De sidste timer på gymnasiet havde faldet Britta lange denne fredag eftermiddag; men endelig ringede klokken ud og hun fik hurtigt pakket bøgerne sammen. I raske skridt ned af trapperne til sin cykel og ad sted på den 3 km lange vej hjem til sit værelse, som hun for blot 14 dage siden lejede sig ind i på førstesalen hos et ældre ægtepar.

Egentlig trængte hun mest af alt til et brusebad, men hun ville lige tjekke, om der skulle være en mail fra søsteren, som var på studietur til Prag. Det var der ikke, men der var til gengæld et fra en veninde fra barndomsgaden, men som nu var flyttet til Nordjylland. Efter de sædvanlige opfordringer til, at nu måtte de endelig ses igen, så slutter mailen af med en opfordring til at kigge ind på en webadresse med underliggende mappe- og filnavn.

Med forventning om noget aldeles ligegyldigt vælger Britta at trykke på linket, men bliver så aldeles overrasket. Der fremtoner et billede af hende selv uden tøj på, og som fylder hele skærmen ud: ”Det må være min dobbeltgænger,” tænker hun ved første øjekast, ”… for det er vel ikke en billedemanipulation?”

Hun bladrer lidt rundt på siten, men finder ikke noget som helst, der indikerer hvem, der står bag. Hun finder tilbage til billedet og fænges af et modermærke på mellemkødet: ”Det beviser da heldigvis, at det ikke er mig… men forhåbentlig skal jeg ikke fremlægge dette, hvis nogle af mine bekendte begynder at sige, at de har set mig der. Heldigvis er sidens navn noget kryptisk, så det gør de sandsynligvis ikke… men hvordan er Julie stødt på den?”

Hovedrystende lukker hun atter computeren, trækker gardinerne for, aftager sine klæder og går ud under bruseren. Da hun efterfølgende skal tørre sig igen, kommer hun atter modermærket i hu og vil lige være hundrede procent sikker på, at et sådant et har hun ikke på dette pikante sted. Hun finder derfor et lille håndspejl, løfter den ene fod op på toiletbrættet og kontrollerer sig selv i skridtet. Til hendes store forbavselse viser det sig, at der er et mærke, som tilsyneladende matcher billedet på hjemmesiden.

Med bange anelser skynder hun sig derfor ind og får tændt computeren på ny, for at drage yderligere sammenligninger. Placeringen og udseendet er fuldkommen identisk. Det samme er tilfældet med skamlæberne, pubeshårenes farve og udbredelse, samt brysternes størrelse. Ja, det er umuligt at finde nogen som helst forskel: ”Kan det virkelig tænkes, at der findes en pige, som ligner mig så meget til forveksling? … eller skulle det være muligt, at der er en paparazzi-fotograf, som har taget dette billede af mig?

Hun kigger på de få ting, man kan se på billedet ved siden af den nøgne pige. En grøn kommode med en glasagtig lysestage ovenpå. Og til den anden side skimter man i baggrunden en Marokkopude. Britta kan ikke i sin bedste erindring komme i tanke om, at hun nogensinde har befundet sig i et rum med sådanne ting. Og det eneste sted med dagligdags møbler, hvor hun har været nøgen i sine teenageår, var i sit gamle værelse hjemme hos forældrene, og så her hvor hun bor nu. Og ingen af disse steder har der nogensinde været en grøn kommode.

Enten må der findes pige fuldkommen magen til mig, eller også er min krop blevet klippet ind i et ukendt rum. Hun prøver at tænke over, hvor ofte hun uden tøj på har ligget med spredte ben i den viste positur og bliver enig med selv om, at det næppe er sket mange gange: ”Ja måske, omkring sidste weekend på sengen derover. Der fik jeg vist kastet mig ned på denne måde, inden jeg fik trukket dynen over mig.” Der hjemme havde hun ingen lås på døren, så hun kunne ikke være sikker på, at søsteren, faderen eller moderen lige pludselig kom ind på værelset. Det er udelukket.

