og ikke mindst hendes gamle, slidte tøjdukke, Daisy, der er hendes kæreste eje.

Hun finder lidt umulig trøst i sin opvækst armod, som den brutale sømand fortsætter sin umenneskelige voldtægt af hendes indre, han har aldrig haft så fin en fisse før, kommer derfor efter ganske få minutter, i en højlydt ekstase.

Mens han grundigt tømmer sig færdig, finder hun et enkelt øjebliks ro, sutter let på lemmet i sin mund, og åbner ligesom op, sanser alt omkring sig, skibets og mændenes lugte, den brændende fornemmelse over ryggen mod det ru træbord. Pinen i den martrede skedeåbning.

Hun er blottet, næsten som om hun først nu er fuldt tilstede og indser at dette rent faktisk sker. Som om chokket fortager sig og efterlader hende nøgen og åben, midt i hendes første massevoldtægt.

Nummer to glider af hende, hendes unge skede er øm og forslået, men får ingen hvile, næste mand står klar, knepper den lidt mere humant og omhyggeligt, har selv døtre derhjemme, og den med næstmest empati af de seks sømænd hun er havnet hos.

Men han knepper så til gengæld længere, også end kaptajnen, før hun også får hans fulde ladning sperm, er nu fyldt og varm, mørbanket og færdig. Undtagen med det frygtede, tykke og seje lem, hun sutter færdig ud i fuld omfang.

Selvom hun nu er glat og udvidet nu, efter tre mænds brug af hendes skede, kan han næsten ikke trænge igennem den smalle åbning. Men det er der selvfølgelig intet der hedder i denne verden, så han maser troligt på, mens de andre tre holder hende nede, spreder de tynde ben helt ud, håber han ikke splitter hende helt ad. Til de næste mange, mange gange.

Det føles faktisk som hun sprækker. Som om hendes indre brister, jo dybere lemmet tvinges ind. Hun jamrer højt og hjerteskærende, men ved det intet hjælper, husker i stedet på morens råd om at lade det ske, ikke stritte imod!

Et betagende syn, synes kaptajnen selv, om det massive organ der penetrerer den bristefærdige åbning, kan kun nå halvt ind før bunden er nået. Horeungen hyler inderligt og opgivende, sød musik i hans ører, som hun knækker helt og bliver kneppet ud af sin uskyld, næsten helt ud af bevidsthed.

Det er ekstremt og for meget, hun forsvinder faktisk et par gange under denne endelige anstrengelse. Men kaptajnen er fortrøstningsfuld, hun skal nok komme efter det, tænker han, ser på, og niver lidt i horeungens ene vorte så hun vågner igen – kommer tid, kommer råd!

Dette brutale fjerde lem udløser også sin præmie i hendes indre. Den tilfredse sømand fylder hendes debuterede skede, som nu smerter slemt, sejlende fyldt af sperm, der siver med ud som det tykke lem endeligt lader den få fred. Skibsdrengen ville, og kunne, ellers også sagtens, men er allerede blevet sendt på dækket som den første. Det er styrmandens resten.

Hun kunne heller ikke klare mere lige her og nu, er bogstaveligt helt segnefærdig. Selv ikke ham, den unge og uerfarne, hun ligger bare udmattet og udkrænget tilbage på bordet, som mændene langsomt vender tilbage til deres arbejde. Kun hende, horeungen, og hendes herre, kaptajnen, er tilbage i det lille, mørke torturkammer.

Kaptajnen havde overvejet en blidere indføring til hendes nye liv. Kun ham, måske styrmanden, i den første tid. Men det ville ikke gå over godt med de andre, og hun har jo vist sig at være sejere end man skulle tro, for en pige på hendes alder og med hendes beskedne statur. Og altså nu allerede i hans komplette magt.

Styrmanden kommer ind, hilser kort på kaptajnen og sætter sig for at skaffe. De er som olie og vand, kaptajnen og ham, respekterer dog hinanden og hinandens særheder, og ikke mindst kompetencer på en risikabel færd. Så kaptajnen lader ham i fred med sin mad, og hvad han ellers har appetit på, det er helt hans egen sag.

Da kaptajnen er væk, hjælper han pigen ned fra bordet og i sin usle særk, øser en god portion mad og vand op til hende, og byder hende at spise sammen med ham. En mand med sjældent meget empati i denne barske tid og verden, mere end alle de fem andre mænd tilsammen, og pigen, der slet ikke har plads til den slags, i sin kamp for blot at kunne eksistere.

Da de har spist, og hvilken fryd det er!, lader han hende vaske sig og vaske særken, finder et tæppe at svøbe hende i og lægger hende i sin køje. Hun falder hurtigt til hvile, på trods af at hele hendes lille krop værker og smerter. Solen, piskeslagene, og ikke mindst de fire brutale voldtægter af sit jomfruelige skød. Hvilken første dag i hendes nye liv!

Næste dag lader de hende slippe, nøjes med det orale, også styrmanden, som sov ved hendes side uden at gøre brug af hende. Og som hun næsten føler fryd ved at glæde med sine nu saftspændte læber, da han giver hende dag to’s sidste mundfuld.

Men lykken er kort, næste morgen igen vækkes hun ved at kaptajnen trænger op i hende, har sovet hos ham i hans lille, private lukaf, så han kan starte dagen på bedste vis. Skeden er stadig øm, men tager bedre imod, også som han knepper hende som han har set for sig, når han har kneppet moren.

Og sådan går det så, slaw i slaw, også med styrmanden ind imellem, som jo ikke er nogen helgen, men blot en mand. Efter aftenmaden tager de hende efter tur, efter få dage mere også sammen, da kaptajnen også får indviet hendes tredje åbning, som de fleste af dem også er med på, gud og synd eller ej. På søen gælder andre love.

Efter uger med mindst et halvt dusin, oftest et helt, voldtægter hver dag, har hendes skede og numsehul næsten vænnet sig til pligterne. Mændene ynder at tage hende i samlet flok, en i hvert hul og en i hånden, mens kaptajnen ser på. Med styrmanden er det stadig anderledes. Næsten ikke voldtægt længere.

Når han ligger mellem hendes ben og ser blidt i hendes øjne. Eller endnu bedre, når hun sidder på ham og har kontrollen, forsøger ihærdigt at efterleve morens formaninger om at slippe og slappe af, endda nyde hvis hun evner, ingen dømmer hende. Det lykkes næsten.

Ind imellem er de i havn og i land, dog ikke hende, naturligvis. Friske forsyninger og fast grund under fødderne skal der til, også enkelte aftener med druk og sang og hor. De sparer dog deres sølle løn på det sidste, har jo på skibet, helt kvit og frit, og går virkeligt til den de nætter!

Hun troede de allerede viste deres værste sider frem, men får nu virkeligt mørket og kulden at føle. De slår og prygler, pisser på hende, og knepper mest af alt for at gøre ondt. Hun overvejer derfor at flygte, allerede den første gang de kommer fulde og endnu mere hæmningsløse tilbage. De ligger stadig til kaj og alle sover, undtagen hende, forslået og øm som aldrig før.

Men hun ved ikke hvor hun, omgivelserne ser fremmedartede og mystiske ud, mændene derinde mørke og mindst lige så truende som dem hun er hos. Og kaptajnen har sin opmærksomhed på hende.

“Du vil ikke holde én time, ende i en stor, sort gryde!” hvisker han og forskrækker hende. Hun ryster svagt på hovedet og kigger ned i dørken, ved at han har taget hende i en forbrydelse igen, omend kun i tankerne, men vil stadig straffe hende for det.

Hun opgiver og venter blot, forsøger at gøre sig tom og følelsesløs som natten forinden, bliver strippet og bundet til masten under den brutale middagssol, hvor kaptajnen lader hende vente mere før han vækker mandskabet, som skal bevidne det, straffen for tanker om mytteri. Han overvejer alvorligt blod pisken.

Men han besinder sig og bruger den samme, mere humane, giver dog horeungen fire svirp mere, tretten ialt, hen over ryg, balder og ben.

Hun forsvinder ind i mørket ved det sidste slag, hvilket får kaptajnen til at stoppe, løsne hende og lægge hende indenfor på bordet, hvor han selv plejer hendes sår. Måske blev han for grebet, tænker han, som han betragter de røde streger han har tegnet på den lyse, sarte hud, håber hun slipper for permanente mærker, vil helt sikkert påvirke prisen på hende!

Nogle uger senere vil det vise sig. De har klaret den farlige sejlads og er kommet til deres destination, horeungen er blevet gjort ren og fin som aldrig før, selv en pæn, hvid kjole får hun på, og kommer med i land for første gang.

Mændene laster af og ser hende gå, er lidt triste over det, især nok skibsdrengen, der så får endnu en sur pligt til hjemturen!

Men kaptajnen har en køber, en osmannisk rigmand med interesse i kønne, unge, lyse piger som hende, horeungen, der uden tøven bliver solgt igen, denne gang for en ordentlig pris dog.

En god bonus for kaptajnen, som endnu engang redder skibsdrengens røv, helt bogstaveligt, og bruger halvdelen af pengene til at købe to unge, smukke, mørke slavinder med tilbage. Den ene helt ibenholt sort og med store, fyldige læber, skulle efter sigende være en slags prinsesse, og vil være guld værd derhjemme!

Kaptajnen forsvinder fra horeungens liv nu, hans skæbne uvis for hende, men med stor sandsynlighed kort. Den ligger ligesom aftegnet i den unge, sorte kvindes sorte blik. En stille, sort nat efter en storm? Kniv eller blot tænderne?

Der kan blot spekuleres om hans skæbne, kun horeungens er øjensynlig, som hun bliver ført ind i et stort, flot hus, nærmest et palads, af hendes køber og dennes vagter, blot undersåtter til rigmanden som ikke er til stede.

Det er det meste af hans harem dog, som hun nu indgår i, stadig ufrugtbar og derfor endnu ikke helt interessant for rigmanden. Han dukker først op efter nogle dage og hilser på, ser hende an, og nikker tilfreds af sin nyerhvervelse.