”Men i såfald skulle der have været et skjult kamera i den retning.” Britta peger over på et skab. Efter et kort øjebliks betænkning styrter hun pludselig gruopvækkende hen imod det og gennemsøger det på kryds og tværs. Men finder intet elektronisk. Derimod konstaterer hun, at en knast er faldet ud af dørfyldningen. Det har hun aldrig bemærket før. Hun undersøger dernæst indersiden af døren omkring hullet, men finder ingen skrammer eller lignende, som eventuelt skulle have holdt kameraet: ”Det er også simpelthen umuligt. Hvordan skulle nogen have fået det anbragt der?”

Hun lukker atter skabsdøren, går hen til sengen og kaster sig ned i den, som hun mindes at have gjort sidste lørdag, samtidig med at hun skimter over mod hullet. ”Var der blevet taget et billede derfra, da jeg gjorde sådan, kunne det godt have givet et billede, som det på computeren. Men for fanden, det er simpelthen absurd. Og hvorfor skulle de i givet fald have ændret på baggrunden? … men omvendt, det er også uhyggeligt, hvis en eller anden ligner mig så meget på en prik.”

De næste par dage plager det hende helt enormt, men hun tør ikke rigtig betro sig til nogen. Tænk nu, hvis det virkelig er et billede af hende selv. Hvad det vel sagtens også er, selvom det skulle være taget på en fremmed. Endelig kommer hun i tanke om, at hun kan svare Julie tilbage på mailen og henfaldende spørge, hvorledes hun fandt frem til billedet? … det i sig selv er også utroligt, hvis det er blevet paparezzet her for en uge siden.

Sidst på aftenen søndag kommer der et svar tilbage. Et lidt overraskende et, for Julie skriver, at det der faktisk bragte Britta i tankerne hos hende var netop modermærket, som hun kunne huske fra de gik i svømmehallen sammen. Britta bliver mere og mere underlig til mode og sover ikke særlig godt den efterfølgende nat. Næste dag i gymnasiet føler hun, at alle visker og tisker om hende. Har de virkelig fundet frem til billedet? … Hun skal lige til at spørge dem direkte ad, men vælger så trods alt at lade være. ”Det er garanteret noget andet, de fniser over.”

Den følgende lørdag inviterer hun den hjemvendte søster på besøg. Endelig har hun en person foran sig, som hun kan betro sig fuldt ud til, om end det piner hende at skulle udstille ”sig selv” også for hende på den måde. Til hendes store overraskelse svarer Connie, søsteren, at den grønne kommode stod på det værelse i Prag, hvor hun boede, og der var også en Marokkopude – den lå blot på den modsatte side. Lysestagen erindrede hun ikke lige.

Situationen bliver mere og mere mystisk, og nu også pinlig for Connie, for nu bliver det hendes tur til at bevise, at hun ikke har noget modermærke mellem kussen og røvhullet. Det har hun ikke, konstaterer Britta ved eget syn.

Connie er ganske sikker på, at de eneste, der var inde på værelset i Prag, var hende selv og værelseskammeraten Linda, og hun havde glemt at få sit fotografiapparat med på turen, så hun måtte låne Connies flere gange. Omvendt finder de ud af, efter nogen diskussion frem og tilbage, at Linda og Julie var næsten naboer for år tilbage: ”Måske de stadig holder en vis forbindelse ved lige… men hvorfor i al verden skulle netop de to lave denne spøg overfor dig og mig?”

Connie kører hjem og henter sit digitale fotoapparat, og de oploader billederne til Brittas computer, men der er ingen af værelsets interiør: ”Det blev vi ikke klogere af. Men bør man ikke kunne finde frem til hvem, der ejer den hjemmeside?”

”Hvem skal vi spørge?” spørger Britta, ”… jeg vil helst undgå, at nogle vi kender, ser billedet.”

”Lad os gå ned på politigården. Om ikke andet, må de kunne stoppe hjemmesiden, så billedet kan blive destrueret.”

”Så laver bøllerne vel bare en ny hjemmeside, og politiet vil ganske sikkert også have bevis for, at det virkelig er mig på billedet, og jeg smider altså ikke tøjet derinde,” svarer Britta forfærdet.

De blev enige om, ikke at gøre mere ved sagen og håbe på, at den gik i sig selv igen. Efterhånden plagede oplevelsen også Britta mindre og mindre, og billedet forsvandt fra hjemmesiden, der senere igen blev helt nedlagt.