Horeungen, der nu bliver spurgt om sit navn af de andre piger, og skal lige til at sige det, men lyver og skifter i sidste øjeblik. Til Daisy, som hun altid godt har kunnet lide. Her og fra nu af er jeg Daisy, tænker hun og nyder den gode mad der altid er mere af. Det smukke sted, roen og de liflige dufte. Og de andre piger….

Især én, har kastet sin kærlighed på den lille lyse blomst. Stadig bar og efterladt til sine nye søstres oplæring til hun bløder, og er klar til sin nye herre.
Historien fortsætter under reklamen

Rigmanden har allerede talrige efterkommere, men ingen i en helt lys valør. Gerne en søn med blå øjne, det har han drømt om længe, skal være hans arving til sit voksende handelsimperium i det evige osmanniske rige.

Og Daisy er ikke langt fra, den rige mad og gode selskab, dage og aftener med de andre, ældre piger som fortæller og lærer fra sig. Især Yasmin, smukke, mørke og stærke Yasmin, som viser hende ind i skedens mangfoldige nydelser.

Yasmin er øverst i hierarkiet, stadig rigmandens foretrukne, selvom hun, med sine toogtyve år, også er en af hans ældste. Gør den nye, purunge pige sin pligt og behager rigmanden, vil Yasmin snart få sin fulde frihed, ved hun, og er lidt ambivalent ved tanken om at skulle stå på egne ben.

Indtil da vil hun gøre sin pligt, og nyde, slikker med stor lyst den lille, hårløse fisse fra det kolde nord, undersøger nøje den tydeligt misbrugte skede, som dog stadig er en sand fryd for hende, og vil være det for rigmandens begrænsede forplantningsorgan, vurderer hun. Stadig frisk og stram, hun lærer pigen at klemme yderligere, bruger al sin erfaring og fingersnilde, og får den lille fisse til at smelte i sin mund.

Yasmin er mest til fisse, piger, er god til dem og ved dem, vil åbne sit eget bordel og tage sig af dem. Et ægte glædeshus skal det være, håber Yasmin, for piger som hende her, når rigmanden er træt af dem og smider dem på porten.

Og Daisy er virkelig glad, næsten lykkelig, især i Yasmins selskab, hendes tunge og fingre der kærtegner så magisk. Flere uger af fryd hun ikke vidste fandtes, får hende til at vokse og leve, og endeligt bløde.

Daisy er nervøs da hun bliver ført til rigmandens store, prægtige seng. Yasmin har fortalt at han er mild, og ikke synderlig stor, fatter han sympati for hende, vil det hurtigt være ovre.

Rigmanden er stor i statur, men sandt nok ikke mellem benene, trænger let ind i Daisy, som gisper dygtigt og kniber sammen som hun har lært. En anden slags voldtægt nu, også når hun nu har opnået status som kvinde, moden og frugtbar, stønner og behager rigmanden, som efter få minutter sår sin sæd i hende.

Han er tilfreds med hende, brummer glad og lettet og glider af hende igen, falder hurtigt i søvn ved hendes side. Yasmin henter hende lidt efter og tager hende med tilbage til kvindernes del af huset, hvor de griner højlydt sammen, og elsker rigtigt og fyldestgørende.

Daisy giver sig hen til Yasmin, som til gengæld altid får hende til at komme. Det sker aldrig sammen med rigmanden, som sår sit sæd i hende aften efter aften. Uger og måneder, og kimen er lagt, Daisy er gravid! Rigmanden er tilfreds og spændt, rejser væk igen, så det kun er Daisy og Yasmin igen. Perfekt!

Daisy bliver rund og tyk, og hendes lyst følger med i omfang. Hun elsker med Yasmin og flere af de andre piger, ser på når de nyder en af vagterne sammen, ham den høje, sorte, med en kulsort slange mellem benene, som Daisy aldrig har set mage før. Og desværre ikke er for hende.

Yasmin og et par af de andre, ældste piger må godt, men ikke Daisy, ikke det mindste! Daisy er hensat som tilskuer, sammen med de andre unge, må tage sig af sig selv og hinanden, mens Yasmin rider den prægtige, sorte stav og får rusket sit indre godt igennem.

Daisy ser at hun nyder det uden forbehold eller forestilling. Hun fornemmer på egen krop Yasmins lykke, og mærker nu, på forunderlig vis, et savn. Måneder uden et lem i sig, og en mand over sig, hans udløsning i sig. Hun får påny tanker om styrmanden, endda på kaptajnen! som hormonerne raser rundt i ring i hende. Stadig i sin spæde modning, og højgravid oven i.

Dagen kommer uundgåeligt, hvor Daisy lille skede igen skal stå sin prøve, barnet vil ud. Yasmin og et par gamle kvinder hjælper til, får det umulige til at ske, og redder både mor og barn, rigmandens ønskede lyse søn.

Daisy får lov at holde det og være hos det, en stor del af tiden. Men får også ro og hvile, strabadserne var ekstreme for hendes lille krop, som var presset til sit yderste som aldrig før.

Da hun kommer på benene igen, er Yasmin væk. Flere af de andre ældre også, i stedet et par nye, unge, her i blandt en meget ung, rødhåret pige, som er meget bange. Daisy tager sig af hende, også hun kommer fra den nordlige halvkugle, og er også blevet voldtaget det meste af turen herned.

Rigmanden ser hun intet til længere, mindre og mindre til sit barn, som bliver plejet af erfarne ammemødre, og virkeligt beundret af rigmanden. Resultatet er bedre end forventet, og han må helt sikkert prøve igen, senere.

Daisy bliver behandlet som en dronning, snart et år her hos rigmanden og allerede øverst i hierarkiet. Hun nyder endeligt livet, omend stadig i fangenskab, men nu sammen med sin nye, unge, rødhårede elsker. Savner dog Yasmin, og noget andet, der ikke just er blevet mindre påtrængende efter fødslen.

Måske kunne hun have været blevet tilgivet, hvis ikke rigmanden havde udset hende til mere, og stadig kun sin. Men den sorte vagt er her endnu, er blevet udpeget som en af den smukke, blonde piges faste, som spiller så pirrende godt op til ham, at det er menneskeligt umuligt at modstå.

Rigmanden er i det skæbnesvangre øjeblik rejst igen, de er alene, Daisy ligger nøgen på sin seng og masturberer med en af de større, rigt ornamenterede elfenbens anordninger som pigerne har. Hun spreder villigt ben og viser sig frem, tirrer og driller, stønner og lokker, endnu engang. Og efter Yasmins og de andres afgang, har det været småt med aflastning for den så vante vagt, og hans efterhånden forpint forsømte lem.

Daisy har det som ham, er på randen af vanvid over sin løbske libido, som gløder og driver i hende, og ud af hende. Hun føler sig efterhånden hjemmevant her, rejser sig som den dronning hun er i huset, og går frem til ham i døren, genkender gløden i hans sorte øjne.

Daisy ser blindt begærligt på den nøgne, sorte, muskuløse overkrop, og ikke mindst den massive rejsning bag det tynde stof, der er lige inden for hendes rækkevidde, føler sig tryg og sikker, sænker sig på knæ og trækker den frem, uden modstand.

Det sorte lem er uden sidestykke, og vokser hende blot mere over hovedet som hun betragter og beundrer det, ånder tungt på det med sine dirrende læber faretruende tæt på.

Det må ikke ske. MÅ ikke! Men døren er lukket, ingen vil vide, tænker vagten og trækker sig ikke, som pigen sætter læberne om hans blottede, blodspændte hoved, sutter så grådigt den sidste rest af fornuft ud af ham.

For første gang i sit korte liv har Daisy sex med en mand uden tvang. Første gang af lyst, næsten nød, får hun en mand op i sig, som oven i købet fylder hendes unge, men nu føde-modne skede helt ud.

Vagten glider glat helt i bund, forbløffet over at det er muligt i denne lille, lyse og så sart spinkle skikkelse, begynder at kneppe heftigt lige fra start. Han er dobbelt hendes størrelse på alle leder og kanter. Sort som natten, mod hendes mælkehvide hud. Sej og garvet, hvor hun er sart og fin, tænder ham voldsomt, så han hurtigt mærker det piske op.

Daisy når dog klimaks før ham, kommer krampende og sugende, låser benene om hans stærke ryg og vil have mere, det hele, mærke ham give endeligt slip i sig, og mætte hendes sult!

Vagten støder dybt i pigen og kommer i hende. Må ikke, burde ikke, hverken være begyndt og slet ikke slutte i hende, men kan ikke lade være, reduceret til denne ene, oprindelige funktion som levende væsen.

Daisy giver slip igen og flyder med i sit livs orgasme, som hun mærker den sorte hingst pulse op og ud i hende. Hans sperm er hed og tung, trænger dybt og gør hende varm og våd, kinderne blusser feber røde. Som håret på den pige som ser med i skjul!

Vagten er tømt og lettet, glider af den stramme skede og lille, lyse krop, ligger sig udmattet og forløst ved hendes side, og mærker straks angeren og uroen. Det var forkert, ved han, en utilgivelig forbrydelse, der vil koste ham livet, hvis nogen – hans herre! finder ud af det.

Daisy er blot salig i sin orgasmes gløder, opfyldt og mæt, ser ned på manden, dyret! ved sin side. Det store, smukke lem som stadig lokker – mere, der skal mere til, senere, men også nu!

Vagten mærker hende glide hen over sig og ned til sit lem. Han kigger ned og ser hende sutte det, gøre det så godt at tvivlen svinder ind igen, som blodet igen samler sig i hans stolthed.

Daisy får den op igen, måler den imposante masse med sit blik, helt sort og uimodståelig, og selvom den allerede har spiddet hende til bunds, rider hun den igen, langsomt og omhyggeligt, helt opslugt.

Hun kommer dog brat til sig selv, da dørene slås ind og de andre vagter strømmer ind, sammen med rigmandens forvalter på stedet, bliver brutalt afbrudt og trukket væk.

Den sorte vagt føres væk, og der gøres kort proces med ham, inden timen er omme er det ham som er spiddet til bunds, parteret, fodret og fortæret af rigmandens jagthunde.

Daisy låses inde, til man har været i kontakt med hendes herre, rigmanden, som ingen tolerance viser hende. Få dage efter føres også hun væk, ud af huset og ud af byen, til fængslet i det golde og øde, ned under det, i grotterne med kun én åbning og lyskilde.

Den falder ned fra det høje, fugtige loft, oplyser en stor jernring midt på stengulvet, hvor Daisy bliver lænket til. Hun trygler og beder alt hun evner, men den tunge dør smækker bag hende i det uigennemtrængelige mørke, som snart vil opsluge hende.

Hun ligger nøgen og forladt og hulker stille, da hun snart hører de første. Fra mørket omkring sig, kryber de nærmere, tavse og tvivlende. Er det blot deres galskab, eller er hun der, den lyse engel som de ser for sig? Som de lugter og fornemmer, mærker på, forsigtigt, prøvende, som frygtsomme, men sultne dyr.

Daisy er blevet smidt i hullet med de værste, efter rigmandens ordre. De syge og gale, voldtægtsforbrydere og værre, myldrer stille men sikkert frem mod dette uventede bytte lagt frem for dem. Som løver i bur, eller nærmere som hyæner i flok, duknakkede og forsigtige, men hurtigt og fatalt for det sårede kid.

Den første modige trænger op i Daisy bagfra, sort og stinkende, gør sig færdig på ingen tid. Daisy’s hjerte hamrer, hun skriger, men opildner kun, flere møver sig frem, over hende, river og flår – bider!

Daisy er tilbage på skibet, blot værre og med flere – mange, mange flere! Og meget mere afstumpede end selv kaptajnen, helt blottede for medfølelse og medmenneskelighed. Hverken løver eller hyæner, men rene bæster, som der altid har og altid vil eksistere, samlet og smidt i et hul, en efter en i Daisy’s.

De myldrer og står på nakken af hinanden, slås om hende, og får hende efter tur. Da hun langt om længe glider ind i mørket, fortsætter de blot, voldtager samtlige hendes åbninger med vild fråde og flår hende til blods, det meste af hendes lange lyse hår allerede rykket af, og fortæret. Det stopper nærmest ikke, de er mangfoldige og sultne, kun et kort øjeblik midt på natten, lige før ulvetimen, trækker de sig ind i mørket og lader de hende i fred, og hun vågner. For sidste gang.

Månen er fremme, ser hun, gennem sit slørede syn. Smerten er overvældende, lemmer er brækkede og huden bristet, bidt af flere steder, det ene, stadig beskedne mælkebryst blottet ind til fedtet. Hun er dog helt tavs nu, husker igen på morens råd om bare at lade det ske, opgive modstanden, også indeni. Opgive hende, moren og drømmen om at vende tilbage engang. Sønnen … ja, selve livet!

Hun mærker ham i det samme hun gør det, opgiver alt. Som kaldet kravler han frem fra mørket, har ventet på sin tur, trænger ind i pigen, bemægtiger sig hende. Fuldkomment.

Daisy ser hans sorte øjne glimte optændte, da han lægger hænderne om hendes spinkle hals og klemmer. Hun siger intet, giver ingen lyd fra sig, som han også er lydløs i sin gerning. Han støder sig op i hende, tager hende, også fra de andre, men får til gengæld det han ikke kan modstå.

Som han støder sig færdig i hende, ser han hendes øjne slukke, kommer så rigt og levende i hendes sidste åndedrag, eneste saliggørende. For hans slags.

Daisy ser månen, før mørket sænker sig helt. Sort og stille, hun opløses endeligt, slipper fri, svæver op. Let som luft.

Hun er luft, men ser stadig, oppefra, fra månens syn, som hendes kolde frelser glider af hende og væk i mørket igen. Her ser hun de andre også, sammenkrøbne, forhutlede og kolde. Ser hvor grusomt mange de er, og ser at de vågner igen, i de gales sene time. Lugter blod igen.

De fortsætter, også da de indser at hun ikke længere er her. Men kroppen er, stadig varm, stadig lys og lokkende, næsten bedre sådan. For deres slags.

Daisy ser den næste bølge af voldtægter, og de tiltagende voldsomme angreb på sit afsjælede legeme. Hvorfor? tænker hun fra sin ophøjede position, forstår ikke meningen med det her, hverken dernede, eller hvorfor hun skal bevidne dette mareridt og ikke bare svæve væk. Den lovede himmel?

Uden for tid og sted, oplever hun at det klinger af, solen rejser sig over hende og lyser de uhyggelige rester op. Hun ser de gale trække sig helt væk i frygt nu, ser hvorfor da døren åbnes og vagter strømmer ind, stikker til dem med dræbende spidse spyd, før rigmanden træder frem og besigtiger resultatet.

Daisy er luft og føler derfor intet længere, ingen had eller afsky, blot en svag sorg, som den sorte sky over hende, som altid har været der. Føler intet da rigmanden letter sig på hendes rester og forlader stedet igen, lænken løsnes og hun trækkes afsted over stengulvet, ud af de gales grotte, følger med oppefra.

En stor, svær bøddel deler hende hurtigt og erfarent i mindre stykker og fodrer også hende til hunde. Andre, glubske og vilde, end rigmandens mere tæmmede. Forskellen er dog den samme.

Daisy føler intet da hun ser sit legeme forsvinde, blot skyen af sorg, og et stille håb. Et lys, en engel, som i barndommens naive fabler om et bedre ‘herefter’ – endeligt!

Men det er blændværk, og snart er mørket og stilheden der igen, bag det hele. Et intet, som sagte sænker sig og opløser hende. Som i starten for så længe siden nu. Og som altid……..

Altid?

Tid?

*

Mørket slipper hende med et stille skrig. Hun er tilbage, fra det ultimative. Men ikke helt.

“Rolig, rolig …” lyder en stemme derude, en anden virkelighed. “Der er ingen fare, du er tilbage og i sikkerhed, træk vejret og slap af, bare lad det langsomt sive ind igen, helt roligt nu!” formaner kvinden ved hendes side, lægger blidt sin hånd på hendes.

Hun er stadig splittet, men lytter og husker så, forsøger at samle sig og glide ind i sig selv igen, åbner langsomt øjnene i det dunkle, genkalder sig svagt omgivelserne, kvinden, og sig selv, sit ægte jeg, ikke hende, ikke ‘Daisy’ fra før. Fra tankerne, minderne, fra en anden tid … tid?

“Fuck!” hvisker hun stille for sig selv, har altid været skeptisk over for sådan noget her. Det alternative, krystaller og tarotkort, regressionsterapi; tidligere liv, ikke hende.

Men hun var der, hun VAR hende, pigen, Daisy. Hun så ikke blot på og huskede, men skiftede helt tilstand og var vitterligt tilbage der, deltog og levede det, det tidligere liv. En anden tid, et andet århundrede, og en helt, helt anden verden. Allerede der i mørket i kisten, smeltede hun sammen med pigen, sit tidligere liv, så levende, og brutalt!

Hun har helt ondt i underlivet, igen. Smerten og følelsen er dog anderledes denne gang, omend stadig lige dominerende som den samme der har fået hende til det her. Til desperat at opsøge én som hende her, manipulator og kvaksalver … Men altså mere end det, ja, meget mere!

“Du skal ikke kæmpe imod, lad det passere, ikke spænde!” formaner kvinden nu og rejser sig, lægger sin hånd på hendes mave, aer blidt huden.

“Det sidder der stadig, jeg kan mærke det, må løsnes og gives fri før du selv kan blive det, hvis du er villig til det. Er du villig til det?”

Hun er stadig ikke helt sig selv, kigger op på kvinden og nikker så, mens øjnene drukner i vand. Veninden sagde, at hun var den ægte vare, kvinden her, healeren, der nu spænder hendes bukser op og trækker dem forsigtigt helt ned over hendes lår, blotter hendes problematiske underliv, som udelukkende har gjort sex til en smertefuld oplevelse for hende i hendes samfulde fireogtyve årige liv hidtil.

Hun går i baglås, er spændt og lukket som en østers. Penetration er pinefuld, en penis er næsten umulig. Selv en finger, som kvindens, der cirkler blidt og forsigtigt om hendes bløde venus og tætte sprække. Hun har barberet den, af en eller anden grund, så den ligner faktisk en elleve årig piges. Daisy’s, før alle overgrebene, mareridtene, fødslen. Hendes korte, men traumatiserende skæbne. PTSD, gennem århundreder!

“Træk vejret dybt, helt ned i maven, skat, intet sker uden din vilje og accept, jeg vil bare have at du åbner op og lukker mig ind, tager friheden tilbage, tager den endeligt, nyder din yoni!” hvisker kvinden og gnider fingeren let over åbningen, blidt ind mod kernen. Problemets kerne.

Kærester og tilfældige fyre har forsøgt, men aldrig en fremmed kvinde, aldrig en healer, som lykkes! Fingeren trænger ind, glider forsigtigt, erfarent, søgende. Kvinden har mere end blot kundskab, har efter eget udsagn engle og magi med sig, finder steder i sine søstres indre som ingen ellers kommer i nærheden af. Mindst af alt mænd!

“Find ind i følelsen, lad den fylde dig, vær den, og forvandl mørket til lys!” formaner kvinden nu med sin insisterende, hypnotistiske stemme, og åbner så det traumatiserede liv, punkt for punkt, dybere og dybere.

Hun lukker øjnene og forsøger, søger indad, slipper taget, presset, den forfærdelige ‘fortid’, som har siddet i hende som en masse af mørke pletter, hæmmet alt. Nu er hendes ukendte indre endeligt belyst, ude i det åbne og erkendt, hvor utrolig den end kan forkomme. Men hun mærker det, lettelsen, lyset – den snigende orgasme!

“Aaaaiii …” hun stønner højt og overrasket, som kvinden nu helt uhæmmet fingerknepper hendes skede og samtidigt blidt bearbejder hendes klit. Hun gør det med kærlighed og lyst, det skinner tydeligt igennem, bliver selv optændt og våd, som den smukke fisse hun har i sine hænder.

En bølge af lys skyller gennem hende og trækker hende med sig. Hun drukner i det og går i ét med det, vokser og eksploderer, da hele hendes underliv smelter i nydelse. For første gang nogensinde, er hendes skede en kilde til dyb tilfredsstillelse og lykke, fysisk, såvel som psykisk. Selv sjæleligt?

Hun husker formaningen fra kvinden, og moren!, og stopper med at stritte imod, lade sig blot rive med, som denne guddomme- og moderlige kvinde fortsætter, åbner og mangfoldiggør hende, så det føles som om hele skeden kommer til live, løsnes og ånder dybt. Som en blomst på en sommerdag.

Bagefter er hun naturligt nok rystet og forvirret. Flov og bevidst om sig selv igen, men lige så meget påvirket af Daisy’s – og sin egen!? – uhyggelige skæbne, der nu er åbenbaret for hende i hver en grufuld detalje, næsten ikke til at bære.

Men ikke længere skjult, ikke længere mørke pletter der tynger. Hun føler sig let og lys, beriget og fornyet af en orgasme hun ikke vidste fandtes, og slet ikke i hende selv. Hendes fisse er blød og våd, og total forløst, som kvinden bliver ved med at kæle for den, får det sidste med, og behersker sin stærke lyst, til at spørge om lov til at slikke den!

Måske næste gang, tænker hun og smiler til den unge, skeptiske, men nu frigjorte kvinde. Hun lader hende komme til sig selv igen, og komme i tøjet, mens hun fortæller, at det er mere almindeligt end man skulle tro, mænds uhyrligheder er lige så gamle som selve tiden, og stopper ikke før den gør. Selv i dag, i vores oplyste tid, i alverdens flygtningelejre og i flugten fra disse. Menneskesmuglere og menneskehandlere, fattige folk der sælger deres egne børn på nettet, klik og betal for dagens ønskede voldtægt!

Den unge kvinde har dog at forholde sig til, sin egen grufulde skæbne, eller fantasi?, hun lige har gennemlevet igen. Hun er stadig skeptisk, men noget er ændret, helt fundamentalt, mærker hun og takker sin redningskvinde overstrømmende, også for det her, sidste!

Kvinden krammer sin klient, fortæller hende, at hun er på rette vej, men stadig har noget igen at skulle bestige, og at hun håber at se hende igen, så de kan fortsætte rejsen sammen. Også hun, ‘healeren’, er jo blot et menneske, med den maskuline side og energi det indebærer. Vil så hjertens gerne have lov at slikke den smukke yoni til den smelter i hendes mund!

Da den unge kvinde har betalt og forladt stedet igen, er verden en igen anden, for hun er. Solen er varmere, luften rigere, hun sanser alt mere intenst, ikke mindst sig selv, sit indre. Jeg kom! lyder det igen og igen i hendes tanker, som hun sidder i toget tilbage, smiler ukarakteristisk kækt for sig selv, denne ellers tilknappede, unge kvinde. Og jeg må prøve igen, lyder næste tanke, mens hun fumler efter mobilen, skriver en besked til kæresten – vil have ham, NU!

Rejsen tilbage bliver lang, men hun nyder hvert et bump og ryk, hver en længsel og forventning, så meget at indhente, og gøre godt igen. Kvinden, healeren, var en transcenderende åbenbaring, og kolossal nydelse. Men det er kæresten hun vil have, mest af alt. Hans kærlighed og lyst, hans pik! som hun sidder og drømmer om, længter efter at mærke helt og frit. Hendes genfødte fisse svømmer helt over i forventning, der kun bliver værre da hun mærker mobilen brumme kærestens svar tilbage – ER PÅ VEJ!
Historien fortsætter under reklamen

Hun smiler stort og rødmer helt, mærker varmen og lyset brede sig i hende, som hun kigger ud på landskabet der passerer forbi. Også hun er på vej, endeligt! tænker hun, og ser sig selv i rudens genspejling, da toget kører gennem en tunnel. Ser i et kort sekund en lille pige, som lige når at smile tilbage, før de er ude i det fri igen, og lyset overstrømmer alt.

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (164 har stemt 4,03 af 5)
Loading...
Skriv en kommentar KLIK HER

11 kommentarer

  1. Sofie

    21/03/2020 kl 12:49

    Viildt god og original historie? Burde faktisk nomineres (hvis jeg må ?…

    Jeg føler mig ret overbevist om at der IKKE er meget mellem himmel og jord, meeen mht. reinkarnation … not so sure ?..

    3+
    • Jann

      21/03/2020 kl 17:50 - som svar på Sofie

      Mange tak ? og siden det er dig så bare gi los og shake den nomsi ??
      Synes nu der er lige vel rigeligt mellem himmel og jord for tiden ?? men ku man få bevist den der genfødsel tanke, ville det nok gavne indsatsen mod global opvarmning; Trump har udsigt til at havne i sin egen sump ??

      2+
      • Sofie

        22/03/2020 kl 18:38 - som svar på Jann

        Ok will do ?

        Genfødsel kommer med indbygget karma klausul, så Trump ender i en sump uanset hvad ? (muah!)

        3+
        • Jann

          22/03/2020 kl 21:06 - som svar på Sofie

          Muah og muhh ?? er vist helt passende ??
          Tak for twerk ??

          1+
  2. Frække🔥Tanker

    18/02/2020 kl 21:53

    Waaauv ❤️ Var ved at stoppe flere gange i læsningen ?? Godt jeg undlod! Et smukt manifest. Statement. TAK ?♀️

    Naturen “dealer” cirkulært. Vi er en del af samme (omend pænt fremmedgjorte ?)… hverken over eller under og nok næppe lineære ?

    Hvis du gider, så er ‘Livet før livet’ (Raymond A. Moody) måske den mærkeligste bog, du ikke har læst ?

    Og hvis du ikke har læst ‘Det hvide hotel’ (DM Thomas) kan jeg kun anbefale ? (Kunne næsten tro, det var denne novelles (med)inspiration?)

    2+
    • Jann

      19/02/2020 kl 1:06 - som svar på Frække🔥Tanker

      Godt du holdt ud ? og holdt det inde ?? Der er ingen garanti, men sædvanligvis en mening med galskaben ? og uden tvivl mere mellem himmel og jord end den gængse søvngænger tilstand tillader adgang til, jeg kan jo som kontra anbefaling pege på Peter Høegs seneste https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A54691823 ?
      Jeg kender ikke til dem du nævner ? men kan se Ereolen har den sidste af dem og skal da lige lure ? senere ??

      1+
      • Frække🔥Tanker

        20/02/2020 kl 18:02 - som svar på Jann

        Ja, sørme om den ikke ligger på eReolen ??

        Tak for tippet med Høegen ? Har læst ham til og med ‘Kvinden og aben’. ‘Gennem dine øjne’ lyder spændende på blotbeskrivelsen ? Er absolut tilføjet min huskeliste ✔️

        Kravler i ly for regn og rusk (OG totalsex ?) på eReolen for både at læse og genlæse ?

        https://ereolen.dk/ting/collection/870970-basis%3A51627229

        https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A29261873

        … passer forøvrigt begge meget godt til vejrLIGET ?

        2+
        • Jann

          20/02/2020 kl 22:21 - som svar på Frække🔥Tanker

          Holy crap, så fik man lige aftenkaffen galt i halsen ved at klikke på link 2 der ? Bjarne i fuld fastelavn getup ?
          ‘Kvinden og ?’ var hø, den her er rendyrket Høeg, som Smilla klonen før (Susan, noget ?) Holder mig også lige tør og stimuleret med ereolen ? https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A47203724

          2+
          • Frække🔥Tanker

            21/02/2020 kl 18:01 - som svar på Jann

            Bad cup! ☕?? Ja, BJARNE er vel mere aktuel i haloween-sammenhæng ? og til fiste-lavn ?? Og nok mere Mad Max end Braveheart ? Men interessant er det, at forsøge at forstå (ikke at forveksle med ‘acceptere’) og få indsigt i “the dark side”…

            Hoppede af Høeg-toget da ‘Kvinden og aben’ steg på; ser frem til igen at joine og dykke ned i en måske klassisk Høeg a la ‘De måske egnede’ ? Sååå Vernon må vente ??

            (Hmmm… e-Reolen… lyder lidt suspekt ? LSD-Reolen, c-Reolen, h-Reolen osv ?)

            Flossie vil chokere mange – men glæde flere ?
            https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A51085981

            … og den ER altså tilgængelig for udlån ?

            1+
            • Jann

              21/02/2020 kl 22:07 - som svar på Frække🔥Tanker

              Upsy Daisy! så fik man da lige kaffen på tværs igen ved de lumske link ? Og fik den fluks revet af…. reolen ? til flere drivende dag foran pejsen ??
              Jeg tror Bjarnes og hans slags dark side er et bundløst sort hul uden mål eller mening, end ikke galskabens kaos kan begrunde. Monstre er bare og vil altid være der, bussemændene i fiktion, og så freaking scary irl.
              Så jeg holder mig til lidt flossie ??

              1+
              • Frække🔥Tanker

                22/02/2020 kl 14:12 - som svar på Jann

                Den laver jeg flere gange om dagen… important to floss, my dentist says ? Helst efter hvert måltid ??? Hun har da også pæne tænder, hende Bettina i videoen ? Så det virker altså ?

                Og du har nok desværre ret mht the dark side ?

                Hvorom alting er… god weekend ??

                1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *